I øvrigt:

*Har vi kørt 48 timer med omgangssyge, og jeg identificerer mig 1:1 med Danny Glover, da han proklamerede: I’m too old for this shit. Jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, der er mere nedtur, end klokken 3 om natten at skulle køre fuld ISS på et værelse og et barn, der oralt har vendt vrangen ud på sig selv. 

*Forsøger jeg at være et åbent og rummeligt menneske, og det lykkes noget af tiden. Men jeg ved, uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig bliver venner med mennesker, der får speciallavet nummerplader med teksten ‘My Toy’ til deres Porscher.

*Er netværk for erhvervsdrivende nærmest at sidestille med beliggenhed for boliger – men det sidste år har også for mig understreget, hvor givtigt det er på kundesiden. For selvom jeg efterhånden har boet i Esbjerg i 12 år, synes jeg stadig, at det kan være svært at gennemskue, hvilken frisør, man kan lægge sit hår i hænderne på, hvem der kan lave en voksbehandling, der ikke ender med mord, og hvilke fysioterapeuter, der elsker elastikker så højt, at det er bedst for alle parter, at jeg ikke ender hos dem. Men finder man først én fagperson, der rammer den lige i røven, så får man pludselig adgang til *deres* netværk. Og det betyder, at man ikke længere famler i blinde, men faktisk har fået et screeningsfilter foræret. Det er uvurderligt. 

*Og apropos netværk, så ER min nye akupunktør lige så dygtig, som jeg var blevet lovet. Men FØJ, hvor nåle på ydersiden af foden og i den øverste del af lænden er trælse. Og 25 er ikke mange, hvis vi taler om lakridser, bandeord eller reels – men målt i nåle føles det som 2500. 

*Kørte jeg i går på job i tåge så tæt som ærtesuppe, og jeg KAN ikke forstå, at biler i dag er udstyret med sensorer og kameraer og alarmer på seler og døre – men at baglygterne, altså noget af det eneste på en bil, du *ikke* selv kan se, stadig på alt, alt for mange biler er manuelt betjente. 3/4 af de biler, jeg kørte bag i dag kørte uden baglys. Med en sigtbarhed på 5? 10? meter. Det er RÅDDENT farligt.

*Har jeg besluttet at vie mit liv til at stikke strikkepinde i en voodoodukke af den oversætter, der er ansvarlig for Vinted’s danske reklame på YouTube. “Bære det ikke? Sælg det!” What. The. Actual. Fuck.

*Har jeg ofret mig i god sags tjeneste og taget et profilbillede i min selvlysende kedeldragt, som jeg har koblet til min Appleprofil. For oldefar på 96, som har fået sig en iPhone 15, ser meget, meget dårligt, men nu ved han, at når skærmen lyser op, og det ligner et raveparty fra midt-halvfemserne, så er det bare mig, der ringer. 

*Modtog jeg i sidste uge en mail fra Esbjerg Kommune. De har valgt at lukke min sag, da jeg ‘ikke har gjort brug af tilbuddet om de fire timer, jeg har fået tilkendt’. Meanwhile ovre i Ankestyrelsen beklager de – igen – at de ikke overholder behandlingsfristen. Kafka virker efterhånden mere synsk end vanvittig.

*Har jeg de sidste uger fået tilsendt så mange GIF’s af Ciillian Murphy med et tilhørende: “Hahaha – se skat. Det er dig!” at jeg faktisk begynder at blive en lille smule bekymret.

*Så jeg for snart længe siden et opslag med teksten: ‘Sometimes you have to make peace with the fact, that you’re the villain in someone else’s story’. Den har jeg tænkt meget over, og de sidste par uger har været én stejl læringskurve i, hvordan den sandhed føles. Føj, hvor jeg synes, at den er svær at æde. Specielt, når man har gjort sig inderligt umage, eller selv synes, at alle regler var klappet af på forhånd. Men det her bliver én af dem, hvor øvelsen kommer til at være at vende ryggen til og bare blive ved med at gå, selvom jeg *næsten* ikke kan være i mig selv over, hvor uretfærdigt, jeg synes, det er.

*Betaler det sig somme tider – jævnligt, faktisk – at være sådan én, der ikke altid fatter, at ‘det kan man da ikke spørge om!’. For jeg har længe gerne ville finde et fritidstilbud, som kunne give Anton lidt mere netværk, end han har nu. Flere af de børn, han går i klasse med, er relativt udfordrede, enten af vilkår på hjemmefronten eller af tillægsdiagnoser, og fordi Anton falder lidt mellem den neurodivergente og den neurotypiske stol, er det begrænset, hvad der dér er at bygge videre på. Men alle mine googlinger til trods, har jeg intet kunne grave frem. Derfor skrev jeg i starten af februar en mail, som jeg sendte til alle, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, som kunne være relevante, herunder lederne for de nye, spektrumvenlige uddannelser i byen, alle, der har noget med eSport at gøre, Ungdomsskolen, formanden for Børn & Skoleudvalget osv. og spurgte, om nogen kendte til et tilbud til de her børn, f.eks. et hold, hvor man mødes og gamer en gang om ugen. Nærmest alt, hvad der udbydes lige nu, har fokus på ‘at fremme udvikling af sociale kompetencer’ – og det er fint. Men deres diagnoser til trods, så er de her børn sgu også bare børn, der gerne vil lave noget med andre børn, som de deler interesser med; fuldstændig ligesom helt almindelige børn. Og de fleste af dem er i forvejen på overarbejde ift. at være i verden – måske det ville være meget fedt med et sted, hvor de bare kunne komme og være børn?

Jeg har fået virkelig god respons på min mail, og er også blevet rodet ind i udviklingen af sådan et hold til efteråret, fordi nogle af dem, jeg skrev til, syntes, at det var en helt *vildt* god ide. Samtidig blev jeg ringet op af et par herrer, der stod for hold, som egentlig ikke er tiltænkt autister, men hvor min beskrivelse havde fået dem til at tænke over, at de faktisk passer ret fint ind i målgruppen. Vi har været afsted til to forskellige ting, og jeg er så råddent stolt af Anton, der i sidste uge kom og sagde: “Mor, hvis man nu synes, at det er lidt svært at vælge – må man så godt gå til begge dele?” Anton, Anton, min allerbedste Anton. Du må gå til alt, hvad du nogensinde kunne drømme om i hele, hele verden.

*Og apropos Anton skulle jeg lige kigge hans tænder efter forleden – og han er simpelthen ved at få skæg. Det har jeg det sådan her med: