mandag den 20. april 2015

Her går det:

Godt med: 
* at spise is. Meget is.
* ikke at have svangerskabsforgiftning. Har nærmest det modsatte: Til scanningen i uge 25 blev hun vurderet til at være 6% for lille. Til scanningen i uge 31 sagde tallene 8,5% over gennemsnittet.
* selvtilfredsheden, efter at have nærlæst min værkstedsregning, og derefter henvendt mig på værkstedet med spørgsmålet om, om de ville være rare at forklare de 4 punkter på regningen, der ud af det blå var blevet både 2 og 3 gange så dyre, som de var på tilbuddet. Modtog idag ny regning, der i stedet for 5000 lød på 2500. Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige løber ud og highfiver mig selv.
* at undervise i pump. Kan ikke lave armstrækkere på tæerne mere, men ellers er det mærkelig nok det tidspunkt, hvor jeg bevæger mig mest ubesværet.
* at bygge rede. Har fået sorteret Antons aflagte babytøj, fyldt fryseren med mad, ordnet barnevogn og klapvogn, købt og samlet møbler, købt bleer og modermælkserstatning osv. osv.
* at lave et barn med hår. (Hår. Ved jeg nu, efter at have spurgt sygeplejersken, hvad det var for noget søgræs, vi kunne se på skærmen.) (Jamen, hvad fanden ved jeg? Som nogen måske husker, var Anton skaldet som et æg til han fyldte 3.)
* at nyde udsigten til snart at få min krop igen. 

Mindre godt med:
* at forstå, at det så betyder, at der kommer et barn om mellem 3 1/2 og 7 uger.
* fodtøj. Kom i morges til at tude af raseri over, at jeg ikke kan tage mine sandaler på på under 5 hele fucking klokkeminutter, fordi de 4 spænder bare ikke er ret kompatible med føleforstyrrede fingre, der ikke kan mærke, hvad de har ved og en KÆMPE mave, man ikke kan nå ned over. (ffs!)
* at takle, at mine svinedyre super nova alarmer ikke lige er klar til en omgang til. Det blev jeg bare noget så utrolig pisse træt af. Specielt fordi jeg faktisk har været meget omhyggelig med at passe på dem, så de kunne bruges til en eventuel 2’er.
* at rumme at svaret i Babysam var, at de “da godt kunne prøve at sende dem over”, men at jeg skulle være “indstillet på at betale omkring 1000 kr. for det”. Havde glemt hvor meget jeg hader Babysam. Det kommer tilbage til mig nu.
* at sove. Fordi jeg er en lam, svedende elefant med en hasselnød som blære. Og der er et tændt strygejern lige i face til den, der skriver, at “så er du jo i træning til den lille kommer, hahaha”.
* at bruge offentlige toiletter. Hader, hader, HADER det. Særlig de der metalsvin, som offentlige parker og legepladser har en forkærlighed for. De er af metal, fordi de bliver desinficeret med kogende vand og sprit 7 gange dagligt (Jo. De. Gør.), men de får mig alligevel til at føle mig som en gulsotsbefængt narkoman, der tigger om en gratis omgang herpes.
* at underholde mig selv med serier og film, der er bare marginalt uhyggelige. Når jeg ikke er gravid, er jeg en pivskid, men det bliver åbenbart 700 gange værre, når hormonerne kigger med. Igår så jeg halvdelen af Ringenes Herre i sikkerhed bag min sofapude (ja. Den samme Ringenes Herre, som jeg har set 9 gange før, og aldrig tænkt på som uhyggelig) og jeg nåede lige præcis til de indledende rulletekster i den nyeste sæson af The Walking Dead, før jeg måtte kapitulere.
* at rumme folk, der stadig bruger udtrykket “rundforvirret”
* ikke at blive hysterisk over supporterne hos e-boks. Er på min 5. teknikker nu, og det virker efterhånden som om, de bare sidder og trækker “det kunne jo også være”- sedler op af en stor bowle. FIX det nu, for helvede!

mandag den 13. april 2015

Tanker om tabuer.

De sidste par dage er jeg flere forskellige steder stødt på ordet “tabu”, hvilket har fået mig til at tænke lidt over begrebet, og på hvordan vi prøver at komme tabubelagte emner til livs.

Da Anne på sin blog skrev om forbudte tanker, man kan gøre sig under en graviditet, skrev hun, at hun havde overvejet at undlade at skrive om det, fordi hun ikke syntes, at det stillede hende i verdens mest flatterende lys, men da det i hendes optik altid er bedre at sige tingene højt, end at lade skam og skyld æde dig op indefra, postede hun indlægget anyway.

Jeg er 100% enig. Når man googler “tabubelagte emner” kommer der en del resultater, der handler om psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, misbrug og afhængighed, og der er ikke noget af det, man er tjent med at gå og bøvle med selv. Hvis skæbnen har givet dig en svær hånd at spille, kunne det da lige passer, at du oven i hatten skulle gå og skamme dig over det. 

Men der er sket noget over de sidste par år ift. hvordan vi prøver at nedbryde fordommene, synes jeg. For hvor det før var et spørgsmål om at snakke med *nogen* om det, der er svært, er det lidt som om, det er blevet en pligt at tale til alle om det. Hele tiden.

Jeg synes ikke, at jeg lider af berøringsangst i forhold til .. noget, egentlig. Da vi for nyligt på arbejde fik til opgave at skrive en positiv ting om hver af vores kolleger, så alle til sidst fik et personligt brev med 24 virkelig fine skulderklap, var der flere, der hos mig fremhævede, at jeg ikke er bange for at blive i situationer, der er ubehagelige eller spidser til. Alligevel kan jeg mærke, at der er nogen i min digitale omgangskreds, jeg begynder at lægge lidt afstand til; mennesker, der netop lever med noget af det, der af google bliver opfattet som tabubelagt. 

I min optik bliver du hverken et bedre eller dårligere menneske af at have det svært. Men jeg bliver stadig træt af dig, hvis du tvinger mig til at forholde mig denne ene ting i din bagage det hver. eneste. gang. vi skal interagere, både live og over de sociale medier. Hver ting til sin tid, og selvom jeg virkelig, virkelig godt forstår, at det kan være så befriende at turde tale om noget, der i mange år har været svært, så er som med alle andre emner: Som lytter bliver man sindssyg af, at alt kun handler om den ene ting; at alting skal sættes i forhold til din angst-lidelse eller selvskadende adfærd.

Og problemet er, at man jo ikke siger til en person, der har kæmpet sig igennem noget, der for alle er indlysende svært, at de får 100 kroner, hvis de parkerer det, bare lige et døgn. 

Selvfølgelig skal vi rumme hinanden, også - og måske især - når noget er svært, men jeg sidder lidt med følelsen af, at nogle psykologer og coaches glemmer, at hvis menneskerne i din omgangskreds skal blive ved med at lytte og forholde sig til noget, der jo ikke går væk, men som du skal bære med dig hele livet i en eller anden form, så kræver det, at du også forholder dig til, at de har et liv og en virkelighed, der ikke altid er nem. Som jeg læste på Pinterest: “Everybody’s fighting their own shit - try not to be a cunt.”


I princippet kan man jo sige, at det er folks egen sag, hvor lidt eller hvor meget, de vil tale om tingene, og hvor grænserne for deres privatsfære går; sagen er bare, at jeg synes, det næsten kan ende med at give bagslag. Grunden til, at det er vigtigt at tale om tabubelagte emner er jo, at de skal holde op med at være tabuer; at folk ikke skal føle sig saneringsmodne i hovedet, fordi de bakser med at spise rigtigt, eller fordi den gamle nabo på barndommens gade var en klam pædofil. Men hvis tabuer skal nedbrydes, kræver det, at vi taler om dem. Længe. Og hvis folk omkring dig skal blive ved med at lytte, virkelig lytte og forstå, kræver det, at der også ind imellem er pause i talestrømmen, så der er plads til dem. 

Hvem ved: Det kunne være, at de gik og baksede med et andet tabu, som verden kunne have godt af at høre om.

tirsdag den 7. april 2015

Når påskefreden sænker sig.

Sikke dog en herlig påske, det har været. Anton og jeg har kørt på batterisparemode, og har kun lige kunne svinge os op til at bage boller og gå i biografen. Vejret har været fantastisk, og vi har labbet rigelige mængder af forår i os, både i mormor og morfars have og på legepladsen. Det var tiltrængt. Ikke mindst for Anton, der - da jeg forleden bad ham sætte tallerkenen over på køkkenbordet efter aftensmaden - slog ud med armene og udbrød: “Jeg arbejder hele dagen! Det kan ikke passe!!”

Det er hårdt at vokse op som slave.

Sidste uge bød også på et besøg af min sundhedsplejerske. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder i landet, men jeg fik tilbudt et graviditetsbesøg, fordi jeg har bedt om at blive holdt lidt ekstra øje med ift. fødselsdepression. Dels har jeg et par stykker af den almindelige slags i bagagen, og dels er man i forhøjet risiko for at få dem, når man får børn alene. Og når man tænker på, hvordan der skal spares alle andre steder i det offentlige system, var jeg virkelig benovet over den nærmest ødsle omgang med tiden her: To timers samtale fik jeg bevilliget. Sgu alligevel imponerende nok, synes jeg. 

Og hun er god. Som i: Virkelig god. Hun sagde mange kloge ting, men jeg bed særlig mærke i én  af hendes kommentarer, nemlig at hvis vi skal have en anden og mindre kaotisk start, når Frida kommer, end da jeg fik Anton, så er det vigtigt, at jeg allerede nu begynder at drosle ned, så jeg har tid og overskud til at forberede mig, både psykisk og på det helt lavpraktiske plan. Jeg ved godt, at det lyder så logisk, at man næsten får tandpine over banaliteten i det, men for mig var det bare et af de øjeblikke, hvor noget blev sagt af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt, lige præcis da jeg var klar til at høre det.

Vi var omkring Angsten, og det, at man er virkelig bagud mentalt ift at kapere det faktum, at der kommer et barn lige om lidt, når man har brugt det første halve år af sin graviditet på at stirre stift ud i luften, og forsøge at undgå at forholde sig til fremtiden, fordi man ikke er sikker på, om kroppen kan holde fast på det lille væsen, og hun var sød at lade som om, det er normalt, at man 17 gange har måtte forlade børnetøjsafdelingen med uforettet sag; officielt fordi det stadig er vintertøj, der er fremme, reelt fordi man låser fuldstændig oveni hovedet, når man ikke er med. 

Så jeg har fulgt hendes forslag og brugt noget af påsken på at afslutte ting & sager, og på at forberede nogle af de praktiske ting. Umiddelbart føles det, som om det virker. Kan mærke, at en tiltrængt ro begynder at brede sig i hovedet, og jeg flirter endda med tanken om, hvordan det vil være at holde barsel, hvor der rent faktisk er mulighed for at holde lidt fri, i stedet for at stæse rundt med to-do-lister så lange, som onde år. 

Midt i det hele måtte jeg lige omkring fødegangen til et ekstra tjek. Synes pludselig, at der blev moslet mere, end der blev sparket derinde, og kombineret med det faktum, at jeg flere gange pludselig har haft det, som om jeg gik på et meget vippende skib, ringede jeg ind for at høre, om det var noget, der skulle kigges på. Det var det, men alt så fint ud, og for mig er det en enorm lettelse at vide, at jeg stadig ikke har udviklet svangerskabsforgiftning. Man kan få det fra 20. uge, og selvom der er mange prematurbørn, der kommer sig fuldstændigt, er der også en del, der får følgevirkninger af forskellig slags senere hen i livet, så det, at jeg nu er i 32. uge, stadig er rask, og at hun er estimeret til små 2 kg. gør, at jeg ikke længere er så bange for at blive syg. 

Den Lamme Arm er stadig lam. Det lille svin. Jeg har fået ret intensiv akupunktur (må jeg i den forbindelse have lov at hade de punkter, der sidder i knoerne og mellem tæerne?), hvilket tager toppen af generne, men jeg får til gengæld brølende hovedpine af det, så er nået frem til, at jeg bedre kan leve med en vissen gren på siden af kroppen, end et hoved, der føles som om, det er forsøgt kløvet med en økse. 

Endelig har jeg givet besked til chefen i fitnesscenteret om, at jeg forventer at undervise april ud, og derefter går jeg på barsel. Så er jeg fri for at sidde på sygehuset med veer og pludselig komme i tanke om, at jeg lige skal have sendt et heads up til vikaren.

Så en god og på én gang produktiv og afstressende påske her i sildecity. 


Jeg håber, at den også har været god ved jer.

tirsdag den 31. marts 2015

Mussefrygt viser sig at være arveligt.

I søndags var Anton og jeg i Aarhus til fødselsdag.

Når jeg selv er afsted til den slags, har jeg min telefon i den ene lomme, min pung i den anden, og lidt kaffe/foder på sædet ved siden af, hvis bølgerne går højt. Når Anton er med ombord, rejser jeg med 1) en kæmpepose med lego 2) 17 bokse og sølvpapirspakker med snacks, man ikke får ALT for fedtede fingre af 3) 6 forskellige dvd’er (fordi det er umenneskeligt at blive bedt om at vælge mellem Frost, Chima og Grusomme Mig) 4) taske med ekstra tøj 5) iPad 6) puslespil 7) isbjørnen Finn 8) vandflaske plus det løse.

Det kræver lidt planlægning. Og da jeg er nået dertil i min graviditet, hvor logistik besværliggøres markant af, at hjernen nærmest er defekt, (sammen med motorikken. Jeg har på nuværende tidspunkt tabt 14 låse til øreringe i afløbet i håndvasken, fordi jeg pludselig ikke længere kan ramme ørestikken, og igår gik jeg ind i en parkeret bil. 3 gange.) er jeg nødt til at pakke ud i bilen af flere omgange.

Da Anton er bygget af eventyrlyst, er det simpelthen for risikabelt at lade ham rende omkring i fri dressur i et område, hvor hjemmehjælpen konsekvent kører i 5. gear. Derfor bliver han i disse situationer fikseret i autostolen, får sine hørebøffer på og så starter jeg dvd’en. Så passer det så fint med, at vi er nået til det punkt, hvor reklamefilmene er overståede, og filmen skal startes, når vi skal køre. (Her kunne man indvende, at der bare kunne spoles hen over disse med fjernbetjeningen, selvom man kørte. Det ville være rigtigt, hvis ikke en eller anden blond idiot havde smidt den væk.) 

Humøret var højt, der var rosiner i pakken, og alt var godt, da jeg gik ind efter 3. læs tasker.

Da jeg kom ud igen, sad Anton, spændt som en flitsbue, i stolen, mens tårerne væltede ud af hovedet på ham, og SKREG i ren, panikslagen rædsel.

Det viser sig, at de stadig reklamerer for tegnefilmen Ratatouille. Som er den med rotten. Som Anton, uvis af hvilken grund, har været hysterisk ræd for, siden han så et glimt af den første gang. Han løber glad og ubekymret hen imod kamphunde på gaden, så sent som idag måtte jeg spurte efter ham, da han løb op af en skrånende stenvæg, der endte i et frit fald på 3 meter (hvem fanden BYGGER den slags!?) og moderen har det markant mere anstrengt med bassinkanter og havneanlæg end barnet. Men en tegnet rotte med en snude på størrelse med en tennisbold? Satan selv i forklædning. 

Vi har siden søndag snakket meget om, at “musen ikke kommer”, og de sidste par nætter har vi også lige måtte tænde lyset et par gange, så alle tilstedeværende kunne sove videre i tryg forvisning om, at der ikke stod gnavere på 2 meter med røde øjne og rabbies i hjørnet og ventede på at sætte tænderne i de af os, der uforvarende kom til at lukke øjnene.


Det er fint nok, at jeg lige får et barn mere, når nu jeg er i fuld gang med at ødelægge det, jeg allerede har. 

lørdag den 21. marts 2015

Stormen før stilheden før stormen.

Shit, hvor jeg pludselig synes, tiden går hurtigt. De sidste 14 dage har været mere end almindeligt pressede; selvom jeg på forhånd havde L-O-V-E-T mig selv, at denne graviditet ikke skulle have samme hektiske slutspurt, som den sidste, er det alligevel sådan, tingene er ved at udvikle sig. 

Jeg har 100.000 ting, jeg gerne vil have fulgt til dørs og overleveret på en ordentlig måde, inden jeg trækker stikket, og samtidig er der også nogle barsels- og babyting, jeg så småt skal til at have kigget på, men modsat sidste gang, har jeg faktisk sluttet fred med, at hvis jeg skulle være så uheldig at trække endnu en svangerskabsforgiftning, så er der ikke et eneste punkt på min to-do-liste, der er tvingende nødvendigt at få vinget af. Det er nok en af de største fordele ved at være kommet tæt på familien; der er nogen, der kan hjælpe - også på den helt tunge måde - hvis vi løber tør for strøm. 

Jeg har stadig 10 uger tilbage, så på papiret har jeg god tid. Når jeg alligevel begynder at træde lidt hårdere på speederen, skyldes det, at jeg sidste gang fik konstateret svangerskabsforgiftning i 32. uge, hvilket betyder, at jeg - nu hvor jeg er i 30. uge - mentalt er gået i “alle-tjeks-kan-ende-med-en-sygemedling”-beredskab. Hvor jordemødrene mener, at min risiko denne gang er mindre, mener lægerne at den er større - hvilket faktisk ikke betyder det store for mig: Det er jo underordnet, om risikoen så kun er 1%, hvis jeg er den ene gravide ud af de hundrede, der lægger ryg (mave?) til den nederen del af statistikken.

Sidste gang var jeg tilmeldt et fødselsforberedelseskursus i starten af december, men eftersom Anton er født d. 18. november, nåede jeg aldrig omkring måtterne og teorien om de stødvise vejrtrækninger. Det kom f.eks. rimelig meget bag på mig, at man skulle igennem to slags veer. Derfor har jeg kastet mig over Anja Bays ‘Smertefri fødsel’-bog, og ligger artigt på gulvet hver aften og ligner en anspændt idiot, for selvom titlen ligger et kontinent eller to fra min erindring om, hvad en fødsel er, tænker jeg alligevel, at al forberedelse må være bedre end ingen.

I forhold til udstyr har jeg fået købt to sutter. Hvilket nok ikke falder i kategorien “imponerende”, men hvis alt andet kikser, er internettet jo gudskelov opfundet, så selvom jeg igen skulle blive idømt Den Stillesiddende Staf, ender den lille nok med at få tøj på kroppen alligevel.

På det HELT lavpraktiske plan laver jeg nu to gange om ugen aftensmad i portioner, der ville gøre enhver hjemmeværnskogekone misundelig, så jeg slipper for at tænke på aftensmad de første mange uger. Jeg har fået fulgt op på de skide streptokokker, og ved nu, at jeg skal være indlagt i 2 døgn efter fødslen (riiimelig vigtig info, når man er alene med et barn…), jeg er igang med akupunktur for føleforstyrrelserne i mine arme og forstrækningen i mavemusklerne, og jeg er kommet i tanke om, at jeg nok skal have anskaffet mig en autostol, str. smølf.

Endelig har jeg læst et par bøger om at udvide børneflokken (virkede nødvendigt, efter besøget af min kammerat og hans datter på et år: Da hun for 3. gang tog Antons yndlings-Chima-figur, kiggede han på mig og sagde venligt, men bestemt: “Babyen skal gå hjem nu”…..), jeg er igang med at lære det nye pumpprogram, fordi jeg nægter at give slip på mikrofonen, og så har vi mus. Igen. Fucking hell. Men denne gang har jeg besluttet, at det fandme skal være løgn, så jeg har mentaltrænet ved at messe sætningen: “En død mus er en god mus” 400 gange om dagen, og er nu nået til det punkt, hvor jeg helt, helt afslappet lige skriver den sms færdig, jeg er igang med, når jeg kan høre, at en af fælderne klapper.


Så status på livet lige nu: Rimelig højt tempo over hele linjen, ikke de store forkromede tanker om noget, der ligger mere end to matrikelnumre væk, og lidt mere kaffe, end den anbefalede mængde, mens jeg så småt begynder at forberede mig på at tage tingene, som de kommer.

søndag den 15. marts 2015

Top 5 over mennesker, jeg ikke forstår

1) Fædre, der beholder deres blue tooth headsets på, når de henter børn i institutionen. Prøv at tage din hånd op til øret. Jo, prøv nu. Tag den ned. Hvor lang tid tog det? 1 sekund? 2? Der er jo ikke tale om en antenne, hvor man, hver gang man monterer den, skal starte med at lede længe og irriteret efter signalet, og derfor er nødt til at lave et “Everybody freeze!!”, når man endelig rammer noget modtagelse. Tag den af. 

2) Damer, der bruger skumgummivaskeklude, når de bader. Så meget skal vi aldrig spare. Og hvis du alligevel skal, så giv mig et heads up; så giver jeg sgu en liter Palmolive med mandelduft.

3) Forfattere og journalister, der skriver svære og/eller engelske ord i kursiv eller citationstegn. Får spat. Beslut dig for, hvem du skriver til: Hvis din målgruppe forstår ordet uden anden forklaring end 4 små, omgivende prikker, eller en let hælning på 20 grader, så forstår de det også uden. Hvis ikke, så op dig og find et lettere forståeligt “synonym”.

4) Tekstforfattere, der får penge for at lege med ord, og kvitterer med løsninger som “Webinar” og “Spa-losophy” (ffs!)

5) Den mand, jeg forleden så komme gående i rask stavgang - med to blindestokke som stænger.

torsdag den 5. marts 2015

Hvornår får de stillekupeer på sygehusene?

Forleden var jeg på hospitalet for at få lavet en sukkerbelastningstest, fordi jeg - ligesom da jeg ventede Anton - er lidt for dygtig til at blive tyk. 

Skulle man være lykkelig uvidende om, hvad en sådan test går ud på, følger forklaring her: Man faster fra midnat (altid træls, men grænser til tortur, når man er preggo), og næste morgen stempler man ind hos enten egen læge eller på sygehuset, får taget en blodprøve, nedsvælger et par deciliter af noget virkelig vammeltsødt stads, sidder helt stille i 2 timer og venter, får taget en ny blodprøve, og så må man gå.

I Aarhus fik jeg den lavet hos egen læge, og jeg kan huske, at jeg sad på sygeplejerskens kontor i dejlig, ophøjet ensomhed og strikkede, mens jeg ventede på, at de to timer skulle gå. Jeg fandt det voldsomt kedeligt, men ak, havde jeg bare vidst…

For denne gang skulle den laves på sygehuset, og i optimeringens navn, blev vi placeret 3 tykke damer på rad og række, og så sad vi dér.

Når jeg er gravid, er jeg grund-rasende, jeg er aldrig ret god til ventetid, og når jeg så oveni har fastet 12 timer, bliver jeg nærmest dødbringende. Havde derfor for en sikkerheds skyld iført mig min helt, helt stille og sammenbidte personlighed, og det var kun på grund af den, at jeg ikke kom til at snerre, da hele undersøgelsen blev skubbet en halv time, fordi en af de andre damer kom for sent. 

Under normale omstændigheder synes jeg, at small talk er ret hyggeligt, og jeg er ikke superstram ift. hvilke emner, jeg snakker med relativt fremmede mennesker om. Jeg er socialt anlagt, og vil faktisk betegne mig selv som rimelig åben, både som taler og som lytter. Men en sjælden gang møder jeg mennesker, som jeg, helt instinktivt, har lyst til at kvæle.

Som f.eks. min sidemand.

Og det er sgu ikke for at være tarvelig, vel? Men der er virkelig nogen, der lige burde løbe deres valg af emner igennem i hovedet, inden de åbner munden og delagtiggør resten af verden i dem.

Hun lagde hårdt ud med at fortælle om sin kæreste, og hvor svært det havde været, da de ventede det første barn, fordi han “var kommet til at lave en baby på to forskellige damer med 3 måneders mellemrum.” Det havde været en svær tid, ikke mindst fordi han “samtidig gik og ventede på sin dom for uagtsom manddrab.”

Jeg ville ønske, det her var noget, jeg fandt på. 

Herefter gik den muntre rute gennem samtlige medlememmer af hendes mødregruppe, hendes fødsel, hvordan hendes søn havde fået svamp i hele tarmsystemet, fordi hun havde fået svamp i brysterne (med hertilhørende grafisk fremstilling af, hvordan den slags ser ud), og hvordan hun under sin indlæggelse lige havde sat samtlige sygeplejesker og et par jordemødre på plads *knips-knips*.

Desværre var jeg her nødt til at afbryde hende, fordi jeg havde noget arbejde, jeg simpelthen var nødt til at lave. *Holder-telefonen-op-med-beklagende-ansigtsudtryk*

Har dog skam nok i livet til at ønske, at jeg havde justeret volumen inden, så de ikke 3 stuer henne havde kunne høre mig blive budt “VELKOMMEN TIL P3 PODCASTS MED MADS & MONOPOLET!”


På den anden side: Hvis man lever fint med utroskab og uagtsomme manddrab, tilgiver man nok også de små, hvide løgne.