onsdag den 18. januar 2017

19.01.77: Hvad livet har lært mig so far.

1) Ærlighed gør dig aldrig svag. Aldrig.

2) Når andre har gjort en situation akavet eller mærkelig, er det ikke din opgave at fixe det. Læn dig tilbage og rum det.

3) Når folk opfører sig underligt, har det i 95% af tilfældene intet med dig at gøre. Ignorer det. Det går over. 

4) Lad ikke solen gå ned over dit kaos. Her taler jeg fysisk og helt konkret. En dag kan have været lortet og uendelig, men hvis du skrider i seng fra fyldte opvaskemaskiner og våde håndklæder, bliver i morgen ligeså lang og irriterende. 

5) Hav ikke slik i huset. Heller ikke “til børnene”.

6) De sår i hjertet, der tager længst tid om at hele, er dem, du pådrager dig selv, når du går over dine egne grænser, fx. ved at blive et sted, hvor du mister selvrespekten af at være. 

7) Dine energireserver er ikke uendelige. Brug dem på de mennesker, der har din ryg. 

8) Rasende? Sov på det. Hvis du stadig efter 24 timer er rødglødende, så gå amok.

9) Man kan godt carpe for meget diem. Hvis man, som mig, er udstyret med en hjerne, der lidt for beredvilligt dykker ned i det faktum, at vi alle skal dø, er det ok, at man ikke stopper op og lugter til *alle* roserne. 

10) Vent med at gå i panik, til du ved, om der er noget at gå i panik over. Forbløffende mange problemer ender med at løse sig selv. 

11) Når der opstår uenighed af den alvorlige slags i en relation, og du er afklaret med, at du gerne vil bevare den, skal du beslutte, om du vil have ret eller om du vil have fred. Du kan ikke få begge dele, og det er ufint og destruktivt at give hånd og svøbe sig i hvide flag, hvis du hver anden uge alligevel genåbner konflikten med “- men du må jo kunne se, at …”

12) Vent med at tage din bluse på om morgenen, til du har børstet tænder.

13) Lad være med at spilde tid og frustrationer på diskussioner, hvor holdningerne sidder i hjertet. Der er endnu ingen, der har skiftet politisk ståsted, fordi de er blevet præsenteret for en faktaboks med 10 alfabetisk opstillede punkter over Joachim B. Olsens fejl og mangler. Hent en kop kaffe, træk vejret, og lad det fare. 

14) Gå ikke på toilettet i bare fødder på en festival.

15) Tag ved lære af hvem end, der sagde: “Not my circus - not my monkeys”. Vi skal stå op for dem, der ikke kan stå op for sig selv, men resten må rode deres egne kastanjer ud af ilden. Intet er i længden så trættende, som at kæmpe en kamp, der ikke er din.

16) Vær et ordentligt menneske i de små ting. Holder nogen en dør for dig? Sig tak. Er du ved at bakke en cyklist ned, fordi hun var i din blinde vinkel? Rul vinduet ned og råb: “Det må du fandme undskylde!!” Hils på drengen ved kassen, hjælp hende, der har tabt sine varer på gaden, og spørg din kollega, om hun skal have noget med fra kantinen. Det løfter både dig selv og verden omkring dig. Hvis du bliver i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, så spørg dig selv, hvad Obama ville have gjort. 

17) Lad være med at love noget, du ikke kan holde. Ligemeget om det er ferier, ETA’s eller ture i svømmehallen. Arbejd med bredere rammer, overraskelser og formen på dagen, og mærk, hvordan alting strammer mindre. 
18) Man må gerne være uenig og stå ved det. Den her er særlig vigtig i det segment, jeg bevæger mig i, hvor stort set alle kvinder kommunikerer assertivt og girafagtigt. Af en eller anden grund er det mest almindelige, at man, hvis nogen erklærer sig uenige med det, man siger, lægger sig fladt ned på en måtte af sætninger som: “Det fik jeg vist formuleret forkert” “Du har helt ret” og “Det var slet ikke det, jeg mente; godt du lige gjorde mig opmærksom på, at det også kan opfattes sådan”. Nogle gange mener man lige præcis det, man skriver og siger, og det skal man stå ved. Ellers bliver man sur og indebrændt. 

19) Det er de løse ender, der stresser. 

20) Millimeterdemokrati er ikke godt for noget, men at the end of the day, skal der være balance i et venskab, hvis det skal bestå. 

21) Små skridt flytter dig i sidste ende over ret store afstande.

22) Med mindre du målrettet går efter at dræbe folk med det usynlige våben Kedsomhed, så hold lidt igen med beretninger om, hvad du har drømt.

23) Tequila er altid en virkelig dårlig ide. 

24) Champagne, derimod….

Og med dén in mente: Skål og hurra herfra.

fredag den 13. januar 2017

I øvrigt:

* sov begge mine børn til klokken 7 forleden, hvilket er en begivenhed, der burde varsels med samme intensitet som de astrologiske fænomener, der optræder en gang hvert kvarte århundrede. Skolebussen kommer 7.30. Det føltes sådan her:



* fylder jeg 40 på torsdag, hvilket jeg har lige præcis nul krise over. Alternativet er immervæk værre. 

* har jeg fået lov at købe mine egne fødselsdagsgaver. Hold kæft, det er jeg god til!

* mangler jeg en virkelig god opskrift på en lagkage. Anyone?

* ringede jeg til min kammerat forleden, efter at have varslet ham om, at der var noget, jeg skulle vende med ham. Han besvarede telefonen med ordene: “Nej. Du skal ikke have flere babyer”

* skal jeg have arbejdet med min udstråling. 

(* Og min skrukhed.)

* gad jeg faktisk godt have en baby mere, men ikke selv. (Se punkt 2)

* håber jeg meget, at iTunes baserer sine forslag til mig på de mest populære sange lige nu, så det er er skiferierne og ikke min søgehistorik, der er skyld i DJ Ötzig og Boten Ana

* har jeg besluttet, at jeg godt må få en mexicansk brændeovn til min have. Ja, jeg fylder jo 40, så det er vel nærmest obligatorisk. Det store spørgsmål er: Ler eller støbejern? #Olé

* savner jeg virkelig de gamle msn-emojos. Mest det brølende tandsæt med rasende arme, men også den, der skrev sig selv så vred, at den eksploderede ned i tastaturet (Tak for reminderen, Yang Tina)

* bør det nok udløse bare et minimum af selvreflektion, at jeg kun savner de sure.

* bliver vi - apropos - nødt til at stoppe med at sige “mums” og “nydningen”

* har jeg lige opdaget, at X-Faktor er startet igen. Hvorfor fanden er der ingen, der har sagt noget?! Vi er faktisk nogen, der har et Blachman-crush at pleje.

* har jeg lavet en mini-empirisk undersøgelse, der indtil nu klart viser, at man enten er til kongehuset eller Blachmann. Go figure?

* har jeg lige læst Morten Elsøe & Morten Svanes “Slut med forbudt”. Den kan anbefales. (Og det kan Morten Elsøes fb-side i øvrigt også)

* har jeg set Biden-medalje klippet på YouTube 16 gange idag. Jeg hyler lige meget hver gang.


mandag den 9. januar 2017

And Rohan will answer.

Det er virkelig mærkeligt, men for første gang i mit liv har jeg det som om, årsskiftet også har bragt et reelt skifte i omstændigheder for mig. Ikke sådan at forstå, at alt pludselig er nyt og funklende - det er mere en fornemmelse af, at jeg har sluppet en masse rod og kaos, og har vendt mig imod noget så simpelt og savnet som hverdag. 

Jeg nyder inderligt, at der er ro på, og at det vildeste, jeg i disse dage skal tage stilling til er, hvad jeg stiller op med, at mit mad-averse barn, pludselig har besluttet, at han indeni er en mand på 62, og derfor kun vil spise ting som medister og frikadeller. Jeg har aldrig tilberedt en medister i mit liv, og har derfor idag googlet alle ilandsproblemers moder: “Hvordan steger man en medisterpølse.” (Her havde jeg først skrevet "i-Landsproblemer" og blev voldsomt irriteret over, hvad fanden min stavekontrol blev ved med at brokke sig over. Kan vi bruge et øjeblik på at anerkende Apples verdensherredømme?)

Når man giver kampen en pause, er det også som om, nogle problemer holder op med at skabe sig. Det ser i hvert fald ud til, der er faldet en løsning ned i mit skød på noget baks, jeg har haft med min 3 år gamle bil, der måske/måske-ikke skal have en ny motor, og hvem skal nu betale, som de sang nede i 1950’erne. 50.000 er immervæk en slags penge, og jeg er helt frisk på, at regningen ikke ender hos mig. 

Endelig er jeg så småt begyndt at kigge på sommerferie. Fordi vi sidste år blev snydt noget så grusomt for den pga. konkurs, flytning og skolestart, kan jeg mærke, at det er vigtigt for mig, at vi i år gør noget rart. Der er meget lidt globetrotter i mig, og jeg tror nærmest ikke, jeg kan forestille mig noget værre, end at skulle forsøge at overskue et andet land og logistik på udenlandsk med Anton og Frida i hver sin hånd, og mig selv som eneste voksne indslag. Derfor er tanken, at vi låner et hus i Aarhus i en uges tid, og fylder den med Friheden, vin, sushi, Klostergrønt, Mindeparken, gode mennesker og alt muligt andet skønt, og at jeg så sender Frida på mini-ferie ved mormor og morfar en forlænget weekend, hvor Anton, min kammerat og jeg tager til Kbh og bruger et par dage på Tivoli og Planetariet. Eftersom Anton har besluttet, at han skal være astronaut (hahaha - som om han *nogensinde* får lov til det..!) tænker jeg, at det sidste nok er et fint sted at starte.

Så. Vi kaldte, hverdagen svarede, og det føles simpelthen så godt. 


mandag den 2. januar 2017

Enter 2017.

Så skal jeg lige love for, at 2017 er igang. Synes godt nok, det er en kende offensivt, at 2. januar er en mandag, for selvom nytårsaften på fyrværkerisiden primært blev udgjort af Frida, der jernede rundt, så gnisterne sprang og råbte: “NEJ!! MOR!! MER!! STOP!! FRIDA IKKE SOVE!!!!” og alkoholindtaget blev reguleret derefter, føltes det stadig som sommertid-opløftet-i infernalsk-høj-potens, da vækkeuret ringede i morges.

Men jeg kunne se i spejlet, da jeg badede børnene her til aften, at jeg har haft min trøje på med vrangen ud af hele dagen, så måske er det alligevel fint nok, at vi har en hel uge til at øve os i at optræde i hverdagen igen, inden vi besvimer ind i weekenden.

Juleferien var på alle måder skøn og tiltrængt, og også den første reelle ferie, vi har haft, siden jeg kom tilbage fra barsel. Jeg skal ikke tegne et pastelfarvet billede af os 3, der tusser mildt og sepiafarvet rundt i nattøj, og strør om os med tålmod og zenbuddistisk ro, men vi har stadig hygget os og nydt at have god tid til både de små og store ting. 

Jeg er en af dem, der hvert år laver om ikke nytårsforsætter, så i hvert fald en slags regruppering af mine fokuspunkter, og i år (sidste år?) er ingen undtagelse. 4 1/2 er det blevet til, og selvfølgelig vil jeg dele dem med jer, nu I spørger.

* Pausepoul. Bare motinutter:
Jeg skal i år, helt lavpraktisk, være bedre til at holde pauser, både på job og herhjemme. Jeg har mange bolde i luften og har altid haft det, men jeg kan mærke, jeg bliver ældre. Jeg har stort set altid en to-do-liste liggende på bordet, som jeg tilføjer og streger fra i løbet af dagen; for mig giver det ro i hovedet, at tingene er skrevet ned, så jeg ikke skal bruge energi på at huske dem. Desværre har jeg det handikap, at hvis noget først er skrevet på sedlen, så SKAL jeg nå det. Ellers… irriterer det mig. Hvilket jeg, nu jeg skriver det, godt kan se ikke virker som den mest skæbnesvangre konsekvens i verden, men åbenbart stadig er nok til at få mig til at løbe hurtigere og hurtigere i takt med, at listen bliver længere. Det skal stoppe. For jeg kan mærke, at hvor jeg før kunne blæse igennem en dag og stadig opretholde det sædvanlige energiniveau den efterfølgende, så får jeg nu nærmest tømmermænd af træthed dagen derpå. Hvilket betyder, at meget af det, jeg skulle have nået dén dag, får lov at ligge til dagen efter - hvor det så ryger på to-do-listen, som så bliver længere, og så er cirklen sluttet. Så: Mere jævn fordeling af opgaver, og flere kaffepauser til mig. 

* #NewYearMoreMe:
I år skal det handle (mere) om mig. Frida er nu ved at være så stor, at jeg kan læne mig lidt tilbage, og begynde at prioritere mig selv igen. Jeg ved godt, at vi snakker meget om det med iltmaskerne i flyet, og folk skal bare give den gas, men for mig har det aldrig rigtig fungeret; ikke af principielle årsager, men simpelthen fordi jeg ikke kan slappe af og fokusere på at træne eller få massage, hvis jeg har tankerne et andet sted. Men nu, hvor vi er ved at have fundet en rytme, og jeg har lært at være udearbejdende mor med to børn, begynder jeg at kunne se hullerne igen, når de optræder, og jeg glæder mig til at fylde dem med lidt luksus. (Som f.eks. træning og varm kaffe #SesIDubai)

* De voksne kan også være (for) bange:
Den her kom af, at jeg et eller andet sted læste om en pige, der var helt højspændt og elektrisk over 2017, og *kun* glædede sig til det kommende år. Jeg havde sådan et *puf-over-hovedet*-øjeblik, da det gik op for mig, at sådan kan man faktisk godt have det. I virkeligheden. Og da jeg først havde indset det, gik det op for mig, hvor langt fra dét verdenssyn, jeg er. Jeg er en af dem, der er ALT for bevidste om, at vi skal dø (ja, godt nytår herfra) og på fixpunktdagene, har jeg så længe levet med, at jeg, midt i min glæde over højtiden og alt det fine, den har med, hele tiden har en skygge lurende i kanten af mit synsfelt, at jeg faktisk havde glemt, at man kan leve uden. Jeg kommer aldrig min dødsangst og frygt for at miste til livs, men i 2017 har jeg tænkt mig at gøre en indsats for at få den til at fylde mindre. 

* At læse er at leve:
Det her er det halve forsæt, for jeg ved godt, at det bliver den, der ryger, hvis tiden løber fra mig. Men. Ambitionen er at læse en bog, jeg bliver klogere af, om måneden. Jeg har ikke specificeret, hvad optagelseskriteriet for at komme i denne kategori skal være, men bare et eller andet, der løfter sig lidt over de sædvanlige krimier. 

* Stop madspild, vol. II:
Jeg har efterhånden fået Stop Madspild så langt ind under huden, at jeg ikke rigtig tænker over mere, i hvor høj grad jeg praktiserer det. Men jeg er udpræget hedonist, når det kommer til mad, så jeg er slem til at købe ind efter, hvad jeg har lyst til, og ikke hvad der er i sæson. Det vil jeg gerne ændre på, fordi det giver mening på alle parametre, lige fra at gøre, hvad man kan for at hjælpe med at reducere CO2-udslip, til at næringsindholdet er væsentligt bedre i noget, der ikke skal tvinges kunstigt op af jorden. 

Det var mine. Mon I har lyst til at fortælle, hvad jeres er? Hvis I har nogen?


Uanset hvad: Godt nytår herfra. 

fredag den 23. december 2016

I øvrigt, jule-edition:

* Tager vi om 8 dage afsked med det år, hvor jeg 1) efter 700 møder fik udskudt Antons skolestart, 2) blev indlagt og opereret i halsen 3) startede på job efter endt barsel 4) var TR i en virksomhed, der gik konkurs 5)  flyttede 6) udgav en bog og 7) startede på nyt job, mens mit hjem stadig stod i flyttekasser. Jeg trænger voldsomt til en pause.
* Går jeg på juleferie om 1 time, 32 minutter og 20 sekunder. Men hvem tæller?

* Blev jeg oprigtigt forbavset, da vi hos ‘fæld-dit-eget-juletræ’-manden fik udleveret en sav og ikke en økse. Mickey Mouse har løjet for mig i alle disse år. Lille mussesvin.

* Lagde jeg for længe siden et billede på IG af en sæk muld med påskriften “Plantesæk” fordi min hjerne hver-hver-HVER gang, jeg ser sådan en, tænker på, om det er det, pigerne på gartnerlinjen råber efter hinanden, når de bliver sure. Det er umådeligt irriterende. Nu er min hjerne atter gået i hak, og har denne gang valgt at plage mig musikalsk. Hver gang (H-v-e.r. G-a-n-g.) jeg åbner mit skab og får øje på mine ramekiner, afspiller min hjerne omkvædet til Guns N’ Roses’ “Mama kin”, bare med  - ja, I har gættet det - ordet  “Ramakin” i stedet for. Jeg overvejer i ramme (.… STOP!!) alvor at smide dem ud. 

* Er jeg imponeret over, hvor god Frida er til at holde fingrene fra juletræet. Hahahaha #løgn

* Spekulerer jeg på, om andre end mig undrer sig over billeder på IG, hvor folk “sover”? Hver gang ser jeg for mig, hvordan de ligger med udstrakt arm og tager en selfie, hvor de sover rævesøvn. Er det ikke et virkelig mærkeligt koncept?

* Har jeg virkelig, virkelig nydt december i år, og jeg blev helt trist, da det før gik op for mig, at de fine lys og alle stjernerne allerede flytter tilbage i julekassen om en uge.

* Har DBA lige sendt mig en mail med tilbuddet om at købe en cirkusvogn. Er den hipster-fase snart slut?

* Har jeg i år haft ansvar for slikskålen til juleaften (… ja, de bredeste skuldre må jo bære de tungeste læs); en opgave jeg, hvis jeg selv skal sige det, har løst til UG med kryds og slange. 

* Kører jeg om lidt over til mine forældre og stiller resten af juleslikket. Det er bedst sådan. 

* Kan jeg ikke finde ud af, hvor vi står ift. julekort på facebook?

* Ved jeg til gengæld godt, hvor jeg står, ift. videoer, der opsummerer folks år.

* Holder jeg for første gang nogensinde juleferie fra bloggen (se første punkt) og vil derfor med dette årets sidste indlæg sige tusind, TUSIND tak for tilbagemeldinger, mails og kommentarer. Tak fordi I læser med, og fordi I svarer, når jeg spørger om noget, tak fordi I er så ordentlige, og tak fordi I altid tager godt imod alt, hvad jeg hælder ud. Må julefreden sænke sig over jer alle, og må det nye år have lutter gode oplevelser med i posen til hver eneste af jer. Rigtig glædelig jul.

torsdag den 15. december 2016

Skål i cola på dét.

“HVORFOR MÅ BABYEN FÅ COLA, MOR?” spurgte kvinden med meget høj stemme. Hendes søn på 3 havde stillet spørgsmålet, fordi han så Frida drikke en tår af Antons cola, og hjemme hos dem skal man være 5 år, før man må få sodavand. Vi var i legeland for at fejre min venindes søn, og moderen til drengen synes, at det var ret sjovt, at han havde spurgt, og gengav derfor spørgsmålet, så alle kunne høre det. 

Jeg kender min venindes veninde fra andre sammenhænge, og jeg kan skidegodt lide hende. Alligevel brændte det i kinderne, og jeg kunne mærke, at jeg blev både gal og ked af det. For umiddelbart der er jo ikke rigtig noget at sige, som kan forsvare det, vel? “Ja, det er fordi jeg tror på, at børn har godt af alle de vigtige næringsstoffer, der er i Pepsi Max” er jo ikke rigtigt en mulighed, og jeg følte mig simpelthen så udstillet. Lige i dé situationer kan jeg mærke, at jeg bliver ekstra opmærksom på, at jeg er alene med mine børn; at klicheen om den enlige mor, der mangler overskud til at interessere sig for sine børns tarv og vilkår, og som derfor bare lader dem sejle planløst rundt i en sovs af e-numre, sukker og manglende grænser, ligger lidt for lige for. 

Jeg lod den fare, fordi situationen ikke rigtigt var til at tage den, men den prikker til noget, som jeg rammes af og irriteres over i alle sammenhænge, når vi snakker om børn, nemlig at det lader til, at vi idag er så optagede af enkeltelementerne i opdragelse af vores børn, at ingen længere har overskud eller overblik til at forholde sig til det store billede.

Må man sende sine børn i institution i ferien? Må man lade dem se iPad 4 timer om dagen? Må man lade dem spise sukker? Må man vække dem, når de sover, må man true med at tage legetøjet, hvis de ikke makker ret, og må man hæve stemmen, når man bliver vred? Der er tusindvis af områder, hvor det er enormt nemt at svare, hvis man isolerer spørgsmålet til kun at handle om dét, men sådan er der jo ingen, der lever. Vi har alle sammen liv, der består af tusindvis af brikker, og hvor en masse valg og hensyn påvirker hinanden, og derfor er det både dumt og kollektivt belastende, at vi dømmer os selv og hinanden på baggrund af enkelthandlinger. Hvis Frida sover når Anton skal til gymnastik, er det så hendes eller hans behov, der skal tilgodeses? Hvis der er alvorlig sygdom hos forældrene, der af den ene eller den anden grund bliver forværret, hvis de skal holde 3 ugers ferie med børnene hjemme, er det så bedst, at ungerne får de 3 uger, som ingen kan være uenige i, at de fortjener, eller er det bedre, at forældrene er hurtigere på benene igen, og dermed hurtigere kan være mere for de selvsamme børn igen, hvis de kun får to uger? Jeg synes, at den offentlige tone gør det svært at tage sig lov til at fastholde, at man har nogle vilkår eller overordnede principper, der betyder, at man bryder med nogle af de politisk korrekt retningslinjer, der er udstukket ift.  fænomenet børneopdragelse.

Det er lidt som den debat, der de sidste 10 år har kørt omkring vin; om det er sundt eller usundt. Flere studier peger på, at det er sundt for hjertet, ligeså mange peger på, at det er usundt for vægten. Pointen her er, at begge dele er sandt. Og jeg ved ikke med jer, men jeg er ved at blive rundtosset af at forsøge at gøre alting rigtigt samtidig. Vi kan hævde alt det, vi gider, at vi ikke ligger under for alle de Korrekte Principper - men jeg kender ikke ret mange, der ville sige højt i en forsamling, at blå er en drengefarve, at der er fri computertid hjemme ved dem, eller at deres børn får en ekstra time i institutionen 3 gange om ugen, så de selv kan nå at løbe en tur. 

Bagsiden af medaljen ved den digitale verden er, at vi i nogle tilfælde bliver overinformerede, synes jeg, og derfor hele tiden er belastet af viden om, hvad dette eller hint gør ved sjælen og legemet hos både egne og andres børn.

Da jeg fik Frida lovede jeg derfor mig selv, at jeg ville arbejde med det. At jeg ville stå fast på de valg, jeg har truffet, fordi de for fanden er truffet ud fra en overbevisning om, at det, jeg gør, er rigtigt for os, og at man nogle gange vinder krigen ved at tabe slagene. Jeg lovede mig selv, at jeg ville øve mig i at stole på, at jeg med det udgangspunkt *vi* har, giver mine børn de bedste betingelser for trivsel.

F.eks. har jeg valgt, at jeg rydder op efter mine børn, når de skal i seng. I løbet af dagen skal de gøre det selv, men fordi jeg gerne vil, at vi lukker dagen ned på en god måde, har jeg valgt, at det ikke er når vi alle tre er trætte, at vi skal tage dén konflikt. 

Og jeg har også valgt, at Frida må få cola ved særlige lejligheder. Faktisk er mad og måltider noget, jeg har brugt rigtig lang tid på at forholde mig til, fordi jeg selv i en periode har bøvlet med det. Derfor er det vigtigt for mig, at mine børn lærer deres kroppes signaler at kende, og respekterer dem. Det betyder, at man godt må få aftensmad kl. 16.30 hjemme ved os, for hvis det er der, man er sulten, er det der, man skal spise. Det betyder også, at man ikke skal spise op. (Det vilde er, at selv mens jeg sidder og skriver dette indlæg har jeg lyst til at skrive 100 disclaimere, fordi jeg gerne vil vise, at jeg ikke er ligeglad eller dårligt begavet. Hvor ER det irriterende!) Vi har sjældent cola, for Anton elsker det, og det er simpelthen lettere, at det bare ikke findes i huset. Derfor er cola noget, der er forbeholdt særlige lejligheder hjemme ved os, og min overordnede beslutning er, at opdragelse er noget, der primært skal forgå i hverdagen, og derfor skal det ikke være den konflikt, vi bruger tiden på, når vi holder fødselsdag eller har gæster. 

Alle jeg kender har meldt deres børn til mellem 3 og 5 forskellige fritidsaktiviteter; jeg har valgt, at Anton går til én. Jeg er sikker på, at det er det rigtige for os. Jeg vil have, at der er ro på i ungernes liv, og jeg vurderer, at lige præcis mine børn har brug for at slappe af, når vi kommer hjem om eftermiddagen. Alligevel mærker jeg ind imellem tvivlen gnave, når andre taler om, hvor vigtigt det er at dyrke nærmiljøet og hvor gode venskaber, børnene får, når de går til dans og fodbold og teater og kor og gymnastik og spejder. Og problemet er, at vi hele tiden skal træffe vores beslutninger, om alt det, der påvirker vores børn, uden at vide, hvad konsekvenser af valg og fravalg bliver på den lange bane. Skåret ind til benet vil vi jo bare alle sammen gerne skabe glade, hele mennesker, der trives i både sig selv og i verden, og det eneste, vi har at pejle ud fra, er mavefornemmelse og livsbetingelser.

Og alt det kunne jeg mærke, da min beslutning om, at Frida ikke bliver besudlet på indersiden for evigt, fordi hun drikker cola, blev udsat for en granskning i plenum. Jeg kunne mærke bølgen af instinktiv skam, automattvivl, den kroniske forældreangst, der består af lige dele frygt for at tage fejl og for at blive dømt, og så - endelig og heldigvis - irritationen over det evige fokus på isolerede enkeltelementer i opdragelsen. For med irritationen kom reminderen til mig selv om, at jeg én gang har truffet beslutningen om, at det store billede er det vigtigste, uanset hvad andre måtte mene om mine enkelte penselstrøg. Det, der er rigtigt i den ene familie, giver ikke nødvendigvis mening i den anden.

Det vigtigste må være, at det, jeg gør, giver mening i min.

lørdag den 10. december 2016

Afsindig langt inspirationsindlæg om julegaver til børn, akkompagneret af en række billeder af tvivlsom kvalitet.

Dette indlæg indeholder ikke reklame af nogen slags. Jeg er ikke blevet bedt af nogen om at skrive det, jeg får ikke noget som helst for det, hverken rabat, penge eller goodwill af nogen art, og det ville undre mig meget, om nogen af de nedenstående firmaer nogensinde har hørt om mig.

Indlægget er blevet til, fordi jeg selv er så idéfattig, at det nærmest er grotesk, når det kommer til at finde på gaver til børnene, men i år havde jeg besluttet, at det fandme skulle være løgn. Nedenstående lister er derfor resultatet af ca. 1 million timers intens research, og det ville da være spild, hvis jeg var den eneste, der fik gavn af det.

Jeg var lidt i tvivl om, om det var for få af mine læsere, der ville kunne bruge indlægget til noget, men nåede efter lidt vejen for og imod frem til, at de fleste af jer formentlig selv har børn, børnebørn, nevøer eller niecer, og resten kunne måske godt have et par børn i omgangskredsen, de giver gaver til.

Når man googler: “Ønsker pige 1,5 år” får man ret mange designerforslag, f.eks. Aben af Kay Bojesen. Den er også virkelig fin, og jeg er helt med på argumentet med, at de i den alder jo reelt ikke mangler noget - men jeg er pragmatiker med kæmpe P, og jeg ser simpelthen ingen grund til at give nogle af mine børn en gave, som jeg, efter endt udpakning, skal inddrage med det samme, fordi den ikke er beregnet til at lege med. *Ned* af konflikttrappen. Den slags gaver er skidegode til barnedåb, fordi ungerne er for små til at forstå hele konceptet omkring gaver, og så har de nogle klassikere, som bliver fede at have, når de bliver ældre.

Mine bud herunder er en skønsom blanding af ting, jeg har købt til pakkekalenderen, julegaver, jeg selv har købt, og gaver, børnene får af andre. (Og man må hvisle “bestillingssedler” alt det man vil. At stå i Toys R’ Us mellem jul og nytår for at bytte gaver, udløser et akut ønske om spaophold på luksusresortet Guantanamo, så jeg ELSKER, at vi i vores familie koordinerer på forhånd)

Jeg linker ikke til tingene fordi der, som en klog kvinde (Mia Lyhne? Yvonne fra Olsen-banden? Bliver faktisk i tvivl nu)  engang sagde, ikke er nogen grund til at være til grin for sine egne penge, men google er din ven, hvis du bliver inspireret. 

Lad os komme igang.

Til Frida (1,5 år):

Rygsæk fra Skip Hop Zoo pris ca. 270 kr. 


Jeg elsker de her rygsække, som fåes i mange fine dyremotiver, og det er bare meget rart at have en lille taske, de selv kan have med, når vi skal ud. Jeg synes efterhånden, at Fjällräven er børnetaskernes svar på Kähler, så jeg ville gerne finde en, der både kan være noget i, og som ikke er så douce i farverne, at den dør, hvis man strejfer den med en gren. Til Anton har jeg været glad for Lego-taskerne, men jeg synes, at designet til piger er dødssygt, så skulle finde på noget andet, og forelskede mig i disse. (Og bare for at tage den i opløbet: Hvis Frida havde elsket Chima eller Ninjago, havde hun fået en taske med det motiv. Det gør hun ikke.) 

Makeup-børste, tilfældigt mærke, pris ca. 40 kr. 

Det her er nærmest min største geni-streg som mor. Jeg købte den, fordi jeg arbejder på at gøre den daglige badeseance til noget børnespa (de dage, vi har tid) i det beskedne håb, at mine højspændte børn måske kan unwinde lidt. Tanken er stearinlys, stille musik, en glimmerkugle og lidt børstning med den her. Vi er startet i det små, og det tegner godt. Anton sagde - lidt forbløffet - da jeg spillede Enya for dem, at det lød “som stjerner og blomster, mor!” Jeg ved ikke lige, hvor dét kom fra. Frida ELSKER at blive “penslet” med den her børste, og når hun ligger på puslebordet, er hun begyndt at tage penslen selv, give mig den og meget insisterende række sin lille fod op til mig. Som en ekstra (uventet) bonus er det oplagt at benævne de forskellige dele af kroppen, når man børster dem, og hun har på kort tid fået godt styr på “arme” “ben” “fødder” og det meste af hovedet/ansigtet. Endelig vil hun faktisk også rigtig gerne børste Anton, fordi hun selv synes, det er dejligt, så det er de bedste 40 kroner, jeg nogensinde har givet ud. 

Crayon rocks, ca. 70 kr. for 8. (Fåes også i større pakker)

De her skulle være ekstra gode til små fingre, og jeg kan faktisk godt se hvorfor. Hun har ikke fået dem endnu, men jeg håber, at de er gode, for hun kan godt lide at tegne, men almindelige farver er svære at trykke hårdt nok med til, at de farver, og tusser .. hahaha - er du fuld?

Løbehjul, Microline Mini, ca. 450 kr. 


Her er det mit håb, at Anton kan få sit eget løbehjul igen, for Frida stryger lige hen til det, hver eneste gang, vi er ude. 

Bondegårdsdyr, Green rubber toys, 4 stk/170 kr. (De er store)

De her dyr er måske ikke de mest æstetisk-vellignende dyr, man har set. Til gengæld er de lavet af et materiale, som er godkendt helt ned til 0 år, fordi man kan tygge på dem til kæberne går ad led, uden at der sker noget ved det.

Julekalender-dvd:

Jeg bliver nødt til at spørge, om Nissebanden var ligeså pisseirriterende, da vi så den som børn? For når jeg ser den nu, får jeg lyst til at gnave min egen arm af, bare for at aflede min opmærksomhed fra skabet skuespil, seniorsprog og sang, så falsk, at emaljen smelter af mine tænder. Det her bliver min kalendergave første søndag i advent til næste år: en julekalender på dvd, som vi så kan se et afsnit af om dagen, på et tidspunkt, der passer os. 

Ideer til dine veninders børn:

Navnelapper til tøjet, ca. 150 kr. for en stak. 
Jeg havde dem ikke til Anton, men bestilte til Frida, og det er ca. verdens bedste ide. 

Djeco glimmerkugle, pris ca. 350 kr. 

Kuglen har en indbygget timer, så den, når du tænder den, hvirvler glimmer op og lyser i skiftende farver i 20 min. hvorefter den slukker af sig selv. Da jeg fik den, blev jeg først skidesur, for motoren, som starter hver gang, den hvirvler, brummer lidt, og jeg tænkte derfor, at den ikke - som reklamerne ellers foreslog - kunne bruges som godnatlys. Men faktisk er det min oplevelse, at Frida falder til ro, når kuglen kører, så enten bemærker hun det ikke, eller også virker lyden beroligende. Timerfunktionen betyder, at den kan køre ret længe på et sæt batterier, hvilket måske er en lille ting, men alligevel er rart nok.

Til Anton (6 år):

Jeg vil gerne puffe lidt til Antons spirende bevidsthed om, at ting ikke bare falder ud af himlen, når vi skal bruge dem. Derfor har jeg i år valgt, at han på pakkekalenderen får to gaver pr. søndag: Én af praktisk karakter (fx. tøj) og så en lidt mindre ting, som bare er ren fornøjelse. Samme koncept med julegaverne.

Rubiks terning, ca. 80 kr. 

Den her model har kun 4 firkanter pr. side, og ikke 9, som på den almindelige. Den er stadig til “fra 8 år” men jeg har alligevel valgt at købe den nu, fordi jeg har været på jagt efter noget, som ikke bare er sjovt her og nu, (det er kvinden med de massive - nu uinteressante - mængder Cars-gear, der taler her…) og som man kan lege med selv, når man kommer hjem efter en lang dag, og lige trænger til at lukke lidt af for verden. 

Spil, ca. 50 kr. 

Man kan få mange, der ikke koster alverden, fx. børneyatzy, dam, mikado osv. 

El-tandbørste,, ca. 200 kr. 

Tandbørstning er et af de områder, hvor Anton stadig har lidt issues. Det kan vi jo desværre ikke tage ret meget hensyn til, eftersom det vil være mere synd for ham, at han skal trukket alle pløkkerne ud, når han er 24, fordi de er i så miserabel forfatning, at de ikke kan laves. Jeg har fundet en med Avengers, og håber, at dette, i kombination med, at det lugter lidt af teknik, kan gøre tandbørstningsritualet en smule mere spiseligt for ham. 

Lego brætspil, pris ?

Jeg anede ikke, at Lego lavede analoge spil, men blev gjort opmærksom på det af en tidligere studiekammerat. Det spil, hun anbefalde, var i mellemtiden udgået, men jeg var så heldigt, at jeg fandt et, der var stort set ubrugt, på DBA.

Star Wars malebog, ca. 130 kr. 

Af en eller anden grund gider Anton ikke rigtigt de der “aktivitetsbøger” med klistermærker osv, men han elsker at farvelægge, så har fundet den her virkelig fine, almindelige malebog til ham, som jeg tror, han vil elske. 

Basketnet m/ bold, ca. 330 kr. 

Det her er et sats, men jeg tror, han kunne synes, det var sjovt. Igen er jeg gået efter noget, som man både kan bruge sammen med andre, og alene; det er ikke altid, at der lige er nogen, der kan lege, og så er det fint at have noget at lave, der stadig er sjovt. 

Lampe, Aloka sleepylights, ca. 400 kr. 


Mit bud vil være, at det bliver et kæmpehit, at han kan skifte farve på lampen med en fjernbetjening. Produktbeskrivelsen lover, at der er en lysfunktion på, som giver lys nok til, at den kan bruges som læselys. Og så tænker jeg heller ikke, at det gør noget, at man kan tage den med i sengen.

Kuglepuslespil fra Ikea, LATTJO, 80 kr. stk. 

Det her bliver så en direkte henvisning, for jeg har ikke set dem andre steder, men de er ret fine, også i virkeligheden, og så er de til at gå til at lave. 


Whiteboard-tavle, ca. 250 kr.

Gaven med undertitlen “Få din køleskabsdør igen”. Herhjemme er reglen nu, at man må vælge én tegning, der hænger på køleskabet; resten bor på tavlen på værelset, hvor de sættes op med de til-formålet-indkøbte superheltemagneter. 

Gaveideer til dine veninders børn:

Print-selv-posters fra Etsy, ca. 100 kr. 

De her der dem, jeg selv har fået lavet til Antons værelse. Man køber et download, som man henter med det samme, hvorefter man bestiller det som fotoforstørrelse et sted på nettet. Jeg gav omkring 50 kroner for at downloade, og ca. 50 kr. for forstørrelsen. Man kan få virkelig mange fede, og jeg kan godt lide, at der er lidt andre ting at vælge imellem, end de samme, evindelige 4 designs, man kan få herhjemme. 

Udendørsspil

Selvom det ikke føles sådan lige nu, så bliver det vel sommer igen engang, og særligt når man har vinterbørn er det her et hit at få, fordi de ikke automatisk får stocket op på nyt legetøj, når det dagene begynder at blive længere. Eksempler på udendørsspil kunne være: Kæmpe-mikado, dart (med velcro, hvis man sætter pris på sit syn) eller bowlingsæt med kæmpekegler.

Jeg håber, at der var noget imellem, der enten inspirerede direkte, eller som satte tankerne igang. Happy hunting!