Alvorligt talt

For nogle uger siden sad jeg på en cafe i Vejle for at slå en time ihjel i mellem to opgaver. Normalt har jeg mine AirPods i tasken, og dem plejer jeg at stoppe i ørerne, så snart jeg er et sted, hvor der er andre mennesker, men lige den dag lå de hjemme i opladeren, fordi man åbenbart ikke kan sætte folk til at pakke en taske mere.

Derfor blev jeg, lidt ufrivillig, passiv deltager i den samtale, der kørte ved bordet bag mig, hvor en kvinde lige omkring de 40 talte med sin veninde om urimeligheden i, at der er en aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp til at få børn alene.

Nu er Børn Alene jo en af mine spidskompetencer, og selvom jeg har lavet mine selv, og altså ikke har været omkring hverken klinikker eller system, har jeg naturligvis en holdning til emnet, fordi jeg ved, præcis hvad det vil sige at stå med børn alene, og 1:1 ved, hvilke udfordringer, der i den forbindelse kan være med at blive ældre.

Det er egentlig ikke det, der er hovedtemaet i det her indlæg, men vil man gerne vide, hvad jeg mener om emnet, kan man lige nappe det her indlæg. Jeg skal nok vente imens.

*henter kaffe*

Ok? 

Godt. Så går vi videre til det, der fylder i mine tanker lige nu, nemlig den teknologiske udvikling, og hvordan den i stigende grad stiller krav til vores etiske kompas.

For jeg kan på alle måder sympatisere med gerne at ville have et barn; også selvom man må få det alene. Det ønske forsvinder jo ikke natten til din 42-års fødselsdag.

Men dem, der har mest på spil, og som derfor er de mest engagerede deltagere i debatten, er dem, der står med ønsket om et barn og et biologisk ur, der tikker. Ingen af dem er objektive – og ingen af dem har prøvet at stå med et spædbarn som 50 årig.

Og altså: Racen ville uddø, hvis vi fra barn til barn huskede, hvor absurd hårdt det er at have en baby, ligesom det nok også evolutionært er meget smart, at der er nogle udfordringer, der først indtræder, når børnene er så store, at man ikke står til at skulle have flere.

Derfor er det både nemt og gratis at mene, at vi sagtens kan tage vare på børn og møde deres behov, selvom vi er 52, når vi får dem. Måske også fordi vi alle klamrer os til håbet om, at vi stadig selv er skarpe og hurtige og på tæerne, når vi rammer den alder.

Men de fleste af os har forældre, ældre kolleger eller onkler og tanter, som jo ret fint illustrerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan hænge på. Om det er plasticitet, vilje eller naturens måde at regulere bestanden på, er svært at sige – men det er mærkeligt, at vi alle ser det udspille sig i privatlivet, og stadig på det mere overordnede plan ignorerer, at det sker. F.eks. når vi i nærmest alle fag taler om at hæve pensionsalderen, og udelukkende fokuserer på, om ikke man burde have ret til at tage den lidt med ro, når man har arbejdet i mange år. Jeg savner i dén grad lidt fokus på, om det er hensigtsmæssigt at holde en kirurg, der ikke kan konvertere et word-dokument til pdf, på operationsstuen, en tolk, der har aldersbetinget høretab i stolen, eller en chauffør, der ikke kan dreje nakken pga. gigt, i førersædet. Maskinen bliver slidt og langsom over tid, og det burde vi forholde os mere til, end vi gør, synes jeg.

Om 10 minutter er jeg stensikker på, at vi har udtænkt måder, der gør det muligt for kvinder at blive gravide og føde børn, indtil vi fylder 60, og det skal der nok komme en spændende debat ud af.

Men når vi flytter barren i den ene ende, så vil det jo være meget oplagt, at nogen pludselig får den gode ide at kigge på den, der afgrænser i den anden.

For hvad, når vi har teknologien til at gøre piger på 9 år gravide?

Ja?

Træls tanke, ikke?

For det kan vi *også* om lidt – og det kan vi (forhåbentlig!) ALLE sammen se er en dårlig ide. Men med fødselsunderskudet, som bliver et større og større problem, kunne man måske godt komme i tanke om en politiker eller to, der pludselig ville kunne se mulighederne i dét.

Det eneste, der står i mellem det skrækscenarie og den nuværende virkelighed, er vores etik. Og her bliver det store, store problem, at den altid vil være formet af, hvad vi har med i rygsækken, hvor vi er i livet, og hvilke valg vi træffer – som vi derfor, bevidst eller ubevidst, er nødt til at forsvare overfor os selv. 

Eksempelvis havde vi for nogle måneder siden i en af mine sociale cirkler en diskusion, hvor mennesker, der normalt er enige om langt, langt det meste, pludselig var ved at komme op at slås.

Handlede det om aktiv dødshjælp, Linda? Om vacciner, klima eller politik?

Nope.

Det handlede om en potentiel graviditet hos én, der har en affære med en gift mand.

Stridspunktet var, om man som kvinde i en affære, som begge parter har indledt med åbne øjne og som ingen derfor har intentioner om skal være andet og mere end dét, fortæller manden, at der er to streger på pinden, hvis man VED, at man ikke vil have barnet.

Jeg var så klart på ‘Nej, sgu da!’ at jeg ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at nogle af mine gifte veninder kunne have en anden holdning.

Det havde de. 

Tankevækkende nok var mine kammerater alle enige med mig. Både dem, der er gift og dem, der ikke er.

Og den behøver vi ikke åbne her; min pointe er bare, at det for mig blev ret tydeligt, at det ikke kun er logik og saglighed, der farver din holdning til et givent emne.

Men fordi det her er noget, der konstant skramler rundt i min hjerne i disse dage, tænker jeg mere og mere over, hvor afhængige vi er af at finde ud af at enes, hvis ikke vores individuelle behov og ønsker skal skubbe os ud over kanten.

Johanne (the-blogger-formerly-known-as-Citygirl) sendte mig i går en artikel fra Heartbeats, som var et fint take på, at vi hver især med den pris, vi sælger vores brugte tøj til, kan være med til enten at understøtte eller at bekæmpe det svinske overforbrug af tøj, vesten har.

Og det er nok i virkeligheden hovedet på sømmet ift. det, jeg går og tygger på; at vi måske har nået et punkt nu, hvor vi ikke længere bare kan lukke øjnene og tænke, at det JEG gør, ikke påvirker andre end mig selv.

Engang var ‘en dråbe i havet’ en metafor, der skulle illustrere pointen om, at noget var så ubetydeligt, at det ikke gjorde i forskel i det store billede – men tager man den baglæns, er havet jo reelt bare en relativ stor samling af dråber, og der er en smertegrænse og en balance, der kan forskubbes et sted. Derfor *gør* det en forskel, hver eneste gang, vi hver især lægger vores eget lille, individuelle lod på vægten, ganske enkelt fordi vi efterhånden er mange, og fordi vi smitter hinanden med vaner og ideer.

For verden er med teknologiens muligheder blevet meget mindre, hvilket er en fordel, når man er ung og nonbinær i Hanstholm, eller når videnskaben pludselig har data nok til at opdage sammenhængen mellem ordblindhed og en bestemt genmutation. Men det betyder også, at valg, der træffes ét sted, meget hurtigt kan få betydning et andet; f.eks. når ét land går i krig og internationalt samarbejde tvinger alle andre med, når et virus er spredt til hele verden, inden man har nået at forstå, hvor alvorligt, det er, eller når én stat begynder at stramme sin abortlovgivning og andre med samme ønske ser, at det er muligt.

Derfor har det enkelte menneskes valg og kampe i dag en tyngde, som de ikke havde for 50 år siden, og problemet er, at verden udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at se konsekvenserne af de valg, vi træffer. De naturlige begrænsninger, der tidligere lå i den evolutionære biologi, er med teknologiens rivende udvikling sat ud af spil, og samtidig er der politiske dagsordener, der kan koordineres i højere grad og større målestok, på tværs af grænser og sprog. Det giver et samlet impact på racen og kloden, der er i fuld gang med at forsegle vores skæbne.

Når alt er muligt, er vi de eneste stopklodser, der er tilbage. Vi er the last line of defense – men vi kæmper dybest set imod os selv, og det kommer til at gå galt. 

I hvert fald hvis ikke vi meget hurtigt og i fællesskab begynder at forholde os til, at individets ønsker i dag er blevet så lette for den enkelte at indfri, at de kan ende med at blive kollektives undergang.

Jeg elsker at køre bil om aftenen. Det tror jeg, at jeg har nævnt før, men det er virkelig noget af det bedste, jeg ved. Det er, som om det hele falder til ro, når der skrues ned for lyset, og jeg er tvunget til at være, hvor jeg er. Det er ubetinget det tidspunkt, hvor jeg tænker bedst, og det er ofte der, jeg får øje på mønstre og detaljer, som hverdagen ikke levner plads til at se.

Det skete igen forleden. Jeg sad på motorvejen, og natten var overraskende klar, selvom dagen havde været grå og tåget. Vi var ikke mange biler derude, og som altid sad jeg og tænkte på, hvor de andre mon var på vej hen. I hver vores kasse, med hvert vores liv og historier, der rummer det hele.

Da jeg sad der og lod tankerne vandre, kom jeg til at tænke over, at jeg er et nyt sted i mit liv. Der er sket meget over det sidste år, og meget af det er nemt at få øje på. Natuligt nok er det derfor dét, jeg selv har lagt mest mærke til.

Men i mørket kom jeg til at spekulere over det, der er fulgt med. Alt det nedenunder, der har revet sig løs, er blevet trukket med strømmen, og som nu langsomt finder nye steder at falde til ro.

Uden at kunne redegøre knivskarpt for, hvori forandringen består, er det noget, der handler om min måde at forholde mig til mine egne grænser på. 

Og også en gryende erkendelse af, at jeg skal have fundet en måde at gøre mig fri af mit behov for at forstå og søge logiske forklaringer, hvor de ikke er at finde. 

De sidste måneder har budt på nogle ret krævende konfrontationer og en usædvanlig høj frekvens af mennesker med egne dagsordener, der, meget vedholdende, har insisteret på at sætte deres ønsker og behov over mine.

Det er sjældent, at jeg oplever så rød en tråd i de udfordringer, jeg kæmper med, men denne gang har det føltes næsten skæbnebestemt, at jeg har fået variationer af samme tema præsenteret på flere arenaer samtidigt. Både i privat og fagligt regi.

Fraset mine helt unge år, har jeg aldrig været specielt konfliktsky i professionelle sammenhænge. Jeg opfatter ikke mig selv som konfliktsøgende, men jeg er ikke bange for at være den, der sætter ord på det, som er svært.

Men i mit privatliv er jeg gået fra i mine 20’ere at synes, at livet var noget, andre mennesker forvoldte mig, mens mine 30’ere gik med at sortere i, hvad jeg gerne ville have med videre, og hvad der måtte slippes. 

Det nye, her i mine 40’ere, er, at jeg pludselig meget tydeligt kan mærke min grænse, inden den bliver overskredet – og at jeg er villig til at stå fast på den. Uanset om det koster mig en relation, en arbejdsopgave eller andre menneskers positive opfattelse af mig.

I gamle dage gik jeg min vej. Jeg er i omgangskredsen notorisk kendt for, at der er langt til min grænse, men når man når den, er løbet kørt. Sådan er det nok egentlig stadig. Men hvor jeg tidligere først kunne mærke min grænse, når vi var så langt forbi den, at den ikke længere kunne anes i bakspejlet, så opdager jeg det nu, når jeg er ved at ofre min sjælefred og integritet for den gode stemning skyld. Og jeg reagerer på det.

Det er ikke på nogen måde nemt, men det giver en ro, jeg ikke har kendt til før. Der er noget i det her med at turde vise ansigt; at turde stå ved, hvem og hvad jeg er, som ligner sårbarhed, men føles som styrke.

Det er stadig så nyt, at jeg kun aner konturerne af det fulde potentiale, men det er allerede tydeligt for mig at mærke, at det kommer til at definere min udvikling de næste år. 

Jeg er ikke for alle. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Det lever jeg med. Hvis ingen har noget i mod dig, er der sjældent heller nogen, der foretrækker dig, og jeg fungerer ubetinget bedst med aktive tilvalg og klare præferencer.

Men det er nyt for mig ikke bare at lukke af og ned, når jeg bliver vred eller føler, at jeg bliver tvunget til at give mere, end jeg gerne vil af med.

Og når man bare går, sker det oftere, end man skulle tro, at den, man vender ryggen, ikke opdager det, så det er også en underlig bagvendt måde at spille sikkert og holde døren på klem på.

Det er vi – åbentbart – færdige med. De spørgsmål, jeg stiller og konfrontationer, jeg tager nu, er med hele puljen på bordet, hjerte og nerver fuldstændig blottede, og de efterlader ingen i tvivl om, hvor jeg står.

Det er ikke alle relationer, hverken de faglige eller private, der kan bære det, så jeg kommer til at lukke døre og miste mennesker i den her proces. Det kan jeg allerede se. 

Men det føles også som om, at alt det, jeg har arbejdet mig igennem de sidste mange år, har ledt mig til, hvor jeg står nu.

Til det sted, hvor jeg oprigtigt mener, jeg har ret til at stå fast på, hvad der føles rigtigt for mig, og hvor jeg ret klart kan se, at der er situationer, hvor kompromiser ikke er en mulighed, hvis jeg skal have mig selv med.

Jeg gør mig stadig umage for at gøre tingene ordentligt. For at kommunikere klart, være transparent i det, jeg gør, og for også at udvise forståelse for det synspunkt, jeg ikke deler.

Men jeg føler ikke længere ansvar for at være den, der sørger for, at ingen taber ansigt, eller for at forstå valg og vilkår, som ikke for mig virker rimelige.

“Det kommer til at koste”, tænkte jeg, da jeg sad i mørket, alene på vejen og kiggede på stjernerne og en flyver, der langsomt og lydløst bevægede sig hen over den natmørke himmel.

Men faktisk ikke noget, jeg ikke længere er villig til at betale.

(Fotocred: @itsmeekubra)

Det sker ofte, at de indlæg, jeg skriver herinde, bliver springbræt for samtaler, jeg har med mine venner ude i det virkelige liv, og ét af dem, der de sidste uger har fyldt, er Liv & Død, som jeg skrev for en måned siden. 

Jeg oplever, at det over årene er blevet sværere at skrive om de ting, der rører sig helt inde på det personlige felt. Ikke fordi jeg har berøringsangst eller er hyper privat, men faktisk mere fordi, jeg er bange for, at nogle af de mennesker, jeg kender og holder af, skal læse det og tro, at det er en slet skjult hentydning til dem. Jeg ville selv synes, at det var en super røvet måde at blive opmærksom på gnidninger i en relation på, og fordi jeg ikke altid selv er så god til at opdage, at noget kan tolkes på flere måder, er det derfor en type indlæg, jeg over tid er kommet til at fase lidt ud. 

Der kan også være specifikke emner, jeg selv får det gradvist mere ambivalent med. Eksempelvis kan jeg mærke, at det begynder at føles lidt dobbelt at skrive om livet med ADHD. For på den ene side vil jeg virkelig gerne være med til at synliggøre, hvordan den kan være noget rigtig bøvl – også for mennesker, der på overfladen ser ud til at have mere end gennemsnitligt tjek på tingene.

Omvendt kan jeg også se, at det kan fungere som en slags uhensigtismæssig opskrift for dem, der af den ene eller den anden grund synes, at det er en diagnose, som er eftertragtelig at få. Det  føles meget dobbelt, synes jeg.

For på den ene side tror jeg, at der er *rigtig* mange, der uvidende går rundt med neurobøvl, og for mig er det en interessant tanke, hvordan det ville påvirke statistikken for selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug osv., hvis man, sammen med høre- og synstest i børnehaven, screenede for ADHD og autisme.

På den anden side kan jeg også godt se, at det er en diagnose, der får bedre PR og virker mere sexet end f.eks. borderline, fobi eller OCD. For man ser ikke ret mange artikler, hvor fremtrædende mennesker ‘står frem’ med de diagnoser, og hvor vi skal snakke om, hvordan det i *virkeligheden* er en superkraft. Det får en smule karakter af humblebrag og Misforstået Krea-røv, som jeg har det svært med, for det er ikke alle forundt at drible afsted i en autocamper og i ophøjet ensomhed skrive en bog om alt det fantastiske ved at køre på kronisk, mentalt bredbånd (Manu Sareen, jeg kigger på dig) – eller som tilfældigvis er født ind i en social kaste, der gør hele forskellen på at ende som et forslået, men helt menneske med vilde historier i bagagen og ituslået, forgældet narkoman.

Med alt det vil jeg egentlig bare sige, at der kan være indlæg, som det kribler i fingrene for at skrive, men som jeg stadig fravælger, enten fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor jeg står, eller af hensyn til de mennesker, jeg har omkring mig.

Men somme tider bliver det, jeg egentlig er lidt loren ved at udgive, noget af det, der bagefter giver de mest indsigtsfulde og udbytterige samtaler, og sådan ét blev Liv & Død. For siden jeg skrev det, har vi talt meget om uskrevne regler i relationer, både helt generelt, men også mere specifikt i de tilfælde, hvor man kan komme til at føle sig en lille smule jaget. 

For måske er det faktisk slet ikke den ikke-opsøgende, der er egoistisk, når vedkommende efter mange forsøg på at regulere en relation, ender med at være direkte afvisende: Måske er det faktisk den, der insisterer på at holde fast, flere forsøg på at løsne grebet til trods?

Jeg synes, man kender det fra dating-livet og de gange, hvor man er gået hjem med fornemmelsen at være villet; ikke for den man er, men for de muligheder, man repræsenterer. Hvor det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der føles off, men hvor det på bagkant går op for én, at man her kunne have være hvem som helst. Den, du sidder overfor, mangler en spiller for at nå i mål med den fremtid, han ønsker sig, og for ham er det (næsten) underordnet, hvem han trækker trøjen over hovedet på.

Det er de fleste enige om, at vi ikke skal, for det er dømt til at gå galt. Ingen vil vælges til for de fødedygtige hofter eller den potentielle indkomst (og ingen tænker det så konkret, det ved jeg godt) – men i relationer, der ikke hører til parforholds-genren, så er vi – jeg – tilbøjelig til at ignorere, når vi ser den samme mekanisme optræde.

Indlægget har skabt mange gode samtaler om lige præcis dét. For i de eksempler vi har vendt IRL, bliver de sociale spilleregler siddet helt overhørigt. Jeg ved bedre end de fleste, at det ikke altid er et valg – men det, jeg begynder at tænke over, er, om der alligevel foregår en eller anden grad af aktiv, bevidst  øjenlukning for, at noget i relationen er skævt. 

For det er jo også et valg. Ligesom det er, hvis du bliver ved med at se en fyr, du kun hører fra, når han er i byen og kl. 03.17 sender en ‘U up?’

Du kender også godt dine egne motiver, hvis du kun tænker over at skrive til en person, når du keder dig eller savner opmærksomhed.

Men hvorfor er det, at vi undlader at forholde os til, at de samme regler vel også gælder, når vi taler om mennesker, vi ikke knalder eller vil beundres af?

For ingen mener vel oprigtigt, at vi skal gifte os med nogen, der er fuldstændig ligeglade med, hvem vi er, og som gladeligt ville have giftet sig med enhver anden, der havde meldt sig til jobbet?

Derfor er det sært, at vi er tilbøjelige til at forvente det, både af hinanden, af vores børn og af os selv, når det er venne-arenaen, vi befinder os på. For i virkeligheden er det jo ligeså urimeligt at forvente venskab som kærlighed, hvis du ikke forholder dig til, hvad den, du beder om at indgå i relationen, gerne vil.

Måske handler det om, at venskab arbejder over et større spektrum, end kærlighedsrelationer gør. Det er svært at sætte fingeren på, hvornår en kollega bliver en god bekendt, og hvornår en god bekendt er blevet en ven. Og fordi det er tilfældet kan det jo være svært at vurdere, om man har nålen til at pege to forskellige steder hen på skiven.

Men det var en ny tanke for mig, at det, jeg hidtil har opfattet som egoisme hos mig selv, måske faktisk ikke bor hos mig, men hos den, der bevidst vælger at overse den manglende balance og kompatibilitet for at tage noget, vedkommende gerne vil have – men egentlig ikke er blevet tilbudt.

Der er en mærkelig energi i luften for tiden. Jeg har hele tiden en oplevelse af, at der både ikke sker noget som helst, og samtidigt, at de tektoniske plader forskyder sig, så hele landskabet ændres fundamentalt.

Nytåret begynder at flimre i horisonten, og selvom det er tidligt – og også tidligere, end jeg plejer at begynde at gøre status – er der alligevel sket så meget de sidste 10 måneder, at det er svært ikke at forsøge at sortere det i tema og udvikling.

Den gryde står og bobler bagerst på komfuret, og det bliver noget, jeg skriver mig ned i senere, men måske fordi den allerede trækker en smule af mit fokus, er det svært ikke at skele lidt til det, der lader til at være ét af fokuspunkterne i år, nemlig at revurdere mit syn på, hvor man stiller op, og hvor man må lade andre mennesker gå vejen uden at tilbyde sin støtte.

Det falder mig svært. Helt grundlæggende. Jeg synes ikke, at nogen skal gå på mørke stier alene, og noget af det, jeg ville være allermest ked af at blive stemplet som, er berøringsangst. Kombineret med min oprigtige nysgerrighed på, hvordan verden ser ud, når man betragter den gennem andre øjne, og en endeløs fascination af, hvor forskelligt, livet kan gribes an, ender jeg ofte i gode, dybe samtaler med alle mulige mennesker; også dem, jeg ikke umiddelbart har en relation til. 

Men over det sidste år er det blevet tydeligere for mig, at den måde at være i verden på, kan virke meget dragende på mennesker, der mangler nogen eller noget i deres liv.

Det er en meget splittet fornemmelse. For på den ene side synes jeg faktisk, at det forpligter at være sådan én som mig, der er velsignet med et stærkt netværk; som har mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mig tvivle på deres tiltro og støtte, og som jeg ved, at jeg kan vende mig imod, hvis jeg har brug for det. Det har jeg ikke selv gjort noget for at gøre mig fortjent til – det er tilfældigheder, skæbne og held, der har ladet mig falde ned, lige her, lige nu. 

På samme måde er det meget ofte ganske uforskyldt, at man er landet et sted, hvor man ikke har nogen at læne sig op ad, hverken for at få hjælp, ros eller støtte.

I mit arbejdsliv synes jeg, at det er relativt nemt at navigere i. Som tolk er jeg upartisk og neutral – men der er en gråzone, hvor man etisk kan gå et par skridt i begge retninger og stadig sove om natten. Jeg har holdt mere end én hånd på hospitaler og i kirker, ligesom jeg også har ageret både plankeværk og stillads i situationer, hvor det var mig eller ingen, eller hvor magtfordelingen var så skæv, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg havde filet på etikken. Man er, trods alt, menneske, før man er sit fag, og så længe man hører alarmklokkerne, når de går, kan det godt forsvares at bevæge sig ud, hvor alting ikke er simpelt, sorteret og opdelt i klare nuancer af sort og hvidt, synes jeg.

Privat har jeg også oplevet det som nogenlunde nemt at huske, at de mennesker, der har allermest brug for krykker, er dem, der slår sig mest, hvis du lover at være der, for så at brillere med dit fravær, når de griber ud efter din hånd.

Dem forsøger jeg at møde med teflonbelagt empati, så jeg gør, hvad jeg kan for støtte neutralt i det omfang, jeg kan tilbyde, men uden at blive personligt involveret.

Jeg har kunne navigere i det, så længe det udelukkende har været i mit arbejdsliv, jeg har mødt de her mennesker, eller der har været tale om nogen, som jeg ikke har en konkret, blivende relation til. 

Men nu har den ene af mine naboer, som er 3 år ældre end mig, fået 6-12 måneder tilbage at leve i.

Det har hele tiden været en relation, hvor det har været tydeligt, at det er mig, der er heldig med netværk, støtte og livsbetingelser. Og alle parter har gjort sig umage for at pleje det gode naboskab, efter den skæve start vi fik, da de flyttede ind. Der vandrer lagkage over hækken efter fødselsdage, vi hjælper hinanden med småting i haven, og vi kommer ind og beundrer, når der laves nye køkkener eller børneværelser.

Fordi jeg godt ved, at det er mig, der har fået flest esser på hånden, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe, når de har modtaget breve fra offentlige instanser, som de ikke forstod, og jeg har renset dialyseanlæg og hjulpet med støttestrømper og øjendråber hos familiemedlemmer, de har hevet ind for at hjælpe med hunden, når de pludselig er blevet indlagte.

Men med en pistol for panden ville de ikke kunne fortælle, hvad jeg laver, når jeg går på arbejde. Eller hvor gamle børnene er. De ANER ikke, hvad jeg laver i fritiden, eller at jeg har boet i Aarhus. Og skal de det? Næh. Det har jeg ikke noget behov for. Men det giver en indikation af balancen i relationen, og det er dér, der er noget, der har ændret sig for mig i år.

For i år er det første år, jeg har haft, siden jeg fik Frida, hvor der har været en følelse af kontinuerligt overskud i mit liv. Ikke bare den slags øjebliks-overskud, man kan opleve, når man har afviklet en kæmpe opgave på arbejde, eller man er på barsel, og babyen sover til middag to dage i træk. Men et vedvarende overskud, der er stabilt nok til, at jeg faktisk kan bruge det til noget. 

Det har ledt til mange overvejelser og indsigter. Noget af det, jeg troede, jeg gerne ville, vil jeg slet ikke alligvel. Nogle ting, som jeg egentlig havde opgivet, er pludselig mulige igen. Pausen fra mine ønsker, drømme og behov har været så lang, at intet er mejslet i sten, og alt er smidt op i luften. Det, jeg vælger at sluse ind, skal være meningsfuldt nok til at forsvare pladsen, det optager, og de overvejelser gør, at jeg sætter umådelig pris på det, jeg pludselig kan og tilvælger igen. 

Derfor har jeg brugt ret meget kapacitet på at forholde mig til, om man gerne må melde pas på at stille op for mennesker, der har fået at vide, at de skal dø.

For de vil gerne bruge mig, det er tydeligt. De ringer, de kommer ind, de skriver. Og min default-reaktion er at være tilgængelig. 

Men det tror jeg ikke, at jeg skal. Faktisk. Ikke nu. Ikke her. 

For hvor jeg uendeligt gerne vil gøre Det Rigtige, så kan jeg mærke, at det her ikke handler om, at jeg er mig. Det gjorde det, da Lene fik en svulst i hjernen, som endte med at slå hende ihjel. Der spillede jeg en rolle, fordi jeg var mig; Lenes veninde.

Det er ikke det, det handler om her. Her handler det om, at der mangler netværk og filter. Uanset hvem, de havde haft på den anden side af væggen, ville de have vendt sig imod dem, fordi de ikke har andre.

Jeg har brugt en god håndfuld nætter på at tænke igennem, hvad den rigtige løsning er. For jeg er ikke lavet af sten, og jeg vil gerne tale med dem, som jeg hele tiden har gjort.

Men jeg er nået frem til, at jeg ikke vil foregive et venskab, der ikke eksisterer og aldrig har gjort det. Heller ikke selvom det somme tider føles forkert at glide af på opkald, insisterende venten i indkørslen og forsøg på at opstarte lange, svære samtaler hen over hækken.

Der er nødt til at stå lidt på kontoen. Både, så du har, hvis nogle af dem tæt på får brug for det – men også til dig selv.

For det slog mig i nat, at man godt kan komme til at glemme at leve sit eget liv, hvis man altid lader sig hverve til at hjælpe andre med at leve deres.

De sidste uger har jeg tænkt meget på, at jeg pludselig forstår, hvorfor et af de vigtigste redskaber for obskure kulter og voldelige partnere, er isolation.

For da jeg startede med at lægge brevene fra Esbjerg Kommune op, var det egentlig i første omgang bare fordi, jeg havde modtaget et par forespørgsler på det bagom.

Jeg kender ikke alle jer, der læser med derude, og det tager i dag 0.21 sekunder at oprette en falsk mailadresse. Jeg kan i bloggens maskinrum se, hvilke ip-adresser, kommentarer kommer fra, men den oplysning er ubrugelig, fordi du ikke som privatperson kan se, hvem den tilhører. Det, det dog *kan* bruges til er, at jeg på den måde kan se, om kommentarer fra forskellige mailadresser kommer fra samme ip-adresse; det kan være rart, hvis jeg får nogle af de mere kradse. Det er, trods alt, betryggende, at der kun sidder én kugle derude, og ikke en helt håndfuld. 

Det betyder, at jeg reelt ikke ved, om et ønske som det her kommer fra andre forældre, der er ved at blive mast af systemet (eller overvejer at flytte til Esbjerg Kommune), eller om det kommer fra fagpersoner, med intentioner, jeg ikke kender til. I nogle af de fb-grupper, jeg er med i, kan jeg se, at folk jævnligt fortæller om sagsbehandlere, der læser med – hvilket de jo kun kan, hvis de er medlem af grupperne. Det kan der være legitime grunde til – og det er jo så et spørgsmål om, om man er bedre klædt på til at arbejde med ND-familier, hvis man kender det hjemmefra, eller om man er inhabil ift. borgere, man er i facebookgruppe med. Kan man blokke viden ud, man har fået, fordi man har fået den i fritiden? Jeg ved det ikke. Men der har, desværre, været sager nok i medierne om mennesker, der bliver straffet for opslag og kommentarer på sociale medier til, at muligheden for, at man bliver iagttaget, ikke kun er teoretisk.

Derfor tænker jeg mig altid om en ekstra gang, når jeg bliver spurgt til noget, hvor interessen i svaret måske ikke udelukkende udspringer af gode intentioner. Da jeg for et par år siden holdt åben spørgerunde, fik jeg påfaldende mange spørgsmål til, om jeg havde en kæreste og, hvis ja, hvordan, hvor meget og hvornår. Og det kan være HELT tilfældigt; lige den del af mit liv er jeg super privat med, og det har jeg alle dage været – men spørgsmålene var detaljerede nok til, at tanken om, om de kom fra nogen, der var interesseret i min status som enlig forsørger: O Ja O Nej strejfede mig.

Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det her, så kunne jeg ikke se, at jeg havde noget at tabe. Det er mig mod Systemet, og de har smidt alt, hvad de har, i hovedet på mig, så der er ikke mere tilbage at skyde med. (Famous last words…) Og helt lavpraktisk har jeg flere gange undervejs ønsket, at jeg havde kendt lidt mere til andres forløb, og havde set, hvordan DE kommunikerer med The Overlords. Derfor nåede jeg frem til, at andre derude, om ikke andet, måske bliver bare en smule bedre klædt på til kampen ved at læse om nogle af de fejl, jeg har begået og de ting, jeg ville ønske, jeg havde insisteret på eller gjort anderledes – tidligere.

Sagt med andre ord havde jeg faktisk ikke forventet, at der ville være noget i det til mig; for mig var det bare at dele noget tekst, som jeg selv – stadig – har svært ved at tro, kommer fra et system, jeg selv er med til at finansiere.

Men.

Jeg har ikke på noget tidspunkt i det her forløb grædt så meget, som jeg har gjort efter at have lagt de her breve op og fået jeres kommentarer til dem. 

Vi er forskellige herinde, og vi er ikke altid enige om alt, men I er stadig en massiv og værdifuld klangbund ift. den ordentlighed, jeg selv prøver at praktisere og efterleve som menneske. Vores holdninger kan være forskellige, men vores livsværdier og verdenssyn har mange ting til fælles, og jeg. kan. ikke forklare, hvor forløsende det har været at opleve jeres indignation og vantro, når jeg selv er nået til et punkt, hvor jeg for længst har vænnet mig til at blive talt sådan til og behandlet på den måde.

Raseriet og uviljen mod at bøje mig, blot fordi andre mennesker siger, jeg skal, har jeg altid haft, og det, der for år tilbage startede som ulmende gløder, har for længst forvandlet sig til et frådende inferno af ild. Jeg vil hellere smides på bålet end at overgive mig nu; no retreat, no surrender. 

Men det er første gang, jeg oplever at blive strøget over håret og få at vide, at det her er præcis så urimeligt, uværdigt og umyndiggørende, som jeg selv har oplevelsen af.

Det får noget i mig til at løsne sig. Noget, der var faretruende tæt på at hærde og sætte sig fast.

Det får mig til at huske, at for hver eneste modstander, du står overfor, står der altid medspillere bag dig, som måske ikke kan tage kampen for dig, men som kan få dig til at føle dig lidt mindre alene.

Man er en del af et hele, af en gruppe, af et system. Et, der udgøres af alt det modsatte af dét, der staves med stort. 

Det havde jeg næsten glemt.

Tak for at hjælpe mig med at komme i tanke om det igen.

Det sidste halve år har jeg tænkt meget over relationer. Mere specifikt over fravalg af relationer. 

For alt imens der sker en masse, både i mit hoved og i mit liv, så sker der også en del i mine relationer.

Nogle relationer vælger mig fra. Andre er det mig selv, der lukker ned.

Jeg tror aldrig, at det bliver rutine for mig at rumme fravalg. Hverken når det er mig selv, der laver dem, eller når det er mig, der hænger i rebet, en anden klipper over.

Men jeg kan mærke, at jeg for første gang i mit voksenliv forholder mig til dem på en måde, der ikke er styret af følelser.

Jeg har på de professionelle arenaer altid været ret afklaret med, at hvis man er nogens favorit, så er man andres skuffelse. Dem, ingen har noget imod, er sjældent heller nogens yndling, og det har jeg i de sammenhænge altid været ok med. Ikke mindst fordi jeg ret tidligt selv kunne se, at der ikke var sammenhæng mellem, hvem jeg personligt godt kunne lide, og hvem jeg foretrak at arbejde sammen med/blive undervist af/tolke for. Når det er sådan, det forholder sig for mig, gælder det samme selvfølgelig for resten af verden, og derfor kan jeg helt oprigtig sige, at det ikke påvirker mig, når mennesker, jeg er omkring, har andre yndlingstolke/-bloggere/-instruktører end mig.

Langt sværere har det været for mig at rumme, når til- og fravalg er opstået i den personlige sfære. Her har min default altid været, at det nok er mig, der er for meget/for sur/forkert eller stiller for store krav, når der opstår uenighed og brud. Det ekstra lækre feature i dét freudianske clusterfuck er, at jeg altid sagtens har kunne se og forstå, at det er umuligt at elske alle – for det gør jeg langt fra selv.

Siden jeg fik Frida har jeg været i survival-mode. Ikke på lavpraktisk, daglig basis, for vores hverdage har været gode og rige, og jeg har, uagtet at det somme tider har været overvældende, aldrig følt, at jeg ikke magtede mit og vores liv. Men det ville være synd at sige, at jeg har kedet mig.

Men for 6 måneder siden var der pludselig noget, der begyndte at ændre sig. Ikke med ét eller pga. én ting, men som resultat af summen af processer, der endelig var fulgt til dørs, og ting, der faldt på plads, mens andre faldt væk. 2023 har været et vildt ridt, og det har på mange måder føltes som om, jeg endelig er tjekket ind i mit liv som mig selv igen, og ikke kun i kraft af mine roller. Jeg forholder mig for første gang på denne side af mine børn til, hvem jeg er nu, og kan pludselig mærke, at jeg ikke længere har et ønske om at komme tilbage til den, jeg var, men derimod har lyst til at finde ud af, hvem jeg er nu.

Hvis man gør, hvad man gjorde, så får man, hvad man fik, og det er ikke længere det, jeg gerne vil have.

Det kaster nyt lys over.. jamen, alt, faktisk.

Og det betyder, at jeg ikke længere er kompatibel med situationer, omstændigheder og mennesker, jeg har omkring mig.

Nogle relationer falder væk af sig selv, mens andre kræver aktive fravalg og konfrontationer, og selvom det ikke på nogen måder er behageligt, så udebliver tvivl og fortrydelse fuldstændigt. Valg kan godt være både ubehagelige og rigtige på samme tid – men jeg kan tydeligt mærke, at det er en ny måde at være i verden på for mig. Der er ikke en default reaktion at falde tilbage på, og det giver et aktivt ejerskab over processen, som jeg faktisk sætter ret stor pris på. 

For jeg registrer, at jeg somme tider stadig er lige ved at falde i den emotionelle gryde, hvor jeg kommer til at opfatte konflikter og fravalg på begge sider af hegnet som udtryk for, at jeg gør noget forkert. Særligt, når mennesker, som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe, lader mig gå, fordi den nye version af mig ikke er én, de føler samhørighed med.

Men selv mens jeg står med tåen stukket i de gamle vaners vand, kan jeg mærke, at det er ok at lade falde, hvad ikke kan stå, for når jeg graver ned under såret stolthed og frygt for at svigte, føler jeg ingen fortrydelse eller trang til at gå tilbage. Jeg kan objektivt godt se, at seperationen er uundgåelig, og jeg kan sagtens mærke, at der er mennesker, holdninger og stemninger, jeg ikke længere ønsker at have i mit liv. Der er relationer, der kræver mere, end de giver, og mennesker, der beder om mere, end vores indledende aftale lagde op til, og det er uundgåeligt, at bånd må klippes. I den proces *vil* der være mennesker, jeg skuffer, som bliver vrede på mig og som ikke forstår.

Jeg forsøger at være ordentlig omkring det; både når jeg lægger op til at redefinere reglerne, og når jeg åbner nye døre. Jeg gør mig umage for at være klar i spyttet, både ift. hvad jeg vil have, og hvad jeg kan tilbyde, og er det ikke foreneligt med ønsker og krav fra den anden side af bordet, føler jeg hverken vrede, skam eller fortrydelse ved at rejse mig og gå.

Fraværet af gamle tankemønstre på bagkant er tankevækkende. 

Jeg bemærker pludselig, hvor lang tid, der går imellem, at jeg tænker på de mennesker, der slipper mig, og som jeg engang troede, jeg ville gå i tusinde stykker over at miste.

Jeg bemærker også, at jeg under den indledende ærgrelse over, at noget, der kunne være endt i fred og fordragelighed, ender i konfrontation og vrede, stadig er 100% afklaret med, at jeg ikke vil relationen.

Jeg tænker på, om den afklarethed hele tiden har ligget der; om jeg bare tidligere kom til at stå af ved fortrydelsesstationen i stedet for at blive siddende og se, hvor toget fortsatte hen. 

Det er en vanvittig proces at lære sig selv at kende forfra. Men det er uendeligt befriende at mærke fraværet af skyld ved 100% at stå ved, hvem man er, og hvad man vil – og at vide, at de år, hvor man var væk fra sig selv, var nødvendige for at skabe den afslutning, der gjorde en ny begyndelse mulig.