søndag den 19. februar 2017

Sig noget klogt.

Lige siden jeg blev gravid første gang, har meningitis været på min top 3 over Mest Frygtede Sygdomme. Jeg tror, vi alle har passager i Angstens Store Bog, som er skrevet med caps lock, og uanset om det, vi er bange for, er reelt nok eller irrationelt og blæst fuldstændig ud af proportioner, så tror jeg, det ligger så dybt i os, at logikkens lys ikke kan nå derned. 

For mit vedkommende hænger det nok sammen med, at det er en af de sygdomme, man hører en del om, når man læser til tegnsprogstolk, fordi den er en af de store syndere, når det kommet til pludselig opstået døvhed. Når det er sagt, er det jo heller ikke just en sygdom, hvor øget kendskab giver øget tryghed. Således har jeg H.V.E.R eneste gang, jeg har været til vagtlæge med mine børn, insisteret på, at han/hun tjekkede ekstra grundigt for meningitis, og forklarede mig - i hvert enkelt tilfælde - hvorfor vi var sikre på, at det lige her *ikke* var det, der var tale om. 

Jeg ved godt, at når man hele tiden kigger mod himlen, fordi man frygter at få et fly i hovedet, så ender man med at blive kørt ned (sagde optimisten), men de sidste par måneder er jeg stødt på uforholdsmæssigt mange historier om den forbandede sygdom, og senest er en lille pige 5 km. herfra blevet smittet. 

Og nu er det, at jeg overvejer, om jeg skal lade ungerne vaccinere for de strenge af den, som ikke er en del af børnevaccinationsprogrammet. Jeg er proproPRO vaccine, og kunne man være helt sikker på, at en ekstra vaccine, ville betyde, at de aldrig fik det, havde jeg gjort det uden at tøve. Men som jeg forstår det, er der stadig en udgave af det, man kan blive smittet med, selvom man får alle vacciner i hele verden. 

Så det her er en af de gange, hvor jeg virkelig, virkelig gerne vil have jeres input. Hvad tænker I? Er det livrem og seler på illuminati-måden, eller giver det faktisk mening?

Kh

Den (over)bekymrede stenbuk

onsdag den 15. februar 2017

Om børn, undskyldninger og institutioner.

For omkring 10 år siden kørte der en ophedet debat i medierne mellem LOC og Hanne Vibeke Holst. Den udsprang af teksterne til hans single “Undskyld ho”, og var opstået fordi, HVH syntes, at det var problematisk at legalisere ord som ‘ho’ i det offentlige rum, fordi sprog skaber virkelighed. Dengang var den stærkeste følelse, jeg kunne mønstre til emnet, en let undren over, at hun orkede at tage kampen, som, set med mine øjne, var tabt på forhånd. 

Men den seneste tid har jeg tænkt mere og mere over det med, at en bestemt sprogbrug om et emne, ender med at definere, hvordan vi forholder os til det. 

For eksempel har jeg spekuleret meget på, hvordan vi taler om børneinstitutioner, både i medierne, på de sociale netværk, og i 1:1 relationen med vores børn.

Det kom sig af, at jeg opdagede, at jeg slæbte rundt på en grundskyld over, at mine børn skulle være i institution. Ikke over antallet af timer eller manglende feriedage, eller fordi de var syge og slatne, når jeg afleverede dem, men simpelthen dårlig samvittighed over det faktum, at de skulle være der. Jeg begyndte at lægge mærke til, at både jeg selv og mange af mine veninder med små børn, forlod jobbet i et tempo, der nærmest brød lydmuren, når vi havde fri, så vores børn ikke skulle bruge så meget som ét minut længere end allerhøjest nødvendigt i børnehaven, og var der bare optakt til, at man kunne give dem en halv eller en hel fridag, blev alt sat ind på at gøre det muligt. 

Nu er det jo sådan, at har man en hammer, så ser man søm alle steder, så da først jeg begyndte at lægge mærke til det her, bemærkede jeg også, at det stort set kun er de dårlige historier om børnehaver og vuggestuer, der finder vej til medierne. En sjælden gang sniger der sig en solstrålehistorie ind, men så er det altid en historie med et tvist; en institution, der har formået at lave vellykket integration af en bestemt type af børn, eller om steder, hvor de alle sammen er blevet så glade og berigede, fordi de har fået en praktikant fra en flygtningelejr.

Jeg er med på, at det vil være en både kort og måske i første omgang uinteressant artikel, hvis den skal handle om en helt almindelig institution, hvor medarbejderne går glade på arbejde, og ungerne trives. Bevares. Men stort set alle historier, jeg har læst, handler om dårlig normering og stressede pædagoger. Der er beretninger om nærved-og-næsten katastrofer, der skyldes, at en medhjælper har været efterladt alene på stuen med 52 børn, og der er historier om børn, der ikke får ferie og bliver afleveret tidligt og hentet sent, og som er drønsyge, men camouflerede raske med panodil, så deres ligeglade forældre kan efterlade dem på dørtrinnet alligevel. 

Og nu har jeg sgu set mig lidt sur på det, for for mig (migmigmig) har det betydet, at jeg stille og roligt er kommet til at tro, at det er en dårlig ting for mine børn at være i institution. Skadeligt, nærmest. Det hører med til historien, at jeg er ekstra nem at ramme, fordi jeg selv hadede at gå i børnehave, og husker det som startskuddet til den særlige afkrog af helvede, min skoletid viste sig at være; den del vil jeg godt tage på mig. Men jeg synes faktisk, at det er en tanke værd, at vi med vores sprog og vores adfærd er med til at signalere til vores børn, at det er synd for dem, at de skal i børnehave, for det synes jeg, helt objektivt, ikke at det er.

Vi har alle sammen fået vores børn, fordi vi gerne vil være mest muligt sammen med dem, men hvor meget “mest muligt” er, afhænger af vanvittigt mange ting, herunder en nærmest uendelig liste af tilfældigheder, som vi ikke selv er herrer (og damer) over.

Jeg er derfor begyndt at øve mig at i at tænke på børnehaven og vuggestuen, som loppernes arbejdsplads. For mandag morgen vil jeg sgu da også helst være herhjemme under dynen, hvor alt foregår i mit tempo, og der er kaffe på kanden, men det er ikke synd for mig, at jeg skal på arbejde. Tværtimod ville det være synd for mig, hvis jeg pludselig ikke skulle. Mit job giver mig mulighed for at vokse som menneske, fordi jeg bliver udfordret, både fagligt og personligt. Det har givet og giver mig relationer, som jeg sætter uendeligt højt, og det danner en kontrast til “hjem” som gør, at jeg nyder det ekstra meget, når jeg holder fri og kan blive dér. Og jeg er begyndt at tænke, at selvom de bruger kræfter på at være der, og ikke selv har valgt på samme måde, som jeg har - så gør mange af de samme ting sig gældende for mine børn. 

Så jeg øver mig i at tage den med ro, når jeg kører hjem fra arbejde. Jeg øver mig i, ikke at kompensere med Lego og M&M’s, når jeg afleverer mine børn, mens andre holder vinterferie, og jeg øver mig i at tale med dem om alle de gode oplevelser, som både de og jeg skal ud til, når vi træder ud af døren mandag morgen.

Det er svært, for der ligger mange års vanetænkning bag følelserne til det her, men jeg tror, at det er værd at udfordre både, hvad man siger og ser. For sin egen såvel som for børnenes skyld.

tirsdag den 7. februar 2017

I øvrigt:

* har jeg brug for, at vi når til enighed om, hvorvidt vi udtaler det “Skir” eller “Skyr”. Vigtigt både ift. hån men også fordi det er voldsomt irriterende at køre dobbeltkonfekt på udtalen, hver gang jeg selv snakker om det (hvilket er oftere, end man skulle tro) fordi jeg ikke ved, om det er prol på linje med 'MaLLorca' at sige “Skyr”.

* er kaktusser åbentbart den eneste plante, der overlever mit selskab i mere end en uge. Måske fordi de er mine botaniske spirit animals.

* tror jeg sgu, helt alvorligt, at jeg er gået i noget præ-overgangsalder af en slags. Har tæskeondt i alle mine led, er nærmest aggressivt deprimeret, når jeg har pms, og kan ikke få nålen på vægten til at flytte sig, om jeg så brugte hammer og mejsel. Nogen, der har erfaringer i nogen retning med det? Altså, med præ-udgaven?

* har jeg idag været nødt til at google: “Hvordan laver man et bål i en brændeovn”. Alene sætningen illustrerer på fineste vis, hvor rædselsvækkende blank, jeg er på alt, hvad der lugter af spejder, men efter 7 forgæves forsøg på at tænde op i min mexi-ovn, kan vi vist godt erklære nederlaget for officielt. 

* har jeg haft “Tjek selvangivelse” på min bobler-to-do liste i 2 måneder. De sidste to uger har jeg brugt aftenerne på at få streget på den, og det føles virkelig godt. I aftes var turen så kommet til selvangivelsen. Jeg lavede kaffe. Skrællede en appelsen (#hader). Vandede blomster kaktus. Det var sgu lige før jeg lavede strækøvelser i ren og skær overspring. Men så! SÅ loggede jeg på. Scrollede lidt op og ned. Rettede ét tal. Loggede af igen. Det tog 24 sekunder, og nu sidder jeg her med fornemmelsen af, at så nemt er der intet, der er. Hold kæft, hvor gad jeg godt at være sådan en, der var god til tal. 

* har jeg sådan en vejr-station, hvilket jo reelt bare er et fancy navn for et termometer, der viser temperaturen både inde og ude. De sidste par dage har den insisteret på, at det er 20,6 grader udenfor. Haha. As if. Men i den forbindelse gad jeg i øvrigt også virkelig godt være sådan en, der formåede andet og mere på den elektriske bane, end at prøve at fikse defekte apparater ved at slukke for dem og tænde dem igen.

* er jeg nødt til at spøge, om jeg er den eneste (ellers inkarnerede fan) der synes, det stak helt af i sidste afsnit af 4. sæson af Sherlock Holmes?

* har jeg endelig fået taget hul på Peter Falktoft og Esben Bjerres podcasts “Her går det godt”. Og det gør det virkelig. Jeg har kun hørt to afsnit indtil videre, men jeg er voldsomt begejstret.

* skulle Frida forleden til frisør. Da hun sad i stolen, og den rare dame rakte hånden med saksen frem, tog Frida fat om hendes håndled, kiggede hende lige i øjnene, og sagde meget bestemt: “Nej tak! Stop!”  Mine børn: Rasende, men høflige. 

* kunne man, hvis man ikke vidste bedre, tro, at det var Leonardo DiCaprio, der havde lagt gener til Anton. I hvert fald holder han (- altså Anton) stædigt fast i at træffe beslutninger med remsen: “Erle, perle, pif, paf, puf - væk med den beskidte luft.”



torsdag den 2. februar 2017

Haters will say it's photoshopped.

23 sekunder efter, at Beyoncé havde annonceret sin graviditet med dét her billede:


var der nogen, der lagde dét her op:


Jeg elsker internettet.

(Ps. Hvad sker der i øvrigt med det katolske begravelsestema?)

tirsdag den 31. januar 2017

Ved du, hvorfor skæve Thorkild ingen venner har? Det er fordi, lige børn leger bedst.

I lørdags i Mads & Monopolet, var der et dilemma fra en pige, som ikke kunne finde ud af, om hun skulle fortsætte med sit SU-lån. Et lån, hun havde taget, da hun flyttede i en dyr lejlighed, og som hun derfor strengt taget ikke længere havde brug for, fordi hun siden var flyttet i noget billigere, og derfor gik pengene nu til cafeture og læbestifter. Andrian Lloyd Hughes prædikede fornuft, Sofie Linde fest og London, og Thomas Warberg forsøgte at kaste et romantisk skær over toasts og byture på røven. 

For mig var det et af de dilemmaer, hvor jeg ville ønske, de ville ringe til mig, så jeg kunne få lov at bidrage med noget, jeg først selv har lært i en sen alder: Det er nemmere at være et bestemt sted i livet, når dem, man er omkring, er samme sted.  

Da jeg læste, var min bankmand en god bekendt. Det betød, at han forhøjede min kassekredit, når jeg ringede til ham og bad om det, hvilket jeg dengang syntes var super fedt. I dag? Not so much. Jeg lånte ikke et fast, månedligt beløb gennem hele min studietid, men fik alligevel opbygget en solid gæld, hvilket jeg er noget så utrolig træt af idag. For da vi læste, var alle fattige. Forskellige grader af fattige, men stadig. Alle boede mærkelige steder, med bad i kælderen, toiletter på gangen, og klamme udlejere, der mistænkeligt ofte stod i vaskekælderen, når det var trusser og bh’er, der lå i maskinen. Ingen havde råd til at spise de dyre steder, og alle var på fornavn med basis-kollektionen hos H&M. 

Idag, 15 år efter, betaler jeg - stadig - 2500 kr. af i måneden på det idiotiske lån. Da min arbejdsplads gik konkurs, var det meget tæt på at være den afgørende forskel på, om jeg kunne sige ja eller nej til mit elskede hus, og hvis man laver et hurtigt overslag i hovedet, kan man også godt se, at der havde været råd til mere ferie for børnene og mig, hvis der lå 30.000 kr. og flød på kontoen hvert år. 

Da jeg læste, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle leve et voksenliv uden at være i et fast forhold. Jeg anede ikke, hvordan en økonomi så ud, når man ikke længere var studerende, og at der ville komme udgifter ind i billedet, som er ret betragtelige, fordi jeg afholder dem alene. Forsikringer, licens, husleje osv. osv. osv. Alle de kedelige ting, der gør, at den voksenløn, man forestiller sig i alle de år, man hælder ketchup på sin pasta, faktisk ikke er så overvældende igen; i hvert fald ikke, hvis man sidder i et af de jobs, som en mellemlang, videregående uddannelse typisk munder ud i.

Og idag gør pengene derfor en større forskel, end de gjorde dengang. For dengang gjorde de da livet lidt sjovere, bevares, men de betød jo ikke, at jeg sad i en fed lejlighed eller kunne slippe for de studiejobs, der virkelig sjældent er givende og sjæleudviklende. Men idag er dem, vi har omkring os, *ikke* på SU mere, og idag, 15 år efter, GØR pengene en forskel, fordi de forhindrer mig i at gøre nogle ting for og med mine børn.

Egentlig oplevede jeg den samme mekanisme, da jeg fik Frida; at det er nemmere, at have små børn, når de andre i omgangskredsen også har. Da jeg fik Anton, var jeg en af de sidste i min vennekreds, der fik børn. De af mine venner, der havde små børn, havde typisk en stor på 4-5 år og en lille på 1-2 år. Med Anton ombord, var forskellen ikke så stor. Mine venners de mindste skulle stadig sove til middag, rodede stadig rundt om natten, skulle stadig fragtes rundt i noget på hjul osv. osv. Derfor føltes skellet mellem dem og jeg ikke så stort. Men da jeg fik Frida, og deres børn i mellemtiden var blevet hhv. 5 og 8, kunne jeg mærke, at jeg socialt blev hægtet af. Fordi det simpelthen ikke er det samme man kan med en baby, som man kan, når man har skolebørn. 

Man kan indvende, at det handler om FOMO; at ingen er gået i stykker af manglende ture til Legoland, eller af ikke at kunne sidde med ved voksenbordet og snakke, når man er i byen. Og det er fuldstændig rigtigt. Og jeg vil også gerne understrege, at vi ikke er fattige. Vi mangler ingenting, og mine børn vil til evig tid og uden sammenligning være de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Men når jeg, i enkelte, vanvittige øjeblikke, overvejer, om der ikke lige er plads til bare en enkelt, lillebitte baby mere, er det her faktisk noget, jeg har med i mine overvejelser: At man kan få sig selv koblet helt af sit sociale netværk, fordi man ikke kan deltage på lige fod med de andre. 

Så hvis pigen i dilemmaet havde spurgt mig, ville jeg klart have rådet hende til at ride fattigdommen af, så længe alle omkring hende er i samme båd. Nogle beslutninger kaster lange skygger, og livet udvikler sig somme tider i skæve retninger.

Det ville jeg ønske, at jeg havde vidst, og forstået, da jeg var 20.

onsdag den 25. januar 2017

Min gave til mig selv.

I december, da jeg pludselig kom i tanke om, at jeg blev 40 i januar, var min automatreaktion at begynde at planlægge, hvordan jeg skulle holde fest., for på runde fødselsdage holder man noget. Ikke?

Men da jeg begyndte at brainstorme på, hvordan jeg skulle fejre dagen, opførte min hjerne sig som en vranten medarbejder, hvis selverklærede mål til personalemødet, er at skyde alt ned, uden selv at byde ind med noget nyt. 

“Stor fest” drukende i overvejelser omkring, hvordan jeg skulle tilrettelægge den, eftersom 3/4 af min primære omgangskreds stadig bor i Aarhus. Det indebærer risiko for, at halvdelen af festen drikker dansk vand og Pepsi max og kører hjem kl. 22, og uanset hvad, synes jeg, at man skal have gjort sig nogle overvejelser om mulighed for overnatning. (“Og morgenmad” tilføjede hjernen surt.) Udover det, er der alt det praktiske, som leje af festlokale, tid til at finde nyt tøj, at komme til frisør osv osv. Og jo. Man kan sagtens holde sammenskud i et telt i haven med bare fødder og dårligt hår, men min erfaring siger mig, at de løsninger, der oprindeligt er tænkt som kompromisser, der skal gøre livet lidt lettere, ofte ender med at være ligeså omsiggribende, som den førsttænkte, højglanspolerede løsning. I hvert fald for typer som mig.

“Tapas/brunch” blev skudt ned af vrisne, indre kommentarer om, at det har jeg holdt de sidste 5 år, og hvis der skal være fest, så lad der være fest, og ikke bare gentagelse af en gentagelse af en gentagelse.

Til sidst måtte jeg erkende, at det nok i virkeligheden handlede om noget helt andet, nemlig at jeg ikke kunne overskue det.

Det blev jeg først .. overrasket over, faktisk. For det ligner ikke mig at opdage den slags på forhånd. Dernæst blev jeg ærgerlig. For når jeg er ude at tolke fester, tænker jeg altid, at alle burde unde sig selv en stor fest i ny og næ. Vi er simpelthen så dårlige til at stille os i rampelyset ( - skrev hun på sin offentlige blog..) og bare lade os fejre, og det giver altid sådan nogle fine øjeblikke, fordi der ofte bliver sagt noget af det, som vi ikke er så gode til at sige til hinanden til hverdag.

Men de sidste 1000 år har jeg som nytårsforsæt haft en variation af, at jeg skal være bedre til at tage den med ro/lytte til mig selv/gå ned i gear. Den er så fast en del af forsæts-listen, at jeg ikke engang nævner den mere. Og efter at have tygget lidt på det, nåede jeg frem til, at reglen om, at hvis man ønsker et anderledes resultat, må man levere en anderledes indsats også gælder for mig. Who knew?

Enden på det hele blev, at jeg på selve dagen tog nogle af mine yndlingsmennesker med ud at spise, både til frokost og til aften. Lørdag kiggede familien forbi til obskøne mængder af kage, og søndag, hvor to andre af De Ganske Særlige havde meldt deres ankomst, fik jeg dem til at medbringe sushi, så jeg ikke skulle stå med noget. 

Det var fuldstændig fantastisk.

Jeg skulle bare koncentrere mig om at nyde det, og om at huske at fylde champagneglas og kaffekopper op, og det bliver på alle måder en fødselsdag, jeg vil tænke tilbage på som noget særligt. 

Tanken er, at jeg, når der engang er mere overskud, laver noget “fald ind forbi” i Mindeparken i Aarhus en sommerdag, hvor vejret er godt. Noget med sandwichs, mere kage og rigeligt med hvidvin, hvor man kan tage børn med, hvis man har lyst - men hvor man også må lade være. Hvor ingen skal overveje, hvor de skal sove, og hvor busserne kan fragte én hjem, hvis cyklen slingrer for meget. Hvornår det bliver, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det skal være på et tidspunkt, hvor mit fokus kan være på at indhalere det gode selskab, i stedet for at vakle under vægten af logistik og manglende overskud.

Det glæder jeg mig - også - til. 

Således både klogere og ældre, vil jeg slutte med et virtuelt kig på gavebordet, fordi flere har spurgt, hvad jeg har fået. Tak for jeres søde hilsner, og fordi I skrev så mange fine ting på det sidste indlæg. I er - virkelig - de bedste.




Min voksentaske. Sådan en har jeg været på jagt efter de sidste 5 år, men jeg har aldrig set en, som bare talte til mig. Det gjorde den her. Da jeg så den for 3 måneder siden, var det kærlighed ved allerførste blik, og jeg vil ikke udelukke, at man kan finde den på hovedpuden ved siden af mig om natten, hvis man tjekker.  

En vandkande i guld, hvilket forklarer sig selv.

Det viser sig, at der er en Kähler til os alle. Så små og fine, og så drysser de ikke på bordet, hvilket man sætter ekstra pris på, når man har et hvidt et af slagsen. 


Hvis nogen vil mig noget, de næste 20 år, kan man finde mig i haven foran den her med kaffe/gløgg/vin/the (haha - som om!) i koppen. KÆMPE hurra!

Til den blinde vinkel i mit hjem, hvorfra jeg ikke kan se mit køkkenur. Jeg elsker det. 


Den her fik jeg af Anton og Frida, og alene det, er nok til, at det har en helt særlig plads i mit hjerte. 




Fra mig til mig. Fordi jeg ønskede mig dem, og ud fra kortet med teksten: "Du får ikke flere kopper - de kan ikke være i skabet!!" godt kunne regne ud, at jeg nok ikke fik dem af andre.

onsdag den 18. januar 2017

19.01.77: Hvad livet har lært mig so far.

1) Ærlighed gør dig aldrig svag. Aldrig.

2) Når andre har gjort en situation akavet eller mærkelig, er det ikke din opgave at fixe det. Læn dig tilbage og rum det.

3) Når folk opfører sig underligt, har det i 95% af tilfældene intet med dig at gøre. Ignorer det. Det går over. 

4) Lad ikke solen gå ned over dit kaos. Her taler jeg fysisk og helt konkret. En dag kan have været lortet og uendelig, men hvis du skrider i seng fra fyldte opvaskemaskiner og våde håndklæder, bliver i morgen ligeså lang og irriterende. 

5) Hav ikke slik i huset. Heller ikke “til børnene”.

6) De sår i hjertet, der tager længst tid om at hele, er dem, du pådrager dig selv, når du går over dine egne grænser, fx. ved at blive et sted, hvor du mister selvrespekten af at være. 

7) Dine energireserver er ikke uendelige. Brug dem på de mennesker, der har din ryg. 

8) Rasende? Sov på det. Hvis du stadig efter 24 timer er rødglødende, så gå amok.

9) Man kan godt carpe for meget diem. Hvis man, som mig, er udstyret med en hjerne, der lidt for beredvilligt dykker ned i det faktum, at vi alle skal dø, er det ok, at man ikke stopper op og lugter til *alle* roserne. 

10) Vent med at gå i panik, til du ved, om der er noget at gå i panik over. Forbløffende mange problemer ender med at løse sig selv. 

11) Når der opstår uenighed af den alvorlige slags i en relation, og du er afklaret med, at du gerne vil bevare den, skal du beslutte, om du vil have ret eller om du vil have fred. Du kan ikke få begge dele, og det er ufint og destruktivt at give hånd og svøbe sig i hvide flag, hvis du hver anden uge alligevel genåbner konflikten med “- men du må jo kunne se, at …”

12) Vent med at tage din bluse på om morgenen, til du har børstet tænder.

13) Lad være med at spilde tid og frustrationer på diskussioner, hvor holdningerne sidder i hjertet. Der er endnu ingen, der har skiftet politisk ståsted, fordi de er blevet præsenteret for en faktaboks med 10 alfabetisk opstillede punkter over Joachim B. Olsens fejl og mangler. Hent en kop kaffe, træk vejret, og lad det fare. 

14) Gå ikke på toilettet i bare fødder på en festival.

15) Tag ved lære af hvem end, der sagde: “Not my circus - not my monkeys”. Vi skal stå op for dem, der ikke kan stå op for sig selv, men resten må rode deres egne kastanjer ud af ilden. Intet er i længden så trættende, som at kæmpe en kamp, der ikke er din.

16) Vær et ordentligt menneske i de små ting. Holder nogen en dør for dig? Sig tak. Er du ved at bakke en cyklist ned, fordi hun var i din blinde vinkel? Rul vinduet ned og råb: “Det må du fandme undskylde!!” Hils på drengen ved kassen, hjælp hende, der har tabt sine varer på gaden, og spørg din kollega, om hun skal have noget med fra kantinen. Det løfter både dig selv og verden omkring dig. Hvis du bliver i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, så spørg dig selv, hvad Obama ville have gjort. 

17) Lad være med at love noget, du ikke kan holde. Ligemeget om det er ferier, ETA’s eller ture i svømmehallen. Arbejd med bredere rammer, overraskelser og formen på dagen, og mærk, hvordan alting strammer mindre. 
18) Man må gerne være uenig og stå ved det. Den her er særlig vigtig i det segment, jeg bevæger mig i, hvor stort set alle kvinder kommunikerer assertivt og girafagtigt. Af en eller anden grund er det mest almindelige, at man, hvis nogen erklærer sig uenige med det, man siger, lægger sig fladt ned på en måtte af sætninger som: “Det fik jeg vist formuleret forkert” “Du har helt ret” og “Det var slet ikke det, jeg mente; godt du lige gjorde mig opmærksom på, at det også kan opfattes sådan”. Nogle gange mener man lige præcis det, man skriver og siger, og det skal man stå ved. Ellers bliver man sur og indebrændt. 

19) Det er de løse ender, der stresser. 

20) Millimeterdemokrati er ikke godt for noget, men at the end of the day, skal der være balance i et venskab, hvis det skal bestå. 

21) Små skridt flytter dig i sidste ende over ret store afstande.

22) Med mindre du målrettet går efter at dræbe folk med det usynlige våben Kedsomhed, så hold lidt igen med beretninger om, hvad du har drømt.

23) Tequila er altid en virkelig dårlig ide. 

24) Champagne, derimod….

Og med dén in mente: Skål og hurra herfra.