Alvorligt talt

I det nedenstående vil jeg prøve at træde varsomt, fordi jeg gerne vil tage et emne op, som berører mange, og som der er masser af følelser i.

Så jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg kender virkelig, VIRKELIG mange dygtige og kompetente lærere og pædagoger, som strækker sig firkantede for at give vores børn den bedste hverdag, de kan. Så sent som i sidste uge, sad jeg til forældremøde med 3 af slagsen, som jeg har lyst til at indstille til alt, hvad der findes af priser og ordener.

Bare, så I ved, at det synes jeg *også*.

Men nu siger jeg lige noget, helt ærligt: Jeg er ved at være lidt træt af at høre om, hvor knappe ressourcer folkeskoler og institutioner har, og hvorfor jeg derfor som forælder ikke kan tillade mig at have nogen som helst forventninger til de mennesker og steder, der tager hånd om mine børn.

Jeg oplever i stigende grad, at forældre ikke opfattes som samarbejdspartnere, man skal møde i øjenhøjde, men mere en slags irriterende appendix til børnene. Jeg kan mærke, at jeg er ved at få nok af, at jeg som forælder skal lægge mig fladt ned og rette ind ift. alt, hvad der kommer af krav og ønsker den ene vej, mens der tilsyneladende ikke må stilles nogen former for krav til samarbejdet den anden vej.

Og skulle nogen allerede nu sidde og tænke, at det er typisk curlingforældre, har jeg også lige et par kommentarer til dét.

For det første synes jeg, at det kort efterhånden bliver spillet på samme måde, som “jantelov” blev det i start-nullerne, hvor man ikke måtte forholde sig kritisk til noget som helst. Jeg er med på, at denne type forældre findes, og at ingen tror, at de selv tilhører gruppen.

Men jeg oplever også en gruppe af fagpersoner, der lader til at trives lidt for godt med at henvise til manglen på ressourcer ift. ALT, og lige her synes jeg, at curling-mærkatet har forvandlet sig til et dejligt, stort tæppe, man kan smide over alle, som spørger undrende ind til de valg, man træffer i hverdagen.

For det andet kunne jeg godt tænke mig at lege med tanken om, om retorikken omkring folkeskolereformen og det konstante fokus på fejl og mangler, faktisk er med til at skabe curlingbegrebet? De områder, vi hele tiden får peget ud, at ingen i skole/institutionsregi har tid eller ressourcer til at tage sig af, skal jo for pokker varetages af nogen, indtil vores børn bliver store nok til at kunne klare sig selv, og hvis ikke fagkundskaben har overskud og overblik til det, så *bliver* man som forældre nødt til at lave mikro-management, for hvad er alternativet?

Når børn med flere udfordringer skal inkluderes i de almindelige klasser, er der meget fokus på at inkludere dem fagligt, men min oplevelse er, at der er meget *lidt* fokus på at inkludere dem i alt det, der ligger rundt om. Et konkret eksempel er, at Anton f.eks. stadig ikke er trafiksikker. Fordi han sprogligt halser efter, er der også noget modenhed, der ikke er helt på niveau med hans jævnaldrenes, og det er et problem, når der pludselig arrangeres cykelture til fjerne galakser. Her forventer jeg som mor ikke, at personalet bærer ham igennem på hænder og fødder, men jeg forventer et kvalificeret samarbejde omkring, hvordan vi får den cykeltur, som jeg ikke har været involveret i at planlægge, og som vil være en rigtig fin oplevelse for de andre børn, gjort til noget, der ikke er potentielt livsfarligt for mit inkluderede barn.

Uanset om det drejer som om at være tryg ved at aflevere børn med diabetes, om det handler om at være sikker på, at ens barn kommer tilbage til SFO’en, når skolebussen har sat ham af, eller om det handler om at være sikker på, at en bestemt besked er nået frem til lærerne: Så længe ungerne stadig er for små til at håndtere det selv, kræver det jo et samarbejde mellem forældre og lærere at skabe en tryg hverdag for dem. Og hvis lærerne/pædagogerne melder ned på det, så er der kun forældrene tilbage, og så VIL vi komme med alle vores spørgsmål og bekymringer, for hvor skal vi ellers gå hen?

Jeg er med på, at alle synes, at skolereformen/de nationale tests/ trivselsundersøgelser/undervisningsplatforme/osv. sucks – men det er nu engang den virkelighed, jeg står overfor i den tid, mit barn skal gå i skole. Der SKAL kæmpes videre for, at vilkårerne forbedres – men spørgsmålet er, om ikke snart den debat skal flyttes ud i andre fora og op på niveauer, der ligger lidt højere end 1:1 mødet mellem den enkelt familie og folkeskolen? For jeg forstår godt udfordringen. Det gør jeg virkelig godt. Jeg møder den hver eneste dag i mit eget arbejde. Men det eneste, jeg som mor kan gøre, er at sætte mit kryds et sted, hvor jeg mener, det kan flytte noget, når jeg går til valg næste gang, og den mulighed har jeg 2 gange i løbet af hele min søns skoletid.

Så det jég godt kunne tænke mig var, at vi snart trækker en streg i sandet og siger: “Det her er den nye virkelighed, og det her er den bane, vi – forældre, børn og fagpersoner – lige nu, lige her, spiller på. Sammen. Hvordan får vi det bedste ud af dét?

(PS: Og bare en lille bøn: Lad os holde os for gode til at forvandle kommentarfeltet til en tråd af konkrete eksempler på curlingforældre/fagpersoner vi er uenige med)

For nogle uger siden læste jeg en artikel på TV2, som efterfølgende har sat tankerne igang hos mig.

Artiklen handler om vores (over)forbrug af penicillin, og den deraf følgende risiko for, at vi som som race et sted i en fremtid far, far away vil have udviklet penicillinresistens, og dermed begynde at dø af helt almindelige infektioner af den slags, vi idag opfatter som ufarlige.

Når der er dystre nærfremtids-perspektiver på bordet, som det er nødvendigt at gøre noget for at undgå – I’m your man. Den sten skal sgu op ad det bjerg, and I will make it happen, om jeg så skal rekvirere BMS. Når vi taler om noget, der ligger mere end 50 år ude i fremtiden – not so much. Det bliver for abstrakt, og hvis jeg overhovedet forholder mig til det, tænker jeg, at nogen (NASA eller Illuminati) har styr på det.

Derfor har jeg indtil nu ikke spekuleret særligt over, om det er en god eller en dårlig ide, når vi – altså, mine børn og jeg – får penicillin med hjem fra lægen.

Men nogle af informationerne i artiklen fra TV2 overraskede mig. Meget, faktisk. Vidste I f.eks. at:

* Kun 1 ud af 20 børn har gavn af behandlingen med penicillin ved bakteriel mellemørebetændelse?

* Til gengæld oplever 1 ud 14 børn bivirkninger, som opkast, diarre eller udslæt. Der er altså flere, der oplever bivirkninger, end som har gavn af behandlingen.

* 90% af alle halsbetændelser skyldes virus og kan dermed ikke behandles med penicillin.

* Og ud af de 10 procent, der skyldes bakterier, bliver patienter, der har fået antibiotika, raske én sølle dag tidligere, end dem, der ikke har.

Jeg anede det ikke. Men når det forholder sig sådan, synes jeg, at det giver virkelig god mening at se på, hvordan vi, hver især og helt ned på familieplan, forholder os til penicillin fremadrettet.

Og det er egentlig derfor, jeg skriver dette indlæg, for hvis bare 10% af jer, der læser med her, tager nogle af pointerne til jer, og vi ellers kan regne med butterfly-effekten, så *gør* den enkeltes indsats en forskel.

Inden jeg satte mig til tastaturet, greb jeg fat i kitlen på 3 læger, jeg kender, fordi jeg gerne ville høre deres take på det her emne. De var ikke 100% enige om problemets omfang, og der var også et par stykker, der lavede en *ho-landbruget-st*-lyd, men uanset hvor stort problemet er, så ER det et problem, hvis Anton om 60 år skal være bange for, at hans barnebarn skal dø af lungebetændelse eller en simpel blindtarmsoperation, fordi vi ikke har prioriteret at sætte os ind i, om penicillin rent faktisk gør en forskel, når vi får det.

Så hvad kan vi selv gøre?

Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, følger mine reaktioner slavisk nedenstående liste, når jeg bliver syg:

1) Hvad er nu dét?

2) Ej, hvad fanden!?

3) Det må være en fejl. En grusom, uretfærdig fejl.

4) *Nogen* må fikse det her! Jeg betaler skat! Vi bor sgu da i en retsstat!

(Serviceinfo: Der er udråbstegns-dispensation ved sygdom)

Og det er nok primært 4’eren, der gør, at jeg stiller hos lægen og peger vantro, men anklagende, på det sted, der gør ondt. Og lige her gør det faktisk en forskel for mig at vide, at penicillin 9 ud af 10 gange ingen effekt har. Det. Hjælper. Ikke. Jeg føler mig nærmest lidt løjet for. Som en ekstra hån, risikerer jeg at føje nye nedbrud til elendigheden som f.eks. svamp, eller yderligere infektioner.

Fremadrettet tænker jeg, at jeg, hver gang, jeg er syg nok til at ønske at tale med lægen, vil spørge, om der er noget til hinder for at smertedække med panodil og så ellers bare afvente.

I forhold til børn, var mine 3 tålmodige læge-bekendte lidt mere uenige, og fordi jeg ikke har mere medicinsk uddannelse end 12 sæsoner af Greys Anatomy (hvilket omregnet til ECTS-point er at sidestille med en BA) vil jeg undlade at opfordre til andet, end at man aktivt og up front husker at spørge sin læge om, om penicillin er den bedste og/eller eneste løsning, både ift. at behandle og smertedække. Og hvis man er ved at gå til i afmagt og pres fra arbejdspladsen, så kan det måske hjælpe en lille smule at minde sig selv om, at man øger risikoen for en ny infektion i op til 3 år efter den første infektion, når man vælger penicillin. (Og det skriver jeg virkelig, virkelig ikke for at pege fingre; for mig er det faktisk en hjælp at huske.)

Uanset hvad vi vælger ift. vores børn, vil det stadig gøre en forskel, hvis bare vi voksne gør, hvad vi hver især kan; ikke mindst fordi vi dermed formentlig også er med til at præge de valg, børnene selv kommer til at træffe, når de bliver større.

En sidste – nem – ting, vi hver især kan gøre, er at tænke over vores adfærd, når vi er syge. Jeg er med på, at vi skelner mellem viral og bakterielle sygdomme, men alt andet lige er vi mere modtagelige overfor bakterier, hvis immunforsvaret er fuldt beskæftige ved den nordlige grænse med at slå virale optøjer ned.

Så når du er syg, ikke? Så vær lige en guttermand og bliv hjemme. INGEN af dine kolleger synes, det er fedt, du kommer. I-N-G-E-N. I forbindelse med mit arbejde kommer jeg ind i mellem på en arbejdsplads, hvor der for nogle måneder siden var en fyr, der stillede på arbejde med feberøjne, nul stemme og en hoste, der ville gøre søløver misundelige. Jeg tænker, at det var ren pligtopfyldelse, der fik ham ud af sengen. Han lagde hele arbejdspladsen ned i 3 uger, fordi resten af kontoret bukkede under, én for én, som små, snottede dominobrikker. I stedet for det hadefulde “Der er ingen, der er uundværlige!!” kan man måske bare øve sig i at tænke, at det er federe for arbejdspladsen at undvære dig i to dage, end at undvære 10 mand i fire uger.

Og endelig vil jeg gerne slå et slag for, at vi allesammen lige husker at spritte hænder, både til hverdag og fest, men særligt, når vi f.eks. har tørret næser på enten os selv eller børnene. Det ved jeg selvfølgelig godt, at *du* gør – hver gang – men din kusine gør ikke, og det er hende, jeg taler til her. Så en pumpe med håndsprit eller to i kurven, næste gang du er ude at handle, og op med dem på strategisk rigtige steder i hjemmet. Bryd smittekæden, som Hjerne-Madsen siger.

Med disse ord erklærer jeg kommentarfeltet for åbent: Byd endelig ind med tanker, viden og erfaring.

Det sidste års tid er jeg blevet medlem af flere forskellige nye grupper på facebook. De fleste af stederne er nye medlemmer blevet bedt om at præsentere sig, og i den forbindelse er der noget, jeg har undret mig over: Der er godt nok mange, der præsenterer sig med en diagnose.

Det kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige, at det er min klare opfattelse, at vi er langt fra i mål med at sidestille psykisk sygdom med den fysiske af slagsen. Jeg kan bare kigge i spejlet: Jeg har svært ved at tage mig selv alvorligt, når det knager lidt de steder i systemet, der ikke kan måles eller vejes, og når jeg er ude i embeds medfør, oplever jeg også, at det for mange er nemmest at respektere den type sygdom, man forstår.

Jeg vil så gerne undgå at være med til at understøtte, at psykiske lidelser er noget, der forsvinder, hvis man bare tager sig sammen, så derfor har jeg brugt noget tid på at tygge på, hvorfor jeg kan mærke, at jeg stritter lidt på det, når et menneske, der skal indgå i et virtuelt fællesskab – der intet har med psykiske lidelser at gøre – som det allerførste i en præsentation af sig selv nævner, at vedkommende “har været gået ned med stress” eller “i mange år har kæmpet med at være særlig sensitiv”.

Somme tider ser man, at mennesker, der har holdt på hemmeligheder eller været underlagt tabuer i mange år, nærmest eksploderer i ord, når de endelig får lov at tale om det, de har holdt for sig selv så længe; det er, som om vægtskålene skal tales i vater, før man er klar til at give Det Svære en plads på den indre reol, og det giver fuldstændig mening for mig.

Men målet er vel, at få gjort tabubelagte emner til noget, vi taler om på lige fod med alt muligt andet? Eller hvad? For hvis det er tilfældet, ville det være naturligt at gå fra underbelyst til overeksponeret, for så at ende et sted, hvor kontrasten er tilpas. Men jeg synes, at jeg mange steder ser mennesker, der vælger at blive i det overeksponerede, og det tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår. Jeg advokerer på ingen måde for hemmeligholdelse, men hvis man har kæmpet med noget, meget og længe, hvorfor vælger man så at holde det foran sig, og tale nyt liv i det hver eneste gang, man træder ind i en relation?

Vi snakker så meget om, at de sociale medier er én-dimensionelle, og at det derfor er (for) nemt at fremstille sit liv som ren, glitrende idyl, men jeg synes, vi glemmer, at det samme gælder, når vi har en slagside af enkeltemner af den tungere slags. Det billede, vi tegner af os selv bliver udelukkende til på baggrund af de ting, vi vælger at sige og vise og hvis man i alle sammenhænge fremhæver en diagnose, som det første og eneste, så *bliver* man til sidst kun dét.

– og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at man på den måde kan være med til at kvæle dialogen, som ellers kunne være med til at belyse det, som i mange år har været gemt i skyggerne; simpelthen fordi ingen har lyst til at åbne døren til et korstog.

Jeg vil gerne være klogere, og det kan sagtens være mig, der overser noget indlysende, så tanker, perspektiver og alternative vinkler er mere end velkomne i kommentarfeltet.

God uge derude.

For lang tid siden læste jeg en artikel (som jeg desværre ikke gemte linket til)* som var skrevet af et menneske, der havde mistet. Artiklens budskab var, på en fin og ordentlig måde, at fortælle, hvad man må og ikke må sige/gøre/forvente, når man står overfor et menneske i afgrundsdyb sorg.

I tiden efter faldt jeg flere gange over klummer og blogindlæg, som havde samme omdrejningspunkt, en form for “how to” guider til, hvordan man bedst kan hjælpe, når nogen har fået livsgrundlaget revet væk under fødderne og skal starte helt forfra med at lære at være i deres eget liv.

Og måske fordi, jeg synes, at de guider har været så fine og givet en smuk indsigt i do’s and dont’s til situationer, hvor man utrolig gerne vil gøre bare et eller andet, men somme tider ender med at blive paralyseret af egen ubetydelighed, kom jeg for et par uger siden til at tænke, at nogen burde lave en guide til, hvordan vi i venskaber taler om det, der er kontinuerligt svært.

For på det principielle plan, tror jeg, at vi alle instinktivt ville sige, at venskaber ikke altid er på grund af, men somme tider er på trods af, og at det netop er det, der er den store styrke ved dén konstruktion. At hvis man er ven med et menneske, der f.eks. lider af en kronisk sygdom, så er man ikke En Ægte Ven, hvis ikke man kan rumme, at det ikke kan være dem, der skal udvise overskud i samtalen, og være lidt large med, at omverdenen ikke altid forstår.

Men vi er vist også alle sammen på det principielle plan enige om, at meget belastende børn altid er et produkt af de voksne, de er underlagt, og at det derfor egentlig er forkert at blive irriteret på børnene. Og stadig kender jeg ingen, der ikke ca. 2 gange om ugen kortvarigt ønsker revselsesretten genindført.

Min pointe er, at jeg somme tider tror, at vi kommer til at trække den lige 10 cm for langt, når vi bliver sure på vores venner over, at de – igen – siger det forkerte, når vi sidder og fortæller om det, der er svært for os.

For mange år siden var jeg en del af slæng, som også talte en pige, vi kan kalde Mathilde. Mathilde var mange ting. Hun var skidesjov, godt begavet, meget talende – og så led hun af fibromyalgi. Hun fik masser af plads til at snakke om sygdommen, og ofte, når jeg kom hjem fra diverse sammenkomster, hvor hun havde deltaget, kom jeg efterfølgende til at tænker over, at jeg faktisk ikke havde hørt, hvordan det gik med de andre i gruppen. Det tror jeg egentlig godt, at fælleskabet kunne have håndteret, men det, der gjorde, at jeg til sidst valgte hende aktivt fra, var, at jeg ikke orkede mere skæld ud. Når hun fortalte om sygdommen, og vi andre forsøgte at byde ind, enten med spørgsmål eller med de paralleller, som vi altid griner lidt af, når vi taler om kommunikation (“- men tilbage til mig” eller: “Det kender jeg godt fra mig selv – bare værre”), men som stadig over tid bliver nødt til at være i en samtale, hvis ikke den skal forvandle sig til en monolog, blev hun altid irritabel, fordi det aldrig *helt* var, som vi havde forstået det, og til sidst forvandlede alle samtaler sig til minefelter, og vi endte med at sidde som et kronisk irettesat publikum til et show, vi ikke vidste, vi havde indløst billet til.

For mig var det ret skamfuldt at få nok, for som man kan læse i alle beretninger skrevet af mennesker, der lever med svære omstændigheder, så er det urimeligt, at man både skal bære sine egne udfordringer, og samtidig også skal rumme omverdenens manglende forståelse.

Men de sidste par år har jeg alligevel med jævne mellemrum tænkt over, hvad det egentlig var, der skete dengang, og jeg er nået frem til, at kernen i det er, vi faktisk ikke har ret til at kræve, at omverdenen skal interessere sig for vores liv og omstændigheder i forholdet 1:1.

Når vores venner engagerer sig og spørger og prøver at forstå, så er det et udtryk for omsorg, og et signal om, at du er vigtig nok for mig til, at jeg gerne vil prøve at forstå noget, som dybest set ikke har noget med mig at gøre. Det er meget få mennesker i dette liv, hvis smerte gør lige så ondt på mig, som den gør på dem. Og omvendt. Vi kan føle sympati for hinanden og have ondt af hinanden, men jeg tror, at man typisk udviser allermest medfølelse i de situationer, som man enten selv frygter, eller som har prøvet at stå i. Og så kan man måske spørge sig selv, hvor meget, der handler om den, der ramt, kontra hvor meget, der handler om én selv.

Og det er følelsen af berettigelse, jeg er lidt efter, fordi den kan ende med at ødelægge relationen.

Jeg har ikke krav på, at mine venner skal forstå de udfordringer, jeg somme tider kan have som enlig mor, og det er derfor en ret ufed måde at sige “Tak fordi du holder nok af mig til at prøve alligevel” hvis jeg bliver spids over, at de ikke forstår de detaljer, som ingen, der ikke har stået i situationen selv, kan forstå. For sådan er det jo. Man kan ikke vide, hvordan det er at kæmpe med en spiseforstyrrelse eller et weekend-misbrug, hvis man ikke har prøvet det. Man fatter ikke tilbundsgående, hvad det koster at leve med kroniske smerter, før man har prøvet det.

Problemet er, at når livet bider, så er det det nære netværk, man er omgivet af, man skal hente støtte og styrke i, og det vil bestå af mennekser, der ikke har prøvet at stå, hvor man selv står nu. Og hvis vi holder fast i, at det er samtalen om det, der er kontinuerligt svært, vi taler om, så bliver det over tid en afvisning af omsorg, som dybest set er en smule respektløs, hvis man altid kritiserer deres forsøg på at forstå.

Man skal ikke leve med mindre, end man har brug for, og man skal ikke lade sig nøje. Men jeg kan i hvert fald selv have brug for at huske, at hvis folk aldrig kan få lov at vise omsorg og interesse uden at blive irettesat, og vi igen og igen skal kommunikere om vores kommunikation, så kører alle trætte i samtalen til sidst, og så kan man ikke bebrejde folk, at de trækker sig.

Og i sidste ende er det vel de færreste af os, der ikke hellere vil være omgivet af venner, der prøver, end sidde i ophøjet ensomhed, fordi man er den eneste, der rigtigt Forstår.

* (opdateret: Efter lidt detektivarbejde fandt jeg den igen. Det er den er: https://finetanker.wordpress.com/2017/01/15/10-ting-du-skal-vide-om-en-ven-med-sygdomdoed-inde-paa-livet/)

Vi har før her på bloggen talt om, at minderne om min folkeskoletid ikke fylder mig med længsel og glæde. Igennem mange år har det været børnene, der har været i fokus, når jeg har tænkt tilbage; hvordan nogle børn kan være små inkarnationer af Satan selv, selvom de udenpå ligner Rafaels uskyldige engle.

Efter jeg selv har fået børn, og derfor har stiftet bekendtskab med hele institutionslivet igen, er min opmærksomhed imidlertid gledet mere over på de voksne. Fordi jeg – selvfølgelig – gør mig overvejelser omkring, hvordan jeg bedst kan hjælpe, hvis mine børn får det svært. Ikke “jeg skulle dele legetøjet med de andre idag, og derfor er jeg sur”-svært. Men “ondt i maven, fordi jeg er bange og føler mig meget alene”-svært.

En del af det, jeg husker, er, at det allerede dengang undrede mig, når voksne, fx. andre forældre, så noget, der var åbenlyst forkert – og ikke greb ind. Derfor er det noget, jeg selv gør meget ud af at gøre, både fordi jeg synes, det er helt overdrevet vigtigt at lære mine egne, at vi kerer os om verden omkring os, men også fordi jeg fra egen krop og hoved ved, at det fucker med din retfærdighedssans og din instinktive forventning om, at de voksne beskytter dig, hvis du er ved at drukne, og redningskransen bare skynder sig forbi med nedslået blik.

Jeg ved, at personalet i institutioner og på skoler faktisk ikke ret gerne ser det, og jeg forstår egentlig godt, at det nemmeste er, at ansvaret for børns trivsel (når de er i institution og skole) ligger hos fagpersonerne. Desuden ved vi sjældent, hvad der går forud for de konflikter, vi træder ind i, når vi henter, og det skal vi have respekt for.

Der ligger også et element af opdragelse i, at børn er helt anderledes kontante end voksne, når de sætter regler for fællesskabet (i de situationer, hvor bemeldte fællesskab fungerer, selvfølgelig), og den adfærdsregulering, der fx. ligger i, at ingen gider lege med én, der vil bestemme hele tiden, kan være svær for voksne at formidle, men kommer stadig til at gavne børnene på den lange bane. Og det vil involvere et vist element af roughness.

Men grænsen er hårfin. Pædagoger og lærere kan ikke være overalt hele tiden, og jeg synes stadig, at det er helt grundlæggende vigtigt for børns forståelse af rigtig og forkert, at de ikke lærer, at man godt må være ondskabsfuld, hvis bare ingen ser det.

Jeg ved godt, at man ikke som udgangspunkt gider have lektier for, når man læser blogs, men jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I mener, fordi jeg selv er så farvet af min historie. Må man blande sig? Skal man?

Og vi er selvfølgelig enige om, at præmissen er, at der er tale om situationer, hvor man ikke er i tvivl om, at nogen står med ryggen mod muren, og hvor der ikke bare er tale om uenighed om, hvis tur det er til at spille airhockey.

Jeg sidder klar med verdens største øjne, og glæder mig til at læse, hvad I skriver.

Rigtig god mandag derude.

Jeg har i alle mine voksne år været sådan én, der har haft en stor omgangskreds, fordi jeg i mine jobs er i kontakt med mange mennesker, og derfor ofte er så priviligeret at støde på interessante typer, jeg over tid lærer at kende privat.

Jeg har også i alle mine voksne år været sådan én, der altid har (lidt for) mange jern i ilden. Jeg vil det hele, og hvis det kniber med tiden, stirrer jeg på den, til den giver sig.

Derfor ved jeg, at når jeg i dagens indlæg peger, så er der virkelig tale om en af de situationer, hvor der er 3 fingre, der peger på mig selv.

40+ kan jeg nemlig mærke, at jeg bliver mere og mere optaget af at skære det overflødige fra. Både i tøjskabet, i hovedet, i mine relationer og i min kommunikation. Ikke sådan helt Morten Albæk’sk (#love), hvor man stille og roligt fortæller sine artists formerly known as friends, at man ikke længere synes, at relationen bidrager med noget, så tak for idag og hav et godt liv, men mere på den måde, at jeg faktisk lægger mærke til, hvad jeg siger og bliver sagt til, og gerne vil holde niveauet af floskler på et minimum.

Da jeg boede i Aarhus, var jeg slem til at planlægge mine besøg hos folk, når jeg var hjemme i Esbjerg, så jeg nåede 3-4 stykker på en dag. Jeg må have været verdens mest ufede gæst, for jeg var slet ikke til stede de par timer, jeg pitstoppede i køkkenet, men var hele tiden i tankerne på vej videre. Og hvis nogen spurgte, om jeg ikke kiggede forbi, og de ikke allerede var lagt ind i tourplanen, skrev jeg en 6000 anslag lang sms, hvori jeg opremsede alt det, jeg skulle, som undskyldning for, at jeg ikke kunne nå forbi.

Fordi jeg selv har været sådan, forstår jeg godt, at det ikke er ond vilje, der ligger bag, når nogen skriver: “Vi skal snart ses” eller: “Kaffe snart?” uden nogensinde at følge op på det med et konkret forslag til dato. Men vi er ikke 20 år længere, og jeg synes egentlig godt, at vi kan tillade os at stille lidt større krav til både os selv og hinanden nu end det, fordi de fleste af os efterhånden har lært, at græsset kun bliver grønt, hvor du vander det.

Det er en træningssag, fordi det er en refleks; “Ses snart?” er tænkt som et signal til, at vi gerne vil se den anden, men det får et umiskendeligt skær af grace-you-with-my-presence/fuck-boy-friend-edition, hvis man kun tapper ind, for at blive på kortet, og ikke fordi man vil noget med relationen.

Lad endelig falde, hvad ikke kan stå; hvis et venskab er under afvikling, synes jeg virkelig, at man bør afstå fra sporadiske genoplivningsforsøg, som kun har til formål at iscenesætte et virkelighedsbillede, hvor den, der skriver, er den travle prima ballerina, og omgangskredsen bliver tvunget ind i rollen som den og dem, der sidder på kanten af stolen og venter med  længsel på det næste besøg.

Jeg har opdaget, at man sagtens kan vise omsorg og interesse ved bare at sende en “Hvordan går det med xxx?”-besked. Det fungerer præcis ligeså godt. Når jeg selv har modtaget beskeder af den type, har jeg aldrig – ikke én eneste gang – tænkt: “Det er da mærkeligt, at hun ikke spørger, om vi snart skal have kaffe??”  Jeg har til gengæld taget mig selv i at blive irriteret over det, når de samme mennesker igen og igen skriver: “Vi skal snart ses!”, men som altid lige “vender tilbage” hvis man sender konkrete dato-forslag.

Jeg tror, at jeg selv er ved at have aflagt mig uvanen. Nu mangler jeg bare at opbygge mod til, næste gang jeg modtager en “Vi skal snart ses!” besked, oprigtigt og ikke-fjentligt at svare:

“Så må du prioritere det. Kærligst. Linda”

Forleden overhørte jeg på en uddannelse to piger i start-tyverne snakke om en fyr, den ene var interesseret i. (Ja, jeg lytter. Helt vildt. Kan jo ikke få alle de gode ideer selv) Problematikken gik på, om hun kunne sige det til ham, og hvad hun i givet fald skulle sige. Emnet fyldte en del, men da jeg havde hørt ca. 4 minutter af samtalen, kunne jeg mærke min opmærksomhed give slip, fordi den havde travlt med at begejstres over nogle af de fordele, der trods alt kommer med alderen.

For hvis jeg kan mærke, at jeg er interesseret i en mand – og det ikke er er i arbejdsregi, jeg støder på ham, vel at mærke – så er jeg ikke det fjerneste bange for at sige det til ham. Jeg tror, at nøglen er at rykke på det, inden man i fantasien har giftet sig med ham, og indrettet 3 børneværelser i det fælles hus. Så længe man kan sige “Hej. Jeg synes, du virker skidespændende. Her er mit nummer. Ring, hvis du har lyst til en kop kaffe” og det ikke stikker dybere end dét, synes jeg, hånden på hjertet, at det er fuldstændig ufarligt at gøre.

Og det må være alderens visdom, der kommer én til gode, for i starttyverne var jeg præcis ligesom de to piger, for hvem Skam & Pinlighed er det værst tænkelige, man kan blive udsat for. I starttrediverne var jeg begyndt at finde ud af, at hvis man taber ansigt, så samler man det bare op igen, men i sluttrediverne havde jeg endelig lært, at andre mennesker ikke kan give din en rolle, du ikke tager imod: Hvis du lader være med at opføre dig som om, noget er pinligt, så ER det ikke pinligt. Langt de fleste gang, vil den, man spørger, både have ret stor respekt for, at man bare gør det, og samtidig også blive smigret over komplimenten, men skulle det ske, at den fyr, du henvender dig til, takker nej og derefter opfører sig som om, han har the upper hand, er det ligemeget: Hvis dit fokus er på, at det faktisk er ret fedt at være sådan én, der bare går efter det, hun gerne vil have, i stedet for at være flov over at have fået et nej, så bliver upperhandsfølelsen lynhurtigt forvandlet til en jakke, som ikke får en krog at hænge på.

Min erfaring er i øvrigt, at det gør sig gældende i alle relationer, både venskaber, arbejdsforhold, parforhold osv. Det er så utrolig nemt at tage den ledige rolle på sig; hvis én i en relation gør sig til offer, må det betyde, at man selv er skadesvolderen, og så begynder man automatisk at opføre sig derefter, og være undskyldende og kompenserende i ét fucking væk. Men hvis man i det store og hele gør sig umage for at være et ordentligt menneske, og med at være ærlig (uden at være brutal), så er det faktisk muligt at nå til et punkt, hvor det ikke længere er relevant for én selv, hvilke ledige roller omgivelserne forsøger at caste én til.

Gid man havde vidst det, da brysterne sad oppe på plads.

Jeg er med i en gruppe på fb, hvor folk køber og sælger Hummeltøj til børn. Egentlig ved jeg ikke helt hvorfor, for jeg tror, vi – samlet for hele husstanden – har 2 stykker Hummeltøj, men måske troede jeg, da Frida var lille, at hun var en hummelbaby? Anyway. Jeg har indtil nu oplevet gruppen som for-fb-helt-ukarakteristisk ordentlig; folk taler pænt, roser hinanden osv.

I morges så jeg så, at én fra admin havde lagt en undskyldning op; hun var kommet til at poste et screenshot i gruppen, som skulle have været lagt i admin-gruppen. Et medlem havde forbrudt sig mod reglerne og havde fået en advarsel. Når man kan se, at der under sådan et opslag er 88 kommentarer, som er indløbet på en time, er der kun én ting at gøre: Hente popcorn og læne sig tilbage. (Jamen, jeg kan lige så godt være ærlig; jeg åbner jo ikke kommentarfeltet, fordi jeg forventer at finde kuren mod kræft derinde.)

Stemmerne fordelte sig 50/50 på hhv. “Alle begår fejl” og “Det er ulovligt, uanset hvor det er lagt op!!” Og kender I de situationer, hvor noget, man indtil nu kun har haft til at drive rundt i kanten af sin bevidsthed, pludselig glider i fokus? For jeg er kæmpepro, at fb tager ansvar for at forsøge at slå nogle af alle de falske nyhedsartikler ihjel, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg syntes, at vi – altså, alle os helt almindelige mennesker – bør være med til at komme problemet med ytringer, der på forunderlig vis forvandler sig til sandheder, fordi de bliver gentaget i det uendelige og delt, til livs.

Der var *virkelig* mange kommentarer om den påståede ulovlighed i opslaget, og jeg har (apropos…) ikke tjekket op på, hvor mange jurister, der er i gruppen, men jeg har en formodning om, at det er en af de situationer, hvor man bare højt råber det, man føler så stærkt, at det MÅ være sandheden.

I hvert fald har jeg efterfølgende kun kunne finde steder, hvor man kan se, at det er ulovligt, at fremsætte æreskrænkende, injurierende, usande/ubeviste påstande om andre, eller facerape dem. Intet af ovenstående var tilfældet her. Og alligevel var der så mange, der bekræftede hinanden i, at det, der var sket, var ulovligt, at mit bud er, at det for nogen opfattes som en sandhed, de efterfølgende tager med sig ud i verden.

Internettet glemmer ikke, og hvis man ikke synes, at falske nyheder og alternative facts er et problem, kan man med fordel følge med i serien “Mit liv er stjålet” på DR3. Det er rystende tv.

At folk hidser sig op over ting de læser på fb, synes jeg er helt i orden, og ofte også ret underholdende. At folk er rabiate, må de også selv ligge og rode med, sålænge de husker, at leve op til egne høje standarter. Fx. var der utrolig mange, der i forbindelse med Frost-gate lavede “meanwhile in Syria” opslag på deres vægge. Det er sådan set fint nok. Jeg kan sagtens se, at det kan være godt at huske, at der sker mere væsentlige ting rundt omkring i verden. Men når selvsamme folk så, ugen efter, poster billeder af tekopper, lommetørklæder og Vics, akkompagneret af rigelige mængder af grædesmileys og #FeelingTerrible, så tænker jeg, at det må være ok lige at spørge opklarende ind til, om man har misset den glædelige nyhed, at krisen i Syrien er løst.

Så hvad er det, jeg vil? Jeg vil gerne slå et slag for, at vi i bedste forældrebestyrelsesstil, prøver at være behjælpelig med oprydningen på vores eget lille hjørne af legepladsen. Man behøver ikke være ubehagelig, eller lægge sure opslag op, men når din veninde næste gang poster opslaget om, hvor farlig aspartam er, så synes jeg sagtens man kan skrive “Det lyder godt nok fælt – hvem er kilden her/hvor er det fundet?” For det kan sagtens ske, at aspartam (kunstigt sødemiddel) er farligt. Men det er da stadig relevant at se, hvor pågældende artikel kommer fra? Hvis det fx. er sukkerindustrien, der er afsenderen, er der da grund til at bevare en sund skepsis ift. indholdet. Eller alle opslagene om de farlige bivirkninger ved vacciner. Hvor kommer de fra? Statens Seruminstitut eller Heal Dig Selv- netværket? Det værste, der kan ske er, at vi bliver klogere, for ligger der en valid kilde bag, så har man lært noget nyt, og hurra for det. Ind imellem vil man ikke være i stand til at vurdere, hvad der er rigtig og forkert, og somme tider har man ikke tid. Men selv da vinder racen stadig, fordi vi er med til at fremelske en kultur, hvor det er normalen, at man forholder sig kildekritisk, og måske også hjælper hinanden med at gøre det til en vane liiige at tænke en ekstra gang over, om det godt nok kan passe, at man dør af at drikke mælk.

Det handler om at få plantet frøet i omgangskredsen, og om at få gjort det ok at standse ulykken. Hvilket selvfølgelig kræver, at man tænker over, hvordan man formulerer sig, så det bliver formålet og ikke retorikken, der fylder. Men det bliver kun gjort, hvis vi gør det, og jeg tror, at det er den eneste måde at lære både vores egen og de kommende generationer, at noget ikke nødvendigvis er sandt, bare fordi det står på nettet.

Forleden var jeg i Aarhus og løb i den forbindelse på en god, gammel bekendt, der fortalte, at hendes forhold hang i en tynd tråd. Hun er én af mange i min omgangskreds, der enten står med den ene fod ude af døren, eller hvor skilsmissen er en realitet, og ligesom de andre jeg kender, der har måtte træffe den tunge beslutning, er det også konsekvenserne for børnene, der fylder mest for hende.

“Vi har nok ikke været gode nok til at lave ting sammen. Vi har glemt at pleje forholdet. Det hele har gået op i praktisk arbejde og logistik, mens børnene har været små, og nu er det som om, vi bare er gode venner” sagde hun.

Den sætning har jeg hørt i forskellige variationer hos stort set alle, jeg kender, der er gået fra hinanden, og igår slog det mig, at jeg faktisk ikke tror, at det er sådan, det forholder sig.

Jeg tror, at vi, når vi gennemlever kriser og store forandringer i livet, ændrer os som mennesker. Jeg tror ikke, at vi er de samme, som vi var, inden det hele blev vendt på hovedet, og hvis det er rigtigt, betyder det, at man, efter børn, dødsfald eller alvorlig sygdom, er to nye mennesker, der står overfor hinanden. Og det er simpelthen ikke givet, at de to mennesker passer sammen. Selvom der er masser af klister i form af fælles kærlighed til børnene, tidligere gennemlevede kriser, kendskab til hinandens familier osv., er det ikke nok, hvis disse to nye mennesker, helt grundlæggende, ikke længere er tiltrukket af hinanden.

Når man er nye kærester, ved de færreste, hvordan den anden reagerer på at blive udsat for maksimalt pres; der har sjældent været noget af en sådan kaliber tidligt i et forhold. Og når man bliver trykprøvet i livet, er der ikke overskud til hensyn eller forstillelse, og så kommer det hele ned til, om man har været så heldig at finde sammen med én, der enten reagerer, som man selv gør, eller hvor man komplimenterer hinanden. Både umiddelbart, og over tid. Og det aner man ikke noget om på forhånd.

Jeg tror, man kan styrke sit forhold ved at blive ved med at tappe ind, også når det hele går RIGTIG hurtigt – men jeg tror stadig kun, at det virker, hvis de to nye mennesker har den kemi, det kræver at være i et forhold.

Ligesom jeg virkelig, virkelig gerne vil prikke til idéen om, at sygdom er en kamp, man kan tabe eller vinde, afhængig af sin indsats, vil jeg også gerne tilbyde min mentale hånd i ryggen til dem, der måtte have brug for det, når det kommer til skilsmisse. Det er mig så inderligt imod, at man, når man kæmper for at overleve, uanset om det er i konkret eller overført betydning, oveni skal bære både egen og omverdenens ide om, at det er selvforskyldt, hvis man taber; at det handler om, at man har fejlet eller gjort for lidt.

Alle gør det bedste de kan med det, de har. Særligt, når vi er pressede.

Det skal vi hjælpe os selv og hinanden med at huske på.

Apropos overhovedet ingenting, så gæsteblogger Anton og jeg hos søde Karmamilli, så der kan man lige stikke hovedet over, hvis man vil have Antons bud på, hvor gammel, jeg er…