fredag den 27. februar 2015

Angst æder sjæle op.

Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, ikke at have skrevet graviditetsindlæggET. Da jeg ventede Anton, bloggede jeg vist nærmest ikke om andet end det, og jeg kan mærke, at kontrasten giver mig dårlig samvittighed, fordi det kommer til at føles/lyde som om, den her graviditet ikke er lige så inderligt ønsket, som den sidste.

Intet kunne ligge længere fra sandheden.

Sagen er bare, at det først er inden for de sidste 4-5 uger, hvor jeg virkelig er begyndt at mærke hende, at jeg er begyndt at turde tro på, at der kommer et barn til sommer. Måske I føler, at vi har snakket nok om alt det der pletblødning, men i forhold til, hvad det fylder i hovedet, når det foregår flere gange om ugen, kan jeg forsikre om, at vi ikke er i nærheden af at have snakket nok om det. De første 5 måneder har derfor været ét langt loop af hurra-jeg-er-gravid/fuck-nu-går-det-galt, og for ikke at smadre min forstand fuldstændigt imod det, kan jeg mærke, at jeg nærmest har lukket mentalt ned for det. Hvor jeg med Anton ikke kunne knytte mig hurtigt nok til ham, har jeg med Frida været så bange for at miste hende, at jeg næsten ikke har turde forholde mig til hende. Det har jeg grædt mange tårer over, for det var jo slet ikke sådan, det skulle være. Denne graviditet skulle være den, hvor jeg vidste, hvad det hele handlede om; som jeg sejlede afslappet igennem, med overskud i rigelige mængder som naturlig følge, og det har faktisk været en meget bitter pille for mig at sluge, at den sidste graviditet, jeg kommer til at gå igennem, har været nærmest det stik modsatte af det. 

Derudover er der en del fysiske skavanker, der er fulgt med denne gang, som har fået lov at fylde mere, end de er berettiget til, fordi al mit overskud er ædt væk af at være bange. I starten var kvalmen virkelig slem, dernæst kom den uendelige halsbetændelse og forkølelsen, som jeg stadig ikke er sluppet af med. Jeg har ikke kunne mærke min højre arm siden starten af december, og min højre hånd har lige siden summet og prikket så voldsomt, at du ville kunne skære mig i fingrene, uden jeg kunne mærke det. Jeg bøvler meget med hovedpine, som flere gange har været så slemt, at jeg har kastet op af det, den seneste urinprøve viste, at jeg skal være blandt de 10-30 % gravide kvinder, der har fået Gruppe B Streptokokker, og så har jeg taget ca. 1000 kilo på, selvom jeg virkelig tænker over, hvad jeg spiser.

Og hvor jeg med Anton udelukkende var opfyldt af den boblende glæde, der følger med ideen om, at et barn er en slags avanceret accessorie, som i overført betydning bare kræver lidt omrokering af møblerne i et af værelserne i livets hus, er jeg denne gang virkelig bevidst om, at det sidste gang endte med, at vi rev hele huset ned, og byggede et nyt og meget anderledes et af slagsen, hvor det gamle havde stået. 

Jeg glæder mig ligeså meget som sidst, men jeg kan mærke, at glæden går hånd i hånd med nervøsiteten, for når jeg har født, er der to børn, der er afhængige af mig, og som jeg har så mange ideer om, hvordan jeg gerne vil gøre livet godt for. Denne gang er det ikke en mulighed at blive så chokeret, at jeg bare sidder på en stol i hele dage af gangen og græder. Ud over en baby, kommer der også til at være en lille mand, som de sidste 4 år har udgjort hele min verden, som jeg gerne vil passe på, og sikre, at han ved og forstår, at der aldrig nogensinde vil blive mindre kærlighed til ham, selvom vi pludselig er 3 i stedet for 2.

Og det er jo ikke fordi, jeg ikke har tænkt de her ting igennem inden jeg valgte at sætte skibet i søen, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om,  at det her på lang sigt er den største gave, jeg kan give Anton - men jeg skal stadig forholde mig til, at det menneske, jeg elsker allerhøjest i hele verden om 3 måneder skal igennem en fase, der i bøgerne bliver beskrevet med ord som: “tab, sorg og vrede” .

Når ALT det er sagt, forsøger jeg at huske, at jeg er sindssyg af hormoner, og at der er omstændigheder, der er anderledes - og langt mere optimale - denne gang. Vi er tæt på det helt nære netværk, og der er nogen, der kan køre på apoteket for os, hvis vi bliver syge. Vi har bil, bor i hus og ikke i lejlighed, og vi skal ikke til at rykke livet op med rode med al den sorg og fortvivlelse dét medfører. Mit liv idag er indrettet efter børn, og jeg skal ikke først komme mig over forskrækkelsen over, hvor lidt tid, man pludselig har til sig selv, at aftensmad er noget, der foregår senest kl.17, og at nattesøvn er en sjælden luksus. Frida er et sommerbarn, og jeg har en ide om, at det måske bliver marginalt lettere at klare de første måneders mangel på søvn, når det trods alt er lyst, når man står op, og kroppens energiniveau ikke går ned kl. 16 sammen med solen. Min kommende sundhedsplejerske er den samme, som jeg fik tildelt, da vi flyttede herned, og hun er fantastisk, og indtil videre er min oplevelse af sygehuset hernede langt mere positiv, end min oplevelse af Skejby.

Så. Jeg kan mærke, at sindsstemingen er mere koncenteret og fokuseret end sidst, og at jeg forsøger at ruste mig til det, der kommer, men samtidig begynder jeg også endelig at mærke, at al den opsparede frygt og ængstelse jo i virkeligheden bare er kærlighed, der har længtes efter at få lov at folde sig ud.

søndag den 22. februar 2015

Top 5:

Over tidspunkter, hvor jeg - i en alder af 38 år - kan skræmme livet af mig selv, helt uden at anstrenge mig:
  1. Når jeg om natten er på toilettet, og kigger ud af mit skråvindue, og hver gang lige når at tænke, inden jeg kigger: “Hvis der står en mand nede på vejen, helt stille, og kigger op på mit vindue, så *dør* jeg af skræk!" (Serviceinfo: Ligestillingen er ikke nået til seriemorderfaget endnu.)
  2. Når jeg efter selvsamme toiletbesøg åbner døren og lige når at tænke: "Hvis der er noget (og med "noget" mener jeg en hybrid af Gollum og de der SINDSSYGT uhyggelige børn fra japanske gysere) på vej på alle 4 op af min trappe, så *dør* jeg af skræk!"
  3. Når jeg om aftenen skal have en dansk vand, som jeg har stående uden for min terassedør, og jeg ikke kan se noget som helst derude, fordi der er mørkt udenfor og lyst indenfor: Det virker både oplagt og sandsynligt, at Dansk Øksemorderlaug holder deres årlige generalforsamling i lige præcis min have. 
  4. Når jeg hører en lyd om natten. (= Generalforsamling slut, tilbage til arbejdet, folkens!)
  5. Når Antons spiderman-vågelampe med sensor tænder af sig selv om natten, selvom både han og jeg ligger helt musestille under dynen (fordi vi hørte en lyd).
Jeg er ikke rask.

søndag den 15. februar 2015

Je suis fatiguée.

Når jeg forsøger at forholde mig til de seneste 24 timer i København, har jeg det som om, nogen har stukket en stavblender ind igennem mit ene øre, og har forvandlet min hjerne til puré. Ligemeget hvordan jeg vender og drejer hele situationen, ved jeg simpelthen ikke, hvad den gør ved mig. Og medierne - eller rettere: Dem, der gives og tager sig taletid i medierne - gør mig ikke klogere. 

Der bliver ført slet skjult valgkamp, og der bliver citeret Martin Luther King. På halvdelen af alt, hvad jeg læser, skal alle med anden hudfarve end porcelæn vippes ud af landet på røv og albuer, på den anden halvdel er alle muslimer gode mennesker, og den eneste fare ved islam, er den paranoide Angst, den fremkalder i den vestlige verden. 

På midterlinjen står et par millioner mennesker og råber, at vi skal stå sammen og ikke lade os kue.

Og ovre i et meget fjernt hjørne af Jylland, sidder jeg så og spekulerer på, hvordan vi konkret skal gør det. For det er da en smadder god ide - jeg ved bare ikke, hvordan jeg helt lavpraktisk forventes at gribe det an? Og det siger jeg hverken for at provokere, eller for at være sjov. Hvordan “rykker vi sammen”? Ved at trykke flere muhammedtegninger? Ved at flere partiformænd fordømmer en handling, som meget få ville forsvare? Ved at lave flere opslag på facebook om, at vi ikke må skære alle over en kam og at nous sommes Charlie?

Tonen er blevet så hysterisk på begge sider af bordet, at jeg efterhånden har svært ved at finde nogen, der siger noget, der falder i tråd med det, jeg tænker om hele terror/attentat/indvandrer/flygtning/integrations-debatten.

På den røde fløj jeg tilhører, er det som om, at hele segmentet er så bange for at blive beskyldt for at være racister, at vi sammenbidt insisterer på, at der ikke findes mennesker, der får deres religion galt i halsen, og bruger den til at forvolde ondt. På den blå fløj nedstammer alle muslimer i lige linje fra Bin Laden, og sover 12 mennesker i ét rum, fordi de bruger resten af værelserne i den kommunalt betalte lejlighed til opbevaring af sprængstoffer og plantegninger over strategisk vigtige bygninger.

Jeg savner en stemme midt i det hele, der taler højt nok til, at vi kan høre den om, at der findes en gruppe af mennesker i blandt os, som decideret ikke vil os det godt, men som også minder os om, at ligesom ikke alle mænd er pædofile, så er alle muslimer ikke terrorister. Og som forholder sig til begge dele.

En stemme, der siger, at verden idag er blevet mindre, fordi det tager ca. 6 sekunder fra du får en ide, til den kan ses på den anden side af jorden, og at verden derfor ikke nødvendigvis blevet mere ond; det er bare blevet lettere for dem, der leder efter noget at hævne at finde det.

En stemme, der ikke deler alle argumenter op i ytringsfrihed på den ene side og unødvendig provokation på den anden.

En stemme, der påpeger det fornuftige i, at en borger henvender sig til myndighederne, når vedkommende ser noget mistænkeligt i et tog, også selvom det viser sig at være en studerende med en printer. Havde det være en *hvilken* som helst anden forbrydelse, man havde mistanke om, ville alle efterfølgende være enige om, at hellere en gang for meget, end en gang for lidt, i stedet for at hån-le af Alle De Andres fremmedeangst. Men som også forsigtigt tør påpege, at selvom hele situationen i Paris var ubegribelig og forfærdelig, så røg mediedækningen måske en *lille* smule ud af proportioner, fordi det var pressen, der skulle formidle nyheden om et angreb på pressen. 

Kort sagt: En stemme, der taler om den virkelighed, som udspiller sig omkring os, uden at blive rabiat til hverken den ene eller den anden side. 

Men inden jeg går ud og leder efter den, har jeg også brug for at sige, at hvis der sidder en eneste politibetjent blandt mine læsere, så håber jeg, at nogen de næste mange måneder smører både dine og dine kollegers fødder i salver og olier og strør rosenblade for jer på jorden, I betræder. Jeres uselviske indsats det seneste døgn har berørt mig dybt. Tak for jer. 

mandag den 9. februar 2015

Om børnevacciner og måder at argumentere på.

Igår læste jeg en artikel i politiken, hvori børnevacciner blev diskuteret. De to debaterende parter var hhv. en professor og en sygeplejerske; professoren var for vaccinerne og sygeplejersken imod, og havde i øvrigt fravalgt vacciner til sine egne børn.

Jeg ved, at holdningerne er delte, og at det her nok efterhånden er på linje med holdninger til organdonation og religiøs overbevisning: Vi kan diskutere det, til vi bliver blå i hovederne, men vi bliver ikke enige med den gruppe, der repræsenterer det modsatte synspunkt af vores eget, simpelthen fordi det handler om så grundlæggende værdier, at argumenter ikke bider på. 

Jeg er pro-vacciner. Meget. Både fordi jeg virkelig mener, at det er en god ide at udrydde så mange af de her børnesygdomme, som muligt (ikke mindst fordi jeg i min tid som tolk indtil flere gange er stødt på børn, hvis mødre er blevet smittet med røde hunde under graviditeten), og fordi du ikke kun vælger at udsætte dit barn for sygdommen, men også kan risikere at smitte nogen, for hvem det ville være et virkelig stort problem at blive smittede (f.eks. gamle eller gravide) hvis du undlader at lade dem vaccinere. Og inden nogen råber, at så kunne de jo bare selv sørge for at blive vaccineret, kunne vi fx. pege på gruppen af flygtninge og indvandrere, der kommer fra lande uden vaccinationsprogrammer, eller snakke om, om man som forældre virkelig husker at snakke vacciner med sine børn 25 år efter, at man fravalgte, at børnene skulle have haft dem, hvor de har nået en alder, hvor det kan have meget alvorlige konsekvenser at blive smittet.

Men det, der irriterer mig mest ved den her diskussion er, hvor ofte jeg hører argumentet “jeg havde jo selv røde hunde/mæslinger/fåresyge som barn, og det var altså ikke specielt slemt”. Måske er det fordi, jeg har set mig arrig på netop denne måde at argumentere på, nu hvor jeg er gravid, og støder på den i mange sammenhænge. Da jeg f.eks. selv skulle tage stilling til, om jeg skulle have influenzavaccinen, byggede en stor del af de argumenter, jeg hørte imod at lade sig vaccinere på, at alle havde haft influenza før, og det var jo ikke så slemt. Der var stort set ingen, der fremhævede, at man f.eks. kan gå for tidligt i fødsel eller få lungebetændelse af at få influenza som gravid. Eller da gravide Lisbeth Østergaard på sin IG-side postede et billede af sig selv i træningscentret, hvortil tre kvinder (heriblandt en jordemoder) skrev nogle meget forsigtige pip om, at man skal tage den lidt med ro med styrketræning, når man er gravid (jordemoderen var endda så sød at forklare hvorfor), og det blev skudt ned af ca. 1000 kvinder, der selv havde styrketrænet under deres graviditet, og det “var der jo ikke sket noget ved”. 

Ej, men hvad fanden er det for et argument!? Jeg har to gange været impliceret i færdelsuheld; begge gange uden at der skete noget med mig - men derfra og så til at konkludere, at færdselsuheld ikke er farlige for nogen, synes jeg da, at der er et stykke vej??

Der er jo ca. 10.000 faktorer, der spiller ind, i forhold til om styrketræning er en god eller en dårlig ide for den enkelte gravide, men at antage  - og rådgive - ud fra nul saglighed eller specialviden om området, men udelukkende på baggrund af egne erfaringer, virker på mig bare direkte dumt, og som meget lemfældig omgang med risici på andres vegne. 

Hvis sygeplejersken i artiklen om børnevaccinationer havde brugt faglige, saglige argumenter, som fx. “Man ved, at 1 ud af 3000 smittede børn, dør af mæslinger. Man ved, at 1 ud af 1.000.000 får alvorlige bivirkninger af vaccinen. Jeg vurderer, at risikoen for bivirkninger er større, end risikoen for dødsfald af sygdommen, og derfor undlader jeg at vaccinere mine børn” ville jeg muligvis være mere tilbøjelig til at forstå hendes side af sagen (her lyver jeg meget i forsøget på at holde en sober tone), men jeg synes virkelig, at man er en dårlig repræsentant for sin sag, når man som udgangspunkt "tænker på, om det ikke er lidt hys at vaccinere alle børn", og griber til fakta indsamlet på de sociale medier, og sit eget - i det store billede meget beskedne bidrag til den samlede statistik - eksempel.

(Jeg ved, at jeg med dette indlæg risikerer at træde nogen over tæerne, og det vil jeg på forhånd gerne beklage. Jeg skriver det ikke i mangel på respekt for de mennesker, der reelt har oplevet bivirkninger af vacciner. De har min dybeste sympati. Men for hver børnesygdom, vi ikke får udryddet, vil der være en langt større gruppe af børn, der oplever virkelig kedelige konsekvenser og i værste fald dør af sygdommen, og jeg synes desværre, at dette argument fuldstændigt er forsvundet, så dette er blot tænkt som my two cents til debatten.)

fredag den 6. februar 2015

Når jeg har født, og Frida sover første gang, skal jeg:

  1. Farve øjenbryn. Er simpelthen så udvasket at se på, at hvis man slår havregrød op i Den Danske Visuelle Ordbog, er der et billede af mig. 
  2. Drikke rødvin. Af flasken. Løgn. FlaskerNE.
  3. - kun afbrudt af al den kaffe, jeg skal hælde i ansigtet, uden at tælle antallet af kopper. 
  4. Spise 600 gram saltlakrids.
  5. Løfte nogle heavy-ass vægte 800-900 gange, så jeg igen kan mærke, hvor mine biceps sidder.
  6. Løbe en tur med min nye babyrunner.
  7. Rense sår og lægge forbindinger på de skader jeg pådrager mig, når jeg skal lære at løbe med min nye babyrunner.
  8. Have lavet lyse striber. 
  9. Strike that: Stikke hele hovedet i en spand med klorin. Se punkt 1.
  10. Bade og vaske mig i sæbe, der udelukkende består af parfume holdt sammen af parabener. 
  11. Have lavet en fedtsugning, så jeg med øjeblikkeligt virkning igen kan iføre mig tøj uden elastik.
  12. Gå på toilettet 24 gange, uden hver gang at føle, at jeg skal til eksamen (forpulede pletblødninger.)
  13. Hoste i timevis uden aktivere min brækrefleks. 
  14. Sove på maven. 
  15. Blande en skål ipren, panodil og strepsil, som jeg æder som slik, og skyller ned med norske brystdråber.
  16. Spise sushi i så ublu tempo og mængder, at der går ild i pindene.
  17. Finde en måde at gøre al ovenstående på, uden at fucke amning op. (Bliver nemt nok.)
  18. Hælde resten af den fiskeolie, jeg hver dag gag’er over ud i vasken, mens jeg hånligt råber: “HVEM GRINER NU, SO?” 
  19. Smide ting ned fra bordet med vilje, så jeg bare lige kan bøje mig ned, vupti, og samle dem op 
  20. - med arme, der ikke sover.
  21. Finde og skrive en undskyldning til ejeren af den bil, som jeg igår efterlod en seddel med teksten: “DU PARKERER SOM EN FUCKING BLIND, DIN KÆMPESPASSER!!” i forruden på.
  22. Ved samme lejlighed fortælle vedkommende, at det ikke er i orden at holde så tæt på andre biler, at gravide damer kl. 22 om aftenen må kravle ind af døren til bagsædet og forcere gearstang und alles for at komme om til det relativt vigtige sted i bilen, hvor rat og pedaler sidder.
  23. (Rundsende skrivelse til alle de søde damer, jeg kender, der slås med storken, og undskylde for, at jeg lyder så røvutaknemmelig, når nu jeg i virkeligheden er det stik modsatte og allerede knuselsker den lille pige derinde. Jeg er bare er ved at gå lidt op i de hormonelle sømme over at være bange og tyk og ucharmerende hele tiden.)

søndag den 1. februar 2015

Voksentid.

Det er ikke ret tit, jeg får Anton passet for at lave noget, der udelukkende er for min egen fornøjelses skyld. Dels fordi han ofte er en stor del af grunden til, at tingene er fornøjelige, og dels fordi jeg synes, at kvoten ligesom er opbrugt, når de obligatoriske personalemøder, weekendvagter, kvartalsworkshops og fester er dækket ind.

Men i går havde jeg inviteret 3 gode damer til brunch, og for første gang i meget lang tid, havde jeg valgt, at det skulle være et kæreste-/dyre- og børnefrit arrangement.

Det var fan.TASTISK! Ikke, at vi ikke hygger os, når vi mødes med hele udtrækket, men at kunne sidde ved bordet i 4 timer og drikke kaffen, mens den var varm, uden at skulle have halvdelen af samvittigheden og opmærksomheden parkeret i de tilstødende lokaler, var virkelig en saltvandsindsprøjtning af de helt solide.

Og alt det, vi nåede at snakke om, fordi vi pludselig kunne tale i hele sætninger, og ikke hele tiden skulle samle tråden op fra før juicen væltede, eller nogen kom til at brække et ben af stuebordet (don’t ask..) - det var helt outstanding. 

Vi fik diskuteret, om glad mor=glade børn altid er sandt, eller om det er blevet det kort, man spiller, når man sætter egne behov over sine børns, vi var omkring mænd, der ikke forstår et pænt nej tak, vi snakkede om ressourcefordeling på arbejdsmarkedet, om tørshampoo, om at der findes to slags mennesker; dem, der lider af udlængsel, og dem, der får stress ved tanken om at skulle forholde sig til et andet lands infrastruktur, vi sladrede om gamle flammer og the usual suspects, og vi nåede endda omkring etik og tavshedpligt i parforhold.

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har haft mulighed for at tage del i en samtale, der har lov at forgrene sig så langt ud og ned.

Og selvom det sikkert gør mig til et menneske, man har lyst til at skyde, så *elsker* jeg at være sammen med andre, der går op i sprog, og som kender forskel på brugen af chance og risiko.

Idag har jeg det som om, jeg har tømmermænd. Jeg er så træt, at det er ynkeligt, og når jeg tænker på, hvad jeg plejer at kunne overkomme og overskue, er det lige før, jeg kommer til at grine af mit smadrede, gravide selv.

Men Anton, Tahu - the master of fire, og kagerullen er puttet, opvaskemaskinen er tømt, taskerne er pakket, madpakkerne smurt og det eneste, der er tilbage på programmet for idag, er 3-4 afsnit af Suits. 


Det har virkelig været en god weekend.

mandag den 26. januar 2015

Boys will be boys will be boys will be girls.

Engang, for længe siden, skrev jeg et indlæg om, at jeg i Magasin var blevet spurgt, om den røde dukkevogn, jeg var ved at købe som gave, var til en pige eller en dreng: Butikken havde bånd i to forskellige farver, og ville gerne sætte den “rigtige” farve bånd på til kønnet. 

Min pointe - som en del rasende feminister i kommentarfeltet ikke nåede at læse - var, at de drenge, der ønsker sig røde dukkevogne, formentlig ikke har en holdning til, at båndet om æsken partout skal være blåt, og at man - hvis man er så optaget af “rigtige/forkerte” farver til hhv. drenge og piger - jo nærmest ikke i den situation ville behøve at spørge, fordi man bare ville antage, at en rød dukkevogn selvfølglige er til en pige. 

Hele debatten med, hvordan vi lærer vores børn om køn, og om drenge må lege med dukker og piger med biler, er present i min bevidsthed igen, nu hvor jeg ved, at jeg skal have en pige, og dermed ender med at have en af hvert køn af forholde mig til.

Da jeg fik Anton, var jeg bange for, at jeg - fordi vi bare er os to - ville komme til at overse nogle interesseområder, som han kunne have, fordi jeg ganske enkelt ikke vidste, hvad drenge gik op i. Jeg har hele tiden haft det sådan, at hvis han en dag kommer og gerne vil have fe-vinger og diadem på til fastelavn, så giver vi den FULD gas - men inden jeg fik ham, tænkte jeg meget over, at jeg meget gerne ville møde ham, hvor han var, og ikke overføre mine interesser eller mangel på samme til ham, fordi jeg ikke anede/aner en kæft om at være dreng.

Og måske fordi jeg hele tiden har tænkt meget over dette, sidder jeg faktisk idag med den tanke, at hele diskussionen om, hvordan vores børn bliver formet af det legetøj, vi præsenterer dem for, og af samfundets forventninger om Raske Drenge og Søde Piger, er en lidt teoretisk diskussion.

( - vent lige med at gå amok.)

For Anton har fra allerførste dag vidst, hvad han syntes var sjovt. Store maskiner, værktøj og fart. (Og her er ikke tale om, at jeg på forhånd havde malet værelset blåt og udelukkende havde købt racerbiler og soldater - tværtimod har jeg altid været lidt på bagkant med at købe legetøj, simpelthen fordi jeg er så ideforladt. Så den måde, vi har gjort det på er, at når vi har været på besøg hos andre, så har jeg luret på, hvad Anton har fattet interesse for, og skruet ønskesedler osv. sammen ud fra det. Og vi har en meget høj frekvens af piger med helt traditionelt pigelegetøj i vores omgangskreds.) 

Det lidt specielle i vores situation er, at vi ved, at den mest massive voksenindflydelse, Anton har været udsat for, er min; vi har ingen far på hånden, der slæber ham med til traktortræk eller ser fodbold og speed way med ham, og derfor er jeg efterhånden tilbøjelig til at tro, at de kommer kodet fra fabrikken, de små, og at vi derfor kan slå os i tøjret, som vi vil - men vi kan ikke rigtig ændre på deres grundlæggende, genetiske personlighed.

Vi KAN selvfølgelig, med den skævvridning, der pr. definition ligger i magtforholdet mellem forælder og barn, være med til at gøre deres liv til et helvede, hvis vi forsøger at gøre dem til noget, de ikke er, men den lidet flatterende mulighed har vi jo desværre i samtlige aspekter af deres liv.

Jeg medgiver, at der ligger et stort stykke arbejde i, at vi som samfund får tingene indrettet, så det signal, børn får fra verden omkring dem er, at det er ok, hvis man som pige helst vil lege mekaniker, og hvis man som dreng trives bedst med Barbie og Hello Kitty.

Og selvfølgelig er det knaldende åndssvagt, at man i nogle børnehaver deler op på tværs af køn, i stedet for på tværs af interesser, når man laver særlige aktiviteter; jeg kan for min død ikke se, at det skulle være et problem at have en gruppe af blandet køn med i skoven, hvis præmissen er, at man skal blive beskidt og helst slå sig, bare lidt, inden man kommer hjem, og de børn, der deltager er klar over dette. Eller at man har en tilsvarende blandet gruppe af børn, der skal lave noget, der kræver fordybelse og interesse for glimmer og rigelige mængder af tyl.

Men en ting er, at vi skal snakke om, hvordan vi som samfund styrker ungerne i at være det, de er - noget andet er, at vi taler om det, som om de kommer som fuldstændigt ubeskrevne blade, som udelukkende danner interesser og kønsroller ud fra, hvad vi siger er rigtigt og forkert.

Min beskedne pointe er, at vi i hele den diskussion fuldstændig ignorerer det faktum, at det lader til, at de faktisk kommer med noget fyldt på harddisken, når vi får dem, og jeg mangler måske lidt, at vi prøver at se på de enkelte børn, med det de er og kan, i stedet for at betragte dem som en slags våben i hele ligestillingsdebatten.

Men måske er det nemt nok for mig at sidde og sige, fordi jeg har en dreng, der virkelig falder i den helt traditionelle drengekategori? Måske er det sværere, hvis man har en lille fyr, der har følelserne siddende udenpå tøjet og som ikke bryder sig om snavsede fingre og lego? Mit indtryk er, at der trods alt er sket noget ift. “drengepiger”; at samfundet idag er bedre til at rumme de vilde piger, end de stille drenge - men måske tager jeg helt fejl?

Hvis du - ja, dig - har to minutter i overskud og en holdning til dette emne, kunne jeg faktisk rigtig godt tænke mig at høre om dine tanker og erfaringer i kommentarfeltet.


På forhånd tak:)