Unbecoming

Jeg er meget i mit hoved for tiden. Der er en masse fragmenter, der ligger og skøjter rundt, og jeg aner en slags sammenhæng i det tema, de udspringer af, uden at jeg helt kan sætte fingeren på, præcis hvori det består.

Der sker meget omkring mig. Folk tager opgør, der har været optræk til længe, de konfronterer hinanden, trækker sig, går, bliver uvenner og får nok.

Noget af det handler om et mærkeligt sammentræf, hvor mange af os samtidigt har ramt det punkt, hvor en ændring, der er sket langsomt og gradvist, pludselig er blevet synlig og mærkbar.

Lidt som når man ikke lægger mærke til den snigende hovedpine, temperaturen, der stiger en halv grad og næsen, der stopper til – men pludselig, når ledsmerterne sætter ind, kan mærke det hele samtidigt og går fra at være rask til at være syg på et splitsekund.

På samme måde er det for tiden som om, at det, folk har levet med og accepteret længe, pludselig ikke længere kan ignoreres – eller tolereres.

Vi er nok alle tilbøjelige til at se dem, vi holder af, gennem et filter af de mennesker, de var engang. Venskabet, kærligheden, og de fælles relationer og interesser. Erindringer om tidspunkter, hvor vi havde det svært, og de var der for os.

Og vi kommer automatisk til at antage, at de stadig er derinde et sted, og at svigt og skuffelser bare handler om dårlige dage, travlhed eller #life, som lige kom i vejen. At den dårlige opførsel eller manglen på omtanke og indsats er undtagelsen, mens reglen er en stærk og givende relation.

Men det skal jo vende på et tidspunkt, hvis det er tilfældet, og jeg har brugt det sidste år på, hver gang et menneske, jeg interagerer med, skuffer, lader mig trække læsset eller tackler noget givent på en måde, jeg synes er uhensigtsmæssig, at overveje, om jeg ville danne en relation til den person, hvis jeg mødte dem forfra med den adfærd og de prioriteringer, de har i dag.

Det kan lyde hårdt og meget noget-for-noget. Det er ikke sådan, jeg oplever det, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg ser gå gennem den samme udvikling.

Det ser ud og føles mere som noget aldersudløst, tror jeg? At vi, hvis vi er heldige, står midt i livet nu, og måske, ubevidst, gør status? Vurderer, hvad vi gerne vil have med videre, og hvad tiden er kommet til at slippe?

Da jeg begyndte at pusle med det her indlæg, kom jeg til at tænke på en kommentar, som en af jer lagde på det sidste indlæg, jeg skrev om relationer. Jeg kan ikke huske ordlyden, men det var en let, oprigtig undren over, at der i mit liv kunne være så mange problematiske relationer. (Det var ikke sådan, det var formuleret, og nu synes jeg, at det lyder passivt-aggressivt, når jeg parafraserer det, og det var slet ikke sådan, jeg opfattede det). Den kommentar har jeg tænkt meget over, fordi jeg er et menneske, der kan være ret kompromisløs i mine nære relationer. Der er langt til min grænse, men rammer du den, er løbet kørt.

Derfor fik den kommentar mig til at tænke over, hvordan det kan være tilfældet, for når man har været god til at gøre rent bord over årene, burde der jo ikke være så mange tilbage at luge ud i.

Men forleden, da jeg var på keramikmalerdate med en veninde, kom vi til at tale om grænser. Og her var der noget, der gik op for mig – for vi ligner på mange måder hinanden i vores måde at være i verden på, og for os begge gælder, at vi virker som magneter på mennesker, der mangler publikum og terapeuter.

Om det er fordi, vi er gode til small talk og til at lytte, eller om det handler om, at vi begge har ting med i posen, der gør, at vi kan relatere til, hvordan livet føles, når det ikke er nemt, ved jeg ikke. Men da vi sad og talte om det, gik det op for mig, at det ofte er dé relationer, hvor jeg bøvler med grænser – fordi jeg ikke helt forstår, at folk ikke sætter dem selv. For mig er noget af det værste, du kan byde mig at blive VED med at gå over en grænse, jeg allerede *har* sat.

Og det er klart: I et venskab ville jeg aldrig acceptere det. Men voksenlivet kommer med relationer, hvor man ikke er helt så fri til at vælge. Andre børns forældre, papbørn, kæresters ekskærester, naboer og kolleger er alle eksempler på mennesker, vi kan være nødt til at finde en måde at sameksistere med, uanset om vi har lyst eller ej.

For selvfølgelig kan man trække grænserne hårdt op. Men jeg tror, mange af os i de her tilfælde forsøger at vælge den lempelige vej, fordi det er mennesker, vi har et tvunget fællesskab med, og hvor en konflikt kan få nærmest uoverskuelige konsekvenser.

Men jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, jeg har det sværere med, end at være nødt til at sætte den samme grænse flere gange, og det har for mig altid været svært og frustrerende, når jeg bliver tvunget til at gøre det alligevel.

Og her tænker jeg for tiden rigtig meget over, at det handler om komfort, vane og manglende træning. For al udvikling er svært og grimt og bøvlet, og særligt når livet omkring os ikke lige trækker ind til siden, så vi kan få ro til at gro nye vaner, er det nemt at falde tilbage til det, man plejer og kender.

Men måske er livet ikke så meget er en øvelse i at forsøge at undgå at gentage mønstre og adfærd, man har set, lært og gentaget hele sit voksne liv.

Måske ligger øvelsen i at opdage det, når man ufrivilligt gentager det, man kender og forstår – og så gøre noget andet?

Måske ligger udvikling og vækst der, hvor man stadig gentager mønsteret, men ændrer sin reaktion. Som f.eks. når vores generation, mod bedre vidende, kommer til at råbe ad vores børn – men bagefter bruger den nødvendige tid på at undskylde og samle op i forsøget på at gøre det bedre. På at blive bedre.

Måske er det den udvikling i os selv, der får os til at stille krav til de mennesker, vi har i vores liv, både i de nære og i de perifære relationer nu. Som får os til at indse, at en relation ikke består af sig selv, og at den kun er værd at bevare, hvis den er vigtig nok for begge parter til, at de gør sig umage.

Måske er det først midt i livet man opdager, at en fælles opgave ikke kan løses alene, og at det i alle typer af skæve relationer er den, der giver mest, som til sidst er tvunget til at trække grænsen. For den, der tager, gør det ikke.