tirsdag den 23. august 2016

I øvrigt:

* overvejer jeg at unfriende alle - og jeg mener virkelig A L L E - der deler opslag på FB fra “Del dette”.

* kan jeg sei Euroman, at manbun-højborgen Joe&The Juice ifølge sig selv er at betragte som “en kultur”. Hvis de kommer med i kulturkanonen, sætter jeg mit statsborgerskab til salg. 

* udspandt følgende samtale sig i morges: (Mig): “Anton, prøv lige at tage den lidt med ro med det mad der. Det er jo ikke en konkurrence.” (Anton, med stemme balancerende på kanten mellem overbærende og uforstående): “Mor. ALT er en konkurrence.” Han er så utrolig meget min søn.

* kastede Frida sig ud fra en sofa i vuggeren forleden og tog fra med gebisset. Hun er så utrolig meget min datter. 

* kan ortopæderne ikke beslutte sig for, om det er noget med min menisken, eller et forkortet korsbånd (??), der er galt med mit knæ. Svært at afgøre, hvad man skal håbe på. 

* har jeg lige samlet en reol på 2 x 2 meter, og jeg føler en virkelig mærkelig blanding af stolthed og raseri. Yeih-me for at have samlet den. Fuck me for at være så fattig, at jeg er på saml-selv holdet. 

* har jeg, meget apropos, solgt for næsten 6000 kroner på Tradono og Reshopper. Det er sgu da også en slags penge?

* savner, savner, SAVNER jeg at være på plads. Vi er gået ind i 3. måned omgivet af flyttekasser, og med fare for at blive stemplet som utaknemmelig og forkælet, er min grænse ved at være nået. Der er sket så meget på så kort tid, at jeg slet ikke kan mærke mig selv mere. Jeg har den samme fornemmelse, man har, når man er på barsel, hvor man ikke kan finde ud af, om det er én selv eller resten af verden, der sidder på en karussel, der drejer meget hurtigt rundt, og hvor der er så meget at forholde sig til, at man får tunnelsyn og alt bliver underligt irrelevant. 

* ville jeg ønske, at Netto ville kalde sit eget mærke noget andet end “Lovena”. Hver gang jeg ser det, laver min hjerne en musikalsk autocorrect og afspiller hjælpsomt omkvædet til 80’er hittet “Funky cold Medina”. Det er ligeså irriterende som det lyder. 

* glæder jeg mig til det bliver hverdag, og man kan drikke kaffe, se Netflix og blogge, når man har lyst, og ikke først, når man har opsparet udpaknings-point nok til et frikvarter.

tirsdag den 9. august 2016

Vi er her endnu.

I et væld af uudpakkede flyttekasser, løse ledninger og midlertidige løsninger; jeg er på fornavn med Henrik ved HTH, og jeg glæder mig til at finde min negleklipper, men vi er her, og det er det vigtigste. Her er så utrolig pænt og rart. Og fint. Og pænt. Og stille. Og pænt. 

Så på husfronten er jeg smurt ind i begejstring.

Imidlertid tog tingene en lidt uventet drejning forrige fredag: Kl. 13 hentede jeg nøglerne til huset - og kl. 16 ringede min overboss for at fortælle mig, at min arbejdsplads havde indgivet konkursbegæring. Hvilket altid er en lækker besked at få, men som bliver ekstra deluxe, når man får den blæst ud i bilen på medhør, med begge unger på bagsædet, holdende i indkørslen, klar til ungernes jomfrufærd ind i det nye hjem.

Om lørdagen postede Forlaget Damgaard et billede på IG, der så sådan her ud: 



I eftermiddags afsagde Sø- og Handelsretten konkursdekret.

Så hurra og fuck i én mærkværdig pærevælling.

For at gøre en lang historie kort (mit speciale…) har jeg været så utrolig heldig at få job hos et andet tolkefirma; et sted, jeg rigtig gerne vil hen. Og lige nu er det hele simpelthen så underligt, for jeg er inderligt og oprigtigt ked af at miste den kollegagruppe, jeg arbejdede med ved det gamle firma, og min nærmeste chef var gjort af noget helt særligt. Samtidig glæder jeg mig til at starte det nye sted, hvor jeg kender en del af både tolke og ledelse, jeg får nye udfordringer, og der er forskellige delelementer, der gør, at vores hverdag herhjemme kommer til at hænge bedre sammen.

Vejret afspejler faktisk meget fint mit humør i de her dage, med storm, skyer og regn det ene øjeblik, og høj sol det næste.

Oven i alt det var det Antons første skoledag på sprogskolen igår, og jeg vil ikke nævne nogen navne, men *nogen* havde røde øjne, da vi trillede hjem.

I morgen skal jeg til Grindsted og have undersøgt mit knæ, som aldrig er blevet helt i orden igen, efter jeg brækkede benet, torsdag skal jeg have gjort det gamle hus helt færdigt til overdragelse, og fredag er der endeligt syn. Heldigvis har min nye arbejdsplads sagt ja til, at jeg først starter 01.09, så jeg får 14 dage til at pakke den sidste tredjedel af kasserne ud, få købt nogle flere skabe (seriøst: hvordan kan nogen mennesker klare sig med så få, som der var i det her hus??) (“var” = datid) og få gjort børnenes værelser til steder, der er rare at være.

Det må vist være i aften, jeg løfter glasset og skåler med mig selv på nye begyndelser. 

onsdag den 27. juli 2016

Børns vilkår.

Det her indlæg er et, jeg skriver med tungen lagt til rette efter både vinkelmåler og lineal, for det handler om to ting, der selv hver for sig kan give lemlæstelige tæsk: Børn og andre bloggere.

Jeg har brug for at starte med at sige, at det ikke er ét, jeg skriver for at pege fingre af nogen, men jeg synes faktisk, at emnet er værd at tage op, og derfor håber jeg, at dem, der eventuelt vil føle sig ramt, forstår intentionen bag det. 

Sagen er, at jeg over de sidste par måneder på flere blogs er stødt på indlæg, der handler om, at det er hårdt at have børn. Og ikke på meta-plan, men helt konkret “JEG synes, det er hårdt, at have/være sammen med MIT barn.” Kommentarfeltet består som regel af 90% “Tak fordi du siger, hvad vi alle sammen tænker!” og 10% “Jeres generation klynker for meget. Jeg sang mig igennem solo-opdragelsen af mine 7 børn, alt imens jeg passede mine 2 fuldtidsjob uden at kny!”

Jeg synes ikke, at vi skal stile efter at tegne et billede af hverken forældrerollen eller livet generelt som en idylisk dans på roser, for man slår sig noget så grusomt, når man glider i glansbilleder, men jeg tror, at nogle emner egner sig bedre til tale end til skrift.

Vi har så forfærdelig travlt med, at vi skal have lært vores børn, at internettet aldrig glemmer; at et nøgenbillede eller en selvudleverende tekst vil fare rundt i cyberspace, til den om X antal år finder den rette angrebsvinkel og bider én noget så eftertrykkeligt i røven, men måske glemmer vi lidt, at det samme gør sig gældende for det, vi skriver?

For der kommer en dag, hvor vores unger opdager både google og vores skriverrier. Hvis man er særlig opmærksom på vejens forløb, synes jeg, at en blog kan være en kæmpe gave; et sæt digitale fodspor, som kan hjælpe ens børn med at opdage og forstå, hvor de kommer fra, hvis de  en dag skulle få lyst til at kigge lidt i bakspejlet.

Og hvis min mor idag sagde til mig, at hun syntes, det var overdrevet hårdt at få børn, da hun fik min søster og jeg, ville jeg forstå, hvad hun mente, fordi jeg idag er voksen, og fordi jeg selv har fået børn. Jeg forstår, at kærligheden er mejslet i sten, mens de hårde perioder er tegnet i sand, og at intet og ingenting nogensinde vil ændre på, at mine børn er det vigtigste og bedste, der både er sket og vil ske i mit liv. 

Men jeg er ikke i tvivl om, at der var år, da jeg var yngre, hvor det ville have ændret mig fundamentalt som menneske, hvis min mor havde fortalt mig, at det var hårdt at være min mor. Og jeg får ondt i maven ved tanken om små mennesker, der falder over alle de ting, vi skriver, og misforstår dem, fordi de læser fugletekster fra et frøperspektiv.

Jeg synes, vi skal snakke om virkeligheden, som den reelt ser ud, så vi alle kan leve trygt i visheden om, at ufuldkommenhed og tvivl er livsvilkår for hver eneste af os. Vi skal bruge vores veninder og vores netværk, når det er sejt, og jeg har vist første gang til gode at se noget godt komme ud af at spille tapper. 


Men når vi tager det her emne op på skrift og lægger vores skive af virkeligheden op for the world (wide web) to see, synes jeg, det er en tanke værd, at man godt kan være ærlig uden at blive brutal. Som Asger Aamund så fint siger: Man skal fortælle sandheden, men man skal ikke rutte med den.

(PS: Hvis I er kommet hjem fra ferie, og har en holdning til det her emne, vil jeg meget gerne høre jeres input. Gå behersket amok i kommentarfeltet, så vender jeg tilbage, når jeg er landet i mit nye hus.)

(PPS: Jeg skal gøre, hvad jeg kan, for ikke at lægge ud med overskriften: "Hello from the other siiiiiide") ( Jeg lover ingenting, dog.)

tirsdag den 26. juli 2016

Når jeg sætter mig ned for at blogge om noget - bare et eller andet - og det eneste, min hjerne er behjælpelig med, er nye flytte-to-do-lister, som jeg faktisk ikke rigtig gider komme i tanke om:


tirsdag den 19. juli 2016

De rige har mange glæder, opfølgning.

For et par måneder siden, da jeg ikke vidste, at vores nye hus var lige om hjørnet, skrev jeg et indlæg, hvori jeg efterlyste fif til at spare lidt mere i hverdagen. Jeg fik sindssygt mange gode kommentarer, og blev som altid virkelig glad for, at I gider at svare, når jeg spørger jer om noget. 

Der kom mange fine ideer, som jeg efterfølgende har snakket med flere om, og jeg tænkte derfor, at det måske kunne være meget sjovt (haha?) at se, hvordan jeg, helt lavpraktisk, har grebet “Skru ned, for helvede, Linda!” an? Selv kan jeg nemlig rigtig godt lide, når andre bloggere laver indlæg, hvor de zoomer helt ind på en af de detaljer, vi alle forholder os til i hverdagen, og skriver, hvordan de kommer omkring den, uanset om der er tale om morgenrutiner, en særlig god og nem opskrift eller hvordan man pakker en bad ass feriekuffert.

Så det her indlæg bliver det, jeg henviser til, når jeg er på Forbes liste over verdens mest velhavende kvinder, og journalisten spørger, hvordan jeg dog har gjort det. 

Jeg har haft mest fokus på vores hverdagsforbrug, fordi det er her, der er mest at hente. Alle mine poster på budgetkontoen er gået igennem, og bortset fra et par enkelte, er der ikke mere der, der kan skrues på.

I kommentarfeltet på ovennævnte indlæg foreslog mange at få tjekket mine forsikringer, og her var jeg lidt ambivalent, for jeg har være skideglad for mit selskab, og de gange, jeg har haft brug for dem, har de været både søde og hurtige. Jeg vil selvfølgelig gerne spare penge, men jeg vil også godt honorere god service, når jeg møder den. Derfor har jeg valgt at lade forsikringerne blive, hvor de er. 

Der var også mange, der slog et slag for at gå ned på den lille tv-pakke, hvilket jeg allerede gjorde sidste år, da det gik op for mig, at Netflix og HBO havde overtaget det meste af sendefladen herhjemme. Da jeg skulle melde flytning denne gang (mit kongerige til den, der laver en hjemmeside, hvor man én gang indtaster sin nye adresse, og så får alle, der skal vide besked, besked), kom jeg til at tænke over, hvad jeg egentlig har set i fjernsynet det sidste år. X-Faktor. Det er dét. Alle andre programmer har jeg streamet på DR’s hjemmeside, og nyheder læser jeg on-line. Så nu har jeg simpelthen prøvet at sige hele svineriet op, og så må vi se, om jeg kommer til at savne det.

Som flere foreslog, og som jeg også har blogget lidt om i et andet indlæg, forsøger jeg mig også med Trendsales, Tradono osv. Når Frida skal en størrelse op i tøj, er det oplagt at tjekke, om der er noget brugbart her. Men jeg *bliver* altså lige nødt til at nævne, at folk er sindssyge. Både dem, der prøver at sælge en forvasket body fra H&M til 90 kr. og de mænd, tilbyder at købe sko, jeg har til salg, hvis jeg “bare lige sender et billede” hvor jeg har dem på…

Men som allerede nævnt, er det i hverdagen, jeg prøver at gøre den største indsats, fordi det er her, det giver noget på bundlinjen, hvis man kan ændre sine vaner. Jeg er endt med fire indsatsområder: (Nu mangler jeg bare at bruge ordet “taskforce” så er jeg klar til en gloværdig karriere indenfor det offentlige.)

1. Indkøb:
Efter en del eksperimenter er jeg nået frem til, at den model, der fungerer bedst her i huset er, at jeg “hoved”-handler én gang om ugen, hvor jeg, uanset hvor meget det bliver, tager den på kortet på 700 kr. De penge, jeg ikke bruger af dette beløb, er dem, jeg har til at supplere op med, når jeg handler 2. og sidste gang den uge. Jeg har et par gange forsøgt mig med kun at handle én gang, men det bliver noget rod, synes jeg. For det første bliver mit køleskab så proppet, at jeg ender med at have ting inde bag ved, jeg glemmer, fordi jeg ikke kan se dem, og for det andet, er der bare nogle ting, der ikke er sjove, 5 dage efter man har købt dem. Brød og grønt fx.

Derudover har jeg sat 500 kr. af hver måned til storkøb, fordi det er træls at ende med at give det dobbelte for vaskepulver, fordi man kunne have købt 5 for 100, men fravalgte det, fordi 100 kr. udgør en lidt hidsig procentdel af de fastsatte 700. 

2. Min bedste ven fryseren:
Jeg fryser alle mine rester, uanset hvor lidt det drejer sig om. 3 skiver kylling, 4 skefulde kødsauce, en halv banan, alles. Og så venter jeg en ekstra dag med at handle; hvis jeg synes, det ville være passende at handle torsdag, venter jeg til fredag. (Med mindre jeg mangler et eller andet helt essentielt, selvfølgelig) Det er virkelig forbløffende, hvor stor forskel den lille ting har vist sig at gøre, for det tvinger mig til at tænke kreativt med, hvad jeg har i fryser og (køle)skab(e), og her får jeg brugt de rester, der ellers ville have endt deres dage, frosset til ensom ukendelighed, bagerst i nederste skuffe. Som et lille ps., kan jeg anbefale at køre med halvtomme skabe. Det er lidt angstprovokerende i starten, fordi vi vel alle inderst inde er lidt bange for, at tysken kommer igen, men det giver et langt bedre flow, når man hele tiden kan se, hvad man har. Og får det brugt. 

Jeg har desuden et øjemål som en pirat med klap for begge øjne, så jeg er også begyndt at veje, hvor meget vi spiser, når jeg laver en grydefuld et-elller-andet, så jeg kan fryse den rette mængde ned, og ikke, som jeg har gjort indtil nu, i portioner til selskaber på 12.

3. Discount, budget, stakit:
Jeg har sat mig selv på den opgave at prøve discountudgaven af ALT, det næste års tid. Og når jeg skriver ‘alt’ mener jeg virkelig alt. Fra bouillonterninger over kiks til køkkenrulle. Og her får jeg for alvor lov at møde mit eget snobbede jeg, for hold kæft, hvor skal jeg ofte tage mig selv i det, når jeg har taget en pakke sydesaltet smør fra Læsø, og pænt må lægge den tilbage på plads, og i stedet luske af med den billige i grim emballage. Tanken er ikke, at jeg skal købe budget-udgaven resten af mine dage, men at få en bedre fornemmelse af, hvornår pris og kvalitet hænger sammen, så jeg kan vælge de dyrere mærker, der, hvor de  gør en forskel for mig. Jeg har ikke selvjustits til at vælge den billige variant, hvis det bare gælder nogle varer, ind imellem; derfor den lidt rabiate tilgang til det Jeg har allerede nu opdaget, at utroligt mange billige ting, er fuldstændig de samme som de dyre, bare i anden indpakning. Hvilket jo sådan set er logisk nok, for der er jo formentlig grænser for, fx. hvor mange kaffefilterfabrikker, det er rentabelt at holde kørende i Danmark.

Snedigt nok får vi stadig en del økologisk, fordi det ofte koster det samme som de ikke-økologiske varer, bare for et mindre kvantum. Når du kan få 5 bananer for 10’er af de almindelige, kan du få 4 for samme pris af de økologiske. Og det passer perfekt, når man kun er én voksen i huset, og samtidig går ret højt op i at stoppe madspild. 

4. Selvbag er velbag.
Jeg syntes egentlig, at jeg før var ok-god til at bage selv. Det viser sig, at jeg her var kommet til at opfatte halvfabrikata som hjemme-bag. I de to måneder, der er gået, har jeg nærmest sparet, hvad jeg giver for en institutionsplads til Frida på den her, fordi jeg er gået så langt tilbage i processen, at jeg er en sten fra at male hveden selv. Jeg finder det sært tilfredsstillende på 1950’erne måden, hvilket jeg forsikrer om, at ingen er mere overrasket over end jeg.

So there you have it. Sådan ser det ud, når man omsætter al jeres inspiration til virkelighed. 

Tak for gode input og ideer; jeg giver kage, når vi ses næste gang. 

Og jeg bager den - selvfølgelig - selv. 

onsdag den 13. juli 2016

Jeg glæder mig i denne tid.

En lille sommerhilsen fra det, der mest af alt minder om en miniatureridderborg, bygget af flyttekasser. Jeg havde glemt, hvor træls, det er at flytte, men som Meatloaf synger: “It’s all coming back to me now”.

Vi får nøglerne d. 29.07, og jeg leger lige nu den sjove leg, hvor man prøver at gætte, hvad man kan pakke, så man ikke ender med at skulle rode samtlige kasser igennem, når man midt i ulvetimen skal bruge en proptrækker dåseåbner. Resultatet er, at mit hjem ligner tandsættet hos en hjemløs, og det føles som at bo i en et hus lavet af kæmpe store post-it’s. Hvor end jeg vender blikket, udløser det en mental maskingeværsalve af ting, jeg skal huske.

Samtidig er jeg nødt til at lægge en tidsbuffer ind, fordi vi jo stadig er igang med Det Første År I Institution, også kendt som ‘Året, hvor immunsystemet skal installeres’. Heldigvis lader det til, at begge mine unger har grundlæggende gode helbred, men Frida har haft 4-5 af de klatsygedage, hvor der er feber og lidt for megen almen utilpashed til at sende dem afsted. Da både Anton og Frida reagerer på sygdom på præcis samme måde som mig, med en blanding af raseri og vantro, betyder det, at det er nogle *lidt* lange dage, når jeg er hjemme med den lille frø. Hun er for slatten til at kunne det, hun plejer, men stadig for frisk til at kunne tage den med ro. Vi kører en uendelig cirkel, der ser nogenlunde sådan her ud: “Tag mig op!-Jeg gider ikke sidde ved dig!-Sæt mig ØJEBLIKKELIGT ned igen!-Nej, se en klods-GULVET ANGREB MIG!!-Tag mig op!” igen og igen og igen. Og søvn bruger vi slet ikke. Kørte fx. en dag igår, hvor hun som altid stod op kl. 5, blev puttet omkring kl. 18.30 og i løbet af dagen sov én gang; 1 time og 20 minutter. Det passer utrolig dårligt sammen med nedskruening af hylder og pakning af kasser. 

Det overrasker mig også, som altid, at store ændringer som den her, ikke automatisk udløser en husholderske, en rengøringsdame, en gartner og to kokke. Jeg bliver nærmest lidt fornærmet, når det går op for mig, at jeg også forventes at forholde mig til, hvad vi skal spise. Og skal frembringe det. 

Så der er stadig knald på, og jeg kan mærke, at det begynder at give nogle af de symptomer, vi ikke er så glade for. Jeg glemte f.eks. at dreje igår, da vi kørte hjem, og opdagede det først, da Anton spurgte: “Mor, hvad skal vi?” Jeg sover dårligt, sætter kogekanden i køleskabet, og har hele tiden en en hovedpine, der ligger på lur. Jeg er virkelig, virkelig modstander af at leve på forventet efterbevilling, hvor man igen og igen siger ting som “Vi skal bare lige igennem maj” eller “Det hele bliver anderledes, når vi rammer august” for der kommer sgu altid noget nyt, og det ville være SÅ ærgerligt, at man først finder ro til at sidde med en kop kaffe, når man fylder 80. Men det her år *har* været tosset, og det er ikke helt ovre endnu. Huset her skal ordnes og afleveres, vi skal flytte, vi skal på plads i det nye, og Anton starter d. 08. august i den sproglige førskole. Og så er der økonomien, som vi først kender alle detaljer i, når vi rammer november, fordi boligstøtte og fripladstilskud reguleres på månedsbasis, og har en forskydningstid på to måneder.

Så jeg prøver at tage små pauser i hverdagen, at holde fri fra alting senest 20.30 og at huske, at om lidt; om lidt er vi, hvor vi gerne vil være.

(Og så glæder jeg mig i al hemmelighed til jul, hvor vi sidder i vores nye hus og beundrer juletræet og drikker varm kakao, mens sneen daler udenfor, og mine velfriserede børn sidder for mine fødder og tigger mig om at læse endnu et kapitel af Peters Jul.)

mandag den 4. juli 2016

I øvrigt:

- blev jeg igår poket på FB. Gør vi godt nok stadigvæk det?

- ville jeg, nu vi taler om FB, virkelig, virkelig ønske, at folk, jeg kender, ville lade være med at hoppe på de der fake rettighedsopslag; jeg bliver altid lidt pinligt berørt på deres vegne. Vi har alle sammen for længst solgt vores sjæle til Mark Zuckerberg & Co, og de vil for evigt have råderet over billederne af vores dyr og børn og kaffe og mad og alle vores dårlige jokes, uanset hvor meget højtravende kancellisprog, vi tapetserer vores vægge med. 

- tog Frida i sidste uge sine første skridt, og stavrer nu omkring, og er så sød, at jeg hele tiden bliver nødt til at skovle hende op og kysse hende. 

- har Anton ikke helt fanget, at det med at lære at gå, er en proces. Når han har noget, han synes, hun skal se, tager han bare fat i hendes ene arm og spæner afsted. Hun tilbeder stadig jorden, han betræder (- hvilket jo også bliver nemmere, når hun så alligevel ligger dernede og roder rundt.)

- er jeg gået igang med at pakke ned og rydde op. I den forbindelse har jeg taget hul på en ny æra af mit liv: Salg Af Brugte Ting-æraen. Jeg kan allerede mærke, at det er noget, jeg bliver nødt til at holde på et absolut minimum. Hold nu KÆFT, nogle irriterende spørgsmål, man får. Med ekstra mange spørgsmålstegn. Måtte lige vente 10 minutter med at svare på, om jeg  “kunne gå med til 1000 kr.???” for min Canada Goose. 

- skal jeg i den forbindelse  høre, om der findes en hemmelig app, som er ekstra god til ovenstående? Har det lidt som om, DBA er loppemarkedsudgaven af dating.dk. Hvor finder vi garagesalgets svar på Tinder?

- er vi forbi d. 01. og jeg har dermed endelig fået lønsedler for min første fulde måneds arbejde. Det betyder, at de ca. 1.934.735 tal, jeg sad og gangede og dividerede, da jeg regnede på, om vi havde råd til at flytte, nu foreligger og kan tjekkes. Det er med lige dele lettelse og stolthed, jeg konstaterer, at verdens måske mest sproglige student har løst denne matematikopgave korrekt. 

- er jeg svært tilfreds med, at jeg i maj afstødte mine mandler: Frida har slæbt ebola med hjem fra vuggeren, så vi snotter og hoster om kap, og jeg er så træt, at jeg føler mig som en på 100. Hvis jeg stadig havde haft mandler, havde jeg været fortabt. 

- har Frida opdaget smør. Jeg har både hos Anton og andre børn set, hvordan de ret hurtigt udvikler evnen til i én elegant bevægelse at skyde gebisset ind over en rugbrødsmad med nutella bønnepostej, og skrabe det af, uden at besudle legemet med brødet under. Når Frida får en bolle med smør er der mere tale om en slags frontal-angreb, hvor hun monterer bollen på ansigtet, og så ellers bare går amok. 

- har jeg bestilt det nyeste Ikea-katalog, og jeg bliver nødt til at spørge: What the actual fuck, Sverige? Fortæl mig, hvordan man kan bo her, bare en uge, uden at udvikle behandlingskrævende psykisk sygdom?