M2024, uge 33

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tjekket de 2 alternative ruter, jeg får foreslået, når jeg taster en adresse på min GPS, som altid fremhæver og foreslår “Den hurtigste”.

Det har været noget af en øjenåbner. Af de 3 forslag er den hurtigste altid den, der giver flest kilometer på motorvej, mens den langsomste i nogle tilfælde må indeholde passager af ‘Kravl med din bil på ryggen’, for ellers kan jeg simpelthen ikke se, hvordan man skal kunne få en tur på 60 kilometer til at tage små 3 timer.

Men det midterste forslag lægger ofte kun 5-10 minutter til rejsetiden, er ofte kortere, målt på kilometer, og giver dig så mange af disse som muligt på landevej. KÆMPE gamechanger ift. brændstof. Og køreglæde, faktisk, fordi det uden undtagelse altid er pænere, og fordi man ikke skal male sine tænder til benmel over trafik og vejarbejde.

(Som ekstra plus får man i mit tilfælde også fornøjelsen af at høre Frida begejstret udbryde “KØER!!” hver e-n-e-s-t-e gang, vi kører forbi et eksemplar af slagsen). 

Hvordan nedsat hastighed påvirker batterilevetiden for elbiler ved jeg ikke, men det er der med garanti nogle af jer, der ved, så meld endelig ind.

2.

Har jeg haft Min Bog fremme og opdateret den med årets erfaringer. Det var ikke fordi, der var så meget at tilføje, men jeg holder nærmest religiøst fast i at gøre det alligevel, for selvom jeg har 47 års empiri, der modsiger antagelsen, så tror jeg altid, at jeg kan huske ting fra ét år til det næste.

I år havde jeg f.eks. tænkt, at jeg ville smide et puslespil i bilen, da vi skulle til Nordjylland – men fortids-Linda havde heldigvis skrevet: “Lad være med at slæbe puslespil med. Det kan ikke betale sig” – og det havde hun helt ret i, kunne jeg se, da vi var deroppe.

Så for folk som mig, der er tilbøjelige til at få de samme ideer flere gange, er sådan en bog sin egen vægt værd i guld.

I år har jeg noteret, at jeg skal huske at smide vores Loops ørepropper i tasken, når vi skal i forlystelsesparker rundt omkring.

Og ikke, at det partout skal være Loops, men grunden til, at jeg synes, at de er smarte er, at de stadig lader lyd trænge ind. Man kan vælge dem med forskellige grader af filter, så de nedsætter lyd med hhv. 8, 16 og 32 dB (mener jeg, det er). Almindelige ørepropper lukker meget ude, og skal hives ind og ud, hver gang man skal interagere med andre mennesker, og jeg har nærmest mistet 4 stk. på den tid, det har taget mig at skrive den her sætning. Noise cancelling er vidunderligt for dem, der har brug for det, men dels virker de ved at producere hvid støj på den præcis modsatte frekvens af den omgivende lyd, hvilket betyder, at de (op)bruger batteri, og dermed på et tidspunkt løber tør for strøm, og dels er de VARME.

Og så er der noget ift. sikkerhed, der for mig kan være lidt problematisk, fordi man som hørende ikke er så opmærksom på sine omgivelser, som døve og mennesker med høretab er. Derfor er jeg altid nervøs for, om Anton opdager det, hvis der f.eks. går en alarm, eller nogen råber en advarsel, når han har sine NC-bøffer på.

Men nu har jeg noteret, at vores Loops skal med, og så håber jeg, at alle kan hygge sig og stadig har både forstand og nervesystem i behold, når vi kører hjem. 

3.

Har jeg tjekket de spande med maling, jeg har stående i bryggerset.

Noget af det giver ikke mening at flytte rundt på, for der er for lidt til en væg men for meget til bare at plette med. Her fik jeg hældt en smule fra til mig selv, og foræret resten til nogle kreative typer.

De store spande med hvid maling, jeg købte fra sidste lejer, da jeg flyttede ind, irriterer mig, fordi de fylder. Omvendt er det jo virkelig dumt at smide dem ud, for maling er dyrt, og hvid altid kan bruges – men det slog mig, om der kunne være noget med holdbarhed.

Jeg google mig frem til, at der på mange spande står holdbarhed angivet, og at for gammel maling kan have dårligere dækkeevne og .. noget mere, jeg har glemt.

Men der stod ikke noget på mine spande, så jeg skrev til den forretning, hvor malingen er købt – og de anede det heller ikke. Men vi fik med lodder og trisser fundet frem til nogen lidt højere oppe i systemet, der kunne oplyse, at så længe malingen ikke lugtede mærkeligt, kunne man bare rulle løs.

Så nu lever jeg med, at de står bag døren og fylder, men glæder mig til gengæld over, at lagret på rest-hylden er skrumpet betragteligt. 

Månedens Mål, august (2/4)

Intentionerne om et ugebudget var gode, men livet kom med sit store, grimme hverdagsfejeblad og skovlede dem væk.

Egentlig er det fint, fordi det giver anledning til at flette noget ind, som jeg for tiden prøver at arbejde bevidst med, nemlig at kurskorrigere løbende, og huske, at fordi man punkterer på ét hjul, så behøver man ikke at pifte de andre 3.

For mål sat så afgrænset op, som jeg gør herinde, har både fordele og ulemper. På plussiden betyder tidshorisonten, at jeg får fulgt nogle beslutninger til dørs, som ellers ville være smuldret mellem fingrene på mig, fordi jeg taber fokus, hvis noget tager for lang tid. Til gengæld er det svært at løbe det tabte ind, når man misser en uge, fordi det ikke er ret meget ekstratid at gøre med.

Det første, jeg måtte konstatere var, at det ikke fungerer at lave et stramt ugebudget den uge, hvor børnene skal tilbage i skole, efter 7 uger uden madpakker og ulvetimer. For vi manglede stort set ALT.

Den anden erfaring, jeg gjorde mig var, at det kan være godt givet ud at lægge alle tov fra sig og træde et skridt tilbage, når alting pludselig går meget hurtigere end forventet. Skolestart, kommuner, der ikke betaler deres regninger, og deraf følgende lappeløsninger, der skal klappes af med banken, et opslag på LinkedIn, der har fået sit eget liv, hvalpe hos naboen, taxabøvl til Anton osv. osv., åd alt, hvad jeg havde af overskydende tid, og dermed blev det småt med timer til at blogge og arbejde med konkrete mål.

Men også dét, prøver jeg at gøre til noget, jeg kan lære af. For jeg vil så gerne ændre mit mønster med at have fuld kontrol, indtil jeg bliver så overvældet, at jeg intet kan overskue, for det er dér, tingene skrider for mig.

Derfor har jeg denne uge prøvet at være meget, meget bevidst om, hvordan jeg forvaltede min tid, så jeg hele tiden var skarp på at gøre det absolut mest nødvendige først. De dage, jeg nåede nogle af luksus-opgaverne, når baseline var lagt, havde jeg ro til at glæde mig over det, men de dage, hvor det ikke lykkedes, var det stadig ok, for det, der SKULLE være styr på, var der styr på.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var nemt. Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv, når jeg har besluttet at gøre noget, og så må sande, at jeg ikke kan nå det alligevel – men jeg bliver ved med at minde mig selv om, at vaner er svære at bryde, netop forde de er vaner.

Men hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik, og jeg har ambitioner om andet og mere.

Det betyder, at jeg stadig har holdt øje med vores forbrug, og at jeg har fået tilføjet mit andet visakort til min telefon, så jeg i hvert fald har lagt en sten eller to til det, der gerne skulle blive husholdningsstien til sidst.

Det hele er udvikling, og selvom det ikke er nemt, har jeg en helt basal fornemmelse af, at det stadig er indsatsen værd.