Kommentarer og censur

Da jeg for 8 år siden begyndte at blogge, var kommentar-censur noget af det mest pinlige, man som blogger kunne blive beskyldt for at udøve. Ingen ønskede at være kendt som den, der kun lod læsere, der var enige med én og som sagde pæne ting, komme til orde i kommentarfeltet.

Jeg tror, helt oprigtigt, at jeg er den blogger i hele dette univers, der er mindst forfulgt af hatere; jeg har flere gange rost jer for at være overordentligt pæne og sobre, når I kommenterer, hvilket er den skinbarlige sandhed, og jeg elsker at læse alt, hvad I sender i min retning.

Ikke desto mindre er der ind i mellem også en trold eller en rasende type, der i jagten på nogen at plage, snubler over mit lille hjørne af cyberspace. Jeg ved ikke, om de altid rejser flokvis, eller om de måske starter hvert personalemøde med at vælge hvem der plager hvem, men det er som om, at når de får øje på én, så bliver de ved med at kradse og kratte på døren i en uge eller to, før de giver op og lusker videre til den næste.

Om det er mig eller internettet, der er blevet ældre ved jeg ikke, men jeg har simpelthen besluttet, at de ikke får taletid her. Det er opmærksomhed, de er efter, og det bliver for kedeligt i længden at stå og fægte med sit raseri, hvis der ikke er nogen, der kigger.

De sidste par uger har jeg modtaget både flere kommentarer om, at nogen hader mig (anonyme, selvfølgelig #surprise), og en enkelt dødstrussel er det også blevet til. Black Friday og Trump er virkelig noget, der kan få følelserne frem i folk.

Det her er min stue, og alle er velkomne. ALLE må mene noget, og også gerne også noget andet end mig. Det bliver dødssygt, hvis det kun er mig, der snakker, så trafik i kommentarfeltet er inderligt værdsat. Men ligesom jeg gør mig umage med at formulere mig på en måde, så retorikken ikke overdøver indholder i det skrevne, forventer jeg også, at man som (uenig) læser, vil noget med det, man skriver, og at man udviser respekt for den gode dialog. Så længe man holder en sober tone, må man give den hele armen i kommentarfeltet, og jeg udgiver det hele, det lover jeg.

Resten ryger lige ud til højre, og til alle troldene og de små haters derude: Seek life elsewhere. Jeg lover jer, at I bliver trætte af at skrive, før jeg bliver træt af at trykke “afvis”.