lørdag den 19. august 2017

I øvrigt:

* elsker Frida vores nye tipi, som hun tror hedder ’et fuglehus’. “Frida sætter mig over i fuglehuset, mor” Jeg er vild med det. 

* vil jeg gerne vide, om andre bliver ligeså hidsige, som jeg gør, når jeg ser en reklame eller en udlejningsbil fra EuroPcar? Det føles, som om hele munden er kørt ind på en rasteplads, og har slukket motoren, når man har udtalt “Europ-”, og så skal man til at tage selen på igen, lægge håndbremsen, sætte i gear, op i fart og flette ind helt forfra, for at få det sidste “- car” med. 

* tog jeg Anton med i Tivoli Friheden i sidste uge, og bøjede mig, da han havde hoppet op og ned på stedet 10.000 gange, fordi han gerne ville prøve et lykkehjul, hvor man kunne vinde en 1 meter høj, skriggul Pikachu. “Du bærer den selv, hvis du vinder!”  Hahaha. Ha. Jeg har nu lært, at der findes et særligt blik, man som forældre sender hinanden, når man kommer gående med sin troværdighed og autoritet slæbende efter sig, som et gammelt, muggent tæppe, og et kæmpetøjdyr under armen. #WalkOfShame #MomEdition

* har jeg de sidste par uger haft virkelig meget besøg af GLS, og de typecaster for HÅRDT hernede. Samtlige chauffører jeg har lukket op for, kunne med lethed have spillet en bærende rolle i Prison Break. 

* vil jeg også være med på vognen og derfor har købt 2,5 liter blommefarvet maling til en væg i stuen. Nu venter jeg så bare på, at nogen (GLS?) tilbyder at komme forbi og få hele herligheden flyttet fra spanden og op på væggen.

* har jeg idag lavet blommemarmelade fra bunden. Man aner et tema.

* kørte jeg igår til Tyskland. Nogen burde sætte sig for at undersøge den virkelig mærkelige kohærens mellem salg af nye kartofler og gamle biler.

* og speaking of Tyskland, vil jeg gerne have en hyldessang og en park opkaldt efter mig for i går at være et sted i min cyklus, hvor jeg kunne høre min blodprocent falde for hvert eneste skridt jeg tog, og stadig formå at gå forbi 2,5 kg. Matadormix til 78 kr.

* har jeg fået en mail fra en læser, der meget fint og sødt har spurgt, om jeg ville dele nedenstående grafik. Det vil jeg, så Erik, den her er til dig.


Infografic omkring homosexuelle

HAPPY PRIDE!

torsdag den 17. august 2017

Angst & vacciner, II. del.

For et halvt år siden skrev jeg dette indlæg om mine overvejelser omkring at lade mine børn vaccinere imod meningitis. Efter at have læst kommentarerne og vejet yderligere for og imod, endte jeg med at beslutte mig for at tilkøbe vaccinen. 

Det har været overraskende svært at finde noget lødig information på nettet, som i grove træk beskriver, hvilke typer af meningitis, der findes, og hvilke man er beskyttet imod, når man følger det almindelige børnevaccinationsprogram. Og måske er det fordi vi bor i Esbjerg, hvor frygt ikke er noget, vi bruger, men der har også været forbløffende lidt hjælp at hente på apoteket og hos lægen/sygeplejersken hos vores alm. praktiserende læge. De steder, jeg har spurgt, er jeg blevet mødt med undren over, at jeg overvejer det, og ingen har på stående fod kunne svare på, hvordan sagsgangen helt lavpraktisk er, hvis man gerne vil have vaccinen. 

Jeg er selvsagt ikke læge, så det følgende skal man ikke læse som et fagligt velunderbygget udsagn, men som jeg forstår det, findes der to hovedtyper af meningitis. Den ene er man beskyttet imod gennem det almindelige børnevaccinationsprogram, mens den anden ikke er medtaget heri, fordi risikoen for at blive smittet med den, er så lille, at det samfundsøkonomisk ikke kan betale sig at vaccinere imod den.

(Herudover kan man få meningitis af nogle typer af mikroorganismer, som meningitisvaccinen ikke indeholder, men eftersom det er den, man giver, hvis én i husstanden har været smittet, tænker jeg alligevel, at man må være fornuftigt dækket ind.)

For mig betyder den lave risikoprocent imidlertid ikke så meget, for det er i jo fuldstændig ligegyldigt, om der kun er 1% risiko for at blive ramt af noget, hvis man er så uheldig at være den éne procent. Siden jeg fik Frida, har der været 3 tilfælde af mistanke om meningitis i institutionerne i Esbjerg, og vi har 2 børn i omgangskredsen, der har været ramt; det ene af børnene var millimeter fra at dø af det. Og min hjerne kan ikke give slip på det faktum, at hvis ungerne får feber i løbet af natten, så kan de timer, vi sover, ende med at have fatale konsekvenser, hvis det ér meningitis, der er tale om.

Lang historie kort: Jeg besluttede mig for at købe den til mine børn.

Jeg bestilte en tid hos lægen, hentede vaccinen på apoteket, og med kirurgisk præcision, vågnede Frida med feber, da vaccine-dagen oprandt; hun fik derfor lov at vente hos mormor og morfar, mens jeg tog Anton med til lægen. Da jeg hentede hende igen, kunne jeg godt se, at feberen var steget, siden jeg tog afsted, og det fortsatte den med, til den stabiliserede sig omkring de 40+. Efter lidt konfereren frem og tilbage, endte det med, at Anton (efter eget ønske) fik lov at sove hos mormor og morfar, så jeg bare havde Frida at passe på.

Her klipper vi så til scenen kl. 23.30, hvor Frida i ren, blind panik krabbede sig væk fra mig, mens hun skreg og skreg og skreg og skreg og skreg af noget, som kun hun kunne se. De første 2 minutter var jeg ok-cool med det, de næste 2 begyndte jeg at blive urolig, og efter små 10 minutter turde jeg ikke andet end at ringe til vagtlægen. Han stillede de obligatoriske tjek-spørgsmål, men uanset hvad jeg forsøgte mig med af lys og gøgl og klokker og blink, kunne jeg ikke få Frida til at kigge ned eller på anden måde bøje nakken.

Her vil jeg godt indrømme, at en moderat panik begyndte at brede sig. 

“Nu må du ikke blive forskrækket, men jeg bestiller en ambulance og en lægeambulance nu, og jeg gør det med mistanke om meningitis. De kommer med udrykning, for er det det, hun har, så skal det gå stærkt.”

De næste 10 minutter gik med at gå op og ned ad gulvet med Frida på armen, og holde angstscenarierne på afstand ved at tænke på, at skæbnen ville være ualmindelig tarvelig, hvis éns barn fik meningitis, den dag, hun skulle have været vaccineret imod det. 
Kl. 24 stillede det medicinske kavaleri, og hvis jeg nogensinde har været gladere for at se nogen i mit liv, kan jeg ikke huske det. Hun blev undersøgt på kryds og tværs - og de kunne heller ikke få hende til at bøje nakken - men efter grundig og betryggende målen, følen og vurderen, var diagnosen ondsindet influenza med febervildelse galore on the side. Det virkede billigt sluppet, og hårdt presset må jeg tilstå, at jeg måske kom til at lettelseskramme dele af det refleksklædte korps i min stue. 

I sidste uge fik Frida så endelig sit stik, og jeg er simpelthen så glad over, at jeg valgte at gøre det. Ikke mindst på en dag, som idag, hvor hun virkede lidt slatten, da jeg hentede hende i vuggestuen: Det er alle 700 kroner værd, at jeg ikke skal bruge hele natten på at sidde ved hendes seng og være bange.

(Service-info: Den skal gives 2 gange med et års interval, koster ca. 700 kr. for begge vacciner, og beskytter i 5 år).

torsdag den 10. august 2017

Feriefinalefornemmelser.

Klokken er næsten 20.30, og jeg sidder i min stue, hvor solen vælter ind af de tæskefedtede ruder, og giver en illusion af, at det er varmere udenfor, end det er. Jeg har skænket mig et glas rødvin, der lyder stille snork fra værelserne, og i hjørnet af stuen står vores nyopsatte tipi og puster ud efter en hård debut. . 

Vores ferie lakker mod enden - eller rettere: Anton og Fridas gør. På mandag starter Anton i 0. klasse, og Frida er tilbage på sin vuggestuepind, mens jeg har taget en ekstra uges forældreorlov, så jeg kan tage med i skole, give ungerne en blød start, og få samlet op på det efterslæb, der opstår, når man holder 3 ugers ferie med 2 toptunede børn, og sig selv som eneste voksne indslag.

Hver eneste dag har jeg sendt en tanke tilbage i tiden, fordi kontrasten til sommeren 2015 har været så stor. Det var vores første sommer som familie på 3, og jeg kan huske, hvordan jeg, i ugen op til ferien, græd hver eneste dag af stress (og hormoner!) over, hvordan jeg skulle slå til i døgndrift i 3 uger for en lillebitte, helt ny baby, og en dreng på 4 år, der skulle finde ud af at være blevet storebror og lære den ædle kunst “at dele”. 

For ferien i år har været så dejligt. Den har været alt det, jeg håbede, den ville være og mere til. Primært har den været tid, som ellers normalt er den knappe ressource her på fabrikken, fordi det forbistrede græs gror, som fik det penge for det, vaskemaskinen hele tiden er fyldt, og aftensmaden endnu ikke har lært at lave sig selv. Det har været fuldstændig fantastisk. Dagene er flydt sammen, jeg har suspenderet mit ellers så militante overblik og ungerne har fået lov at holde bestemmepinden.

Jeg havde på forhånd besluttet, at vi kun skulle én “ting” pr. uge - altså, afsted til en af de mere traditionelle juhu-forlystelser, og det har jeg holdt fast i. Det har vist sig at være helt perfekt, fordi jeg 1) er en federe mor, når jeg ikke er ved at brænde sammen af stress over planlægning og vil hun nu sove i klapvognen og er det for varmt med dyne og hvor meget mad skal jeg pakke og bliver det regnvejr eller skal vi have badetøj med? 2) oplevelserne har gjort meget større indtryk på børnene, end de ville have gjort, hvis de 3 uger havde været én lang tivoli-tur og 3) det har været ok at gå behersket amok i merch-butikkerne. Alle har vundet. 

De andre dage har jeg om morgenen spurgt lopperne, hvad de kunne tænke sig, vi skulle lave, og stort set hver dag har svaret været “være herhjemme” eller “hjem til mormor og morfar”. Det giver stof til eftertanke.

Min hjerne begynder så småt at indstille sig på at skulle op i gear igen, og det føles også godt, men inden vi når så langt, har vi heldigvis 3 dage tilbage med dovne morgener, håndmadder og bare tæer.


fredag den 4. august 2017

Dyret må ikke fodres.

I sidste uge skrev Rasmus Ulstrup Larsen (gymnasielærer og medlem af Konservativ Ungdom) et debatindlæg i Berlingske med titlen “Singlemødre - et forfærdeligt moderne fænomen”  og jeg er siden blevet tagget under det en håndfuld gange. Som svar på indlægget skrev Ditte Degnbol, som selv har 2 donorbørn, et andet indlæg, hvori hun forsøgte at redegøre for, hvorfor hun mente at Rasmus U.L. var galt på den. Det indlæg har jeg også fået tilsendt et par gange. 

Først havde jeg egenlig besluttet, at jeg bare ville lade det fare, simpelthen fordi jeg ikke mener, at det første indlæg fortjener så meget som 4 sekunders ekstra opmærksomhed, og jo flere, der hidser sig op over det, des længere når det ud, og jo mere raseri skaber det. 

Men efter et par dages betænkningstid har jeg alligevel besluttet at byde ind med mit synspunkt, primært fordi det ikke decideret går på artiklens indhold, men fordi det, der optager mig mest her, er hvordan vi stille og roligt får gjort aviserne til et sted, man går hen for at blive dummere.

Jeg ville sådan ønske, at vi ville gøre os mere umage med at forholde os bare en lille smule kildekritisk til de artikler, vi læser, før vi trykker “del” og sender elendigheden videre ud i hovedet på andre, der så også kan bruge tid på at blive rasende og smide yderligere brænde på bålet. 

Jeg håber, at alle, der kender mig, både via bloggen og personligt, ved, at jeg er både den skrevne og den verbale samtales største tilhænger.

Jeg håber også, at I ved, at jeg, hånden på hjertet og Ama’r halshug, er fuldstændig ok med, at nogle mennesker synes, at det valg, som jeg har truffet, er etisk uforsvarligt. Jeg er selvfølgelig ikke enig, men jeg bøjer mig uden tøven for, at verden også kan se sådan ud. Etik er for de fleste af os summen af, hvad vi kommer fra, hvad vi har været udsat for, og hvad vi helt grundlæggende tror på, og det kan alverdens logik og saglige argumenter meget sjældent flytte på. Og det er ok. 

Men hvis man er stor nok til at læse Berlingske, så skal man simpelthen også være stor nok til at gennemskue, at når man læser en tekst, der primært består af sætninger som: “I tidligere tider, det vil sige før 2007, kunne man ikke vandre ind på en offentlig klinik og få serveret et barn, fordi man ikke gad dele det med en mand” og “Hvis man er ubehøvlet og opfører sig elendigt over for alle, eller man er én, der ikke byder andre mennesker noget godt, så er det selvsagt svært at få en partner”, så er der ikke tale om et oplysende bidrag til debatten. Så er der tale om clickbait. 

Hvis Rasmus UL ville diskutere det her emne, fordi han reelt mente, der var et problem,  havde han gjort sig den ulejlighed at formulere sig på en saglig og ordentlig måde, så retorikken ikke overskyggede indholdet. Manden er gymnasielærer. Man må formode, han mestrer disciplinen.

Hvis jeg må ønske noget for 2018, så er det, at aviserne (for helvede!) stopper med at lave den her form for artikler, som de forsvarer som værende “debatskabende”, men som reelt bare skal være raseri- og forargelsesskabende. Jeg har været enlig mor i 7 år, snart 8, hvis man tæller min graviditet med, og jeg er aldrig - ikke en eneste gang - stødt på nogen, der har givet udtryk for den her holdning. Det betyder selvfølgelig ikke, at den ikke er der, men jeg noterer mig, at der i kommentarfeltet under artiklen faktisk kun er én, der igen og igen og igen puster til ilden ved at bakke Rasmus UL. op.

Hvis jeg havde været gymnasielærer, og havde givet min klasse den her tekst til analyse, ville jeg have bedt dem lave et baggrundstjek på profilen på ham, der kommenterer. Jeg ville også have bedt dem om at grave nogle tal frem på, hvordan de konservative ligger i meningsmålingerne, og om at kigge lidt på, hvordan de har klaret sig de senere år, både på mærkesager og synlighed. 

Der må simpelthen være en nedre grænse for, hvor dum, den offentlige debat må blive, og hvor meget enkeltmands-ærinde, det er tilladt at gå i debattens navn.

Ved at klikke på de her artikler, fortæller vi dagbladene, at det er denne form for indhold, vi ønsker mere af. Ved at kommentere og dele det her crap, skaber vi en skyttegravskrig, som ikke på nogen måde afspejler virkeligheden, og det er spild af god debat, godt humør, og spalteplads som rent faktisk kunne bruges til at gøres os klogere. 

Stop feeding the troll. 

Også selvom den er forklædt som debattør. 

lørdag den 29. juli 2017

Linda & The Juice.

Fordi det er lørdag, kommer her opskriften på en smoothie, jeg har drukket 80 liter af, siden jeg  fik den fremstillet ved et tilfælde for et par uger siden, da jeg tømte mit køleskab i min blender. 

Den egner sig fortrinligt som læskedrik på varme sommerdage, og imens vi venter på dem, kan man bare drikke den som en virgin daiquiri. (Slår man korsets tegn for sig ved dén tanke, tror jeg bestemt ikke, den bliver dårligere af en sjat hvid rom.)

Til 2 store glas skal du bruge:

1 lime (saften)

1 avokado

2 store håndfulde frosne jordbær (- og jeg har store hænder, så altså .. rigeligt)
(ps: Jeg kører bare, helt hard core, bær direkte fra posen, come E.coli or high water, men er man lidt mindre løs på bakterietråden end mig, kan man koge bærrene, blende dem og fryse dem som cubes)

1 dl. koncentreret hyldeblomst-saft

Mynte efter smag (20-25 blade)
(Jeg kan varmt anbefale en krukke med mynte på altanen/i haven. Jeg har det modsatte af grønne fingre, men selvom jeg behandler min mynte som Justin Bieber behandler sin omverden, er den to skud fra at falde i kategorien ‘busk’)

Pæresaft (fra Bilka - står på juice-hylden), så konsistensen passer. Jeg har ikke målt, men tror, jeg bruger 4-5 dl. 

Tilbage er bare at blende og begejstres. 


Skål og god weekend!


torsdag den 27. juli 2017

Blogsbjerg - en præ-teen.

Idag har bloggen 10 års fødselsdag.

10 år.

Shit. 

Jeg kan stadig huske, da jeg sad i min lejlighed i Aarhus, og skrev det første indlæg på min stationære computer, som stod på bordet, lavet af to bukke og en frostet glasplade fra IKEA. Jeg vidste ikke, hvad en blog var, før min veninde Lene oprettede én og begyndte at skrive. Vores venskab byggede på lige dele kaffe ved åen og cyberkaffe i hver sin ende af byen, hvor vi skrev og skrev og skrev og skrev til hinanden over msn. Min logiske slutning var, at hvis Lene, der elskede ord mindst ligeså højt som jeg gør, syntes, at en blog var en god idé - så syntes jeg nok også.

Siden er der sket så meget. Jeg er blevet voksen, Lene er her ikke mere, jeg har fået Anton og Frida og er flyttet tilbage til byen, jeg aldrig troede, jeg skulle se igen, og jeg skrev mig hele vejen gennem det hele. 1634 indlæg er det blevet til, hvilket omregnet til biblioteksbøger alligevel er en hyldemeter eller to. 

Fordi det mig, der har fødselsdag(-ish), må jeg bestemme, hvad vi skal lave, og i dagens anledning har jeg lyst til at genudgive dét indlæg, som står klarest for mig at have skrevet. Jeg lærte noget af at skrive det. Måske er der en eller to af jer, der kan hente noget i at (gen)læse det.

Hip hurra og tillykke til bloggen.

Lad os tage 10 år mere.

Og uden yderligere ophold: 


FREDAG DEN 11. APRIL 2014

The beauty of small things.

En af de mange måder hvorpå det har påvirket mig, at Lene har fået kræft, er at jeg har bokset meget med yolo-syndromet. (Tidligere: Carpe Diem-sygen, Red.)

Når man ser et menneske, man holder af, blive afbrudt permanent, lige midt i alting, får man en umådelig trang til at mase alt godt ud af livet HELE tiden, og jeg har nærmest været ved at brænde sammen oveni hovedet over den kroniske nødvendighed af at foretage de daglige gøremål. På en underlig måde har jeg følt, at jeg skylder .. nogen .. at sige mit job op og rejse ud i verden. Få set noget. Gjort noget. Gøre hver dag til en epokegørende tidslomme af forskel. At det er sløs af værste skuffe at bruge dyrebart liv på bare at vaske tøj, løbe en tur eller se Turbo med Anton for 1000. gang.

Har sgu nærmest fået stress og skyldeksem over min almindelighed og manglen på planlægning af vilde, grænsesøgende ekstremoplevelser i mit liv. 

Men de sidste par nætter har jeg tænkt meget over noget:
Jeg tror, der findes to slags mennesker: Dem, der lever på forventet efterbevilling, og dem, der har svært ved at ofre det små for det større. De første er dem, der kan leve af at sutte på en sten i månedsvis, fordi de sparer op til at tage 3 uger til Cuba, hvor de ligger i hængekøjer og drikker god rom og nyder livet i fulde drag. De andre er dem, der har brug for, at hverdagen er rar at være i, fordi det er den, der er mest af. 

Jeg hører ubetinget til de sidste. Jeg bliver aldrig hverken tynd eller rig; min evne til at ofre nuet for fremtiden er simpelthen for dårlig.

Og hvis jeg endelig en enkelt gang formår at spille på den lange bane, er jeg nærmest ikke i stand til at sætte pris på præmien, når jeg får den, fordi jeg synes, at mine ofre betyder, at jeg skal STOR-SKAM-NYDE den hele-hele-hele tiden, og derfor ikke synes, at suset er vildt nok.

Så i nattens mulm og mørke spekulerede jeg på, at det måske i virkeligheden ikke handler om at gøre de rigtige ting, men at gøre tingene rigtigt. Hvis det ellers giver mening for andre end mig selv? For jeg er faktisk god til at føle lykke over at gå på bare tæer over et nyvasket gulv, og over at leve et liv, hvor jeg ind imellem vågner midt om natten, og verden er reduceret til lyden af regn på mine skråvinduer og Antons stille snorken. Jeg stopper op og tager mig tid til at bemærke det, de morgener, hvor min kaffe er fuldstændig perfekt i både styrke og temperatur, eller når jeg kører bil i skumringen, og mit sind falder til ro, og jeg får fornemmelsen af, at alt stadig er muligt. Jeg glæder mig hver eneste dag til at hente Anton, og får stadig nærmest stød af ren, primal glæde, når han får øje på mig tværs igennem lokalet, og glædestrålende råber: ”MUAR!!” mens han løber mig i møde.

Og selvom det er alle klicheers uudholdelige, bedrevidende moder, så nåede jeg frem til, at der er meget sandhed i, at det, der er vigtigst er, at man er til stede i sit eget liv. Her og nu. Uanset om det så er i en hængekøje på Cuba eller siddende med morgenkaffen i sit køkken i en billig stol fra Ikea. At sætte pris på de små ting – men samtidig også prøve holde fast i, at man ikke behøves at elske at gøre rent eller at købe jeans; det må og skal være ok, at der er nogle ting, der udgør kontrasten, så man kan glædes over de rigtige ting. Hvis man skal tvinge sig selv til at føle intens glæde over alting hele tiden, fordi benchmarket konstant er, at det for mennesker som Lene ikke længere er muligt at vaske op, overbelaster man nettet i en grad, så det kortslutter.

- hvilket jo er det fuldstændig modsatte af, hvad målet med hele øvelsen var.


Så. Fordi det er fredag, og godt må være lidt stort og højloftet: Må I alle have en fantastisk weekend og finde zen i, hvad I end har valgt at fylde i den.

mandag den 24. juli 2017

Hvilepuls og småfif til nye bloggere.

En hilsen fra ferielandet, hvor vi har lagt hårdt ud med en mand nede med bræksyge. Man kunne vælge at være rasende over, at ferien starter sådan, men egentlig er det bare rart, at jeg kan koncentrere mig om at pylre om ham, kogevaske sengetøj og skrubbe interiør ned i Rodalon, og ikke hele tiden skal have 50% af opmærksomheden parkeret i præ-stress over hverdagskabalen, der altid er ekstra svær at få til at gå op, når nogen er syge.

Den sidste uge op til ferien gik, som den slags altid går, hvor man 7 gange dagligt bliver lidt forbløffet over, at man stadig forventes at være igang. Således kom det flere gange bag på mig, at jeg skulle sørge for madpakker, rygsække til SFO-ture og være den, der fik alle mand ud af døren til tiden.

Jeg har sådan glædet mig til denne ferie, fordi det er den første, siden Frida kom til, hvor vi har tid til bare at holde ferie, og hvor det ikke er barsel, konkurs og flytning, der stjæler opmærksomheden. Vi trænger alle 3 til ro og tid, og ungerne opholder sig allerede så meget og længe i sandkassen og på trampolinen, at jeg med sindsro kunne smide deres værelser på airbnb. Kender jeg mig selv ret, begynder rastløsheden at klø, når vi er halvvejs gennem ferien, men i år har jeg faktisk lyst til at se, hvad der er på den anden side. Jeg tror, helt ærligt, aldrig, jeg har formået at stå den igennem. 

Men sommertid er agurketid, også i blog-land. I holder ferie, og det gør vi også, og uanset, om man rejser kloden flad, eller om man har børn omkring sig 24-7, så kniber det vist for mange af os at finde de lommer af tid, hvor tankerækker får ro nok til at udvikle sig til indlæg. Da jeg netop igår fik en mail af den slags, der ind imellem finder vej til min indboks, tænkte jeg, at det måske var oplagt at lave et lille fællessvar; mailen var nemlig fra en potentiel kollega in-spe, som spurgte, om jeg har nogle gode råd, hvis man gerne vil begynde at blogge.

Og hvem ved, måske sidder der nogle af jer ude bag skærmene, der også kunne have lyst til at begynde at skrive, så her følger 11 erfaringer, jeg har gjort mig i min tid i blogsfæren:

1) Du skal have lyst til at dele lidt af dig selv. Det synes jeg faktisk gælder i alle former for underholdning, uanset om vi taler om undervisning, tekstfremstilling eller musik. Hvis du er belagt med teflon, kommer der et tidspunkt, hvor folk mister interessen for dig, fordi de ikke kan mærke, hvem du er inde bagved. Du behøver ikke dele dine inderste hemmeligheder, men du skal have noget, der umiskendeligt er dig, som læserne har lyst til at holde fast i og vende tilbage til, hvis du skal have fodfæste som blogger.

2) Når du har startet din blog, vil du gerne findes. Ellers er der lidt som at holde åbent hus, og sidde der, med alle sine pindemadder, og stritte. Her er det meget brugt at fiske læsere ved at kommentere hos andre bloggere, hvilket er helt efter bogen. Men tænk over, at det bedre kan betale sig at lægge en gennemtænkt kommentar et par enkelte steder, end at spamme kommentarfeltet hos 20 af de største bloggere, du kan finde, med et eller andet ligegyldigt. En kommentar som “haha - fedt indlæg. Mvh bloggertøsen.blogspot.com” får ikke serveren til at brænde sammen af trafik. 

3) Du må gerne stjæle - men stå ved det. Man kan ikke få alle de lyse indfald selv, men blogland er forbløffende lille, og når man som læser ser én, der helt åbenlyst planker en god idé fra en anden blogger, og lader som ingenting (det sidste værende det essentielle her), så mister man lidt respekt for vedkommende.

4) Hold kadencen. Det er ligesom på savannen: Står du stille for længe, er du færdig. Deprimerende mange dygtige bloggere er forsvundet fra landkortet på den her. Jo længere tid der går, fra du har blogget sidst, desto sværere er det at komme igang igen. Personligt får jeg sådan en underlig idé om, at hvis jeg har været fraværende i en periode, så skal det være helt EKSTRAordinært underholdende og fantastisk og hysterisk morsomt og afgrundsdybt, alt sammen tilsat lydefri korrektur, når jeg endelig rider tilbage i arenaen. Det pres er der ingen, der kan blive ved at holde til. Hold gryden i kog med et hverdagsindlæg om alt og ingenting, så du ikke bliver paralyseret af din egen præstationsangst. 

5) Overvej hvor meget læserinddragelse, du har lyst til at lave. Det er nok særlig vigtigt, når man er ny, for det tager tid at opbygge en læserskare, og selv når man har den, aner man ikke, om folk lige læser et indlæg på telefonen i frokostpausen eller under bordet til en kedelig forelæsning. “Hvad er jeres erfaringer med husblas?” og “Hvilke principper bruger I, når I opdrager børn” gør så ondt, når de står der, nederst på siden, med vindheksene fygende om fødderne.

6) Det er en god ide, hvis du kan skrive. Her forsøger jeg ikke at være morsom, men ind imellem støder jeg på nogen, som vil blogge, fordi de har en historie, de gerne vil dele. Hvis du tænker på de 10 bedste sangere, du kender, vil nogle af dem være råt, vokalt talent, mens andre er dygtige håndværkere, som kan et eller andet ekstra. Der er ikke én måde at være en dygtig sanger - eller blogger - på, og smag er individuelt. Men jeg tror, man vil opleve den største glæde og forløsning, hvis man vælger en platform, der understøtter det talent, man har.

7) Anonym eller ikke-anonym? Jeg tror, at de fleste i starten leger med tanken om at være anonyme. Det var også sådan, jeg selv startede. Min egen oplevelse var, at det er en frihed, der medfører ret store begrænsinger, simpelthen fordi du risikerer ikke at kunne skrive om det, der trænger sig på, uden at sætte din anonymitet over styr.

8) Hvis du har børn og blogger om dem, så husk, at du ikke kan være sikker på, at de er voksne, når de finder din blog. Jeg har skrevet et indlæg om lige præcis denne problematik her.

9) Hvis du gerne vil have en god relation til dine læsere, så prioriter at svare på deres kommentarer. Jeg havde selv en periode, hvor jeg ikke var ret god til det; tiden var knap, og jeg syntes, at det var vigtigere at producere nye indlæg, end at svare på kommentarer. Der har jeg ændret standpunkt. Jeg ville gå død i at blogge, hvis mine læsere holdt op med at engagere sig i det, jeg skriver, og hvis de skal blive ved med det, og blive ved med at have lyst til at bruge tid på at kommentere, så kræver det svar. Når jeg kommenterer hos andre, påvirker det også mit syn på dem, hvis de gentagne gange ikke svarer. Engang imellem spænder livet ben, men min fornemmelse er, at folk har forståelse for dette, hvis man normalt forholder sig til det, de skriver, og svarer.

10) Lad være at skrive noget om nogen, hvis du ikke er klar til at tage konfrontationen med dem up-front. Den her har jeg selv lært på den hårde måde. Jeg skrev f.eks. engang en halv-harsk post om to værter fra P3 - som endte med at kommentere på det selv. Jeg står stadig ved essensen af indlægget, men jeg havde - indrømmet - formuleret det anderledes, hvis jeg vidste, de ville ende med at se det.

11) Og endelig: For mig virker det godt, ind imellem at tænke: “- men hvorfor er det relevant for andre at læse om?” Det er ikke en avis, vi skriver, og der skal være plads til lal og bananer, men hvis jeg prøver at tænke over, hvad jeg får ud af det, når jeg læser med hos andre bloggere, kan det være genkendelighed, et godt grin, noget at tænke over, en ny vinkel på en kendt problematik osv. osv. Men det luger ud i mængden af de indlæg, som jeg - hånden på hjertet - ikke selv finder ret interessante hos andre. F.eks. lange, rosende omtaler af veninder, indlæg om ting, man ikke “kan løfte sløret for”, drama og intriger med mennesker, jeg ikke aner, hvem er, osv. Alt kan naturligvis ikke være for alle, det er klart, men en del af charmen ved blogmediet er jo netop læserne, så for mig er det rart med en rettesnor, så jeg fra tid til anden finder tilbage i selvvalgt geled.

Og efter således uopfordret at have udøst lidt af min uendelige visdom, vil jeg bare trække mig tilbage og vente på, at bloghimlen oplyses af nye stjerneskud.