mandag den 28. juli 2014

Nogen, der så, hvor de sidste 3 uger blev af?

For jeg skal da LIGE love for, at tiden går ekstra hurtigt, når man holder ferie.

Vi tog 2 uger herhjemme, og gjorde derefter sidste års succes til en officiel tradition og tog en uge til Aarhus. Denne gang akkompagneret af min søde Esbjergveninde Lene og hendes lille Emil, som hun også har valgt at få selv. Det var outstanding. Der kan ikke siges nok godt om de to mennesker, og om at være på ferie med en, der lever fuldstændig, som man selv gør - og som oven i hatten også har fået bestilt modellen med den fuldstændigt umulige døgnrytme.
Eller om at være tilbage i Aarhus.

Alt var godt ved den ferie. ALT.
Den eneste anke jeg har til hele feriekonceptet er, når den slutter, og hverdagen, som en vred, massiv egetræsdør, igen rammer én lige i face. Jeg har det nærmest som om, jeg lige er vågnet efter en lang koma, og har flere gange taget mig selv i at kigge mig overrasket omkring i mit eget liv.

Så. Da hverken hjerne eller lemmer vender rigtigt, får I derfor lige en lille liste at komme i gang på igen.

Ting, jeg har glemt i løbet af ferien:
* Samtlige kodeord. Til alt. (LANG søndag aften med stress-sved på læben over blankt afvisende arbejdsmobil.)

* At jeg har en blog. (Sorry.)
* At jeg har et arbejde. (Mere sorry.)

* Hvordan man udfører dette arbejde. (Helt sikkert allermest sorry.)
* Hvordan man laver mad. (Aarhus = sushi)

* At nogen har glemt at kode min DNA-streng med forbrænding. (*suk*)
* Hvor helt igennem røvsygt og træls det er at smøre madpakker.

* Hvordan man går i sko.
* Hvordan støvsugeren fungerer.

Ting, jeg til gengæld har husket:

* At drikke riiiigeligt med vin.
* At smide hvad der svarer til BNP’et for et mellemstort afrikansk land hos hhv. Emmerys, Sashimi og Klostergrønt i Aarhus.

* At drikke riiigeligt med kaffe.
* At smøre solcreme på både mor og barn. Hver dag. Hvilket jeg faktisk godt vil bede om en medalje for, nu du spørger. For SATAN, det barn har temperament!

* At spise trøfler 6 forskellige steder fra og rate dem. (Spar dig. Jeg er immun overfor udtrykket ”affaldskage”)
* At se upassende dårlige serier på Netflix til langt ud på natten med undskyldningen: ”Det er alligevel ALT for varmt til at sove!” (Alle, der heller ikke synes, at de falder uden for målgruppen ’15-18-årige’, hånden op?)

* At lære 21 ud af 31 af Hr. Skægs alfabetsange. (.. så .. ja... Måske mere ”er blevet pålagt” end ”har husket”)
* At vinde 5 liter sprinklervæske på et skrabelod. (Den stikker du bare, hvis du kan #bringiton)

 
Skal vi sige, at vi lige skrives ved, når hjerne, tanker og livet generelt er ved at være oppe i omdrejninger igen?
Godt så.

søndag den 13. juli 2014

Life's what you make of it.

I sidste uge sad Anton og jeg og spiste rundstykker med blåbærmarmelade hos mormor og morfar. Jeg er ellers ikke marmeladetypen, men den her var virkelig overordentlig god. Som altid er jeg ude af stand til at mene noget i stilhed, og vi kom derfor til at tale om en af mine mors kolleger, og hendes forhold til marmelade. (Vi lever på kanten i vores familie.) I de 22 år hun har haft børn, har hun hver eneste weekend spist stikkelsbær- og appelsinmarmelade, som hun ikke synes specielt godt om, fordi hendes sønner og manden ikke kan lide de mørke marmelader, som Ketty elsker.

Siden er min hjerne flere gange gået helt i stå over, at man i stedet for 6 gange om året at ofre de 30 kroner et glas marmelade koster, på sig selv, sidder og kører giffel efter giffel ind med det næstebedste af slagsen.
I 22 år.

 Hold KÆFT, et spild af livskvalitet, morgenmad og marmelademadder.
Jeg ved faktisk ikke, om jeg for 10 år siden ville have tænkt så meget over det, men nogen gange er det som om, det samme tema går igen flere steder i ens liv; at alle historier man hører, og alle udfordringer man snubler over, udspringer af samme grundproblematik, som man bliver nødt til at forholde sig til og prøve at løse, før man kan komme videre. For et par år siden var det ærlighed, og hvordan man doserer den, jeg blev ved med at blive konfronteret med; både i mine venskaber, i mit arbejdsliv og på familiesiden, mens jeg det sidste halve år har fundet et element af afvejning og livsimpact i alt, hvad jeg møder.

Jeg har altid haft meget temperament, og jeg har brugt flere nætter end jeg gider tænke på, på at ligge og stirre rasende op i loftet over indbildte fornærmelser, andre menneskers dumhed og irritationsmomenter, sådan helt generelt. Men hold kæft, hvor har jeg været træt af det. Træt af, at jeg lader petitesser og ligegyldigheder forgifte hele dage, og forpeste mit liv med negativ energi, der ikke bidrager med noget som helst, men som stadig klipper dage af det store målebånd.
Derfor begyndte jeg sidste år at øve mig i at bevare perspektivet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne bryste mig af at være i stand til at hæve mig over arrigskaben med overskud og næstekærlighed alene, men jeg har haft brug for tre konkrete spørgsmål for at få det til at virke.

1) Ville det her stadig have betydning, hvis jeg fik et rigtigt problem? Som i: Hvis jeg i eftermiddag fik en forfærdelig besked om sygdom eller ulykke, ville jeg så ønske mig tilbage til i morges, hvor det største problem i mit liv var, at nogen havde lagt en modbydelig kommentar på bloggen? 98 % af alle problemer dumper her. Heldigvis.
2) Går jeg stadig op i det om en uge? Selvom det ikke umiddelbart fjerner raseriet, er det faktisk som om, det bliver lettere at acceptere, at det fylder her og nu, fordi jeg ved, at det bare lige skal have 24 timer til komme igennem systemet.

3) Kan jeg på nogen måde aflive/forkorte levetiden af dramaet? For at bruge eksemplet med hater-kommentarer igen: Jeg besluttede simpelthen at holde op med at svare på dem. For selvom det gav et kort øjebliks tilfredsstillelse at slå igen, tog jeg mig selv i efterfølgende at tjekke mails hele tiden for at se, om der var kommet et svar. Og hvis der var, kunne vi køre cirklen igen. Og igen og igen og igen. Og på den måde havde en fremmed, fuldstændig ligegyldig person, der ikke ville mig noget som helst godt, pludselig fået lov at suge glæden ud af op til flere dage.
Det virker. Hvilket jeg er ret taknemmelig over, for på mine gamle dage er det blevet vigtigere for mig at være glad – og at passe på glæden. Særligt efter at Lene er død. Det giver en ordentlig lussing af et wakeup call at opdage, at man ikke må tage tiden så meget for givet, at man pisser den væk på ligegyldigheder.

Derfor skjuler jeg idag folk på facebook, hvis deres statusser altid trykker på mine knapper.
Derfor flytter jeg idag folk udad i cirklerne – eller slipper dem helt - hvis de konsekvent tager mere energi, end de giver.
Og derfor sætter jeg aldrig mere tænderne i et stykke brød med dårlig marmelade.

mandag den 30. juni 2014

Tænk på det som hjælp til selvhjælp.

Når folk hører, at jeg er tegnsprogstolk, falder spørgsmålene altid i to etaper. Den indledende runde består af to spørgsmål:

1) ”Er tegnsprog internationalt?”
(Nej) med underkommentaren ”Det var da ikke særlig smart.” (Suk) efterfulgt af:


2) ”Har du døve i familien?” (Det bliver også et nej)

Vel igennem første fase begynder folk som regel at se på deres eget fag, hvilket leder til de næste to spørgsmål:

3) ”Det må være svært med alle de fagudtryk vi bruger?”
(Nope. We’re just that good.)

4) “Tegnsprog er da sådan rimelig primitivt. Der findes ikke tegn for alt, gør der?”

Og netop i forbindelse med det 4. spørgsmål, takker jeg den gud, jeg ikke tror på for, at vi har ord som ’hygge’ og ’frikadeller’: ALLE ved fra folkeskolens engelskundervisning, at disse ikke kan oversættes direkte, og hårdt pressede indrømmer de fleste, at det trods alt ikke betyder, at det engelske sprog er primitivt og ordfattigt.

Jeg ved ikke, om det er fordi, vi er de tolke, man må spørge? Engelsk- og tysktolke, tolker for mennesker, der til forvek
sling ligner alle os andre, så de er ikke så interessante at udfritte. Urdu- og swahilitolke er ofte selv indfødte, der har boet i Danmark længe nok til at beherske sproget – og dem vil man ikke risikere at fornærme ved at spørge til det, der reelt er deres eget modersmål. Vi er sådan lidt... in between. Vi er ikke døve, men vi ved ret meget om sproget og døveverdenen, og derfor kan man åbenbart spørge os om alt; måske fordi det ikke er os, man fornærmer, hvis man laver et faux pas.

Ind imellem kan jeg slet ikke forklare folk, hvad mit arbejde består i. De er så overbeviste om, at mit job er at undervise døve, at de ikke hører, hvad jeg siger. ”Tolker psykologi, siger du? Jamen hvad klassetrin underviser du på?” ”Jeg er underviser ikke. Jeg tolker. Tolker. Ligesom engelsktolke. Bruxelles? You know?” ”Nå..
(lang, uforstående pause) Jamen har du så en fast døv, du underviser?”

Jeg gætter på, at alle fag har disse hadespørgsmål, der - når ret skal være ret - bliver stillet, fordi folk gerne vil udvise interesse, men som bunder i fordomme og manglende viden. Jeg stiller dem med 100 % garanti selv.

Skal vi ikke lege en sjov leg, hvor I skriver, hvad I 1) laver og 2) ville give en 10’er for aldrig mere at blive spurgt om?

søndag den 22. juni 2014

Siden sidst har jeg:

* Været ude at fiske. Selvom det er noget, vi gjorde meget i, da jeg var barn – og som jeg har rigtig mange fine minder fra – har jeg ikke begået mig i madding og woblere i ca. 25 år. Som jeg husker det, kan det være meget zen, og det kan få pulsen til at falde til et sted nede omkring Indurains hvilepuls at stå der på søbredden og kaste uuuud. Veeente. Ooooog trække hjeeem. Med Anton i lommen er det som at se den samme film igen, bare i fast forward. Man kan nærmest ikke nå at kaste snøren ud for ham, før han begejstret har trukket nylonsnøren så hurtigt op, at hjulet lugter lidt brændt. Efter de første par runder gik vi væk fra orm som madding (overvejede ellers at give dem vandski på og forvandle det til en indtægtsgivende aktivitet), så nu fisker han med spinner, hvilket fint illustrerer, hvordan det ville se ud, hvis en meget blank sten slog baglæns smut hen over vandet. Han elsker det, og det er skideskægt.

* Slugt True Detective i én lang mundfuld. Haps. Den varmede dejligt i det tomrum Game of Thrones efterlod.
* Klippet hæk. Har været inde på det før, men efter jeg har fået Anton, er der nogle ting, jeg simpelthen synes er for tyndt, at jeg ikke kan. Ikke mindst fordi jeg faktisk reelt ikke ved, om jeg kan; jeg har bare været så privilegeret at have verdens bedste far, der tålmodigt har stillet op, når der har været noget som helst handy-relateret på to-do-listen. Så i år skulle det være. Og det skal jeg have; jeg går frisk til opgaven. Af uforklarlige årsager er jeg sådan indrettet, at jeg tror, at evnen ligger forankret i viljen til at gøre. Med andre ord: Når jeg først har besluttet mig for at gøre noget, bliver jeg på magisk vis også god til det. Så. Når jeg kigger ud på hækken nu, føler jeg oprigtigt en mild undren over, at det ser ud som om vi har deltaget i en rotationsordning, hvor popstjerner kan komme i praktik i håndværkerfag, og at vi i haverunden vandt Stevie Wonder.

* Truffet en long-coming beslutning om, at jeg er for gammel til drama og til at bruge tid på mennesker, der tager mere energi end de giver. Lad falde hvad ikke kan stå.
* Ødelagt 2 blendere på under 10 minutter. Jeg ved det. Jeg er noget ganske særligt. Skulle lige hurtigt smide en smoothie sammen, og da jeg tændte for den første blender sagde det *Kniirklonk!* Det viste sig, at foden på kniven var det svage led, som kunne flække, selvom resten af blenderen burde kunne tabes fra 2 kms højde, og stadig være good to go. Heldigvis havde jeg bagerst i mit skab min gamle blender stående, så hældte indholdet over i den og blendede løs på ny. Blev meget positivt overrasket over, hvor kraftig den egentlig kunne blende, og besluttede på stedet, at den fremadrettet var opgraderet til Husets Blender. Da smoothien var færdig, lavede jeg den der dreje-af-foden-løfte-over-til-glasset-bevægelse, som ligger så meget i håndleddet, at den ikke kan stoppes halvvejs. Og det var så her, jeg kom i tanke om, hvorfor blenderen i sin tid blev forvist til skammekrogen, for geniet, der har designet det lille svin, har valgt, at man skal skrue bunden af blenderen samme vej, som man skruer selve blenderen af foden. Ffs. Ord rækker ikke til at beskrive den akut indtrådte sindstilstand. Der var smoothie på 2 bordplader, i sprækken ned langs komfuret, på inder- og yderside af 2 skabe, i hele vasken, på 3 m2 gulv, på alt mit tøj – alt. Også bh og trusser -  i mit hår, på samtlige ting, der stod på køkkenbordet, på 3 sider af mikroovnen, i min stikdåse med dertilhørende iPodstik, iPhonestik plus det løse.

Jeg blender aldrig noget igen.

mandag den 16. juni 2014

Lidt at tygge på?

For snart mange år siden havde jeg en veninde, som var selvskadende-light. For hende handlede det meget om den opmærksomhed, det udløste, når hun skar i sig selv eller ikke skulle have noget at spise. Hvis hun havde skåret sig i armen, gik hun i dagene efter kun i t-shirt, så alle kunne se, hvad hun havde gjort.

Først var jeg frygtelig bekymret for hende. Dernæst blev jeg irriteret, fordi det - for os, der var tæt på hende – blev meget tydeligt, at hun hverken led af anoreksi eller var klinisk selvskadende, men at det udelukkende bundede i et behov for at blive set. Men til sidst endte jeg med at nå frem til, at hun jo faktisk stadig var syg i en eller anden forstand, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er det ikke den gængse måde at ønske sig opmærksomhed på, når man er sidst i 30’erne.
Hende tænker jeg på, hver gang jeg læser artikler, der handler om, at børn bliver spiseforstyrrede som aldrig før, fordi deres forældre går fanatisk op i kost og slankekure.

De fleste af de artikler, jeg er stødt på, har en slet skjult undertone af, at forældrene er selvoptagede egoister, der ofrer deres børn og børnenes helbred i jagten på den tynde, perfekte krop.
Scroller man lidt længere ned på avissiderne, falder man tit over andre artikler, der handler om, at vi som nation bliver federe og federe, og at dette om 20 år vil være den største trussel mod vores velfærdssystem.

Det, der gør mig deprimeret er, at man får det til at lyde som om, forældrene er ligeglade med deres børn.
Jeg kender ingen mennesker, der ikke ville ofre deres liv, uden at blinke med øjnene, for deres børn. Jeg kender kun mennesker, der ift. børnenes fødevareindtag gør alt, hvad de kan for at holde balancen på den tynde linje mellem ’Sund Kost & Ingen Sukker’ og ’Nu Ikke Så Hysterisk’. Alle, jeg kender, prøver at give deres børn et fornuftigt forhold til mad og krop, og samtidig hjælpe dem til ikke at blive for tykke.

Og det er her, jeg kommer til at tænke på min veninde, for hvis man er så optaget af kost og kure, at man smitter sine børn med sin besættelse, så tænker jeg, at det er fordi, der er noget galt. Det er ikke sikkert, at man ville kunne få et diplom for veludført bulimi eller anoreksi, men det lyder i mine ører heller ikke, som om alt er, som det skal være.
Derfor undrer det mig, at vi åbenbart er enige om, at problemet skyldes forældrenes ligegyldighed. Hvis vi i stedet talte om børn, der boede sammen med en mor eller en far, der led af depression eller PTSS, og som – på den ene eller den anden måde - blev påvirket af denne forældres sygdom, ville de fleste da hidse sig moderat op, hvis den generelle tone i samfundsdebatten var, at psykisk syge forældre bare skulle stramme op og tage sig sammen.

Ikke?
Jeg synes, at vi i hele denne debat overser det spørgsmål, der måske kunne være med til at knække kurven, hvis vi fik det besvaret, nemlig hvorfor så mange i *min* generation lider af forskellige grader af spiseforstyrrelser? Sat på spidsen er børnene jo egentlig ”bare” symptomer på det problem, der ligger i baggrunden og rumler.

Det betyder ikke, at vi ikke skal være bekymrede over, at børnene får helt forskruede forhold til mad. Eller at vi skal undlade at prøve at løse det. Men jeg tror, at vi når længere ved at prøve at forstå, hvor problemet starter henne, end ved at se på, hvor det ender.

fredag den 6. juni 2014

Anne Om Anne.

Jeg har lige lukket Annes bog ”Jeg vil ikke tage det flot”. (Til de to, der lige er kommet hjem fra et 6 måneder langt ophold i Borneos jungle, og som derfor ikke kender Anne eller har hørt om bogen, handler den om Annes oplevelser undervejs i forløbet, da hun får konstateret sklerose.)

Jeg kan ikke påstå at jeg er objektiv. Faktisk er jeg så lidt objektiv, at ordet ”subjektiv” ikke helt dækker det, jeg er.
Anne var mit første store blogger-idol, og jeg kan stadig huske, hvor starstruck jeg var, da jeg i forbindelse med et blog-arrangement i sønderjylland kørte op foran TV2 i Aarhus N, i min daværende kærestes smadderkasse af en sænket bil, for at samle hende op.

4 timer senere hang vi ud af hver sit vindue og hujede overgearet af sønderjyder i refleksbukser.
På den måde er Anne ret nem at holde af.

Nu har hun endelig skrevet en bog, og selvom jeg ville ønske for hende, at hendes første bog enten havde handlet om noget andet, eller været fiktion fra ende til anden, så er det alligevel den fineste og mest vigtige bog, jeg har læst i lang tid.
Normalt er jeg lyn-læser. Som i: Virkelig turbo-turbo. ”Jeg vil ikke tage det flot” er en lille bog på 162 sider, og det har alligevel taget mig over en uge at læse den, for det er sgu hård kost.  Når man komprimerer 2 års angst, frygt, sorg og vrede og sætter det på skrift, siger det næsten sig selv, at det ikke er Nynnes Dagbog 4, der kommer ud af det.

Det er tungt. Men det er godt nok også både vigtigt og nødvendigt. Man bliver klogere af at læse den, og der er mennesker, der kommer til at få det nemmere af, at Anne har turde skrive den.
For i dag, hvor de sociale medier næsten tigger om, at du iscenesætter dig selv og dit liv i en pletfri højglansversion, der får andre til at længes efter at være dig, er det virkelig svært for os, der ikke er blevet fældet af en led diagnose, at få lov til at få at vide, hvad det vil sige at være så alvorligt syg.

Det giver bogen et meget, meget fint indblik i. Anne er simpelthen så god til at zoome ind på små detaljer undervejs, der på en eller anden måde fanger hele stemningen og gør, at man næsten føler, at man selv er til stede i situationerne.
Der er ingen tvivl om, at bogen vil give utrolig meget mening for andre mennesker, der er ramt af sklerose, både primært og sekundært. Men undervejs tænkte jeg faktisk flere gange, at der var en sær form for genkendelighed i den; at jeg kunne genkende Annes overvejelser og reaktioner fra tidspunkter i mit eget liv, hvor jeg har været i krise.

Dermed på ingen måde sagt, at ”det kender jeg bare godt fra mig selv. Bare værre.” Slet, slet ikke. Men det gjorde alligevel noget ved mig at opdage, at uanset hvad en krise handler om eller bunder i, så ligner de følelser, den udløser, hinanden. Der ingen, der rigtigt gider automattrøst. Eller hold-nu-kæft-trøst. Det er ingen, der har lyst til at føle, at de er en belastning for andre, hverken at være omkring eller at høre på. Det er meget, meget irriterende, når andre folk ”liiige ved, hvordan du har det!”. Eller mener, at din og deres situationer er ens. Det provokerer, fordi det udløser en stærk fornemmelse af ikke at blive taget alvorligt eller forstået, mens man samtidig heller ikke rigtigt gider høre sig selv sidde og konkurrere om at have det værst.
Det var også befriende at opdage, at der er andre, der åbenbart heller ikke får en stationær følelse udleveret, når noget ramler, og derefter kun udviser den adfærd, der passer til dét. Nogle dage vil man have medlidenhed. Andre dage har man brug for at få lov at være stærk uden skingeroptimistisk opmuntring. Ind imellem vil man gerne have lov at fortælle i detaljer, hvor rædselsfuldt man har det. Andre gange orker man ikke at folk spørger. I dag vil jeg roses for det, jeg kan. I morgen taler du ned til mig, hvis du gør det.

Det svinger, og man ved det godt selv.
Bogen udløste en følelse i mig, som jeg mangler et passende ord for, for ’medlidenhed’ er noget af det mest irriterende, der findes. Men hvad pokker skal vi så kalde det, der opstår, når man bliver så forfærdelig påvirket af, at skæbnen ikke havde noget, der var sjovere i posen, til folk, man holder af?

Jeg synes, at du skulle læse bogen; du kan kun vinde. For det første er du godt underholdt. For det andet er du formentlig lidt federe at være sammen med, næste gang, du er i selskab med en, der er alvorligt syg. For det tredje udviser du måske mere overbærenhed over for dig selv, når du bliver ramt af en krise næste gang; måske bliver du endda bedre til at sætte ord på, hvad du har brug for fra andre?
Og under alle omstændigheder er det altid rart at vide, at der er andre, der heller ikke gider tage det flot.

tirsdag den 3. juni 2014

Sig det så: Hvem *ER* det, man skal stalke for at komme med i Mads & Monopolet?

Som jeg vist før har nævnt, hører jeg ofte podcasts, når jeg kører bil. Lige for tiden er det Mads & Monopolet, og i går hørte jeg udsendelsen fra sidste lørdag, hvor en kvinde på 31 år havde skrevet ind. Kort fortalt overvejede hun, om hun skulle få et barn alene nu, eller om hun skulle vente, og forsøge at finde kærligheden og dermed en mand at få dem med.

Monopolets svar var, skåret ind til benet: ”Vent. Du har stadig masser af tid, så se, om ikke du kan finde en mand at få dem med.”
Normalt styrer jeg udenom lige præcis dette spørgsmål; simpelthen fordi det er umuligt for mig at være objektiv, men i dette dilemma, ville jeg alligevel ønske, at jeg havde fået lov at sidde med i panelet.

Det ville have været som at få lov at gå tilbage i tiden, og rådgive en 6 år yngre version af mig selv.
Jeg var også 31, da jeg seriøst begyndte at overveje at få et barn selv. Jeg oplevede også, at halvdelen af omgangskredsen bakkede op, mens den anden halvdel mente, at jeg var blevet vanvittig. Og jeg var også meget i tvivl om, om ikke Den Rigtige Løsning ville være at vente på Den Rigtige Mand og få børn med ham, for jeg havde jo – også - tiden for mig.

Hvis jeg havde fået lov at svare hende, ville jeg have sagt:
Gør det. Nu. Når du først i dine overvejelser er nået så langt, som du er, er du langt forbi point of no return. Og jeg *lover* dig: Du fortryder det aldrig.

Ligesom hende fik jeg ofte, når folk hørte om mine planer, at vide, at jeg jo bare kunne date lidt ved siden af alle mine overvejelser; hvis kærligheden så pludselig sparkede døren ind, var alt godt. Win-win. Det, jeg tilsyneladende hverken formår eller formåede er at forklare folk, så de forstår det, er, at det kan man ikke. Det svarer til at have planlagt menuen til dit bryllup, have indkøbt alle råvarerne og lagt en plan for, hvordan du vil gribe hele projektet an – og så blive ved med at browse kogebøger og madblade, og være åben for nye ideer.
Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at spalte sindet, og lade to så forskellige projekter udvikle sig sundt og levedygtigt samtidig. Heller ikke selvom det, down the line, giver dig det samme resultat.. Når først man har besluttet, at man er klar til få børn nu, så tuner hele systemet ind på den ide. Det er jo for fanden derfor, kvinder bliver sindssyge af frustration, hvis det tager for lang tid for dem at blive gravide. Og den parathed kan man ikke bare tænde og slukke for efter forgodtbefindende. For hvad, hvis du møder en, der er sød? Skal du så pause dit projekt? Hvor længe? Skal du fortælle ham om det? Er det fair at lade være? Hvad hvis det ikke går med ham? Og er det fair at lægge den form for pres på et helt nyt og spædt forhold? Selvom man kunne ønske det anderledes, er det at forberede sig på (forhåbentligt) at få et barn, en stor, tung bold, der ruller, og som ikke bare kan bringes til midlertidig standsning.

Jeg ville også have sagt til hende, at man lærer at leve med, at der findes mennesker, som Annette Heick, der kun synes, at det her er acceptabelt som nødløsning; at det kun er i orden at gøre det, når du er så gammel, at alle har opgivet dig og dine æg er halvrådne. I starten er man bange for dem. Det går over. De har ret til deres holdning, og det er primært i starten, man bliver vred over, at folk med deres på det tørre, mener at de har ret til at bestemme, at manglen på kærlighed også skal medføre manglen på børn.
Man lærer også at lade være med at hidse sig op over, at vi, der gør det selv, åbenbart må krydsforhøres om vores økonomi og tanker om fremtiden af folk, vi knap nok kender, og at vi af uforklarlige årsager skal vide mere om, hvad fremtiden bringer, end folk i parforhold. Tilsyneladende er vi – modsat folk, der bliver gift, får børn, bliver skilt og får nye partnere og børn med disse – ikke i stand til at blive ved med at elske det første barn, hvis drømmen går i opfyldelse, og vi får barn nummer 2 med en mand. Så er barn nummer 1 udenfor, fordi vi nu har fået den familie, vi drømte om. Åbenbart.

Jeg ville fortælle hende, at hun skal gøre det. Nu. For når barnet er her, får hun et familieliv fuldstændig ligesom alle andre, med de hverdagsglæder og -sorger, det medfører. Jeg vågner jo ikke hver morgen, og bruger timer på at forholde mig til, at jeg er selvvalgt alenemor. Det er jo for fanden bare virkeligheden som den ser ud for mig. Jeg mangler ikke en far til Anton, ganske enkelt fordi der aldrig har været en.
Og jeg ville fortælle hende, at der er god fornuft i ikke at være alt for gammel, når man begynder at prøve at blive gravid og er alene om projektet. Dels fordi det jo kunne være, at ønsket om et barn mere kom snigende med tiden (også selvom Annette siger, at vi kun må få et), og dels fordi det har betydning, at minimere risikoen for (alvorlige) sygdomme, når man er alene med et barn.

Så. Just do it, som de siger hos Nike.
Det ville jeg have sagt til både hende og mig selv, hvis jeg havde fået lov at svare.