Alvorligt talt

Lige siden jeg blev gravid første gang, har meningitis været på min top 3 over Mest Frygtede Sygdomme. Jeg tror, vi alle har passager i Angstens Store Bog, som er skrevet med caps lock, og uanset om det, vi er bange for, er reelt nok eller irrationelt og blæst fuldstændig ud af proportioner, så tror jeg, det ligger så dybt i os, at logikkens lys ikke kan nå derned.

For mit vedkommende hænger det nok sammen med, at det er en af de sygdomme, man hører en del om, når man læser til tegnsprogstolk, fordi den er en af de store syndere, når det kommet til pludselig opstået døvhed. Når det er sagt, er det jo heller ikke just en sygdom, hvor øget kendskab giver øget tryghed. Således har jeg H.V.E.R eneste gang, jeg har været til vagtlæge med mine børn, insisteret på, at han/hun tjekkede ekstra grundigt for meningitis, og forklarede mig – i hvert enkelt tilfælde – hvorfor vi var sikre på, at det lige her *ikke* var det, der var tale om.

Jeg ved godt, at når man hele tiden kigger mod himlen, fordi man frygter at få et fly i hovedet, så ender man med at blive kørt ned (sagde optimisten), men de sidste par måneder er jeg stødt på uforholdsmæssigt mange historier om den forbandede sygdom, og senest er en lille pige 5 km. herfra blevet smittet.

Og nu er det, at jeg overvejer, om jeg skal lade ungerne vaccinere for de strenge af den, som ikke er en del af børnevaccinationsprogrammet. Jeg er proproPRO vaccine, og kunne man være helt sikker på, at en ekstra vaccine, ville betyde, at de aldrig fik det, havde jeg gjort det uden at tøve. Men som jeg forstår det, er der stadig en udgave af det, man kan blive smittet med, selvom man får alle vacciner i hele verden.

Så det her er en af de gange, hvor jeg virkelig, virkelig gerne vil have jeres input. Hvad tænker I? Er det livrem og seler på illuminati-måden, eller giver det faktisk mening?

Kh

Den (over)bekymrede stenbuk

For omkring 10 år siden kørte der en ophedet debat i medierne mellem LOC og Hanne Vibeke Holst. Den udsprang af teksterne til hans single “Undskyld ho”, og var opstået fordi, HVH syntes, at det var problematisk at legalisere ord som ‘ho’ i det offentlige rum, fordi sprog skaber virkelighed. Dengang var den stærkeste følelse, jeg kunne mønstre til emnet, en let undren over, at hun orkede at tage kampen, som, set med mine øjne, var tabt på forhånd.

Men den seneste tid har jeg tænkt mere og mere over det med, at en bestemt sprogbrug om et emne, ender med at definere, hvordan vi forholder os til det.

For eksempel har jeg spekuleret meget på, hvordan vi taler om børneinstitutioner, både i medierne, på de sociale netværk, og i 1:1 relationen med vores børn.

Det kom sig af, at jeg opdagede, at jeg slæbte rundt på en grundskyld over, at mine børn skulle være i institution. Ikke over antallet af timer eller manglende feriedage, eller fordi de var syge og slatne, når jeg afleverede dem, men simpelthen dårlig samvittighed over det faktum, at de skulle være der. Jeg begyndte at lægge mærke til, at både jeg selv og mange af mine veninder med små børn, forlod jobbet i et tempo, der nærmest brød lydmuren, når vi havde fri, så vores børn ikke skulle bruge så meget som ét minut længere end allerhøjest nødvendigt i børnehaven, og var der bare optakt til, at man kunne give dem en halv eller en hel fridag, blev alt sat ind på at gøre det muligt.

Nu er det jo sådan, at har man en hammer, så ser man søm alle steder, så da først jeg begyndte at lægge mærke til det her, bemærkede jeg også, at det stort set kun er de dårlige historier om børnehaver og vuggestuer, der finder vej til medierne. En sjælden gang sniger der sig en solstrålehistorie ind, men så er det altid en historie med et tvist; en institution, der har formået at lave vellykket integration af en bestemt type af børn, eller om steder, hvor de alle sammen er blevet så glade og berigede, fordi de har fået en praktikant fra en flygtningelejr.

Jeg er med på, at det vil være en både kort og måske i første omgang uinteressant artikel, hvis den skal handle om en helt almindelig institution, hvor medarbejderne går glade på arbejde, og ungerne trives. Bevares. Men stort set alle historier, jeg har læst, handler om dårlig normering og stressede pædagoger. Der er beretninger om nærved-og-næsten katastrofer, der skyldes, at en medhjælper har været efterladt alene på stuen med 52 børn, og der er historier om børn, der ikke får ferie og bliver afleveret tidligt og hentet sent, og som er drønsyge, men camouflerede raske med panodil, så deres ligeglade forældre kan efterlade dem på dørtrinnet alligevel.

Og nu har jeg sgu set mig lidt sur på det, for for mig (migmigmig) har det betydet, at jeg stille og roligt er kommet til at tro, at det er en dårlig ting for mine børn at være i institution. Skadeligt, nærmest. Det hører med til historien, at jeg er ekstra nem at ramme, fordi jeg selv hadede at gå i børnehave, og husker det som startskuddet til den særlige afkrog af helvede, min skoletid viste sig at være; den del vil jeg godt tage på mig. Men jeg synes faktisk, at det er en tanke værd, at vi med vores sprog og vores adfærd er med til at signalere til vores børn, at det er synd for dem, at de skal i børnehave, for det synes jeg, helt objektivt, ikke at det er.

Vi har alle sammen fået vores børn, fordi vi gerne vil være mest muligt sammen med dem, men hvor meget “mest muligt” er, afhænger af vanvittigt mange ting, herunder en nærmest uendelig liste af tilfældigheder, som vi ikke selv er herrer (og damer) over.

Jeg er derfor begyndt at øve mig at i at tænke på børnehaven og vuggestuen, som loppernes arbejdsplads. For mandag morgen vil jeg sgu da også helst være herhjemme under dynen, hvor alt foregår i mit tempo, og der er kaffe på kanden, men det er ikke synd for mig, at jeg skal på arbejde. Tværtimod ville det være synd for mig, hvis jeg pludselig ikke skulle. Mit job giver mig mulighed for at vokse som menneske, fordi jeg bliver udfordret, både fagligt og personligt. Det har givet og giver mig relationer, som jeg sætter uendeligt højt, og det danner en kontrast til “hjem” som gør, at jeg nyder det ekstra meget, når jeg holder fri og kan blive dér. Og jeg er begyndt at tænke, at selvom de bruger kræfter på at være der, og ikke selv har valgt på samme måde, som jeg har – så gør mange af de samme ting sig gældende for mine børn.

Så jeg øver mig i at tage den med ro, når jeg kører hjem fra arbejde. Jeg øver mig i, ikke at kompensere med Lego og M&M’s, når jeg afleverer mine børn, mens andre holder vinterferie, og jeg øver mig i at tale med dem om alle de gode oplevelser, som både de og jeg skal ud til, når vi træder ud af døren mandag morgen.

Det er svært, for der ligger mange års vanetænkning bag følelserne til det her, men jeg tror, at det er værd at udfordre både, hvad man siger og ser. For sin egen såvel som for børnenes skyld.

I lørdags i Mads & Monopolet, var der et dilemma fra en pige, som ikke kunne finde ud af, om hun skulle fortsætte med sit SU-lån. Et lån, hun havde taget, da hun flyttede i en dyr lejlighed, og som hun derfor strengt taget ikke længere havde brug for, fordi hun siden var flyttet i noget billigere, og derfor gik pengene nu til cafeture og læbestifter. Andrian Lloyd Hughes prædikede fornuft, Sofie Linde fest og London, og Thomas Warberg forsøgte at kaste et romantisk skær over toasts og byture på røven.

For mig var det et af de dilemmaer, hvor jeg ville ønske, de ville ringe til mig, så jeg kunne få lov at bidrage med noget, jeg først selv har lært i en sen alder: Det er nemmere at være et bestemt sted i livet, når dem, man er omkring, er samme sted.

Da jeg læste, var min bankmand en god bekendt. Det betød, at han forhøjede min kassekredit, når jeg ringede til ham og bad om det, hvilket jeg dengang syntes var super fedt. I dag? Not so much. Jeg lånte ikke et fast, månedligt beløb gennem hele min studietid, men fik alligevel opbygget en solid gæld, hvilket jeg er noget så utrolig træt af idag. For da vi læste, var alle fattige. Forskellige grader af fattige, men stadig. Alle boede mærkelige steder, med bad i kælderen, toiletter på gangen, og klamme udlejere, der mistænkeligt ofte stod i vaskekælderen, når det var trusser og bh’er, der lå i maskinen. Ingen havde råd til at spise de dyre steder, og alle var på fornavn med basis-kollektionen hos H&M.

Idag, 15 år efter, betaler jeg – stadig – 2500 kr. af i måneden på det idiotiske lån. Da min arbejdsplads gik konkurs, var det meget tæt på at være den afgørende forskel på, om jeg kunne sige ja eller nej til mit elskede hus, og hvis man laver et hurtigt overslag i hovedet, kan man også godt se, at der havde været råd til mere ferie for børnene og mig, hvis der lå 30.000 kr. og flød på kontoen hvert år.

Da jeg læste, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle leve et voksenliv uden at være i et fast forhold. Jeg anede ikke, hvordan en økonomi så ud, når man ikke længere var studerende, og at der ville komme udgifter ind i billedet, som er ret betragtelige, fordi jeg afholder dem alene. Forsikringer, licens, husleje osv. osv. osv. Alle de kedelige ting, der gør, at den voksenløn, man forestiller sig i alle de år, man hælder ketchup på sin pasta, faktisk ikke er så overvældende igen; i hvert fald ikke, hvis man sidder i et af de jobs, som en mellemlang, videregående uddannelse typisk munder ud i.

Og idag gør pengene derfor en større forskel, end de gjorde dengang. For dengang gjorde de da livet lidt sjovere, bevares, men de betød jo ikke, at jeg sad i en fed lejlighed eller kunne slippe for de studiejobs, der virkelig sjældent er givende og sjæleudviklende. Men idag er dem, vi har omkring os, *ikke* på SU mere, og idag, 15 år efter, GØR pengene en forskel, fordi de forhindrer mig i at gøre nogle ting for og med mine børn.

Egentlig oplevede jeg den samme mekanisme, da jeg fik Frida; at det er nemmere, at have små børn, når de andre i omgangskredsen også har. Da jeg fik Anton, var jeg en af de sidste i min vennekreds, der fik børn. De af mine venner, der havde små børn, havde typisk en stor på 4-5 år og en lille på 1-2 år. Med Anton ombord, var forskellen ikke så stor. Mine venners de mindste skulle stadig sove til middag, rodede stadig rundt om natten, skulle stadig fragtes rundt i noget på hjul osv. osv. Derfor føltes skellet mellem dem og jeg ikke så stort. Men da jeg fik Frida, og deres børn i mellemtiden var blevet hhv. 5 og 8, kunne jeg mærke, at jeg socialt blev hægtet af. Fordi det simpelthen ikke er det samme man kan med en baby, som man kan, når man har skolebørn.

Man kan indvende, at det handler om FOMO; at ingen er gået i stykker af manglende ture til Legoland, eller af ikke at kunne sidde med ved voksenbordet og snakke, når man er i byen. Og det er fuldstændig rigtigt. Og jeg vil også gerne understrege, at vi ikke er fattige. Vi mangler ingenting, og mine børn vil til evig tid og uden sammenligning være de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Men når jeg, i enkelte, vanvittige øjeblikke, overvejer, om der ikke lige er plads til bare en enkelt, lillebitte baby mere, er det her faktisk noget, jeg har med i mine overvejelser: At man kan få sig selv koblet helt af sit sociale netværk, fordi man ikke kan deltage på lige fod med de andre.

Så hvis pigen i dilemmaet havde spurgt mig, ville jeg klart have rådet hende til at ride fattigdommen af, så længe alle omkring hende er i samme båd. Nogle beslutninger kaster lange skygger, og livet udvikler sig somme tider i skæve retninger.

Det ville jeg ønske, at jeg havde vidst, og forstået, da jeg var 20.

“HVORFOR MÅ BABYEN FÅ COLA, MOR?” spurgte kvinden med meget høj stemme. Hendes søn på 3 havde stillet spørgsmålet, fordi han så Frida drikke en tår af Antons cola, og hjemme hos dem skal man være 5 år, før man må få sodavand. Vi var i legeland for at fejre min venindes søn, og moderen til drengen synes, at det var ret sjovt, at han havde spurgt, og gengav derfor spørgsmålet, så alle kunne høre det.

Jeg kender min venindes veninde fra andre sammenhænge, og jeg kan skidegodt lide hende. Alligevel brændte det i kinderne, og jeg kunne mærke, at jeg blev både gal og ked af det. For umiddelbart der er jo ikke rigtig noget at sige, som kan forsvare det, vel? “Ja, det er fordi jeg tror på, at børn har godt af alle de vigtige næringsstoffer, der er i Pepsi Max” er jo ikke rigtigt en mulighed, og jeg følte mig simpelthen så udstillet. Lige i dé situationer kan jeg mærke, at jeg bliver ekstra opmærksom på, at jeg er alene med mine børn; at klicheen om den enlige mor, der mangler overskud til at interessere sig for sine børns tarv og vilkår, og som derfor bare lader dem sejle planløst rundt i en sovs af e-numre, sukker og manglende grænser, ligger lidt for lige for.

Jeg lod den fare, fordi situationen ikke rigtigt var til at tage den, men den prikker til noget, som jeg rammes af og irriteres over i alle sammenhænge, når vi snakker om børn, nemlig at det lader til, at vi idag er så optagede af enkeltelementerne i opdragelse af vores børn, at ingen længere har overskud eller overblik til at forholde sig til det store billede.

Må man sende sine børn i institution i ferien? Må man lade dem se iPad 4 timer om dagen? Må man lade dem spise sukker? Må man vække dem, når de sover, må man true med at tage legetøjet, hvis de ikke makker ret, og må man hæve stemmen, når man bliver vred? Der er tusindvis af områder, hvor det er enormt nemt at svare, hvis man isolerer spørgsmålet til kun at handle om dét, men sådan er der jo ingen, der lever. Vi har alle sammen liv, der består af tusindvis af brikker, og hvor en masse valg og hensyn påvirker hinanden, og derfor er det både dumt og kollektivt belastende, at vi dømmer os selv og hinanden på baggrund af enkelthandlinger. Hvis Frida sover når Anton skal til gymnastik, er det så hendes eller hans behov, der skal tilgodeses? Hvis der er alvorlig sygdom hos forældrene, der af den ene eller den anden grund bliver forværret, hvis de skal holde 3 ugers ferie med børnene hjemme, er det så bedst, at ungerne får de 3 uger, som ingen kan være uenige i, at de fortjener, eller er det bedre, at forældrene er hurtigere på benene igen, og dermed hurtigere kan være mere for de selvsamme børn igen, hvis de kun får to uger? Jeg synes, at den offentlige tone gør det svært at tage sig lov til at fastholde, at man har nogle vilkår eller overordnede principper, der betyder, at man bryder med nogle af de politisk korrekt retningslinjer, der er udstukket ift. fænomenet børneopdragelse.

Det er lidt som den debat, der de sidste 10 år har kørt omkring vin; om det er sundt eller usundt. Flere studier peger på, at det er sundt for hjertet, ligeså mange peger på, at det er usundt for vægten. Pointen her er, at begge dele er sandt. Og jeg ved ikke med jer, men jeg er ved at blive rundtosset af at forsøge at gøre alting rigtigt samtidig. Vi kan hævde alt det, vi gider, at vi ikke ligger under for alle de Korrekte Principper – men jeg kender ikke ret mange, der ville sige højt i en forsamling, at blå er en drengefarve, at der er fri computertid hjemme ved dem, eller at deres børn får en ekstra time i institutionen 3 gange om ugen, så de selv kan nå at løbe en tur.

Bagsiden af medaljen ved den digitale verden er, at vi i nogle tilfælde bliver overinformerede, synes jeg, og derfor hele tiden er belastet af viden om, hvad dette eller hint gør ved sjælen og legemet hos både egne og andres børn.

Da jeg fik Frida lovede jeg derfor mig selv, at jeg ville arbejde med det. At jeg ville stå fast på de valg, jeg har truffet, fordi de for fanden er truffet ud fra en overbevisning om, at det, jeg gør, er rigtigt for os, og at man nogle gange vinder krigen ved at tabe slagene. Jeg lovede mig selv, at jeg ville øve mig i at stole på, at jeg med det udgangspunkt *vi* har, giver mine børn de bedste betingelser for trivsel.

F.eks. har jeg valgt, at jeg rydder op efter mine børn, når de skal i seng. I løbet af dagen skal de gøre det selv, men fordi jeg gerne vil, at vi lukker dagen ned på en god måde, har jeg valgt, at det ikke er når vi alle tre er trætte, at vi skal tage dén konflikt.

Og jeg har også valgt, at Frida må få cola ved særlige lejligheder. Faktisk er mad og måltider noget, jeg har brugt rigtig lang tid på at forholde mig til, fordi jeg selv i en periode har bøvlet med det. Derfor er det vigtigt for mig, at mine børn lærer deres kroppes signaler at kende, og respekterer dem. Det betyder, at man godt må få aftensmad kl. 16.30 hjemme ved os, for hvis det er der, man er sulten, er det der, man skal spise. Det betyder også, at man ikke skal spise op. (Det vilde er, at selv mens jeg sidder og skriver dette indlæg har jeg lyst til at skrive 100 disclaimere, fordi jeg gerne vil vise, at jeg ikke er ligeglad eller dårligt begavet. Hvor ER det irriterende!) Vi har sjældent cola, for Anton elsker det, og det er simpelthen lettere, at det bare ikke findes i huset. Derfor er cola noget, der er forbeholdt særlige lejligheder hjemme ved os, og min overordnede beslutning er, at opdragelse er noget, der primært skal forgå i hverdagen, og derfor skal det ikke være den konflikt, vi bruger tiden på, når vi holder fødselsdag eller har gæster.

Alle jeg kender har meldt deres børn til mellem 3 og 5 forskellige fritidsaktiviteter; jeg har valgt, at Anton går til én. Jeg er sikker på, at det er det rigtige for os. Jeg vil have, at der er ro på i ungernes liv, og jeg vurderer, at lige præcis mine børn har brug for at slappe af, når vi kommer hjem om eftermiddagen. Alligevel mærker jeg ind imellem tvivlen gnave, når andre taler om, hvor vigtigt det er at dyrke nærmiljøet og hvor gode venskaber, børnene får, når de går til dans og fodbold og teater og kor og gymnastik og spejder. Og problemet er, at vi hele tiden skal træffe vores beslutninger, om alt det, der påvirker vores børn, uden at vide, hvad konsekvenser af valg og fravalg bliver på den lange bane. Skåret ind til benet vil vi jo bare alle sammen gerne skabe glade, hele mennesker, der trives i både sig selv og i verden, og det eneste, vi har at pejle ud fra, er mavefornemmelse og livsbetingelser.

Og alt det kunne jeg mærke, da min beslutning om, at Frida ikke bliver besudlet på indersiden for evigt, fordi hun drikker cola, blev udsat for en granskning i plenum. Jeg kunne mærke bølgen af instinktiv skam, automattvivl, den kroniske forældreangst, der består af lige dele frygt for at tage fejl og for at blive dømt, og så – endelig og heldigvis – irritationen over det evige fokus på isolerede enkeltelementer i opdragelsen. For med irritationen kom reminderen til mig selv om, at jeg én gang har truffet beslutningen om, at det store billede er det vigtigste, uanset hvad andre måtte mene om mine enkelte penselstrøg. Det, der er rigtigt i den ene familie, giver ikke nødvendigvis mening i den anden.

Det vigtigste må være, at det, jeg gør, giver mening i min.

Her til aften modtog jeg en sms fra en bekendt, der som den eneste, jeg kender, stadig holder stand imod brug af emojis i sine beskeder. Jeg har selv overgivet mig for længst, og er nu så vant til både at bruge og læse dem, at jeg altid lige skal løbe de sidste måneder af vores relation igennem i hovedet, for at være sikker på, at hun ikke er sur på mig, når jeg læser hendes beskeder. Når jeg svarer hende, uden brug af emojis, kigger jeg på min egen besked, og synes, at den er afmålt, konservativ og blottet for liv. Det er noget pjat, for lige så pro jeg er for emojis i textbeskeder, ligeså con er jeg, når det kommer til alle andre former for skiftelighed, i hvert fald når vi kommer op på et vist niveau. Jeg får nærmest tics, hvis jeg ser dem i ansøgninger eller artikler i trykte medier, og i min optik er det i de sammenhænge dovenskab på linje med voice-over i film; hvis du er nødt til at ty til dem for at få historien til at flyve, har du ikke gjort dit arbejde godt nok.

Men tilbage til veninden, for hendes emoji-løse besked fik mig til at tænke på den meme, jeg selv har delt på IG idag:

Som man kan læse i kommentarerne, så er det også et af de områder, hvor der findes to slags mennesker, og hvor man, når man tilhører den ene gruppe, kan blive helt forbløffet over, at andre kan have det anderledes end én selv. Jeg HADER uventede gæster. Ikke gæsterne, for jeg kender kun virkelig skønne mennesker, men situationen. Jeg er en af dem, der lige har brug for at få lov at montere min personlighed, inden jeg skal bruge den. Da min veninde og jeg, efter 4 år i delelejlighed, fik hver vores lejlighed, stadig i samme opgang, havde vi en helt fast aftale om, at vi lige skrev, inden vi ringede på hos hinanden. Det er svært at påstå, at man ikke er hjemme, når lyset vælter ud af vinduerne, og radioen spiller, og ligeledes kræver det en vis form for insisteren at fastholde, at man lige sidder og arbejder, hvis man har pudeaftryk tværs over kinden, og chokoladesavl i mundvigen.

Når først man kommer til at tænke over det, er der masser af disse enten/eller-eksempler i sociale relationer. F.eks. danser jeg ikke, hvilket ingen mænd i denne verden lader til at forstå. Og det er faktisk et af de områder, hvor jeg ofte ender med at give mig, fordi nogle mænd nærmest bliver aggressive, når man for 20. gang på en aften takker nej. Jeg er mere end én gang blevet spurgt, “hvornår jeg sidst har været på date med en mand?” om jeg “har problemer med selvtilliden?” om jeg ikke tror, at jeg “skulle få lidt hjælp til de kontrolissues” osv. osv. osv. Og det er ikke fordi, det altid ender lykkeligt, når jeg overgiver mig; for år tilbage kom en fyr forbi, og spurgte igenigenigenigen om jeg ville med ud at danse – og trak mig denne gang bare med, uden at se sig tilbage, selvom jeg – igen – takkede nej. Klip til scenen 10 sekunder senere, hvor fyr på 170 vender sig om, og går mig lige præcis til kravebenet. Og derefter, i ramme alvor, spørger, om jeg måske lige kan gå lidt ned i knæ? Den historie bliver stadig trukket frem i omgangskredsen ved festlige lejligheder.

Så nej tak til dans og uventede gæster for mit vedkommende. Til gengæld krammer jeg alle, jeg har talt med i mere end 4 sekunder, og det er først efter, Maren er sprunget ud af anti-kramme-skabet, at det er gået op for mig, hvor rædselsfuldt nogen synes *det* er. Maren, der i øvrigt har formået at forvandle hele kommentarfeltet under sin artikel i Vores Børn på FB til én stor kærlighedserklæring, hvilket er en præstation, der, uden yderligere ophold, burde udløse en chefpost i FN’s Fredsbevarende Styrker.

Men måske vi, nu hvor det trækker op til sociale arrangementer en masse, kunne hjælpe hinanden med, om der er andre områder, hvor vi ikke rigtigt kan være i vores kroppe af bare utilpashed over noget, alle andre tager for givet, at vi gør? Eller har vi været omkring de vigtigste?

Dansende, uventede kram herfra.

Da jeg for 8 år siden begyndte at blogge, var kommentar-censur noget af det mest pinlige, man som blogger kunne blive beskyldt for at udøve. Ingen ønskede at være kendt som den, der kun lod læsere, der var enige med én og som sagde pæne ting, komme til orde i kommentarfeltet.

Jeg tror, helt oprigtigt, at jeg er den blogger i hele dette univers, der er mindst forfulgt af hatere; jeg har flere gange rost jer for at være overordentligt pæne og sobre, når I kommenterer, hvilket er den skinbarlige sandhed, og jeg elsker at læse alt, hvad I sender i min retning.

Ikke desto mindre er der ind i mellem også en trold eller en rasende type, der i jagten på nogen at plage, snubler over mit lille hjørne af cyberspace. Jeg ved ikke, om de altid rejser flokvis, eller om de måske starter hvert personalemøde med at vælge hvem der plager hvem, men det er som om, at når de får øje på én, så bliver de ved med at kradse og kratte på døren i en uge eller to, før de giver op og lusker videre til den næste.

Om det er mig eller internettet, der er blevet ældre ved jeg ikke, men jeg har simpelthen besluttet, at de ikke får taletid her. Det er opmærksomhed, de er efter, og det bliver for kedeligt i længden at stå og fægte med sit raseri, hvis der ikke er nogen, der kigger.

De sidste par uger har jeg modtaget både flere kommentarer om, at nogen hader mig (anonyme, selvfølgelig #surprise), og en enkelt dødstrussel er det også blevet til. Black Friday og Trump er virkelig noget, der kan få følelserne frem i folk.

Det her er min stue, og alle er velkomne. ALLE må mene noget, og også gerne også noget andet end mig. Det bliver dødssygt, hvis det kun er mig, der snakker, så trafik i kommentarfeltet er inderligt værdsat. Men ligesom jeg gør mig umage med at formulere mig på en måde, så retorikken ikke overdøver indholder i det skrevne, forventer jeg også, at man som (uenig) læser, vil noget med det, man skriver, og at man udviser respekt for den gode dialog. Så længe man holder en sober tone, må man give den hele armen i kommentarfeltet, og jeg udgiver det hele, det lover jeg.

Resten ryger lige ud til højre, og til alle troldene og de små haters derude: Seek life elsewhere. Jeg lover jer, at I bliver trætte af at skrive, før jeg bliver træt af at trykke “afvis”.

Jeg har ikke skrevet om det amerikanske valg, og det, at Lord Voldemort vandt, dels fordi jeg simpelthen ikke ved nok om amerikansk politik til at udtale mig kvalificeret om det (som om dét nogensinde har afholdt mig fra at skrive om noget) men også fordi, det i så lang tid har været overalt. Man orker næsten ikke mere, vel?

Men i kølvandet på valget, er der to reaktioner på de sociale medier, som generer mig, og dem har jeg lige behov for at adressere, før jeg lægger mig hen i min kurv.

Den ene er i forhold til dem, der overbærende skriver “Ro på”, “Nu ikke så bange” og “Det skal nok gå alt sammen” med en undertone som den, jeg genkender fra min egen stemme, når jeg skal have talt Frida ned fra et hysterisk anfald. Begrundelserne går altid på, at manden nu løber ind i det samme problem som DF, da de havde fået 2000 mandater ved sidste valg: Det bliver svært at leve op til egne ord, når man har brugt alle penge i kassen 4 gange, og også skal besværes af andre mennesker, der har noget at skulle have sagt, når man pludselig sidder med det endelige beslutningsansvar. Flere peger på, at han jo er nødt til at holde sig gode venner med andre nationer og instanser, da ingen mand er en ø, og at der derfor vil være noget kontant adfærdsregulering, der tvinger ham til at være knap så rabiat.

Mit problem er, at jeg slet ikke synes, at vi er bange nok. For det er fint, at samhandelsområdet ender med at fungere, men uanset hvor mange konsulenter og rådgivere, der bliver sat til at mandsopdække ham, så har vi bare under hele valgkampen set, at han er komplet utilregnelig. For mig at se er det fuldstændig katastrofalt, at verdens mest magtfulde position, er blevet til præmien i et realityshow, og at den 1/4 af amerikanerne, der har stemt på ham, på den måde skaber en virkelighed, hvor grab ‘em by the pussy er den øverste barre, klimaforandringer er et holdningspørgsmål, og selvkontrol er skideligemeget.

Den anden reaktion jeg stritter på, er når nogen hånligt peger fingre af danskere, der bruger hashtagget #imwithher, #notmypresident osv, fordi det er noget, vi “ikke har den fjerneste indflydelse på”, som “ikke har noget med os at gøre” og at det bare “er for at prale af egen politisk korrekthed”.

Det er simpelthen for naivt at tro, at den amerikanske miljøpolitik ikke får betydning for resten af verden, og at det ikke får noget med os at gøre, at manden, der sidder foran den store røde knap, og som skal forhandle med mennsker, der har våben nok til at udslette jorden 8 gange, har et temperament som et overtræt barn i trodsalderen.

Og jeg spekulerer på, om ikke det havde gjort en forskel for jøderne under 2. verdenskrig, hvis hele verden havde tilkendegivet, at det ikke var i orden, hvad der foregik, da forfølgelsen af dem begyndte. For jeg vil gerne minde om, at de grusomheder, der foregik dengang, ikke startede med koncentrationslejre og Arbeit macht frei. De startede også med, at nogen gjorde det i orden at føle sig hævet over bestemte gruppe i samfundet, og så ekskalerede det derfra.

Noget af det, der har slået mig i den litteratur, jeg har læst om 2. verdenskrig er, hvor meget spillerum had og mistro kan få, når der ikke er nogen, der kigger. For mig er #imwithher og alle andre udtryk for, at det, der foregår lige nu, er vanvittig, derfor umådelig vigtigt, fordi det nu er hele verdens opgave at blive ved med at kæmpe imod fornedrelsen og latterliggørelsen af handikappede, transkønnede, homoseksuelle, kvinder, indvandrere, muslimer osv. osv. For den, der tier, samtykker, hvilket vel aldrig har været tydeligere, end ved konsekvensen af den manglende valgdeltagelse derovre. Vi skal bevidne, og lade dem vide, at vi gør det. Vi skal blive ved med at holde fast i det, vi VED er rigtig og forkert. Vi skal vise, at vi er dem, de udsatte grupper kan vende sig imod og blive bekræftet i, at det IKKE er i orden, at de bliver nedgjort og forfulgt, når de begynder at tvivle.

Vi kan ikke hjælpe dem indefra. Men vi kan stille os omkring dem, med faklerne tændt, så de kan se, at vi er herude, når de kigger op.

Egentlig havde jeg tænkt, at det næste indlæg, der skulle op, skulle være et af ha-ha-slagsen. Jeg kan bedst selv lide, hvis der er lidt stemningsvariation på bloggen, og det seneste trak over i den mere seriøse afdeling.

Men i morges så jeg det her klip på Facebook, som hedder “Tak, fordi du var min pædagog!” og det efterlod mig lidt trist til mode, uden at jeg i første omgang helt kunne forklare hvorfor. Efter et par timer gik det op for mig, at det var fordi, jeg ikke kan nævne én eneste pædagog eller lærer, som jeg husker, forsøgte at hjælpe mig.

Og så var min feel-good-vibe desværre lidt midlertidigt forstuvet.

Jeg taler ikke så tit om det, primært fordi jeg ikke ønsker at blive puttet i kassen “mobbe-offer”. Jeg er ikke nogens offer, ellers mange tak – men efter jeg har fået børn, kan jeg ind imellem tabe vejret ved tanken om, hvor rædselsfuld min skolegang var. Og det startede i børnehaven. Da min psykolog for år tilbage bad mig sætte et par ord på mit ophold i børnehave/skolesystemet, var de to, jeg kunne komme op med: “Jaget” og “Ensom”.

Når jeg kigger tilbage nu med mine voksenøjne, synes jeg faktisk, at det grænser til pligtforsømmelse, at ingen greb mere ind end de gjorde. Der var et par samtaler undervejs, men mest af alt var der skuldertræk og en underlæggende tone af, at det nok var min egen skyld, fordi jeg var et mærkeligt barn, som ingen rigtigt forstod. Heller ikke de voksne.

Det, der plager mig mest er, at jeg ikke – selv den dag i dag – kan sige, hvad jeg synes, de skulle have gjort anderledes. Det gør mig fuldstændig desperat, for det betyder, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal hjælpe mine egne børn, hvis de nogensinde kommer hjem med nogle af de historier, jeg kender alt for godt.

Senest læste jeg i denne artikel på NOPA (som jeg varmt vil anbefale alle, der enten selv har børn, eller som arbejder professionelt med dem at følge på fb) at de seneste studier peger i retning af, at diverse mobbekufferter og fri-for-mobberi-redskaber forværrer problemet, hvor det i forvejen eksisterer, fordi man med dem skaber et rum, hvori dem, der mobber, får fri taletid til at sige de mest forfærdelige ting til dem, der er jaget vildt.

Jeg vil simpelthen så gerne tro på, at det virker, for jeg kan ikke holde tanken ud om, at vi bare kan se passivt til. Desværre tror jeg, at redskaberne mest af alt er en sutteklud for voksne, så vi føler, vi gør noget. Mit helt ufaglige, og voldsomt subjektive bud er, at de ingen effekt har, fordi nogle klasser og grupper ikke i sig har den konstellation, der giver grobund for mobning, mens redskaberne i de grupper, hvor problemet eksisterer, for det første ofte kommer for sent på banen, og for det andet bare forværrer problemet. Jeg vil virkelig gerne udfordres på den her, for det ville give mig håb – men jeg har aldrig hørt nogen sige, at de oplevede at mobningen af dem stoppede, fordi kufferten kom frem.

Videoen på facebook slutter med ordene: “I daginstitutionerne lægges fundamentet for, at børn bliver hele voksne mennesker.”

Jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, hvis en lærer eller en pædagog havde stillet sig foran mig og givet mig en lille smule læ, men jeg kan godt lide tanken om, at det ville.

Jeg er jævnligt utrolig glad for, at jeg ikke sidder med i Etisk Råd, for nogle af de emner, de skal forholde sig til, ville jeg kunne veje for og imod fra nu af og til mine dages ende, uden nogensinde at nå frem til, hvor jeg stod.

Et af den slags emner, har medierne haft oppe idag, nemlig om det skal gøres lovligt at fosterreducere, hvis man er gravid og venter tvillinger. Som reglerne er nu, må det gøres frem til 12. uge, hvis væsentlige sundhedsrisici taler for det, men ellers er det først, når der er 3 fostre, at indgrebet er en mulighed.

De sidste tal jeg hørte idag var, at Etisk Råd var historisk splittede, med 8 personer for og 9 imod, og det forstår jeg virkelig godt: Alle er stødt på nogen, der har fået flere børn, end de har resourcer til at tage sig af. Samtidig taler selvsamme alle også om, at tvillinger har et særligt bånd, og har haft det lige fra undfangelsen, og så virker det sgu også en lille smule østtysk at terminere den ene halvdel af symbiosen.

Forudsigeligt nok er alle sociale medier gået amok, og vi har ramt bundniveauet på rekordtid. Det er skideærgerligt, for det er et emne, som vi alle sammen godt kunne tåle at blive klogere på, synes jeg. F.eks. har jeg brugt mange timer på at tygge på argumentet fra en jordemoder, som sagde, at hun syntes, at det gjorde det væsentligt sværere for nogle kvinder, hvis der blev åbnet for muligheden, fordi det ville tvinge den enkelte ud i nogle overvejelser, som hun (og familien) ellers ikke ville skulle forholde sig til.

Men selvfølgelig er der ikke nogen, der har lyst til at smide personlige historier på bordet, når der er lynchstemning i hele rummet.

Selv betalte jeg mig fra en tidlig skanning, da jeg ventede Frida. Risikoen/chancen for at få tvillinger, stiger med alderen, og da der samtidig er tvillingerne i vores familie, ville jeg gerne vide det, så tidligt som muligt, hvis der viste sig at være to.

Når man læser nogle af kommentarerne på TV2’s sider, får nej-siden det til at lyde som om, de kvinder, der potentielt ville vælge at få fjernet det ene tvillingefoster, ville gøre det, fordi de ikke lige orkede to. Der er RIGTIG mange kommentarer, hvor tonen under det skrevne er, at disse kvinder er magelige og dovne, og gerne vil over, hvor gærdet er lavest.

Jeg kan kun tale på egne vegne, men jeg var meget, meget nervøs inden skanningen; ikke mindst fordi min mave voksede absurd hurtigt. Den tidlige skanning var min måde at prøve at købe tid nok til at finde ud af, hvad den bedste beslutning for os som familie ville være, hvis der viste sig at være to hjerteblink på skærmen. Og jeg fik ondt i maven ved tanken om alle scenarier. Tvillinger ville kræve så meget, at Anton indiskutabelt ville komme til at lide under det. (Jeg understreger, at jeg taler på egne vegne, og ikke peger fingre af andre enlige mødre, for hvem dette har været den rigtige løsning.) At få det ene foster fjernet (forudsat at en læge ville bakke op om dette) ville for mig heller ikke være en mulighed, for jeg ville føle, at der manglede noget, hver eneste gang, jeg kiggede på det barn, jeg endte med at føde, og jeg ville være panisk angst for at have frataget det noget, som jeg ikke forstår eller kan mærke. For slet ikke at snakke om tanken om, at nogen, på min foranledning, havde valgt, hvilket af mine to børn, der fik lov at vokse og leve. At få fjernet to raske børn, som er lavet, fordi man gerne vil have.. ja, børn, virker også underligt og forkert. Og som den opmærksomme læser vil bemærke, er vi hermed løbet tør for muligheder. Derfor var det utrolig vigtigt for mig at have mere tid, end den ene uge, som nakkefoldsskanningen ville efterlade mig med,  til at tænke over, hvad pokker, jeg skulle gøre, hvis jeg ventede to.

Jeg er pro-choice, som det hedder på godt dansk, når vi taler om “almindelig” abort, og efter en dag i tænkeboks hælder jeg til, at det også er det, jeg mener her. For jeg tror ikke, man vil kunne finde én eneste forælder, som ville tage let på det valg, men der kan bare være nogle helhedshensyn, som kan betyde, at ét svært valg trods alt er marginalt mindre dårligt, end et andet. Fx. kan man have et barn med en diagnose i forvejen. Selv noget så relativt almindeligt som diabetes er jo for den enkelte familie noget, der kræver ret mange ekstra ressourcer, og her synes jeg, at bekymringen for at smadre hele familien, hvis man får tvillinger, er velbegrundet.

Det er nemt at sige, at hvis ikke man er klar til at få de børn, der kommer ud af forsøget på at få dem, skal man lade være med at prøve i første omgang, men i min optik er det en overforsimpling af virkeligheden, der grænser til det stupide. For mig er det simpelthen ikke et argument, at man skal være klar til alle tænkelige udfald af en situation, hvis man vælger at begive sig i kast med den.

Jeg kender omkring 10 kvinder, der har fået foretaget en abort. De bærer det alle med sig. Ingen af dem har truffet beslutningen ud fra et magelighedsprincip eller fordi en baby mere bare ikke lige var kompatibelt med skiferien og cafebesøgene. De har alle andre børn, og jeg kan høre, at de er smerteligt bevidste om, at det er små mennesker, som dem, de har, der ikke bliver, fordi de har truffet én beslutning frem for en anden. Den abort har kostet dem søvnløse nætter, tårer og en evig tvivl om, hvorvidt de traf den rigtige beslutning eller ej, og det nægter jeg at tro, at nogen tager let på.

Ligesom organdonation, religion og politik, er det ikke et emne, man skifter holdning til, baseret på fornuft. Det hele sidder i hjertet og følelserne, og jeg synes, at det er absolut ok, at vi ikke er enige. Men der er kvinder og familier, der kommer til at leve med konsekvenserne af, hvad side det her falder ud til, og for deres skyld synes jeg, at det er vigtigt, at emnet belyses ordentligt.

Godt vi har Etisk Råd.