Mens vi venter, part 4:
Nå. Men nu er det 4 dage siden, jeg skulle have født, og jeg har officielt ramt det punkt, hvor jeg har lyst til at sætte mig ned og tude, mens jeg slår hovedet hårdt og rytmisk ned i bordpladen.
Helt objektivt ved jeg godt, at det er noget pjat, for hun er her jo for pokker om noget, der ligner 20 minutter, så et par dage fra eller til burde ikke gøre nogen forskel. Og jeg er med på, at det inderlige raseri, det her udløser hos mig, kan virke skabet og forkælet, for tag lige og glæd dig lidt over, at du er en af dem, der er så heldige at have fået ønsket om et barn mere opfyldt, Solejma; jeg har ikke engang ret meget at byde ind med som forsvar. Men det driver mig til vanvid, og grunden er nok en skønsom blanding af faktorer.
Dels har jeg nu i 4 uger siddet i døren med overtøjet på og tornysteret på ryggen og spejdet efter taxaen, hvilket i sig selv kan mærkes på tyndhudetheden; ikke mindst fordi det ikke er et Spa-ophold hos Ole Henriksen, man går og venter på. Visheden om, at der inden det magiske møde med Frida, ligger et solidt lag tæsk med en kaktus, er ret present.
Helt lavpraktisk er det røvirriterende at både Antons mormor/morfar-taske og min skal-være-indlagt-i-flere-døgn-taske begge indeholder ting, som vi også skal bruge i hverdagen, så jeg pakker ud og pakker ned 17 gange dagligt. Jeg har ikke mere fodtøj tilbage, jeg kan passe, og hver dag står jeg i en dagligvarebutik og forsøger at få geniale ideer til, hvad vi skal spise, og hvad barnet skal have med på madpakke i morgen, fordi jeg hele tiden tror, at I NAT føder jeg, så det kan ikke betale sig at købe ind til flere dage.
Fysisk er jeg simpelthen så besværet af det nu, at jeg ikke kan grine af det mere. Sidste nye nederen feature er, at de hormonsprækker, jeg har i mine hæle (som jeg ikke aner, hvorfor man får, men som jeg også havde, da jeg ventede Anton) brister flere gange dagligt, fordi jeg har så meget væske i kroppen. Direkte oversat: Mine fødder bløder nu bogstavelig talt, når jeg går på dem. Det kan man godt mærke.
Og endelig er enkelte af mine tal begyndt at spasse rigtigt ud, hvilket betyder, at jeg stort set dagligt er på hospitalet. I fredags brugte jeg det meste af dagen derinde, fordi jeg pludselig fik brølende migræne, komplet med kvalme og opkast, og kombineret med, at jeg udskiller alt for meget protein, og som nævnt har fået virkelig meget væske i kroppen, er jeg sat under den helt store lup. Hvilket jo er helt, som det skal være – men jeg er den dårligste patient i verden, for i det seKUND, hospitalsdørene lukker sig bag mig, får jeg ø-kuller og vil bare ud-ud-ud. Jeg kunne høre panikken i min egen stemme, da de idag begyndte at snakke om at indlægge mig “til fødslen gik i gang af sig selv”, og jeg tog mig selv i at stå og argumentere med dem, som om det var en slags politisk debat, hvor jeg kunne vinde retten til at tage hjem, hvis bare jeg var overbevisende nok. Det virker ekstra dumt, at der er så meget arbejde i det – for alle – når hun skulle have været her nu.
Så undskyld at jeg er et surt røvhul, der ikke orker flere jokes eller gode råd. Undskyld, at jeg er så dårlig til at få svaret på noget af al det fine, I sender i min retning for at opmuntre mig. Jeg lover, at jeg bager verdens største kage, som I er velkomne til at komme forbi og få et kæmpestykke af som kompensation, når vi er på den anden side.
Aftale?
8. juni 2015 @ 21:07
Årh for høvled, hvor jeg føler med dig!! Er også gået lang tid over termin med mine tre yngste, og husker alt for tydeligt den der klaustrofobiske venten. Endnu værre når man har er barn i forvejen, og dagligt skal lægge nye planer for hvem der passer det barn, hvis nu det hele starter.
Sender gode tanker og krydser fingre for nydelige veer snarligt!
8. juni 2015 @ 21:07
Jeg føler med dig – virkelig! Med mit barn nr 2 havde de bildt mig ind at jeg ville føde tidligt, dvs at jeg fra ca uge 28 var i konstant fødsels-alert – jeg gik 14 dage over tid, med iskas-nerve problemer, vand i hele kroppen og konstant halsbrand – need I say more…..
8. juni 2015 @ 22:21
Du ved det godt, men siger det alligevel: Alle, der går mere end et minut over tid, har det sådan. Og det er HELT okay! For Ja, det er bare et cirkatidspunkt, et estimat, men hvis vi holder os til sammenligningen om, at en graviditet+fødsel er et marathon, som de jo ynder, så svarer det til, at sådan en pudse irriterende type bliver ved at rykke målstregen fem meter mere, mens han råber: kom så, bare LIDT længere! Det bliver man jo sindssyg af.
Det lyder også mere end almindeligt træls med alle de gener og hospitalsbøvl 🙁
Kom så, Frida!
8. juni 2015 @ 23:07
Jeg er lige her, med dig. Ikke gået over tid helt endnu, men i beredskab og omringet af diverse alvorlige læger, som truer med onde ting, for jeg er en gammel kælling, der vover at få sit første barn. Fucking retards, hele bundtet.
9. juni 2015 @ 00:29
Sgu synd for dig. Men det bliver godt lige om lidt – og nøj, hvor er du bare god til at skrive, hvordan du har det 🙂 KH Nina
9. juni 2015 @ 07:01
Sender god karma, knus og opmuntring. Jeg hepper på dig!
Mia
9. juni 2015 @ 07:04
Ihh – jeg er sky'da ikke en robot, bare fordi jeg ikke tjekker fluebenet af! Jeg har bare ikke fået kaffe endnu! Nå men prøver igen: Masser af hep, knus og medfølese fra en fastlæser 🙂
Mia
9. juni 2015 @ 08:42
Jeg gik 10 dage over tid og hver eneste dag stod jeg under bruseren en hel time og bare tudede. Efterfulgt af en lur, og så tudede jeg noget mere. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, jeg var bare hysterisk ulykkelig. Uden grund. Hormoner!
9. juni 2015 @ 09:00
Hvorfor pokker sætter de dig ikke i gang, når nu dine tal spasser, og du har det så skidt? Føler med dig 🙁
Anne
9. juni 2015 @ 10:35
Håber da snart, at den unge dame melder sin ankomst. Det er ganske vist ret sjov læsning, men jeg føler med dig!
PS: Er enig med den anden Anne i sin undring – hvorfor sætter de dig ikke bare i gang? Er det pga. bivirkninger ved ve-stimulerende medicin?
9. juni 2015 @ 11:30
Gik selv 3 uger over tid (og var +28 kg.) og husker at jeg til sidst tog op på fødegangen og satte mig – og nægtede at tage hjem igen. Så jeg føler med dig! Men, når du sidder med Frida i dine armen, så er ikke alt glemt – men så har det været det hele værd 🙂
Hold ud!
9. juni 2015 @ 18:18
Du behøver ikke at undskylde':-) Det er sgu' bare træls, glemmer ALDRIG den følelse!!!
9. juni 2015 @ 20:58
Du må da, mindst, være verdens sejeste kvinde!
Jeg har lige læst din blog, fra ende til anden (indrømmet, jeg er ny læser) og jeg er voldsomt imponeret af dig.
11. juni 2015 @ 23:56
Shit – det er virkelig meget tekst!! Du må være verdens sejeste læser:)
Mange tak for dine fine ord, og velkommen ombord; det er dejligt, du har lyst til at læse med:)
Kh
Linda
9. juni 2015 @ 21:26
ae, ae, og hvor er det træls for dig. sender varme tanker <3
10. juni 2015 @ 10:20
Det er synd for dig… Hvis du kan ligge i vatter kan du måske bruge 90 minutter af ventetiden på at gense… https://www.youtube.com/watch?v=j8ukWQw0pUc
Åh ja, så ham også i Århus 🙂
10. juni 2015 @ 10:40
Kunne 90 min af ventetiden gå med:
https://www.youtube.com/watch?v=j8ukWQw0pUc
Åh ja… jeg så ham også i Århus. Priceless.
10. juni 2015 @ 13:52
Gode tanker herfra, og må der snart gå hul på bylden, om jeg så må sige.
10. juni 2015 @ 18:59
Jeg gik 11 dage over tid, så jeg føler så meget med dig! Ventetiden er så streng. Jeg havde det endda ret godt, men åh, og alle kommentarerne fra utålmodige venner og familie er næsten ikke til at klare.
Mange varme hilsner
Trine (som i øvrigt genlæser din første tid med Anton, så jeg kan finde lidt trøst og beroliges som førstegangsmor)
11. juni 2015 @ 07:04
Jeg synes du har gode brokkekort på hånden, bare giv den gas. Jeg hepper på snarlig fødsel.
11. juni 2015 @ 10:14
Har nu tjekket din blog flere gange om dagen. Håber virkelig, at du ligger på barselsafsnit med en lækker nyfødt Frida!
11. juni 2015 @ 11:08
Desværre – hun har det åbenbart for godt, hvor hun er….
11. juni 2015 @ 11:41
som min jordemoder sagde mens hun klappede mig på hånden "Man har jo aldrig hørt om, at de er blevet derinde…"