Svingninger

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville skrive et ‘I øvrigt’-indlæg til bloggen i dag, men jeg kan mærke, at jeg ikke rigtigt er i haha-humør. Dels sidder jeg midt i nogle lidt tunge ting i arbejdsøjemed, og dels er jeg bare træt og introvert i disse dage.

Jeg øver mig i at kigge på det, når jeg har det sådan. Ikke fordi der skal findes forklaringer og løsninger på alt, men fordi jeg gerne vil finde ud af, hvordan jeg bedst kan passe på mig selv, når jeg har det sådan. Egen-omsorg er et lidt irriterede ord, men det er det, det handler om.

Jeg har opdaget, at dårligt humør hos mig nogle dage handler om, at min grund-stemning bare ikke er helt oppe at ringe, mens det andre dage er summen af de små ting, der til sammen gør dagen træls.

Den sondring er jeg faktisk ret godt tilfreds med at have gjort, fordi den giver mening for mig; det kan ikke være konfettikanoner og brede smil hver dag, og alene den erkendelse føles rar. Jeg kan bedre udvise overbærenhed overfor mit eget underskud, når jeg ikke sidder med fornemmelsen af, selv at have skabt min surhed med et forkert fokus, og det er nemmere at være i det, når jeg er bevidst om, at med bjerge følger dale, og det ene kan ikke eksistere uden det andet.

Jeg prøver at skærpe opmærksomheden på, hvornår det er hhv. den ene og den anden slags dage, jeg har, og reagere i henhold til det. At jeg f.eks. styrer uden om triggerne, de dage, hvor alt, hvad jeg rører ved, går galt og i stykker, og at jeg ikke planlægger det store udenfor huset, når jeg har brug for ro, men bare prøver at give plads til at være så introvert, som situationen nu engang tillader.

Lige nu kan jeg mærke, at matheden skyldes, at for mange mennesker på for mange platforme river for meget i mig. Det er et issue så gammelt som mennesket selv, og man kan hver eneste uge høre variationer over temaet i Mads & Monopolet. En kvinde, der pludselig ikke længere kan holde ud, at hun giver større/bedre gaver end veninderne giver hende, en kødspiser, der er blevet så træt af at tage hensyn til sine vegetar-venner, at hun har lyst til at bede dem om at tilberede en bøf til hende, og en storesøster, der føler, at hun bliver forfordelt ift. til sin lillesøster – alt sammen resultater af at give mere, end man har, og af at en given relation har mistet balancen.

Det paradoksale er, at man i langt de fleste tilfælde selv har skabt situationen, fordi andre mennesker kun kan udsætte dig for den behandling, du lader dig udsætte for.

Jeg tror, man er nødt til at adressere det, hvis det er noget, der fylder så meget, at man er begyndt at se på det menneske, der handler om, med andre øjne. Frygten for, at “det bliver mærkeligt” hvis man tager problemet op, kan man med sindsro parkere, for hvis noget først har gnavet så meget, at der er kommet et sår, så er det allerede blevet mærkeligt, og at tage det op, er den eneste reelle chance man har for at gøre det umærkelig igen. Måske ikke idag eller i morgen, men et sted ude i fremtiden.

Men man ville slide sig selv op, hvis man skulle gøre konfrontationer ud af alt, og somme tider laver man også en analyse på forhånd, der hedder “Det her er egentlig mere, end jeg lige pt. kan overskue, men dette menneske/denne situation er vigtig nok for mig til, at jeg alligevel vælger at gøre det” – og det er der, jeg står lige nu.

Jeg er gået ind til det hele med åbne øjne, men sammenfaldet af behov og ydre omstændigheder har gjort, at jeg kan mærke, at det er nu, jeg skal trække tentaklerne ind. Der er tilbud, der skal rundes pænt og ordentligt af, der er opgaver, der skal bindes sløjfer om og returneres, og der er stafetter, jeg har løbet med, som nu skal rækkes videre til andre.

Det er godt, jeg snart har ferie.

Lonely planet

Denne sommer er det 7 år siden, vi forlod Aarhus for at flytte tilbage til Esbjerg.

På mange måder er vi faldet til. Jeg elsker vores hus, jeg elsker at være tæt på familien, og havde vi ikke boet i Esbjerg, er jeg ikke sikker på, at jeg havde turde få et barn mere alene, så på en lidt inddirekte måde kan Esbjerg også tage æren for, at Frida er blevet en uundværlig del af vores lille familie.

Men noget af det, jeg stadig kæmper med, er forælder-ensomheden. Om det er byen, om det er lokal-ånden eller om det er et sammenfald af uheldige omstændigheder, ved jeg ikke, men det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i år, at nogen tager initiativ til at lave noget med os.

Det er svært, synes jeg. Jeg byder selv ind, og vi har venner hernede, men det er mennesker, der er væsentlig mere rodfæstede end os, og som derfor har en del flere mennesker til at cirkulere i deres sociale kredsløb.

Og nogle gange ville det bare være så rart at blive prikket på skulderen.

F.eks. i weekenden, hvor både børnene og jeg havde træthedstømmermænd af flag og festivitas, og brugte hele lørdag på at mundhugges og være sure på skift. På den slags dage kan jeg få tårer i øjnene over, at vi stadig ikke har så meget netværk hernede, at det er en reel mulighed, at nogen spontant inviterer på en kop distraheringskaffe.

Modsat hvad man skulle tro, så føles det faktisk ikke personligt. Jeg oplever os ikke som aktivt fravalgte, og de mennesker, vi møder, er i langt de fleste tilfælde både søde og imødekommende.

Jeg tænker heller ikke på mig selv som ensom. Jeg har et ret fantastisk netværk, og et stærkt et af slagsen, og der dumper jævnligt beskeder ind med forslag til aften/voksen-aftaler, hvilket jeg sætter umådelig pris på.

Det er familie-venskaberne, jeg savner.

Jeg tror, det skyldes en kombination af, at de voksne i “almindelige” familier får dækket deres sociale behov, når de mødes hjemme i køkkenet over kaffen efter en lang dag på arbejde. Jeg har simpelthen et behov, som de ikke har, og som de derfor hverken ser, eller tænker over.

Og hvor politisk ukorrekt, det end er at sige, tror jeg også, at det er nemmest at være sammen med konstellationer, der ligner den, man selv er i. Singler med singler, mor-far-børn med mor-far-børn. Lige i dén sammenhæng, er vores familieform stadig lidt underrepræsenteret.

Endelig tror jeg også, at det er svært at konsolidere et venskab på de betingelser, jeg har lige nu; når man skal lære hinanden at kende, med børn om fødderne, og liv, der lægger op til, at man kan ses en gang i måneden, er det måske for svært at komme forbi førstehåndsindtrykket, og ind til det sted, hvor venskabet bliver noget, der giver glæde og energi, og ikke er en investering, der kræver en indsats. Jeg kan bare tage udgangspunkt i mig selv: Jeg er ubetinget bedst over tid. Når man møder mig, virker jeg dominerende og bedrevidende, og det kræver, at man lærer mig at kende at finde ud af, at den er god nok; det er jeg – men jeg er også ok-sjov.

Og det mærkelige ved ensomhed er, at man ikke holder op med at være kræsen, bare fordi man mangler mennesker. Det er en slags tabu i tabuet, tror jeg. At man ikke bare har lyst til at knytte bånd med alle, der måtte gide, men faktisk stadig tager hjem fra vennedates og tænker, at man hellere vil sidde på en sømmåtte med to brækkede arme og kigge på en ny-malet væg, der tørrer, end at bruge så meget som 4 minuttere mere med de mennesker, man lige har sagt tak for i dag til.

Der er masser af gode forklaringer på, at tingene er som de er – men på mine dårlige dage, skal jeg stadig aktivt modarbejde følelsen af, at det handler om, at vi ikke passer ind.

Beach Boys (and girls)

Da jeg forleden sad og rettede i mine gamle blogindlæg, faldt jeg over et, der handler om Anton i trodsalderen. Jeg blev faktisk helt glad over at læse det, for jeg havde lykkeligt glemt alt om, at han også var igennem den.

Frida er der nu. For FULD udblæsning. Alt er oplæg til forhandling (hvorfor må jeg ikke have udklædningstøj på altid/jeg vil kun have yoghurt/jeg hader yoghurt/hvorfor må jeg ikke bruge Antons tandbørste/må jeg skrubbe håndvasken med min tandbørste/må jeg skrubbe den med din/jeg vil spise under sengen/hvorfor må jeg ikke drikke kaffe/jeg vil have flyverdragt og hat på/Og. Så. Videre) og hendes lille verden vælter 16 gange i timen, fordi ting ikke lige arter sig, som hun havde håbet. Forleden fik hun et 10 minutter langt, grådkvalt raserianfald over, at vi ikke kunne tage ud at handle, og var helt uimodtagelig overfor forklaringen om, at butikkerne ikke er åbne klokken 5.20.

Nogle gange er det sjovt, nogle gange er det næsten imponerende, og nogle gange trækker det tænder ud. Det er en udfordring af de større at få lov at lave mad, når jeg skal se noget i haven, fjerne alle fluer i hele verden, finde saft, hælde saft ud, fordi det er ulækkert, finde vand, forklare, hvorfor man ikke må skubbe sin stol hen til komfuret og røre i gryden, inddrage æblet, som hun har fået lusket ud af køleskabet, da jeg fjernede 17 stykker legetøj lagt ud på køkkengulvet, fordi “så er der spærret, mor”, mægle 4323823 gange mellem hende og Anton, fordi… ja, søskende, og trøste og sige nej en én uendelighed til alle mulige og umulige ønsker og indfald.

Jeg prøver at hjælpe os alle 3 ved at skrue ned for, hvad vi skal, ud over at være hjemme, fordi jeg ikke synes, der er grund til at hælde yderligere stimuli på hende, og fordi jeg må lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg også er ved at mør, når ulvetimen nærmer sig.

I sidste uge spurgte min veninde, om vi ville med på stranden, og pga. ovenstående var min første tanke:

Forberedelser til turen (ekstra tøj/tæpper/håndklæder/legetøj/badetøj/pose til vådt tøj/osv.), trodsalder på udebane, forhandlinger om solcreme og mængde af tøj, hjemkomst med bil, fyldt med vådt tøj og sand, to beskidte børn og udsigt til madpakker, aftensmad, badetid og forsinket putning med nu-ekstra-træt barn om fødderne, virkede helt uoverskueligt.

Men så fik jeg det også sådan lidt: Nej. Sgu. Vi skal ikke sidde indenfor i ophøjet ensomhed og glo ud på livet, og det kræver også en del dybe indåndinger at være herhjemme. På stranden er vi sammen med gode mennesker, og vi får – om ikke andet – en anden slags konflikter end the usual suspects.

Så jeg pakkede aftenen før, hev mad ud af fryseren, så dén del af praktikken var nem, og stillede de ellevilde børn udflugten i udsigt, og da jeg den efterfølgende aften landede i sofaen, tænkte jeg meget over, at en indsats kan føles meget forskellig, afhængigt af, hvad man synes, den giver.

For ungerne havde en fest. Der var bar røv, fedtede børn og sand overALT, og stranden var mere forurenet end godt var – men min forudseende vendinde havde taget snacks med til børnene, og en kold dele-øl til De Unge Mødre. Mens vi sad der, gjorde det mig helt utrolig glad, at jeg havde prioriteret at gøre det, fordi det er oplevelser af den slags, jeg forbinder med ægte barndomsminder, som jeg så gerne vil give mine børn.

Det blev hektisk, da vi kom hjem, og det er en livslektie for mig at lære, at gode barndomsminder, som er fyldte med solskin, latter og nærvær, faktisk på forældersiden er forbundet med en ret stor indsats, både før og efter – men det, der fyldte mest for mig, da jeg lagde mig på puden var, at jeg den dag følte, at der var 100 procent overensstemmelse mellem det, jeg gerne vil give mine børn, og det, jeg gav dem.

At gøre & at være

Humøret er lidt mærkeligt for tiden. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Der er nogle ting ude i virkeligheden, der bekymrer mig, og jeg er stadig utrolig træt efter mit maraton-sygeforløb, men jeg tror egentlig ikke, at det er derfor.

Jeg har sådan en underlig fornemmelse af at befinde mig mellem to livsbaner. Som om jeg har afsluttet noget, og nu venter på, at noget nyt skal tage sin begyndelse – uden jeg dog helt kan gennemskue på, hvad det er, der hhv. er lukket ned og lagt til rette.

For tiden er jeg igang med at slette kode i mine gamle indlæg her på bloggen, og måske er det det, der giver fornemmelsen. For når jeg læser, hvad jeg skrev for 4-5 år siden, kan jeg virkelig godt se, at jeg er et andet sted nu. Jeg kan se, at jeg et sted undervejs endelig tog mig selv alvorligt, når jeg igen gik i dørken af selvskabt stress, og sammenbidt svor, at det blev anderledes fra NU af, og jeg kan se, at jeg i dag forholder mig langt mere aktivt til, hvad jeg bruger min energi på.

Måske er det i virkeligheden det, det handler om? At jeg langt om længe er færdig med at arbejde med nogle af de udfordringer, jeg har slæbt rundt på det meste af mit voksenliv? At jeg endelig har sluttet fred med de svære passager i min fortid, og er blevet god til at se, når jeg er på vej ind i gamle mønstre, som jeg ikke ønsker at gentage?

Jeg læste et sted, at noget af det sværeste i voksenlivet er at lære at gå fra at gøre til at være. At føle sig værdifuld nok som menneske, og føle, at man har ret til sin plads i verden uden at skulle gøre sig fortjent til den, ved hele tiden aktivt at skulle bevise sit værd.

Jeg tror måske, at det er den livs-opgave, der så småt begynder at tegne sig i horisonten.

Sygt nok

Denne uges M2018-indlæg bliver skudt en uge og lagt sammen med næste uges, fordi jeg har været syg, som jeg ikke kan huske, jeg har været det før i mit voksenliv.

Det startede fredag i sidste uge med feber, og da jeg alligevel var ved læge i anden anledning, tog han mit infektionstal, som var let forhøjet, men ikke meget. Som jeg tidligere har skrevet lidt om, vil jeg gerne prøve at gemme penicillin til de situationer, hvor det er nødvendigt, så vi blev enige om at afvente og se, om ikke kroppen selv ville få bugt med skidtet.

Lørdag og mandag havde jeg arbejdsrelaterede ting af den slags, man helst ikke aflyser. Jeg har ikke chefer, der kunne finde på at kræve min tilstedeværelse, hvis jeg vurderede, at jeg var for syg til at deltage, men omvendt kender vi også alle sammen dem, der melder sig syge i en uge, hvis de nyser én gang, og da jeg ikke på det tidspunkt vidste, hvor slemt det her ville ende med at blive, valgte jeg at tage afsted.

Mandag måtte jeg ringe til min læge og bede om noget hostesaft med lidt mere smæk på, end det, man kan købe i håndkøb, fordi nætterne gik med at ligge og prøve at afstøde mine lunger gennem munden.

Og herfra gik det bare ned ad bakke. Feber, som hver nat nåede op omkring 40 grader i flere timer af gangen, underlige rallende lyde i brystet, noget-med-ørerne, der gjorde mig mere og mere døv, ømhed og smerter i alle muskler og led, skrigende hovedpine og til sidst, den store finale: Opkast.

Onsdag ringede jeg til lægen igen og viftede med det hvide penicillinflag, men torsdag måtte jeg ringe efter mine forældre, fordi jeg på det tidspunkt var så syg, at jeg var bange for det.

De hentede os, og en tur til vagtlægen senere, kunne vi fejre et 3-cifret infektionstal, en lungebetændelse, væske på ørerne (er det ikke kun børn, der får det??) (han *kan* have sagt noget andet. Jeg hører *virkelig* dårligt), og en nyerhvervet viden om, at der åbenbart er nogle typer af penicillin, jeg ikke kan tåle.

Det går bedre nu, men jeg er mat i sokkerne, og jeg bliver stadig overraskende sløj, når virkningen af sidste skud penicillin begynder at klinge af, men i det mindste går det fremad.

Jeg satser på at have omløb nok i hovedet igen i løbet af ugen til at parkere både sygdom og selvmedlidenhed og skrive om noget mere interessant.

Rigtig god uge derude.

Done beats perfect

Det sidste års tid har jeg arbejdet meget med kort. Sært barn har mange navne, og de går under alle mulige betegnelser, som f.eks. orakelkort, angel cards, affirmationscards osv.

Uanset hvad tilgang og trosretning man lægger i arbejdet med kortene, elsker jeg det positive fokus, de giver, fordi de skærper opmærksomheden på at få øje på de steder i hverdagen, hvor der er mulighed for at arbejde med sig selv og/eller vokse som menneske.

Min yndlingsartist er det amerikanske medium Colette Baron-Reid, som laver de fineste sæt*:

Jeg plejer at trække et kort søndag aften for den kommende uge, og prøver at have temaet i baghovedet, både når jeg er udfordret, og når jeg er flyvende.

I søndags trak jeg “Balance”. Illustrationen på kortet er en kvinde, der holder en vægt, og det fik mig i går til at tænke over, at jeg ville ønske, jeg var bedre til at være i balancen, uden at den føles som et kompromis.

Jeg tror virkelig, at nøglen til at betragte sit liv og sig selv med glæde og tilfredshed ligger i at finde det sted, hvor yderpolerne er trukket langt nok mod midten til at kunne nå hinanden, og jeg øver mig. Jeg er blevet langt bedre til at acceptere det, når jeg ikke føler, jeg når i mål med tingene, men jeg er der ikke endnu.

Problemet for mig er, at jeg ofte drukner i praktik, når jeg får en ide; jeg ikke kan overskue det arbejde, der ligger i processen, hvis jeg skal udføre den “godt nok”. F.eks.har jeg flere gange tænkt, at begge børn ville elske det, hvis vi lavede picnic på stuegulvet med aftensmaden, men allerede inden jeg når længere end til den konstatering, er min hjerne igang med at remse op, hvad der kræver af madtyper (= spaghetti bolognese virker som en dårlig ide) service (glas med mælk/saft på et tæppe? Eller juicebrikker, der er sværere at vælte?) tidspunkt på dagen (= aftensmad, hvor alle er trætte eller frokost, hvor kun Frida er?) oprydning bagefter osv. osv. osv. Det er *sygt* belastende at være designet sådan inde i hovedet.

(Hvordan gør spontane mennesker? Er de, som jeg engang har hørt, kinestetiske typer, der forbliver på livets linje, og kun ser det, der ligger lige umiddelbart for, og ikke alt det, der følger med? Modsat auditive typer som mig, der konstant springer ind og ud af linjen, for at se, hvad der ligger længere fremme, så jeg kan være forberedt? Hvis det er tilfældet, vil jeg godt bytte noget af alt mit overblik for bare lidt af deres tilstedeværelse og situationsbestemte sorgløshed.)

Nå, men inspireret af min solo-brandtale og ugens kort, smed jeg i går al personlighed over bord, og lavede bare-sådan-uden-videre den famøse picnic på gulvet, da vi skulle spise aftensmad, og det var – selvfølgelig – bare at gøre det. Da vi sad på tæppet, kunne jeg allerede se, at det bliver noget, vi kommer til at gøre til sommer, både i haven og ude omkring i verden. Det var både nemt og hyggeligt (tager du noter, Linda?), og vi fik snakket på en helt anden måde, end vi plejer. Og jeg tror helt ærligt ikke, at jeg ville være kommet over mig selv længe nok til at få det lille projekt ført ud i livet, hvis ikke mine tanker, afledt af unges kort, havde sparket mig bagi.

* Hvis du har lyst til at se hende bruge dem, laver hun hver uge en “vejrudsigt” på You Tube, hvor hun bruger sine forskellige sæt. Det er en god måde at tjekke, om man overhovedet er til den slags udfoldelser, og at se de mange fine kort, hun har lavet. Hvis du har lyst, er videoen for denne uge her

Tilbage til hverdagen (og et par nye anmeldelser)

Jeg synes, det er længe siden, jeg bare har skrevet et helt almindeligt indlæg. Der var pludselig så meget, jeg mente en masse om, og så blev det de indlæg, der faldt ud af fingrene, når jeg satte mig med mac’en.

Men bagved alle holdningerne om fagforeninger, blogreklamer og billeder af uheld på motorveje, trillede hverdagen selvfølgelig stille og roligt videre.

Frida er startet i børnehave et par måneder før tid, og det er virkelig godt til hende, for hun er klar. Hun reagerer selvfølgelig, men på forventelig vis. Fordi Anton altid har været helt sin egen, som ikke har ladet følelser og reaktioner diktere af lærebøger og kurver, har jeg efterhånden lært at min rolle i forandringer er at dække op, indtil jeg finder ud af, hvad der kommer. På sportsmåden, that is. Ikke med knive og gafler. Det kommer mig til gode med Frida, fordi jeg bare pr. refleks rydder kalenderen, så vi har tid og ro til at tage tingene, som de kommer. Så når Frida først falder helt fra hinanden over, at hun skal i bad, for så – efter at have raset sig op af karret på rekordtid – at græde en time, fordi hun gerne vil i bad, så kan jeg sætte mig med hende, uden at stresse over aftaler og bagkanter.

Når jeg lige skriver det, lyder det mere zen, end det er, for non-stop raseri og gråd kan vist slå bunden ud af de fleste, men jeg tackler det med langt mere ro, end jeg tidligere ville have gjort, fordi jeg har taget mine forholdsregler.

I det hele taget er ‘ro’ et tema for mig for tiden. For en uges tid siden, hørte jeg Anton sige til Frida: “Kom nu, Frida. Vi skal skynde os!” da vi skulle ud af døren, og det satte sig hos mig. M2018-indlæggene er jo ret konkrete ift. spareideer osv. men de udspringer af et dybtfølt ønske om at leve et liv med mere ro, og fokus på de rigtige ting. Derfor har jeg nu finttunet mit øre, så det opfanger ‘skynde os’ hver eneste gang, ordene hopper ud af min mund. For det gider jeg egentlig ikke, at vi skal.

Men for lige at illustrere, at gode intentioner ikke altid bærer en ide ind i virkeligheden, kan jeg fortælle, at antallet af morgener, vi siden har haft, hvor vi ikke har skulle skynde os, er: 0. Jeg må bare sande, at om vi så stod op kl. 3, ville vi stadig ende i let løb, når vi skal ud af døren. Mine børn er åbenbart bare små, (søde) svampe, der absorberer al den tid, man giver dem.

Min eneste morgen-landevinding er derfor, at jeg ikke længere råber: KOM SÅ!! men bare moser det ud gennem meget sammenpressede læber, så anti-skynde kurset er ikke helt åbent for tilmelding endnu.

Ud over det, er der nothing going on but the rent. Anton elsker stadig taekwondo (Frida er umådelig fortørnet over, at hun ikke må gå til ‘wondo’) og jeg har netop fået besked på, at vi har fået tildelt en plads i tale-høreklasen efter sommerferien, hvilket er en enorm lettelse. Og så bliver det i denne uge, at jeg endelig, endelige, ENDELIG kan finde tid til at komme til frisøren, hvilket betyder, at man på søndag kan forvente M2018-punktet: “Shampooforbrug halveret.”

Må resten af ugen være god ved jer.

Ps: Bøg- og serielisterne er opdateret med følgende anbefalinger:

Waking up in winter – Cheryl Richardson
Denne bog var en af dem, Amazon anbefalede mig på baggrund af mine seneste køb, og selvom Amazon ofte har ret, var det her alligevel et ualmindelig rent pletskud.

Kort fortalt er det en dagbog skrevet af den 54-årig coach og forfatter Cheryl Richardson, som er tilknyttet Hay House. Hun lever af at holde foredrag og afholde workshops, men kan mærke, at hun ikke længere trives i det liv, hun har skabt for sig selv. Bogen er et forsøg på at skrive sig frem til, hvem hun er ved at blive, hvad der er vigtigt i livet, og hvorfor.

Jeg har sjældent følt så meget genkendelse i en bog. CR lever markant anderledes end mig (ingen børn og masser af penge), men hendes beskrivelser af fornemmelsen af at forandre sig; at mærke, at man ikke længere er den samme, uden at have nogen som helst ide om, hvem man så er, er 1:1 med den oplevelse jeg har af livet lige nu.

Jeg identificerede mig 100% med hendes forsøg på at skille det væsentlige fra det uvæsentlige, og efterfølgende slippe det, der ikke længere føles sandt, ægte og nødvendigt.

Til forskel fra mange andre bøger om coaching, der ofte har et meget specifikt mål for øje (lær at sige nej/forstå din sult/tiltræk den kæreste du virkelig fortjener), handler den her om noget langt mere grundlæggende og gennemgribende: At sidde med fornemmelsen af at ændre sig grundlæggende som person, og hvilke tanker, glæder og bekymringer, der sætter gang i. Og hvor de klassiske selvhjælpsbøger ofte indeholder løsninger og mål at arbejde hen imod, er det her egentlig bare et vindue til en proces, hvor den største “hjælp” for mig bestod i alle de tanker, den satte i gang hos mig selv.

Jeg er ikke ret meget i tvivl om, at man skal være midt i en form for søgen, for at den her bog giver mening. For sjov prøvede jeg at kigge på de ratings, den har fået på diverse amerikanske bogsider, og 95% af anmeldelserne var enten 1 eller 5 stjerner. Så enten mærker man den, eller også gør man overhovedet ikke, men jeg elskede den.

Jordens Kvinder – Vibeke Amdisen
Jeg fandt denne bog, fordi jeg var på jagt efter noget om månens cyklus og meditation. Helt klassisk får jeg ikke mediteret så meget, som jeg gerne ville, men over de sidste måneder, er jeg faldet over flere artikler, der nævner begrebet ‘månemeditation’ og alene navnet appellerer for vildt til mig.

Bogen er meget, meget smuk – og meget, meget urtet. Jeg har været nødt til at tage den i bidder, fordi jeg nok ikke helt er der, hvor jeg er klar til at markere mit territorium med menstruationsblod, lave et alter med det i stuen og omtale det som mit måneblod. Det snakker hun en del om.

Men bogen har alligevel gjort indtryk på mig, fordi den beskæftiger sig med livets cyklus, kvinderollen i religion, historie og samfund og det feminine, sådan helt generelt. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg nogle steder synes, man får fremsat udsagn/holdninger som fakta, men læst som et indspark til the future is female og ud fra betragtningen om, at man ofte flytter sig mest, når man bliver en smule provokeret, synes jeg alligevel, at bogen er meningsfuld.

Dark
Stikord: Døde børn, orme-huller i tiden og uhygge. På tysk.
Forestil dig, at du er urmager, og om 10 år vil opfinde en maskine, der gør det muligt at rejse i tid. En mand opsøger dig og hævder at være fra fremtiden. Han beder dig om at reparere din egen (kommende) tidsmaskine, fordi den er gået i stykker. Spørgsmålet er nu: Er du i stand til at opfinde tidsmaskinen, fordi du har set den, eller ville du være nået frem til at opfinde den af dig selv under alle omstændigheder?

Hvis ovenstående semi-paradoks irriterer dig, kan du trygt styre udenom Dark. Hvis ikke, er det bare at trykke ‘Play’. Det er en serie, der kræver opmærksomhed, og som man godt kan blive lidt svimmel af, fordi den beskæftiger sig med det klassiske tidsrejsedilemma: Hvordan vil det påvirke nutiden og fremtiden, hvis du rejser tilbage og ændrer på et hændelsesforløb – og hvor vidtrækkende konsekvenser vil det få?

Serien kører simultant med et thriller-plot, et science-plot og et persongalleri i 3 forskellige årtier, og jeg var godt underholdt. Og til tider virkelig forvirret. Min eneste anke er egentlig, at nogen har kigget lidt for dybt i Blair Witch-flasken med lyd-effekter, for den sindssygt klamme hule i skoven, det meget suspekte atom-kraftværk og de forsvundne børn er længe uhyggelige nok i sig selv. Det bliver grænsende-til-latterligt, når der er ‘der-en-øksemorder-bag-dig-i-spejlet’-lydeffekter på fuldstændig almindelige samtaler.

Hvis man kunne lide Stranger Things, er der gode chancer for, at man også vil kunne lide Dark.

Here and Now
Stikord: Den yngste (adoptiv)søn i en hippiefamilie med et virkelig afslappet forhold til stoffer, begynder at se uforklarlige ting. Er det psykisk sygdom, for meget pot eller er der andet og mere på spil?
Der er indtil videre lagt 5 afsnit op af denne serie, og jeg er vild med den. Umiddelbart lyder det jo ikke som verdens stærkeste plot, men med et væld af bi-historier og en undertone af mystik og creepyness, kan jeg ikke få puttet ungerne hurtigt nok om mandagen, hvor de nye afsnit releases. Jeg aner ikke, om den holder kadencen, da der kun er 5 afsnit at vurdere ud fra, men kvaliteten af både historie og skuespil er høj, og den er absolut se-værdig, synes jeg.

(Serien er en af HBO’s nye satsninger, og er lavet af manden bag Six Feet Under. Den har fået ret dårlige anmeldelser de steder, jeg har set den omtalt, hvilket jeg ikke helt forstår. Retfærdigvis skal det siges, at jeg stadig har Six Feet Under til gode, og det er muligt, at HAN falder igennem, hvis man sammenligner de to.)

Anton, min Anton

For nogle måneder siden bad jeg om at få lavet en sensorisk profil af Anton. Min fornemmelse er, at han bruger mange, mange kræfter på at være i skole og på at være sammen med andre mennesker, og reaktionerne kommer, når han kommer hjem. Det må han gerne – det skal han – for jeg er den pude han skal slå i, og jeg stiller hellere end gerne op.

Lige nu går han, som jeg tidligere har nævnt, i en særlig tale-høreklasse på en skole i byen, og i SFO på den lokale skole; ideen er, at det skaber en tilknytning til nærmiljøet og fordi behovet for at blive i tale-høreklassen vurderes fra år til år, og er et tilbud, der kun går til og med 2. klasse, ved vi, at han på et tidspunkt skal “hjem” og gå i skole.

Jeg har efterhånden lært, at den eneste brobygger-faktor i denne ligning er mig. Hvis ikke jeg tager hånd om de udfordringer, der trækker op i horisonten, er der ingen, der forholder sig til dem, og jeg ved allerede nu, at uanset om Anton kommer til at gå inde i byen de næste 3 år, eller om han starter her efter sommerferien, så kommer det til at koste kræfter for ham at omstille sig. Derfor vil jeg gerne begynde at øve, hvordan jeg kan hjælpe ham med at rumme verden, når den forandrer sig, så han får de bedste betingelser for at trives og vokse og lære.

Fysioterapeuten, der er tilknyttet Antons klasse, og som er hende, der har lavet den sensoriske profil, sendte mig i går papirerne med konklusionen på undersøgelsen, så jeg lige kunne læse dem, inden mødet i morgen.

Og som hver eneste gang, jeg får hans udfordringer beskrevet, sort på hvidt, fik jeg ondt i maven og tårer i øjnene. Også selvom det er mig selv, der har bedt om at få lavet udredningen. Det er simpelthen så svært at se min fine dreng, der rummer hele livet selv, reduceret til indsatsområder, og det gør umådeligt ondt at blive mindet om, at selvom han har rykket sig himmelstormende mil, så er der stadig både snubletråd og bjørnefælder i det landskab, han betræder.

Men i går var heldigvis også første gang, Anton skulle prøve Taekwondo – noget, han har snakket om længe, og som jeg derfor syntes, at han skulle have lov at prøve.

Kæmpesucces.

Hvordan nogle forældre kan deltage i den slags med værdigheden i behold, er beyond me, for jeg måtte rode i tasken efter “vand” og “læbepomader” flere gange undervejs. Han var et halvt hoved mindre end alle andre på holdet og fordi det var en prøvegang, var han selvfølgelig ikke iført dobok. Så billedet er 15 børn i store, hvide dragter, og så lille, spinkle, sortklædte Anton, der var så ivrig og genert og begejstret, at han blev nødt til at hoppe op og ned på stedet, mens han kiggede på træner Alex, som jeg forestiller mig, at israelitterne må have kigget på Moses, da han delte Det Røde Hav.

Det var simpelthen så godt, at vi var afsted, fordi det hjalp mig med at huske, at papiret ikke definerer ham eller fortæller det fjerneste om, hvem han er, og når først jeg husker det, kommer jeg også altid i tanke om, at vi er omgivet af mennesker, der gør alt, hvad de kan for at hjælpe ham med det, der driller.

Vi er heldige.

Mest mig. For jeg har ham her:

(Ps: Boglisten er opdateret med thrilleren “Søster”)

I want to ride my bicycle

Klokken er 16.33, det er fredag eftermiddag, og mørket begynder stille og roligt at falde på. Huset er så tyst, at jeg før måtte rømme mig for lige at være sikker på, at jeg ikke var blevet døv. Børnene er afleveret hos mormor og morfar, fordi jeg skal til fest, og jeg tror sgu lidt, jeg har glemt, hvordan man gør.

Inden jeg fik børn var jeg ikke typen, der stod på en bardisk hver eneste fredag og lørdag, men frekvensen af byture var indiskutabelt højere, end den har været de sidste mange år. Måske skyldes den lidt amputerede fornemmelse, at hele ritualet omkring At Gøre Sig Klar er en saga blot; tidligere strakte projektet sig over flere dage, så der var styr på hår, voksning, tøj, sjusser og aftaler om, hvor vi dullede op. Idag har jeg været på arbejde hele dagen, hentet en biblioteksbog, da jeg havde afleveret børnene, fordi det lige var nemmere end at skulle have alle mand ud af autostolene, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal have på.

Voksenhed og børn er én ting, men jeg tror heller ikke rigtigt, jeg har gen-lært at gå i byen i Esbjerg. I Aarhus var jeg dejligt anonym, og jeg kunne stort set té mig, som jeg ville. Den den luksus har jeg ikke her. Ikke på kändis-måden – alle hernede er bare altid nogens fætter eller forældre til børn, der også går i Mariehønsene, eller en del af det slæng, jeg aldrig har ønsket at dele by med igen.

Men måske er det som at cykle? Det får i hvert fald et skud, så nu vil jeg finde en playliste, der river tapetet af væggene, skrue HØJT op, skænke et glas vin og se, hvad der sker.

God weekend derude.

Ps: Der er sherifstjerner til dem, der spoiler X-Faktor

Tillykke til mig. Igen.

I morgen har jeg fødselsdag, og det er dermed et år siden, jeg postede indlægget om, hvad mine første 40 år har lært mig.

Egentlig er det jo ikke fordi jeg kan prale af at have lært meget mere i året, der er gået, men alligevel føler jeg, at jeg er kommet lidt længere ned ad den vej, jeg for et års tid siden begav mig ud på.

Jeg har ikke haft et erklæret mål om at fokusere på noget bestemt, men hvis jeg skal gøre status, tror jeg, at det har været mine relationer, der har haft min opmærksomhed det forgangne år. Ikke iført blå kansasbukser og værktøjskasse; mere bare iagttagende og konstaterende.

Det startede med, at jeg var afsted til et arrangement, hvor jeg mødte en pige, jeg engang har arbejdet sammen med. Jeg bryder mig ikke om at være sammen med hende, og for første gang kom jeg til at tænke over hvorfor. Det handler ikke om, at jeg ikke kan lide hende, eller at hun besidder kvaliteter, jeg ville ønske, jeg havde. Det er mere noget instinktivt – noget med en oplevelse af, at dele af min personlighed bliver skruet af mig, og opfattet isoleret, og ikke som en del af pakken, hvor det er hele billedet, der udgør personen.

Det giver mig en følelse af at  være kronisk i defensiven, og af at skulle vogte over hvert eneste ord, jeg siger, og alligevel føler jeg mig misforstået og karikeret, i det sekund jeg åbner munden.

Når jeg spørger, hvornår de sidste kommer, får jeg fornemmelsen af lyde som én, der kun kan leve, hvis alt er under kontrol. Når jeg svarer på et spørgsmål, får jeg en følelse af, at det fandme også bare er typisk mig at skulle sidde der og spille klog.

Måske trykker hun på nogle knapper, som mennesker, der har villet mig det dårligere end hun, også trykkede på. Måske har hun nogle karaktertræk til fælles med dem, og minder mig ubevidst om dem. Jeg ved det ikke.

Til gengæld ved jeg, at jeg har veninder, der inspirerer mig, og giver mig lyst til at være den bedste version af mig selv. Når jeg er sammen med dem, er mit fokus på verden omkring mig, og på at bidrage, udvikle mig og blive klogere. Vi brokker os også, vi er lige så forskellige som hende og jeg i eksemplet ovenfor, så hvorfor nogen får mig til at blomstre, mens andre får mig til at visne, ved jeg ikke. Men jeg konstaterer, at det sker.

Det næste, der fangede min opmærksomhed ift. relationer, udsprang af en video jeg så på fb med en mand, der holdt dimissionstale for sin klasse på et amerikansk universitet. En af de ting, han sagde var: “Define yourself by what you love – not what you dislike or hate”. Det ramte noget i mig, og jeg begyndte at bemærke, hvornår jeg selv eller mennesker, jeg var sammen med, gjorde hhv. det ene eller det andet.

F.eks. var jeg for en måneds tid siden til fest, og min bordherre fortalte, at han havde købt en ny telefon. “Og jeg har jo ikke behov for at massere egoet med mærker, eller for at kunne lægge den rigtige telefon frem, når jeg sidder og spiller smart på en cafe, så det Apple-lort kan de holde for sig selv; jeg valgte et-mærke-jeg-ikke-kan-huske, som kun koster det halve. Og den kan det samme!”

Det er ikke min opgave at være stemningspoliti, men når man fortæller en historie på den måde, er der ingen, der siger: “Gud, hvor fedt. Må jeg ikke se din telefon? Er du glad for den?” For det er ikke længere bare en historie om valg, det er et håb om provokation, som gør alt det modsatte af at invitere til samtale. Hvis han i stedet havde sagt: “Jeg har lige købt en xxx telefon, og hold kæft, hvor er jeg glad for den! Den kan alt muligt, og så var den skidebillig” havde det åbnet samtalen på en helt anden måde, og derfor øver jeg mig dagligt på ikke selv at falde i fælden. For det er. så. nemt. Brok skaber fællesskab, men i år har jeg tænkt meget over, om det reelt er et fællesskab, der gør mig glad at være i?

Så det må være det 25. og 26. punkt på min livet-har-lært-mig liste: At øve mig i at definere mig selv ud fra, hvad jeg kan lide i stedet for det modsatte, og at nogle mennesker formår at forløse dit potentiale langt bedre end andre. Og måske er det ikke nødvendigt at forstå, hvorfor det sker, men nok at bemærke at det gør, og træffe dine valg derefter.