fredag den 11. april 2014

The beauty of small things.

En af de mange måder hvorpå det har påvirket mig, at Lene har fået kræft, er at jeg har bokset meget med yolo-syndromet. (Tidligere: Carpe Diem-sygen, Red.)

Når man ser et menneske, man holder af, blive afbrudt permanent, lige midt i alting, får man en umådelig trang til at mase alt godt ud af livet HELE tiden, og jeg har nærmest været ved at brænde sammen oveni hovedet over den kroniske nødvendighed af at foretage de daglige gøremål. På en underlig måde har jeg følt, at jeg skylder .. nogen .. at sige mit job op og rejse ud i verden. Få set noget. Gjort noget. Gøre hver dag til en epokegørende tidslomme af forskel. At det er sløs af værste skuffe at bruge dyrebart liv på bare at vaske tøj, løbe en tur eller se Turbo med Anton for 1000. gang.
Har sgu nærmest fået stress og skyldeksem over min almindelighed og manglen på planlægning af vilde, grænsesøgende ekstremoplevelser i mit liv.

Men de sidste par nætter har jeg tænkt meget over noget:
Jeg tror, der findes to slags mennesker: Dem, der lever på forventet efterbevilling, og dem, der har svært ved at ofre det små for det større. De første er dem, der kan leve af at sutte på en sten i månedsvis, fordi de sparer op til at tage 3 uger til Cuba, hvor de ligger i hængekøjer og drikker god rom og nyder livet i fulde drag. De andre er dem, der har brug for, at hverdagen er rar at være i, fordi det er den, der er mest af.

Jeg hører ubetinget til de sidste. Jeg bliver aldrig hverken tynd eller rig; min evne til at ofre nuet for fremtiden er simpelthen for dårlig.
Og hvis jeg endelig en enkelt gang formår at spille på den lange bane, er jeg nærmest ikke i stand til at sætte pris på præmien, når jeg får den, fordi jeg synes, at mine ofre betyder, at jeg skal STOR-SKAM-NYDE den hele-hele-hele tiden, og derfor ikke synes, at suset er vildt nok.

Så i nattens mulm og mørke spekulerede jeg på, at det måske i virkeligheden ikke handler om at gøre de rigtige ting, men at gøre tingene rigtigt. Hvis det ellers giver mening for andre end mig selv? For jeg er faktisk god til at føle lykke over at gå på bare tæer over et nyvasket gulv, og over at leve et liv, hvor jeg ind imellem vågner midt om natten, og verden er reduceret til lyden af regn på mine skråvinduer og Antons stille snorken. Jeg stopper op og tager mig tid til at bemærke det, de morgener, hvor min kaffe er fuldstændig perfekt i både styrke og temperatur, eller når jeg kører bil i skumringen, og mit sind falder til ro, og jeg får fornemmelsen af, at alt stadig er muligt. Jeg glæder mig hver eneste dag til at hente Anton, og får stadig nærmest stød af ren, primal glæde, når han får øje på mig tværs igennem lokalet, og glædestrålende råber: ”MUAR!!” mens han løber mig i møde.
Og selvom det er alle klicheers uudholdelige, bedrevidende moder, så nåede jeg frem til, at der er meget sandhed i, at det, der er vigtigst er, at man er til stede i sit eget liv. Her og nu. Uanset om det så er i en hængekøje på Cuba eller siddende med morgenkaffen i sit køkken i en billig stol fra Ikea. At sætte pris på de små ting – men samtidig også prøve holde fast i, at man ikke behøves at elske at gøre rent eller at købe jeans; det må og skal være ok, at der er nogle ting, der udgør kontrasten, så man kan glædes over de rigtige ting. Hvis man skal tvinge sig selv til at føle intens glæde over alting hele tiden, fordi benchmarket konstant er, at det for mennesker som Lene ikke længere er muligt at vaske op, overbelaster man nettet i en grad, så det kortslutter.

- hvilket jo er det fuldstændig modsatte af, hvad målet med hele øvelsen var.
Så. Fordi det er fredag, og godt må være lidt stort og højloftet: Må I alle have en fantastisk weekend og finde zen i, hvad I end har valgt at fylde i den.

søndag den 6. april 2014

Skam dig, Christopher Arzrouni.

På Etisk Råds hjemmeside kan man læse, at: ”Det Etiske Råd rådgiver og skaber debat om bioteknologi, der berører menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer. Rådet arbejder endvidere med etiske spørgsmål, der knytter sig til sundhedsvæsenet.”

Jeg håber meget, at det er fordi medlem af Etisk Råd Christopher Arzrouni er blevet sat til at sørge for den debatskabende del af arbejdet, at han har skrevet kronikken: "Nyt lovforslag om juridisk kønsskifte er det rene nonsens" i Politiken i dag; jeg ville finde det svært beskæmmende grænsende til det krænkende, hvis han får lov at deltage i rådgivningsarbejdet.
Kort fortalt handler artiklen om, at regeringen har fremsat et forslag, der skal gøre det nemmere for dem, der gerne vil, at skifte juridisk køn. CA starter med at konstatere, at "seksuel frihed er en vigtig sag. Også for minoriteter". Herefter går det meste af artiklen egentlig bare ud på at liste de steder i samfundet, hvor transkønnede mennesker har tænkt sig at udnytte muligheden for at skifte juridisk køn, så de kan lure på det modsatte køn, og snyde i sport, og på at harcelere over, hvor urimeligt det er, at resten af samfundet skal tvinges til at tage hensyn til en lille gruppe af mennesker på baggrund af noget – kan jeg forstå – lidt pjattet føleri.

Det har jeg lige et par kommentarer til.
For det første: Fin ting at starte med at gøre det til noget seksuelt. Det skal nok lette livet for de børn, der helt fra starten er bundulykkelige over at blive presset ned i kasser og tøj, der føles helt forkert.

Og for deres forældre.
For det andet: Helt rimelig og sandsynlig antagelse, at en heteroseksuel mand af den slags, der går 12 af på dusinet, vil gennemgå den lange proces, det *helt* sikkert ender med at blive at skifte juridisk køn i systemdanmark, for derefter at melde sig til kvindefodbold, så han kan få lov at komme med i baderummet og glo på bryster hver torsdag aften.

For det tredje: Glimrende ide at stå fast på, at man SKAL opereres for at få lov at skifte køn. Så er vi sikre på, at de mennesker, der helt fra barnsben har vidst, at de var blevet udstyret med den forkerte emballage *rigtigt* kan tævet psyken igennem, til de fylder 21 og endelige ifølge lovgivningen kan få lov at komme under kniven.
- hvis da ellers den hær af psykologer og eksperter, der vikarierer for Gud, siger ja.

Og endelig: Godt, at nogen taler flertallets sag. Det er os, der har det svært her, og som har brug for, at nogen står op for os. Christopher Arzrouni kommer godt nok ikke lige med et konkret eksempel på nogle af de mange situationer, hvor alle vi stakkels mennesker skal besværes med andres indbildte køn, men pyt med det. For som han skriver:
"Det er en uting i det moderne samfund, at man belemrer sine omgivelser med krav om, hvordan de skal indrette sig. En ting er, at man selv har personlige problemer. Det skal ikke give en ret til at diktere resten af samfundets adfærd."

Etisk Råd, mine damer og herrer.
Men sjovt, at du lige bringer ”personlige problemer” op, Christopher Arzrouni .  

For det giver mig lyst til at sige til dig:
Det er en uting i det moderne samfund, at man belemrer sine omgivelser med krav om, hvordan de skal indrette sig. Én ting er, at du selv har et personligt problem med det. Det skal ikke give dig ret til at diktere resten af samfundets adfærd.

søndag den 30. marts 2014

Det er os, der står herude og banker på. Med støvlespidserne, fordi vi ikke tør slippe med hænderne, for så falder vi.

Som de af jer, der har læst med et stykke tid, ved, så har jeg et barn med en meget høj grundspænding. Al gang foregår i løb, og det olympiske motto ”Hurtigere, højere, stærkere” er løst baseret på Anton.

Inden jeg fik ham, havde jeg planlagt, at han var et stykke hyggeligt tilbehør, der lige kunne sidde helt stille og dimse med noget Lego, mens jeg trænede og var huslig, og når jeg så var færdig, kunne vi lægge et puslespil eller slentre en hyggelig tur, mens jeg drak en kop kaffe to go, og Anton faldt i staver over solens spil i trætoppene.
Pinks ”Stupid girl” er løst baseret på mig.

Men da jeg er så dårlig til at lege, at det nærmer sig et handikap, passer det nok i virkeligheden fint, at vi har bevægeglæden til fælles. Udfordringen har bestået i at finde noget, som vi begge to kan holde ud, og hvor ingen kommer decideret galt af sted, eller mister forstanden af kedsomhed.
Vi bruger svømmehallen flittigt, og cykler stierne tynde på løbecyklen, men i netværkets hellige navn, har jeg prøvet at supplere med noget, hvor vi går fast på et hold. De sidste to år har vi gået til gymnastik, hvilket altid har givet mig en udpræget lyst til at bunde en flaske rødvin, i det sekund vi kommer hjem; jeg er ikke i tvivl om, at der rundt omkring i DK findes fuldstændig forrygende børnegymnastikhold, men enten er det ikke dem, vi har ramt, eller også er der ingen af os, der har temperament og personlighed til at gå på dem. Når vi har siddet i rundkreds i 10 minutter og sunget ”Hjulene på bussen” i et støjinferno, der giver alt levende med en bare nogenlunde velfungerende hørerest, lyst til at hamre hovedet så hårdt ind i væggen, at der kommer blod, så man har en undskyldning for at gå hjem, er det svært at afgøre, hvem af os, der er mest desperat.

Så. Fast besluttet på, at tiden er kommet til noget andet, når inde-sæsonen starter igen til efteråret, har jeg bestemt, at vi skal starte til ishockey.
Klog af skade tænkte jeg, at det ville være smart lige at stikke fingeren i isen, og se, hvad vi sagde til det, inden vi lægger os fast på en hel sæson, så for et par uger siden var vi nede og skøjte for første gang.

Det skulle vi have gjort for LÆNGE siden. Hold nu kæft, hvor var det skægt. Den lille lort er frygtløs, og efter 24 styrt, rejser han sig stadig bare op, og forsøger at løbe videre, running little man-stil. At de store drenge (som pr. definition er seje, fordi de er store) kom blæsende forbi i fuldt ishockey-ornat, bremsede hårdt op, og sagde: ”Du er sgu da ikke ret stor? Vil du ikke prøve det her?” og læssede så meget gear på ham, at han nærmest ikke kunne stå oprejst, gangede coolness faktoren med omkring en million.
Desværre for os lukker hallen ned for sommeren i dag. Men i det sekund de slår dørene op igen til september, skal I se os stå klar med skøjterne på.

søndag den 23. marts 2014

Faithless.

I torsdags var jeg oppe og besøge Lene, som er kommet på hospice. Alene det at skrive og læse den sætning føles uvirkeligt og underligt amputeret, som om det er noget, der alt sammen sker for nogle andre. For et par uger siden kunne jeg ikke holde op med at græde, men det er som om, det går for hurtigt nu; mine reaktioner kan ikke følge med. Lige nu føles det mest, som om at alt i mig er frosset fast.

På hospicet gik jeg forbi en ung mor, der sad i sin kørestol med sin lille baby i favnen, og mit subjektive, u-lægelige bud er, at vi i dette tilfælde snakkede mere om dage end om uger. Jeg gik forbi en væg med børnetegninger, hvor Mikkel tog mig i armen og sagde: ”Dem ville jeg ikke kigge for længe på, hvis jeg var dig” da jeg helt automatisk lod øjnene løbe hen over farverne og de spejlvendte bogstaver, og jeg tænkte, at personalet sådan et sted enten må være meget troende, eller gjort af et ganske særligt materiale. Jeg ville gå i stykker inde i hovedet op til flere gange i timen, hvis det var mig, der skulle stå op til den verden hver eneste dag.
Ubelejligt nok tøer alt det frosne, når jeg sidder deroppe. Jeg ville ønske, at jeg kunne være den stærke, så Lene kunne få lov at være den lille, men jeg kan simpelthen ikke holde ud, at hun forlader os. Jeg kan. Ikke. Forstå. at vi sidder et sted, hvor folk tager hen for at dø, og at Lenes navn står på døren.

I min afmagt er jeg begyndt at blive utrolig irriteret på historier om, hvordan forskellige mennesker ”kæmpede imod kræften - og vandt!” Jeg får lyst til at skrige over, at mennesker som Lene, der udover at de skal forholde sig til, at de skal forlade dem, de elsker, også skal bære, at det er deres egen skyld; at det er et spørgsmål om, at de ikke har villet livet nok. Det minder mig om en historie, jeg engang hørte, hvor en mand, som jeg har glemt på nationalitet og profession på, fortalte om sit arbejde med HIV-patienter. Han fortalte, at noget af det mest absurde i jobbet var at opdage, at der findes Den Gode og Den Dårlige HIV. Den gode HIV er den man f.eks. får gennem en blodtransfusion. Den dårlige er den, man får af ubeskyttet sex. Særligt hvis man er en homoseksuel mand. Sygdommen og dens forløb er naturligvis det samme, men hvor patienterne med Den Gode HIV bliver mødt med omsorg og sympati, må mange af patienterne med Den Dårlige HIV oveni deres sygdom kæmpe med, at omverdenen egentlig ikke synes, at det er specielt synd for dem; det er jo deres egen skyld.
Måske er det fordi vi som race tackler det vilkårlige og retfærdighedsløse meget dårligt? Måske har vi brug for ideen om, at hvis vi bare opfører os ordentligt, betaler licens og spiser vores – usprøjtede – grøntsager, så får vi ikke skæbnen og al den lunefulde væsen i nakken? Måske er det for svært at leve med forstanden i behold, hvis vi åbner for den dør, hvor muligheden for, at gode mennesker også får revet livet brutalt ud af hænderne, før de får mulighed for at følge noget som helst til dørs, er bag?

Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt i mit liv har ønsket mere indædt, at jeg var troende.

mandag den 17. marts 2014

For *jeg* tør ikke.

For snart mange år siden, da jeg lige var flyttet til Aarhus, blev jeg en morgen ringet op af Sylvia fra Gallup. Jeg havde været i byen aftenen forinden, og det var på ingen måde et upassende tidspunkt at ringe på, men dels sov jeg stadig, da hun ringede, og dels var det her præ-mobil-æraen, hvilket betød, at min firkantede, græsgrønne trykknaptelefon, stod på gulvet i stuen, hvor der var meget lyst. (Det var også præ-gardin-æraen). Hvis nogen af mine yngre læsere ikke forstår, hvorfor jeg valgte den placering til min telefon, kan jeg lige følge op med en serviceinformation: Fastnettelefonen kræver et stik, og af uvisse årsager sidder det stik altid nogle fuldstændigt åndssvage steder, hvor et eventuelt bord eller andet understøttende møbel, ville stå håbløst i vejen. En løsning kunne have været at trække et stik, men a) når ophængning af færdigsyede IKEA-gardiner er et uoverstigeligt DIY-projekt, er oddsne for, at man kaster sig over noget, der både kræver boremaskiner og indgående viden om hvad vægge af lavet af, mildest talt dårlige og b) jeg boede hos en udlejer med en personlighed, der gjorde, at min livskvalitetskurve steg proportionalt med min mangel på kontakt med ham. (Det var i øvrigt også ham, der i et anfald af raseri råbte, at det fandme var for dårligt, at det skulle gå ud over ham, at jeg lå og knaldede med halvdelen af Spanien, da jeg ringede for at orientere ham om, at Skadedyrsbekæmpelsen kom, fordi jeg desværre havde fået væggelus med hjem fra Barcelona. Åh Michael. Jeg savner dig så lidt, at jeg selv bliver helt forbavset over det.)

Nå. Men Sylvia ringede altså denne solbeskinnede formiddag, og ville gerne lige ”bede om 5 minutter af min tid.” Jeg kunne ikke. Jeg kunne bare ikke. Stod der, i den urimeligt overoplyste stue, iført dyne og knaldende hovedpine, og kunne hverken rumme at sidde på gulvet, stå bøjet med hovedet nedad, eller forholde mig til politisk ståsted og mælkepriser. Derfor takkede jeg pænt nej til deltagelse – hvorefter jeg fik skæld ud. Ægte skæld ud. Om jeg ikke var klar over, at jeg var *særligt* udvalgt?! #theChosenOne Om jeg ikke vidste, at jeg var med til at bidrage med meget værdifulde informationer?!
Og åbenbart har denne svada brændemærket min samvittighed for evigt, for forleden kom jeg hjem til et brev fra Gallup. De ville gerne bede om min medvirken til en undersøgelse, og hvis jeg bare lige ville gå ind på følgende link, så var jeg rar.

Tænkte lige med samme, at det havde jeg ikke tid til.
Så faldt mine øjne på følgende sætning:

”Hvis du ikke anvender linket inden d. 13.03. tillader vi os at ringe til dig i stedet.”
Needless to say at jeg selvfølgelig har været inde og udfylde skemaet, og det er egentlig derfor, jeg skriver dette indlæg, for hvis du, kære læser, arbejder et sted, hvor I lægger tal fra Gallup til grund for forskning og undersøgelser, så på forhånd undskyld. For der var satme mange spørgsmål!

Så ja. Jeg sjussede mig frem til både min samlede årsindtægt, og mine årlige renteudgifter. Og nej. Jeg dobbelttjekkede ikke antallet af m2, jeg bor på, eller hvor meget jeg indbetaler til pension.

So sue me.

Og hvis du synes, at det er for dårligt, må du selv tage den med Sylvia.

onsdag den 12. marts 2014

Patvrider til den, der skriver at jeg skal glæde mig over at have tjent mere, end forventet.

Lige som vi hvert år d. 14. februar skal igennem de obligatoriske opdateringer fra dem, der hhv. elsker og hader Valentines Dag, så er det i disse dage også en årligt tilbagevendende begivenhed, at facebook flyder over med ”Tak skat!!” og ”Det er sgu da dine egne penge, din nar!”

I forbindelse med min grow-up-your-life fase sidste år, hvor jeg var igennem alt, hvad jeg har af bank- og forsikringspapirer, var jeg også for første gang inde og rette min forskudsopgørelse. (Jeg er det, vi kalder en ”late bloomer”) Jeg kastede mig over opgaven ud fra arbejdstesen ”Hard work beats talent” og efter en del riven-i-hår (primært mit eget) og samtaler med medarbejdere fra skat, kunne jeg efter nogle lange dage endelig trykke på ’indsend’.
Derfor var jeg afslappet græsende til nonchalant, da jeg igår loggede på Skat for at se den endelige årsopgørelse; jeg var relativt sikker på, at vi ville lande på noget i retningen af, at en af os skyldte den anden en 10’er. Blev derfor rimelig træt, da jeg efter en kø, der var en planøkonomi værdig, fik besked på at finde 6000 kr. og smide dem i Det Sorte Hul. (Speaking of: Hvor ER det fly??)

Wtf??
Normalt begynder jeg at svede ærgerlig koldsved over den slags meddelelser, men i år vidste jeg, at det måtte være en fejl, så jeg rykkede direkte til feltet ”irritation”.

'Ret årsopgørelse' - *klik*
Uden at skulle gå i mange, lange og indviklede detaljer, er mit job skruet sammen på en måde, der gør, at jeg for ca. 80 % af mine opgaver får kørepenge for de km, jeg kører, mens jeg for de sidste ca. 20 % er fradragsberettiget. Og det ER sikkert mig, der i sin tid har trykket på noget forkert (Tss! Som om!) – i hvert fald kunne jeg se, at min arbejdsgiver ikke stod opgivet som tolkefirmaet i Aarhus, men derimod som fitnessdk, Esbjerg.

Hvilket kilometermæssigt gør en temmelig stor forskel.
Som et ekstra hån-feature har Skat desuden teamet op med Krak, så jeg der, midt i min årsopgørelse, lige kunne få en kørselsvejledning og se, at jeg altså kun har 7 km. på arbejde, og ikke de 153 km. jeg løgnagtigt har anført.

Nice try, Skat.
*taste-taste-taste* 'Indsend rettelse' *klik*

'Du mangler at indbetale 1598. kr.'
For satan da også.

Så nu: Hvis I vil have mig undskyldt; jeg skal lige ud og skamkøre motorvejen. Den skylder mig 1600 kr., det lille svin.

torsdag den 6. marts 2014

Sadness.

Jeg kan ikke blogge i de her dage; jeg er simpelthen så ked af det hele tiden, at jeg er fuldstændig låst oven i hovedet.

Normalt skriver jeg om de ting, der fylder i mit liv – af en eller anden grund er det sådan, jeg processuerer bedst – og lige nu er Lenes sygdom det eneste, der fylder. Men det føles forkert at skrive om. Hvis jeg skrev om det, ville det for det første nærmest føles som en hån; det er ikke mig, der er syg, og det er ikke Anton, der skal vokse op uden sin mor. (Håber jeg inderligt.) For det andet er jeg bange for, at det ville det få et ulækkert skær af sensation og udlevering; mange af jer ”kender” Lene, og det her er hendes historie. Det er 100 % hende, der skal have lov at bestemme, hvor meget af den hun vil dele.
Så. Jeg græder. Jeg græder, når jeg kører derop, jeg græder, når vi sidder og snakker, og jeg græder, når jeg kører hjem. Jeg græder i mine pauser på arbejde, og når jeg putter Anton om aftenen. Jeg græder hele fucking tiden, for jeg kan. Ikke. Forstå. At det her sker.

Jeg har lovet hende at holde hendes læsere opdateret, når der er nyt, og det skal jeg selvfølgelig nok gøre. Jeg har også lovet hende, at sørge for at leve livet, og gøre gode ting. Så i dag hentede jeg Anton tidligt, og tog ham med på stranden. Vi havde taget vores drage med, og med solskinnet og den blå himmel som baggrund, så den fantastisk ud, som den hang deroppe, i alle regnbuens farver.
Og heldigvis blæste det så meget, at det ikke virkede mærkeligt, at mine øjne hele tiden løb i vand.