mandag den 23. oktober 2017

Mandagstanker.

Inspireret af (= direkte kopieret fra) skønne Maj My, er dagens indlæg en lille liste over, hvad jeg spekulerer på i disse dage:

At fare vel. 
Jeg tænker meget på at lade mennesker gå, når vore veje skilles. Mest i forhold til dem, jeg har opfattet som inspirerende eller som forbilleder. F.eks. har jeg det sidste år fulgt en kvinde, som har haft nogle emner oppe på sine sociale medier, som har vakt megen genklang hos mig. Men over den sidste måned, kan jeg mærke, at hun bevæger sig i en retning, der ikke giver mening for mig. I den slags situationer er min første reaktion som oftest irritation. Man skal jo ikke være Freud, for at gennemskue, hvad dét handler om, men automatreaktioner er bare så svære at ændre på, fordi de er, ja, automatiske. Jeg øver mig i at huske, at når jeg, helt konkret, ude i verden, har fulgtes med mennesker, jeg kan lide, så bliver jeg jo heller ikke sur, fordi de skal dreje til højre for at komme hjem, og ikke til venstre ligesom mig. 

De-cluttering, level 2.0.
Nu har jeg det sidste halve års tid været igang med at rydde op i mit liv og mit hoved, og ligesom når jeg rydder op i mit hjem, og pludselig kan mærke, at jeg aldrig mere får brug for andet end luft, vand og yoga, er jeg også her blevet grebet af processen, og har haft lyst til bare at skrotte alting, hælde mine unger i en autocamper, og køre ud i livet. Men jeg er nået til det sted nu, hvor jeg holder ting op i lyset, konstaterer, at de er behæftet med fejl - og alligevel når frem til, at de er det bedste af de valg, jeg har, her og nu. Derfor skal de lægges tilbage i mit liv, selvom jeg ved, at de ikke er 100% optimale. Det er - også - en proces.

At ord giver fokus. 
Lige nu står jeg over for nogle ting, som gør mig rigtig, ægte bange, og i den slags situationer bliver jeg ofte så panikslagen, at jeg bare taler og taler og taler om det, der skræmmer mig. Men jeg har længe tænkt på, at det ikke er alting, der bliver bedre af at tale meget, ofte og med mange om det. I de perioder, hvor jeg reelt har noget at være bange for, ligger frygten hele tiden på lur, klar til at bruse over mig, og skylle mig væk, og det er, som om, strømmen bliver stærkere og vildere, når jeg fokuserer på den. Jeg begynder at lære kun at inddrage de nærmeste, for at have et sted, hvor jeg kan give slip i tryg forvisning om, at disse mennesker vil gøre alt, hvad de kan for at hjælpe mig med at holde balancen, mens mine andre relationer kan give mig sten i vandet at stå på, fordi mit fokus her er på noget andet, end det, der er svært. De pauser er værdifulde. 

Og i småtingsafdelingen:
Hvor længe græs har tænkt sig at blive ved med at gro? Går det da for pokker ikke snart i hi?

Om Clarissa Pinkola Estés ville græde, hvis hun hørte, at hendes bog “Kvinder, der løber med ulve” indtil videre mest bare har givet mig tekst-linjen “Running with wolves and I’m only proud” på hjernen. Som er fra “Wild Ones”. Med Flo Rida. 

Hvorfor ingen har fortalt mig, hvor hysterisk lækkert det er at spise de hjemmelavede Baked Beans fra Valdemarsro i tortillas? Gør det. Gør det nu. 

At lave en liste over serier/bøger osv., som jeg kan lide, og lægge den i en fane for sig her på siden. At kunne lide en persons måde at skrive på, er bestemt ikke det samme, som at dele smag, men måske der alligevel sidder nogen derude, der kunne bruge sådan en liste som inspiration? Jeg ville selv elske, hvis nogle af mine yndlingsbloggere gjorde det, så giv et kvæk, hvis det har interesse.



(Get it? Kvæk?)





tirsdag den 17. oktober 2017

Mere end bare træning.

I aften kl. 20 tænder jeg for anlægget for sidste gang i Fitnessdk. Jeg har været branchen i 20 år, og undervist de 15 af dem, og derfor er det - selvfølgelig - en underlig fornemmelse.

Det har taget lang tid at træffe beslutningen, og jeg kan godt forstå, hvis man oprigtigt undrer sig over, at det kan være så svært at afgøre, om man vil blive i et fritidsjob eller ej. 

Det er bestemt også et ægte i-landsproblem, det skal jeg være den første til at indrømme, men ikke desto mindre har det taget næsten et halvt år for mig at nå til, at jeg - som Hella Joof siger - skal slippe med begge hænder. Somme tider har jeg næsten haft en fornemmelse af, at det var en “Skal jeg flytte fra Aarhus til Esbjerg”-light-beslutning, hvilket jo er helt ude af proportioner.

I hvert fald umiddelbart. 

Men når det alligevel forholder sig sådan, så handler det om, at jeg giver slip på en virkelig stor del af min identitet, og på det, der definerer, hvem jeg er.

På mange måder var det i fitnessverdenen, jeg blev voksen. 

Det var her, jeg lærte at stå foran folk, uden at føle panik-angst over at blive kigget på. Det var her, jeg stille og roligt gav slip på selvbevidstheden og sluttede (relativ) fred med mig selv og min krop. Det var den første (- og hidtil eneste) form for sport, jeg kunne deltage i, uden at det tangerede selvskadende adfærd, og det var her, jeg for første gang opdagede en slags talent hos mig selv. 

Det er en kærlighedshistorie, og jeg har elsket hvert eneste øjeblik. Den har givet mig 3/4 af min vennekreds, de fleste af mine kærester og begge mine børn, og den har været det stillads, jeg har haft omkring mig, og altid har kunne læne mig op af, uanset, hvor meget det blæste ude i virkeligheden.

Den har været ventilen, der betød, at det aldrig var svært for mig at være den objektive, neutrale tolk, der ikke blandede sig og aldrig svarede, når jeg var på arbejde, for der var et sted, hvor jeg måtte fylde og være og bidrage med dét, jeg brændte for.

Jeg kunne sige, at min beslutning om at stoppe skyldes, at jeg, geografisk, har fået længere til centeret. Jeg kunne hævde, at jeg arbejder mere, og at der, i takt med, at børnene bliver større, bliver mere at se til. Begge dele er sandt.

Men det, der fik mig til at sætte mig ved tastaturet og skrive en mail med overskriften: “Vedr: Opsigelse” var, at jeg er færdig; at jeg har undervist de timer, jeg skal. At jeg aldrig finder ud af, hvem jeg er nu, hvis ikke jeg giver slip på hende, jeg var. 

Det er hættetrøjen, man "glemte" at give tilbage til ekskæresten, som man stadig kan passe, og som føles tryg og velkendt, men som man pludselig en dag kan se, repræsenterer noget, man er færdig med og klar til at give slip på.

Det er tid. 

Men det bliver stadig en mærkelig køretur hjem i aften.




mandag den 9. oktober 2017

I dine følelsers vold.

I takt med at mine børn bliver ældre, kan jeg mærke, at jeg får mere overskud til at forholde mig til de principielle elementer af min opdragelse.

For tiden er jeg f.eks. ret optaget af det her med, at lade børn have det, som de har det. Altså, at man ikke forsøger at fikse eller rette deres følelser, men i stedet prøver at lære dem, at alle følelser er lige valide, men at der er mere og mindre hensigtsmæssige måder at forholde sig til dem på.

Det lærer jeg meget af. For når Frida får et raserianfald af episke dimensioner, kommer det jo ikke altid på et tidspunkt, hvor jeg står, køl og afsvalet under en perlende regn af overskud, klar til at forholde mig til rødglødende minimennesker, der ikke lader sig imponere af fornuft og forklaringer.

Men det har faktisk gjort en ret stor forskel for mig at gøre mig konkrete overvejelser om, hvordan jeg ønsker at tackle de situationer. Ikke mindst fordi jeg, siden jeg har fået børn, er blevet opmærksom på, hvordan nogle af de udfordringer, jeg selv har kæmpet med som voksen, er grundlagt i min barndom. 

Alt, hvad vi udsættes for, har konsekvenser, men jeg tror, at man som barn rammes ekstra hårdt, hvis man rammes et sted i personligheden, der er blødt i forvejen; en slags emotionel fontanelle. Jeg mindes ikke, at jeg som barn nogensinde fik skæld ud for ikke at præstere godt nok. Alligevel blev jeg fuldstændig fortvivlet, hvis jeg blev irettesat af autoriteter, simpelthen fordi det var sådan, min personlighed var designet. 

Jeg husker f.eks. engang, da jeg gik i 1. eller 2. klasse, hvor jeg i en time sad og legede med mit halstørklæde, som min mor havde strikket. Det var jo ikke fordi, jeg ikke havde set andre få konfiskeret ting, og jeg var helt klar over, at tingene ikke blev sendt til destruktion. Alligevel kan jeg idag, 33 år senere, stadig mærke, præcis hvor ulykkelig jeg blev, da læreren tog det fra mig i hele klassens påsyn. Da jeg begyndte at græde, grinede hun med Voksenlatteren; den, vi bruger, når vi enten ikke ved, hvordan vi selv skal reagere, eller når vi synes, at børns reaktion er alt for voldsom til det, der foregår. Den latter hader jeg, for jeg kan stadig huske, hvordan det føltes, når alt, hvad kroppen var spændt til bristepunktet med, blev fuldstændig underkendt af dem, der havde magten.

Alligevel har jeg opdaget, at den engang imellem - til min egen store rædsel - kommer ud af munden på mig. Den kommer, når jeg er sat til vægs, den kommer i de situationer, hvor der sker et eller andet, som gør, at jeg tænker: “Jeg ANER ikke, hvad Rigtige Forældre formodes at gøre nu?!” Den kommer i de situationer hvor jeg føler mig som en på 12, der har fået udleveret bestemmepinden ved en fejl, og hvor jeg kan mærke, at gråden lurer lige under latteren, sammen med fornemmelsen af ikke at slå til.

Min pointe er, at jeg ikke ved, hvor mine egne børns bløde punkter er. Jeg genkender så utrolig meget af mig selv i dem begge, men jeg kan også sagtens se, hvor vi er forskellige, og selvom vi ligner hinanden, kan deres soft spots sidde helt andre steder, end mine gjorde. 

Når man taler om sin egen opdragelse, får det ofte en undertone af enten forsvar eller kritik, og det er ikke det ærinde, jeg er ude i. Min opdragelse var kærlig, tryg og meget tidstypisk, og når jeg ser tilbage idag, hvor jeg selv er forælder, ser jeg både valg, jeg er 100% enig i, og andre, som jeg selv ville træffe anderledes. 

Men da jeg var barn, var der nok stadig i tiden en snert af, at børn var børn og voksne var voksne, og at følelser var noget, der på en eller anden måde skulle retfærdiggøres, før man havde ret til at have dem. Derfor er det sindssygt lærerigt for mig at prøve at gribe det anderledes an med mine børn, for jeg kan næsten fysisk mærke kollissionen mellem min arv og mine idealer, når jeg bliver presset. 

Som med alle andre egenskaber, man gerne vil lære at mestre, tror jeg, det handler om at få det, man gerne vil tilegne sig, sat ind i en kontekst, man selv forstår. Derfor prøver jeg hele tiden at pejle op imod, hvordan jeg ville ønske at blive mødt af min chef, hvis jeg havde det, som mine børn har det i en given situation. Jeg ved godt, at arbejdsgiver/arbejdstager-relationen er relativ formel at sammenligne med, men den er det tætteste, jeg som 40-årig kommer, på en koalition, hvor magtfordelingen er skæv på samme måde, som i forælder-barn relationen.

Og ligesom jeg selv falder til ro, hvis jeg bliver mødt med forståelse og et oprigtigt ønske om at hjælpe mig, når jeg er vred eller ked af det, så kan jeg også mærke, hvordan hele situationen de-eskalerer på rekordtid, hvis jeg sætter mig ned ved siden af, eller tager på skødet og siger de magiske ord: “Er det svært lige nu?” Nogle gange sparker mit eget underskud mig af førersædet og kører frontalt ind i betonmuren, og nogle gange er ungerne ikke en skid imponerede over mine pædagogiske tiltag. Men det meste af tiden gør det ikke, og de fleste gange er de. Og det føles simpelthen så godt. Som en ekstra bonus, kan jeg også mærke, at det er meget lettere for mig at holde fast i de nej’er, der også er en del af opdragelse, når jeg ved, at det er fortvivlelsen over, at man ikke må spise slikpinde til aftensmad/ikke må vaske gulv med sin tandbørste/ikke må tørre huden af sit ansigt med vådservietter, der er svær, og ikke, at man føler noget, som ingen vil kendes ved eller rumme.




torsdag den 5. oktober 2017

I øvrigt:

* så jeg i går morges et vejskilt, som oprindeligt var rødt. Nu stod det op ad en blygrå himmel, i stiv kuling og piskeregn, og var nærmest blevet grå-rødt, og det så vitterligt ud som om, al farve var regnet ud af hele verden. Blev kortvarigt automat-deprimeret, indtil jeg kom i tanke om, at jeg faktisk ikke har det fjernest imod efterår og vinter. Se næste punkt. 

* er vi gået all in på Halloween, og det er et spørgsmål om tid, før jeg binder hele huset ind i lyskæder #hurra

(- Og nu vi taler om børn og uhygge:)

* havde jeg forleden følgende samtale med Frida:

Mig: "Nu kommer Cecilie snart og passer jer. Kan I så opføre jer ordentligt?"
Frida: "Cille kommer?"
Mig: "Ja." 
Frida: "Cille kommer." *horn-i-panden-tonefald* "Drille-drille." 
Og så, nærmest til sig selv, som hun gik ud af døren: "Bye bye, Cille…"

Som min kollega sagde: Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun er min.

* havde mine forældre bryllupsdag i sidste uge. De har været gift i 44 år - og min far kommer stadig jævnligt med blomster, bare fordi. 44 år. Jeg giver dem 97 % af skylden for mit eget manglende ægteskab, for hvem fanden kan leve op til dét??

* vil jeg gerne slå et slag for, at vi bare aftaler, at man praler, ligeud af posen, hvis man har brug for hep og high-fives. Når man lægger screenshots op af sin løbetid, som er 3.17 min. pr. km. dagen efter, man har født, ville det være ualmindelig fedt, hvis man bare gad skrive #KipketerDuRingerBare i stedet for #DeFedeMåSvede og #SlowButGettingThere. Alternativt vil jeg gerne foreslå indført en mærkeordning i stil med 'Explicit lyrics': 'Giv Agt - Der Fiskes'.

* har jeg fået mig en en meme-app, og jeg undskylder på forhånd, for det kan jeg allerede med sikkerhed sige kommer til at tage overhånd. 

* har jeg på racens vegne besluttet, at mennesker, der ikke er på FB, ikke længere må spille: “Men hvad så med os, der *ikke* er på FB?”-kortet. Og ikke kun pga. ansigtsudtrykket, der altid følger med. Hvis man kører digital detox, er det bare fino; så går man glip af ting, og sådan må det være. 


* er jeg gået i gang med The Magicians på HBO, og jeg kan mærke, at jeg stadig ikke helt har sluttet fred med, at den Hogwarts-ugle aldrig kom. 

* kom jeg i går i en pause til at fnyse kaffe ud over min skærm over et meme, jeg så på IG. 3 kolleger, der stod i nærheden, ville gerne se, hvad det var, der var SÅ sjovt. Jeg viste dem billedet, og fik 3 x høfligheds-haha retur. Min samtid forstår mig ikke. 


mandag den 25. september 2017

Skjold, svøb & ar

Det sidste års tid er jeg blevet medlem af flere forskellige nye grupper på facebook. De fleste af stederne er nye medlemmer blevet bedt om at præsentere sig, og i den forbindelse er der noget, jeg har undret mig over: Der er godt nok mange, der præsenterer sig med en diagnose. 

Det kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om. 

Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige, at det er min klare opfattelse, at vi er langt fra i mål med at sidestille psykisk sygdom med den fysiske af slagsen. Jeg kan bare kigge i spejlet: Jeg har svært ved at tage mig selv alvorligt, når det knager lidt de steder i systemet, der ikke kan måles eller vejes, og når jeg er ude i embeds medfør, oplever jeg også, at det for mange er nemmest at respektere den type sygdom, man forstår.

Jeg vil så gerne undgå at være med til at understøtte, at psykiske lidelser er noget, der forsvinder, hvis man bare tager sig sammen, så derfor har jeg brugt noget tid på at tygge på, hvorfor jeg kan mærke, at jeg stritter lidt på det, når et menneske, der skal indgå i et virtuelt fællesskab - der intet har med psykiske lidelser at gøre - som det allerførste i en præsentation af sig selv nævner, at vedkommende “har været gået ned med stress” eller “i mange år har kæmpet med at være særlig sensitiv”.

Somme tider ser man, at mennesker, der har holdt på hemmeligheder eller været underlagt tabuer i mange år, nærmest eksploderer i ord, når de endelig får lov at tale om det, de har holdt for sig selv så længe; det er, som om vægtskålene skal tales i vater, før man er klar til at give Det Svære en plads på den indre reol, og det giver fuldstændig mening for mig. 

Men målet er vel, at få gjort tabubelagte emner til noget, vi taler om på lige fod med alt muligt andet? Eller hvad? For hvis det er tilfældet, ville det være naturligt at gå fra underbelyst til overeksponeret, for så at ende et sted, hvor kontrasten er tilpas. Men jeg synes, at jeg mange steder ser mennesker, der vælger at blive i det overeksponerede, og det tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår. Jeg advokerer på ingen måde for hemmeligholdelse, men hvis man har kæmpet med noget, meget og længe, hvorfor vælger man så at holde det foran sig, og tale nyt liv i det hver eneste gang, man træder ind i en relation?

Vi snakker så meget om, at de sociale medier er én-dimensionelle, og at det derfor er (for) nemt at fremstille sit liv som ren, glitrende idyl, men jeg synes, vi glemmer, at det samme gælder, når vi har en slagside af enkeltemner af den tungere slags. Det billede, vi tegner af os selv bliver udelukkende til på baggrund af de ting, vi vælger at sige og vise og hvis man i alle sammenhænge fremhæver en diagnose, som det første og eneste, så *bliver* man til sidst kun dét.

- og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at man på den måde kan være med til at kvæle dialogen, som ellers kunne være med til at belyse det, som i mange år har været gemt i skyggerne; simpelthen fordi ingen har lyst til at åbne døren til et korstog. 

Jeg vil gerne være klogere, og det kan sagtens være mig, der overser noget indlysende, så tanker, perspektiver og alternative vinkler er mere end velkomne i kommentarfeltet. 

God uge derude.

onsdag den 20. september 2017

I øvrigt:

* går det bedre, tak. 

* var jeg forleden på arbejde om aftenen, og var omkring Shell kl. 22-ish. Den friske, unge mand gav mig min kvittering med ordene: “Fortsat god aften!” Overvejede kort at indvie ham i, at post 40, er der ikke mere aften tilbage at fortsætte, når vi er forbi 20.30. 

* har jeg fået en frygtelig, FRYGTELIG uvane med at slutte mine samtaler med andre mennesker med “- min ven”. “Kan jeg hjælpe dig med noget, min ven?” *Chandler-voice* Could I *be* more annoying?

* er jeg 400% procent med Nicole Kidman: Alle lejligheder til at kysse Alexander Skarsgård skal udnyttes. Alle. Skal. Om jeg så havde haft 16 ægtemænd med, havde jeg stadig kysset ham med væsentlig mere energi og væsentlig mindre ynde, hvis jeg havde været hende. 

* har jeg spinket og sparet og strakt ud i det uendelige, og endda læst flere bøger ind imellem for at stalle, men her til  aften måtte jeg æde realiteterne, skefuld for skefuld, i store, beske mundfulde: Jeg er igennem GOT. 

* forstår jeg simpelthen ikke, at mine barnepiger altid sidder helt roligt og arbejder, med alle gardiner trukket fra, når jeg kommer hjem kl. 22.30. Lyset er tændt, vi bor på en mark, det er SORTSORTSORT udenfor, og de sidder, ret beset, i en udstillingsmontre. Hvor er deres øksemorderskræk??

* er jeg igang med at læse den fuldstændig formidable “Alt må vige for natten” (alene titlen får hele mit sprogcenter i hjernen til at gløde af ren, uforfalsket kærlighed) og jeg har sjældent været mere bevidst om, at jeg lige nu er ved at skrive historien om mine børns barndom, som de kommer til at definere sig selv ud fra og hænge hele deres selvforståelse op på.

* ( - men vi arvet en enhjørningedragt i velour, som begge børn sådan lidt random hopper i, og når jeg ser en enhjørning gå målrettet igennem stuen med en sut eller et lyssværd i hånden (hoven?), tænker jeg alligevel, at jeg har lidt tid at løbe på...)



torsdag den 14. september 2017

Airhead.

Jeg har det, som om, jeg har forstuvet mine funny bones. Jeg ved ikke, om det er al den forandring, jeg skriver om, der trækker tænder ud, eller om jeg bare er grundtræt, men jeg synes, der er modstand i mange ting for tiden, og for en gang skyld kan jeg ikke finde ud af at ironisere over det. 

Idag har jeg f.eks. ikke rigtig kunne holde op med at græde. Ikke tude (som er den med åben mund) men bare sive-græde. Jeg kan ikke engang selv finde ud af, om jeg er ked af det, (be)rørt, overvældet eller bare … ja, træt. 

Jeg er presset på at få hverdagen til at hænge sammen, og samtidig er det som om, mine kommunikationsplaneter står i vejen for hinanden; folk misforstår mig hver eneste gang, jeg åbner munden. 

Så der er lidt stille herinde i disse dage. Jeg vender tilbage, når jeg har fået en lur og en kande kaffe.