Det er - for det meste - et aldeles fremragende program.

Jeg elsker Mads & Monoplet. I det omfang det har været muligt, har jeg stukket ørerne indenfor de fleste lørdag formiddage mange år tilbage. Jeg synes tit, at der kommer nogle ret gode pointer frem, når de forskellige deltagere diskuterer danskerne moralske kvababbelser, og jeg griner altid lidt af, at folk med usandsynligt specielle og specifikke dilemmaer tilsyneladende tror, at målskiverne for deres adfærdsmæssige vaklen ikke hører M&M. (Eller også gør de og håber på, at problemet så løser sig selv.)

Men der er et par områder, hvor jeg synes, at der er en vis metaltræthed at spore hos medlemmerne af Monopolet. Måske har de bare diskuteret den samme sag for mange gange, og er derfor tilbøjelige til at gøre kort proces, men efterhånden begynder det at irritere mig lidt at veninder, der lider af venindejalousi altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3) unde andre noget, og at koner, hvis mænd gerne vil starte hele familiens ferie - som har været på tegnebrættet i 1½ år - 2 dage senere, fordi de skal på druk med bowlingholdet, altid skal 1) tage sig sammen, 2) komme mere ud og 3) unde andre noget.

Er det bare mig?

Jeg synes, at venindejalousi er noget besværligt klisterværk at blive rodet ind i, men jeg synes, at det er at gøre tingene lige simple nok, bare at vedtage, at det handler om at tage sig sammen. I den bedste af alle verdener undte vi alle hinanden alt, men de af os, der lever i virkeligheden, tror jeg da både har prøvet at være den, der var utro og den, der - uden helt at vide, hvordan det gik til - blev 3. hjulet. Det er nogenlunde lige træls. Jeg har siddet til fester med mine veninders veninder og tænkt ”Fuck, hun er sjov; hende gad jeg godt drikke kaffe med!”, og haft fornemmelsen af, at det er gensidigt – men ingen af os gør noget, for det var fællesveninden, der havde os hver især først. Og jo. Hun BLIVER sur, hvis vi hooker op. Uanset hvad hun siger.

Og jeg har også prøvet, at to, jeg kender, som ikke tidligere har snakket sammen, pludselig var pot og pande, hvilket har gjort mig både usikker og irriteret. Jeg ved ikke hvorfor. (Jo, jeg gør.) Måske fordi jeg er bange for, at to mennesker, hvis største fælles reference so far er mig, vil tale om mig #heleverdenhandlerommig, eller fortælle hinanden noget, jeg har fortalt dem hver især i fortrolighed? At de vil vælge hinanden frem for mig et sted ude i fremtiden? Og nej, gu er det da ej rimeligt, og ja, gu ville det da klæde mig at stole noget mere på mine veninder. Jeg siger ikke, at det er hverken pænt eller klædeligt. Jeg siger bare, at sådan er det.

Og den med konerne? Hvorfor er jeg den eneste, der synes, at konen har ret til at blive skidesur? (Dette svar vil være umiddelbart overførbart på spørgsmålet: ”Hvorfor er jeg single?”) Jamen, helt ærligt? Jeg gider ikke forhold, hvor man forbyder hinanden noget, men det forudsætter jo altså en vis enighed i, hvad man finder rimeligt at trække ind i forholdet af vilkår. Det er ikke fordi, jeg synes, at konerne altid skal have ret. Slet ikke. Det er fint nok at diskutere. Jeg synes bare, at Monopol-folket med Hella Joof i spidsen, latterliggør kvinderne, uden at bruge tid på at overveje, om der kunne være en grund til, at bægeret flød over lige præcis nu. Og jeg synes faktisk, at Mads Steffensen er for god til at synke til det niveau, hvor han lader som om, han spiller Djævlens Advokat, men i virkeligheden bare lægger bolden til rette, så dagens dommere kan hamre den i nettet, så det synger.

Så det, jeg i *virkeligheden* bare gerne vil vide er: Hvornår ringer DR og spørger MIG, om jeg vil være med i Monopolet?

Top 5 over ting, vi mangler ” – Nej tak” klistermærker til:

1. Mænd med lange negle. Nej. NEJ, blev der sagt. Heller ikke selvom du spiller dybfølt blues i et støvet øvelokale i en kælder i indre by 3 gang om ugen. Hvis Gud havde ment, at du skulle bruge dine negle til det, ville han ikke have besværet sig med at opfinde plektret.

2. På den støttende, no-disrespect-agtige måde: Urbant hipstersvensk. Det var i første kvartal, at vi brugte ord som ”nydning”, og satte ”-is” –endelse på alle navneord, m’kay?

3. Reklamen for Hotel Crown Plaza. Her er vi i den sjældne situation, at jeg fattes ord. (- men det føles som at drikke 2 liter fløde med øjnene.)

4. MacDonalds morgenmad. Fordi vi ikke er fede nok som nation, som det er? Hvorfor ER det, at vi ikke kan sortere lidt i de ideer, vi copy-paster fra Guds eget land, og nøjes med dem, der ikke gør os fede og får os skudt?

5. Bøger, der ikke er læst korrektur på. Hvor mange hænder har de været igennem, før de ryger i trykken, når de udgives på forlag? Kan man ikke tillade sig at forvente, at der er bare én i den fødekæde, der lige retter ”sku” til ”sgu” og trimmer for de værste, sproglige fuck-ups? Jamen, helt ærligt!? Jeg bliver simpelthen så irriteret over det, og der går ca. 24 sekunder før jeg begynder at betvivle indholdet, når der ikke er taget ordentlig hånd om sproget. (Burde faktisk være muligt at kræve pengene tilbage med henvisning til købeloven *surt-gammelt-røvhuls-smiley*).

Pas på, hvad du ønsker dig.

Jeg er et menneske med nærmest upassende lidt sans for drama. (Undtaget herfor er de græske tragedier, jeg opfører omkring min manglende nattesøvn.) Det er langt ind til de områder i mit liv, som jeg skærmer for andres blikke, hvilket har den store fordel, at meget få mennesker i verden ville kunne afpresse mig: Der er ikke noget at afsløre, når man ikke holder noget hemmeligt. (Og den håndfuld, der *har* ammunition til at skyde mig ned, bør overveje komforten ved at leve med 2 permanent brækkede arme.) (For-sjov-smiley) (Måske.) (Tør I tage chancen?)

Det er ikke en adfærd, jeg bevidst har valgt; det er bare sådan, jeg er. Jeg spiller med åbne kort, og hvis du slår op under ”What you see, is what you get” er der et billede af mig. Det er alt, alt for direkte for nogen, og det er fair nok, men i det store og hele synes jeg egentlig, at jeg udelukkende har mødt respekt for min ærlighed hos de mennesker, der betyder noget for mig.

Som positive bivirkning har det, at de fleste som regel opfører sig ordentligt overfor mig, for det er meget sværere og langt mere ubehageligt nøgternt at få at vide, at du har gjort et andet menneske ked af det, end det er, når violinerne vælter ned af væggene, og du kan få lov at trække samtalen i retning af et skænderi med gensidige beskyldninger og store armbevægelser.

Alt det betyder, at jeg ikke spiller spil. I hvert fald ikke på det bræt, hvor de andre deltagere er mennesker, jeg holder af, for spil har den ubehagelige slagside, at de får parterne til at holde regnskab, og i sidste ende skaber tabere.

Men to gange i mit liv har jeg gjort det alligevel, fordi jeg havde holdt min kæft for længe, og pludselig var blevet trængt så langt op i en krog, at jeg både havde fået alt for meget nok, og undervejs havde groet en voldsom lyst til at slå igen.

Den ene gang ligger år tilbage, og gik ud over en mand, jeg holdt frygtelig meget af. Jeg troede, at hævn ville føles lindrende på de forbrændte sår – og blev derfor meget negativt overrasket over at opdage, hvor meget mere ondt det viste sig at gøre, da han brugte mine egne våben imod mig, og stille og roligt fortalte mig, hvor ked af, jeg havde gjort ham.

Jeg kan stadig huske, hvordan jeg lå på min afhøvlede trægulv en hel dag og stirrede op i loftet, mens jeg spekulerede på, hvordan man kunne have det sådan her, uden at gå rigtig, fysisk i stykker.

Den anden gang var forleden. Den ene halvdel af et sæt mennesker, hvis relation til mig er underordnet for pointen i dette indlæg, har i lang tid været kølig, grænsende til det uforskammede, når Anton og jeg har været på besøg. Fuldstændig uden grund, I might add.

I lang tid har jeg bidt det i mig og tænkt, at vi måske har ramt dem på en dårlig dag, og udelukkende fokuseret på den del af relationen, der fungerer, som jeg for både hans og Antons skyld gerne vil bevare, og som jeg sætter pris på at have i vores liv.

Men forleden blev det sgu bare for meget, og jeg åbnede dybfryseren, der sidder midt i hovedet på mig, og lod isterningerne rasle ud. Jeg brugte resten af dagen i behageligt martyrium, hvor jeg skiftevis frydede mig indædt over endelig at have fået bidt igen, og var optændt af den retfærdige harme over, at den fungerende halvdel af relationen, ikke for længst havde sat foden i jorden overfor sin ægtefælle.

Han skrev senere samme aften, manden. At han beklagede dybt. At han ikke ville acceptere, at vi skulle behandles så usselt og nedladende, og at han derfor havde sagt til sin kone, at vi ikke længere kom på besøg; han ville besøge os i stedet i det omfang, det var muligt.

Og det var jo det, jeg ville have. Konfrontationen, fornemmelsen af at have ramt, hvor det gjorde ondt, visheden om, at han stod op for os, og den uforbeholdte undskyldning.

Jeg har haft ondt i maven over det siden.

Velkommen til www.selvmedlidenhed.com

Da Anton var 2 måneder, og vi aldrig sov, klamrede jeg mig til forsikringerne fra omverdenen om, at det ville blive HELT anderledes, når han blev 3 måneder.

Det blev det ikke.

”Bare rolig. Når han bliver 6 måneder – så kommer det.”

Gæt igen.

”Hold ud. Det ændrer sig alt sammen, når han bliver omkring 10 måneder.”

Åh, jeg må le!

Og jeg græd og jeg græd, og købte bøger og spurgte sundhedsplejersker og konsulterede lægen og min mødregruppe, alt imens jeg spekulerede på, hvad det var, jeg blev ved med at gøre forkert.

Da han blev 1½ år, og vi stadig sov så lidt, at det nærmest var komisk, traf jeg en beslutning om at slutte fred med det faktum, at jeg bare har fået et barn, der hånler søvn op i fjæset – og det hjalp. Vi kom ikke til at sove mere eller bedre, men jeg slukkede forventningerne om, at det ville komme, holdt op med panisk at lede efter løsninger, og begyndte at glæde mig over den søvn, jeg fik, i stedet for at stresse over de timer, jeg ikke fik.

Og derfor er jeg noget så utrolig træt af, at jeg et kort øjeblik hoppede på den igen.

”Hvor BLIVER det fedt, når han får dræn i – SÅ skal I til at sove!”

Go. Fuck. Yourself.

Selvom det burde være statistisk umuligt, har vi sovet endnu mindre, end vi plejer, siden vi fik braklagt øreområdet. Så lidt, at jeg for første gang i et år har tudet over det. Flere gange. Og i mine mange ekstra vågne timer, sidder jeg og kigger på mit barn og spekulerer på, hvad de har opereret ind i hovedet på ham, da jeg kiggede væk, for han er helt ved siden af sig selv. Går ind i ting, falder ned af ting, er så pylret og træt, at han bruger lang tid på bare at stå og skrige mig ind i ansigtet, og så har han tilsyneladende lagt en slags turnéplan, hvor han kun stopper med at gøre det, han ikke må, længe nok til at han kan nå over og gøre noget andet, han heller ikke må.

Og så stikker han af. Hele. Tiden.

Og han er fandendansme hurtig.

Så hvis I ser noget tudende i klip klappere, med sorte rande under øjnene, der kommer stormende efter et skrigende barn på løbecykel, mens hun råber: ”Anton! ANTON! ANTON, STOP!! SÅ!!!” så bare skyd det.

På forhånd tak.

Anton skal have dræn i ørene på torsdag.

Forventede reaktioner, når narkose- og ørelæge træder ind af døren:

Anton:

Mig:

 

Nogen her i husstanden skal begynde at øve sig i at være den voksne. Pronto.

Førstevælger!

De sidste mange uger har reformer og vækstpakker præget en stor del af det mediebillede, jeg har været omkring, og en af dem, der har fyldt rigtig meget, er SU-reformen. Der debatteres lystigt og forudsigeligt; alle, der ikke studerer, ikke har børn eller som arbejder på Borgen er for, mens alle studerende er imod. Et af de argumenter, der oftest lyder fra de studerendes side er, at den nye reform lægger op til at pace de unge gennem uddannelserne med dårligere kandidater til arbejdsmarkedet som konsekvens.

Jeg har selv arbejdet 2 år på et studiekontor. Jeg er bekendt med forskellen på studerende, der har været ude og klare sig selv og dem, der kommer lige fra gymnasiet, og som stadig bor hjemme; det kunne ikke falde mig ind at påstå andet, end at man får mere hele og selvstændige mennesker ud i den anden ende, hvis der er tid og økonomisk mulighed for at fjumre et års tid eller to undervejs.

Og måske er det mig, der ikke læser med de rigtige steder, men jeg savner virkelig, at parterne på begge sider af bordet – uanset om vi snakker om studerende, lærere, læger, tegnsprogstolke eller noget helt syvende - forholder sig til, at verden i dag ikke ser ud, som den gjorde for 20 år siden. Europa falder sammen om ørerne på os, og alligevel er der ingen, der synes, at der skal skæres i noget. Overhovedet.

Vi kan mange ting i Danmark, og meget af det vi kan, kommer af årelang tradition for at udforske og udvikle. Og bliver der mindre tid til det, hvis vi sætter tempoet op? Ja. Kommer det til at påvirke hele vores system og grundstruktur i negativ retning? Ja. Uden tvivl. Men ingen vil give noget, og kagen, der skæres af, er blevet mindre. Ligesom verden. For for 20 år siden var Polen et sted, man tog hen for at købe obskure kopivarer til spotpriser (her kan f.eks. nævnes mit Lenny Kravitz kassettebånd, som kostede 10 flade, danske kroner). I dag er det i manges optik arnested for håndværkere og lastbilchauffører, der kommer og tager vores arbejde. Og det betyder, at vi ikke kan sidde på godset og forvente, at alt det, vi var så heldige at blive født lige midt i, forbliver vores, fordi dem, der trak den geografiske og udviklingsmæssige nitte bare affinder sig med, at goderne er ulige fordelt.

Det behøver man ikke have gået på handelsskolen for at gennemskue vil påvirke markedet, priserne og – i mange tilfælde – kvaliteten.

Og det er så nemt at synes, at vi skal holde fast i de danske dyder, og ikke gå på kompromis.

Jeg vil f.eks. have ordentlige lærere til Anton, have godt og veluddannet personale på sygehuset, hvis min mor skal indlægges, og jeg vil ikke vente i 2 timer, hvis jeg skal have fat i en medarbejder på Kommunen. Jeg vil have tid til at forberede mig, når jeg skal ud og tolke, og jeg vil have timer for den tid, jeg bruger på transport, for det er det eneste rimeligt.

Synes jeg.

Men af jer, der læser med her, gætter jeg på, at en del tjekker nettet for at finde den billigste pris på en vare, når I skal købe noget, der ligger i den dyre ende af skalaen. Jeg antager, at jeg kan risikere at møde en eller flere af jer i Bilka om søndagen, hvor vi glad og gerne handler, selvom søndagsåbent for de ansatte derude betød, at alt, hvad der hed tillæg blev fjernet med et trylleslag, fordi Bilka ikke kunne oppebære den enorme ekstra lønudgift, dét ville udløse. Og kan vi spare noget, ved at købe det på nettet, så er 3/4 af os pisseligeglade med, hvor det er produceret.

Min pointe er, at vi alle sammen gerne vil holde den høje standart på de områder, der lige præcis er vigtige for OS – samtidig med, at vi alle er med til at dumpe priser og dermed udlicitere, hvis vi som menige forbrugere kan spare 2 kroner.

Men når hele lande går konkurs, er tiden måske kommet til at forholde os til, om det f.eks. er en lille smule forkælet at stå fast på retten til et fjumreår?

Selvfølgelig skal vi ikke forære hele butikken væk, give køb på alt og tage til takke med mindsteløn og brugerbetaling, men det er som om, at vi alle sammen insisterer på at betragte økonomien som små fragmenter, hvor vi kun vil forholde os til den del, der lige præcis vedkommer os.

Måske vi kunne slippe for at gøre Grækenland selskab, hvis vi blev lidt bedre til at huske, at der stadig kun er en kage. Og at når nogen flår et ekstra stort stykke over på deres tallerken, så er der bare mindre tilbage til dem, der stadig ikke har fået.

Fri for at sidde sidst.

Jeg ønsker mig:

* Verdensfred. Virkelig. Jeg gider ikke, at verden er blevet et sted, hvor folk, der ikke har gjort andet end at løbe meget langt, bliver sprængt i luften.

* En fonetisk søgefunktion på iTunes. Vi kunne kalde den iFone. Det tog mig uforholdsmæssigt lang tid at finde ud af, at pigerne bag ”I love it” hed 'Icona Pop', og ikke 'A Corner Pub'. (Oh, COME on! Hvis ikke den sang lyder som lydsiden til en engelsk fodboldkamp, er der ikke noget, der gør!)

* En rapport i 3 eksemplarer indeholdende en komplet oversigt over alle de sager, hvor skrivunder.net har haft afgørende betydning for udfaldet.

* Et sushisted i Esbjerg, der ikke samtidig fungerer som kinagrill.

* Noget uddannet personale i Tålmod & og Overblik, der gider komme og gennemgå vores tøjskabe og finde de kasser med sommertøj, jeg sidste år lagde et supersmart sted, så jeg lige hurtigt kunne finde dem frem, når varmen kom igen. (For fanden, altså. Hvor meget væk kan 2 store kasser blive i 4 skabe?? #Narnia)

* Ikke – jeg gentager: Ikke – Holger Danske.

* De her sko:

(Så dem købte jeg. Fordi jeg kan.)

* Den her top:

(Så den købte jeg også. Damn right. Fordi jeg kan.)