onsdag den 21. september 2016

I øvrigt:

* mødte jeg idag en modkørende bil. I en rundkørsel. Folk skal styre sig. 
* er jeg lidt fortørnet over, at ingen har fortalt mig, hvor godt Løgismoses humus smager. (Og hvis I skynder jer ned i Netto for at købe det nu, så er der tæsk, hvis I køber hele partiet på Tarphagevej)

* troede jeg, at jeg ville synes, at Vissevasse var sådan lidt Kähler-overvurderet, men nu er jeg kommet til at sidde og kigge på deres hjemmeside, og jeg vil egentlig bare gerne bede om 2 af hver.

* kommer mine nye lamper om 3 uger. Jeg købte faktisk lamper med, da jeg flyttede ind herude, men efter at have kigget på dem i en måned, kunne jeg mærke, at de slet ikke var mig. Tænkte, at jeg ville sætte dem til salg med det samme, da den slags jo ofte tager lidt tid - to timer senere var de hentet. “Mor, hvorfor er her helt sort?” spurgte Anton, lidt beklemt, i morges. Jeg skulle måske nok lige have klappet salgshesten. 

* mangler jeg virkelig, nu vi taler om lys (eller mangel på samme) inspiration ift. læselamper til soveværelset. Måske fordi jeg synes, det omtrent er det kedeligste i hele verden at købe? Anyway: Hvis nogen har noget at byde ind med her, så hold jer endelig ikke tilbage.

* er jeg endelig nået til det punkt, hvor jeg kan begynde at fokusere på mig selv, og dermed har overskud til at gå igang med at smide de forbistrede kilo, jeg stadig slæber rundt på. Mønstret de sidste 9 måneder har været 4 kilo af, når det kører, 3 kilo på når jeg stresser, 3 kilo af, 4 kilo på osv. osv. og jeg er simpelthen så træt af det. Men de sidste par uger synes jeg, at jeg begynder at finde tilbage til den gode rytme igen, og vægten begynder stille og roligt at falde. Det går laaaaaangsomt, og fordi jeg ikke ved, hvad der venter om næste hjørne, har jeg valgt at booke en tid hos en diætist. Jeg ved afsindig meget om mad, kalorieindhold, fedtprocenter og alt det andet jazz, så det er ikke så meget den del, hun skal hjælpe mig med; jeg har bare brug for én til at hjælpe med at holde fast, når det hele i perioder går for stærkt. 

* forstår jeg ikke, at folk er så rystede over Brangelinas skilsmisse. Er jeg den eneste, der kun er overrasket over, at det ikke er sket tidligere?

* vil jeg gerne vide, hvor lang tid endnu, vi kan forvente, at myggesæsonen varer? For den er satanedeme irriterende. 

* har Frida ramt drille-fasen. Forleden kom hun klaske-løbende ud fra Antons værelse, så hurtigt hendes små, tykke ben kunne bære hende, med Antons legosværd i hånden og Anton lige i hælene, mens hun skraldgrinede, så hun næsten ikke kunne trække vejret. Storebror? Not so much. Jeg er vild med det.


* ser jeg, på 4 uge, House of Cards, 4 sæson. Jeg kan virkelig, virkelig ikke anbefale at se den serie, når man ser ca. 10 minutter hver 6. dag. Jeg er med på, at Kevin Spacey er præsident, men det opsummerer også i grove træk den del af handlingen, jeg fra gang til gang kan huske.

lørdag den 17. september 2016

Huset.

Vi har efterhånden boet her i 7 uger, og jeg elsker det. Det føles som hjem, og har gjort det, siden jeg trådte ind herude første gang. Det eneste, der er at udsætte på selve huset er, at væggene er lavet af gips, hvilket giver adgang et helt nyt register af eder fra håndværkerholdet, fordi man - åbenbart - ikke kan hænge noget op i gipsvægge, uden at smide særlige gipsrawplugs i væggen på den her måde:



Men jeg får stille og roligt mine skabe sat op, og antallet af uudpakkede kasser er nede på 7. Til gengæld er det 7 af de voldsomt irriterende dominokasser, som alle sammen er indbyrdes afhængige af hinanden; hvor man ikke kan pakke G ud, før F er sat på plads, hvilket forudsætter, at E er sorteret, hvilket ikke kan gøres før D kan hænges op og. så. videre. Jeg går amok.

Som et ekstra lækkert feature har jeg ikke fået rigtig løn i 2 måneder. HK er så venlige at lægge ud for Lønmodtagernes Garantifond, men jeg er ved at have det med kommentaren: “Jamen, får I det ikke dækket af LG?” som jeg i sin tid havde det med: “Hvordan kan det være, du er single?” Jeg må bide mig hårdt i kinden for ikke at åbne munden og lade et syreangreb falde ud i ansigtet på den sagesløse spørger, for det er et helt reelt spørgsmål, og hvor skulle man vide det fra, hvis man ikke selv har stået i den her situation. Men for det første har vi stadig ikke fået penge. For det andet dækker LG ikke udlæg, kørepenge osv, hvilket i mit tilfælde løber op i omkring 10.000 kr. Udbetalt. For det tredje bruger de ikke dit fradrag, hvilket lyder tamt og ufarligt, men betyder, at jeg i denne måned har fået et udlæg fra HK på 15.500, som er den løn, vi forventer, jeg får fra LG for september, og endelig mister jeg voldsomt meget ferie, som jeg pga. min barsel havde fået overført. Så - selvfølgelig - hurra for at bo i et land, hvor vi har et organ som LG, men sgu også temmelig meget satan, pis og for helvede.
Det betyder, at der er nogle ting, jeg ikke kan komme videre med, fordi det kræver penge at sætte dem i værk, og det er de ting, der skal købes og sættes op, før jeg kan gå igang med kasse A. 

Summa summarum: Jeg bor stadig omgivet af flyttekasser, og der er intet, jeg kan gøre ved det. 

Når jeg får allermest lyst til at gnave mine arme af, går jeg om aftenen ud i min baghave, som ser sådan her ud:


Helt ovre på den anden side af markerne løber en relativt trafikeret vej, og jeg elsker at sidde i min stol med en kop kaffe og bare se på bilerne. Det er forstadsudgaven af at hænge på en café  og kigge på mennesker. Jeg finder tanken om, at der altid er nogen i transit, sært beroligende. I hver eneste bil sidder et menneske med en hel historie, levet liv, og glæder og sorger, der fylder og tynger, præcis som mig, på vej til noget, på vej væk fra noget. Og de aner ikke, at der 2 kilometer væk sidder en prik med en kop kaffe i hånden og iagttager dem.

Når jeg går ind igen, er jeg faldet helt til ro. Vi er næsten i mål. 


mandag den 12. september 2016

Jobbet.

Som jeg truede med sidst, er indlæggene de næste par uger en slags opsamling af, hvad der de sidste 6-7 uger er sket på disse breddegrader, da det hele er gået så stærkt, at jeg nærmest kun har opereret i overskrifter. 

Jobbet fylder - selvfølgelig - en del, så idag bliver det den del af scenen, jeg retter spotlightet imod.

Da jeg startede efter min barsel tilbage i maj, skulle jeg efter en lille uge til møde i København for at forhandle ny lokalaftale. Jeg havde brugt en del tid på at forberede mig, både fordi jeg naturligvis gerne ville lave et godt resultat, men også fordi den værste barselsrust endnu ikke var banket af hjernebarken.

Jeg ankom til mødet, fandt mappen med noter, post it’s og overstregninger frem - og fik at vide, at virksomheden var truet af konkurs. Herefter fulgte et af de øjeblikke, hvor jeg stadig i en alder af snart 40, får ondt af de mennesker jeg sidder sammen med, som indlysende tydeligt har brug for en kvalificeret voksen, men som i mangel af bedre har fået udleveret mig. 

Der blev lavet en plan, som - med lidt held - kunne have båret os igennem, og de næste uger gik med møder, møder og flere møder, og med at rumme en af de sværeste ting ved TR-hvervet: At vide noget virkelig ubehageligt, før kollegerne får besked. 

Det betyder, at jeg godt vidste, at mit job hang i en tynd tråd, da jeg fik tilbudt huset, vi bor i nu, og var selvfølgelig den primære årsag til, at jeg var sådan i tvivl om, om jeg turde tage imod det. 

Som I ved, endte det med, at jeg fik nøglerne til huset og min opsigelse samme dag, og lige dér skulle jeg arbejde meget med ikke at drukne i fornemmelsen af dårligt varsel. 

I mit fag er virkeligheden jo sådan skruet sammen, at folk ikke holder op med at være døve, eller flytter deres høretab til Polen, når krisen kradser. Derfor bliver de fleste tolke, der ryger i en konkurs eller en fyringsrunde ét sted, over tid absorberet af andre tolkevirksomheder, der overtager de nu udækkede opgaver. Men ligesom i alle andre fag, skal der også løbes hurtigere hos os, og ligesom i alle andre fag, kommer der hvert år også et nyt kuld færdiguddannede ud, som måske er lidt mere fleksible end de gamle rotter, fordi de dels gerne vil have foden indenfor, og dels oftes er yngre, og derfor ikke har børn og flexlån, der skal passe ind i ligningen. 

Det betyder, at når bunden pludselig går ud af arbejdskassen, går vi fra at være virkelig gode kolleger, til at være deltagere i slags job-X-faktor: På én måde bragt tættere sammen af en begivenhed, som er særlig for os, på en anden måde pludselig konkurrenter til de samme jobs. Og uanset hvor meget vi holder af hinanden, så ændrer det relationerne, at nogen bliver ansat med det samme, mens andre får lov at gå. Nogen bliver tidsbegrænset ansat, andre timelønnede, og atter andre fastansatte. Det er en lille, bitte verden, og heldigvis er stemningen idag mærkbart anderledes, end den var i den første fyringsrunde, der ramte mit fag tilbage i 2007, hvor jeg selv røg ud på røv og albuer, fordi jeg var lidt sur i det. Idag oplever jeg ikke, at der er samme fornemmelse af skam og ansigtstab forbundet med at være blevet fyret: De fleste af os har prøvet det. Tværtimod er der “Hurra!!” og store knus, når man det nye sted pludselig igen er kolleger med nogle af dem, man tidligere har arbejdet sammen med.

Jeg har været virkelig heldig denne gang. Det er et superfedt firma, jeg er kommet til, og jeg har fået en forrygende gang kolleger med oveni hatten. Jeg er geografisk kommet tættere på Esbjerg, og jeg tolker uddannelser igen, hvilket jeg e-l-s-k-e-r. Højt niveau og to-tolkeopgaver = KÆMPE ja tak!

Men for ind i satan, det er er hårdt, fordi ALT skal forberedes. Hvor må vi parkere, skal vi have tilladelse, hvor får vi den, hvor længe gælder den (nogle steder 20 minutter, andre steder til 2022, true story) hvor er kantinen, hvem er brugeren, hvad er vedkommendes sprogkode, taler de selv eller skal de stemmetolkes, har vi adgang til intra, hvad er koden, osv. osv. osv. Og det er bare alt det, der ligger rundt om opgaven. Så er der selve indholdet i tolkningen, der skal forberedes - og man kan godt have både 3 og 4 opgaver på en dag.

Jeg er virkelig begejstret for mit nye job, og jeg er happy på Pharrell-måden, når jeg sætter mit vækkeur om aftenen, men jeg vil også godt indrømme, at jeg glæder mig, til jeg har haft premiere på de faste steder, så jeg kender alle mine nye brugere, og så jeg kan gå i kantinen efter kaffe uden brug af google maps.

søndag den 4. september 2016

Bogen.

For halvandet år siden blev jeg kontaktet af forlaget Damgaard, som spurgte, om jeg var interesseret i at udgive uddrag af bloggen, redigeret og sat sammen på en måde, så det blev til en fortælling om dét, at vælge at få et barn alene. 

Først besvimede jeg af begejstring. Så besvimede jeg af rædsel. Og i de sidste 18 måneder har jeg kørt i fast rutefart mellem de to stationer. Jeg sagde selvfølgelig ja, for det er ingen hemmelighed, at det er en drøm, der går i opfyldelse, og modsat de andre platforme, jeg er blevet inviteret til at stå på (fx. reality-tv #degamlemødre), er dette en mulighed for at omsætte noget, jeg selv har skabt, til et fysisk produkt. 

Det første udkast fra forlaget sendte jeg direkte videre til print, fordi jeg er lidt analog, når det kommer til vigtige ting: Jeg skal helst kunne strege over, lave æselører og skrive med min fjerpen i margin, hvis der er noget, jeg skal have spurgt ind til.

Det udkast havde jeg til at ligge på mit stuebord i 4 uger. Uåbnet. Og jeg blev stakåndet og svedt, hver gang jeg fik øje på kuverten. For hvad nu, hvis jeg åbnede den, og jeg hadede hvert eneste ord? Hvad nu, hvis det var pinligt og dumt og helt ude af trit med virkeligheden? Eller - og den tanke var langt den værste - hvad nu, hvis det kom til at fremstå som om, jeg fortrød?

Så papirerne lå og lå og lå, indtil jeg syntes, at nu kunne jeg simpelthen ikke være bekendt at trække den længere. Og så lå de en uge mere. Men *så* tog jeg kuverten med på arbejde, åbnede den i en frokostpause, tog en dyb indånding og gik igang. 

Da jeg efter 30 minutter gik tilbage til dagens pind, var jeg omkring 10 kilo lettere og i bedre humør, end jeg havde været længe. For jeg elskede den. Noget af det, jeg havde læst, havde jeg ikke den fjerneste erindring om at have skrevet, men det, der kom mest bag på mig var, hvor utrolig fin en historie, der begyndte at folde sig ud, fordi teksterne blev sat sammen, som de gjorde. Når jeg blogger, er de enkelte indlæg født af, hvad der optager mig på en bestemt dag, på et bestemt tidspunkt, men da al larm blev sorteret fra, stod en sammenhængende fortælling tilbage, som jeg faktisk havde meget lyst til at læse færdig med det samme.

Hvilket - uden sammenligning i øvrigt - er lidt ligesom at skynde sig ind for at se Titanic, fordi man gerne vil se, hvordan den slutter.

Derefter fulgte 9 måneder med udkast, der fløj frem og tilbage imellem forlaget og mig; tekster, der blev pillet ud, og andre, der blev sat ind. Når jeg selv har læst bøger, skabt af klummer, har det altid undret mig, at man ikke har redigeret hårdere i teksterne; at de samme udtryk bliver brugt alt for mange gange, at der bliver henvist til noget, der ikke bliver forklaret yderligere, eller at noget bliver gentaget i det uendelige. Når man blogger et par gange om ugen, opdager de færreste, at det samme udtryk bliver brugt i januar, i juni og i september, men sætter man teksterne i umiddelbar forlængelse af hinanden, bliver det en irritationsfaktor. I hvert fald for mig. Derfor har jeg brugt LANG tid på at luge ud i teksterne i håb om at undgå disse fejl.

Det har fyldt lidt for mig, at jeg ved, at nogle mennesker synes, det er “snyd” at udgive en bog, bestående af blogindlæg; at man på en eller anden måde bruger det samme stykke arbejde to gange. Det vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere, men efter at have tygget på det, nåede jeg selv frem til, at lige præcis denne bog ikke ville være blevet til, hvis den skulle være skrevet på traditionel vis. Jeg ville aldrig i situationen kunne have gravet overskud frem til at skrive en sammenhængende fortælling, og hvis jeg skulle have skrevet den efterfølgende, ville det være svært ikke at forfalde til at glasere historien, fordi man glemmer, hvordan det er, så snart det ikke er sådan længere.

I aftes modtog jeg det endelige udkast af bogen, og hvis alt går, som det skal, bliver det i starten af oktober, den udkommer. Jeg har sagt ja til at stille til en reception i en (for mig endnu ukendt) boghandel i Aarhus, hvilket lyder smaddersjovt og hyggeligt, hvis det var en anden, der skulle være i centrum. Jeg håber, at alle de 7, der kommer, kender hinanden, så de snakker en hel masse sammen, og glemmer, at det er mig, der er giraffen, for mine arme bliver altid så lange, og mine hænder så utroligt store i den slags situationer. Jeg glemmer også, hvordan man går normalt, og hvordan man trækker vejret almindeligt. Så det bliver skidegodt.


Men når alt det er sagt, er jeg simpelthen så glad og stolt over bogen, der kommer til at hedde "Vi er bare selv", og jeg håber sådan, at I har lyst til at læse den. 

(Og at I kommer ned i den hemmelige boghandel og lægger mig i aflåst sideleje.)

mandag den 29. august 2016

Jeg tror måske, jeg er tilbage.

Jeg begynder i hvert fald så småt at finde mine fødder igen. Jeg har stadig dage, hvor jeg kommer til at græde, uden helt at vide over hvad, og jeg har desværre en tendens til at blive gal på mig selv, når jeg piber. Noget med at tage sig sammen, og stramme op, og Titanic og børn i Afrika, som jeg tror de fleste kender? Men igår kom jeg under bruseren til at stå og spekulere på, hvorfor jeg har haft fornemmelsen af at hænge i frit fald de sidste mange måneder; hvad er der egentlig sket, der berettiger til følelsen af overvældethed, og en - nogle dage - nærmest altoverskyggende trang til at lægge sig ned på gulvet og hviske, at andre må tage over?

Efter 30-40 liter vand nåede jeg frem til, at det måske alligevel er ok at være blæst lidt omkuld, for på 14 måneder er det sket følgende:

1) Jeg har fået Frida. 
2) Jeg har brækket venstre ben og højre tå. 
3) Jeg er blevet banket ud af mit hjem, fordi naboens hus o meter væk var i færd med at udbrænde.
4) Jeg er blevet opereret i halsen.
5) Min bog, som har været på trapperne i lang tid, er pludselig ved at være klar til udgivelse.
6) Jeg har kæmpet med næb og kløer for at få Anton skoleudsat. 
7) Jeg har kæmpet med et andet sæt næb og kløer for at få en plads til ham på et særligt sprogtilbud - og fået det.
8) - så Anton er startet i skole. 
9) Min arbejdsplads gik igang med at forhandle lokalaftale, mens jeg stadig var på barsel, og selvom jeg har haft verdens bedste og mest kompetente afløser, så vender man sig som TR ikke om på den anden side og sover videre, når den slags pludselig sker. 
10) Jeg fik at vide, at min arbejdsplads var konkurstruet. 
11) - hvorefter jeg fik tilbudt det hus, jeg har sukket efter, siden vi flyttede herned. 
12) Hvilket jeg tog imod, og fik.
13) Jeg pakkede mit liv ned i kasser. 
14) Og fik nøgler og besked om, at arbejdspladsen var gået konkurs samme dag. 
15) Jeg skulle finde et nyt job, med alt hvad det indebærer af ansøgninger, samtaler, hvor man godt må være bare lidt præsentabel og nye personalehåndbøger.
16) Mit knæ er gået totalt bananas, og det er stadig ikke afgjort, om det skal opereres.
17)  Og endelig har jeg skulle skabe et nyt hjem til min lille familie, samtidig med, at begge mine børn har haft ferie.

Jeg tænker, at det er ok, at jeg savner noget helt almindelig, beige, størrelse medium, havregrødsagtig hverdagsmandag?

Jeg har været fraværende som bare pokker, både her og ude i den virkelige verden, fordi der har været så utrolig meget, der skulle nå at være styr på, inden jeg starter på mit nye job på torsdag, men jeg har tænkt mig at stikke hovedet ud og fortælle lidt om, hvordan det går med de forskellige ting, et indlæg af gangen, de næste par uger.


Jeg håber, at I er derude endnu, og at I alle har haft det rigtig godt og kedeligt.  

tirsdag den 23. august 2016

I øvrigt:

* overvejer jeg at unfriende alle - og jeg mener virkelig A L L E - der deler opslag på FB fra “Del dette”.

* kan jeg sei Euroman, at manbun-højborgen Joe&The Juice ifølge sig selv er at betragte som “en kultur”. Hvis de kommer med i kulturkanonen, sætter jeg mit statsborgerskab til salg. 

* udspandt følgende samtale sig i morges: (Mig): “Anton, prøv lige at tage den lidt med ro med det mad der. Det er jo ikke en konkurrence.” (Anton, med stemme balancerende på kanten mellem overbærende og uforstående): “Mor. ALT er en konkurrence.” Han er så utrolig meget min søn.

* kastede Frida sig ud fra en sofa i vuggeren forleden og tog fra med gebisset. Hun er så utrolig meget min datter. 

* kan ortopæderne ikke beslutte sig for, om det er noget med min menisken, eller et forkortet korsbånd (??), der er galt med mit knæ. Svært at afgøre, hvad man skal håbe på. 

* har jeg lige samlet en reol på 2 x 2 meter, og jeg føler en virkelig mærkelig blanding af stolthed og raseri. Yeih-me for at have samlet den. Fuck me for at være så fattig, at jeg er på saml-selv holdet. 

* har jeg, meget apropos, solgt for næsten 6000 kroner på Tradono og Reshopper. Det er sgu da også en slags penge?

* savner, savner, SAVNER jeg at være på plads. Vi er gået ind i 3. måned omgivet af flyttekasser, og med fare for at blive stemplet som utaknemmelig og forkælet, er min grænse ved at være nået. Der er sket så meget på så kort tid, at jeg slet ikke kan mærke mig selv mere. Jeg har den samme fornemmelse, man har, når man er på barsel, hvor man ikke kan finde ud af, om det er én selv eller resten af verden, der sidder på en karussel, der drejer meget hurtigt rundt, og hvor der er så meget at forholde sig til, at man får tunnelsyn og alt bliver underligt irrelevant. 

* ville jeg ønske, at Netto ville kalde sit eget mærke noget andet end “Lovena”. Hver gang jeg ser det, laver min hjerne en musikalsk autocorrect og afspiller hjælpsomt omkvædet til 80’er hittet “Funky cold Medina”. Det er ligeså irriterende som det lyder. 

* glæder jeg mig til det bliver hverdag, og man kan drikke kaffe, se Netflix og blogge, når man har lyst, og ikke først, når man har opsparet udpaknings-point nok til et frikvarter.

tirsdag den 9. august 2016

Vi er her endnu.

I et væld af uudpakkede flyttekasser, løse ledninger og midlertidige løsninger; jeg er på fornavn med Henrik ved HTH, og jeg glæder mig til at finde min negleklipper, men vi er her, og det er det vigtigste. Her er så utrolig pænt og rart. Og fint. Og pænt. Og stille. Og pænt. 

Så på husfronten er jeg smurt ind i begejstring.

Imidlertid tog tingene en lidt uventet drejning forrige fredag: Kl. 13 hentede jeg nøglerne til huset - og kl. 16 ringede min overboss for at fortælle mig, at min arbejdsplads havde indgivet konkursbegæring. Hvilket altid er en lækker besked at få, men som bliver ekstra deluxe, når man får den blæst ud i bilen på medhør, med begge unger på bagsædet, holdende i indkørslen, klar til ungernes jomfrufærd ind i det nye hjem.

Om lørdagen postede Forlaget Damgaard et billede på IG, der så sådan her ud: 



I eftermiddags afsagde Sø- og Handelsretten konkursdekret.

Så hurra og fuck i én mærkværdig pærevælling.

For at gøre en lang historie kort (mit speciale…) har jeg været så utrolig heldig at få job hos et andet tolkefirma; et sted, jeg rigtig gerne vil hen. Og lige nu er det hele simpelthen så underligt, for jeg er inderligt og oprigtigt ked af at miste den kollegagruppe, jeg arbejdede med ved det gamle firma, og min nærmeste chef var gjort af noget helt særligt. Samtidig glæder jeg mig til at starte det nye sted, hvor jeg kender en del af både tolke og ledelse, jeg får nye udfordringer, og der er forskellige delelementer, der gør, at vores hverdag herhjemme kommer til at hænge bedre sammen.

Vejret afspejler faktisk meget fint mit humør i de her dage, med storm, skyer og regn det ene øjeblik, og høj sol det næste.

Oven i alt det var det Antons første skoledag på sprogskolen igår, og jeg vil ikke nævne nogen navne, men *nogen* havde røde øjne, da vi trillede hjem.

I morgen skal jeg til Grindsted og have undersøgt mit knæ, som aldrig er blevet helt i orden igen, efter jeg brækkede benet, torsdag skal jeg have gjort det gamle hus helt færdigt til overdragelse, og fredag er der endeligt syn. Heldigvis har min nye arbejdsplads sagt ja til, at jeg først starter 01.09, så jeg får 14 dage til at pakke den sidste tredjedel af kasserne ud, få købt nogle flere skabe (seriøst: hvordan kan nogen mennesker klare sig med så få, som der var i det her hus??) (“var” = datid) og få gjort børnenes værelser til steder, der er rare at være.

Det må vist være i aften, jeg løfter glasset og skåler med mig selv på nye begyndelser.