I mandags kommenterede jeg på en reel på insta hos altid sympatiske Julia Lahme. Hendes opslag faldt ned i noget, jeg længe selv har gået og tygget på, og det lød:
(…) Og så har jeg tænkt over noget i dag.. og i går. Den hæslige sag med den unge pige, som heldigvis er fundet. Kan vi ikke aftale at lade være med at opsøge noget i true crime-genren om det? (…)
Det bliver altid så dumt, når man forsøger at parafrasere sig selv, så nu paster jeg bare mit svar her, og så folder jeg det ud nedenunder:
“Jeg tygger selv rigtig meget på det her. Og det virker helt indlysende som det eneste rigtige, at de her stakkels, stakkels mennesker ikke skal bebyrdes med, at deres livs største traume om 2 uger er forvandlet til en podcast.
Men hvor går grænsen? Er det tiden, der skal være gået? Antallet af ofre? Den geografiske lokation? For der var mange, der gik ned med Titanic. Afrikanerne er nok ikke *helt* i sync med den historiemæssige fremstilling i Black Hawk Down. Hvad med dokumentarer om det malaysiske fly, der forsvandt, spillefilm om JFK og The Zodiac Killer og serier som Rejseholdet og Law & Order, der bygger på rigtige sager?
Jeg ved ikke, hvad svaret er. Og det er pissevigtigt, at ofrenes stemmer bliver hørt. Der er 100% nogle podcast og bøger, der ikke behandler historierne med den respekt, de fortjener. Men betyder det, at journalister, instruktører og kunstnere generelt skal fratages retten til selv at bestemme over eget produkt?
Og hvad med de sager, hvor den ene del af familien gerne vil have graverjournalister på sagen, fordi de mener, at der er begået justitsmord, mens den anden del af familien forbeholder sig retten til at nedlægge veto mod, at historien tages op?
Jeg synes, at det er komplekst.
Lige nu er jeg ved at høre den glimrende podcast ‘Can I tell you a secret’ om 5 britiske kvinder, der har fået flere år af deres liv ødelagt af en stalker. 4 afsnit inde viser det sig, at stalkeren er autist, og der er et helt afsnit, som er et interview med hans mor. Hun fortæller om hans opvækst og al den hjælp, hun har bedt om, men aldrig fået. Undskylder det hans adfærd? Hjælper det ofrene? Ikke rigtigt. Men det er stadig skidevigtigt. Og det gør pludselig en ellers meget sort/hvid sag helt utrolig grå.
Så jeg synes virkelig, at det er en vigtig debat. Både så vi ikke gentraumatiserer ofrene og forvandler dem til underholdning. Men også så vi får tænkt igennem, at forbud og vetoret kan forhindre vinkler, forklaringer og huller i systemet i at komme frem, så vi uforvarende tillader, at de fortsat kan skabe ofre.”
True crime bølgen var en tændstik i en tør underskov, da den ramte for 7-8 år siden. Jeg kan ikke huske, at jeg før har set en genre eksplodere så voldsomt, hvor hypen har holdt ved i så mange år, at man skal have begge hænder i brug for at tælle, og den er still going strong.
Men der er sket noget over de sidste par år, for hvor den i sin spæde start var en slags digitale lejrbålshistorier, er der i dag mere fokus på, at historierne handler om rigtige mennesker. Det har taget livet af mange podcasts, at værterne ikke har haft øje for, at der stadig sidder familiemedlemmer tilbage, som skal leve med, at den værste dag i deres liv pludselig er allemandseje, og det er sådan set fair nok.
Mange amerikanske true crime podcast har taget kritikken til sig og gør sig nu umage for at fortælle historierne med respekt. Mange af de store samarbejder med organistationer, der efterforsker cold cases, og flere af dem donerer ret store beløb til f.eks. testning af DNA. Det er ikke ualmindeligt, at de samarbejder med politi og efterforskere, og det sker også jævnligt, at de opfordrer lyttere i bestemte områder til at overveje at få lavet en DNA-profil, fordi man på den måde somme tider kan finde frem til gerningsmænd i sager, hvor man har DNA, men ikke noget at matche det op imod. Familial DNA kan snævre feltet betydeligt ind, og både gerningsmænd og navnløse ofre er blevet identificeret som direkte resultat af true crime podcasts og deres indsats her.
Men hvor går grænsen for, hvilke sager, man må tage op? Hvilke historier, man må fortælle i underholdningens navn? Hvor lægger vi snittet?
For jeg kan virkelig godt forstå, at det er helt sygt grænseoverskridende at stå i Føtex, og pludselig skulle forholde sig til sin myrdede mors billede på forsiden af Se & Hør, fordi en podcast har taget sagen op. Det skal man være lavet af sten for ikke at kunne fatte sympati for.
Men ville så mange i weekenden have tænkt over, at tjekke deres overvågning og sikre optagelserne, inden de blev slettet eller overspillet, hvis ikke true crime-genren over de sidste 8 år har tydeliggjort vigtigheden af det?
Kan vi fastholde følelsen af fælles ansvar for hinanden og opfattelsen af, at hvert eneste bidrag kan være vigtigt, hvis vi ikke fortæller og hører historier, som bekræfter, at det er tilfældet?
Kan vi engagere os i sager, vi ikke kender til på individniveau?
Kan de personificerede historier være med til at bære konsekvenserne af systemisk svigt og manglende indsatser frem? Vil det gøre en forskel for, hvad der forskes i og gives penge til, hvis vi finder ud af, at bestemte diagnoser giver forhøjet risiko for særlige typer af adfærd? Hvis gerningsmændene til de mange skoleskyderier i USA f.eks. viser sig at have diagnoser eller forløb, der ligner hinandens?
Fortjener de glemte eller knap så indlysende ofre også en stemme? Moderen til weekendes gerningsmand, f.eks.? Jeg gætter på, at hun også sidder med en oplevelse af tab. Af at have mistet den søn og den fremtid, hun troede, hun havde.
Ville Politiet kunne fremsætte en opfordring til, at borgere registrerer deres overvågningskameraer, hvis ikke disses betydning igen og igen var blevet understreget gennem true crime historier?
Men på en eller anden måde har true crime genren givet et fælles sprog, der gør det muligt at ensrette indsats og fokus på rekordtid, og det tror jeg meget vel kan redde liv.
Vægter potentielle ofres sikkerhed og mulige redning højere end respekten for et nej fra dem, der allerede lider og lever med sår og ar, der aldrig heler, og som springer op hver eneste gang, en podcast på ny gør krav på deres historie?
De få over de mange? De mange over de få?
Jeg ved det simpelthen ikke.
Men jeg tror ikke, at sagen i weekenden var endt, hvor den endte, hvis den havde udspillet sig inden true crime havde tydeliggjort, hvor ofte det er den lille, tilsyneladende ubetydelige brik, du står med i hånden, der kan få resten til at falde på plads.
For et par dage siden blev jeg på IG foreslået en profil fra en anden mor til et neurodivergent barn. Jeg er lidt on the fence med fylde mine feeds med andre i samme situation som mig, ganske enkelt fordi jeg synes, at emnet fylder rigeligt herhjemme, som det er. Det er en afvejning, for på den ene side er det rart at vide, at man ikke er alene. På den anden side så kan jeg næsten ikke holde ud at skulle forholde mig til mere af det. Der er ikke kapacitet til også at blive frustreret by proxy, så jeg er super, super selektiv ift. profiler, der har diagnoser i præsentationsfeltet.
Men hende her så ud til at være skarp og sjov, og derfor trykkede jeg følg.
To dage senere åbnede jeg til før og efterbilleder af hendes vægttabsrejse, og det tog 0.2 sekunder at trykke ‘følg ikke længere’, mens jeg undrede mig over den manglende CW (Content Warning).
Det er på den slags tidspunkter, at jeg pludselig bliver opmærksom på, at 95% af mit feed er udenlandsk. Fordi langt de fleste profiler, jeg følger, er amerikanske, er der nogle ting, jeg efterhånde er så vant til, at jeg kommer til at studse over det, når jeg støder på en dansk profil, der opfører sig anderledes.
Og inden jeg går videre: Det er ikke et forsøg på at være Mørk & Mystisk. Lixtallet er ikke højere end så mange andre steder, og de profiler, jeg følger, tilhører i langt de fleste tilfælde et socioøkonomisk segment, der ligner mit eget. Jeg har samlet profilerne op gennem mange års podcastlytning, og fordi amerikanerne dér i mange år var langt foran de danske udbydere, er det bare sådan mit feed er endt med at være sammensat, takket være algoritmen.
Men min reaktion på vægttabsopslaget fik mig til at tænke over, at det her er noget, jeg har brugt virkelig meget tid på selv at tænke over, men som jeg ikke har skrevet om. Nok mest fordi jeg ikke er sikker på, at jeg helt orker debatten, der kan følge med, men også fordi mit eget billede af sundhed og krop er farvet af mange år i fitnessbranchen. Det har været – og er – svært for mig at bo i en krop nu, der ser så meget anderledes ud, end den gjorde for 15 år siden, hvor jeg trænede 6-10 gange om ugen, og børnene stadig bare var en fjern ide. Derfor har jeg længe følt, at jeg nok ikke kan tage emnet op, fordi det for nogle vil lyde som en undskyldning for mit eget manglende vægttab.
Men jeg kan mærke, at jeg efterhånden står et helt andet sted end mange af dem, jeg normalt deler holdninger med, når det kommer til overvægt, fedme og sundhed. Og det kunne jeg faktisk godt tænke mig at skrive lidt om.
I takt med at der med internettet kommer mere opmærksomhed på forskelsbehandling i alle lag af samfundet, og mennesker, der ikke tidligere har haft en stemme, begynder at tale, er der nogle holdninger, det bliver sværere at blive ved med at have. Det var nemmere at synes, at kvinder var hysteriske, at LBGT+-folkene var skabede, og at de grønlandske børn var sarte, inden de fik et sted at fortælle om, hvad de har været udsat for. Og hvor systematisk.
Derfor er det min oplevelse af mange af os langsomt begynder at forholde os til, hvor i privilegiepyramiden, vi bor. Det kommer til at tage flere generationer at nivellere, og formentlig når vi aldrig et niveau, hvor alle har og får de samme muligheder, men der er nogle samtaler, vi begynder at tage, som vi ikke har haft tidligere.
En af dem, der fylder meget i USA, men som jeg stadig ikke rigtig synes har fået fodfæste herhjemme, er netop debatten om overvægt. Det er det eneste sociale stigma, som stadig både accepteres og praktiseres helt åbent i alle dele og lag af samfundet.
Og mit bud vil være, at mange af jer allerede er begyndt at rynke panden og tænke ‘Omkostninger for samfundet’ og ‘Sundhed’ og ‘Ansvar for eget liv’.
Det er ok. Det her er ikke en kirke, man behøver ikke kunne se min pointe, og jeg kommer ikke til at tvinge nogen til at ændre holdning eller tage på.
Men der er nogle overvejelser, jeg gerne vil invitere til, at man prøver at sparke dæk på, næste gang man sider i sin bil og glor.
For de mest brugte argumenter for at blande sig i, hvad andre mennesker vejer er, at det er for at hjælpe dem, og at de koster penge for samfundet, når de kommer anstigende med alle deres fedmeudløste følgesygdomme.
Men hvad er sundhed egentlig? WHO’s definition lyder:
“Health is a state of complete physical, mental and social well-being and not merely the absence of disease or infirmity.” An important implication of this definition is that mental health is more than just the absence of mental disorders or disabilities.”
De nævner ikke vægt med et ord. Derfor er det både uheldigt og paradoksalt, at det nærmest er den eneste faktor, mange instanser fokuserer på, når overvægtige mennesker er i kontakt med sundhedssektoren.
Til gengæld kræver det ikke mange led i associationskæden at nå til den tanke, at det måske IKKE er fremmende for sundheden at være udskammet og stigmatiseret.
Lad det være sagt med det samme: Overvægt fremmer risikoen for nogle typer af sygdomme. Det bliver vi ikke uenige om.
Men det, flere undersøgelser begynder at finde ud af er, at mange af de sygdomme og den overdødelighed, man tidligere udelukkende har tilskrevet antallet af kilo på badevægten, måske mere handler om, at tykke mennesker undgår eller går langt senere til lægen end mennesker med et lavere BMI, fordi de ved, at de bliver sendt hjem med beskeden om at tabe sig. Bunken med eksempler på tykke patienter, der får langt mere alvorlige sygdomsforløb og i nogle tilfælde ender med at dø, fordi de ikke bliver taget alvorligt i sundhedssystemet vokser også.
Det selvbedrag, vi som samfund praktiserer, når det kommer til tykke mennesker, er næsten imponerende. For hvis det virkelig handlede om sundhed, ville der være mange andre områder, vi også skulle blande os aktivt i hos hinanden.
Må folk f.eks. blande sig i, hvornår du går i seng? Dine alkoholvaner? Din manglende træning? Velment, selvfølgelig. Det er jo for at hjælpe dig.
Og vi taler om ansvar for eget liv og omkostninger for sundhedsvæsnet og vores alle sammens skattekroner, når de dovne tykke bare spiser og spiser og nægter at tabe sig og hjælpe sig selv.
Men hvis vi lægger hele ansvaret over på den enkelte, uden at interessere os for årsagen til, at nogen kæmper med noget, hvorfor er det så ikke de deprimeredes eget ansvar, at de har ladet det komme så vidt? (Og don’t come for me. Jeg har været der 3 gange, så jeg må godt bruge det eksempel). Hvorfor er det ikke de stressramtes egen skyld, at de er sygemeldte? Hvad med sportsskaderne? Rygerne? Folk, der venter for længe med at gå til lægen? Hvorfor er det kun de tykke, som alle, på tværs af segmenter, kan blive enige om skal holdes ansvarlige for, hvad de koster samfundet?
Hvornår er man tyk? Hvor meget skal du tage på for at tilhøre gruppen, som andre må råbe efter på gaden? Som ikke skal tages alvorligt. Jeg mener det helt bogstaveligt. 5 kilo? 10? 15? Hvornår gælder reglerne for dig?
Vi kender alle sammen nogen, der kan spise deres egen kropsvægt i chips og flødekager, uden at tage ét gram på. Hvorfor er det så svært for os at tro, at det modsatte også kan være tilfældet?
Hvor mange timer har du eller mennesker, du kender, brugt på selvhad og tvivlsomme kure og løsninger, fordi der er så meget skam og stigma forbundet med at være tyk, at det er det værste, man kan forestille sig at være?
Og hånden på hjertet: Hvor meget i dit liv er kort, du ikke selv har gjort noget for at få spillet på hånden? Den sociale klasse, du er født ind i. Sygdom og fravær af samme. Psykiske udfordringer, uddannelse/arbejde, økonomisk formåen. Genetik. Hvis du skal være HELT ærlig – hvor meget af det bygger på klodser, du ikke selv har lagt? Vi har alle sammen noget at kæmpe med, men man kan måske lige give det en tanke, om man, når man synes, de tykke bare skal tage sig sammen, er Paris Hilton, der synes, at fattigdom er selvforskyldt.
For mig at se består det her problem af to dele.
Den ene er den sejlivede myte om, at man ikke kan være tyk og sund på samme tid. Det er simpelthen bare ikke rigtigt. De fleste er blevet gode til at sige højt, at de godt ved, at de to ting faktisk ikke hænger sammen – men jeg tror ikke, at ret mange egentlig mener det. Ikke engang selvom vi alle sammen ved selvsyn kan konstatere det, når vi kigger i vores egne familier og omgangskredse. Jeg havde i mine unge dage en veninde, som levede på en stram diæt af Blå Kings og amfetamin. Når hun spiste, bestod menuen af Burger King og osterejer. Hun var en perfekt størrelse 36. Men hun var fandengalemig ikke sund. Fortællingen om, at tynd = sund er så forankret i os, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved den på trods af alle de beviser på det modsatte, vi er omgivet af.
Den anden del af problemet er fordommene. Her er min påstand, at modviljen mod at punktere dem handler om social kapital. Det giver et gratis forspring, hvis vi er enige om, at der er en gruppe, der står under os; at vi, selv når vi klarer os dårligt, kan trøste os med, at vi i det mindste stadig er pænere/dygtigere/klogere, end den gruppe, vi har vedtaget er dum, doven og frastødende. Når vi kobler vægt og moral, så ligger der implicit i det, at vores er højere og stærkere, end moralen hos dem, der vejer mere end os. Vi kan styre os. Vi har selvkontrol. Vi opretholder status quo ved at vise vægttab frem og rose og like hinanden, og gid det var mig, og hvordan har du gjort det? Graver vi langt nok ned i reptilhjernen, gætter jeg på, at det handler om det samme urinstinkt, som vi ser blive afdækket i Robinson og Paradise Hotel: At vi hele tiden prøver at positionerer os, så vi er en del af indergruppen, og dermed ikke er i risiko for at være den, gruppen ofrer, når nogen skal sparkes af øen, ud af huset eller ned i vulkanen. Du vil gerne være med i hulen, ik’ Mulle?
De argumenter, man hører brugt for at fastholde stigma, tager stort set altid udgangspunkt i, at der kun findes én rigtig måde at være i verden på. F.eks. kan jeg huske en sag fra en børnehave, hvor man havde fyret en pædagog, fordi hun var tyk.
Og jeg vil gerne gøre helt klart, at man kan være en god eller en dårlig pædagog, uanset vægt. Så man kan sagtens være en dårlig pædagog, der tilfældigvis også er tyk.
Men her var der ret tydeligt, at det handlede om, at man ikke mente, at hun kunne varetage sit arbejde, fordi hun i nogle situationer ikke kunne lave det samme med børnene, som de pædagoger, der vejede mindre end hende. Så vidt jeg husker var eksemplet, der blev nævnt, at hun ikke kunne spille fodbold med børnene.
Den sag har jeg tænkt meget på. For jeg kan ikke komme over, at vi ikke er mere kritiske overfor den slags udsagn. Hvis dit barn skulle starte i en børnehave, og du første dag fik at vide, at i den her børnehave skal alle børn lave det samme, hver dag, hele tiden, uanset evner, interesser og præferencer; ville du så ikke anfægte det? Vi er skidegode til at forstå vigtigheden af, at børn er forskellige og derfor skal mødes forskelligt – hvorfor er det, at det udgangspunkt går tabt, fordi vi bliver ældre?
Og ja. Der er selvfølgelig nogle bestemte krav og kompetencer, der hører til jobbeskrivelsen, men kunne man forestille sig, at forskellige mennesker kunne tilbyde noget værdifuldt til forskellige børn? Da kvindlige håndværkere begyndte at blive en ting, blev kønsopdelte bade- og omklædningsfaciliteter blæst op til at være et kæmpe problem – som viste sig langt de fleste steder at være løst ved at flytte et skilt og sætte et bruseforhæng op. På samme måde kunne man måske godt forestille sig, at de forhindringer, man lige nu i en personalegruppe synes, man ser, kunne løses på meget lavpraktisk vis, og at det måske mere handler om vilje, fordi vi er så fedtet ind i egne fordomme om, at tyk er lig med doven/dum/svag?
Formålet med det her lange skriv er ikke at glorificere én kropstype frem for en anden. Nogle ting bliver uomtvisteligt mere trælse i en stor krop. Men det er der også ting, der gør, hvis man har korte ben, dårlige lunger eller bruger briller, og de ting værger vi os ikke i samme grad for at tænke løsninger på.
Risikoen for nogle typer af sygdomme stiger, når vægten stiger – men der er også forskning, der begynder at pege på, at risikoen for nogle typer af sygdomme er højere hos tynde, når man sammenligner de to grupper. Og så er vi slet ikke kommet ind på det vægtbias, der med stor sandsynlighed har farvet måden, studier, spørgsmål og undersøgelser er blevet designet på. Hvis en gruppe mandlige forskere lavede fysiske tests på begge køn, som kun indeholdt øvelser og tests af områder, hvor mænd traditionelt klarer sig bedst, så ville vi få resultater, der indikerede, at mænds fysik er kvinders overlegen. Men hvis vi nu testede mænds evne til at føde børn, som immervæk også forudsætter et solidt mål af fysisk styrke, så ville vi måske få et mere nuanceret billede af, at fysisk styrke er mange ting.
Når vi hele tiden kun taler om den éne gruppe i en sammenligning mellem to, så skal vi alle sammen blive mistænksomme. Selv når vi sammenligner køn, kører vi som regel med noget i skålene på begge sider; ‘kvinder kan multitaske – mænd er fysisk overlegne’ Når den anden del af udsagnet i en sammenligning hele tiden mangler, så bør det som minimum gøre os nysgerrige på hvorfor.
Det blev skidelangt, og jeg er med på, at nogle af jer vil se meget anderledes på emnet, end jeg gør.
Jeg ved også af erfaring, at der altid lander er par ‘det er faktisk heller ikke fedt at være tynd, for folk blander sig i, hvad jeg spiser, og spørger, om jeg er syg’-kommentarer i indbakken, når jeg skriver om vægt. Den vil jeg gerne adressere på forhånd. For det er træls og ubehøvlet; det forstår jeg virkelig godt. Men det er et problem på individniveau, mens fatphobia er systemisk. Tynde mennesker bliver ikke diskrimineret i stort set alle sammenhænge i livet. De oplever ikke, at sygdomme overses, fordi læger tror, at svulsten er fedt, og at den tumorudløste hovedpine skyldes forhøjet blodtryk. De bliver ikke skubbet længere ud i en eventuel spiseforstyrrelse, når de går til lægen, fordi rådet altid er: ‘Tab dig!’ De kan godt opleve indblanding – men de skal ikke leve under et konstant åg af moralsk fordømmelse og skam. I flere af de podcasts, jeg har hørt om emnet, bliver den her kommentar faktisk fremhævet som et eksempel på fastholde status quo ved at trække en samtale om ulighed for tykke tilbage til at handle om tynde. Lidt i stil med Blue Lives Matter.
Det er ok ikke at være enig. Det er ok at føle sig provokeret. Sådan havde jeg det selv i starten. “Jamen, hvad så med..- “ var en sætning, der formede sig i mit hoved konstant, når jeg lyttede til debatter og podcasts om emnet. Men jeg kan godt efterhånden se, at det handler mere om mig og de værdier, jeg har internaliseret, end det sagligt handler om emnet.
Og det kan godt ske, at der begynder at være en sprække ift. at fedme handler om andet og mere end mad. At der kan være bagvedliggende faktorer som psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, socioøkonomiske forhold osv. der spiller ind.
Det er godt. Men. Selv i dén samtale kan man, hvis man lytter godt nok efter, høre, at hele formålet med at forstå årsagen til overvægt, er, at man så kan fjerne den.
Læs lige den sætning igen.
Vi interesserer os altså ikke for folks psykiske sundhed for, at de skal få det bedre. Vi gør det, så de og vi kan (for)blive tynde. Det burde sige alt, hvad vi har brug for at vide om, i hvor høj grad den tykke krop er stigmatiseret; hvor meget det handler om æstetik og fordømmelse. For igen: Vægt og sundhed hænger ikke nødvendigvis sammen. Men vi vil hellere være tynde end i trivsel, og det er problematisk.
Mange tykke mennesker vil gerne veje mindre. Nogle vil ikke. Men hvis vi nogensinde skal kunne hjælpe dem, der gerne vil tabe sig, så må og skal der ske noget med måden, vi opfatter fedme og overvægt på. Tilgangen til vægttab er nødt til at være væsentligt mere fordomsfri, nuanceret og videnbaseret, end den er i dag, for mange, mange steder består “hjælpen” stadig i beskeden om at spise mindre og bevæge sig mere.
Hvilket svarer til at sende en anorektiker hjem med beskeden om at begynde at spise, eller sige til en selvskadende ung, at h*n skal stoppe med at skære i sig selv. At vi opfatter anoreksi som en spiseforstyrrelse, mens vi opfatter binge eating som en karakterbrist er skammeligt, og vi kan ikke være det bekendt.
Vi kan ikke ændre vores verdenssyn på en weekend. Det her kommer til at tage generationer at ændre på – hvis det overhovedet lykkes. Men her og nu kan vi undlade at bidrage til at gøre livet mere surt, svært og farligt for mennesker, hvis valg ikke har nogen som helst indflydelse på, hvordan vi vælger at leve vores liv. Og vi kan begynde at mærke efter, hvordan opslag om vægttab påvirker vores syn på kropsidealet. Folk må poste og følge præcis, hvad de finder glæde ved. Igen: Dette er ikke et forsøg på at radikalisere nogen. Men kan man mærke, at man bliver påvirket negativt, og glider tilbage i mønstre og mennskesyn, man aktivt arbejder på at bevæge sig væk fra, så er det en overvejelse værd, om man skal fjerne sig fra det, der trigger. Både som professionel og som privatperson.
Og uanset hvad: Lad tykke mennesker være i fred. Plain and simple. Vi taler så meget om samtykke i andre sammenhænge; det kunne vi med fordel overføre til det her område. Holdninger, bekymringer og gode råd er velkomne, når – og først når – de direkte bliver efterspurgt, og vi som samfund kan tilbyde noget, der reelt er en hjælp og ikke bare fordømmelse forklædt som omsorg.
Hvis man har lyst til at skubbe lidt til modstanden i eget hoved, er her lige et par anbefalinger at slutte af på.
Podcasten The Maintenance Phase. Den er gratis på alle de sædvanlige platforme, er sjov og uhøjtidelig, og den kommer vidt omkring. Episoderne er navngivet præcist efter emne, så det er nemt at finde, hvis der er noget bestemt, man er interesseret i, f.eks. BMI, workplace wellness, the obesity epidemic osv.
IG-profilerne @yrfatfriend @kenziebrenna @drjoshuawolrich @bodyimage_therapist, som alle primært fokuserer på vægtstigma og skriver kort, men klogt omkring det. Og så @ida_kys som både skriver lidt om at være på modtagersiden af alt det her, men som også poster alt muligt andet fint og klogt.
Sidst men ikke mindst får I også lige et par links til artikler fra lødige afsendere, som jeg har valgt ud, fordi de begge indeholder masser af sub-links til forskning og andre artikler, så man kan dykke ned i specifikke områder, hvis der er noget, man er særlig interesseret i. Dem finder du her og her.
De sidste måneder har jeg tænkt virkelig meget over, hvor stor forskel jeg oplever på at være mor til hhv. en dreng og en pige.
Somme tider er det ene nemmest og somme tider det andet, men ift. de svære ting, føler jeg, at det er lettere at vide, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg bedst hjælper, når det er Anton, der bøvler, end når det er Frida.
Det er kommet bag på mig, for egentlig ville jeg have forventet, at det var omvendt.
Men når Anton kæmper med noget, uanset om det er situationer, betingelser eller mennesker, så kan jeg forholde mig relativt objektivt til det. Jeg har ikke selv prøvet at være en lille dreng eller en ung mand, og Den Gode Løsning er derfor nemmere at få øje på.
Når det er Frida, der har det svært, så sidder jeg pludselig i den sære situation, at jeg faktisk har en formodning om, hvordan det føles inde i hende, og den viden har jeg med mig i alt, hvad jeg skal vurdere og handle på. Specielt fordi vi har mange af de samme udfordringer, og jeg derfor har en ret præcis formodning om, hvordan det føles for hende, og hvorfor hun reagerer, som hun gør.
Somme tider er det en gave. At have opdaget Fridas diagnose og derigennem min egen, har været en nærmest religiøst rensende oplevelse. Det har givet mig en retrospekt forståelse af utrolig meget af mit eget liv, og det ville jeg aldrig hverken have fået eller have fået øje på, hvis ikke, jeg havde haft muligheden for at se det udenfor mig selv. Den cirkulære forståelse af en anden, der bliver til forståelse for mig selv, der igen leder til forståelse af, hvordan jeg bedst kan hjælpe den anden, hende, er uvurderlig.
Men det er også somme tider det sværeste i hele verden. For med min viden kommer også en erkendelse af, hvornår jeg ikke gør det godt nok. Hvornår jeg ikke møder hende, hvornår jeg ikke kan give hende det, hun efterlyser eller har brug for, og hvornår min reaktion gør ondt værre for hende.
Jeg hørte engang en psykolog sige, at alle, der bliver forældre, har ambitioner om ikke at begå de samme fejl, som de synes, deres egne forældre begik – men at de bare begår nogle andre. Alle skader deres børn, det er bare et spørgsmål om hvordan.
Hvilket jo er både deprimerende og frisættende.
Men lige nu synes jeg virkelig, at det er svært at føle, at jeg gør det godt nok, og den underligt spaltede fornemmelse af både pludselig til fulde at forstå mine forældres valg, og ikke rigtigt, som mor, at kunne se andre måder at gøre det på, samtidig med, at jeg kan mærke barnets frustration og følelse af ikke at blive forstået, er ved at rive både min hjerne og mit hjerte midt over.
Jeg gør, hvad jeg kan. Failure is not rigtig an option, vel? Og jeg er særlig opmærksom på de situationer, hvor jeg som barn følte, at min oplevelse og virkeligheden stod i skærende kontrast til hinanden.
F.eks. nævnte jeg i sidste uge kort, at der var startet et barn i Fridas klasse, som lagde ud med at true Frida med at slå hende ihjel. Barnet er nu flyttet til et andet undervisningstilbud, men i den uge, vedkommende var der, var der godt nok fart på i hovedet på mig.
For jeg blev selv mobbet massivt, da jeg gik i skole. Og dén erindring kan jeg jo desværre ikke bare smide ud ad vinduet, selvom jeg gerne ville. Det har været noget, jeg har forsøgt at være opmærksom på i al den tid, jeg har haft børn i institution og skole; på den ene side ikke at slæbe min beskidte erfaring med ind i børnenes nye, rene stuer, men samtidig også at bruge den viden, jeg har, som mennesker, der ikke selv er blevet mobbet ikke har, konstruktivt. For jeg ved – vedved – hvordan børn kan være. Selvom de har Frozen trøjer på og går de voksne til navlen, kan de nemlig godt være både perfide og ondskabsfulde og finde på at rive øreringe ud gennem øret på én, når de voksne ikke ser det.
Det er en balance mellem ikke at tillægge nye mennesker gamle motiver og samtidig ikke at være naiv.
Men noget af det, der fyldte meget for mig, var manglen på logik. At når et barn, som alle (voksne) vidste gjorde mit liv til et helvede, inviterede til fødselsdag, så deltog jeg og havde gave med og sad i barnets hjem med barnet og dets forældre og smilede og spiste kage og legede flaskehalsen drejer, alt imens mit hoved var ved at eksplodere over absurditeten i det. Har vi sat ondskaben på pause? Holder vi fri 3 timer? Er vi gode venner nu? Hvad fanden foregår der??
Og al den historie har jeg med mig, samtidig med, at jeg som voksen og forælder godt forstår behovet for, at det er de voksne, der skal løse det her, og at vi er nødt til at være civiliserede omkring det, for hvor ender vi henne hvis ikke?
I den her situation nåede barnets mor faktisk at invitere hjem til hyggedag, og er man en smule alternativt anlagt, er det svært ikke at få den tanke, at universet giver dig muligheden for at udvikle dig ved at sende dig gennem de svære baner igen, men denne gang med handlemuligheder og flere redskaber.
Ikke at jeg synes, det bliver nemmere. Faktisk. Nærmest tværtimod.
Men jeg har forsøgt at tale – relativt – åbent med Frida om det hele vejen. Forsøgt at give hende mulighed for selv at træffe sine valg, men også tilbudt min hjælp og mit personlige perspektiv, fordi jeg nok ikke er tilhænger af, at man bare helt vipper den over på børnene. Og Frida kommer mig i møde ved at være HELT klar i spyttet. “Det har jeg ikke lyst til, når h*n opfører sig sådan.” Fint – og forståeligt. Herfra bliver kunsten for mig så at udvise tillid til, at hun kan mærke, hvordan hun har det og støtte op om dét, uden at komme til at puste til ilden.
Nu er barnet så taget ud igen, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er lettet. Men den uge var én lang invitation til at genbesøge min egen barndom, og lagt sammen med alle de tanker, jeg har gjort mig de sidste mange måneder, ville jeg en lille bitte smule ønske, at der snart kom en ægte voksen og tog over.
For jeg synes, det er svært. Både i situationer med tredjeparter, men også når vi har konflikter herhjemme, og min erfaringer og alle mine følelser lægger sig ovenpå hendes virkelighed. Og jeg vil så gerne gøre det godt nok til, at hun en dag, når hun bliver voksen, sidder tilbage med følelsen af, at det ikke er sikkert, at hun altid var og er enig i de ting, jeg gjorde og de valg, jeg tog. Men at hun, altid og hver gang, kan se kærligheden i dem.
Jeg kan mærke, at jeg for tiden er lidt mere stille, end jeg plejer at være. Ikke fordi der sker noget stort eller alvorligt, men efter at jeg er startet op på medicin, er det som om, jeg skal lære mig selv at kende helt forfra.
Det er ubetinget til det bedre, men verden er blevet et nyt sted, og jeg har pludselig redskaber, jeg ikke plejer at have adgang til. Jeg oplever dagligt at stå i situationer, hvor min default bare ikke stempler ind, og jeg først skal til at finde ud af, hvad jeg egentlig føler her.
Derudover kræver det faktisk også noget mental kapacitet at være den medicinale justeringsfase, hvor man hele tiden skal føøøøøhle efter indeni, og skal forsøge at skille ad, hvornår noget er medicin, der virker/ikke-virker, hvornår det er ens cyklus, der pludselig føles helt anderledes, fordi alt mulig udenomsstøj er filtreret væk, hvornår træthed er forventeligt osv. osv. osv.
Noget af det mest befriende er, at jeg pludselig helt krystalklart kan mærke, hvornår noget er mit, og hvornår jeg bare reagerer på at være tæt på en svær situation. Der er ret brugbart ift. mit arbejde, fordi jeg nu kan være afsted på opgaver, der er tunge og svære, og godt kan være påvirket af det, men hvor jeg samtidig også kan mærke, at det er sekundær sorg/vrede/frustration, der brager gennem mit system. Før vidste jeg det godt, sådan rent kognitivt, men det er væsentligt nemmere at blive færdig med og slippe igen, når det pludselig er så nemt også at *mærke*, at det ikke bor i mig.
Min evne til at prioritere og mærke, når der er noget, som jeg egentlig havde besluttet at gøre, men pludselig ikke har lyst til at alligevel, er også blevet væsentligt bedre. Jeg har altid været Forsvarende Dansk Mester i Lister & To-do’s, men det har også altid været et problem, at når først en opgave er på listen, så SKAL den løses, og selvom jeg godt med min hjerne kan forstå, at nogle opgaver er vigtigere end andre, så stempler kaospatruljen altid ind og sørger for, at alting FØLES lige vigtigt. Det kan jeg sortere i nu. Ikke hele tiden og ikke konsekvent – men vi har også i dag til tjek på Psyk. fået konstateret, at jeg er blevet forkert startet op på medicin; jeg får både for lidt og for sjældent.
Det var en lettelse at finde ud af, for de sidste uger har jeg kæmpet med, at jeg har kunne mærke, at meget er bedre – men ikke nok. Det er som at stå i et rum med 1000 radioer, hvor de alle sammen indtil nu har spillet lige højt. Nu er der blevet skruet lidt op for den ene, men de andre spiller og forstyrrer stadig. Det viser sig, at det behøver de ikke. Men pga. lægeskift, juleferie, forliste beskeder osv. er jeg bare kommet skævt i gang og ikke fulgt rigtigt op på. Det skulle meget gerne ændre sig over de næste to måneder, hvor jeg uge for uge bliver reguleret op, både i dosis og frekvens.
Helt grundlæggende er det bare en vild oplevelse at blive set og forstået. Rigtigt. Jeg kommer hele tiden til at græde, når jeg står hos de her læger og fagfolk, og de italesætter noget, sådan helt sidebemærkningsagtigt, og det 1:1 er sådan, det altid har været hos mig; der er bare aldrig nogen, der har bemærket eller anerkendt det. Som i dag, da jeg hele tiden kom til at afbryde overlægen, og blev ved med at undskylde, og til sidst desperat sagde: “Det er bare fordi, jeg så gerne vil prøve at forklare det” og hun bare nøgternt konstaterende svarede: “Du har jo også være tvunget til at lede efter forklaringer hele dit liv.”
Mig:
Så. Det går godt. Jeg er er her, og jeg går ingen steder. Men jeg er ved at omskrive alle mine manualer, og det kræver både tid, fokus og kræfter.
I dag nåede jeg endelig til det punkt, hvor jeg for første gang i meget lang tid kan puste ud og læne mig tilbage. Bare lige motinutter.
For i dag fik jeg, som den sidste perle på snoren, min ADHD-diagnose.
Fordi de smed min sidste tid væk 5 (og det var altså: f-e-m) gange, inden den endelig faldt på plads og kunne gennemføres, nåede Frida at overhale mig indenom; hun fik sin diagnose tirsdag i sidste uge, og det blev også en ADHD-diagnose til hende.
Som forventet viste Fridas test, at hovedet på ingen måde fejler noget hos hende. Udredningen består af både observationer, interviews og forskelige tests, og i den test-del, der omhandler visuel begavelse, scorer hun så højt, at det indikerer en IQ på 140. Det er ikke over hele linjen, hun ligger så højt, men det understøtter det, jeg selv har haft en fornemmelse af, nemlig at det er hendes begavelse der gør, at hun i skolen har overskud til at kompensere for de udfordringer, ADHD’en giver hende.
Så hvad nu?
Tja. Jeg skal have lavet en EKG og have taget nogle blodprøver, og når det er på plads, starter jeg op på medicin, hvilket jeg selv er meget spændt på. På den ene side hungrer jeg efter ro i hovedet og evnen til at give mig selv de pauser, jeg kan mærke, jeg har brug for. På den anden side er jeg nervøs for, om medicin retter min krøllede hjerne helt ud, for jeg er faktisk ok-glad for den, som den er.
Vi må se.
Men planen er at køre mig ind på medicin, og når jeg er nogenlunde stabil (jeg opfordrer til, at ingen holder vejret, mens vi venter), så laver vi en plan for Frida. Jeg er nødt til at have overskud til at kunne tage ordentligt vare på hende, ligemeget hvor vi starter ift. de tiltag, der skal hjælpe hende, og det har jeg ikke, hvis jeg selv kravler rundt på hele pladen.
Men trods alt er vi foran, for gennemsnitsalderen for en ADHD-diagnose for piger er 13 år, og hun er immervæk kun 7.
Samtidig trækker det op til, at Anton skal flyttes over i et andet skoletilbud i løbet af foråret. Der er også lige en del, der skal undersøges og planlægges i dén forbindelse, men i det mindste ved vi nu, hvad retning, vi skal i for os alle 3.
Det skal nok blive godt. Det er jeg faktisk ret overbevist om.
Men inden vi kaster os over næste etape, skal jeg lige have en pause, for at tvinge 3 udredninger ud af systemet på et år, føles lidt som en præstation, der burde udløse en pokal eller et lillebitte ridderkors.
For nu skal jeg lige fordøje, og kompasset skal justeres til den nye virkelighed.
Så tager vi hul på næste etape, når det nye år er skudt ind.
Jeg elsker lister – hvilket der vist ikke er nogen af jer, der har læst med herinde i mere end 10 minutter, der er i tvivl om.
Og måske er det pga. min tiltro og kærlighed til lister, som udspringer af, at de for mig er en meget effektiv måde at sørge for, at jeg når det, jeg gerne vil nå, at jeg somme tider kommer til at tro, at hvis noget én gang er vinget af en liste, konkret såvel som abstrakt, så er det et overstået kapitel.
Det er der jo i virkeligheden nærmest ingenting der er. Alt er cirkulært og i konstant bevægelse, og derfor er kommer gamle opgaver ofte tilbage i nye forklædninger.
Lige nu er jeg tilbage i et tema, jeg ellers har arbejdet ret meget med, og som jeg også har skrevet om før. Men når det for mig er et tilbagevendende tema, så er det formentlig også for nogle af jer, så derfor tænkte jeg, at der ikke sker noget ved at tage den igen.
For jeg oplever atter at have en lille håndfuld mennesker i mit liv, hvor relationen for mig er svær at afkode og matche, forstået på den måde, at jeg enten føler, at det er mig, der yder mest, eller hvor jeg bliver i tvivl om, om jeg gør nok.
Det hører med til min historie, at jeg tiltrækker mennesker, der lever i kaos; formentlig fordi jeg er næsten hysterisk systematisk.
Det hører også med til min historie, at jeg trives i de menneskers selskab; formentlig fordi vi i bund og grund er skåret over samme læst, men har valgt at skrue op for de respektive modpoler i vores personligheder. Det giver noget skidespændende dynamik, men det giver også sammenstød og frustrationer, fordi man hurtigt bliver låst fast i de roller, som relationen lægger op til.
I et af mine mest trofaste sæt orakelkort, er der et kort, der hedder ‘Round and Round’.
Den symbolske betydning er, at man kan have en oplevelse af at gå i cirkler, men at man for hver runde man går, kommer et niveau højere op, og dermed får nye vinkler og perspektiver på velkendte problemstillinger.
Og det er faktisk det, jeg oplever lige nu. For jeg har et par mennesker omkring mig, hvor jeg begynder at føle mig en smule taget for givet. Jeg har også et par stykker, der har det ad helvede til, og hvor jeg bliver i tvivl om, om jeg mandsopdækker nok.
Men det er pludselig gået op for mig, at nøglen til at afkode begge situationer er at lave en 1:1 spejling; at spørge mig selv, om de er lige så up to speed med mit liv, som jeg eller de forventer, at jeg er med deres.
Det lyder knusende simpelt – og det er det faktisk for en gang skyld også. For det bliver pludselig meget nemt at se, at hvis de ikke har den fjerneste ide om, at vi f.eks. står i udrednings-slutspurt til op over begge ører, så er det også både forståeligt og tilgiveligt, at jeg ikke har styr på alle detaljer i deres liv. Det er der intet som helst i vejen med, for ingen kan være alt for alle hele tiden. Det gør det bare nemmere at realitetschecke både deres og mine egne forventninger til alle involverede parter.
Venskaber er ikke excel-ark, og det hverken kan eller skal være 1:1. I noge perioder bærer man, i andre er man den, der bliver båret. Sådan skal det være, og det er både det smukke, det svære og det værdifulde ved venskaber.
Men når man, som jeg, somme tider farer lidt vild i at afkode oplevelsen af ikke at slå til, ikke at blive hørt eller af at være blevet lidt for selvfølgelig på servicefronten, så er det virkelig rart at finde en måde at vurdere situationen nogenlunde objektivt på, som ikke kræver 3 timers intensiv selvransagelse og et weekendophold på briksen hos Freud.
Jeg kan i de lokale fb-grupper se, at der igen i år er mødre, der forsøger at insistere på, at man også sagtens kan trick or treat’e dagene op til halloween, når man lige synes det passer.
Argumenterne er hver gang, at børnene enten er små, eller at man har sent fri fra arbejde.
Men nu er jeg den, der siger det højt, og jeg siger det med både kærlighed og girafsprog, Hella-Joof-Style:
For de lukkede halloweenfester kan du smide præcis, hvor det passer bedst, ligesom du må rykke helligdagene ligeså tosset, du vil. Du må holde juleaften d. 4. december, Mortensaften d. 2. juli og nytår d. 19. januar. Så længe (og nu bliver det vigtigt), at du gør det hjemme ved dig selv eller i en lukket gruppe.
Når du insisterer på, at dine børn må gå rundt og ringe på hos fremmede mennesker, tvinger du en masse mennesker, der ikke skylder hverken dig eller dine børn noget, til at stille op, fordi det passer *dig*.
Jeg ved godt, at det er strengt, og at der helt sikkert er nogen, der bliver sure på mig nu. Men tænkt det lige igennem: Ved at sende dem ud, vil der være mange steder, hvor dine børn – i en situation, hvor de i forvejen gør noget, der er grænseoverskridende for de fleste børn, nemlig at ringe på fremmede døre – bliver mødt med en afvisning, eller et lunkent ‘øh hvad? Nåmn, ok, så finder jeg lige en karamel’.
Og vi ved alle sammen godt, at børnene SAGTENS kan mærke, at det er en høflighedskaramel, de får i kurven.
Du lægger dit problem i skødet på fremmede mennesker, og lader det være *dem* der enten skal være bussemænd eller stille op til din dagsorden.
Samtidig smadrer du den uskrevne regel om, at de huse, hvor der er pyntet op, er med på løjerne. For dem, der går op i halloween, har pyntet længe inden d. 31., ligesom man også pynter til jul inden d. 24. Vi har pyntet, og her er alle børn, uanset alder, udklædning, neuro-status MERE end velkomne – d. 31. Og kun d. 31.
“Men Linda. Stop nu med at gøre det til et problem! Der sker sgu da ikke noget ved, at de kommer og ringer på i dagene op til!”
Nej. Det gør der ikke. Ligesom der heller ikke sker noget ved, at facerne stopper dig på strøget i din frokostpause, eller at Gallup ringer og vil have din årsindkomst, politiske observans og dit syn på søpindsvinets udvikling over de sidste 50 år mandag aften kl. 18.
Ingen dør eller kommer til skade ved det. Men derfor vil rigtig mange nok alligevel gerne være fri.
Jeg vil gerne medgive, at fejring af halloween stadig er relativ nyt, og at vi derfor alle sammen lige har skulle finde vores fødder i det. Men det har vi gjort nu, så nu trækker vi en streg i sandet og siger, at vi hjælper hinanden med at sørge for, at spookyseason bliver ved med at være både sjov og (u)hyggelig.
Jeg er, efter lang tids pause, gået i gang med at høre Mads & A-holdet igen. Jeg trængte til en pause fra nogle af the usual suspects, men nu er jeg klar, og da jeg har Podimo pga. Peter & Esben, lå den lige til højrebenet.
Da programmerne lå som podcasts på iTunes, havde de bare numre, og i starten på Podimo kan jeg se, at overskriften på den enkelte afsnit er nogle af de dilemmaer, der bliver diskuteret. Men for omkring et år siden, er de begyndt at skrive, hvem der er A-holdet på den pågældende episode, og det er verdens bedste ide. For lige præcis i et program, der er bygget op om deltagernes holdninger og livsværdier, er det svært at være helt neutral ift., hvem der er med.
Det er meget få, der helt kan få mig til at fravælge at lytte med, men sådan en deltager havde han med for nyligt. Da jeg så hendes navn i overskriften, kunne jeg med det samme mærke, at det skulle jeg ikke. Deltageren er journalist, og har gennem nogle år excelleret i at skrive klummer, der med kirurgisk præcision er designet til at genererer kliks. Journalisten er af samme støbning som Anne Sophia Hermansen, (som jeg skrev om her), og jeg har gjort det til mit erklærede mål at få dem luget ud af mit feed ved konsekvent at vinge dem væk, ved aldrig at klikke på noget, de har skrevet, og ved at skjule de bekendte, jeg har, som ivrigt kommenterer på deres opslag.
Risikoen i en sådan manøvre er jo ekkokammer, og det er ikke længe siden, jeg skrev et indlæg om, at jeg er begyndt at hæve stemmen i kommentarfelter, der er *for* vanvittige. Men selv idealister har kampe de opgiver på forhånd, og det her er en af dem for mig.
Da jeg så journalistens navn og øjeblikkeligt fravalgte episoden, kom jeg efterfølgende til at tænke på, at det egentlig er meget få mennesker, hvis faglige og personlige identitet, jeg slår sammen. Normalt er jeg villig til at gå med på den præmis, at vi er ét menneske, når vi går på arbejde, og et andet, når vi holder fri, og det var første gang, jeg fra mit eget indre fik et rungende NEJ!, da jeg forsøgte at tænke, at hun jo bare gør sit arbejde.
Og det fik mig *virkelig* til at tænke.
Jeg har en del læsere, der arbejder i kommunikationsbranchen, og derfor ved jeg godt, at det her er et farligt emne at bringe i spil. For det er jo hverken journalistens opgave eller privilegium at diktere, hvad de vil skrive og hvordan.
Men hvis er det så? For redaktøren er uskyldig, algoritmerne bestemmer og læserne får, hvad de via deres click fortæller, at de vil have. Der er trængsel ved håndvasken.
Men jeg er begyndt at spekulere på, om den blinde ansvarsfralæggelse, vi ser i mange brancher, kommer til at tage sig anderledes ud, når vi kigger tilbage på den om 30 år. For historisk set har tingene det med at give en lidt mærkelig smag i munden, når vi fjerner der Zeitgeist og lader ‘jeg fulgte bare ordre’ stå tilbage.
Vil vi til den tid måbe over bankdirektørerne, der vaskede hvidt i arbejdstiden og slap med gyldne håndtryk? Vil vi undre os over de manglende sanktioner overfor offentlige chefer, der formøblede millioner af skattekroner og smadrede dele af velfærdsstaten uden nogensinde at se sig tilbage? Vil vi forarges over sagsbehandlere, der lod mennesker blive så syge, at de aldrig blev raske igen, alt sammen i Reglernes & Lovgivningens Navn?
Fælles for samtlige af de ovennævnte erhverv er, at ingen af de her mennesker har gjort, hvad de har gjort, på eget initiativ. De har alle sammen bare fulgt de drejebøger, de har fået stukket ud – men bliver det ved med at kunne forsvares?
Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, hvor min egen grænse går. Jeg har tolket mange vanvittige ting gennem årene, men jeg har kun én gang, i mine 21 år som tolk, pure nægtet at oversætte, hvad der blev sagt. Så det er dejlig nemt for mig at sige, at man altid er forpligtet af sit menneskelige ansvar – også når man er på arbejde.
Det er en svær etisk diskussion; ikke mindst fordi, det er svært at se, hvordan den enkelte skal kunne gøre en forskel. At én sagsbehandler i Vejen kommune nægter at lave det, som Autismeforeningens jurist kalder for ‘blodbadsbesparelser’, kommer næppe til at gøre en forskel for andre end den ene sagsbehandler, som nu skal til at finde sig et andet job.
Men jeg er ret sikker på, at de mange tyske nazister og militærfolk, der gennem de sidste årtier er blevet retsforfulgt for krigsforbrydelser, havde fuldstændig samme problem. Og her er vi vel, retrospektivt, nogenlunde enige om, at nogen skulle have sagt stop?
Folkemord kan hverken sidestilles med svinehundsjournalistik, svindel, hvidvask eller dårlig sagsbehandling. Selvfølgelig ikke. Men fælles for det hele er, at det foregår lige for næsen af alle os, der burde kunne have forhindret eller stoppet det, og at det i sin yderste konsekvens udgør en trussel for demokratiet.
Det tror jeg snart, tiden er moden til at forholde sig til. Og indtil vi når så langt, kan man jo lave sin egen lille, stille protest ved at fravælge særlige afsnit af Mads & A-holdet.
I sidste uge lagde Kristina en kommentar under mit indlæg om rengøringsdamerne, hvor hun skrev følgende:
Her er det en vikar, der har kickstartet en lavine af ondt i maven og nervøsitet hos ældstebarnet. Simpelthen fordi nævnte vikar valgte at besvare min datters “bare FYI så kan jeg ikke lide høje lyde, så jeg har specialtilladelse til at gå ud på gangen hvis der bliver uro i klassen” med fysisk at skubbe barnet ind i klasselokalet (?!) akkompagneret af et “deal with it”. Jeg var så vred at jeg rystede, og måneders arbejde med at lære min datter at være åben og forklare og sætte grænser er nu skudt tilbage til start.
For jeg oplever, at der er nogen, der stadig hænger fast i overbevisningen om, at børn ikke tæller som rigtige mennesker, og at deres holdninger og følelser derfor ikke er valide. Rengøringsdamer, der ikke engang gider spørge til Antons forklaring på, hvorfor han sidder der på gangen i ensom majestæt. Idiotiske vikarer, der uden at blinke underkender et barns forklaring, formentlig udelukkende fordi, den kommer fra et barn.
Der er for mig noget virkelig paradoksalt i, at vi som samfund på den ene side taler om, hvordan vi dog kan hjælpe børn og unge til at blive bedre til at sætte grænser; både ift. påvirkning fra sociale medier og ift. overgreb, undertrykkelse og vold – og på den anden side fuldstændig, på enkeltplan, overruler dem, når de prøver at gøre det.
Så sent som i går havde vi en episode til svømning, hvor svømmetræneren sagde til Anton, at ‘det vil jeg faktisk ikke diskutere med dig’. Det har jeg svært ved at forestille mig, at hun ville have sagt til mig, hvis jeg havde sagt noget, hun ikke var enig i.
Og siger jeg, at vi hver eneste gang et barn forsøger at forklare noget, eller har et ønske eller en holdning bare skal efterkomme det og/eller give dem ret? Nej. Selvfølgelig ikke. Men det er utopisk at tro, at vi først kan begynde at opdrage dem til at sige fra, når de er blevet så gamle, at vi gerne vil have, at de praktiserer det. Hvis de skal udvikle de egenskaber, kræver det, at de bliver mødt og støttet i det, når de formes som mennesker, og så kan det ikke nytte, at vi behandler dem som umælende får. Hverken som forældre eller som fagfolk.
Der ryger finker af panden alle steder, og jeg tackler det ikke altid selv, som jeg gerne ville. Jeg får også somme tider lukket noget ned, uden egentlig at høre begrundelser og tanker bag. Men min nordstjerne er, at jeg i de situationer, hvor de kommer med noget, der er vigtigt for dem, møder mine børn, som jeg som medarbejder ville ønske at blive mødt af min chef. Der er den samme form for skævhed i magtbalancen, og selvom det måske kan lyde lidt koldt, mener jeg egentlig bare, at jeg som medarbejder ville føle mig latterliggjort, ikke-respekteret og magtesløs, hvis jeg blev fejet af med den éneste begrundelse, at jeg var medarbejder.
Jeg ville ønske – og forvente – at blive hørt og taget alvorligt. Også i de situationer, hvor min chef ikke var enig med mig, eller ikke forstod, hvorfor noget for mig var vigtigt.
Hvis jeg gik ind til min chef med tårer i øjnene, fordi der ikke var mere kaffe på kanden, ville jeg forvente, at vedkommende forstod, at den tomme kaffekolbe bare var dråben.
Hvis jeg til mødet takkede nej til sildemadder eller noget med bladselleri, ville jeg blive tordnende hysterisk, hvis det blev lagt på min tallerken alligevel. (I samme boldgade ville jeg også blive *noget* stram, hvis jeg sagde tak for mad, fordi jeg var mæt, og så fik besked på at spise den sidste kvarte sandwich alligevel).
Og hvis jeg ikke havde lyst til at kramme, ville jeg godt nok også føle ubehag ved at blive tvunget til det.
Hvis børn skal lære at mærke deres egne grænser, skal vi lære at acceptere deres udmeldinger, når de øver sig på det. Også selvom det somme tider er ubekvemt for os.
“Men Linda. Min datter vil ikke kramme mormor, og stemningen bliver så dårlig, hvis jeg siger, at det er ok, hun lader være.”
Ja. Den ER svær. Og modsat mange andre, der abonnerer på det samme børnesyn, som mig, så er jeg ikke tilhænger af, at det er enten-eller. For jeg synes også, at der er noget læring i at skulle finde ud af, hvad man stiller op, når der i én situation er to forskelligt-rettede ønsker. For mig at se, er en løsning ikke god, hvis den enes glæde er på bekostning af den andens. Og her VIL der være steder, hvor grænsesætning og hensynet til andre menneskers følelser clasher, og det det vanskeligt.
Jeg forsøger at tale med mine børn om det. Somme tider i situationen, somme tider bagefter. For sat på spidsen går de jo ikke i stykker af at kramme mormor én gang mere, hvis de har gjort det indtil nu, så i situationen ville jeg godt kunne finde på at opfordre til et lille kram – men jeg ville samle op med barnet bagefter. Jeg oplever, at en sætning i stil med: “Det her var ikke rart for dig, kunne jeg se. Det vil jeg gerne hjælpe med at finde en god løsning på. Den finder vi sammen, når vi kommer hjem” virkelig gør en forskel. Min erfaring er, at alene det, at de ved, at deres ubehag eller vrede er blevet set, og at der er plads til den, får meget til at falde til ro.
Kunsten herefter består jo så i at finde nogle alternativer og kompromisser, som alle parter kan leve med, og måske, voksen til voksen, tale med mormor om dem, inden situationen opstår igen. Det gør vi jo med alt muligt andet, og jeg tror, den ligger hos os, når vi ikke har lyst til at gøre det; at det handler om, at vi både bliver taget til fange i det, vi selv er opdraget til at gøre, og fordi det bare er nemmere og hurtigere, hvis vi lige sætter rammerne og børnene bare retter ind. Ikke mindst fordi vi har fået skabt en fortælling om, at børns konkrete adfærd direkte afspejler vores evner som forældre.
Det kræver tid og fokus at gro hele mennesker. Det kræver også, at vi somme tider i implementeringsfaserne må leve med andres fordømmelse, misbilligelse og manglende forståelse. Men vi kan ikke forvente, at børn lærer at lytte til sig selv, hvis vi aldrig viser dem, hvordan man gør.
Det her startede som et svar til dig, Kristina, som i kommentarfeltet til sidste indlæg spurgte, om jeg ville prøve at skrive lidt mere om det med at gro, der hvor man er plantet, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser, for “Jeg stiller store krav til mine medmennesker – og jeg bliver skuffet gang på gang.”
Som så ofte før, blev det langt og undervejs fik jeg lyst til at hive det ud på selve siden, i tilfælde af, at andre har tanker og synspunkter, de vil byde ind med.
Som jeg kort nævnte i sidste indlæg, så føles det somme tider som om, noget for mig samler sig i et tema; en slags ‘lektie’ i at ændre på noget, der jævnligt skaber frustration, og som jeg pludselig får øje på i både relationer og i min generelle tilgang til hverdag og verden.
Og jeg genkender præcis, hvad du skriver, Kristina. Du lyder faktisk som en 10 år yngre version af mig her, for hold KÆFT, hvor har jeg også været skuffet over folk. Både dem helt tæt på og dem helt ude. Det bliver jeg stadig – ligesom jeg også stadig kan komme til at ophøje begivenheder til noget, der skal være Perfekt for at have værdi.
Ikke, at det her nogensinde har været en hemmelighed for mig selv. Jeg har altid vidst, at jeg har en tendens til at være kompromisløs; at jeg stiller høje krav til min omverden, og at mine frustrationer ofte handler om, at jeg giver mere end jeg egentlig kan undvære. For det er jo der, frustrationerne opstår; når en relation bliver skæv i indsats og forventninger.
Og man bliver ikke 40+ uden at have lært, at det er spildte, gode kræfter at forsøge at ændre på andre mennesker.
Så hvordan slipper man det mindset uden at det kommer til at føles som om, man bare resignerer og lader sig nøje?
For mig har det handlet meget om at lære at placere relationerne og mine forventninger til dem det rigtige sted. For jeg har opdaget, at jeg i årevis – altid? – har delt folk op i to grupper: Dem, jeg har lukket ind og dem, jeg ikke har et forhold til. Og dem, jeg har lukket ind, har jeg haft en tendens til at opfatte som én stor gruppe, selvom mit fortrolighedsniveau med de mennesker, der udgør gruppen, variererer.
I overført betydning står folk enten helt inde i min stue eller er tilfældige forbipasserende på gaden.
Og her har der for mig været meget læring i at tænke over, om de egentlig alle sammen skal sidde i sofaen – eller om nogle af dem måske hører til i entreen, i indkørslen eller helt ude i haven.
Det kan komme til at lyde som nid og straf. At man, hvis ikke man lever op til mine tårnhøje forventninger, bliver lagt på is. Det er slet ikke sådan, jeg selv tænker det. For mig handler det om at justere relationen, så vi investerer det samme i den, og bruger den til nogenlunde det samme.
For det kan godt ske, at jeg skidegodt kan lide en mor til et barn i Fridas klasse, og at jeg synes, det har karakter af et venskab, når vi drikker kaffe, mens pigerne leger. Men det er det ikke. Ikke sammenlignet med de venskaber vi begge har med mennesker, vi har mere historie og tættere bånd med. Og derfor skal forventningerne til dén her relation (selvfølgelig) nedjusteres.
Det ser meget oplagt ud, når man skriver det, men det har taget mig lang tid at få øje på, hvad det egentlig er, der sker.
For mig startede det med, at jeg begyndte at bemærke, hvor mange begrænsninger, jeg fik sat for mig selv ved altid at låse mig fast på, at bestemte begivenheder skulle være perfekte for at kunne bruges. Den nylige månevandring på Møn er et godt eksempel. For for 5 år siden ville der have været tusinde ting, der kunne have ødelagt oplevelsen for mig. Tænk, hvis det regner. Eller jeg har de forkerte sko med. Eller har hovedpine. Eller ikke kan koncentrere mig om at meditere, fordi jeg skal tisse. Hvad hvis jeg har for lidt tøj på? Eller for meget? Eller hende, der står for det, er en af de alternative typer, der får *alt* til at stritte på mig? Eller, eller, eller.
Bemærk venligst, at der ikke er et *eneste* punkt, der har afgørende betydning for, om begivenheden kan gennemføres. Der er ikke noget ‘tænk, hvis bilen går i stykker på vej derover’ eller ‘bare jeg ikke vrikker rundt eller brækker flere tæer, så jeg ikke kan gå’ på listen
Der er altså ingen reelle katastrofescenarier i overvejelserne; de går alle sammen bare på ting, der potentielt kan påvirke oplevelsen i negativ retning.
Da dét begrænsningsfilter først var blevet tydeligt for mig, blev det også indlysende, hvor meget læring og udbytte, jeg med den alt-eller-intet tilgang går glip af, og derfor begyndte jeg langsomt at øve mig i at tænke: “Hvad kan jeg få med under *de* her betingelser?” når noget ikke var, som jeg havde tænkt eller håbet.
Derfra var der egentlig ikke så langt til at begynde at betragte de mennesker, jeg har omkring mig på samme måde.
Men én ting er at have gjort sig tanker om, hvordan noget kan gribes an. Noget andet er at føre det konkret ud i livet. For hvordan pokker går man fra at være skuffet og frustreret, til at tage, hvad man kan bruge, og lade resten ligge?
I mit tilfælde forestiller jeg mig, helt konkret, at jeg flytter de mennesker, jeg gerne vil bevare en relation til, men som jeg oplever investerer mindre end mig, en cirkel ud. Igen: Ikke som straf, men som en måde at beholde dem i mit liv på. For hvis jeg ikke gør, dør relationen alligevel, fordi man over tid gror det, der på godt dansk hedder resentment mod mennesker, man igen og igen bliver skuffet over. Og det er ret vigtigt for mig at slå helt fast, at jeg godt ved, at det primære problem er mig; at mit relations-net er for grovmasket. Jeg får ikke placeret folk det rigtige sted fra starten, og derfor er jeg nødt til at relokere dem efter et stykke tid, og fasen op til dén manøvre, indebærer stadig skuffelse og frustration. Det er nok svært at undgå, men jeg oplever, at min sorteringsproces efterhånden går hurtigere, og at skuffelsesfasen dermed bliver knap så lang.
Til gengæld føler jeg, at det, jeg arbejder med her, har gjort mig bedre til at være klar i spyttet i de nære relationer, fordi sorteringen også gør det mere klart, hvem jeg gerne vil dele sofa med. De relationer kan bære mere, og her er jeg ikke bange for at give en verbal røvfuld, hvis jeg synes, indsatsen er for slap – hvilket jeg kun kan gøre, fordi jeg ved, at de ville gøre det samme den anden vej. At tage de svære samtaler er også en måde at passe på venskaber på.
Jeg oplever også, at jeg hurtigere opdager breadcrumbing, når jeg bliver udsat for det. Altså, de relationer, som i lang tid virker gode og værdifulde, men hvor man efter et stykke tid begynder at bemærke, at mens man selv prioriterer den anden person, så tapper denne kun lige nok ind til, at man ikke går sin vej. De fleste kender nok mest den adfærd fra datinglivet, men den lever også i bedste velgående på de sociale og faglige arenaer, hvor man på en eller anden måde repræsenterer noget, den anden kan bruge. Det kunne tidligere tage mig lang tid at opdage, men fordi jeg nu er begyndt at forholde mig konkret til, hvor på den metaforiske matrikel folk hører til, bliver mangelfuld indsats også meget hurtigt meget tydlig.
Så altså. Skåret ind til benet er jeg nok bare blevet så gammel, at det begynder at gå op for mig, at man må overgive sig til livet på livets betingelser og *gøre* det meningsfuldt, uanset hvad form det kommer i, hvis ikke man vil ende med at sidde alene og marinere i skuffelse og bristede forventninger. For mig føles det meget meningsfuldt at arbejde med, og det er jo altid et godt udgangspunkt for at blive ved med at gøre det.
Det blev langt. Igen igen igen igen. Og det er et af de indlæg, hvor jeg, mens jeg trykker ‘Post’, er i tvivl om, om det giver mening for andre end mig. Men alle input er velkomne i kommentarfeltet, og om ikke andet håber jeg, at du, Kristina, føler, at det var en form for svar.
