Egentlig havde jeg tænkt, at det næste indlæg, der skulle op, skulle være et af ha-ha-slagsen. Jeg kan bedst selv lide, hvis der er lidt stemningsvariation på bloggen, og det seneste trak over i den mere seriøse afdeling.
Men i morges så jeg det her klip på Facebook, som hedder “Tak, fordi du var min pædagog!” og det efterlod mig lidt trist til mode, uden at jeg i første omgang helt kunne forklare hvorfor. Efter et par timer gik det op for mig, at det var fordi, jeg ikke kan nævne én eneste pædagog eller lærer, som jeg husker, forsøgte at hjælpe mig.
Og så var min feel-good-vibe desværre lidt midlertidigt forstuvet.
Jeg taler ikke så tit om det, primært fordi jeg ikke ønsker at blive puttet i kassen “mobbe-offer”. Jeg er ikke nogens offer, ellers mange tak – men efter jeg har fået børn, kan jeg ind imellem tabe vejret ved tanken om, hvor rædselsfuld min skolegang var. Og det startede i børnehaven. Da min psykolog for år tilbage bad mig sætte et par ord på mit ophold i børnehave/skolesystemet, var de to, jeg kunne komme op med: “Jaget” og “Ensom”.
Når jeg kigger tilbage nu med mine voksenøjne, synes jeg faktisk, at det grænser til pligtforsømmelse, at ingen greb mere ind end de gjorde. Der var et par samtaler undervejs, men mest af alt var der skuldertræk og en underlæggende tone af, at det nok var min egen skyld, fordi jeg var et mærkeligt barn, som ingen rigtigt forstod. Heller ikke de voksne.
Det, der plager mig mest er, at jeg ikke – selv den dag i dag – kan sige, hvad jeg synes, de skulle have gjort anderledes. Det gør mig fuldstændig desperat, for det betyder, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal hjælpe mine egne børn, hvis de nogensinde kommer hjem med nogle af de historier, jeg kender alt for godt.
Senest læste jeg i denne artikel på NOPA (som jeg varmt vil anbefale alle, der enten selv har børn, eller som arbejder professionelt med dem at følge på fb) at de seneste studier peger i retning af, at diverse mobbekufferter og fri-for-mobberi-redskaber forværrer problemet, hvor det i forvejen eksisterer, fordi man med dem skaber et rum, hvori dem, der mobber, får fri taletid til at sige de mest forfærdelige ting til dem, der er jaget vildt.
Jeg vil simpelthen så gerne tro på, at det virker, for jeg kan ikke holde tanken ud om, at vi bare kan se passivt til. Desværre tror jeg, at redskaberne mest af alt er en sutteklud for voksne, så vi føler, vi gør noget. Mit helt ufaglige, og voldsomt subjektive bud er, at de ingen effekt har, fordi nogle klasser og grupper ikke i sig har den konstellation, der giver grobund for mobning, mens redskaberne i de grupper, hvor problemet eksisterer, for det første ofte kommer for sent på banen, og for det andet bare forværrer problemet. Jeg vil virkelig gerne udfordres på den her, for det ville give mig håb – men jeg har aldrig hørt nogen sige, at de oplevede at mobningen af dem stoppede, fordi kufferten kom frem.
Videoen på facebook slutter med ordene: “I daginstitutionerne lægges fundamentet for, at børn bliver hele voksne mennesker.”
Jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, hvis en lærer eller en pædagog havde stillet sig foran mig og givet mig en lille smule læ, men jeg kan godt lide tanken om, at det ville.
Alle har brug for læ. Er forfærdelig ked af, at du har været en lille spire alene i tilværelsen. Jeg kommer til at tænke på 'Den lille prins', der så gerne ville passe på sin rose, fordi den var hans ven. Jeg giver dig helt ret – ingen børn må stå alene uden læ eller uden nogen, som ønsker at passe på dem.
'Jaget' og 'ensom'? – jeg sender dig de varmeste kram!
Jeg fik lidt tårer i øjnene over din kommentar <3
Tak for at sige det
Vildt rørende indlæg, sejt at du deler!
Jeg ved heller ikke helt hvad der virker, for jeg har også en fornemmelse af at man nemt kan gøre ting værre.
Jeg har dog også set at når voksne ikke acceptere mobning, når de voksne er tilstede hvor børnene er – kan man gøre rigtig rigtig MEGET. Alle børn fortjener læ og jeg vil tro på at børn kan lære at respektere at mennesker er forskellige.
Av. Desværre lyder det alt for bekendt. Jeg havde samme følelse, da jeg så kampagnen.
Jeg ved aldrig, om jeg skal grine eller græde, når jeg hører om nogle af de der "mobbe-pakker". Det virker smårystende, at man kan være inden for det felt og samtidig have så eklatant en mangel på indsigt i børns (og voksnes) sociale dynamikker.
Jeg tror på tydelige voksne og at man fra en tidlig alder lærer, at alle skal behandles ordentligt. Bortset fra det er jeg blank. Sorry.
(Til gengæld er det mit indtryk, at der er langt mere fokus og hjælp på området, siden dengang jeg selv gik i en halvrådden folkeskoleklasse. Som ingen voksne tog ansvar for.)
Min folkeskole klasse fik i 7. klasse besøg af regeringens AMOK team. Et omrejsende team af kloge mennesker, der skulle rede klasser med dårlig klima så at sige.
Jeg, og mine forældre især, havde allerede fået nok og derfor stoppede jeg 1 1/2 måned efter de var begyndt. Det samme gjorde AMOK teamet, 3 måneder efter de kom. Vores klasse kunne ikke hjælpes.
Som jeg husker det var det ikke mig det gik mest udover, men jeg husker overgreb fra drengene og hårde ord fra nogle af pigerne. Andre blev overfaldet og fik næseblod. Andre igen blev konstant kuet.
Et af AMOK teamets værktøjer var massage – "man mobber ikke en man lige har rørt fysisk ved". Aldrig har jeg hørt noget så tåbeligt, og hvor var det forfærdeligt at skulle massere ham der var modbydelig imod mig..
Jeg har altid, og vil altid, mene at det er forældrene der skal startes med. Kontant afregning, så at sige. Bøder eller nedslag i børnechecken. Det vil få selv de mest naive forældre til, at snakke med deres børn.
Og hvor pinligt er det ikke også lige, at skulle betale bøde fordi man ikke har opdraget sit barn ordentlig?
Hvordan det lige skal fungere, det har jeg mange bud på.
Jeg er ked af du ikke følte læ, men jeg håber dine børn ved bedre og muligvis kan give læ til de børn, i deres klasser, som har det svært.
Det er en relativ skizofren fornemmelse at have følelsen af dengang siddende i kroppen, og så høre, hvad mennesker, der formodes at vide noget om de her ting, forsøger at sælge som løsninger.
For det er nogle gange nærmest grotesk, hvor lidt de kan se, at deres redskaber og ideer nærmest bare gør ondt værre. At man ikke mobber en, man fysisk har rørt ved, er f.eks. noget af det dummenste – og mest forkerte – jeg har hørt i flere år.
De der kufferter skal jo vel ikke bruges når mobning er startet, men meget før så ungerne lærer at mobning ikke er korrekt? Eller har jeg misforstået noget? Mine drenge er startet med fri for mobberi i vuggestuen og fortsat i børnehaven – der er ingen problemer.
Er ked af at høre din barndom
Var slem – og jeg håber du kan forstå dine forældres forklaring på hvorfor de ikke handlede og fik problemet italesat.
Kære Alice.
Det vil glæde mig meget, hvis kufferterne viser sig at have effekt, når de bliver taget i brug fra vuggestuen. Der er jo immervæk snart 40 år siden, jeg entrerede scenen, og meget kan være sket.
Jeg må dog sige, at de historier, jeg hører fra mange af dem, der er startet i skole efter sommerferien i år, tyder på, at børnene stadig er virkelig hårde ved hinanden. Artiklen, jeg linker til, efterlyser tydelige, tilstedeværende voksne, og det tror jeg egentlig også – på den lange bane – er den eneste løsning.
Mine forældre gjorde alt, hvad de kunne, men var ramt af den grundliggende forældreudfordring, nemlig at man ikke er der, når det sker. Min klare holdning er, at det er fagpersoner, der skal tage hånd om de problemer, der udspiller sig på deres arena. Selvfølgelig skal forældrene inddrages, men det skal være fagpersoner, der med uddannelse og objektivtet i bagagen er bedst rustet til at kvæle problemet i opløbet.
Mvh
Linda
Tak fordi du deler. Kh. Birgitte
Tak fordi du siger det. Kh Linda
Helt enig i at det er fagpersonerne som har ansvaret – og så til dels forældrene til dem, som mobber. Men da mobning også handler om gruppepsykologi – om at nogen "bliver nødt til" at følge dem, som sætter dagsordenen, for ikke at blive trynet, kan det være svært at placere ansvar og skyld. Ligesom i krig. Jeg er ikke blevet mobbet hele min skoletid, men jeg er blevet mobbet. Også af en lærer. Da jeg gik i 7. Eller 8. Klasse skulle vi spille et spil, hvor man skulle give kort med forskellige statements til hinanden. "Jeg tror du føler dig udenfor" eller "du er en god ven". Eller det såkaldte turbo-kort, som jeg fik: "du er for dominerende". Bum. På min skole var der ikke plads til at man havde ambitioner, at man tog ansvar, at man havde leder-evner. Så var man for meget. Jeg kedede mig og savnede udfordringer, men hvis jeg selv satte projekter i gang fik jeg hurtigt et gok i nødden. Jeg fik ikke turbokortet fordi jeg var led ved de andre og skabte dårlig stemning i klassen, men fordi jeg sommetider var den eneste som tog initiativ. Den stempling, som jeg fik i den klasse, sidder stadig i mig som en følelse af at være for meget, at være bange for at fylde for meget. Efter turbokortet gik der en måned eller to hvor jeg skruede ned for alt – stoppede med at række hånden så meget op i timerne, stoppede med at tage initiativ og med at fortælle om hvad vi lavede i elevrådet. Da vi spillede spillet igen fik jeg kortet "du har forbedret dig".
De børn i klassen som havde det sværest – som altid var blevet mobbet og på ingen måde blev skånet i vores klasse, hvor også lærerne tog del i mobningen af de svage og skæve, fik det vist heller ikke bedre af spillet. Sikkert først da de slap væk fra folkeskolefængslet og endelig fik lov at være noget andet end det, de var blevet set som siden de startede i "systemet". Jeg får stadig ondt i maven når jeg tænker på der miljø – fuck hvor var det hårdt og ondt! Og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på at mine unger skal være i noget lignende. What doesn't kill you makes you stronger men det giver dig fandme også nogle ar på sjælen som ingen burde slæbe rundt på. Av. Og tak fordi du tager temaet op. Jeg elsker når du er sjov men jeg elsker også når du mener noget.
Har også prøvet de der idiotiske kort. En af pigerne i min klasse var som den eneste modig nok til at give 'dominerende'-kortet til klassens største strigle. Og blev bagefter passet op i et hjørne og udspurgt om, hvorfor hun gjorde det? Den mest udstødte i min klasse fik et 'jeg tror ikke, du har det godt'-kort. Og det var så det.
Jesus, altså…
Jeg gik i verdens ca mest harmoniske folkeskoleklasse. 20 børn ligeligt fordelt på drenge og piger, alle fra middelklassen. Nogle gange tror jeg – og frygter samtidigt – at lige børn virkelig bare leger bedst. Jeg tror på at nærmest alt, hvad vi – og i sær børn – gør, bunder i, hvad vores forældre både direkte og indirekte har lært os. Jeg langer ikke ud efter forældre her, for håber og tror at alle gør det bedste de kan. I forhold til gruppedynamik er det bare ikke godt nok. Folk taler så grimt om andre mennesker, og deres børn kopierer det med lynets hast. Jeg er spejderleder, og det er sgu ikke for sjov, hvad de kan finde på, børnene. Bild mig ikke ind, at de selv har fundet på det hele – de gør blot, hvad de ser andre gør. Gør de det hos os, er der meget lidt nåde. Vi vil simpelthen ikke ha det. Og vi er sikkert håbløst upædagogiske, men taler man grimt, irettesætter vi med det samme. Skubber eller driller man, irettesætter vi med det samme. Ofte virker det. Og så er der de børn, der kigger en direkte ind i øjnene og fortsætter med at gøre alt det, man lige har sagt, de ikke skulle. Hvad gør man så?
Jeg er ret enig. Jeg tror også, at der i en klasse enten er grobund for mobning, eller også er der ikke. I min klasse havde vi den kedelige sammensætning af en frontløber, to medløbere, en stor gruppe passive og så Det Mærkelige Barn. Jeg spekulerer somme tider på, hvad der ville være sket, hvis skolen havde taget ansvar på et lidt højere plan (vi havde bare fået stemplet "problemklasse") og havde mixet alle klasser på den årgang, og lavet en ny fordeling. Eventuelt gået så drastisk til værks, at de nye klasser fysisk var blevet placeret andre steder. Det er drastisk, og mange børn at involvere, fordi én klasse mistrives, men jeg hælder til, at der skal tænkes helt nyt, hvis man skal det her problem til livs.
Jeg bliver lige dele trist og bange, når jeg støder på de børn, som fuldt bevidst vælger at provokere, mens de iagttager, hvad du gør ved det. Når man allerede opfører sig sådan, når man er 6, giver det både en fornemmelse af, at man står overfor et barn, som nogen ikke har passet ordentligt på, og som vil forårsage skrammer og ridser i mange andre menneskers liv i årene, der kommer.
Jeg tror det betyder rigtig rigtig meget hvordan forældrene taler om andre børn og voksne foran deres egne børn. At de går foran som et godt eksempel. Jeg har oplevet en mor sidde foran sine to piger og fortælle om hvordan hele kontoret, inklusiv hende selv, grinede af en pige som gik forbi kontoret i en lårkort kjole, fordi, ifølge den mor og åbenbart også andre på kontoret, så kunne man virkelig ikke gå sådan klædt når man var så fed og bleg!!!!! Moren fortalte i detaljer foran sine piger hvor grim den pige var og at hun burde have taget noget andet tøj på. Jeg var virkelig rystet over at voksne mennesker kan finde på at sidde og more sig over og kommentere på hvordan et andet menneske vælger at klæde sig og i øvrigt ser ud. Og hvordan skal hendes to piger lære at sådan siger man ikke om andre mennesker!! Plus at de to piger formentlig også får et billede at at for at blive accepteret så skal man se ud på en bestemt måde.
Det sammen gør så også gældende når voksne teer sig åndsvagt på de sociale medier. Mange mennesker glemmer at det er rigtige mennesker som læser de her grimme kommentarer om sig selv. Når voksne skriver sådan, hvordan skal børnene så lære at skrive og opføre sig anstændigt på de sociale medier.
Din kommentar fik mig til at tænke på en bemærkning, Hella Joof kom med i M&M for et par uger siden. Debatten gik på, om gamle mennesker måtte siger "neger" og hendes kommentar var, at det måtte de godt, for det var det, de havde lært, og man skulle ikke redigere i fortiden.
For jeg ved simpelthen ikke, hvor det starter og stopper. En mor, der sidder og omtaler andre foran sine børn på dén måde, har jo tydeligvis ikke selv fået noget med hjemmefra i den afdeling. Hun har med stor sandsynlighed selv overhørt sine forældre omtale andre på den måde, og det er det, hun tager med sig videre. Og det er derfor, jeg mener, at en stor del af den her opgave hviler på de professionelle. Det handler ikke om, at vi skal pille forældrene ud af ligningen, men om, at nogen et sted skal tilføre noget, til de børn, som ikke har fået det med hjemmefra.
Ift. de sociale medier har jeg ikke opgivet håbet om, at Danmark på et tidspunkt indfører censur, og muligheden for at tage tastatur og internet fra de største idioter.
Jeg er enig i at de forældre som taler grimt om andre foran børn formentlig har lært det hjemmefra. Og der er slet ingen tvivl om at pædagoger og lærer skal være dem som er med til at lære børnene hvordan man taler og opfører sig over for hinanden. Og de skal naturligvis selv efterleve det. Men hvis barnet så går hjem bagefter og taler grimt om et andet barn eller en lærer/pædagog og forældrene derefter giver barnet ret eller selv taler grimt om barnet/læreren/pædagogen så tror jeg hurtigt barnet "glemmer" hvad det lige har lært. Jeg tror der skal rigtig meget til at børnene kan se at det er ikke okay som mor og far taler om andre mennesker, i hvert fald i barnets tidlige skoleår. Senere tror jeg at barnet/den unge bedre kan se hvad der er rigtig og forkert. Der er slet ingen tvivl om at pædagoger (jeg læser selv til pædagog:) har et KÆMPE ansvar for at børnene lærer hvordan man taler og behandler andre men jeg tror desværre også at det kan være en ulige kamp hvis forældrene ikke bakker op. Dermed ikke sagt at pædagogen og læreren ikke skal gøre alt hvad de kan for det skal de!!
Men jeg vil så heller ikke give Hella Joof ret. Jeg mener godt at ældre mennesker kan lære og bør lære at vi er forbi den tid hvor ordet neger er acceptabelt at bruge.
Og det er så her mange forældre i vores BH og skole siger, det er skidegodt når forældrene drikker sig fulde sammen og derved bygger relationer, som forplanter sig videre til børnene. Teoretisk er ideen jo fin, men hvis det er de samme 80% af forældrene, der gør det, så efterlader det vel stadig et "Potentiale"?
-Runa
Det var egentlig en ret interessant pointe.
Du giver mig tårer i øjnene Linda ?, så trist at høre men tænk hvor sej du er vokset op og er blevet! Kæmpe forbillede for dine børn og andre. Er sikker på, at du er den rigtige voksne til at spotter hvis noget ikke er, som det skal være. Uanset om det er mobningstegn eller andet. Tænk på da du kæmpede for udsættelse af Antons skolestart ❤️
Kæmpe kram
Nogle gange tænker jeg, at det er svært at være den såkaldte "fagperson" i den danske folkeskole. Nogle gange forventer forældre, at "fagpersonen" løser alle problemer, fordi det er det, de er ansat til…og forældrene er der jo ikke. Men andre gange mener samme forældre, at fagpersonen skal blande sig uden om noget, der i mindst lige så høj grad ligger inden for deres faglighed (f.eks. spørgsmål om skolestart). Fordi forældrene jo kender deres barn bedst.
Jeg er lidt i tvivl om, om din kommentar er møntet på mig, eller om det er en generel betragtning, du giver udtryk for.
Under alle omstændigheder er jeg ikke enig, og jeg forstår ikke helt din sammenlingning. Jeg kommer aldrig til at synes, at det giver mening, at et menneske, der ikke har mødt det barn, der tales om, skal vurdere, om barnet er skoleklar: Jeg mener aldrig – ikke i *nogen* situationer – at teori skal have lov at overrule det virkelige menneske. Specielt ikke, når magtbalancen er skæv, og der er mange andre punkter på dagsordenen hos den, der har mest at skulle have sagt, som f.eks. økonomi og politiske hensyn.
Jeg mener ikke, at lærere skal “løse alle problemer” ift. mobning, fordi det er det, “de er ansat til” – jeg mener, at de skal være med til at løse det, fordi de for det første er helt tæt på problemstillingen, fordi den foregår på deres arbejdsplads, og besværliggør deres virke på alle andre områder. For det andet har de mulighed for at vurdere helheden, hvor den enkelte forældre altid kun ville kunne tage udgangspunkt i eget barn. Derudover kommer børn fra meget forskellig baggrund, og i nogle familier er der problemstillinger, der er så tunge, at de langt overskygger, at børnene ikke formår at indgå i sociale relationer på en hensigtsmæssig måde. Deres adfærd er formentlig ofte et resultat af netop dette faktum. Og dér, synes jeg, giver det rigtig fin mening, at mennesker, der arbejder professionelt med disse børn, tager medansvar for at få helheden til at fungere – selvfølgelig med al den forældreindragelse, der overhovedet er mulig.
Jeg er SÅ enig.
Jeg havde en barndom med mange svigt. Og jeg kan ikke huske een eneste voksen nogensinde spørge mig, hvordan jeg havde det. Aldrig. Så kunne jeg måske havde fortalt om nogle af de ting, der var svært, og måske fået hjælp før jeg blev voksen.
Det værste var næsten, at jeg som voksen stødte ind i en pædagog fra sfo'en. Der blev utrolig glad, da hun hørte at både min søster og jeg klarede os godt i livet. Og sagde 'det er jeg glad for at høre- vi var alle meget bekymrede for jer' – jamen tak. Kunne I have handlet på det måske?
Det er godt, at der – siden jeg gik i folkeskole (og var et ensomt, mærkeligt barn) – er kommet fokus på mobning. For det gør det legalt at tage emnet op med lærere og forældregruppe, og det er godt, synes jeg, at der i det mindste er rum til at italesætte, at der foregår nogle ting, som ikke er okay. Det var der ikke rum til, da jeg gik i skole – fra 76 og frem. Men jeg er ellers fuldstændig enig med dig i, at der er nogle klasser, hvor mobning trives – uden at man kan gøre en skid, og at der i andre klasser ikke findes samme grobund for mobning. Det er i hvert fald min erfaring fra mine egne børns klasser. Mit ene barn valgte vi at flytte, efter at have givet hans klasse chancen i fem år – og med alle mulige og umulige anti-mobbe-tiltag. Men det var bare umuligt med den konstellation af børn og forældre, som var i den klasse. Jeg oplevede i løbet af de år, at mit barn ændrede sig fra at være evigt glad og fredsommelig og omgængelig (vitterligt!) til at blive aggressiv og voldsom. Og efter første dag i den nye skole – vitterligt! – lagde han det aggressive af sig og blev sit gode gamle jeg. Det var helt vildt at opleve. Og jeg fik det SÅ dårligt med mig selv over, at vi ikke havde flyttet ham noget før, men havde givet det så mange chancer og lyttet til det elendige mantra om, at "kendskab giver venskab", hvilket betød, at børnene blev presset ind i alle mulige umulige og ubehagelige konstellationer. "I to skal lege sammen i frikvarteret, for når I kender hinanden, mobber I ikke…" Right. Nej. Kendskab giver faktisk ikke nødvendigvis venskab – det kan også nære et ulmende fjendskab.
Jeg har så faktisk – efter denne oplevelse – valgt at flytte endnu et barn. Han havde det sådan set okay i sin klasse, men jeg oplevede en spirende uheldig kultur, og denne gang ville jeg ikke give det en chance. Han er endt i verdens bedste, sødeste, rareste klasse, hvor ALLE har det godt, og synes der er rart at være. Og jeg har siden hørt, at hans gamle klasse døjer med klikedannelser og mobning.
Nu lyder jeg måske som en, der bare flytter sine børn, så jeg vil gerne lige sige, at jeg har endnu et barn, som gik i samme klasse hele skoletiden ud – her var der ingen problemer af nævneværdig art, og der var en grundlæggende god og rar klassekultur. Men man ANER jo ikke på forhånd, hvor ens barn bliver placeret – det er et lotteri. Og det er SÅ hæsligt at trække en nitte.
jeg blev også mobbet i min skoletid og fik ingen hjælp fra de voksne. Af en eller anden grund ville jeg heller ikke sige det til mine forældre – før i 9. klasse. Så blev jeg flyttet til en anden skole og det fungerede fint. Min datter har oplevet at blive holdt udenfor – ikke sådan mobbet men mere sådan "ej kan du ikke finde nogen andre at være sammen med"? i frikvarterne. Det var skrækkeligt at overvære og der var flere der flyttede deres børn fra den skole. Min datter var så glad for klasselæreren at hun insisterede på at blive i klassen. Og så i 8. klasse skete der det at min fine kreative sprudlende og anderledes pige begyndte at tage makeup på og gøre noget ud af sit udseende som gik fra buttet tween til smukkeste svane. Pludselig blev hun populær udenfor klassen og så begyndte klassekammeraterne også at interessere sig for hende. På en lorte åndssvag baggrund syntes moderen, men datteren var lykkelig. Siden er hendes anderledes kreative og mærkelige sider kommet op igen, men hun har masser af venner nu (hun er 17) og i stærk kontrast til de få hun havde i det meste af sin skoletid. Men det var hverken lærere eller pædagoger der hjalp.
Jeg tror på at en flytning kan være en rigtig god udvej og har haft flere venner som har flyttet deres barn fra en dysfunktionel klasse med stort held.
Tak. Det er helende at føle sig genkendt, og det er rart at se en anden beskrive den paniske angst, jeg kæmper med, nu hvor min egen seksårige er startet skole. Jeg veksler mellem overidentificeret bekymring for, at han føler sig lige som ensom og forkert som jeg gjorde hele tiden, og så at lukke øjnene og forsøge at tro på, at det sikkert er ok. Ingen af delene er en god måde. Jeg mangler en god måde at se skolen i øjnene på. Jeg er så bange for, at jeg ikke har redskaberne til at handle og hjælpe mit barn – og andre børn – der lider.
Denne virkelig historie har gået sin sejersgang i Norge de sidste par år. Jeg ved ikke helt om det er den rigtige måde at gøre det på, men der var en herover som nævnte frontmand og medløbere og da tænkte jeg på denne. http://www.bt.no/btmeninger/kommentar/Larer-Bjorndals-metode-227168b.html
Hvis du får en time til rådighed, synes jeg, at du skal Google "målugler og forsoningsblomster", og se en udsendelse om et samarbejde mellem en pædagog og en lærer i en 2. klasse, som måske vil kunne styrke din tro på at pædagoger og lærere kan gøre en forskel for det enkelte barn i skolen…
Slet ikke i tvivl om at de fleste af de mobbe pakker med tal frit gør det være for dem der bliver mobber, de ville havde gjort det for mig.
tror også på man kan gøre noget, men ikke 2 situationer er ens… så pakkeløsninger er no go.
det vigtigste er at forbygge….
og når skaden er sket skal den der blev mobbet ikke have skylden, eller glemmes i tiden efter…. selv mange år efter kan arene gøre ondt.