Så bare rolig, Fedde. Det havde ikke hjulpet dig alligevel.

Min netbank har fået et nyt feature. Jeg kan nu – måtte jeg ønske det – se mit forbrug i farver. Oh, but why, hører jeg både mig selv og jer spørge.

Ifølge bankens hjemmeside fordi:

"Forbrugsoverblik præsenterer grafisk dine indtægter og udgifter, og giver et bedre overblik over din økonomi. Løsningen giver indsigt i, hvad familien bruger penge på, så I undgår at leve over evne og havne i luksusfælden."

Jeg skal ikke være den, der peger fingre af nye initiativer, og jeg må da også medgive, at det rent æstetisk har pyntet med lidt farver og tegninger på en side, der ellers udelukkende består af (meget triste) tal.

Men … altså, tror I, at banken har SET programmet luksusfælden? Jeg har set et par afsnit (det stadig er fairly safe post-anton, da der meget sjældent er nogen, der dør) men de gange jeg har set det, har de første 20 minutter altid handlet om at få åbnet alle de rudekuverter, der har ligget så længe, at de er blevet en integreret del af møblementet, uden at få seneskedehindebetændelse i håndleddet.

Så hvis man er typen, der jævnligt logger på netbank og tjekker saldi, tror jeg måske, at man bor i et lidt andet segment end de kommende luksusfældedeltagere.

Og i øvrigt mener jeg heller ikke, at der er en kategori, der – øjeblik –

…bolig…fritidshus…bil…husholdning…bumbumbum….

Nej, jeg mente nok: Der er ikke en, der hedder ”Skat”.

Så’ der kamel.

(Af den triste slags, så ikke læse med, hvis du er ked af det i dag.)

Inden jeg fik Anton, kunne jeg få udslæt langt op af halsen af irritation, når jeg hørte sætninger som: ”Jeg er holdt op med at se udsendelser om dyr – jeg kan SLET ikke holde det ud, efter at jeg har fået børn”. Jeg vil gerne indrømme, at jeg syntes, at det hormonelle følelseskort blev både skamredet og misbrugt, for man har altså også følelser, når man ikke har børn, at I ved det, og jeg syntes, at det lød mistænkelig meget som noget man sagde, fordi man gerne ville være med i mor-banden, og derfor dyrkede den adfærd, som De Rigtige & Følsomme Mødre udviste ved at sige og synes det samme som dem. (Andre end mig, der var ved at trænge gevaldigt til et punktum der?)

Nå. Men .. øhm.. nu vil jeg så godt sige undskyld. For nu ved jeg godt, hvad I mener.

Hvis jeg måtte returnere en enkelt ting i moderskabet, vil mit valg øjeblikkelig falde på det her. Fuck manglende nattesøvn og lortebleer, pyt med at man har selskab, når man går på toilettet og bruger 80 % af sin vågne tid på at brøle advarsler som ”NEJ!! IKKE smide mors telefon i toilettet!” og ”Lad nu stikkontakten være, Anton!”, og der kommer vel også et tidspunkt, hvor man igen kan smutte en tur til Århus og logistikken ift. mad og søvn kan løses uden brug af Excel ark.

For det her er simpelthen ikke til at holde ud. Jeg har mistet mit filter, og alle triste historier går lige ind og permanentklæber til både hjerte og hjerne. F.eks. brugte jeg en stor del af min fødselsdag på at stå og smuggræde ned i tomaterne, fordi en lille dreng på 6 år var blevet kørt ihjel af en skraldebil. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på det. Jeg kan blive fysisk utilpas ved tanken om hans forældre, der nu på 6. uge sidder og kigger rundt i et liv, der må have mistet al mening og indhold. Historien om den lille, engelske dreng på 2 år, der blev tortureret og myrdet gør ondt så langt ind i sjælen, at ord ikke kan nå derind, og lille Tobias, der blev tævet ihjel, er måske glemt af aviserne, men ikke af mig.  Og det er ikke kun de forfærdelige historier om børn, der svider og brænder; folk, der mister deres forældre, mennesker, der bliver demente og synet af unge stofmisbrugere, der stille og roligt hælder deres liv ud i afløbet, får også min hals til at snøre sig sammen.

Det er ikke for at gøre det til noget, der handler om mig, eller et spørgsmål om, at er mere synd for mig, end dem, det er gået ud over; slet ikke. Men nogle gange er det så slemt, at jeg oprigtigt overvejer, om det kan udløse en depression, hvis ikke jeg ved opbydelse af al min viljestyrke flygter ud af mørkekammeret, knalder døren i, og laver den strudsemanøvre, jeg ellers aldrig nogensinde har ment, at der kunne komme noget godt ud af.  

Jeg undgår ikke bare dyreudsendelser. Jeg undgår nyhederne, halvdelen af de blogs, jeg plejede at læse, dokumentarserier om læger, 80 % af avisen og historierne om dem, der kender nogen, der har mistet deres børn. Jeg er – og det er frygteligt at sige – begyndt at forstå de mekanismer, der får venner til at forsvinde, når katastrofen rammer, fordi man er bange for at den smitter.

Hvilket er fuldstændig utilgiveligt.

Nogle gange føles det lidt som om, jeg er begyndt at leve med maven suget ind og hovedet kronisk dukket af skræk for at skæbnen skal få øje på os.

Jeg vidste godt, at sårbarheden vokser proportionalt med kærligheden. Jeg vidste bare ikke, at det var sådan her det ville føles.

Denne gang er det en engelsklærer, vi har brug for.

For er der ikke noget døj med den her tekst?

Jamen, er der ikke??

Jeg ved godt, at det ikke helt tangerer breaking news, og jeg HAR prøvet at lade være med at gå op i det. Gik dårligt. Mest fordi at det lille shampoosvin nu er begyndt at spille på min usikkerhed. Hver morgen i badet kan jeg høre den (for jeg står selvfølgelig med det øje lukket, der vender over mod den. Jeg er jo ikke dum) stå og nynne ”Måske er det rigtig nok? Eller er det forkert? Kunne være begge dele. Er du slet ikke nysgerrig? Aj, jeg tager pis på dig. Selvfølgelig er det rigtigt. Vi har sgu da folk til at tjekke den slags. … Eller hvad? KUNNE være forkert. En fejl. Det er det nok. Eller er det? Uh, du ville ønske du vidste det, hva’ sproghandi?” på Den Internationale Drillemelodi.

Jeg kan ikke mere.

Hjælp.

Knus

Fortvivlet Stenbuk

Mød mine nye sko!

Jeg deltog i min første FB-konkurrence ever igår i håb om at vinde dem, men 23 sekunder efter, at jeg havde liket og linket, kunne jeg mærke, at det her ville blive ved med at klø, til jeg gav efter og kradsede igen.

Jeg var ikke hjemme, da posten kom med dem idag, så de står i en mørk æske 200 meter herfra og glimter, men i morgen er de mine, og jeg har tænkt mig at sove med dem på - hurra!

Mit selskab kan være så udmattende.

I går, da jeg kørte til København, sad jeg og lod tankerne vandre tilbage. Jeg har undervist i elitestep på DGI’s convetion de seneste 6-7 år, sidste år undtaget, fordi jeg havde travlt med at forsøge at finde ud af, hvordan man lever uden søvn. Mens jeg kørte, sad jeg og tænkte på, hvor fedt det er at være nået dertil, hvor jeg ikke længere er bange for andre mennesker; jeg kan kun mærke den spændte glæde, man har i maven, når man ved, at man er godt forberedt, kan sit kram, og glæder sig til at fyre den af, men stadig har været i gamet længe nok til at vide, at man ikke kan gardere sig imod dårlige mikrofoner, cd’er, der udånder og pludselige blackouts, og derfor stadig er afhængig af en vis portion held, hvis man skal rive taget af bygningen.

Over et par kilometer sad jeg og solede mig i min egen selvudvikling, mens jeg highfivede mig selv mentalt over, at det ikke længere betyder noget, hvad andre mennesker tænker om mig.

Indtil det gik op for mig, at det er løgn.

Men det fine ved at skulle tilbagelægge lige knap 600 km i snevejr er, at der er gooood tid til at sidde og pille sig selv i navlen, så jeg spændte snorklen på og dykkede ned i dybet.

For det er faktisk rigtigt, når jeg siger, at det ikke betyder noget, hvad andre mener om mig. Det er bare et spørgsmål om at få defineret, hvem ’de andre’ er.

Mine nærmeste ville ikke være mine nærmeste, hvis de lod hammeren falde og fordømte mig, de – ganske, ganske få – gange, jeg fucker op. Derfor er det ikke en bekymring for mig, eller noget jeg bruger tid på at frygte. Mange har spurgt mig, hvad mine forældre sagde, da jeg kom og fortalte, at jeg skulle have Anton på den måde, jeg nu havde valgt, og hver gang svarer jeg lige forbløffet, at der selvfølgelig var 280 % opbakning hele vejen. Jeg ved godt, at ikke alle er så heldige, men det er jeg, og derfor færdes jeg med sindsro i den inderste cirkel.

Ude på den anden side af hegnet står De Fremmede; alle dem, man stifter helt kortvarigt bekendtskab med. Jeg kender dem ikke, og de kender ikke mig. Om de kan lide mig eller synes, at jeg er et freakshow på to ben, holder mig heller ikke vågen om natten. Overhovedet.

Så er der De Halvkendte tilbage. Og dem er jeg stadig bange for, goddamnit.  Dem, der kender mig lidt, fordi jeg har mødt dem nogle gange gennem mit arbejde. Dem, der kommer så meget på mine hold, at vi begynder at vide mere om hinanden end bare navn og favorittræningstøjsmærke. Mine fellowblogkolleger, som jeg har mødt i virkeligheden. Fortsæt selv listen. De mennesker kender mig ikke godt nok til at have hverken lyst til eller behov for at bære over med mig, hvis jeg siger eller gør noget dumt, men de kender mig stadig godt nok til, at det betyder noget for mig, hvad de synes. Jeg ser dem ikke nok til at være sikker på, at de ved, at jeg ikke er sær eller klæbrig, og jeg kender dem ikke godt nok til at kunne aflæse af deres mimik og kropssprog, om de synes, at jeg er cool nok eller klar til et sæt røde papirer og en trøje med ekstra lange ærmer.

Hvorfor er det vigtigt? Jeg aner det ikke. Måske fordi at de er blevet lukket lidt ind, og nu står i entreen, og derfor potentielt kan fælde dom over den del af indretningen de kan se?

Og hvorfor er det, at dét ikke er pisseligemeget??

Og så var jeg heldigvis ENDELIG fremme og kunne parkere både bil og hjerne i en kælder af beton.

Indtil videre er jeg blank.

De sidste to uger har jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG prøvet at forestille mig, hvem målgruppen til noget med nedenstående titel er:

Tålmodighed – den mytiske dyd.

Fy for fanden, hvor jeg synes, at der er meget at se til lige nu. Og selvom det er så flot derude, at jeg næsten ikke kan holde det ud, så bortfryser kulden min lyst til stor set alt, lige fra at tage tøjet af for at træne eller gå i bad, til at bevæge mig ud for at tømme postkassen. Alt forekommer stift, uoverskueligt - og dybfrossent.

Men det er bare at tørre øjnene og komme i gang, for jeg har selv sagt ja til at undervise på Convention på søndag, til at uddanne nogle flere instruktører, til at være tillidsrepræsentant med dertilhørende møder og til at bage kager til fælles fødselsdag med søster på lørdag. Jeg har samtidig også besluttet mig for at jagte min gamle form, (komvigørdethelepåÉNgang.com) så jeg har lagt kosten om, vinen på hylden og manøvrerer nu rundt i puslespillet med at få klemt 5-7 gange træning ind om ugen, uden at byde mit løfte til mig selv om, at Anton ikke i vågen tilstand må overlades til barnepiger pga. træning mere end to gange om ugen. Og jeg ved godt, at man ikke må sige den slags højt i Danmark, men jeg er simpelthen så stolt over, at det langt de fleste uger lykkes, og at jeg – selvom jeg stadig hader det mæ hælve te – trækker i løbeskoene og løber 5 km to gange om ugen. Har faktisk forbedret min tid med 4 minutter siden første januar. (Kunne så heller ikke løbe langsommere uden at risikere, at løbebåndet fornærmet ville gå i stå.)

Om kiloene så rasler af?

Åh, jeg må le!!

Havde glemt præcis hvor træls det er, når vægten både står stille og stiger, fordi man kører mere protein ind i kosten (har fundet opskrift på hjemmelavede proteinbars, der RYKKER!), samtidig med, at man skruer op for muskeltræningen.

*suk*

Hvis jeg havde været et af mine egne medlemmer, havde jeg manet til tålmod og på pædagogisk vis rost for vedholdende indsats, men det her er mig, og så ved alle sgu da, at der skal ske noget NUNUNU!!!

Og on that note vil jeg hidkalde barnepigen og køre ind og undervise.

Iført vanter, hat og flyverdragt.