søndag den 12. oktober 2014

Nogen, der vil være med til at åbne en abe-pension?

Jeg elsker Pinterest. For én med mit erhverv, der altid har pauser af ca. 10 minutters varighed, er app’en det perfekte tidsfordriv; ikke så fængende, at man ikke kan slippe den igen, man skal ikke nå at læse et kapitel færdigt, for at den giver mening, og så fylder den ingenting i tasken.

I Pinterest findes en kategori, der hedder ”popular” og som det umælende får, jeg er, tripper jeg glad og tilfreds af sted, lige i røven af alle de andre, der gør det samme. One liners er ret store derinde, og jeg vil gætte på, at en af politiets profilere kunne tegne et temmelig præcist billede af, hvilken type man er, og hvor man står i livet, baseret på de opslag, man pinner.
For et par måneder siden var jeg (som jeg vist også bloggede om) i gang med at afdramatisere mit liv. Vi taler helt lavpraktisk downshifting af elementer, der skabte bøvl og baks, uden egentlig at tjene noget formål. I den periode faldt jeg på Pinterest over udsagnet ”Not my circus – not my monkeys”, som jeg øjeblikkeligt fik lyst til at bestille i 7 eksemplar af på selvklæbende folie i størrelsen 1x2 meter, så jeg kunne klæbe det på alle mine døre til evig påmindelse om, at man ikke behøver at have en mening om alt.

Og hvis man alligevel har, kan man godt prøve at have den i stilhed.
For jeg var simpelthen så træt af at blive blandet ind i konflikter, som ikke var mine, fordi jeg ikke fik fred, før jeg havde ytret, hvad jeg mente om dette eller hint.

Hvis man her ønsker at pointere, at jeg ved at gå ind i diverse debatter *gjorde* konflikterne til mine, vil jeg ikke bruge tid på at argumentere imod.
Det betød, f.eks. at jeg holdt op med at kommentere på indlæg i diverse aviser og dagblade, og jeg holder mig stadig i videst muligt omfang også ude af kommentarspor på populære opslag på facebook. Uanset om man kommenterer til fordel for den, der har sat debatten i gang, eller om man mener det modsatte, synes jeg, at disse onlinediskussioner ofte ender i regulær mudderkastning og namecalling.

Men de sidste par måneder har jeg – uden dog at kaste mig ind i nogen former for debat - fulgt lidt med på Sneboldens fb-side, og jeg har mere end en gang undret mig over, hvor hurtigt tonen på hans væg har ændret sig fra, at 98 % af hans tilhængere tilbad jorden, han betrådte, til at langt over halvdelen af kommentarerne nu går på, at han er en nederen person med dårligt hår. På en eller anden måde virker det som om, Monte Carlo enten forsvandt, før de var blevet langtidsafholdte, som fx De Sorte Spejdere, eller også er det noget med, at Peter uden Esben måske kommer til at virke mere Kanye West, end Danmark er klar til.
Under alle omstændigheder har det fået mig til at tænke på noget, en af mine veninder sagde for nyligt. Vi snakkede om hendes mors begravelse, og om min venindes barndomsveninde, som valgte at blive væk fra begravelsen af grunde, hun kun selv kender til. Min veninde sagde noget i retning af, at det ville være rart, hvis nogen andre sagde til barndomsveninden, at det var noget af det mest ikke-i-orden-overhovedet-agtige, hun havde gjort sig skyldig i ”for det kan jeg jo for fanden ikke selv være den, der siger til hende, Linda”.

Det tænkte jeg de efterfølgende dage meget over. Ikke mindst fordi jeg godt kunne genkalde mig følelsen af at mangle nogen, der stod op for mig, dengang en kæreste og jeg gik fra hinanden, fordi han uomtvisteligt havde været en kæmperøv. Mine veninder kendte historien, og alligevel var der flere af dem, der stadig var på sludder og knus med ham, når de mødte ham.
Selvfølgelig skal vi være voksne og civiliserede. Selvfølgelig er vi ikke 5 år længere. Selvfølgelig var det mig, og ikke dem, han havde pisset på. Men det havde godt nok stadig varmet mit mørbankede hjerte, hvis bare en enkelt af dem havde forsvaret mig ved at sige til hans åbne ansigt, at det ikke var i orden, hvad han havde gjort.

Der ER nogle situationer, hvor vi ikke selv kan være dem, der påpeger en uret, ganske enkelt fordi vi har aktier i dem på en måde der gør, at det simpelthen ikke er nok for os at fortælle, hvordan vi har det, og dermed komme til at fremstå forsmåede. Jeg er fx. helt sikker på, at de fleste af os er godt tilfredse med, at vi har domstole, der straffer dem, der gør os lovmæssig uret, for det ville nok ikke være helt det samme, hvis en sag var afsluttet, når politiet havde fanget forbryderen, og vi havde haft mulighed for at sige til ham, hvad det havde gjort ved os, at han havde tømt vores huse, stjålet vores biler eller kørt dem, vi elsker, ned.
Engang imellem har man simpelthen sådan et behov for, at det også har en social konsekvens for personer, der behandler os dårligt; at de også mærker, at andre, end lige den, de har pisset på, fordømmer, hvad de har gjort.

Og det tæller ikke, hvis man selv skal bede sine venner og veninder om det.
Sat lidt på spidsen, minder det mig faktisk om en virtuel og emotionel pendant til de situationer, vi også snakker meget om i disse dage, nemlig dem, hvor nogen bliver slået ned i busser og s-toge, og ingen griber ind, fordi ingen vil blande sig eller rodes ind i noget.

Men jeg synes bare, at verden bliver gradvist grimmere og grimmere, hvis alle de gode går hjem og lukker døren, og det er de afstumpede hade-typer, der får lov at fylde gade- og skærmbilledet ud.  
Så måske man engang imellem – bare engang imellem – alligevel skulle tage sig lidt af nogle af de aber, der ikke var ens egne.

mandag den 6. oktober 2014

Hvad jeg ønsker, skal jeg ha'.

Om 20 sekunder er det jul (Hvad? Don’t shoot the messenger), og her i huset er Anton allerede håbefuldt begyndt at bede om risengrød til morgenmad.

Jeg ved, at vi alle har nok at se til, når vi rammer november/december, så som en lille forbrugerservice, har jeg lavet min ønskeseddel allerede nu, så I er fri at stresse over det til den tid.
You’re *welcome*.

I år ønsker jeg mig:
1) Evnen til at lægge et faconsyet stræklagen bare relativt pænt sammen, så det fylder en smule mindre end en mellemstor halmballe.

2) Overskud til ikke at automathade alle, der vejer sig med tøj på.
3) En ondsindet, målrettet virus at slippe løs på Sony Musics database, som inficerer alle kopier og versioner af Pharrell Williams ”Happy”.

4) En tidsmaskine, så jeg kan gå tilbage og u-høre Anders Steggers version af Rasmus Seebachs Olivia, så jeg ikke i al evighed amen skal høre ”Jeg tænker stadig på Bolivia”, når den kommer i radioen.
5) En bedre hukommelse, så jeg ikke 2 gange om måneden glemmer, at jeg ikke kan lide skyr. Heller ikke den med pæresmag.

6) Evnen til at holde mig vågen længe nok til at se noget af alt det i fjernsynet, som altid er talk of the day dagen efter. Føler mig UDENfor! (Ja, Natholdet. Jeg taler til dig.)
7) Licens til at udstede dummebøder. Jeg har tænkt mig at starte med at rette bødeblokken mod samtlige involverede i beslutningsprocessen omkring ”Eurovisionen”.

8) Retten til at kalde Eurovisionen for Melodi Grand Prix, fordi der er temmelig mange andre europæiske visioner, der burde prioriteres markant højere end LEDlys, sølvkonfetti og vindmaskiner.
9) En iPhone 6, en Air Book pro og en slave.

På forhånd tak.

onsdag den 24. september 2014

Catching fire.

Da jeg for et års tid siden faldt over bøgerne "Hunger Games", slugte jeg trilogien på ca. 10 minutter, og de to første film er også vinget af på to-see-listen. Der er sikkert 100 andre end mig, der har draget den parallel, men de minder mig meget om Stephen Kings bog ”Den løbende mand”, der også er en science fiction fortælling om et realityshow, hvor deltagerne i bogstaveligste forstand kæmper for deres liv. 

Set up'et er selvfølgelig langt ude. At lave tv, hvor deltagerne slåes ihjel for at underholde seerne, er så tilpas absurd, at man ikke engang behøve at tage det alvorligt.
Men de seneste par dage har jeg alligevel et par gange dystert tænkt, at det måske alligevel ikke er helt så langt ude, som man kunne ønske, at medierne går fra at være dem, der refererer nyhederne, til selv at skabe dem.

På min facebookvæg blev der i søndags reklameret for en artikel i BT/EB (same-same) med overskriften ”Dansk rapper afliver sig selv med rørende afskedsbrev” med et billede af Niarn ovenover.
Mandag aften kunne jeg læse på TV2, at en 18-årig mand havde mistet livet i en ulykke på motorvejen, hvor den jævnaldrende, kvindelige passager samtidig var blevet livsfarligt kvæstet. Artiklen sluttede med ”De pårørende er endnu ikke underrettet.”
Jeg er med på, at der ikke er noget, der sælger mere end sex og død. Men det der? Det synes jeg fandeme ikke er i orden. På *nogen* som helst måde. Helt bevidst at sætte en artikel op, så læserne tror, at Niarn har taget sit eget liv, er forkasteligt. At skrive om et dødsfald før de pårørende er underrettet, når det ikke har nogen som helst nyhedsværdi for andre mennesker, er så forfærdelig usmageligt, at jeg næsten får lyst til at græde af raseri over det. Prøv at forestille dig at sidde oppe og vente på din søn, som har lånt bilen i aften. Og så falde over dén der. Uanset om det – Gud forbyde – viser sig at være dit barn, eller om alt nådigt i universet har holdt hånden over netop din søn i aften, så er det fuldstændig utilstedeligt at skabe så megen bekymring og panik for at underholde.

Synes jeg.
I lang tid har debatten om, hvad vi skal læse i aviser og blade, kunne lægges ned med: ”Hvis du ikke køber det, kan de ikke sælge det, og så stopper de med at producere det.”

Jeg er ved at hælde til, at det gør de ikke. De skruer bare en tand op for vanvidsknappen, fordi de satser på, at når det bliver absurd eller grotesk nok, så falder vi til patten igen.
F.eks. kunne man vælge at lave et realityshow, hvor en døendekvinde med en hjernesvulst skal vælge mellem 3 dødssyge patienter; hvem skal have hendes organer, når hun dør? Seerne kan selvfølgelig stemme med på sms.

Eller man kan lave et show, hvor man sender folk til Mars, uden at kunne hente dem hjem igen. Nogensinde.
Eller man kan sende en lille, bitte mand 39 km op i luftenog transmittere live, når vi skal finde ud af, om en menneskekrop i frit fald kan overleve at bryde lydmuren.

Og selvom man kan indvende, at der er stor forskel på underholdning og nyheder, synes jeg desværre, at det begynder at smelte sammen. TV2 nyheder har en hel sektion i deres nyhedsapp til ”nyheder” om (deres eget show) Vild Med Dans, og hvis du googler de 3 eksempler på underholdning, jeg har givet ovenfor, vil du finde en kæmpe mængde regulære avisartikler, hvor programmerne beskrives, debatteres og dissekeres.
Og dermed har forvandlet sig fra vanvidsunderholdning til reelt nyhedsstof.
Jeg kender simpelthen så mange dygtige journalister, som alle demonstrerer masser af integritet og etisk fingerspitzengefühl i alt, hvad de rører ved, og jeg har umådelig svært ved at forstå, at et fag, som de formidler så fint, et sted ude i horisonten er ved at forvandle sig til en stinkende kloak af hensynsløst forfald.

 Hvem ved, hvor stopknappen sidder?

onsdag den 17. september 2014

Har du børn?

I sidste uge havde en af mine facebookvenner delt en artikel, der hed: ”17 ting, kvinder uden børn ikke gider høre”. Jeg klikkede på den, fordi jeg tænkte, at den måske kunne hjælpe mig med at undgå at snuble uskønt rundt i spinatbedet, når jeg er sammen med veninder, der har fravalgt børn.

Stor var min skuffelse derfor, da det viste sig, at artiklen bare var 17 hånlige, snappy comebacks til kommentarer, som kvinder uden børn åbenbart får meget.
Bagefter kunne jeg alligevel ikke lade være med at gå og tænke over artiklen og det, den egentlig er udtryk for, for jeg synes faktisk, at det er skideærgeligt, at vi kommunikerer så dårligt på tværs af vores respektive segmenter, at den ene halvdel af os skal have særlige forsvarsreplikker klar, når vi mødes.

Jeg ville ønske, at en kommentar som: ”Er du ikke bange for at komme til at fortryde?” blev taget som et udtryk for oprigtig interesse, og for at vi gerne vil blive klogere og forstå, men indlægget, jeg skrev, om spørgsmål,vi får til vores arbejde, som driver os til vanvid, viser – hvis man lige skulle have glemt det – at selv uskyldsren interesse og helhjertede ønsker om at få udvidet horisonten, kan være pisseirriterende.
Når det er sagt, oplever jeg, at tonen i debatten ofte er mere aggressiv hos kvinder, der har fravalgt børn, end hos dem, der har fået dem. Jeg har f.eks. første gang til gode at læse en artikel af den første type kvinder, hvor der ikke bliver skudt på kvinder med børn. Vi siger idiotiske ting, vi kunne bare have ladet være med at få børn, hvis vi gerne ville sove længe, vi spiller børnekortet i tide og utide, og det er belastende, at vi ønsker at leve livet gennem dem, der stadig går i byen og ved, hvad der går i biografen. Jeg kan ikke umiddelbart huske, at jeg har læst en artikel om dette emne af kvinder med børn, hvor de skyder tilsvarende på de frivilligt barnløse? Tværtimod hører jeg ofte venner med børn nærmest undskylde, at de godt ved, at de er kedelige/larmer i flyet/spiser tidlig aftensmad/aldrig skal med i byen.

Jeg ved simpelthen ikke, om 1) jeg er inhabil ift. emnet, 2) det er det, der sker, når man føler sig udsat for massivt, stiltiende gruppepres fra det omkringliggende samfund længe nok, eller 3) om der bare er utroligt mange ubetænksomme kvinder i verden, der vitterligt siger ting som ”Du går bare gennem en fase” eller ”Det er egoistisk” til dem, der fravælger børn.
Men så vidt jeg kan forstå, er hadekommentar nummer 1: ”Børn gør dig hel”, hvilket jeg sådan set godt kan forstå. Det er en sær kommentar, fordi den ret beset ikke er andet end en slet skjult pegefinger, synes jeg, og til den vil jeg bare sig, at Anton ikke gjorde mig hel - han gjorde mig til en anden. Jeg har hørt folk, der har mistet forældre eller børn sige, at voldsom sorg gør det samme ved dig; den forandrer dig så grundlæggende, at det ikke giver mening at tale om, at du ’bliver dig selv’ igen; du bliver en anden. Jeg tror, det er det, der sker, når vi udsættes for noget, der ændrer vores liv radikalt, uanset om det er i positiv eller negativ retning.

Og derfor tænker jeg egentlig, at vi tilhører to så forskellige grupper, at de ikke kan sammenlignes. Men der er selvfølgelig en indbygget skævhed i kommunikationen og forforståelsen af hinanden, fordi der er relativt færre kvinder, der fravælger børn, end kvinder, der vælger dem til, og fordi alle kvinder med børn, engang var kvinder uden børn, mens det modsatte jo af gode grunde ikke er tilfældet. Og måske er det derfor, den lille gruppe oplever det som et angreb, når de bliver spurgt til deres valg, mens den store gruppe egentlig bare tror, at de konverserer.
For god ordens skyld vil jeg sige, at når de kvinder med børn, jeg kender, spørger til byture og dating, er det ikke et forsøg på at leve livet gennem dig, eller fordi de har brug for at høre, hvor frustrerende dét liv er, så de kan gå hjem og varme sig ved livet med snavsede bleer og havregrød. Det er et forsøg på at vise, at de a) godt kan huske hvordan det var og b) sagtens kan interessere sig for dig og det, der foregår i dit liv, selvom deres liv er markant anderledes.

Når de giver udtryk for, at de er misundelige over, at du kan sove længe, eller virker som om, de ikke helt kan forstå, at du er stresset, tror jeg, at det handler om, at børn er den eneste relation, man nogensinde kommer til at indgå i, hvor man hverken kan forhandle eller gå fra de krav, der bliver stillet til én. Irriterende kærester kan man gå fra. Hadejobs kan man sige op. Venner, der giver mere end de tager, kan man fase ud. Du bliver ikke spurgt, om det passer dig at stå op 7 gange i løbet af en nat, for at hente vand eller lokalisere undslupne bamser, eller hvordan du har det med at tørre bræk op fra andre, når du selv er syg. Du har heller ingen indflydelse på, at du elsker dem så højt, at du nærmest bliver handikappet af det.
Og det var først, da jeg fik et barn, at det gik op for mig, hvor meget jeg kunne have rykket rundt på tingene og selv havde indflydelse på, inden jeg fik ham. Det ville have været utrolig brugbart, hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og give præ-barns-mig den indsigt og det perspektiv, jeg har fået nu, for det ville have gjort mit liv så umådelig meget lettere.

Det betyder ikke, at jeg tror, jeg ved bedre, eller at jeg ikke forstår, at livet uden børn ikke bare er en lang lur på sofaen med slikskålen inden for rækkevidde; det er ganske enkelt bare et af de forsøg, vi alle sammen gør, på at give dyrekøbt erfaring videre, selvom vi objektivt set godt ved, at verden ikke virker på den måde.
Men faktisk kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre, om jeg har nogle læsere, der er frivilligt barnløse? Hvad oplever I i mødet med verden omkring jer? Hvilke reaktioner får I? (Hvis I vel at mærke er der, og har lyst til at dele?)

God dag til alle, både med og uden børn.

fredag den 12. september 2014

For tiden:

Overrasker jeg mig selv ved:

* At kunne leve uden Apple uret. iKnow. Det lyder mærkeligt. Men jeg har tænkt mig at nyde det, så længe det varer, fordi det udelukkende handler om, at jeg ikke har haft tid til at sætte mig ind i, hvad det lille, store vidunder kan.
* Ikke at have slettet de fb-venner, der skal til Pharrell koncert. Er nærmest vantro over mit eget storsind.

Er jeg lidt træt af:
* At Netflix ikke snart ringer og tilbyder sponsorat.

* Og med Netflix mener jeg: Netflix, HBO, Merrild og hele den vinproducerende del af Frankrig.
* At arbejde i døgndrift. Jeg elsker alle mine jobs – det gør jeg virkelig – men jeg trænger snart til mere fri end 1½ time mellem kl. 21.50 og 23.20. (På plussiden passer det som fod i hose med et afsnit af SH...)

* At velmenende mennesker diagnosticerer Anton med 54 forskellige psykiske lidelser pga. hans manglende sprog, udelukkende baseret på erfaringer med deres egne børn. Jeg er med på, at de bare prøver at hjælpe, men det er svært nok som det er, uden dagligt at skulle forholde sig til endnu en ting, som jeg inderligt håber, han ikke skal kæmpe med.
Gider jeg ikke rigtigt:

* Ordet ’mums’. Nok nu.
* Folk med cigaretter bag ved øret. Bare nej.

* Mennesker, der dytter af skolevogne. Forstår ikke, hvorfor de insisterer på at lave en bordreservation i den mørkeste afkrog af helvede.
* Dem, der laver ulovlige overhalinger af forældre, der holder for skolebørn (that would be me), så ungerne må springe for livet.

* Dem, der laver ulovlige overhalinger af forældre, der holder for skolebørn (se ovenstående), så ungerne må springe for livet, NÅR DE ER LÆRERE PÅ SKOLEN, FOR HELVEDE! (Så ja. Jeg kørte efter dem. Og spærrede dem inde i deres p-bås, og stod ud af min bil, og sagde en masse vrede ting, der sluttede med ”er da for fanden i helvede en FALLITerklæring!!! ” And I’m so not sorry.)
* Folk, der lægger billeder af mystiske udslæt på facebook. Fair nok at spørge om nogen i din omgangskreds i al stilhed lige skulle have taget en lægeeksamen, så længe du holder dig til en beskrivelse, man selv kan stoppe med at læse, når man synes, den bliver for eksplicit. Men det er svært at u-se et billede af væskende bylder, når det først har brændt sig fast på nethinden.

Har jeg skrevet til folketinget og bedt om dødsstraf til:
* Folk, der ”godt liiige kan nå over” når alle andre holder tilbage for lægeambulancer og brandbiler.

Elsker jeg:
* Sherlock Holmes (Eneste minus er længden på 90 minutter pr. afsnit og det skal vi have snakket om. Vi er nogen, der er ude af stand til at se halve afsnit, men som samtidig ikke har sovet siden 2010.)

* The Good wife. 45 minutter pr. afsnit. Now we’re talking. Måske er det derfor, at de 90 afsnit tog under en måned at tygge sig igennem? (90 afsnit. Ffs, Linda. Læs en bog, dit kulturignorante svin!)
* Anton. Højest og allermest. Apropos ingenting blev han klippet i går, og jeg kan ikke komme over, at han a) har hår, og b) har hår med en struktur, der får det til at se ud som om, han lige har redt det pertentligt igennem. #TypenMedKamIBaglommen
 

onsdag den 3. september 2014

En af de erfaringer, man godt ville have været foruden.

Jeg tror, at jeg har skrevet om det før, men efter jeg har fået Anton, har jeg været nødt til at indføre restriktioner på, hvilke nyheder, jeg må gå ind og læse på diverse nyhedssites. Åbenbart kom jeg, i forbindelse med fødslen, til at flå overhuden af 80 % af mit følsomhedscenter, hvilket har efterladt en klump blottet, råt kød, der gør hvinende ondt, selv ved de mest fjerlette berøringer.

Lige nu er det dækningen af retssagen mod Manden I Den Røde Bil, der under ingen omstændigheder må klikkes på, for jeg går i stykker inde i hovedet, hvis jeg skal rumme tanken om, at den slags trusler mod alt, hvad der er fint og godt i livet, går frit rundt og indånder den samme luft, som min lille, tillidsfulde dreng.
Ikke mindst fordi truslen for mig ikke er helt så abstrakt, som jeg ville ønske den var, fordi jeg selv som 9-årig var meget tæt på at blive taget af en ”børnelokker”, som de hed dengang.

Mette P. og jeg var gået en tur i Sædding Centret for at kigge på Barbier og brevpapir. Da vi havde drysset rundt en times tid, og haft alle æskerne nede og beundre, gik vi mod udgangen, hvor vi blev stoppet af en gammel mand. Jeg husker ham i hvert fald som gammel, så han har nok været midt i 50’erne. Han spurgte, om vi ville hjælpe ham med at lede efter hans kone, som var blevet væk. Jeg kan ikke huske, om Mette P. var spejder, men jeg var, og jeg havde lært, at man skal hjælpe, hvis man kan.

Til at starte med fulgtes vi alle 3. Vi gik tilbage til legetøjsforretningen, hvor både Mette og jeg fik nogle virkelig seje neonmærker, man kunne skrabe på med en mønt og overføre til sine negle. Jeg fik 2 ark; nogle runde og nogle firkantede. Jeg kan huske, at damerne i Dacapo kiggede mærkeligt på manden, da Mette og jeg spurgte, om de havde set hans kone, men de gjorde ikke noget, og de spurgte ikke, hvorfor 2 små piger gik og ledte efter konen til en mand, som bare stod passivt i baggrunden og kiggede på.

Efter nogen tid foreslog manden, at vi skulle splitte os op. Den ene af os skulle gå alene, og den anden følges med ham. Det var mere effektivt på den måde, sagde han, for så kunne vi lede flere steder på én gang. Jeg startede med at gå med ham, og der gik ikke lang tid, før han foreslog, at vi skulle gå over og se, om hans kone var gået over til bilen. Jeg kan huske, at noget begyndte at føles lidt mærkeligt – f.eks. at han ikke rigtigt kunne svare på, hvordan Mette skulle finde os, hvis det nu var hende, der fandt den forsvundne hustru - og derfor syntes jeg ikke, vi skulle gå uden Mette.
Resultatet blev, at vi fandt Mette igen, for derefter at gå over til bilen alle 3.
Det er vel nærmest overflødigt at skrive, at bilen var parkeret afsides, bag en hel masse træer.
Da vi stod ved bilen, syntes han, at vi skulle sætte os ind. Et par småpiger som os måtte være trætte i benene efter al den gåen rundt, og vi kunne jo ligeså godt vente på hende inde i bilen, som han sagde. Jeg kan meget tydeligt huske, at det var i præcis det øjeblik, Mette satte sig ind på bagsædet, at det gik op for mig, at det her var helt galt. Selvom det føltes meget forkert at sige en voksen imod, insisterede jeg på, at jeg ikke ville ind i bilen, og at jeg gerne ville hjem nu. Heldigvis var han ikke den voldelige type, så efter nogle forgæves forsøg på at overtale mig, fik vi lov at gå.

På vejen hjem lovede vi skamfuldt hinanden ikke at sige noget til nogen (hvilket jeg, set i bakspejlet, nærmest har lyst til at græde over) men Mette kunne alligevel ikke lade være, så om aftenen ringede hendes mor til mine forældre, som blev helt mærkelige og stille. Jeg var så flov, så flov. Fornemmelsen af at være den, der havde gjort noget forkert, var nærmest kvælende. Selvom mine forældre på ingen måde bebrejdede mig noget som helst, sad jeg alligevel tilbage med følelsen af, selv at være skyld i det, der næsten var sket.
Børns tillid til verden omkring dem er en af de ting, der gør barndommen til det, den er: Et trygt sted, hvor nogen altid sørger for dig og passer på dig, og hvor alle vil dig det bedste. Hvordan lærer man dem at passe på alt, hvad der lurer derude af kryb, uden samtidig at smadre tilliden til verden? Hvordan sørger man for, at de tager vare på sig selv, når man ikke kan være der, uden samtidig at forpeste deres barndom med mistro og angst?

Neonmærkerne gemte jeg bagerst i en skuffe.
Jeg brugte dem aldrig.

mandag den 25. august 2014

Mandagsblå.

Da jeg var yngre, kan jeg huske, at det optog mig meget, hvorfor mine forældre ikke så flere venner, end de gjorde. Jeg kunne høre, at det ikke var fordi vennerne ikke var der, eller i hvert fald havde været der; det handlede heller ikke om dramatiske uvenskaber eller flytninger til udlandet – men et par få undtagelser til trods, var de bare ikke rigtigt præsente i mine forældres liv længere. Jeg kiggede rundt på den store skare af fantastiske mennesker, jeg selv var omgivet af, og undrede mig over 1) hvordan det kunne ske og 2) hvordan man kunne leve uden dem.

Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg lidt ondt af mine forældre.
Mine venner og jeg blev færdige på vores respektive ungdomsuddannelser. Vi hang ved. Vi flyttede til de store studiebyer. Vi hang ved. Nye kom til, vi fik kærester, gik fra dem igen, fik jobs, sagde dem op, blev gift, blev fyrede, fandt nye jobs og arbejdede i udlandet. Vi hang stadig ved.

Så begyndte vi at få børn.
Og nu er det så, at jeg godt kan se, hvordan mine forældres store venneskare stille og roligt svandt ind, uden at der egentlig var nogen, der ville det sådan. For hvor er det svært at bevare den indsigt i hinandens liv, det kræver at kunne bruge og bruges til noget.

I De Store Kriser er der ingen slinger i valsen; der ringer man og råber ”HJÆLP!!” og så er der instant opbakning og kærlighed ad libitum på stedet. Forfremmelser, familieforøgelser og bryllupper er også piece of friendcake.
Det er alt det, der ligger ind i mellem, der er svært ad helvede til.

Da vi havde al tid i hele verden til at følge med i hinandens liv, vidste vi godt, at der var nedskæringer på Pernilles job, og at Mette havde en tid hos lægen på tirsdag for at få tjekket den mystiske trækning ved venstre øje. Vi vidste, at Emil og Line var i gang med at prøve at få børn, og at det var lidt kritisk med Louises mor. Vi kunne spørge kvalificeret ind til det hele, og være fede at snakke med, fordi vi var så hands-on med hele projektet, at vi ikke – for at hjælpe – kom til at foreslå løsninger, som for længst var afprøvede eller sige ting, der for længst var blevet irriterende at smile høfligt af.
Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen i min omgangskreds, når jeg siger, at sådan er det ikke længere. For nogen. Alle, jeg kender, løber lige nu så stærkt, at der kun er overskud til for alvor at følge med i livet hos de mennesker, vi ser til dagligt. Og det er simpelthen så trist, synes jeg.

For behovet for, at nogen forstår og aer én på hovedet, når verden er virkelig belastende, er der stadig.
I hvert fald hos mig.

I de her dage ville jeg f.eks. ønske, at det gamle netværk var intakt, så jeg havde et sted at læsse af over, at min lille dreng ikke vil snakke. Han har besluttet, at ’bonjour’, ’pirat’ og tallene 1-10 på engelsk, er de eneste sproglige kundskaber, han behøver for at begå sig i livet. Og mor er ked af det og træt, fordi det for det første er skidesynd for ham, at mange ting bliver meget sværere, end de behøves at være. For det andet er der meget, vi ikke rigtigt kan komme videre med, før man kan tale med ham om det. Fx at det er en god ide at åbne munden hos tandlægen, i stedet for at lave en 10 minutter lang imitation af Kaj-fra-Kaj-&-Andrea-er-fornærmet, for så at forlade stedet med uforrettet sag. For det tredje er det ved at være belastende at skulle indvie alle mulige mennesker, vi kun har perifer berøring med, i at han er bagud sprogligt; at det er derfor han ikke svarer, og ikke for at være fræk.
Så når man endelig, endelig, ENDELIG får en tid hos talepædagogen, og hun slutter seancen med at oplyse, at han er så dårligt sprogligt kørende, at der ikke er noget for hende at arbejde videre med, så ”vi ses om et halvt år” – så savner jeg virkelig at få det snakket ud af systemet ved at ævle om det med 7 forskellige mennesker over kaffe, de næste to uger, så jeg kan trække vejret igen.

Men det virker uoverskueligt at starte den kommunikation op long-distance, fordi historien efterhånden er så lang, og fordi der er så mange detaljer undervejs, som har betydning for helheden.
Kort sagt kræver det for meget energi at sætte den scene, det kræver at nå forløsningen.
Suk.

Nå. Men nu tror jeg, at min sunshine-and-rainbows personlighed og jeg vil gå op og surmule ned i puden, så I andre slipper for at få forpestet jeres mandag aften yderligere.
Må resten af ugen være en ironman gennem kage, champagne og enhjørninge for os alle.

Godnat.