Dage i november

Det slog mig forleden, at det er længe siden, at vi har haft et stille og roligt ‘hvordan går det egentlig?’-hverdagsindlæg. Good news: Det kommer her. 

Jeg er stadig ramt af den tilstand, der for mig opstod under corona, som jeg efterhånden begynder at mistænke er permanent. Det er fornemmelsen af ‘Kan det snart betale sig?’, som jeg ellers kun kender fra ugerne op til ferier og barsler. Den der afventende, lidt skulderbørstende relax-but-brace-for-impact, som vel egentlig bare er et forsøg på at disponere kræfterne rigtigt, fordi covid var én lang omstilling, som konstant dispenserede hverdagen og de daglige rutiner. 

Sådan har jeg det stadig. Ikke at jeg sjusker mig igennem dagene. Snarere tværtimod. Men jeg kæmper med sådan en underlæggende følelse af vantro over, at jeg hele tiden skal være på forkant med en hverdag, der ser ud til at blive ved med at komme rullende. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg får det forklaret godt nok, men det giver mig en mild distance til alt, som er underlig at gå rundt i verden med.

Men bortset fra det, så går det sgu ret godt. Faktisk. Vi har just pakket de sidste græskar væk, og halloween bliver sjovere og sjovere her, hvor vi bor. Jeg ELSKER, at alle gør så meget ud af det, og at rasleriet er blevet en fælles begivenhed, hvor børn jerner rundt i tusmørket og forældre trisser bagefter og småsnakker, mens ungerne hviner og hyler over afhuggede dukkehoveder, spindelvæv og ringklokker, der angriber.

Næste træk på festpladen er Antons fødselsdag, som rammer om halvanden uge. Der er skruet lidt ned for gaverne i år, fordi han får en computer i julegave, men han får stadig lov at være dagens mand i skysovs, og jeg begriber ikke, at det er 12 år siden, han meldte sin ankomst i en bidende kold november, hvor sneen væltede ud ad himlen, og frosten var tocifret. 

På jobfronten begynder jeg efterhånden at have opbygget en form for rutine. Jeg har fundet min rytme ift. fakturering, indhentning af betalingstilsagn og logning af kørsel, jeg er ved at have sjusset mig ind på, hvornår jeg har brug for revisoren, og der er lavet udkast til de beskedne afdragsordninger, jeg skal have sat i værk på den anden side af nytår, så kassekreditten og budgetkontoen kan komme tilbage i sort. Jeg begynder så småt at vænne mig til at arbejde uden faste kolleger, men har til gengæld gjort en aktiv indsats for at udbygge det nære, faglige netværk ved at lave konkrete aftaler med tidligere gode kolleger om at ringe sammen, når vi alligevel bare ruller rundt på det danske vejnet. 

Det offentlige fylder lidt meget for tiden, af flere forskellige grunde. Dels nærmer vi os tidspunktet for min endelige udredning (hvor de, for gammelt venskabs skyld havde glemt at sende en indkaldelse til en undersøgelse, som jeg så først blev opmærksom på, da de sendte en ‘vi er desværre nødt til at ændre din tid’-mail. For real: Hvor svært kan det være?) og dels har jeg nu afmeldt mig jobcentret, og kan dermed vriste mig fri af krav om 2 ugentlige ansøgninger, påtvungne jobs, man SKAL søge, samt diverse møder, som man her i byen bliver indkaldt til hver 2./3. uge og som ikke kan flyttes online – hvilket er virkelig irriterende, når man forsøger at løbe en virksomhed som min i gang. 

I det hele taget skal jeg gøre en aktiv indsats for ikke at selvantænde af raseri over det system. (Og undskyld til de af jer, der arbejder i det, og faktisk bare gerne vil have lov at gå på arbejde, og som gør det så godt, I kan, under de betingelser, I er underlagt.) For jeg kommer aldrig til at forstå, hvor meget man aktivt modarbejder et menneske som mig, der virkelig, virkelig bare gerne vil forsørge mig selv og mine børn. Jeg KAN ikke forstå, at man ikke kan få 3-4 måneders frit lejde, og betragtes som en ressource, som jobcenter og a-kasse kan trække på, i stedet for at blive mødt af trusler og mistillid, hver eneste gang, man interagerer med dem. Tænk hvis man i stedet for job-logging og tvungen deltagelse i jobcafeer og jobdating, hvor fremmøde tjekkes med en nidkærhed, der ville få indtjek efter uledsaget udgang i åbne fængsler til at virke lemfældige, blev brugt som et aktiv; hvis man i stedet for at blive betragtet som en byrde, blev opfattet som én, der sad inde med frisk, værdifuld viden, der kunne gøres tilgængelig for andre ledige, der gerne ville starte virksomhed, være selvstændige eller gik rundt med en iværksætter i maven. Tænk, hvis man støttede op om dannelsen af netværk og sparring, nye virksomheder imellem. Den langsigtede værdi i dét, både menneskeligt og samfundsøkonomisk, MÅ overstige det, man får ud af at svinge pisken og behandle alle ens.

Og bare lige for at komme den i forkøbet: Supplerende dagpenge er ikke en badeferie, finansieret af staten. Dagpenge er, skåret ind til benet, en forsikring, hvor adgangen til de midler, man selv har betalt ind, bare kommer med et ualmindelig træls design.

Jeg har forsøgt at finde præcise tal, men det er (af årsager som er fint beskrevet her og her) ikke muligt. Men. Meget overforsimplet ser regnestykket sådan her ud: 

Dagpengesystemet finansieres for 2/3 vedkommende af medlemmerne af a-kasserne. 

Det betyder, at jeg, ud af de ca. 40.000 før skat, jeg har fået i dagpenge, siden jeg startede, selv har indbetalt 26.500, og dermed har jeg fået 13.500 kr. foræret. Før skat. 

Jeg har været medlem af HK’s a-kasse siden jeg var 18. Det er 28 år, hvilket betyder, at jeg har indbetalt et beløb, der i dag er 500 kr. pr. måned i 336 måneder. Man kan ikke gange de to tal, fordi inflation, konjunkturer und so weiter, men hvis man er frisk og gør det alligevel, så giver det 168.000 kr., alene i kontingent. Dertil kommer den del, jeg har betalt over skatten.

Og så har vi slet ikke snakket om, at de 15.000 kr. ud af de 40 bare ryger direkte tilbage i statskassen som skat, sammen med skatten af de timer, jeg har tolket mens jeg har fået dagpenge. 

Det kunne være fint, hvis det lige udløste 20 sekunders ro. 

Nu fik jeg hidset mig selv op alligevel.

Men forhåbentlig er det sidste runde i dén manege, og da jeg samtidig også er ved at kigge på, om ikke det giver mest mening at framelde boligstøtte og fripladstilskud fra årsskiftet, er håbet, at jeg i 2023 kun sidder tilbage med mit enlige forsørger-tilskud/fradrag, som kun kræver, at jeg én gang om året underskriver på tro og love, at jeg stadig er enlig forsøger og ignorerer det brev, der i sleske vendinger tilbyder mig en ‘afklarende samtale’ fordi det kan være så ‘svært at vide, om man faktisk *er* enlig forsøger’…

Nå, men lad os slutte på en glad note, som er, at jeg har købt første modul af et skrivekursus, som jeg glæder mig helt vildt til at deltage på. Det er et forløb, der tager udgangspunkt i årshjulet, og jeg er allerede helt forelsket i det univers, der er skabt omkring forløbet.

Jeg er simpelthen så glad for, at begivenheder som fuldmånevandringen, retreatet, jeg var på, og skrivekurset her har fundet vej til mig, for jeg ELSKER at åbne døren ind til alt det, som man i hverdagens skynding glemmer, bare ligger og venter på at blive fundet.