For omkring 10 år siden kørte der en ophedet debat i medierne mellem LOC og Hanne Vibeke Holst. Den udsprang af teksterne til hans single “Undskyld ho”, og var opstået fordi, HVH syntes, at det var problematisk at legalisere ord som ‘ho’ i det offentlige rum, fordi sprog skaber virkelighed. Dengang var den stærkeste følelse, jeg kunne mønstre til emnet, en let undren over, at hun orkede at tage kampen, som, set med mine øjne, var tabt på forhånd.
Men den seneste tid har jeg tænkt mere og mere over det med, at en bestemt sprogbrug om et emne, ender med at definere, hvordan vi forholder os til det.
For eksempel har jeg spekuleret meget på, hvordan vi taler om børneinstitutioner, både i medierne, på de sociale netværk, og i 1:1 relationen med vores børn.
Det kom sig af, at jeg opdagede, at jeg slæbte rundt på en grundskyld over, at mine børn skulle være i institution. Ikke over antallet af timer eller manglende feriedage, eller fordi de var syge og slatne, når jeg afleverede dem, men simpelthen dårlig samvittighed over det faktum, at de skulle være der. Jeg begyndte at lægge mærke til, at både jeg selv og mange af mine veninder med små børn, forlod jobbet i et tempo, der nærmest brød lydmuren, når vi havde fri, så vores børn ikke skulle bruge så meget som ét minut længere end allerhøjest nødvendigt i børnehaven, og var der bare optakt til, at man kunne give dem en halv eller en hel fridag, blev alt sat ind på at gøre det muligt.
Nu er det jo sådan, at har man en hammer, så ser man søm alle steder, så da først jeg begyndte at lægge mærke til det her, bemærkede jeg også, at det stort set kun er de dårlige historier om børnehaver og vuggestuer, der finder vej til medierne. En sjælden gang sniger der sig en solstrålehistorie ind, men så er det altid en historie med et tvist; en institution, der har formået at lave vellykket integration af en bestemt type af børn, eller om steder, hvor de alle sammen er blevet så glade og berigede, fordi de har fået en praktikant fra en flygtningelejr.
Jeg er med på, at det vil være en både kort og måske i første omgang uinteressant artikel, hvis den skal handle om en helt almindelig institution, hvor medarbejderne går glade på arbejde, og ungerne trives. Bevares. Men stort set alle historier, jeg har læst, handler om dårlig normering og stressede pædagoger. Der er beretninger om nærved-og-næsten katastrofer, der skyldes, at en medhjælper har været efterladt alene på stuen med 52 børn, og der er historier om børn, der ikke får ferie og bliver afleveret tidligt og hentet sent, og som er drønsyge, men camouflerede raske med panodil, så deres ligeglade forældre kan efterlade dem på dørtrinnet alligevel.
Og nu har jeg sgu set mig lidt sur på det, for for mig (migmigmig) har det betydet, at jeg stille og roligt er kommet til at tro, at det er en dårlig ting for mine børn at være i institution. Skadeligt, nærmest. Det hører med til historien, at jeg er ekstra nem at ramme, fordi jeg selv hadede at gå i børnehave, og husker det som startskuddet til den særlige afkrog af helvede, min skoletid viste sig at være; den del vil jeg godt tage på mig. Men jeg synes faktisk, at det er en tanke værd, at vi med vores sprog og vores adfærd er med til at signalere til vores børn, at det er synd for dem, at de skal i børnehave, for det synes jeg, helt objektivt, ikke at det er.
Vi har alle sammen fået vores børn, fordi vi gerne vil være mest muligt sammen med dem, men hvor meget “mest muligt” er, afhænger af vanvittigt mange ting, herunder en nærmest uendelig liste af tilfældigheder, som vi ikke selv er herrer (og damer) over.
Jeg er derfor begyndt at øve mig at i at tænke på børnehaven og vuggestuen, som loppernes arbejdsplads. For mandag morgen vil jeg sgu da også helst være herhjemme under dynen, hvor alt foregår i mit tempo, og der er kaffe på kanden, men det er ikke synd for mig, at jeg skal på arbejde. Tværtimod ville det være synd for mig, hvis jeg pludselig ikke skulle. Mit job giver mig mulighed for at vokse som menneske, fordi jeg bliver udfordret, både fagligt og personligt. Det har givet og giver mig relationer, som jeg sætter uendeligt højt, og det danner en kontrast til “hjem” som gør, at jeg nyder det ekstra meget, når jeg holder fri og kan blive dér. Og jeg er begyndt at tænke, at selvom de bruger kræfter på at være der, og ikke selv har valgt på samme måde, som jeg har – så gør mange af de samme ting sig gældende for mine børn.
Så jeg øver mig i at tage den med ro, når jeg kører hjem fra arbejde. Jeg øver mig i, ikke at kompensere med Lego og M&M’s, når jeg afleverer mine børn, mens andre holder vinterferie, og jeg øver mig i at tale med dem om alle de gode oplevelser, som både de og jeg skal ud til, når vi træder ud af døren mandag morgen.
Det er svært, for der ligger mange års vanetænkning bag følelserne til det her, men jeg tror, at det er værd at udfordre både, hvad man siger og ser. For sin egen såvel som for børnenes skyld.
Det her er det klogeste, jeg har læst i 2017 so far. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal kæmpe for bedre nomeringer (når vi atter har muskler at kæmpe med), men grund-grund-skylden gavner ingen.
Enig. Linda – du er så skarp at min næse ligger i gruset af beundring.
Det var virkelig sødt sagt – tak for det!:-*
Jeg lover at kæmpe for normering for os begge to, til du lige kan få vejret igen. Men det var faktisk noget af det, der også fik mig til at tænke; at normeringen er, som den er lige nu. Jeg er 4000% enig i, at den må og skal være bedre, men min tanke er, at det bliver den nok ikke, så længe vores børn går i bhv/vs. Og derfor synes jeg, at vi skal arbejde på både kort og lang sigt her; bedre vilkår for fremtidens børn, men også en hverdag i et retorisk klima, der ikke efterlader vores børn med en fornemmelse af nærmest at blive smidt for løverne, når vi afleverer dem.
Jeg sender lige 17 ekstra hep og kram i din retning.
:-*
Du har så meget ret!
Tak for opbakkende hep:)
Jeg enig! Min søn har dog været i en virkelig ringe institution hvor den dårlige samvittighed viste sig berettiget, men eller er vores erfaringer med vuggestuer og børnehaver virkelig gode! Men jeg led også i årevis af den der grundlæggende skyldfølelse og gør det egentlig stadig på visse punkter! Forældreskab uden skyldfølelse – det vil være mit mål…
Det er et godt mål, og jeg vil gerne være med i klubben.
Jeg valgte at flytte Anton fra den institution, hvor han gik i vuggestue, fordi det ikke lige passede til os, så jeg forstår 100% hvad du mener; skylden bliver voldsomt forværret, når man afleverer dem et sted, hvor man ikke synes de trives.
Du rammer en af mine mærkesager her. For mig har tre ting hjulpet: dels at tale med mine venner fra andre lande, der bare drømmer om vores forhold i forhold til både arbejdstid og institutionsudvalget til en overkommelig pris, dels et opgør med forestillingen om den gode gammeldagsbarndom (min mor blev bundet til et træ i gården, når hendes forældre arbejdede og min farfar var ude at tjene som 8-årig og endelig at huske på at vi faktisk har en fredag for hver 3,5 dag børnene er afsted. Et godt motto er: mindre kan også gøre en god barndom. For det er egentlig en helt fin hverdag, jeg oplever mine børn har har og har haft i børnehaven. Det ville da være ønskværdigt med en voksen mere om morgenen og så videre, men den er min helt klare oplevelse, at den er en god nok og givende nok hverdag.
Bundet til et træ, godt nok?!
Jeg tror, at det er et stort skridt på vejen, at man bliver klar over, at man har de her tanker, og at det er dem, der skaber følelsen af at fejle – ikke virkeligheden selv, forstår du, hvad jeg mener? Så jeg synes, det er megasejt, at du simpelthen har sat arbejdet med dem i system.
Medsøsterhighfives herfra.
(Ps: Måske man skulle lægge haven om, og upgrade med et par træer…)
Min mor blev det samme – altså en lang snor, så hun kunne sidde i sandkassen, men ikke løbe væk, mens min mormor fik noget fra hånden… 🙂
Jeg forstår udemærket pointen i dit indlæg – men omvendt er der ikke nogen tvivl om, at vores datter helst vil være sammen med os, selvom hun havde en fantastisk vuggestue og børnehave. Derfor har vi altid begrænset hendes tid dernede så meget som muligt, taget fridage med hende når vi kunne etc. Jeg har nok aldrig tænkt, at det decideret var synd for hende at skulle være dernede (har også selv gode minder fra BH og hun har altid trives godt), men har da tænkt over at hun klart har været mere harmonisk, når vi har holdt ferie, end i en travl hverdag. Er det så fordi, jeg/vi har slappet mere af, fordi det føltes mere rigtigt at have hende i nærheden? Det ved jeg jo ikke rigtigt. men det er interessant at tænke på! Dog kan jeg se, at nu, hvor hun lige er startet i skole, trives hun langt mere med at være væk fra os – jeg tænker, at det er fordi hun er blevet ældre. Dit indlæg sætter en masse tanker i gang, så tak for et rigtigt godt indlæg!
Selv tak, og tak for din kommentar:)
Jeg er ikke uenig i, at det kan mærkes på børnene, når de har været i institutionen i mange timer, og jeg synes også, at det er absolut forståeligt, at de trives i roen derhjemme. Mine børn har faktisk sjældent lange dage, men jeg valgte med vilje ikke at gå ind i den del af debatten i indlægget, fordi jeg synes, at det – lige præcis i denne forbindelse – ville komme til at lyde defensivt, og på en eller anden måde fjerne fokus fra min pointe. Men jeg forstår sagtens, hvad du mener:)
Kh
Linda
Hej! Og godt brølt, søster!! I Spanien, hvor min søn går i vuggestue (for her bor vi nemlig) er der 14 børn til een pædagog, og de møder kl 9 og hentes igen kl 16, ikke et sekund før eller efter.
Det første år af hans vuggestuekarriere boede vi i Danmark, hvor jeg følte den stress, du skriver om, over ikke at kunne komme hurtigt nok hen til vuggestuen efter arbejde, fordi hvor VILLE det dog være synd, hvis han skulle være der ét sekund længere end højst nødvendigt – og kom jeg 30 minutter senere end vanligt, var pædagogerne heller ikke sene til at fortælle mig, at "han jo har været lidt træt her sidst på eftermiddagen, men det har selvfølgelig også være en ekstra lang dag for ham).
Når der er faste mødetider, som i Spanien, er der ikke noget af den slags. Og de faste mødetider er til, fordi børnene har planlagte aktiviteter hver dag, som de allesammen skal deltage i, og hvis en forælder kommer en time før og henter, bryder det rammerne og barnet deltager dermed ikke på lige vilkår. Og det med 14 børn til een pædagog? Det er faktisk ret cool – midt i deres stue står der et stort skiftebord, og når een skal skiftes, er det med alle ungerne som tilskuere. På den måde lærer de også kunsten at vente og tage hensyn til hinanden. Og pædagogen er i øvrigt den samme dag ind og dag ud, så min søn har knyttet gode bånd til hende.
Jeg kunne blive ved i lang tid, men ville egentlig bare sige, at alt er relativt og at kloden jo for fanden også skal dreje rundt. Yes, det kunne være skønt, hvis vi allesammen kunne flytte ud i en skov og bygge vores eget hus og være selvforsynende, så vores børn aldrig skulle i institution, men jeg tror på, at glade forældre giver glade børn, og det er sgu ikke alle mennesker, der ville trives med at lægge deres liv om på dén måde.
Så! Tag det med ro på vej hjem fra arbejde, og klap dig selv på skulderen over at være en god mor! Det var mine 2 cents.
Det er virkelig fedt at få lidt selvoplevet input fra nogen, der står i en helt anden virkelighed. Man burde udgive en bog, bestående af klummer, skrevet af kvinder, der har oplevet børneinstitutioner i udlandet. Jeg tror, det ville give nogle virkelig gode og vigtige indspark i debatten.
Jeg blev i øvrigt helt sur på vores begges vegne over det med de 30 minutter – for den kender jeg godt. Så jeg kan helt klart godt forstå din pointe med de faste mødetider. Det sætter tanker igang.
Tak for et godt og relevant indspark.
stående applaus
*bukker-og-nejer*
AMEN! Øj, hvor er du god, Linda. Og jeg har ikke engang børn. Jeg forholder mig blot til, hvordan jeg husker min egen tid – og den var ganske vidunderlig. Jeg aner ikke, om pædagogerne var stressede, men de gjorde det skide godt. Nu er det relativt begrænset, hvad jeg husker fra børnehaven, men SFO'en? Det var det fedeste sted! Min familie boede tæt på skolen, så på et tidspunkt måtte jeg selv begynde at gå hjem og selv bestemme, hvornår jeg ville hjem. Ha! Jeg blev til kl 16.45. Hvorfor i al verden skulle jeg tage hjem? I SFO'en var der folk ansat for min underholdnings skyld og alle mine venner var der. Det var det fedeste, og jeg var ærlig talt noget mut, da der var slut med at gå der. Så væk med grundskylden! Dine børn hygger sig forhåbentlig langt størstedelen af tiden, og når de har det hårdt, som vi alle fra tid til anden kan have det, så vokser de forhåbentlig af det og kommer fint over det, som man nu gør over de små bump. Hurra for daginstitutioner! De beriger børnelivet (og voksenlivet med) 🙂
Hold kæft, en fantastisk kommentar, når man om 6 uger skal aflevere sit barn i SFO for første gang! Kæmpe hurra og et stort kram til dig!:-*
Jeg kan virkelig godt forstå, hvor du kommer fra. Og du har uendeligt ret! Heldigvis har jeg det slet ikke på den måde. Ingen dårlig samvittighed her. For når jeg ser hvor omsorgsfulde, glade, kysse-kramme-kærlige og engagerede pædagogerne er i min drengs børnehave, så er alt godt. Jeg tror faktisk på, at hans børnehave giver ham meget mere, end jeg ville kunne, fordi de er drøngode til at bruge skoven til leg og læring, er opmærksomme på sammensætninger af børnegrupper så de både får gode venner, men også nogle gange skubbes ud i af skabe nye relationer osv osv. Så hvis medierne skulle skrive en drøn udramatisk solstrålehistorie, så melder jeg hermed vores udflytterbørnehave��
Herligt med en god historie! Og virkelig skønt, når man har ramt en institution, hvor både kemi og praktisk virkelighed passer sammen.
Kh
Linda
Tak for dit gode indlæg! Du siger det så godt. Jeg har selv tænkt lignende tanker, især efter at omgivelserne er begyndt at hinte til at det er synd for mine børn hvis jeg ikke går på deltid nu hvor jeg har 2 børn. Jeg skiftes mellem at tænke "Fandme nej om jeg skal have dårlig samvittighed for at mine børn er i institution fra 0730-16!" og "Det må være grænsende til skadeligt for børnene at være i institution, så meget som medierne og omgivelserne skriger op om at børn HELST skal hjemmepasses eller højst være i institution fra 9-14." Jeg skifter mellem at få dårlig samvittighed, og irritation over det negative fokus på institutionerne og pasning af børn. Jeg er landet på, at jeg VIL fortsætte at tage det som en selvfølge at børn godt må have fuldtidsarbejdende forældre i Danmark, at institutionerne SKAL være (og for det meste ER) gode nok til det. Jeg kæmper for bedre normering og flere ressourcer til daginstitutionerne, men det skal ikke være kilde til dårlig samvittighed hos forældre konstant.
Det er en ærgerlig tendens at ansvaret for at børnene har det godt i daginstitutionerne lægges på forældrene, altså implicit at forældre skal aflevere sent og hente tidligt, ellers er de skyld i at deres børn bliver skadet for livet. Hvis det virkelig stod så dårligt til, så er det vel et samfundsspørgsmål, ikke et spørgsmål om hvem der har råd, lyst og mulighed til at arbejde deltid eller slet ikke…
Det der? Det er PRÆCIS sådan jeg har det! Og jeg har lyst til at lave flyers ud af den sidste del af din kommentar og husstandsomdele den. For det er da fuldstændigt, indlysende rigtigt.
Tak, tak, TAK for den kommentar – jeg er med dig HELE vejen!
Kh
Linda
Du fik mig til at tænke på da jeg selv gik i børnehave:
Morgenstund
har guld i mund,
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.
Ja jeg er ikke lige blevet religiøs, men i morges, da jeg stod i badet, kom jeg til at tænke på den gamle salme. Vi sang den, da jeg gik i børnehave. Jeg prøvede at synge den, det lød ganske forfærdeligt, det gør det som regel,når jeg synger. Men denne gang tror jeg en del af skylden ligger i, at sidste gang jeg sang den, har jeg været omkring 6 år og heller ikkke den gang været den store sanger.
Når jeg kom til at tænke på den skyldes det et blogindlæg fra http://www.blogsbjerg.com/, som handler om blandt andet børnehave.
Jeg kan ikke huske, at jeg gjorde andet end elske min børnehave. Jeg kom fra Lolland til et lejet værelse på Nørrebro til min mor. og blev sendt knapt 3 år i Sjællandsgades børnehave fra de åbnede om morgenen og til de lukkede om aftenen, 30 børn i forskellig alder og frk. Blem + en ung pige.
Jeg kan sige meget om det, for det var svært for et barn at flytte fra Lolland til Nørrebro men børnehaven var klart det bedste.
Jeg får mange gode ideer og tanker, når jeg er i bad, desværre er de til tider lidt som drømme, de forsvinder, når jeg er blevet tør og skal bruge dem..
Bonus info: Mine venner fra børnehaven hed Margit, Jan og Mogens. Desuden kan jeg huske Anette, Elin, Hanne og Dennis. Billederne er fra børnehavens koloni, vi var der et par uger. Det er mig, der sidder på skødet af frk. Blem på et af billederne. ploesen.dk
Sikke en fin historie – og dejlige billeder! Det er helt Matador-agtigt at se på:)
Jeg får også altid de bedste ideer under bruseren, og når jeg kører bil. Man burde investere i en stemmestyret diktafon!:)
God aften til dig.
Kh
Linda
Lidt sen kommentar til dette indlæg, hvor jeg gerne ville have skrevet en masse, men tiden løb lidt fra de tanker. Så vil i stedet nøjes med at sige, at jeg igen er enig med dig i mange af de betragtninger du gør dig her om italesættelsen af et vilkår, som altså ikke pr default er et problem, selvom jeg meget skråsikkert troede det for 15-20 år siden og nu kan konstatere, at universet har taget røven på mig på bedste vis ved at velsigne mig med en krudtugle som indtil videre er vild med at gå i sin gode vuggestue!
Heldigvis er der nogle overbevisninger, man viser sig at tage fejl i:)