Det sidste års tid er jeg blevet medlem af flere forskellige nye grupper på facebook. De fleste af stederne er nye medlemmer blevet bedt om at præsentere sig, og i den forbindelse er der noget, jeg har undret mig over: Der er godt nok mange, der præsenterer sig med en diagnose.
Det kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om.
Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige, at det er min klare opfattelse, at vi er langt fra i mål med at sidestille psykisk sygdom med den fysiske af slagsen. Jeg kan bare kigge i spejlet: Jeg har svært ved at tage mig selv alvorligt, når det knager lidt de steder i systemet, der ikke kan måles eller vejes, og når jeg er ude i embeds medfør, oplever jeg også, at det for mange er nemmest at respektere den type sygdom, man forstår.
Jeg vil så gerne undgå at være med til at understøtte, at psykiske lidelser er noget, der forsvinder, hvis man bare tager sig sammen, så derfor har jeg brugt noget tid på at tygge på, hvorfor jeg kan mærke, at jeg stritter lidt på det, når et menneske, der skal indgå i et virtuelt fællesskab – der intet har med psykiske lidelser at gøre – som det allerførste i en præsentation af sig selv nævner, at vedkommende “har været gået ned med stress” eller “i mange år har kæmpet med at være særlig sensitiv”.
Somme tider ser man, at mennesker, der har holdt på hemmeligheder eller været underlagt tabuer i mange år, nærmest eksploderer i ord, når de endelig får lov at tale om det, de har holdt for sig selv så længe; det er, som om vægtskålene skal tales i vater, før man er klar til at give Det Svære en plads på den indre reol, og det giver fuldstændig mening for mig.
Men målet er vel, at få gjort tabubelagte emner til noget, vi taler om på lige fod med alt muligt andet? Eller hvad? For hvis det er tilfældet, ville det være naturligt at gå fra underbelyst til overeksponeret, for så at ende et sted, hvor kontrasten er tilpas. Men jeg synes, at jeg mange steder ser mennesker, der vælger at blive i det overeksponerede, og det tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår. Jeg advokerer på ingen måde for hemmeligholdelse, men hvis man har kæmpet med noget, meget og længe, hvorfor vælger man så at holde det foran sig, og tale nyt liv i det hver eneste gang, man træder ind i en relation?
Vi snakker så meget om, at de sociale medier er én-dimensionelle, og at det derfor er (for) nemt at fremstille sit liv som ren, glitrende idyl, men jeg synes, vi glemmer, at det samme gælder, når vi har en slagside af enkeltemner af den tungere slags. Det billede, vi tegner af os selv bliver udelukkende til på baggrund af de ting, vi vælger at sige og vise og hvis man i alle sammenhænge fremhæver en diagnose, som det første og eneste, så *bliver* man til sidst kun dét.
– og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at man på den måde kan være med til at kvæle dialogen, som ellers kunne være med til at belyse det, som i mange år har været gemt i skyggerne; simpelthen fordi ingen har lyst til at åbne døren til et korstog.
Jeg vil gerne være klogere, og det kan sagtens være mig, der overser noget indlysende, så tanker, perspektiver og alternative vinkler er mere end velkomne i kommentarfeltet.
God uge derude.
Jeg er på sin vis enig. Det er et stort dilemma. Jeg tror også, at det fylder meget i nogle personer, at de (måske endelig) kan få lov at sætte ord på 'noget'.
Personligt har jeg intet behov for at præsentere min stressperiode eller kræftforløb. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan anerkende andre menneskers behov for at holde det op foran sig. Det er vel en slags forsvar – eller fordi man bare gerne vil forstås i den kontekst.
Jeg vil gerne forstås i en anden kontekst. Derfor er jeg også en af de der irriterende typer, der definerer mig selv i mit arbejde og holder det frem. Faktisk mere end min rolle som mor (hmm, det kan man så tygge lidt på).
Anyways, det er en fin refleksion du laver. Jeg tror bare, at det er meget forskelligt fra person til person, om man vælger at holde 'diagnosen' op 🙂 kh. Birgitte
Helt bestemt – det er langt fra alle, der gør det. Det er bare alligevel sket nok til, at jeg undrer mig; primært fordi de mennesker, der har trukket det frem, lader til at have lagt selve sygdomsforløbet bag sig for år tilbage.
Men selvfølgelig kan der være hundrede gode grunde til, at man alligevel har brug for at gøre det til en del af definitionen på, hvem man er. Og selvom jeg ikke helt forstår det, bliver det jo ikke af den grund forkert:)
Kh
Linda
Hej Linda
Jeg tror, det er fordi man i et alvorligt sygdomsforløb mister sin identitet, jeg husker ikke om jeg selv har præsenteret mig med mine diagnoser… men i starten af sygdommen og i udredningsfasen (4 år) hvor alt handler om at forstå, erkende, lærer at leve med det man nu fejler bliver menneske bag sygdommen udslettet og jeg kan nemt forestille mig, at jeg har været som du beskriver af den simple grund jeg havde virkelig ikke andet at fortælle om mig selv,i starten efter de 4 år. Så da jeg skulle ud i livet igen og skabe nye relationer i en udgave af mig selv som jeg overhoved ikke kendte, havde jeg kun diagnosen som det eneste sikre til at beskrive hvem jeg var…nu her 11 år efter har jeg heldigvis så meget andet at starte med at fortælle om mig selv… men endnu engang et rigtigt vigtigt blogindlæg, du gør det godt
Hilsen Tanja
Det giver virkelig god mening – i hvert fald i forhold til dem, der stadig står i skyggen af et forløb, som det, du beskriver. Mange tak for dit input <3
Tænker Tanja rammer det på kornet, at det handler om at være ramt af noget, som giver et mere eller mindre midlertidigt identitetstab eller som fratager én den identitet man havde. Har selv oplevet det ske i forbindelse med bla. mild depression og kronisk "usynlig" sygdom hos mig selv eller mine nærmeste – og sidst var i forbindelse med noget så normalt som at blive mor. Der var simpelthen nogle måneder, hvor jeg ikke anede, hvem jeg var mere, udover at være mor. Og det i en sådan grad at det var sært at være afsted uden baby, for så kunne man jo ikke se, at jeg var mor! Manglende pendant til vielsesring for at kunne synliggøre, at der var et lille væsen, som var dybt afhængig af mig derhjemme.
Ingen af gangene har jeg oplevet det som en sund tilstand og nødig præsentere mig med et af de mærkater, men tænker det er den mekanisme, som gør at det er det, man melder ud på sociale medier eller andre steder. Måske endnu mere, hvis det er noget hvor man føler at man skal kæmpe for at evt. sygdom bliver anerkendt i en eller anden officiel kontekst (hos det offentlige, forsikringsselskab, arbejsgiver etc).
Jeg tror egentlig også – nu, jeg sidder og efterrationaliserer – at en del af min undren bygger på mine egne oplevelser. Jeg har haft 3 alvorlige depressioner, da jeg var hhv. 15, 18 og 21. Første gang fortalte jeg det ikke til andre end dem, der var helt tæt på. Anden gang fortalte jeg det (bl.a. af praktiske årsager) til nogle af dem, jeg havde lidt længere ude i bekendtskabskredsen – og det fortrød jeg. For det kom til at betyde, at jeg aldrig, aldrig, ALDRIG fik fri fra det. H.V.E.R eneste gang, jeg var sammen med de her mennesker, skulle vi snakke om, hvordan jeg havde det (fordi jeg kun kender gode mennesker, der ikke er berøringsangste ift. svære ting) og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Da der ikke var nogen, der vidste det, fik jeg i det mindste ind i mellem en kort pause, hvor jeg blev afledt eller kortvarigt tænkte på noget andet. Det "pusterum" oplevede jeg som noget, der gav en sten at stå på, i en flod, der ellers bare rasede og brølede hele vejen rundt om mig.
Jeg stod selvfølgelig midt i det, og der er forskel på den situation, og så den, hvor sygdomsforløbet ligger nogle år tilbage. Min pointe er nok bare, at jeg ikke helt forstår, at man ikke har brug for åndehuller; at det kan være rart at dem, der er tæt på, kender til den fulde historie, men at dem, man aldrig skal møde i virkeligheden, og som man kun har et virtuelt interessefællesskab med, kan efterlades i entreen.
Kh
Linda
Og så lige en strøtanke mere; det er måske også knyttet til den sociale konvention om at man præsentere sig med sit arbejde i mange sammenhænge og hvis man ikke går på arbejde, så præsenterer nogen sig måske med det, som står i stedet for eller i vejen for arbejdslivet?
Jeg vil allerførst sige, at jeg synes du er virkelig god til at præsentere et meget følsomt emne; jeg synes du er meget forstående i din undren, som jeg til dels deler.
Fordi det er relevant i denne kontekst, nævner jeg lige, at jeg har været ramt af en svær depression og angst i flere år. Det gjorde, at jeg måtte droppe min universitetsuddannelse og gentænke mig selv totalt – min hukommelse er meget dårligere nu, jeg synes ikke, jeg kan formulere mig selv så skarpt som tidligere, og jeg er nu i gang med en erhvervsuddannelse, hvilket jeg heldigvis efterhånden har fået det rigtig godt med. Det medfører dog mange spørgsmål om 'karriereskift', og det er en udfordring ikke at fortælle om de svære år, der også inkluderede min mors død, når det jo rent faktisk VAR det, der var årsagen. Jeg prøver dog at lade være og i stedet skøjte let henover emnet, da jeg netop ikke har lyst til at lade det definere mig fremover. Jeg kunne aldrig drømme om at have det med i en kort præsentation om mig selv, men jeg holder det heller ikke hemmeligt.
Tak fordi du deler dén vinkel, for det kan jeg virkelig sagtens se, hvad du mener med. Det giver utrolig god mening, at der kan være behov for at trække en del af historien frem som forklaring på ændringer i livsvalg.
Tusind tak for input <3
Svært emne …
Det at acceptere sine mentale udfordringer, er vel et af de vigtigste punkter i et godt recovery-forløb.
Og hvis man stadigvæk svømmer midt i suppen, og recovery er noget der forefindes et sted langt ude i horisonten, er det vel egentligt meget naturligt at man skriver det.
Det er jo dét, du i øjeblikket mener definerer hvem du er, og hvad du bruger din tid på. At undlade det, ville være det samme som aktivt at fratage folk muligheden for at lære dig at kende som du er lige nu.
Det er én af grundene til, at man i psykiatrien arbejder meget med psykoedukation: "Hvad har diagnosen indflydelse på, og hvad er mig og min personlighed".
Jeg har ikke det fjerneste problem med at folk skriver hvis de har en diagnose, så længe det ikke bliver brugt som et "Get out of jail free card".
For det er ikke diagnosens skyld, hvis du grundlæggende er en hat af dimensioner.
Jeg er hundrede procent enig i, at der aldrig er kommet noget godt ud af at feje noget ind under det psykiske gulvtæppe. Og det er bestemt ikke, fordi jeg synes, at folk skal skamme sig over det, eller føle, at det er noget, de skal skjule for at blive accepterede. Jeg tror måske bare, at jeg har studset over det, fordi det ville virke mærkeligt, hvis jeg fx. deltog i en reception, hvor der kom en masse mennesker, jeg ikke kendte, og folk gav hånd og lagde ud med den samme præsentation. I hvert fald når sygdomsforløbet (som det er tilfældet i de fleste af de virtuelle fællesskaber, jeg har oplevet det i) ligger flere år tilbage i tiden.
Det er nok i virkeligheden mest sådan en lidt forsigtig 'hver ting til sin tid' jeg har mærket.
Absolut. Hver ting til sin tid.
Møder jeg op til et arrangement der fordrer fysisk aktivitet, gør jeg som regel opmærksom på at jeg har gigt i knæet, så folk ikke tror at jeg lurepasser fordi jeg ikke gider.
Men jeg gør det selvfølgelig ikke, hvis det er et foredrag, hvor vi alle sidder ned.
Den samme omtanke mener jeg også er gældende for psykiske problemer.
Og ligger det oven i købet flere år tilbage, og er vel overstået, forstår jeg fint din undren.
Min oprindelige kommentar, var ud fra den anskuelse, at det selvfølgelig skal have en relevans.
Fuldstændig urelateret så er will & grace kommet på viaplay samtlige 8 sæsoner og når den næste sæson starter kommer afsnittet på viaplay dagen efter. Bare hvis du ikke allerede vidste det
Lige præcis W&G er ALTID relevant ??
(Er vi enige om, at Grace har fået fikset næsen?)
Må indrømme jeg aldrig har studeret hendes næse særlig grundigt:) men det har hun sikkert, hun er jo skuespiller i Hollywood:)
Tænker også lidt mere end næsen 🙂
Måske nævner folk eventuelle diagnoser fordi det er grunden til at de er endt i gruppen? Jeg kan se fra minimalismegrupper på Facebook at det for mange er depression/stress/angst der har gjort at de har fundet behovet for mere ro og mindre rod i deres liv. I den kontekst giver det (for mig) mening at man præsenterer sig relateret til baggrunden for hvordan man er “endt” i den pågældende gruppe.