Jeg elsker at køre bil om aftenen. Det tror jeg, at jeg har nævnt før, men det er virkelig noget af det bedste, jeg ved. Det er, som om det hele falder til ro, når der skrues ned for lyset, og jeg er tvunget til at være, hvor jeg er. Det er ubetinget det tidspunkt, hvor jeg tænker bedst, og det er ofte der, jeg får øje på mønstre og detaljer, som hverdagen ikke levner plads til at se.
Det skete igen forleden. Jeg sad på motorvejen, og natten var overraskende klar, selvom dagen havde været grå og tåget. Vi var ikke mange biler derude, og som altid sad jeg og tænkte på, hvor de andre mon var på vej hen. I hver vores kasse, med hvert vores liv og historier, der rummer det hele.
Da jeg sad der og lod tankerne vandre, kom jeg til at tænke over, at jeg er et nyt sted i mit liv. Der er sket meget over det sidste år, og meget af det er nemt at få øje på. Natuligt nok er det derfor dét, jeg selv har lagt mest mærke til.
Men i mørket kom jeg til at spekulere over det, der er fulgt med. Alt det nedenunder, der har revet sig løs, er blevet trukket med strømmen, og som nu langsomt finder nye steder at falde til ro.
Uden at kunne redegøre knivskarpt for, hvori forandringen består, er det noget, der handler om min måde at forholde mig til mine egne grænser på.
Og også en gryende erkendelse af, at jeg skal have fundet en måde at gøre mig fri af mit behov for at forstå og søge logiske forklaringer, hvor de ikke er at finde.
De sidste måneder har budt på nogle ret krævende konfrontationer og en usædvanlig høj frekvens af mennesker med egne dagsordener, der, meget vedholdende, har insisteret på at sætte deres ønsker og behov over mine.
Det er sjældent, at jeg oplever så rød en tråd i de udfordringer, jeg kæmper med, men denne gang har det føltes næsten skæbnebestemt, at jeg har fået variationer af samme tema præsenteret på flere arenaer samtidigt. Både i privat og fagligt regi.
Fraset mine helt unge år, har jeg aldrig været specielt konfliktsky i professionelle sammenhænge. Jeg opfatter ikke mig selv som konfliktsøgende, men jeg er ikke bange for at være den, der sætter ord på det, som er svært.
Men i mit privatliv er jeg gået fra i mine 20’ere at synes, at livet var noget, andre mennesker forvoldte mig, mens mine 30’ere gik med at sortere i, hvad jeg gerne ville have med videre, og hvad der måtte slippes.
Det nye, her i mine 40’ere, er, at jeg pludselig meget tydeligt kan mærke min grænse, inden den bliver overskredet – og at jeg er villig til at stå fast på den. Uanset om det koster mig en relation, en arbejdsopgave eller andre menneskers positive opfattelse af mig.
I gamle dage gik jeg min vej. Jeg er i omgangskredsen notorisk kendt for, at der er langt til min grænse, men når man når den, er løbet kørt. Sådan er det nok egentlig stadig. Men hvor jeg tidligere først kunne mærke min grænse, når vi var så langt forbi den, at den ikke længere kunne anes i bakspejlet, så opdager jeg det nu, når jeg er ved at ofre min sjælefred og integritet for den gode stemning skyld. Og jeg reagerer på det.
Det er ikke på nogen måde nemt, men det giver en ro, jeg ikke har kendt til før. Der er noget i det her med at turde vise ansigt; at turde stå ved, hvem og hvad jeg er, som ligner sårbarhed, men føles som styrke.
Det er stadig så nyt, at jeg kun aner konturerne af det fulde potentiale, men det er allerede tydeligt for mig at mærke, at det kommer til at definere min udvikling de næste år.
Jeg er ikke for alle. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Det lever jeg med. Hvis ingen har noget i mod dig, er der sjældent heller nogen, der foretrækker dig, og jeg fungerer ubetinget bedst med aktive tilvalg og klare præferencer.
Men det er nyt for mig ikke bare at lukke af og ned, når jeg bliver vred eller føler, at jeg bliver tvunget til at give mere, end jeg gerne vil af med.
Og når man bare går, sker det oftere, end man skulle tro, at den, man vender ryggen, ikke opdager det, så det er også en underlig bagvendt måde at spille sikkert og holde døren på klem på.
Det er vi – åbentbart – færdige med. De spørgsmål, jeg stiller og konfrontationer, jeg tager nu, er med hele puljen på bordet, hjerte og nerver fuldstændig blottede, og de efterlader ingen i tvivl om, hvor jeg står.
Det er ikke alle relationer, hverken de faglige eller private, der kan bære det, så jeg kommer til at lukke døre og miste mennesker i den her proces. Det kan jeg allerede se.
Men det føles også som om, at alt det, jeg har arbejdet mig igennem de sidste mange år, har ledt mig til, hvor jeg står nu.
Til det sted, hvor jeg oprigtigt mener, jeg har ret til at stå fast på, hvad der føles rigtigt for mig, og hvor jeg ret klart kan se, at der er situationer, hvor kompromiser ikke er en mulighed, hvis jeg skal have mig selv med.
Jeg gør mig stadig umage for at gøre tingene ordentligt. For at kommunikere klart, være transparent i det, jeg gør, og for også at udvise forståelse for det synspunkt, jeg ikke deler.
Men jeg føler ikke længere ansvar for at være den, der sørger for, at ingen taber ansigt, eller for at forstå valg og vilkår, som ikke for mig virker rimelige.
“Det kommer til at koste”, tænkte jeg, da jeg sad i mørket, alene på vejen og kiggede på stjernerne og en flyver, der langsomt og lydløst bevægede sig hen over den natmørke himmel.
Men faktisk ikke noget, jeg ikke længere er villig til at betale.
(Fotocred: @itsmeekubra)
Åh, hvor jeg genkender det med 20’erne og 30’erne! Jeg er 35, og har det som du beskriver; “Når min grænse er nået, opdager jeg det først noget tid efter, og der er det for sent”. Og det tager jeg så konsekvensen af, nogle gange mere elegant end andre. Jeg håber, at jeg kan udvikle det videre til det du beskriver ift. at være i 40’erne. Som altid beskriver du det så smukt! “Livet var noget andre forvoldte mig” – det er SÅ rammende!
Hvor er jeg glad for, at det giver mening uden for mit hoved også. Tak for at melde ind, Louise.
Jeg bliver nødt til at kommentere, fordi jeg synes, det er så spændende at læse dit skriv! Det får mig virkelig til at tænke, fordi jeg faktisk umiddelbart ikke kan relatere! Min umiddelbare tanke er, at jeg ikke rigtig oplever konflikter og overskridelser af mine grænser, men er det bare fordi, jeg ikke er bevidst om det (er i 40’erne)?? Eller er jeg bare mega heldig med dem, jeg omgiver mig med? Eller er jeg bare for ureflekteret en type? Det går jeg nu og tygger på 🙂
Jeg har det på samme måde. Bevares, jeg har da konflikter, og mine grænser overskrides da, ligesom jeg sikkert overskrider andres, men jeg tror ikke jeg tænker så meget over det eller har lyst til at tage konfrontationerne. Jeg kan dog mærke, at der er nogle processer i gang i mig, både fordi jeg er blevet ældre (47) men også fordi jeg har foretaget nogle store valg i mit liv (flytning og nyt job), som virkelig har ændret mig. Men jeg behøver ikke forstå det lige nu. Jeg observerer, og finder langsomt ud af, hvad jeg skal bruge det til. Dine refleksioner over at være den, der går synes jeg er spændende, for dem kan jeg kende. Eller måske siver jeg mere end går. Anyway – tak for et tankevækkende indlæg.
Jeg har tygget meget på jeres kommentarer, M og Hanne, for egentlig opfatter jeg heller ikke mig selv som et menneske, hvis grænser folk vader ind over, sådan helt generelt.
Måske handler det om, at jeg mangler et bedre ord end ’grænser’ for, hvad det er, jeg her tænker på.
For det, jeg her forsøger at sætte ord på, handler måske ikke så meget om venskabelige og familiære relationer, men mere om de grænser, jeg er stødt på i mit fag og på grund af min diagnose. (Ja, jeg beklager. Men det tager virkelig lang tid at lande i at skulle fortolke sin viden om sig selv gennem helt nye briller).
Som tolk er jeg altid den, der træder ind i andres liv. Både på arbejdspladser, i private hjem og i sammenhænge, der kan være svære og udfordrende. Derfor vægter mine grænser sjældent særligt tungt. For at tage et meget lavpraktisk eksempel, brugte vi for 10 år siden meget tid på i personalegruppen at diskutere rygning på opgaver. For rent overenskomstmæssigt havde vi krav på et røgfrit arbejdsmiljø – men når vi var ude og tolke private fester, skete det ofte, at gæsterne dér gerne måtte ryge. Og hvad gør man så? For det virker jo (indlysende) urimeligt, at én tolk skal sætte en betingelse for et selskab på 60 for, hvordan der må ryges – men omvendt er det heller ikke rimeligt, at vi skal sidde i røg, når vi er på arbejde.
Vi bestemmer ikke selv, hvem der bestiller os, og vi har heller ikke, som udgangspunkt, noget at skulle have sagt ift. om folk egentlig kan bruge en tolk. Der kan være mange ting, der påvirker dit udbytte af en tolket samtale, f.eks. dit kognitive niveau, dit primære sprog, din viden om det samfund, du står i osv. osv. Da de mange ukrainske flygtningen kom hertil, var der også døve i blandt, og her bliver det jo en reel problemstilling, om man f.eks. kan tolke informationer om a-kasser og dagpenge til mennesker, der ikke kender til den måde at opbygge et samfund på. Pga. tavshedspligt og GDPR kan det ende i noget rigtigt bøvl, og det kan være virkelig tungt.
Der er måder at løse det på – men det sker også ind i mellem, at vi kommer i klemme, fordi ingen ved, hvad de egentlig skal stille op, og derfor bare bestiller en tolk, for så derfra at lukke øjnene. Er man en del af en personalegruppe er der steder at gå hen og sparring at få, men når man er selvstændig er der kun dig selv til at vurdere, hvornår nok er nok. Og ganske tilfældigt har jeg for nyligt stået i 3 situationer, som simpelthen ikke var rimelige, men hvor alle andre involverede parter spillede døde, mine forsøg på at råbe op i det omfang, det er muligt, til trods. Dér ramte vi en grænse for mig, og den stod jeg fast på. Det har kostet mig et par af opgaverne, men det er jeg 100% afklaret med, for jeg skal også kunne sove om natten.
Ift. min adhd er jeg – har jeg lært og kan jeg se – kodet til at være mere grænsesøgende, end de mennesker, der ikke har ledningerne sat på den måde. For mig har det her været en del af grunden til, at jeg har valgt at få Frida udredt, for vi drages mod mennesker, der er mere ekstreme end dem, ”I andre” ville opsøge. Fordi det for os en stor del af tiden føles som om, vi er med i et spil, hvor alle andre har fået reglerne udleveret, mens vi ikke har, er mange af os vante til bare at kopiere reaktioner og adfærd, vi ser, fordi vi kognitivt godt forstår, at det er det, der forventes og som er det ’rigtige’. Derfor er mange af os ret ude af trit med, hvad vi egentlig gerne selv vil og ikke vil. De klassiske eksempler indenfor adhd er manglende grænser ift. dating/sex, alkohol/stoffer, konkurrencepræget adfærd på områder, hvor det ikke nødvendigvis er hensigtsmæssigt osv. Der er lidt her, jeg vælger at holde for mig selv, men jeg har en del oplevelser med at stå i situationer, hvor jeg pludselig godt kan mærke, at jeg er gået med alt, alt for langt – men hvor jeg ikke har fanget, at min grænse blev overskredet, før det var for sent.
At vende den skude har givet anledning til nogle moderat akavede samtaler – men det har været ualmindeligt befriende at være i stand til at se fælden, før man går i den, og at kunne passe bedre på sig selv på forhånd i stedet for at stå med konsekvenserne på bagkant.
Jeg ved ikke, om det giver mening, men det er noget af det, der fylder lige nu, og som lange bilture i mørke giver anledning til at grave sig ned i.
Tusind tak for dit uddybende svar! det giver enormt god mening, at du i kraft af dit arbejde og din diagnose er i mange flere situationer, hvor dine grænser kan overskrides, end det er tilfældet for mig. Dit skriv har til gengæld fået mig til at tænke over, om jeg selv – ikke decideret overskrider en grænse – men glemmer at tænke over, om jeg nu også behøver gøre x, y, z og om jeg måske burde prioritere anderledes i stedet for bare at handle på automatik eller umiddelbare indfald. Så tankevækkende uanset. Kæmpe tak for din evne til at reflektere og skrive om det!
Det giver mening, Linda. Tak for at du giver dig tid til at svare så uddybende. Når jeg læser det du skriver, har jeg det ofte sådan, at du simpelthen tænker mere end mig. Der er meget af det du beskriver, som jeg ALDRIG har tænkt over. Du er simpelthen så velreflekteret og dyb ❤️
❤️❤️❤️
Jeg er på det seneste blevet overrasket over, at jeg kan se det hjørne, jeg er ved at blive malet ind i eller grænsen, der er ved at blive overskredet, inden det sker. Og at jeg siger fra, når det sker. Det føles ikke som et nyt oplyst stadie, jeg er gået ind i. Det sker nærmere instinktivt – og som du skriver, med blottet hjerte og nerver og ærlighed. Jeg har tænkt over, at det, at jeg er i stand til at reagere inden grænsen bliver overskredet, kan gøre det svært for andre at forstå min reaktion. Netop fordi vi aldrig nåede helt derhen, hvor der var det blev til et tydeligt ‘clash’, hvorfor siger jeg så fra nu? Det er fint beskrevet, at det ligner sårbarhed, men føles som styrke. Måske er det derfor, det kan være svært for omgivelserne at forholde sig til, selvom det egentlig føles roligt inden i mig.
Der er helt sikkert også noget, der handler om, hvad folk er vante til, tror jeg? For når man er et menneske, der hele tiden forholder sig til sin egen vrangside og udvikling, så sker der måske også flere, lidt abrubte skift, som omverdenen ikke havde set komme, fordi de ikke får alle mellemregningerne, men bare ender med at stå overfor facit?
Haha åh, det har du virkelig ret i. Bare fordi noget føles soleklart inden i mig, så ved mine omgivelser jo ikke, hvordan jeg pludselig er kommet derhen. Jeg har aldrig tænkt over en sammenhæng mellem at være meget reflekterende og så at ændre sig meget (hurtigt). Men det giver jo god mening. Jeg troede det hang mere sammen med en/min flygtige natur, der er hurtig til at acceptere nye ståsteder som selvfølgelige.
Tak det var super interesant at læse og som altid tankevækkende
Det er jeg glad for at høre❤️