Hvad snakker du om?

Jeg tænker meget over samtaler for tiden. Hvordan vi taler med hinanden, og hvad vores samtalemønstre gør ved vores relationer over tid.

Det kom sig af, at jeg mødte et menneske, jeg for år tilbage havde meget at gøre med, fordi vi var tilknyttet samme arbejdsplads. Da vi forlod den, var vi i starten gode til at sætte aftaler op, men, som det så ofte sker, gik der længere og længere tid i mellem, at der blev taget initiativ, og når vi endelig fik kalenderne til at gå op, blev det efterhånden tydeligt, at det, vi primært havde haft til fælles, var arbejdspladsen.

Men hun er stadig skideskøn, og derfor blev jeg lige ramt af den der ’Ej, hvor er det egentlig ærgerligt, at vi ikke ses mere!’, da vi sagde farvel – men jeg er også blevet gammel nok til at vide, at sympati og nostalgi ikke kan holde sammen på noget, der ikke kan stå af sig selv.

For ligesom de sidste gange, vi sås, havde den her samtale også karakter af bytte-bytte købmand. Ikke på den sure eller nidkære måde – men det var reelt bare en udveksling af statusopdateringer, et hurtigt vue over fælles bekendte, og så et knus og videre ud i livet.

Det var lige, som det skulle være.

Men mødet fik mig til at tænke over, at personlige samtaler måske i bund og grund falder i én af tre kategorier.

Den ene er den ovenstående slags, hvor alt er bagudvendt og nye kapitler i gamle historier. Hvor man reelt ikke ved ret meget om hverken nutid eller fremtid hos den, man står overfor, og hvor man sorterer i de emner, man selv tager op, fordi meget af det, der fylder, kræver for meget intro, hvis det skal give mening for én, der ikke har fulgt med i realtid.

Den anden type er dem, hvor man stille og roligt opdager, at der er sket en skævvridning af rollerne over tid. For hvor man egentlig, samtale-wise, startede med at give og tage nogenlunde lige meget, så er der et sted undervejs sket noget, og nu har relationen mere karakter af klient/terapeut eller monolog/publikum. Den type samtaler er jeg over de sidste år blevet bedre til at spotte og til at overveje, om jeg fortsat har lyst til at være til stede i. For de mangler det, den tredje og sidste type af samtaler har, nemlig passager af small talk og noget, der på overfladen kan ligne ligegyldig ping pong.

For det, jeg oplever er, at det er i den lille samtale, at tingene folder sig ud. Det er dér, der associeres frit, og hvor en samtale, der starter med spørgsmål som: ”Hvordan går det med din mors knæ?” eller ”Er du også faldet i padel-gryden?” ender med at handle om, hvad man frygter mest ved at blive gammel, eller at mange år med en syg bror sætter sig i systemet og reducerer batteritiden og dermed det, man kan overskue, permanent.

Det er dér, man bliver klogere, både på sig selv og på livet; måske fordi man ikke har harddisken låst fast i at skulle huske rækkefølgen i opdaterings-historierne eller skal zappe mellem viden om 4 fællesbekendte, men har godt med RAM fri til bare at lade samtalen vokse og kravle, vildt og organisk, og blot følge med, som den udvikler sig.

Paradoksalt nok oplever jeg selv, at netop den måde, vi taler sammen på, kan være med til at bevare en relation, der måske har løbet sin bane. Særligt, hvis man har en fælles fortid, for man kan holde kunstigt liv i noget længe, hvis man har et stort bagkatalog at samtale ud fra. De mange fælles referencer skaber en illusion af fortsat forbundethed, fordi samtalen jo sådan set flyder problemfrit, og samtidig tror jeg, at de fleste af os kan være tilbøjelige til at glemme at forholde os til relationen, som den *konkret* ser ud. Vi har, tror jeg, en tendens til at se det, vi så, da vi lærte hinanden at kende, og når vi ikke forholder os til selve fundamentet; venskabet, så kan der gå lang tid, før vi opdager, at irritationsmomenter og samtaler, der føles utilfredsstillende og ufrugtbare, faktisk ikke udspringer af misforståelser eller dårlige dage. De er bare, helt grundlæggende, et udtryk for, at man ikke længere har noget til fælles, og ikke ville ende som venner, hvis man mødte hinanden som de mennesker, man hver især er i dag.

Heldigvis rummer langt de fleste relationer fint alle 3 samtaletyper, for der kan ikke altid være tid til at gå i dybden med alt. Korte opdateringer fungerer strålende som trædesten, så man stadig er nogenlunde med, når man mødes næste gang, og vi har alle sammen brug for at være den, der ligger på briksen engang i mellem.

Men jeg tænker meget over, at venskaber ikke bare består automatisk, og at de ikke kan leve videre på minder alene. De kræver, at man tjekker ind og spørger til sine mennesker, oprigtigt og vedvarende, hvis man gerne vil bevare dem i sit liv og i en meningsfuld relation – og at man ikke falder i hokus-pokus-mig-i-kronisk-fokus-fælden alt for ofte.

For når jeg taler med mennesker, der, helt selvfølgeligt, caster sig selv som hovedrollen i alle interaktioner, de har, tænker jeg altid på, at de går glip af ret meget. For på et tidspunkt holder omverdenen jo op med at engagere sig i samtaler, og så er det spændingsfelt, der kan give så meget godt, pludselig reduceret til et tomrum, hvor det eneste, man hører, er lyden af sit eget ekko.