Alvorligt talt

Hele dagen igår rasede debatten på de sociale medier om billedet af manden, der angiveligt spyttede efter gruppen af flygtninge, og bad dem skride tilbage, hvor de kom fra. Der var masser af fordømmelse af mandens opførsel – og heldigvis for det – men den del af debatten, der optog mig mest, var diskussionen om, om det er ok at dele den slags billeder på fx. facebook, fordi det kan få virkelig alvorlige konsekvenser for den, der er afbilledet. Flere steder så jeg folk tage afstand fra, at manden skulle dømmes af pøblen/folkedomstolen, og der var også mange, der skrev, at vi jo ikke selv havde været til stede, og derfor kun havde den ene side af historien.

Jeg har spekuleret meget på, hvor jeg står ift. den form for delinger. For der er ingen af os, der har glemt de stakler, som aviserne har hængt ud som pædofile, for derefter at printe en notits nederst på side 7 med “ikke alligevel”. Og det er jeg ikke det fjerneste i tvivl om, at jeg finder forkasteligt. Men jeg er nået frem til, at jeg faktisk synes, at det er ok at dele billedet af Spyt-Frans. For lige nu er vi ved at skrive den historie, ungerne skal lære om i skolen om 100 år, og til den tid udgør billedet en ret væsentlig del af fortællingen – ligesom billede herunder også er med til at give dybde og nuance til historierne om Danmark og danskernes opførsel under og efter 2. verdenskrig:

At vi ikke var til stede er i mange tilfælde en god og gyldig grund til lige at holde lidt igen med beskyldningerne, men billedet af den spyttende mand er taget af en fotograf fra Informationen, som er uddannet fotojournalist. Og hvis ikke vi kan tage journalisters ord for gode varer, så falder hele verdensbilledet fra hinanden, for hvordan skal vi så orientere os om, hvad der foregår andre steder på kloden?

Vi lever i en verden idag, som er markant anderledes end den, jeg voksede op i, hvilket er noget jeg tænker meget over, fordi jeg skal opdrage mine børn til at begå sig i den. De skal lære at være bedre til at tænke over, hvad de gør, og til at være en kende mindre impulsive end vi var, fordi alt på et splitsekund kan lægges på nettet og deles med alle. For dem kan dumheder begået i et øjebliks kådhed få vidtrækkende konsekvenser – og alene af den grund burde jeg egentlig synes, at billeder af mennesker, der træder ved siden af, ikke skal lægges op til hån, spot og offentlig lynching.

Men når jeg alligevel synes, at det er ok at dele det her billede, er det fordi, der ligger så meget afstumpethed og ondskab bag. Der er ikke tale om en mand, som f.eks. Fodbold-tossen, der i en episk brandert får den gode ide at fortælle dommeren, hvordan reglerne *rigtigt* er (hvilket – lad os være ærlige – kunne være sket for mange af os) – det er ren, planlagt, velovervejet ondskab. Dét synes jeg er vigtigt at få frem i lyset, så vi kan diskutere det og adressere det. At dette sker online er svært at gøre noget ved, for vi kan ikke blive ved med at lade som om, at internettet og de sociale medier er noget perifert, der skal rette ind efter den analoge verden. Sådan ser virkeligheden simpelthen ikke længere ud.

I går var jeg i Fakta og handle. Mens jeg gik rundt med vognen, kom jeg forbi et par midaldrende herrer, der stod og snakkede. De kan sagtens have været atomfysikere eller overlæger, men hvis jeg må springe en tur på fordomskarussellen, lignede de mere et par håndværkere, der læste lidt for meget EB, og hellere ville have en øl end vin til maden.

Da Fakta flytter rundt på sine varer på nærmest daglig basis, så det er umuligt at tilpasse sin indkøbsseddel til ruten, endte jeg med at komme forbi dem et par gange. Jeg kunne forstå, at vi ikke var så begejstrede for “de skide polakker”, der sneg sig ind som tyve i natten og flåede arbejdet ud af hænderne på gode, kansasklædte, dansktalende arbejdsfolk.

Jeg er ud af en familie af håndværkere, så jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det ER et reelt problem for hele industrien, at arbejdskraften østfra er så billig, at det næsten ikke kan betale sig at lade være med at bruge den. Og jeg er også bekendt med, at lige så mange dygtige folk, man kan rekruttere derovrefra – lige så mange happy-go-lucky, we-don’t-need-no-education-typer følger der også med, med det resultat, at arbejdet ofte bliver billigt i første omgang, men til gengæld bliver så elendigt udført, at det ender med at bliver dyrere pga. alle de ommere, man må bekoste på det.

Men.

Jeg havde sådan lyst til at sige til dem, at vi alle sammen er en del af problemet. For vi kan ikke få tingene billigt nok. Specialbutikkerne lukker på stribe, og vi brokker os over, at vi, den ene søndag i kvartalet, hvor vi lige havde tænkt, at vi ville have friskbagte, økologiske speltboller, ikke kan finde en bager at købe dem hos – men hvis vi skal købe en blender, er vi på pricerunner hurtigere, end du kan nå at sige “Kina”. Hvis vi kan spare 100 kr. ved at købe et par sko over nettet, har det været en god dag. Vi stod i Fakta, ffs, for vi køber alle vores dagligvarer i discountbutikkerne, så vi kan nøjes med at købe den gode vin og det fine kød i Irma. Vi gør det ALLE sammen. Og i begyndelsen var det jo sådan set fair nok, at toppen måske lige blev skåret af avancen hos de mest grådige forretningstyper, men efterhånden er det ren survival of the fittest i stort set alle brancher, for hvor man før som forretningsdrivende kunne sælge en vare billigt, fordi man så hev fortjenesten hjem på nogle af de andre varergrupper, vil vi som forbrugere idag have det hele billigst, alle steder, hele tiden.

Og det er der jo ingen, der kan leve af, og stadig holde niveauet. Der skal skæres et sted.

I tirsdags blev der fyret en rædselsvækkende høj procentdel af mine kolleger af netop denne grund. Opgaverne går i udbud og dem, der tilbyder den billigste tolketime løber med puljen. De døve brugere kommer til at skifte tolke midt i et uddannelsesforløb (med al den tabte know how, der er konsekvensen af dét) mens tolkene bliver tvungne nomader, der må skifte job hvert andet år – med alle de hårde konsekvenser for den enkelte, der følger med. For der uddannes samtidig nye tolke hvert eneste år, hvilket gør konkurrencen hård, og muligheden for at presse lønnen og forholdene hos de folk, man ansætter næsten *lidt* for oplagt.

Vi kan alle sammen se det i vores eget lille hjørne af verden; hvor uhensigtsmæssigt det er, at det eneste sammenligningsparameter på stort set alt er prisen, men det er som om, vi ikke kan få hovedet op over overforbruget længe nok til at se, at vi alle sammen bidrager til, at det sker.

For tiden er der flere af mine venner, der deler denne artikel fra Informationen på FB; den handler om, at forældre måske skal tænke lidt mere over, hvor mange og hvilke billeder, de deler af deres børn på de sociale medier.

De første mange gange jeg så artiklen delt, kunne jeg mærke, at jeg næsten ikke orkede at gå ind og læse den, fordi overskriften alene (“Forældre misbruger deres børn som medieobjekter”) signalerer lidt for meget hellighed til mig, men idag valgte jeg så alligevel at klikke på linket. Der er jo aldrig noget forgjort i at udfordre sig selv.

Efter endt læsning vil jeg sige, at jeg egentlig synes, at der er et par gode pointer i den. Jeg kan ret godt lide vinklen med, hvordan det for os forældre ville føles, hvis det var barnet, der fotodokumenterede vores liv, og suverænt bestemte, hvad der skulle deles med resten af verden. Men jeg bliver bare så skidetræt af, den slags artikler altid antager, at dem, der forbryder sig mod det, man lige her harcelerer over, gør det, fordi de er afstumpede, ligeglade netnarkomaner, der udelukkende fokuserer på egne behov.

For det eneste argument, der fremføres i artiklen, som værende forældrenes begrundelse for at lægge billeder af børnene op, er “jagten på anerkendelse og eftertragtede likes”. Stort set samme argumentation blev brugt i artiklerne om de skrækkelige forældre, der sad på legepladserne rundt omkring i Danmark med deres smartphones i hænderne, der huserede for nogle måneder siden: De antog også, at det handlede om, man ikke gad at være sammen med sine børn, men i stedet valgte det digitale fællesskab, mens ungerne stod som personificede indbegreber af Bragolins grædende børn, og ønskede, at deres forældre ville se dem. Og om 20 minutter kommer alle artiklerne om, at forældre afleverer deres børn i institutionerne i sommerferien, så de kan gå på cafe og realisere sig selv.

Selvfølgelig findes de. Både de forældre, der fotodokumenterer ALT, hvad børnene foretager sig, uden øje for, hvad der måske for ungerne på sigt ikke er så fedt at have liggende i cyber. Ligesom der også findes forældre, der aldrig løfter blikket fra skærmen, når de er ude med afkommet, og dem, der virkelig ikke magter at holde ferie med deres børn. Men hvorfor pokker er det, at vi mistror hele den samlede forældrestand, fordi der findes brodne kar? Det svarer jo til at antage, at alle mandlige pædagoger er pædofile.

Jeg har stor respekt for, at der er nogen, der bevidst vælger, at deres børn ikke skal husere på de sociale medier, før de er gamle nok til selv at tage stilling til, om de vil være der. Ligesom jeg også respekterer dem, der fravælger facebook, stemmer på andre partier end mig, og ser meget DR2. Det er ikke det hele, jeg forstår, men, som min far altid siger: “Det er der heller ingen, der forlanger, Linda.”

Jeg lægger billeder op af Anton, fordi han er det bedste, jeg ved i hele verden. Jeg er så ubegribelig stolt af ham, og jeg har hele tiden lyst til at pege på ham, og råbe: “SE!!” fordi han i mine øjne er det vildeste, og jeg *fatter* ikke mit held over, at lige præcis han landede hos mig. Men jeg tænker selvfølgelig over, om jeg udstiller ham, eller lægger noget op, der kan blive kilde til forlegenhed senere, inden jeg poster det. Ligesom jeg helt naturligt går ud fra, at alle mine veninder gør, inden de poster billeder af deres børn.

Jeg tager også somme tider min telefon frem på legepladsen. I know. Jeg skulle meldes. Jeg gør det, fordi jeg har brugt hele morgenen derhjemme på at se, at mit barn er Kaptajn Kno, der kan flyve, når han har sit forklæde omvendt på, og som kan lande på en ekstra sej måde, når han hopper ned fra et helt bestemt sted i vindueskarmen, på at smøre ham ind i den forhadte masse ‘solcreme’, på for 24. gang at høre om kagen, de fik hos Nikolaj, da de var til fødselsdag i fredags, og på at finde og pakke sæbeboblerne med Spiderman (IKKE dem med McQueen, mor!) – og derfor ikke har haft mulighed for at skrive indkøbsseddel, eller tjekke op på min veninde, som lige har mistet sin far. Jeg vil vove at påstå, at det ikke ville være hverken svært eller hårdt at have børn, hvis man bare kunne parkere alle de andre elementer, livet består af, og udelukkende koncentrere sig om at fokusere på dem – men sådan hænger verden jo for pokker ikke sammen. Der er stadig arbejde, der skal passes, praktiske ting, der skal ordnes og en omgangskreds, der skal tages vare på, fordi ingen mand er en ø.

Og artiklen om børn og billeder kunne sagtens være skrevet uden at hænge the scarlett letter om halsen på 80% af alle forældre, og føje endnu et punkt til listen over ting, vi skal have dårlig samvittighed over. Pointerne ville have været lige fine.

Så i denne tid, midt i denne valgkamp, hvor historisk mange forholder sig til, at tonen i den politiske debat er pilrådden, fordi politikerne kritiserer det, de andre står for, i stedet for at fortælle, hvad det er, de gerne selv vil, kunne vi jo passende prøve at gøre det samme selv, i stedet for bevidstløst at udstede fatwaer mod alt, vi ikke er enige i.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om valgkampen, dels fordi jeg selv finder det enormt trættende, at den er OVERALT, og dels fordi jeg selv har første gang til gode at læse et standpunkt på et socialt medie, for derefter at tænke: “Gud ja! Sådan havde jeg slet ikke tænkt på det. Nu skifter jeg grundlæggende politisk standpunkt.”

Men jeg kan mærke, at jeg brænder sammen af frustration, hvis jeg ikke får det her ud af systemet. Hvis man er ved at brække sig over politik, lover jeg, at jeg ikke bliver sur, hvis man lister stille ud af bagdøren igen, og kommer tilbage en anden dag.

Men hvis jeg hører en eneste politiker eller et medlem af en blå tænketank mere, der udtaler sig om, at arbejdsløse skal have endnu mindre, end de får nu, og jages ned på gader og stræder på en måde, der giver associationer til jødernes betingelser i starten af 40’erne, bliver jeg nødt til at sætte ild til mig selv.

Jeg kan uden at anstrenge mig nævne mindst 10 mennesker i min omgangskreds, der er blevet fyret inden for de sidste par år. Fælles for dem er, at de til forveksling ligner mig, når vi kigger på demografiske forhold. Der er tale om kvinder og mænd lige omkring de 40, der har lange eller mellemlange uddannelser bag sig, som måske har et par børn, og som lever – for denne gruppe – fuldstændigt gennemsnitlige liv, uden luksus eller vilde overforbrug. Der er tale om mennesker, der valgte uddannelser, da de var færdige med gymnasiet eller handelsskolen, og selvom nogle af dem har været mere målrettede end andre, når de siden hen har søgt jobs, er der alligevel en meget høj frekvens af tilfældighed involveret, når vi ser på, hvem der endte hos hvilke virksomheder. Og hvem der derfor idag har et arbejde, og hvem der er blevet fyret.

At reducere de udfordringer, det for dem har afstedkommet at miste deres arbejde til, at det handler om, at de ikke gider arbejde, fordi de får for meget i kontanthjælp er en fornærmelse.

Jeg FORSTÅR ikke, at vi ikke snakker om, at en fyring kan være med til at slå hele dit liv fuldstændig skævt. At vi ikke forholder os til, at det i meget høj grad handler om held, om du har et arbejde eller ej. Jeg forstår ikke, at der findes så mange mennesker, der ikke er bange.

For jeg er bange. Jeg er endog rigtig bange for at blive fyret. Af et nærmest uendeligt antal af grunde. For det første ville det i løbet af relativ kort tid betyde, at jeg skulle forholde mig til, om vi skulle flytte; om det ville være dyrest at ofre penge på en flytning, eller om jeg skulle satse på, at der var udsigt til et job inden for så nær en fremtid, at det bedre ville kunne betale sig at blive boede. Jeg ville være bange for at gå psykisk ned, hvilket for mit vedkommende ikke ville være grebet ud af den blå luft: Jeg har 3 gange haft behandlingskrævende depressioner, som hver gang har været udløst af, at jeg har haft for lidt at fodre min hjerne med. Jeg ville være bange for, hvordan dette ville påvirke mine evner som mor, og min mulighed for at tage mig ordenligt af mine børn. Jeg ville efter kort tid begynde at føle mig udenfor, når jeg var sammen med mine venner, som stadig havde jobs. Jeg ville begynde at isolere mig, fordi jeg ikke ville kunne holde ud at sidde og byde ind med min dag på det påtvungne truckcertifikatskursus på AMU, sammen med de mennesker, som jeg indtil for ganske nyligt havde opfattet mig selv som ligeværdig med. Jeg ville synes, det var en fremmed, jeg så i spejlet, når hun derinde pludselig var sådan en, der var udstyret med en sagsbehandler og tvunget ind i et system, der er så desillusioneret og fattigt på optimisme, at ingen længere forventer noget af dig overhovedet. Jeg ville græde, når jeg var nødt til at melde fra til alt, som Anton gerne ville, fordi vi ikke havde råd til andet end det allermest nødvendige, og jeg INGEN mulighed havde for at ændre på dette faktum. Og jeg ville ikke engang have overskud til at kaste mig over berigende hobbyer, der kunne holde mit intellekt og min åndelige udvikling stimuleret, fordi jeg hele tiden ville blive afkrævet dokumentation for, at jeg ikke bare sad derhjemme og åd køberoulade fra Netto, mens jeg så den ene dårlige tv-serie efter den anden, og nød min tårnhøje kontanthjælp.

Alt det bliver for mit vedkommende holdt fra døren af mit arbejde, som jeg hver ENESTE dag takker alle højere magter for, at jeg har.

At man ikke kan se, at det er held der gør, at det er andre, der sidder i den miserable situation, og ikke én selv; at man ikke forstår, at fordi du idag har et arbejde at stå op til, betyder det ikke, at du har et i morgen, er beyond me.

For mig ville det svare til at påstå, at man selv kan bestemme, om man vil være syg eller ej. Og inden nogen i den forbindelse får den gode ide at skrive, at man kan gøre meget for at passe på sig selv, så tillad mig at minde om Lene, der levede langt sundere end gennemsnittet og alligevel fik kræft i hjernen og døde.

Det er muligt, at vi for 20 år siden havde et samfund, hvor en gruppe af mennesker faktisk hellere ville gå derhjemme, end at være på arbejdsmarkedet, og du kan sikkert også – hvis du leder længe nok – finde nogen, for hvem det er sandt idag. Men jeg kender ingen arbejdsløse, der ikke ville give både højre og venstre arm for at komme tilbage til et liv, hvor de kan genkende sig selv og hvor de får lov til at gøre en forskel, både derhjemme og derude, fordi de laver noget, de holder af.

I en ond afkrog af mit hjerte ønsker jeg inderligt, at arbejdsløshed og alt hvad der følger med, må ramme den del af det arrogante, blå segment, der lige nu har travlt med at pege fingre og føre valgkamp på andre menneskers ulykke. Lad os se, hvordan mistænkeliggørelse og social deroute føles, når man er vant til at padle rundt i tænketanken iført Armani og blind tiltro til, at egen fortræffelighed er nok til aldrig selv at blive underlagt konsekvenserne af de udtalelser og anbefalinger, man med så rundt hånd deler ud af.

I flere dagblade har der de senest dage kørt historier om, at børn af ikke-dansktalende forældre er blevet brugt som tolke i det danske hospitalsvæsen, og jeg kan flere steder se både politikere og hospitalsdirektører udtale sig med både undren og indignation over, at dette kan ske.

Jeg kender kun de fremmedesprogstolke, jeg har mødt gennem mit eget professionelle virke som tolk de seneste 13 år, men jeg kan berolige dem, der frygter, at der måtte være tale om en slags skjult racisme med, at det halter over hele linjen ift. brug af tolk i den danske sundhedssektor.

Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er kommet ud på en afdeling, og har hørt en variation af sætningen: “- men det klarede vi da bare lige selv, ikke Hr. Sørensen?” efterfulgt af et *sådan en smule sprogbarriere skal da ikke skille os ad!*-klem i hånden, kunne jeg læne mig tilbage i min pengetank og bruge resten af livet på at nyde synet af min formue. Samme historie, hvis jeg havde fået en krone for hver gang, jeg har måtte bryde et af de vigtigste kodeks i mit fag, nemlig at en tolk aldrig blander sig, og med både stemme og tegn har måtte sige: “Tolken er ikke sikker på, at brugeren forstår, hvad det er, der skal ske”, fordi det ikke hjælper at bestille en tolk, der kan komme og tolke de sidste 10 minutter, inden man skal på operationsbordet, når personalet på en afdeling ikke har gjort brug af tolk ved de indledende undersøgelser. Eller de gange jeg har måtte løbe en sygeplejerske ned på gangen, som kunne forklare og svare på patientens spørgsmål, fordi man – mange års uddannelse til trods – som overlæge tilsyneladende ikke kan eller vil forstå, at vi er tolke, der kommer og tolker det, som hospitalet har bestilt os til, og derefter skal videre til andre opgaver, så “det må du lige snakke videre med ham om, når I kommer hjem; jeg har ikke tid til at stå her og forklare det igen!” derfor ikke giver mere mening, end hvis jeg forventede, at overlægen selv tog med brugeren hjem, når undersøgelsen var slut.

Hvis jeg skulle komme med et bud på, hvad problemet er, ville jeg pege på, at det danske sundhedsvæsen simpelthen ikke er vant til at skulle tage hensyn. Hvilket jo et langt stykke hen ad vejen er forståeligt nok: Selvom det kan være vanvittigt irriterende som patient at sidde og vente 9 timer på at komme til at tale med en læge, så har de fleste af os jo alligevel forståelse for, at en meget stor del af opgaverne på et hospital er akutte, og at det må være graden af alvor, der bestemmer rækkefølgen, vi bliver tilset i, og ikke hvem, der kom først. Det harmonerer dårligt med at skulle bestille en tolk til en samtale, fordi man dermed låser både læger og sygeplejersker fast på i et bestemt tidsrum.

Dertil kommer, at der sjældent bliver oparbejdet nogen form for erfaring på de respektive afdelinger. Selvfølgelig er der afdelinger, hvor man gør meget brug af tolk, og hvor det derfor bliver rutine at bestille og få opgaverne planlagt rundt om den tolkede samtale, men på afdeling 242 har de måske 2 døve patienter på 5 år. Eller 2 somalipatienter. Og Kirsten, der var primær kontaktperson på den sidste patient, og som derfor har en svag erindring om, at der var noget med en tolk, har desværre ferie i den uge, hvor den anden patient finder vej til afdelingen, så ingen ved noget. Ikke engang at de faktisk ifølge sektoransvarlighedsprincippet er forpligtede til at bestille tolk. Jeg har masser af gange oplevet, at personalet på et hospital fralægger sig enhver form for ansvar, og bare afvisende siger, at “det må patienten selv stå for; det er ikke noget, vi har noget med at gøre” hvis de bliver spurgt, om der er bestilt tolk til en kommende undersøgelse.

Jeg er med på, at det handler om, at personalet på sygehusene rundt omkring er pressede. Der er *ingen* der står op om morgenen og tænker: “Hvordan kan jeg være det størst mulige røvhul på mit arbejde idag?” Men det er simpelthen så vanvittig urimeligt at lade som om, det ikke er et problem, at et menneske, der er sygt, og dermed formentlig både bange og underskudsramt, ikke forstår, hvad der skal ske. Eller at pålægge dem eller deres børn (som også er bange) at være de stærke, der skal stå fast på, at der SKAL bestilles en tolk. Ikke mindst fordi det ikke kræver ret meget fantasi at sætte sig i deres sted: Forestil dig, at du er på ferie i Etiopien, pludselig får ondt og skal på hospitalet, hvor du ikke fatter et eneste ord af, hvad personalet siger. Overhovedet. Hvor tryg ville du være ved at lade dig bedøve og skære i? Eller ved at lade dine børn høre – før dig – hvad du fejler, så du både bliver frataget muligheden for at vurdere, hvad de skal vide og hvordan nyheden skal overbringes? Og hvor du må brænde inde med dine spørgsmål til din behandling, fordi du enten ikke kan gøre dig forståelig eller ikke kan holde ud, at dine børn skal forholde sig til dit sexliv eller overlevelsesprocenten ved netop din sygdom? Ville du stole på, at dit barn på 12 år havde fået rigtig fat i, hvordan din medicin skulle doseres? Eller kunne udholde tanken om, hvor meget voksenansvar, de pludselig bliver pålagt i en situation, hvor du ikke kan støtte dem og hjælpe dem med at bære det?

Det får lov at ske, fordi det – heldigvis – ikke sker ret ofte, for faktisk tror jeg, at selv den mest forhærdede overlæge med tiden ville få en dårlig smag i munden, hvis han var vidne til dette flere gange om ugen. Men fordi det måske sker på den enkelte afdeling engang hvert andet år, kan man leve med at lade som om, at det er en undtagelsessituation, som man derfor bare skal have løst på bedste beskub.

Man glemmer bare, meget belejligt, at det for patienten er den virkelighed, de bliver mødt med hver gang, de er i kontakt med sundhedssektoren.

Det er ikke i orden, og jeg håber virkelig, at det fokus, der kommer på hele denne problemstilling nu, kan være med til at gøre livet mere trygt for de mennesker, der i årevis har været i klemme.

Jeg er ikke superselektiv ift, hvem jeg accepterer venneanmodninger fra på Facebook. Jeg har flere jobs med en ret stor berøringsflade, hvilket betyder, at jeg kommer i kontakt med mange mennesker i løbet af en uge. Derfor har jeg helt fra starten gjort op med mig selv, at jeg hellere vil udøve lidt selvcensur ift. hvad jeg poster, og så være large med, at et menneske, jeg reelt kun har mødt et par gange tilføjer mig som ven; ikke mindst fordi jeg synes, at signalværdien i at afslå en venneanmodning kan være temmelig markant.

Men vi er forskellige, og jeg har også stor respekt for dem, der gerne vil prøve at bevare FB som et sted, hvor man kun hænger ud med mennesker, man kender godt.

I lang tid har kritikken af FB gået på, at det er et selviscenesættende sted, hvor vi i stedet for en ærlig fremstilling af hverdagen, i dén grad skaber billedet af det liv, vi ønsker vi levede, med updates om al den sunde mad, vi laver og de mange km vi løber. Personligt betyder det ikke så meget for mig, hvad folk poster, bare der er lidt variation i det, så det ikke kun er billeder af katten/barnet/kaffen eller dem selv. Til gengæld skjuler jeg uden at ryste på hånden dem, som kun poster had, brok, politiske statements eller slet skjulte svinere til mennesker, de er sure på. Livet er for kort.

Men den sidste tid synes jeg, at tonen derinde er ved at tage en drejning. Fra – lidt groft sat op – at være mig, mig, mig, er den nu blevet markant mere dig, dig, dig, og jeg synes faktisk ikke helt, det klæder os. For det er som om, vi benytter enhver lejlighed til at fremhæve vores egen overlegenhed på bekostning af andre.

Et oplagt eksempel er Frost-gate, der har kørt de sidste par dage, som jeg er ved at være noget så inderligt træt af. Og det er ikke forældrene, der har brokket sig, jeg har nået mætningspunktet med. Det er tværtimod den gruppe af mennesker, der sidder på deres høje heste og peger nedladende på forældrene, og råber ting som: ”Curlingbørn!” og “First world problems!”, og som ikke lader en chance passere for at påpege, at der er jordskælv i Nepal og bådflygtninge, der nok ville ønske, at deres største problem var skuffede børn. Det tror jeg sådan godt, at Frostforældrene ved.

Og inden jeg går videre, vil jeg bare lige påberåbe mig min neutralitet: Jeg har INTET i klemme, for Anton er pisseligeglad med alt, der ikke er lavet af Lego.

Men når jeg læser hånlige updates om, at forældre skal slappe af, så noterer jeg mig, at dem, der råber allerhøjest enten 1) ikke selv har børn eller 2) har børn, der ikke aner hvem Elsa og Anna er. Og så er det jo ret nemt at synes, at andre forældre er latterlige, men jeg kunne nu godt tænke mig at se, om ikke f.eks. fodboldforældrenes reaktion havde været den samme, hvis de var blevet stillet et to timers arrangement med landsholdet i parken i udsigt, og derefter var blevet spist af med Frank Arnesen, der lige kom forbi og luntede en runde på plænen.

At der er forældre imellem de skuffede, som kunne trænge til lidt kærlig adfærdskorrigering, er jeg bestemt ikke uenig i, men jeg synes, det er mærkeligt, at vi klandrer hele gruppen for at “skabe sig” og være “hysteriske” fordi de giver udtryk for deres utilfredshed på de sociale medier. Jeg har set en del af De Pegende, der bruger selvsamme medier til at give udtryk for skuffelse over tv-udsendelser eller koncerter, de ikke har været tilfredse med, og jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvori forskellen ligger, bortset fra, at Frostforældrene fylder mere, fordi der ganske enkelt er flere af dem.

Og den der med, at det var gratis, så “hvad kan man forvente?” synes jeg er virkelig irriterende. Mit bud er, at 85% af de deltagende med største fornøjelse ville have betalt penge for at deltage i arrangementet, hvis så bare arrangørerne havde gidet at følge det til dørs. For vi er alle sammen voksne nok til at vide, at der er no such thing as a free lunch, så selvom det ikke per se kostede noget at overvære de 20 minutters skønsang, så er der ingen, der er så naive, at de tror, at Disney ville lægge navn til, hvis ikke de regnede med, at det ville give et afkast, enten i form af mersalg af merch, eller ved at holde gryden i kog til Frost 2 har premiere.

Et andet eksempel på den samme tendens så jeg, da en far havde skrevet langt og fordømmende om, hvordan forældre der udstyrede deres børn med GPS, ødelagde børnenes barndom med deres mistænksomhed, og at det givetvis kun var fordi selvsamme forældre havde noget at skjule. Tyv tror hver mand stjæler. Og jeg er da bestemt enig i, at hvis man i stedet for at snakke med sit barn eller prøve på at opdrage det, bare knalder en GPS i nakken på det, så man kan hente ham/hende fra diverse raves og narkobuler, og uddele lussinger og stuearrest i flæng, så kunne man godt trænge til at hente en opdatering til sine opdragelsesidealer. Men hvad nu hvis man har fået børn med hang til eventyr og forfølgelse af vildkatte og fugle, der cykler afsted, fuldstændig uden at orientere sig om, hvor de kører, og man er ved at være træt af at køre rundt i skove og dale og lede efter “det store træ” de står under?

Uanset om vi snakker om Kählervaser, brugen af iPads, kostpolitik, hvor mange timer børn er i institution, arbejdsløshed, jobsøgning, kontanthjælp eller overvægt: Det er så nemt at pege fingre, så længe vi peger på noget, der ikke har relevans for os selv, og jeg synes, der kommer mere og mere af det på FB. Hvis bare målet var at skabe en konstruktiv debat, der kunne komme nogen til gode, ville det give mening, men problemet er, at det – set med mine øjne – kun bliver gjort, fordi vi derved kan fremhæve nogen principper eller kvaliteter hos os selv, som det er ret gratis at have, når de ikke vedrører områder, vi selv er udfordrede på.

Jeg har helt sikkert selv gjort det på, og kommer sikkert til at gøre det igen. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi prøvede – bare prøvede – at huske, at hvis vi var knap så hårde i retorikken, når vi fik øje på andres fejl, så kunne man håbe, at de ville gengælde tjenesten, når de fik øje på vores.

De sidste par dage er jeg flere forskellige steder stødt på ordet “tabu”, hvilket har fået mig til at tænke lidt over begrebet, og på hvordan vi prøver at komme tabubelagte emner til livs.

Da Anne på sin blog skrev om forbudte tanker, man kan gøre sig under en graviditet, skrev hun, at hun havde overvejet at undlade at skrive om det, fordi hun ikke syntes, at det stillede hende i verdens mest flatterende lys, men da det i hendes optik altid er bedre at sige tingene højt, end at lade skam og skyld æde dig op indefra, postede hun indlægget anyway.

Jeg er 100% enig. Når man googler “tabubelagte emner” kommer der en del resultater, der handler om psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, misbrug og afhængighed, og der er ikke noget af det, man er tjent med at gå og bøvle med selv. Hvis skæbnen har givet dig en svær hånd at spille, kunne det da lige passer, at du oven i hatten skulle gå og skamme dig over det.

Men der er sket noget over de sidste par år ift. hvordan vi prøver at nedbryde fordommene, synes jeg. For hvor det før var et spørgsmål om at snakke med *nogen* om det, der er svært, er det lidt som om, det er blevet en pligt at tale til alle om det. Hele tiden.

Jeg synes ikke, at jeg lider af berøringsangst i forhold til .. noget, egentlig. Da vi for nyligt på arbejde fik til opgave at skrive en positiv ting om hver af vores kolleger, så alle til sidst fik et personligt brev med 24 virkelig fine skulderklap, var der flere, der hos mig fremhævede, at jeg ikke er bange for at blive i situationer, der er ubehagelige eller spidser til. Alligevel kan jeg mærke, at der er nogen i min digitale omgangskreds, jeg begynder at lægge lidt afstand til; mennesker, der netop lever med noget af det, der af google bliver opfattet som tabubelagt.

I min optik bliver du hverken et bedre eller dårligere menneske af at have det svært. Men jeg bliver stadig træt af dig, hvis du tvinger mig til at forholde mig denne ene ting i din bagage hver. eneste. gang. vi skal interagere, både live og over de sociale medier. Hver ting til sin tid, og selvom jeg virkelig, virkelig godt forstår, at det kan være så befriende at turde tale om noget, der i mange år har været svært, så er som med alle andre emner: Som lytter bliver man sindssyg af, at alt kun handler om den ene ting; at alting skal sættes i forhold til din angst-lidelse eller selvskadende adfærd.

Og problemet er, at man jo ikke siger til en person, der har kæmpet sig igennem noget, der for alle er indlysende svært, at de får 100 kroner, hvis de parkerer det, bare lige et døgn.

Selvfølgelig skal vi rumme hinanden, også – og måske især – når noget er svært, men jeg sidder lidt med følelsen af, at nogle psykologer og coaches glemmer, at hvis menneskerne i din omgangskreds skal blive ved med at lytte og forholde sig til noget, der jo ikke går væk, men som du skal bære med dig hele livet i en eller anden form, så kræver det, at du også forholder dig til, at de har et liv og en virkelighed, der ikke altid er nem. Som jeg læste på Pinterest: “Everybody’s fighting their own shit – try not to be a cunt.”

I princippet kan man jo sige, at det er folks egen sag, hvor lidt eller hvor meget, de vil tale om tingene, og hvor grænserne for deres privatsfære går; sagen er bare, at jeg synes, det næsten kan ende med at give bagslag. Grunden til, at det er vigtigt at tale om tabubelagte emner er jo, at de skal holde op med at være tabuer; at folk ikke skal føle sig saneringsmodne i hovedet, fordi de bakser med at spise rigtigt, eller fordi den gamle nabo på barndommens gade var en klam pædofil. Men hvis tabuer skal nedbrydes, kræver det, at vi taler om dem. Længe. Og hvis folk omkring dig skal blive ved med at lytte, virkelig lytte og forstå, kræver det, at der også ind imellem er pause i talestrømmen, så der er plads til dem.

Hvem ved: Det kunne være, at de gik og baksede med et andet tabu, som verden kunne have godt af at høre om.

Når jeg forsøger at forholde mig til de seneste 24 timer i København, har jeg det som om, nogen har stukket en stavblender ind igennem mit ene øre, og har forvandlet min hjerne til puré. Ligemeget hvordan jeg vender og drejer hele situationen, ved jeg simpelthen ikke, hvad den gør ved mig. Og medierne – eller rettere: Dem, der gives og tager sig taletid i medierne – gør mig ikke klogere.

Der bliver ført slet skjult valgkamp, og der bliver citeret Martin Luther King. På halvdelen af alt, hvad jeg læser, skal alle med anden hudfarve end porcelæn vippes ud af landet på røv og albuer, på den anden halvdel er alle muslimer gode mennesker, og den eneste fare ved islam, er den paranoide Angst, den fremkalder i den vestlige verden.

På midterlinjen står et par millioner mennesker og råber, at vi skal stå sammen og ikke lade os kue.

Og ovre i en meget fjern afkrog af Jylland, sidder jeg så og spekulerer på, hvordan vi konkret skal gør det? For det er da en smadder god ide – jeg ved bare ikke, hvordan jeg helt lavpraktisk forventes at gribe det an? Og det siger jeg hverken for at provokere, eller for at være sjov. Hvordan “rykker vi sammen”? Ved at trykke flere muhammedtegninger? Ved at flere partiformænd fordømmer en handling, som meget få ville forsvare? Ved at lave flere opslag på facebook om, at vi ikke må skære alle over en kam og at nous sommes Charlie?

Tonen er blevet så hysterisk på begge sider af bordet, at jeg efterhånden har svært ved at finde nogen, der siger noget, der falder i tråd med det, jeg tænker om hele terror/attentat/indvandrer/flygtning/integrations-debatten.

På den røde fløj jeg tilhører, er det som om, at hele segmentet er så bange for at blive beskyldt for at være racister, at vi sammenbidt insisterer på, at der ikke findes mennesker, der får deres religion galt i halsen, og bruger den til at forvolde ondt. På den blå fløj nedstammer alle muslimer i lige linje fra Bin Laden, og sover 12 mennesker i ét rum, fordi de bruger resten af værelserne i den kommunalt betalte lejlighed til opbevaring af sprængstoffer og plantegninger over strategisk vigtige bygninger.

Jeg savner en stemme midt i det hele, der taler højt nok til, at vi kan høre den om, at der findes en gruppe af mennesker i blandt os, som decideret ikke vil os det godt, men som også minder os om, at ligesom ikke alle mænd er pædofile, så er alle muslimer ikke terrorister. Og som forholder sig til begge dele.

En stemme, der siger, at verden idag er blevet mindre, fordi det tager ca. 6 sekunder fra du får en ide, til den kan ses på den anden side af jorden, og at verden derfor ikke nødvendigvis blevet mere ond; det er bare blevet lettere for dem, der leder efter noget at hævne at finde det.

En stemme, der ikke deler alle argumenter op i ytringsfrihed på den ene side og unødvendig provokation på den anden.

En stemme, der påpeger det fornuftige i, at en borger henvender sig til myndighederne, når vedkommende ser noget mistænkeligt i et tog, også selvom det viser sig at være en studerende med en printer. Havde det være en *hvilken* som helst anden forbrydelse, man havde mistanke om, ville alle efterfølgende være enige om, at hellere en gang for meget, end en gang for lidt, i stedet for at hån-le af Alle De Andres fremmedeangst. Men som også forsigtigt tør påpege, at selvom hele situationen i Paris var ubegribelig og forfærdelig, så røg mediedækningen måske en *lille* smule ud af proportioner, fordi det var pressen, der skulle formidle nyheden om et angreb på pressen.

Kort sagt: En stemme, der taler om den virkelighed, som udspiller sig omkring os, uden at blive rabiat til hverken den ene eller den anden side.

Men inden jeg går ud og leder efter den, har jeg også brug for at sige, at hvis der sidder en eneste politibetjent blandt mine læsere, så håber jeg, at nogen de næste mange måneder smører både dine og dine kollegers fødder i salver og olier og strør rosenblade for jer på jorden, I betræder. Jeres uselviske indsats det seneste døgn har berørt mig dybt. Tak for jer.

Igår læste jeg en artikel i politiken, hvori børnevacciner blev diskuteret. De to debaterende parter var hhv. en professor og en sygeplejerske; professoren var for vaccinerne og sygeplejersken imod, og havde i øvrigt fravalgt vacciner til sine egne børn.

Jeg ved, at holdningerne er delte, og at det her nok efterhånden er på linje med holdninger til organdonation og religiøs overbevisning: Vi kan diskutere det, til vi bliver blå i hovederne, men vi bliver ikke enige med den gruppe, der repræsenterer det modsatte synspunkt af vores eget, simpelthen fordi det handler om så grundlæggende værdier, at argumenter ikke bider på.

Jeg er pro-vacciner. Meget. Både fordi jeg virkelig mener, at det er en god ide at udrydde så mange af de her børnesygdomme, som muligt (ikke mindst fordi jeg i min tid som tolk indtil flere gange er stødt på børn, hvis mødre er blevet smittet med røde hunde under graviditeten), og fordi du ikke kun vælger at udsætte dit barn for sygdommen, men også kan risikere at smitte nogen, for hvem det ville være et virkelig stort problem at blive smittet (f.eks. gamle eller gravide) hvis du undlader at lade dem vaccinere. Og inden nogen råber, at så kunne de jo bare selv sørge for at blive vaccineret, kunne vi fx. pege på gruppen af flygtninge og indvandrere, der kommer fra lande uden vaccinationsprogrammer, eller snakke om, om man som forældre virkelig husker at snakke vacciner med sine børn 25 år efter, at man fravalgte, at børnene skulle have haft dem, hvor de har nået en alder, hvor det kan have meget alvorlige konsekvenser at blive smittet.

Men det, der irriterer mig mest ved den her diskussion er, hvor ofte jeg hører argumentet “jeg havde jo selv røde hunde/mæslinger/fåresyge som barn, og det var altså ikke specielt slemt”. Måske er det fordi, jeg har set mig arrig på netop denne måde at argumentere på, nu hvor jeg er gravid, og støder på den i mange sammenhænge. Da jeg f.eks. selv skulle tage stilling til, om jeg skulle have influenzavaccinen, byggede en stor del af de argumenter, jeg hørte imod at lade sig vaccinere på, at alle havde haft influenza før, og det var jo ikke så slemt. Der var stort set ingen, der fremhævede, at man f.eks. kan gå for tidligt i fødsel eller få lungebetændelse af at få influenza som gravid. Eller da gravide Lisbeth Østergaard på sin IG-side postede et billede af sig selv i træningscentret, hvortil tre kvinder (heriblandt en jordemoder) skrev nogle meget forsigtige pip om, at man skal tage den lidt med ro med styrketræning, når man er gravid (jordemoderen var endda så sød at forklare hvorfor), og det blev skudt ned af ca. 1000 kvinder, der selv havde styrketrænet under deres graviditet, og det “var der jo ikke sket noget ved”

Ej, men hvad fanden er det for et argument?? Jeg har to gange været impliceret i færdelsuheld; begge gange uden at der skete noget med mig – men derfra og så til at konkludere, at færdselsuheld ikke er farlige for nogen, synes jeg da, at der er et stykke vej?

Der er jo ca. 10.000 faktorer, der spiller ind, i forhold til om styrketræning er en god eller en dårlig ide for den enkelte gravide, men at antage – og rådgive – ud fra nul saglighed eller specialviden om området, men udelukkende på baggrund af egne erfaringer, virker på mig bare direkte dumt, og som meget lemfældig omgang med risici på andres vegne.

Hvis sygeplejersken i artiklen om børnevaccinationer havde brugt faglige, saglige argumenter, som fx. “Man ved, at 1 ud af 3000 smittede børn, dør af mæslinger. Man ved, at 1 ud af 1.000.000 får alvorlige bivirkninger af vaccinen. Jeg vurderer, at risikoen for bivirkninger er større, end risikoen for dødsfald af sygdommen, og derfor undlader jeg at vaccinere mine børn” ville jeg muligvis være mere tilbøjelig til at forstå hendes side af sagen (her lyver jeg meget i forsøget på at holde en sober tone), men jeg synes virkelig, at man er en dårlig repræsentant for sin sag, når man som udgangspunkt “tænker på, om det ikke er lidt hys at vaccinere alle børn”, og griber til fakta indsamlet på de sociale medier, og sit eget – i det store billede meget beskedne bidrag til den samlede statistik – eksempel.

(Jeg ved, at jeg med dette indlæg risikerer at træde nogen over tæerne, og det vil jeg på forhånd gerne beklage. Jeg skriver det ikke i mangel på respekt for de mennesker, der reelt har oplevet bivirkninger af vacciner. De har min dybeste sympati. Men for hver børnesygdom, vi ikke får udryddet, vil der være en langt større gruppe af børn, der oplever virkelig kedelige konsekvenser og i værste fald dør af sygdommen, og jeg synes desværre, at dette argument fuldstændigt er forsvundet, så dette er blot tænkt som my two cents til debatten.)