Mens vi venter, part 3:

Har siden sidst:

*Haft termin.

*Været på Fiskerimuseet med Anton. Vinkede trist til hvalskellettet udenfor. I feel you, man.

*Måtte opgive at træne. Kan hverken passe mine sko, mine træningshandsker eller min bh, og kan heller ikke rigtigt få det til at give mening at stå der, når jeg maksimalt kan squatte 10 grader, før jeg løber tør for plads omkring de indre organer.

*I den forbindelse skjult flere bekendte på facebook, der poster uforholdsmæssigt meget om, hvordan det udelukkende handler om vilje, om man træner gennem hele sin graviditet eller ej.

*Sendt forslag til fb om at lave en “HOLD KÆFT!!” knap.

*Fået en kraftig forstuvning på både humor og tålmodighed.

*Slået græs. 17 gange.

*Vasket vinduer. Både indvendigt og udvendigt.

*Juicet. Det barn er ingefær- og rødbederesistent, når hun engang kommer. Om 8-9 år.

*Ignoreret sommerfesten i Antons børnehave, som lå på min termin. Kunne simpelthen ikke holde tanken ud om at sidde på et vattæppe og spise pizzasnegle, når jeg i virkeligheden burde ligge og føde. (Anton faldt så også i søvn på vej hjem i bilen, da jeg hentede ham kl. 14.30, efter at have brugt 5 minutter på at græde “jeg ææææælsker mormor”, så jeg tænker, at det måske alligevel endte med at være den rigtige løsning for alle involverede parter.)

*Drukket uhyrlige mængder af kaffe i mormor og morfars have. En tur i svømmehallen eller en formiddag på legepladsen føles efterhånden som en ekstremsportsoplevelse, og jeg tager ydmygt og taknemmeligt imod muligheden for at sidde i solen med benene oppe, mens morfar og Anton flytter brosten i hver sin trillebør, og mormor bagefter tålmodigt drikker saftevand af minikopper med ham i legehuset.

*Været i svømmehallen. Hvilket jeg gerne vil have en medalje for, tak fordi du spørger.

*Efterfølgende fået spørgsmålet: “Ville du egentlig kunne mærke, hvis vandet gik, mens du kørte i vandrutchebane?”

*Efter et døgn med skiftevis “Ad!, “Ja, sgu da!” og “Ville man ikke?” været nødt til at ringe til fødegangen og spørge.

*Måtte erkende, at jeg ikke længere har nogen t-shirts, der er lange nok. Det HADER jeg. Er ganske enkelt ikke moder-jord agtig nok til at gå rundt med 10 cm. blottet bug.

*Og inden nogen forslår at købe nye og længere t-shirts: Jeg har også fået min ammebh med posten. Det er størrelse 75Q. Ja. Stadig det danske alfabet. Og den passer lige. Det er dér, vi er.