Midtvejsevaluering

Onsdag.

Vi er halvvejs igennem praktikugen, og efter at have løbet rundt i cybermanegen med mit forrevne hjerte blafrende efter mig, synes jeg næsten, at det er på sin plads med en opfølgning. 

Ugen startede allerede søndag aften, hvor jeg havde pakket og klargjort alt. Vi havde aftalt, at vi skulle cykle, hvilket for børnene var en stor ting, og noget, vi har snakket meget om, at vi endelig får mulighed for at gøre, når Anton kommer herud. Vi bor 400 meter fra skole og børnehave, men med tasker, bussæde og dobbelt op på tøj, så Anton har både i SFO’en og i skolen, har det indtil nu ikke været muligt.

Af sted det gik, og jeg fik næsten en klump i halsen, bare ved synet af lille Frida, der med sin kæmpe cykelhjelm og sine små “rigtige cykelhandsker, mor!” hjulede afsted ved siden af mig. 

Vi fik hende afleveret, og Anton virkede stadig spændt og glad.

Cyklerne blev parkeret, og vi gik op til kontoret, hvor vi skulle mødes med matematiklæreren, som de skulle have i første time. Anton virkede stadig ok-ish. Så gik vi ned i klassen, hvor flere af de søde, søde, SØDE børn stod udenfor klasseværelset, helt excitede over, at han nu ENDELIG kom – og så knækkede filmen for Anton. Han gik fuldstændig i baglås, klamrede sig til mig, mens han først prøvede ikke at græde, og derefter bare hulkegræd ind i halsen på mig, mens han gentog: “Du må ikke gå fra mig, mor, du må ikke gå fra mig, mor!”

Det. Var. Hæsligt. 

Efter 35 minutter, hvor jeg flere gange var oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, hvis han ikke slap mig, gjorde jeg mig stille men bestemt fri, og gik, og det er med stolthed i stemmen, jeg kan bekendtgøre, at jeg nåede helt udenfor skolens område, inden jeg begyndte at tudbrøle. 

Det blev jeg ved med on/off resten af dagen, og hvor jeg havde forestillet mig, at jeg skulle nå at lave en masse, nu hvor begge børn var afsted, snublede jeg bare rundt derhjemme i en underlig, passiv døs, mens jeg mindede mig selv om, at det her ER det rigtige, og at al begyndelse er svær. Det var et af de skizofrene øjeblikke, hvor mine instinkter bød mig at storme tilbage og tage ham med ud og hjem, men hvor min hjerne blev ved med at holde powerpoints op med påmindelser om, at nye begyndelser for Anton altid vil være svære. Altid. Og jo mere nyt, jo værre. Så den første (indsæt-selv-begivenhed) for os, er altid den værste, og hvis ikke vi står den igennem, så skubber vi den bare, og skal igennem hele forberedelsesmøllen igen senere. 

Da klokken ENDELIG blev 14, sad jeg klar ude foran lokalet, og da døren gik op, kom Anton ud, stille og roligt, og man skal kende ham godt for at kunne se, hvor træt han var. Flere af børnene kom hen til mig for at fortælle, at der ikke var gået længe, før han var blevet glad igen, og at der godt nok var mange, der gerne ville lege med ham. Og jeg måtte binde snørebånd 16 gange, for lige at få hold på mig selv. 

I dag spurgte jeg ham, om han gerne ville tilbage til taleklassen, når denne uge er gået, eller om han hellere ville blive herude, og efter 3 sekunders betænkningstid, var svaret, at han gerne ville blive her. Jeg tjekker igen fredag, men hvis det ønske holder ved, ser jeg, om ikke vi kan rykke ham nu. 

Han er træt nu, sådan rigtigt, og får episke sammenbrud over forkerte gafler og Frida som koncept, men jeg har ryddet kalenderen, og skal ikke andet end at være omkring ham, gribe ham og sørge for, at han får ladet batterierne op.

Og mig? Jeg er så lettet og træt, at jeg har det, som om jeg er ved at få influenza. Jeg har tænkt meget på en kommentar, jeg fik til det her indlæg, (som stadig er et af mine egne yndlingsindlæg) hvor J skrev om, hvor mange kræfter det koster at scanne og analysere verden og forsøge at give sit lidt skæve barn, hvad han/hun har brug for, samtidig med, at barnet får plads til at vokse og udvikle sig. Når jeg oveni puljen smider det faktum, at jeg nok også er ved at hele nogle gamle sår, er det ikke så mærkeligt, at jeg har lyst til at lægge mig ned og trække dynen over hovedet og sove i 14 dage.

Men. Vi har fået en god start, Anton virker glad og tryg, og det er det vigtigste, der er sket i meget lang tid.

Matters of the heart

Jeg har ondt i maven i de her dage. Jeg har overvejet, om jeg har lyst til at blogge om det, for jeg har for længe siden truffet en beslutning om, at jeg ikke gider lade fortiden definere mig, men mit hoved er ved at eksplodere, og det her er min ventil, så nu skriver jeg om det, og så må jeg tage indlægget af, hvis jeg senere kan mærke, at jeg synes, det trækker mig ind i en rolle, jeg ikke vil besætte. 

På mandag og en uge frem skal Anton i praktik i sin kommende klasse, hvor han skal starte for alvor efter sommerferien. Og selvom jeg er 100% sikker på, at det er den rigtige beslutning, og selvom jeg glæder mig virkelig meget til at få ham ordentligt integreret i lokalmiljøet, og til at slippe for bus-logistikken, så river og brænder det pludselig i gamle ar, som jeg næsten havde glemt, at jeg har.

Det er, som når man forelsker sig igen, efter at have fået sit hjerte revet midt over. For selvom såret et lægt, og man har gjort alt det rigtige; at man hverken er flygtet fra sorgen eller har dvælet ved den, men har ladet den få sin plads, så den kunne falde til ro og passere, så er det først, når man står på tærkslen til at sætte det hele på spil igen, at man mærker, hvor dybe sårene var.

Sådan har jeg det med folkeskolen. For det er først nu, hvor Anton skal tilbage i den almindelige folkeskole, at jeg kan mærke, hvor meget, der blev slået i stykker i mig, da jeg selv gik der. Og det til trods for både psykologforløb, dybe kig i spejlet, eksponeringsterapi og en overbevisning om, at jeg har gjort alt det arbejde, det er muligt at gøre, for at lægge mine oplevelser bag mig. 

Men man kan ikke jo ikke gå gennem forløbet igen, og mærke, om man er ok. Det eneste, man kan gøre, er at bryste sig af, at man rejste sig igen, blev et helt menneske, og selv og ved egen kraft forvandlede affald til diamanter. Og derfor føles det næsten dobbelt grusomt, når man gennem sine børn står der igen, fordi man pludselig kan mærke, at man kan tage sit liv, men ikke de 9 år tilbage – og nu skal man sende sine børn igennem dem, uden at kunne gå ved siden af dem undervejs. Min styrke eksisterer kun i kraft af min oplevelse, og kan derfor ikke overdrages, hvor inderligt jeg end måtte ønske det.

Jeg kan næsten ikke få vejret.

Og det hjælper ikke, at jeg er helt på det rene med, at Anton ikke må mærke, hvordan jeg har det.

Han er heldigvis og gudskelov gjort af et andet stof, end jeg var, og når jeg kigger på ham, kan jeg ikke se, hvordan man kan undgå at holde af ham.

Han er det fineste og reneste lille menneske, og han er overbevist om, at hele verden vil ham det bedste. Det håber jeg simpelthen sådan, at han får lov at blive ved med at tro.

Dagene går, og vi går med

Jeg er meget i mit hoved for tiden. Både på den konstruktive måde, hvor jeg tænker tanker, der giver indsigt og forståelse, men også på den måde, hvor tankerne føles som at træde på speederen i en bil, der ikke er i gear: Høje, larmende og uden fremdrift.

Jeg har fået meget ud af det, jeg lærte af at skrive lege-indlægget, for efter at have opdaget, at den manglende leg i bund og grund handler om, at Frida er langt, langt mere socialt anlagt end Anton og jeg, forstår jeg bedre, hvad det er, der sker.

Det har, lidt uventet, taget luften ud af nogle konflikter også, fordi jeg nu pludselig fatter, hvad de handler om. Jeg har f.eks. aldrig forstået, hvorfor Frida lod til nærmest at blive vred over hjemme-eftermiddage, men nu forstår jeg, at hvor Anton og jeg bliver drænet af selskab, når vi er trætte, så får Frida energi af at være sammen med andre mennesker. Og så giver det hele meget mere mening, og jeg kan kravle ned fra mit ‘når jeg nu har prioriteret en rolig hjemmeeftermiddag for JERES skyld…’-kors.

Hun er stadig for lille til selv at cykle ud i verden og besøge sine små mennesker, men alene det, at jeg ved, at det bliver anderledes på et tidspunkt og i mellemtiden kan prøve at fylde på med så mange aftaler, jeg kan lave – og overskue –  hjælper på det. 

Irriterende nok har det også betydet, at jeg pludselig kan se min egen rolle i det her. For nu, hvor jeg ikke har opmærksomheden parkeret i at forsøge at forstå, er der frigivet overskud til at se indad. Og jeg kan se, at jeg faktisk heller ikke kan aktivere mig selv. Hej nedtursmenneske. For inden jeg fik mine børn, havde jeg hænderne i 1000 projekter, og hvis jeg ikke var i gang med nogle af dem, var jeg i gang med noget fitnessrelateret. Men eftersom jeg ikke underviser mere, og helt selvvalgt har skåret både fra og væk, fordi jeg gerne vil ned og stå på flad fod, har jeg faktisk ikke længere noget, der ligger og venter på, at jeg kaster mig over det. 

Hvilket jo var det, jeg ville.

Og så alligevel. 

For problemet er nok, at jeg nu har mere overskud i hovedet, end jeg har haft de sidste 4 år, men jeg har stadig 90% af min tid besat med praktiske gøremål og børn. De 10 overskydende procent er nye og uvante, og jeg ved ikke, hvad jeg skal fylde i dem, for det stadig skal være noget, jeg kan tåle at blive afbrudt i, og som ikke stresser mig, hvis jeg ikke når det.

Så altså. Det er da i hvert fald gået op for mig, hvor meget jeg også selv har aktier i følelsen af, at jeg enten skal lave noget praktisk eller underholde børnene – for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave. Og måske er det alderen, eller måske er det et resultat af at have løbet så stærkt så længe, men når jeg uventet pludselig har tid i overskud, så kan jeg slet ikke finde ud af gøre noget med den. Jeg har hele tiden sådan en sitrende, kravlende rastløshed i kroppen, der byder mig at gøre noget, så jeg er med og foran. Jeg har det som om, jeg er på flugt fra mig selv, men jeg ved ikke, hvad jeg stiller op med den erkendelse, og tankerne kører i ring.

Men med det stigende antal legeaftaler i vores liv, begynder Anton også at efterlyse selskab, hvilket glæder mig inderligt, og det er endnu et af de steder, hvor Frida har vist sig at være en lille, fin motor, der trækker Anton med ud på nye, uopdagede vande. Timingen kunne ikke være bedre, for vi begynder så småt at forberede hans skoleskifte, og jeg bruger hans nyopståede ønske om legeaftaler til at nudge ham til at deltage i legegrupper og fødselsdage herude; noget, han ellers indtil nu har undslået sig, fordi det har været for meget for ham at engagere sig to steder. 

Jeg har haft det første møde med hans kommende lærer, som virker dygtig og empatisk, både klassen og forældregruppen virker god, og jeg glæder mig som et barn til juleaften til at sige farvel til skolebusser og logistik. Det bliver fantastisk at få alle mand samlet under næsten samme tag, og kun at have ét hold børn og voksne pr. barn at forholde sig til. 

Så som jeg hørte en kvinde sige for nyligt: Vi er i en tid, hvor det på overfladen ikke ser ud som om, der sker så meget – men det betyder ikke, at der er ikke er forandringer på vej.

Om at huske, hvad man ved

I morges havde vi en af de morgener, hvor alle de små ting rottede sig sammen og spændte ben. Nogen var kede af det, da de vågnede, der var sko, der drillede, og alle bukser var forkerte. Da jeg skulle sætte Anton på skolebussen var den forsinket, og lige som jeg havde afleveret ham i SFO’en, og løb tilbage mod bilen, trillede den ind på p-pladsen, så jeg måtte lave en u-vending, hente ham igen, og nærmest kaste ham ombord, alt imens jeg kunne mærke, at jeg virkelig, virkelig – set i forhold til, hvor på måneden jeg cyklusmæssigt befinder mig – allerede nu burde finde et toilet. I børnehaven gik det hele lige så skævt, hvilket nok kke kunne være anderledes, når jeg var så stresset, at jeg havde bly-smag i munden, så jeg måtte køre fra Frida, mens hun græd, hvilket jeg ellers aldrig at gør.

Det er vel overflødigt at sige, at jeg snøftede mig igennem de første 20 minutter af min egen køretur til arbejde. 

Men som jeg skrev i det her indlæg, hvor det hele også var lidt svært, så øver jeg mig meget i at vurdere, om der reelt er en tale om en dårlig dag, når jeg har det sådan, eller om det bare er 5 dårlige minutter, der stikker af med opmærksomheden, og bliver det filter, jeg ser resten af dagen igennem.

Jeg synes, det er sværest, når det er morgenerne, der vælter. Fornemmelsen af at komme skævt fra start er svær at ryste af sig, synes jeg, og det byder mig inderligt imod, at mine børn og jeg skilles på dårlig fod. Der er ingen tvivl om, at jeg er meget farvet af, at min far og hans kollega kørte galt, da jeg var på Antons alder, for min far kom hjem efter et langt ophold på hospitalet, men så heldig var hans arbejdskollega desværre ikke. Det sker. Og det er først i mine voksne år, det er gået op for mig, hvor tungt et aftryk, den oplevelse har sat i min tiltro til, at alle, der går ud ad en dør, også kommer ind ad den igen.

Men i morges prøvede jeg at grave lidt i følelsen af, at det hele var forkert, og i den iboende rædsel jeg har for, at det netop vil være en af de sjældne dage, hvor vi skilles med tårer eller stressudløst utålmodighed, jeg bliver torpederet af en Audi. 

Jeg nåede frem til, at følelsen egentlig består af to dele.

Den ene er min instinktive reaktion, som er, at jeg bør få mig et andet job. Et job, hvor jeg ikke har skæve arbejdstider og uger, hvor det føles som om, mine forældre henter mere, end jeg gør. Et job, der ikke har trafik som den ubekendte faktor i ligningen, og hvor jeg ikke behøves at stresse, men bare kan ringe til lægen og skifte en tampax, når det er nødvendigt.

Sagen er bare, at den snak har jeg taget med mig selv. Masser af gange, faktisk, for det er altid, når alting går skævt, eller vi har voldsomt travlt, at jeg får lyst til at hjemmeskole og være selvforsynende. Det er aldrig på de gode dage, og det er for mig det afgørende. For selvfølgelig har man lyst til at gøre alting anderledes, når man har en af de dage, hvor intet føles rigtigt – men jeg tror bare, at de er et grundvilkår ved at være menneske. Uanset hvordan man indretter sig. Og derfor er min aftale med mig selv, at så længe jeg synes, at jeg har valgt rigtigt på de gode dage, så er de svære af slagsen en del af den pakke, som hører med, og det må og skal være ok. 

Den anden del af min forkerthedsfølelse handler om min frygt for, at der sker noget forfærdeligt, og at mine børn dermed resten af livet skal bære med sig, at vores sidste morgen sammen var stresset og tårevædet. Men i morges tænkte jeg over, at selv hvis det værste skulle ske, så er vores bånd så solidt, at de godt ved, at den ene, dårlige morgen ikke var andet end dét; en dårlig morgen, som primært står ud, fordi der er flest af de andre. Når jeg siger: “Jeg elsker jer!” til dem, svarer de ofte: “Det ved vi godt, mor” og det er det bedste, jeg ved. At de hviler så trygt i visheden om min kærlighed til dem, at de ikke har behov for at høre mig sige det.

Jeg ved godt, at der kommer flere morgener, som ikke bliver, som jeg helst ville have det; morgener, hvor jeg bliver nødt til at tjekke min mascara i bakspejlet, inden jeg går ind. Men jeg synes faktisk, at der var noget, der faldt på plads i morges, og det håber jeg, at jeg husker, næste gang vi er løbet ud ad døren i jagten på minutterne og bussen og os selv.

There’s a crack in everything

Jeg har haft gråvejr i hovedet den sidste uges tid. 

Jeg har skrevet om dem før, de sorte huller i sindet. Dem, som jeg har lært at leve rundt om, men som stadig somme tider lige melder ind med, at de er friske på at udvide sig og opsluge mig, hvis det er?

Jeg tror, det følger med, når man er sådan én som mig, der aldrig bare er i verden, men altid må forholde sig til den, og tænke og dvæle og undres, og jeg tror, at mørket kommer fra det samme sted i hjernen, som alle mine ord.

Og jeg kan sagtens se det udefra. Både det paradoksale i at klemme så hårdt om livet, at jeg klemmer livet ud af det, og at det ikke kan bruges til noget, for fremtiden bliver ikke nemmere at være i, fordi man ofrer nutiden på den. Men det er nok desværre sådan det er, når man er udstyret med et bøvlet sind, der føler alt i technicolor, og ikke er modtageligt for fornuft. 

Jeg har brugt tempo, larm, humor og distraktioner af forskellige slags som værn imod mørket, for det kræver kræfter at holde fra livet, og ikke bare overgive sig til det. Men jeg bliver ældre, og over den sidste håndfuld år er spiret et ønske om også at kunne være med roen; at kunne rumme mørket, og stadig stole på, at lyset er der, selvom jeg ikke kan se det. Men er svært at turde læne sig ind i, når jeg samtidig ved, at det også potentielt giver plads for det, der er svært.

Den oplagte løsning ville være at tænde lyset og se dæmonerne i øjnene. Der er bare ikke nogen. Jeg har kigget under sengen og i skabene, alle skygger er ført tilbage til det, der kaster dem, og der står ingen monstre bagved døren. Der er bare mørket, som ikke gør andet forkert end at udgøre kontrasten til lyset. 

Det har været der gennem hele mit voksne liv. Det meste af tiden heldigvis bare som en skygge i udkanten af mit synsfelt, men engang i mellem udvider det sig og gør det svært at se. Somme tider er det bare fordi. Andre gange udspringer det af noget.

I denne weekend voksede det frem af en samtale, jeg havde med mine børn om døden. Jeg har tordnende dødsangst. Eller måske ‘sorg-angst’ er mere korrekt. Jeg er bange for at miste, fordi jeg ikke tiltror mig selv at overkomme sorgen, der følger med, og jeg frygter at forlade, fordi jeg ikke kan udholde tanken om, hvad det vil rive i stykker.

Men jeg vil så gerne *ikke* smitte mine børn med min manglende evne til at rumme døden, så jeg prøver at tale naturligt med dem om den, selvom hvert eneste ord føles som syle, der stikker i alt det, der er blødt og sårbart. Og det er noget af det sværeste ved at være forældre, synes jeg. At man skal lære sine børn at cope med noget, man stadig ikke selv har lært at mestre. At man på en eller anden måde skal bypass’e sig selv. 

Vi sad i bilen og snakkede om, at ingen ved, hvad der sker, når vi dør. At nogen tror, vi kommer i himlen, andre at vi bliver født igen, og atter andre, at der ikke er mere. Det gik ok(-ish), og jeg svarede stille og roligt, og prøvede at tænke det som noget teoretisk, vi var i gang med at læse om på nettet. Men da Frida sagde: ““Men mor – når vi dør, så kan vi jo ikke besøge mormor og morfar, og så savner vi dem da?” bed jeg hul i min kind. For det sammenfattede alt det, jeg frygter allermest, i én hjerteskærende sætning. 

Det sad i mig resten af weekenden, og da Anton var til MGP-fest hos mormor og morfar, som lørdag havde været til begravelse, føltes alting bare off og skævt. Vi manglede ham i vores lille trekløver, og der var ingen, der havde tid til at lave noget med os – hvilket i min blotlagte tilstand føltes som syre på mit ‘vi kommer aldrig til at høre rigtigt til i denne by’-sår.

Jeg junkede takketaler og klip fra Bohemian Rhapsody, da Frida var lagt i seng, og forsøgte at få afløb-by-proxy for tårer og tristesse med noget ufarligt youtube ud fra tesen om, at det skal ud, men stadig på en måde, så kaninhullet ikke åbner sig.

Det begyndte så småt at lette i går, og i dag kan jeg stille og roligt begynde at fokusere igen. Og som hver eneste gang, når jeg kravler op af et hul, føler jeg en usigelig lettelse over, at jeg trods alt er nået så langt, at jeg, min kroniske bevidsthed om mørket til trods, stadig kan vende ansigtet mod solen og nyde den.

Rolig nu

Noget af det, jeg holder meget af ved podcasten ‘A slob comes clean’ er, at den ofte får mine tanker til at vandre. 

På mange måder er de overvejelser, man gør sig, når man rydder op, minimerer og smider ud, faktisk er de samme, der fylder i livet, bare i mindre målestok. Mon ikke, det er derfor, man så ofte føler det nødvendigt at beskrive det som ‘en rejse’ eller ‘en proces’, når man snakker om det? For i virkeligheden er det jo ret store ord at bruge om det, der ret beset bare er oprydning. 

Men når det kommer til netop oprydning, så er det min oplevelse, at selvom slutresultatet for det blotte øje bare er bedre plads på hylder og i skuffer, så er ting ikke bare er ting, men snarere små ankre, man gennem tiden har kastet ud i det vand, man er sejlet igennem, og som derfor somme tider hænger fast i dynd og gamle skrog, når man forsøger at trække dem fri. 

I sidste uge hørte jeg podcast nr. 120, som hedder ‘Decluttering – giving up on dreams’ hvor udgangspunktet er en mail fra en lytter, som ved, at hun ikke får flere børn, men som har svært ved at skille sig af med alle babytingene, fordi det for hende har været en livsdrøm at få mange børn. 

Dana (hende, der laver podcasten) kommer omkring mange ting i dette afsnit, men essensen er, at de ting, der er sværest at slippe, er dem, der hænger sammen med bestemte selvbilleder. Enten en person, du var eller én, du drømte om at blive. Og det kræver jo ikke en ph.d i psykologi at regne ud, at det f.eks. var derfor, det var svært for mig at rydde op i mit tøjskab; i det lå min identitet som hende, jeg var, og selvom det var svært, at den lå der, fordi den var en konstant påmindelse om alt det, jeg ikke længere var, var den også afsindig svær at slippe, fordi jeg faktisk ikke helt er klar over, hvem jeg er blevet i stedet.

Hele ideen med podcasten er at prøve at komme med konkrete bud på, hvordan man løser nogle af de her udfordringer, så rådet her var at starte med det nemme; at man, uanset hvad det er, man har svært ved at give sig i kast med, bare starter, fordi man så vil opdage, at nogle af tingene er ligeså svære at forholde sig til, som man havde frygtet – men rigtig mange af dem er ikke.

Så længe de ligegyldige ting står og fylder, er der ikke plads til det, der betyder noget, men når man får ryddet op i alt det, der står rundt om det svære, så *bliver* der faktisk plads til, at man kan lade det vigtige og svære stå, til man er klar til at kigge på det.

Alene det, at man har haft fat i det, der napper, gør, at det næste gang, man har fat i det, napper mindre. Ikke mindst fordi man, hvis man samler stafetten op efter et halvt år, faktisk har konstateret, at man ikke har brugt det, som man var bange for at skille sig af med, fordi man mente, man ville få brug for det et sted i fremtiden. Hun bruger et udtryk, som jeg godt kan lide: “You have lived the future”, og tesen er, at man måske kan se på tingene med mere realistiske øjne.

Og mens jeg sad og lyttede, tænkte jeg over, at de løsninger, der blev beskrevet, egentlig også gælder i relationer og i livet, sådan helt generelt. At man er nødt til at skille sig af med det, der larmer og fylder, for at få plads til det, der er vigtigt. Og at det somme tider kan være nødvendigt at bevæge sig i cirkler, fremfor i lige linjer, fordi man ikke ser ting klart, første gang man står overfor dem. 

Det fik mig til at tænke på, at jeg har en oplevelse af at bevæge mig ind i en ny fase af mit liv. At hvor jeg i mange år har været frygtelig kompromisløs i mine relationer, og hvor det har været umådelig vigtigt for mig at stå vagt om mine grænser, så har det mål faktisk ændret sig til, at det i dag er vigtigere for mig at skabe ro i mit liv og i mit hoved.

Hvor jeg for 5 år siden ville have følt, at jeg solgte ud, hvis jeg bevarede relationer, som jeg måske egentlig ikke længere følte var rigtige, så oplever jeg i dag, at dét at klippe en relation over, somme tider bare kan være en anden måde at binde sin energi til den på, fordi der omkring nogle forbindelser er så mange eksterne faktorer, der spiller ind, at man ikke får lov at trække sin energi hjem ved at lukke ned for det, der frustrerer, men bare veksler frustration til en anden slags, som handler om drama og 3. parter.

Jeg oplever også, at hvor jeg for år tilbage næsten øjeblikkeligt vendte det indad, når jeg stødte på mennesker, jeg instinktivt ikke brød mig om (for hvorfor kan jeg ikke lide dem, skyggesider, projektioner, spejl, Freud og hvad med dig selv), så har jeg i dag sluttet fred med, at der simpelthen bare er noget, der hedder dårlig eller ingen kemi, uden at det har det fjerneste med mig at gøre. 

Så selvom podcasten handlede om, hvordan man rydder op i det, der er svært, fik den mig til at tænke over, hvor langt jeg egentlig synes, jeg er nået i mit arbejde med mig selv og hvordan jeg går gennem livet og verden. Hvor meget af det, der er svært, jeg faktisk *har* fået ryddet op i. At nogle af de issues, der fyldte allermest for mig, da jeg første gang satte mig i stolen overfor Carl i Studenterrådgivningen i Ryesgade, i dag har fundet deres plads.

Jeg behøver ikke tage alle kampe, jeg bliver inviteret til. Jeg behøver ikke være i konstant fight-or-flight-mode. Jeg behøver ikke løse alle de store problemer nu; somme tider er det både bedre og nok at se på det, der omkranser problemet og rydde op i dét, fordi det giver et mere målrettet fokus, og en bedre og mere klar fornemmelse af, hvad der er vigtigt. 

Og for mig, nu, i dag, er det først og fremmest ro.

op ad bakke

Mandag i sidste uge havde jeg besøg af en ung kvinde, som overvejer at få et barn alene, og som derfor havde skrevet og spurgt, om hun måtte komme forbi og snakke lidt. De finder ind i mellem forbi mig, og efterhånden har jeg haft besøg af et par håndfulde af dem, kvinderne. Samtalerne giver altid anledning til at tænke tilbage og til at se hele vores situation i perspektiv, fordi disse kvinder står overfor at tage endegyldigt afsked med drømmen om kernefamilien som den traditionelt ser ud. Ganske som jeg selv gjorde.  

Måske er det derfor, jeg for tiden er ekstra opmærksom på, at jeg er selvvalgt alenemor, for normalt er det faktisk ikke noget, der fylder for mig på dén måde. Jeg kan se, at en del af de kvinder, der får børn alene, føler en identitet omkring det; de deler artikler om det på fb og er med i samtlige fora, hvor soloforældreskabet er fællesnævneren.

Sådan har det aldrig rigtig været for mig. Jeg ved ikke hvorfor. For mig er det mere bare et livsvilkår, at jeg er selvvalgt alenemor; lidt ligesom jeg også er kvinde, dansk og tegnsprogstolk.

Men i aftes, da jeg gik i seng klokken 21, var mine øjne så hævede af at tude, at jeg næsten ikke kunne se ud af dem, og i går var en af de dage, hvor jeg ikke kunne se andet end alle de steder, hvor jeg i al min alenehed ikke slog til. 

Det startede egentlig udemærket. Jeg var planlagt på en opgave, hvor vi normalt sidder alene hele dagen, men hvor administrationen denne gang har fået det til passe med, at vi splitter den halvvejs, og jeg havde derfor forventet, at det ville føles nemt og overskueligt. Om det var mig eller opgaven ved jeg ikke, men det føltes som at tolke i flydende cement, og jeg var fuldstændig drænet, da jeg fik derfra. 

Som jeg kørte fra opgaven, fik jeg en mail fra det nye busselskab, der henter Anton, som bare lige ville meddele, at Anton fra i dag, tirsdag, ville blive hentet kl. 7.

Og jeg ved godt, at de sulter i Afrika, og at vi er heldige, at vi har fået pladsen i taleklassen – men jeg blev simpelthen så stresset og ked af det, fordi jeg ved, at det for Anton er voldsomt at skulle køre Esbjerg tynd i en hel time og samle børn op, *inden* han skal ind og sidde stille en hel dag. Og jeg bliver vanvittig over, at det nærmest kræver, at man søger tabt arbejdsfortjeneste og går på deltid at få det til at hænge sammen, for hvor det for busselskab og skatteborgere er et spørgsmål om økonomi, og om, hvor få busser, man kan løse opgaven med, så er det vores liv og hverdag, der helt konkret bliver påvirket af det. Det kommer til at afgøre, hvordan hver eneste morgen ser ud for os, og det kommer til at betyde, at Frida også skal afleveres tidligt, og jeg kan næsten ikke forlige mig med, at jeg bare skal holde kæft og rette ind. 

Men det er, som det er, og om 4 måneder er det slut (prøvede jeg at trøste mig selv med).

Da jeg kørte ud for at hente Frida tidligt, kvitterede hun med at tude af raseri i 20 minutter, fordi hun ville spise frugt i børnehaven. Da vi kørte ind efter Anton, var der omkørsel alle steder, og det, vi skulle bruge i butikken var udsolgt. Anton var skidesur over .. et eller andet, og fra vi kom hjem, var det bare det ene nederlag efter det andet og det trejde og det fjerde. Begge børn skældte ud og svarede igen, ingen gad spise den mad, jeg havde lavet – Anton indtog sine 9 ris med et ansigtsudtryk, man ellers kun ser på den lidende Kristus på korset i kirken, og spicede oplevelsen op med bræklyde – alle skabte sig og skreg over, at de ikke måtte sidde med iPad, og jeg tabte samtlige konfrontationer med dem. Som kirsebærret på toppen har Anton ekstra svært ved at sove i disse uger, hvilket betød, at jeg løb i pendulfart fra stuen til hans værelse 200 gange i omkring 2 timer efter, han var lagt i seng.

Og jeg græd og jeg græd og jeg græd, fordi jeg sideløbende var mindst lige så vred på mig selv, som jeg var på børnene, fordi jeg ikke formår at være den mor, jeg gerne ville være. Sådan én, der har sukkerpolitik og skærmtidsholdninger og principper, og som ikke lader sig køre over af terrorister. Sådan en, som godt forstår, at det handler om, at børnene er trætte og skal mødes; også efter de 20 minutter, hvor man uden held har forsøgt at køre dén strategi, og i stedet nu bare er tilskuer til egen film, der knækker. Sådan en, som husker, at alt, hvad de lige nu gør, faktisk er mit ansvar; at jeg ikke skal give efter for Frida, når hun får eftermiddagens 30. raserianfald over ikke at måtte tage en cola med fra mormor og morfar med i bilen, og at hvis jeg gør, så skal jeg ikke skælde ud over det, når hun spilder. I hele bunden af bilen. Mit ansvar. 

Hvilket udelukkende bærer til selvhadets frådende flammer. 

Jeg prøver normalt at bære over med mig selv ved at huske, at opdragelse af børn og dét at skabe et menneske, er lidt som at bygge et hus: Det ikke bliver skævt eller ubeboeligt, fordi der er enkelte sten hist og pist, som man ikke får lagt, helt som man gerne ville, men i går var sådan en dag, hvor en ækel, lille djævel med min egen stemme hele tiden sad og hviskede i mit øre: “Men du ved jo ikke, hvornår det er en hjørnesten, der er tale om.”

I dag stod vi klar med tornysteret på ryggen kl. 6.59. Og man må gætte én gang, hvad der manglede i billedet? (Hint: Det starter med b og slutter på -ussen.) Og eftersom jeg havde valgt at bytte om på afleveringerne for at være klar til bemeldte tid, sad Frida i bilen, og nu skulle vi pludselig alle 3 ud, og om i SFO’en – hvor chaufføren ringede, lige som vi trådte ind, og meddelte, at han ville være der om 3 minutter. Og selvfølgelig forventer jeg ikke, at den ene af de to pædagoger skal gå med ud til vejen for 3 minutter, så alle mand tilbage til buslommen. 

‘3’ viste sig at betyde ‘7’, og de 3 minutter + indmarch i SFO’en, var i forvejen tid, jeg ikke havde, fordi jeg ikke er Chris, der bare kan ringe til min chef på chokoladefabrikken, så da bussen endelig kom, vil jeg gerne rose mig selv for at udtrykke mig meget assertivt, selvom jeg på det tidspunkt tudede af stress og raseri. Da Anton forsigtigt spurgte: “Mor, er du ked af det?” svarede jeg: “Nej. Jeg er vred, og så kommer jeg til at græde, fordi det lige bliver for meget.” Så…  keeping it real, trods alt?

Bussen kørte, jeg afleverede Frida og det var så her, jeg opdagede, jeg havde glemt mine telefoner. Tilbage efter dem og afsted. Jeg havde kørt 12 km. da jeg opdagede, at jeg havde glemt mit tolkeskilt (for sent at gøre noget ved) og 20 km. da jeg lige ville tage en tår af min kaffe, og uden helt at forstå, hvordan det skete, hældte 1 dl kogende kaffe ud over benene på mig selv. Hvilket man godt kan se på lyseblåt tøj. Og på huden på mine lår. 

Min ja-hat i forhold til den her uge ser på nuværende tidspunkt sådan her ud:

Men jeg har flere gange i dag mindet mig selv om et par kloge sætninger, jeg har læst:

Så. Det er trods alt kun tirsdag. Og i morgen skal jeg til Billund og spise med søde damer, og derefter ind og klappe og huje af verdens bedste Maren Uthaug.

Så du kan stadig nå det, uge 5. 

Men word of advice?

Vil du låne mine øjne?

Det er efterhånden et års tid siden, jeg som et forsøg skrev her på bloggen, at jeg kunne hyres til skriftligt arbejde, og jeg har været så heldig, at en god håndfuld mennesker har sparket opgaver i min retning. Indtil videre har jeg fået lov at lave korrekturlæsning af ansøgninger, større skriftlige opgaver, undervisningsmateriale og en enkelt bog, samt oversættelser af spørgeskemaer fra engelsk til dansk.

For mig er det en kærkommen mulighed for at bijobbe på et tidspunkt, hvor det ikke gør ondt ift. børnene, og det er samtidig også en slags afsøgning af, hvad jeg skal, hvis jeg en dag ikke længere skal være tolk.

Ikke, at det er en tanke, jeg bryder mig særlig meget om. Hvis det er muligt, håber jeg, at jeg kan få lov at være tolk, til jeg går på pension. Jeg elsker mit fag for dets uforudsigelighed, for alsidigheden og for det konstante krav om at holde hjernen skarp, fordi jeg skal forstå og videreformidle viden, som jeg ikke selv har tilegnet mig først. Jeg elsker at være ude blandt mennesker, og samtidig være the lone rider, men primært elsker jeg det, fordi sproget er mit element, og der, hvor jeg trives bedst. 

Men som i alle andre fag bliver skruen strammet, og udbudsrunder med dertilhørende prispres gør, at vi løber hurtigere nu, end vi nogensinde har gjort. Da jeg startede, tolkede vi som udgangspunkt 21 timer om ugen; i dag er det 25 timer, og jævnligt mere. De 21 timer er ikke trukket ud af luften. De bygger på, hvad der findes af undersøgelser om slid og arbejdsskader hos tegnsprogstolke, og samtidig også, hvor længe man kan holde koncentrationen og tolke kvalificeret.

I dag sidder vi ofte alene på f.eks. AMU flere dage om ugen, hvilket er for mange timer på for højt niveau (for hvis man lider af den vrangforestilling, at AMU er easy peasy, kan man bare prøve at hente et foredrag på YouTube om skorstene eller de forskellige jordlag, og deres betydning for jordbundens sammensætning og genfortælle dem til kæresten), men da mange AMU-uddannelser ligger på landet-ish, betyder det, at det er for dyrt at lave et tolkeskift midt dagen, for den tolk, der kommer for at overtage, kan ikke nå at tolke noget inden, og den tolk, der ville være færdig til middag, kan ikke nå ud på andet.  

Og vi er alle taget til fange i spændet mellem et inderligt ønske om at holde fast i de rammer, som vi ved giver det bedste produkt, og som forebygger slid og udbrændthed, og trangen til stadig at have en arbejdsplads at gå på arbejde på i morgen.

Det betyder, at stort set alle tolke, jeg kender, gør sig overvejelser om, hvad vi skal, hvis kroppen en dag siger stop, eller bunden falder ud af markedet. (Trods alt kan vi jo varme os ved, at vores produktion ikke sådan lige står til at blive flyttet til Asien eller østblokken.)

Fordi jeg er så glad for mit fag, er det svært for mig at forestille mig, hvad jeg skal lave, hvis jeg ikke skal tolke. Men mine bijobs giver mig mulighed for at tænke i nye retninger, og en ny ide er begyndt at spire:

For jeg gad virkelig godt at være sådan én, der tog ud og gav mennesker feed back på, hvordan de kunne forbedre deres kommunikation og performances.

Som tolk har jeg masser af erfaring i, hvad det er, der sker, når kommunikation ikke lykkes, fordi jeg sidder som fluen på væggen, og ikke har noget i klemme. Jeg har uddannet instruktører i små 10 år, og undervist i diverse sammenhænge i 15, og har også et par gange selv været den, der har holdt foredrag. Derfor ved jeg også lidt om, hvordan det er at stå der. Jeg har evalueret et hav af mennesker gennem årene, og jeg ved lidt om næsten alt. På en eller anden måde føles det, som om alle de her ting løber sammen i et knudepunkt, hvorfra jeg vil kunne hjælpe andre til bedre at blive hørt og få deres tanker og ideer igennem. 

Men er en genial idé genial, hvis man får den i skoven og ingen hører den? Jeg ved det ikke. Så jeg tænker, at næste skridt er, helt lavpraktisk, at teste det. 

Derfor skal jeg bruge 2-3 personer, der ganske gratis kunne tænke sig at blive kigget på. Det eneste, jeg beder om til gengæld er, at man efterfølgende giver noget feed back på, om det var brugbart at være under luppen. 

Umiddelbart forestiller jeg mig, at målgruppen er konsulenter, coaches, oplægsholdere el.lign. Det skal være mennesker, der arbejder med voksne, og det, jeg skal kigge på, skal enten foregå om aftenen, eller i sammenhænge, som det er muligt at filme.

Er det dig eller en, du kender? Det er ok, at det først er noget, der foregår til foråret eller i løbet af sommeren.

Smid en mail på blogsbjerg@gmail.com, hvis du er interesseret; så tager vi den derfra.

I gang igen

Det her er ét af de indlæg, jeg skriver, fordi jeg ved, at hvis jeg ikke poster noget, så kommer der til at gå for lang tid, og så bliver jeg bange for mit tastatur. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det. 

Egentlig tror jeg, det handler om, at jeg skal finde tilbage til at skrive, som jeg gjorde, inden M2018-indlæggene, for nu, hvor jeg ikke skriver dem, kan jeg mærke, i hvor høj grad, jeg har brugt dem, både til at fortælle lidt om, hvad vi har lavet i ugens løb, men også som en mulighed for at skrive – som jeg jo virkelig elsker – men uden først at skulle tænke form og indhold. Det har jeg manglet lidt i denne uge, så jeg skal lige reboote. 

Min manglende tilstedeværelse har dog også været forårsaget af, at vi har haft meget om ørerne.

Dels har der været enormt mange af de små afbrydelser, der jo ikke betyder noget særligt, men som man alligevel skal forholde sig til. F.eks. er der sprunget hele 3 pærer her på matriklen siden nytårsaften, og naturligvis i de lamper, der er mest besværlige at pille ned.

Jeg var ét af de 473 mennesker, der havde handlet online hos Bahne, da deres hjemmeside blev hacket, hvilket gav lidt ekstra kvalitetstid med banken, og det busselskab, der plejede at køre Anton i skole, er meget pludseligt blevet skiftet ud med et andet, som har en sygt irriterende lidt anden måde at gøre tingene på.

Som sagt: Ingen er døde, og alt er godt – jeg har bare stadig skulle tage mig af det.

På magisk vis er alle børn også pludselig blevet for lange til deres senge, og da værelserne her i huset er virkelig små, kræver det snilde og kreativitet at finde på løsninger, så lopperne stadig har et rum, der reelt kan bruges, som samtidig er rart at opholde sig i. I al beskedenhed har jeg løst udfordringen til et 12-tal, men det har betydet, at Fridas seng måtte hentes på Fyn, mens Antons stadig står i Hørsholm og venter på at blive fragtet tværs over prærien af min søde kollega. Der er noget med madrasser og lagner i specialmål, der skal tages højde for, og med de nye senge følger også en udskiftning af kasser osv. til opbevaring, fordi nogle ting har fået nye pladser – men trods alt fik jeg forhandlet Frida ned fra “Jeg vil gerne have malet mit værelse som en REGNBUE!!” til accept af en plakat med regnbuemotiv (og sommerfugle og hjerter og det vil undre mig, hvis ikke der også viser sig at stå en enhjørning på den et sted).

Fridas værelse er 90% færdigt, og det er svært at sige, hvem af os, der er mest stolt af resultatet. Fordi sengen er en halvhøj én af slagsen, er dukkevognen, klapvognen, rengøringsvognen und so weiter flyttet ud af min stue, og jeg kan pludselig få vejret igen. 

Endelig har jeg været så heldig at blive bestilt til endnu en oversættelsesopgave, engelsk/dansk. Jeg ved ikke, hvor mange gange kunder skal vende tilbage, før man må betegne dem som “stamkunder”, men der er nu et par stykker, der har brugt mig flere gange, og det må jo trods alt betyde, at de er tilfredse med resultatet. Det gør mig både glad og stolt. 

Og således er vi nu i gang, synes jeg. Både her på domænet og ude i 2019.

Nytårsaften, 2018

Klokken er 23 på årets sidste dag, og jeg sidder i sofaen med et glas champagne. I køkkenvinduet hænger vores sølvglimmerglitrende banner og ønsker os et *HAPPY*NEW*YEAR! og i soveværelset bobler børnene.

Jeg har i år valgt at holde fast i den plan, jeg allerede havde i tankerne sidste år, men som jeg sprang fra i 11. time, nemlig at holde nytår herhjemme, bare os 3.

Ikke at vi ikke har hygget os de andre år; det har vi på alle måder. Men der er ingen, jeg hellere vil byde det nye år velkommen med end Anton og Frida, og det har været en fornøjelse i år at kunne gøre det 100% på deres præmisser. 

Børnene har fået lov at bestemme aftenens menu (hotdogs), og vi har i fællesskab købt hatte, børnechampagne og lidt fyrværkeri.

I formiddag cyklede vi ud til den tankstation, jeg har valgt som vores bland-slik sted (fordi man ikke kan købe lego og enhjørninge på Cirkle K, og fordi jeg på den måde effektivt har klippet associationskæden over, og derfor ikke skal tage diskussionen med dem, hver gang vi er i Bilka), hvor vi blandede en skamløs stor pose slik, og eftermiddagen gik med at pynte stuen, afbrudt af konfettipistols-ekskursioner udenfor, og vores indkørsel ligner nu noget, Twilight Sparkle og Rainbow Dash har kastet op i. 

Vi spiste klokken 17, tog de bedste raketter først, så alle kunne nå at være med, havde et par gode venner forbi til et glas champagne, og kl. 20 bad Frida selv om at komme i seng. Anton fulgte trop kl. 22, og jeg har brugt den sidste time på at nippe vin og champagne, lægge heksekort for det kommende år og fundere lidt over, hvad jeg har lært i og af 2018. 

Jeg har lovet at vække lopperne om en time, så vi kan sætte os med dyner i stuen og se det nye år blive skudt ind.

Hvis det bliver ligeså fint, som i aften har været, er der virkelig noget at glæde sig til.