M2024, uge 12

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lavet lidt lavpraktisk fb-empiri ift. en termo-beholder til mad. Frida er ofte så sulten, at hun kunne æde en ulv, når hun kommer hjem fra SFO, så vi har talt om, at det måske kunne være fint at have nogle rester eller nudler med.

Jeg har selv haft en termo-beholder på ønskesedlen, for jeg har også somme tider rester med, så nu syntes jeg, at der var en lejlighed til at købe én, som vi så kan deles om.

Men når man googler, kommer der 16.000 forskellige mærker og typer frem, og i de tests, der er lavet, er der intet system i, hvilke der får hhv. gode og dårlige anmeldelser. 

Jeg smed derfor en fb-forespørgsel ud på den, jeg selv havde forelsket mig i, og hele 3 forskellige mennesker i min omgangskreds havde præcis den model. De sagde god for den, så nu er den købt og prøvet – og den *er* god. 

2.

Returneret et par svinedyre sko, jeg havde købt til mig selv online, som simpelthen var så fine. 

Men jeg syntes, de svuppede en lille smule i hælen i den ene størrelse, og var lige til den lille side i den anden.

Det er en milepæl for mig at få dem sendt retur. Faktisk. For tidligere ville jeg have beholdt de største af dem og sagt til mig selv, at det ikke var et problem, eller at det kunne løses med en sål. Selvom det virker fuldstændig idiotisk, og blottet for logik, så er der et eller andet i, at når pengene er trukket på kortet, 5 dage inden jeg får varen i hænderne, så føles det ikke som et ÆGTE-ægte køb – og derfor bliver jeg  mere tilbøjelig til at trække på skulderen af detaljer, som ville få mig til at lægge varen tilbage på hylden, hvis jeg stod i en fysisk butik og skulle betale for varen, her og nu.

Når jeg shopper tøj, har jeg lært, at det ofte er en god ide at bestille så meget på én gang, at jeg VED, at noget skal retur. For hvis jeg kun bestiller to ting, og den ene er perfekt, mens den anden er ok-ish, så kan jeg sgu godt komme til at beholde dem begge, fordi det virker lidt bøvlet at skulle igennem returmøllen for én ting. Ikke, at jeg er så klar omkring det inde i hovedet, men når jeg lige dvæler ved det, kan jeg godt se, at det er det, der sker.

Derfor er enkelt-items altid lidt et sats, og derfor tæller den her sejr tredobbelt.

3.

Haft besøg af min søde veninde fra Aarhus.

Jeg havde derfor pakket de ting fra Den Store Oprydning, som andre Aarhus-folk havde lagt billet ind på, så hun kunne få dem med retur, og så bladrede jeg for et par uger siden mine parfumer igennem, og sorterede dem fra, jeg ikke bruger.

Hun er et af de få mennesker, jeg deler duft-smag med, og derfor er vi de sidste par år begyndt at give hinanden de parfumer, der bare står og glor, eller dem, der kun er en smule tilbage i. Det er en ret fin måde at teste dufte på, inden man selv køber dem full size, så ud over, at det altid er sjovt at få noget i hænderne, man ikke selv er stødt på eller havde tænkt på at vælge, så er det også en god måde at undgå kommende fejlkøb på.

Hun nappede et par af dem, jeg havde fundet frem, fik en med til en fælles veninde, og den sidste fik min mor.

Det gav lidt plads på hylden, hvilket var perfekt – for hun havde nemlig også en med til mig:)

Status, Månedens Mål, marts (3/4)

I den her uge har jeg fået brugt noget af det, som egentlig ikke er bøvlet at have stående, fordi det er noget af det, vi stadig spiser, f.eks. pesto, pizzasauce og nødder.

Men jeg har tænkt over, at der faktisk ikke er grund til at have et basislager af den type fødevarer, når det nu er så forskelligt, hvad jeg laver af mad.

Selvfølgelig er det rart at have lidt mel, sukker og salt på hylden, ligesom hakkede tomater og tomatpure også bliver brugt i så mange retter, at det nok skal få ben at gå på.

Men derudover giver det mere madspild, end det giver mening at have hylderne pakkede med nudler, kokosmælk, havregryn og peanutbutter, for det når at blive for gammelt, inden jeg får det brugt.

Derfor har jeg besluttet, at vi prøver at køre med den model, hvor jeg kun har det allermest nødvendige i skabet, og så ellers køber fra scratch, når jeg pludselig forelsker mig i wok, bowls eller det græske køkken. Det kommer til at give nogle lidt højere emissionsomkostninger, end jeg har nu, fordi jeg somme tider er heldig, at jeg har soya eller en orientalsk krydderblanding til at stå, men mit bud vil være, at det på bundlinjen bliver udlignet af det, jeg køber, men ender med at smide ud, fordi jeg ikke når at bruge det.

Så hvis omkostningerne er de samme, så kan jeg ligeså godt vælge den model, der ikke giver madspild, så det prøver jeg nu.