Alvorligt talt

Jeg ved ikke, om det er for tidligt, men jeg vil hermed gerne annoncere mit kandidatur som den næste leder af den frie verden.

Det bliver svært. Det bliver hårdt. Der vil være problemstillinger, der kommer til at stjæle min nattesøvn. Men det vil alt sammen være det værd, for det vil give mig mulighed for ved lov at forbyde argumenter, der udelukkende bygger på egenoplevelser, på internettet.

Som f.eks. når der diskuteres vacciner, og argumentet imod er: “Men min mormor havde mæslinger, og det døde hun altså ikke af.”

Som når der diskuteres farer ved rygning, og den evindelige bedstefar på 98, der har røget som en skorsten hele sit liv, og aldrig har haft en sygedag, støves af og trækkes frem.

Eller når en kvinde på 30 år skriver, at hun overvejer barn nummer to, og efterlyser erfaringer og overvejelser, og nogen nævner, at det måske kan være meget godt at have sin alder i baghovedet. Et ret aktuelt emne, nyhederne taget i betragtning, hvor vores uvidenhed om egen fertilitet af professor og klinikchef fra Rigshospitalets Fertilitetsklinik Søren Ziebe kaldes “grænseløs” og “overdreven optimistisk”.

En lille graf viser, at chancen for at blive gravid på én cyklus, når man er 30 år, er 17%.

Når Suzi så springer frem i kommentarfeltet med sit “Jeg var 40, da jeg blev gravid, og jeg blev altså gravid i første forsøg” er jeg efterhånden én scene fra at gå fuld Michael Douglas i Falling Down. Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud.

Og jeg vil gerne have en enhjørning og to pokaler med champagne og en gratis ferie til et solbeskinnet sted, for ikke hver eneste gang at fare i struben på den slags mennesker med et: “Og hvad så, Suzy? HVAD FUCKING SÅ?!”

For det er super duper for dig. Det er det virkelig. Og vi kan sagtens holde kommentarfeltet åbent for alle de kvinder, der sammen med dig udgør de 5%, der som 40-årige bliver gravide i første forsøg. No problem.

Så må vi bare håbe, at Mette, som har lavet opslaget, er ligeså heldig.

Men hvis ikke; hvis hun tilhører én af de kvinder, der udgør de 95 uheldige procent, hvad skal hun så bruge din kommentar til? Den er nogenlunde ligeså brugbar, som hvis vi, som svar på filmoptagelser fra et børnehjem i Afrika, hvor de fortæller, at de sulter, filmer os selv til en påskefrokost, og sender dem optagelsen med titlen: “Det gør vi ikke”.

For tænk, hvis hun tog kommentarer som din som udtryk for sandheden og ventede i den overbevisning, at hun havde god tid. Hvor er du og dine så, når hun om 10 år må sande, at det er for sent for hende? For jeg er helt med på, at vi gerne må tænke selv, og at man på en enkelt googling kan finde tal og statistik på fertilitetskurven – men når du kommenterer, at statistikken ikke var et problem for dig, er det så ikke for at sige, at den skal man ikke lægge for meget i?

Men det SKAL man, Suzy. For den er udarbejdet på baggrund af fakta og undersøgelser og mange, mange mennesker og læger og fertilitetsklinikkers erfaringer. Modsat din historie, som er baseret på et evidensgrundlag bestående af dig.

Jeg kan godt leve med, at man er nødt til at melde ind, hvis der berøres emner, som rammer noget i én, hvor man ikke kan være i sin krop, hvis ikke man kommenterer på det. Hvis nogen f.eks. beder om erfaringer med adoption, muligheden for som single mand at tage til USA og finde en rugemor, så man kan få det barn, man så inderligt ønsker sig, eller hvordan det er at rejse med et 2 måneder gammelt spædbarn. Så er det bare fino, at man byder ind med egen, oplevet virkelighed, for det kan man ikke slå op i en statistik.

Men jeg bliver SINDSSYG, hvis ikke snart folk holder op med at fremlægge egne oplevelser som fuldt ud gyldigt modspil til resultater, som forskere, læger og andre dedikerede sjæle har brugt år på at nå frem til.

Stop det. Nu. Tak.

I dag er det kvindernes internationale kampdag, selvom det kan være svært at se dét ene træ i den store skov at lock-outs, strejker og u-bådssager.

Jeg kender ingen kvinder, der synes, at dagen er ligegyldig, men jeg kender heller ingen, der sådan rigtig… bruger den til noget. Ikke at der ikke er masser at kæmpe for, men de store problemstillinger, der altid trækkes frem, når vi snakker om ligestilling, er typisk emner som ligeløn, ret til uddannelse, barsel og de deraf følgende konsekvenser for pension og avancement, og det, at kvinder i mange tilfælde forventes at være den, der tager barnets første sygedag.

Meget få kvinder vil erklære sig uenige i, at ovenstående modarbejder ligestilling mellem kønnene, men det er også lidt svært at føle, at man som enkeltindivid kan gøre den helt store forskel. Det bliver lidt abstrakt, og ikke sådan rigtig noget, man lige kan tage fat på og løse en regnvåd torsdag i marts.

Men det, vi *kan* gøre, er at øve os i at blive bedre til at opdage, hvornår vi fuldstændig uden at tænke over det, opfatter manden som klogere og mere magtfuld og berettiget end kvinden, udelukkende pga. køn.

Jeg tog mig selv i det i sidste uge. Jeg har i lang tid haft en bekendt, der er meget opsøgende på fb. Det er mange år siden, vi havde noget med hinanden at gøre, og det var en helt rigtig beslutning, at det ikke skulle være os, men civiliserede som vi er, er vi selvfølgelig venner på fb.

I lang tid – år – har han jævnligt skrevet flirtende beskeder, men da jeg slet, slet ikke er interesseret, er jeg gledet af på dem. Jeg har også et par gange direkte sagt: “Nej tak”. Og ligeså hyggeligt, det kan være at flirte, ligeså træls og anmassende bliver det, når man har sagt nej og det bliver ved. Flirt er at blive kildet med en fjer. Det her er som at få tæsk med hele hønen. Jeg har for længst blokeret ham på messenger, men ladet ham stå som ven, fordi der trods alt er grænser for, hvor direkte man kan være i et åbent forum.

I sidste uge havde han så gjort det igen. Lavet et move, forklædt som en kompliment. Min første impuls var, at jeg blev nødt til at svare ham, men fordi jeg er så træt af det, kom jeg til at tænke: Hvorfor egentlig? Det er ham, der bliver ved med at gøre situationen akavet – hvorfor føler jeg mig forpligtet til at genoprette Den Gode Stemning? Og så gik det op for mig, at det er fordi jeg synes, jeg skylder ham noget, fordi Han giver mig opmærksomhed.

I 2018.

Hvor jeg betragter mig selv som en strong, independant woman, who don’t need NO man.

Det blev jeg sgu ærlig talt lidt rystet over.

Og hvor de fleste af os ikke står op til at skulle bekæmpe trafficking og prostitution og ligeløn – så kunne vi med fordel øve os i at opdage alle de små, bitte reaktionsmønstre og automatholdninger, der understøtter den skæve konstruktion som ligestillingen (eller mangel på samme) har været i mange hundrede år.

Som ovenstående. Eller som det lille snert af forbavselse, der går igennem os, når mekanikeren er en kvinde og sygeplejersken er en mand.

Hvis vi ikke selv opdager det, når det sker, bliver det det, vi kommer til at give det videre til næste generation, og dét, synes jeg, er værd at kæmpe for – eller måske nærmere imod.

Når jeg har trykket “udgiv” på dette indlæg, går jeg ind og fjerner ham helt fra min venneliste.

Glædelig kampdag derude.

Jeg tænker ikke, at nogen af os rigtig magter at træde mere rundt i Krifa-gate. Emnet er selvfølgelig evigt aktuelt og vigtigt, men blogvinklen tror jeg, at alle er ved at være trætte af.

Hele debatten rejste imidlertid i flere kommentarfelter rundt omkring en bi-tråd ift. reklamer på blogs, (Nomdemie har også flere gange taget emnet op) og det synes jeg egentlig godt, at vi kan snakke lidt om, nu hvor vi alligevel er i det mere seriøse hjørne.

To ting, inden vi starter:

For det første vil jeg meget gerne appellere til, at vi lader den blogger, der endte med at stå på mål for hele Krifa-debatten få fred. Nok er nok, og de knaster ved blogmediet, som hendes indlæg ufrivilligt endte med at belyse, kan sagtens diskuteres uden at inddrage hende yderligere.

For det andet vil jeg gerne runde mine motiver til at tage det her emne op, for det kommer hurtigt til at lugte af gloriepudsning og rose-fiskeri, fordi jeg ikke selv kører med spons og reklamer. Faktisk sidder jeg lige og beslutter, at det er forbudt at rose i kommentarfeltet.

Når jeg tager det op, er det fordi, der i forhold til reklamer kommer flere og flere etiske grå-zoner, som jeg synes, at vi, som både bloggere og bloglæsere, er nødt til at snakke om, fordi det påvirker os alle sammen. For 5 år siden var det ikke nødvendigt at skrive “Ikke spons” hver eneste gang, man nævnte noget ved navn; det er det i dag. Mit håb er, at vi selv kan være med til at bevare blogmediets troværdighed ved at snakke åbent om, hvor der køres med nedsat sigtbarhed.

Det er mit indtryk, at det er et emne, der er forbundet med en vis berøringsangst i blogland, fordi vi alle sammen kender nogen – og godt kan lide nogen – der kører med reklamer, og det betyder, at der er masser af ømme tæer at træde på. Alligevel tænker jeg, at vi tager den. De sponsorerede damer jeg kender (for jeg kender vist ikke rigtigt nogen mænd, der blogger med spons?) forsøger at være enormt transparante ift. hvornår de er skriver betalte indlæg, og på den måde tager de jo, sådan lidt af bagvejen, alligevel et standpunkt.

Pop-up- og bannerreklamer samt affiliate-links tror jeg godt, vi kan starte med at parkere. De er rimelig ligetil, og alle kan se, at der her er tale om reklame.

Så er der de steder, hvor det bliver lidt mere mudret.

Som f.eks. hvis Sildemoes giver mig en cykel for at skrive et indlæg. Her ville jeg klart skulle angive, at der var tale om sponsoreret indhold. Men ingen ved, hvad aftale jeg har lavet med Sildemoes, for kontrakten er en aftale mellem mig og producenten, så der er intet til hinder for, at jeg “tilfældigvis” står med selvsamme cykel, når jeg lægger min næste kampagne op, hvor jeg med en to-go i hånden reklamerer for min venindes nye kaffested Starfucks. Er det nok, at jeg bare første gang angiver, at der er tale om reklame? For som læsere gider vi jo ikke (lad os være ærlige) at skulle grave os igennem 2 hele sider inden hvert indlæg med oplysninger om, at mine øjenvipper for 2 måneder siden blev påsat som betaling for at skrive et indlæg, at jeg selv har betalt min klipning, men fået striberne betalt som tak for omtale og blablabla. Hvor længe og hvor meget skal man informere?

Eller de situationer, hvor store bloggere lader sig hverve som ambassadører for f.eks. restaurationer. Alle kan jo, ud fra et overordnet perspektiv, blive enige om, at det er spons – men hvad, hvis jeg er en kendt reality-stjerne, der lever af at blogge, og min storesøster åbner restauranten TRASH, hvor jeg spiser gratis – det manglede sgu da bare, med alt det tøj, hun har lånt – og jeg hver gang jeg spiser der, sørger for at poste et billede på IG, hvor restaurantens logo et med? At hverve ambassadører bliver mere og mere almindeligt, og i USA er flere alkoholproducenter begyndt at placere sælgere, forklædt som helt almindelige gæster, i barerne rundt omkring i nattelivet, som “tilfældigvis” kommer i snak med dig, og “tilfældigvis” sørger for at fortælle om deres nye yndlingsdrink. Det er godt tænkt – men det er stadig reklame.

Ovenstående gælder i forhold til produkter – men der findes også organisationer og sager, som er langt mere politiske, og på samme måde som fake news og plantede historier kan få store konsekvenser for hele det politiske landskab.

Lad os sige, at jeg laver en kampagne for den til-lejligheden-frit-opfundne organisation “Forbyd Abort”. Jeg er selv pro-valg, men Forbyd Abort har tilbudt mig en god pris og ovenikøbet lavet en kampagne, hvor de donerer 50% af alle indmeldelsesgebyrer til Unicef. Alle elsker Unicef, så jeg tager kampagnen. Jeg poster mit indlæg – og mine læsere går amok.

Nu bliver det pludselig træls, for nu bliver jeg tvunget til at vælge mellem min egen integritet og min arbejdsgivers. Hvis jeg ikke fortæller, hvor jeg står, slår det skår i mine læseres billede af mig, og dermed falder min værdi som reklamesøjle, for den er bygget op om min troværdighed. Jeg er produktet. Og hvis jeg gerne vil leve af min blog, er det essentielt, at jeg bevarer den.

Omvendt er det superproblematisk at undsige de mennesker, der har betalt mig penge for at køre deres kampagne, fordi det både vil give betænkeligheder hos potentielle, kommende annoncører, samt skabe et troværdighedsproblem ift. allerede kørte kampagner. Hvis jeg ikke står inde for det synspunkt, jeg gør mig til fortaler for her, var det kosttilskud, jeg lovpriste i sidste uge så virkelig så godt, som jeg påstod?

Det primære problem er, set med mine øjne, at der ift. bloggere og spons ikke er samme kontrakt mellem formidler og slutbruger, som der f.eks. er ved livsstilsmagasiner. Hvis Euroman laver en artikel, sponsoreret af Hugo Boss, hvori de forsøger at fremhæve SS-officierne (som HB syede uniformer til) som stil-ikoner, kan jeg som læser lade være med at købe bladet, og på den måde udtrykke min utilfredshed. Der er mulighed for en form for kontant afregning, som bloglæsere ikke kan praktisere overfor bloggere og producenter, de kører reklamer for.

Men har de ret til det? Det har jo hele tiden været det argument, vi i blogland bruger, når vi skal forventningsafstemme med læserne. At så længe de ikke betaler for “varen”, så kan de heller ikke diktere indhold, form og farve af denne. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg mener, for det er en slags hønen og ægget. Bloggere og læsere eksisterer jo kun i kraft af hinanden, så hvem skal sætte dagsordenen?

Ud over at producenter og marketingsfolk bliver mere og mere kreative, hvilket kan gøre det sygt svært at opdage, når man bliver udsat for reklame, er problemet også, at næste generation af bloglæsere er på vej. Og de var ikke med, da vi for 5-6 år siden diskuterede det rimelige i, at bloggere skulle angive, når der var tale om betalt indhold.

Så hvordan sikrer vi, at alle, nye såvel som garvede læsere, kender spillereglerne? Og at bloggeres skrivelyst ikke bliver segner under vægten af dem?

(Og er der overhovedet nogen, der har orket at læse dette indlæg til ende?)

Lige nu kører Krifa en kampagne gennem forskellige bloggere, hvor temaet er “Brok” og indlæggene rundt omkring er sponsorerede; altså købt og betalt reklame. Fordi det er tilfældet, starter vi lige med en disclaimer:

Jeg får ingenting for at skrive dette indlæg, og ingen har prikket mig på skulderen.

Når jeg skriver det, handler det om, at jeg simpelthen ikke kan holde ud, at ingen nævner ulemperne og de vanvittig store konsekvenser, der kan få for os alle sammen, hvis det lykkes de gule fagforeninger at udradere fagforeningerne.

Nogen vil have legitime grunde til at ønske, at de gule får mere vind i sejlene, og det er ikke dem, jeg forsøger at ramme med dette indlæg. Nedenstående er mit forsøg på at nå dem, der træffer deres valg af fagforening ud af uvidenhed, og som dermed ikke ved, hvad de er ved at sætte over styr.

Fagforeninger er, som navnet siger, en “forening af fag”. Og allerede her støder vi på den første forskel på de gule (Krifa, Det Faglige Hus osv.) og de røde (HK, 3F, SL osv.) For der er en grund til, at de røde fagforeninger er delt op. Hvis jeg som tegnsprogstolk ringer til Dansk Metal for at melde mig ind, vil jeg venligt, men bestemt blive taget i hånden og fulgt over til nogle mennesker, der ved mere om, hvad jeg foretager mig, end dem, der repræsenterer rørlæggere, mekanikere osv. De gule fagforeninger forener ikke fag. Tværtimod. De reklamerer selv med, at de repræsenterer alle faggrupper – hvordan det kan være et argument at fortælle, hvor tyndt et lag, man skal smøre sin ekspertise ud over for at dække hele kagen, kommer jeg aldrig til at forstå. De gule fagforeninger er virksomheder, hverken mere eller mindre, og det er bare virkelig vigtigt at gøre sig 100% klart.

Til dette aspekt hører også, at der i vores alle sammens fag er opgaver, som måske ikke kræver specifik viden/uddannelse at varetage. Her er det kun fordi du har en fagforening, der helt målrettet kæmper for DIT fag, at andre faggrupper ikke får den gode ide at overtage pågældende funktion, og dermed, en funktion af gangen, at gøre dig og din profession mere og mere undværlig. De gule fagforeninger ønsker individuelle forhandlinger, og ikke overenskomster, men da postbuddenes fagforening fik den gode ide, at buddene kunne opkvalificeres til at tage blodprøver på ældre mennesker, når de nu alligevel kom ud på hjemadresserne, var det kun fordi bioanalytikernes fagforening forhindrede det, at den ide ikke blev ført ud i livet. Havde bioanalytikerne sikret sig individuelt, er det svært at se, hvem der skulle have stillet sig i vejen på den samlede gruppes vegne.

I Danmark har vi Den Danske Model, som meget forenklet går ud på, at repræsentanter for hhv. arbejdstagere og arbejdsgivere (og i nogle tilfælde staten) sætter sig sammen, og forsøger at skrue arbejdsmarkedet sammen på en måde, så alle får mest af det, de gerne vil have. Det fungerer, fordi alle parter repræsenterer en gruppe, og dermed har magt til at give og tage på hele gruppens vegne.

Fordi de gule fagforeninger ikke forhandler overenskomst med hovedorganisationerne, lukrerer de udelukkende på de resultater, som de røde fagforeninger bruger mange, mange penge og ressourcer på at forhandle hjem. Skåret ind til benet betyder det, at de gule fagforeninger aldrig kommer til at forbedre dit fags rettigheder, for de sidder ikke med ved bordet, og kommer ikke til det, så længe de ikke repræsenterer en gruppe, som de kan forhandle på vegne af.

Mange tænker: “Nå ja – men hvis rettighederne er de samme, og jeg kan spare penge, så er det vel mig der vinder?” Forkert. For jo flere, der flytter fra de røde fagforeninger til de gule, desto mindre bliver den gruppe, de røde repræsenterer, og det påvirker deres indflydelse. Strength in numbers og mangel på samme. Og det betyder, at næste gang, der skal forhandles overenskomst, så står fagforeningerne – og dermed arbejdstagerne – dårligere, og det vil kunne ses på de resultater, de kan forhandle hjem. Hvilket *også* rammer dem, der er gult organiserede, fordi de som nævnt bare sætter sig ind på bagsædet af bilen, uden spytte i kassen til brændstof, forsikring og slitage. Problemet bliver for alvor stort, hvis tilpas mange melder sig ind i de gule, da fagforeningerne så mister retten til at forhandle, fordi de ikke længere repræsenterer størstedelen af arbejderne – og dermed kan arbejdsgiver selv bestemme løn og arbejdsforhold efter forgodtbefindende. Mon ikke det får betydning for barsel, helligdagsbetaling, 6. ferie-uge, omsorgsdage, beskyttelse v. sygdom, efteruddannelse osv.?

Og når arbejdsmarkedets parter sætter sig til forhandlingsbordet, er det jo ikke sådan, at arbejdsgiversiden starter med at smække den gamle overenskomst i bordet og sige: “Nå venner. Hvor må vi tilbyde at giver jer flere goder, end I allerede har?” Når parterne sætter sig, bliver alt, hvad man tidligere har indgået aftaler om bragt tilbage i spil, så de rettigheder du har gennem din overenskomst i dag, er ikke sikret længere, end til næste overenskomstforhandling.

Ovenstående handler om dine grundvilkår; dvs. alt det, du bygger dit liv og din hverdag op omkring. Det ser skidekedeligt ud, når man læser om det i avisen, men det er simpelthen så vigtigt at forstå, at det handler om helt lavpraktiske forhold i dit liv – f.eks. hvor længe, du har råd til at gå hjemme med din lille, nye baby.

Men fagforeninger er også vigtige, når tingene ikke går, som de skal, som hvis du f.eks. bliver fyret, fordi du er kommet til at sige til din chef, at du synes, Nickelback er et latterligt dårligt band, eller har fået små børn og derfor ikke er så fleksibel længere, når det kommer til “interessetimer” som Malthe og Malou fra marketing på hhv. 21 og 23 år. Eller hvis du finder ud af, at du ikke har fået den løn, du egentlig har ret til. For de gule fagforeninger ikke adgang til det fagretlige system. “Men hvad betyder dét, Linda?” Jeg er glad for, at du spørger. Det betyder, at de gule kører de få sager, de tager gennem de civile domstole, hvilket i yderste konsekvens betyder, at du selv risikerer at skulle køre betale sagsomkostningerne, hvis du taber din sag. Og selvom de gule i hvert eneste (fucking) radioindslag insisterer på, at der er samme faglige tryghed hos dem, som ved de røde fagforeninger, er det simpelthen ikke rigtigt. I en undersøgelse, lavet af en advokat for 3F, kunne man se, at der i 2011/12 “ved landsretterne og Højesteret blev ført 45 skadesager, hvor en lønmodtager krævede erstatning af sin arbejdsgiver på grund af eksempelvis dårligt arbejdsmiljø. 9 ud af de 45 sager er rejst uden medvirken af en fagforening. Af de resterende sager tegner traditionelle forbund under hovedorganisationerne LO og FTF sig for de 35. Fagforeningen Danmark, der er en del af Det Faglige Hus, har ført én sag.”

Hvis nogen har kommentarer, gode eksempler osv. er man mere end velkommen i kommentarfeltet. Man må – som altid – gerne være uenig; nuanceret debat har aldrig skadet nogen, men vær søde at huske at tale ordentligt til hinanden.

Og en sidste ting: Jeg vil forfærdelig gerne, at dette indlæg og kommentarfeltet hertil reelt kan bruges som information til dem, der har opgivet at interessere sig for emnet. Derfor: Hvis noget af det, jeg har skrevet, kan misforstås eller formuleres bedre, skal man skrive det, og jeg vil meget gerne appellere til, at man bruger sin sunde fornuft, inden man fremsætter påstande i kommentarfeltet. Både når man er enig og uenig. Det er simpelthen for nemt at diskvalificere hele debatten, hvis den bygger på for meget hear-say og enkeltmandshistorier om engang i 1978, hvor man ringede til sin fagforening, og ingen tog telefonen.

Den her sag er for vigtigt til at smide på gulvet på grund af retorik og misforståelser og sponsorerede indlæg.

Egentlig havde jeg planlagt at lave mit M2018-indlæg i dag, og har også punkterne parat. Projektet føles ikke mindre vigtigt efter at jeg onsdag fik 9 – altså ikke 6, 7 eller 8 men: 9 – stenslag i min forrude, da en lastbil på motorvejen smed to sten af læsset og jeg greb dem med forruden.

Torsdag var vi på vej hjem, da lampen i instrumentbrættet, som man ikke gider at se lyse op, trak i sine bedste og klareste lumen, og displayet hjælpsomt informerede mig om, at der var “Engine fail – repair needed”.

Jeg tilbragte torsdag aften med at padle rundt i en uskøn sø af frustrationstårer og rødvin, og et underskudsudløst raseri over følelsen af, at jo mere, jeg gør for at løse mine problemer, jo flere forhindringer opstår der.

Men natten til fredag lå jeg alligevel og tænkte. Længe. For det er ikke mere end fire måneder siden, jeg sad på sygehuset og var knugende angst. Både for, hvad det var, jeg havde fundet i brystet, og for hvad det var, der fik Frida til at blive så svimmel, at hun ikke kunne stå på benene.

Noget af det, der fyldte meget for mig i den periode, var afmagten over intet at kunne stille op; at være prisgivet en skæbne og en situation, jeg ikke kunne gøre det fjerneste for at påvirke eller ændre udfaldet af.

Dengang tænkte jeg, at bekymringer for resten af mit liv ville være delt ind i kategori A, B og C.

A er dem, jeg sad med på daværende tidspunkt: Bulldozere, der truer med langsomt og kompromisløst at køre hen over alt, hvad du havde forestillet dig, din fremtid skulle indeholde, og hvor det eneste, du kan gøre, er at vente i afmagt.

B er dem, der stresser og bekymrer, men hvor der ikke er liv og førlighed involveret.

Og C er dem, der i et store perspektiv, reelt ikke betyder noget.

At være presset på økonomi er en B’er, indså jeg torsdag nat. For uanset hvad der sker; uanset hvor galt det går, og om vi om 2 år sidder i en et-værelses lejlighed i fugtbefængt ghetto i forstaden, med buskort og frisurer, vi har fremmanet med en neglesaks, så ved jeg, at det bliver noget, jeg rejser mig fra og får det bedste ud af. Jeg ved, at bekymringer af den slags fylder det, man lader dem fylde, og at der, når vi lige har nivelleret, vil være kaffe og irritation over regnvejr og situationer, hvor vi griner, så vi får ondt i maven, og at vi, når vi gør, vil være forskånet for det ubarmhjertige ryk tilbage til virkeligheden, der følger med sorg.

Derfor blev fredag faktisk en fin dag, selvom værkstedet kunne fortælle mig, at det er katalysatoren, der er gået i stykker, og jeg ved, at det ikke bliver billigt. Det er ydre omstændigheder. Det skal nok gå.

Fredag aften fik jeg besked om, at min tidligere kollega Anders Tesgaard endelig fik lov at give slip. Han skal ikke tales ind i venskaber i døden, som han ikke havde i livet, og Anders og jeg har aldrig været andet end gode kolleger, men måske fordi jeg havde brugt et døgn på at tænke på livet og på, hvor vigtigt det er at sortere larmen fra, ramte hans død et sted i mig, der var rent og hvidt og blottet. Jeg har aldrig mødt et menneske, der fik to så modsatrettede poler til at gå op i en højere enhed, for han er på én og samme tid den mest frie sjæl og det mest (selv)disciplinerede menneske, jeg nogensinde har mødt. Var. Mine tårer er for hans familie og venner, som har måtte tage afsked med ham over så lang en periode, men for dig, Anders, vil jeg ikke græde. Jeg vil i stedet sende dig en tanke, når jeg kigger på himlen i aften, og ønske dig god tur videre. Må den næste del af rejsen være langt mere i din ånd, end de sidste par år har været.

Inspireret af en lille snak, Jane og jeg havde i kommentarfeltet hos hende, lå jeg i nat og tænkte.

Hele ideen med minimalisme er indiskutabelt en god. Der kan ikke rigtig siges noget negativt om, at vi forsøger at trække bremsen ift. hvordan og hvor meget vi belaster miljøet og planeten.

Og det kan sagtens være, at det her handler om, at jeg først er kommet rigtigt mentalt ombord på projektet over det sidste års tid, og at den her diskussion er taget til hudløshed 600 andre steder på nettet. I så fald undskylder jeg på forhånd, og tager med kyshånd imod links, for jeg vil gerne være klogere.

Tankerne hos mig udsprang af, at Jane skrev, at hun helst låner bøger på biblioteket, frem for at købe dem selv. Jeg har selv flere gange tænkt, at det er det eneste, der giver mening ud fra et spar-på-ressourcerne-synspunkt. Men i nat kom jeg til at tænke lidt mere over det. For hvis ingen (eller få) køber bøger i butikkerne, hvem skal så skrive dem? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en del, der forsøger at leve af at skrive, men min oplevelse er, at det er de færreste, der lige skriver en bog med venstre hånd, mens de passer et almindeligt 8-16-job med højre. Ordentlig litteratur kræver tid til fordybelse, tror jeg, og den tid skal vel finansieres? Eller hvad?

Jeg synes, at problemet er lidt i tråd med det, vi har med nyheder; vi vil gerne have dem (-ish), men vi vil ikke betale for dem. Derfor får vi aviser som Metro Express, og derfor er det åndssvagt svært at få (og beholde et) arbejde som journalist. Det ville være meget logisk, hvis det i sidste ende betyder, at færre søger ind på studiet. Diskussionen har bølget i mange år i mit fag: Giver det mening, at uddanne flere, end der er brug for? På den ene side poster man offentlige kroner i at sende folk ud i arbejdsløshed. På den anden side får man et meget mindre felt at tage af, og dermed bliver der potentielt også længere imellem de virkelig gode, ganske enkelt fordi der er færre perler i 10 østers, end der er 100.

Et argument for at undlade at købe bøger vil være, at der stadig er masser af mennesker, der køber dem, fordi det ikke er alle, der tiltales af den minimalistiske tankegang, og det tror jeg sådan set er rigtigt nok. Mit bud er bare, at det er et bestemt segment, der er optaget af minimalisme, og at det derfor vil være en bestemt type af forfattere, der vil blive pressede på at få tid til at lade ideer og tanker destilleres og nedfælde dem på papir, mens der stadig vil (og nu tænder vi fordomskarussellen) blive spyttet masser af krimier og reality-semikändis-biografier ud.

Frida havde feber i nat, så måske har jeg haft for god tid til at gå i selvsving, men jeg kom sådan til at tænke på en mand, jeg mødte i forbindelse med en tolkeopgave, som sagde, at om 50 år er der ikke arbejde til alle; simpelthen fordi vi til den tid har fået nedbragt vores forbrug nok til, at der ikke længere er brug for så mange mennesker i produktions-sektoren. Og da jeg i nat lå og holdt vagt og fangede undvegne sutter, spekulerede jeg på, om ikke det socialt kommer til at ramme skævt ad helvede til? For tror vi ikke, at det vil være en bestemt del af samfundet, der tager det hårdeste slag? Eller hvad?

Og hvad med alle de mennesker, der bliver overflødiggjort? Hvem skal forsørge dem? Løfter vi blikket og kigger 100 år frem, har tingene sikkert stabiliseret sig, og vi er tilbage til et samfund, hvor vi i langt højere grad er selvforsynende og får tiden og artens overlevelse til at gå med marker og får, men hvad pokker gør vi med alle de mennesker, der i mellemtiden kommer i klemme?

Ingen problemer bliver løst ved at rive jorden fra hinanden i sanseløst overforbrug, og derfor er minimalisme, downsizing og omtanke pr. definition de rigtige valg, men jeg vil meget gerne være klogere på de potentielle konsekvenser, som jeg ikke synes, jeg har hørt så meget om, så hvis nogen har links eller anbefalinger til bøger (#OhTheIrony), der omhandler dette emne, vil jeg meget gerne tippes.

God mandag derude, og en særlig tak til dig, Jane, for at give stof til eftertanke <3

I det nedenstående vil jeg prøve at træde varsomt, fordi jeg gerne vil tage et emne op, som berører mange, og som der er masser af følelser i.

Så jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg kender virkelig, VIRKELIG mange dygtige og kompetente lærere og pædagoger, som strækker sig firkantede for at give vores børn den bedste hverdag, de kan. Så sent som i sidste uge, sad jeg til forældremøde med 3 af slagsen, som jeg har lyst til at indstille til alt, hvad der findes af priser og ordener.

Bare, så I ved, at det synes jeg *også*.

Men nu siger jeg lige noget, helt ærligt: Jeg er ved at være lidt træt af at høre om, hvor knappe ressourcer folkeskoler og institutioner har, og hvorfor jeg derfor som forælder ikke kan tillade mig at have nogen som helst forventninger til de mennesker og steder, der tager hånd om mine børn.

Jeg oplever i stigende grad, at forældre ikke opfattes som samarbejdspartnere, man skal møde i øjenhøjde, men mere en slags irriterende appendix til børnene. Jeg kan mærke, at jeg er ved at få nok af, at jeg som forælder skal lægge mig fladt ned og rette ind ift. alt, hvad der kommer af krav og ønsker den ene vej, mens der tilsyneladende ikke må stilles nogen former for krav til samarbejdet den anden vej.

Og skulle nogen allerede nu sidde og tænke, at det er typisk curlingforældre, har jeg også lige et par kommentarer til dét.

For det første synes jeg, at det kort efterhånden bliver spillet på samme måde, som “jantelov” blev det i start-nullerne, hvor man ikke måtte forholde sig kritisk til noget som helst. Jeg er med på, at denne type forældre findes, og at ingen tror, at de selv tilhører gruppen.

Men jeg oplever også en gruppe af fagpersoner, der lader til at trives lidt for godt med at henvise til manglen på ressourcer ift. ALT, og lige her synes jeg, at curling-mærkatet har forvandlet sig til et dejligt, stort tæppe, man kan smide over alle, som spørger undrende ind til de valg, man træffer i hverdagen.

For det andet kunne jeg godt tænke mig at lege med tanken om, om retorikken omkring folkeskolereformen og det konstante fokus på fejl og mangler, faktisk er med til at skabe curlingbegrebet? De områder, vi hele tiden får peget ud, at ingen i skole/institutionsregi har tid eller ressourcer til at tage sig af, skal jo for pokker varetages af nogen, indtil vores børn bliver store nok til at kunne klare sig selv, og hvis ikke fagkundskaben har overskud og overblik til det, så *bliver* man som forældre nødt til at lave mikro-management, for hvad er alternativet?

Når børn med flere udfordringer skal inkluderes i de almindelige klasser, er der meget fokus på at inkludere dem fagligt, men min oplevelse er, at der er meget *lidt* fokus på at inkludere dem i alt det, der ligger rundt om. Et konkret eksempel er, at Anton f.eks. stadig ikke er trafiksikker. Fordi han sprogligt halser efter, er der også noget modenhed, der ikke er helt på niveau med hans jævnaldrenes, og det er et problem, når der pludselig arrangeres cykelture til fjerne galakser. Her forventer jeg som mor ikke, at personalet bærer ham igennem på hænder og fødder, men jeg forventer et kvalificeret samarbejde omkring, hvordan vi får den cykeltur, som jeg ikke har været involveret i at planlægge, og som vil være en rigtig fin oplevelse for de andre børn, gjort til noget, der ikke er potentielt livsfarligt for mit inkluderede barn.

Uanset om det drejer som om at være tryg ved at aflevere børn med diabetes, om det handler om at være sikker på, at ens barn kommer tilbage til SFO’en, når skolebussen har sat ham af, eller om det handler om at være sikker på, at en bestemt besked er nået frem til lærerne: Så længe ungerne stadig er for små til at håndtere det selv, kræver det jo et samarbejde mellem forældre og lærere at skabe en tryg hverdag for dem. Og hvis lærerne/pædagogerne melder ned på det, så er der kun forældrene tilbage, og så VIL vi komme med alle vores spørgsmål og bekymringer, for hvor skal vi ellers gå hen?

Jeg er med på, at alle synes, at skolereformen/de nationale tests/ trivselsundersøgelser/undervisningsplatforme/osv. sucks – men det er nu engang den virkelighed, jeg står overfor i den tid, mit barn skal gå i skole. Der SKAL kæmpes videre for, at vilkårerne forbedres – men spørgsmålet er, om ikke snart den debat skal flyttes ud i andre fora og op på niveauer, der ligger lidt højere end 1:1 mødet mellem den enkelt familie og folkeskolen? For jeg forstår godt udfordringen. Det gør jeg virkelig godt. Jeg møder den hver eneste dag i mit eget arbejde. Men det eneste, jeg som mor kan gøre, er at sætte mit kryds et sted, hvor jeg mener, det kan flytte noget, når jeg går til valg næste gang, og den mulighed har jeg 2 gange i løbet af hele min søns skoletid.

Så det jég godt kunne tænke mig var, at vi snart trækker en streg i sandet og siger: “Det her er den nye virkelighed, og det her er den bane, vi – forældre, børn og fagpersoner – lige nu, lige her, spiller på. Sammen. Hvordan får vi det bedste ud af dét?

(PS: Og bare en lille bøn: Lad os holde os for gode til at forvandle kommentarfeltet til en tråd af konkrete eksempler på curlingforældre/fagpersoner vi er uenige med)