Det er bedst, når alle er her.

Til den cyklist, jeg næsten kørte ned i morges:

Undskyld at jeg råbte af dig, men jeg blev simpelthen så forskrækket. Vil du ikke nok få noget lys på? Den der ongoing territorialafpisning mellem bilister og cyklister om, hvem der har mest ret til at være på vejene er for dum, og jeg blev bare så gal på dig over, at du - selvom jeg kører 55, hvor man må køre 60 og skraber sneen af taget på min bil, for at det ikke glider ned på forruden - var meget tæt på at gøre mig til sådan en, der skal leve med at have begået uagtsomt manddrab.

Der er så mange andre måder at dø på, som man ikke kan gøre det mindste for at skærme sig selv eller sine nærmeste imod, at det virker som ubegribelig lemfældig omgang med dit eget liv, at du ikke gør mere for at passe på det. Og selvom du er verdens største idiot, der kører rundt i mørkt tøj, uden lys og reflekser, på en landevej uden lys, omkranset af sort skov, er du stadig nogens søn, og nogens bedste ven, og jeg er 100 % sikker på, at de ikke kan undvære dig.

Så hvis ikke for din egen, så for vores skyld: Få nu lys på. Ik?

Den her er til dig, Lene.

Jeg bliver sjældent påvirket af billeder. Film ja, billeder nej. Mærkeligt, da jeg er et ualmindeligt visuelt menneske, der omsætter stort set alt, hvad jeg tænker til billeder. Det er meget praktisk, når man arbejder som tegnsprogstolk, og om det er en skade, jeg har pådraget mig af for mange år i faget, eller om jeg har valgt mit job ud fra min personlighed, er svært at sige.

I mange år troede jeg, at alle fungerede i hovedet som Ally McBeal og jeg.

Det har vist sig ikke at være tilfældet.

Jeg har haft en kæreste der, når han var træt, blev helt fortvivlet over min måde at snakke på, fordi han virkelig skulle knokle for at følge min fortælling og se de samme billeder som mig. Jeg kan ikke gøre for det. Min hjerne er en biograf, der kun viser animerede film på fast forward, udtænkt af folk på speed.

Ind imellem spænder min livlige fantasi ben for mig selv. F.eks. ville min deltagelse i julefrokoster være en hel del lettere, hvis jeg spiste sild. Det gør jeg ikke. Det har jeg ikke kunnet, siden jeg pludselig, mens jeg sad og tyggede på en, fik den tanke, at sådan må det føles at tygge på døde mennesker. Så var dét ligesom slut.

Heldigvis møder jeg somme tider nogen, der tænker ligesom mig. Lene og jeg har magiske tusser, der kan tegne videre på hinandens billeder. Hvis jeg om morgenen sender hende en sms om, at jeg har trusser på i præcis samme farve som min t-shirt; jeg er derfor usårlig, og hun må gerne låne flammesværdet idag, så ved jeg, at

A) hun - lige meget hvor hun sidder - med det samme hiver op i tøjet og tjekker farven på sine egne trusser og at

B) vi lige nu ser det samme billede: Os som kappeklædte hævnere, der iført lyserøde heldragter og diadems (hvad fanden hedder det i flertal??) bekæmper dumhed, dovenskab og dårlig kaffe.

Nogen gange tror folk, der er handikappede i fantasien, at jeg er mærkelig. Husker en tidlig morgen, hvor Lene og jeg skulle til spinning. Lige uden for spinninglokalet er opsat en vandhane, og uvis af hvilken grund, er det altid den, alle vil fylde vandflasker ved. Der er 15 ledige vandhaner i huset, men der står vi, 12 mennesker med søvn i øjnene og strithår, og klamrer os til vores tomme vandflasker. Kl. er 06.05. Der er stille. Indtil jeg åbner munden og med Fortællerstemmen begynder:

”Det er morgen på savannen. Dyrene flokkes om vandingshullet.”

Det blev modtaget af 11 mennesker med fælles ”få nu STYR på det distrikspsykiatri, for satan!”-tanke boble svævende over hovederne.

Og Lene, der øjeblikkeligt kastede sig ud i en full blown løve imitation.

Vi skal nok få ram på jer….

Hvem skulle nu have troet det?

I mit gamle fitnesscenter i Århus var der flere af de kendte ansigter - både medlemmer og instruktører - der flyttede fra byen i løbet af de 10 år, jeg arbejdede der. I helt gamle dage, hvor ’ude af øje - ude af sind’ var en gangbar talemåde, ville det have betydet, at de relativt hurtigt ville være forsvundet ned i glemslens sorte hul.

Det var før FB.

Så igennem årene har jeg mange gange set, hvordan der på væggene rundt omkring blev lagt op til glædelige gensyn, når De Frafaldne besøgte Århus, og stak hovedet ind forbi centret; medlemmerne for at deltage på gamle yndlingshold, og instruktørerne for at gæsteoptræde.

Efter et halvt år i Esbjerg er jeg nødt til at sige, at jeg ikke forstår, hvordan de gør.

Jeg er selvfølgelig også sådan en, der nødvendigvis må lukke dørene HELT bag mig, for at være i stand til at bevæge mig fremad; i hvert fald når jeg skal give slip på noget, som jeg allerhelst ville holde fast i. Jeg kan ikke være venner med mine ekskærester, og når jeg er på slankekur, føles det mere som tortur end nydelse at åbne en pose Matadormix for at tage et enkelt stykke.

Hvis jeg skal holde ud at bo her, er jeg nødt til at gå all in og fokusere 100 % på at være til stede, lige her, i mit nye liv. Hvis jeg snørede skoene og hoppede tilbage til fortiden - også selvom det bare var for en time - ville hvert eneste sekund for mig være en påmindelse om, hvad jeg ikke længere er en del af, og det kan jeg ikke.

Ikke endnu, i hvert fald.

Men i går, da jeg stod i kø i Føtex, var der pludselig en, der sagde: ”Tillykke med fødselsdagen”, og da jeg vendte mig om, stod der en af mine nye fitnesskunder og smilede til mig. Og lige der, fik jeg fornemmelsen af, at det her måske godt kan ende med at blive hjem alligevel.

Long time no see.

Har ikke rigtig fået blogget fordi jeg har:

- Arbejdet (alt, alt) for meget.

- Opdaget Wordfeud. [Spritnyt spil til din telefon, Red.]

- Passet Anton, som har været syg, mens jeg selv har været syg. (Kan man lægge den ind som standart? Så den bare automatisk er med i alle mine blogindlæg, uden at jeg hver gang skal sidde og skrive den?)

Får vi snart:

- Dødsstraf indført for stadig at have snekugler af vat og titusind nisser hængende i alle vinduer på den anden side af nytår?

Hånden op hvis I:

- Heller ikke gider høre mere om Costa Concordia.

- Også troede, at jeg blev 34 på torsdag. (Det var mine kolleger, der kunne oplyse, at det rigtige tal var 35. For satan.)

- Gerne vil have en besked, når jeg tanker, så I ved, hvornår I skal begynde at tage overtøj på og gå ud til bilerne. Jeg kan kredse omkring OK Benzin i dagevis, som en lille, tørstig gubby, indtil jeg kører på gode intentioner og håb alene, og prisen nægter at falde. Tyve minutter efter at jeg har givet op og fyldt tanken med flydende guld, bliver det mindst en krone billigere literen. Bare læg navn og nummer i kommentarfeltet. Det koster en krone, plus almindelig sms-taks.

- Også tror, at der står ’Baresso’ hver gang aviserne skriver noget om EU-kommissionens formand.

Jeg lover, at journalisterne er fredede hele næste uge.

Idag kunne jeg på TV2 læse, at der er lavet en undersøgelse, der viser, at et flertal af danskerne synes, at rygere selv skal betale for deres rygepauser. Det er der (selvfølgelig) en forsker, der mener, er bekymrende. Dels finder hun det problematisk, at ” danskerne er blevet et utrolig opdragende folkefærd” og dels ” er Liselotte Lyngsø også bekymret over danskernes ændrede holdning og skarpe tone over for rygerne. Ifølge hende glemmer virksomhederne nemlig, hvilke fordele rygepauserne giver: Det er tit i rygepauserne, de gode og kreative idéer opstår.”

Jeg er relativt ligeglad med, at folk ryger. Jeg vil gerne være fri for lokaler, der er så tilrøgede, at man skal tygge sig igennem en mur af genbrugscecil for at komme ind og ud, men jeg synes ikke, at rygere er ulækre mennesker, eller at deres moral og manglende rygrad er værre end de fleste andres, min egen så utroligt inklusiv.

Men jeg har svært ved at se, at det skulle være opdragende, at de selv skal betale for pauserne til at dyrke lasten. Jeg gætter på, at både rygere og ikke-rygere er lige gode om at tjekke mail, hente kaffe osv. i arbejdstiden, men der er vel ingen, der ville synes, at det var ok, hvis jeg oven i det 4-5 gange om dagen lige smuttede ned for at spille 10 minutters wordfeud på firmaets regning? For min skyld må de ryge alt det, de lyster, men jeg synes, at det er ganske rimeligt, at de selv skal finansiere festen.

Og den der med, at virksomhederne glemmer, at det er i rygepauserne, de gode ideer opstår; det er da noget ævl. Det er i hvert fald skidt for virksomhederne, hvis det kun er deres rygere, der er i stand til at få gode ideer.

Jeg kan ikke forstå, at mange journalister i dag er så optaget af offervinklen, og derfor altid stiller med eksperter og/eller "ofre" der er villige til at sige stort set hvad som helst for at komme i avisen. Forleden hørte jeg f.eks. et interview lavet i forbindelse med de nye regler, flere forsikringsselskaber har indført på deres bilforsikringer, hvor præmien på bestemte biltyper med et T Hansen stempel i røven stiger, da man ikke længere må opkræve forhøjet præmie for unge mænd under 25.

Her var det selvfølgelig lykkedes journalisten at fremgrave en mand på 50 år med den type bil, der bliver ramt. Og jeg fik fandme helt ondt i hovedet, da det sidste spørgsmål i indslaget var: ”Og hvad synes du så om, at din forsikring stiger til det dobbelte, fordi du kan lide at køre i en bestemt type bil?”

Hvilket jo er et dejligt neutralt og uladet spørgsmål.

For det er da selvfølgelig træls for ham. Og der skal da nok findes rigtig mange familier derude, der kører rundt i sorte, sænkede BMW’er pga. kørekomforten, som har alufælge og skørter på, fordi de gerne vil støtte blikindustrien i Kina, og som har monteret undervognsbelysning på slæden, fordi det er så dejlig praktisk om morgenen på den mørke p-plads ved ungernes institution.

Men vi kunne også prøve at ringe rundt til de tusindvis af andre helt almindelige bilister, der er trætte af udsigten til at skulle betale en (endnu) højere præmie, fordi nogle få idioter insisterer på at køre som blinde bananfluer på speed og spørge, hvad de mener om de nye regler.

Jeg er helt for, at man prøver at belyse en historie fra flere vinkler, og at historien om de få ofte er mere interessant end historien om de mange.

Men hvis du spørger mig, kan det simpelthen blive så søgt, at der bliver mere irriterende end tankevækkende.

Vi har HELT glemt at grine af den her:

Fra Politiken.dk:

De børn, der har fået en 'Colurful Hearts Teddy' fra det populære dukkefirma Build-A-Bear i julegave, kan se frem til at miste deres elskede bamse.

For Build-A-Bear har netop tilbagekaldt flere end 300.000 bamser - herhjemme, i USA og Canada.

»Stoffet omkring øjnene kan være revnet på bamsen og derved resultere i at øjet kan falde ud«, lyder det i tilbagekaldelsen.

Kinesiske plastikøjne
Indtil videre skal ingen børn være kommet til skade på grund af de løsnede øjne, men beslutningen er taget for at forebygge ulykker - Build-A-Bear advarer selv om »potentiel risiko for kvælning«.

[Blablabla]

Det har i en tidligere version af denne artikel fejlagtigt fremgået, at bamserne bliver tilbagekaldt af frygt for, at børnene går i chok, hvis bamserne taber øjnene.

Og så er det ikke engang 1. april.

Efterlyses: Skam i livet.

Nåmn, gæt hvem der kom op og skændes i Babysam forleden? Hvis I befandt jer i Esbjerg eller omegn behøver I ikke gætte, for så har I formentlig hørt det live. Det var HØJT.

Skulle derud og bytte en af Antons julegaver, og Babysam har ligesom så mange andre butikker valgt modellen med én lang kø og fremdrift i takt med, at de forskellige ekspedienter bliver ledige. Jeg elsker systemet, fordi det ellers hører til mine spidskompetencer at stille mig op i den kø, der byder på bonskift, sygeligt ubeslutsomme kunder og personalevagtskifte.

Men kan vi ikke lige få husstandsomdelt en mail, hvori systemet forklares for dem, der er for dumme til at fatte, at det ikke er udtryk for sygelig hang til kø, at vi andre står som apatiske svin på et slagtebånd og glor hinanden i nakken 17 meter ned gennem butikken, mens der kun er kø på én (hedder det også det, hvis man står i den alene?) ved de 3 andre kasser?

Så der står vi.  Og venter. Og venter. Og venter. Og sådan er det jo for helvede i januar, så det kan ikke betale sig at hidse sig op over. Før dem, der står bag ved mig, og har brugt 25 minutter på at diskutere, om Isabella skal have en lilla eller en violet flyverdragt, deler sig på bedste langelændermaner: En bliver stående bag ved mig, og den anden smutter foran, og stiller sig over til den næste kasse.

Mig: (pænt og høfligt, hvis jeg selv skal sige det) ”Undskyld? Det her er en lang kø, og så går man frem, når den næste ekspedient bliver ledig.”

Hende: ”Nå.”

Hvorefter hun bliver stående og kigger demonstrativt i den anden retning i håb om, at jeg forsvinder.

Mig:  Øhm…Wtf?? ”Undskyld?? Det her er én lang kø- ”

Og det er så her, at hende, der står bag mig, står fuldstændigt af. Så der står de, to små mennesker og råber mig ind i ansigtet. Primært om hvor meget jeg ”FUCKING SKAL SLAPPE AF!” ledsaget af aggressive pegefingre.

Big mistake. Big. Huge.

For hvad de ikke ved er, at jeg lige har været ude og prøve jeans, og derfor er for tyk, så min rummelighed og forståelse for at blive talt til på den måde, kan ligge på et meget lille sted.

Det var så ruderne klirrede.

Da jeg gik derfra, var jeg så gal, at jeg rystede på hænderne, og et kort øjeblik må jeg indrømme, at jeg godt ved, hvad det er, der sker inde i hovedet på folk, når de slår.

Jeg GIDER ikke, at folk snyder foran mig i køen. Hvis de ikke har set mig; fair nok. Hvis de har en liter mælk, og hele min vogn er fuld, giver jeg også gerne en forlomme. Men den der med bare at satse på, at resten af verden er så konfliktsky, at den går; det bliver jeg gal over.

Sgu.