Elitehaters.dk
Jeg er ikke superselektiv ift, hvem jeg accepterer venneanmodninger fra på Facebook. Jeg har flere jobs med en ret stor berøringsflade, hvilket betyder, at jeg kommer i kontakt med mange mennesker i løbet af en uge. Derfor har jeg helt fra starten gjort op med mig selv, at jeg hellere vil udøve lidt selvcensur ift. hvad jeg poster, og så være large med, at et menneske, jeg reelt kun har mødt et par gange tilføjer mig som ven; ikke mindst fordi jeg synes, at signalværdien i at afslå en venneanmodning kan være temmelig markant.
Men vi er forskellige, og jeg har også stor respekt for dem, der gerne vil prøve at bevare FB som et sted, hvor man kun hænger ud med mennesker, man kender godt.
I lang tid har kritikken af FB gået på, at det er et selviscenesættende sted, hvor vi i stedet for en ærlig fremstilling af hverdagen, i dén grad skaber billedet af det liv, vi ønsker vi levede, med updates om al den sunde mad, vi laver og de mange km vi løber. Personligt betyder det ikke så meget for mig, hvad folk poster, bare der er lidt variation i det, så det ikke kun er billeder af katten/barnet/kaffen eller dem selv. Til gengæld skjuler jeg uden at ryste på hånden dem, som kun poster had, brok, politiske statements eller slet skjulte svinere til mennesker, de er sure på. Livet er for kort.
Men den sidste tid synes jeg, at tonen derinde er ved at tage en drejning. Fra – lidt groft sat op – at være mig, mig, mig, er den nu blevet markant mere dig, dig, dig, og jeg synes faktisk ikke helt, det klæder os. For det er som om, vi benytter enhver lejlighed til at fremhæve vores egen overlegenhed på bekostning af andre.
Et oplagt eksempel er Frost-gate, der har kørt de sidste par dage, som jeg er ved at være noget så inderligt træt af. Og det er ikke forældrene, der har brokket sig, jeg har nået mætningspunktet med. Det er tværtimod den gruppe af mennesker, der sidder på deres høje heste og peger nedladende på forældrene, og råber ting som: ”Curlingbørn!” og “First world problems!”, og som ikke lader en chance passere for at påpege, at der er jordskælv i Nepal og bådflygtninge, der nok ville ønske, at deres største problem var skuffede børn. Det tror jeg sådan godt, at Frostforældrene ved.
Og inden jeg går videre, vil jeg bare lige påberåbe mig min neutralitet: Jeg har INTET i klemme, for Anton er pisseligeglad med alt, der ikke er lavet af Lego.
Men når jeg læser hånlige updates om, at forældre skal slappe af, så noterer jeg mig, at dem, der råber allerhøjest enten 1) ikke selv har børn eller 2) har børn, der ikke aner hvem Elsa og Anna er. Og så er det jo ret nemt at synes, at andre forældre er latterlige, men jeg kunne nu godt tænke mig at se, om ikke f.eks. fodboldforældrenes reaktion havde været den samme, hvis de var blevet stillet et to timers arrangement med landsholdet i parken i udsigt, og derefter var blevet spist af med Frank Arnesen, der lige kom forbi og luntede en runde på plænen.
At der er forældre imellem de skuffede, som kunne trænge til lidt kærlig adfærdskorrigering, er jeg bestemt ikke uenig i, men jeg synes, det er mærkeligt, at vi klandrer hele gruppen for at “skabe sig” og være “hysteriske” fordi de giver udtryk for deres utilfredshed på de sociale medier. Jeg har set en del af De Pegende, der bruger selvsamme medier til at give udtryk for skuffelse over tv-udsendelser eller koncerter, de ikke har været tilfredse med, og jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvori forskellen ligger, bortset fra, at Frostforældrene fylder mere, fordi der ganske enkelt er flere af dem.
Og den der med, at det var gratis, så “hvad kan man forvente?” synes jeg er virkelig irriterende. Mit bud er, at 85% af de deltagende med største fornøjelse ville have betalt penge for at deltage i arrangementet, hvis så bare arrangørerne havde gidet at følge det til dørs. For vi er alle sammen voksne nok til at vide, at der er no such thing as a free lunch, så selvom det ikke per se kostede noget at overvære de 20 minutters skønsang, så er der ingen, der er så naive, at de tror, at Disney ville lægge navn til, hvis ikke de regnede med, at det ville give et afkast, enten i form af mersalg af merch, eller ved at holde gryden i kog til Frost 2 har premiere.
Et andet eksempel på den samme tendens så jeg, da en far havde skrevet langt og fordømmende om, hvordan forældre der udstyrede deres børn med GPS, ødelagde børnenes barndom med deres mistænksomhed, og at det givetvis kun var fordi selvsamme forældre havde noget at skjule. Tyv tror hver mand stjæler. Og jeg er da bestemt enig i, at hvis man i stedet for at snakke med sit barn eller prøve på at opdrage det, bare knalder en GPS i nakken på det, så man kan hente ham/hende fra diverse raves og narkobuler, og uddele lussinger og stuearrest i flæng, så kunne man godt trænge til at hente en opdatering til sine opdragelsesidealer. Men hvad nu hvis man har fået børn med hang til eventyr og forfølgelse af vildkatte og fugle, der cykler afsted, fuldstændig uden at orientere sig om, hvor de kører, og man er ved at være træt af at køre rundt i skove og dale og lede efter “det store træ” de står under?
Uanset om vi snakker om Kählervaser, brugen af iPads, kostpolitik, hvor mange timer børn er i institution, arbejdsløshed, jobsøgning, kontanthjælp eller overvægt: Det er så nemt at pege fingre, så længe vi peger på noget, der ikke har relevans for os selv, og jeg synes, der kommer mere og mere af det på FB. Hvis bare målet var at skabe en konstruktiv debat, der kunne komme nogen til gode, ville det give mening, men problemet er, at det – set med mine øjne – kun bliver gjort, fordi vi derved kan fremhæve nogen principper eller kvaliteter hos os selv, som det er ret gratis at have, når de ikke vedrører områder, vi selv er udfordrede på.
Jeg har helt sikkert selv gjort det på, og kommer sikkert til at gøre det igen. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi prøvede – bare prøvede – at huske, at hvis vi var knap så hårde i retorikken, når vi fik øje på andres fejl, så kunne man håbe, at de ville gengælde tjenesten, når de fik øje på vores.
28. april 2015 @ 10:22
Hvor har du ret.
Og må jeg i samme ombæring nævne politikere. Jeg kan næsten ikke klare, at de bruger al deres spalteplads og taletid på at harcelere over, hvad andre har gjort eller har undladt at gøre. Hvis de da bare ville nøjes med at fortælle, hvad de selv kunne tænke sig, så ville vælgerne nok også finde ud af, hvem de var enige med…
Vel brølt!
28. april 2015 @ 10:39
Tak. Ind i mellem er du den mest fornuftige stemme i hele samfundsdebatten.
28. april 2015 @ 12:48
Godt skrevet! Og hvor er jeg enig. Moderate stemmer for the win!
28. april 2015 @ 13:00
Hvis nu bare folk, sådan helt generelt, gad tale ordentligt til hinanden. Så ville FB, IG, diverse blogs og alle andre virtuelle steder, blive så meget rarere at hænge ud. Hold OP der er mange, der synes de er berettigede til at svine andre til… Vi har været omkring det tusind gange – men, man burde sgu tvinges til at møde dem man har svinet til IRL. Eller måske bare lige ringe til dem…
Andre mennesker!
28. april 2015 @ 17:29
Du kan ikke høre det, men jeg klapper!
28. april 2015 @ 17:56
Lækkert indspark! Jeg er meget enig med carpotognoia…;)
Jonna
28. april 2015 @ 19:03
Tak. Det er det, jeg har prøvet at sige de sidste dage. Nu skal vi alle slappe liiidt mere af. Jeg var virkelig ved at banke hovedet i bordet, da jeg så den der ironiske statusopdatering, der har kørt facebook rundt om "fuck druknede bådflygtninge…sultne afrikanske børn samler ind…". For så skal vi være enige om, at ingen nogen sinde må brokke sig over noget, fordi der altid er nogen, der har det værre. For det er der. Men derfor kan det vel godt have været et ynkeligt arrangement. (Jeg var der – det var det. Vi overlevede og alt går sin gang. Men det var ynkeligt.)
Jeg forstår nok bare ikke, hvorfor psykologer skal udtale sig. Helt sikkert der er curlingforældre, der har råbt højt. Helt sikkert der altid er nogle tåber i alle debatter, men kan vi andre ikke tale ordentlig sammen? Og gå ud fra folk ikke er nogle tåber??
Det samme gælder forældre-pegen-fingre-debatten for tiden. Man KAN ikke være en god forældre. Så er man for meget mor, for lidt, for overbærende, for ligeglad, for hysterisk, for lidt hjemme, for meget hjemme, for…. Jeg tog mig selv i at blive decideret overrasket for et par uger siden, da jeg hørte min chef fortælle om et nyt forældre-begreb: Delfin-forældre og (og nu skal du sætte dig ned) DET VAR IKKE ET NEGATIVT PRÆDIKAT! Det er åbenbart noget positivt! At jeg ikke har hørt ordet før eller siden er så ligemeget. Det findes!
28. april 2015 @ 19:21
På DR.dk indbyder de til den slags "debatter" med deres evindelige "hvad synes du om gratis fertilitetsbehandling af solomødre/konfirmander, der hentes i dyre biler/osv"… Frit lejde til alle der lige trænger til at svine nogen, og hvor kommentarerne er helt uden overraskelser.
Og bagefter bruger de det som endnu en nyhed, at "debatten har raset blandt DR's læsere". Public service??? ��
Marie
29. april 2015 @ 07:04
Ih altså du skriver bare så godt. Jeg bliver altid rørt eller påvirket af det du skriver.
Tak
29. april 2015 @ 14:38
Jeg HADER også haters. Hvor selvmodsigende det så er. Og gør mig umage med ikke at like indlæg, som egentligt bare handler om at fortælle ens omverden, at man lige er LIDT sejere end det. For det orker jeg ikke. Ligesom jeg stadig er glad for min (dog grønne) kähler vase. Og ikke 'bare synes jeg har fået for meget af lakrids i madlavning' –
Åh. Kunne vi bare aftale, at det ikke var så vigtigt at statuere ens coolnes, ved at trampe andres hoved ned i mudder.
30. april 2015 @ 08:10
Godt øffet! Vældig enig, men fandt først ud af det, da jeg læste dine ord.
30. april 2015 @ 09:28
Jeg er fan af dig.
30. april 2015 @ 10:54
Åh, hvor sætter du så fint og præcist ord på en irritation, som har ulmet hos mig længe – blev bare først sådan rigtig opmærksom på den, da jeg læste dit indlæg:-)
30. april 2015 @ 20:23
??
1. maj 2015 @ 05:58
Hørt!! 🙂
4. maj 2015 @ 19:07
Det er indlæg som dette, der gør at jeg følger din blog. Du er både sjov og super skarp!
5. maj 2015 @ 08:30
Tak for dit indlæg. Jeg har nok en tendens til at blive rigtig pinlig over og irriteret på brokkende Frost-forældre, desperate Kählervasemennesker og folk der ikke kan leve med, at deres børn ikke får alle dyrekortene. Jeg diskuterer det dog ikke på Facebook eller i sociale medier, men med min mand og mine veninder. Men jeg er faktisk skide træt af at høre mig selv brokke mig over andre, der brokker sig. Brok, brok, brok. Det er sindsygt ukonstruktivt, og man bliver på en eller anden måde suget ind i en brokkende tankegang, der er røvkedelig og ikke giver andet end negativitet og en klappen sig selv på skulderen over at man da i hvert fald ikke SELV er et dårligt og pinligt menneske. Tak for at minde mig om det – jeg har lovet mig selv at være mindre fordømmende og brokkende. Ikke for at falde i den modsatte grøft og være tvangs-positiv, for det er også trættende, men måske finde en balance og nøjes med at brokke sig, hvis det er noget der rent faktisk er vigtigt, og som man selv kan og vil gøre noget for at ændre.
9. maj 2015 @ 12:35
Du er fantastisk!!! Hørt hørt og kæmpe klapsalve herfra. Tror jeg bliver nødt til at sende dig en venneanmodning på FB:o)))