Kategori: Øjebliksbilleder

Ode til Lise & Livet

I aftes, da jeg bladrede igennem fb, så jeg, at nogen på en bekendts væg havde skrevet: “I dag sagde vi farvel til vores Lise” – hvilket først fik min hjerne til at gå i stå, for derefter at ræse gennem mulige scenarier, der ikke ville betyde, at Lise var død.

Det var hun. I et færdselsuheld i mandags. 

Lise var min venindes veninde. For mig var hun en perifær bekendt, men da vi var studerende, og min veninde og jeg delte lejlighed, kom hun en del på matriklen, og derfor kendte jeg hende måske alligevel en lille, bitte smule bedre end andre af mine veninders veninder. 

Jeg blev simpelthen så rystet over, at hun var død, og jeg aldrig kommer til at slutte fred med, at man kan dø i vores alder.

Da Lene døde havde jeg, i ugerne op til, en drøm, hvori det var mig, der skulle på hospice. Jeg skulle pakke min taske, og det, der både i drømmen og siden, næsten vendte vrangen ud på min forstand, var det banale, men fuldstændig absurde spørgsmål: Hvad pakker man, når man ikke kan have noget med videre? Som tankeeksperiment bliver det hurtigt så abstrakt, at man giver op, men når man drømmer, føles det jo som virkelighed, og selvom det snart er 5 år siden, jeg havde den her drøm, kan jeg stadig mærke, hvordan mine tanker slog imod fatteevnens massive mur, da jeg forsøgte at beslutte, hvad jeg skulle have med, og hvordan jeg skulle efterlade mit hjem, når jeg nu aldrig ville vende tilbage til det. 

At skrive at påmindelsen om døden sætter tanker i gang om livet, er nærmest banalt. Der er skrevet en million sange om det, og ligesom det føles, som om, man er den, der har opfundet kærligheden hver eneste gang, man møder den, så føles det også som om, man er den eneste, der kan mærke vigtigheden af at bruge den tid, vi får, når man møder døden.

Men visheden om livets skrøbelighed fylder i den alder, vi har nu, synes jeg, og midtlivskrisen har ramt min omgangskreds ret hårdt. Ikke på den ynkelige sportsvognsmåde; den kommer mere til udtryk som en slags overvældet handlingslammelse, hvor vi alle sammen hver især forsøger at kapere, at de valg, vi har truffet, har resulteret i de vilkår, vi på godt og ondt kommer til at leve med resten af vores liv. For første gang er der valg, det er for sent at træffe. Dem, der har valgt at få børn, har stukket en livsbane ud, som ikke kan fraviges. Dem, der har fravalgt det, har ikke længere den teoretiske mulighed. Karriereskift og nye begyndelser under fremmede himmelstrøg er måske ikke umulige, men der er stadig nogle grænser, der er overskredet, og nogle løb, der er kørt. 

For mig fylder det rigtig meget, at jeg, hvis jeg pludselig fik sat en udløbsdato på, gerne vil føle, at det gjorde en forskel, at jeg var her. Og det, jeg opdager nu, er, at det faktisk ikke handler om storhedsvanvid. Det er ikke et spørgsmål om at ønske evigt eftermæle eller statuer og hyldestsange. Det handler om at føle, at jeg brugte det til noget, livet. At jeg fik sat mit fingeraftryk, og ikke kom til at bruge al tiden på at vente på at det hele startede, sådan rigtigt.

Det lyder altid som tanker, man kun gør sig om de store valg; hjørnestenene og det primære indhold. Og det er selvfølglige også det vigtigste, for ingen kommer til at ligge på deres dødsleje og fortryde, at de ikke tog en ekstra aftenvagt. Men jeg prøver faktisk også at praktisere det helt ned på dagligdags niveau. Ville jeg fortryde, at jeg ikke gik mere i biografen? At jeg altid spiste det samme? At jeg prioriterede mit eget selskab over Tinder, brunch og julefrokost?

Forleden snakkede jeg med en kær ven, der opgivende sagde: “Jeg er ikke god til at leve, Linda. Jeg er bange for livet, og jeg har ingen drømme.” Det tænkte jeg meget over bagefter, for jeg har faktisk heller ikke ret mange drømme, men jeg har aldrig opfattet det som angst eller manglende tilfredshed. Snarere som et udtryk for, at jeg ikke længes mod at være noget som helst andet sted, end der, hvor jeg er. Eller at foretage mig andet, end det jeg gør. Jeg er sygeligt bevidst om, hvor priviligeret jeg er på et utal af fronter, og den eneste jeg-gad-godt-drøm, jeg har, er at tage mine børn med til USA og rejse rundt, så længe som overhovedet muligt. Og den drøm er jeg i gang med at realisere, et skridt ad gangen, startende med at eliminere min gæld, så jeg kan etablere en opsparing.

Jeg er ikke på nogen måde færdig med at være her, og der er meget, det ville knuse mit hjerte at slippe og gå glip af, men jeg føler, at jeg træffer mine valg ud fra et værdisæt, der er meningsfyldt, uanset hvor lang tid, jeg får lov at være her. 

Jeg håber, at Lise følte, hun fik sat sit mærke på livet. At hun var glad i det, hun gjorde, og at den fortrydelse, der måtte være, primært gik på mængde og ikke på indhold. 

Jeg håber, hun tog herfra med oplevelsen af, at hun efterlod noget, der kommer til at spire og vokse og gro, og at alt ikke sluttede med hende.

Luminis, Egeskov slot

I disse spons-tider vil jeg bare lige disclaime: Der er ikke tale om sponsoreret indhold. Jeg synes bare, at arrangementet var så magisk, at jeg virkelig under dem, der kan, at tage afsted, enten i aften eller til næste år.

Prøv lige at se:

Fred & Ro

Jeg har i dag fået foræret lidt ekstra tid, hvilket man somme tider gør i mit job. Bliver en opgave aflyst (f.eks. pga. sygdom) bliver vi typisk omdirigeret til en anden opgave, men en gang i mellem er vi i den situation, at der ikke er noget udækket, og så kan vi – ganske uventet – holde fri, så længe vi bare har mobilen åben, og kan køre med det samme, hvis der kommer noget ind.

Normalt har jeg en to-do liste så langt som et ondt år, jeg kaster mig over, når den slags dage pludselig falder ned i skødet på mig, men fordi jeg har arbejdet virkelig meget de sidste par måneder, har jeg været nødt til at leve efter ‘done beats perfect’-princippet, og holde fast i at få ting gjort, selvom de kunne gøres både bedre og mere grundigt. Derfor er jeg egentlig rimelig godt med, og dagen i dag har jeg derfor brugt på at slappe af og fikse lidt småting, der var mere nice to do end need to do.

Det har været skønt, og jeg tog undervejs mig selv i at gå og nynne, og kunne pludselig mærke, at jeg faktisk er grund-glad. Jeg har så mange gode mennesker omkring mig, og jeg føler, at meget er faldet på plads i hovedet på mig over det sidste år. 

Jeg elsker årstiden, og i mandags fik jeg hængt lyskæder på huset – og selvom det lyder en lille smule idiotisk, så bliver jeg simpelthen i så godt humør af at kigge på dem. De små lysprikker med himlen i alle nuancer af gråt og blåt som baggrund, solen, der hænger lavt og trækker uendeligt lange citrongule og rabarberfarvede striber, og månen, der langsomt toner frem – det er så smukt, at det river i hjertet. 

I weekenden fejrede vi Anton efter alle kunstens regler. Lørdag havde vi besøg af klassen, og jeg havde forberedt en bootcamp lidt udendørsaktiviteter, som vi startede med, og vejret var perfekt. Efter en time trak vi ind og spiste og legede, inden jeg den sidste halve time hev dem med ud igen. Egentlig ville to timers festivitas have været rigeligt for Anton, men noget af det, der er lidt specielt ved at gå i en taleklasse, er, at nogle af klassekammeraterne bor meget langt væk. Et par af børnene har ca. 45 min. hver vej i bil, og den tur er for lang at køre for to timer, synes jeg. Jeg har snakket meget med ham om, at han jo også gerne må holde fødselsdag i skolen, hvis han hellere vil det, men det er vigtigt for ham, at vennerne kommer her, og så er det sådan, det må være.

Jeg øver mig i den forbindelse i at huske, at han ikke går i stykker af at være lidt overvældet.

Søndag var Den Ægte Fødselsdag – hvilket Frida syntes var helt utrolig snyd. Jeg glemmer ind i mellem, at hun tager verden ind på en ganske anden måde end Anton, og derfor er jeg somme tider lidt uforberedt på, hvad hun reagerer på, ganske enkelt fordi jeg ikke har prøvet det før. Jeg er ret stram med, at jeg gerne vil lære begge børn, at det somme tider er den ene, og somme tider er den anden, der er i centrum, og jeg gider ikke rigtigt sådan noget med, at der skal være mandelgaver til alle børn. Men da Frida på 10. minut trampede rasende rundt og meget insisterende brøle-sang: “I DAG ER DET FRIDAS FØDSELSDAG!!!” sendte jeg alligevel dem, der havde købt en lille trøsteting til hende, et vognlæs kærlige tanker. Apropos mit indlæg om voksen-principper, som børn må bære konsekvenserne af, nåede jeg frem til, at det faktisk her er det forkerte barn, der kommer til at betale prisen, hvis jeg holder fast i min overbevisning, for i vores lille 3-personers familie bliver det ikke sådan *rigtig* en hyggelig fødselsdagsmorgen for støjfølsomme Anton, når alle verdens urimeligheder rammer meget ekspressive Frida.

På fredag tager vi en tur til Egeskov Slot og ser deres aften-arrangement Luminis, som er “en sanselig oplevelse af havens rum, tilsat smukt og anderledes lys og lyd til den ellers så mørke have” i fuldmånens skær.

Summa summarum: Vi har det godt. Alene det, at jeg i morges stod under bruseren og tænkte, at jeg faktisk for en gang skyld synes, at det er Hella Joof, der har dummet sig, og at det ville være mere klædeligt at lægge sig fladt ned og sige undskyld, i stedet for at forsøge sig med ‘kan I ikke tage en joke’-approachen, er tegn på, at der er ved at være plads til andet og mere end praktik og to do-lister i hovedet. 

Det føles godt.

Tillykke, min skat

Fine, bedste Anton.

Forleden, da jeg var i haven, fik jeg øje på dig igennem vinduet. Du sad på dit værelse og byggede lego, og jeg kunne pludselig se, hvor stor du er ved at blive. Det er jo ikke fordi, jeg ikke opdager, at du vokser – det er trods alt mig, der køber bukser til dig – men det slog mig, at du ikke længere er en lille dreng. Du er endnu ikke teenager og stadig langt fra voksen, men man begynder at ane konturerne af det unge menneske, der er på vej. 

For 8 år siden sad jeg i lejligheden på Sønder Ringgade sammen med mormor, og forsøgte at koncentrere mig om noget i tv, mens jeg hvert eneste minut var alle følelser på paletten igennem. Jeg var spændt på og utålmodig efter at møde dig, lettet over, at jeg havde fået lov at bære dig så langt, og at det så ud til, at svangerskabsforgiftningen ikke fik nævneværdig betydning, og nervøs for selve fødslen.

Og jeg var fuld af kærlighed til dig og forventning det liv, der lå foran os; en opdagelsesrejse ind i et ukendt land, som vi skulle udforske sammen. 

Så kom du og vendte verden på hovedet, og det var præcis, som det skulle være.

Jeg ved godt, at jeg ikke længere må kramme dig og hviske “Jeg elsker dig”, når de andre i SFO’en kigger, og jeg prøver efter bedste evne rette ind. Det er ikke fordi, jeg ikke kan se eller forstå, at du begynder at løsrive dig, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at give dig plads.

Men det er bare så svært at lade være, for når jeg kigger på dig, så ser jeg jo både det, der er nu, men også alt det, der var. Det lille bitte myr, der svømmede i en størrelse 56, som gjorde sig stiv som en lineal, når han lå på puslebordet, og fik det til at føles, som om man var ved at give en spånplade tøj på. Den lille fyr, der løb mig i møde i børnehaven, og glad råbte “Muarh!” hver gang, han så mig. Ham, der betuttet kiggede ned i liften, da han så Frida første gang, og ham, der stadig tager min hånd, når vi går på gaden.

Jeg sad på sengekanten og kiggede på dig i aftes, da du var faldet i søvn, fordi det er fredfyldt og magisk at betragte dig, når du sover, og er den reneste essens af dig selv. Jeg tog et billede, fordi jeg ikke kunne lade være, og som altid havde jeg lyst til at råbeprale af dig fra alverdens SoMe-tage. Men for første gang føltes det forkert, fordi jeg pludselig kunne se, at du ikke længere kun er min, men også er ved at være din egen, og har ret til selv at vælge til og fra. Den erkendelse gjorde mig både stolt og vemodig.

Fine, bedste Anton. Tillykke med fødselsdagen. Tak fordi du valgte mig. Tak fordi du kom og gav mig muligheden for at blive den bedste mor, jeg kunne blive. Jeg elsker dig så højt, at du aldrig kommer til at forstå det.

Tung tirsdag

Klokken er 10, og jeg sidder et hemmeligt sted i Danmark med en kop kaffe og kigger ud på regnen.

Vi kom forkert ud ad døren i morges, og det hader jeg. Det sidder i mig resten af dagen, og jeg kan næsten ikke komme hjem hurtigt nok, fordi jeg sidder med fornemmelsen af, at verden ikke vender rigtigt, før jeg er genforenet med mine børn.

Der var en masse praktiske omstændigheder, der gjorde, at det hele blev hektisk. Forstå mig ret: Vi kunne stå op klokken 3 om natten, og stadig være pressede på tid til sidst, for begge mine børn fortaber sig, og begge er i faser lige nu, hvor min autoritet skal udfordres.

-hvilket jeg jo sådan set sætter stor pris på. Hvis nogen i hele verden hylder princippet om, at man ikke skal bøje sig for noget, bare fordi andre insisterer på det, eller fordi de i denne store ‘så sagde vi jo, at’-leg, der er livet, synes, at de har mest ret til at bestemme, så er det mig.

Men engang i mellem ville det bare passe mig udemærket, hvis de begge var typerne, der var modtagelige for logik og argumenter. Som f.eks. i morges.

Det var alle klassikerne. Dynerne var lune, regnen trommede på ruden, al tøjet var dumt og morgenmaden var for varm, for kold, forkert.

Antons skolebus kører kl. 7.30, og i den sidder 8 andre børn, som kommer for sent i skole, hvis vi kommer for sent til bussen.

Der er omkørsel hvor vi bor, min opgave blev lavet om, så jeg pludselig skulle tidligere afsted, og i en helt anden retning end oprindeligt planlagt, og følelsen af mandag var total. Det endte, meget forventeligt i, at jeg talte højt og meget bestemt, og Anton eskapist-sang, mens Frida græd.

Vi siger ikke farvel, når vi er sure, for jeg kan stadig meget tydeligt huske, da jeg sad og pakkede min skoletaske en morgen for mange år siden, og politiet ringede og min mor tabte, hvad hun stod med, og min far og hans kollega var kørt så galt, så galt. Det sker.

Vi fik krammet og sagt “Jeg elsker dig” – og jeg fik gentaget, hvad jeg altid siger, når vi har været sure på hinanden: “Ligemeget hvor vred, jeg bliver, så elsker jeg jer fuldstændig ligeså meget, som jeg plejer”.

Og i mit hoved er jeg egentlig ret afklaret med, at det, at vi skal ud ad døren, ikke skal gøre situationen til småbørns-ækvivalenten til scenerne på film, hvor børnene og far tager det store opgør, mens mor står og vrider hænder og spørger, om vi ikke bare kan hygge os. Vi er en familie, og vi er nødt til at hjælpe hinanden, hvis morgenerne skal glide, og der er nogle typer af adfærd, der ikke er i orden. Siger mit hoved.

Mit hjerte siger, at det altid er de voksne, der bestemmer, hvordan stemningen skal være; at børn ikke forstår at skynde sig, og at det at råbe er ligeså slemt som at slå.

Det her bliver en af de dage, jeg kun kommer igennem ved at gentage for mig selv, hvad jeg sagde til børnene, da jeg krammede dem farvel: Jeg lover at gøre det bedre i morgen.

Pumpkin Spice (Kan vi egentlig stadig slippe afsted med Spice Girls referencer?)

Det føles som om, det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindeligt indlæg om, hvad vi render og laver. Jeg kan godt mærke, at jeg kører mere bil, forstået på den måde, at det ofte er når jeg kører bil og tankerne vandrer, at jeg kommer til at tænke over de lidt mere generelle ting, jeg har skrevet om i de sidste par indlæg. Men livet løber jo – heldigvis – videre ved siden af, med alt hvad det indebærer af praktik og hverdag.

Jeg synes, vi er inde i en god periode. Vi har stadig susende travlt, men fornemmelsen af stress er ved at fortage sig. Temperaturen er faldet og vi kan ånde igen, og 3-års-puberteten er, om ikke forsvundet, så i hvert fald faldet fra rød til orange.

Jeg tænker meget over Antons skoleplacering for tiden. Han går stadig i tale-klassen på en skole i midtbyen, men i og med at det under alle omstændigheder rykker tættere på, at han skal tilbage til den lokale skole (taletilbuddet går til og med 2. klasse), går jeg og tygger lidt på, hvad jeg mener vil være bedst; om han skal have et år mere derinde, eller om han er ved at være klar til at komme herud, hvor vi bor. Taleklassen er fantastisk, med engagerede lærere, luksusnormering og en virkelig god (og lille) børnegruppe, og for Anton har det været en slags kuvøse, fordi det for ham er en kombination af tale- og præmaturudfordringer, der gør skolelivet lidt besværligt. Der er stadig noget modenhed og verdensforståelse, han ikke hverken har eller går op i, og hvor det i talehøreklassen ingen betydning har, frygter jeg, at det kommer til at have noget at sige i en almindelig klasse. At det der går for hurtigt med at fylde nyt på. Han går i SFO på den lokale skole, og derfor kan jeg se, at de fagligt i taleklassen er noget bagud ift. niveauet hernede, så lige nu forsøger jeg at spotte det punkt, hvor fordelene ved at få lov at vokse og blive stærkere i et lille drivhus, bliver ædt op af kløften, han skal hoppe over for at hente børnene herude. Skoleåret er lige startet, men det hele går så hurtigt, og jeg vil gerne have gjort mig nogle overvejelser, mens tiden ikke er en faktor.

Han er stadig helt sin egen, min Anton; lige så skæv og krøllet som han altid har været. Forleden var vi på biblioteket og sad og kiggede i en bog om dinosaurere. “Se mor! Det er en Ankylosaurus!” Og det var det.

Senere, da vi var kommet hjem, og han skulle være ninja, kom han med en bandana og bad mig binde en ‘snude’, hvilket jeg har besluttet, at vi fremover kalder den hybrid af en sløjfe og en knude, hvor der kun er stof nok til at lave sløjfebuen på den ene side.

Frida og jeg har siden sidst haft en kort flirt med fodbold, hvilket Onde Mor til barnets store og rasende fortrydelse dog valgte at afbryde efter to gange, fordi det ligger klokken 16.45, og jeg vurderer, at ingen af os vil tænke tilbage på den her adfærd

som starten på en lovende karriere i DBU.

Det begyndende mørke inviterer til, at vi lukker os lidt mere om os selv, og det passer mig udemærket. Det giver tid til at restituere, repositionere og til at begynde at glæde sig til alle de små, hyggelige begivenheder de kommende måneder bringer.

Hvis man i den forbindelse mangler underholdning, er serielisten og boglisten i øverste bjælke opdateret med følgende:

Castle Rock
Stikord: En dreng findes i et hemmeligt bur i et fængsel. Hvad laver han der, hvem er han, og hvorfor sker der så mange mord og ulykker i så lille en by?

Serien er baseret på Stephen Kings univers, og er karakteriseret som ‘horror’. Det synes jeg er synd, for det frasorterer mange, der som jeg værner om den sparsomme nattesøvn, vi får, og ikke behøver ydre stimuli for at forestille os øksemordere og japanske børn, der kravler ude af væggene.

Men den er virkelig god. Det kræver selvfølgelig, at man køber ind på den paranormale præmis, men gør man det, er man godt underholdt. Den er lige tilpas uhyggelig, og har både en solid historie og overbevisende skuespillere.

Sharp objects
Stikord: Smuk, fordrukken journalist sendes tilbage til sin hjemby i sydstaterne for at dække et makabert mord på en ung pige.

Serien er baseret på Gilian Flynns uforlignelige bog, og på alle måder ligeså god. Soundtracket er on point, den er både creepy, trist, spændende og vanvittig, og et par af afsnittene slutter, så man lige er nødt til at nappe et par LOLcats på Youtube, inden man går i seng.

Inger Wolf – Brændte sjæle
Brændte sjæle er den første i en serie, der foreløbig tæller 3 bøger, om den unge psykiater Christian, der bistår politiet i opklaring af et mord.

Jeg blev meget begejstret, da jeg opdagede, at Inger Wolf havde kastet sig ud i at skrive en ny serie, for jeg har læst den første af slagsen, hun har skrevet, og jeg synes, at hun er mange andre krimiforfattere langt overlegen.

Hendes bøger foregår i Aarhus, hvilket jeg elsker, fordi det tilføjer lidt ekstra til historien, at man kan se stederne for sig, men hun er også en af de få krimiforfattere, der ikke efterlader dig på read i 4 kapitler for at trække tiden ud. Hvis kapitel 3 slutter med “Mon Sofie var blevet overfaldet i sin cykelkælder?”, så kommer der ikke 30 sider om Sofies barndom og hvordan man har tegnet og bygget cykelkældre fra 30’erne og frem til i dag, mens man sidder og tænker “MEN VAR HUN SÅ DET!!?” – så starter kapitel 4 med, at hovedpersonen tager ud og tjekker dét, så vi alle sammen kan koncentrere os om historien og komme videre.

Det bliver 5 blodige knive til alt, hvad hun har skrevet, herfra.

Se ikke væk – Karen Strandbygaard
Den her bog fandt jeg virkelig, virkelig foruroligende, og jeg ved egentlig ikke, om jeg synes, at den var rigtig god eller bare skrækkelig.

Hovedpersonen Anna kunne være mig og alle mine veninder; en kvinde med børn, der i et det overload af info, vi udsættes for, er endt med at blive bange for stort set alt; fra vuggedød over sygdom til trafikuheld. Jeg kender ingen med børn, der ikke befinder sig ét eller andet sted på den linje, og det grænser til det ubehagelige, at man faktisk ikke helt kan vurdere, hvor man selv ligger i forhold til Anna.

Plottet i bogen er, at Anna skal på ferie i Thailand med sin mand og deres to børn. Efter ret kort tid begynder Anna at få en grim fornemmelse af, at et ældre tysk ægtepar interesserer sig lige lovlig meget for børnene – men hvor meget af det foregår i hendes eget hoved? Hvem er de? Og hvorfor er de hele tiden der, hvor Anna og hendes familie er?

Paladan-profetien – Mark Frost
Mark Frost er forfatteren bag Twin Peaks, og bogen her falder i kategorien fantasy, og ligger på grænsen mellem ungdoms- og voksen-litteratur.

Hvis man kan lide Harry Potter, tv-serien The Magicians og Tearling-triologien, er den her bog lige på kornet. Hovedpersonen er en ung fyr, Will, som klarer sig unaturligt godt i en prøve i skolen, og derefter bliver headhuntet af en Hogward-ish kostskole. Men nogen er pludselig efter ham, hans forældre skifter karakter (jeg har kronisk flash back til scenen i Terminator 2, hvor Edward Norton ringer hjem og spørger til hunden), og det hele er meget mystisk og sammensværgelsesagtigt.

Jeg er stadig igang med 2’eren, og jeg kan ikke lægge den fra mig.

Say do you remember

I lørdags var Anton, som jeg kort fik nævnt i søndagens M2018-indlæg, til opvisning med Taekwondo-holdet på Torvet i Esbjerg. Jeg troede til det sidste, at han ville bakke ud, både fordi midtbyen var et inferno af mennesker og støj, og fordi jeg simpelthen ikke tror, at han var klar over, præcis hvad der skulle ske – og for bare 6 måneder siden, ville det have fået ham til at slå fuld bak. Men da de fik deres que, gik han, lidt forsigtigt, op på scenen sammen med de andre, og viste, hvad de havde lært, alt i mens jeg vrælede i vilden sky bag mine store solbriller. Han er nået så langt.

Bagefter sad vi og kiggede på de mange andre gymnaster og kor, der også lavede opvisning i midtbyen, og jeg kunne pludselig mærke følelsen af melankoli krybe ind i hele kroppen. Synet af de mange unge, der var sammen om noget, fik mig til at savne den tid, hvor det var mig, der løb rundt på torve og scener og festivalpladser, så jeg næsten kunne smage det.

Jeg skal ikke lade som om, jeg er blevet så gammel, at jeg har glemt, hvor svær den periode af mit liv også sommet tider var, men det slog mig virkelig, hvor alvorstungt jeg synes, det er at være Rigtig Voksen.

Alle udfordringer til trods, så var det en fantastisk lomme i tid, hvor man fik lov at være i fællesskaber med andre, der alle var, hvor de var, pga. aktive tilvalg, udsprunget af interesser. At forberede en opvisning, et event eller en uge på festival med mennesker, der alle brændte for det, vi lavede, gjorde den tid til noget særligt, og lige der på Torvet, kunne jeg mærke et svagt ekko af den stemning, der opstod, når vi var på eller afsted, og følelsen af fællesskab, når vi med tømmermænd eller iført gennemsvedt træningstøj betragtede strøget og cafeerne som vores retmæssige ejendom.

Da jeg sad og kiggede på alle de unge, der var igang, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke kan huske, hvordan man har det sjovt. Sådan rigtig, ægte haha-sjovt. Det er, som om, det ikke rigtig findes i voksenlivet? Eller er det mig, der leder de forkerte steder?

For selvom børnene bliver større, ville det aldrig give det samme at hoppe ind i sammenhænge, bestående af mennesker, der er helt andre steder i livet end mig, og som har tiden til at dedikere sig 100% til deres interesser. Selvom jeg kunne barnepige mig ud af logistikken, ville det f.eks. aldrig blive det samme for mig at søge fællesskaber i fitnesscentre igen, fordi jeg er et andet sted i livet. Træningen udgør kun 50% af det, der gør samværet fedt, og det er de resterende 50%, jeg er vokset fra, både praktisk og mentalt.

Som unge var vi hinandens netværk. Vi var hinandens sociale stimuli, hinandens historier og hinandens livsvidner, både pga. oplevelser, effektuerede timer og alle de op- og nedture, den fase af livet bestod af.

I dag har vi så mange af vores tentakler hæftet på andet og andre, at det intense samvær ikke kan genskabes – og det skal det i virkeligheden nok heller ikke. Det ligger bag os, fordi det forudsætter et bestemt ståsted i livet, med alle de muligheder og begrænser, der kommer med dét.

Normalt er jeg god til at huske, at hvis man fokuserer for meget på det, man har sluppet, så glemmer man at glædes over alt det, man dermed har givet sig selv mulighed for at samle op og holde om, på og ved i stedet, men lige der, på Torvet, en helt almindelig lørdag i september, ville jeg ønske, at det ikke altid behøvede at være enten-eller.

Kram & kommentarer

Det går bedre. Søvn, et velsignet ophold i ting-der-opstår-og-kræver-action-NU! og et par dages (relativ) ro viste sig at være det, der skulle til for at genvinde fodfæstet. Jeg må indrømme, at jeg havde et par dage, hvor jeg for første gang i flere år blev rigtig bekymret, fordi jeg kunne mærke stemningstråde, der trak tilbage til det, jeg husker, fra de 3 gange, jeg har haft behandlingskrævende depressioner.

Der ønsker jeg aldrig at nå ud igen, og selvom man desværre ikke kan holde den slags stangen med viljens kraft alene, så tror jeg, at man somme tider kan få taget farten af bilen, og måske endda få den bragt til standsning, inden den kører ud over rampen, hvis man trækker håndbremsen i tide. Måske havde jeg forhjulene på den, måske havde jeg ikke – det finder jeg heldigvis ikke ud af i denne omgang.

Jeg fik de fineste kommentarer til mit sidste indlæg, og det er egentlig dem, der er årsagen til dette indlæg.

Normalt gør jeg en dyd ud af at svare individuelt på hver enkelt kommentar, og jeg gør mig umage for ikke bare at lave variationer over samme tema, hvor jeg ligeså godt kunne skrive “Se ovenfor”.

Sådan har det ikke altid været; det er noget, der er kommet. For 3-4 år siden svarede jeg på måske 40% af de kommentarer, jeg fik, så der er grænser for, hvor højt op på korset, jeg kan tillade mig at kravle, men i bedste eks-ryger stil, bliver jeg i dag selv relativt træt af bloggere, der stiller spørgsmål til læserne, svarer på de første 3 der kommer – for derefter at lade resten hænge i vinden og blafre. Jeg ved ikke, hvordan det føles for andre, men jeg mister lysten til at engagere mig, hvilket er første skridt på vejen til at slippe bloggen og bloggeren.

Når det er sagt, kræver det tid at svare på hver enkelt kommentar, man får, og det er det selvfølgelig bare ikke alle, der har.

Men det, jeg efterhånden har opdaget er, at man får noget, der minder om en sub-blog i kommentarfeltet, og at kvaliteten af kommentarer bliver uendelig meget bedre, når man som blogger svarer ordentligt, fordi vi på en eller anden måde spejler hinandens indsats. Hvis jeg gør mig umage, gør I også. Og dermed bliver jeres input og vinkler langt mere nuancerede, ganske enkelt fordi I bruger mere tid på at formulere jeres svar. Det giver en dybde, og en fornemmelse af 2-vejskommunikation, som jeg i dag ville være meget ked af at undvære.

Og derfor var min forundring stor over, at jeg for første gang i lang tid, simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle svare til kommentarerne fra sidste indlæg. Jeg har siddet og stirret på min skærm flere gange, uden at nå længere end det. For det kom til at føles som om, jeg bare gentog mig selv, hvis jeg skrev “Tusind tak for dine fine ord – de gør en forskel” under hver enkelt kommentar. Også selvom det er sådan, det forholder sig. Og alle-kaldet: “Tak for jeres kommentarer” føltes også lidt som en fuckfinger til mennesker, der har brugt tid til at sende gode ønsker og tanker afsted mod et menneske, de aldrig har mødt.

Efter at have tænkt over det et par dage, er jeg nået frem til, at det må skyldes, at hvor vi normalt hylder debatten og humoren herinde, og langt det meste af tiden spiller ord-pong – og elsker det – så var de seneste kommentarer faktisk mere en slag ord-kram, end svar-svar.

– som mit svar derfor bliver underligt usammenhængende med, hvis det bygger på ord, emojies og humor.

Så derfor vil jeg egentlig bare gerne sende jer den her, og ønske jer god lørdag:

 

Tak fordi I er jer.

Forstuvet

Vi er halvvejs gennem den første hele uge efter ferien, og jeg er fuldstændig kørt over. Jeg ved ikke, om det er grundstemningen, der er skæv, og de små ting derfor føles fuldstændig uoverskuelige, eller om det er omvendt, og den akkumulerede sum af hverdagsudfordringer slår grundstemningen ud af kurs, men jeg hænger i neglene.

Jeg ved godt, at det bare er en af de perioder, der også er en del af livet, og at det hele vender lige om lidt, men lige nu har jeg svært ved at se mig ud af .. jamen, det hele, faktisk.

Vi er ikke ret mange tolke, der er startet op efter ferien; til gengæld har vi virkelig mange opgaver, og det giver lige præcis det skema, man forestiller sig, med lange dage og mange timer. Så jeg er træt, både i hovedet og i kroppen. Vi er sygt pressede økonomisk i den her måned, og hvor jeg normalt godt kan trække vejret i det, gør det mig utryg i disse dage. Ingen sover pga. varmen, som aldrig, aldrig, aldrig stopper, børnene reagerer på at være startet igen med nedsmeltninger og interne konflikter, og så bliver der ved med at ske de der irriterende småting, som man er nødt til at reagere på, og ikke bare kan parkere til der er lidt mere overskud. F.eks. at komme hjem til en entré, som myrerne har kastet deres kærlighed på, eller at have haven invaderet af mælkebøtter, der breder sig med så eksplosiv hast, at jeg nærmest kan se dem springe op af jorden. Der er nok, uden at overdrive, kommet 100 nye i de 4 uger, vi har holdt ferie.

Mit haleben gør stadig urimelig ondt, og forleden forsøgte jeg at rive en dørkarm af med min nu måske-brækkede/måske-kraftigt-forstuvede lilletå.

Det værste er egentlig, at jeg ikke lige ved, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Det er svært for et handlingsmenneske som mig. Indtil videre prøver jeg at sørge for at sidde i min have med en kop te og tømme hovedet hver eneste aften, og at sende mig selv tidligt i seng. Det føles som om det hjælper. Lidt.

Resten må jeg vist bare prøve at lægge tid og tålmodighed på.

Svingninger

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville skrive et ‘I øvrigt’-indlæg til bloggen i dag, men jeg kan mærke, at jeg ikke rigtigt er i haha-humør. Dels sidder jeg midt i nogle lidt tunge ting i arbejdsøjemed, og dels er jeg bare træt og introvert i disse dage.

Jeg øver mig i at kigge på det, når jeg har det sådan. Ikke fordi der skal findes forklaringer og løsninger på alt, men fordi jeg gerne vil finde ud af, hvordan jeg bedst kan passe på mig selv, når jeg har det sådan. Egen-omsorg er et lidt irriterede ord, men det er det, det handler om.

Jeg har opdaget, at dårligt humør hos mig nogle dage handler om, at min grund-stemning bare ikke er helt oppe at ringe, mens det andre dage er summen af de små ting, der til sammen gør dagen træls.

Den sondring er jeg faktisk ret godt tilfreds med at have gjort, fordi den giver mening for mig; det kan ikke være konfettikanoner og brede smil hver dag, og alene den erkendelse føles rar. Jeg kan bedre udvise overbærenhed overfor mit eget underskud, når jeg ikke sidder med fornemmelsen af, selv at have skabt min surhed med et forkert fokus, og det er nemmere at være i det, når jeg er bevidst om, at med bjerge følger dale, og det ene kan ikke eksistere uden det andet.

Jeg prøver at skærpe opmærksomheden på, hvornår det er hhv. den ene og den anden slags dage, jeg har, og reagere i henhold til det. At jeg f.eks. styrer uden om triggerne, de dage, hvor alt, hvad jeg rører ved, går galt og i stykker, og at jeg ikke planlægger det store udenfor huset, når jeg har brug for ro, men bare prøver at give plads til at være så introvert, som situationen nu engang tillader.

Lige nu kan jeg mærke, at matheden skyldes, at for mange mennesker på for mange platforme river for meget i mig. Det er et issue så gammelt som mennesket selv, og man kan hver eneste uge høre variationer over temaet i Mads & Monopolet. En kvinde, der pludselig ikke længere kan holde ud, at hun giver større/bedre gaver end veninderne giver hende, en kødspiser, der er blevet så træt af at tage hensyn til sine vegetar-venner, at hun har lyst til at bede dem om at tilberede en bøf til hende, og en storesøster, der føler, at hun bliver forfordelt ift. til sin lillesøster – alt sammen resultater af at give mere, end man har, og af at en given relation har mistet balancen.

Det paradoksale er, at man i langt de fleste tilfælde selv har skabt situationen, fordi andre mennesker kun kan udsætte dig for den behandling, du lader dig udsætte for.

Jeg tror, man er nødt til at adressere det, hvis det er noget, der fylder så meget, at man er begyndt at se på det menneske, der handler om, med andre øjne. Frygten for, at “det bliver mærkeligt” hvis man tager problemet op, kan man med sindsro parkere, for hvis noget først har gnavet så meget, at der er kommet et sår, så er det allerede blevet mærkeligt, og at tage det op, er den eneste reelle chance man har for at gøre det umærkelig igen. Måske ikke idag eller i morgen, men et sted ude i fremtiden.

Men man ville slide sig selv op, hvis man skulle gøre konfrontationer ud af alt, og somme tider laver man også en analyse på forhånd, der hedder “Det her er egentlig mere, end jeg lige pt. kan overskue, men dette menneske/denne situation er vigtig nok for mig til, at jeg alligevel vælger at gøre det” – og det er der, jeg står lige nu.

Jeg er gået ind til det hele med åbne øjne, men sammenfaldet af behov og ydre omstændigheder har gjort, at jeg kan mærke, at det er nu, jeg skal trække tentaklerne ind. Der er tilbud, der skal rundes pænt og ordentligt af, der er opgaver, der skal bindes sløjfer om og returneres, og der er stafetter, jeg har løbet med, som nu skal rækkes videre til andre.

Det er godt, jeg snart har ferie.