M2024, uge 11
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har vi, som nævnt, haft besøg af Omgangssygen Fra Helvede.
Så snart der er sygdom her i huset, forvandler jeg mig til den menneskelige autoklave, for der er kun én ting, der er værre end at skulle håndtere opkast, og det er at skulle håndtere det, mens man også selv kaster op.
Derfor koger jeg tandbørsterne dagligt, jeg er superhysterisk med, at ingen deler noget som helst, og alle håndklæder ved håndvasken bliver erstattet med vaskeklude, så man tager en ren, tørrer hænder og smider den i vaskespanden, jeg har sat derud.
Jeg kan ikke huske, at vi før har været ramt i 3 fulde døgn, men det var vi denne gang. Derfor oplevede jeg for første gang, at jeg ikke kunne følge med til at vaske vaskeklude, så der blev ved med at være rene at tage af.
Men i sidste uge smed jeg en dug over til min mor og spurgte, om ikke hun kunne sy viskestykker af den. (Den er af bomuld, hvid og kan koges). Nu har jeg ringet til hende og spurgt, om jeg kan bestille klude i stedet; bare klippet og zigzagget, så de ikke trevler.
For det er for træls at stryge ud og købe 20 nye vaskeklude for de få gange, det her er et problem; ikke mindst fordi de også fylder en del. Men den her dug var smidt i vulkanen alligevel, de klude, den kan forvandles til, fylder ingenting, og i en snæver vending kan de faktisk også bruges som servietter.
2.
Har jeg haft gang i en skruetrækker og lidt let vold.
Jeg har ikke noget at lade nogen høre for ift. at elske pynt og ekstravagance, men jeg har aldrig pyntet op til påske. Fordi.. jamen, det ved jeg ikke? At æg og kaniner ikke lige står øverst på min æstetiske ønskeliste?
Men så fik jeg Frida, og Frida skal bede om all things extra, så nu er vi sådan nogle, der også pynter til påske.
For 3 år siden købte jeg nogle ret fine keramik-æg med lys i. Men de er trælse, fordi det er tænd/sluk-modellen, og jeg glemmer at tænde dem, fordi vi er så langt henne på året, at det er lyst til langt ud på aftenen.
I år slog det mig, at jeg jo egentlig bare kunne brække batterimodulet og pæren ud af dem, og i stedet fylde mine højtelskede, meget brugte lyskæder i dem.
Det har jeg gjort, og nu er de timet til at tænde 4 timer hver aften, startende kl. 19.
Det er svært at insistere på, at påskepynt er decideret minimalistisk, men det er stadig og altid vigtigt for mig, at det, vi har; det bruger vi.
(Og så sendte jeg vores oprydningsprojekt en varm, varm tanke, fordi jeg i år samlede alle lyskæder og kunstige stearinlys i en kasse i bryggerset. Indtil nu har de ligget i 16 forskellige kasser og æsker, men nu har jeg hele svineriet samlet ét sted, og det tager 10 sekunder at finde den/dem, jeg skal bruge).
3.
Er jeg så småt gået i gang med at sortere det legetøj, vi fik sluset ud af Antons værelse. Første runde handlede om at få det delt op i 2 bunker: Det, der kan sælges, og det, der kan bruges.
For der er altid noget, som der er mange flere timers leg i, men som bliver for irriterende at forsøge at sælge, f.eks. bamser, legosværd med hakker i bladet, eller 19000 ukurante actionfigurer, som man ikke kan huske navnene på.
Da jeg havde taget det fra, som min venindes søn kan bruge (og havde spurgt hende først, for vi er ikke Dem, Der Tørrer Vores Affald Af På Andre mere), fotograferede jeg resten og lagde det på markedsplace til en meget symbolsk pris.
Et par dage senere så jeg pludselig et opslag fra en kvinde, der stod og skulle ekvipere en førskole (tror jeg? Der var noget mere forklaring, men den har jeg glemt), og som derfor efterlyste legetøj. Jeg sendte hende alle billeder, spurgte, hvad de kunne bruge, og hun ville gerne have det hele. Hun kunne hente i næste uge, men jeg er ved at gå til over at have ting overalt, så jeg smed poserne forbi i går, og hun blev simpelthen så glad for at slippe for at skulle køre efter det.
Det var en fin måde at få det ud af huset på, og jeg har smidt 100 kroner på Antons opsparing for at belønne ham for at slippe det, han ikke længere bruger. (Hvad? Jamen, jeg er sgu ikke for fin til Haribo-pædagogik).
Status, Månedens Mål, marts (2/4)
Selvom vi har været ramt af pest, har jeg forsøgt at holde fast i månedsmålet, og i den forgangne uge har jeg haft fokus på morgenmad. For JA, vi har mange slags til at stå!
Det er én af dem, hvor jeg, helt oprigtigt, synes det er svært at finde ud af, hvad den rigtige løsning er. For madvarer, både smag og tekstur, er en ting ift. mennesker med ND-diagnoser, og jeg er selv ret hårdt ramt. Jeg får ofte lyst til én bestemt ret, og så spiser jeg (variationer af) den i 2 måneder – for så nærmest at føle væmmelse ved tanken om den i al evighed, amen.
Jeg tolkede engang et foredrag af en muslimsk mand, der blev spurgt, hvordan det var for ham, hvis hans danskfødte børn gerne ville have pølsehorn eller noget andet med svinekød i. Hans svar var, at det ikke for ham var noget religiøst, men at han var opdraget i en kultur, hvor svin er urene, og det derfor var sådan, de føltes for ham.
“Det ville svare til, at I besøgte et land, hvor man ved pølsevognen kunne købe hotdogs med pølser lavet af rottekød.”
Det har jeg simpelthen sådan tænkt på siden.
For jeg har prøvet at blive tvunget til at spise nogle af de madvarer, jeg ikke kan have, og jeg har flere gange, også som voksen, været tæt på at græde over det. Det er svært at forklare graden af ubehag, når det hele føles forkert, halsen lukker til og konsistensen er ved at få dig til at kaste op.
Af samme grund bliver jeg ualmindelig stram, når lærerne i børnenes skoler til f.eks. julefrokost insisterer på, at mine børn SKAL spise rugbrød, før de må få andet. Skik følge eller land fly – men hvis det er en ufravigelig regel, så meld det ud på forhånd, for så sørger jeg for, at mine børn selv har madpakke med, eller taler med dem om, om det er et hard-hard no, eller om der kan gøres noget, så de kan spise det uden at kaste op.
Nå, nu kom min kæphest til at ride ud af et sidespor. ANYWAY:
Derfor er jeg ret nem at overtale, når mine børn gerne vil have noget bestemt til morgenmad, fordi jeg kender det fra mig selv.
Men jeg kan, trods alt, godt se, at der her også er et element af hedonisme, og derfor har jeg sat de åbnede, men uspiste produkter på morgenbordet med beskeden om, at man må mixe og matche, men at det er det, vi spiser, i hvert fald 3 dage om ugen, indtil vi er i bund. I sympati er jeg så gået i gang med noget af al den skyr, jeg har købt, men pludselig ikke rigtig orker mere…
(Ej, men så send sgu da en voksen..!)
Jeg har sat et decilitermål morgenbordet, så ungerne også kan øve sig lidt i øjemål kontra appetit, og på den måde får vi også snakket om madspild.
Det synes jeg egentlig er ret godt gået på en uge, hvor overskuddet nærmest har været ikke-eksisterende.
Begynder der at være plads på hylderne i jeres køleskabe rundt omkring?
17. marts 2024 @ 15:34
Mad er svært når man er udenfor familiens trygge favn. Vi har ingen diagnoser herhjemme, men min ældste har altid været småtspisende, og jeg var nødt til at lægge alle de vaner som mange af os er vokset op med – helt væk. Så her er der ingen sultne børn i Afrika, du skal smage 10 gange eller spise op. Det virker. Træerne vokser ikke ind i himlen og vi har stadig dage hvor intet smager som det skal, men vi har også dage, hvor min datter spiser chili, smager en række nye ukendte teksturer og madvarer.
Vi kæmper dog stadig med maden når vi er ude af huset og andre pludselig blander sig i, hvad man spiser før chokolademaden, eller at man skal spise op eller “skal du ikke smage”? Jeg er helt med på at lære børn at der er andre regler ude end hjemme og at man ikke behøver vrænge af mad andre serverer. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor der er så meget fokus på hvad og hvordan folk spiser, hvis de sidder pænt ved bordet og deltager i samtalen og hygger sig. Man inviterer vel gæster for at hygge sig med dem, ikke for at tjekke ind på deres spisevaner.
For et sensitivt barn kan en spise-ude sitation virkelig være overvældende og så er det ikke lige der man smager Bedstemor Birtes nye fiskeanretning. Også selv om Bedstemor er en tryg relation.
18. marts 2024 @ 09:23
Enig, enig, enig. Bland jer udenom.
Det er også ekstra faktorer, at der med madsituationer ude, dels er mange flere (nye) stimuli i form af mennesker, der ikke plejer at være der, stole, man ikke plejer at sidde på, baggrundsstøj, husdyr, belysning osv. osv. osv., som påvirker nervesystemet – og så er det ofte om aftenen, man er inviteret ud. Selv når vi er herhjemme, kan jeg se tydelig forskel på, hvordan mine børn sidder ved bordet om morgenen, hvor de er friske, og om aftenen, når de er blevet udsat for verden udenfor i 10+ timer.
Der er SÅ meget kultur- og generationsforskel i, hvordan man griber det an – og (vildt nok) er der også forskel på, hvor i landet, man bor. Her i Esbjerg har jeg stadig en overvægt af jævnaldrende bekendte, der kører ‘man SKAL smage’, ‘man SKAL spise op’ osv. osv., hvor jeg hører og oplever det helt anderledes i f.eks. Aarhus.
17. marts 2024 @ 16:50
Off topic, men vil høre hvad status blev på det collagenpulver/-tabletter du havde researchet frem? Synes ikke jeg har læst en opdatering, men måske jeg har overset den? (Og jeg har ryddet lidt op i kosttilskud i dag)
Her lever vi videre med rod i rum og skuffer! Men køleskabet er generelt i minimalistisk flow, så point på forhånd. OG har ordnet både cykler, have, opvask, indkøb, vasketøj og legeaftaler i dag, så mange medaljer til mig!
18. marts 2024 @ 09:18
Det er simpelthen så mærkeligt, at du lige spørger til det nu, for så sent som i forgårs kom jeg selv til at tænke på, om jeg egentlig nogensinde fik fulgt op på det.
Jeg kører det stadig, og jeg har en klar oplevelse af, at det hjælper. Jeg synes ikke, at min vintereksem på hænderne i år har været så slem, som den plejer, og hvor jeg i efteråret oplevede at der sad mange hår i børsten, når jeg havde brugt den, er det markant mindre nu.
Begge dele kan jo forklares af andre faktorer også, men for mig er den vigtigste grund til, at jeg tager det, for at forebygge gigt. Begge mine forældre har gigt i hænderne, og lige med det job, jeg har, ville det bare være virkelig, virkelig træls at begynde at bøvle med for tidligt. Derfor er hud og hår for mig “bare” gode sidegevinster – men trods alt lader det til at være én af de (få) tilskud, som både den etablerede og den alternative sundhedssektor er enige om, at det er en god ide at tage.
18. marts 2024 @ 17:08
Tak! Vil du dele her eller i et opslag hvilket mærke du har researchet dig frem til? Jeg har taget noget lidt i blinde, sammen med andre ting, så er lidt i tvivl om hvad der er hvad. Men det er rart at høre dine konkrete anbefalinger…
18. marts 2024 @ 19:14
Jeg synes, at den her artikel er lødig og godt underbygget, og den giver et godt afsæt til, hvis man gerne vil grave sig yderligere ned i emnet:
https://samvirke.dk/artikler/giver-det-mening-at-spise-collagentilskud
Jeg tager den fra Nutrinic, fordi den har den anbefalede daglige mængde i hvert brev. Der er sikkert andre mærker, der er mindst ligeså gode, men det kan godt betale sig at tjekke, hvor mange piller eller hvor meget pulver, man skal tage af et givent produkt for at ramme de anbefalede 5000 mg. Den sidste, jeg sammenlignede med, som så god og billig ud, havde så lavt et indhold pr. pille, at man skulle spise 4 piller for at ramme den samme mængde, som jeg her får pr. brev pulver. Og så var 1:1 prisen pludselig en HELT anden.
17. marts 2024 @ 19:30
Omgangssyge er det værste. Jeg går også altid helt i rengøringsselvsving når det sker; koger tandbørster, skrubber negle med gammeldags neglebørste osv. Jeg har dog det ekstra punkt på, at jeg sætter opvaskemaskinen på det varmeste program også. På min maskine hedder det 70 grader. Mit service holder fint til det, men jeg skal ikke kunne garantere at det gælder alt. Men jeg får mere ro i sindet når især de glas, som vi storforbruger i sådan en omgang, er vasket så varmt som muligt. Jeg gør i øvrigt det samme når det er snot/influenza det drejer sig om.
18. marts 2024 @ 09:13
Jeg er helt bag dig! Når det er omgangssyge, koger jeg også sengetøj og håndklæder ved 95 grader.
Miljømæssigt er det fint, at det ikke er ofte, vi gør det, men ift. bakterier, læste jeg på et tidspunkt, at det faktisk er en god ide engang imellem at køre en vask på de højeste temperaturer, fordi det også desinficerer maskinen. Så på den måde er det jo faktisk to fluer med et smæk:)
18. marts 2024 @ 14:02
Jeg har *endelig* fået spist resterne af grødris, boghvede og pinjekerner som jeg har flyttet rundt på i månedsvis. Hurra! Næste projekt er fryseren. Vi er gode til at gemme rester men virkelig dårlige til at få dem spist, så jeg har meldt ud i plenum, at denne uge bliver reste-buffet til vi er i bund. Det passer så smukt med at alle er halvsyge og derfor har lyst til helt forskellige ting, så både børn og voksne synes det er fjong.
18. marts 2024 @ 19:17
Jeg læste engang et skrækkeligt udtryk, som jeg stadig tænker på: ‘Hospice-hylden’. Det var netop en reference til de hylder i køleskab og fryser, hvor man sætter rester hen – som så bare får lov at stå dér og dø.
Det er virkelig trin 2 i madspildsraketten; at spise det, man huskede at gemme.
18. marts 2024 @ 16:15
Holdninger til mad, herunder om der skal smages, ikke smages etc er noget, der kan få mig helt op i det mørkerøde felt. Jeg er virkelig kræsen og har været det hele mit liv. Det er noget med smage, konsistenser etc. Som barn i Vendsyssel var det på ingen måde velset ikke at spise bl.a. smør, sovs, kartofler og svinekød. Så der er tilbragt mange måltider i familiens skød med at føle sig forkert. At være på lejrskole var endnu værre. Samtidig med at maden bare har vokset i munden, og jeg mest af alt har haft lyst til at kaste op/ud.
Så jeg har praktiseret en anden tilgang til mad og måltider overfor vores børn. Der er een regel: det er ikke tilladt at sige “advr” om maden. Men man må gerne sige, at man ikke har lyst til at smage på maden. Vi har ikke lavet flere retter, men der har været tilbud om at tage et stykke brød, hvis aftensmaden ikke var noget den dag.
Og vi har to (voksne) børn i dag, der er vanvittig nysgerrige på mad, de hopper lystigt ud i alverdens mærkværdigheder, men vigtigst: måltiderne er ikke og har ikke været forbundet med hverken skyld eller skam. Så jeg er på team “det er helt ok ikke at smage på maden”.
18. marts 2024 @ 19:16
Det gør mig altid glad, når voksne formår at tage noget, der var svært for dem selv som børn, og ændre på det i deres egen opdragelse. Det kræver mere, end man tror, at træde nye spor, synes jeg.
Så hurra for dig; godt gået! <3