M2024, uge 16

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft et par aflysninger på tolkefronten, og derfor har der været tid til at komme omkring noget af det, jeg har skubbet. 

Kassen med ting fra Antons værelse, der har stået i bryggerset, har været en torn i øjet på mig længe. Cirka halvdelen af det, vi sorterede fra, er sat til salg, og noget af det er solgt. Men der er stadig en stak ting, som er lidt in-between: De er sat til salg, og bør kunne sælges, men er ikke gået endnu, og samtidig er der en pose med ting, jeg mangler at fotografere og lægge op.

Men det fylder og jeg mangler pladsen, de optager, og derfor gik jeg dem igennem igen. Nu har jeg samlet alt udklædningstøj (og dertilhørende plastikvåben) i en pose, og lagt den ind bagved i hans skab. MEN. Jeg har samtidig sat en reminder i min kalender d. 10. oktober, så jeg dels får det sat til salg op til halloween, og jeg har OGSÅ haft selvindsigt nok til at skrive i remindere, hvor jeg har lagt posen…

Spillene i kassen fylder også godt, og en hurtig tur på DBA og Marketplace indikerede, at det er noget af det, der er rigtig svært at sælge, for der lå MANGE spil derinde – og også mange af samme slags. Derfor besluttede jeg, at de skulle videre ud i verden, så jeg fik fat i en ansat på Børnepsyk. for at spørge, om de manglede – men fordi de ikke længere har sengepladser her i byen, men kun tilbyder ambulant behandling, (hvilket man sagtens kan få lyst til at skrige ind i en pude over) gav det faktisk ikke så meget mening for dem at tage imod. TUSIND point til hende for at sige det, som det var.

Jeg har i stedet foræret det til indskolingen på specialafsnittet på Antons skole, og det er rart, at det ikke længere står på bordet og glor.

2.

Været i gang med at tænke nye løsninger i mit soveværelse. Jeg har efterhånden temmeligt mange kjoler, og det er noget bøvl, at jeg ikke har et bøjleskab at hænge dem i.

Vi bor småt, men jeg elsker mit soveværelse. Det er så f*cking verdensklasse at have vindue ud til garagen, fordi lyden af regn på et tag er tæt på at være det bedste, jeg ved, og ungerne har langt mere brug for de ‘store’ værelser, end jeg har. Derfor kan der ikke rykkes rundt, og der er ikke plads til et skab eller et tøjstativ derinde.

Efter at have tænkt min hjerne i skiver, endte jeg på en løsning, som er 3 væghængte stænger, med bøjler på de to nederste og S-kroge på den øverste til de kjoler, jeg hopper i og ud af, fordi én tolkeopgave kræver én dresscode, mens en anden kræver en anden.

Men de helt spidse kroge laver mærker i tøjet, så derfor har jeg købt de bolde af uld, man bruger, når man tørrer tøj i tumbleren og banket dem på S-krogene. Nu har kjolerne en stor, blød bold af uld at hænge på, og finder jeg ud af, at den her løsning af en eller anden grund ikke er gangbar, kan stængerne bruges til alt muligt andet (IKEA, I love you!) og boldene kan bruges til deres oprindelige formål. 

3.

Haft et madplansdogme som har heddet ‘Fryser’.

Jeg har før haft som fokuspunkt, at jeg skulle bruge én eller to ting fra det kolde dyb i løbet af ugen, men den her gang var min selvpålagte regel, at aftensmaden hele ugen skulle være noget, jeg hev op – og det har jeg holdt.

Samtidig havde vi i fredags påskefrokost i Fridas klasse, hvor jeg havde skrevet mig på ‘kage’, og jeg endte med at medbringe 2 poser fastelavnsboller, en stor kage og en pose æbleskiver; alt sammen også fra fryseren – og det forsvandt som dug for solen.

Det har frigivet rigtig meget plads, hvilket dels er rart, og dels gør det nemmere at holde øje med, hvad man har derude, og jeg har nu allokeret en hylde til mad, vi skal have spist den kommende uge. For lad os bare være ærlige: Den her uge har jeg taget alt det, vi godt gad spise. Men der er også en solid håndfuld plastbøtter med de retter, som måske ikke står øverst på ønskelisten – men som bestemt stadig kan spises.

Det er en klassiker at styre udenom det, man enten er træt af, eller som måske ikke blev *helt* som man havde forventet, da man lavede det – men det strider imod alt, hvad vi jo her prøver at fremelske, bare at smide det ud.

Når det er sagt, er livet også for kort til at slæbe sig igennem 14 trøstesløse retter, så aftalen med mig selv er blevet, at vi kører på den kommende uge, og næste weekend tager jeg så en ærlig gennemgang af det, der er tilbage, og smider det ud, vi ikke har fået spist.

Status, Månedens Mål, april (3/4)

Det her tegner til at blive den korteste statusopdate på et ugemål so far. 

For allerede tirsdag kastede jeg mig over opgaven. Loggede ind på Mit YouSee og begyndte at lede efter oversigten over mit dataforbrug, som jeg SVÆRGER, at jeg har set derinde tidligere. 

Torsdag gav jeg op. Det eneste, jeg kunne grave frem, var en detaljeret oversigt over mit forbrug, der var SÅ detaljeret, at den var ubrugelig. Jeg satte den op til at vise dataforbrug for marts – og KUN dataforbrug. Den kvitterede med 90 (og det var altså: 90) sider.

Go. Fuck. Yourself. 

Og YouSee har på mange måder fungeret godt, de år, jeg har haft dem. Men de MÅ være den virksomhed, på tværs af samtlige brancher i verden, der har den RINGSTE robotservice, både på chat og telefon. Jeg vedkender gerne, at jeg måske har fået lige rigeligt temperament udleveret, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at tyre min telefon ud ad vinduet i raseri. Uanset hvor T-Y-D-E-L-I-G-T jeg forsøgte at tale, forstod talegenkendelsen ikke ét ord af, hvad jeg sagde. Chatfunktionen var ikke meget bedre, og da jeg endelig nåede frem til et rigtigt menneske, gik det så langsomt, at jeg var ved at rive min hud af i strimler i afmagt. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at det kan være mere rentabelt at bemande chatten med personer, der MÅ køre ét-fingersystem i et tempo som snegle på valium, end bare at køre old school-opkald.

Men da vi efter 20 (TYVE!!!) minutter var nået frem til, at 1) hun kunne hjælpe mig med at finde de samme tal, som jeg selv havde fundet, at 2) man kan se forbruget i telefonen, nå, ok, du vil gerne se for FLERE måneder, nej, det ved jeg ikke, hvordan man gør, smed jeg håndklædet i ringen. Jeg er nødt til at ringe til dem en dag, hvor jeg har 16 timer i overskud til at nå forbi deres forpulede gatekeeper-robot, så jeg kan tale med et rigtigt menneske, og så få vedkommende til at gennemgå mine abonnementer med mig i røret.

Der kommer en update, når jeg har en, enten fra mig eller fra et af mine oldebørn.

———-

Det sidste fokuspunkt i denne måned er forsikringer, med hovedfokus lagt på autohjælp og rejseforsikringer, fordi sommerferien venter om hjørnet.

Helt lavpraktisk kommer jeg selv til at læse de policer, jeg har på de enkelte forsikringstyper, måske kombineret med en enkelt googling på, hvad man typisk glemmer at forsikre.