Jeg er meget i mit hoved for tiden. Der er en masse fragmenter, der ligger og skøjter rundt, og jeg aner en slags sammenhæng i det tema, de udspringer af, uden at jeg helt kan sætte fingeren på, præcis hvori det består.
Der sker meget omkring mig. Folk tager opgør, der har været optræk til længe, de konfronterer hinanden, trækker sig, går, bliver uvenner og får nok.
Noget af det handler om et mærkeligt sammentræf, hvor mange af os samtidigt har ramt det punkt, hvor en ændring, der er sket langsomt og gradvist, pludselig er blevet synlig og mærkbar.
Lidt som når man ikke lægger mærke til den snigende hovedpine, temperaturen, der stiger en halv grad og næsen, der stopper til – men pludselig, når ledsmerterne sætter ind, kan mærke det hele samtidigt og går fra at være rask til at være syg på et splitsekund.
På samme måde er det for tiden som om, at det, folk har levet med og accepteret længe, pludselig ikke længere kan ignoreres – eller tolereres.
Vi er nok alle tilbøjelige til at se dem, vi holder af, gennem et filter af de mennesker, de var engang. Venskabet, kærligheden, og de fælles relationer og interesser. Erindringer om tidspunkter, hvor vi havde det svært, og de var der for os.
Og vi kommer automatisk til at antage, at de stadig er derinde et sted, og at svigt og skuffelser bare handler om dårlige dage, travlhed eller #life, som lige kom i vejen. At den dårlige opførsel eller manglen på omtanke og indsats er undtagelsen, mens reglen er en stærk og givende relation.
Men det skal jo vende på et tidspunkt, hvis det er tilfældet, og jeg har brugt det sidste år på, hver gang et menneske, jeg interagerer med, skuffer, lader mig trække læsset eller tackler noget givent på en måde, jeg synes er uhensigtsmæssig, at overveje, om jeg ville danne en relation til den person, hvis jeg mødte dem forfra med den adfærd og de prioriteringer, de har i dag.
Det kan lyde hårdt og meget noget-for-noget. Det er ikke sådan, jeg oplever det, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg ser gå gennem den samme udvikling.
Det ser ud og føles mere som noget aldersudløst, tror jeg? At vi, hvis vi er heldige, står midt i livet nu, og måske, ubevidst, gør status? Vurderer, hvad vi gerne vil have med videre, og hvad tiden er kommet til at slippe?
Da jeg begyndte at pusle med det her indlæg, kom jeg til at tænke på en kommentar, som en af jer lagde på det sidste indlæg, jeg skrev om relationer. Jeg kan ikke huske ordlyden, men det var en let, oprigtig undren over, at der i mit liv kunne være så mange problematiske relationer. (Det var ikke sådan, det var formuleret, og nu synes jeg, at det lyder passivt-aggressivt, når jeg parafraserer det, og det var slet ikke sådan, jeg opfattede det). Den kommentar har jeg tænkt meget over, fordi jeg er et menneske, der kan være ret kompromisløs i mine nære relationer. Der er langt til min grænse, men rammer du den, er løbet kørt.
Derfor fik den kommentar mig til at tænke over, hvordan det kan være tilfældet, for når man har været god til at gøre rent bord over årene, burde der jo ikke være så mange tilbage at luge ud i.
Men forleden, da jeg var på keramikmalerdate med en veninde, kom vi til at tale om grænser. Og her var der noget, der gik op for mig – for vi ligner på mange måder hinanden i vores måde at være i verden på, og for os begge gælder, at vi virker som magneter på mennesker, der mangler publikum og terapeuter.
Om det er fordi, vi er gode til small talk og til at lytte, eller om det handler om, at vi begge har ting med i posen, der gør, at vi kan relatere til, hvordan livet føles, når det ikke er nemt, ved jeg ikke. Men da vi sad og talte om det, gik det op for mig, at det ofte er dé relationer, hvor jeg bøvler med grænser – fordi jeg ikke helt forstår, at folk ikke sætter dem selv. For mig er noget af det værste, du kan byde mig at blive VED med at gå over en grænse, jeg allerede *har* sat.
Og det er klart: I et venskab ville jeg aldrig acceptere det. Men voksenlivet kommer med relationer, hvor man ikke er helt så fri til at vælge. Andre børns forældre, papbørn, kæresters ekskærester, naboer og kolleger er alle eksempler på mennesker, vi kan være nødt til at finde en måde at sameksistere med, uanset om vi har lyst eller ej.
For selvfølgelig kan man trække grænserne hårdt op. Men jeg tror, mange af os i de her tilfælde forsøger at vælge den lempelige vej, fordi det er mennesker, vi har et tvunget fællesskab med, og hvor en konflikt kan få nærmest uoverskuelige konsekvenser.
Men jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, jeg har det sværere med, end at være nødt til at sætte den samme grænse flere gange, og det har for mig altid været svært og frustrerende, når jeg bliver tvunget til at gøre det alligevel.
Og her tænker jeg for tiden rigtig meget over, at det handler om komfort, vane og manglende træning. For al udvikling er svært og grimt og bøvlet, og særligt når livet omkring os ikke lige trækker ind til siden, så vi kan få ro til at gro nye vaner, er det nemt at falde tilbage til det, man plejer og kender.
Men måske er livet ikke så meget er en øvelse i at forsøge at undgå at gentage mønstre og adfærd, man har set, lært og gentaget hele sit voksne liv.
Måske ligger øvelsen i at opdage det, når man ufrivilligt gentager det, man kender og forstår – og så gøre noget andet?
Måske ligger udvikling og vækst der, hvor man stadig gentager mønsteret, men ændrer sin reaktion. Som f.eks. når vores generation, mod bedre vidende, kommer til at råbe ad vores børn – men bagefter bruger den nødvendige tid på at undskylde og samle op i forsøget på at gøre det bedre. På at blive bedre.
Måske er det den udvikling i os selv, der får os til at stille krav til de mennesker, vi har i vores liv, både i de nære og i de perifære relationer nu. Som får os til at indse, at en relation ikke består af sig selv, og at den kun er værd at bevare, hvis den er vigtig nok for begge parter til, at de gør sig umage.
Måske er det først midt i livet man opdager, at en fælles opgave ikke kan løses alene, og at det i alle typer af skæve relationer er den, der giver mest, som til sidst er tvunget til at trække grænsen. For den, der tager, gør det ikke.
Tak. Det var spændende læsning.
Jeg læser det lige igen i eftermiddag. Og igen i morgen.
Stort, svært og fascinerende – at holde spejlet op for egne mønstre og se bag handlinger, for at forstå de følelser, der ligger nedenunder.
Glæder mig (som altid) til kommentar holdet melder ind!
Jeg håber, at det ender med at give anledning til enten tanker eller samtaler, der puffer til det, du går og tygger på <3
Det her er SÅ rammende for mig. Jeg bøvler egentlig lidt med både familie- og venskabsrelationer i disse år. Familie fordi jo ældre jeg bliver, desto længere kommer vi fra hinanden, og når man ikke længere har sine forældre til at holde sammen på det, så bliver der sværere. Og så har jeg en gammel veninde, som jeg længe har haft svært ved at placere der, hvor hun fortjener at være – og det er ikke længere helt inde i sofaen, for nu at bruge en anden term, som jeg har slæbt med mig herindefra. Sagen er, at hun ikke er særlig sød og empatisk. Og jeg har altid undskyldt hendes udbrud med, at hun ikke har lært andet og ikke gør det i ond mening. Men sagen er, at jeg er blevet træt af det. Og nu er det svært at sige fra, for hun taler jo som hun altid har gjort. Men lige nu er jeg et svært sted (overgangsalder – ikke en fest man gider være inviteret til + det løse bøvl i livet med børn) og jeg er bare så sårbar, at jeg ikke holder til ret meget. Jeg har egentlig fortalt, at jeg har det svært, og det jeg får tilbage er “gode råd” om alt det jeg kan tage mig sammen til at gøre for at forbedre mit liv. Og det er helt rigtigt, jeg gad måske bare godt en, der gav mig et kram og var empatisk. I stedet føler jeg min mindre værd. Nu hvor jeg skriver det, så kan jeg godt se, at jeg skal have sat den grænse. Samtidig med, at jeg opretholder det fællesskab som vi begge har i en venindegruppe gennem 20 år. Livet! Det er sgu svært. Tak for din altid gode refleksioner og din digitale dagligstue
Hard relate. Der sker noget med overbærenheden i den her alder, synes jeg. Måske fordi stort set alle har fået et lag tæsk af livet på nuværende tidspunkt, og det derfor bliver ret tydeligt, at selv når man er underlagt harske vilkår, man ikke selv har valgt, så har man *stadig* et valgt ift. hvordan man responderer og reagerer?
Jeg så et meme forleden, som 100% ramte plet ift. hvor jeg selv er:
“I’m at a point in my life where I no longer have expectations; I have requirements. Respect my time. Match my effort. Keep your word. Always be honest. Stay consistent. Those are my requirements. Not expectations. Requirements.”
Tak for stadig at have lyst til at melde ind, Hanne. Det er nemt at komme til at glemme over tid, men det betyder virkelig meget, når man sidder på den her side af skærmen.
Jeg er ret sikker på, det var mig, det skrev den kommentar – og jeg er meget glad for, at den blev læst i den rigtige ånd. For det var egentlig mest ift mig selv, at jeg var i tvivl, om jeg havde blind spots, når nu du og andre i kommentarfeltet kunne relatere så meget til de overtrådte grænser. Men jeg tror, du rammer hovedet på sømmet ift. det med at “tiltrække” mennesker, det bruger dig som terapeut – for jeg har det næsten omvendt med mine relationer: at der er mange som ikke rigtigt åbner op om det svære i deres liv, og det gør mig egentlig lidt ked af det, at de ikke oplever vores relation som dyb nok til det.
Så endnu engang tak for at skrive noget, der får refleksionerne i gang!
Altså, der er jo heldigvis intet, der er mejslet i sten, og hvis en af mine venner tog fat i mig, og lagde op til en snak om, hvad vi vægter i vores venskab, så ville jeg være mere end villig til sammen at prøve at redefinere tingene. Vi har i en af mine cirkler for nyligt besluttet, at vi gerne vil begynde at lave noget sammen, når vi holder fødselsdag for hinanden, i stedet for altid bare at mødes til mad og vin. Den aftale kom kun i stand, fordi vi kunne tale om vigtigheden af at skabe nye minder sammen, så det ikke altid er ‘kan I huske dengang’ og ‘hvad laver X og Y egentlig nu?’. Fortiden er vigtig, men fremtiden er mindst ligeså vigtig at tage hånd om, synes jeg. Og ved at begynde at lave noget, f.eks. escape rooms, male (mere) keramik, melde os til et kursus i pastalavning osv., så får vi også set sider af hinanden, som vi måske ikke kendte til. Det styrker klart relationen.
Så måske det kunne være værd at tage den op med dem, der er vigtigst for dig? Når man ryster posen, får det somme tider nogle udfald, man ikke havde forudset – men det er bare ofte til det bedre, synes jeg. <3