torsdag den 23. juni 2016

“Penge og job-erfaring fra flyttebranchen ingen hindring”

Hold kæft, hvor er der fart på. Det er mærkeligt, hvordan ting har det med at klumpe sig sammen, og jeg synes godt nok, at det sidste år har været ret kompakt, store begivenheder taget i betragtning. Synes også, at mange omkring mig lige nu oplever situationer, hvor fundamentet, de står på, knager og brager, og hvor livet pludselig tager nogle virkelig overraskende drejninger. Hvis man var lidt astrologisk anlagt, ville man sikkert kunne forklare det med planetenes stilling på himlen, og jeg synes næsten, at det ville være helt rart, hvis der var en slags forklaring på det - hvor alternativ, den end måtte være - for det er lidt svært at rumme, hvis alt bare er en skønsom blanding af kaos og tilfældighed.

Men jeg har netop afleveret min opsigelse på boligen, vi bor i nu, og jeg kommer ikke til at savne noget som helst herfra. Intet. Ikke én eneste ting. Jeg kommer ikke til at savne den familie, der bor 5 huse henne, der har omdannet det ene værelse i huset til et værksted, hvor suspekte typer sidder og tuner deres i forvejen ulovlige knallerter, som de efterfølgende kører ræs på på stien i min baghave. Jeg kommer ikke til at savne den forhærdede alkoholiker, der - heldigvis - ikke har bil, som sidder på sin parkeringsplads ude foran huset i en plastikklapstol, med en omvendt indkøbskurv, han har hugget i Fakta som cafébord og hamrer guldøl i ansigtet dagen lang. Ej heller vil jeg savne at få besked fra viceværterne om, at man skal være opmærksom, hvis man har brugt fællesvaskeriet i en bestemt periode, fordi et voksent menneske (ingen nævnt, ingen glemt) har skidt i bukserne, og bare lige smidt tøjet i maskinen uden yderligere dikkedarer. Farvel til legepladser, hvor folk lufter deres hunde, og ikke samler hundelorte op, farvel til knagende trapper, der umuliggør putning af børn i to omgange, til mus i køkkenskabet og til polske grillfester, der starter den dag, temperaturen første gang sniger sig over 10 grader, og fortsætter frem til slutningen af november.

Jeg har hadet det, fra jeg flyttede ind, og nu er det slut.

Far. Fucking. Vel. 

D. 01. august overtager vi det nye hus, som jeg var ude og se igår, og som jeg ville omfavne, hvis jeg kunne. Der er. Så. Pænt. Det er småt, men nyt, og vi kender halvdelen af dem, der bor på vejen. Jeg får en garage, og min hemmelige suburban dream om et bryggers går i opfyldelse. Ungerne får et værelse hver, og badeværelset er så stort, at vi nærmest kan bruge det som gæsteværelse. Jeg får en forhave OG en baghave, og kun ét sæt naboer, hvilket forhøjer min livskvalitet med ca. 2000%, og da vi bor for enden af en blind vej, kan man sende sine børn ud at lege, uden at frygte, at de bliver kørt ned af sænkede VW’er med Fuck Da Police-stickere og metallic-ice-blue Toyota Corolla'er, der kører om kap.

Økonomien kan stadig give mig ondt i maven, fordi der er mange ukendte faktorer, men banken har nikket ok, og det vælger jeg at stole på.

Så nu skal vi bare lige have pakket alt ned, have sat det her i stand og gjort det rent, og flytte - og fundet en måde at gøre det på, samtidig med, at ungerne har ferie, og skal starte på den nye førskole.

Fik jeg nævnt, at min mor skal have et nyt knæ ugen inden, vi flytter?

Det skal nok gå, for det gør det altid, og det bliver *virkelig* godt. Jeg glæder mig usigeligt. 

(Men just in case: Er russian mailorderhusbands en ting?)




mandag den 20. juni 2016

Når man modtager et brev fra boligforeningen med ordlyden: "Nummer to på ventelisten har sagt nej, og boligen er derfor jeres, hvis I ønsker at overtage den?"


torsdag den 16. juni 2016

Jeg er den heldigste, jeg kender.

Idag, for et år siden, græd jeg hele dagen. Heeeeele dagen. Over at jeg var gået 12 dage over tiden, over at jeg endnu engang ikke fik lov til at gå i fødsel af mig selv, over at det var synd for Anton, at han skulle til at dele rampelyset, over at være så gravid, at det nærmest var grotesk, over at jeg var bange for at føde og over.. ja, alting, egentlig. 

Til mit forsvar skal siges, at jeg så sådan her ud:


I morgen kommer jeg til at følge med på uret, som jeg også gør hvert eneste år på Antons fødselsdag. Kl. 8.30 er det et år siden, de tog vandet - uden at der skete noget som helst ved det. Kl. 11.40 er det et år siden, jeg fik sat nåle i hænder og fødder. Kl. 12.05 er det et år siden, jeg fik den første ve, og kl. 15.07 er det et år siden, at jeg endelig fik Frida i armene for første gang.



Når jeg kigger på hende idag, forstår jeg slet ikke, hvad jeg var så bange for. For det var jo hele tiden meningen, at det var lige præcis hende, der skulle komme på lige præcis det tidspunkt, til lige præcis os. 

Hun er den sødeste, sjoveste og nemmeste lille pige; grundglad og nysgerrig, og så er hun Antons største fan. 



Tillykke med fødselsdagen, min allerfineste Frida. Du tager vejret fuldstændig fra mig.

onsdag den 15. juni 2016

Grant me the serenity to accept the things I cannot change.

Nå, men kan I huske det hus, vi snakkede om, jeg gerne ville have? Det har jeg fået tilbudt som nummer to. Altså noget der ligner 50/50 % chance for at få det. Og det har man jo ret meget lyst til at råbe hurra over, indtil man kommer i tanke om, at man er voksen, og derfor bliver nødt til at forholde sig til, at timingen næsten ikke kunne være dårligere. 

For det er lidt dyrere, end det vi bor i nu; det har jeg hele tiden vidst, og det er ikke en dealbreaker. Men der er også lige et indskud på omkring 37.000, man skal have gravet frem, og uden at kede jer unødigt med detaljer om min økonomi, konstaterer jeg bare, at min opsparing er tæt på at være afgået ved døden efter et halvt år på barselsdagpenge. Ydermere er jeg gået ned i løn, bl.a. fordi jeg er gået lidt ned i tid og afvikler restbarsel fra Anton, og endelig er jobmarkedet for en tegnsprogstolk mere usikkert nu, end det nogensinde har været før. Det er fuldstændig umuligt at regne ud, hvor meget jeg kan få i boligstøtte, fordi min indkomst svinger så meget, som den gør, og fordi den nu også udgøres delvist af dagpenge pga. restbarsel.

Men. 

Hvis vi får det, kommer vi til at bo 200 meter fra skole og institution. Vi kommer til at vade i legekammerater og netværk, og måske behøver jeg ikke hive barnepigen ind, hvis jeg en dag først har fri kl. 17. Anton kan selv cykle i skole, og vi slipper for den rundkørsel i Esbjerg, der giver anledning til flest mareridt hos forældre med små børn. Det hus, vi har fået tilbudt, er et af dem, der har fået lavet skillevæg, så der er værelser til begge børn, og jeg skal ikke have et istandsættelseslån, der i 10 år vil øge huslejen med ca. 800 kr. i måneden.

Så jeg har sagt ja. Vi ved på mandag, om det er vores eller ej, og i de mange, lange nattetimer forsøger jeg at gøre situationen til win-win. Hvis vi får det, er vi endelig, hvor vi gerne vil være de næste mange år, og så må vi løse det økonomiske i takt med, at det opstår. Jeg kan evt. vælge at gå op i tid igen, og der er (vel) trods alt ingen, der er døde af at leve på havregrød og postevand i en periode.

Hvis ikke vi får det, kommer den bunke penge, jeg står til at få udbetalt i tillæg, restferie osv. til at udgøre fundamentet i en ny opsparing, jeg kommer til at kende vores økonomi væsentligt bedre, og vi er klar, når vi får tilbudt noget næste gang. 

Men i dette lukkede forum kan jeg da godt være ærlig og sige, at jeg ikke har ret mange negle tilbage. 

Heldigvis er børn jo dejligt effektive ift at sørge for, at man ikke får for meget tid til at sidde og kæle for sine ilandsproblemer. (Apple har virkelig overtaget verdensherredømmet, når man kort studser over, at stavekontrollen ikke retter det til iLandsproblemer.) Anton er blevet en lille teenager, der ikke er bange for at give udtryk for, hvordan han har det, og i går morges hvisle-sang “Mor er træls, mor er trææææls, mor er træls” hele vejen ud til børnehaven.

Jeg prøver at glæde mig over, at jeg opfostrer emotionelt sunde børn, der ikke brænder inde med, hvad de føler.

Så status her er: Vi venter, og forsøger ikke at få et sammenbrud over de 100 ubekendte. 

Heldigt, at jeg er bygget af tålmodighed, og ikke er typen, der har behov for kontrol. 

torsdag den 9. juni 2016

Måske kan man få lov at gæsteoptræde med noget overfortolkning?

Forleden var jeg i cirkus for første gang i mit liv. Lidt ligesom man ikke behøver hamre en gaffel gennem hånden for at vide, at det gør ondt, har jeg ikke haft behov for at sidde en forestilling igennem for at vide, at dresserede dyr, lagkagekomik og stuhr, stuhr nummer ikke lige er mig. 

Men Anton ville så gerne, og alle med børn ved, hvordan dén slags ender. Så tirsdag aften satte vi kursen mod Skibhøj for at se Cirkus Arena. Anton havde selv valgt tøj til lejligheden, hvilket vidner om, hvor højt han gik op i det - normalt er det ham inderligt ligegyldigt, hvad han har på, og han ville formentlig tage i børnehave i undertøj, hvis ikke jeg insisterede på lidt mere end det. Da han stolt kom ned i sin ternede skjorte og sine meget-anderledes ternede shorts i to voldsomt uenige nuancer af blåt, kom jeg med høj mor-falset til at spørge: “Skal du have det på, Anton? Vil du ikke meget hellere have en t-shirt på? Det bliver varmt!” men så kom jeg i tanke om, at jeg var en idiot, og flettede næbet.

I øvrigt blev jeg enig med mig selv om, at der vel var tale om en slags when in Rome-situation.

Mennesker, der deltager i noget, som de på forhånd ved, de hader, og som derfor sidder med korslagte arme og skuler, er skideirriterende, så jeg havde iført mig mit mest åbne kropssprog og toppet med en virkelig bredskygget ja-hat.

Og faktisk ville jeg gerne her have skrevet noget om, hvordan forestillingen ændrede mit syn på cirkus og gøgl, for det havde været så fint, men desværre blev det til et to timer langt ridt på hesten i fordomskarrusellen.

For det første skal man lede virkelig længe efter en vildere pengemaskine. Det var nærmest imponerende. A L T kostede penge og mange af dem. 50 kroner for at blive hejst op i trapezen (en tur på 10 sekunder), 20 kroner for at prøve rutchebanen, 80 kroner for et billede af søløven osv. osv. osv. 

Og selve showet var ret beset bare en opskaleret gymnastikopvisning, hvilket jo havde været rigtig fint, hvis man havde indtryk af, at de lycrabeklædte østeuropæere elskede det, de lavede, men fra den ældre dame, der gerne ville sælge os et program, over de optrædende, til manden, der solgte blinkende hjul på pind(??), var der døde øjne hele vejen rundt. Der var seriøst ikke én eneste, der havde øjenkontakt med nogen, og smilene var så påklistrede, at jeg næsten fik ondt i kæberne af at se på det.

Udbrændthed og falsk begejstring er aldrig rart at iagttage, men det bliver ekstra ubehagelig, når den ligger under noget, som faktisk skulle være festligt og underholdende. Jeg gik derfra med den samme følelse, jeg har haft de to gange i mit liv, jeg har været i zoo; med sukkerplantageejer-fornemmelsen af at have bidraget til at holde noget fanget, som burde være frit.





fredag den 3. juni 2016

I øvrigt:

* er jeg gået i gang med at sælge ud af mine babyting. I den forbindelse kom der i sidste uge en fyr med en benprotese af metal forbi. Jeg kender ham en smule, så vi stod i døren og småsnakkede, da Anton kom ud til os og andægtigt udbrød: “Du har et robot-ben!?! Hvor Er. Du. Bare. Smart! Det var ét af de øjeblikke, hvor hjernen roder febrilsk i kassen med mimik, og ender med bare at slå ud med armene med et: "I’ve got nothing, man".

* er selvsamme Anton begyndt at interessere sig for noget legetøj, der hedder Beyblades, og ser utroligt mange YouTube videoer, lagt op af én med brugernavnet: “YoloSwag”. Det er det mest irriterende cybernavn, jeg nogensinde har set.

* synes jeg, vi har snakket alt, alt for lidt om, hvor fantastisk Ulrich Thomsen er som skurk i den virkeligt udmærkede serie Banshee. 

* stod jeg igår post-træning ved siden af en pige i omklædningsrummet, der efter badet som det første iførte sig løbesko. Der er som sådan ingen regler for, i hvilken rækkefølge, vi tager tøjet på, men jeg håber, at vi alle kan være enige om, at dét er forkert. 

* passerer jeg hver morgen et busstoppested, hvorpå der hænger en reklame for Tommy Hilfigers nye urkollektion. Jeg tror hver gang, at nogen har hængt en Bon Jovi plakat, the early years, op. 



* ville det, hvis det havde været tilfældet, være en reel mulighed, at den havde hængt der siden 1988; det efterfølgende busstoppested prydes af en pisgul plakat, hvorpå Coca Cola ønsker os alle sammen en rigtig glædelig jul. 

* har jeg de sidste par uger brugt en del timer på det danske motorvejsnet, og jeg bliver nødt til at spørge, om vi er sikre på, at alt det motherf*cking vejarbejde ikke bare er et forsøg på at tvinge os over i noget kollektiv trafik? #Illuminati

* var jeg for et par uger siden i byen med en førstegangsgravid. Hun kunne fortælle, at det ikke kan betale sig at stresse over det, når babyer græder: Hvis man ved, at de har fået mad og har rene bleer, er det jo bare være i det. Jeg er lidt træt af, at den information først tilflyder mig nu.

* har jeg just puttet Anton og lige, som jeg satte mig på sengekanten, løb verdens største edderkop ind under sengen. Det var en meget skeptisk Anton, jeg efterlod på første sal, efter med den overentusiastiske løgnerstemme at have forsikret ham om, at “den skam er kravlet ud af vinduet igen. Det gider SLET ikke være herinde, hvor der er så varmt, skat.” Jeg tager på hotel i nat.

tirsdag den 24. maj 2016

I'll stand in front of you - I'll take the force of the blow.

Så skal jeg lige love for, at hverdagen startede igen. Der er godt nok fart på.

På mange måder er det ok. Det er fedt at være tilbage i mit fag, og jeg har savnet mine kolleger. Min hjerne råber - imellem de narkoleptiske anfald - hurra over at blive brugt igen, og da mit job byder på mellemtimer her og der, har jeg også fået taget ordentligt fat på træningen igen. Det har jeg savnet meget. 

Men al forandring er svær i begyndelsen, og det er den her selvfølgelig også. Jeg er typen, der spiser ny-indkøbt rugbrød først, og venter med at tømme den gamle pakke, fordi jeg ikke gider gå igennem livet med en madpakke, der altid er smurt på halvgammelt brød. Efter samme princip har jeg i al den tid, jeg har været på barsel, givet Anton korte dage i børnehaven, vel vidende, at det for alle parter ville føles som at få tæsk med en våd avis, den dag hele maskineriet skulle igang igen.

Og det gør det så. 

Selvom jeg har brugt min restbarsel fra Anton på at gå ned i rådighedstid, så mine dage ikke bliver så lange, har et sammenfald af uheldige omstændigheder alligevel medført, at maj ud er en lille smule tosset, med meget aften- og weekendarbejde. Heldigvis ved jeg, at det ikke fortsætter sådan, og heldigvis har vi verdens bedste barnepige, men jeg får fysisk ondt i hele kroppen over det, når begge unger sidst på eftermiddagen er så trætte, at de falder over luften, og græder, hvis skeen har en forkert farve. Vi løser det ved, at aftensmaden er noget, jeg hiver ud af fryseren (imens jeg indstiller mit fortidsjeg til helgenkåring over at have forudset den her situation), og ved, at det eneste jeg gør, fra vi kommer hjem, til de skal i seng, er at sidde med dem, mens jeg nynner Massive Attack’s Protection.

Det sidste er løgn. Jeg nynner mest soundtracket til Frost, men når det bider mest, og det føles som om, det er mig, der gør livet svært for mine børn, prøver jeg at huske, at min opgave ikke består i at beskytte dem imod virkeligheden, men i at sørge for, at sammenstødet med den ikke bliver for voldsomt. 

Men det er nogle solide dage, synes jeg, for når de små er puttet, skal jeg have lidt at spise og have ordnet alt det huslige, hvorefter jeg kan begynde at forberede mig på mine opgaver den efterfølgende dag. Der er sket meget på mange fronter, og lige nu har jeg det nærmest, som om, jeg er i praktik.

Så status herfra er, at vognen kører; den slingrer og piber lidt, men den skal nok komme op i fart. Vi skal bare lige igennem maj uden at vælte.