mandag den 26. januar 2015

Boys will be boys will be boys will be girls.

Engang, for længe siden, skrev jeg et indlæg om, at jeg i Magasin var blevet spurgt, om den røde dukkevogn, jeg var ved at købe som gave, var til en pige eller en dreng: Butikken havde bånd i to forskellige farver, og ville gerne sætte den “rigtige” farve bånd på til kønnet. 

Min pointe - som en del rasende feminister i kommentarfeltet ikke nåede at læse - var, at de drenge, der ønsker sig røde dukkevogne, formentlig ikke har en holdning til, at båndet om æsken partout skal være blåt, og at man - hvis man er så optaget af “rigtige/forkerte” farver til hhv. drenge og piger - jo nærmest ikke i den situation ville behøve at spørge, fordi man bare ville antage, at en rød dukkevogn selvfølglige er til en pige. 

Hele debatten med, hvordan vi lærer vores børn om køn, og om drenge må lege med dukker og piger med biler, er present i min bevidsthed igen, nu hvor jeg ved, at jeg skal have en pige, og dermed ender med at have en af hvert køn af forholde mig til.

Da jeg fik Anton, var jeg bange for, at jeg - fordi vi bare er os to - ville komme til at overse nogle interesseområder, som han kunne have, fordi jeg ganske enkelt ikke vidste, hvad drenge gik op i. Jeg har hele tiden haft det sådan, at hvis han en dag kommer og gerne vil have fe-vinger og diadem på til fastelavn, så giver vi den FULD gas - men inden jeg fik ham, tænkte jeg meget over, at jeg meget gerne ville møde ham, hvor han var, og ikke overføre mine interesser eller mangel på samme til ham, fordi jeg ikke anede/aner en kæft om at være dreng.

Og måske fordi jeg hele tiden har tænkt meget over dette, sidder jeg faktisk idag med den tanke, at hele diskussionen om, hvordan vores børn bliver formet af det legetøj, vi præsenterer dem for, og af samfundets forventninger om Raske Drenge og Søde Piger, er en lidt teoretisk diskussion.

( - vent lige med at gå amok.)

For Anton har fra allerførste dag vidst, hvad han syntes var sjovt. Store maskiner, værktøj og fart. (Og her er ikke tale om, at jeg på forhånd havde malet værelset blåt og udelukkende havde købt racerbiler og soldater - tværtimod har jeg altid været lidt på bagkant med at købe legetøj, simpelthen fordi jeg er så ideforladt. Så den måde, vi har gjort det på er, at når vi har været på besøg hos andre, så har jeg luret på, hvad Anton har fattet interesse for, og skruet ønskesedler osv. sammen ud fra det. Og vi har en meget høj frekvens af piger med helt traditionelt pigelegetøj i vores omgangskreds.) 

Det lidt specielle i vores situation er, at vi ved, at den mest massive voksenindflydelse, Anton har været udsat for, er min; vi har ingen far på hånden, der slæber ham med til traktortræk eller ser fodbold og speed way med ham, og derfor er jeg efterhånden tilbøjelig til at tro, at de kommer kodet fra fabrikken, de små, og at vi derfor kan slå os i tøjret, som vi vil - men vi kan ikke rigtig ændre på deres grundlæggende, genetiske personlighed.

Vi KAN selvfølgelig, med den skævvridning, der pr. definition ligger i magtforholdet mellem forælder og barn, være med til at gøre deres liv til et helvede, hvis vi forsøger at gøre dem til noget, de ikke er, men den lidet flatterende mulighed har vi jo desværre i samtlige aspekter af deres liv.

Jeg medgiver, at der ligger et stort stykke arbejde i, at vi som samfund får tingene indrettet, så det signal, børn får fra verden omkring dem er, at det er ok, hvis man som pige helst vil lege mekaniker, og hvis man som dreng trives bedst med Barbie og Hello Kitty.

Og selvfølgelig er det knaldende åndssvagt, at man i nogle børnehaver deler op på tværs af køn, i stedet for på tværs af interesser, når man laver særlige aktiviteter; jeg kan for min død ikke se, at det skulle være et problem at have en gruppe af blandet køn med i skoven, hvis præmissen er, at man skal blive beskidt og helst slå sig, bare lidt, inden man kommer hjem, og de børn, der deltager er klar over dette. Eller at man har en tilsvarende blandet gruppe af børn, der skal lave noget, der kræver fordybelse og interesse for glimmer og rigelige mængder af tyl.

Men en ting er, at vi skal snakke om, hvordan vi som samfund styrker ungerne i at være det, de er - noget andet er, at vi taler om det, som om de kommer som fuldstændigt ubeskrevne blade, som udelukkende danner interesser og kønsroller ud fra, hvad vi siger er rigtigt og forkert.

Min beskedne pointe er, at vi i hele den diskussion fuldstændig ignorerer det faktum, at det lader til, at de faktisk kommer med noget fyldt på harddisken, når vi får dem, og jeg mangler måske lidt, at vi prøver at se på de enkelte børn, med det de er og kan, i stedet for at betragte dem som en slags våben i hele ligestillingsdebatten.

Men måske er det nemt nok for mig at sidde og sige, fordi jeg har en dreng, der virkelig falder i den helt traditionelle drengekategori? Måske er det sværere, hvis man har en lille fyr, der har følelserne siddende udenpå tøjet og som ikke bryder sig om snavsede fingre og lego? Mit indtryk er, at der trods alt er sket noget ift. “drengepiger”; at samfundet idag er bedre til at rumme de vilde piger, end de stille drenge - men måske tager jeg helt fejl?

Hvis du - ja, dig - har to minutter i overskud og en holdning til dette emne, kunne jeg faktisk rigtig godt tænke mig at høre om dine tanker og erfaringer i kommentarfeltet.


På forhånd tak:)

onsdag den 21. januar 2015

Konkurrence: Vind de nye Innocent Smoothies.

Update:

Tak for gode bud og lækre opskrifter. Jeg har sådan set bare tænkt mig at starte med at prøve dem fra en ende af. 

Vinderen blev Pia Rotbøl. Pia, hvis du sender navn og adresse til mig på blogsbjerggmail.com, sørger jeg for at få det sendt videre til Mia hos Innocent. 

Jeg har for længe siden besluttet, at jeg her på bloggen gerne vil køre en konkurrence fra tid til anden; det eneste ufravigeligt krav er bare, at præmien skal være noget, jeg godt selv gad vinde.

Det er tilfældet her. Du har nemlig mulighed for at vinde 2 måneders forbrug (60 stk) af Innocents nye smoothies “Smoothie plus Antioxidant” og “Smoothie plus Energise”, og få dem sendt lige til døren. Det gider man da godt, ikke?

Jeg har ikke selv smagt dem endnu, men jeg har første gang til gode at få noget fra Innocent, jeg ikke kan lide, så jeg har forventningerne skruet helt op.

For at vinde, skal du smide opskriften på din yndlingssmoothie i kommentarfeltet. Og ikke bare på “banan-kiwi-appelsin”-måden. Nej, vi vil have mængdeangivelser på. Ja, jeg ved det godt. Arbejde. Føj. Men tænk på, at når denne konkurrence er afviklet, har vi allesammen en hel samling af opskrifter på lækre smoothies, der er lige til at gå ind og hapse = alle vinder.

(Plus at jeg igen-igen-igen-igen-igen-igen har halsbetændelse, og derfor er desperat efter nye ideer at få frugt og grønt på, så den si, der går under navnet “mit immunforsvar” snart strammer sig bare lidt an.)

Vi starter nu, og lukker for bud på søndag (d. 25.01) kl. 20, hvorefter jeg lader random.org trække lod mellem de indkomne bud.

Sæt igang.


onsdag den 14. januar 2015

For 1000 kr. blandet ævl om migmigmig.

En lille pige, simpelthen.

Jeg tror, at de mest sande ord, der nogensiden har forladt min mund og nogensinde kommer til det var, da jeg inden mine 20-ugers scanninger (som jeg ad denne græsrodsvej forsøger at få navnet ændret til, i stedet for det hæslige “misdannelsesscanning”) sagde: “Hvis bare den er sund og rask, er det uendelig ligegyldigt, om det er en dreng eller en pige”.

Og det holder jeg ved. Men det er lidt sjovt, for nu, hvor jeg ved, at det er en pige - som gudsketak og lov ser rigtig fin ud og har det godt - kan jeg faktisk mærke et snert af vemod over, at jeg aldrig skal have lille Rasmus. Og det handler ikke om kønnet - hvis jeg skulle have en dreng denne gang, havde jeg med 100 % sikkerhed haft fuldstændig den samme følelse, bare med modsat fortegn. 

Da jeg skulle have Anton, var jeg sikker på, at det var en pige, og fordi jeg er så logisk og pragmatisk, at det nærmer sig et handikap, tænkte jeg, at det nok var meget godt, når nu vi ikke havde en far til at gå rundt på matriklen og byde ind med testostoron. En pige ville nok også være nemmere, fordi jeg ligesom vidste, hvad det gik ud på. Tænkte jeg. Stor var min forbløffelse, da det viste sig, at hun var en dreng, og jeg blev grebet af akut præstationsangst over, om jeg kunne leve op til mine egne idealer om, hvordan jeg gerne ville være forælder, i opdragelsen af et køn, jeg for mange år siden har opgivet at forstå. 

Men så kom Anton, og det var præcis, som det skulle være. Vi hørte sammen fra første sekund, og jeg har aldrig siden skænket en tanke, at der skulle være noget odiøst i, at han er en dreng. 

Ved denne scanning havde jeg ikke samme fornemmelse af, at det var hverken det ene eller det andet, men jeg havde tænkt, at jeg nok er sådan en, der laver drenge, og det var da i grunden også meget smart, fordi jeg nu dels ved, hvad det er (mudder, Lego Chima og konstant udfordring af tyngdeloven) og dels ville kunne genbruge flyverdragter og andre svinedyre ting, hvilket er meget praktisk i en enkeltindkomsthusstand. 

Ja.

Så på den måde slipper jeg så fint for at gro fast i alt for konforme forventningsmønstre. 

Efter at den første panikangst havde lagt sig (kan jeg overhovedet finde ud af at opdrage piger/hvad nu hvis hun hader mig, for piger er jo sådan nogen følende, introverte typer, der først kommer ud med, hvad de mener, når de aldrig vil tale til dig igen), sagde jeg forventningsfuldt til min mor: “Tænk, hvis jeg får sådan en lille en, der bare elsker at sidde stille og lege med perler?” hvortil min mor, som ellers ikke gør sig så meget i tør humor, svarede: “Med dine gener? Den tanke ville jeg nok ikke vænne mig alt for meget til, hvis jeg var dig.” 

Jeg tror, hun skal hedde Frida. Jeg har været omkring 3 andre navne, som jeg har kasseret af de små petitesseårsager, man er nødt til at bruge for at sortere de 2001278095 andre gode navne, der findes, fra og lægge sig fast på et enkelt. Andrea var på banen, for det skulle Anton have heddet, hvis han havde været en hun, men dels tror jeg, at det kan blive træls at svare på, hvornår Kaj kommer, og dels kan jeg mærke, at det ikke rigtigt fungerer for mig, at det nærmer sig et tema, at alle mine to børn starter med An-. Dichte har også været på bordet, men i en verden, hvor stort set alle virksomheder har med udlandet at gøre, vil jeg også bare gerne give dem navne, man kan udtale på engelsk, hvis de skulle få brug for det. Og endelig har Ester været oppe og vende, men jeg har sådan en tvangstanke om, at børnenes navne skal tilhøre samme “gruppe” (altså, opkaldt-efter-oldeforældre, spanske-aner, verdensherskere-gennem-tiden) og Ester lød lidt som en slags cougarmormor, når det blev sat sammen med Anton, syntes jeg. (Hvis dine børn hedder Anton og Ester, ved jeg - for god ordens skyld - godt, at det er tag-etagen hos mig, der er saneringsmoden). 

"Anton & Frida" passer så fint sammen, synes jeg. Det lyder som et makkerpar, hvor der er rigeligt plads til både dukker og fodbolde, svenske ødegårde og masser af æbler og fregner. 

Jeg GLÆDER mig!

mandag den 12. januar 2015

onsdag den 7. januar 2015

En uge inde i det nye år, går det:

Rigtig godt med:

*At undlade at lave en kollage med billeder af året, det gik, på fb.

*Fortsat at håndhæve mit årelange forbud mod Bamses Billedbog, fordi jeg er splittet mellem to ligestore impulser til hhv. at smadre mit tv med en økse og ringe til dansk sprognævn og klage, når det store, gule svin siger “bamletskørt” eller “tivertifald”.

*At elske min spritnye, sprøde MacBook Air. (Og spar på kræfterne tyveknægte; jeg har den på mig, hvor jeg end går og står.) (Og til eventuelle overfaldsmænd: Kig på min lomme og vid, at det er saltsyre blandet med en kemisk opløsning af ebola i sprayform, og ikke et spørgsmål om, at jeg er glad for at se dig.)

*At have valgt et drengenavn, hvis det er sådan et, vi får brug for.

*At beslutte, at det ikke bliver Anton, der får lov at bestemme, hvis det bliver en pige: Han synes, hun skal hedde Barbie.

*Ikke at tage “sjove” billeder, hvor jeg lige laver sådan et lille optisk trick, så man tror, at jeg holder solen i pincetgreb eller forsøger at skubbe det skæve tårn i Pisa tilbage på plads.

*Ikke at deltage i nogen former for januar challenges-X-antal-km/pushups-whatever-på-31 dage. Overvejede kortvarigt 200-kopper-kaffe-på-31-dage, indtil jeg kom i tanke om, at jeg er gravid.

Moderat godt med:

*At finde på pigenavne. Cykler rundt i 3-4 stykker, uden dog helt at synes, at det skal være nogen af dem.

*At føle mig tilpas i min krop. Den opfører sig meget ligesom de instant oppustelige redningsbåde, man har set på demo-videoer fra Viking Life Saving Equipment (from Esbjerg much?), hvor man bare lige trækker i en snor, og så *PUF!!* har den pustet sig selv op. HELT op. Over det hele.

*At drikke te. Af en eller anden grund har al te i hele verden pludselig besluttet sig for at smage af fennikel. (#Ad)

Virkelig skidt med:

*At rumme, at der er nogen, der stadig ikke har fået afmonteret julen. Jeg tror, jeg taler for alle her, når jeg siger: Få det ned.

*At finde træningstøj, jeg kan passe. Og med træningstøj mener jeg primært sportsbh’er, jævnfør gummibådsanalogien.

*At tackle tryksagsreklamer, fordi der i dem alle sammen - dem ALLE sammen, siger jeg til jer - er billeder af sildefileter og de der fedtkugler til fugle. Begge dele kan lige nu gøre mig nærmest fysisk utilpas.

*At få bugt med min hoste, hvilket altid er irriterende, men lige nu har det ekstra charmerende feature, at det aktiverer min brækrefleks. I begyndelsen var jeg bange for, at det ville traumatisere Anton at se mig stå der og gag’e, men jeg kunne - selvfølgelig - have sparet mig. Han tror tilsyneladende, at det er en form for gøgl, jeg opfører for at underholde ham, og når det sker, bliver han så begejstret, at han er nødt til at hoppe op og ned på stedet, mens han råber: “Igen, mor! Igen!”

tirsdag den 30. december 2014

Til nye begyndelser.

Om 27 timer er det sidste sandkorn for 2014 løbet igennem glasset.

Måske er det en af de erindringer, man med tiden moderer og ændrer på uden egentlig at opdage det, men jeg husker det som om, nytårsaften for bare 8-10 år siden, altid var noget, vi så frem til. Hvis jeg sætter mig godt til rette foran spejlet og stirrer mig selv dybt i øjnene, ved jeg egentlig godt, at det er løgn; jeg har aldrig været så fuld af glimmer og champagne, at jeg udelukkende har set frem til den aften på året, hvor man gør status, uanset om man vil det eller ej. Det er ikke ubetinget en lystfyldt opgave, når man har et sind, der godt kan tippe lidt til den mørke side, når man dvæler for meget og for længe ved alle de gode ting, man har i sit liv; hvis jeg havde læst filosofi, ville jeg formentlig have hængt mig halvvejs igennem første semester, fordi jeg ikke kan overskue, at vi alle sammen skal dø engang.
Men jeg læser ikke filosofi, og jeg traf for mange år siden en bevidst beslutning om at holde et relativt højt tempo på livets line, der gør, at jeg kommer fremad og kan nyde udsigten, i stedet for at stå stille for længe og fortabe mig i dybet under mig. I år er det løfte til mig selv ekstra vigtigt, fordi Lene ikke er her mere, og jeg derfor er blevet endnu mere opmærksom på at glæde mig over alt det, jeg har her og nu – og så stoppe tankerækken der. Man går i stykker inde i hovedet af det andet.

Eller bliver forfatter af den slags, der kun går i sort og ryger cerutter og skal udgives på virkelig smalle forlag, og det virker også lidt uoverskueligt.
I den helt store bog har det været døden men heldigvis også livet, der har fyldt mest i 2014. Tanken om barn nummer to har rumsteret længe, og jeg glæder mig uendelig meget til at få lov at møde det lille menneske, jeg bærer rundt på. Jeg er i 18. uge nu, og de første 4 måneder har været en svimlende blanding af euforisk glæde, hysterisk kvalme og inderlig, iskold angst. Når man læser på nettet, at pletblødning ”er helt normalt for nogle kvinder under graviditeten” skulle man tro, at det kunne virke lidt beroligende, men for mig har det h.v.e.r e.n.e.s.t.e gang udløst koldsved og akut frygt. Det er virkelig opslidende at gå og være bange hele tiden, så derfor har det denne gang betydet så meget desto mere, at den lille nu er begyndt at gå til trampolin om aftenen. At ligge med Antons små fødder i ryggen, og så puffe lidt til maven og mærke, at der bliver svaret, gør mig fuldstændig ør af lykke, og i de øjeblikke ved jeg med fuldstændig klarhed, at jeg er det rigeste menneske i verden.

I 2015 står jeg til at få et sommerbarn, og jeg glæder mig usigeligt til at få lov at gøre det hele igen, med den afgørende forskel, at jeg denne gang har bare en flig af begreb om, hvad det handler om. Vi skal ikke, midt i det hele, til at flytte fra alt, hvad jeg har kendt hele mit voksne liv, vi er tæt på det nære netværk og endelig ved jeg nu, at man ikke behøver tage imod alle de gode råd, man uopfordret får tvunget ned i halsen, men tværtimod godt må smadre folk med et bat, hvis de, efter 365 dage og nætter uden søvn spørger, om man er sikker på, at barnet kan mærke, at man mener det, når man prøver at lægge det til at sove?
Særligt det sidste glæder jeg mig til.

Tak for kommentarer, mails og hilsner i året der gik. I er de bedste læsere, jeg ved, og jeg bliver klogere af at blogge, fordi det er lige præcis jer, der sidder derude og forholder jer til det, jeg skriver. Det betyder mere, end jeg kan forklare.
Så tak for jer, rigtig godt nytår og drik et ekstra glas champagne for mig, ikke?

lørdag den 27. december 2014

Hej overflade.

En uge tog det at nå til det punkt, hvor jeg igen kan begynde at forholde mig til, at der findes andre mennesker i verden. Fy for pokker, den ferie var tiltrængt.

Faktisk har det været lidt som at have tømmermænd. Den samme fornemmelse af, at verden lige er tiltet 10 grader i forhold til, hvordan den plejer at stå, træthed så lammende, at det nærmer sig et handikap og et underskud ift. normale gøremål på størrelse med et mindre afrikansk land. På en måde har det egentlig været meget befriende; det har i hvert fald været nemt at prioritere. Vi har været iført det bagerste af klædeskabet, mens vasketøjskurven har leget Tetris, nullermændene er efterhånden klar til at agere stand in’s for vindheksene i eventuelle, kommende westerns, julen hænger her stadig, og fødevareindtaget har været fordelt på to lige store søjler af take away og Fryseren Greatest.
Som det altid sker, når man har trukket noget for længe, gik jeg i dørken med et brag, da det endelig ringede ud. Jeg har været syg lige siden, og er først nu ved at få min stemme igen. Det har været den samme tur som Anton havde, med hoste, ondt i halsen, blodnæse og hovedpine. Og der skal jeg ærligt indrømme, at jeg lige havde glemt, hvor ulideligt længe små, ellers uskyldige vira kan hænge ved, når man er gravid og værtsorganismen derfor benhårdt rangerer som kroppens prioritet nummer to. Jeg har også mere end en gang skelet længselsfuldt mod mit skab, helt fyldt af strepsil, norske brystdråber, panodil hot og andre gode sager. Det er ikke *helt* det samme at stå med sin termokande i nattens mulm og mørke og drikke kamillete med honning med kæften fuld af Vics og vatrondeller i næsen. Føltes mest som skovturen fra Helvede, egentlig.

Men. Det hjælper på det, og jeg kan mærke overskuddet begynde at vende tilbage. Det er en fantastisk fornemmelse, og hvis jeg skal trække noget positivt ud af de sidste mange uger, så er det, at juleferien har gjort det helt klart for mig, at der ender jeg ikke igen, så længe jeg er gravid. Nogen gange er det bare som om man står på en tennisbane og spiller mod en boldmaskine, der pludselig bliver vanvittig og sender flere og flere bolde af sted i højere og højere tempo og i flere og flere umulige retninger. Jeg kan sagtens, mens jeg står i det, se, at det er fuldstændig uholdbart, men jeg kan ikke mønstre overskuddet til at spæne ud af banen og få slukket satans legetøj. For at sikre, at det ikke sker igen, har jeg derfor allieret mig med nogle gode mennesker, der har lovet at stå klar ved stikkontakten, ifald jeg ikke selv formår at sige stop.
Så hvis ikke det er for sent til den slags, vil jeg gerne have lov at ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at I brugte den i selskab med jeres yndlingsmennesker, at anden var sprød og vinen rigelig.