Danser du, så krammer jeg
Her til aften modtog jeg en sms fra en bekendt, der som den eneste, jeg kender, stadig holder stand imod brug af emojis i sine beskeder. Jeg har selv overgivet mig for længst, og er nu så vant til både at bruge og læse dem, at jeg altid lige skal løbe de sidste måneder af vores relation igennem i hovedet, for at være sikker på, at hun ikke er sur på mig, når jeg læser hendes beskeder. Når jeg svarer hende, uden brug af emojis, kigger jeg på min egen besked, og synes, at den er afmålt, konservativ og blottet for liv. Det er noget pjat, for lige så pro jeg er for emojis i textbeskeder, ligeså con er jeg, når det kommer til alle andre former for skiftelighed, i hvert fald når vi kommer op på et vist niveau. Jeg får nærmest tics, hvis jeg ser dem i ansøgninger eller artikler i trykte medier, og i min optik er det i de sammenhænge dovenskab på linje med voice-over i film; hvis du er nødt til at ty til dem for at få historien til at flyve, har du ikke gjort dit arbejde godt nok.
Men tilbage til veninden, for hendes emoji-løse besked fik mig til at tænke på den meme, jeg selv har delt på IG idag:
Som man kan læse i kommentarerne, så er det også et af de områder, hvor der findes to slags mennesker, og hvor man, når man tilhører den ene gruppe, kan blive helt forbløffet over, at andre kan have det anderledes end én selv. Jeg HADER uventede gæster. Ikke gæsterne, for jeg kender kun virkelig skønne mennesker, men situationen. Jeg er en af dem, der lige har brug for at få lov at montere min personlighed, inden jeg skal bruge den. Da min veninde og jeg, efter 4 år i delelejlighed, fik hver vores lejlighed, stadig i samme opgang, havde vi en helt fast aftale om, at vi lige skrev, inden vi ringede på hos hinanden. Det er svært at påstå, at man ikke er hjemme, når lyset vælter ud af vinduerne, og radioen spiller, og ligeledes kræver det en vis form for insisteren at fastholde, at man lige sidder og arbejder, hvis man har pudeaftryk tværs over kinden, og chokoladesavl i mundvigen.
Når først man kommer til at tænke over det, er der masser af disse enten/eller-eksempler i sociale relationer. F.eks. danser jeg ikke, hvilket ingen mænd i denne verden lader til at forstå. Og det er faktisk et af de områder, hvor jeg ofte ender med at give mig, fordi nogle mænd nærmest bliver aggressive, når man for 20. gang på en aften takker nej. Jeg er mere end én gang blevet spurgt, “hvornår jeg sidst har været på date med en mand?” om jeg “har problemer med selvtilliden?” om jeg ikke tror, at jeg “skulle få lidt hjælp til de kontrolissues” osv. osv. osv. Og det er ikke fordi, det altid ender lykkeligt, når jeg overgiver mig; for år tilbage kom en fyr forbi, og spurgte igenigenigenigen om jeg ville med ud at danse – og trak mig denne gang bare med, uden at se sig tilbage, selvom jeg – igen – takkede nej. Klip til scenen 10 sekunder senere, hvor fyr på 170 vender sig om, og går mig lige præcis til kravebenet. Og derefter, i ramme alvor, spørger, om jeg måske lige kan gå lidt ned i knæ? Den historie bliver stadig trukket frem i omgangskredsen ved festlige lejligheder.
Så nej tak til dans og uventede gæster for mit vedkommende. Til gengæld krammer jeg alle, jeg har talt med i mere end 4 sekunder, og det er først efter, Maren er sprunget ud af anti-kramme-skabet, at det er gået op for mig, hvor rædselsfuldt nogen synes *det* er. Maren, der i øvrigt har formået at forvandle hele kommentarfeltet under sin artikel i Vores Børn på FB til én stor kærlighedserklæring, hvilket er en præstation, der, uden yderligere ophold, burde udløse en chefpost i FN’s Fredsbevarende Styrker.
Men måske vi, nu hvor det trækker op til sociale arrangementer en masse, kunne hjælpe hinanden med, om der er andre områder, hvor vi ikke rigtigt kan være i vores kroppe af bare utilpashed over noget, alle andre tager for givet, at vi gør? Eller har vi været omkring de vigtigste?
Dansende, uventede kram herfra.
7. december 2016 @ 22:39
det egentlig ret intressant med de forskelle.
selv har jeg det ok med at kramme… MEN kan ikke fordrage de der skulder klap nogle mennesker kommer med når vi næsten er fremmede (f.eks. en man lige har mødt der venskabligt liger hånden på ens skulder) giv mig lige rum…. gælder sådan set også uønskede kram – men det ser man ofte komme og kan trække sig fra, forudsat det respekteres.
hvorfor mon nej er så svært at forstå for nogle
8. december 2016 @ 06:42
Ej, hvor er det sjovt! Det har jeg *aldrig* tænkt på kunne være en ting? Ikke at jeg gør det, men bare virkelig rart at vide, skulle man gå hen og blive en klapper…
8. december 2016 @ 18:28
det har nok også noget at gøre med a) min angst (men den kan man jo ikke se hos fremmmede) b) de kommer ofte bagfra/fra siden og derfor svære at se c) det gælde specielt "sælger" (dvs også dem på strøget som "sælger" medlem til amnesty m.m. har en gang klaget til amnesty fordi deres sælger overskred mine personlige grænse gentagende gange selv om jeg sagde fra… ville have mig til at støtte kvinders rettigheder, hvilket er godt, men jeg havde INGEN rettigheder over for ham hmmm)
forskellene er nu sjov… jeg danser forøvrigt heler ikke… minus rytmesanse og føler mig udstillet….
8. december 2016 @ 04:29
Nu siger du det jo selv: Alle de sociale arrangementer, der er på programmet i disse tider… Jeg hader dem dybt og inderligt. Føler mig akavet, mærkelig og forkert. Så er det sagt. Helt drænet for energi bliver jeg. Men jeg er heller ikke typen, der er glad for uventede gæster. Lige nu spekulerer jeg på, OM jeg overhovedet har nogen personlighed, der kan/skal monteres? Måske jeg bare slet, slet ikke er til pænt brug?…
8. december 2016 @ 06:43
Så længe man ikke bliver parkeret udenfor på en gammel avis, så har man i hvert fald en smule social skills tilbage 😀
8. december 2016 @ 06:30
Jeg er helt enig:
Skulderklap
Uventede gæster
Gæster i mere end en dag (ulempen ved at bo 300 km fra familien)
julefrokoster, hvor man SKAL sidde ned en helt dag og bare spise – ellers tak, kom med nogle aktiviteter – gerne udendørs og så mad, så glider det hele meget bedre 🙂 Men at sidde ned i en helt dag – kæft det bliver anstrengende :/
Lika
8. december 2016 @ 06:44
Det er faktisk rigtigt. Man får ondt i både mave og kedsomhed. Til gengæld bliver jeg også moderat rasende, hvis man har valgt at gå helt utraditionelt med menuen, og insisterer på, at det skal være ting, der kan snittes og tilberedes i foliebakke over det bål, man lige selv skal lave først. True story.
8. december 2016 @ 06:38
Ej altså – ham kender jeg!! Så lige selvsamme billede på facebook forleden, – bare slået op på kammeratens (fotografens) profil.
Jeg hader folk som ikke er præcise, og vi har nogle venner, hvor manden i forholdet er helt modsat. Han kommer altid for sent, fordi han i en alder af 50 stadig tror, at han kan gå i bad, barbere sig og stryge sin skjorte på 15 minutter – og han skal iøvrigt også nå at transportere sig selv hen til os, på de samme 15 minutter. Det lader dog ikke til at genere ham, og vi har lært at leve med det.
8. december 2016 @ 06:45
Er det rigtigt!!? Det er et FORRYGENDE billede, så smid endelig et navn, så jeg kan fotokreditere.
Jeg gik i klasse med en pige, som hver morgen kom 10 minutter for sent. Hver morgen. I 4 år. Jeg kommer aldrig til at forstå, at man så ikke bare sætter uret til 10 minutter før.
8. december 2016 @ 07:19
Haha! Ja, jeg fatter det heller ikke 🙂 Men det må jo ikke genere dem, og – ærlig talt – sker der en hel masse de første 10 minutter??
Du kan finde det her https://www.facebook.com/andreas.jakobsen.587?fref=ts
8. december 2016 @ 09:15
Jeg hader når man står i en samtale med et mennekse og så dukker der noget vigtigere op, og det man siger er lige pludselig ikke interessant længere.
Det kan være i en forretning hvor en anden kunde liiige skal spørge ekspedienten om noget mens man bliver ekspederet, og så står man der og blomstrer – eller endnu værre hvis det er en intim/dyb samtale og halvvejs i et svar om hvordan det går med ens syge far, så ryger fokus hos samtalepartneren over på den nyankomne – hrmf…
(og så hader jeg også at man er tvunget til at skrive emojis, ellers også tror folk man er sur 😉 )
10. december 2016 @ 19:17
Specielt det sidste er røvirriterende!:)
8. december 2016 @ 09:38
Jeg hader, når folk tager deres telefon med til middag og hele tiden skal sidde og tjekke den, så man får det klare indtryk, at den er mere interessant end mig. Jeg har sågar oplevet, at folk begyndte at spille på deres telefon – godt nok nede under bordet, men stadigvæk – under en middag. Jep, voksne mennesker. Så føler man sig virkelig vigtig 🙂
Anne
9. december 2016 @ 09:14
Jeg er ellers et totalt ekstrovert menneske, der glad og gerne taler med alle – bare de ikke står for tæt på. Det giver mig myrekryb og jeg har åbenbart en personlig sfære, der er væsentlig større end andres… Det betyder så at når jeg snakker med nogen, der står for tæt på, så bakker jeg (og de følger med, fordi de så tænker at vi står for langt fra hinanden) og sådan kan man så ende med ryggen mod muren (litterally)… Har en fantastisk chef, der gør det – og for lige at toppe det, så er han så høj at han nærmest bøjer sig ind over mig… suk… Jeg arbejder med det 😉
9. december 2016 @ 11:46
gosh din chef ville give mig et panik anfald
10. december 2016 @ 19:18
Haha – det bliver nærmest en slags dans, ikke? For jeg lider af præcis det samme. Fik hvæst "Er du sød..!!?" til en dame, der stod i min intimsfære i køen forleden. Jeg arbejder også med det.
9. december 2016 @ 09:48
Jeg arbejder i en branche (reklame), hvor der er en del kunderelationer og -møder. Og hvor brugen af krammere er ret udbredt. Og jeg føler mig sgu altid lidt åndssvag, når jeg som den eneste står og giver folk hånden. Men i min verden kræver krammere en vis relation (og så giver jeg dem også gerne).
9. december 2016 @ 10:19
Folk der ikke kommer til tiden eller ihverfald ikke mere end +÷10 min. Og videre i den dur – folk der først melder afbud, på det tidspunkt, hvor man skulle mødes eller efter. Du vidste da godt, at du ikke ville dukke op før efter, at du skulle have været der.
Folk der ikke kan ringes til, som insisterer på at have telefonen på flytilstand eller lydløs (uden vibrator), når de ikke selv ringer til andre.
9. december 2016 @ 10:33
Jeg vælger hvem jeg vil kramme og tricket er at stikke hånden frem så uønskede kram bliver umulig gjort. Må være den næstsidste, som heller ikke bruger emoji's og i øvrigt nægter at checke FB på min telefon, venner og familie har lært at hvis de vil igennem til mig, så må de ringe eller sende en sms ( hvis jeg er i haven, har ikke telefonen med) Jeg vil gerne være tilstede i mit liv, så al brug af tlf er forbudt ved måltider, når venner er på besøg mm. Til gengæld elsker jeg uanmeldte gæster, men de må så også tage huset og mig, som vi nu engang ser ud den dag ! Hader når mænd kalder mig en pige ( meget lang tid siden jeg var det) og når folk tror jeg er mor for min mand (no way han har allerede en ) Synes også det er patetisk når kvinder trækker lillepige rollen, når de gerne vil gøre indtryk på en mand…..
9. december 2016 @ 21:25
Jeg bryder mig heller ikke om uventede gæster — min mor elsker det… Så vi tager nogle ture, når hun dukker op, lige når ungerne er ved at blive badet, og hun ikke kan forstå vi ikke har tid til besøg…
Forstår ikke folk, der altid kommer for sent. Eller værre endnu — er skyld i at deres børn kommer for sent i skole, til sport, til børnefødselsdag. Og man kan ligesom ikke sige noget til dem, eller…
10. december 2016 @ 13:15
Jeg roder helt åndssvagt hurtigt og meget, så jeg hader naturligvis uventede gæster, eller "vi er lige i nærheden – giver du kaffe om en time?"-gæster. Et er, at jeg skal have ryddet op og gjort lidt rent. Det andet er, at jeg skal skrue min mentale knap over på "social" og i nogle gæsters tilfælde "anspændt social". Mit hjem er mit frirum, hvor jeg kan koble af uden at skulle være noget, præstere noget, og så føles det som et direkte angreb, at nogen lige "var i nabolaget". Og jeg har simpelthen brug for tid – nogle gange dage og uger, før jeg er skruet socialt godt nok sammen til at byde på kaffe og samtale.
Min kæreste er lige omvendt, og han lukker glad døren op, selvom alt ligner død og ødelæggelse bag ham i lejligheden. Min reaktion, når det banker på døren – "hvem er det! Du lukker IKKE op! Vi er IKKE hjemme!", hvorefter han kigger på mig som om, jeg er ragende gal. Eller her til morgen fx siger han: "min mor har skrevet og spurgt, om vi er oppe". Han fatter ikke koden, som er "vi kredser pt. i bil omkring jeres bopæl", hvorefter jeg nærmest må starte et skænderi, fordi han ikke forstår, at han skal reagere NU og svare hende tilbage HURTIGT. For hvis han ikke afværgrer det, banker de på lige om snart, og så lukker han op uden, at jeg kan gøre noget. The horror…
Jeg har det også svært med kram. Jeg har lært det, men jeg foretrækker, at stikke hånden frem, når vi snakker folk, jeg ikke kender bare lidt mere end overfladisk. I min familie krammer INGEN. Min mor og jeg har tillært det, så vi krammer hinanden farvel, men det er stadig underligt. Jeg kan faktisk meget godt lide kram, det føles bare ofte så automatisk og overfladisk. Måske netop fordi jeg er opvokset i en familie, hvor kropslig kontakt af nogen art ist krieg.
Ellers kan jeg da også lige nævne: folk, der står for tæt på, når vi taler. Bare nej. Eller noget der virkelig kan bringe alt i kog – folk, hvis øjne begynder at flakke, når jeg taler til dem. Fordi det er lige netop i det øjeblik, de stopper med at høre efter, hvad jeg siger. Det er så forbandet uhøfligt og demotiverende. Især når jeg lige har stået interesseret og lyttet til deres snak. Jeg kan SLET ikke have det.
10. december 2016 @ 19:21
Jeg har det PRÆCIS som dig!! 100%
Jeg havde en kæreste på et tidspunkt, der med rund hånd havde delt ekstranøgler til sit hus ud til sine søskende, sine forældre og flere af hans venner. Og de var ikke bange for at bruge den. På den måde hvor man lige af høflighed banker to gange, og så bare brager ind.
Jeg siger ikke, at det var derfor, vi gik fra hinanden. (Men jeg siger heller ikke, at det ikke var…!)
10. december 2016 @ 20:14
Åh gud, ja! Min nuværende kæreste havde i starten af vores forhold givet sin mor en ekstranøgle. Jeg fandt ud af det den dag, jeg var i bad og hørte det banke på døren. Da jeg havde besluttet mig for, at lade personen gå sin vej igen, og lige da jeg stod og tørrede mig, hørte jeg pludselig nøglen i døren. Det giver mig stadig kuldegysninger at tænke på lyden af den nøgle i døren.
Jeg kontrollerer alle ekstranøgler nu.