mandag den 18. august 2014

Er er egentlig stadig noget, der hedder 'hockeyhår'?

Er det mig, eller er det lidt som om det er nu, man bliver ramt af at være i gang igen? Sådan for alvor? Første uge efter ferien var der bare lidt hyggepyller i krogene, mens jeg i sidste uge havde forbavsende travlt, og barnet var RAHHsende, fra vi stod op til vi gik i seng. Her til morgen er jeg syg, jeg har en to-do bunke, som det virker nemmest at måle i hele metre, og jeg er ikke sikker på andet, end at Anton i eftermiddag viser sig at være stukket af med et cirkus.

Ordet, jeg leder efter, er nok: ”Efterår”.
Nå, men nu er vi officielt sådan nogen, der går til ishockey. Jeg havde på forhånd sendt en mail til en af dem, der står for det, fordi jeg var lidt bekymret for, om man kan finde ud af det, når man er en lille fyr, der bakser en del med sproget, og gerne vil lege vildt, men helst alene. Havde fundet en mailadresse under et billede af en mand i fuldt målmandsudstyr, hvilket kan få de fleste til at ligne noget, som dørmænd og rockere ville gå i en stor bue udenom. Han ringede op, og kunne med bred, esbjergensisk baryton fortælle, at det ikke var noget problem. Overhovedet. ”I kommer bare. Det hele foregår i børnenes eget tempo. Vil han helst køre selv, til han er tryg, gør han bare det. Og ellers er han meget velkommen til at være med. Nogle gange leger vi f.eks. ’Kom, alle mine kyllinger’”.

Så du ligner Jønke, taler som Dr. Phil og leger ’Kom, alle mine kyllinger’?
Ja, jeg ved ikke med jer, men jeg døde af instant kærlighed til alt, hvad der har med ishockey at gøre, lige dér.

I går var vi af sted første gang, og det var et hit. Dog valgte vi, i stedet for kyllingelegen, at lege de to – knap så kendte – børnelege: ”Hvad fanden mener du med, at jeg skal have hjelm på!?!” og ”Hvad skal jeg med isrollatoren? Hit med en stav og en af de der små sorte tingester!” Logik og det det faktum, at han ikke sådan rigtig kan komme fremad på skøjterne, bider ikke på ham, den stædige, lille skid.
Men han elskede det, og det gjorde jeg også. Og så har han fået sin egen lille termokande, så når vi er færdige, er der varm kakao til ham og kaffe til moren; på den måde vinder alle.

søndag den 3. august 2014

The things we do for love...

En af de ting, der har været vigtig for mig, efter jeg har fået Anton, har været ikke at smitte ham med mine fobier og dislikes. Han skal, i det omfang det er muligt, selv have lov til at bestemme, hvad han mener om højder, hunde og sild. Det betyder, at jeg på visse områder har været nødt til at presse min personlighed ned i en ny og mere rummelig form; i hvert fald når han kigger.

Inden jeg fik ham, var jeg en af dem, der hvinede så højt, at man først opdagede, at jeg havde udsendt lydbølger, når jorden rystede under hjorden af hunde, der kom dundrende over sletten, hvis en bi landede i nærheden af mig. Og med ’i nærheden’ mener jeg i en diameter på 10-15 meter. Jeg var ikke for fin til at binde min støvsugerslange fast til et kosteskaft, så jeg kunne lægge behørig afstand mellem mig og den edderkop, jeg skulle støvsuge op, og jeg havde aldrig behov for at foregive, at cirkus, gøglere og klovne ikke gav mig lyst til at sætte ild til både dem og mig selv af raseri.
Nu vifter jeg hvepse væk med en bitch-please!-håndbevægelse. Også når de sætter sig i mit hår. (Sætter de sig i Antons, går bevægelsen mere over i Hasta la vista. Baby.) Når jeg ser en edderkop, tager jeg den afslappet, men bestemt med 40 ark køkkenrulle og går ud og skyller dem ud i toilettet (fordi jeg så kan lave AD!AD!AD!-dansen på badeværelset, hvor Anton ikke kan se mig), og jeg har flere gange udsat ham for klovne iført min hahaha-prøv-at-se-hvor-sjovt-personlighed.

Indtil nu har han været fuldstændig ligeglad.
….

I fornemmer godt, hvor det her bærer hen, ikke?
For i dag har vi været på havnen, hvor der er Tall Ships Race. Masser af kæmpestore, fine, blankpolerede skibe, der bare ligger og venter på, at man border dem og begynder at udforske.

Vi kom, vi så - og vi trak på skuldrene. Ikke specielt maritimt anlagt, åbenbart.
Og her kunne historien så være endt, hvis ikke det var fordi, der overfor skibene var et kæmpeområde fyldt med gøgl, cirkus og alt, hvad dertil hører.

Jeg slæbte ham derfra efter 2 timer.
Med en brochure i tasken.

Og en tilmeldingsblanket.
Til cirkus.

For ja. Selvfølgelig kan man gå til det.
SelvFØLGElig kan man det.

2 timer. Hver mandag.
Vi ses dernede.

Det er mig med vodka i vandflasken.

mandag den 28. juli 2014

Nogen, der så, hvor de sidste 3 uger blev af?

For jeg skal da LIGE love for, at tiden går ekstra hurtigt, når man holder ferie.

Vi tog 2 uger herhjemme, og gjorde derefter sidste års succes til en officiel tradition og tog en uge til Aarhus. Denne gang akkompagneret af min søde Esbjergveninde Lene og hendes lille Emil, som hun også har valgt at få selv. Det var outstanding. Der kan ikke siges nok godt om de to mennesker, og om at være på ferie med en, der lever fuldstændig, som man selv gør - og som oven i hatten også har fået bestilt modellen med den fuldstændigt umulige døgnrytme.
Eller om at være tilbage i Aarhus.

Alt var godt ved den ferie. ALT.
Den eneste anke jeg har til hele feriekonceptet er, når den slutter, og hverdagen, som en vred, massiv egetræsdør, igen rammer én lige i face. Jeg har det nærmest som om, jeg lige er vågnet efter en lang koma, og har flere gange taget mig selv i at kigge mig overrasket omkring i mit eget liv.

Så. Da hverken hjerne eller lemmer vender rigtigt, får I derfor lige en lille liste at komme i gang på igen.

Ting, jeg har glemt i løbet af ferien:
* Samtlige kodeord. Til alt. (LANG søndag aften med stress-sved på læben over blankt afvisende arbejdsmobil.)

* At jeg har en blog. (Sorry.)
* At jeg har et arbejde. (Mere sorry.)

* Hvordan man udfører dette arbejde. (Helt sikkert allermest sorry.)
* Hvordan man laver mad. (Aarhus = sushi)

* At nogen har glemt at kode min DNA-streng med forbrænding. (*suk*)
* Hvor helt igennem røvsygt og træls det er at smøre madpakker.

* Hvordan man går i sko.
* Hvordan støvsugeren fungerer.

Ting, jeg til gengæld har husket:

* At drikke riiiigeligt med vin.
* At smide hvad der svarer til BNP’et for et mellemstort afrikansk land hos hhv. Emmerys, Sashimi og Klostergrønt i Aarhus.

* At drikke riiigeligt med kaffe.
* At smøre solcreme på både mor og barn. Hver dag. Hvilket jeg faktisk godt vil bede om en medalje for, nu du spørger. For SATAN, det barn har temperament!

* At spise trøfler 6 forskellige steder fra og rate dem. (Spar dig. Jeg er immun overfor udtrykket ”affaldskage”)
* At se upassende dårlige serier på Netflix til langt ud på natten med undskyldningen: ”Det er alligevel ALT for varmt til at sove!” (Alle, der heller ikke synes, at de falder uden for målgruppen ’15-18-årige’, hånden op?)

* At lære 21 ud af 31 af Hr. Skægs alfabetsange. (.. så .. ja... Måske mere ”er blevet pålagt” end ”har husket”)
* At vinde 5 liter sprinklervæske på et skrabelod. (Den stikker du bare, hvis du kan #bringiton)

 
Skal vi sige, at vi lige skrives ved, når hjerne, tanker og livet generelt er ved at være oppe i omdrejninger igen?
Godt så.

søndag den 13. juli 2014

Life's what you make of it.

I sidste uge sad Anton og jeg og spiste rundstykker med blåbærmarmelade hos mormor og morfar. Jeg er ellers ikke marmeladetypen, men den her var virkelig overordentlig god. Som altid er jeg ude af stand til at mene noget i stilhed, og vi kom derfor til at tale om en af mine mors kolleger, og hendes forhold til marmelade. (Vi lever på kanten i vores familie.) I de 22 år hun har haft børn, har hun hver eneste weekend spist stikkelsbær- og appelsinmarmelade, som hun ikke synes specielt godt om, fordi hendes sønner og manden ikke kan lide de mørke marmelader, som Ketty elsker.

Siden er min hjerne flere gange gået helt i stå over, at man i stedet for 6 gange om året at ofre de 30 kroner et glas marmelade koster, på sig selv, sidder og kører giffel efter giffel ind med det næstebedste af slagsen.
I 22 år.

 Hold KÆFT, et spild af livskvalitet, morgenmad og marmelademadder.
Jeg ved faktisk ikke, om jeg for 10 år siden ville have tænkt så meget over det, men nogen gange er det som om, det samme tema går igen flere steder i ens liv; at alle historier man hører, og alle udfordringer man snubler over, udspringer af samme grundproblematik, som man bliver nødt til at forholde sig til og prøve at løse, før man kan komme videre. For et par år siden var det ærlighed, og hvordan man doserer den, jeg blev ved med at blive konfronteret med; både i mine venskaber, i mit arbejdsliv og på familiesiden, mens jeg det sidste halve år har fundet et element af afvejning og livsimpact i alt, hvad jeg møder.

Jeg har altid haft meget temperament, og jeg har brugt flere nætter end jeg gider tænke på, på at ligge og stirre rasende op i loftet over indbildte fornærmelser, andre menneskers dumhed og irritationsmomenter, sådan helt generelt. Men hold kæft, hvor har jeg været træt af det. Træt af, at jeg lader petitesser og ligegyldigheder forgifte hele dage, og forpeste mit liv med negativ energi, der ikke bidrager med noget som helst, men som stadig klipper dage af det store målebånd.
Derfor begyndte jeg sidste år at øve mig i at bevare perspektivet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne bryste mig af at være i stand til at hæve mig over arrigskaben med overskud og næstekærlighed alene, men jeg har haft brug for tre konkrete spørgsmål for at få det til at virke.

1) Ville det her stadig have betydning, hvis jeg fik et rigtigt problem? Som i: Hvis jeg i eftermiddag fik en forfærdelig besked om sygdom eller ulykke, ville jeg så ønske mig tilbage til i morges, hvor det største problem i mit liv var, at nogen havde lagt en modbydelig kommentar på bloggen? 98 % af alle problemer dumper her. Heldigvis.
2) Går jeg stadig op i det om en uge? Selvom det ikke umiddelbart fjerner raseriet, er det faktisk som om, det bliver lettere at acceptere, at det fylder her og nu, fordi jeg ved, at det bare lige skal have 24 timer til komme igennem systemet.

3) Kan jeg på nogen måde aflive/forkorte levetiden af dramaet? For at bruge eksemplet med hater-kommentarer igen: Jeg besluttede simpelthen at holde op med at svare på dem. For selvom det gav et kort øjebliks tilfredsstillelse at slå igen, tog jeg mig selv i efterfølgende at tjekke mails hele tiden for at se, om der var kommet et svar. Og hvis der var, kunne vi køre cirklen igen. Og igen og igen og igen. Og på den måde havde en fremmed, fuldstændig ligegyldig person, der ikke ville mig noget som helst godt, pludselig fået lov at suge glæden ud af op til flere dage.
Det virker. Hvilket jeg er ret taknemmelig over, for på mine gamle dage er det blevet vigtigere for mig at være glad – og at passe på glæden. Særligt efter at Lene er død. Det giver en ordentlig lussing af et wakeup call at opdage, at man ikke må tage tiden så meget for givet, at man pisser den væk på ligegyldigheder.

Derfor skjuler jeg idag folk på facebook, hvis deres statusser altid trykker på mine knapper.
Derfor flytter jeg idag folk udad i cirklerne – eller slipper dem helt - hvis de konsekvent tager mere energi, end de giver.
Og derfor sætter jeg aldrig mere tænderne i et stykke brød med dårlig marmelade.

mandag den 30. juni 2014

Tænk på det som hjælp til selvhjælp.

Når folk hører, at jeg er tegnsprogstolk, falder spørgsmålene altid i to etaper. Den indledende runde består af to spørgsmål:

1) ”Er tegnsprog internationalt?”
(Nej) med underkommentaren ”Det var da ikke særlig smart.” (Suk) efterfulgt af:


2) ”Har du døve i familien?” (Det bliver også et nej)

Vel igennem første fase begynder folk som regel at se på deres eget fag, hvilket leder til de næste to spørgsmål:

3) ”Det må være svært med alle de fagudtryk vi bruger?”
(Nope. We’re just that good.)

4) “Tegnsprog er da sådan rimelig primitivt. Der findes ikke tegn for alt, gør der?”

Og netop i forbindelse med det 4. spørgsmål, takker jeg den gud, jeg ikke tror på for, at vi har ord som ’hygge’ og ’frikadeller’: ALLE ved fra folkeskolens engelskundervisning, at disse ikke kan oversættes direkte, og hårdt pressede indrømmer de fleste, at det trods alt ikke betyder, at det engelske sprog er primitivt og ordfattigt.

Jeg ved ikke, om det er fordi, vi er de tolke, man må spørge? Engelsk- og tysktolke, tolker for mennesker, der til forvek
sling ligner alle os andre, så de er ikke så interessante at udfritte. Urdu- og swahilitolke er ofte selv indfødte, der har boet i Danmark længe nok til at beherske sproget – og dem vil man ikke risikere at fornærme ved at spørge til det, der reelt er deres eget modersmål. Vi er sådan lidt... in between. Vi er ikke døve, men vi ved ret meget om sproget og døveverdenen, og derfor kan man åbenbart spørge os om alt; måske fordi det ikke er os, man fornærmer, hvis man laver et faux pas.

Ind imellem kan jeg slet ikke forklare folk, hvad mit arbejde består i. De er så overbeviste om, at mit job er at undervise døve, at de ikke hører, hvad jeg siger. ”Tolker psykologi, siger du? Jamen hvad klassetrin underviser du på?” ”Jeg er underviser ikke. Jeg tolker. Tolker. Ligesom engelsktolke. Bruxelles? You know?” ”Nå..
(lang, uforstående pause) Jamen har du så en fast døv, du underviser?”

Jeg gætter på, at alle fag har disse hadespørgsmål, der - når ret skal være ret - bliver stillet, fordi folk gerne vil udvise interesse, men som bunder i fordomme og manglende viden. Jeg stiller dem med 100 % garanti selv.

Skal vi ikke lege en sjov leg, hvor I skriver, hvad I 1) laver og 2) ville give en 10’er for aldrig mere at blive spurgt om?

søndag den 22. juni 2014

Siden sidst har jeg:

* Været ude at fiske. Selvom det er noget, vi gjorde meget i, da jeg var barn – og som jeg har rigtig mange fine minder fra – har jeg ikke begået mig i madding og woblere i ca. 25 år. Som jeg husker det, kan det være meget zen, og det kan få pulsen til at falde til et sted nede omkring Indurains hvilepuls at stå der på søbredden og kaste uuuud. Veeente. Ooooog trække hjeeem. Med Anton i lommen er det som at se den samme film igen, bare i fast forward. Man kan nærmest ikke nå at kaste snøren ud for ham, før han begejstret har trukket nylonsnøren så hurtigt op, at hjulet lugter lidt brændt. Efter de første par runder gik vi væk fra orm som madding (overvejede ellers at give dem vandski på og forvandle det til en indtægtsgivende aktivitet), så nu fisker han med spinner, hvilket fint illustrerer, hvordan det ville se ud, hvis en meget blank sten slog baglæns smut hen over vandet. Han elsker det, og det er skideskægt.

* Slugt True Detective i én lang mundfuld. Haps. Den varmede dejligt i det tomrum Game of Thrones efterlod.
* Klippet hæk. Har været inde på det før, men efter jeg har fået Anton, er der nogle ting, jeg simpelthen synes er for tyndt, at jeg ikke kan. Ikke mindst fordi jeg faktisk reelt ikke ved, om jeg kan; jeg har bare været så privilegeret at have verdens bedste far, der tålmodigt har stillet op, når der har været noget som helst handy-relateret på to-do-listen. Så i år skulle det være. Og det skal jeg have; jeg går frisk til opgaven. Af uforklarlige årsager er jeg sådan indrettet, at jeg tror, at evnen ligger forankret i viljen til at gøre. Med andre ord: Når jeg først har besluttet mig for at gøre noget, bliver jeg på magisk vis også god til det. Så. Når jeg kigger ud på hækken nu, føler jeg oprigtigt en mild undren over, at det ser ud som om vi har deltaget i en rotationsordning, hvor popstjerner kan komme i praktik i håndværkerfag, og at vi i haverunden vandt Stevie Wonder.

* Truffet en long-coming beslutning om, at jeg er for gammel til drama og til at bruge tid på mennesker, der tager mere energi end de giver. Lad falde hvad ikke kan stå.
* Ødelagt 2 blendere på under 10 minutter. Jeg ved det. Jeg er noget ganske særligt. Skulle lige hurtigt smide en smoothie sammen, og da jeg tændte for den første blender sagde det *Kniirklonk!* Det viste sig, at foden på kniven var det svage led, som kunne flække, selvom resten af blenderen burde kunne tabes fra 2 kms højde, og stadig være good to go. Heldigvis havde jeg bagerst i mit skab min gamle blender stående, så hældte indholdet over i den og blendede løs på ny. Blev meget positivt overrasket over, hvor kraftig den egentlig kunne blende, og besluttede på stedet, at den fremadrettet var opgraderet til Husets Blender. Da smoothien var færdig, lavede jeg den der dreje-af-foden-løfte-over-til-glasset-bevægelse, som ligger så meget i håndleddet, at den ikke kan stoppes halvvejs. Og det var så her, jeg kom i tanke om, hvorfor blenderen i sin tid blev forvist til skammekrogen, for geniet, der har designet det lille svin, har valgt, at man skal skrue bunden af blenderen samme vej, som man skruer selve blenderen af foden. Ffs. Ord rækker ikke til at beskrive den akut indtrådte sindstilstand. Der var smoothie på 2 bordplader, i sprækken ned langs komfuret, på inder- og yderside af 2 skabe, i hele vasken, på 3 m2 gulv, på alt mit tøj – alt. Også bh og trusser -  i mit hår, på samtlige ting, der stod på køkkenbordet, på 3 sider af mikroovnen, i min stikdåse med dertilhørende iPodstik, iPhonestik plus det løse.

Jeg blender aldrig noget igen.

mandag den 16. juni 2014

Lidt at tygge på?

For snart mange år siden havde jeg en veninde, som var selvskadende-light. For hende handlede det meget om den opmærksomhed, det udløste, når hun skar i sig selv eller ikke skulle have noget at spise. Hvis hun havde skåret sig i armen, gik hun i dagene efter kun i t-shirt, så alle kunne se, hvad hun havde gjort.

Først var jeg frygtelig bekymret for hende. Dernæst blev jeg irriteret, fordi det - for os, der var tæt på hende – blev meget tydeligt, at hun hverken led af anoreksi eller var klinisk selvskadende, men at det udelukkende bundede i et behov for at blive set. Men til sidst endte jeg med at nå frem til, at hun jo faktisk stadig var syg i en eller anden forstand, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er det ikke den gængse måde at ønske sig opmærksomhed på, når man er sidst i 30’erne.
Hende tænker jeg på, hver gang jeg læser artikler, der handler om, at børn bliver spiseforstyrrede som aldrig før, fordi deres forældre går fanatisk op i kost og slankekure.

De fleste af de artikler, jeg er stødt på, har en slet skjult undertone af, at forældrene er selvoptagede egoister, der ofrer deres børn og børnenes helbred i jagten på den tynde, perfekte krop.
Scroller man lidt længere ned på avissiderne, falder man tit over andre artikler, der handler om, at vi som nation bliver federe og federe, og at dette om 20 år vil være den største trussel mod vores velfærdssystem.

Det, der gør mig deprimeret er, at man får det til at lyde som om, forældrene er ligeglade med deres børn.
Jeg kender ingen mennesker, der ikke ville ofre deres liv, uden at blinke med øjnene, for deres børn. Jeg kender kun mennesker, der ift. børnenes fødevareindtag gør alt, hvad de kan for at holde balancen på den tynde linje mellem ’Sund Kost & Ingen Sukker’ og ’Nu Ikke Så Hysterisk’. Alle, jeg kender, prøver at give deres børn et fornuftigt forhold til mad og krop, og samtidig hjælpe dem til ikke at blive for tykke.

Og det er her, jeg kommer til at tænke på min veninde, for hvis man er så optaget af kost og kure, at man smitter sine børn med sin besættelse, så tænker jeg, at det er fordi, der er noget galt. Det er ikke sikkert, at man ville kunne få et diplom for veludført bulimi eller anoreksi, men det lyder i mine ører heller ikke, som om alt er, som det skal være.
Derfor undrer det mig, at vi åbenbart er enige om, at problemet skyldes forældrenes ligegyldighed. Hvis vi i stedet talte om børn, der boede sammen med en mor eller en far, der led af depression eller PTSS, og som – på den ene eller den anden måde - blev påvirket af denne forældres sygdom, ville de fleste da hidse sig moderat op, hvis den generelle tone i samfundsdebatten var, at psykisk syge forældre bare skulle stramme op og tage sig sammen.

Ikke?
Jeg synes, at vi i hele denne debat overser det spørgsmål, der måske kunne være med til at knække kurven, hvis vi fik det besvaret, nemlig hvorfor så mange i *min* generation lider af forskellige grader af spiseforstyrrelser? Sat på spidsen er børnene jo egentlig ”bare” symptomer på det problem, der ligger i baggrunden og rumler.

Det betyder ikke, at vi ikke skal være bekymrede over, at børnene får helt forskruede forhold til mad. Eller at vi skal undlade at prøve at løse det. Men jeg tror, at vi når længere ved at prøve at forstå, hvor problemet starter henne, end ved at se på, hvor det ender.