torsdag den 23. marts 2017

Re kla mo

Hvis jeg husker rigtigt, kommer ordet reklame fra det italienske "Reklamo" som skulle betyde "Jeg råber igen" (Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl).

Det er ret præcist, hvad jeg har tænkt mig at gøre på mandag kl. 17-18 på Hovedbiblioteket i Esbjerg; råbe noget mere om mig selv.

Oplægget er, at jeg snakker om min bog og historien bag en halv times tid, og derefter er der mulighed for at spørge om alt, mellem himmel og jord. Jeg er lidt mindre nærig med detaljerne, når de ikke er skriftlige, og jeg derfor kan løbe fra dem igen.

Så uanset om du har fået børn alene, kender én, der har, overvejer at gøre det, virkelig gerne vil have et svar på et eller andet bestemt, eller bare keder dig og der ikke er noget i tv, så kom og vær med.

Jeg lover, at det bliver rart og hyggeligt.

fredag den 17. marts 2017

Om at huske det hele.

Jeg er sur for tiden. Ikke rasende-sur, men sådan øv-sur på den måde, hvor man godt ved, at hvis man i morgen fik Et Rigtigt Problem, så ville man med længsel ønske sig tilbage til den sorgløse tilværelse, man gik rundt i idag. 

Jeg forstår egentlig godt, at nogle mennesker med børn får kriser i parforholdet, når børnene ikke længere er helt små. Jeg har nærmest samlivskrise med mig selv. Lopperne er lige præcis så store nu, at der er mentalt overskud til at begynde at savne nogle af de ting, jeg brugte tid på, da jeg bare skulle tage hensyn til mig selv, men stadig ikke så store, at der er tid nok til at gøre det.

Jeg savner f.eks. træning og undervisning. Helt vildt. Ikke mindst fordi det var der, jeg plejede omgang med en stor del af mine venner. Jeg begynder også at savne at kunne blive hele weekenden, og fag-nørde eller hygge, når jeg er afsted, og ikke, som nu, altid være den, der kører hjem lørdag aften. 

Jeg ved ikke, om det er fordi man automatisk falder tilbage til det sidst kendte; det, man slap, da man fik børn, fordi man i den mellemliggende periode simpelthen ikke har opdaget, hvad er sket ude i verden. Det ville i hvert fald forklare min mors generations forkærlighed for små rygsække, og den efterfølgende generations videreførelse af den moderat aggressive korthårsfrisure.

Nu skulle man jo så tro, at det var fordi jeg havde for meget tid på hænderne, at jeg gik rundt og mukkede, men paradoksalt nok har vi samtidig hysterisk meget at se til lige nu. Anton er færdig med at gå i børnehave om 2 uger, og så starter skolelivet. Ud over, at det er virkelig surrealistisk, at han pludselig er skolebarn, så medfører dette skift en del forskellige møder og telefonsamtaler. Anton skal gå i SFO herude, hvor vi bor, men skal fortsætte i sprogklassen inde i byen, og da førskole og SFO hænger uløseligt sammen, deltager jeg i alle forberedende møder på begge skoler.

Samtidig er jeg, endnu engang, slået i gulvet af forbløffelse over, hvor usandSYNlig dårlig kommunikation, der er mellem de forskellige instanser i offentlig regi. Alle er søde og venlige, men det er, som om, Anton er det første barn i verdenshistorien, der har et forløb, der adskiller sig fra normalen, og jeg er ved at blive skør af at svare på spørgsmål fra mennesker i systemet, som jeg ringer til, fordi *jeg* mangler info. Jeg bruger enorme mængder af tid på det, og jeg sender dagligt tanker til de familier, der har børn, med større og langt alvorligere udfordringer, end Anton. Hvor må det kræve megen styrke at tackle hverdagen, samtidig med, at man konstant skal være foran, og klæde de mennesker på, som i bund og grund burde være sat på jord for at hjælpe dig.

Endelig har vi ramt en af de perioder, hvor alle de ting, der bare skal køre, pludselig stritter i alle retninger og nægter at lade sig frisere. Jeg har haft min bil på værksted 8 gange på to måneder, ALT ved min årsopgørelse er forkert pga. sidste års konkurs, hvilket er et problem, når man er så dårlig til disciplinen Skat, at det næsten er sjovt. Ligeledes er min ferie det kommende år forvandlet til en uigennemskuelig mosaik af fragmenter, som skal afvikles i en rækkefølge, jeg ikke forstår.

Men. I morges vågnede jeg til nyheden om, at Maria Gerhardt (Djuna Barnes) er død i nat, og det gjorde mig virkelig trist. Hun blev syg på nogenlunde samme tid som min veninde Lene, der endte med at dø af kræft, og derfor har hun haft en særlig plads i mit hjerte og min opmærksomhed. Og fordi det satte tingene i perspektiv, vil jeg nu hente mine både små og ikke-længere-helt-så-små børn, og sætte pris på, at vi er her, og at vi har hinanden. Lige her og nu. I eftermiddag får vi besøg af gode mennesker, og i morgen skal jeg til generalforsamling i Foreningen af Tegnsprogstolke, hvilket betyder et med længsel ventet gensyn med nogle af de bedste mennesker, jeg ved. 

Det er fredag, jeg har champagne i køleskabet, og i virkeligheden er jeg, hvor jeg allerhelst vil være. 


Rigtig god weekend.

søndag den 12. marts 2017

Policy of truth.

Jeg er med i en gruppe på fb, hvor folk køber og sælger Hummeltøj til børn. Egentlig ved jeg ikke helt hvorfor, for jeg tror, vi - samlet for hele husstanden - har 2 stykker Hummeltøj, men måske troede jeg, da Frida var lille, at hun var en hummelbaby? Anyway. Jeg har indtil nu oplevet gruppen som for-fb-helt-ukarakteristisk ordentlig; folk taler pænt, roser hinanden osv.

I morges så jeg så, at én fra admin havde lagt en undskyldning op; hun var kommet til at poste et screenshot i gruppen, som skulle have været lagt i admin-gruppen. Et medlem havde forbrudt sig mod reglerne og havde fået en advarsel. Når man kan se, at der under sådan et opslag er 88 kommentarer, som er indløbet på en time, er der kun én ting at gøre: Hente popcorn og læne sig tilbage. (Jamen, jeg kan lige så godt være ærlig; jeg åbner jo ikke kommentarfeltet, fordi jeg forventer at finde kuren mod kræft derinde.)

Stemmerne fordelte sig 50/50 på hhv. “Alle begår fejl” og “Det er ulovligt, uanset hvor det er lagt op!!” Og kender I de situationer, hvor noget, man indtil nu kun har haft til at drive rundt i kanten af sin bevidsthed, pludselig glider i fokus? For jeg er kæmpepro, at fb tager ansvar for at forsøge at slå nogle af alle de falske nyhedsartikler ihjel, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg syntes, at vi - altså, alle os helt almindelige mennesker - bør være med til at komme problemet med ytringer, der på forunderlig vis forvandler sig til sandheder, fordi de bliver gentaget i det uendelige og delt, til livs. 

Der var *virkelig* mange kommentarer om den påståede ulovlighed i opslaget, og jeg har (apropos…) ikke tjekket op på, hvor mange jurister, der er i gruppen, men jeg har en formodning om, at det er en af de situationer, hvor man bare højt råber det, man føler så stærkt, at det MÅ være sandheden.

I hvert fald har jeg efterfølgende kun kunne finde steder, hvor man kan se, at det er ulovligt, at fremsætte æreskrænkende, injurierende, usande/ubeviste påstande om andre, eller facerape dem. Intet af ovenstående var tilfældet her. Og alligevel var der så mange, der bekræftede hinanden i, at det, der var sket, var ulovligt, at mit bud er, at det for nogen opfattes som en sandhed, de efterfølgende tager med sig ud i verden. 

Internettet glemmer ikke, og hvis man ikke synes, at falske nyheder og alternative facts er et problem, kan man med fordel følge med i serien “Mit liv er stjålet” på DR3. Det er rystende tv. 

At folk hidser sig op over ting de læser på fb, synes jeg er helt i orden, og ofte også ret underholdende. At folk er rabiate, må de også selv ligge og rode med, sålænge de husker, at leve op til egne høje standarter. Fx. var der utrolig mange, der i forbindelse med Frost-gate lavede “meanwhile in Syria” opslag på deres vægge. Det er sådan set fint nok. Jeg kan sagtens se, at det kan være godt at huske, at der sker mere væsentlige ting rundt omkring i verden. Men når selvsamme folk så, ugen efter, poster billeder af tekopper, lommetørklæder og Vics, akkompagneret af rigelige mængder af grædesmileys og #FeelingTerrible, så tænker jeg, at det må være ok lige at spørge opklarende ind til, om man har misset den glædelige nyhed, at krisen i Syrien er løst.

Så hvad er det, jeg vil? Jeg vil gerne slå et slag for, at vi i bedste forældrebestyrelsesstil, prøver at være behjælpelig med oprydningen på vores eget lille hjørne af legepladsen. Man behøver ikke være ubehagelig, eller lægge sure opslag op, men når din veninde næste gang poster opslaget om, hvor farlig aspartam er, så synes jeg sagtens man kan skrive “Det lyder godt nok fælt - hvem er kilden her/hvor er det fundet?” For det kan sagtens ske, at aspartam (kunstigt sødemiddel) er farligt. Men det er da stadig relevant at se, hvor pågældende artikel kommer fra? Hvis det fx. er sukkerindustrien, der er afsenderen, er der da grund til at bevare en sund skepsis ift. indholdet. Eller alle opslagene om de farlige bivirkninger ved vacciner. Hvor kommer de fra? Statens Seruminstitut eller Heal Dig Selv- netværket? Det værste, der kan ske er, at vi bliver klogere, for ligger der en valid kilde bag, så har man lært noget nyt, og hurra for det. Ind imellem vil man ikke være i stand til at vurdere, hvad der er rigtig og forkert, og somme tider har man ikke tid. Men selv da vinder racen stadig, fordi vi er med til at fremelske en kultur, hvor det er normalen, at man forholder sig kildekritisk, og måske også hjælper hinanden med at gøre det til en vane liiige at tænke en ekstra gang over, om det godt nok kan passe, at man dør af at drikke mælk.

Det handler om at få plantet frøet i omgangskredsen, og om at få gjort det ok at standse ulykken. Hvilket selvfølgelig kræver, at man tænker over, hvordan man formulerer sig, så det bliver formålet og ikke retorikken, der fylder. Men det bliver kun gjort, hvis vi gør det, og jeg tror, at det er den eneste måde at lære både vores egen og de kommende generationer, at noget ikke nødvendigvis er sandt, bare fordi det står på nettet.


tirsdag den 7. marts 2017

I øvrigt, PMS-edition:

* har sprinklervæske-producenten - ud af, formoder jeg, 100.000 mulige dufte - valgt noten “tequlia”. Hvilket betyder, at jeg nu, ca. 24 gange om dagen, må undertrykke både kvalme og en nærmest pavlovsk trang til at træffe virkelig dårlige beslutninger.

* skal ægtepar stoppe med at skrive takketaler til hinanden på facebook. “Jeg vil gerne starte med takke dig, elskede xxx, for at have gjort dette muligt.” Stop det. Lige nu. Det irriterer mig så voldsomt, at jeg er ude af stand til at passe mit arbejde. 

* har jeg lige læst bogen Dobbeltliv, som var en pageturner af format - med nordeuropas vildelste antiklimaks af en slutning. Har lyst til at sagsøge forfatteren og opkræve et anseeligt beløb for både svie og smerte og bristede forventninger. 

* er det utroligt, hvad der sker med folks hukommelse ift. hvordan små børn er designede, når deres egne bliver 15+. Stød mig med en stungun hver gang jeg om 9 år i samtaler med mennesker med yngre børn indleder mine sætninger med: "Kan du ikke bare…”

* udsteder jeg hermed civilt forbud mod at omtale d. 18. marts som “sidst i marts”. I hvert fald når det ultimo februar falder som svar på spørgsmålet om, hvornår et bestemt stykke arbejde skal være færdigt #SURPRISE!

* skal vi lige have en frivillig til at ringe til reklamebranchen og gøre opmærksom på, at “Fordi du fortjener det” er det ringste salgs-ikke-argument. Ever.

må han også meget gerne, når han nu er parkeret ved telefonen alligevel, bestille et tæskehold, der stiller på Esbjerg Kommune og kort ridser op, hvorfor det er et relativt stort problem, at de i marts måned - altså, efter de fleste har indgivet ferieønsker - lige *vupti* forlænger skolesommerferien med en uge, og dermed skubber skolestart fra uge 32 til uge 33.


søndag den 26. februar 2017

Kriser og kærlighed.

Forleden var jeg i Aarhus og løb i den forbindelse på en god, gammel bekendt, der fortalte, at hendes forhold hang i en tynd tråd. Hun er én af mange i min omgangskreds, der enten står med den ene fod ude af døren, eller hvor skilsmissen er en realitet, og ligesom de andre jeg kender, der har måtte træffe den tunge beslutning, er det også konsekvenserne for børnene, der fylder mest for hende.

“Vi har nok ikke været gode nok til at lave ting sammen. Vi har glemt at pleje forholdet. Det hele har gået op i praktisk arbejde og logistik, mens børnene har været små, og nu er det som om, vi bare er gode venner” sagde hun.

Den sætning har jeg hørt i forskellige variationer hos stort set alle, jeg kender, der er gået fra hinanden, og igår slog det mig, at jeg faktisk ikke tror, at det er sådan, det forholder sig.

Jeg tror, at vi, når vi gennemlever kriser og store forandringer i livet, ændrer os som mennesker. Jeg tror ikke, at vi er de samme, som vi var, inden det hele blev vendt på hovedet, og hvis det er rigtigt, betyder det, at man, efter børn, dødsfald eller alvorlig sygdom, er to nye mennesker, der står overfor hinanden. Og det er simpelthen ikke givet, at de to mennesker passer sammen. Selvom der er masser af klister i form af fælles kærlighed til børnene, tidligere gennemlevede kriser, kendskab til hinandens familier osv., er det ikke nok, hvis disse to nye mennesker, helt grundlæggende, ikke længere er tiltrukket af hinanden.

Når man er nye kærester, ved de færreste, hvordan den anden reagerer på at blive udsat for maksimalt pres; der har sjældent været noget af en sådan kaliber tidligt i et forhold. Og når man bliver trykprøvet i livet, er der ikke overskud til hensyn eller forstillelse, og så kommer det hele ned til, om man har været så heldig at finde sammen med én, der enten reagerer, som man selv gør, eller hvor man komplimenterer hinanden. Både umiddelbart, og over tid. Og det aner man ikke noget om på forhånd. 

Jeg tror, man kan styrke sit forhold ved at blive ved med at tappe ind, også når det hele går RIGTIG hurtigt - men jeg tror stadig kun, at det virker, hvis de to nye mennesker har den kemi, det kræver at være i et forhold. 

Ligesom jeg virkelig, virkelig gerne vil prikke til idéen om, at sygdom er en kamp, man kan tabe eller vinde, afhængig af sin indsats, vil jeg også gerne tilbyde min mentale hånd i ryggen til dem, der måtte have brug for det, når det kommer til skilsmisse. Det er mig så inderligt imod, at man, når man kæmper for at overleve, uanset om det er i konkret eller overført betydning, oveni skal bære både egen og omverdenens ide om, at det er selvforskyldt, hvis man taber; at det handler om, at man har fejlet eller gjort for lidt. 

Alle gør det bedste de kan med det, de har. Særligt, når vi er pressede.

Det skal vi hjælpe os selv og hinanden med at huske på.

PS:

Apropos overhovedet ingenting, så gæsteblogger Anton og jeg hos søde Karmamilli, så der kan man lige stikke hovedet over, hvis man vil have Antons bud på, hvor gammel, jeg er...

søndag den 19. februar 2017

Sig noget klogt.

Lige siden jeg blev gravid første gang, har meningitis været på min top 3 over Mest Frygtede Sygdomme. Jeg tror, vi alle har passager i Angstens Store Bog, som er skrevet med caps lock, og uanset om det, vi er bange for, er reelt nok eller irrationelt og blæst fuldstændig ud af proportioner, så tror jeg, det ligger så dybt i os, at logikkens lys ikke kan nå derned. 

For mit vedkommende hænger det nok sammen med, at det er en af de sygdomme, man hører en del om, når man læser til tegnsprogstolk, fordi den er en af de store syndere, når det kommet til pludselig opstået døvhed. Når det er sagt, er det jo heller ikke just en sygdom, hvor øget kendskab giver øget tryghed. Således har jeg H.V.E.R eneste gang, jeg har været til vagtlæge med mine børn, insisteret på, at han/hun tjekkede ekstra grundigt for meningitis, og forklarede mig - i hvert enkelt tilfælde - hvorfor vi var sikre på, at det lige her *ikke* var det, der var tale om. 

Jeg ved godt, at når man hele tiden kigger mod himlen, fordi man frygter at få et fly i hovedet, så ender man med at blive kørt ned (sagde optimisten), men de sidste par måneder er jeg stødt på uforholdsmæssigt mange historier om den forbandede sygdom, og senest er en lille pige 5 km. herfra blevet smittet. 

Og nu er det, at jeg overvejer, om jeg skal lade ungerne vaccinere for de strenge af den, som ikke er en del af børnevaccinationsprogrammet. Jeg er proproPRO vaccine, og kunne man være helt sikker på, at en ekstra vaccine, ville betyde, at de aldrig fik det, havde jeg gjort det uden at tøve. Men som jeg forstår det, er der stadig en udgave af det, man kan blive smittet med, selvom man får alle vacciner i hele verden. 

Så det her er en af de gange, hvor jeg virkelig, virkelig gerne vil have jeres input. Hvad tænker I? Er det livrem og seler på illuminati-måden, eller giver det faktisk mening?

Kh

Den (over)bekymrede stenbuk

onsdag den 15. februar 2017

Om børn, undskyldninger og institutioner.

For omkring 10 år siden kørte der en ophedet debat i medierne mellem LOC og Hanne Vibeke Holst. Den udsprang af teksterne til hans single “Undskyld ho”, og var opstået fordi, HVH syntes, at det var problematisk at legalisere ord som ‘ho’ i det offentlige rum, fordi sprog skaber virkelighed. Dengang var den stærkeste følelse, jeg kunne mønstre til emnet, en let undren over, at hun orkede at tage kampen, som, set med mine øjne, var tabt på forhånd. 

Men den seneste tid har jeg tænkt mere og mere over det med, at en bestemt sprogbrug om et emne, ender med at definere, hvordan vi forholder os til det. 

For eksempel har jeg spekuleret meget på, hvordan vi taler om børneinstitutioner, både i medierne, på de sociale netværk, og i 1:1 relationen med vores børn.

Det kom sig af, at jeg opdagede, at jeg slæbte rundt på en grundskyld over, at mine børn skulle være i institution. Ikke over antallet af timer eller manglende feriedage, eller fordi de var syge og slatne, når jeg afleverede dem, men simpelthen dårlig samvittighed over det faktum, at de skulle være der. Jeg begyndte at lægge mærke til, at både jeg selv og mange af mine veninder med små børn, forlod jobbet i et tempo, der nærmest brød lydmuren, når vi havde fri, så vores børn ikke skulle bruge så meget som ét minut længere end allerhøjest nødvendigt i børnehaven, og var der bare optakt til, at man kunne give dem en halv eller en hel fridag, blev alt sat ind på at gøre det muligt. 

Nu er det jo sådan, at har man en hammer, så ser man søm alle steder, så da først jeg begyndte at lægge mærke til det her, bemærkede jeg også, at det stort set kun er de dårlige historier om børnehaver og vuggestuer, der finder vej til medierne. En sjælden gang sniger der sig en solstrålehistorie ind, men så er det altid en historie med et tvist; en institution, der har formået at lave vellykket integration af en bestemt type af børn, eller om steder, hvor de alle sammen er blevet så glade og berigede, fordi de har fået en praktikant fra en flygtningelejr.

Jeg er med på, at det vil være en både kort og måske i første omgang uinteressant artikel, hvis den skal handle om en helt almindelig institution, hvor medarbejderne går glade på arbejde, og ungerne trives. Bevares. Men stort set alle historier, jeg har læst, handler om dårlig normering og stressede pædagoger. Der er beretninger om nærved-og-næsten katastrofer, der skyldes, at en medhjælper har været efterladt alene på stuen med 52 børn, og der er historier om børn, der ikke får ferie og bliver afleveret tidligt og hentet sent, og som er drønsyge, men camouflerede raske med panodil, så deres ligeglade forældre kan efterlade dem på dørtrinnet alligevel. 

Og nu har jeg sgu set mig lidt sur på det, for for mig (migmigmig) har det betydet, at jeg stille og roligt er kommet til at tro, at det er en dårlig ting for mine børn at være i institution. Skadeligt, nærmest. Det hører med til historien, at jeg er ekstra nem at ramme, fordi jeg selv hadede at gå i børnehave, og husker det som startskuddet til den særlige afkrog af helvede, min skoletid viste sig at være; den del vil jeg godt tage på mig. Men jeg synes faktisk, at det er en tanke værd, at vi med vores sprog og vores adfærd er med til at signalere til vores børn, at det er synd for dem, at de skal i børnehave, for det synes jeg, helt objektivt, ikke at det er.

Vi har alle sammen fået vores børn, fordi vi gerne vil være mest muligt sammen med dem, men hvor meget “mest muligt” er, afhænger af vanvittigt mange ting, herunder en nærmest uendelig liste af tilfældigheder, som vi ikke selv er herrer (og damer) over.

Jeg er derfor begyndt at øve mig at i at tænke på børnehaven og vuggestuen, som loppernes arbejdsplads. For mandag morgen vil jeg sgu da også helst være herhjemme under dynen, hvor alt foregår i mit tempo, og der er kaffe på kanden, men det er ikke synd for mig, at jeg skal på arbejde. Tværtimod ville det være synd for mig, hvis jeg pludselig ikke skulle. Mit job giver mig mulighed for at vokse som menneske, fordi jeg bliver udfordret, både fagligt og personligt. Det har givet og giver mig relationer, som jeg sætter uendeligt højt, og det danner en kontrast til “hjem” som gør, at jeg nyder det ekstra meget, når jeg holder fri og kan blive dér. Og jeg er begyndt at tænke, at selvom de bruger kræfter på at være der, og ikke selv har valgt på samme måde, som jeg har - så gør mange af de samme ting sig gældende for mine børn. 

Så jeg øver mig i at tage den med ro, når jeg kører hjem fra arbejde. Jeg øver mig i, ikke at kompensere med Lego og M&M’s, når jeg afleverer mine børn, mens andre holder vinterferie, og jeg øver mig i at tale med dem om alle de gode oplevelser, som både de og jeg skal ud til, når vi træder ud af døren mandag morgen.

Det er svært, for der ligger mange års vanetænkning bag følelserne til det her, men jeg tror, at det er værd at udfordre både, hvad man siger og ser. For sin egen såvel som for børnenes skyld.