Det her indlæg er et af dem, jeg primært skriver for min egen skyld, og hvor emnet er så smalt, at jeg godt på forhånd ved, at jeg kommer til at sætte nogen. Men jeg håber, at I vil bære over med mig, og at dem, der tilfældigvis sidder med noget viden her, vil byde ind, så jeg kan blive klogere. For min hjerne klør over det her, og fordi der ikke er ét entydigt sted at finde svar, prøver jeg lige med en omvendt brevkasse.
Vi skal på Aula, og vi skal bruge den nyeste widget, der er blevet tilføjet, nemlig MU-elevfravær.
Her bliver folkeskoleelevers fravær tracket, og man skal som forældre selv indberette, hvis ens barn er fraværende. Man kan enten melde ‘Sygdom’ eller ‘Ekstraordinært frihed’ – sidstnævnte kan være op til to dages varighed, og skal godkendes af barnets lærerteam. Hvis barnet skal have fri længere tid end 2 dage, skal dette ønske godkendes af skolens ledelse.
Inden vi går videre vil jeg lige gøre klart, at jeg ikke tror, jeg er Detektor. Jeg nærer ingen illusion om, at jeg her har opdaget noget, som ingen andre har set. Men der er et par ting, jeg ikke forstår, og som jeg ikke kan finde svar på, og jeg er et menneske, der falder til ro over viden og fakta, og derfor er vi samlet her i dag.
Jeg kan sagtens se kongstanken bag tiltaget, og jeg er egentlig også med så langt, at det her er en god måde for forældre at have lidt hånd i hanke med, hvordan den samlede statistik ser ud.
Det er også med til at dæmme op for, at sager som den her kan opstå; hvor moderen afleverer sin datter på skolen og tror, at alt er i skønneste orden, og det først er i forbindelse med indkald til samtale, at det går op for hende, at datteren ikke går ind i sin klasse, men lister rundt på skolen og gemmer sig, fordi hun har det svært.
Der, hvor jeg begynder at undre mig er, når jeg kan læse, at det her kan bruges som et redskab til straffe forældrene ved at trække dem i børne- og ungeydelse, hvis barnet har for meget fravær.
For BU-ydelse udbetales af staten, mens driften af folkeskolen er en kommunal opgave – og det er, så vidt jeg kan læse, også den enkelte kommune, der sætter grænsen for, hvornår fravær skal sanktioneres.
Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvorfor de data må overdrages, instanserne i mellem? Jeg er med på, at der er andre situationer, hvor data vandrer, f.eks. ift. overskydende skat, der ikke udbetales, hvis man har et skyldigt børnebidrag til at hænge.
Men i alle andre situationer, jeg kan komme i tanke om, så er der enten et økonomisk mellemværende, et brugerønske om at data deles (f.eks. mellem privatpraktiserende læge og hospital) eller også har man fået tilsendt info om, at data overdrages. Eksempelvis skal jeg for at få udbetalt enlig forsørger-ydelse acceptere, at der må udveksles data på tværs af instanser. Det giver mening, fordi jeg, sat på spidsen, jo bare kan undlade at søge/modtage tilskuddet, hvis jeg ikke vil have mine data til at suse rundt i systemet.
Men med den danske undervisningspligt vil 95% af os reelt ikke have anden mulighed end at sende vores børn i skole, og det er ikke mit indtryk, at Aula er frivilligt…
Så når man er tvunget til at afgive oplysninger, som kan have økonomisk negative konsekvenser for den enkelte – burde der så ikke som minimum sendes noget ud om GDPR ift. det? Hvor længe opbevares de her data? Og hvordan? Hvem har adgang til dem? Kan man klage, hvis man er uenig i, hvordan fravær defineres? For jeg kan heller ikke umiddelbart finde en forklaring på, hvor man lægger snittet for, hvad der falder i hvilke kategorier.
For – og det her er oplægget til anden del af mit spørgsmål: Er det f.eks. sygdom, hvis man holder sit barn hjemme, fordi h*n har ondt i maven pga. mistrivsel, og man *har* forsøgt at råbe skolen/PPR op?
For at der ikke skal opstå misforståelser: Det her er ikke et problem, vi har. Men i de grupper for forældre til neurodivergente børn, jeg er med i, er der alt, alt for ofte desperate opslag fra desperate forældre, der ikke kan trænge igennem til PPR. Som står med nedsmeltninger og mistrivsel galore, men som bliver afvist af PPR. Den problemstilling har vi talt om tusind gange herinde; at det er SUPER problematisk, at det er dem, der får regningen, der skal vurdere behovet.
Ret skal være ret: Det handler formentlig om manglende ressourcer. Da jeg ringede til PPR ift. Frida, sagde den søde psykolog, som jeg har og har haft et glimrende samarbejde med, at de ikke kunne kigge på hende, før skolen havde konstateret mistrivsel. Ganske enkelt fordi køen var/er så lang, og nogle af de børn, der står i den, hænger i det yderste af neglene.
Hvilket jo sådan set er forståeligt nok – men også samtidig er en arbejdsgang, der skaber flere og flere børn, som har det dårligere og dårligere.
Derfor kom jeg til at tænke på, om det her nye system faktisk kan komme til at fungere som et redskab, der endelig kan give forældrene en hånd i ryggen. For hvis man som forældre under begrundelse for fravær noterer ‘Mistrivsel’, så genererer man jo over tid reel dokumentation for problemets omfang, og da det er skolens eget redskab, som de udarbejder statistik på baggrund af, vil de ikke kunne undslå sig at have kendt til problemet.
Min tanke er, at det faktisk også for skole og PPR vil være en hjælp, fordi tallene kan sendes længere op i systemet, og måske kan ende oppe, hvor ressourcerne fordeles og ansvaret peger hen.
For lige nu er der alt, alt for mange familier, der står med det her problem, og de står helt alene – du aner jo ikke, om andre på skolen, i området eller i kommunen også bliver syltede af PPR. Uanset årsag. Men det her system kunne godt have potentiale ift. at generere noget relativ konkret data, som måske, hvad enten det er som pisk eller gulerod, kan ende med at tvinge nogen længere oppe i systemet til at tage ansvar for at få det her løst på en bedre og mere langsigtet måde, end det bliver forsøgt gjort i dag.
Men det afhænger jo igen af, hvor længe de her data opbevares. Og hvem, der har adgang til dem. For man skal jo ikke have ret meget sølvpapir på hovedet for at kunne se incitamentet til at slette data, der peger i en bestemt retning, efter meget kort tid.
Så altså:
Hvorfor må stat og kommune udveklse data?
Har nogen fundet info om GDPR-delen af det her?
Og tror vi, at systemet kunne være en dokumentationsgave i forklædning?
Jeg har brug for lige at gentage, at jeg ikke tror, jeg er klogere end alle ministerier og embedsmænd – det handler formentlig om, at jeg leder de forkerte steder eller ved en fejl er faldet af den mailliste, hvor info blev sendt ud.
Men jeg ville blive glad, hvis nogen ved noget, kan ae mig med data og kan hjælpe mig til at forstå.
Man får en besked om at hvis ikke fraværet ændres så vil de indberette det.
Jeg skal lige forstå, hvad du mener, Sidsel: Altså, hvis du taster fravær pga. mistrivsel, så får du fra skolen besked om at ændre det?
Det er ikke de “rå data” der udveksles med kommunen. Fraværsregistreringssystemet er skolens redskab, men når en elev har over 15% ulovligt fravær har skolen pligt til at sende en underretning til kommunen. Lovhjemlen herfor finder du i § 6 i denne bekendtgørelse: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1063
Men som jeg læser den her bekendtgørelse, så forbliver data stadig i kommunalt regi, fordi det er hhv. skoleledelse og PPR, der står til at skulle involveres, hvis fravær overstiger 15%.
Det kan sagtens være mig, der ikke er trænet nok til at læse teksten rigtigt, men jeg ser stadig ingen steder hjemmel for, at det her overdrages til staten, ligesom jeg også tænker, at data trods alt må være rå nok til, at man kan koble eleven med for højt fravær med forældre/værger til barnet, hvis der skal sanktioneres. Det kan man vel kun gøre med cpr-numre?
Der står i §6 at skolen skal underrette kommunalbestyrelsen. Det er så uddelegeret til forvaltningen, som modtager underretningen om højt fravær, ligesom hvis skolen havde underrettet om mistrivsel, mistanke om at barnet bliver slået der hjemme eller andet. Og når man i socialforvaltningen får denne underretning med barnets cpr-nummer, så har man automatisk forældremyndigjedsindehavernes cpr-numre også. Staten er ikke indblandet.
Men det bliver den jo i det sekund, man sanktionerer ved at nedsætte BU-ydelsen?
Jeg forstår ikke hvorfor du tænker at staten involveres? Det er virkelig ikke for at være dum. Hvis (og det er et ret stort hvis, for det er kommunen der laver en konkret vurdering af om de vil trække forældre i b/u-ydekse) kommunen vurderer at der skal trækkes i ydelse, så orienterer de Udbetaling Danmark herom. Udbetaling Danmark er en del af ATP, som er en selvejende institution der udfører opgaver for bl.a kommuner (som fx Udbetaling af b/u ydelse).
Nej, det kan SAGTENS være mig, der ikke kan se, hvor skellet går. Som tegnsprogstolk er der meget skrap opdeling af, hvad der ligger under kommune og hvad der ligger under stat. Derfor er det en sondring, jeg sidder med hver eneste dag, og det er nok derfor, at det for mig ser ud som om, at det her er to forskellige instanser, som ligger hvert sit sted i systemet. Det ville det være for mig, hvis jeg skulle fakturere dem; her ville der ikke være nogen tvivl om, at alt, hvad der er skole/kommune ligger ét sted, mens alt, hvad der hedder sektor/stat ligger et andet. Og Borger.dk falder uden tvivl i sidstnævnte kategori.
Der er et debat-indlæg i Altinget om økonomisk straf for skolefravær (håber linket fungerer efter en tur i maskinen): https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/vive-oekonomisk-straf-for-skolefravaer-rammer-de-mest-saarbare-elever?SNSubscribed=true&ref=newsletter&refid=altinget-dk-uddannelse-657&utm_campaign=Altinget%20DK%20-%20Uddannelse&utm_content=Altinget%20DK%20-%20Uddannelse&utm_medium=e-mail&utm_source=nyhedsbrev
Der er en tendens til at den økonomiske straf virker på kort sigt ift. at sænke ulovligt fravær ud over 15%. Men det rammer også skævt, fordi “elever, der har højt ulovligt fravær, ofte befinder sig i udsatte og sårbare positioner med komplekse udfordringer”, så det løser jo ingenting. Men det er vi jo alle klar over…
Det er til at tude over. For der er efterhånden mange undersøgelser, der peger på, at skolkevægring ikke løses ved at tvinge forpinte børn i skole. Det burde være indlysende, for hvis det var en løsning, ville man også kunne komme spisevægring til livs ved at tvangsfodre børn og unge med spiseforstyrrelser.
At tage flere ressourcer fra familier, der i forvejen er pressede, er simpelthen så dumt. For hvordan skulle det give de forældre mere overskud til at hjælpe deres børn, at de nu har endnu færre midler at klare sig for?
Jeg har ét ønske til fremtiden, og det er, at de politikere og embedsfolk, der er ansvarlige for de reformer og forringelser, der 10 år efter implementering skaber massive problemer for bestemte grupper, kan sagsøges og stilles til ansvar. Jeg kan ikke holde UD, at familier, der kæmper med næb og kløer for at overleve, nu også skal lide den tort at bære ansvaret for, at skolen/PPR/systemet ignorerer deres råb om hjælp.
Det er ubegribeligt.
Helt enig!!!
Kære Linda. Med stort, stor forståelse for at ufrivilligt skolefravær (det du kalder skolevægring) kan være udtryk for at skolen ikke er det rigtige tilbud/rigtige pædagogik, så er der også anset skolefravær der i min erfaring handler om noget helt andet: svagt strukturerende familier, hvor døgnet flyder og hvor der mangler ressourcer til at skabe den struktur en stabil skolegang kræver. Her er det i min optik RIGTIG godt og vigtigt at barnet presses i skole og får hjælp til at få noget så basalt som en uddannelse, en hverdag og noget andet end familien. Jeg siger ikke at det at trække i skolepenge er det rigtige, men at fravær er meget andet end udtryk for fx udfordringer som diagnoser.
Jeg er helt, helt enig, Line. Der er en gruppe af børn for hvem det her vil være en hjælp og en måde at blive set og opdaget på.
Men alt stritter på mig, når man taler om øget forældreansvar uden samtidig at tale om øget skole/kommunalt ansvar. Hvorfor er det kun den ene part, der skal stå til regnskab og straffes, hvis de ikke lever op til deres del af aftalen?
Og hvor jeg SAGTENS kan forstå, at det for lærere og skole kan være en ulige kamp at forsøge at hjælpe en elev, hvis man mødes af passivitet eller direkte modarbejdes af hjemmet, så har jeg bare svært ved at forestille mig, at økonomiske sanktioner i de familier, vi taler om her, vil resultere i adfærdsændringer og tiltag, der kommer børnene til gode❤️
Ang sletning af data, så blev jeg lidt forundret over, at den dag mine børn stoppede i folkeskole. så var data bare pist væk, så jeg nåede ikke at gemme noget som helst, der var ingen varsel. Men ved ikke om det er lavet om.
Min søn havde sidste dag i børnehave i går, og jeg fik at vide af pædagogerne, at når kl slog midnat ville ALT blive slettet. Inklusiv billeder, hvor der indgik andre børn, som stadig går i børnehaven i dag
@ 2 x Rikke:
Men synes I ikke, at det er vildt, at man som forældre faktisk ikke ANER, hvordan de forholder sig til de her ting? Burde det ikke være én af de ting, man til enhver tid enten vidste eller kunne tilgå på meget kort tid?
Nu kan det godt være det er mig der er en knaldhat her…men hvis du indberetter sygdom og skriver at det er mistrivsel..så er det vel i princippet ikke længere “ulovligt” fravær eller hvad? Som jeg hører det er ulovligt fravær der hvor barnet ikke møder op og der ikke er en forklaring/info fra hjemmet.
Som jeg hører det bruger vores skole det til at kigge på om der er noget de skal være obs. På. Hvis nogen har meget fravær (også sygdom) så kigger de på om der er mønster i det osv. De opfordrer derfor faktisk også til at man skriver (altså ikke deltajeret men bare feber, influenza osv.) For så er det lettere at se det er sådan noget. Hvis der så står ondt i maven hver torsdag så kan det jo godt være der skal kigges på noget andet.
Reglerne for om det så bliver overdraget og træk i ydelser har ikke været nævnt, så det ved jeg faktisk ikke.
Nej, du har helt ret. Ulovligt fravær er når forældrene ikke har underrettet skolen om fraværsårsagen. En evaluering af loven, som nogle af mine dygtige kollegaer har lavet, viser, at der heldigvis kun er sket meget få sanktioneringer. Der er heldigvis i rigtig mange tilfælde fornuftige lærere og socialrådgivere, som sikrer, at sanktionsmuligheden ikke benyttes, selv når skolen ikke er underrettet. For selvfølgelig hjælper det ikke på selve årsagen til fraværet at presse mennesker i problemer yderligere ved at give dem (flere) økonomiske problemer!
Se evt. her: https://www.vive.dk/da/udgivelser/evaluering-af-lov-om-styrket-foraeldreansvar-18842/
Jo det er da helt vildt. Så jeg syntes det er mega gode spørgsmål du stiller