Om fødselsdage og introverte forældre

Endnu en uge er smuttet mellem fingrene på mig, og denne gang er den gået med at planlægge og afholde Antons fødselsdag. Han blev 9 år i går, og for første gang synes jeg, at der er overensstemmelse mellem oplevet tid og faktisk virkelighed. Jeg føler, at jeg har været Antons heldige mor i 9 år, hverken mere eller mindre, og det er helt rart. Jeg har ikke den der forjagede følelse af, at tiden løber så hurtigt, at jeg ikke når at opdage den, men – og jeg ved ikke, om det her giver mening – jeg kan også mærke, at der var noget; en tid, før. Jeg kan pludselig rumme og huske alle de piger og kvinder, jeg også har været, og uden at jeg helt kan forklare hvorfor, er det rart. Måske handler det om, at Anton begynder at stå så meget på egne ben, at jeg kan træde lidt tilbage, samtidig med, at Frida bliver større?

Nå, men i går, på selve dagen, hvor Anton næsten fandt sig i, at hans rørstrømske mor kyssede ham i håret eller snig-krammede ham, hver gang han gik forbi, havde vi familien på besøg, mens vi i lørdags holdt fest for drengene fra klassen. 

Jeg elsker vores hus. Elsker-elsker. Det er 100% perfekt i størrelsen til to børn og en enkelt voksen, og med sine 100 m2 og en medium have, er der plads nok til at vi kan trække vejret, mens det stadig ikke er større, end at jeg kan følge med til at holde det nogenlunde rent og trimmet.

Men det svage led er legeaftaler og fødselsdage. Vores stue er det centrale rum, og de tre værelser ligger hhv. kl. 1, kl. 7 og kl. 9. Og det betyder, at så snart, der er bare ét barn mere på matriklen, så er hele huset involveret, fordi de hele tiden kommer forbi, hvor jeg (og Anton/Frida) er, uanset hvad de skal. 

Det skal retfærdigvis siges, at det ikke kun er husets skyld. Jeg har det sværere med legeaftaler, end jeg havde forestillet mig, jeg ville have, fordi jeg – lærer jeg – er mere introvert, end jeg troede jeg var. Og lige det kapitel har jeg sgu ikke rigtig set i nogen af bøgerne. At man som forælder med en anden type personlighed end (det ene af) sine børn, faktisk kan være udfordret af, at der pludselig er små, søde, men larmende mennesker, der snakker virkelig meget, og kan få nedsmeltninger over perler og går på toilettet med åben dør – altså, opfører sig præcis som mit eget yngel – overalt i det hjem, hvor det er meningen, at man skal oplade sin sociale stamina, så den er klar og robust, når man tager den med ud i verden. Og det bliver ikke bedre af, at nogle forældre hører: ‘Må jeg ikke have lov at passe dit barn?’ når man forsøger at sætte legeaftaler op. For de kan sagtens være her. Det kan de virkelig sagtens. Jeg kan godt lægge mig selv og mine behov på hylden i børnenes netværks hellige navn, og jeg kan også se, at det bliver nemmere med gengangerbørnene, der efterhånden finder ud af, hvilke regler, der gælder her i huset. Men jeg går i ret små sko ift. fordelingsnøglen, som skal ligge tæt på 50/50, hvis jeg ikke skal bakke ud. Jeg ville, virkelig og ægte, ønske, at jeg var den rummelige mor, der syntes at jo flere børn, jo bedre, og som bagte pandekager og så konflikter som spændende, socio-emotionelle udviklingsmuligheder, men jeg er mest bare træt. 

Til gengæld sætter jeg så faktisk pris på legeaftalerne, når jeg kan mærke, at det andet barns forældre og jeg er i sync. For så ved jeg, at der er tale om en slags byttehandel, og så kan jeg være i det, fordi jeg ved, at øget stress nu giver en pause på et andet tidspunkt. 

(Jeg lyder som verdens mest ufede person, det ved jeg godt. Men jeg forestiller mig, at der må være andre derude, der har det på samme måde, og fordi jeg aldrig har hørt nogen sige det højt, tager jeg en for holdet her). 

Nå, men tilbage til fødselsdagen, som I jo så nu måske godt kan se, hvorfor jeg gerne ville have flyttet ud. 

Alle de sædvanlige alternativer som bowling, skøjtehal og legeland var udelukket på forhånd, fordi de koster en formue, så efter at have tygget lidt på det, undersøgte jeg, om vi måske kunne leje taekwondo-lokalerne og en træner. Og Lord behold: Det kunne vi. For sølle 250 kr. Jeg besvimede nærmest af glæde. Og herfra var der bare at planlægge en menu, alliere mig med mine forældre (min mor passede Frida, mens min far tog med til fødselsdag), og planlægge lidt underholdning*, fordi drengene jo af gode grunde ikke kunne udforske værelser og legetøj, når de havde spist.

Det var en bragende succes, og det har virkelig givet stof til eftertanke hvor meget mere overskud, det gav mig, at jeg ikke hele tiden skulle passe på rammerne, samtidig med, at jeg var vært. Det stresser mig åbenbart mere, end jeg troede. 

Men for første gang oplevede jeg, at jeg faktisk hyggede mig lige så meget som børnene, og at vi var ved at løbe tør for tid til sidst. Det var rart.

Jeg lærer hele tiden, og vi vokser alle sammen. Og ham her? Han er stadig verdens bedste Anton.

*Til inspiration følger her de 7 poster, jeg havde planlagt. De kan bruges både til julefrokost og fødselsdag, hvis man står og mangler underholdning. 

Jeg delte børnene op i to hold, og valgte et ulige antal poster, fordi vi i den her familie spiller for at vinde. (Hvad? Don’t hate the player. Hate the game)

Første post var en quiz på tid. Jeg havde valgt a) 5 ord, der skulle oversættes til engelsk, b) at børnene skulle lægge deres aldre sammen, c) at de skulle tælle, hvor mange stykker tøj, de havde på til sammen, d) at de skulle måle, hvem i gruppen, der havde de længste arme og e) skulle måle, hvem i gruppen, der havde de største fødder (og i forhold til julefrokost går den sidste vel ind under begrebet ‘research’…)

Anden post var blindsmagning på tid, hvor én deltager fra hvert hold skulle smage og gætte 6 forskellige ting. (Jeg havde her valgt, at holdene hver især skulle vælge en frivillig, fordi jeg syntes, at der skulle være plads til det, hvis nogle af børnene fandt det for grænseoverskridende).

Tredje post var Kims leg, hvor jeg havde lagt 15 forskellige ting på en bakke, som børnene måtte kigge på i 2 minutter, hvorefter de i hold skulle skrive alle dem, de kunne huske. Det fik de også 2 minutter til. Vinderne var selvfølgelig dem, der kunne huske flest. (Jeg var selv i tvivl om antallet af ting, og skulle jeg lave den igen, ville jeg lægge 20 ting på bakken. Det ene hold huskede 13 og det andet 12, så det var lige snert nok på, syntes jeg).

På fjerde post fik hvert barn en voksen-luffe på, og skulle med den spise 10 popcorn, lagt på en tallerken. Skulle jeg lave den igen, ville jeg finde noget, der var lidt sværere at få fat på end popcorn. Rosiner, måske?

Femte post var ‘Kig modsat’. Børnene dystede to og to, som her, og holdet med flest vindere, vandt samlet. (Bliver nok for kedelig, hvis der er for mange deltagere, men så kan den laves i cirkel som her) Der er 4 retninger: Op, ned, højre og venstre og som navnet antyder, peger den ene i én retning, og modstanderen skal så kigge modsat. Man har selvfølgelig tabt, når man kommer til at kigge samme vej, som der peges.

Sjette post var sten-saks-papir stafet. De to hold står i hver sin ende af et rum, og inden har man lavet en bane, f.eks. af hulahopringe, måtter eller (som mig) piberensere, man lægger med en halv meter i mellem, så de ligner en stige. Børnene hopper nu, fra hver sin side ud, og når de mødes, laver de sten-saks-papir. Vinderen må hoppe videre, mens taberen løber tilbage og sender næste mand afsted. Holdet har vundet, når deres mand er hele vejen igennem. (Se en video af det her).

Syvende og sidste post var Lego-stafet. Jeg havde bygget en lille klods med 15 legoklodser i forskellige farver, og de to hold fik hver en pose med 15 tilsvarende klodser. Min model blev sat uden for døren, og børnene skulle så løbe ud, en ad gangen, kigge på modellen, løbe tilbage og bygge den. Reglerne er, at man må sætte alle de klodser på, man vil og hele gruppen må hjælpe, men der er kun ét barn fra hvert hold, der må løbe ad gangen. Vinderholdet er dem, der først får bygget en klods identisk med masteren.

Sidder du med verdens bedste ide til en post, så smid den endelig i kommentarfeltet, så andre kan få glæde af den.

God tirsdag derude. 

Døden alene fra døden gør fri

I dag har jeg været til en af de begravelser, hvor man er der for de levende, mere end for den døde.

Selvom der, som altid, var flere i kirken, der denne gang mest var berørte by proxy, så hviler der alligevel altid en speciel stemning over begravelser, fordi alle tilstedeværende mærker tyngden af tanken om, at både vi og dem vi elsker alle sammen skal herfra. 

I dag listede jeg ind og satte mig på den bagerste bænk, hvor der i forvejen sad en enkelt kvinde. Jeg kiggede ikke nærmere på hende – i hvert fald ikke før hun lidt tøvende sagde: “Er du ikke hende tolken?” Og så viste det sig, at vi for nyligt har arbejdet sammen på en af de opgaver, hvor der er syvdobbelt tavshedpligt, og hvor alle holder arme og personligheder helt stramt ind til kroppen, fordi opgavens beskaffenhed gør, at vi her i særlig grad blot er redskaber i andre menneskers værktøjskasser.

Begravelsen i dag varede 40 minutter, og jeg var der 7 minutter før, den startede. Kvinden og jeg har ikke udvekslet så meget som ét personligt ord i forbindelse med vores samarbejde, men da jeg havde siddet der i 3 minutter, havde vi talt om hendes far, Lene, livets skrøbelighed og dødsangsten, der kommer med alder og børn. 

Jeg hører ikke til i folkekirken, og ingen af mine børn er døbt. Det betyder ikke, at jeg ikke tror, for det gør jeg. Men jeg er af den overbevisning, at biblen og Satan og dødssynder og fordømmelse er menneskets begrænsede evne til at forstå, hvad vi kommer af. Kilden, om man vil. Det er et forklaringslag, der er skudt ind af mennesker med dagsordner og angst og behov for kontrol, og jeg kommer aldrig til at tro, at vi er skabt til underkastelse og frygt.

Men dybest set tror jeg, at de af os, der tror, egentlig tror på det samme. Vi aner de samme konturer bag slørene, men vi bruger det på forskellige måder og kommunikerer med det på forskellige frekvenser.

Og derfor bliver jeg stadig rørt og berørt over talerne og de smukke salmer, og jeg er taknemmelig over, at der findes et sted, hvor livets sværeste begivenhed bliver pakket nænsomt ind i ritualer, og vi har højtideligheden at læne os op ad.

Døden er aldrig velkommen, og den forandrer os, hver eneste gang vi støder på den, uanset om den strejfer os eller vælter os omkuld. Men da jeg gik derfra i dag tænkte jeg over, hvor sælsomt det er, at to mennesker, der ret beset er fremmede, kan sætte sig på en tilfældig bænk og åbne døren til en samtale, hvor al staffage er skrællet væk i respekt for livets forgængelighed.

The time is now

Livet går stadig sin skæve gang, og der er stadig rod i reden. Jeg sørger for at trække vejret og gå i seng i ordentlig tid, og det meste af tiden kan jeg godt være i det. 

Måske er det de overvejelser, jeg gør mig i den forbindelse, der fik tankerne til at vandre, da jeg læste dette fine, poetiske indlæg fra Ind i Verden.

For når man har en hammer, ser man søm alle vegne, og lige nu er det noget, jeg bruger rigtig meget tid til at tænke over, det her med at være til stede, hvor jeg er. Derfor var det den del af indlægget, der blev med mig, da jeg havde læst det. 

Jeg har aldrig været én af dem, der har været presset over min mobil. Jo, jeg kan godt blive stakåndet, hvis jeg i forvejen har travlt, og det samtidig vælter ind med mails; i de situationer øger det min fornemmelse af stress, at jeg føler, at hver eneste mail, der tikker ind, kræver noget af mig, som jeg lige nu ikke har tid til at give. Men jeg har for længst slået mail-notifikationer fra, jeg har fjernet min arbejdsmail-konto fra min private telefon, og jeg kan sagtens lade være med at tjekke, hvis jeg kan mærke, at det vil stresse mig yderligere at gøre. Jeg føler intet behov for at dokumentere alt med billeder og video, og jeg har aldrig været én af dem, der får præstationsangst af profiler på IG eller opslag på FB. For mig er visheden om, at selvom udstillingsvinduet er smukt, så er der stadig både en butik og et lager bagved, hele tiden present. 

Jeg tror ikke, at det er fordi, jeg er specielt buddhistisk anlagt. Jeg tror bare, at vi rammes af forskellige ting, og det her er ikke én af dem, der rammer mig.

Men længslen i Siffs indlæg ligner til forveksling den, jeg føler, når jeg tænker på mine mange år i Aarhus, og det fik mig til at spekulere på, om det måske somme tider er den redigerede fortid, vi længes mod, og ikke mere af noget eller mindre af andet? For når vi er kommet langt nok væk, både i tid og geografi, så har sindet det – heldigvis – med at hænge de smukke billeder op, og køre resten på lossepladsen. Jeg tænker på, om det er vores ungdom, vi savner, og illusionen af, at livet var nemmere, fordi vi har glemt alt det, det også var?

For objektivt set ved jeg godt, at jeg har bortredigerede nogle ret hidsige perioder, hvor der var flere bakkedale end bølgetoppe, og hvor jeg opsøgte afgrunden og med fatalismen bankende i hele kroppen kastede mig ud. Jeg var ung nok til at tro, jeg var usårlig og ligeglad, og erfaringen havde endnu ikke udstyret mig med nødbremse og katastrofeblink. 

Ønsket om ensomhed og langsommelighed og det, at være tilstede i nuet, forudsætter ro i hovedet og et liv, man rent faktisk ønsker at være tilstede i.

Og den ro, jeg har fået med at være den, jeg er, er en ro, der er optjent gennem snart 43 år. År med succeser og fejlslagne forsøg, med at stole på både de rigtige og de forkerte. År, hvor jeg gik med mavefornemmelsen, og år, hvor jeg gik med frygten. År med kærlighed og knubs og kontante afklapsninger. Alt det lå foran mig, da jeg var 15, og jeg tror ikke, jeg havde evnet at dvæle, selv hvis jeg ville.

Derfor kom jeg til at tænke på, om mit liv dengang faktisk ville have været nemmere, hvis jeg havde haft adgang til den digitale verden, som jeg først trådte ind i, da jeg var i starten af 20’erne? Om jeg ville havde fundet min stamme tidligere, hvis teknologien havde været der, og det var muligt at spejle sig i nogen, der heller ikke passede ind. Nogen, som ikke gik op i håndbold, og som også, i al hemmelighed, syntes, at kejtede skater-Heine, der altid stod i skyggen af wonderboy Heinrich, faktisk var den pæneste af de to. 

Jeg ved det ikke. Men det er en illusion, jeg kan tillade mig at have, fordi den ikke bliver forstyrret af virkelighed og erfaringer gjort i en ungdom, hvor der aldrig var helle nogen steder, og hvor alt kunne dokumenteres og bruges imod én.

Uanset hvad kan det ikke ændres, og i nat, da jeg lå og spekulerede, kom jeg til at tænke på, at dét at ønske sig tilbage til en mere simpel tid, godt nok ikke er digitalt – men det er stadig en måde træde ud af nuet på.

Det store i det små

Det hele roder stadig, men jeg har truffet en aktiv beslutning om at holde ferie. Det betyder ikke, at alt det dumme ikke fylder, men det betyder, at jeg er meget selektiv ift. hvornår jeg tjekker ind i de arenaer, der er berørte af kaos og konflikt. 

Midt i alting har jeg opdaget, at jeg faktisk er ved at være der, hvor jeg ikke længere er så presset, at jeg kun sørger for det mest basale herhjemme, men at vi nu også kan begynde at gøre nogle af alle de børnefamilie-ting, jeg har set frem til.

I går lavede vi græskarlygter. Og det er ikke fordi, jeg skal ophøje oplevelsen, eller gøre den mere overskudsbefængt, end den var. Der var sure børn. Jeg bandede. De er mærkbart mere genstridige, end de lader sig mærke med, de dumme græskar. Men vi fik dem udhulede, og vi fik lavet lygter, og selv imens jeg bandede, så selv den mest forhærdede sømand ville rødme, kunne jeg mærke glæden synge indeni. Jeg har sådan set frem til at leve og ikke bare overleve, og fordi Lene gik hen og døde midt i alting, kan jeg mærke, at jeg faktisk har været bange for ikke at få lov. 

Det har også været i denne ferie, hvor Antons højeste, kulinariske ønske er gået i opfyldelse: Vi har købt et vaffeljern. Med den her fart ender det med, at sommeren 2020 bliver sommeren, hvor jeg lærer at grille, så jeg endelig kan udstyre mine børn med barndomsminder, og kan hvile mit hoved på Forældrepuden i tryg forvisning om, at de engang vil se tilbage på en barndom, fyldt med minder om grillpølser, lange aftner, telte og soveposer.

Vi har udforsket legepladser, set tegnefilm og travet Legoland tyndt i det, der kun kan beskrives som monsun. 

Vi har skærmet den, læst bøger og set nye mennesker, og midt i det hele er min venindes far død. 

Det føles som om, alting enten foregår i de yderste ekstremer, eller står helt stille i et sjældent smukt og stille øje af stormen.

Det føles som at stå midt i livet, med alle dets voldsomme modsætninger, lige nu og her.

Jeg er her (ikke)

Jeg har efterhånden fået skabt en rytme, hvor jeg lægger et M2019-indlæg op fredag eller lørdag, og skriver lidt om dette eller hint i løbet af ugen. Selvom M2019-indlæggene oprindeligt var tænkt som noget ekstra, der ikke som sådan hang sammen med den egentlige blog, er de alligevel endt med at blive biologiske børn, fordi emnerne, jeg kredser om dér, hænger sammen med de tanker jeg gør mig i livet generelt. 

Helt lavpraktisk har det også betydet, at jeg får skrevet mere, end jeg ellers ville have gjort, fordi jeg har fat i bloggen et par gange om ugen, både for at skrive indlæg, men også for at snakke med jer i kommentarfeltet. Det holder automatisk folderen ‘Blog-emner’ åben i bevidstheden, og får ordene til at dryppe af fingrene.

Det betyder, at jeg, på samme måde, som man kan savne at bevæge sig, hvis man er inde i et godt flow, og pludselig ikke kan komme afsted, mangler det, når jeg ikke tygger drøv på livet herinde. Men engang i mellem sker der ting ude på den anden side af skærmen, som kræver al opmærksomhed og koncentration, og al ledig kapacitet bliver brugt på at forholde sig til dette. 

Sådan er det lige nu. Alle mine ord og tanker er suget ned i noget andet, og intet, jeg prøver at skrive, vil hænge sammen. Vi er sunde og raske, og alting skal nok falde til ro, men lige nu er verden vendt en smule på hovedet, og det er svært at holde balancen.

Jeg ville ellers gerne prale af, at Anton er blevet rykket op i den næst-sværeste kategori i diktat. Og ikke pga. det akademiske i det, men fordi Anton, min allerbedste Anton❤️ Jeg bliver så rørt og glad, når der er noget, der falder ham lettere, end jeg havde turde håbe. Han klatrer også stille og roligt op ad taekwondo-stigen, og jeg græder mig diskret igennem den ene bælteprøve efter den anden.

Han fylder 9 om en måned, men i aftes, da jeg gik ind for at give ham dyne på, inden jeg selv gik i seng, kunne jeg se, at han omhyggeligt havde puttet sin nye flagermus-bamse for natten i halloween-kurven, som jeg havde ledt efter hele eftermiddagen. Mit hjerte, mand. 

Der ligger et indlæg om tabu og rasler rundt i min hjerneskal, og Frida er blevet tjekket og frikendt for noget baks med hormonerne og har endelig lært at udtale K.

Jeg cykler og cykler og taler i telefon non stop, min mail er rødglødende og det hele er kaos. Alt er på samme tid musestille og et brølende inferno af valg og konsekvenser, og uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke lime ovenstående sammen, så det bliver en sammenhængende fortælling.

Så…

Om’er i næste uge?

City of solitude

Jeg tror ikke, der findes noget tidspunkt, hvor jeg føler ensomheden stærkere, end når ingen har tid til at lave noget med os i weekenden. 

Jeg er et menneske, der er drevet af logik. Jeg bryder ting ned i små dele; skiller dem ad, og løser problemerne, et efter et efter et.

Og når jeg bruger min logik, så ved jeg godt, at jeg kender usædvanligt mange mennesker. Det gør jeg virkelig. Og kender dem godt. Jeg føler mig ikke venne-fattig, for jeg kan uden at anstrenge mig nævne 10 personer, som jeg vil karakterisere som tætte, nære venner, grænsende til familie.

Jeg ved også godt, at jeg er selektiv; at jeg alle dage hellere har ville undvære end nøjes.

Alligevel føler jeg mig somme tider så alene, at jeg spekulerer på, om den bor inde i mig, ensomheden. Om den er en del af min dna, og altid vil være der, på samme måde som mine øjne altid vil være blå, og jeg altid vil drages mere mod ord end mod tal.

Jeg ved det ikke. 

Men på dage som disse mærker jeg fortvivlelsen rive, for jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kommer ud. Jeg rækker ud. Vi tager ud.

Men man kan intet stille op mod symmetrien i familier, der består af to og fire, og en by, der i sin essens er lukket om sig selv.

Wake me up when september ends

En gang i mellem føles det pludselig som om, at det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindelig u-tematiseret indlæg om livet og hverdagen, så det er, hvad der er på menuen i dag. 

Jeg synes, der er meget, der fylder for tiden. Begge børn kæmper begge med hver deres, og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal tackle det. Dels er der det helt overordnede problem med, hvor meget af den oplevede virkelighed, der stemmer overens med den faktiske, forstået på den måde, at begge børn cykler rundt i tid, når de fortæller. Og der er immervæk forskel på, om man har haft en udfordring dagligt i en måned, eller om man bare kommer i tanke om, at det også skete for 6 uger siden, når man skal fortælle om, at det skete i dag.

Men jeg synes også, at det er super, super svært, hvornår man skal gribe ind. Hvornår noget er alvorligt nok til, at det giver mening, at jeg tager over, for selvom jeg altid gør mig umage for at vise mine børn, at jeg tager deres følelser alvorligt, så kan det jo også ret hurtigt blive kontraproduktivt, hvis man sender fællesmails på intra 3 gange om ugen, eller skal tale alvorligt med lærere og andre forældre, hver eneste gang, man træder ud ad døren. 

Men jeg har ondt i maven over det, og jeg ville ønske, at der var nogen, man i de her situationer kunne spørge til råds.

På aktivitetsfronten står det lidt bedre til. I sidste uge gennemførte vi det førstehjælpskursus, jeg for et par måneder siden fik stablet på benene, og det var en succes. Vi var 22 voksne og 26 børn som mødtes kl. 16 i menighedshuset, vi havde fået lov at låne til formålet, og den første time blev børnene undervist. Særlig forbindinger og aflåst sideleje vakte begejstring. Lidt over fem sendte vi børnene hjem, fik en hurtig sandwich, og derefter blev vi voksne undervist i 3 timer; bare det mest basale med hjerte/lungeredning, brug af hjertestarter osv. Det var en ret god måde at være sammen på, og med børn, som deltog gratis, og en voksenbetaling på 100 kr. pr. mand, inkl. mad, er det en ide, jeg på alle måder vil anbefale andre at overveje. 

Til min store glæde har vi også været afsted til et par arrangementer, som har været virkelig, ægte gode. Jeg ved godt, at det er dårlig stil at være sur på den by, man bor i, og det er ikke fordi, jeg på nogen måde føler mig for fin til at bo her – men jeg bliver sgu lidt mistrøstig over, hvor ofte de ting, vi deltager i, kun tager os 70% af vejen. F.eks. er jeg kommet med i en gruppe med andre solo-mødre, der bor på de her kanter, og det ældste donorbarn i gruppen er 4 år. Der er flere af kvinderne, der har ældre børn med deres eks-mænd, men fordi fællesnævneren i gruppen er yngre donorbørn, er aktiviteterne derefter, og så kommer det til at føles som at stille i en mødregruppe med Frida og en konfirmand, og mit fokus kommer til at være på at sørge for, at Anton ikke føler sig til overs.

Men sidste weekend var børnene og jeg afsted til noget, der hedder Karlsgårde-dag, og det var godt! Karlsgårde er sø, hvor jeg i min barndom har fisket meget med min far, og vi har haft mange gode timer derude. Da jeg så, at de holdt åbent hus (åben sø?), hvor alle foreninger, der laver noget i området, ville være til stedet, besluttede jeg, at det skulle vi. Det var SUPER godt. Børnene blæste i jagthorn (Ej, mor, må vi ikke få ét? Hahaha. Nej), vi kiggede på frøer og insekter, børnene smagte vildt-suppe, og Anton skød med luftgevær og lasergun, mens Frida var meget interesseret i de mårhunde, man havde fanget med ost og udstillet. 

I søndags var vi forbi Fantasy Festival på Esbjerg Hovedbibliotek, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Vi var derinde sidste år, hvor vi bare gik rundt i området udenfor (hvor Frida blev jagtet af en Ork, der råbte: “Du skal ikke være bange for mig, jeg er bare klædt ud!” #NeverForget), men i år kørte vi fuldt armbånd og var både inde og ude. Kæmpe succes. Der var ugler, man måtte holde, der var udklædning og magisk skattejagt, der var bøger, bøger, bøger og musik og dans og tatoveringer. 6.000 point til de mennesker, der har stablet dét arrangement på benene.

I aftes var jeg til forældremøde, i aften skal Frida til gymnastik, som hun er for træt til (starter kl. 17), men som hun VIL gå til (alle vennerne går der), og vi er trods alt så langt, at forældremøde og sommerfest er afviklet, og alle de indledende manøvrer til taekwondosæsonen er overstået. Vi er over halvvejs gennem september, der er stadig penge på kontoen, og om lidt kan vi med god samvittighed skylle det hele ned med pumpkin spice latte og gløgg. 

Det ender med at gå det hele. 

Maiden, mother, crone

Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, at det er en meget introvert blog, jeg skriver for tiden – hvis noget sådan ellers findes – og jeg bliver lidt usikker på, om den egentlig er relevant for andre, end mig selv. Om man overhovedet kan relatere til det, jeg skriver.

Det er ikke fordi ordene er ved at tørre ud, eller fordi jeg ikke ser verden omkring mig og har en holdning til den. Men jeg føler mig lidt overvældet i disse uger, uden at jeg helt ved, hvad det skyldes. Mine tanker springer hid og did uden helt at sætte sig fast, og jeg føler både, at jeg skøjter på overfladen og arbejder i de helt dybe lag. Jeg tror måske, at det er noget med alderen? At jeg lige nu står i startområdet til den nye rute, hvor retningen på mange måder er stukket ud gennem de valg, jeg har truffet, men hvor terræn og omgivelser er nye, og hvor jeg finder ud af, hvad jeg har i 40+ rygsækken i takt med, at jeg bevæger mig fremad. 

Jeg er i gang med mange ting, men det er der jo ikke noget nyt i, og selvom noget af det kræver en indsats, er det gode forandringer over hele linjen. Men jeg føler mig stadig .. fjern. Og drænet. 

Det mærkelige er, at mit humør egentlig ikke er påvirket. Jeg er ikke ked af det, vred eller fyldt med håbløshed; bare lidt distanceret til verden omkring mig.

Måske handler det om, at jeg er sådan et menneske, der justerer mit ambitionsniveau efter mit overskud, og derfor aldrig når til den pause, jeg forventer vil komme? 

Jeg mærker det tydeligt i forhold til, at der er nogle ting, som jeg simpelthen ikke kan tage mig sammen til. Min have giver mig kronisk dårlig samvittighed, og jeg synes hele tiden, jeg kommer i tanke om noget, jeg også burde gøre. Jeg øver mig i at huske, at alting forløber i cyklusser, for i min mentale tilstand føles det som om, noget tungt bliver løftet af mine skuldre, når en opgave er løst – for derefter at lande der igen, når opgaven så laver den her: 

Her har du mig *tilbaaage*

Som f.eks. græs der gror. Og biler, der bliver beskidte, mad, der skal laves og vinduer, der skal vaskes.

Men trods alt lytter jeg nu, når jeg får besked fra motherboardet om, at der ikke er mere ledig kapacitet, hvilket betyder, at jeg hverken falder så hårdt eller ligger så længe, som jeg gjorde for bare 5 år siden. Hver gang jeg står over for noget, jeg er nødt til at gøre eller løse, tænker jeg: “Hvad er den mindste del af opgaven?” og så starter jeg med den. Nogle dage når jeg ikke videre, andre dage viser det sig, at bilen godt kan køre, når den først er skubbet igang.

Jeg hørte for nyligt én, der af en feministisk terapeut var blevet anbefalet “to sit on it for a circle” og det ramte noget i mig. Det her med, at man, når man, tvunget eller frivilligt, ændrer vaner og mønstre, er nødt til at give det tid. Både ift. at mærke det, men også ift. at snakke om det. Egentlig forstår jeg alting bedst ved at tale/skrive om det, fordi min proces typisk sker gennem ord, men jeg kan godt mærke, at jeg, når jeg gør det, måske lader tingene blive på hjerneplan, så jeg bliver formidler af noget, i stedet for at hive det ned i kroppen og hjertet og selv blive en del af processen.

Så det er det, jeg gør lige nu. Sidder.

Og det er forklaringen på, hvorfor der for tiden ikke er plads til så forfærdelig meget andet.

Feriefornemmelser

Vi er igang med den fjerde og sidste uge af vores ferie. Fra på mandag kører det hele så småt igen, og det er faktisk ok.

Hver gang, jeg holder sommerferie med mine børn, føles det som ‘a first’. Et år er bare ret længe ift. hvad børn kan og vil og er store nok til, og derfor er det altid med et vist element af spænding, vi kaster os ind i ferien, for jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, udover at være på 24/7.

Det har været en god ferie, og jeg har mange gange tænkt over, hvor dejligt det er, at børnene ikke længere er helt små. Det kan godt ske, at de spørger 600 gange om, hvornår vi er der, når vi kører bil, men man kører ikke længere med truslen om PrimalSkriget hængende over hovedet, hvilket jeg ikke kan udtrykke stærkt nok, hvor lidt jeg savner. Den skrukhed, jeg led så frygteligt af, da Frida var spæd, er væk-væk, og jeg nyder, at jeg ikke skal arbejde rundt om middagslure og pusleborde. 

Til gengæld kan jeg også mærke, at jeg stille og roligt begynder at se mine børn som selvstændige mennesker, der træffer beslutninger om adfærd med semi-åbne øjne. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for de er jo stadig børn, men hvor man bliver mere frustreret end vred, når de ikke vil sove i barnevognen, eller ikke vil spise den skemad, man så møjesommeligt har googlet, kogt og blendet, så bliver jeg gal på dem nu, når de bevidst tramper hen over alle grænser, og f.eks. driller hinanden i det uendelige. I slutningen af 3. uge blev jeg så vred, at jeg smed en ishockeystav over på marken i raseri, og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke var mit fineste øjeblik som mor. Men. For. Helvede. Begge børn havde danset riverdance på mine nerver og grænser i 3 dage, non stop, alle mine pædagogiske tiltag og intentioner til trods, og der var bare ikke mere tilbage at give af. Plus noget med noget PMS.

Heldigvis har jeg en veninde, som jeg på 3. år  recap’er med hver eneste aften. Somme tider er det 3 ting, vi føler, vi har løst på en god måde, somme tider er det 3 ting, vi er taknemmelige over, og somme tider er det bare en evaluering af dagen. Og fordi jeg på den måde får bearbejdet ting, i stedet for bare at stange dem på selvhadsbålet, kunne jeg pludselig se, at det måske også havde noget med tidspunktet at gøre. For efter 3 uger er alle ved at være lidt tyndslidte i kanten af at være sammen i døgndrift, alle legesager er leget med, og den energi, man gik ind i ferien med, er ved at være brugt – og der er stadig en uge tilbage. 

(Jeg ved godt, at det ikke er sådan for alle. Der er mange, der ikke aner, hvad jeg taler om, og som bare får masser af energi af at holde ferie. Godt for dem og jer, og more power to you).

Jeg hørte et sted, at en ferie skal have en vis længde, for at hjernen for alvor slapper af, og det må være omkring en uge, for vores tur til Aarhus var fantastisk. Perfekt i længde og indhold, og selvom der naturligvis også var konflikter og alt det løse dér, så var det stadig noget andet, end når vi “bare” er herhjemme. Da vi kom hjem, kunne jeg nærmest ikke huske, hvor vi boede, og det var bare en god reminder om, hvorfor det er godt at tage væk. Det er nemmere for kontrolmennesker som mig at slippe det hele, leve med støv og nullermænd, og springe bad og madlavning over, når man er flyttet ud af sine vante omgivelser, hvor der hele tiden lige er en vask, der trænger til at blive kørt. 

Paradoksalt nok tror jeg måske også, at en del af grunden til, at denne ferie har været så god, har været, at jeg ikke bare har sluppet alting. Tværtimod tror jeg, at jeg endelig har fundet de vise sten ift. hvordan jeg skal spise for at trives, jeg har eksperimenteret med træning, og hvad jeg kan få til at fungere med børn, jeg har fundet en vandflaske, som indeholder 2 liter, og det stykke plastik til 50 kr. har revolutioneret mit liv, fordi jeg pludselig kan holde styr på, hvor meget vand jeg (ikke) drikker, og selvom jeg har jeg sænket standarden for rengøring, madlavning osv markant, har jeg stadig prioriteret at rydde op, bare nogenlunde, hver eneste aften. Alle de små ting til sammen gør, at jeg ikke nu sidder med fornemmelsen af at skulle i gang med den store udrensning og -mugning, når vi starter igen, og det er simpelthen så rart.

Aftenerne er gået med gæster, kaffe og vin på terrassen til synet af en synkende sol, og et afsnit Queer Eye i ny og næ, som har vist sig at være den perfekte ferie-serie: Hyggelig og rar og med små, afsluttede historier ikke indbyder til binging. 

Skadeslisten begrænser sig til 2 bi-stik under fødderne (et til hver af børnene, med 4 minutters interval), en hånd på et tændt vaffeljern (Frida) og en tsunami af bræk i bilen (Anton), som kom på det trælse tidspunkt, hvor vi var lige præcis lige langt fra hjem og vores destination, og hvor det eneste, jeg havde at tørre sele, bil, bilsæde, barn, tøj og mig selv af med var 10 brillerenseservietter, fordi jeg ikke lige har fået fulgt op på at smide vådservietter osv. i handskerummet, som jeg ellers har tænkt på at gøre 243938385590 gange. Det var 10 minutters selvhad så intenst, at det kunne være blevet klassificeret som kilde til vedvarende energi og have holdt os alle sammen kørende frem til den anden side af årtusindskiftet. 

Men alt i alt har det været en god ferie. Ikke perfekt, men god. En ægte ferie i et ægte liv, som er ikke særlig egnet til instagram eller douce farver på en livsstilsblog, men som til gengæld er mit.

Jeg ville ikke bytte det for noget.

Hjemsøgt

Vi er i Aarhus.

Det er første gang, jeg har begge børn med på ferie heroppe, og dermed også første gang i flere år, jeg er her i mere end et par dage.

Årene giver lidt perspektiv i forhold til, hvad det giver mening at fylde i dagene. Da Anton og jeg var her sidst, og jeg stadig nærmest kunne have ham i lommen, var vi meget i midtbyen, hvor vi spiste på cafeerne og besøgte de steder, vi kunne gå til derindefra. Jeg måtte sortere i, hvem vi kunne nå at se, fordi jeg stadig havde kontakt med rigtig mange mennesker, og på mange måder var vores ferier dengang et bud på, hvordan vores weekender kunne have været, hvis vi var blevet heroppe.

Denne gang er det anderledes, og jeg bliver ved med at tænke, at to i den her forbindelse er et team, mens tre er en familie, og det gør noget ved måden, det giver mening at bruge dagene på. Programmet er tilrettelagt efter børn, ganske enkelt fordi de er i overtal. Søndag var vi f.eks. i Djurs Sommerland fra vi stod op til vi gik i seng, og det var den bedste dag længe. Det kan lyde som om, jeg sætter deres behov over mine, men det er ikke mere sandt her, end det er i det øvrige liv med børn, og selvom dagene er deres, er aftenerne er mine, og det er sådan, det skal være.

Da jeg for nogle uger siden begyndte at lave mine aftaler heroppe, gik det op for mig, at der også her er sket rigtig meget. Jeg sætter stadig pris på bekendte og hej-venner, men de relationer, jeg gerne vil bruge ægte, IRL tid på, er dem med mening og dybde. Samtidig har tiden flyttet en stor del af mine bekendtskaber fra dengang et led eller to ud i cirklerne, og dermed giver sondringen egentlig næsten sig selv. 

Jeg elsker at være her og at vise mine børn byen, men det er en kærlighed, der river i hjertet med kløer af savn og melankoli, fordi den er et gensyn med min egen fortid og med byen, der på godt og ondt gav mig de redskaber, jeg skulle bruge for at finde mig selv. 

Mennesket, jeg blev heroppe, tog jeg med, da jeg flyttede, men historierne lod jeg blive tilbage, og nu, hvor jeg kører byen igennem på kryds og tværs, bliver det tydeligt, at jeg flyttede fra dem, historierne, inden de var blevet runde i kanterne af tid og slid. Det river stadig frygteligt i hjertet, når jeg kører forbi afkørslen til Lenes hospice. Det føles nyere end det bør, når jeg kører forbi en ekskærestes lejlighed, og dufte og lyde og historier om mennesker, jeg slap og valg jeg traf, rasler med kæderne på hvert eneste hjørne.

Esbjerg er manden, jeg giftede mig med, og når jeg er sammen med ham, ved jeg, at det er sådan, det skal være. Jeg er glad det meste af tiden, og meget bevidst om alt det gode, han er og gør. Men Aarhus er den ekskæreste, jeg ikke kan slippe. Han var vanvid og magi og alt i ekstremer, og han gjorde mig til den kvinde, jeg er. 

Det var der, jeg fandt min identitet, det var der, jeg besluttede, hvad jeg skulle lave i mit arbejdsliv, og der var der, jeg mødte de mænd, der har haft størst betydning i mit liv.

Og så var det der, jeg besluttede at få Anton.

Skiftet føles nok ekstra tydeligt, fordi jeg var arret på kryds og tværs, da jeg flyttede fra Esbjerg, og jeg føler, at jeg lærte, at jeg er den og det, jeg skal være, og at der findes mange, som mig, da jeg langsomt slog rod og foldede mig ud i Aarhus.

Da jeg flyttede tilbage til Esbjerg, flyttede jeg ind i et nyt liv som nogens mor, og tilbage til en by, jeg aldrig helt har tilgivet. Det har taget lang tid at lære at være i den igen, og derfor vil det altid føles som om, at Aarhus var der, jeg voksede og blomstrede, mens Esbjerg var der, hvor jeg kæmpede. Også selvom det er en sandhed med modifikationer.

Jeg tror aldrig, jeg får lov at slippe følelsen af at være splittet. Det vil altid være både sødt og bittersødt at være i Aarhus – men det er også når jeg er der, jeg opdager, at jeg glæder mig til at vende tilbage til mit liv i Esbjerg.

Det er nok bare den pris, man betaler, for at kalde to steder sit hjem.