mandag den 2. maj 2016

It's oh so quiet herinde.

Og det er der, fordi jeg er træt. Træt, træt, træt, træt, træt, træt. En lang uge med sygdom kulminerede i fredags med, at jeg sad på sygehuset med slanger i næsen, og nåle i halsen - overlad det trygt til mig at få en halsbetændelse til at mutere. Lægen derude ville gerne have indlagt mig med det samme, men af mange grunde, som ikke lige egner sig til bloggen, var det ikke en mulighed at ligge dér med penicillindrop hele fredag og lørdag. 

Derfor blev aftalen, at jeg måtte tage hjem og indtage penicillin i så solide mængder, at jeg på apoteket måtte vente en T I M E på at få det udleveret; de var sikre på, at det måtte være tale om en fejl i doseringsvejledningen fra lægen, og skulle derfor konferere af med deres überfarmaceut (som åbenbart sad i en regnskov langt, langt væk, og derfor kun kunne nåes på en satellittelefon, der først skulle fremskaffes til formålet) inden de overdrog æskerne til heroinvraget ved kassen.

Lørdag morgen skulle jeg stille til tjek på hospitalet kl. 9, og alle pillerne til trods, var det hele nærmest blevet værre. Derfor var der ikke længere nogen vej udenom, og lørdag eftermiddag blev jeg opereret og fik fjernet mandlerne i samme ombæring. 

Egentlig havde jeg det ok-ish, da jeg kom ned fra opvågningen, men natten til søndag fik jeg migræne, og brugte det meste af natten og morgnen på at kaste op og ønske, at nogen bare ville lægge mig tilbage i narkose. Derfor blev det ud på eftermiddagen, før jeg blev udskrevet, og kunne køre hjem.

Jeg må ikke løfte over 4 kg, skal holde mig i ro og er sygemeldt i 14 dage, og eftersom jeg har glemt at lære Frida at gå, er det første jo ikke sådan rigtigt en mulighed. Jeg tager den med ro i det omfang, det kan lade sig gøre, men det gør ondt ad helvede til, når jeg snakker, min kæbe føles, som om den er brækket, og jeg kan ikke spise noget, der er højere end en kiks. 

Så mor er træt, og bruger meget tid med sine nye venner Ipren og Panodil.

Kan vi aftale, at jeg stikker hovedet herud igen, når der lige er lidt mere overskud på kontoen?


onsdag den 27. april 2016

Sten er jo også en slags mad #palæo

Mandag i sidste uge startede Frida i vuggestue. Egentlig havde jeg forventet, at det ville være smooth sailing, fordi hun er en nysgerrig og meget tilbagelænet baby - og det har det på mange måder også været. Hun er ret optaget af de andre børn, og de har taget godt imod hende. De voksne springer hun afslappet i favnen på, og jeg har endnu ikke oplevet, at hun har været ked af at være der. Hun bruger meget tid på at sidde med et stykke legetøj og iagttage, men hun virker tryg nok, og begynder også at forsøge at komme med, når de andre leger, ved at kravle over til dem, mens hun råber: “Bababababa!” - hvilket jeg antager er babykode for: “Prøv lige at give mig motorsaven”.

Så langt, så godt.

Desværre har Frida besluttet, at den orale fase ikke kan dyrkes nok. Hun putter A L T i munden - og inden nogen griner lidt overbærende og siger: “Det gør alle børn” bliver jeg nødt til at sige, at jeg trods alt har været omkring min rimelige andel af babyer, og jeg har aldrig set noget lignende. 

Problemet falder i to dele. Den ene er, at hun, som en anden lille sporhund, kan finde de mærkeligste ting, som ingen har tænkt på kunne udgøre en fare. F.eks. tog det hende under ét minut at finde en kurv med låneovertøj, hvori der var et par handsker, som havde verdens største vaskeanvisning af de stive, der kradser ad helvede til, syet fast i siden. Men ikke mere fast end at man, hvis man har et bid som en hvidhaj, kan flå den ud og forsøge at spise den.

Når børnene har fået frugt, og er gået ind for at lege, og de voksne er optaget af det almene kaos, der opstår i kølvandet på dét, er der også frit lejde til at militærsnige sig ind under bordet, for det *kunne* jo være, man var så heldig, at nogen havde tabt en humpel banan. 

Det er ikke fordi, jeg ikke tror, pædagogerne gør deres arbejde godt nok; jeg havde hende selv med på legepladsen for nogle uger siden, og havde tænkt, at nu skulle hun ordentlig have sig en sanseoplevelse, så ned i sandkassen med hende. Jeg stod LIGE ved siden af hende, og jeg flyttede ikke blikket fra hende. For jeg kender hende. Efter 2 minutter tænkte jeg, at jeg hellere lige måtte løfte hende op - for jeg kender hende - og uden at jeg havde set det, havde hun i sandkassen fundet to Leca nødder, og samlet dem op med munden. Hun mangler sgu bare en høj, sort hat og en kanin at trække op af den.

Den anden del af problemet er, at hun forveksler sig selv med en løve, når hun skal spise. Du giver hende en halv blomme? Hun stopper den i gabet, vender den to gange, og forsøger at sluge den. Du skærer hendes mad i hapsere og lægger tre foran hende? Hun smider dem alle tre i munden, og forsøger at sluge dem, uden yderligere dikkedarer.

Hun er ved at kløjs i maden - sådan rigtigt - ca. en gang om ugen, og det holder mig vågen om natten.

Jeg øver og øver og øver med hende. “Se Frida! Se på mor! Tygge maden. T Y G G E! *tygger-og-ligner-en-kæmpe-idiot*” Så griner hun og klapper af mig. Hun spiser alt, og gør det overordentligt eksemplarisk - sålænge det bare er skåret ud, og serveres for hende, bid for bid.

Og det betød, art jeg var der sammen med hende hele sidste uge. Jeg var nødt til at være HELT sikker på, at de fire voksne, der er tilknyttet stuen, forstår, at hun er en lille Pacman, før jeg turde slippe hende af syne. For det kan sagtens være mig, der er oversensitiv, men jeg fik lidt en fornemmelse af, at det blev rubriceret som klassisk mor-pjat, da jeg fortalte dem om det derude, så jeg turde simpelthen ikke at gå fra hende.

Nu er der gået en uge, og jeg kan mærke, at jeg langsomt bliver mere tryg, fordi de lærer hende bedre at kende, og et par gange også har tilkendegivet, at “ok, det er godt nok RET ekstremt, det der!?” når hun har fundet noget nyt og umuligt at parkere i munden. Jeg kan jo ikke stå og kigge på hende 24 timer i døgnet til hun fylder 15, men hvis bare jeg ved, at de tager problemet alvorligt, kan jeg bedre holde ud at aflevere hende, og lade andre passe (godt) på hende. 

Hvilket også er et nødvendigt punkt at nå til, for tiden løber og den løber stærkt. I sidste uge var det bededag fredag, i næste uge er det Kr. Himmelfartsdag torsdag, og så har vi herhjemme fejret forårets komme med at blive syge, alle 3, hvilket også har kostet dyrebare indkøringsdage. Det startede søndag, og jeg er stadig syg på den måde, hvor man må skifte tøj flere gange om dagen, fordi feberen slår og banker i hele kroppen. Min hals gør ondt, jeg kan ikke åbne munden, og jeg har nederdrægtigt ondt i ørerne. Mandag var begge unger også syge, og jeg holder aldrig op med halvt om halvt at forvente, at Interflora ringer på døren med en motherf*cker af en buket, når jeg har taget mig af to syge børn, mens jeg selv er syg.

Så dagene flyver, og vi har nu 5 hverdage tilbage at øve os i, før det bliver alvor. Og hvis bare vi aftaler, at jeg giver hende en stribe gaffatape for munden om morgenen, inden jeg afleverer hende, skal det også nok gå.

fredag den 22. april 2016

De rige har mange glæder - de fattige har mange børn.

Jeg har aldrig været ret god til at spare op. Som jeg har skrevet om i et gammelt indlæg, hører jeg til dem, der bedst kan lide, at hverdagen er et rart sted at være, og vi ved alle, at rart koster penge.

Men nu vil vi gerne snart flytte. Vi bor i en boligforening, som har nogle små rækkehuse ret tæt på Antons kommende skole, og dem vil jeg *virkelig* gerne have fingrene i ét af. Desværre er der kun 2 af husene, der har 4 værelser, og det er et krav for mig, at børnene kan få et værelse hver. Det er ok, at værelserne er på størrelse med Cirkelines tændstikæske, men der skal være en dør, man kan lukke, hvis man trænger til at være alene.

Til gengæld er der en del 3’ere derude, og egentlig er alle husene tegnet til at være 3’ere. To af familierne, der skulle flytte ind, da husene blev bygget, fik bare lov at dele soveværelset, så det blev til to små værelser i stedet for ét stort. Det er jo tæt på at være genialt, så jeg har været igang med at undersøge, hvordan man gør, og hvor dyrt det bliver, hvis jeg selv skal gøre det samme, nu hvor husene er færdigbyggede, og man derfor skal have slået hul i ydermuren, så man kan få et vindue sat i.

Lang historie kort: Vi skal til at spare mere op, end vi gør idag. 

Efter jeg har fået børn, er jeg blevet en smule mindre ødsel, og jeg går f.eks. ret højt op i at stoppe madspild, så dér sparer vi en del. (At der ikke findes sushisteder og kaffebarer i Esbjerg hjælper selvfølgelig også.) Efter at det gik op for mig, at prisen på plastikposer ikke længere er 1 krone, som den var, da mor var ung, men F I R E kroner (og jeg havde tjekket, at der ikke var tale om et planøkonomisk eksperiment) er jeg også begyndt at bruge stofposer. Det bliver jeg nødt til at kalde dem, for hvis jeg benævner dem ved deres rette navn: “Muleposer” visner min sjæl. Jeg har første gang til gode at se nogen komme gående med en mulepose og deres sexappeal intakt. 

Men fordi der i min omgangskreds faktisk er ret mange, der af den ene eller den anden grund er lidt økonomisk klemte for tiden, kom jeg til at tænke på, at der her var en oplagt mulighed for at lave en slags ‘giv-det-videre’-indlæg. For lur mig, om ikke vi alle sammen gør et eller andet i hverdagen, fordi vi sparer penge på det - så måske vi kunne hjælpe hinanden?

Jeg håber virkelig, at I har lyst til at kommentere her, for hvis ikke: a) kommer jeg til at ligne en idiot og b) skal jeg bo her for evigt, og det synes jeg, at I skal overveje længe og grundigt, om I kan bære at have på samvittigheden. 

Jeg ville virkelig synes, at det var fantastisk, hvis det blev et kommentarfelt, som alle kunne få noget ud af, så uanset om dit sparefif handler om kæledyr, børn eller havebrug, så smid det endelig. Det må gerne være noget, der for dig er indlysende - min erfaring er, at det stadig vil være nyt for andre. Det kan være af praktisk karakter (fx. ift at bestille noget på nettet) eller det kan være handyfif, så man sparer udgifter til tjenende ånder, der ellers skal komme og fikse ting for én. Alt er velkomment. (Men husk, at det er et offentligt forum, det her, så hold lidt igen med gode råd som: “Jeg fortynder min coke med kartoffelmel, inden jeg sælger den” og “Vi er 7, der deler min brors Netflix abonnement”).

Jeg kan selv starte: 

* Jeg giver Anton superheltedragter i julegave. Gave og fastelavnskostume i ét. 
* Jeg bruger discountbleer i dagtimerne, hvor jeg skifter Frida ofte, og gemmer luksusbleerne til om natten. 
* Om søndagen bager jeg ofte en plade boller, som vi så spiser til aftensmad sammen med resterne fra køleskabet. Vi får spist op, der er plads i køleskabet til de varer, jeg kommer hjem med mandag OG jeg smører madpakker ved samme lejlighed. Win-win-win.

Så. Nu er det jeres tur. Jeg glæder mig til at læse jeres gode idéer!

God forlænget weekend derude.















Ps: Det er ok at lægge kommentaren: “Jeg er vulgært rig, og beskæftiger mig derfor ikke med noget så frastødende som at spare.”

lørdag den 16. april 2016

torsdag den 14. april 2016

Mænd og kvinder og den evige single.

Forleden var jeg til forældremøde i børnenes institution, og som altid, når jeg har deltaget i noget, hvor andre typisk deltager som par, gik jeg derfra med en lidt blandet fornemmelse. 

Sagen er nemlig den, at når man stiller som single kvinde til den slags arrangementer, er der næsten altid nogle af damerne, der tror, at man prøver at snatche deres mænd. Det er simpelthen så røvirriterende.

Jeg elsker mænd. På alle tænkelige måder. Og jeg trives i deres selskab. Ikke fordi jeg kun har mandlige venner, eller er En Af Gutterne, og mit liv ville være umådelig fattigt uden mine veninder, men min oplevelse er, at jeg ofte bedre kan navigere i de regler, der hersker hos mænd, end de tilsvarende hos kvinder. Når jeg er sammen med mænd, er det ikke et handikap, at jeg er konkurrencemenneske - og at jeg somme tider vinder. Min oplevelse er, at mænd langt, langt bedre kan arbejde med, at man gennem mentale eller fysiske styrkeprøver finder sin plads i hierakiet på et enkelt område, uden at det definerer hele relationen.

Når jeg er sammen med mænd, oplever jeg, at jeg er plads til hele mig; både den store og den lille og den dumme og den kloge og den stærke og den svage version af mig. Det er befriende, og det får mig til at slappe af.

Paradoksalt nok er det også dette, der ofte ender med at spænde ben for mig i forhold. Vi kan snakke kønsroller herfra og til påsken 2070 - og måske er det bare mig, der falder for en bestemt type af mænd - men min erfaring so far er, at mænd på den lange bane ikke kan finde ud af, at vi er to alfa-typer i forholdet. Jeg har det simpelthen ikke i mig at tilpasse mig den traditionelle kæresterolle, og derfor ender det ofte med, at det, mændene falder for, når de møder mig, også er det, vi ender med at skilles over.

I kvinderelationer synes jeg langt oftere, man ender i en slags for storesøster/lillesøster-forhold, hvor man én gang for alle afgør, hvem der er stærkest, og derefter overfører denne positionering til alle dele af venskabet. Og måske er det fordi, denne afkodning tager længere tid at lave - i hvert fald oplever jeg, at vi kvinder skal føle hinanden langt mere på tænderne, inden vi beslutter, hvordan vi kan snakke sammen, når vi møder hinanden første gang.

Og med fare for at lægge mig ud med alle feminister i hele verden, er det også som om min humor i de situationer, hvor jeg sidder sammen med mennesker, jeg egentlig ikke kender, ofte ligner mændenes mere, end den ligner kvindernes.

Endelig har det måske også lidt at sige, at fordi jeg i mit liv løser 100% af opgaverne selv, så sidder jeg ofte sammen med alle fædrene, når vi f.eks. skal fordele håndværkeropgaver ift. den nye legeplads, der skal laves i børnehaven. (I udkantsdanmark er det stadig mændene, der har eneret på hammer og sav).

Under alle omstændigheder: Efterhånden som en aften skrider frem, sker det ofte, at et par af kvinderne begynder at sende mig onde øjne. Jeg har også prøvet et par gange, at en kæreste “liiige har flyttet dit glas - jeg skal lige snakke med Michael, haha” og har sat sig på min stol, hvis jeg har været ude og kommer ind igen. Og hver gang har jeg lyst til at begynde at synge “Easy, little mama, I don’t wanna take your man!” For det vil jeg virkelig ikke - promise. Jeg snakker bare med ham, og nyder at spille bold op af en, der byder ind med noget andet, end mine veninder kan, og faktisk ville jeg synes, det var skidehyggeligt, hvis vi alle 3 kunne sidde og sludre.


Men man gider jo ikke være hende, de andre bagtaler og hader, og man gider heller ikke, at de tror, man er typen, der kaster sig glubsk og kritikløst over alt, man bliver sat ved siden af. Så jeg bruger sindssygt meget energi på at skrue ned for mig selv i den slags sammenhænge, og når jeg går hjem efter sådan nogle aftener, ærger jeg mig altid over, at en god relation til mænd i mange tilfælde bliver på bekostning af en tilsvarende til kvinder. 

fredag den 8. april 2016

I øvrigt:

* er jeg altid på jagt efter Det Perfekte Æble. Indtil videre holder det en kilopris på omkring en million, for man skal godt nok tygge sig igennem megen ussel natur for de få gange, man får lov at møde Æblelykken. 

* forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke må sige spaniolere mere. Jeg forsøger ikke at være dum-smart; jeg forstår det simpelthen ikke. Hvis nogen ved det, er jeg lutter kæmpeører.

* har jeg måske bare ramt den alder, hvor alting var bedre i gamle dage. Ville f.eks. også ønske, at vi stadig måtte sige MaLLorca. Det lyder som et sted, hvor man holdte nogle virkelig badass fester tilbage i 80’erne, hvorimod MaJorca lyder som en truet fugleart. 

* bliver jeg i virkelig godt humør, når jeg har en plastikpose, der passer præcis i størrelse til dét, jeg skal bruge den til. Jeg er et meget simpelt menneske. 

* er jeg kommet meget i tvivl om, hvad en farao hedder i flertal. Altså, hvordan man udtaler det? Hvilket er en problemstilling, jeg støder på, langt oftere end man umiddelbart skulle tro.

* troede jeg, at jeg var ved at være klar til at sende Frida i vuggestue. Kommer lige derudefra nu. Jeg tog fejl. Lige nu har jeg svært ved at se problemet i at opfostre en revisor og en bibliotekar, der begge to arbejder hjemmefra - og med hjemmefra mener jeg “hjemme ved Mor”. Til min egen inderlige overraskelse, har jeg omkring 2000% mere seperationsangst end begge mine børn til sammen.

* har jeg været til møde i boligforeningen, og har nu en slags plan, så vi forhåbentlig om et års tid kan flytte ud af helvedes forgård. 

* bruger jeg væsentlig længere tid på at se timelapsevideoer fra Tasty på facebook, end på at læse opslag fra mine venner. 

* er jeg virkelig dårlig til offentligt ansatte, der i hveranden sætning får skudt ind at: “Ja, vi *ville* jo gerne - men det har vi ikke ressourcer til *beklagende-smil-der-i-virkeligheden-ikke-er-en-skid-beklagende*” Jeg er med. Det er ikke dig, der laver reglerne, du følger dem bare, men du må godt skrue *lidt* ned for martyriummet, Hanne. 

* har jeg en anelse stress over, at X-faktor er slut, for fredag aften er tv-aften, og jeg nærmer mig alt, ALT for hurtigt 11. sæson af Greys Anatomy, hvor jeg har hørt, at N O G E N dør… Jeg har en brist i mit socialcenter, der gør, at jeg efter halvandet afsnit opfatter de fiktive karakterer i tv-serier som mine nye venner, så det bliver ikke kønt, hvis rygtet viser sig at holde stik.

* kender jeg simpelthen så mange dejlige damer, der er gravide lige nu, og jeg er på én og samme tid ved at brække mig af hhv. lettelse og misundelse over, at det ikke er mig. 

* skal jeg virkelig snart have sat mig ind i, hvad en TED-talk er. 





torsdag den 31. marts 2016

I'll do my crying in the dishwasher.

Jeg går meget op i, at Anton (og med tiden også Frida) lærer, at der ikke er nogle følelser, der er forkerte. Jeg skulle selv ret langt op i mine voksenår, før jeg lærte at håndtere fx. vrede, og da jeg var helt ung, kunne jeg slet ikke finde ud af det, hvis jeg kom op at skændes med en kæreste; jeg lukkede af og ned, og kunne dermed gå og ulme i ugevis, fordi følelser jo beklageligvis ikke forsvinder, fordi man ignorerer dem.

Derfor gør jeg meget ud af, at det er ok at være gal og vred, men at man godt kan være det på en ordentlig måde. Man kan fx. godt sige, hvad man er gal over uden at brøle det, og man behøver ikke kaste legomænd efter dem, man er vred på. Jeg prøver også at lære dem, at man ikke har ret til at smitte alle andre med sit dårlige humør: Det er som sagt ganske ok at være gal, men når man har fået det formidlet, har man ikke ret til at forvente, at man kan forvandle sit raserianfald til et 4 timer langt event, som resten af verden er forpligtet til at agere publikum på. Gud gav menneskeheden døre af en grund, og man er mere end velkommen til at gå ind og marinere i arrigskab bag en lukket en af slagsen, præcis lige så længe, man har lyst. 

Til gengæld har jeg også, helt fra Anton var lille, været omhyggelig med at give ham redskaberne til at komme tilbage i fællesskabet, når han er klar. Jeg har selv, hver e n e s t e gang, jeg er blevet sur, efterfølgende sagt “Jeg er ikke sur mere -  skal vi være gode venner igen?” Jeg fejler givetvis på 102649 andre områder dagligt, men lige det her med at kunne rumme sig selv og sine egne følelser uden at kanøfle andre(s), synes jeg faktisk, jeg nailer, og det håber jeg virkelig kommer dem til gode i det lange løb. 

Der er dog én følelse, jeg selv er virkelig ambivalent med, hvordan jeg skal håndtere, og det er, når jeg er ked af det og græder over noget, som har med dem at gøre. Jeg er inderlig modstander af, at børn skal være “stærke” og “tapre”, eller at de ikke må se de voksne være kede af det - men samtidig er det fandme også vigtigt, at de får lov at være kede af det, uden at skulle forholde sig til, om det er dem, der gør mig ked af det.

Lige nu sidder alting nærmest uden på tøjet hos mig. Jeg skal snart tilbage på job, Frida skal starte i vuggestue d. 18. april, og idag har de store børn sidste dag i børnehaven, deriblandt Antons bedste venner. Jeg er stadig 200% overbevist om, at skoleudsættelse er det eneste, der giver mening i Antons tilfælde, men fordi en beslutning er rigtig, er den ikke nødvendigvis nem. Han snakker selv om, at han skal i skole, og den famøse ternede skjorte “er til at have på i skole, mor” - men han har stadig ikke helt sprog nok til, at jeg kan forklare ham, at de andre starter i skole nu, til august skal han i en slags sproglig førskole, men på en anden skole end den, de andre går på, før han så, til næste år, skal over på den skole, hvor de store starter i morgen. Der er sikkert en supernem, børneagtig forklaring på det, men en af mine allersvageste sider, når det kommer til opdragelse er, at jeg har svært ved at formulere mig konkret, når noget er komplekst. Jeg kommer til at bruge for mange og for lange ord, og selvom jeg i situationen sagtens kan høre det, formår jeg simpelthen ikke at ændre på det. Når nætterne er allersortes, spekulerer jeg på, om det er derfor, sproget er så svært for Anton. 

Så han er ked af det. For han forstår godt, at der skal ske noget, men ikke helt hvad. Og når han med bævrende underlæbe fortæller, at Nikolaj og Luca har sagt, at han ikke må komme med i skole, skal jeg godt nok anstrenge mig voldsomt, for ikke at få vand i øjnene. For hold kæft, hvor bliver jeg ked af det. Også selvom jeg godt ved, at børn er børn, og at han sikkert i overmorgen har 17 andre bedstevenner.

Hvis der sker noget med nogen, vi holder af, må Anton gerne se, at jeg er ked af det. Ligeså hvis der er noget voksenhalløj, jeg synes er svært. Men når han græder over noget som det her, synes jeg, det er vigtigt, at han har en mor, han kan bruge som støtte. Én, der er stærk, som han kan læne sig op af, når han selv har svært ved at holde balancen. Og hvis jeg prøver at tænke tilbage på mig selv som barn, så ved jeg, at jeg ikke ville have følt mig trøstet på samme måde, som jeg gjorde, når noget var svært for mig, hvis min mor også havde grædt. I så fald ville børnetrangen til at gøre sine forældre glade igen, have taget over, og det ville have været dét, der var kommet til at fylde.

Så lige nu kører jeg den ekstra sunde copingstrategi “Undertrykkelse”  - hvilket naturligvis betyder, at jeg går og småsnøfter over alt muligt andet.

Som f.eks. at Fridas første ord (der ret beset kun er en lyd) er “Anton”, hvilket hun råber med umiskendelig fryd, hver gang hun kan se eller høre ham. 

Eller at jeg har fanget en mus mere. 

Eller at det celleskrab, jeg fik lavet, fordi jeg har kronisk ondt i maven (go figure?) viste helt normale celler. 

Eller at jeg ikke kan skrue dækslet til saltbeholderen i min opvaskemaskine af.


Så nu spørger jeg for sidste gang: HVEM sørger for at opfinde en skraldespand til følelser, så man bare kan smide dem væk uden yderligere bøvl!?