Øjebliksbilleder

Da jeg satte mig for at skrive det her indlæg, var min første sætning:

‘Tiden løber fra mig i de her uger.’

Men da jeg havde skrevet det, sad jeg længe og kiggede på det – for det føltes faktisk ikke helt rigtigt.

Jeg løber dagligt tør for tid, men ikke, som i de perioder, hvor alt omkring mig sker samtidigt, alle river i mig, og jeg ikke kan nå at sende én bold retur over nettet, før jeg får 5 nye, lige i masken.

Det er mere en oplevelse af, at timerne bare fordamper, fordi jeg er så optaget af det, jeg sidder med, hvilket føles helt anderledes, fordi det ikke hele tiden handler om at kæmpe for at komme ud af den tilstand, men tværtimod om at skabe plads til at blive i den.

De ting, der tager min tid lige nu, er ting, jeg meget aktivt har valgt til, og som jeg brænder for og gerne vil fordybe mig i, og det har gjort mig langt mere skarp på at spotte de potentielle tidsrøverfælder, som jeg så ofte har bandet over de sidste mange år.

For når jeg har stress-travlt, har jeg altid en oplevelse af, at jeg bare løber fra bål til bål med et fingerbøl med vand i, og underpræsterer over hele linjen. I de perioder ville det jo være ret brugbart, hvis jeg på forhånd kunne se, hvor noget potentielt kan udvikle sig og kræve endnu mere tid, så jeg kunne træffe andre valg og skære behørigt fra. Men det er nærmest det modsatte, der sker, og 2 plus 2 ender på en eller anden måde altid med at give 7.

Måske handler det om, at jeg reelt ikke har haft mulighed for at fordybe mig langvarigt i en interesse, siden jeg fik børn, og derfor har glemt, at prioritering kommer helt naturligt, når der er noget, man gerne vil. For selvfølgelig har der været perioder med mere overskud end andre, men jeg har ikke haft tid til – eller mod på – at kaste mig helhjertet over noget, fordi jeg hele tiden, halvt om halvt har forventet, at et roligt øjeblik bare er orkanens øje og ikke et nyt udgangspunkt.

Eller måske handler det om alder mere end nyerhvervede evner? Måske ville jeg være nået til det her punkt, uanset hvordan mit liv havde set ud?

Men jeg tror, at jeg lægger mere mærke til det end så mange andre, fordi jeg ikke har været her i årevis, og der derfor ikke for mig er tale om en umærkelig overgang, men om en ny og ret skarp kontrast til, hvordan livet har set ud de sidste mange år.

(Jeg er også åben for muligheden for, at det bare er min medicin, der virker, men, altså. Det skal ikke ødelægge et godt blogindlæg for os, vel?)

Uanset årsag, forsøger jeg at være opmærksom på, hvad jeg gør anderledes, så jeg kan blive ved med at gøre det; også når det går stærkt. Jeg øver mig i lægge mærke til, hvad der virker, og hvad jeg husker at gøre nu, som jeg glemmer at gøre, når det hele står på gloende pæle.

Og måske er det bare noget så banalt som at tænke lidt frem og lære at lade være træffe de samme valg, men forvente nye resultater.

For at gøre det lidt konkret, har jeg f.eks. længe overvejet at stille op til en bestyrelsespost i tegnsprogstolkenes brancheforening. Jeg brænder for mit fag, og jeg synes, at jeg med min anciennitet og mine år som TR, faktisk har noget konkret at bidrage med.

Jeg blev valgt ind, da jeg i efteråret stillede op, og nu sidder jeg sammen med nogle rasende skarpe mennesker og nørder i vilkår, fremtidsperspektiver og bekendtgørelser. Det er VILDT fedt – både når vi er enige, og når vi slet ikke er, for det hele er båret af interesse, idealisme og dedikation.

Og den tid, jeg lige nu bruger på at grave mig ned i lovstof og læse op på gamle udbud, er jo ikke ekstra timer, som jeg på magisk vis har manifesteret. De er et resultat af, at jeg har været meget, meget bevidst om, hvad jeg GERNE vil bruge min tid på, og derfor når at stoppe mig selv, inden jeg sætter noget i gang eller får mig rodet ud i noget, der udvikler sig.

For det, der ender med at æde tid, jeg faktisk ikke har lyst til at give afkald på, er ofte noget, jeg nedkalder over mig selv.

Men i sommer, da jeg var til beboermøde, var jeg allerede klar over, at jeg ville stille op i brancheforeningen, og derfor var jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg skulle takke nej til den bestyrelsespost, jeg fik tilbud i boligforeningen. For første gang i al den tid, jeg kan mindes, stod det på forhånd krystalklart for mig, at de timer, der ville gå til dét, skulle tages fra noget, jeg hellere ville.

Det blev startskuddet til, at jeg pludselig evnede at konsekvensberegne, inden jeg fik mig selv malet op i et hjørne.

Som f.eks. da jeg i forbindelse med et forældrearrangement i Fridas klasse, allerede havde fat i min telefon for at skrive ud og tilbyde at stå for en værtindegave – men lagde den fra mig igen, fordi jeg nåede at komme i tanke om alle de gange, jeg har tidligere tilbudt at stå for den slags, og det ender med at forvandle sig til et fuldtidsjob.

Jeg købte en buket tulipaner og en flaske vin fra mig selv i stedet, og det tog 5 minutter.

Eller da jeg, sammen med to andre forældre, var i gang med at arrangere blå mandag for vores børn, og den ene mor havde lavet en invitation, hvori hun bad folk melde tilbage, hvis de ikke kunne køre selv. Her skrev jeg stille og roligt retur, at vi nok lige var nødt til at forventningsafstemme, for jeg deltog hverken som arrangør eller frivillig, men bare som Antons mor.

En bekendt fik nej til hjælp med noget skriftligt arbejde til, fordi jeg efterhånden har lært, at det tager 20 minutter at læse korrektur og tilrette én side, og det kan alt sammen virke helt åndssvagt, og som småting, der ikke betyder noget i det store tidsregnskab.

Men når transporten til Billund ender i et logistisk mareridt, fordi nogle ikke har bil og andre ikke har skam i livet, æder det både tid og overskud.

Når den “korte opgave på et par sider – max!” viser sig at være 14 sider lang, og ikke kommer til aftalt tid, skal noget andet flyttes for at gøre plads.

Når værtindegaven, som på papiret bare kræver en besked om, at folk skal overføre 30 kroner på mobilepay, ender med at du skal rykke folk 3 gange, har 2, der stadig mangler at betale, når dagen oprinder, og hende, der af religiøse grunde ikke har MP, ikke medbringer de kontanter, hun ville tage med til festen, så *bliver* det dig, der skal beslutte, om alle skal skrives i kortet, om du betaler for dem, der ikke har overført, og om du vil være hende, der bliver ved med at rykke for 30 kroner.

Ingen af delene vælter læsset alene, men til sammen bliver det bare death by a thousand papercuts.

Det værste er, at det er selvforskyldt, for som MC Einar allerede i 1988 gjorde dig opmærksom på: Du har prøvet det før – du ved præcis, hvad der sker.

Der er mennesker, jeg altid ville gøre alting for, no questions asked. Det er de relationer, der får solen til at stå op og gå ned, og hvor ingen er nøjeregnende med hverken tid eller penge.

Men det er ikke dem, der æder de luksustimer, du både kunne og hellere ville bruge på noget andet.

De skal derimod findes der, hvor du, af gammel vane og manglende fremsyn, samler de trælse opgaver op, fordi ingen andre gør.

Katherine Diez har udgivet en bog, som hun, så vidt vides, selv har skrevet.

Jeg har ikke læst den. Jeg kommer ikke til at læse den.

For hvor man måske, min generelle personlighed taget i betragtning, kunne foranlediges til at tro, at jeg dømmer folk benhårdt, når de begår fejl, så er det faktisk ikke tilfældet. Jeg kan se igennem fingrene med meget, og de fleste bliver i min optik bedre mennesker af at have trådt ved siden af. Det giver øget forståelse og tolerance for andre menneskers utilstrækkeligheder, og det klæder de fleste.

Men én ting er fejl. Noget ganske andet er forsæt.

For man kommer ikke ved et uheld til at kopiere andres arbejde i det omfang, det er sket her. Og slet ikke over en periode på 4 år. Der har været masser af chancer for at stoppe op, kurskorrigere og træffe bedre valg. Én gang er en fejl, to gange er mistænkeligt, tre gange er et mønster, og jeg kan ikke med min bedste vilje, se, hvordan det skal kunne bortforklares. Derfor er det for mig helt irrelevant, hvad hun har at sige.

Problemet er imidlertid, at vi belønner den her form for offentlig ansvarsforflygtigelse, næsten uanset hvilket standpunkt vi tager.

For som J.K. Rowling meget lakonisk skrev til et opslag fra en mor, der proklamerede, at hun havde brændt Harry Potter-bøgerne og ristet skumfiduser over bålet:

“I get the same royalties whether you read them or burn them. Enjoy your marshmallows!”

Omtalen af Diez-bogen alene er med til at sikre, at der bliver solgt og udlånt flere eksemplarer, og derfor er min dagsorden her egentlig bare at opfordre til, at man holder den indre svinehund i snor. Ligesom medierne efterhånden er ved at lære, at man ikke skal give seriemordere mytiske navne, eller vise billeder af schoolshooters, fordi man derved giver dem præcis den berømmelse, de higer efter, så vil jeg gerne minde om, at man ved at læse den her bog, er med til bevare og understøtte den pilrådne kultur, der har ført til bogens skabelse.

Det mest belastende er faktisk, at jeg synes, Katherine Diez skriver ret vidunderligt. Når hun er bedst, når hun, i min optik, næsten op på siden af Delphine de Vigan.

Men talent uden integritet er i bedste fald hult og i værste fald farligt. Særligt når det, som det er tilfældet her, parres med skønhed og kontakter.

Og selvom det hele lige nu handler om hende – igen – så er det jo ret vigtigt at huske, at der sidder nogen derude, som hun har taget noget fra.

Det problem kunne alle få øje på, da vi snakkede om Würtz, Bitz og keramik.

Her er det ord, det drejer sig om, men princippet er det samme.

For mit eget vedkommende kan jeg stadig huske fornemmelsen af at læse en af mine egne blogposter under en fremmed profil på instagram. Hverken jeg selv eller hende, der kopierede mit indlæg, tjener/tjente penge på mine ord, men fornemmelsen af at se min tekst med en anden som afsender, mindede om den, jeg oplevede, da jeg havde haft indbrud: Nogen havde gået rundt i mine (virtuelle) rum for at stjæle noget af mit, og det føltes både grænseoverskridende og uretfærdigt.

Det forestiller jeg mig, at man kan gange med 1000, når den, der gør det, ovenikøbet tjener penge på tyveriet.

Så for mig er spørgsmålet ikke, om Danmark kan rumme hende, om hun er for smuk eller hvem, der blev inviteret med i seng og hvorfor.

For mig er det eneste, der er fortsat relevant, at hun i 4 år, med fuldt overlæg, valgte – valgte – at plagiere tekster, og nu prøver at bortforklare det.

Det er dovent, og det er dumt. Særligt, når man faktisk har talentet til at løse opgaven selv.

Og jeg *synes*, det er problematisk, at man kan få lov at sige præcis, hvad man vil om andre kendte mennesker, uden skyggen af bevis for sine påstande.

Har hun haft en oplevelse af at være blevet udsat for noget, hun ikke brød sig om? Jeg aner det ikke. Hvis det er tilfældet, er det synd for hende.

Men hun besudler sin egen historie ved først at bære den frem, når hun har noget at vinde ved at vinkle den på en bestemt måde, og jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at hun forsøger at udnytte tidsånden ved at caste sig selv som #metoo-offer.

En sidste bemærkning herfra er, at jeg for første gang oplever moderation på en SoMe-profil som problematisk. For Forlaget People’s, der har udgivet bogen, har dagen igennem holdt stram justits med, hvilke kommentarer, der har fået lov at blive stående under deres insta-opslag – og de skulle bede om fans og heppekor.

I skrivende stund har de lukket kommentarfeltet, fordi de er gået hjem, og dermed forsvinder alle dagens rosende ord også.

Men hvor jeg hos aviser og dagblade på alle måder støtter op om, at de mennesker, der skrives om, ikke skal trækkes gennem mediemøllen, fordi aviserne gerne vil clickbaite sig til flere annoncørkroner, så er der her tale om et forlag, der lever af at sælge bøger som den, de promoverer her – og hvor hovedpersonen på alle måder knows all the games you play, because she plays them too, som George Michael sang.

Her synes jeg faktisk det grænser til at være problematisk, at man fjerner alle kritiske kommentarer, fordi målet ikke er at beskytte en kilde eller tage hånd om mennesker, der ikke på forhånd vidste, hvad de gik ind til; målet her er salg og reklame, og ved at køre censur, får man tegnet et billede af sit produkt, der måske ikke helt matcher virkeligheden.

Når man vil tjene penge på at have stjålet andres arbejde, synes jeg godt, at vi må udfordre det rimelige i, at et forlag (som tjener penge på selvsamme tyveri) stiller sig op og agerer læhegn.

I USA er det efterhånden blevet normalt, at man i kriminalsager, udover fængselsstraffen, tildeler ofrene store, økonomiske erstatninger, selvom den, man dømmer, ikke har salt til et æg. Én af grundene til, at man gør det, er, at en gerningsmand ikke skal kunne tjene penge på at sælge sin historie til medierne.

Måske det faktisk heller ikke burde være muligt først at tjene penge på at stjæle andres ord, for så at tjene pengene én gang til, når man bruger sine egne til at fortælle historien om, hvorfor man gjorde det.

Jeg starter lige med den disclaimer, at jeg indtil i søndags vidste meget, meget lidt om, hvordan EU strukturelt er opbygget, og hvad det reelt er, vi skal stemme om på søndag. Dette siger jeg ikke for at bortforklare eventuelle fejl, men blot for at sige, at jeg tager imod rettelser og kommentarer med et kropssprog så åbent, at jeg er i fare for at klappe sammen på ryggen.

Rent opbygningsmæssigt starter vi med en gennemgang af den pt. mest aktuelle del af EU, nemlig Parlamentet.

Herefter har jeg forsøgt at lave en pixiebogs-gennemgang af EU’s andre organer, og hvordan de samarbejder og er rangordnet i forhold til hinanden.

Så følger links til en lille håndfuld kandidattests, og endelig lister jeg til sidst de kilder, jeg har brugt.

Jeg har været så kildekritisk, som jeg fandt det muligt, ligesom jeg også har krydstjekket fakta ved at google de store spørgsmål og læse flere forskellige kilders gennemgang af samme problemstilling. På den måde håber jeg, at jeg er styret udenom de værste misforståelser.

Men det ER komplekst; ikke mindst fordi alle instanser er viklet ind i hinanden, og sprogbruget på stort set alle offentlige sider er meget kancelli. Det er tydeligt, at man ikke vil tale dele af organisationen ned, og at alle derfor gør sig umage for at vinkle stoffet respektfuldt og relevant for netop deres målgruppe – men derfor bliver det også ualmindeligt svært at finde en objektiv fremstilling af beføjelser, begrænsninger, fordele og ulemper.

Men vi kaster os frygtløst ud i det, og så retter jeg til og tilføjer spørgsmål og svar, efterhånden som de tikker ind. På den måde skulle indlægget gerne ende med at være en nogenlunde troværdig sammenfatning af fakta, som I så kan læse søndag over morgenkaffen, inden I triller afsted mod stemmeboksen.

Parlamentet (Det, vi skal stemme om)

*Der skal vælges 720 medlemmer

*Danmark skal vælge 15 medlemmer, og kommer dermed til at udgøre ca. 2% af det samlede Parlament

*Parlamentet sidder i 5 år, behandler og vedtager EU’s love, og er sammen med Ministerrådet den lovgivende magt i EU.

*Parlamentet skal godkende og kontrollere Europa-kommissionen

*Pladserne fordeles efter medlemslandenes indbyggertal; dog har små lande forholdsmæssigt flere medlemmer ift. størrelse, så de stadig har mulighed for at få indflydelse på lovgivningsarbejdet.

—————

Alle EU-lande stemmer mellem d. 06. og d. 09. juni; de fleste på søndag, ligesom os. Herhjemme stiller 11 partier og 169 kandidater op, og man kan stemme, hvis man er dansk statsborger, eller har bopæl i Danmark og statsborgerskab i et andet EU-medlemsland.

De fleste af de danske partier har forud for valget indgået det, man kalder ‘Valgforbund’, hvilket er et valgteknisk samarbejdet, der betyder, at man kan bruge hinandens overskydende stemmer til at få et mandat.

Fordelen er, at man mindsker risikoen for, at en stemme går til spilde, hvis et parti ikke får stemmer nok til at komme ind. Ulempen er, at man som vælger kan risikere, at man sætter sit kryds ved Venstre, men at det ender hos Radikale Venstre. 

Der indgået valgforbund mellem følgende partier:

• Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet
• Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance
• Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre

—————-

Det, som er væsentligt at forstå, og som også er grunden til, at det er så vigtigt at stemme på søndag er, at arbejdet i Parlamentet foregår i det, der hedder Udvalg. Disse kan svinge i størrelse, men der er sædvanligvis 30-50 medlemmer i et udvalg. De fleste medlemmer af Europa-Parlamentet er medlemmer af ét udvalg og stedfortrædere i yderligere ét.

Der findes 20 stående udvalg med hver sit sagsområde, (f.eks. Industri/Forskning/Energi, Det Indre Marked/Forbrugerbeskyttelse osv. )

(Der er en ret fin oversigt over de forskellige udvalg og deres sagsområder her)

Det er de forskellige udvalg, der behandler lovforslag fra Kommissionen og kommer med ændringer til dem.

Den endelige vedtagelse sker i plenarforsamlingen, hvor alle Europa-Parlamentets medlemmer er samlet – men *netop* fordi, det er i de forholdsvis små udvalg, lovforslagene behandles, bliver det enkelte parlamentsmedlem pludselig vigtigere, end man lige i første omgang forestiller sig.

For 15 ud af 720 lyder ikke af ret meget.

Men 1 ud af 30 gør. 

Og selvom det er den store forsamling, der skal stemme lovforslagene igennem, så betyder arbejdet i de små udvalg, at der er mulighed for at præge og forme undervejs.

Når det kommer nye love, er der områder, hvor de enkelte medlemslande selv har ret til at lovgive (f.eks. ift. folkesundhed, kultur og uddannelse), men det er vigtigt at forstå, at EU-vedtagne love har forrang på de områder, hvor medlemslandene og EU har delt kompetence. Og det er der *netop* på de områder, som flere af jer gerne med jeres stemme vil påvirke, som f.eks. landbrug, forbrugerbeskyttelse, fiskeri, miljø og energi.

Man kan sige, at det måske ikke for os danskere ser ud til at have den store betydning, hvordan en given EU-lov på landbrugsområdet falder ud, fordi vi (sørgeligt nok) er ret godt med, sammenlignet med de øvrige EU lande. Indenrigs må man jo altid gerne være mere restriktiv, end de love, der vedtages i EU lægger op til.

Men det hjælper – ved vi efterhånden – ikke rigtigt noget, at vi prøver at begrænse vores udledning af pesticider, hvis de pisser dem lige ud i Atlanten i alle andre lande. Derfor er det ret afgørende, at vi i Danmark, hvor vi har et solidt uddannelsesniveau og en levestandard, der er høj nok til at kunne kere os om det, der ikke lige ligger i de to nederste lag i behovspyramiden, er med til at trække i den grønne retning, fordi det kompromis, vi givetvis vil blive tvunget til at indgå, dermed stadig er det grønnest mulige.

—————

Så langt, så godt.

Men EU-parlamentet er jo ikke bare 720 mennesker, med 720 holdninger, der sidder i et (stort) lokale og råber 720 forskellige synspunkter ind i hovedet på hinanden.

Medlemmerne er placeret i politiske grupper, som ikke er opdelt efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold.

Der findes i dag syv politiske grupper i Parlamentet, og medlemmerne kan ikke tilhøre mere end én politisk gruppe ad gangen.

(Grunden til, at der på nogle illustrationer står 751, mens der på andre står 705, er, at der ved sidste valg i 2019 blev valgt 751 medlemmer ind, men at det samlede antal pladser faldt til 705, da Storbritannien trådte ud af EU).

Inden der holdes afstemning i plenarforsamlingen (de 751/705/720), behandler de (7) politiske grupper betænkningerne, der er udarbejdet i udvalgene (de 20), og stiller ændringsforslag. Derudover fastlægger man internt i gruppen en fælles holdning – men medlemmerne kan ikke tvinges til at stemme på en bestemt måde. 

Der kræves 23 medlemmer fra mindst en fjerdedel af de 27 EU-lande for at danne en politisk gruppe, og selvom der er grupper, som er oplagte for de enkelte landes repræsentanter at være en del af, er de ikke tvunget til at blive der.

Det betyder, at man som vælger faktisk ikke er sikret, at den stemme, man afgiver, ender hos hverken det politiske parti eller den politiske gruppe, man gerne ville give den til.

Hvilket jo lidt er noget lort. Faktisk.

Men det ændrer stadig ikke på, at vi nok er ét af de lande, som med vores stemmer, kan gøre en forskel ift. hvor grønt et Europa, vi i fremtiden gerne vil have, og hvor frie hænder vi ønsker at give tech-giganter og webshops, der bygger på børnearbejde og kemi. Vi får 15 kandidater uanset hvad, men netop fordi det enkelte medlem potentielt kan få temmelig meget at sige, er det ikke lige meget, hvem de 15 mennesker er.

—————

Inden vi går til kandidat-tests, vil jeg gerne lige linke til en fin artikel fra Klimabevægelsen, fordi mange af jer netop konkret har tilkendegivet, at dette er et fokuspunkt for jer. Den er letlæst og dejlig overskuelig, og I finder den her.

Har man brug for en liste over de danske kandidater, og hvilken af de 7 grupper, de lige nu giver udtryk for at ville tilslutte sig, kan man finde den her.

—————

Kandidattests:

Altinget

TV2

DR

———-

De øvrige organer i EU:

Ministerrådet (IKKE at forveksle med Det Europæiske Råd)

*Medlemmerne varierer fra møde til møde. Hvis der f.eks. er en sag om miljø på dagsordenen, så er det EU-landenes miljøministre, der mødes

*Vedtager lovgivning

*Består af EU-landenes fagministre

*Træffer afgørelser gennem flertal

***

Det Europæiske Råd (IKKE at forveksle med Ministerrådet)

*Består af stats- og regeringscheferne

*Fastsætter Unionens vigtigste prioriteter og overordnede politiske kurs 

*Tager stilling til sager, der er kørt fast i Ministerrådet

*Beslutninger træffes ved konsensus

***

EU Kommisionen:

*Ledes af 27 kommisærer, udpeget af de nationale regeringer

*Fremsætter lovforslag

*Forvalter lovgivning

*Forhandler aftaler med 3. lande

*Sidder 5 år

***

Europæiske Partier:

Et europæisk, politisk parti er et politisk parti på EU-niveau. De europæiske partier er paraplyorganisationer for nationale partier fra europæiske lande, og har blandt andet til formål at bidrage til etableringen af de (lige nu 7) politiske grupper i Europaparlamentet.

———-

KILDER:

Europaparl

Slideserv

Elections Europa

Dit EU

Reddit

Rådet For Grøn Omstilling

WWF

Tænketanken Europa

DR

For nogle uger siden sad jeg på en cafe i Vejle for at slå en time ihjel i mellem to opgaver. Normalt har jeg mine AirPods i tasken, og dem plejer jeg at stoppe i ørerne, så snart jeg er et sted, hvor der er andre mennesker, men lige den dag lå de hjemme i opladeren, fordi man åbenbart ikke kan sætte folk til at pakke en taske mere.

Derfor blev jeg, lidt ufrivillig, passiv deltager i den samtale, der kørte ved bordet bag mig, hvor en kvinde lige omkring de 40 talte med sin veninde om urimeligheden i, at der er en aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp til at få børn alene.

Nu er Børn Alene jo en af mine spidskompetencer, og selvom jeg har lavet mine selv, og altså ikke har været omkring hverken klinikker eller system, har jeg naturligvis en holdning til emnet, fordi jeg ved, præcis hvad det vil sige at stå med børn alene, og 1:1 ved, hvilke udfordringer, der i den forbindelse kan være med at blive ældre.

Det er egentlig ikke det, der er hovedtemaet i det her indlæg, men vil man gerne vide, hvad jeg mener om emnet, kan man lige nappe det her indlæg. Jeg skal nok vente imens.

*henter kaffe*

Ok? 

Godt. Så går vi videre til det, der fylder i mine tanker lige nu, nemlig den teknologiske udvikling, og hvordan den i stigende grad stiller krav til vores etiske kompas.

For jeg kan på alle måder sympatisere med gerne at ville have et barn; også selvom man må få det alene. Det ønske forsvinder jo ikke natten til din 42-års fødselsdag.

Men dem, der har mest på spil, og som derfor er de mest engagerede deltagere i debatten, er dem, der står med ønsket om et barn og et biologisk ur, der tikker. Ingen af dem er objektive – og ingen af dem har prøvet at stå med et spædbarn som 50 årig.

Og altså: Racen ville uddø, hvis vi fra barn til barn huskede, hvor absurd hårdt det er at have en baby, ligesom det nok også evolutionært er meget smart, at der er nogle udfordringer, der først indtræder, når børnene er så store, at man ikke står til at skulle have flere.

Derfor er det både nemt og gratis at mene, at vi sagtens kan tage vare på børn og møde deres behov, selvom vi er 52, når vi får dem. Måske også fordi vi alle klamrer os til håbet om, at vi stadig selv er skarpe og hurtige og på tæerne, når vi rammer den alder.

Men de fleste af os har forældre, ældre kolleger eller onkler og tanter, som jo ret fint illustrerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan hænge på. Om det er plasticitet, vilje eller naturens måde at regulere bestanden på, er svært at sige – men det er mærkeligt, at vi alle ser det udspille sig i privatlivet, og stadig på det mere overordnede plan ignorerer, at det sker. F.eks. når vi i nærmest alle fag taler om at hæve pensionsalderen, og udelukkende fokuserer på, om ikke man burde have ret til at tage den lidt med ro, når man har arbejdet i mange år. Jeg savner i dén grad lidt fokus på, om det er hensigtsmæssigt at holde en kirurg, der ikke kan konvertere et word-dokument til pdf, på operationsstuen, en tolk, der har aldersbetinget høretab i stolen, eller en chauffør, der ikke kan dreje nakken pga. gigt, i førersædet. Maskinen bliver slidt og langsom over tid, og det burde vi forholde os mere til, end vi gør, synes jeg.

Om 10 minutter er jeg stensikker på, at vi har udtænkt måder, der gør det muligt for kvinder at blive gravide og føde børn, indtil vi fylder 60, og det skal der nok komme en spændende debat ud af.

Men når vi flytter barren i den ene ende, så vil det jo være meget oplagt, at nogen pludselig får den gode ide at kigge på den, der afgrænser i den anden.

For hvad, når vi har teknologien til at gøre piger på 9 år gravide?

Ja?

Træls tanke, ikke?

For det kan vi *også* om lidt – og det kan vi (forhåbentlig!) ALLE sammen se er en dårlig ide. Men med fødselsunderskudet, som bliver et større og større problem, kunne man måske godt komme i tanke om en politiker eller to, der pludselig ville kunne se mulighederne i dét.

Det eneste, der står i mellem det skrækscenarie og den nuværende virkelighed, er vores etik. Og her bliver det store, store problem, at den altid vil være formet af, hvad vi har med i rygsækken, hvor vi er i livet, og hvilke valg vi træffer – som vi derfor, bevidst eller ubevidst, er nødt til at forsvare overfor os selv. 

Eksempelvis havde vi for nogle måneder siden i en af mine sociale cirkler en diskusion, hvor mennesker, der normalt er enige om langt, langt det meste, pludselig var ved at komme op at slås.

Handlede det om aktiv dødshjælp, Linda? Om vacciner, klima eller politik?

Nope.

Det handlede om en potentiel graviditet hos én, der har en affære med en gift mand.

Stridspunktet var, om man som kvinde i en affære, som begge parter har indledt med åbne øjne og som ingen derfor har intentioner om skal være andet og mere end dét, fortæller manden, at der er to streger på pinden, hvis man VED, at man ikke vil have barnet.

Jeg var så klart på ‘Nej, sgu da!’ at jeg ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at nogle af mine gifte veninder kunne have en anden holdning.

Det havde de. 

Tankevækkende nok var mine kammerater alle enige med mig. Både dem, der er gift og dem, der ikke er.

Og den behøver vi ikke åbne her; min pointe er bare, at det for mig blev ret tydeligt, at det ikke kun er logik og saglighed, der farver din holdning til et givent emne.

Men fordi det her er noget, der konstant skramler rundt i min hjerne i disse dage, tænker jeg mere og mere over, hvor afhængige vi er af at finde ud af at enes, hvis ikke vores individuelle behov og ønsker skal skubbe os ud over kanten.

Johanne (the-blogger-formerly-known-as-Citygirl) sendte mig i går en artikel fra Heartbeats, som var et fint take på, at vi hver især med den pris, vi sælger vores brugte tøj til, kan være med til enten at understøtte eller at bekæmpe det svinske overforbrug af tøj, vesten har.

Og det er nok i virkeligheden hovedet på sømmet ift. det, jeg går og tygger på; at vi måske har nået et punkt nu, hvor vi ikke længere bare kan lukke øjnene og tænke, at det JEG gør, ikke påvirker andre end mig selv.

Engang var ‘en dråbe i havet’ en metafor, der skulle illustrere pointen om, at noget var så ubetydeligt, at det ikke gjorde i forskel i det store billede – men tager man den baglæns, er havet jo reelt bare en relativ stor samling af dråber, og der er en smertegrænse og en balance, der kan forskubbes et sted. Derfor *gør* det en forskel, hver eneste gang, vi hver især lægger vores eget lille, individuelle lod på vægten, ganske enkelt fordi vi efterhånden er mange, og fordi vi smitter hinanden med vaner og ideer.

For verden er med teknologiens muligheder blevet meget mindre, hvilket er en fordel, når man er ung og nonbinær i Hanstholm, eller når videnskaben pludselig har data nok til at opdage sammenhængen mellem ordblindhed og en bestemt genmutation. Men det betyder også, at valg, der træffes ét sted, meget hurtigt kan få betydning et andet; f.eks. når ét land går i krig og internationalt samarbejde tvinger alle andre med, når et virus er spredt til hele verden, inden man har nået at forstå, hvor alvorligt, det er, eller når én stat begynder at stramme sin abortlovgivning og andre med samme ønske ser, at det er muligt.

Derfor har det enkelte menneskes valg og kampe i dag en tyngde, som de ikke havde for 50 år siden, og problemet er, at verden udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at se konsekvenserne af de valg, vi træffer. De naturlige begrænsninger, der tidligere lå i den evolutionære biologi, er med teknologiens rivende udvikling sat ud af spil, og samtidig er der politiske dagsordener, der kan koordineres i højere grad og større målestok, på tværs af grænser og sprog. Det giver et samlet impact på racen og kloden, der er i fuld gang med at forsegle vores skæbne.

Når alt er muligt, er vi de eneste stopklodser, der er tilbage. Vi er the last line of defense – men vi kæmper dybest set imod os selv, og det kommer til at gå galt. 

I hvert fald hvis ikke vi meget hurtigt og i fællesskab begynder at forholde os til, at individets ønsker i dag er blevet så lette for den enkelte at indfri, at de kan ende med at blive kollektives undergang.

Jeg elsker at køre bil om aftenen. Det tror jeg, at jeg har nævnt før, men det er virkelig noget af det bedste, jeg ved. Det er, som om det hele falder til ro, når der skrues ned for lyset, og jeg er tvunget til at være, hvor jeg er. Det er ubetinget det tidspunkt, hvor jeg tænker bedst, og det er ofte der, jeg får øje på mønstre og detaljer, som hverdagen ikke levner plads til at se.

Det skete igen forleden. Jeg sad på motorvejen, og natten var overraskende klar, selvom dagen havde været grå og tåget. Vi var ikke mange biler derude, og som altid sad jeg og tænkte på, hvor de andre mon var på vej hen. I hver vores kasse, med hvert vores liv og historier, der rummer det hele.

Da jeg sad der og lod tankerne vandre, kom jeg til at tænke over, at jeg er et nyt sted i mit liv. Der er sket meget over det sidste år, og meget af det er nemt at få øje på. Natuligt nok er det derfor dét, jeg selv har lagt mest mærke til.

Men i mørket kom jeg til at spekulere over det, der er fulgt med. Alt det nedenunder, der har revet sig løs, er blevet trukket med strømmen, og som nu langsomt finder nye steder at falde til ro.

Uden at kunne redegøre knivskarpt for, hvori forandringen består, er det noget, der handler om min måde at forholde mig til mine egne grænser på. 

Og også en gryende erkendelse af, at jeg skal have fundet en måde at gøre mig fri af mit behov for at forstå og søge logiske forklaringer, hvor de ikke er at finde. 

De sidste måneder har budt på nogle ret krævende konfrontationer og en usædvanlig høj frekvens af mennesker med egne dagsordener, der, meget vedholdende, har insisteret på at sætte deres ønsker og behov over mine.

Det er sjældent, at jeg oplever så rød en tråd i de udfordringer, jeg kæmper med, men denne gang har det føltes næsten skæbnebestemt, at jeg har fået variationer af samme tema præsenteret på flere arenaer samtidigt. Både i privat og fagligt regi.

Fraset mine helt unge år, har jeg aldrig været specielt konfliktsky i professionelle sammenhænge. Jeg opfatter ikke mig selv som konfliktsøgende, men jeg er ikke bange for at være den, der sætter ord på det, som er svært.

Men i mit privatliv er jeg gået fra i mine 20’ere at synes, at livet var noget, andre mennesker forvoldte mig, mens mine 30’ere gik med at sortere i, hvad jeg gerne ville have med videre, og hvad der måtte slippes. 

Det nye, her i mine 40’ere, er, at jeg pludselig meget tydeligt kan mærke min grænse, inden den bliver overskredet – og at jeg er villig til at stå fast på den. Uanset om det koster mig en relation, en arbejdsopgave eller andre menneskers positive opfattelse af mig.

I gamle dage gik jeg min vej. Jeg er i omgangskredsen notorisk kendt for, at der er langt til min grænse, men når man når den, er løbet kørt. Sådan er det nok egentlig stadig. Men hvor jeg tidligere først kunne mærke min grænse, når vi var så langt forbi den, at den ikke længere kunne anes i bakspejlet, så opdager jeg det nu, når jeg er ved at ofre min sjælefred og integritet for den gode stemning skyld. Og jeg reagerer på det.

Det er ikke på nogen måde nemt, men det giver en ro, jeg ikke har kendt til før. Der er noget i det her med at turde vise ansigt; at turde stå ved, hvem og hvad jeg er, som ligner sårbarhed, men føles som styrke.

Det er stadig så nyt, at jeg kun aner konturerne af det fulde potentiale, men det er allerede tydeligt for mig at mærke, at det kommer til at definere min udvikling de næste år. 

Jeg er ikke for alle. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Det lever jeg med. Hvis ingen har noget i mod dig, er der sjældent heller nogen, der foretrækker dig, og jeg fungerer ubetinget bedst med aktive tilvalg og klare præferencer.

Men det er nyt for mig ikke bare at lukke af og ned, når jeg bliver vred eller føler, at jeg bliver tvunget til at give mere, end jeg gerne vil af med.

Og når man bare går, sker det oftere, end man skulle tro, at den, man vender ryggen, ikke opdager det, så det er også en underlig bagvendt måde at spille sikkert og holde døren på klem på.

Det er vi – åbentbart – færdige med. De spørgsmål, jeg stiller og konfrontationer, jeg tager nu, er med hele puljen på bordet, hjerte og nerver fuldstændig blottede, og de efterlader ingen i tvivl om, hvor jeg står.

Det er ikke alle relationer, hverken de faglige eller private, der kan bære det, så jeg kommer til at lukke døre og miste mennesker i den her proces. Det kan jeg allerede se. 

Men det føles også som om, at alt det, jeg har arbejdet mig igennem de sidste mange år, har ledt mig til, hvor jeg står nu.

Til det sted, hvor jeg oprigtigt mener, jeg har ret til at stå fast på, hvad der føles rigtigt for mig, og hvor jeg ret klart kan se, at der er situationer, hvor kompromiser ikke er en mulighed, hvis jeg skal have mig selv med.

Jeg gør mig stadig umage for at gøre tingene ordentligt. For at kommunikere klart, være transparent i det, jeg gør, og for også at udvise forståelse for det synspunkt, jeg ikke deler.

Men jeg føler ikke længere ansvar for at være den, der sørger for, at ingen taber ansigt, eller for at forstå valg og vilkår, som ikke for mig virker rimelige.

“Det kommer til at koste”, tænkte jeg, da jeg sad i mørket, alene på vejen og kiggede på stjernerne og en flyver, der langsomt og lydløst bevægede sig hen over den natmørke himmel.

Men faktisk ikke noget, jeg ikke længere er villig til at betale.

(Fotocred: @itsmeekubra)