Kategori: Øjebliksbilleder

Nytårsaften, 2018

Klokken er 23 på årets sidste dag, og jeg sidder i sofaen med et glas champagne. I køkkenvinduet hænger vores sølvglimmerglitrende banner og ønsker os et *HAPPY*NEW*YEAR! og i soveværelset bobler børnene.

Jeg har i år valgt at holde fast i den plan, jeg allerede havde i tankerne sidste år, men som jeg sprang fra i 11. time, nemlig at holde nytår herhjemme, bare os 3.

Ikke at vi ikke har hygget os de andre år; det har vi på alle måder. Men der er ingen, jeg hellere vil byde det nye år velkommen med end Anton og Frida, og det har været en fornøjelse i år at kunne gøre det 100% på deres præmisser. 

Børnene har fået lov at bestemme aftenens menu (hotdogs), og vi har i fællesskab købt hatte, børnechampagne og lidt fyrværkeri.

I formiddag cyklede vi ud til den tankstation, jeg har valgt som vores bland-slik sted (fordi man ikke kan købe lego og enhjørninge på Cirkle K, og fordi jeg på den måde effektivt har klippet associationskæden over, og derfor ikke skal tage diskussionen med dem, hver gang vi er i Bilka), hvor vi blandede en skamløs stor pose slik, og eftermiddagen gik med at pynte stuen, afbrudt af konfettipistols-ekskursioner udenfor, og vores indkørsel ligner nu noget, Twilight Sparkle og Rainbow Dash har kastet op i. 

Vi spiste klokken 17, tog de bedste raketter først, så alle kunne nå at være med, havde et par gode venner forbi til et glas champagne, og kl. 20 bad Frida selv om at komme i seng. Anton fulgte trop kl. 22, og jeg har brugt den sidste time på at nippe vin og champagne, lægge heksekort for det kommende år og fundere lidt over, hvad jeg har lært i og af 2018. 

Jeg har lovet at vække lopperne om en time, så vi kan sætte os med dyner i stuen og se det nye år blive skudt ind.

Hvis det bliver ligeså fint, som i aften har været, er der virkelig noget at glæde sig til.

Bag-jul

Jeg er netop landet i sofaen efter den føste dag, der har smagt lidt af hverdag, siden vi gik på ferie. Julen er kommet og gået, alt har åndet (relativ) fred og idyl, og jeg synes, at jeg i år nåede at få sjælen med. Nok mest fordi juleaften faldt en mandag, og der derfor var et par dage til at opdage, at man endelig havde fået juleferie, inden den store december-finale skulle afvikles – modsat de to forgående år, hvor man lige nåede at fåferie!Nuerdetjul!Nuerdetoverstået! 

Jeg har i år gået og luret lidt på Frida, fordi jeg kan se, at hun snart er så stor, at vi kan begynde at skabe traditioner. Ikke noget stort og forkromet, men bare noget, de engang vil komme til at tænke tilbage på og forbinde med deres barndoms jul, og som vi alle tre vil have som små, hyggelige fixpunkter i juledagene. F.eks. husker jeg selv, hvordan min mor altid lavede risengrød til frokost d. 24., da vi boede hjemme, og det var noget af det bedste. Hun er der ikke helt endnu, Frida, men det trækker derhenad.

Vi brugte d. 23. til at musse rundt herhjemme i nattøj, og ud på eftermiddagen tog vi vores respektive personligheder på, og kørte en tur ind i byen, hvor vi kiggede på julelys og folk, der løb på skøjter, mens vi drak varm kakao, og det ville ikke have overrasket mig spor, hvis det samlede Disney-entourage pludselig var trådt frem med et klap-træ og havde erklæret at “It’s a wrap!”

Juledagene er gået med familie, venner og afmålte doser af strand, og i går kunne jeg mærke, at jeg var ved at være ud-julet. Jeg når altid til et punkt, hvor jeg får ting-spat, fordi der er træer og legetøj og hjerter og nissehuer og glaskugler overalt, og lige pludselig kan jeg ikke have det mere. Så i morges væltede vi ud af sengen, så snart børnene havde fået øjne, og kl. 6:40 trådte vi ind i Bilka, hvor vi fik byttet en enkelt gave, og stucket op på mælk, grønt og brød. Da vi kom hjem, afmonterede vi julen, og eftermiddagen brugte vi i Ribe, hvor vi byttede gaver, fordi mindre by = færre mennesker. 

Jeg har holdt mig selv fast på faktisk at holde ferie, de sociale batterier er ladet op, jeg har genopdaget gløgg, og det passer mig fint, at der er et år, til vi gør det hele igen.

Men inden jeg lukker mac’en sammen for i dag, vil jeg gerne adressere de helt utrolig fine kommentarer, jeg fik til det seneste indlæg. De gjorde mig simpelthen så glad helt derinde, hvor det betyder noget. Jeg foretrækker normalt at svare 1:1, men efter flere tilløb, må jeg erkende, at jeg ikke kan få det til at fungere her. For det virker tamt at skrive det samme til jer alle, men hver eneste kommentar gjorde mig 10 cm. højere, og det vil jeg så gerne have, at I ved. Jeg er vanvittig stolt og ydmyg over at have fået mulighed for at facilitere noget, der har haft den effekt på rigtige mennesker ude i verden, og jeg er umådelig taknemmelig over, at så mange tog sig tid til at skrive, hvordan de helt konkret har brugt indlæggene. Det betød alverden.

Tak!

Og endelig: Listen over serie-anbefalinger er opdateret med følgende: 

The Bodyguard

Hvis man har bare den mindste bløde plet for britiske accenter, så skal – SKAL – man se den her. Hvis man tilmed synes, at Damon Albarn (ham fra Blur) er pæn, så spilder man allerede tiden ved at sidde og læse denne anmeldelse i stedet for at gå igang med The Bodyguard.

For hovedpersonen er ligner Damon, accenten får alt éns tøj til at falde af, og så er serien bundsolid – og spændende. Genremæssigt er vi ude i noget Homeland møder Flygtningen, og så elsker jeg, at helten ikke er lavet af 100% stoisk granit. 

Min eneste anke er, at den gerne vil omkring *mange* emner undervejs (PTSD, Afghanistan, cyberpolitik osv), hvilket kommer til at betyde, at flere af emnerne berøres lidt perifert, men i det store billede betyder det ingenting. Jeg sidder klar i sofaen til 2. sæson. 

Escape from Dannemora

Denne serie handler om 2 fanger og deres flugt fra et fængsel, som er muliggjort af, at de begge har et forhold til en kvindelig fængselsbetjent. 

Jeg ved ikke, om serien ville have haft samme dragende effekt, hvis den ikke var baseret på virkelige hændelser, for i så fald tror jeg, at man flere steder havde tænkt: “Ej. Det er simpelthen *for* urealistisk”. Men som så mange andre steder i livet, overgår virkeligheden fantasien, og det var nok til at få mig til fortsat at hænge på.

Enkelte steder bliver den *lidt* lang – men når det er sagt, så synes jeg egentlig, at det bidrager til et stemningsbillede, som fungerer godt i denne historie. Jeg ville være gået død i den, hvis jeg skulle have set ét afsnit om ugen, for så falder kadencen for meget, men set i forlængelse af hinanden, synes jeg, at de enkelte afsnit kommer til at fungere som et drævende, skævt univers, som man langsomt, men sikkert bliver suget ind i.

Selv den længste nat får ende

I forlængelse af, at jeg for et par uger siden spurgte, om I derude havde en holdning til, hvad der skal ske – hvis der skal ske noget – med M2018-indlæggene, når ’18’ ikke længere er retvisende, har jeg fået flere kommentarer, både på bloggen og bagom, fra læsere, der gerne vil høre lidt om, hvad jeg har fået ud af at skrive indlæggene. Både en slags ‘greatest hits’, men også mere overordnet. 

Jeg er igang med at lave et opsamlingsindlæg med de punkter, jeg har haft på ugens liste i årets løb, men jeg har egentlig også lyst til at skrive lidt om, hvad indlæggene og processen har sat i gang af tanker hos mig.

For at det ikke bliver så langt, at man skal tage fri fra arbejde for at læse det, deler jeg det op, så opsamlingsindlægget kommer som årets sidste M2018-indlæg, mens det andet er det, du er i færd med at læse her.

I årets løb er der komme nye læsere til, og derfor giver det måske mening først at skitsere baggrunden for projektet. 

Kort fortalt slæber jeg rundt på en gæld, som jeg er utrolig træt af. Den er et resultat af mange bække små; restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, indskud til de mange forskellige steder, jeg har boet – og almindeligt forbrug. Stille og roligt har det akkumuleret sig, og er blevet til et ganske anseeligt beløb.

Med min bil og indskuddet til vores nuværende hus som eneste undtagelser, har jeg ikke stiftet ny gæld i ca. 12 år, så vi taler primært om penge, der er brugt, da jeg læste, og i tiden lige efter. 

Selvom det i dag virker helt utroligt for mig, at jeg betragtede penge og forbrug på den måde, valgte jeg, da jeg var færdiguddannet, bare at betale af med den lavest mulige ydelse, i sikker forvisning om, at jeg på et (ikke nærmere defineret) tidspunkt, ville få flere penge mellem hænderne. (Hahaha – #life). Det er grunden til, at jeg i dag, 15 år senere, stadig ikke har betalt min gæld ud, selvom jeg flere gange har sat mine afbetalinger op. 

De sidste par år har jeg således afdraget 6000 kr. pr. måned, hvoraf ca. 1/3 er renter. Det er umuligt at tænke på, uden at få hovedpine, så vi skynder os videre. Med en løn, der ligner den, en folkeskolelærer får, kræver det ikke megen hovedregning at nå frem til, at det efterlader os med et ret overskueligt rådighedsbeløb; ikke mindst fordi der kun er mig til at hive penge hjem og betale regninger.

I mit job får man bare ret meget den løn, man får. Jeg har ikke udsigt til bonusordninger eller andre typer af økonomiske appelsiner til turbanen, og derfor fik jeg i begyndelsen af 2018 lyst til at zoome ind på, hvordan jeg så får mere ud af det, jeg har. 

Mit primære fokus i starten var at spare penge, og at få det, vi havde, til at række længere. Jeg har i flere år været ret optaget af ‘stop madspild’-tankegangen, og det føltes derfor naturligt at inddrage den vinkel også, så i starten kredsede indlæggene meget om dét. 

Men som ugerne gik begyndte der at ske noget med min måde at betragte vores forbrug på, og stille og roligt skiftede mit fokus fra at være på at spare penge til – mere overordnet – at leve bevidst. At forholde mig konkret til, hvordan vi i vores lille familie forbruger, hvad vi bruger vores penge på, hvad der er vigtigt for os ( – og hvorfor) , og hvad der er ligegyldigt.

Det begyndte at synke ind, at mængden af penge ikke betyder noget, hvis dit forhold til dem forbliver det samme. 

Og selvom det er store ord at bruge, så er min oplevelse faktisk, at det her projekt har ændret mit liv ret radikalt. Det har givet mig en helt ny ro, og en langt mere konkret fornemmelse af at være tilstede i mit eget liv, for med øget (kritisk) fokus på forbrug af materialle goder, følger helt automatisk en øget bevidsthed om og stillingtagen til, hvordan du forvalter din tid. Hvor og med hvem du vokser og trives, og hvor og i hvilke relationer, energien er blevet skæv. 

Det skal siges, at jeg tror, at dette skifte i livssyn var på vej allerede inden M2018-projektet, men indlæggene blev en måde at fastholde mit fokus på processen og et forstørrelsesglas ift. emner, der måske ikke oplagt hører ind under ‘at spare’. Der har i årets løb været virkelig mange gode diskussioner i kommentarfeltet, om alt fra økologi og bæredygtighed over klima og kød til værdier i venskaber og børneopdragelse.

Samtidig har dét at skrive et fast, ugentligt indlæg, uden tvivl haft positiv indflydelse på mine øvrige indlæg. Dels har jeg, helt lavpraktisk, været mere ved tasterne, hvilket har givet flere og bedre indlæg, og dels er det min fornemmelse, at I også har engageret jer mere i debatterne, simpelthen fordi vi er her oftere. 

Men med øget engagement og flere læsere kommer også flere øjne og måder at fortolke mine indlæg på. For et par uger siden fik jeg en kommentar  fra en læser, som bl.a. skrev, 

“(…) hver måned læser jeg undrende om ting, du føler, du bliver nødt til at gøre/have/klare, helst i den ’rigtige’ version og ellers i en billigere, det har taget timer at skaffe (…) Der er hele tiden en undertone af ’nok skal jeg spare, men min hårshampoo/parfumen/skyllemidlet/de rigtige farver/etc. – dét vil jeg altså ikke gå ned på’. Eller ’nok er det fint at købe brugt, men lige genbrugsbutikkerne i Esbjerg er under min værdighed’. 

Jeg ser en hæsblæsende kamp, og måske tolker jeg strabadserne forkert, måske er det slet ikke så hårdt for dig, som du af og til giver udtryk for, men jeg ser en kamp for et liv, som hele tiden er lidt uden for rækkevidde, hvor jeg selv hviler helt fint en socialklasse under.”

Jeg efterfølgende har tænkt meget over kommentaren, som jo er skrevet ud fra, hvordan pågældende læser har opfattet denne indlægsrække, og det endte med at være én af de sjældne gange, hvor vi lagde på, uden nogensinde helt at forstå, hvad den anden mente. Det var en smule frustrerende for os begge, tror jeg, men tonen var hele vejen igennem respektfuld og ordentlig, og om ikke andet mindede kommentaren mig om, at alle mine gode intentioner til trods, så kan jeg nok ikke altid selv se, hvordan mine indlæg også kan fortolkes. 

Min kloge psykologilærer sagde engang, at du ikke siger det, du siger; du siger det, andre hører, du siger, så hvis én læser har opfattet mine indlæg på den måde, så sidder der formentlig andre derude, der forstår dem på samme vis. 

Derfor er det utrolig vigtigt for mig at sige, at jeg faktisk ikke tror, jeg nogensinde har haft det bedre, end jeg har lige nu, så hvis jeg på nogen måde har givet udtryk for andet, så er det fordi jeg har formuleret mig forkert.

Min gæld giver mig ondt i maven, hvis jeg tænker for længe over den, men jeg tror simpelthen ikke, at jeg ville have lært det, jeg har lært, hvis ikke situationen havde været så ekstrem.

Lektien har været hård, men også både værdifuld og værdsat, og om 2,5 år er alt betalt ud, og jeg får stadig lov at beholde mit nye mindset, som jeg holder langt mere af end det gamle.

Så hvis jeg skal koge dét, jeg har lært af M2018-projektet ned til én sætning, må det være:

Jeg er vågnet. 

Ode til Lise & Livet

I aftes, da jeg bladrede igennem fb, så jeg, at nogen på en bekendts væg havde skrevet: “I dag sagde vi farvel til vores Lise” – hvilket først fik min hjerne til at gå i stå, for derefter at ræse gennem mulige scenarier, der ikke ville betyde, at Lise var død.

Det var hun. I et færdselsuheld i mandags. 

Lise var min venindes veninde. For mig var hun en perifær bekendt, men da vi var studerende, og min veninde og jeg delte lejlighed, kom hun en del på matriklen, og derfor kendte jeg hende måske alligevel en lille, bitte smule bedre end andre af mine veninders veninder. 

Jeg blev simpelthen så rystet over, at hun var død, og jeg aldrig kommer til at slutte fred med, at man kan dø i vores alder.

Da Lene døde havde jeg, i ugerne op til, en drøm, hvori det var mig, der skulle på hospice. Jeg skulle pakke min taske, og det, der både i drømmen og siden, næsten vendte vrangen ud på min forstand, var det banale, men fuldstændig absurde spørgsmål: Hvad pakker man, når man ikke kan have noget med videre? Som tankeeksperiment bliver det hurtigt så abstrakt, at man giver op, men når man drømmer, føles det jo som virkelighed, og selvom det snart er 5 år siden, jeg havde den her drøm, kan jeg stadig mærke, hvordan mine tanker slog imod fatteevnens massive mur, da jeg forsøgte at beslutte, hvad jeg skulle have med, og hvordan jeg skulle efterlade mit hjem, når jeg nu aldrig ville vende tilbage til det. 

At skrive at påmindelsen om døden sætter tanker i gang om livet, er nærmest banalt. Der er skrevet en million sange om det, og ligesom det føles, som om, man er den, der har opfundet kærligheden hver eneste gang, man møder den, så føles det også som om, man er den eneste, der kan mærke vigtigheden af at bruge den tid, vi får, når man møder døden.

Men visheden om livets skrøbelighed fylder i den alder, vi har nu, synes jeg, og midtlivskrisen har ramt min omgangskreds ret hårdt. Ikke på den ynkelige sportsvognsmåde; den kommer mere til udtryk som en slags overvældet handlingslammelse, hvor vi alle sammen hver især forsøger at kapere, at de valg, vi har truffet, har resulteret i de vilkår, vi på godt og ondt kommer til at leve med resten af vores liv. For første gang er der valg, det er for sent at træffe. Dem, der har valgt at få børn, har stukket en livsbane ud, som ikke kan fraviges. Dem, der har fravalgt det, har ikke længere den teoretiske mulighed. Karriereskift og nye begyndelser under fremmede himmelstrøg er måske ikke umulige, men der er stadig nogle grænser, der er overskredet, og nogle løb, der er kørt. 

For mig fylder det rigtig meget, at jeg, hvis jeg pludselig fik sat en udløbsdato på, gerne vil føle, at det gjorde en forskel, at jeg var her. Og det, jeg opdager nu, er, at det faktisk ikke handler om storhedsvanvid. Det er ikke et spørgsmål om at ønske evigt eftermæle eller statuer og hyldestsange. Det handler om at føle, at jeg brugte det til noget, livet. At jeg fik sat mit fingeraftryk, og ikke kom til at bruge al tiden på at vente på at det hele startede, sådan rigtigt.

Det lyder altid som tanker, man kun gør sig om de store valg; hjørnestenene og det primære indhold. Og det er selvfølglige også det vigtigste, for ingen kommer til at ligge på deres dødsleje og fortryde, at de ikke tog en ekstra aftenvagt. Men jeg prøver faktisk også at praktisere det helt ned på dagligdags niveau. Ville jeg fortryde, at jeg ikke gik mere i biografen? At jeg altid spiste det samme? At jeg prioriterede mit eget selskab over Tinder, brunch og julefrokost?

Forleden snakkede jeg med en kær ven, der opgivende sagde: “Jeg er ikke god til at leve, Linda. Jeg er bange for livet, og jeg har ingen drømme.” Det tænkte jeg meget over bagefter, for jeg har faktisk heller ikke ret mange drømme, men jeg har aldrig opfattet det som angst eller manglende tilfredshed. Snarere som et udtryk for, at jeg ikke længes mod at være noget som helst andet sted, end der, hvor jeg er. Eller at foretage mig andet, end det jeg gør. Jeg er sygeligt bevidst om, hvor priviligeret jeg er på et utal af fronter, og den eneste jeg-gad-godt-drøm, jeg har, er at tage mine børn med til USA og rejse rundt, så længe som overhovedet muligt. Og den drøm er jeg i gang med at realisere, et skridt ad gangen, startende med at eliminere min gæld, så jeg kan etablere en opsparing.

Jeg er ikke på nogen måde færdig med at være her, og der er meget, det ville knuse mit hjerte at slippe og gå glip af, men jeg føler, at jeg træffer mine valg ud fra et værdisæt, der er meningsfyldt, uanset hvor lang tid, jeg får lov at være her. 

Jeg håber, at Lise følte, hun fik sat sit mærke på livet. At hun var glad i det, hun gjorde, og at den fortrydelse, der måtte være, primært gik på mængde og ikke på indhold. 

Jeg håber, hun tog herfra med oplevelsen af, at hun efterlod noget, der kommer til at spire og vokse og gro, og at alt ikke sluttede med hende.

Luminis, Egeskov slot

I disse spons-tider vil jeg bare lige disclaime: Der er ikke tale om sponsoreret indhold. Jeg synes bare, at arrangementet var så magisk, at jeg virkelig under dem, der kan, at tage afsted, enten i aften eller til næste år.

Prøv lige at se:

Fred & Ro

Jeg har i dag fået foræret lidt ekstra tid, hvilket man somme tider gør i mit job. Bliver en opgave aflyst (f.eks. pga. sygdom) bliver vi typisk omdirigeret til en anden opgave, men en gang i mellem er vi i den situation, at der ikke er noget udækket, og så kan vi – ganske uventet – holde fri, så længe vi bare har mobilen åben, og kan køre med det samme, hvis der kommer noget ind.

Normalt har jeg en to-do liste så langt som et ondt år, jeg kaster mig over, når den slags dage pludselig falder ned i skødet på mig, men fordi jeg har arbejdet virkelig meget de sidste par måneder, har jeg været nødt til at leve efter ‘done beats perfect’-princippet, og holde fast i at få ting gjort, selvom de kunne gøres både bedre og mere grundigt. Derfor er jeg egentlig rimelig godt med, og dagen i dag har jeg derfor brugt på at slappe af og fikse lidt småting, der var mere nice to do end need to do.

Det har været skønt, og jeg tog undervejs mig selv i at gå og nynne, og kunne pludselig mærke, at jeg faktisk er grund-glad. Jeg har så mange gode mennesker omkring mig, og jeg føler, at meget er faldet på plads i hovedet på mig over det sidste år. 

Jeg elsker årstiden, og i mandags fik jeg hængt lyskæder på huset – og selvom det lyder en lille smule idiotisk, så bliver jeg simpelthen i så godt humør af at kigge på dem. De små lysprikker med himlen i alle nuancer af gråt og blåt som baggrund, solen, der hænger lavt og trækker uendeligt lange citrongule og rabarberfarvede striber, og månen, der langsomt toner frem – det er så smukt, at det river i hjertet. 

I weekenden fejrede vi Anton efter alle kunstens regler. Lørdag havde vi besøg af klassen, og jeg havde forberedt en bootcamp lidt udendørsaktiviteter, som vi startede med, og vejret var perfekt. Efter en time trak vi ind og spiste og legede, inden jeg den sidste halve time hev dem med ud igen. Egentlig ville to timers festivitas have været rigeligt for Anton, men noget af det, der er lidt specielt ved at gå i en taleklasse, er, at nogle af klassekammeraterne bor meget langt væk. Et par af børnene har ca. 45 min. hver vej i bil, og den tur er for lang at køre for to timer, synes jeg. Jeg har snakket meget med ham om, at han jo også gerne må holde fødselsdag i skolen, hvis han hellere vil det, men det er vigtigt for ham, at vennerne kommer her, og så er det sådan, det må være.

Jeg øver mig i den forbindelse i at huske, at han ikke går i stykker af at være lidt overvældet.

Søndag var Den Ægte Fødselsdag – hvilket Frida syntes var helt utrolig snyd. Jeg glemmer ind i mellem, at hun tager verden ind på en ganske anden måde end Anton, og derfor er jeg somme tider lidt uforberedt på, hvad hun reagerer på, ganske enkelt fordi jeg ikke har prøvet det før. Jeg er ret stram med, at jeg gerne vil lære begge børn, at det somme tider er den ene, og somme tider er den anden, der er i centrum, og jeg gider ikke rigtigt sådan noget med, at der skal være mandelgaver til alle børn. Men da Frida på 10. minut trampede rasende rundt og meget insisterende brøle-sang: “I DAG ER DET FRIDAS FØDSELSDAG!!!” sendte jeg alligevel dem, der havde købt en lille trøsteting til hende, et vognlæs kærlige tanker. Apropos mit indlæg om voksen-principper, som børn må bære konsekvenserne af, nåede jeg frem til, at det faktisk her er det forkerte barn, der kommer til at betale prisen, hvis jeg holder fast i min overbevisning, for i vores lille 3-personers familie bliver det ikke sådan *rigtig* en hyggelig fødselsdagsmorgen for støjfølsomme Anton, når alle verdens urimeligheder rammer meget ekspressive Frida.

På fredag tager vi en tur til Egeskov Slot og ser deres aften-arrangement Luminis, som er “en sanselig oplevelse af havens rum, tilsat smukt og anderledes lys og lyd til den ellers så mørke have” i fuldmånens skær.

Summa summarum: Vi har det godt. Alene det, at jeg i morges stod under bruseren og tænkte, at jeg faktisk for en gang skyld synes, at det er Hella Joof, der har dummet sig, og at det ville være mere klædeligt at lægge sig fladt ned og sige undskyld, i stedet for at forsøge sig med ‘kan I ikke tage en joke’-approachen, er tegn på, at der er ved at være plads til andet og mere end praktik og to do-lister i hovedet. 

Det føles godt.

Tillykke, min skat

Fine, bedste Anton.

Forleden, da jeg var i haven, fik jeg øje på dig igennem vinduet. Du sad på dit værelse og byggede lego, og jeg kunne pludselig se, hvor stor du er ved at blive. Det er jo ikke fordi, jeg ikke opdager, at du vokser – det er trods alt mig, der køber bukser til dig – men det slog mig, at du ikke længere er en lille dreng. Du er endnu ikke teenager og stadig langt fra voksen, men man begynder at ane konturerne af det unge menneske, der er på vej. 

For 8 år siden sad jeg i lejligheden på Sønder Ringgade sammen med mormor, og forsøgte at koncentrere mig om noget i tv, mens jeg hvert eneste minut var alle følelser på paletten igennem. Jeg var spændt på og utålmodig efter at møde dig, lettet over, at jeg havde fået lov at bære dig så langt, og at det så ud til, at svangerskabsforgiftningen ikke fik nævneværdig betydning, og nervøs for selve fødslen.

Og jeg var fuld af kærlighed til dig og forventning det liv, der lå foran os; en opdagelsesrejse ind i et ukendt land, som vi skulle udforske sammen. 

Så kom du og vendte verden på hovedet, og det var præcis, som det skulle være.

Jeg ved godt, at jeg ikke længere må kramme dig og hviske “Jeg elsker dig”, når de andre i SFO’en kigger, og jeg prøver efter bedste evne rette ind. Det er ikke fordi, jeg ikke kan se eller forstå, at du begynder at løsrive dig, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at give dig plads.

Men det er bare så svært at lade være, for når jeg kigger på dig, så ser jeg jo både det, der er nu, men også alt det, der var. Det lille bitte myr, der svømmede i en størrelse 56, som gjorde sig stiv som en lineal, når han lå på puslebordet, og fik det til at føles, som om man var ved at give en spånplade tøj på. Den lille fyr, der løb mig i møde i børnehaven, og glad råbte “Muarh!” hver gang, han så mig. Ham, der betuttet kiggede ned i liften, da han så Frida første gang, og ham, der stadig tager min hånd, når vi går på gaden.

Jeg sad på sengekanten og kiggede på dig i aftes, da du var faldet i søvn, fordi det er fredfyldt og magisk at betragte dig, når du sover, og er den reneste essens af dig selv. Jeg tog et billede, fordi jeg ikke kunne lade være, og som altid havde jeg lyst til at råbeprale af dig fra alverdens SoMe-tage. Men for første gang føltes det forkert, fordi jeg pludselig kunne se, at du ikke længere kun er min, men også er ved at være din egen, og har ret til selv at vælge til og fra. Den erkendelse gjorde mig både stolt og vemodig.

Fine, bedste Anton. Tillykke med fødselsdagen. Tak fordi du valgte mig. Tak fordi du kom og gav mig muligheden for at blive den bedste mor, jeg kunne blive. Jeg elsker dig så højt, at du aldrig kommer til at forstå det.

Tung tirsdag

Klokken er 10, og jeg sidder et hemmeligt sted i Danmark med en kop kaffe og kigger ud på regnen.

Vi kom forkert ud ad døren i morges, og det hader jeg. Det sidder i mig resten af dagen, og jeg kan næsten ikke komme hjem hurtigt nok, fordi jeg sidder med fornemmelsen af, at verden ikke vender rigtigt, før jeg er genforenet med mine børn.

Der var en masse praktiske omstændigheder, der gjorde, at det hele blev hektisk. Forstå mig ret: Vi kunne stå op klokken 3 om natten, og stadig være pressede på tid til sidst, for begge mine børn fortaber sig, og begge er i faser lige nu, hvor min autoritet skal udfordres.

-hvilket jeg jo sådan set sætter stor pris på. Hvis nogen i hele verden hylder princippet om, at man ikke skal bøje sig for noget, bare fordi andre insisterer på det, eller fordi de i denne store ‘så sagde vi jo, at’-leg, der er livet, synes, at de har mest ret til at bestemme, så er det mig.

Men engang i mellem ville det bare passe mig udemærket, hvis de begge var typerne, der var modtagelige for logik og argumenter. Som f.eks. i morges.

Det var alle klassikerne. Dynerne var lune, regnen trommede på ruden, al tøjet var dumt og morgenmaden var for varm, for kold, forkert.

Antons skolebus kører kl. 7.30, og i den sidder 8 andre børn, som kommer for sent i skole, hvis vi kommer for sent til bussen.

Der er omkørsel hvor vi bor, min opgave blev lavet om, så jeg pludselig skulle tidligere afsted, og i en helt anden retning end oprindeligt planlagt, og følelsen af mandag var total. Det endte, meget forventeligt i, at jeg talte højt og meget bestemt, og Anton eskapist-sang, mens Frida græd.

Vi siger ikke farvel, når vi er sure, for jeg kan stadig meget tydeligt huske, da jeg sad og pakkede min skoletaske en morgen for mange år siden, og politiet ringede og min mor tabte, hvad hun stod med, og min far og hans kollega var kørt så galt, så galt. Det sker.

Vi fik krammet og sagt “Jeg elsker dig” – og jeg fik gentaget, hvad jeg altid siger, når vi har været sure på hinanden: “Ligemeget hvor vred, jeg bliver, så elsker jeg jer fuldstændig ligeså meget, som jeg plejer”.

Og i mit hoved er jeg egentlig ret afklaret med, at det, at vi skal ud ad døren, ikke skal gøre situationen til småbørns-ækvivalenten til scenerne på film, hvor børnene og far tager det store opgør, mens mor står og vrider hænder og spørger, om vi ikke bare kan hygge os. Vi er en familie, og vi er nødt til at hjælpe hinanden, hvis morgenerne skal glide, og der er nogle typer af adfærd, der ikke er i orden. Siger mit hoved.

Mit hjerte siger, at det altid er de voksne, der bestemmer, hvordan stemningen skal være; at børn ikke forstår at skynde sig, og at det at råbe er ligeså slemt som at slå.

Det her bliver en af de dage, jeg kun kommer igennem ved at gentage for mig selv, hvad jeg sagde til børnene, da jeg krammede dem farvel: Jeg lover at gøre det bedre i morgen.

Pumpkin Spice (Kan vi egentlig stadig slippe afsted med Spice Girls referencer?)

Det føles som om, det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindeligt indlæg om, hvad vi render og laver. Jeg kan godt mærke, at jeg kører mere bil, forstået på den måde, at det ofte er når jeg kører bil og tankerne vandrer, at jeg kommer til at tænke over de lidt mere generelle ting, jeg har skrevet om i de sidste par indlæg. Men livet løber jo – heldigvis – videre ved siden af, med alt hvad det indebærer af praktik og hverdag.

Jeg synes, vi er inde i en god periode. Vi har stadig susende travlt, men fornemmelsen af stress er ved at fortage sig. Temperaturen er faldet og vi kan ånde igen, og 3-års-puberteten er, om ikke forsvundet, så i hvert fald faldet fra rød til orange.

Jeg tænker meget over Antons skoleplacering for tiden. Han går stadig i tale-klassen på en skole i midtbyen, men i og med at det under alle omstændigheder rykker tættere på, at han skal tilbage til den lokale skole (taletilbuddet går til og med 2. klasse), går jeg og tygger lidt på, hvad jeg mener vil være bedst; om han skal have et år mere derinde, eller om han er ved at være klar til at komme herud, hvor vi bor. Taleklassen er fantastisk, med engagerede lærere, luksusnormering og en virkelig god (og lille) børnegruppe, og for Anton har det været en slags kuvøse, fordi det for ham er en kombination af tale- og præmaturudfordringer, der gør skolelivet lidt besværligt. Der er stadig noget modenhed og verdensforståelse, han ikke hverken har eller går op i, og hvor det i talehøreklassen ingen betydning har, frygter jeg, at det kommer til at have noget at sige i en almindelig klasse. At det der går for hurtigt med at fylde nyt på. Han går i SFO på den lokale skole, og derfor kan jeg se, at de fagligt i taleklassen er noget bagud ift. niveauet hernede, så lige nu forsøger jeg at spotte det punkt, hvor fordelene ved at få lov at vokse og blive stærkere i et lille drivhus, bliver ædt op af kløften, han skal hoppe over for at hente børnene herude. Skoleåret er lige startet, men det hele går så hurtigt, og jeg vil gerne have gjort mig nogle overvejelser, mens tiden ikke er en faktor.

Han er stadig helt sin egen, min Anton; lige så skæv og krøllet som han altid har været. Forleden var vi på biblioteket og sad og kiggede i en bog om dinosaurere. “Se mor! Det er en Ankylosaurus!” Og det var det.

Senere, da vi var kommet hjem, og han skulle være ninja, kom han med en bandana og bad mig binde en ‘snude’, hvilket jeg har besluttet, at vi fremover kalder den hybrid af en sløjfe og en knude, hvor der kun er stof nok til at lave sløjfebuen på den ene side.

Frida og jeg har siden sidst haft en kort flirt med fodbold, hvilket Onde Mor til barnets store og rasende fortrydelse dog valgte at afbryde efter to gange, fordi det ligger klokken 16.45, og jeg vurderer, at ingen af os vil tænke tilbage på den her adfærd

som starten på en lovende karriere i DBU.

Det begyndende mørke inviterer til, at vi lukker os lidt mere om os selv, og det passer mig udemærket. Det giver tid til at restituere, repositionere og til at begynde at glæde sig til alle de små, hyggelige begivenheder de kommende måneder bringer.

Hvis man i den forbindelse mangler underholdning, er serielisten og boglisten i øverste bjælke opdateret med følgende:

Castle Rock
Stikord: En dreng findes i et hemmeligt bur i et fængsel. Hvad laver han der, hvem er han, og hvorfor sker der så mange mord og ulykker i så lille en by?

Serien er baseret på Stephen Kings univers, og er karakteriseret som ‘horror’. Det synes jeg er synd, for det frasorterer mange, der som jeg værner om den sparsomme nattesøvn, vi får, og ikke behøver ydre stimuli for at forestille os øksemordere og japanske børn, der kravler ude af væggene.

Men den er virkelig god. Det kræver selvfølgelig, at man køber ind på den paranormale præmis, men gør man det, er man godt underholdt. Den er lige tilpas uhyggelig, og har både en solid historie og overbevisende skuespillere.

Sharp objects
Stikord: Smuk, fordrukken journalist sendes tilbage til sin hjemby i sydstaterne for at dække et makabert mord på en ung pige.

Serien er baseret på Gilian Flynns uforlignelige bog, og på alle måder ligeså god. Soundtracket er on point, den er både creepy, trist, spændende og vanvittig, og et par af afsnittene slutter, så man lige er nødt til at nappe et par LOLcats på Youtube, inden man går i seng.

Inger Wolf – Brændte sjæle
Brændte sjæle er den første i en serie, der foreløbig tæller 3 bøger, om den unge psykiater Christian, der bistår politiet i opklaring af et mord.

Jeg blev meget begejstret, da jeg opdagede, at Inger Wolf havde kastet sig ud i at skrive en ny serie, for jeg har læst den første af slagsen, hun har skrevet, og jeg synes, at hun er mange andre krimiforfattere langt overlegen.

Hendes bøger foregår i Aarhus, hvilket jeg elsker, fordi det tilføjer lidt ekstra til historien, at man kan se stederne for sig, men hun er også en af de få krimiforfattere, der ikke efterlader dig på read i 4 kapitler for at trække tiden ud. Hvis kapitel 3 slutter med “Mon Sofie var blevet overfaldet i sin cykelkælder?”, så kommer der ikke 30 sider om Sofies barndom og hvordan man har tegnet og bygget cykelkældre fra 30’erne og frem til i dag, mens man sidder og tænker “MEN VAR HUN SÅ DET!!?” – så starter kapitel 4 med, at hovedpersonen tager ud og tjekker dét, så vi alle sammen kan koncentrere os om historien og komme videre.

Det bliver 5 blodige knive til alt, hvad hun har skrevet, herfra.

Se ikke væk – Karen Strandbygaard
Den her bog fandt jeg virkelig, virkelig foruroligende, og jeg ved egentlig ikke, om jeg synes, at den var rigtig god eller bare skrækkelig.

Hovedpersonen Anna kunne være mig og alle mine veninder; en kvinde med børn, der i et det overload af info, vi udsættes for, er endt med at blive bange for stort set alt; fra vuggedød over sygdom til trafikuheld. Jeg kender ingen med børn, der ikke befinder sig ét eller andet sted på den linje, og det grænser til det ubehagelige, at man faktisk ikke helt kan vurdere, hvor man selv ligger i forhold til Anna.

Plottet i bogen er, at Anna skal på ferie i Thailand med sin mand og deres to børn. Efter ret kort tid begynder Anna at få en grim fornemmelse af, at et ældre tysk ægtepar interesserer sig lige lovlig meget for børnene – men hvor meget af det foregår i hendes eget hoved? Hvem er de? Og hvorfor er de hele tiden der, hvor Anna og hendes familie er?

Paladan-profetien – Mark Frost
Mark Frost er forfatteren bag Twin Peaks, og bogen her falder i kategorien fantasy, og ligger på grænsen mellem ungdoms- og voksen-litteratur.

Hvis man kan lide Harry Potter, tv-serien The Magicians og Tearling-triologien, er den her bog lige på kornet. Hovedpersonen er en ung fyr, Will, som klarer sig unaturligt godt i en prøve i skolen, og derefter bliver headhuntet af en Hogward-ish kostskole. Men nogen er pludselig efter ham, hans forældre skifter karakter (jeg har kronisk flash back til scenen i Terminator 2, hvor Edward Norton ringer hjem og spørger til hunden), og det hele er meget mystisk og sammensværgelsesagtigt.

Jeg er stadig igang med 2’eren, og jeg kan ikke lægge den fra mig.

Say do you remember

I lørdags var Anton, som jeg kort fik nævnt i søndagens M2018-indlæg, til opvisning med Taekwondo-holdet på Torvet i Esbjerg. Jeg troede til det sidste, at han ville bakke ud, både fordi midtbyen var et inferno af mennesker og støj, og fordi jeg simpelthen ikke tror, at han var klar over, præcis hvad der skulle ske – og for bare 6 måneder siden, ville det have fået ham til at slå fuld bak. Men da de fik deres que, gik han, lidt forsigtigt, op på scenen sammen med de andre, og viste, hvad de havde lært, alt i mens jeg vrælede i vilden sky bag mine store solbriller. Han er nået så langt.

Bagefter sad vi og kiggede på de mange andre gymnaster og kor, der også lavede opvisning i midtbyen, og jeg kunne pludselig mærke følelsen af melankoli krybe ind i hele kroppen. Synet af de mange unge, der var sammen om noget, fik mig til at savne den tid, hvor det var mig, der løb rundt på torve og scener og festivalpladser, så jeg næsten kunne smage det.

Jeg skal ikke lade som om, jeg er blevet så gammel, at jeg har glemt, hvor svær den periode af mit liv også sommet tider var, men det slog mig virkelig, hvor alvorstungt jeg synes, det er at være Rigtig Voksen.

Alle udfordringer til trods, så var det en fantastisk lomme i tid, hvor man fik lov at være i fællesskaber med andre, der alle var, hvor de var, pga. aktive tilvalg, udsprunget af interesser. At forberede en opvisning, et event eller en uge på festival med mennesker, der alle brændte for det, vi lavede, gjorde den tid til noget særligt, og lige der på Torvet, kunne jeg mærke et svagt ekko af den stemning, der opstod, når vi var på eller afsted, og følelsen af fællesskab, når vi med tømmermænd eller iført gennemsvedt træningstøj betragtede strøget og cafeerne som vores retmæssige ejendom.

Da jeg sad og kiggede på alle de unge, der var igang, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke kan huske, hvordan man har det sjovt. Sådan rigtig, ægte haha-sjovt. Det er, som om, det ikke rigtig findes i voksenlivet? Eller er det mig, der leder de forkerte steder?

For selvom børnene bliver større, ville det aldrig give det samme at hoppe ind i sammenhænge, bestående af mennesker, der er helt andre steder i livet end mig, og som har tiden til at dedikere sig 100% til deres interesser. Selvom jeg kunne barnepige mig ud af logistikken, ville det f.eks. aldrig blive det samme for mig at søge fællesskaber i fitnesscentre igen, fordi jeg er et andet sted i livet. Træningen udgør kun 50% af det, der gør samværet fedt, og det er de resterende 50%, jeg er vokset fra, både praktisk og mentalt.

Som unge var vi hinandens netværk. Vi var hinandens sociale stimuli, hinandens historier og hinandens livsvidner, både pga. oplevelser, effektuerede timer og alle de op- og nedture, den fase af livet bestod af.

I dag har vi så mange af vores tentakler hæftet på andet og andre, at det intense samvær ikke kan genskabes – og det skal det i virkeligheden nok heller ikke. Det ligger bag os, fordi det forudsætter et bestemt ståsted i livet, med alle de muligheder og begrænser, der kommer med dét.

Normalt er jeg god til at huske, at hvis man fokuserer for meget på det, man har sluppet, så glemmer man at glædes over alt det, man dermed har givet sig selv mulighed for at samle op og holde om, på og ved i stedet, men lige der, på Torvet, en helt almindelig lørdag i september, ville jeg ønske, at det ikke altid behøvede at være enten-eller.