Alvorligt talt

Det her indlæg er et, jeg skriver med tungen lagt til rette efter både vinkelmåler og lineal, for det handler om to ting, der selv hver for sig kan give lemlæstelige tæsk: Børn og andre bloggere.

Jeg har brug for at starte med at sige, at det ikke er ét, jeg skriver for at pege fingre af nogen, men jeg synes faktisk, at emnet er værd at tage op, og derfor håber jeg, at dem, der eventuelt vil føle sig ramt, forstår intentionen bag det.

Sagen er, at jeg over de sidste par måneder på flere blogs er stødt på indlæg, der handler om, at det er hårdt at have børn. Og ikke på meta-plan, men helt konkret “JEG synes, det er hårdt, at have/være sammen med MIT barn.” Kommentarfeltet består som regel af 90% “Tak fordi du siger, hvad vi alle sammen tænker!” og 10% “Jeres generation klynker for meget. Jeg sang mig igennem solo-opdragelsen af mine 7 børn, alt imens jeg passede mine 2 fuldtidsjob uden at kny!”

Jeg synes ikke, at vi skal stile efter at tegne et billede af hverken forældrerollen eller livet generelt som en idylisk dans på roser, for man slår sig noget så grusomt, når man glider i glansbilleder, men jeg tror, at nogle emner egner sig bedre til tale end til skrift.

Vi har så forfærdelig travlt med, at vi skal have lært vores børn, at internettet aldrig glemmer; at et nøgenbillede eller en selvudleverende tekst vil fare rundt i cyberspace, til den om X antal år finder den rette angrebsvinkel og bider én noget så eftertrykkeligt i røven, men måske glemmer vi lidt, at det samme gør sig gældende for det, vi skriver?

For der kommer en dag, hvor vores unger opdager både google og vores skriverier. Hvis man er særlig opmærksom på vejens forløb, synes jeg, at en blog kan være en kæmpe gave; et sæt digitale fodspor, som kan hjælpe ens børn med at opdage og forstå, hvor de kommer fra, hvis de en dag skulle få lyst til at kigge lidt i bakspejlet.

Og hvis min mor idag sagde til mig, at hun syntes, det var overdrevet hårdt at få børn, da hun fik min søster og jeg, ville jeg forstå, hvad hun mente, fordi jeg idag er voksen, og fordi jeg selv har fået børn. Jeg forstår, at kærligheden er mejslet i sten, mens de hårde perioder er tegnet i sand, og at intet og ingenting nogensinde vil ændre på, at mine børn er det vigtigste og bedste, der både er sket og vil ske i mit liv.

Men jeg er ikke i tvivl om, at der var år, da jeg var yngre, hvor det ville have ændret mig fundamentalt som menneske, hvis min mor havde fortalt mig, at det var hårdt at være min mor. Og jeg får ondt i maven ved tanken om små mennesker, der falder over alle de ting, vi skriver, og misforstår dem, fordi de læser fugletekster fra et frøperspektiv.

Jeg synes, vi skal snakke om virkeligheden, som den reelt ser ud, så vi alle kan leve trygt i visheden om, at ufuldkommenhed og tvivl er livsvilkår for hver eneste af os. Vi skal bruge vores veninder og vores netværk, når det er sejt, og jeg har vist første gang til gode at se noget godt komme ud af at spille tapper.

Men når vi tager det her emne op på skrift og lægger vores skive af virkeligheden op for the world (wide web) to see, synes jeg, det er en tanke værd, at man godt kan være ærlig uden at blive brutal. Som Asger Aamund så fint siger: Man skal fortælle sandheden, men man skal ikke rutte med den.

(PS: Hvis I er kommet hjem fra ferie, og har en holdning til det her emne, vil jeg meget gerne høre jeres input. Gå behersket amok i kommentarfeltet, så vender jeg tilbage, når jeg er landet i mit nye hus.)

(PPS: Jeg skal gøre, hvad jeg kan, for ikke at lægge ud med overskriften: “Hello from the other siiiiiide”) ( Jeg lover ingenting, dog.)

Forleden var jeg i cirkus for første gang i mit liv. Lidt ligesom man ikke behøver hamre en gaffel gennem hånden for at vide, at det gør ondt, har jeg ikke haft behov for at sidde en forestilling igennem for at vide, at dresserede dyr, lagkagekomik og stuhr, stuhr nummer ikke lige er mig.

Men Anton ville så gerne, og alle med børn ved, hvordan dén slags ender. Så tirsdag aften satte vi kursen mod Skibhøj for at se Cirkus Arena. Anton havde selv valgt tøj til lejligheden, hvilket vidner om, hvor højt han gik op i det – normalt er det ham inderligt ligegyldigt, hvad han har på, og han ville formentlig tage i børnehave i undertøj, hvis ikke jeg insisterede på lidt mere end det. Da han stolt kom ned i sin ternede skjorte og sine meget-anderledes ternede shorts i to voldsomt uenige nuancer af blåt, kom jeg med høj mor-falset til at spørge: “Skal du have det på, Anton? Vil du ikke meget hellere have en t-shirt på? Det bliver varmt!” men så kom jeg i tanke om, at jeg var en idiot, og flettede næbet.

I øvrigt blev jeg enig med mig selv om, at der vel var tale om en slags when in Rome-situation.

Mennesker, der deltager i noget, som de på forhånd ved, de hader, og som derfor sidder med korslagte arme og skuler, er skideirriterende, så jeg havde iført mig mit mest åbne kropssprog og toppet med en virkelig bredskygget ja-hat.

Og faktisk ville jeg gerne her have skrevet noget om, hvordan forestillingen ændrede mit syn på cirkus og gøgl, for det havde været så fint, men desværre blev det til et to timer langt ridt på hesten i fordomskarrusellen.

For det første skal man lede virkelig længe efter en vildere pengemaskine. Det var nærmest imponerende. A L T kostede penge og mange af dem. 50 kroner for at blive hejst op i trapezen (en tur på 10 sekunder), 20 kroner for at prøve rutchebanen, 80 kroner for et billede af søløven osv. osv. osv.

Og selve showet var ret beset bare en opskaleret gymnastikopvisning, hvilket jo havde været rigtig fint, hvis man havde indtryk af, at de lycrabeklædte østeuropæere elskede det, de lavede, men fra den ældre dame, der gerne ville sælge os et program, over de optrædende, til manden, der solgte blinkende hjul på pind(??), var der døde øjne hele vejen rundt. Der var seriøst ikke én eneste, der havde øjenkontakt med nogen, og smilene var så påklistrede, at jeg næsten fik ondt i kæberne af at se på det.

Udbrændthed og falsk begejstring er aldrig rart at iagttage, men det bliver ekstra ubehagelig, når den ligger under noget, som faktisk skulle være festligt og underholdende. Jeg gik derfra med den samme følelse, jeg har haft de to gange i mit liv, jeg har været i zoo; med sukkerplantageejer-fornemmelsen af at have bidraget til at holde noget fanget, som burde være frit.

Forleden var jeg til forældremøde i børnenes institution, og som altid, når jeg har deltaget i noget, hvor andre typisk deltager som par, gik jeg derfra med en lidt blandet fornemmelse.

Sagen er nemlig den, at når man stiller som single kvinde til den slags arrangementer, er der næsten altid nogle af damerne, der tror, at man prøver at snatche deres mænd. Det er simpelthen så røvirriterende.

Jeg elsker mænd. På alle tænkelige måder. Og jeg trives i deres selskab. Ikke fordi jeg kun har mandlige venner, eller er En Af Gutterne, og mit liv ville være umådelig fattigt uden mine veninder, men min oplevelse er, at jeg ofte bedre kan navigere i de regler, der hersker hos mænd, end de tilsvarende hos kvinder. Når jeg er sammen med mænd, er det ikke et handikap, at jeg er konkurrencemenneske – og at jeg somme tider vinder. Min oplevelse er, at mænd langt, langt bedre kan arbejde med, at man gennem mentale eller fysiske styrkeprøver finder sin plads i hierakiet på et enkelt område, uden at det definerer hele relationen.

Når jeg er sammen med mænd, oplever jeg, at jeg er plads til hele mig; både den store og den lille og den dumme og den kloge og den stærke og den svage version af mig. Det er befriende, og det får mig til at slappe af.

Paradoksalt nok er det også dette, der ofte ender med at spænde ben for mig i forhold. Vi kan snakke kønsroller herfra og til påsken 2070 – og måske er det bare mig, der falder for en bestemt type af mænd – men min erfaring so far er, at mænd på den lange bane ikke kan finde ud af, at vi er to alfa-typer i forholdet. Jeg har det simpelthen ikke i mig at tilpasse mig den traditionelle kæresterolle, og derfor ender det ofte med, at det, mændene falder for, når de møder mig, også er det, vi ender med at skilles over.

I kvinderelationer synes jeg langt oftere, man ender i en slags for storesøster/lillesøster-forhold, hvor man én gang for alle afgør, hvem der er stærkest, og derefter overfører denne positionering til alle dele af venskabet. Og måske er det fordi, denne afkodning tager længere tid at lave – i hvert fald oplever jeg, at vi kvinder skal føle hinanden langt mere på tænderne, inden vi beslutter, hvordan vi kan snakke sammen, når vi møder hinanden første gang.

Og med fare for at lægge mig ud med alle feminister i hele verden, er det også som om min humor i de situationer, hvor jeg sidder sammen med mennesker, jeg egentlig ikke kender, ofte ligner mændenes mere, end den ligner kvindernes.

Endelig har det måske også lidt at sige, at fordi jeg i mit liv løser 100% af opgaverne selv, så sidder jeg ofte sammen med alle fædrene, når vi f.eks. skal fordele håndværkeropgaver ift. den nye legeplads, der skal laves i børnehaven. (I udkantsdanmark er det stadig mændene, der har eneret på hammer og sav).

Under alle omstændigheder: Efterhånden som en aften skrider frem, sker det ofte, at et par af kvinderne begynder at sende mig onde øjne. Jeg har også prøvet et par gange, at en kæreste “liiige har flyttet dit glas – jeg skal lige snakke med Michael, haha” og har sat sig på min stol, hvis jeg har været ude og kommer ind igen. Og hver gang har jeg lyst til at begynde at synge “Easy, little mama, I don’t wanna take your man!” For det vil jeg virkelig ikke – promise. Jeg snakker bare med ham, og nyder at spille bold op af en, der byder ind med noget andet, end mine veninder kan, og faktisk ville jeg synes, det var skidehyggeligt, hvis vi alle 3 kunne sidde og sludre.

Men man gider jo ikke være hende, de andre bagtaler og hader, og man gider heller ikke, at de tror, man er typen, der kaster sig glubsk og kritikløst over alt, man bliver sat ved siden af. Så jeg bruger sindssygt meget energi på at skrue ned for mig selv i den slags sammenhænge, og når jeg går hjem efter sådan nogle aftener, ærger jeg mig altid over, at en god relation til mænd i mange tilfælde bliver på bekostning af en tilsvarende til kvinder.

For nogle uger siden var jeg i byen med en flok, hvoraf halvdelen havde børn, og den anden halvdel ikke havde. Når jeg er sammen med mennesker, der ikke har børn, bliver jeg altid meget bevidst om, hvor meget børn fylder i samtalen, hvis flere af de andre tilstedeværende har, og jeg vrider altid min hjerne i forsøget på at finde på noget at fortælle, som ikke involverer Anton og Frida. Selvom den gode samtale ikke er mit ansvar alene, har jeg ikke lyst til at være en del af et selskab, hvor man skal fake interesse og smile anstrengt, fra man kommer til man går.

Resten af weekenden gik jeg og tyggede lidt på, at det faktisk er en overvejelse jeg gør mig langt oftere nu, end før jeg fik børn. Før var der selvfølgelig også emner, der var mere oplagte i nogle sammenhænge end andre, men der var ikke noget, jeg decideret kørte censur på.

Måske er det fordi jeg er gået lige fra at være single uden børn, til at have om ikke hele familiepakken, så i hvert fald en ret afgørende del af den, men jeg kan meget tydeligt huske, at vi dengang var enige om, at dem, der havde forplantet sig, måske ikke altid var de mest interessante borddamer og -herrer at få. Når de var med os i byen, endte det også ofte med, at de flere gange i løbet af aftenen, undskyldte at de ikke havde så meget andet end børn at byde ind i samtalen med.

Eller måske er det fordi, jeg blandt mine facebookvenner stadig har mange singler, der mere eller mindre frivilligt har fravalgt børn, og at jeg derfor hvert år til fastelavn ser en del harske kommentarer om underholdningsværdien af billeder af udklædte fastelavnsbørn.

I hvert fald har jeg en fornemmelse af, at det ofte er dem med børn, der i samtalesammenhænge dukker hovedet lidt og holder igen – og hvis det virkelig er sådan, det forholder sig, så synes jeg faktisk ikke, det er helt i orden.

(Hvorfor er det i øvrigt, at det ofte er dem, der er mest rabiate i deres udmeldinger om, hvor uinteressante og ulækre børn er, der poster daglige updates om deres dyr?)

(Jeg dømmer ikke. Jeg undrer mig bare.)

Som sagt kan det godt være, at det er fordi jeg er sprunget hele *find en mand, lær ham at kende, flyt sammen, stift familie* fasen over, at jeg lægger mærke til det – men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville virke, hvis man prøvede at vende den om? Jeg tror, de fleste ville reagere, fordi det ville virke åbenlyst uforskammet, hvis jeg meldte ud, at jeg ikke orkede at sidde ved siden af flere singler uden børn, når jeg var ude, fordi det er røvsygt at høre om deres katte, hvem der var mest fuld i byen i sidste uge, og at crossfit er taget af planen om onsdagen i fitness world.

Èn ting er de sociale sammenhænge, hvor man ikke selv bestemmer, hvordan deltagersammensætningen er; det tror jeg de fleste kan overkomme, fordi det trods alt ikke er den slags, der er flest af, men jeg synes faktisk, at det her har påvirket flere af mine egne relationer mere, end jeg på forhånd ville have troet.

Jeg tror, man ville nå langt, hvis alle parter – også dem, der får børn – kunne slutte fred med at det for mange venskabers vedkommende betyder en form for skilsmisse, når den ene part får børn og den anden ikke gør. At få børn har i hvert fald for mig ændret alting; ikke fordi jeg sætter alt på hold, eller lever gennem dem, men fordi de kommer til at udgøre den ene streng i livsDNA’et, og helt naturligt bliver det, alt andet både følger og snor sig omkring. De rykker på alt, lige fra den praktiske hverdag til måden, man betragter tilværelsen på, og for mit eget vedkommende er jeg blevet bevidst om mine værdier på en helt anden måde, end jeg var, før jeg fik dem. Jeg er på mange måder et andet menneske, efter jeg har fået børn, end jeg var, inden jeg fik dem; det jo nærmest et nyt menneske er trådt ind i omgangskredsen.

Det betyder ikke, at jeg synes, man skal forkaste alle sine venskaber i det sekund, man bliver gravid. Men det betyder, at jeg synes, man skal gøre op med sig selv og måske endda hinanden, om man vil relationen på de nye vilkår eller ej. Hvis svaret er, at det vil man, må man lægge det arbejde i det, det kræver, at skabe et nyt rum, hvori man kan finde både hinanden og hinandens interesser.

Uanset om disse viser sig at være katte eller børn.

Jeg følger Peter Falktoft på facebook. Egentlig er jeg på alle måder uden for målgruppen; jeg er både for gammel og for høj, og tøjstilen har jeg for længst opgivet at forstå, men jeg synes, at han og Esben Bjerre var fuldstændig forrygende sammen i radioprogrammet Monte Carlo, og derfor hænger jeg på.

Det er efterhånden et par år siden, at MC lukkede ned, og uden at fornærme nogen, kan man vist godt sige, at tv-programmet af samme navn aldrig fik fat på helt samme måde. Tiden er gået, og Peters opslag på fb har stille og roligt ændret karakter; da han lavede MC, var der ret meget, der var ret sjovt, mens det det sidste års tid mest er blevet til selfies og træningsupdates.

For nogle uger siden lagde han et billede op af sit træningsprogram, hvilket af en eller anden grund blev for meget for mange af hans følgere. I hvert fald gik kommentarsporet amok i “Du VED godt, at man kan træne, uden at fortælle hele verden om det?” Som reaktion på dét, lagde han i efterfølgende en lang post op, hvori han langede ud efter dem, der hatede på andres træningsupdates. Og kommentarsporet hértil, synes jeg faktisk var ret interessant. For der fik han sgu tæsk. Og ikke af den sædvanlige slags, hvor folk, der ikke kan stave, bare sviner til, fordi de kan, men fra velformulerende, godt argumenterende mennesker, der – set med mine øjne – faktisk gjorde sig umage for at forklare, hvorfor han fik de reaktioner, han fik, og hvorfor de synes, at det seneste opslag måske var lidt over stregen.

Helt forudsigeligt gik der “hvis man ikke kan lide lugten i bageriet” og “intet bageri uden kunder” i den; den evindelig form for hønen og ægget, der også har floreret i blogland, så længe, jeg kan huske.

Men debatten fik mig alligevel til at tænke. For hvis vi et øjeblik prøver at parkere den med, at folk selvfølgelig må poste præcis dét, de gerne vil på deres egen væg/konto/profil, så handler det måske om, at vi begynder at opholde os så meget i cyberspace, at nogle af de samme mekanismer, som hersker IRL, også begynder at træde i kraft derude. I det virkelige liv spejler vi os i hinanden og adfærdskorrigerer, hvis nogen opfører sig som røvhuller eller bryder det sociale kodex; tænk bare på de gange, du har fået sagt noget virkeligt uheldigt, eller er kommet af sted i det helt forkerte tøj. Det eneste, der får dine ord eller dit outfit til at skille sig ud fra mængden er, at der er en mængde at skille sig ud fra, og at mængden eller de folk, der udgør den, reagerer. Måske uden at sige noget, men du er ikke i tvivl om, at du har ramt ved siden af.

I cyber har vi ikke rigtigt mulighed for at sende signaler med kropssprog eller tonefald. De eneste redskaber, vi kan gøre brug af dér, er enten at klikke “unfollow” eller at skrive direkte til folk, at vi ikke bryder os om det, de laver. Indtil nu har jeg altid argumenteret for, at man jo bare kan gå sin vej, uden at gøre et stort nummer ud af det, for jeg har selv et par gange fået kommentarer fra læsere, der helt eksplicit skriver, at de nu vil holde op med at læse med, fordi “du var meget sjovere før” hvilket – i hvert fald på mig – gør ondt.

Men måske ville nogen af dem, der går, faktisk gerne være blevet hængende? Måske synes de bare, at de efterhånden får noget helt andet, end dét, de signede up for? Jeg tror fx. at det er det, der er blevet et problem for Peter Falktoft; at humoren er forsvundet, hvilket gør den solide selvpromovering en lille smule svær at se på, fordi det, når humoren er væk, bliver selvhøjtideligt i stedet for inspirerende.

Dermed ikke være sagt, at det er læseren, der skal diktere indholdet, for så dør passionen hos den, der skriver, og man vil alligevel aldrig kunne gøre alle tilfredse – men måske er det ok at blive gjort opmærksom på det, hvis dét man siger, ikke længere bliver modtaget, som man tror, det gør?

Ret skal være ret: Det forudsætter, at du som læser har selvindsigt nok til at vurdere, om du er målgruppen for den blog eller konto, du følger. Da Mads & Monopolet kørte på P3, blev jeg virkelig irriteret over alle dem, der på FB skulle kommentere P3’s musikstil. Jeg synes også, at den er røv og nøgler, men det var os over 30, der var på besøg på kanalen, og det forudsætter en form for indexreguleret kærlighed, hvor man tager det, man godt kan lide, og abstraherer fra det, man ikke kan. Det andet svarer til at gå på natklub og brokke sig over, at musikken er for høj, og belysningen for dårlig.

Egentlig synes jeg, at ovenstående allerede fungerer fint på IG, hvor der er kontant afregning ved kasse ét, men på den positive måde: Hvis folk kan lide det, de ser, stikker de et like. Hvis ikke, lader de bare være. Og det er da en oplagt mulighed for at blive klogere på, hvor godt modtagerne føler sig underholdt. Fx. postede jeg dagligt et billede af min kæmpe mave sammen med en rasende tekst, da jeg gik længere og længere over tid med Frida. Og det var faktisk ret interessant at se, hvordan antallet af likes faldt fra dag til dag. (Her holder jeg dog muligheden åben for, at det var i sympati; jeg er altid selv i tvivl om, hvad jeg skal gøre, når folk poster sygebilleder. Et like virker ligesom lidt for begejstret). Jeg valgte at gøre det alligevel, fordi det var nemmere end at svare på 1339483943 “har du født??”-sms’er, men det gav et fint fingerpeg om, at mine følgere synes, at det var sjovt første gang, og derefter blev det sgu lidt irriterende at se på.

Det kommer aldrig til blive rart. Jeg kan stadig huske stort set alle de kommentarer, jeg har fået, fra folk, der har kritiseret mig og min blog, og de svier lige meget hver gang, uanset hvor meget jeg prøver at foregive noget andet. Specielt hvis jeg faktisk godt selv kan se, at der kan være noget om det, de skriver. Og selvfølgelig kan man vælge at holde fast i “min bil – mine regler”, og så luge benhårdt ud i, hvem man har med på passagersædet – men det hedder “de sociale medier”: De giver ikke mening, hvis vi er der alene.

I morgen fylder jeg 39 år. Min fødselsdag ligger så tæt på nytårsaften, med alle dennes endeløse muligheder for selfshaming og de deraf følgende forsætter, at jeg sjældent udnytter muligheden for at gå mig selv og min adfærd efter i sømmene og overveje, om noget bør spændes efter, men i år kan jeg alligevel mærke, at der er en ting, jeg ville ønske, jeg kunne blive bedre til. (Her bruger jeg lige 30 sekunder på at overveje, om det kommer til at lyde som om, jeg mener, at jeg er så tæt på at være fuldkommen, at der kun er et enkelt punkt tilbage på listen, der skal vinges af, før vi rammer perfektion, men jeg beslutter, at I forstår, hvad jeg mener.)

Jeg ville virkelig, virkelig ønske, at jeg talte pænere til mig selv.

Den anden morgen i badet, kom jeg til – højt – at bede mig selv om at holde kæft. Nu, hvor jeg sidder og tænker over det, ér det faktisk med årene blevet (lidt) bedre – der er områder, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg har sluttet fred med at være det, jeg er, og derfor ikke behøver at adfærdskorrigere med skæld ud hele tiden, men der er godt nok også områder, hvor jeg stadig næsten skammer mig, når jeg bliver opmærksom på, hvad jeg siger til mig selv, når ingen lytter. Hvis nogen ude i verden talte til mig eller mine på den måde, ville jeg vende rundt på hælen og aldrig se mig tilbage, men det er jo en lille smule svært at låse en del af sin personlighed inde i skabet,primært fordi der er ikke plads til mere.

Jeg synes næsten, jeg mangler et register. Det er som om, der kun findes psyko-prygl eller forsøg på at forklare, som altid har en kedelig, defensiv undertone. Vi taler om sætninger som: “Altså, jeg gør det så godt, som jeg kan!” og “Så må du (jeg? Bliver pludselig i tvivl om, hvordan jeg tiltaler mig selv) jo bare gøre det bedre i morgen”.< Hvilket vi vel godt kan blive enige om, ikke er de verbale ækvivalenter til et varmt, støttende knus. Det helt åndssvage er, at jeg aldrig nogensinde hverken taler sådan til eller tænker sådan om mine veninder. Det kunne ikke falde mig ind at dømme dem, fordi de ikke har tabt sig nok, eller er kommet til at shysche så højt på deres baby, at denne begyndte at græde (#IhateMyself) Tværtimod kan jeg næsten blive sådan lidt lattermildt irriteret på dem, hvis jeg kan høre, at de kræver af sig selv, at de skal være perfekte, for det er der jo ingen der er… Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man ændrer på så indgroet en vane, men jeg har tænkt mig at prøve alligevel, for jeg tror, at der er meget sandhed gemt i det her:

Først vil jeg gerne sige tak for mange fine tilbagemeldinger på det første indlæg, både her og i mailboksen. Det er lige til at blive rørt over, hvor gerne I vil hjælpe. Derfor synes jeg også, at I skal have opfølgningen med, inden vi slipper emnet igen.

Jeg var til samtale med skolelederen igår, og jeg var næsten nået til et punkt, hvor jeg glædede mig til at få det overstået. Føj, hvor har jeg haft det elendigt over det. Men jeg havde valgt at forberede mig til det, som jeg forbereder mig, når jeg skal forhandle lokalaftale som tillidsrepræsentant, eller som jeg har forberedt mig de gange, jeg har skulle til jobsamtale. Over de sidste uger har jeg derfor haft en blok (og ja, jeg skrev “blog” her og nåede 4 linjer ned, før det begyndte at klø i min underbevidsthed) til at ligge på bordet, og heri har jeg skrevet argumenter ned, når jeg er kommet i tanke om dem. Derefter har jeg sorteret i dem, slebet dem skarpe, og prøvet at sætte mig på den anden side af bordet ift. hvilke argumenter, der ville bide på mig, hvis jeg var skoleleder. Jeg havde fundet eksempler til at understøtte det hele, og virkelig anstrengt mig for at holde det kort og præcist. Det var nødvendigt med en maskinel tilgang til det, for hvis ikke jeg havde gjort det på den måde, ved jeg, at ville være kommet til at græde derinde, og det ville jeg ikke risikere. Ikke fordi han ikke måtte se mig være ked af det, men fordi det i så fald ville komme til at virke som om, det handler mest om følelser, og mine grunde til at skubbe skolestart et år, er – i min optik selvfølgelig – saglige og faktuelle. Det ønskede jeg ikke at mudre. Mit eneste emotionelle knæfald var, at jeg havde taget et billede med af Anton. Her er det tilladt at synes, at jeg er det mest absurde menneske, man har stiftet bekendtskab med, men jeg havde sådan brug for, at han vidste, hvem vi snakkede om, og at han kunne se, at der er tale om en fin, hel og glad dreng. Det kan nemlig godt komme til at lyde som om, han er en sart, amputeret mimose, når vi hele tiden sidder og fokuserer på de ting, han kæmper med, og det kan jeg simpelthen ikke holde ud.

Min mavefornemmelse, da jeg gik derfra, var god-ish. Når jeg ikke går all in på optimismen, er det fordi jeg de sidste mange måneder har mødt mange, som også har troet, at de var homefree, og så alligevel fik et startnummer tilsendt med posten. Men han lyttede, og skrev ned, og indvilligede i at sende den daglige leder med til at møde i børnehaven, der er sat til slutningen af januar, så det er da i hvert fald ikke blankt nej.

Den endelige afgørelse får jeg først, når jeg har skrevet Anton op til skolestart, og vinget af i boksen “Be’ om udsættelse” – hvilket man kan gøre fra februar. Der er lang tid til, og det bliver et underligt limbo at gå i, og ikke mindst at snakke fremtid med Anton i, for han deltager jo stadig i skolegruppen i børnehaven. Jeg ville gerne kunne forberede ham, hvis hans venner smutter til april, og han stadig er der – men jo kun, hvis det er dét, der kommer til at ske. Men sådan er det, og det er der ikke noget at gøre ved.

Til sidst vil jeg gerne lave en generel opfølgning på kommentarfeltet fra sidst. Det har hjulpet meget med de gode historier, og det har også været rigtig fint at få input med fra mennesker, der arbejder med det her til dagligt. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude i et generelt kom-vi-trasher-folkeskolen ærinde. Jeg ved godt, at mine erfaringer med den heldigvis ikke er flertallets. Og jeg har også brug for at understrege, at der ikke er skyggen af tvivl om, at Anton ER et af de børn, der klart kandiderer til udsættelse. At jeg så oveni har tasken fuld af gamle knogler, gør ikke tingene nemmere, men han er indiskutabelt udfordret på flere af de områder, som er helt normalt for præmature børn at være udfordret på. Det skriver jeg bare ikke rigtigt om her på bloggen, for det er Antons historie, og den skal han selv have lov at vælge, hvor meget af, han vil dele, og derfor er det selvfølgelig svært for jer at vide.

Flere spørger, hvorfor jeg ikke bare kan have tillid til, at de mennesker der træffer beslutningen og arbejder med børnene til dagligt, er kompetente mennesker, der gør det bedste de kan. Det korte svar er, at jeg over det sidste halve år (hvor jeg er begyndt at kigge på det her problem) har fået et virkelig trist indblik i, at beslutningen ikke nødvendigvis træffes på baggrund af, hvad der får et barn til at trives, men på baggrund af økonomi. Og selvom jeg er indædt tilhænger af, at vi allesammen husker, at ingen – INGEN – står op om morgenen med det erklærede mål at være det størst mulige røvhul på jobbet dén dag, så er empirien her desværre, at “det bedste” somme tider ikke er godt nok. Det kan der være mange grunde til, og én af dem er givetvis, at ressourcerne idag er så knappe, at man kan bruge dem til at lukke jakker med, og det er jo virkelig svært for den enkelte medarbejder at gøre noget ved. Min søster er pædagog, 40 % af mine venner (i løse tal) er folkeskolelærere, og jeg har STOR respekt for disse erhvervsgrupper, og synes personligt, at der skulle være langt flere medaljer i deres fag. Men det ER en tung maskine og et rigidt system, der tager LANG tid at tilpasse de børn, der falder lidt udenfor kasserne. Når det overhovedet er muligt.

Jeg har gjort, hvad jeg kan, og herfra er der kun tilbage at vente.

For nogle måneder siden læste jeg med på en blog, skrevet af en blogger, der demografisk set burde være right down my alley. Jeg synes, hun havde mange gode emner oppe at vende, og hun var både velformulerende og havde sine meningers mod. Alligevel endte jeg med at liste stille ud af bagdøren, fordi hun i stort set alle sine indlæg skrev ting som: “Og husk, at når du peger, er der 3 fingre, der peger på dig selv” “Det, du siger om mig, siger mere om dig end om mig” “Tag ansvar for dit eget lort” og “Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude efter gode råd”. Efter et par uger blev det simpelthen for stor en irritationsfaktor for mig, fordi det på mig virkede unødvendigt defensivt-aggressivt, (hvilket – selvfølgelig – siger mest om mig..) men inden jeg luskede af, nåede jeg at se, at en anden læser forsigtigt spurgte, hvorfor det var nødvendigt at være så bombastisk, når der var tale om indlæg om virkelig uskyldige emner. Bloggeren svarede, at hun havde blogget i mange år, og belært at dårlig erfaring med læsere og deres kommentarer, kunne hun ligeså godt skrive det, som det var.

Jeg kendte ikke bloggeren i forvejen, og kendte dermed heller ikke til hendes historie. Hun virker som et godt menneske, og blogger hverken om rabiate eller kontroversielle emner – men jeg har efterfølgende tænkt meget over, at hun ved hele tiden at lade fortiden være udgangspunktet for dialogen, lod den blive hængende og forpeste nuet, i stedet for at lade den forsvinde i bakspejlet.

Og lige præcis tanken om dét reaktionsmønster, fylder rigtig, rigtig meget for mig i disse dage. Som jeg helt kort skrev for et par indlæg tilbage, er jeg igang med at forsøge at udskyde Antons skolestart et år. Hvis man ikke inden for de sidste to år har haft et barn, der er startet i skole, kan jeg helt kort fortælle, at det er skolelederen alene – altså, den skoleleder, der aldrig har mødt barnet – der skal give dispensation, hvis barnet skal have lov at starte i skole senere, end det år, det fylder 6. Børnehavepersonale, talepædagoger osv. må ikke mene noget om sagen, og jeg har en fornemmelse af, at bliver sanktioneret med tæsk, hvis de gør alligevel, for ALLE har meget travlt med at starte deres sætninger med: “Du er med på, at vi INTET har at skulle have sagt ift. at skubbe skolestart?” Og ja. Jeg er med. For I har sagt det 2292904 gange nu.

Det er bare virkelig rædselsfuldt ikke at have nogen at sparre kvalificeret med om noget så vigtigt, og på tirsdag skal jeg til samtale med bemeldte skoleleder, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Sagen er, at jeg ikke er 100% sikker på, hvad der er den rigtige løsning, fordi vi sidder og forsøger at gætte, hvor Anton er om 8 måneder. Hans indlæringskurve ift. sprog er nærmest lodret, men når man er 5 år, og først nu er ved at have sprog nok til at benævne verden, er der mange ting, man stadig ikke helt forstår. Ift. hans sprog og hans modenhedsniveau er der derfor ingen tvivl om, at et år mere i børnehaven ville gøre underværker, men hans intellekt og de gode, sociale relationer taler for skolestart til august. Og måske når han sprogligt at blive klar, og blive så moden, at han forstår, at man ikke bare må gå sin vej, hvis det bliver for uinteressant at være til stede i en situation, man ikke forstår, fordi der er grænser for, hvor meget, man kan tage ind, når det bliver helt komprimeret og intenst – men fordi jeg er den eneste, der trækker i modsat retning, kan jeg mærke, at jeg trækker til; jeg bliver så umådelig provokeret af, at jeg som mor ikke kan få lov at passe på mit barn, og at jeg ikke kan få lov at træffe den beslutning i ro og mag og samråd med dem, der ser ham i børnehaven og kender dén side af ham. Jeg er lige nu så presset, at jeg har taget fat i en advokat, fordi jeg simpelthen ikke kan acceptere, at jeg INTET har at skulle have sagt.

Hele sagen giver mig mavepine hver eneste dag, for det her er nemlig også her, min egen fortid svæver klagende hen ad gangene og rasler med lænkerne. Jeg hader folkeskolen, og al dens magt og al den væsen. Den slog mig næsten i stykker som menneske, og det er min tid i folkeskolen, der gør, at jeg aldrig nogensinde kommer til at føle mig 100% hjemme i Esbjerg igen. Jeg kan ikke få min fortid og min nutid hægtet sammen, fordi jeg ikke kan nøjes med at hente de gode fragmenter af fortiden frem, og hvis jeg skal hente hele svineriet, vælter jeg. Når jeg en sjælden gang er sammen med nogle af dem, jeg kendte dengang, er det både trist og surrealistisk at tale om vores tidlige barndom, for der er simpelthen så meget af den, jeg ikke kan huske, fordi det har været nødvendigt at gå over den med det store viskelæder for at bestå.

Det er dét, jeg står overfor at skulle sende Anton ind i. I den by, hvor jeg selv gik i skole. Jeg har valgt en anden skole til ham, end den jeg selv gik på; alt andet ville for mig være utænkeligt, men det er stadig forbundet med utrolig meget ubehag og angst, at jeg skal sende det bedste, jeg har, ud på det, der for mig var en rædselsfuld slagmark, helt ubeskyttet og alene.

Og den fortid, jeg har arbejdet så hårdt på ikke at lade ødelægge nuet, står nu alligevel udenfor min dør og banker stille, men insisterende på, for jeg kan ikke forholde mig til den nuværende situation om skolestart og skolegang, uden at bringe min egen erfaring med området i spil. Og den er dårlig.

Jeg prøver at huske, at selvom jeg ser så meget af mig selv i ham, så er han alligevel af en helt anden støbning, end jeg var. Han er robust, og han har en selvsikkerhed, der er få forundt. Han er glad og vellidt og kvik. Men han har løbet 3 års udvikling ind på under den halve tid, og hvis man skubber børn længe nok, falder de.

Så lige nu prøver jeg at huske at trække vejret, og holde tungen lige i munden; at genne spøgelserne tilbage i skabet og gøre det, der er bedst for Anton – uden helt at være sikker på, hvad det er. Jeg prøver at holde fast i, at livet er nu, og at nye mennesker giver nye begyndelser, og jeg gør mig virkelig umage for at skille tingene ad, for når det om føje år er Antons tur til at kigge i bakspejlet, skal det være hans egen fortid, han ser fortone sig, og ikke min.