onsdag den 7. december 2016

Danser du, så krammer jeg.

Her til aften modtog jeg en sms fra en bekendt, der som den eneste, jeg kender, stadig holder stand imod brug af emojis i sine beskeder. Jeg har selv overgivet mig for længst, og er nu så vant til både at bruge og læse dem, at jeg altid lige skal løbe de sidste måneder af vores relation igennem i hovedet, for at være sikker på, at hun ikke er sur på mig, når jeg læser hendes beskeder. Når jeg svarer hende, uden brug af emojis, kigger jeg på min egen besked, og synes, at den er afmålt, konservativ og blottet for liv. Det er noget pjat, for lige så pro jeg er for emojis i textbeskeder, ligeså con er jeg, når det kommer til alle andre former for skiftelighed, i hvert fald når vi kommer op på et vist niveau. Jeg får nærmest tics, hvis jeg ser dem i ansøgninger eller artikler i trykte medier, og i min optik er det i de sammenhænge dovenskab på linje med voice-over i film; hvis du er nødt til at ty til dem for at få historien til at flyve, har du ikke gjort dit arbejde godt nok.

Men tilbage til veninden, for hendes emoji-løse besked fik mig til at tænke på den meme, jeg selv har delt på IG idag: 

























Som man kan læse i kommentarerne, så er det også et af de områder, hvor der findes to slags mennesker, og hvor man, når man tilhører den ene gruppe, kan blive helt forbløffet over, at andre kan have det anderledes end én selv. Jeg HADER uventede gæster. Ikke gæsterne, for jeg kender kun virkelig skønne mennesker, men situationen. Jeg er en af dem, der lige har brug for at få lov at montere min personlighed, inden jeg skal bruge den. Da min veninde og jeg, efter 4 år i delelejlighed, fik hver vores lejlighed, stadig i samme opgang, havde vi en helt fast aftale om, at vi lige skrev, inden vi ringede på hos hinanden. Det er svært at påstå, at man ikke er hjemme, når lyset vælter ud af vinduerne, og radioen spiller, og ligeledes kræver det en vis form for insisteren at fastholde, at man lige sidder og arbejder, hvis man har pudeaftryk tværs over kinden, og chokoladesavl i mundvigen. 

Når først man kommer til at tænke over det, er der masser af disse enten/eller-eksempler i sociale relationer. F.eks. danser jeg ikke, hvilket ingen mænd i denne verden lader til at forstå. Og det er faktisk et af de områder, hvor jeg ofte ender med at give mig, fordi nogle mænd nærmest bliver aggressive, når man for 20. gang på en aften takker nej. Jeg er mere end én gang blevet spurgt, “hvornår jeg sidst har været på date med en mand?” om jeg “har problemer med selvtilliden?” om jeg ikke tror, at jeg “skulle få lidt hjælp til de kontrolissues” osv. osv. osv. Og det er ikke fordi, det altid ender lykkeligt, når jeg overgiver mig; for år tilbage kom en fyr forbi, og spurgte igenigenigenigen om jeg ville med ud at danse - og trak mig denne gang bare med, uden at se sig tilbage, selvom jeg - igen - takkede nej. Klip til scenen 10 sekunder senere, hvor fyr på 170 vender sig om, og går mig lige præcis til kravebenet. Og derefter, i ramme alvor, spørger, om jeg måske lige kan gå lidt ned i knæ? Den historie bliver stadig trukket frem i omgangskredsen ved festlige lejligheder.

Så nej tak til dans og uventede gæster for mit vedkommende. Til gengæld krammer jeg alle, jeg har talt med i mere end 4 sekunder, og det er først efter, Maren er sprunget ud af anti-kramme-skabet, at det er gået op for mig, hvor rædselsfuldt nogen synes *det* er. Maren, der i øvrigt har formået at forvandle hele kommentarfeltet under sin artikel i Vores Børn på FB til én stor kærlighedserklæring, hvilket er en præstation, der, uden yderligere ophold, burde udløse en chefpost i FN's Fredsbevarende Styrker. 

Men måske vi, nu hvor det trækker op til sociale arrangementer en masse, kunne hjælpe hinanden med, om der er andre områder, hvor vi ikke rigtigt kan være i vores kroppe af bare utilpashed over noget, alle andre tager for givet, at vi gør? Eller har vi været omkring de vigtigste? 

Dansende, uventede kram herfra:)

tirsdag den 29. november 2016

Kommentarer og censur.

Da jeg for 8 år siden begyndte at blogge, var kommentar-censur noget af det mest pinlige, man som blogger kunne blive beskyldt for at udøve. Ingen ønskede at være kendt som den, der kun lod læsere, der var enige med én og som sagde pæne ting, komme til orde i kommentarfeltet.

Jeg tror, helt oprigtigt, at jeg er den blogger i hele dette univers, der er mindst forfulgt af hatere; jeg har flere gange rost jer for at være overordentligt pæne og sobre, når I kommenterer, hvilket er den skinbarlige sandhed, og jeg elsker at læse alt, hvad I sender i min retning.

Ikke desto mindre er der ind i mellem også en trold eller en rasende type, der i jagten på nogen at plage, snubler over mit lille hjørne af cyberspace. Jeg ved ikke, om de altid rejser flokvis, eller om de måske starter hvert personalemøde med at vælge hvem der plager hvem, men det er som om, at når de får øje på én, så bliver de ved med at kradse og kratte på døren i en uge eller to, før de giver op og lusker videre til den næste. 

Om det er mig eller internettet, der er blevet ældre ved jeg ikke, men jeg har simpelthen besluttet, at de ikke får taletid her. Det er opmærksomhed, de er efter, og det bliver for kedeligt i længden at stå og fægte med sit raseri, hvis der ikke er nogen, der kigger. 

De sidste par uger har jeg modtaget både flere kommentarer om, at nogen hader mig (anonyme, selvfølgelig #surprise), og en enkelt dødstrussel er det også blevet til. Black Friday og Trump er virkelig noget, der kan få følelserne frem i folk.

Det her er min stue, og alle er velkomne. ALLE må mene noget, og også gerne også noget andet end mig. Det bliver dødssygt, hvis det kun er mig, der snakker, så trafik i kommentarfeltet er inderligt værdsat. Men ligesom jeg gør mig umage med at formulere mig på en måde, så retorikken ikke overdøver indholder i det skrevne, forventer jeg også, at man som (uenig) læser, vil noget med det, man skriver, og at man udviser respekt for den gode dialog. Så længe man holder en sober tone, må man give den hele armen i kommentarfeltet, og jeg udgiver det hele, det lover jeg. 

Resten ryger lige ud til højre, og til alle troldene og de små haters derude: Seek life elsewhere. Jeg lover jer, at I bliver trætte af at skrive, før jeg bliver træt af at trykke “afvis”. 

søndag den 27. november 2016

Siden sidst har jeg:

* Fejret Anton. 6 år, mand. Jeg fatter det ikke. Jeg ved til gengæld, at musikanlægget i børnehaven lever på lånt tid nu, for da jeg spurgte ham, hvad for en fødselsdagssang, vi skulle synge for ham, var svaret: “Who let the dogs out?”

* Undret mig inderligt over Black Friday-hadet, som lader til at være denne sæsons must-have. Jeg mener det, når jeg siger, at jeg simpelthen ikke begriber det. Den eneste grund, jeg ville kunne forstå, var, hvis man ud fra et øko-holistisk perspektiv opponerede imod, at vestens overforbrug fik en undskyldning for at gå yderligere amok, men med al respekt, så er det ikke de grønne typer i mit feed, der har ytret deres mishag. Og så forstår jeg det ikke. For det må sgu da være meget fedt for de butiksansatte, hvis man kunne få noget af julehandlen skubbet lidt frem? Og hvem kan have ondt af, at der er mulighed for at spare penge på julegaverne? Nogle detailhandlere har brokket sig over, at de føler sig pressede til at være med, men med den meget light-agtige udgave af Black Friday, som danske butikker kører (som f.eks. Matas, der råbte løs på hele internettet om de 20% man kunne spare hos dem, men som så med utrolig småt tilføjede “når du køber for mindst 300 kr.” på deres egen side - come on, people!) kan jeg ikke se, at det adskiller sig fra alt mulig andet udsalg/fødselsdag/hurratorsdag/løgnerlørdag, som de alle sammen kører fra tid til anden. Som sagt: Jeg forstår det ikke. 

* Prøvet at blande saltkaramel i flødeskum til en kage. Det skulle jeg virkelig, virkelig ikke have gjort. #RundErOgsåEnForm

* Købt rammer til mine kæmpe VisseVasse billeder, og med møje, besvær og en syndflod af eder fået plakaterne sat i. 

* Smadret den ene af dem igen. Jeg hader mig selv. 

* Sagt “Dén tone der kan du lige starte med at lægge *helt* fra dig!” til en taxachauffør på min fars alder. Jeg tror måske, at jeg har misset et kald som lærer.

* Haft Frida med i Harald Nyborg, hvor hun pegende og begejstret råbte: “MORMOR!!” efter alle mænd over 50. 

* Siddet med et billede af min far og tålmodigt prøvet at lære hende forskellen på mormor og morfar. Efter 200 repetitioner fastholder hun stadig, at min far hedder mormor. Hun vinder.

* For 3. gang siden jeg flyttede købt noget møbelagtigt på en hjemmeside, for efterfølgende at blive kontaktet af firmaet bag, som ikke har varen alligevel. Gider hele verden stramme op?

* Hældt en halv liter gløgg ud, fordi den var blevet for gammel. Jeg er ved at miste grebet. 

tirsdag den 15. november 2016

Ikke min præsident.

Jeg har ikke skrevet om det amerikanske valg, og det, at Lord Voldemort vandt, dels fordi jeg simpelthen ikke ved nok om amerikansk politik til at udtale mig kvalificeret om det (som om dét nogensinde har afholdt mig fra at skrive om noget) men også fordi, det i så lang tid har været overalt. Man orker næsten ikke mere, vel?

Men i kølvandet på valget, er der to reaktioner på de sociale medier, som generer mig, og dem har jeg lige behov for at adressere, før jeg lægger mig hen i min kurv.

Den ene er i forhold til dem, der overbærende skriver “Ro på”, “Nu ikke så bange” og “Det skal nok gå alt sammen” med en undertone som den, jeg genkender fra min egen stemme, når jeg skal have talt Frida ned fra et hysterisk anfald. Begrundelserne går altid på, at manden nu løber ind i det samme problem som DF, da de havde fået 2000 mandater ved sidste valg: Det bliver svært at leve op til egne ord, når man har brugt alle penge i kassen 4 gange, og også skal besværes af andre mennesker, der har noget at skulle have sagt, når man pludselig sidder med det endelige beslutningsansvar. Flere peger på, at han jo er nødt til at holde sig gode venner med andre nationer og instanser, da ingen mand er en ø, og at der derfor vil være noget kontant adfærdsregulering, der tvinger ham til at være knap så rabiat. 

Mit problem er, at jeg slet ikke synes, at vi er bange nok. For det er fint, at samhandelsområdet ender med at fungere, men uanset hvor mange konsulenter og rådgivere, der bliver sat til at mandsopdække ham, så har vi bare under hele valgkampen set, at han er komplet utilregnelig. For mig at se er det fuldstændig katastrofalt, at verdens mest magtfulde position, er blevet til præmien i et realityshow, og at den 1/4 af amerikanerne, der har stemt på ham, på den måde skaber en virkelighed, hvor grab ‘em by the pussy er den øverste barre, klimaforandringer er et holdningspørgsmål, og selvkontrol er skideligemeget. 

Den anden reaktion jeg stritter på, er når nogen hånligt peger fingre af danskere, der bruger hashtagget #imwithher, #notmypresident osv, fordi det er noget, vi “ikke har den fjerneste indflydelse på”, som "ikke har noget med os at gøre" og at det bare “er for at prale af egen politisk korrekthed”.

Det er simpelthen for naivt at tro, at den amerikanske miljøpolitik ikke får betydning for resten af verden, og at det ikke får noget med os at gøre, at manden, der sidder foran den store røde knap, og som skal forhandle med mennsker, der har våben nok til at udslette jorden 8 gange, har et temperament som et overtræt barn i trodsalderen.

Og jeg spekulerer på, om ikke det havde gjort en forskel for jøderne under 2. verdenskrig, hvis hele verden havde tilkendegivet, at det ikke var i orden, hvad der foregik, da forfølgelsen af dem begyndte. For jeg vil gerne minde om, at de grusomheder, der foregik dengang, ikke startede med koncentrationslejre og Arbeit macht frei. De startede også med, at nogen gjorde det i orden at føle sig hævet over bestemte gruppe i samfundet, og så ekskalerede det derfra. 

Noget af det, der har slået mig i den litteratur, jeg har læst om 2. verdenskrig er, hvor meget spillerum had og mistro kan få, når der ikke er nogen, der kigger. For mig er #imwithher og alle andre udtryk for, at det, der foregår lige nu, er vanvittig, derfor umådelig vigtigt, fordi det nu er hele verdens opgave at blive ved med at kæmpe imod fornedrelsen og latterliggørelsen af handikappede, transkønnede, homoseksuelle, kvinder, indvandrere, muslimer osv. osv. For den, der tier, samtykker, hvilket vel aldrig har været tydeligere, end ved konsekvensen af den manglende valgdeltagelse derovre. Vi skal bevidne, og lade dem vide, at vi gør det. Vi skal blive ved med at holde fast i det, vi VED er rigtig og forkert. Vi skal vise, at vi er dem, de udsatte grupper kan vende sig imod og blive bekræftet i, at det IKKE er i orden, at de bliver nedgjort og forfulgt, når de begynder at tvivle. Vi kan ikke hjælpe dem indefra. Men vi kan stille os omkring dem, med faklerne tændt, så der er lys herude, når de kigger op.

tirsdag den 8. november 2016

I øvrigt:

* kan jeg ikke huske, at jeg tidligere har lavet 3 'i øvrigt' indlæg på en måned. Men vi har taget to runder bræksyge på under 10 dage (ofrene inkluderede bl.a. tremmesenge og autostole #fml) , og alle mand er samtidig lagt ned af alle forkølelsers ondskabsfulde moder, så sammenhængende tanker er sjældne, eksotiske fugle på disse breddegrader for tiden.

* ville jeg faktisk have blogget i lørdags, men kom til at klikke mig ind på The Fall på Netflix, og nu er jeg fortabt. Bliver nærmest hypnotiseret fast til skærmen af Gillian Andersons lavmeldte britisk, der føles lidt, som når nogen nusser én i håret. Vi ses om 3 sæsoner. (Løgn. Om én. Skide junkie, Linda.)

* havde jeg forleden en optaget rustvogn HELT inde i bagagerummet over en strækning på 10 km, selvom jeg kørte til den gode side af, hvad jeg måtte. Ret mig, hvis jeg tager fejl - men de må da være det erhverv i hele verden, der har mindst travlt?

* undrer jeg mig på daglig basis over de kvinder, 30+, der er nærmest aggressivt fans af Volbeat. Hvem er de?? Er det kvinder, der var unge, da N’ Sync og Take That var store, og som har slæbt sig igennem tilværelsen med store, gabende huller i hjertet, siden disse gik i opløsning - og som derfor slet ikke føler det spor mærkeligt at gå all ind på undercut, lædertøj og hysteriske mængder af kohl, mens de instagrammer deres vej gennem hele turnéplanen?

* har jeg en Canada Goose, jeg ikke kan komme af med, så hvis nogen skulle kende en (ikke alt for høj) mand, der står og mangler verdens fedeste jakke, der er brugt én gang, så send mig lige en pb. Orker ikke flere douches, der spørger, om jeg vil sælge den for 800. 

* ville jeg ønske, at jeg var mere øko-holistisk, både generelt, men særligt i forhold til julen. Jeg hørte forleden om en kvinde, der havde “kvalme af forbrugsræset”. Jeg er nærmest ærgerlig over, at det er frowned upon at have mere end ét juletræ. Men jeg har fundet ét sted, hvor jeg måske alligevel kan fedte mig til en karmastjerne: På ønskesedlen i år, kommer jeg til at tilføje “må gerne købes brugt” ud for alle de ting, hvor det er ok at gøre. Ideen er hermed givet videre til andre forbrugstosser og julepsykopater.

* kan jeg, post-flytning, ikke finde ud af, hvad jeg skal stille op med mine gamle dagbøger. Noget af det er tåkrummende “hjerte-rimer-på-smerte” men der er godt nok også noget imellem, som jeg meget, MEGET nødig ville, at .. ja, nogen som helst, faktisk, skulle læse, hvis jeg trådte ud foran en bus i morgen. Mit pragmatiske jeg hælder til småt brændbart, men det føles sgu også mærkeligt at smide så meget historie ud. Hvad gør man?

* var Anton millimeter fra at kaste sig direkte ind på et 6 år langt kostskoleophold i Tyskland, da han igår, under noget free-style høvdingebold, tyrede Kylling ind i 3 tændte stearinlys i vindueskarmen. 

* vil min forbløffelse over, at jeg er blevet så voksen, at jeg kan fjerne stearin fra rullegardiner, vindueskarme og kyllingevinger, ingen ende tage.

* skal jeg have købt en ny termokop, og tager i den forbindelse med glæde imod anbefalinger og advarsler. Jeg minder om, at jeg går under betegnelsen Termomunden, og at vi derfor skal bruge noget isenkram, der kan opretholde en temperatur på 200 grader i et par timer eller 3.

* hørte jeg i radioen i morges, at politiet i Nordjylland i aftes ledte med hunde og helikoptere efter en 11-årig dreng. Indslaget sluttede med: “Drengen, der er tvangsfjernet, blev fundet kl. 1 i nat i god behold, tæt på sin biologiske mors bopæl.” Tænk, at én sætning kan give så ondt i hjertet.

* Er det eneste, Frida gider at lege med, Antons cykelhjelm. Det ser sådan her ud: 

video

tirsdag den 1. november 2016

Halve voksne er vel også en slags voksne.

Egentlig havde jeg tænkt, at det næste indlæg, der skulle op, skulle være et af ha-ha-slagsen. Jeg kan bedst selv lide, hvis der er lidt stemningsvariation på bloggen, og det seneste trak over i den mere seriøse afdeling. 

Men i morges så jeg det her klip på Facebook, som hedder "Tak, fordi du var min pædagog!" og det efterlod mig lidt trist til mode, uden at jeg i første omgang helt kunne forklare hvorfor. Efter et par timer gik det op for mig, at det var fordi, jeg ikke kan nævne én eneste pædagog eller lærer, som jeg husker, forsøgte at hjælpe mig.

Og så var min feel-good-vibe desværre lidt midlertidigt forstuvet.

Jeg taler ikke så tit om det, primært fordi jeg ikke ønsker at blive puttet i kassen “mobbe-offer”. Jeg er ikke nogens offer, ellers mange tak - men efter jeg har fået børn, kan jeg ind imellem tabe vejret ved tanken om, hvor rædselsfuld min skolegang var. Og det startede i børnehaven. Da min psykolog for år tilbage bad mig sætte et par ord på mit ophold i børnehave/skolesystemet, var de to, jeg kunne komme op med: “Jaget” og “Ensom”. 

Når jeg kigger tilbage nu med mine voksenøjne, synes jeg faktisk, at det grænser til pligtforsømmelse, at ingen greb mere ind end de gjorde. Der var et par samtaler undervejs, men mest af alt var der skuldertræk og en underlæggende tone af, at det nok var min egen skyld, fordi jeg var et mærkeligt barn, som ingen rigtigt forstod. Heller ikke de voksne. 

Det, der plager mig mest er, at jeg ikke - selv den dag i dag - kan sige, hvad jeg synes, de skulle have gjort anderledes. Det gør mig fuldstændig desperat, for det betyder, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal hjælpe mine egne børn, hvis de nogensinde kommer hjem med nogle af de historier, jeg kender alt for godt. 

Senest læste jeg i denne artikel på NOPA (som jeg varmt vil anbefale alle, der enten selv har børn, eller som arbejder professionelt med dem at følge på fb) at de seneste studier peger i retning af, at diverse mobbekufferter og fri-for-mobberi-redskaber forværrer problemet, hvor det i forvejen eksisterer, fordi man med dem skaber et rum, hvori dem, der mobber, får fri taletid til at sige de mest forfærdelige ting til dem, der er jaget vildt.

Jeg vil simpelthen så gerne tro på, at det virker, for jeg kan ikke holde tanken ud om, at vi bare kan se passivt til. Desværre tror jeg, at redskaberne mest af alt er en sutteklud for voksne, så vi føler, vi gør noget. Mit helt ufaglige, og voldsomt subjektive bud er, at de ingen effekt har, fordi nogle klasser og grupper ikke i sig har den konstellation, der giver grobund for mobning, mens redskaberne i de grupper, hvor problemet eksisterer, for det første ofte kommer for sent på banen, og for det andet bare forværrer problemet. Jeg vil virkelig gerne udfordres på den her, for det ville give mig håb - men jeg har aldrig hørt nogen sige, at de oplevede at mobningen af dem stoppede, fordi kufferten kom frem.

Videoen på facebook slutter med ordene: “I daginstitutionerne lægges fundamentet for, at børn bliver hele voksne mennesker.”

Jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, hvis en lærer eller en pædagog havde stillet sig foran mig og givet mig en lille smule læ, men jeg kan godt lide tanken om, at det ville.