Menu

Alvorligt talt

Hvad snakker du om?

2

Jeg tænker meget over samtaler for tiden. Hvordan vi taler med hinanden, og hvad vores samtalemønstre gør ved vores relationer over tid.

Det kom sig af, at jeg mødte et menneske, jeg for år tilbage havde meget at gøre med, fordi vi var tilknyttet samme arbejdsplads. Da vi forlod den, var vi i starten gode til at sætte aftaler op, men, som det så ofte sker, gik der længere og længere tid i mellem, at der blev taget initiativ, og når vi endelig fik kalenderne til at gå op, blev det efterhånden tydeligt, at det, vi primært havde haft til fælles, var arbejdspladsen.

Men hun er stadig skideskøn, og derfor blev jeg lige ramt af den der ’Ej, hvor er det egentlig ærgerligt, at vi ikke ses mere!’, da vi sagde farvel – men jeg er også blevet gammel nok til at vide, at sympati og nostalgi ikke kan holde sammen på noget, der ikke kan stå af sig selv.

For ligesom de sidste gange, vi sås, havde den her samtale også karakter af bytte-bytte købmand. Ikke på den sure eller nidkære måde – men det var reelt bare en udveksling af statusopdateringer, et hurtigt vue over fælles bekendte, og så et knus og videre ud i livet.

Det var lige, som det skulle være.

Men mødet fik mig til at tænke over, at personlige samtaler måske i bund og grund falder i én af tre kategorier.

Den ene er den ovenstående slags, hvor alt er bagudvendt og nye kapitler i gamle historier. Hvor man reelt ikke ved ret meget om hverken nutid eller fremtid hos den, man står overfor, og hvor man sorterer i de emner, man selv tager op, fordi meget af det, der fylder, kræver for meget intro, hvis det skal give mening for én, der ikke har fulgt med i realtid.

Den anden type er dem, hvor man stille og roligt opdager, at der er sket en skævvridning af rollerne over tid. For hvor man egentlig, samtale-wise, startede med at give og tage nogenlunde lige meget, så er der et sted undervejs sket noget, og nu har relationen mere karakter af klient/terapeut eller monolog/publikum. Den type samtaler er jeg over de sidste år blevet bedre til at spotte og til at overveje, om jeg fortsat har lyst til at være til stede i. For de mangler det, den tredje og sidste type af samtaler har, nemlig passager af small talk og noget, der på overfladen kan ligne ligegyldig ping pong.

For det, jeg oplever er, at det er i den lille samtale, at tingene folder sig ud. Det er dér, der associeres frit, og hvor en samtale, der starter med spørgsmål som: ”Hvordan går det med din mors knæ?” eller ”Er du også faldet i padel-gryden?” ender med at handle om, hvad man frygter mest ved at blive gammel, eller at mange år med en syg bror sætter sig i systemet og reducerer batteritiden og dermed det, man kan overskue, permanent.

Det er dér, man bliver klogere, både på sig selv og på livet; måske fordi man ikke har harddisken låst fast i at skulle huske rækkefølgen i opdaterings-historierne eller skal zappe mellem viden om 4 fællesbekendte, men har godt med RAM fri til bare at lade samtalen vokse og kravle, vildt og organisk, og blot følge med, som den udvikler sig.

Paradoksalt nok oplever jeg selv, at netop den måde, vi taler sammen på, kan være med til at bevare en relation, der måske har løbet sin bane. Særligt, hvis man har en fælles fortid, for man kan holde kunstigt liv i noget længe, hvis man har et stort bagkatalog at samtale ud fra. De mange fælles referencer skaber en illusion af fortsat forbundethed, fordi samtalen jo sådan set flyder problemfrit, og samtidig tror jeg, at de fleste af os kan være tilbøjelige til at glemme at forholde os til relationen, som den *konkret* ser ud. Vi har, tror jeg, en tendens til at se det, vi så, da vi lærte hinanden at kende, og når vi ikke forholder os til selve fundamentet; venskabet, så kan der gå lang tid, før vi opdager, at irritationsmomenter og samtaler, der føles utilfredsstillende og ufrugtbare, faktisk ikke udspringer af misforståelser eller dårlige dage. De er bare, helt grundlæggende, et udtryk for, at man ikke længere har noget til fælles, og ikke ville ende som venner, hvis man mødte hinanden som de mennesker, man hver især er i dag.

Heldigvis rummer langt de fleste relationer fint alle 3 samtaletyper, for der kan ikke altid være tid til at gå i dybden med alt. Korte opdateringer fungerer strålende som trædesten, så man stadig er nogenlunde med, når man mødes næste gang, og vi har alle sammen brug for at være den, der ligger på briksen engang i mellem.

Men jeg tænker meget over, at venskaber ikke bare består automatisk, og at de ikke kan leve videre på minder alene. De kræver, at man tjekker ind og spørger til sine mennesker, oprigtigt og vedvarende, hvis man gerne vil bevare dem i sit liv og i en meningsfuld relation – og at man ikke falder i hokus-pokus-mig-i-kronisk-fokus-fælden alt for ofte.

For når jeg taler med mennesker, der, helt selvfølgeligt, caster sig selv som hovedrollen i alle interaktioner, de har, tænker jeg altid på, at de går glip af ret meget. For på et tidspunkt holder omverdenen jo op med at engagere sig i samtaler, og så er det spændingsfelt, der kan give så meget godt, pludselig reduceret til et tomrum, hvor det eneste, man hører, er lyden af sit eget ekko.

May the bridges I burn light the way

, 13

Jeg elsker at køre bil om aftenen. Det tror jeg, at jeg har nævnt før, men det er virkelig noget af det bedste, jeg ved. Det er, som om det hele falder til ro, når der skrues ned for lyset, og jeg er tvunget til at være, hvor jeg er. Det er ubetinget det tidspunkt, hvor jeg tænker bedst, og det er ofte der, jeg får øje på mønstre og detaljer, som hverdagen ikke levner plads til at se.

Det skete igen forleden. Jeg sad på motorvejen, og natten var overraskende klar, selvom dagen havde været grå og tåget. Vi var ikke mange biler derude, og som altid sad jeg og tænkte på, hvor de andre mon var på vej hen. I hver vores kasse, med hvert vores liv og historier, der rummer det hele.

Da jeg sad der og lod tankerne vandre, kom jeg til at tænke over, at jeg er et nyt sted i mit liv. Der er sket meget over det sidste år, og meget af det er nemt at få øje på. Natuligt nok er det derfor dét, jeg selv har lagt mest mærke til.

Men i mørket kom jeg til at spekulere over det, der er fulgt med. Alt det nedenunder, der har revet sig løs, er blevet trukket med strømmen, og som nu langsomt finder nye steder at falde til ro.

Uden at kunne redegøre knivskarpt for, hvori forandringen består, er det noget, der handler om min måde at forholde mig til mine egne grænser på. 

Og også en gryende erkendelse af, at jeg skal have fundet en måde at gøre mig fri af mit behov for at forstå og søge logiske forklaringer, hvor de ikke er at finde. 

De sidste måneder har budt på nogle ret krævende konfrontationer og en usædvanlig høj frekvens af mennesker med egne dagsordener, der, meget vedholdende, har insisteret på at sætte deres ønsker og behov over mine.

Det er sjældent, at jeg oplever så rød en tråd i de udfordringer, jeg kæmper med, men denne gang har det føltes næsten skæbnebestemt, at jeg har fået variationer af samme tema præsenteret på flere arenaer samtidigt. Både i privat og fagligt regi.

Fraset mine helt unge år, har jeg aldrig været specielt konfliktsky i professionelle sammenhænge. Jeg opfatter ikke mig selv som konfliktsøgende, men jeg er ikke bange for at være den, der sætter ord på det, som er svært.

Men i mit privatliv er jeg gået fra i mine 20’ere at synes, at livet var noget, andre mennesker forvoldte mig, mens mine 30’ere gik med at sortere i, hvad jeg gerne ville have med videre, og hvad der måtte slippes. 

Det nye, her i mine 40’ere, er, at jeg pludselig meget tydeligt kan mærke min grænse, inden den bliver overskredet – og at jeg er villig til at stå fast på den. Uanset om det koster mig en relation, en arbejdsopgave eller andre menneskers positive opfattelse af mig.

I gamle dage gik jeg min vej. Jeg er i omgangskredsen notorisk kendt for, at der er langt til min grænse, men når man når den, er løbet kørt. Sådan er det nok egentlig stadig. Men hvor jeg tidligere først kunne mærke min grænse, når vi var så langt forbi den, at den ikke længere kunne anes i bakspejlet, så opdager jeg det nu, når jeg er ved at ofre min sjælefred og integritet for den gode stemning skyld. Og jeg reagerer på det.

Det er ikke på nogen måde nemt, men det giver en ro, jeg ikke har kendt til før. Der er noget i det her med at turde vise ansigt; at turde stå ved, hvem og hvad jeg er, som ligner sårbarhed, men føles som styrke.

Det er stadig så nyt, at jeg kun aner konturerne af det fulde potentiale, men det er allerede tydeligt for mig at mærke, at det kommer til at definere min udvikling de næste år. 

Jeg er ikke for alle. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Det lever jeg med. Hvis ingen har noget i mod dig, er der sjældent heller nogen, der foretrækker dig, og jeg fungerer ubetinget bedst med aktive tilvalg og klare præferencer.

Men det er nyt for mig ikke bare at lukke af og ned, når jeg bliver vred eller føler, at jeg bliver tvunget til at give mere, end jeg gerne vil af med.

Og når man bare går, sker det oftere, end man skulle tro, at den, man vender ryggen, ikke opdager det, så det er også en underlig bagvendt måde at spille sikkert og holde døren på klem på.

Det er vi – åbentbart – færdige med. De spørgsmål, jeg stiller og konfrontationer, jeg tager nu, er med hele puljen på bordet, hjerte og nerver fuldstændig blottede, og de efterlader ingen i tvivl om, hvor jeg står.

Det er ikke alle relationer, hverken de faglige eller private, der kan bære det, så jeg kommer til at lukke døre og miste mennesker i den her proces. Det kan jeg allerede se. 

Men det føles også som om, at alt det, jeg har arbejdet mig igennem de sidste mange år, har ledt mig til, hvor jeg står nu.

Til det sted, hvor jeg oprigtigt mener, jeg har ret til at stå fast på, hvad der føles rigtigt for mig, og hvor jeg ret klart kan se, at der er situationer, hvor kompromiser ikke er en mulighed, hvis jeg skal have mig selv med.

Jeg gør mig stadig umage for at gøre tingene ordentligt. For at kommunikere klart, være transparent i det, jeg gør, og for også at udvise forståelse for det synspunkt, jeg ikke deler.

Men jeg føler ikke længere ansvar for at være den, der sørger for, at ingen taber ansigt, eller for at forstå valg og vilkår, som ikke for mig virker rimelige.

“Det kommer til at koste”, tænkte jeg, da jeg sad i mørket, alene på vejen og kiggede på stjernerne og en flyver, der langsomt og lydløst bevægede sig hen over den natmørke himmel.

Men faktisk ikke noget, jeg ikke længere er villig til at betale.

(Fotocred: @itsmeekubra)

Maybe she’s just not that into you

, 5

Det sker ofte, at de indlæg, jeg skriver herinde, bliver springbræt for samtaler, jeg har med mine venner ude i det virkelige liv, og ét af dem, der de sidste uger har fyldt, er Liv & Død, som jeg skrev for en måned siden. 

Jeg oplever, at det over årene er blevet sværere at skrive om de ting, der rører sig helt inde på det personlige felt. Ikke fordi jeg har berøringsangst eller er hyper privat, men faktisk mere fordi, jeg er bange for, at nogle af de mennesker, jeg kender og holder af, skal læse det og tro, at det er en slet skjult hentydning til dem. Jeg ville selv synes, at det var en super røvet måde at blive opmærksom på gnidninger i en relation på, og fordi jeg ikke altid selv er så god til at opdage, at noget kan tolkes på flere måder, er det derfor en type indlæg, jeg over tid er kommet til at fase lidt ud. 

Der kan også være specifikke emner, jeg selv får det gradvist mere ambivalent med. Eksempelvis kan jeg mærke, at det begynder at føles lidt dobbelt at skrive om livet med ADHD. For på den ene side vil jeg virkelig gerne være med til at synliggøre, hvordan den kan være noget rigtig bøvl – også for mennesker, der på overfladen ser ud til at have mere end gennemsnitligt tjek på tingene.

Omvendt kan jeg også se, at det kan fungere som en slags uhensigtismæssig opskrift for dem, der af den ene eller den anden grund synes, at det er en diagnose, som er eftertragtelig at få. Det  føles meget dobbelt, synes jeg.

For på den ene side tror jeg, at der er *rigtig* mange, der uvidende går rundt med neurobøvl, og for mig er det en interessant tanke, hvordan det ville påvirke statistikken for selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug osv., hvis man, sammen med høre- og synstest i børnehaven, screenede for ADHD og autisme.

På den anden side kan jeg også godt se, at det er en diagnose, der får bedre PR og virker mere sexet end f.eks. borderline, fobi eller OCD. For man ser ikke ret mange artikler, hvor fremtrædende mennesker ‘står frem’ med de diagnoser, og hvor vi skal snakke om, hvordan det i *virkeligheden* er en superkraft. Det får en smule karakter af humblebrag og Misforstået Krea-røv, som jeg har det svært med, for det er ikke alle forundt at drible afsted i en autocamper og i ophøjet ensomhed skrive en bog om alt det fantastiske ved at køre på kronisk, mentalt bredbånd (Manu Sareen, jeg kigger på dig) – eller som tilfældigvis er født ind i en social kaste, der gør hele forskellen på at ende som et forslået, men helt menneske med vilde historier i bagagen og ituslået, forgældet narkoman.

Med alt det vil jeg egentlig bare sige, at der kan være indlæg, som det kribler i fingrene for at skrive, men som jeg stadig fravælger, enten fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor jeg står, eller af hensyn til de mennesker, jeg har omkring mig.

Men somme tider bliver det, jeg egentlig er lidt loren ved at udgive, noget af det, der bagefter giver de mest indsigtsfulde og udbytterige samtaler, og sådan ét blev Liv & Død. For siden jeg skrev det, har vi talt meget om uskrevne regler i relationer, både helt generelt, men også mere specifikt i de tilfælde, hvor man kan komme til at føle sig en lille smule jaget. 

For måske er det faktisk slet ikke den ikke-opsøgende, der er egoistisk, når vedkommende efter mange forsøg på at regulere en relation, ender med at være direkte afvisende: Måske er det faktisk den, der insisterer på at holde fast, flere forsøg på at løsne grebet til trods?

Jeg synes, man kender det fra dating-livet og de gange, hvor man er gået hjem med fornemmelsen at være villet; ikke for den man er, men for de muligheder, man repræsenterer. Hvor det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der føles off, men hvor det på bagkant går op for én, at man her kunne have være hvem som helst. Den, du sidder overfor, mangler en spiller for at nå i mål med den fremtid, han ønsker sig, og for ham er det (næsten) underordnet, hvem han trækker trøjen over hovedet på.

Det er de fleste enige om, at vi ikke skal, for det er dømt til at gå galt. Ingen vil vælges til for de fødedygtige hofter eller den potentielle indkomst (og ingen tænker det så konkret, det ved jeg godt) – men i relationer, der ikke hører til parforholds-genren, så er vi – jeg – tilbøjelig til at ignorere, når vi ser den samme mekanisme optræde.

Indlægget har skabt mange gode samtaler om lige præcis dét. For i de eksempler vi har vendt IRL, bliver de sociale spilleregler siddet helt overhørigt. Jeg ved bedre end de fleste, at det ikke altid er et valg – men det, jeg begynder at tænke over, er, om der alligevel foregår en eller anden grad af aktiv, bevidst  øjenlukning for, at noget i relationen er skævt. 

For det er jo også et valg. Ligesom det er, hvis du bliver ved med at se en fyr, du kun hører fra, når han er i byen og kl. 03.17 sender en ‘U up?’

Du kender også godt dine egne motiver, hvis du kun tænker over at skrive til en person, når du keder dig eller savner opmærksomhed.

Men hvorfor er det, at vi undlader at forholde os til, at de samme regler vel også gælder, når vi taler om mennesker, vi ikke knalder eller vil beundres af?

For ingen mener vel oprigtigt, at vi skal gifte os med nogen, der er fuldstændig ligeglade med, hvem vi er, og som gladeligt ville have giftet sig med enhver anden, der havde meldt sig til jobbet?

Derfor er det sært, at vi er tilbøjelige til at forvente det, både af hinanden, af vores børn og af os selv, når det er venne-arenaen, vi befinder os på. For i virkeligheden er det jo ligeså urimeligt at forvente venskab som kærlighed, hvis du ikke forholder dig til, hvad den, du beder om at indgå i relationen, gerne vil.

Måske handler det om, at venskab arbejder over et større spektrum, end kærlighedsrelationer gør. Det er svært at sætte fingeren på, hvornår en kollega bliver en god bekendt, og hvornår en god bekendt er blevet en ven. Og fordi det er tilfældet kan det jo være svært at vurdere, om man har nålen til at pege to forskellige steder hen på skiven.

Men det var en ny tanke for mig, at det, jeg hidtil har opfattet som egoisme hos mig selv, måske faktisk ikke bor hos mig, men hos den, der bevidst vælger at overse den manglende balance og kompatibilitet for at tage noget, vedkommende gerne vil have – men egentlig ikke er blevet tilbudt.

Liv & død

, 16

Der er en mærkelig energi i luften for tiden. Jeg har hele tiden en oplevelse af, at der både ikke sker noget som helst, og samtidigt, at de tektoniske plader forskyder sig, så hele landskabet ændres fundamentalt.

Nytåret begynder at flimre i horisonten, og selvom det er tidligt – og også tidligere, end jeg plejer at begynde at gøre status – er der alligevel sket så meget de sidste 10 måneder, at det er svært ikke at forsøge at sortere det i tema og udvikling.

Den gryde står og bobler bagerst på komfuret, og det bliver noget, jeg skriver mig ned i senere, men måske fordi den allerede trækker en smule af mit fokus, er det svært ikke at skele lidt til det, der lader til at være ét af fokuspunkterne i år, nemlig at revurdere mit syn på, hvor man stiller op, og hvor man må lade andre mennesker gå vejen uden at tilbyde sin støtte.

Det falder mig svært. Helt grundlæggende. Jeg synes ikke, at nogen skal gå på mørke stier alene, og noget af det, jeg ville være allermest ked af at blive stemplet som, er berøringsangst. Kombineret med min oprigtige nysgerrighed på, hvordan verden ser ud, når man betragter den gennem andre øjne, og en endeløs fascination af, hvor forskelligt, livet kan gribes an, ender jeg ofte i gode, dybe samtaler med alle mulige mennesker; også dem, jeg ikke umiddelbart har en relation til. 

Men over det sidste år er det blevet tydeligere for mig, at den måde at være i verden på, kan virke meget dragende på mennesker, der mangler nogen eller noget i deres liv.

Det er en meget splittet fornemmelse. For på den ene side synes jeg faktisk, at det forpligter at være sådan én som mig, der er velsignet med et stærkt netværk; som har mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mig tvivle på deres tiltro og støtte, og som jeg ved, at jeg kan vende mig imod, hvis jeg har brug for det. Det har jeg ikke selv gjort noget for at gøre mig fortjent til – det er tilfældigheder, skæbne og held, der har ladet mig falde ned, lige her, lige nu. 

På samme måde er det meget ofte ganske uforskyldt, at man er landet et sted, hvor man ikke har nogen at læne sig op ad, hverken for at få hjælp, ros eller støtte.

I mit arbejdsliv synes jeg, at det er relativt nemt at navigere i. Som tolk er jeg upartisk og neutral – men der er en gråzone, hvor man etisk kan gå et par skridt i begge retninger og stadig sove om natten. Jeg har holdt mere end én hånd på hospitaler og i kirker, ligesom jeg også har ageret både plankeværk og stillads i situationer, hvor det var mig eller ingen, eller hvor magtfordelingen var så skæv, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg havde filet på etikken. Man er, trods alt, menneske, før man er sit fag, og så længe man hører alarmklokkerne, når de går, kan det godt forsvares at bevæge sig ud, hvor alting ikke er simpelt, sorteret og opdelt i klare nuancer af sort og hvidt, synes jeg.

Privat har jeg også oplevet det som nogenlunde nemt at huske, at de mennesker, der har allermest brug for krykker, er dem, der slår sig mest, hvis du lover at være der, for så at brillere med dit fravær, når de griber ud efter din hånd.

Dem forsøger jeg at møde med teflonbelagt empati, så jeg gør, hvad jeg kan for støtte neutralt i det omfang, jeg kan tilbyde, men uden at blive personligt involveret.

Jeg har kunne navigere i det, så længe det udelukkende har været i mit arbejdsliv, jeg har mødt de her mennesker, eller der har været tale om nogen, som jeg ikke har en konkret, blivende relation til. 

Men nu har den ene af mine naboer, som er 3 år ældre end mig, fået 6-12 måneder tilbage at leve i.

Det har hele tiden været en relation, hvor det har været tydeligt, at det er mig, der er heldig med netværk, støtte og livsbetingelser. Og alle parter har gjort sig umage for at pleje det gode naboskab, efter den skæve start vi fik, da de flyttede ind. Der vandrer lagkage over hækken efter fødselsdage, vi hjælper hinanden med småting i haven, og vi kommer ind og beundrer, når der laves nye køkkener eller børneværelser.

Fordi jeg godt ved, at det er mig, der har fået flest esser på hånden, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe, når de har modtaget breve fra offentlige instanser, som de ikke forstod, og jeg har renset dialyseanlæg og hjulpet med støttestrømper og øjendråber hos familiemedlemmer, de har hevet ind for at hjælpe med hunden, når de pludselig er blevet indlagte.

Men med en pistol for panden ville de ikke kunne fortælle, hvad jeg laver, når jeg går på arbejde. Eller hvor gamle børnene er. De ANER ikke, hvad jeg laver i fritiden, eller at jeg har boet i Aarhus. Og skal de det? Næh. Det har jeg ikke noget behov for. Men det giver en indikation af balancen i relationen, og det er dér, der er noget, der har ændret sig for mig i år.

For i år er det første år, jeg har haft, siden jeg fik Frida, hvor der har været en følelse af kontinuerligt overskud i mit liv. Ikke bare den slags øjebliks-overskud, man kan opleve, når man har afviklet en kæmpe opgave på arbejde, eller man er på barsel, og babyen sover til middag to dage i træk. Men et vedvarende overskud, der er stabilt nok til, at jeg faktisk kan bruge det til noget. 

Det har ledt til mange overvejelser og indsigter. Noget af det, jeg troede, jeg gerne ville, vil jeg slet ikke alligvel. Nogle ting, som jeg egentlig havde opgivet, er pludselig mulige igen. Pausen fra mine ønsker, drømme og behov har været så lang, at intet er mejslet i sten, og alt er smidt op i luften. Det, jeg vælger at sluse ind, skal være meningsfuldt nok til at forsvare pladsen, det optager, og de overvejelser gør, at jeg sætter umådelig pris på det, jeg pludselig kan og tilvælger igen. 

Derfor har jeg brugt ret meget kapacitet på at forholde mig til, om man gerne må melde pas på at stille op for mennesker, der har fået at vide, at de skal dø.

For de vil gerne bruge mig, det er tydeligt. De ringer, de kommer ind, de skriver. Og min default-reaktion er at være tilgængelig. 

Men det tror jeg ikke, at jeg skal. Faktisk. Ikke nu. Ikke her. 

For hvor jeg uendeligt gerne vil gøre Det Rigtige, så kan jeg mærke, at det her ikke handler om, at jeg er mig. Det gjorde det, da Lene fik en svulst i hjernen, som endte med at slå hende ihjel. Der spillede jeg en rolle, fordi jeg var mig; Lenes veninde.

Det er ikke det, det handler om her. Her handler det om, at der mangler netværk og filter. Uanset hvem, de havde haft på den anden side af væggen, ville de have vendt sig imod dem, fordi de ikke har andre.

Jeg har brugt en god håndfuld nætter på at tænke igennem, hvad den rigtige løsning er. For jeg er ikke lavet af sten, og jeg vil gerne tale med dem, som jeg hele tiden har gjort.

Men jeg er nået frem til, at jeg ikke vil foregive et venskab, der ikke eksisterer og aldrig har gjort det. Heller ikke selvom det somme tider føles forkert at glide af på opkald, insisterende venten i indkørslen og forsøg på at opstarte lange, svære samtaler hen over hækken.

Der er nødt til at stå lidt på kontoen. Både, så du har, hvis nogle af dem tæt på får brug for det – men også til dig selv.

For det slog mig i nat, at man godt kan komme til at glemme at leve sit eget liv, hvis man altid lader sig hverve til at hjælpe andre med at leve deres.

Trust Fall

, 20

De sidste uger har jeg tænkt meget på, at jeg pludselig forstår, hvorfor et af de vigtigste redskaber for obskure kulter og voldelige partnere, er isolation.

For da jeg startede med at lægge brevene fra Esbjerg Kommune op, var det egentlig i første omgang bare fordi, jeg havde modtaget et par forespørgsler på det bagom.

Jeg kender ikke alle jer, der læser med derude, og det tager i dag 0.21 sekunder at oprette en falsk mailadresse. Jeg kan i bloggens maskinrum se, hvilke ip-adresser, kommentarer kommer fra, men den oplysning er ubrugelig, fordi du ikke som privatperson kan se, hvem den tilhører. Det, det dog *kan* bruges til er, at jeg på den måde kan se, om kommentarer fra forskellige mailadresser kommer fra samme ip-adresse; det kan være rart, hvis jeg får nogle af de mere kradse. Det er, trods alt, betryggende, at der kun sidder én kugle derude, og ikke en helt håndfuld. 

Det betyder, at jeg reelt ikke ved, om et ønske som det her kommer fra andre forældre, der er ved at blive mast af systemet (eller overvejer at flytte til Esbjerg Kommune), eller om det kommer fra fagpersoner, med intentioner, jeg ikke kender til. I nogle af de fb-grupper, jeg er med i, kan jeg se, at folk jævnligt fortæller om sagsbehandlere, der læser med – hvilket de jo kun kan, hvis de er medlem af grupperne. Det kan der være legitime grunde til – og det er jo så et spørgsmål om, om man er bedre klædt på til at arbejde med ND-familier, hvis man kender det hjemmefra, eller om man er inhabil ift. borgere, man er i facebookgruppe med. Kan man blokke viden ud, man har fået, fordi man har fået den i fritiden? Jeg ved det ikke. Men der har, desværre, været sager nok i medierne om mennesker, der bliver straffet for opslag og kommentarer på sociale medier til, at muligheden for, at man bliver iagttaget, ikke kun er teoretisk.

Derfor tænker jeg mig altid om en ekstra gang, når jeg bliver spurgt til noget, hvor interessen i svaret måske ikke udelukkende udspringer af gode intentioner. Da jeg for et par år siden holdt åben spørgerunde, fik jeg påfaldende mange spørgsmål til, om jeg havde en kæreste og, hvis ja, hvordan, hvor meget og hvornår. Og det kan være HELT tilfældigt; lige den del af mit liv er jeg super privat med, og det har jeg alle dage været – men spørgsmålene var detaljerede nok til, at tanken om, om de kom fra nogen, der var interesseret i min status som enlig forsørger: O Ja O Nej strejfede mig.

Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det her, så kunne jeg ikke se, at jeg havde noget at tabe. Det er mig mod Systemet, og de har smidt alt, hvad de har, i hovedet på mig, så der er ikke mere tilbage at skyde med. (Famous last words…) Og helt lavpraktisk har jeg flere gange undervejs ønsket, at jeg havde kendt lidt mere til andres forløb, og havde set, hvordan DE kommunikerer med The Overlords. Derfor nåede jeg frem til, at andre derude, om ikke andet, måske bliver bare en smule bedre klædt på til kampen ved at læse om nogle af de fejl, jeg har begået og de ting, jeg ville ønske, jeg havde insisteret på eller gjort anderledes – tidligere.

Sagt med andre ord havde jeg faktisk ikke forventet, at der ville være noget i det til mig; for mig var det bare at dele noget tekst, som jeg selv – stadig – har svært ved at tro, kommer fra et system, jeg selv er med til at finansiere.

Men.

Jeg har ikke på noget tidspunkt i det her forløb grædt så meget, som jeg har gjort efter at have lagt de her breve op og fået jeres kommentarer til dem. 

Vi er forskellige herinde, og vi er ikke altid enige om alt, men I er stadig en massiv og værdifuld klangbund ift. den ordentlighed, jeg selv prøver at praktisere og efterleve som menneske. Vores holdninger kan være forskellige, men vores livsværdier og verdenssyn har mange ting til fælles, og jeg. kan. ikke forklare, hvor forløsende det har været at opleve jeres indignation og vantro, når jeg selv er nået til et punkt, hvor jeg for længst har vænnet mig til at blive talt sådan til og behandlet på den måde.

Raseriet og uviljen mod at bøje mig, blot fordi andre mennesker siger, jeg skal, har jeg altid haft, og det, der for år tilbage startede som ulmende gløder, har for længst forvandlet sig til et frådende inferno af ild. Jeg vil hellere smides på bålet end at overgive mig nu; no retreat, no surrender. 

Men det er første gang, jeg oplever at blive strøget over håret og få at vide, at det her er præcis så urimeligt, uværdigt og umyndiggørende, som jeg selv har oplevelsen af.

Det får noget i mig til at løsne sig. Noget, der var faretruende tæt på at hærde og sætte sig fast.

Det får mig til at huske, at for hver eneste modstander, du står overfor, står der altid medspillere bag dig, som måske ikke kan tage kampen for dig, men som kan få dig til at føle dig lidt mindre alene.

Man er en del af et hele, af en gruppe, af et system. Et, der udgøres af alt det modsatte af dét, der staves med stort. 

Det havde jeg næsten glemt.

Tak for at hjælpe mig med at komme i tanke om det igen.

Børn, konger og Youtube

24

De sidste par dage har jeg siddet med snuden dybt begravet i bogen ‘Børnene er konger’ af Delphine de Vigan.

Hun er en eminent forfatter, og særligt hendes bog ‘Alt må vige for natten’ blæste mig bagover. ‘Børnene er konger’ er et godt eksempel på, at man (desværre) aldrig er bedre, end den oversætter man får, og hvor sproget i ‘Alt må vige’ var tæt på magisk, så synes jeg, at det her er mere usmidigt og google-translate-agtigt. Det interesserer nok mig mere end gennemsnitslæseren pga. mit fag, men jeg ærger mig stadig over, at noget af magien går tabt, når en oversætter ikke får poesien med.

Til gengæld er historien her langt, LANGT mere vigtig og relevant – for os alle sammen.

Kort fortalt handler bogen om en mor, der er ensom, forelsket i realitygenren, og som starter en YouTube-kanal med sine børn som de primære indslag tilbage i platformens spæde start. Et af børnene bliver kidnappet – og hvorfor gør hun det? Handler det om at beskytte hende mod moderens udnyttelse, eller har en pædofil fået øje på hende, fordi hun er tilgængelig online, altid, hele tiden og hver eneste dag?

Jeg har flere gange tænkt, at det her er tæt på at være en optimal måde at anskueliggøre et helt hysterisk vigtigt problem på, som ingen journalister (synes jeg) har formået at formidle på en måde, så folk forstår alvoren. At fortælle historien skønlitterært giver en mulighed for at bringe mange perspektiver i spil, når man forsøger at belyse, hvilke problemstillinger, der f.eks. kan følge med at binde hele familiens økonomi op på, at børnene skal være tilgængelige 24/7, hvad det kan have af konsekvenser her og nu, og hvordan det påvirker børnenes liv, når de bliver voksne.

Jeg kunne have ønsket, at DdV havde allieret sig med en YouTuber, der selv tror på projektet, for jeg synes, at moderens figur bliver lidt flad, fordi de argumenter, der bliver brugt som forsvar for de valg, hun træffer, bliver en smule konstruerede – men det er stadig et emne, der er så vigtigt at begynde at tale om, at jeg er villig til at tilgive skønhedsfejl.

Og for at tage det mest indlysende først: Det er en sag, der er nem at være imod.

For en måned siden tog jeg Roblox og ‘hvordan er man en god ven i cyber’ op på et forældremøde i Fridas klasse. Ingen kunne genkende problemet. Overhovedet. Tværtimod., faktisk. Der var, efter forældrenes udsagn, SÅ lidt skærm rundt omkring i de små hjem, at internettet nærmest var overflødigt. 

Og altså. Jeg er ikke ude på at hate på mennesker med stram skærmpolitik. Overhovedet. Men. Jeg har haft MANGE af de her børn med hjem, fordi Frida med sin ADHD meget, meget ofte efterspørger legeaftaler, og den uskrevne regel er, at når man er den, der tager initiativ, så er man også den, der lægger hus til. Mit punkt på mødet kom mest til at gå op i at proklamere, hvor LIDT ens barn bruger skærm, og jeg nåede et punkt, hvor jeg tænke, at hvis én person mere pudsede glorien, så ville jeg gå fuld harakiri. For det, de her forældre glemmer er, at jeg har deres børn med hjemme. Ofte. Så jeg ved ret meget om, hvilke devices, børnene har, og hvor brugervante de færdes på dem.

Mit punkt blev aflivet, før vi overhovedet kom i gang, og klasselæreren, der kom mig til undsætning ved at love, at hun ville vende det med SPS, har på bagkant meldt ud, at de ikke ser nogen grund til at tage det her emne op før om halvandet år.

Hvilket giver mig lyst til at skrige. 

For det handler ikke om børnene og deres adfærd på nettet, men om forældrenes manglende forståelse for, hvad nettet er for et sted. 

Men vi er endt et sted, hvor børns adfærd og valg for mange føles en direkte afspejling af vores evner som forældre, og derfor er der MANGE, der stikker hovedet i busken, så længe børnene er små, og dermed ikke kalder bluffet i andres påsyn. Og derfor er det HELT gratis at hævde, at det slet ikke er et problem hjemme ved OS, og hvis VI ikke har et problem, har vi ikke ansvar for at tage del i at løse det. 

Alle er forhåbentligt enige om, at det ikke giver mening først at begynde at opdrage sine børn, når de er teenagere, men af en eller anden grund undervurderer flertallet betydningen af virtuel opdragelse. Det giver mig lyst til at hamre hovedet hårdt ind i væggen, når konflikter, der udspringer af, at børnene har roamet frit rundt i cyber, uden opsyn og vejledning, pludselig kravler ind i det fysiske rum, og alle er helt uforstående over, hvordan dét dog er sket. 

‘Børnene er konger’ sætter tingene på spidsen, men kogt ind til benet er den en karikatur af en generation, der betaler for opmærksomhed med en valuta, de og vi faktisk ikke burde have lov til at råde over. Emnet er indlysende relevant for mig, både pga. bloggen, og fordi jeg har børn, der følger kanaler som den, der beskrives i bogen.

Jeg ved ikke, om jeg med bloggen her er med til at fratage mine børn noget, som jeg ikke er mit. Jeg gør mig utroligt mange overvejelser om, hvad jeg deler, når det kommer til børnene, men jeg kan ikke med hånden på hjertet sige, at jeg er sikker på, at jeg aldrig har skrevet noget, de ikke om føje år bliver træt af, at jeg har delt med fremmede.

Jeg forsøger altid at tage udgangspunkt i mig selv, når jeg fortæller om vores liv – men jeg er jo bragende inhabil ift. at vurdere, om jeg deler mere, end jeg har ret til.

Men jeg synes, at det er et gigantisk problem, at vi bliver overladt til os selv i det her, og jeg kunne hele vejen igennem bogen mærke den samme frustration, som jeg føler, når jeg ude i virkeligheden forsøger at tage emner op, som jeg lader til at være den eneste, der går op i.

Ingen reagerede, da min yndlingsaversion Aula, ændrede samtykkeindtillingerne, og gjorde det muligt for skolerne at lægge billeder op af elever på Facebook uden forældres samtykke.

Ingen.

Ingen reagerede, da børnene fik en flyer med hjem i skoletasken for et arrangement, der på papiret lød som noget, det offentlige havde sat i værk, og hvor formålet var at gøre børnene trafiksikre – men hvor afsenderen viste sig at være en straight up virksomhed, der havde købt og betalt nogle populære YouTubere for at komme og lave et show, og det ENESTE formål med arrangementet var kommercielt. Det var først, da jeg havde skabt mig længe nok i et par lokale facebookgrupper til, at den lokale presse begyndte at interessere sig for det, at det blev udsendt en fesen dementi – som var dumt og dovent og uden at blinke med øjnene smed skolesekretærerne under bussen.

Men ingen børn havde interesseret sig for det arrangement, hvis det ikke havde været hostet af en storebror fra mange børns yndlings-YouTube familie. Og meget få voksne lader til at kunne se problemet – hvilket jeg sådan set godt forstår, når tvunget samtykke og inderlig ligegyldighed over GDPR gennemsyrer det system, vi alle sammen får stoppet ned i halsen af den instans, der for mange af os er indbegrebet af det offentlige, og som er altafgørende for vores børns dannelse, nemlig den danske folkeskole.

Lovgivningen ift. hvordan børn sikres, når de optræder på deres forældres sociale medier, er forskellig fra land til land, men jeg har til gode at se én, der tager børnenes vilkår alvorligt. For selv i de mest progressive lande, hvor børn “beskyttes” ved, at de sikres en procentdel af den indtægt, deres forældre har på dem, er der ingen kompensation for, at forældrene har solgt deres privatliv til fremmede mennesker med intentioner, ingen kender til. De får aldrig lov at træde ubeskrevne ind på nye arenaer, og da de har ikke rettighederne til de videoer, som deres (myndige) forældre har lagt op, kan de ikke engang selv fjerne dem, hvis de oplever, at de mange frit tilgængelige informationer og billeder bliver brugt imod dem.

Det er et råddent svært emne, og jeg har ikke et bud på en løsning. Internettet er kommet for at blive, og det er nok et givet faktum, at vi hele tiden tvinges til at forsøge at navigere i et landskab, vi ikke til fulde forstår. Samfundet bliver mere og mere digitalt, og det er ikke en løsning bare at melde sig ud.

Problemet forsvinder ikke, fordi vi lader som om, det ikke er et problem for *os*, eller fordi vi kigger væk. Vi er NØDT til at begynde at tale om det, hvis vi nogensinde skal finde ud af, hvor fælderne er, hvad det koster på den lange bane, og hvem der har ret til at definere dig og fortælle din historie.

Det hele starter med, at vi åbner øjnene og forholder os til emnet. Og debatten behøver ikke udspringe af tørre DR1-udsendelser og rasende opslag fra Børns Vilkår. ‘Børnene er konger’ er et fremragende sted at starte, ligesom podcasten Broken Harts også giver vigtigt stof til eftertanke.

Gode bud på bøger, artikler og podcasts om emnet er velkomne, men jeg vil gerne opfordre til, at vi i kommentarfeltet afstår fra at gå i fælden med at forsøge at overgå hinanden i, hvor restriktive regler for skærm, vi hver især har hjemme os *os*.

Man kan ikke melde sig ud af den her problemstilling, for there is no I in team, og lige præcis i cyber udgør vi alle sammen både problemet og løsningen.

Lad os hjælpe hinanden med at gøre debatten nuanceret og sørge for, at den har rod i den faktiske virkelighed.

Børn, spil og regler

21

Jeg er, som vi vist efterhånden har fået slået fast, et menneske, der bruger og elsker internettet og de sociale medier. Højt. Jeg bruger det og dem til inspiration, som underholdning og til at blive klogere af – og somme tider også til at hidse mig op over.

Fordi jeg er herude mere end mange af mine jævnaldrende her i byen, har jeg, siden jeg fik børn, ofte siddet til forældremøder og været hende, der stiller spørgsmål, som jeg sagtens kan se, at de andre forældre synes er irrelevante og grænsende-til-perfide.

Det er mig, der gerne vil høre, hvad holdningen er til at dele billeder på egne fb-profiler, når man har haft et barn på besøg til en legeaftale. Eller som spørger meget insisterende ind til, hvordan en reklamevideo af børnene er endt på kommunens facebookside – og er lodret uenig i, at tilladelse til at dele fotos internt og på skolens hjemmeside, kan sidestilles med at overdrage børnene i Zuckerbergs kløer for all eternity.

Jeg er ofte den eneste, der interesserer mig for GDPR, udveksling af data mellem forskellige skolerelaterede instanser, og hvad børnene bliver spurgt til, når de bliver testede, hvor resultaterne bliver opbevaret (og hvor længe) og hvem, der har adgang til dem.

Jeg ved det. Jeg er en drøm at være til forældremøde med. 

Det er ikke fordi, jeg er på nej-holdet. Mine børn har haft telefoner, siden de startede i skole, der er ikke umiddelbart restriktioner på, hvad de får lov at se på YouTube, og jeg har også måtte foretage et enkelt ‘det er jeg virkelig ked af!’-opkald, da vi havde fået skræmt livet af et barn, fordi pigerne fik lov at se Harry Potter & Fangen Fra Azkaban her.

Mine mange år som aktiv aktør på nettet har bragt mig min andel af suspekte henvendelser, dødstrusler, latterliggørelse og unsolicited dick pics, men vigtigere end dét, har det givet mig et uendeligt antal timers kvalitetsunderholdning, det har gjort mig mindre ensom, det har givet mig redskaber til at håndtere de vildeste ting – og blive stående – og det har givet mig flere tætte venner, end jeg kan tælle på fingrene.

Derfor er jeg kritisk, men måske knap så entydigt bange for nettet, som så mange andre forældre, og derfor forstår jeg virkelig, virkelig godt ønsket om at være der og bruge det; også selvom man er et barn.

Og min historie taget i betragtning, har jeg altid tænkt, at jeg nok var bedre forberedt på cybers faldgruber end mange af mine mere virtuelt forskrækkede medforældre.

Men i forældreskabet står hovmod kronisk for fald, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke snart lærer det.

For hvor jeg havde forventet, at hajen i vandet var suspekte typer i spilchatten og negativ påvirkning af selvbilledet, så er der intet af det so far. Til gengæld er de to problemer, vi bøvler med lige nu, kommet helt bag på mig.

Det ene er influencer-udløst, og kommer fra en af mine yndlingsaversioner, nemlig forældre, der møver sig ind på deres børns YouTube-kanaler. For hvor jeg havde forventet, at eventuelle problemer ville handle om hovedpersonen, barnet, og dennes uendeligt tilflydende strøm af ting at unboxe, så er det faktisk billedet af familielivet, som videoerne fremstiller, der er blevet træls.

For i de her videoer siger mødrene aldrig nej. Til at lege på trampoliner, til at give ‘ja-dage’, til at lade børnene smøre køkkenet ind i slim eller til at anskaffe sig dyr.

De her mødre – og fædre – har endeløs tålmodighed, al tid til verden til rådighed, og de skal aldrig på arbejde eller afsted. De har ikke brug for tid alene, eller for at tale med andre voksne uden at blive afbrudt, og de vil altid gerne lege med på legepladsen – og Frida æder det råt.

Og af ALT det, jeg havde forestillet mig at skulle forklare, rumme og forsvare, står Det Perfekte Familieliv meget langt nede på listen. Men det fylder, fordi det for hende er virkelig svært at forstå, at virkeligheden er mere kompleks end en hårdt redigeret, ugentlig video på 34 minutter, og jeg opdager somme tider først, at hun føler sig oprigtigt afvist af mig, når jeg siger nej til at male hende med frugtfarve eller ombygge haven til en tropisk ø tirsdag kl. 20.04, hvis hun bliver vred eller ked af det.

Det er umådeligt irriterende, og der er et særligt sted i helvede til YouTube-forældre, men i det mindste giver det anledning til nogle vigtige samtaler om virkelighed kontra Filtre & Fremstilling.

Det andet problem er mere komplekst, og handler om de spil, Frida og hendes jævnaldrende spiller, f.eks. Roblox, hvor de kan hoppe ind i forskellige spil og spille på de samme baner.

Og hvor jeg havde tænkt, at det var smart, at de kunne spille sammen, selvom de sidder hjemme hos sig selv, så har det medført en masse bøvl og tårer, jeg ikke havde forudset og aldrig har oplevet med Anton.

For problemet her er, at de regler, man har i eget hjem, pludselig kommer til at have betydning for børnenes venskaber og muligheder for at deltage i fællesskabet.

Udfordringerne starter allerede, inden maskinen er tændt, for det er SÅ forskelligt, hvordan man som familie opfatter cyber-samvær. Vægter en spilleaftale f.eks. lige så højt, som en fysisk legeaftale, man har lavet? Nogle forældre fnyser nærmest hånligt ved tanken, mens andre står med børn, der ikke kan forstå, hvorfor Emil ikke ringer, når vi nu havde aftalt det?

Må man takke nej til at spille med en anden fra klassen, når man sidder to og spiller og en tredje logger på? Alle kan se, hvem der er online, så det bliver en ret direkte afvisning, hvis vedkommende vil være med, og de to, der sidder og spiller, siger nej. Og hvor vi jo som udgangspunkt synes, at alle skal lege sammen, så kender vi også alle sammen til at sidde og tale med et skideskønt menneske til en fest, og så kommer Anita og sætter sig. 

Tæller det som en legeaftale, hvis Frida og en veninde sidder her, og de lige bygger værelser i deres cyberhuse, og et andet barn så ringer på iPad’en og spørger, om det besøgende barn kan spille? Gør det en forskel, hvis barnet, der ringer, bor ved siden af den, h*n ringer til, og relationen mellem dem er meget stærkere end relationen mellem vedkommende og dit eget barn? Eller omvendt? Hvis man har besøg af et barn, hvor venskabet er nyt, og de sidder og spiller, og en af politiets gamle kendinge så ringer? Svarer vi? Også hvis vi ikke kan/må spille?

Og hvor sent må de spille? For jeg kan godt afsløre, at det her gør det MEGET tydeligt, hvor forskellige sengetider, vi ruller med rundt omkring.

Det, der faktisk er sværest, er, at det er umuligt at træffe en beslutning, der udelukkende bygger på egne værdier og principper, for uanset hvad man vælger, så får det konsekvenser for barnet. Hvor man, da de var små, kunne holde fast i, at det var træklodser og økologiske farveblyanter, og at hjernen rådner, hvis den får skærm på sig, så er de så store nu, at de er udenfor, hvis de er en del af den gruppe, der spiller, og får så hårde restriktioner pålagt, at de reelt ikke kan være med.

Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, at man skal spille for at være med i hulen, Mulle. Er barnet en del af et fællesskab, hvor spil slet ikke er en ting, er det her jo ikke et problem, man behøver forholde sig til. Og vi er heldigvis i forældregruppen – trods alt – enige om, at spil er et supplement til det fysiske samvær; at de først og fremmest skal kunne lege sammen, ægte og analogt, og det er folk gode til at prioritere.

Men du kan ikke skærme dem fra internettet, til de bliver 15, og så forvente at de kan begå sig derude uden at komme galt afsted. Fuldstændigt ligesom i den virkelige verden, er min holdning, at det er hensigtsmæssigt, at man øver sig sammen med sine jævnaldrende, mens alle er nye, har samme muligheder og begår de samme fejl. De har alle sammen forældre, der holder øje med, hvad der foregår, og der er grænser for, *hvor* dårlige ideer, de kan få og eksekvere uden forældrenes viden og godkendelse.

Vi er nogenlunde enige om de ydre rammer, men det er helt åndssvagt svært at finde ud af, hvordan man får sat nogle sociale spilleregler op for de næste par år, uden at det bliver en indirekte kommentar på hinandens opdragelse og de forskellige regler i vores respektive hjem. 

Og fordi man ikke kan løse problemet ved bare at melde sig ud, skal vi, der stort set alle sammen har fået adgang til nettet som voksne, og derfor ikke har erfaring fra egen barndom eller effekt og konsekvenser fra vores forældres regler at læne os op ad, have fundet noget fælles fodslag.

Hvilket er uendeligt meget sværere, end jeg havde forestillet mig, det ville være.

Det er ikke dig, det er virkelig, virkelig mig

, 16

Det sidste halve år har jeg tænkt meget over relationer. Mere specifikt over fravalg af relationer. 

For alt imens der sker en masse, både i mit hoved og i mit liv, så sker der også en del i mine relationer.

Nogle relationer vælger mig fra. Andre er det mig selv, der lukker ned.

Jeg tror aldrig, at det bliver rutine for mig at rumme fravalg. Hverken når det er mig selv, der laver dem, eller når det er mig, der hænger i rebet, en anden klipper over.

Men jeg kan mærke, at jeg for første gang i mit voksenliv forholder mig til dem på en måde, der ikke er styret af følelser.

Jeg har på de professionelle arenaer altid været ret afklaret med, at hvis man er nogens favorit, så er man andres skuffelse. Dem, ingen har noget imod, er sjældent heller nogens yndling, og det har jeg i de sammenhænge altid været ok med. Ikke mindst fordi jeg ret tidligt selv kunne se, at der ikke var sammenhæng mellem, hvem jeg personligt godt kunne lide, og hvem jeg foretrak at arbejde sammen med/blive undervist af/tolke for. Når det er sådan, det forholder sig for mig, gælder det samme selvfølgelig for resten af verden, og derfor kan jeg helt oprigtig sige, at det ikke påvirker mig, når mennesker, jeg er omkring, har andre yndlingstolke/-bloggere/-instruktører end mig.

Langt sværere har det været for mig at rumme, når til- og fravalg er opstået i den personlige sfære. Her har min default altid været, at det nok er mig, der er for meget/for sur/forkert eller stiller for store krav, når der opstår uenighed og brud. Det ekstra lækre feature i dét freudianske clusterfuck er, at jeg altid sagtens har kunne se og forstå, at det er umuligt at elske alle – for det gør jeg langt fra selv.

Siden jeg fik Frida har jeg været i survival-mode. Ikke på lavpraktisk, daglig basis, for vores hverdage har været gode og rige, og jeg har, uagtet at det somme tider har været overvældende, aldrig følt, at jeg ikke magtede mit og vores liv. Men det ville være synd at sige, at jeg har kedet mig.

Men for 6 måneder siden var der pludselig noget, der begyndte at ændre sig. Ikke med ét eller pga. én ting, men som resultat af summen af processer, der endelig var fulgt til dørs, og ting, der faldt på plads, mens andre faldt væk. 2023 har været et vildt ridt, og det har på mange måder føltes som om, jeg endelig er tjekket ind i mit liv som mig selv igen, og ikke kun i kraft af mine roller. Jeg forholder mig for første gang på denne side af mine børn til, hvem jeg er nu, og kan pludselig mærke, at jeg ikke længere har et ønske om at komme tilbage til den, jeg var, men derimod har lyst til at finde ud af, hvem jeg er nu.

Hvis man gør, hvad man gjorde, så får man, hvad man fik, og det er ikke længere det, jeg gerne vil have.

Det kaster nyt lys over.. jamen, alt, faktisk.

Og det betyder, at jeg ikke længere er kompatibel med situationer, omstændigheder og mennesker, jeg har omkring mig.

Nogle relationer falder væk af sig selv, mens andre kræver aktive fravalg og konfrontationer, og selvom det ikke på nogen måder er behageligt, så udebliver tvivl og fortrydelse fuldstændigt. Valg kan godt være både ubehagelige og rigtige på samme tid – men jeg kan tydeligt mærke, at det er en ny måde at være i verden på for mig. Der er ikke en default reaktion at falde tilbage på, og det giver et aktivt ejerskab over processen, som jeg faktisk sætter ret stor pris på. 

For jeg registrer, at jeg somme tider stadig er lige ved at falde i den emotionelle gryde, hvor jeg kommer til at opfatte konflikter og fravalg på begge sider af hegnet som udtryk for, at jeg gør noget forkert. Særligt, når mennesker, som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe, lader mig gå, fordi den nye version af mig ikke er én, de føler samhørighed med.

Men selv mens jeg står med tåen stukket i de gamle vaners vand, kan jeg mærke, at det er ok at lade falde, hvad ikke kan stå, for når jeg graver ned under såret stolthed og frygt for at svigte, føler jeg ingen fortrydelse eller trang til at gå tilbage. Jeg kan objektivt godt se, at seperationen er uundgåelig, og jeg kan sagtens mærke, at der er mennesker, holdninger og stemninger, jeg ikke længere ønsker at have i mit liv. Der er relationer, der kræver mere, end de giver, og mennesker, der beder om mere, end vores indledende aftale lagde op til, og det er uundgåeligt, at bånd må klippes. I den proces *vil* der være mennesker, jeg skuffer, som bliver vrede på mig og som ikke forstår.

Jeg forsøger at være ordentlig omkring det; både når jeg lægger op til at redefinere reglerne, og når jeg åbner nye døre. Jeg gør mig umage for at være klar i spyttet, både ift. hvad jeg vil have, og hvad jeg kan tilbyde, og er det ikke foreneligt med ønsker og krav fra den anden side af bordet, føler jeg hverken vrede, skam eller fortrydelse ved at rejse mig og gå.

Fraværet af gamle tankemønstre på bagkant er tankevækkende. 

Jeg bemærker pludselig, hvor lang tid, der går imellem, at jeg tænker på de mennesker, der slipper mig, og som jeg engang troede, jeg ville gå i tusinde stykker over at miste.

Jeg bemærker også, at jeg under den indledende ærgrelse over, at noget, der kunne være endt i fred og fordragelighed, ender i konfrontation og vrede, stadig er 100% afklaret med, at jeg ikke vil relationen.

Jeg tænker på, om den afklarethed hele tiden har ligget der; om jeg bare tidligere kom til at stå af ved fortrydelsesstationen i stedet for at blive siddende og se, hvor toget fortsatte hen. 

Det er en vanvittig proces at lære sig selv at kende forfra. Men det er uendeligt befriende at mærke fraværet af skyld ved 100% at stå ved, hvem man er, og hvad man vil – og at vide, at de år, hvor man var væk fra sig selv, var nødvendige for at skabe den afslutning, der gjorde en ny begyndelse mulig.

Aula, GDPR & ADHD-udløste kaninhuller

, , 19

Det her indlæg er et af dem, jeg primært skriver for min egen skyld, og hvor emnet er så smalt, at jeg godt på forhånd ved, at jeg kommer til at sætte nogen. Men jeg håber, at I vil bære over med mig, og at dem, der tilfældigvis sidder med noget viden her, vil byde ind, så jeg kan blive klogere. For min hjerne klør over det her, og fordi der ikke er ét entydigt sted at finde svar, prøver jeg lige med en omvendt brevkasse. 

Vi skal på Aula, og vi skal bruge den nyeste widget, der er blevet tilføjet, nemlig MU-elevfravær.

Her bliver folkeskoleelevers fravær tracket, og man skal som forældre selv indberette, hvis ens barn er fraværende. Man kan enten melde ‘Sygdom’ eller ‘Ekstraordinært frihed’ – sidstnævnte kan være op til to dages varighed, og skal godkendes af barnets lærerteam. Hvis barnet skal have fri længere tid end 2 dage, skal dette ønske godkendes af skolens ledelse.

Inden vi går videre vil jeg lige gøre klart, at jeg ikke tror, jeg er Detektor. Jeg nærer ingen illusion om, at jeg her har opdaget noget, som ingen andre har set. Men der er et par ting, jeg ikke forstår, og som jeg ikke kan finde svar på, og jeg er et menneske, der falder til ro over viden og fakta, og derfor er vi samlet her i dag.

Jeg kan sagtens se kongstanken bag tiltaget, og jeg er egentlig også med så langt, at det her er en god måde for forældre at have lidt hånd i hanke med, hvordan den samlede statistik ser ud. 

Det er også med til at dæmme op for, at sager som den her kan opstå; hvor moderen afleverer sin datter på skolen og tror, at alt er i skønneste orden, og det først er i forbindelse med indkald til samtale, at det går op for hende, at datteren ikke går ind i sin klasse, men lister rundt på skolen og gemmer sig, fordi hun har det svært. 

Der, hvor jeg begynder at undre mig er, når jeg kan læse, at det her kan bruges som et redskab til straffe forældrene ved at trække dem i børne- og ungeydelse, hvis barnet har for meget fravær. 

For BU-ydelse udbetales af staten, mens driften af folkeskolen er en kommunal opgave – og det er, så vidt jeg kan læse, også den enkelte kommune, der sætter grænsen for, hvornår fravær skal sanktioneres.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvorfor de data må overdrages, instanserne i mellem? Jeg er med på, at der er andre situationer, hvor data vandrer, f.eks. ift. overskydende skat, der ikke udbetales, hvis man har et skyldigt børnebidrag til at hænge.

Men i alle andre situationer, jeg kan komme i tanke om, så er der enten et økonomisk mellemværende, et brugerønske om at data deles (f.eks. mellem privatpraktiserende læge og hospital) eller også har man fået tilsendt info om, at data overdrages. Eksempelvis skal jeg for at få udbetalt enlig forsørger-ydelse acceptere, at der må udveksles data på tværs af instanser. Det giver mening, fordi jeg, sat på spidsen, jo bare kan undlade at søge/modtage tilskuddet, hvis jeg ikke vil have mine data til at suse rundt i systemet.

Men med den danske undervisningspligt vil 95% af os reelt ikke have anden mulighed end at sende vores børn i skole, og det er ikke mit indtryk, at Aula er frivilligt…

Så når man er tvunget til at afgive oplysninger, som kan have økonomisk negative konsekvenser for den enkelte – burde der så ikke som minimum sendes noget ud om GDPR ift. det? Hvor længe opbevares de her data? Og hvordan? Hvem har adgang til dem? Kan man klage, hvis man er uenig i, hvordan fravær defineres? For jeg kan heller ikke umiddelbart finde en forklaring på, hvor man lægger snittet for, hvad der falder i hvilke kategorier.

For – og det her er oplægget til anden del af mit spørgsmål: Er det f.eks. sygdom, hvis man holder sit barn hjemme, fordi h*n har ondt i maven pga. mistrivsel, og man *har* forsøgt at råbe skolen/PPR op?

For at der ikke skal opstå misforståelser: Det her er ikke et problem, vi har. Men i de grupper for forældre til neurodivergente børn, jeg er med i, er der alt, alt for ofte desperate opslag fra desperate forældre, der ikke kan trænge igennem til PPR. Som står med nedsmeltninger og mistrivsel galore, men som bliver afvist af PPR. Den problemstilling har vi talt om tusind gange herinde; at det er SUPER problematisk, at det er dem, der får regningen, der skal vurdere behovet. 

Ret skal være ret: Det handler formentlig om manglende ressourcer. Da jeg ringede til PPR ift. Frida, sagde den søde psykolog, som jeg har og har haft et glimrende samarbejde med, at de ikke kunne kigge på hende, før skolen havde konstateret mistrivsel. Ganske enkelt fordi køen var/er så lang, og nogle af de børn, der står i den, hænger i det yderste af neglene. 

Hvilket jo sådan set er forståeligt nok – men også samtidig er en arbejdsgang, der skaber flere og flere børn, som har det dårligere og dårligere.

Derfor kom jeg til at tænke på, om det her nye system faktisk kan komme til at fungere som et redskab, der endelig kan give forældrene en hånd i ryggen. For hvis man som forældre under begrundelse for fravær noterer ‘Mistrivsel’, så genererer man jo over tid reel dokumentation for problemets omfang, og da det er skolens eget redskab, som de udarbejder statistik på baggrund af, vil de ikke kunne undslå sig at have kendt til problemet.

Min tanke er, at det faktisk også for skole og PPR vil være en hjælp, fordi tallene kan sendes længere op i systemet, og måske kan ende oppe, hvor ressourcerne fordeles og ansvaret peger hen.

For lige nu er der alt, alt for mange familier, der står med det her problem, og de står helt alene – du aner jo ikke, om andre på skolen, i området eller i kommunen også bliver syltede af PPR. Uanset årsag. Men det her system kunne godt have potentiale ift. at generere noget relativ konkret data, som måske, hvad enten det er som pisk eller gulerod, kan ende med at tvinge nogen længere oppe i systemet til at tage ansvar for at få det her løst på en bedre og mere langsigtet måde, end det bliver forsøgt gjort i dag. 

Men det afhænger jo igen af, hvor længe de her data opbevares. Og hvem, der har adgang til dem. For man skal jo ikke have ret meget sølvpapir på hovedet for at kunne se incitamentet til at slette data, der peger i en bestemt retning, efter meget kort tid.

Så altså:

Hvorfor må stat og kommune udveklse data?

Har nogen fundet info om GDPR-delen af det her?

Og tror vi, at systemet kunne være en dokumentationsgave i forklædning?

Jeg har brug for lige at gentage, at jeg ikke tror, jeg er klogere end alle ministerier og embedsmænd – det handler formentlig om, at jeg leder de forkerte steder eller ved en fejl er faldet af den mailliste, hvor info blev sendt ud.

Men jeg ville blive glad, hvis nogen ved noget, kan ae mig med data og kan hjælpe mig til at forstå.

True crime, etik og hvem må bestemme?

32

I mandags kommenterede jeg på en reel på insta hos altid sympatiske Julia Lahme. Hendes opslag faldt ned i noget, jeg længe selv har gået og tygget på, og det lød:

(…) Og så har jeg tænkt over noget i dag.. og i går. Den hæslige sag med den unge pige, som heldigvis er fundet. Kan vi ikke aftale at lade være med at opsøge noget i true crime-genren om det? (…)

Det bliver altid så dumt, når man forsøger at parafrasere sig selv, så nu paster jeg bare mit svar her, og så folder jeg det ud nedenunder: 

“Jeg tygger selv rigtig meget på det her. Og det virker helt indlysende som det eneste rigtige, at de her stakkels, stakkels mennesker ikke skal bebyrdes med, at deres livs største traume om 2 uger er forvandlet til en podcast. 

Men hvor går grænsen? Er det tiden, der skal være gået? Antallet af ofre? Den geografiske lokation? For der var mange, der gik ned med Titanic. Afrikanerne er nok ikke *helt* i sync med den historiemæssige fremstilling i Black Hawk Down. Hvad med dokumentarer om det malaysiske fly, der forsvandt, spillefilm om JFK og The Zodiac Killer og serier som Rejseholdet og Law & Order, der bygger på rigtige sager?

Jeg ved ikke, hvad svaret er. Og det er pissevigtigt, at ofrenes stemmer bliver hørt. Der er 100% nogle podcast og bøger, der ikke behandler historierne med den respekt, de fortjener. Men betyder det, at journalister, instruktører og kunstnere generelt skal fratages retten til selv at bestemme over eget produkt?

Og hvad med de sager, hvor den ene del af familien gerne vil have graverjournalister på sagen, fordi de mener, at der er begået justitsmord, mens den anden del af familien forbeholder sig retten til at nedlægge veto mod, at historien tages op?

Jeg synes, at det er komplekst.

Lige nu er jeg ved at høre den glimrende podcast ‘Can I tell you a secret’ om 5 britiske kvinder, der har fået flere år af deres liv ødelagt af en stalker. 4 afsnit inde viser det sig, at stalkeren er autist, og der er et helt afsnit, som er et interview med hans mor. Hun fortæller om hans opvækst og al den hjælp, hun har bedt om, men aldrig fået. Undskylder det hans adfærd? Hjælper det ofrene? Ikke rigtigt. Men det er stadig skidevigtigt. Og det gør pludselig en ellers meget sort/hvid sag helt utrolig grå.

Så jeg synes virkelig, at det er en vigtig debat. Både så vi ikke gentraumatiserer ofrene og forvandler dem til underholdning. Men også så vi får tænkt igennem, at forbud og vetoret kan forhindre vinkler, forklaringer og huller i systemet i at komme frem, så vi uforvarende tillader, at de fortsat kan skabe ofre.”

True crime bølgen var en tændstik i en tør underskov, da den ramte for 7-8 år siden. Jeg kan ikke huske, at jeg før har set en genre eksplodere så voldsomt, hvor hypen har holdt ved i så mange år, at man skal have begge hænder i brug for at tælle, og den er still going strong.

Men der er sket noget over de sidste par år, for hvor den i sin spæde start var en slags digitale lejrbålshistorier, er der i dag mere fokus på, at historierne handler om rigtige mennesker. Det har taget livet af mange podcasts, at værterne ikke har haft øje for, at der stadig sidder familiemedlemmer tilbage, som skal leve med, at den værste dag i deres liv pludselig er allemandseje, og det er sådan set fair nok. 

Mange amerikanske true crime podcast har taget kritikken til sig og gør sig nu umage for at fortælle historierne med respekt. Mange af de store samarbejder med organistationer, der efterforsker cold cases, og flere af dem donerer ret store beløb til f.eks. testning af DNA. Det er ikke ualmindeligt, at de samarbejder med politi og efterforskere, og det sker også jævnligt, at de opfordrer lyttere i bestemte områder til at overveje at få lavet en DNA-profil, fordi man på den måde somme tider kan finde frem til gerningsmænd i sager, hvor man har DNA, men ikke noget at matche det op imod. Familial DNA kan snævre feltet betydeligt ind, og både gerningsmænd og navnløse ofre er blevet identificeret som direkte resultat af true crime podcasts og deres indsats her.

Men hvor går grænsen for, hvilke sager, man må tage op? Hvilke historier, man må fortælle i underholdningens navn? Hvor lægger vi snittet?

For jeg kan virkelig godt forstå, at det er helt sygt grænseoverskridende at stå i Føtex, og pludselig skulle forholde sig til sin myrdede mors billede på forsiden af Se & Hør, fordi en podcast har taget sagen op. Det skal man være lavet af sten for ikke at kunne fatte sympati for. 

Men ville så mange i weekenden have tænkt over, at tjekke deres overvågning og sikre optagelserne, inden de blev slettet eller overspillet, hvis ikke true crime-genren over de sidste 8 år har tydeliggjort vigtigheden af det?

Kan vi fastholde følelsen af fælles ansvar for hinanden og opfattelsen af, at hvert eneste bidrag kan være vigtigt, hvis vi ikke fortæller og hører historier, som bekræfter, at det er tilfældet?

Kan vi engagere os i sager, vi ikke kender til på individniveau?

Kan de personificerede historier være med til at bære konsekvenserne af systemisk svigt og manglende indsatser frem? Vil det gøre en forskel for, hvad der forskes i og gives penge til, hvis vi finder ud af, at bestemte diagnoser giver forhøjet risiko for særlige typer af adfærd? Hvis gerningsmændene til de mange skoleskyderier i USA f.eks. viser sig at have diagnoser eller forløb, der ligner hinandens?

Fortjener de glemte eller knap så indlysende ofre også en stemme? Moderen til weekendes gerningsmand, f.eks.? Jeg gætter på, at hun også sidder med en oplevelse af tab. Af at have mistet den søn og den fremtid, hun troede, hun havde.

Ville Politiet kunne fremsætte en opfordring til, at borgere registrerer deres overvågningskameraer, hvis ikke disses betydning igen og igen var blevet understreget gennem true crime historier?

Ville Folketinget nogensinde have fået et borgerforslag om, at dansk politi skal kunne bruge genetisk slægtsforskning i sin efterforskning, på hænderne, hvis ikke den brede befolkning havde fået kendskabt til den mulighed gennem true crime?

Det er svært at sige.

Men på en eller anden måde har true crime genren givet et fælles sprog, der gør det muligt at ensrette indsats og fokus på rekordtid, og det tror jeg meget vel kan redde liv.

Vægter potentielle ofres sikkerhed og mulige redning højere end respekten for et nej fra dem, der allerede lider og lever med sår og ar, der aldrig heler, og som springer op hver eneste gang, en podcast på ny gør krav på deres historie?

De få over de mange? De mange over de få?

Jeg ved det simpelthen ikke.

Men jeg tror ikke, at sagen i weekenden var endt, hvor den endte, hvis den havde udspillet sig inden true crime havde tydeliggjort, hvor ofte det er den lille, tilsyneladende ubetydelige brik, du står med i hånden, der kan få resten til at falde på plads.

Load More