The rooms are all on fire

For et par uger siden blev der i den lokale fb-gruppe lagt et opslag op fra Krohaven, som er et aflastnings/botilbud, der ligger overfor skolen. En medarbejder appelerede til skolebørnenes forældre om at undlade at holde på Krohavens p-plads om morgenen, fordi de taxaer, der henter børnene, så ikke kan komme til. Det bliver et problem, fordi bemeldte taxaer kun må vente 5 minutter, før de skal køre videre, og mange af børnene på Krohaven bliver udadreagerende, hvis deres forventede struktur brydes.

Det er der jo ingen, der ikke kan forstå eller fatte sympati for.

Men. Samtidig fik opslaget noget til at falde på plads for mig, som jeg ikke helt har kunne sætte fingeren på, når jeg forsøgt at pinpointe min fornemmelse af, at hele systemet er ved at falde fra hinanden.

For det synliggjorde det, der for mig at se er kerneproblemet overalt, nemlig at løsninger, der burde løses strukturelt, bliver lagt over på individet.

Krohaven ejes af Esbjerg Kommune. Det gør skolen også. Begge dele er bygget på et tidspunkt, hvor verden var en anden, og problemet med for få p-pladser er vist generelt for alle skoler. 

Og lad os starte med at skåne hinanden for debatten om børn og cykler, for jeg synes, at problemet er langt mere komplekst end som så.

For i mange familier i dag arbejder alle tilgængelige forældre, mange har fået langt til job, og skal dermed tidligere afsted, end de skulle for 15 år siden, skoledistrikterne er blevet større, men infrastrukturen er ikke fulgt med osv. osv.

Samtidig skal man i dag tilkøbe et morgenmodul i SFO’en, hvis man har børn, der skal kunne komme ind på skolen tidligere end kl. 7.50.

Det betyder altså et vindue på 10 minutter, hvor alle de børn, der ikke går i SFO, ankommer til skolen – mange af dem i enten bil eller bus.

Og hvor børnene på Krohaven også bliver hentet, åbentbart.

Det får bølgerne til at gå højt i lokalsamfundet – hvilket er forventeligt. Men det, der til gengæld kan undre, er kommunens fuldstændige fravær i debatten om, hvordan man løser det her.

For det ville da være oplagt at forlænge det tidsrum, hvor børnene kan komme ind på skolen, så dørene f.eks. var åbne fra kl. 7.30.

Eller at man omtænkte busløsningen og/eller afhentningstidspunktet for Krohavens børn.

For igen: Det er samme instans, der ejer og driver begge steder. Men det er ret vanvittigt, at manglen på p-pladser, og 100 restriktioner og beslutninger, som er truffet og pålagt ovenfra, pludselig er blevet et problem, som forældre og ansatte selv skal løse.

Og dén måde (ikke) at gribe tingene an på går igen overalt, synes jeg.

Da Anton gik i det almene skoletilbud, var den første “løsning” jeg blev præsenteret for, da skole begyndte at være svært, at han skulle skemareduceres. Da jeg spurgte, hvordan vi så skulle sikre, at afgangseksamen blev reduceret tilsvarende, blev de helt blanke i ansigterne. Og jeg ved sgu da godt, at det ikke er noget, man gør. Men jeg havde lyst til at synliggøre, hvor absurd kortsigtet en løsning det var – og at det kun og udelukkende var en løsning for dem.

Min bedstefar på 96 ville, uden den mindste tvivl, være død for længst, hvis ikke det havde været for mine forældre, som fragter ham land og rige rundt, fordi flextaxa mest er flex på taxasiden. På brugersiden er det bare uværdigt og træls. De handler for ham, hjælper ham, når han mangler tøj, tager med ham til lægen, og kører ham på Borgerservice, når han smækker sig ude af Digital Post, fordi han ikke kan se, hvad han taster, eller er kommet i tvivl om, hvad det nu lige er for et kodeord, man bruger hér. 

Jeg tolker for brugere, der bliver sendt hjem fra hospitaler, uden at nogen forholder sig til, om der kommer andre forbi og hjælper med det, borgeren helt indlysende ikke selv kan klare, forældre bliver indkaldt til arbejdsdage i de kommunale børnehaver, så børnene ikke får rabies og pest af at rive sig på rustne søm på legepladserne, og der sendes opfordringer ud om at holde børnene hjemme, når der er sygdom hos personalet i vuggestuen.

Og jeg ved det godt: Det handler om ressourcer.

Det er i hvert fald det, vi hører igen og igen og igen.

Men hvad nu, hvis det i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig hvad vi bliver stillet i udsigt? Og det faktum at vi alle sammen bliver målt efter samme lineal, fordi systemet vil have kontrollen, men ikke det ansvar, der følger med?

For jeg begynder at mistænke, at det måske mere er dér, problemet ligger.

Havde jeg fået Anton for 60 år siden, ville de særlige vilkår, han kom med, have været mine egne at finde en løsning på. Han var måske kommet med min far i lommen som læredreng, og ingen havde interesseret sig synderligt for, at sproget drillede ham, så længe han havde hænderne skruet rigtigt på. Han var ikke blevet læsetestet og lixmålt i tide og utide, og uden at skulle romantisere det, så ville det i hvert fald have været en langt mere håndfast og konkret virkelighed at navigere i.

For 60 år siden ville vi have vidst, at min bedstefars ve og vel var vores at forvalte, og vi ville have brugt tiden på at løse problemerne, i stedet for at forsøge at få dem i tale, som vi har fået fortalt kan gøre det bedre end os.

Vi lever med en forventning om, at samfundet holder hånden under os, og at der altid er hjælp at hente. Vi glemmer at forberede os på de worst cases, livet kan have i posen til os, fordi vi forventer, at systemet passer på os, når vi er syge, svage eller uden midler, og min påstand er, at det, i hvert fald på nogle af områderne, ville være en større hjælp, hvis vi på forhånd vidste, at vi skulle klare os selv. De ressourcer, jeg har brugt på at forsøge at få hjælp til Anton, ville for det første ikke have været nødvendige, hvis ikke han skulle opfylde samme krav og betingelser, som børn, der ikke har de udfordringer, han har, men de ville også have været bedre brugt på bare at hjælpe ham selv.

Det er bare ikke muligt at vælge den vej, så længe alle stadig skal aktiveres og bidrage og yde og evne og høres i alle sammenhænge, hele tiden.

Systemet er efterhånden blevet den ulidelige chef, der vil mikrolede alle dele af samtlige processer i hele virksomheden, men som ikke er nogle steder at finde, når det virkelig brænder på, eller ansvar skal placeres. 

Men helt oprigtigt synes jeg, at det efterhånden er svært at få øje på både rimelighed og logik i, at vi skal levere og præstere, som om vi fik den hjælp, idealet tilskriver, mens vi, overladt til os selv, snubler rundt i stonewall’ing, krav om omstillingsparathed, udbudsrunder og behandlingsgarantier, der ikke bliver overholdt.

Men ingen har overblik eller kræfter til at løfte debatten op på det niveau, hvor den egentlig hører hjemme, og hvor ansvaret for løsning af problemet burde ligge, fordi vi har travlt med at skændes om parkeringspladser, børns sygedage og hjemmehjælp.

Og selvfølgelig er det her nærmest absurd komplekst. Alt var, helt indlysende, ikke bedre I Gamle Dage, og jeg er også med på, at meget af det, vi står med i dag, udspringer af problemer, der er forsøgt løst, men hvor tid, frekvens og akkumuleret mængde har overhalet løsningerne indenom.

Der er netværk, opsyn, ansvar og vagtplaner, der skal gå op, at tage højde for.

Men det bliver tydeligere og tydeligere, at vi bliver lovet mere, end samfundet har ressourcer til at holde, og jeg har oplevelsen af, at alle bare holder sig for øjnene og bliver ved med febrilsk at træde på speederen, selvom det hele ryster og ryger, og lige om lidt ryger lortet i luften.

Det virker heller ikke optimalt.

Men hvordan man gentænker samfundet og måden, vi har indrettet det på, mens vi alle sammen stadig er i det, og ingen dermed er upartiske, aner jeg simpelthen ikke.

Men jeg ved, at vi ikke kan blive ved med at klamre os til illusionen om, at den udhulning af alle dele af velfærdssamfundet, vi lige nu er vidner til, er et forbigående problem. For det er det ikke. Det bliver kun værre i takt med, at konsekvenserne af kortsigtet lappeløsninger bliver flere og flere, og der ikke længere er en solid klangbund til at absorbere de sårbare undtagelser.