“Det skal kunne betale sig at arbejde”
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om valgkampen, dels fordi jeg selv finder det enormt trættende, at den er OVERALT, og dels fordi jeg selv har første gang til gode at læse et standpunkt på et socialt medie, for derefter at tænke: “Gud ja! Sådan havde jeg slet ikke tænkt på det. Nu skifter jeg grundlæggende politisk standpunkt.”
Men jeg kan mærke, at jeg brænder sammen af frustration, hvis jeg ikke får det her ud af systemet. Hvis man er ved at brække sig over politik, lover jeg, at jeg ikke bliver sur, hvis man lister stille ud af bagdøren igen, og kommer tilbage en anden dag.
Men hvis jeg hører en eneste politiker eller et medlem af en blå tænketank mere, der udtaler sig om, at arbejdsløse skal have endnu mindre, end de får nu, og jages ned på gader og stræder på en måde, der giver associationer til jødernes betingelser i starten af 40’erne, bliver jeg nødt til at sætte ild til mig selv.
Jeg kan uden at anstrenge mig nævne mindst 10 mennesker i min omgangskreds, der er blevet fyret inden for de sidste par år. Fælles for dem er, at de til forveksling ligner mig, når vi kigger på demografiske forhold. Der er tale om kvinder og mænd lige omkring de 40, der har lange eller mellemlange uddannelser bag sig, som måske har et par børn, og som lever – for denne gruppe – fuldstændigt gennemsnitlige liv, uden luksus eller vilde overforbrug. Der er tale om mennesker, der valgte uddannelser, da de var færdige med gymnasiet eller handelsskolen, og selvom nogle af dem har været mere målrettede end andre, når de siden hen har søgt jobs, er der alligevel en meget høj frekvens af tilfældighed involveret, når vi ser på, hvem der endte hos hvilke virksomheder. Og hvem der derfor idag har et arbejde, og hvem der er blevet fyret.
At reducere de udfordringer, det for dem har afstedkommet at miste deres arbejde til, at det handler om, at de ikke gider arbejde, fordi de får for meget i kontanthjælp er en fornærmelse.
Jeg FORSTÅR ikke, at vi ikke snakker om, at en fyring kan være med til at slå hele dit liv fuldstændig skævt. At vi ikke forholder os til, at det i meget høj grad handler om held, om du har et arbejde eller ej. Jeg forstår ikke, at der findes så mange mennesker, der ikke er bange.
For jeg er bange. Jeg er endog rigtig bange for at blive fyret. Af et nærmest uendeligt antal af grunde. For det første ville det i løbet af relativ kort tid betyde, at jeg skulle forholde mig til, om vi skulle flytte; om det ville være dyrest at ofre penge på en flytning, eller om jeg skulle satse på, at der var udsigt til et job inden for så nær en fremtid, at det bedre ville kunne betale sig at blive boede. Jeg ville være bange for at gå psykisk ned, hvilket for mit vedkommende ikke ville være grebet ud af den blå luft: Jeg har 3 gange haft behandlingskrævende depressioner, som hver gang har været udløst af, at jeg har haft for lidt at fodre min hjerne med. Jeg ville være bange for, hvordan dette ville påvirke mine evner som mor, og min mulighed for at tage mig ordenligt af mine børn. Jeg ville efter kort tid begynde at føle mig udenfor, når jeg var sammen med mine venner, som stadig havde jobs. Jeg ville begynde at isolere mig, fordi jeg ikke ville kunne holde ud at sidde og byde ind med min dag på det påtvungne truckcertifikatskursus på AMU, sammen med de mennesker, som jeg indtil for ganske nyligt havde opfattet mig selv som ligeværdig med. Jeg ville synes, det var en fremmed, jeg så i spejlet, når hun derinde pludselig var sådan en, der var udstyret med en sagsbehandler og tvunget ind i et system, der er så desillusioneret og fattigt på optimisme, at ingen længere forventer noget af dig overhovedet. Jeg ville græde, når jeg var nødt til at melde fra til alt, som Anton gerne ville, fordi vi ikke havde råd til andet end det allermest nødvendige, og jeg INGEN mulighed havde for at ændre på dette faktum. Og jeg ville ikke engang have overskud til at kaste mig over berigende hobbyer, der kunne holde mit intellekt og min åndelige udvikling stimuleret, fordi jeg hele tiden ville blive afkrævet dokumentation for, at jeg ikke bare sad derhjemme og åd køberoulade fra Netto, mens jeg så den ene dårlige tv-serie efter den anden, og nød min tårnhøje kontanthjælp.
Alt det bliver for mit vedkommende holdt fra døren af mit arbejde, som jeg hver ENESTE dag takker alle højere magter for, at jeg har.
At man ikke kan se, at det er held der gør, at det er andre, der sidder i den miserable situation, og ikke én selv; at man ikke forstår, at fordi du idag har et arbejde at stå op til, betyder det ikke, at du har et i morgen, er beyond me.
For mig ville det svare til at påstå, at man selv kan bestemme, om man vil være syg eller ej. Og inden nogen i den forbindelse får den gode ide at skrive, at man kan gøre meget for at passe på sig selv, så tillad mig at minde om Lene, der levede langt sundere end gennemsnittet og alligevel fik kræft i hjernen og døde.
Det er muligt, at vi for 20 år siden havde et samfund, hvor en gruppe af mennesker faktisk hellere ville gå derhjemme, end at være på arbejdsmarkedet, og du kan sikkert også – hvis du leder længe nok – finde nogen, for hvem det er sandt idag. Men jeg kender ingen arbejdsløse, der ikke ville give både højre og venstre arm for at komme tilbage til et liv, hvor de kan genkende sig selv og hvor de får lov til at gøre en forskel, både derhjemme og derude, fordi de laver noget, de holder af.
I en ond afkrog af mit hjerte ønsker jeg inderligt, at arbejdsløshed og alt hvad der følger med, må ramme den del af det arrogante, blå segment, der lige nu har travlt med at pege fingre og føre valgkamp på andre menneskers ulykke. Lad os se, hvordan mistænkeliggørelse og social deroute føles, når man er vant til at padle rundt i tænketanken iført Armani og blind tiltro til, at egen fortræffelighed er nok til aldrig selv at blive underlagt konsekvenserne af de udtalelser og anbefalinger, man med så rundt hånd deler ud af.
3. juni 2015 @ 10:03
Nemlig!
3. juni 2015 @ 10:03
Nemlig!
3. juni 2015 @ 10:06
Det er dejligt, når du skriver om børn og graviditet og den slags, og jeg læser – altid – med med glæde. Men hold da op, hvor er det en ekstra treat, når du skriver med kløerne om samfundet. Tak for det.
4. juni 2015 @ 07:19
Tak for det – og fordi du tager dig tid til at kommentere på det:)
3. juni 2015 @ 10:26
Amen. Og tak.
3. juni 2015 @ 10:46
Jeg stemmer på dig!!
3. juni 2015 @ 11:03
Preach it, sister! Og ja, jeg er sgu også træt af dansk politik og personsager og fnidder og symbolpolitik og bla bla bla.. Men den her diskussion er for mig det klareste eksempel på, at der altså ER forskelle på rød og blå blok i Danmark.
3. juni 2015 @ 11:17
Fuldstændig spot on!!!
3. juni 2015 @ 11:54
Amen!
3. juni 2015 @ 14:11
Hørt! SÅ meget hørt!!!!
3. juni 2015 @ 15:10
Det gør det ikke mindre ufatteligt, at deres tal og argumenter GANG PÅ GANG bliver manet til jorden og bevist manipuleret. Kan vi ikke godt bare blive enige om, at den historie Løkke forsøger at stable på benene er mere fantasifuld end Harry Potter og Det Gyldne Kompas til sammen?! Drop det. Nu. Tak.
// http://www.moonlitmadness.dk
3. juni 2015 @ 16:26
Jeg er SÅ enig Linda!
Men…
Jeg tror sagtens, man kan finde mennesker, der højlydt fortæller om hvordan de hæver deres understøttelse med glæde og stolthed, fordi de fandme ikke gider arbejde.
Min kæreste kommer fra en pæn familie. Han er enebarn og hans forældre er læger. Han selv er ingeniør. Jeg kan huske en af de første gange, han var med til et familiearrangement i min… skal vi sige… ikke så pæne del af familien. Den del hvor man af og til tager stoffer, sælger hælervarer og generelt bare forsøger at overleve og komme gennem tilværelsen med alle dens krav og uoverskuelige forpligtigelser.
Den dag mødte min kæreste min onkel, der højlydt pralede med, han havde snydt kommunen til at skaffe en bolig til ham og sin søn, da han blev skilt. Han kunne sagtens finde noget selv, men det gad hans sgu ikke. Kommunen havde godt nok sagt, han ikke var kvalificeret til at modtage hælp, og havde i første omgang nægtet at hjælpe ham, men efter han havde lagt pres på, havde de alligevel gjort det. Nu boede han mega billigt og havde have og alting. Fedt at han sådan kunne snørre kommunen. Hø hø hø.
Min kæreste var super forarget. Han sagde ikke noget til min onkel, men brokkede sig højlydt på vej hjem i bilen. Hvad fanden bildte min onkel sig ind? Til det kunne jeg kun svare: Tror du virkelig på den historie? Tror du virkelig, det var sådan det foregik?
Eller var det bare historien om en mand, der forsøgte at bevare lidt af sin værdighed og stolthed, efter at have været helt nede at skrabe bunden?
Hvis du var ham, ville du så fortælle historien om, at du efter din skilsmisse faldt helt sammen, at du ikke kunne klare dig selv og ikke havde penge til et indskud? At kommunen hjalp dig? Og at du nu bor sammen med de andre udskud i socialt boligbyggeri?
Eller er historien om hvordan du snød dig til hjælp, du slet ikke havde brug for, måske en lillesmule lettere at fortælle, hvis du er en blærerøvstype, der gerne vil vise, du stadig har magt over dig selv og dit liv?
Min far bruger samme taktik. Han er tydeligvis gladest, når han har et arbejde. Ingen tvivl om det. Han er EKSTREMT stolt, og skal konstant fortælle alle om, hvor god han er til sit arbejde, hvor stor en forskel han gør og han låner penge ud til højre og venstre.
Når han bliver fyret, er det de andres skyld. De er altid nogle røvhuller, som er ude efter ham.
Når han hæver sine dagpenge eller sin kontanthjælp, er det altid fordi han ikke gider arbejde. Næh, det rotteræs er ikke noget for ham. Han er ikke materiel, han foretrækker at nyde livet sammen med sine unger frem for at have lidt ekstra penge på lommen. "Tænk at du gider, hø hø hø!"
Jeg synes ærlig talt det er trættende, at folk har så lidt indsigt, at de kan blive forargede over folk som ham. Folk som min onkel.
De ville jo skære deres højre arm af, for at blive en del af vores samfund. De vil GERNE arbejde. De finder INGEN stolthed i deres arbejdsløshed, i deres magtesløshed. De vil jo også gerne være en succes, de vil også gerne have, vi ser op til dem. Behandler dem som ligeværdige, spørger dem om råd, klapper dem på skulderen over det går dem så godt.
Jeg kender dem.
Bare husk at der skal mere alkohol til, end det du finder i en hel kasse øl, for at få dem til at åbne op og fortælle om den skam de oplever.
Måske folk på højrefløjen skulle acceptere, at det er nogle helt andre problemer der gælder her, end størrelsen på deres kontanthjælp?
4. juni 2015 @ 07:24
Jeg er simpelthen så enig! Og det er noget af det, der gør mig nærmest helt desperat af irritation ved netop det her problem: at man udelukkende gør det til et spørgsmål om kontanthjælpens størrelse. For jeg synes jo ikke, at det ville kræve meget af en at gøre problemstillingen til noget, som man faktisk godt selv kan relatere til.
Jeg er virkelig glad for, at du gad bruge tid på at sætte så mange ord på. Jeg tror/håber, at jo flere ansigter og skæbner, vi får sat på det her, jo sværere bliver det at feje den store gruppe af mennesker af bordet med slet skjulte antydninger om, at de bare er nogle udspekulerede nassere.
3. juni 2015 @ 17:40
Det er let nok at sige, når man arbejder med noget, der sikkert får dig til at føle dig betydningsfuld og som har din interesse.
Hvis du skulle vaske lort af toiletter fra kl. 7 til 17 hver dag 5 dage om ugen til 2000 kroner mindre end du kunne få på kontanthjælp, ville du så stadig mene det samme? Det vil stort set ingen danskere og derfor må arbejdsgiverne hyre udenlandsk arbejdskraft. Det er ligesom, at du har misforstået problemstillingen. Visse stillinger vil danskerne ikke have, da de er for lavt betalt og dermed vil de miste penge ved at tage jobbet. Det er her, hvor det skal kunne betale sig at arbejde. Altså skal man have mere udbetalt ved at arbejde end ved at være på kontanthjælp.
3. juni 2015 @ 19:46
Anonym, det var da en herlig logik. Var det ikke en ide at indføre en mindsteløn i stedet? Altså en løn, som det kan lade sig gøre at leve af – også når man ikke er en østarbejder, som er lokket hertil med løfte om anstændig løn, men som i stedet finder sig selv fanget i et job til 60 kr. i timen (det er mindre end kontanthjælp ved en 37-timers arbejdsuge), uden penge til billetten hjem og i en lejlighed, man deler med 12 andre.
Eller synes du virkelig, det er i orden, at arbejdsgiverne stadig barberer lønnen ned? Hvor er det acceptable bundniveau? Er det 60 i timen – eller er det 50, eller 10? Hvor lidt ville du kunne leve af?
Folkeoplysning: Nej, vi har ikke nogen lovbestemt mindsteløn i Danmark. Mange arbejdsgivere og -tagere er dækket ind under en overenskomst mellem arbejdsgiverforening og fagforening, som sikrer en mindsteløn. Men uden for overenskomsterne gælder der ingen regler – og selv med en overenskomst er der masser af smuthuller, især gennem vikarbureauer. Der er intet til hinder for at ansætte folk til 1 krone i timen.
4. juni 2015 @ 07:25
Hørt, hørt, HØRT!!
Kh
Tillidsrepræsentanten:)
3. juni 2015 @ 21:21
Hvor er jeg enig!
Jeg har set og oplevet systemet både som dagpengemodtager, på sygedagpenge og som kontanthjælpsmodtager. Det er ikke for sarte sjæle!
Jeg forstår ikke hvordan politikere kan stå og prædike om hvordan folk har det rundt omkring i landet, og gør sig kloge på hvordan arbejdsløse og folk på sygedagpenge og kontanthjælp har det! Hvordan kan de snakke om det hvis de ikke selv har oplevet det? "Walk a mile in someone's shoes before you critize them" er et passende udtryk som flere politikere skulle tænke over før de gør sig kloge på andre!
Du rammer så præcist når du nævner frygten. For det der kan gøre mig mest bange er usikkerheden. Hvad kommer der til at ske? Har jeg råd til det, og hvordan skal det nu gå altsammen…
3. juni 2015 @ 21:29
Jeg stemmer stadig venstre. Jeg er landmandsdatter og er selv landmandskvinde gennem 17 år og ingen plakat, eller Facebook status kan ændre ved dén holdning. Heller ikke dumme udtalelser, for de findes for alle partier og alle samfundslag.
4. juni 2015 @ 07:27
Man må heldigvis stemme præcis, som man finder det mest rigtigt.
Mit ønske er bare, at vi – uanset partifarve – prøver at hjælpe hinanden med at huske, at det er mennesker, vi taler om.
God dag til dig:)
4. juni 2015 @ 06:35
Af hjertet tak for de ord!
4. juni 2015 @ 07:11
Anonym:
Tak for dit synspunkt.
Jeg har meget svært ved at se, hvordan det skulle hjælpe på det problem, du beskriver, at sænke kontanthjælpen yderligere, eller at forkorte perioden, man kan få den i. Skulle det gøre det mere meningsfyldt at gå på arbejde, hvis det er et lortejob, man har? Eller øge motivationen for at passe det?
Så sent som igår kunne man i diverse medier læse, at den liberale tænketank Cepos anbefaler, at man nedsætter kontanthjælpen, fordi – og her citerer jeg ordret – at “når kontanthjælpen sænkes, så vil mindstelønnen også blive reduceret”. Så ud over at stå op til et job, man hader, så skal man have udsigt til at få ENDNU mindre for det, end man gør nu?
Og det er jo altså ikke sådan, at man vil nøjes med at reducere kontanthjælpen for den gruppe af mennesker, der sidder i lige præcis den type job, du beskriver; det vil ramme alle.
Hvis et job er så rædselsfuldt, at ingen vil have det, så er det da fuldstændig knald i låget, at antage, at det vil blive mere tillokkende, hvis det bliver dårligere betalt. Som lakmusprøve kunne man prøve at udstyre Mads Lundby Hansen med den 50 timers arbejdsuge, du beskriver, og hans eget udspil til kontanthjælp/mindsteløn, og se, om han om 4 måneder stadig synes, at det er en god ide.
Der er en million vinkler i det her, som alle burde ofres opmærksomhed.
Fx. om et job bare er et job. Om det er ok at forvente, at man efter 4 års uddannelse skal takke ja og være glad oveni til at gå som rengøringsassistent til det halve af det, du er vant til at tjene, og tørre kaffepletter af bordet, lavet af de lærere som i sidste måned var dine kolleger. Om det virkelig ingen menneskelige konsekvenser har at blive sat i den situation. Det er herlig nemt at feje af banen med, at “ingen er for fine til at feje gade/samle skrald op/gøre rent” så længe det ikke er én selv, der bliver sat til det.
Eller om ikke det bare er at pisse i bukserne for at holde varmen at nedsætte kontanthjælpen, fordi det på sigt vil have så mange menneskelige og socioøkonomiske konsekvenser, at man som samfund ender med at have brugt den samme mængde penge, men i mellemtiden har fået skabt så meget reel og social armod, at det nærmest er umulig at reparere på igen. Det er i mine øjne himmelråbende naivt at forestille sig, at det ikke på sigt vil få konsekvenser for både de mennesker, det her rammer og deres børn, hvis man så benhårdt går efter at tvinge dem ned på et økonomisk eksistensminimum, OG oveni hatten giver dem jobs, der kan få livslysten til at sive ud af enhver.
Hvordan ovenstående skulle ændre på noget af det, jeg har beskrevet i mit indlæg, har jeg svært ved at se.
4. juni 2015 @ 12:24
Jeg tror næsten, at det er første gang, at jeg ikke er enig med dig i dine synspunkter 🙂 Jeg kan ikke rigtigt forstå, hvorfor du tilskriver det held om man har et arbejde eller ej. Jeg synes da i høj grad også dygtighed (og det kan også handle om at forudse en udvikling, være god til at profilere sine kompetencer etc.) er væsentlig for, om man har succes på arbejdsmarkedet eller ej. Jeg forstår heller ikke sammenligningen med sygdom, ift. arbejdslivet mener jeg, at man har langt større mulighed for at påvirke sin situation. Jeg skal også være ærlig og sige, at det er meget få i min omgangskreds, der har stået uden job. Plus dem der har, har været dygtige til at få passet deres kompetencer ind i jobs, der umiddelbart ikke virkede så oplagte. Og både jeg og min omgangskreds er altså også helt gennemsnitlige.
Og selvfølgelig er det mennesker, vi taler om. Og selvfølgelig er der virkelig mange, hvis største ønske er at være en del af arbejdsmarkedet igen. Derfor er jeg nu ikke uenig i, at det skal kunne betale sig at arbejde. At der er noget galt med den måde, vi har skruet vores samfund sammen på, hvis det bedre kan betale sig at modtage støtte fra staten end at tage et job. Og hvor skal vi så tage fat? Det synes jeg er udfordringen, og det har jeg helt klart ikke svaret på.
PS jeg stemmer altså ikke blåt 🙂
4. juni 2015 @ 18:30
B:
Heldigvis er man altid mere end velkommen herinde, også selvom man er uenig med mig:)
Det herlige ved demokrati er jo netop, at vi kan lade os farve af det, vi er omgivet af: jeg har, som skrevet, rigtig mange i min omgangskreds, der er blevet ramt af fyringer. Samtlige af dem er mennesker, jeg opfatter som både visionære, omstillingsparate og begavede over gennemsnittet. De har blot været så uheldige, at enten deres fag eller deres arbejdspladser er blevet ramt af nedskæringer og/eller lukninger, eller også har de haft små børn/været på barsel i de kritiske år, hvor resten af kollegastaben kunne se, hvor det begyndte at bære hen af, og derfor kastede sig over opgraderingskurser og efteruddannelser.
De sidste 13 år har jeg tolket en hel del på mange af de kurser, hvor man sender folk hen, når de har mistet deres jobs, og skal udredes/opgraderes/sluses videre, og jeg kan også her se en klar udvikling: Hvor det for år tilbage var dem, man traditionelt ville opfatte som svage/udsatte personer på arbejdsmarkedet, der sad som deltagere, sidder der idag rigtig, RIGTIG mange højtuddannede mennesker, som har brugt både 10, 20 og 30 år på at dygtiggøre sig indenfor deres fag, og som på ingen måde virker kræsne ift. hvad de er villige til at tage af jobs.
Hvis jeg skal bruge mit eget fag som eksempel, er det idag blevet sådan, at uddannelsestolkninger, som udgør ca. 80% af vores samlede opgavemængde, sættes i udbud sådan ca. hvert andet år. Det betyder, at vi kan risikere, at halvdelen (eller flere) af vores opgaver forsvinder med 3 måneders varsel. I den situation synes jeg, at held har en del at sige; ikke mindst fordi der i mit fag er meget få efteruddannelsesmuligheder osv. der kunne gøre, at man i en gruppe på 20 ansatte, skiller sig så positivt ud fra mængden, at man er i sikkerhed. Netop denne faktor gælder for mange af dem, jeg kender, der har mistet deres jobs, og derfor synes jeg, at held har ret meget at sige. Giver det mening?
Når jeg sammenligner fyringer med sygdom, er det fordi, jeg faktisk synes, at der er flere fællestræk ved både måden man rammes, og samfundets syn på dem, der bliver ramt. For vi ved idag, at der er rigtig mange måder at passe på sig selv på, som forebygger sygdom, og som nedsætter din risiko for at blive ramt. Præcis som du beskriver ift. arbejdsmarkedet. Men det til trods, kan man jo bare ikke holde for dårlige gener, sort uheld og sammenfald af omstændigheder, der gør, at du alligevel går i dørken med fx. stress. Og her synes jeg desværre, at der ofte i debatten er en undertone af, at folk bliver syge, fordi de har glemt at tage sig sammen; at situationen på en eller anden måde er selvforskyldt.
Når jeg bliver så indebrændt over retorikken her, er det fordi jeg synes, at man både sparker til en gruppe af mennesker, der ligger ned i forvejen; man tager fra dem, der har allermindst at give, samtidig med, at man ved at gentage om og om igen, at det handler om, at folk skal “motiveres” til at tage et job, får skabt et billede i manges hoveder af, at de her mennesker står uden job, fordi de ikke gider at arbejde. Det synes jeg ganske enkelt ikke er rimeligt, fordi det ligger meget langt fra den virkelighed, jeg synes, jeg ser.
At kagen er for lille til at alle kan få store stykker, er helt sikkert et problem, vi som samfund bliver nødt til at forholde os til. Og hvordan det helt konkret skal løses, er det heldigvis ikke mig, der skal finde ud af:)
Tak for din kommentar, og for din fine, sobre tone:)
4. juni 2015 @ 20:15
Hørt, hørt! Fantastisk skrevet.
Jeg er selv arbejdsløs, blev fyret pga nedskæringer for over et år siden. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan det er at være i systemet, og hvordan andre (især dem i arbejde) mener, at det er bare at tage sig sammen og finde et arbejde. Hvor svært kan det lige være……..! Men når der er over 700 til en ledig stilling, så er der meget held, der gør, om man kommer til en samtale. Selv med tilskudsordninger o.lign., i posen.
Jeg synes især, at der trædes på mennesker, der ligger ned. Og det er ikke fordi, at jeg er arbejdsløs pt., det har jeg altid syntes. Retorikken er blevet hårdere og hårdere med årene, især pga. krisen. Det er utroligt nemt at sidde på den rigtige side af bordet og komme med formaninger og "gode råd" til at få et arbejde, og holdningen er desværre, at man skal tage det, man kan få, uanset om de arbejdsmæssige forhold er i orden, løn, sikkerhed osv. Og mange arbejdsgiver udnytter, at man kan få tilskudsordninger i stedet for at ansætte personalet til rette løn og vilkår som andre fastansatte. Og det er både det offentlige og det private, der bruger dette.
Det er UTROLIG stressende at søge hele tiden, at være ledig, at være i systemet. At få ugentligt afslag på ens kompetencer, ens personlighed og endda ens alder er hårdt.
I det store hele er det hårdt mentalt at være i systemet, men man har heller ikke brug for den MEGET negative tone i det offentlige.
4. juni 2015 @ 20:30
Jeg kommenterer sjældent (læs aldrig!) på blogs, men i dag er jeg bare nødt til det.
Tak TAK fordi du beskriver præcis hvordan jeg har det! Jeg er nyuddannet pædagog, og jeg glædede mig så meget til at blive færdig. Men der er ingen jobs at få. Jeg har søgt 30 stillinger og fået afslag på samtlige med begrundelsen, at jeg ikke har nok erfaring. Jeg er led og ked af det, hver dag, hele tiden. Jeg bliver jagter af jobcentret som ikke mener jeg er aktiv nok – trods det faktum at jeg har minimum en dags vikariat om ugen. Jeg føler ikke jeg har noget som helst at byde på, fordi jeg er ledig. Og jeg bliver både gal og ked af det, når medierne så omtaler os som dovne. Så tak for et indspark i den debat, som for en gangs skyld forsvarer os der er rigeligt sårbare i forvejen..