Maybe she’s just not that into you

Det sker ofte, at de indlæg, jeg skriver herinde, bliver springbræt for samtaler, jeg har med mine venner ude i det virkelige liv, og ét af dem, der de sidste uger har fyldt, er Liv & Død, som jeg skrev for en måned siden. 

Jeg oplever, at det over årene er blevet sværere at skrive om de ting, der rører sig helt inde på det personlige felt. Ikke fordi jeg har berøringsangst eller er hyper privat, men faktisk mere fordi, jeg er bange for, at nogle af de mennesker, jeg kender og holder af, skal læse det og tro, at det er en slet skjult hentydning til dem. Jeg ville selv synes, at det var en super røvet måde at blive opmærksom på gnidninger i en relation på, og fordi jeg ikke altid selv er så god til at opdage, at noget kan tolkes på flere måder, er det derfor en type indlæg, jeg over tid er kommet til at fase lidt ud. 

Der kan også være specifikke emner, jeg selv får det gradvist mere ambivalent med. Eksempelvis kan jeg mærke, at det begynder at føles lidt dobbelt at skrive om livet med ADHD. For på den ene side vil jeg virkelig gerne være med til at synliggøre, hvordan den kan være noget rigtig bøvl – også for mennesker, der på overfladen ser ud til at have mere end gennemsnitligt tjek på tingene.

Omvendt kan jeg også se, at det kan fungere som en slags uhensigtismæssig opskrift for dem, der af den ene eller den anden grund synes, at det er en diagnose, som er eftertragtelig at få. Det  føles meget dobbelt, synes jeg.

For på den ene side tror jeg, at der er *rigtig* mange, der uvidende går rundt med neurobøvl, og for mig er det en interessant tanke, hvordan det ville påvirke statistikken for selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug osv., hvis man, sammen med høre- og synstest i børnehaven, screenede for ADHD og autisme.

På den anden side kan jeg også godt se, at det er en diagnose, der får bedre PR og virker mere sexet end f.eks. borderline, fobi eller OCD. For man ser ikke ret mange artikler, hvor fremtrædende mennesker ‘står frem’ med de diagnoser, og hvor vi skal snakke om, hvordan det i *virkeligheden* er en superkraft. Det får en smule karakter af humblebrag og Misforstået Krea-røv, som jeg har det svært med, for det er ikke alle forundt at drible afsted i en autocamper og i ophøjet ensomhed skrive en bog om alt det fantastiske ved at køre på kronisk, mentalt bredbånd (Manu Sareen, jeg kigger på dig) – eller som tilfældigvis er født ind i en social kaste, der gør hele forskellen på at ende som et forslået, men helt menneske med vilde historier i bagagen og ituslået, forgældet narkoman.

Med alt det vil jeg egentlig bare sige, at der kan være indlæg, som det kribler i fingrene for at skrive, men som jeg stadig fravælger, enten fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor jeg står, eller af hensyn til de mennesker, jeg har omkring mig.

Men somme tider bliver det, jeg egentlig er lidt loren ved at udgive, noget af det, der bagefter giver de mest indsigtsfulde og udbytterige samtaler, og sådan ét blev Liv & Død. For siden jeg skrev det, har vi talt meget om uskrevne regler i relationer, både helt generelt, men også mere specifikt i de tilfælde, hvor man kan komme til at føle sig en lille smule jaget. 

For måske er det faktisk slet ikke den ikke-opsøgende, der er egoistisk, når vedkommende efter mange forsøg på at regulere en relation, ender med at være direkte afvisende: Måske er det faktisk den, der insisterer på at holde fast, flere forsøg på at løsne grebet til trods?

Jeg synes, man kender det fra dating-livet og de gange, hvor man er gået hjem med fornemmelsen at være villet; ikke for den man er, men for de muligheder, man repræsenterer. Hvor det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der føles off, men hvor det på bagkant går op for én, at man her kunne have være hvem som helst. Den, du sidder overfor, mangler en spiller for at nå i mål med den fremtid, han ønsker sig, og for ham er det (næsten) underordnet, hvem han trækker trøjen over hovedet på.

Det er de fleste enige om, at vi ikke skal, for det er dømt til at gå galt. Ingen vil vælges til for de fødedygtige hofter eller den potentielle indkomst (og ingen tænker det så konkret, det ved jeg godt) – men i relationer, der ikke hører til parforholds-genren, så er vi – jeg – tilbøjelig til at ignorere, når vi ser den samme mekanisme optræde.

Indlægget har skabt mange gode samtaler om lige præcis dét. For i de eksempler vi har vendt IRL, bliver de sociale spilleregler siddet helt overhørigt. Jeg ved bedre end de fleste, at det ikke altid er et valg – men det, jeg begynder at tænke over, er, om der alligevel foregår en eller anden grad af aktiv, bevidst  øjenlukning for, at noget i relationen er skævt. 

For det er jo også et valg. Ligesom det er, hvis du bliver ved med at se en fyr, du kun hører fra, når han er i byen og kl. 03.17 sender en ‘U up?’

Du kender også godt dine egne motiver, hvis du kun tænker over at skrive til en person, når du keder dig eller savner opmærksomhed.

Men hvorfor er det, at vi undlader at forholde os til, at de samme regler vel også gælder, når vi taler om mennesker, vi ikke knalder eller vil beundres af?

For ingen mener vel oprigtigt, at vi skal gifte os med nogen, der er fuldstændig ligeglade med, hvem vi er, og som gladeligt ville have giftet sig med enhver anden, der havde meldt sig til jobbet?

Derfor er det sært, at vi er tilbøjelige til at forvente det, både af hinanden, af vores børn og af os selv, når det er venne-arenaen, vi befinder os på. For i virkeligheden er det jo ligeså urimeligt at forvente venskab som kærlighed, hvis du ikke forholder dig til, hvad den, du beder om at indgå i relationen, gerne vil.

Måske handler det om, at venskab arbejder over et større spektrum, end kærlighedsrelationer gør. Det er svært at sætte fingeren på, hvornår en kollega bliver en god bekendt, og hvornår en god bekendt er blevet en ven. Og fordi det er tilfældet kan det jo være svært at vurdere, om man har nålen til at pege to forskellige steder hen på skiven.

Men det var en ny tanke for mig, at det, jeg hidtil har opfattet som egoisme hos mig selv, måske faktisk ikke bor hos mig, men hos den, der bevidst vælger at overse den manglende balance og kompatibilitet for at tage noget, vedkommende gerne vil have – men egentlig ikke er blevet tilbudt.

More than a feeling

Det er snart et år siden, jeg fik min adhd-diagnose og startede op på medicin. En af jer skrev i kommentarfeltet, at det tager cirka et år at lande i, fordi man dels skal sætte sig selv og sin livshistorie ind i en helt ny kontekst, samtidig med, at man løbende pludselig forstår nogle ting, der aldrig har givet mening før. 

For mig har diagnosen også medført en lang sorteringsproces, hvor jeg – stadig – arbejder på at skille ad, hvad der er personlighed, valg og dårlige vaner, og hvad der er neurodivergens, maskering og copingstrategier.

Endelig har der faktisk også for mig været en form for mæthed omkring det, som jeg har skulle finde ud af at placere. Jeg har stået med udredning og diagnoser til op over begge ører i 4 år, og kan mærke et voksende behov for, at en cigar også sommetider bare kan være en cigar.

Samtidig ruller livet jo videre med alt, hvad det indebærer, og som jeg vist også har skrevet lidt om før, så går det, i takt med, at jeg bliver ældre, mere og mere op for mig, at man er work in progress fra vugge til grav. Det slog mig, fordi jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at skrive det her indlæg, og først tænkte, at ‘det har jeg skrevet om før’. Men det er netop det, der faktisk er pointen: At selv processer, som jeg troede, jeg havde fået styr på, bliver ved med at vende tilbage med nye vinkler og udfordringer, og tilbud om yderligere arbejde og udvikling.

I virkeligheden er vi nok bare en slags avancerede Appleprodukter, der livet igennem har brug for at opdatere vores styresystemer og programmer, så vi får bugfixet og tilpasset vores programmer til nye versioner af virkeligheden.

Lige nu tænker jeg meget over, at man har ret til at have det, som man har det.

Det ser så banalt ud, når man skriver det, men jeg bemærker hos mig selv en kontinuerlig forventning om, at mine følelser skal være logiske; at de skal kunne forsvares og forklares på en måde, der får dem til at give mening for andre.

Den forventning får mig somme tider til at undlade at reagere, når jeg kan mærke, at noget føles forkert, fordi jeg først bruger en masse kræfter på at prøve at analysere og forstå. Og så taber man momentum, fordi man kommer forbi det punkt, hvor reaktionen er ren og umiddelbar, og i stedet får den fedtet ind i efterrationalisering og flokdyrsadfærd.

Det tankespor er ikke nyt for mig. Det er kendt landskab, og jeg har været her før. 

Men det nye er, at jeg pludselig har fået en forklaring på, hvorfor mine reaktioner somme tider er anderledes end andres.

For der er vitterligt nogle interaktioner, jeg ikke forstår. Som smuldrer mellem fingrene på mig, uden at jeg nogensinde forstår hvorfor.

Jeg har lært, at én af mine copingmekanismer er at forsøge at spejle dem, jeg er sammen med, ved at afkode deres sindsstemning, deres nonverbale signaler og lave en slags lynanalyse af mulige bevæggrunde, baseret på min viden om deres personlighed, præferencer og valg. I forbindelse med min udredning, scorede jeg på IQ-testen voldsomt højt på spatial begavelse, hvilket hjælper mig i de her situationer, fordi det ofte gør det muligt for mig at se mønstre og sammenhænge i det bombardement af informationer, der smadrer ufiltreret gennem mit alt for groftmaskede social-net. Det er én af de superkræfter, ADHD giver, som jeg ikke gider læse mere om, for de glemmer altid at skrive, hvor helt afsindigt udmattende det er.

Men i al den databearbejdning er det svært at fokusere på mine egne følelser; at isolere dem længe nok til at kunne genkende og forstå dem – og reagere i overenesstemmelse med dem.

Derfor har jeg haft et livslangt mønster med bare at gå. Fra mænd, fra venner og fra samarbejdsrelationer. For når man ikke kan høre, hvad man føler, før ubehaget, usikkerheden eller vreden bliver så øredøvende, at den ikke længere kan ignoreres, så er vi forbi det punkt, hvor relationen kan repareres.

Sådan gider jeg faktisk ikke, at det skal være. Ikke længere. Ikke nu, hvor jeg pludselig begynder at forstå. 

Så jeg øver mig i at lukke støj ude, og prøve at rette fokus indad.

Jeg øver mig i at kommunikere. At være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Det synes jeg egentlig aldrig, at jeg har haft svært ved, men jeg kan godt se, at det nok kun er indtil der er noget på spil, eller jeg står overfor mennesker, jeg ikke kender 100%. Når dét sker, bruger jeg al ledig kapacitet på at afkode og forstå, og så glemmer jeg at forholde mig til mine egne følelser, og lade dem være, hvad de er.

Irrationelle. Store. Bøvlede. Ulogiske.

Jeg øver mig i ikke at lukke ned, og jeg øver mig i at blive stående.

Det går sgu ikke lige godt hele tiden. Det skal jeg være den første til at indrømme. Men de mønstre, jeg har, har jeg brugt 46 år på at lære og integrere, og det tager tid at omstille sig; at være ny og at starte forfra.

Så. Jeg øver mig i at huske, at man har ret til at have det, som man har det.

Og når det er svært – og det er det – så minder jeg mig selv om et citat, jeg læste for snart længe siden:

(Artwork by Mike Gianna)

Liv & død

Der er en mærkelig energi i luften for tiden. Jeg har hele tiden en oplevelse af, at der både ikke sker noget som helst, og samtidigt, at de tektoniske plader forskyder sig, så hele landskabet ændres fundamentalt.

Nytåret begynder at flimre i horisonten, og selvom det er tidligt – og også tidligere, end jeg plejer at begynde at gøre status – er der alligevel sket så meget de sidste 10 måneder, at det er svært ikke at forsøge at sortere det i tema og udvikling.

Den gryde står og bobler bagerst på komfuret, og det bliver noget, jeg skriver mig ned i senere, men måske fordi den allerede trækker en smule af mit fokus, er det svært ikke at skele lidt til det, der lader til at være ét af fokuspunkterne i år, nemlig at revurdere mit syn på, hvor man stiller op, og hvor man må lade andre mennesker gå vejen uden at tilbyde sin støtte.

Det falder mig svært. Helt grundlæggende. Jeg synes ikke, at nogen skal gå på mørke stier alene, og noget af det, jeg ville være allermest ked af at blive stemplet som, er berøringsangst. Kombineret med min oprigtige nysgerrighed på, hvordan verden ser ud, når man betragter den gennem andre øjne, og en endeløs fascination af, hvor forskelligt, livet kan gribes an, ender jeg ofte i gode, dybe samtaler med alle mulige mennesker; også dem, jeg ikke umiddelbart har en relation til. 

Men over det sidste år er det blevet tydeligere for mig, at den måde at være i verden på, kan virke meget dragende på mennesker, der mangler nogen eller noget i deres liv.

Det er en meget splittet fornemmelse. For på den ene side synes jeg faktisk, at det forpligter at være sådan én som mig, der er velsignet med et stærkt netværk; som har mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mig tvivle på deres tiltro og støtte, og som jeg ved, at jeg kan vende mig imod, hvis jeg har brug for det. Det har jeg ikke selv gjort noget for at gøre mig fortjent til – det er tilfældigheder, skæbne og held, der har ladet mig falde ned, lige her, lige nu. 

På samme måde er det meget ofte ganske uforskyldt, at man er landet et sted, hvor man ikke har nogen at læne sig op ad, hverken for at få hjælp, ros eller støtte.

I mit arbejdsliv synes jeg, at det er relativt nemt at navigere i. Som tolk er jeg upartisk og neutral – men der er en gråzone, hvor man etisk kan gå et par skridt i begge retninger og stadig sove om natten. Jeg har holdt mere end én hånd på hospitaler og i kirker, ligesom jeg også har ageret både plankeværk og stillads i situationer, hvor det var mig eller ingen, eller hvor magtfordelingen var så skæv, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg havde filet på etikken. Man er, trods alt, menneske, før man er sit fag, og så længe man hører alarmklokkerne, når de går, kan det godt forsvares at bevæge sig ud, hvor alting ikke er simpelt, sorteret og opdelt i klare nuancer af sort og hvidt, synes jeg.

Privat har jeg også oplevet det som nogenlunde nemt at huske, at de mennesker, der har allermest brug for krykker, er dem, der slår sig mest, hvis du lover at være der, for så at brillere med dit fravær, når de griber ud efter din hånd.

Dem forsøger jeg at møde med teflonbelagt empati, så jeg gør, hvad jeg kan for støtte neutralt i det omfang, jeg kan tilbyde, men uden at blive personligt involveret.

Jeg har kunne navigere i det, så længe det udelukkende har været i mit arbejdsliv, jeg har mødt de her mennesker, eller der har været tale om nogen, som jeg ikke har en konkret, blivende relation til. 

Men nu har den ene af mine naboer, som er 3 år ældre end mig, fået 6-12 måneder tilbage at leve i.

Det har hele tiden været en relation, hvor det har været tydeligt, at det er mig, der er heldig med netværk, støtte og livsbetingelser. Og alle parter har gjort sig umage for at pleje det gode naboskab, efter den skæve start vi fik, da de flyttede ind. Der vandrer lagkage over hækken efter fødselsdage, vi hjælper hinanden med småting i haven, og vi kommer ind og beundrer, når der laves nye køkkener eller børneværelser.

Fordi jeg godt ved, at det er mig, der har fået flest esser på hånden, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe, når de har modtaget breve fra offentlige instanser, som de ikke forstod, og jeg har renset dialyseanlæg og hjulpet med støttestrømper og øjendråber hos familiemedlemmer, de har hevet ind for at hjælpe med hunden, når de pludselig er blevet indlagte.

Men med en pistol for panden ville de ikke kunne fortælle, hvad jeg laver, når jeg går på arbejde. Eller hvor gamle børnene er. De ANER ikke, hvad jeg laver i fritiden, eller at jeg har boet i Aarhus. Og skal de det? Næh. Det har jeg ikke noget behov for. Men det giver en indikation af balancen i relationen, og det er dér, der er noget, der har ændret sig for mig i år.

For i år er det første år, jeg har haft, siden jeg fik Frida, hvor der har været en følelse af kontinuerligt overskud i mit liv. Ikke bare den slags øjebliks-overskud, man kan opleve, når man har afviklet en kæmpe opgave på arbejde, eller man er på barsel, og babyen sover til middag to dage i træk. Men et vedvarende overskud, der er stabilt nok til, at jeg faktisk kan bruge det til noget. 

Det har ledt til mange overvejelser og indsigter. Noget af det, jeg troede, jeg gerne ville, vil jeg slet ikke alligvel. Nogle ting, som jeg egentlig havde opgivet, er pludselig mulige igen. Pausen fra mine ønsker, drømme og behov har været så lang, at intet er mejslet i sten, og alt er smidt op i luften. Det, jeg vælger at sluse ind, skal være meningsfuldt nok til at forsvare pladsen, det optager, og de overvejelser gør, at jeg sætter umådelig pris på det, jeg pludselig kan og tilvælger igen. 

Derfor har jeg brugt ret meget kapacitet på at forholde mig til, om man gerne må melde pas på at stille op for mennesker, der har fået at vide, at de skal dø.

For de vil gerne bruge mig, det er tydeligt. De ringer, de kommer ind, de skriver. Og min default-reaktion er at være tilgængelig. 

Men det tror jeg ikke, at jeg skal. Faktisk. Ikke nu. Ikke her. 

For hvor jeg uendeligt gerne vil gøre Det Rigtige, så kan jeg mærke, at det her ikke handler om, at jeg er mig. Det gjorde det, da Lene fik en svulst i hjernen, som endte med at slå hende ihjel. Der spillede jeg en rolle, fordi jeg var mig; Lenes veninde.

Det er ikke det, det handler om her. Her handler det om, at der mangler netværk og filter. Uanset hvem, de havde haft på den anden side af væggen, ville de have vendt sig imod dem, fordi de ikke har andre.

Jeg har brugt en god håndfuld nætter på at tænke igennem, hvad den rigtige løsning er. For jeg er ikke lavet af sten, og jeg vil gerne tale med dem, som jeg hele tiden har gjort.

Men jeg er nået frem til, at jeg ikke vil foregive et venskab, der ikke eksisterer og aldrig har gjort det. Heller ikke selvom det somme tider føles forkert at glide af på opkald, insisterende venten i indkørslen og forsøg på at opstarte lange, svære samtaler hen over hækken.

Der er nødt til at stå lidt på kontoen. Både, så du har, hvis nogle af dem tæt på får brug for det – men også til dig selv.

For det slog mig i nat, at man godt kan komme til at glemme at leve sit eget liv, hvis man altid lader sig hverve til at hjælpe andre med at leve deres.

Trust Fall

De sidste uger har jeg tænkt meget på, at jeg pludselig forstår, hvorfor et af de vigtigste redskaber for obskure kulter og voldelige partnere, er isolation.

For da jeg startede med at lægge brevene fra Esbjerg Kommune op, var det egentlig i første omgang bare fordi, jeg havde modtaget et par forespørgsler på det bagom.

Jeg kender ikke alle jer, der læser med derude, og det tager i dag 0.21 sekunder at oprette en falsk mailadresse. Jeg kan i bloggens maskinrum se, hvilke ip-adresser, kommentarer kommer fra, men den oplysning er ubrugelig, fordi du ikke som privatperson kan se, hvem den tilhører. Det, det dog *kan* bruges til er, at jeg på den måde kan se, om kommentarer fra forskellige mailadresser kommer fra samme ip-adresse; det kan være rart, hvis jeg får nogle af de mere kradse. Det er, trods alt, betryggende, at der kun sidder én kugle derude, og ikke en helt håndfuld. 

Det betyder, at jeg reelt ikke ved, om et ønske som det her kommer fra andre forældre, der er ved at blive mast af systemet (eller overvejer at flytte til Esbjerg Kommune), eller om det kommer fra fagpersoner, med intentioner, jeg ikke kender til. I nogle af de fb-grupper, jeg er med i, kan jeg se, at folk jævnligt fortæller om sagsbehandlere, der læser med – hvilket de jo kun kan, hvis de er medlem af grupperne. Det kan der være legitime grunde til – og det er jo så et spørgsmål om, om man er bedre klædt på til at arbejde med ND-familier, hvis man kender det hjemmefra, eller om man er inhabil ift. borgere, man er i facebookgruppe med. Kan man blokke viden ud, man har fået, fordi man har fået den i fritiden? Jeg ved det ikke. Men der har, desværre, været sager nok i medierne om mennesker, der bliver straffet for opslag og kommentarer på sociale medier til, at muligheden for, at man bliver iagttaget, ikke kun er teoretisk.

Derfor tænker jeg mig altid om en ekstra gang, når jeg bliver spurgt til noget, hvor interessen i svaret måske ikke udelukkende udspringer af gode intentioner. Da jeg for et par år siden holdt åben spørgerunde, fik jeg påfaldende mange spørgsmål til, om jeg havde en kæreste og, hvis ja, hvordan, hvor meget og hvornår. Og det kan være HELT tilfældigt; lige den del af mit liv er jeg super privat med, og det har jeg alle dage været – men spørgsmålene var detaljerede nok til, at tanken om, om de kom fra nogen, der var interesseret i min status som enlig forsørger: O Ja O Nej strejfede mig.

Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det her, så kunne jeg ikke se, at jeg havde noget at tabe. Det er mig mod Systemet, og de har smidt alt, hvad de har, i hovedet på mig, så der er ikke mere tilbage at skyde med. (Famous last words…) Og helt lavpraktisk har jeg flere gange undervejs ønsket, at jeg havde kendt lidt mere til andres forløb, og havde set, hvordan DE kommunikerer med The Overlords. Derfor nåede jeg frem til, at andre derude, om ikke andet, måske bliver bare en smule bedre klædt på til kampen ved at læse om nogle af de fejl, jeg har begået og de ting, jeg ville ønske, jeg havde insisteret på eller gjort anderledes – tidligere.

Sagt med andre ord havde jeg faktisk ikke forventet, at der ville være noget i det til mig; for mig var det bare at dele noget tekst, som jeg selv – stadig – har svært ved at tro, kommer fra et system, jeg selv er med til at finansiere.

Men.

Jeg har ikke på noget tidspunkt i det her forløb grædt så meget, som jeg har gjort efter at have lagt de her breve op og fået jeres kommentarer til dem. 

Vi er forskellige herinde, og vi er ikke altid enige om alt, men I er stadig en massiv og værdifuld klangbund ift. den ordentlighed, jeg selv prøver at praktisere og efterleve som menneske. Vores holdninger kan være forskellige, men vores livsværdier og verdenssyn har mange ting til fælles, og jeg. kan. ikke forklare, hvor forløsende det har været at opleve jeres indignation og vantro, når jeg selv er nået til et punkt, hvor jeg for længst har vænnet mig til at blive talt sådan til og behandlet på den måde.

Raseriet og uviljen mod at bøje mig, blot fordi andre mennesker siger, jeg skal, har jeg altid haft, og det, der for år tilbage startede som ulmende gløder, har for længst forvandlet sig til et frådende inferno af ild. Jeg vil hellere smides på bålet end at overgive mig nu; no retreat, no surrender. 

Men det er første gang, jeg oplever at blive strøget over håret og få at vide, at det her er præcis så urimeligt, uværdigt og umyndiggørende, som jeg selv har oplevelsen af.

Det får noget i mig til at løsne sig. Noget, der var faretruende tæt på at hærde og sætte sig fast.

Det får mig til at huske, at for hver eneste modstander, du står overfor, står der altid medspillere bag dig, som måske ikke kan tage kampen for dig, men som kan få dig til at føle dig lidt mindre alene.

Man er en del af et hele, af en gruppe, af et system. Et, der udgøres af alt det modsatte af dét, der staves med stort. 

Det havde jeg næsten glemt.

Tak for at hjælpe mig med at komme i tanke om det igen.

Hverdag, vrede og vidundere

Først og fremmest: TAK for alle jeres gode og inspirerende indspark på sidste uges M2023-indlæg. Jeg har selv bogmærket det, for det er tæt på at være efterårets samlede madplan, der er lagt for fødderne af mig. Det er meget værdsat, og jeg håber, at I også har fået et par nye ideer.

Og ellers? Tja. Så synes jeg, at jeg går lidt rundt i en osteklokke for tiden. I sidste uge talte jeg med en veninde, der gerne ville have sine piger med ud at sejle, og da jeg spurgte, hvorfor de så ikke bare tog afsted, gik der lige 2 lange sekunder, før hun svarede: “.. altså, fordi de går i skole, jo?” Og det gør de sgu da bare. Det gør mine jo sådan set også. Men en kombination af, at vejret er sommerligt, og at jeg her på mit 2. år som selvstændig har ramt sensommeren på en HELT anden måde, end jeg gjorde sidste år, gør, at det ikke føles som om, verden er gået rigtigt i gang igen.

Men det er den, og jeg løber stærkt. Det er umådelig værdsat, og ad alle mulige omveje er der pludselig landet en solid håndfuld opgaver og nye samarbejdsmuligheder på mit bord. Jeg elsker det. Det er SÅ FEDT at være tvunget til nærlæse plantegningerne på det fag, jeg har været i 22 år, og den bredspektrede forståelse, det giver, har kun fået mig til at elske mit job højere.

Det giver noget ekstra arbejde, fordi der pludselig skal indhentes alt muligt fra alle afkroge af riget, og kradses lidt i noget lovstof hist og pist, men tilfredsstillelsen ved at have hænderne på rattet fra idéfase til eksekvering, er større, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

Ud over arbejde sker der selvfølgelig også alt muligt andet. Livet, vel egentlig bare. Nogle dage står jeg op i tryg forvisning om, at jeg har god tid – for så klokken 19.30 at være nødt til at tappe ud med hår, der stritter i alle retninger og en inderlig trang til vin.

Som f.eks. i går, hvor jeg faktisk ikke havde så meget på tapetet. Men så skulle jeg tolke et sted, hvor der kun kunne vrides en kvart pind ud af signalet – og fordi #mandag VÆLTEDE det ind med mails, kunne jeg konstatere, da jeg kørte derfra, og min telefon lød som en geigertæller i maskinrummet på Tjernobyl. Det er i de situationer, det går op for mig, hvor meget, jeg normalt når at svare på, indhente og orientere mig om i løbet af en dag, for JA, der var meget at gå i gang med, da jeg landede i sofaen i aftes.

Samtidig brokkede min bil sig søndag over manglende dæktryk, hvilket jeg i første omgang ignorerede, fordi det altid sker, når det pludselig bliver varmt. Men den var insisterende, og egentlig havde jeg besluttet, at jeg bare ville svinge ind forbi min mekaniker, når jeg ramte Esbjerg på vej hjem fra job mandag. Men så kørte jeg LIGE forbi et værksted, og tænkte, at det måske var nemmere bare at få det gjort med det samme. Og da den søde, lokale mekaniker kiggede op over køleren på min bil og tydeligt rystet sagde: “Ja, jeg kan ikke give dig lov til at køre herfra på det her, det er helt sikkert!” var jeg glad for, at jeg gjorde det. For dækket var så mørt, at der var slidt hul i den yderste membran. Hvorfor det ikke er eksploderet, står hen i det uvisse, for det burde det være, men heldet følger tydeligvis en bestemt kategori af mennesker, som min bedstefar altid siger til mig. For helvede, mand. Når jeg tænker på, hvor mange kilometer, jeg kører på motorvej hver eneste uge, og hvor galt, det kunne være gået, får jeg ondt i maven. 

I går bød også på et opkald fra Familieafdelingen i Esbjerg Kommune, som er den, jeg har klaget over. Jeg har dels klaget over selve afgørelsen og dels over sagsgangen, og jeg har været gavmild med eksemplerne.

Hende, der ringede, var en anden sagsbehandler, som gerne ville ‘tilbyde mig et møde’ med to ledere og hende om sagsgangen, (“ikke afgørelsen. Den behandler vi særskilt”), fordi det ofte var “nemmere at mødes face to face end at få et skriftligt svar”. Jeg spurgte, helt oprigtigt undrende og uden det mindste forsøg på at være sarkastisk, hvad jeg skulle have ud af det?

De ville gerne ‘forklare hvorfor det uheldigvis havde taget lidt lang tid’ med min sag.

“Men hvad er det, I forestiller jer, at I kan sige, som vil gøre en forskel for mig? Uanset hvad I hiver frem af forklaringer, har det taget jer lige knap et år at træffe en afgørelse. Som jeg har rykket for et tocifret antal gange. Det er ikke som sådan hverken relevant eller interessant for mig at høre hvorfor. Det ændrer jo ingenting?”

Så blev hun lidt kort for hovedet. Det var bare et tilbud, jo. Som jeg helt selv bestemte, om jeg ville tage imod. 

Jeg udbad mig betænkningstid til i dag, og vi aftalte, at jeg skulle ringe besked til hende i formiddag.

Jeg brugte mange timer på at tænke igennem, om jeg er interesseret. Om det overhovedet giver mening. For jeg er for vred til at ville komme dem i møde, og jeg har ikke mere forståelse at udvise for deres situation, når den vej er så ensrettet, som den tydeligvis er. Jeg synes normalt, at man skal huske, at alle gør, hvad de kan, under de betingelser, de er underlagt, men jeg er forbi både forståelse, tilgivelse og syndsforladelse her. Jeg vil ikke tvinges til, oveni min afmagt og oplevelse af at føle mig *helt* alene i kampen, også at skulle rumme og imødekomme.

Men.

Så kom jeg til at tænke over hendes formulering om, at det var nemmere med et møde end med et skriftligt svar. Og jeg kom til at spekulere på, hvorfor hun ringede i stedet for at skrive. OG jeg kom til at tænke på, hvordan det kommer til at påvirke min sag, hvis jeg afslår.

For uden at der skal gå sølvhjelm i den, så stoler jeg 0% på Systemet. Som udgøres af de mennesker, der sidder i det.

Det handler ikke om forsmåethed eller sårede følelser; det er et assessment, der udelukkende bygger på, hvad Systemet har insisteret på at bevise overfor mig igen og igen og igen og igen.

Så jeg har besluttet at tage mødet – men med en bisidder. Jeg har et par stykker i tankerne, der alle har paragraffer og Karnov til op over tænderne, men for at kunne hive dem ind, skal jeg jo have en dato. 

Derfor ringede jeg, som aftalt, tilbage til hende i dag.

Og ingen er vel den mindste smule overraskede over, at hun ikke tog telefonen, de tre (3) gange, jeg prøvede at ringe i det tidsrum, hun selv udstak i går.

Som serviceinfo kan jeg oplyse, at jeg kommer til at gå til valg på, at vi brænder hele svineriet ned til grunden og starter forfra. Det kan UMULIGT blive dårligere, end det er nu. 

Så det er der, vi er. Med defekte dæk, formidable jobs og moderat paranoia.

Men på plussiden sidder jeg i en forhal og skriver det her, mens børnene er til svømning, for vi har har ramt den milepæl, hvor de selv kan klæde om, være på holdet, bade og komme ud igen.

Så selvom natten er mørk og fuld af rædsler, så lysner det samtidig i øst på nogle ret afgørende områder, og på bundlinjen af det helt store regnestykke, er vi, trods alt og heldigvis, stadigvæk i plus.

Hverdag og nej tak

Vi er i gang igen, og som altid er de første uger som at få tæsk med en stol. Jeg elsker hverdagen, og jeg har glædet mig til det hele ruller, og der er Rutiner & Plejer at læne sig ind i, men jeg glemmer altid, hvor massivt det er, når møder og Aula og titusinde lavpraktiske gøremål skal skydes i gang samtidigt.

Dertil kommer, at alt, hvad der hedder specialtandpleje, psykiatri og medicinkontrol har givet os tider i den her uge, OG at jeg på arbejdsfronten har 2 af de opgaver, der fylder mere i hjertet end i hænderne.

Esbjerg Kommune har også forkælet mig i indboksen – hvilket jeg, ret skal være ret, selv har bedt om.

I forrige uge gav jeg Familieafdelingen besked om, at jeg tirsdag kl 13 (i sidste uge) ville indlede en klagesag, hvis jeg stadig ikke havde modtaget en afgørelse på de to ansøgninger, jeg lavede i november sidste år. Jeg gjorde mig meget umage for at gøre det meget klart, at det gad jeg ikke; det er simpelthen for åndssvagt, at både de og jeg, som begge, paradoksalt nok, har samme problem med knaphed på ressourcer, skal bruge tid på det. Men når intet sker, og man har rykket over 20 gange for et svar, så er der ikke andre knapper tilbage at trykke på.

Lederen fra afdelingen ringede dagen efter og beklagede afgrundsdybt. Jeg ville få en afgørelse i denne uge, det lovede hun. Ama’r halshug.

Den kom så i dag. Det ene barn er godkendt, det andet har jeg fået afslag på.

Det har altså taget lige knap et år, og accept af at få hele vores liv endevendt, at få bevilget 4 timer om ugen, der ikke kan bruges til noget som helst, for jeg har hele vejen igennem både skrevet og sagt, at det er begge to eller ingen af dem. Jeg kan jo for fanden ikke gå fra den ene og tage den anden med mig, vel? Hvad er det for et signal at sende til den, der må blive hjemme? Og hvor skulle aflastningen i dét være for mig?

Så når jeg er færdig med at være hvidglødende, skal jeg har skrevet tilbage til dem, at de kan stikke deres 4 timer op, hvor solen aldrig skinner. For selvom jeg måske selv kan hækle en hybridløsning, hvor jeg af egen lomme betaler den, der kommer for at passe det barn, der ikke er godkendt, så er der no way in the seven circles of hell, jeg gider skulle underlægges ALT det, der følger med at få noget tildelt af det offentlige, for en halv løsning og 4 timer. For du kan være stensikker på, at de kommer med krav om dokumentation, masser af e-boks og rigelige mængder af mistro.

Det er udelukket at klage, for begge børn når vel at fylde 18, inden afgørelsen på dén bliver truffet.

Vi er tilbage ved det, jeg kommer til at bede om at få indgraveret på min gravsten: “I’ll just do it myFUCKINGself” – måske med et pigtrådsomviklet, syrepåsmurt, flammende swoosh-symbol under #aesthetics

Næste skridt bliver selv at stampe en voksen barnepige m/k op ad jorden. Én, som ved noget om børn som mine, og som kan hoste op med en ren straffe- og børneattest. Sådan må det være og i det mindste har jeg så minimeret min kontakt med det system, der på daglig basis forvandler min kæbe til granit.

Så vi er her, og min hjerne begynder at fungere igen. Der kommer masser af blog, når vi lige får lidt luft, men for nu stikker jeg egentlig mest hovedet herud for at sige, at jeg er under bunken herinde et sted.

Det er ikke dig, det er virkelig, virkelig mig

Det sidste halve år har jeg tænkt meget over relationer. Mere specifikt over fravalg af relationer. 

For alt imens der sker en masse, både i mit hoved og i mit liv, så sker der også en del i mine relationer.

Nogle relationer vælger mig fra. Andre er det mig selv, der lukker ned.

Jeg tror aldrig, at det bliver rutine for mig at rumme fravalg. Hverken når det er mig selv, der laver dem, eller når det er mig, der hænger i rebet, en anden klipper over.

Men jeg kan mærke, at jeg for første gang i mit voksenliv forholder mig til dem på en måde, der ikke er styret af følelser.

Jeg har på de professionelle arenaer altid været ret afklaret med, at hvis man er nogens favorit, så er man andres skuffelse. Dem, ingen har noget imod, er sjældent heller nogens yndling, og det har jeg i de sammenhænge altid været ok med. Ikke mindst fordi jeg ret tidligt selv kunne se, at der ikke var sammenhæng mellem, hvem jeg personligt godt kunne lide, og hvem jeg foretrak at arbejde sammen med/blive undervist af/tolke for. Når det er sådan, det forholder sig for mig, gælder det samme selvfølgelig for resten af verden, og derfor kan jeg helt oprigtig sige, at det ikke påvirker mig, når mennesker, jeg er omkring, har andre yndlingstolke/-bloggere/-instruktører end mig.

Langt sværere har det været for mig at rumme, når til- og fravalg er opstået i den personlige sfære. Her har min default altid været, at det nok er mig, der er for meget/for sur/forkert eller stiller for store krav, når der opstår uenighed og brud. Det ekstra lækre feature i dét freudianske clusterfuck er, at jeg altid sagtens har kunne se og forstå, at det er umuligt at elske alle – for det gør jeg langt fra selv.

Siden jeg fik Frida har jeg været i survival-mode. Ikke på lavpraktisk, daglig basis, for vores hverdage har været gode og rige, og jeg har, uagtet at det somme tider har været overvældende, aldrig følt, at jeg ikke magtede mit og vores liv. Men det ville være synd at sige, at jeg har kedet mig.

Men for 6 måneder siden var der pludselig noget, der begyndte at ændre sig. Ikke med ét eller pga. én ting, men som resultat af summen af processer, der endelig var fulgt til dørs, og ting, der faldt på plads, mens andre faldt væk. 2023 har været et vildt ridt, og det har på mange måder føltes som om, jeg endelig er tjekket ind i mit liv som mig selv igen, og ikke kun i kraft af mine roller. Jeg forholder mig for første gang på denne side af mine børn til, hvem jeg er nu, og kan pludselig mærke, at jeg ikke længere har et ønske om at komme tilbage til den, jeg var, men derimod har lyst til at finde ud af, hvem jeg er nu.

Hvis man gør, hvad man gjorde, så får man, hvad man fik, og det er ikke længere det, jeg gerne vil have.

Det kaster nyt lys over.. jamen, alt, faktisk.

Og det betyder, at jeg ikke længere er kompatibel med situationer, omstændigheder og mennesker, jeg har omkring mig.

Nogle relationer falder væk af sig selv, mens andre kræver aktive fravalg og konfrontationer, og selvom det ikke på nogen måder er behageligt, så udebliver tvivl og fortrydelse fuldstændigt. Valg kan godt være både ubehagelige og rigtige på samme tid – men jeg kan tydeligt mærke, at det er en ny måde at være i verden på for mig. Der er ikke en default reaktion at falde tilbage på, og det giver et aktivt ejerskab over processen, som jeg faktisk sætter ret stor pris på. 

For jeg registrer, at jeg somme tider stadig er lige ved at falde i den emotionelle gryde, hvor jeg kommer til at opfatte konflikter og fravalg på begge sider af hegnet som udtryk for, at jeg gør noget forkert. Særligt, når mennesker, som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe, lader mig gå, fordi den nye version af mig ikke er én, de føler samhørighed med.

Men selv mens jeg står med tåen stukket i de gamle vaners vand, kan jeg mærke, at det er ok at lade falde, hvad ikke kan stå, for når jeg graver ned under såret stolthed og frygt for at svigte, føler jeg ingen fortrydelse eller trang til at gå tilbage. Jeg kan objektivt godt se, at seperationen er uundgåelig, og jeg kan sagtens mærke, at der er mennesker, holdninger og stemninger, jeg ikke længere ønsker at have i mit liv. Der er relationer, der kræver mere, end de giver, og mennesker, der beder om mere, end vores indledende aftale lagde op til, og det er uundgåeligt, at bånd må klippes. I den proces *vil* der være mennesker, jeg skuffer, som bliver vrede på mig og som ikke forstår.

Jeg forsøger at være ordentlig omkring det; både når jeg lægger op til at redefinere reglerne, og når jeg åbner nye døre. Jeg gør mig umage for at være klar i spyttet, både ift. hvad jeg vil have, og hvad jeg kan tilbyde, og er det ikke foreneligt med ønsker og krav fra den anden side af bordet, føler jeg hverken vrede, skam eller fortrydelse ved at rejse mig og gå.

Fraværet af gamle tankemønstre på bagkant er tankevækkende. 

Jeg bemærker pludselig, hvor lang tid, der går imellem, at jeg tænker på de mennesker, der slipper mig, og som jeg engang troede, jeg ville gå i tusinde stykker over at miste.

Jeg bemærker også, at jeg under den indledende ærgrelse over, at noget, der kunne være endt i fred og fordragelighed, ender i konfrontation og vrede, stadig er 100% afklaret med, at jeg ikke vil relationen.

Jeg tænker på, om den afklarethed hele tiden har ligget der; om jeg bare tidligere kom til at stå af ved fortrydelsesstationen i stedet for at blive siddende og se, hvor toget fortsatte hen. 

Det er en vanvittig proces at lære sig selv at kende forfra. Men det er uendeligt befriende at mærke fraværet af skyld ved 100% at stå ved, hvem man er, og hvad man vil – og at vide, at de år, hvor man var væk fra sig selv, var nødvendige for at skabe den afslutning, der gjorde en ny begyndelse mulig.

Back to the gypsy that I was

Som jeg vist fik skrevet lidt om for nogle uger tilbage, gik jeg fra den oprindelige plan om sommerferie i Sverige i erkendelse af, at jeg ikke har strøm på batterierne til det.

At jeg har formået at stoppe op og lave den vurdering på forhånd, er ene og alene medicinens skyld. For 2 år siden ville jeg være rykket afsted uden at tænke over det, for når det står på sedlen, er det sådan det bliver.

Men heldigvis og gudskelov er det blevet nemmere for mig at mærke ting på forhånd. Og egentlig er det jo ikke mærkeligt, at jeg har brug for at trække vejret. Det sidste år har budt på opstart som selvstændig, 2 x udredning, 2 x medicinopstart, skoleskift og. så. videre, så egentlig havde det vel været mere bekymrende, hvis jeg ikke havde haft brug for lige at stå stille 10 minutter. 

Der begynder at være mere overskud hos mig end der har været meget, meget længe, og det plejer at være der, hvor jeg tror, jeg kan det hele, og ender med at lave en supernova, men for første gang i mit voksenliv kan jeg lave en ret klar skelnen mellem need to have og nice to have.

Mit træningsforløb gør underværker for mig, og derfor er det blevet én af dem, som jeg sætter øverst på listen – og det betyder, at jeg skal styre mig ift. at fylde mere på, for jeg vil ikke risikere at fylde så meget på, at det hele falder af tallerknen. Jeg ved at lære, at man ikke nødvendigvis skal maxe alle nyerhvervede pinde på batteriet ud med det samme, for det er federe at have dem som buffere, så man kan holde fast i træningen, selvom der pludselig kommer en fødselsdag eller en sommerferie ind fra højre, end det er at fylde en masse nyt på, som i det store billede er ligegyldigt, og som jeg bare tilføjer, fordi jeg kan.

Derfor kører vi i år i stedet en sommerferie, hvor jeg tolker en time i ny og næ, hvor der er lidt aftaler hos specialtandplejen og psyk. inde over, og hvor vi ellers rakker rundt og ser gode mennesker og fjerne afkroge af Danmark, som jeg har haft på min to-do-og to-see lidt for længe. 

Vi har været forbi Marsk Tårnet i Skærbæk, vi har sat tænderne solidt i Fanø, og lige nu kører vi østkysten og Nordjylland tyndt. 

Jeg nyder, at ungerne er store nok til at tage de mange kilometer i bil i stiv arm, og jeg opdager nye yndlingsstrækninger, som f.eks. landevejene i Nordjylland, hvor køerne står på hylder, og landskabet er en sælsom blanding af hede og vestkyst. Det er fladt og råt, vejret skifter fra minut til minut, og det hele passer perfekt til playlister bestående af gammelt Neil Young og Fleetwood Mac. 

Frida samler venner op, hvor end vi er, Anton tager, hvad han kan overskue, og trækker sig, når det er nok og mig? Jeg tjekker ind med gamle bekendtskaber, vedligeholder nuværende og stifter nye, som det giver mening undervejs. 

The kids are alright og det er jeg også. For første gang i mange, mange år.

Brak

Når jeg står op på lørdag, har jeg kørt mit første år som selvstændig tegnsprogstolk, hvilket på alle måder er vildt. Årshjulet har rullet en hel omgang, verden er en anden, og det er uden tvivl det bedste, der nogensinde er sket på jobfronten for mig – og et vidnesbyrd om, at de bedste gaver somme tider kommer i det grimmeste papir.

Det har på mange måder været et startskud til at begynde at finde tilbage til mig selv. Det har været fantastisk at blive tvunget til at lære noget nyt og at lære nye sider af sit fag at kende, og der har været virkelig mange positivt sideeffekter, som jeg ikke havde tænkt over ville følge med, men som jo egentlig er ret indlysende, når man tænker over det.

Det er f.eks. ret fedt, at det faktisk gør en forskel at yde en god service. At indsats og udbytte hænger sammen. At man får mange flere af de opgaver, man elsker, fordi kærlighed og talent typisk hænger sammen, og dermed får man også langt oftere lov at stemple ind på opgaver, hvor det føles som om, at det faktisk gør en forskel, at det er mig, Linda, og ikke bare En Tilfældig Tolk, der kommer. Den luksus har man ikke, når man er lønmodtager, for der er man en brik et stort puslespil, og der kan være hundrede faktorer, der spiller ind, når man bliver planlagt, men den arbejdsglæde, det giver at føle, at man får lov at bruge sig selv og sine spidskompetencer, og kan sende de opgaver videre, hvor man ved, at en anden er en bedre tolk til jobbet, er vidunderlig.

Den aktive måde at forholde mig til, hvad JEG gerne vil i mit arbejdsliv, har bredt sig til stort set alle andre områder af mit liv, og den proces har været – og er – vanvittig. Jeg er de sidste 12 måneder igen begyndt at stoppe op og bruge den nødvendige tid til at mærke efter, hvad jeg mener, vil og har lyst til, i stedet for bare at køre på autopilot, og det er der kommet mange spændende erkendelser ud af. Nogle af dem egner sig til bloggen, andre gør ikke, men fælles for dem er, at de har givet mig lyst til bare at være ærlig og lade falde, hvad ikke kan stå. Det har fået mig til at se på mine relationer, på min lille familie og de vaner og mønstre, vi har dannet og fået, og til at opdage steder, hvor jeg gerne vil gøre tingene anderledes.

Jeg er begyndt at kræve tid og plads til migmigmig, og det er … nyt for os alle, tror jeg godt, vi kan sige.

Jeg kan også pludselig se, at hvor jeg er frygtløs og insisterende, når jeg slås for mennesker, jeg i den ene eller anden rolle repræsenterer, så har jeg to defaults, når jeg kæmper for mig selv og møder modstand.

Det er enten:

Eller:

Hvilket er vildt nok, for når jeg sidder overfor nogen og forhandler på andres vegne, så er jeg 100% skarp på, at vi på har samme mål, bare med modsat fortegn. Hvis det f.eks. handler om penge, så er det indlysende klart for mig, at det er de samme penge, vi har øjnene på, og derfor kan jeg sagtens have respekt for modpartens ønske, for det er i bund og grund det samme som mit.

Ligeledes har jeg nul problemer med stille og roligt at stå fast på mine krav, fordi den tyver, jeg giver slip på, bliver lagt i stakken hos ham, og med den erkendelse forsvinder frygten for at fremstå grådig, hvis jeg ikke bare ruller om på ryggen.

Men når det, jeg mener at have krav på, er til mig selv, kan jeg – nu hvor jeg retter min opmærksomhed mod det – godt mærke, at jeg enten bare smider en håndgranat og skrider, eller får det, lægevidenskaben kalder ‘Imposterens Klamme Håndflader’.

Det slutter nu. Ikke med konfetti, fingerknips og store armbevægelser, men bare helt stille og roligt ved at stå fast. Præcis som jeg formår at gøre, når jeg forhandler by proxy. Lige nu har jeg f.eks. en mailkorrespondance kørende, hvor vi er på 7. mail, og jeg SAGTENS kan mærke, at modparten for længst har googlet ‘Lejemorder, Esbjerg’.

Er det behageligt? Nix. Det fylder, jeg må bekæmpe trangen til bare at trække splinten, og jeg skal bruge tid på at minde mig selv om, igen og igen, at jeg ikke tager fejl, fordi en anden mener at have ret.

Det kan godt være, at jeg til sidst må give mig. Men så kommer det til at handle om, at jeg ikke vil bruge mere tid på sagen, og ikke, at jeg smækker døren med to strakte langemænd eller bakker ned, fordi jeg er bange for at være for meget/få skæld ud/være urimelig.

Det er work in progress, meget frem og lidt tilbage, og nogle dage er det næsten for meget af det gode at skulle fortsætte fremad, mens man samtidig lægger nye spor.

Men det er også den vildeste fornemmelsen at være nået til et sted, hvor man ikke længere bare forsøger at overleve eller genskabe blege, dårligere versioner af det, der var, men i stedet brænder marken af og pludselig kan se, at den sorte, nøgne muld er afgørende for, at det næste, man planter, kan gro.

It’s 5 o’clock somewhere

Vi starter lige dagens indlæg med lidt serviceinfo: Der er bøvl med teknikken. Det betyder, at mange af jer ikke kan få lov at kommentere, så hvis I har forsøgt, og bare har fået en fejlmelding, er det derfor. Verdens bedste IT-mand er gået i maskinrummet, og der bliver skruet og banket derinde, og vi er nu så langt, at I skulle gerne kunne kommentere igen. 

Jeg sørger de næste dage for at godkende så hurtigt, som jeg kan, men app’en, som jeg plejer at bruge til at godkende kommentarer, er også blevet sur, så jeg skal logge ind på bloggen for at godkende. Uanset hvor travlt jeg har, godkender jeg altid på dagen, så hvis I oplever, at I ikke kan få lov at kommentere, eller at en kommentar ikke bliver godkendt, den dag I har lagt den, må I meget gerne sende mig en mail (blogsbjerg@gmail.com), for ellers opdager jeg det simpelthen ikke. 

Når det hele er skruet sammen igen, skulle problemet med, at kommentarer lægger sig forkerte steder i tråden også gerne være løst, så måske viser det tekniske uheld sig at være en virtuel gave i grimt cyberpapir.

Men bortset fra det, så går det over stok og sten.

På jobfronten er der eksaminer til højre og venstre, hvilket altid medfører lidt mere forberedelse og koordinering med kolleger og brugere, og så har jeg pt. også et par af de lidt mere kradse opgaver, som man ikke helt kan slippe, fordi man går hjem.

Om halvanden uge har Frida fødselsdag, og gaven i år er et nyt værelse, som det jo nok ender med at være mig, der skal lave. Og kan jeg overskue at skulle skille et skab på størrelse med en herskabslejlighed ad, samle nye senge og reoler – og male? På alle måder nej. Men de begynder gerne at ville være derinde, når de leger her (og lad mig ENDELIG ikke stå i vejen for det…) og så er jeg er også ved at være done med at skulle afgive min seng, når hun har soveaftaler. Så i erkendelse af, at det er i alles interesse, har jeg overgivet mig, og hun er ved at selvantænde af begejstring. Så jeg måler op, henter farvekort og siger nej til glimmervægge, og om et par uger går jeg i gang. 

Sommerferien lurer i horisonten, og som altid både glæder jeg mig og gruer lidt for den på én og samme tid. For det bliver rart at have tid sammen. Bagkanter og skift er noget af det, der er svært for begge børn, og derfor giver det altid ro at kunne parkere de elementer for en stund.

Anton får mærkbart mere overskud, når han ikke bruger kræfter på at være i skole, og selvom det er mit klare indtryk, at det er nemmere for ham at gå på den nye skole, så er det et nulsumsspil, fordi han har brugt så mange kræfter på selve skiftet. Han glæder sig usigeligt til 7 ugers fred og ro.

Frida har brug for roen, men skyr den som pesten (#girlSAME!), og selv med medicin, er det tydeligt, at 7-års alderen er der, hvor ADHD begynder at bide fra sig. Derfor kan jeg godt frygte, at 7 ugers stilhed for hende ville føles som tortur, og hun er bare lige præcis stadig så lille, at fornuft og argumentation ikke bider på hende.

At være Fridas mor kan godt somme tider føles lidt som at være spindoctor for Joe Exotic.

Så jeg kigger ind i små to måneder, hvor jeg godt ved, at der bliver lidt langt imellem mulighederne for at tænke to sammenhængende tanker, og den udsigt kan godt lige kræve en ekstra kop kaffe.

Sommerferie betyder også, at alt, hvad der bare lugter en smule af det offentlige, bliver endnu tungere at danse med, fordi den, man skal tale med, altid holder ferie lige der, hvor man kan få det til at passe med at ringe. Derfor er der nogle praktiske ting, jeg gerne vil have styr på, mens tid er. Jeg jagter de offentlige instanser, der ikke har betalt deres regninger, jeg rykker for svar på de 8 timers månedlig pasning, jeg søgte om for 7? 8? 9? måneder siden, jeg forsøger at få speedet processen med at få Anton flyttet over i specialtandplejen op, og jeg tæppebomber min revisor med mails, så jeg kan få rettet min forskudsopgørelse rigtigt til, nu hvor der er gået et halvt år, og det derfor er lidt nemmere at estimere, hvor vi ender.

Endelig er der også lige en samtale med psyk til mig, der hænger. “Den, du skulle have haft i mandags, Linda? Som er 5 måneder overdue?” Ja. Den. For den blev SELVFØLGELIG aflyst på dagen.

Smid alt det i gryden og tilsæt fødselsdage, sommerfester og alt det sædvanlige jazz; det er efterår, før vi når at blinke med øjnene.

Men i dag skinner solen, der føles som sommer, og jeg overvejer alvorligt at rejse mig ved det træ, jeg faldt noget så eftertrykkeligt ved i weekenden med et glas rosé i haven, når jeg kommer hjem.