Jeg har fået taget min GPS-mødom idag. En smart lille indretning, må jeg sige, og farligt nem at bruge. I hvert fald så længe man kender vejen. Var meget positivt overrasket over, at det nærmest bare var plug and play, og nåede helt til Silkeborg, inden det gik galt.
Jeg tror, at jeg er handikappet i mit øjemål-center, for jeg er tilsyneladende ganske ude af stand til at vurdere afstande; særligt når jeg får dem angivet i mil. Og, GPS-so, det hjælper ikke, at du gentager beskeden endnu mere insisterende.
”Drej. Til. Højre. Om. 0,2. Mil.”
”DREJ. TIL. HØJRE. OM. 0,1. MIL!"
Ja!! Jeg hørte dig godt første gang! Men i stedet for at bruge den tone, kunne du måske lære at svare, når jeg spørger dig om noget, så jeg ikke bare sidder og råber: ”Er det her? HER ELLER HVAD??” ud i luften.
Men jeg kan godt høre, at mor ikke er vred, men meget, meget skuffet, når hun genberegner ruten.
tirsdag den 9. februar 2010
mandag den 8. februar 2010
At vide eller ikke at vide.
Jeg er blevet udtrukket til at deltage i en undersøgelse. En ægte, læge-agtig undersøgelse, hvor man skal finde ud af, om D-vitamin kan forebygge osteoporose.
Lige da jeg fik invitationen blev jeg totalt excited. Så så man lige mig være en del af noget forskningsagtigt, der garanteret får stor betydning for artens overlevelse, og som sikrer.. ja, alt muligt vigtigt.
Så begyndte jeg at spekulere på, hvorfor de lige har valgt mig.
Ligner jeg en, der er skør i knoglen? Eller er i fare for at blive det?
Og nu kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg håber, at de indledende blodprøver viser. Hvis mit D-vitamin-niveau er, som det skal være, bliver jeg sat uden for døren. Og jeg vil jo godt være med. Vil jeg ikke? Eller er det bedre, at det er, som det skal være nu? Argh! Var meget ambivalent, da jeg satte mig til at besvare de 70 siders (!) spørgsmål, men valgte – som altid, når jeg er i tvivl – at satse på sandheden. Jeg svarede så ærligt, jeg kunne på alle spørgsmål (undtagen de to om solarium og alkohol. Synes måske nok, at de snager lige rigeligt..), og alligevel sidder jeg nu og har lyst til at ringe til dem og fortælle, at jeg glemte at medregne sushi, da jeg svarede på, hvor meget fisk jeg (ikke) spiser, og at jeg tager tilbage, at jeg ikke spiser ekstra kalk, for tyve sekunder efter, at jeg havde trykket på ’send’ begyndte mine negle at turboflække.
Nå. Men de opdager det vel, hvis det er vigtigt. Gør de ikke?
Det eneste jeg er sikker på er, at jeg ikke vil i taber-placebo-gruppen. Lose-lose. Der er noget i vejen med dig, og vi ved det godt, men vi gør ikke noget ved det. Eller gør vi? Nej, vi gør ikke. Jo, vi gør. Aj, pjat. Nej. Jo. Du ved det ikke. Måske gør vi. Vi siger det ikke.
Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at jeg egner mig til at deltage i den slags undersøgelser.
Lige da jeg fik invitationen blev jeg totalt excited. Så så man lige mig være en del af noget forskningsagtigt, der garanteret får stor betydning for artens overlevelse, og som sikrer.. ja, alt muligt vigtigt.
Så begyndte jeg at spekulere på, hvorfor de lige har valgt mig.
Ligner jeg en, der er skør i knoglen? Eller er i fare for at blive det?
Og nu kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg håber, at de indledende blodprøver viser. Hvis mit D-vitamin-niveau er, som det skal være, bliver jeg sat uden for døren. Og jeg vil jo godt være med. Vil jeg ikke? Eller er det bedre, at det er, som det skal være nu? Argh! Var meget ambivalent, da jeg satte mig til at besvare de 70 siders (!) spørgsmål, men valgte – som altid, når jeg er i tvivl – at satse på sandheden. Jeg svarede så ærligt, jeg kunne på alle spørgsmål (undtagen de to om solarium og alkohol. Synes måske nok, at de snager lige rigeligt..), og alligevel sidder jeg nu og har lyst til at ringe til dem og fortælle, at jeg glemte at medregne sushi, da jeg svarede på, hvor meget fisk jeg (ikke) spiser, og at jeg tager tilbage, at jeg ikke spiser ekstra kalk, for tyve sekunder efter, at jeg havde trykket på ’send’ begyndte mine negle at turboflække.
Nå. Men de opdager det vel, hvis det er vigtigt. Gør de ikke?
Det eneste jeg er sikker på er, at jeg ikke vil i taber-placebo-gruppen. Lose-lose. Der er noget i vejen med dig, og vi ved det godt, men vi gør ikke noget ved det. Eller gør vi? Nej, vi gør ikke. Jo, vi gør. Aj, pjat. Nej. Jo. Du ved det ikke. Måske gør vi. Vi siger det ikke.
Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at jeg egner mig til at deltage i den slags undersøgelser.
søndag den 7. februar 2010
Don’t hate the player. Hate the game.
I denne weekend har jeg undervise på Convention. En del af fornøjelsen ved det er, at man kan tusse rundt og suge inspiration til sig, når man ikke selv er på, og i går var jeg inde og høre en professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet holde oplæg om, hvordan man inspirerer, motiverer og brænder igennem som underviser.
Professoren viste sig at være en trind dame i sin bedste alder, der startede med at erklære sig for en af dem, der meldte sig lige så meget ud, som hun meldte sig ind i fitnesscentre, og derefter brugte en time på at underbygge sin personlige aversion mod træning og instruktører med diverse teoretikere.
Eller… sådan hørte jeg det i hvert fald. Det er muligt – det er det virkeligt – at jeg ikke fangede ironien i hendes foredrag, eller at meningen var, at vi skulle provokeres.
I så fald var foredraget en stor succes.
Hun kunne ikke lide at komme der. Hun ville ønske, at vi ville holde op med at synge med. (Forståeligt. Men det er os, der har mikrofonen, så muhahaha!). Hun ville have, at al koreografi skulle være nemmere. Hun efterlyste anden musik, og mindre volumen.
Det synes jeg simpelthen er at overforsimple hele grundideen med et fitnesscenter, som vel i bund og grund skal være et sted, hvor alle kan udfordres uanset niveau og form.
Det skal retfærdigvis siges, at hun også havde et par interessante pointer, som f.eks. at man som instruktør er tilbøjelig til primært at undervise dem, der ligner én selv, fordi man ved, hvordan de kan motiveres, og at man derfor skal være ekstra opmærksom på at huske dem, der IKKE ligner én selv.
Hvilket jo så betyder, at jeg skal huske at undervise og motivere hende, hvis jeg ser hende på en af mine timer.
Hmmm...
Hader, når jeg bliver narret til at tage andres pointer til efterretning. *vrangvillig-ego-smiley*
Men bortset fra det, kom jeg undervejs til at sidde og tænke på folks reaktioner, når de hører, at jeg er instruktør.
Det første der sker, er at de altid skal skælde ud over, at de synes, at medlemskaber i fitnesscentre er for dyre. Det er forbløffende svært at forklare folk, at træning i et fitnesscenter ikke er en menneskeret. Det er et produkt på lige fod med jeans og reoler; nogen foretrækker Diesel og Montana, andre er tilfredse med H&M og Ikea. Mulighederne afhænger af prioritering og økonomi, og jeg SYNES, at det er spild at penge at være meldt ind i et træningscenter, hvis man kun er der 2 gange om måneden. Men det er som om, at fordi træning gavner den almene sundhed, så er fitnessbranchen ond og grisk, fordi den vil tjene penge.
Jeg tror ikke, at jeg helt forstår det.
Det næste der sker, er at mine bordherrer og -damer let anklagende beskylder træning for at være kedeligt. No shit. I ville blive overraskede, hvis I hørte, hvor mange mennesker der mener, at det er vores forbandede pligt at få dem til at kunne LIDE at træne.
Og altså… Vi er håndværkere. Vi er ikke tryllekunstnere.
Det siger sig selv, at vi skal kunne vores ting, at vi skal stille velforberedte, og at vi skal forsøge at motivere folk, så godt vi kan. Det er os, der får løn for at stå der, og det er os, der skal sætte energispiralen i gang - men vi kan ikke gøre det selv.
Hvis man har 5 sure koste til at stå helt oppe i ansigtet, er det en UMULIG opgave at løfte energien så meget, at den kommer ud over dem og ud i rummet. Hvis man står med et hold, der emmer af dårligt humør; hvis man ikke kan få øjenkontakt med en eneste af deltagerne eller slå et smil af NOGEN, eller hvis halvdelen af de tilstedeværende hader at træne, vil det aldrig blive andet end en middelmådig time.
Du får, hvad du giver.
Åbenbart både i dit fitnesscenter og til foredrag.
Professoren viste sig at være en trind dame i sin bedste alder, der startede med at erklære sig for en af dem, der meldte sig lige så meget ud, som hun meldte sig ind i fitnesscentre, og derefter brugte en time på at underbygge sin personlige aversion mod træning og instruktører med diverse teoretikere.
Eller… sådan hørte jeg det i hvert fald. Det er muligt – det er det virkeligt – at jeg ikke fangede ironien i hendes foredrag, eller at meningen var, at vi skulle provokeres.
I så fald var foredraget en stor succes.
Hun kunne ikke lide at komme der. Hun ville ønske, at vi ville holde op med at synge med. (Forståeligt. Men det er os, der har mikrofonen, så muhahaha!). Hun ville have, at al koreografi skulle være nemmere. Hun efterlyste anden musik, og mindre volumen.
Det synes jeg simpelthen er at overforsimple hele grundideen med et fitnesscenter, som vel i bund og grund skal være et sted, hvor alle kan udfordres uanset niveau og form.
Det skal retfærdigvis siges, at hun også havde et par interessante pointer, som f.eks. at man som instruktør er tilbøjelig til primært at undervise dem, der ligner én selv, fordi man ved, hvordan de kan motiveres, og at man derfor skal være ekstra opmærksom på at huske dem, der IKKE ligner én selv.
Hvilket jo så betyder, at jeg skal huske at undervise og motivere hende, hvis jeg ser hende på en af mine timer.
Hmmm...
Hader, når jeg bliver narret til at tage andres pointer til efterretning. *vrangvillig-ego-smiley*
Men bortset fra det, kom jeg undervejs til at sidde og tænke på folks reaktioner, når de hører, at jeg er instruktør.
Det første der sker, er at de altid skal skælde ud over, at de synes, at medlemskaber i fitnesscentre er for dyre. Det er forbløffende svært at forklare folk, at træning i et fitnesscenter ikke er en menneskeret. Det er et produkt på lige fod med jeans og reoler; nogen foretrækker Diesel og Montana, andre er tilfredse med H&M og Ikea. Mulighederne afhænger af prioritering og økonomi, og jeg SYNES, at det er spild at penge at være meldt ind i et træningscenter, hvis man kun er der 2 gange om måneden. Men det er som om, at fordi træning gavner den almene sundhed, så er fitnessbranchen ond og grisk, fordi den vil tjene penge.
Jeg tror ikke, at jeg helt forstår det.
Det næste der sker, er at mine bordherrer og -damer let anklagende beskylder træning for at være kedeligt. No shit. I ville blive overraskede, hvis I hørte, hvor mange mennesker der mener, at det er vores forbandede pligt at få dem til at kunne LIDE at træne.
Og altså… Vi er håndværkere. Vi er ikke tryllekunstnere.
Det siger sig selv, at vi skal kunne vores ting, at vi skal stille velforberedte, og at vi skal forsøge at motivere folk, så godt vi kan. Det er os, der får løn for at stå der, og det er os, der skal sætte energispiralen i gang - men vi kan ikke gøre det selv.
Hvis man har 5 sure koste til at stå helt oppe i ansigtet, er det en UMULIG opgave at løfte energien så meget, at den kommer ud over dem og ud i rummet. Hvis man står med et hold, der emmer af dårligt humør; hvis man ikke kan få øjenkontakt med en eneste af deltagerne eller slå et smil af NOGEN, eller hvis halvdelen af de tilstedeværende hader at træne, vil det aldrig blive andet end en middelmådig time.
Du får, hvad du giver.
Åbenbart både i dit fitnesscenter og til foredrag.
fredag den 5. februar 2010
Top 5
over mænd, vi kan stole på:
(Synes lige, at den var nødvendig, da xy’erne de sidste par dage har taget nogle drøje hug på diverse blogge og fbstat..i? Stati? Statusser? Statusses? fb-profiler)
1) Mænd, der hedder Troels. Seriøst: Har du nogensinde mødt et svin, der hed Troels? De er altid ordentlige, belæste fyre med sunde, karabinhagebefængte interesser.
2) Min far. Min helt.
3) Mænd, der køber mejseboller. Hvis man udviser omsorg for musvitter, KAN man ikke være tarvelig. Slut.
4) Homo-venner. Her er det dog vigtig at pointere, at ’vi’ i brødteksten henviser til kvinder. (No offence, ladies.)
5) Mænd i kansas, der arbejder i byer med under 1000 indbyggere. De holder ind, hvis du er kørt i stykker, de ved alt om lokalområdet og kan altid fortælle dig, hvordan du finder veje og adresser, som Krak har fået galt i halsen, og de tilbyder ALTID et lift.
Til gengæld lader vi os ikke længere narre af rar-onkel-piberyger-skægget.
(Synes lige, at den var nødvendig, da xy’erne de sidste par dage har taget nogle drøje hug på diverse blogge og fb
1) Mænd, der hedder Troels. Seriøst: Har du nogensinde mødt et svin, der hed Troels? De er altid ordentlige, belæste fyre med sunde, karabinhagebefængte interesser.
2) Min far. Min helt.
3) Mænd, der køber mejseboller. Hvis man udviser omsorg for musvitter, KAN man ikke være tarvelig. Slut.
4) Homo-venner. Her er det dog vigtig at pointere, at ’vi’ i brødteksten henviser til kvinder. (No offence, ladies.)
5) Mænd i kansas, der arbejder i byer med under 1000 indbyggere. De holder ind, hvis du er kørt i stykker, de ved alt om lokalområdet og kan altid fortælle dig, hvordan du finder veje og adresser, som Krak har fået galt i halsen, og de tilbyder ALTID et lift.
Til gengæld lader vi os ikke længere narre af rar-onkel-piberyger-skægget.
torsdag den 4. februar 2010
Empati staves b-o-o-m-e-r-a-n-g.
Ind imellem sender livet nogle mennesker i din retning, som du af den ene eller anden grund er nødt til at forholde dig til og rumme i dit liv, men som skuffer dig fælt om og om igen. Så nu er det, jeg gerne vil vide: Kan det lade sig gøre at have en relation til et andet menneske uden at forvente sig noget af vedkommende? For personligt synes jeg, at det kan være lidt af en udfordring at blive stående med alle forhåbninger afmonteret uden at blive bare en lille smule bitter i kanten.
Og inden du, min søde læser, lægger en kommentar om, at man kun skal udstede adgangspas til dem, der indfrier ens forventninger, vil jeg gerne bede dig kigge din egen familie og omgangskreds grundigt efter i sømmene. Jeg kan i hvert fald hos de fleste, jeg kender, få øje på en alkoholiseret far, en ekskæreste, der udgør den anden halvdel af barnets forældre eller en papsøster, der alle passer på ovenstående beskrivelse.
Hvordan gør man? Hvordan undgår man at lukke af? Hvordan holder man fast i sine egne værdier og ideer om medmenneskelighed og anstændig opførsel, når man den ene gang efter den anden ender med at føle sig dum og udnyttet?
Er det at spejle ligegyldigheden og egoismen at sælge ud eller en måde at overleve på?
Og må man godt synes, at det er urimeligt, at det altid er den, der hjælper, tager hensyn og forstår, der ender med at sidde tilbage og gøre ondt?
Og inden du, min søde læser, lægger en kommentar om, at man kun skal udstede adgangspas til dem, der indfrier ens forventninger, vil jeg gerne bede dig kigge din egen familie og omgangskreds grundigt efter i sømmene. Jeg kan i hvert fald hos de fleste, jeg kender, få øje på en alkoholiseret far, en ekskæreste, der udgør den anden halvdel af barnets forældre eller en papsøster, der alle passer på ovenstående beskrivelse.
Hvordan gør man? Hvordan undgår man at lukke af? Hvordan holder man fast i sine egne værdier og ideer om medmenneskelighed og anstændig opførsel, når man den ene gang efter den anden ender med at føle sig dum og udnyttet?
Er det at spejle ligegyldigheden og egoismen at sælge ud eller en måde at overleve på?
Og må man godt synes, at det er urimeligt, at det altid er den, der hjælper, tager hensyn og forstår, der ender med at sidde tilbage og gøre ondt?
onsdag den 3. februar 2010
Hjerte rimer på smerte.
Jeg går aldrig af vejen for at være bøddel, når udtryk tigger om at blive euthaniserede pga. alderdom eller slitage, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig retter på folk, når de taler, hvis jeg forstår, hvad de mener. Lidt fordi jeg finder bedrevidende mennesker rimelig usympatiske, men mest fordi jeg ikke kan prale af at have fejet for egen glasdør.
Jeg fucker op i 'hans' og 'sin', lige meget hvor ofte jeg slår det op eller får det forklaret. Jeg vil have alle sproglige led og ordklasser til at ende på –de, hvis de står efter navneord i flertal. Og endelig venter jeg stadig på, at nogen skal opdage, at hele verden har glemt –t’et efter alle slags -bold. Fodboldt. Håndboldt. Rundboldt. Se? MEGET mere logisk og pænt.
Men alle mine gode intentioner til trods, er der én ting, der giver mig tics af irritation, og det er rim, der ikke rimer. I 3 lange år og 7 lige så lange måneder gik jeg i skole ved siden af et firma, der med store bogstaver forsøgte at overbevise os om, at ”Hvis De skal feste, så til Eske”. I 4 år har jeg boet overfor en fyr, der dagligt kører rundt i en bil med påskriften: ”Er gulvet grimt og skummel? Ring til Hummel!”
Seriøst. Kan I ikke selv se det?
Og indenfor dansk musik er der vist nærmest gået sport i fænomenet.
En ting er, når kunstnerne skriver tekster på engelsk. En fremmedsprog er et svært en og sådan.
I want electric light
That flashes away
I want my heels sky high
I can't run away
'Cause in my heart I'm someone else
And it's been true since I was twelve
(Infernal: Electric light)
Men jeg har fandme svært ved at finde noget formildende at sige om en dansk sangerinde, der skriver danske tekster og afleverer det her:
Lyset blinker
Uret tikker
Vejen drejer
Et blik i spejlet
Pulsen stiger
Chaufføren smiler
(Sanne: Taxa)
I en genre helt for sig er diverse danske støttesange. Hvor nobel tanken bag end er, tror jeg, at den største gave vi kan give afrikanerne/inderne/haitianerne er aldrig at oversætte elendigheden, da jeg er bange for, at det ville slukke den sidste rest af livsvilje og kampgejst hos dem.
Ikke nok med jeg ku ha siddet på den strand
Jeg har venner som jeg ved blev ramt
Vi bruger så meget tid på at bekæmpe hinanden nu
Sig mig hvad ville der ikke ske hvis vi glemte hinanden nu
Og der er børn der mangler en mor nu
Tænk at tingene kan se så sort ud
Ufattelig udi det ekstreme
Verden vender når du mindst venter det
(Jokeren og slæng: Hvor små vi er)
(Herunder opgiver jeg at fremhæve, hvad der skulle rime. Jeg aner det simpelthen ikke.)
Alle går vi rundt i vores egen lille verden
Drømmer om guld og grønne skove og den store kærlighed
Over sø og land under en stille stjernehimmel
Har vi sunget dine sange
Har vi danset til din egen melodi
(Nanna & Co: Afrika)
Et skrøbeligt fundament
så nemt ramt af det sorteste uheld
jeg vil hente himlen ned til dem
hvis kræfter ikke rækker selv
(Støt Haiti: Skrøbeligt fundament)
Kan vi ikke nok gøre os en lille smule mere umage? Please?
Jeg ser gerne igennem fingrene med folk, der køre bil og jeg kan abstrahere fra folk der lægger i sengen og ligger bogen fra sig, men når I gør det der, så føles det som at få sandblæst trommehinderne med tegnestifter.
(Og for god ordens skyld: Jeg VED godt, at man ikke laver punktummer efter overskrifter. Men jeg gør, for jeg synes, at det er pænt, og det er min blog, muhahaha!)
Jeg fucker op i 'hans' og 'sin', lige meget hvor ofte jeg slår det op eller får det forklaret. Jeg vil have alle sproglige led og ordklasser til at ende på –de, hvis de står efter navneord i flertal. Og endelig venter jeg stadig på, at nogen skal opdage, at hele verden har glemt –t’et efter alle slags -bold. Fodboldt. Håndboldt. Rundboldt. Se? MEGET mere logisk og pænt.
Men alle mine gode intentioner til trods, er der én ting, der giver mig tics af irritation, og det er rim, der ikke rimer. I 3 lange år og 7 lige så lange måneder gik jeg i skole ved siden af et firma, der med store bogstaver forsøgte at overbevise os om, at ”Hvis De skal feste, så til Eske”. I 4 år har jeg boet overfor en fyr, der dagligt kører rundt i en bil med påskriften: ”Er gulvet grimt og skummel? Ring til Hummel!”
Seriøst. Kan I ikke selv se det?
Og indenfor dansk musik er der vist nærmest gået sport i fænomenet.
En ting er, når kunstnerne skriver tekster på engelsk. En fremmedsprog er et svært en og sådan.
I want electric light
That flashes away
I want my heels sky high
I can't run away
'Cause in my heart I'm someone else
And it's been true since I was twelve
(Infernal: Electric light)
Men jeg har fandme svært ved at finde noget formildende at sige om en dansk sangerinde, der skriver danske tekster og afleverer det her:
Lyset blinker
Uret tikker
Vejen drejer
Et blik i spejlet
Pulsen stiger
Chaufføren smiler
(Sanne: Taxa)
I en genre helt for sig er diverse danske støttesange. Hvor nobel tanken bag end er, tror jeg, at den største gave vi kan give afrikanerne/inderne/haitianerne er aldrig at oversætte elendigheden, da jeg er bange for, at det ville slukke den sidste rest af livsvilje og kampgejst hos dem.
Ikke nok med jeg ku ha siddet på den strand
Jeg har venner som jeg ved blev ramt
Vi bruger så meget tid på at bekæmpe hinanden nu
Sig mig hvad ville der ikke ske hvis vi glemte hinanden nu
Og der er børn der mangler en mor nu
Tænk at tingene kan se så sort ud
Ufattelig udi det ekstreme
Verden vender når du mindst venter det
(Jokeren og slæng: Hvor små vi er)
(Herunder opgiver jeg at fremhæve, hvad der skulle rime. Jeg aner det simpelthen ikke.)
Alle går vi rundt i vores egen lille verden
Drømmer om guld og grønne skove og den store kærlighed
Over sø og land under en stille stjernehimmel
Har vi sunget dine sange
Har vi danset til din egen melodi
(Nanna & Co: Afrika)
Et skrøbeligt fundament
så nemt ramt af det sorteste uheld
jeg vil hente himlen ned til dem
hvis kræfter ikke rækker selv
(Støt Haiti: Skrøbeligt fundament)
Kan vi ikke nok gøre os en lille smule mere umage? Please?
Jeg ser gerne igennem fingrene med folk, der køre bil og jeg kan abstrahere fra folk der lægger i sengen og ligger bogen fra sig, men når I gør det der, så føles det som at få sandblæst trommehinderne med tegnestifter.
(Og for god ordens skyld: Jeg VED godt, at man ikke laver punktummer efter overskrifter. Men jeg gør, for jeg synes, at det er pænt, og det er min blog, muhahaha!)
tirsdag den 2. februar 2010
This too shall pass.
Må jeg godt lige skrive en sidste post om vejret? For jeg bliver snart sindssyg, og jeg har nu fundet noget, der er mere træls, end at cykle op af Grenåvej, og det er at cykle op af Grenåvej i en halv meter nyfalden sne. Måtte på et tidspunkt råbe: ”Gå nu VÆK!!!” af mine lungers fulde kraft for ikke at kortslutte i et spastisk anfald af raseri. Hjalp lidt.
Det her er by far den værste vinter, jeg nogensinde kan huske at have oplevet. Og der er to måneder tilbage af den.
Men du skal komme til at give dig, dit lille svin. Jeg sover med altandøren åben hele året, og den sidste uge er jeg vågnet til lyden af fugle, der synger. I dag, da jeg kæmpede mig hjem fra arbejde, kunne jeg i samfulde 5 kvarter se cyklen, jeg kørte på, fordi dagen er tiltaget med 1 time og 46 minutter.
Lige om lidt går vi rundt i bare tæer og drikker kølig hvidvin. ’Overtøj’ er en tynd trøje, man er på fornavn med duften af nyslået græs, og man kan tørre sit tøj udenfor. Aftenerne er lange og lyse, der findes ikke noget, der ikke kan tilberedes på en Weber, og når vi cykler hjem under stjernerne kl. 4 om morgenen, og mørket er mere blåt end sort, vil vi grine ved tanken om, hvor slem vi syntes, vinteren var.
Hold ud, venner.
Det her er by far den værste vinter, jeg nogensinde kan huske at have oplevet. Og der er to måneder tilbage af den.
Men du skal komme til at give dig, dit lille svin. Jeg sover med altandøren åben hele året, og den sidste uge er jeg vågnet til lyden af fugle, der synger. I dag, da jeg kæmpede mig hjem fra arbejde, kunne jeg i samfulde 5 kvarter se cyklen, jeg kørte på, fordi dagen er tiltaget med 1 time og 46 minutter.
Lige om lidt går vi rundt i bare tæer og drikker kølig hvidvin. ’Overtøj’ er en tynd trøje, man er på fornavn med duften af nyslået græs, og man kan tørre sit tøj udenfor. Aftenerne er lange og lyse, der findes ikke noget, der ikke kan tilberedes på en Weber, og når vi cykler hjem under stjernerne kl. 4 om morgenen, og mørket er mere blåt end sort, vil vi grine ved tanken om, hvor slem vi syntes, vinteren var.
Hold ud, venner.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
