M2022, uge 45

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi taget julegavesnakken i familien.

(Og inden vi går videre: Kan vi aftale, at det her punkt er henvendt til dem, der også juler og synes, at det med gaver og beløb kan være lidt tricky? Debatten når somme tider nærmest politiske højder, hvis man åbner for ‘hvorfor giver I overhovedet gaver/kapitalistsvin > < den, der hader julen, hader livet og andre menneskers glæde’-argumenterne).

Min erfaring er, at ændringer altid er nemmest at lave, inden nogen har noget i klemme. Hvis én er begyndt at købe gaver eller forestille sig bestemte scenarier, så bliver det pludselig ikke længere en snak om, hvad der giver mening, men en Robinsonsk kamp på, hvem der har mest ret til at bestemme.

Vi blev i fred og fordragelighed enige om gaver til børnene, som vi plejer, og så 250 kr. pr. voksen til hver af de andre voksne, som kan slåes sammen til én lidt større gave.

Så blot en kærlig reminder om at få taget snakken derude, inden det hele for alvor begynder. 

2.

Har jeg haft gæster, som bøvler med lidt forskelligt i allergiafdelingen, og i stedet for at købe mig fattig i grønt, som jeg ikke kan nå at spise bagefter, bestilte jeg 3 forskellige slags salat hos en lokal, vegansk cafe.

Jeg snublede over kyllingefars på dato i Rema i sidste uge, som jeg brugte en friformiddag på at forvandle til virkelig lækre frikadeller (fajitakrydderi, chili, hvidløg og lime i farsen er en gamechanger), som jeg smed i fryseren, og så lavede jeg en super lækker fetacreme og en hokkaido-“hummus” til.

Det blev MEGET billigere, end hvis jeg skulle have raidet grøntafdelingen og lavet 3 forskellige salater fra bunden, og der var nul madspild. Og som om, alt det ikke var nok, så var det nemtnemtnemt, og gav mere tid til at sludre og drikke vin. 

3.

Har jeg haft 6. og sidste besøg af smeden.

Jeg sætter det på her, fordi det er en påmindelse til både jer og mig selv om, at det faktisk somme tider hjælper at holde fast. 

Vi har gulvvarme her i rækkehuset, og det har aldrig fungeret 100%. Men generelt er der nok ikke brugt de dyreste materialer til husene her, og det er, som det er. Udsigten er uforlignelig, og jeg har boet i lejligheder i Aarhus som kostede mere, og var både mindre og dårligere og som kom uden vicevært som en del af pakken.

Viceværterne – The Kurts – er rare, men kan godt have liiiidt en tendens til at tale til mig, som man somme tider kommer til at tale til børn. Da jeg havde vand i skuret, måtte jeg f.eks. 3 gange svare på, om jeg lod døren derude stå åben, når det regnede.

Mig:

Gulvvarmen gav de op på på forhånd og sendte direkte videre til smeden, som var så letsindig at give mig sit telefonnummer, da han var her første gang. Da han kom, forklarede jeg, hvad problemet var, og 4 ord inde, kunne jeg se i øjnene af ham, at han allerede havde besluttet, hvad problemet var.

Spoiler alert: Det var ikke det. 

Lang, lang historie kort, så har jeg stillet spørgsmål til alt, hvad han har forklaret mig undervejs, og til sidst stillede han herude med et termisk kamera – og jeg siger ikke, hvem der havde ret.

Og det er jo heller ikke vigtigt. 

Men fordi jeg over de sidste 3 uger har spurgt ham i knæ, kunne jeg faktisk spørge kvalificeret ind til, hvorfor de mindste rum var varmest, når der er rumføleren i alle rum, som for længst burde have være slået fra, når den ønskede temperatur var nået.

“Det er dels pga. udsugningen og dels fordi rumfølerne sidder ved yderdøren.”

“Men de er jo ikke forbundet til noget i væggen. Er der noget i vejen for at flytte dem?”

Laaaaang pause.

“Nej. Det er der vel sådan set ikke.”

Og sådan gik det til, at vi nu har flyttet en rumføler og lagt 2 kredse sammen, og nu forstår jeg PRÆCIS, hvordan systemet virker, hvilket betyder, at jeg kan styre det, og ikke længere pisser varme, lige ud i hovedet af fuglene. 

Bagefter har jeg tænkt meget over, at det er en af de ting, jeg sætter mest pris på ved at være blevet voksen; at jeg i dag er NUL procent bange for at stille mange og/eller dumme spørgsmål. For de de fleste mennesker – har jeg opdaget – vil faktisk rigtig gerne have lov at snakke om det, de ved noget om, og spørgsmål af alle slags giver dem mulighed for at shine, og det er der sjældent nogen, der bliver sure over at få lov til.

Published by

8 Replies to “M2022, uge 45

  1. Du er nu også gulvvarme-bosslady!!! 💪🏻💪🏻💪🏻 (du har vel også stadig lidt hengemt viden fra alle de timer du har tolket på teknisk skole, eller hur? 😂)

  2. I forhold til julegaver: min familie har aldrig arbejdet med beløb. Hvis min nevø fx ønsker sig er bestemt spil, og jeg finder det brugt- så er det bare super. Så sparer vi planeten for noget produktion, og jeg sparer nogle penge. Derfor kan jeg sagtens give nogen for 100 kr og andre for 300 fx – uden at det betyder noget.
    Eller meget et år, og lidt mindre næste, hvis ønskerne lige passer.
    Det samme gælder mellem voksne, og også fra vores forældre til børn. Og beløbet er altid efter evne, så jeg giver fx for mere end min søster, fordi jeg har flere penge

    Derfor har jeg altid undret mig lidt over det med beløbs-aftaler? Er det fordi det ellers ville stikke af? Eller fordi man er bange for at komme til at fremstå nærig? Eller at nogle vil blive fornærmede?

    (Og disclaimer; jeg forsøger ikke at sige, at dem med aftaler gør noget galt/ er forkerte, jeg spørger af åben reel undring)

    1. Kristine, det stikker af. I hvert fald for mig. Og når man så er i familie med nogen, som er MEGET nøjeregnende, så dur der ikke med forskellig pris mellem personer (især da deres børn var små). Så der er fuldstændig ro og julefred over det hele, når der er aftalt beløbsstørrelse på gaverne.
      Efterfølgende har vi nedlagt gaverne til alle andre end børn under 18 år, også når vi holder jul sammen. Det betyder så, at mine børn (som er voksne) ikke får nogen gaver af andre end os den jul, så der kommer det så også til at stikke lidt af, fordi de andre (voksne) børn stadig får fra mormor og moster og grantante osv. osv. osv. Og det er så iø jul holdt hjemme hos de meget nøjeregnende forældre, der ikke kan se noget problem i den forskel…

    2. Jeg tror, at der er virkelig mange ting, der kan spille ind ift. beløb og gaver. Hvis alle er helt enige om, at det er ligemeget, så synes jeg virkelig, at det er fint. Det ville jeg også synes i en vennegruppe. Men min egen erfaring er, at det er lidt ligesom med nærighed: Så længe ingen er det, er der ingen, der bliver det – men er der én, der konsekvent begynder at underbyde, så bliver det et issue. Ikke mindst fordi der også kan være alt muligt andet støj på linjen i familier, så små og store gaver også bliver tillagt noget symbolværdi.

      Jeg kom sådan til at tænke på en madklub, jeg engang var med i, hvor vi var 5 veninder, der spiste sammen på skift hos hinanden en gang i måneden. Vi satte os aldrig ned og aftalte, hvad den, der stod for maden skulle stille med, og de 4 af os var helt enige om niveauet. Vi lavede hverdagsmad med et luksustvist og havde sørget for lidt vin og sodavand og lidt chokolade til dessert. Den sidste veninde, der åbent pralede med sin sparsommelighed, kørte budgetversion af det hele og ‘der er vand i vandhanen’. Vi kendte hinanden så godt, at vi alle sammen vidste, at det ikke var knappe, økonomiske ressourcer, der var årsag; hun ville bare hellere rejse for sine penge. Og det er der jo sådan set ikke noget galt i. Der var heller ingen, der var sultne, når vi gik fra bordet. Men madklubben gik i opløsning efter 1,5 år, fordi det simpelthen blev for irriterende, og det tænker jeg stadig somme tider på, når jeg falder over diskussioner om penge, fællesarrangementer og holdning til aftaler omkring de økonomiske rammer. For hvis du spørger mig, om ikke det kunne være ligemeget, har jeg lyst til at sige jo – men det var det bare ikke.

      Gavesnakken er svær at tage for mange, tror jeg; ikke mindst fordi den er svær at tage “rent”. Hvis man har en bror, der har det med gaver, som du har, og man selv er sådan én, der bliver lige træt af det, om man i et gavebyt får en gave, der er meget dyrere eller billigere end den, man selv har givet, så er det nok svært at komme efter 8 år og sige, at man faktisk synes, det er træls at få en brugt gave eller at få meget billigere/dyrere gaver, end dem man selv giver.

      Så jeg tror, at beløbs-aftaler er en pragmatisk tilgang til at stikke nogle rammer ud, så alle er nogenlunde enige om reglerne, hvilket kan være en fordel, fordi man ofte først finder ud af, at det var man ikke, når det er for sent.

  3. I mit set-up med barn, eks-mand (som jeg holder jul med) og bedsteforældre er beløbet ikke en ting, men gaver >< ikke gaver har været det, så det har vi fået styr på og det kører snorlige. Nu har jeg så fået en kæreste, og vi har også haft gave-snakken, og giver til hinanden (ja, det er mig, der er underlig og ikke vil have gaver, men jeg fik ham ikke med på at bruge pengene på en god, fælles oplevelse). Så nu troede jeg alt var godt. Indtil han i midt-september fortalte, at nu havde han købt julegave til mit barn!!! Havde virkelig ikke forestillet mig at den snak, du så helt rigtigt foreslår, at man tager upfront, skulle foregå i sommerferien…!

  4. Kl. 20:30 i aftes trykkede jeg ‘køb’ på den sidste julegave til de 16 familiemedlemmer, vi er på julegave med… det i sig selv burde udløse en fanfare og konfetti alle steder, jeg kommer i dag. Uanset er den indre selvtilfredse følelse ubetalelig 🙂

    Og hvorfor er det så nemt?:

    Fast aftalte beløb til gaver til alle (undtagen egen mand og børn, hvor vi tager det lidt mere løst)
    Alle bruger Ønskesky app’en og starter i god tid inden Black Friday, som nu er blevet til Black Week (og ja jeg holder selvklart øje med om de gode tilbud nu også er gode… for det er de ikke altid)
    Sætter mig Excel-style og kører listen igennem og markerer grøn, når gaven er købt

    Jeg er kæmpe fan af faste beløb, og det er resten af familien også. Det er nok også det, der gør det nemt. Og nej, det kommer ikke helt nede på kroner og ører. Det fede ved at få det ordnet i denne uge, er at jeg har kunne købe større/federe gaver for de aftalte beløb + at jeg undgår at have købt til fuld pris for derefter at se det hele på udsalg ugen efter jul.

    Nu kan jeg bruge december på at julehygge og pynte og bage uden at have julegave-indkøbene hængende i baghovedets to-do liste 🙂

    1. Det lyder som en virkelig fin måde at sørge for, at det er de rigtige ting, man kaster sin energi og sit overskud efter i en måned, der ellers godt kan tage pusten fra én – good for you! <3

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.