Ved du, hvorfor skæve Thorkild ingen venner har? Det er fordi, lige børn leger bedst
I lørdags i Mads & Monopolet, var der et dilemma fra en pige, som ikke kunne finde ud af, om hun skulle fortsætte med sit SU-lån. Et lån, hun havde taget, da hun flyttede i en dyr lejlighed, og som hun derfor strengt taget ikke længere havde brug for, fordi hun siden var flyttet i noget billigere, og derfor gik pengene nu til cafeture og læbestifter. Andrian Lloyd Hughes prædikede fornuft, Sofie Linde fest og London, og Thomas Warberg forsøgte at kaste et romantisk skær over toasts og byture på røven.
For mig var det et af de dilemmaer, hvor jeg ville ønske, de ville ringe til mig, så jeg kunne få lov at bidrage med noget, jeg først selv har lært i en sen alder: Det er nemmere at være et bestemt sted i livet, når dem, man er omkring, er samme sted.
Da jeg læste, var min bankmand en god bekendt. Det betød, at han forhøjede min kassekredit, når jeg ringede til ham og bad om det, hvilket jeg dengang syntes var super fedt. I dag? Not so much. Jeg lånte ikke et fast, månedligt beløb gennem hele min studietid, men fik alligevel opbygget en solid gæld, hvilket jeg er noget så utrolig træt af idag. For da vi læste, var alle fattige. Forskellige grader af fattige, men stadig. Alle boede mærkelige steder, med bad i kælderen, toiletter på gangen, og klamme udlejere, der mistænkeligt ofte stod i vaskekælderen, når det var trusser og bh’er, der lå i maskinen. Ingen havde råd til at spise de dyre steder, og alle var på fornavn med basis-kollektionen hos H&M.
Idag, 15 år efter, betaler jeg – stadig – 2500 kr. af i måneden på det idiotiske lån. Da min arbejdsplads gik konkurs, var det meget tæt på at være den afgørende forskel på, om jeg kunne sige ja eller nej til mit elskede hus, og hvis man laver et hurtigt overslag i hovedet, kan man også godt se, at der havde været råd til mere ferie for børnene og mig, hvis der lå 30.000 kr. og flød på kontoen hvert år.
Da jeg læste, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle leve et voksenliv uden at være i et fast forhold. Jeg anede ikke, hvordan en økonomi så ud, når man ikke længere var studerende, og at der ville komme udgifter ind i billedet, som er ret betragtelige, fordi jeg afholder dem alene. Forsikringer, licens, husleje osv. osv. osv. Alle de kedelige ting, der gør, at den voksenløn, man forestiller sig i alle de år, man hælder ketchup på sin pasta, faktisk ikke er så overvældende igen; i hvert fald ikke, hvis man sidder i et af de jobs, som en mellemlang, videregående uddannelse typisk munder ud i.
Og idag gør pengene derfor en større forskel, end de gjorde dengang. For dengang gjorde de da livet lidt sjovere, bevares, men de betød jo ikke, at jeg sad i en fed lejlighed eller kunne slippe for de studiejobs, der virkelig sjældent er givende og sjæleudviklende. Men idag er dem, vi har omkring os, *ikke* på SU mere, og idag, 15 år efter, GØR pengene en forskel, fordi de forhindrer mig i at gøre nogle ting for og med mine børn.
Egentlig oplevede jeg den samme mekanisme, da jeg fik Frida; at det er nemmere, at have små børn, når de andre i omgangskredsen også har. Da jeg fik Anton, var jeg en af de sidste i min vennekreds, der fik børn. De af mine venner, der havde små børn, havde typisk en stor på 4-5 år og en lille på 1-2 år. Med Anton ombord, var forskellen ikke så stor. Mine venners de mindste skulle stadig sove til middag, rodede stadig rundt om natten, skulle stadig fragtes rundt i noget på hjul osv. osv. Derfor føltes skellet mellem dem og jeg ikke så stort. Men da jeg fik Frida, og deres børn i mellemtiden var blevet hhv. 5 og 8, kunne jeg mærke, at jeg socialt blev hægtet af. Fordi det simpelthen ikke er det samme man kan med en baby, som man kan, når man har skolebørn.
Man kan indvende, at det handler om FOMO; at ingen er gået i stykker af manglende ture til Legoland, eller af ikke at kunne sidde med ved voksenbordet og snakke, når man er i byen. Og det er fuldstændig rigtigt. Og jeg vil også gerne understrege, at vi ikke er fattige. Vi mangler ingenting, og mine børn vil til evig tid og uden sammenligning være de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Men når jeg, i enkelte, vanvittige øjeblikke, overvejer, om der ikke lige er plads til bare en enkelt, lillebitte baby mere, er det her faktisk noget, jeg har med i mine overvejelser: At man kan få sig selv koblet helt af sit sociale netværk, fordi man ikke kan deltage på lige fod med de andre.
Så hvis pigen i dilemmaet havde spurgt mig, ville jeg klart have rådet hende til at ride fattigdommen af, så længe alle omkring hende er i samme båd. Nogle beslutninger kaster lange skygger, og livet udvikler sig somme tider i skæve retninger.
Det ville jeg ønske, at jeg havde vidst, og forstået, da jeg var 20.
31. januar 2017 @ 21:46
Jeg er så enig! Og hvor forklarer du det bare godt – jeg plejer at sige det til alle unge, jeg kommer i nærheden af, nu vil jeg bare henvise dem til det her indlæg 🙂
1. februar 2017 @ 19:41
Haha – så håber vi, de forstår, hvad jeg mener!:)
Kh
Linda
31. januar 2017 @ 21:56
Du formulerer lige præcis noget, jeg har gået og tænkt på længe.
Jeg er glad for det, jeg har, men jeg tror da, at jeg – bare sådan en passant – kommer til at nævne for mine børn, at hvis man er 10 år om at færdiggøre en ikke nødvendigvis voldsomt indbringende uddannelse og i mellemtiden får 3 børn, så er det altså ikke lige den der guldrandede voksentilværelse, man drømte om, som man ender ud i.
(Og fra den anden side af voksenbordet, er det heller ikke altid toppen at have 3 halvstore børn med til en nytårsfest, hvor resten af selskabet tilsammen har 1 barn i tumlingestørrelse…)
Jeg stemmer i med et 'følg strømmen'!
1. februar 2017 @ 19:45
Jeg kan kun forestille mig, at det – også – er et af de steder i livet, hvor det er svært at være den, der skiller sig ud.
Det er virkelig mærkeligt, at det er så svært at forstå, når man er ung. Jeg mener; man forstår da utrolig mange andre ting. Det er bare som om, det med økonomi, for mange af os, var virkelig abstrakt.
Jeg gør mig allerede mange tanker om, hvordan jeg skal gøre det her forståeligt for Anton og Frida. For jeg tror måske, at nøglen er at forstå. Så længe det bare er noget, sure mor siger, er det ikke relevant, men hvis man kunne få dem til at forstå det deprimerende størrelsesforhold mellem indtægt:udgifter, tror jeg, det ville give mere mening.
Måske noget med et lille budgetmøde hver d. 01. hvor man med matadorpenge forsøger at anskueliggøre hhv. hvad der går ind og ud af kontoen?
1. februar 2017 @ 21:32
En én enlig mor med tre børn og meget lidt at rutte med, fortalte mig engang at hun og pigerne havde én uge hver i måneden som de stod for, m.h.t. madindkøb og madplan (måske var det endda også madlavning, det kan jeg ikke huske – pigerne er selvfølgelig halv-store). Og det havde virkelig lært dem noget om penge. At lægge et buget, at man må spare på noget for at få noget andet o.s.v. Det er en god måde at lære dem om økonomi før de flytter hjemmefra 🙂
1. februar 2017 @ 04:45
Jeg forstår din pointe: ikke tag et studielån. Men der er noget der ikke hænger sammen i dit indlæg. Du ville ønske de i M&M ville ringe til dig istedet, ergo du er uenig med monopolet.
Monopolet "forsøger" – dette ord indikerer også at du er uenig- at kaste et romantisk skær over toast og byture på røven, = ergo de synes også at pigen skal stoppe sit SU-lån og at man sagtens kan hygge sig mens man er fattig.
Såe. Du er enig med monopolet men vil bare gerne ringes op alligevel eller
1. februar 2017 @ 05:23
Uh, lidt spids der til sidst?
Jeg skriver, at Thomas W forsøger at romantisere det. Ikke at M&M gør.
Selv holder jeg meget af at læse kommentarer til dilemmaerne på fb; jeg synes sommetider, folk, der selv har stået i tilsvarende dilemmaer, kan byde ind med nogle nuancer, som monopolisterne ikke får med, fordi de, af gode grunde, ikke kan have prøvet alt selv.
Det er såmænd bare det, jeg prøver ar gøre her.
Mvh
Linda
1. februar 2017 @ 07:27
Jeg vil bare lige komme med et lille indspark omkring det lån. Da jeg mødte ungernes far, var jeg i begyndelsen af min uddannelse og han var lige færdig. Han havde et ret stort studielån med, som vi i fælles økonomiens hellige navn betalte af på sammen. Senere optog vi (jeg) et studielån, fordi det var det billigste lån på markedet og så rejse vi ud i verden i 3½ mdr. Så kom der et barn og vi beholdte lånet. Spol 5 år frem og lånet var stoppet og vi var lige gået i gang med afbetalingen. Her skal vi også skilles og tag et hurtigt gæt på, hvem der hænger på det lån?!! Så pointen er vel egentlig, at man aldrig rigtig kan styre, hvordan økonomien er. Men man kan prøve – og kun optage det lån, hvis det er bidende nødvendigt. De læbestifter holder jo ikke 4 år efter, når man sidder med den l*rte gæld, som der skal betales af på i 100 år (måske mindre, men det føles sådan). Nå, det blev lidt langt. Egentlig ville jeg blot sige, at jeg forstår din situation og det er røv til tider. Til gengæld drak jeg champagne den dag (for 3 år siden) jeg betalte det sidste afdrag. Kh. Birgitte
1. februar 2017 @ 19:51
Det er altid dejligt med gode, lange kommentarer:)
Jeg er 400% enig med dig; at det ikke handler om, at al gæld er farlig/undgåelig gæld, men at man måske skal gøre lidt mere ud af at forsøge at forklare ungerne det med, at der er ting, der er fede at have her og nu, men som er pisseligegyldige på den lange bane. Til gengæld forstår jeg faktisk godt dem, der fordi en mulighed for en oplevelse ud over det sædvanlige pludselig byder sig, låner penge til det. Men det udvikler dig også som menneske, og er med til at forme, hvem du er. (Med mindre vi taler om, at twerke til skumfester på Ibiza i en måned). Men den der skelnen mellem, hvad der giver et afkast, uanset om det er i form af noget fysisk/konkret, eller om det er på din rejse mod at blive den bedste voksenversion af dig selv, eller om det er noget, du har glemt, du har brugt penge på om en uge; den er vigtig, synes jeg.
1. februar 2017 @ 09:30
Jeg kan lide din pointe. Samme grund ligger bag, at jeg udelukkende har taget et lille SU-lån, som jeg har brugt på en privat uddannelse, som jeg nu tjener en del af min studietidsforsødende løn på. However, så har det ikke været min oplevelse at, "de andre" også er fattige. Jeg har gået i skole i mere end 20 år (jeg er 28), og i de sidste 10 har jeg gang på gang undret mig over, hvordan pokker mine klassekammerater har råd til at bo i de lækre bylejligheder, gå i byen, købe nye ting og rejse verden rundt, mens de knap nok har snuset til studiejobs. Måske er jeg ved at blive gammel og bitter, men jeg kan virkelig godt forholde mig til, at man kan have lyst til at forsøde livet udover pasta og ketchup. Da mine forældre var på min alder ejede de hus nr. 2, havde to børn, hund og bil. Det er også så småt ved at blive standart for en del af mine jævnaldrende. Jeg ejer en cykel, that's it. Føler mig nedren over altid at skulle være hende den nærige fordi pengene ALDRIG løber rundt. Det gnaver ubehageligt og jeg frygter, at det aldrig bliver bedre (pga dimmentend arbejdsløsheden), så hvorfor lide så meget afsavn nu. Sorry, jeg er vist lidt af en Debbie Downer, men bare et lille pip om, at det kan være svært at se udover det sure, når det søde virker som en utopisk fremtid.
1. februar 2017 @ 19:59
Det er en fuldstændig reel kommentar, og jeg kan SAGTENS følge dig.
Det eneste, jeg tænker er, at enten lever de andre også af lånte penge, og så kan du læne dig tilbage i din kontant-betalte sofa og nyde synet af dem på dit færdigt-betalte plasma-tv, når de om 10 år toner frem i Luksusfælden. Eller også er de venligst sponsorerede af deres forældre, hvilket er et ulige vilkår, man aldrig rigtigt kan veje op.
Men jeg synes, det er en tanke værd, at man, uanset om man kommer i arbejde, eller ender som arbejdsløs i en periode (eller i et job, man aldrig havde set sig selv i), altid vil stå bedre, hvis man ikke oveni hatten skal kaste en deprimerende procentdel af sin løn ned i et bundløst hul.
Jeg ved ikke, om det giver mening, men jeg ville ønske, jeg havde været bedre til at se, at man kommer til at lide et afsavn på et eller andet tidspunkt, men gør man det nu, er det i det mindste overstået, når man kommer ud.
1. februar 2017 @ 20:32
Okay, så du fravælger et tredje barn for ikke at blive for anderledes i forhold til dit netværk?
Dét forstår jeg så ikke…. Hvis ønsket om endnu et barn er stort nok, må man jo finde nogle nye venner eller 😉
KH
En, der også overvejer endnu en baby
2. februar 2017 @ 17:39
Hvis det er sådan, du læser mit indlæg, eller det billede, du har af mig, tjener det vist næsten ikke noget formål at prøve at forklare, hvad jeg mener.
Mvh
Linda
2. februar 2017 @ 01:31
Jeg valgte ikke at tage lån, jeg ønskede ikke gæld. Tilgengæld havde jeg arbejdet et år inden studie og levet som på su…. det gave en god buffer…
det meget med ens valg men med mindre det for at forbedre ens uddannelse eller livsnødvendigt (dyr medicin eller tandlæge) .
Jeg var også heldig med en arv fra min bedstemor, betalte en studietur + lidt.
Har dog aldrig forstået at nogle kan bo i lejligheder midt i byen, til dyr husleje… boede selv på 12 kvadratmeter, på et kollegium, med fællesbadeværelse for 20 piger.. og køkken. Hyggeligt og trangt, men billigt og godt, var nu glad for at få mit eget efter studiet. Og ingen gæld 😉
men det er da frustrende at se jævnaldrende kunne ting man ikke kan… om det så økonomisk eller fysisk/psykisk.
men jeg er glad for jeg oven i alt andet ikke skal kæmpe med et lån.
4. februar 2017 @ 07:32
Det er altså et godt og klogt indlæg, det der – for hold op hvor er det træls at se hvad der svarer til én god flybillet om måneden blive kastet efter et fordums forbrug, som man ikke engang rigtig kan huske hvad man reelt fik ud af. Min situation er af diverse årsager ganske anderledes, men jeg får faktisk ræddi meget ud af at læse indlæg som dette her (og de andre budgetrelaterede, du har udgivet gennem tiden)
Knus!