Om børnetolke og faglighed, der ikke er på barsel

I flere dagblade har der de senest dage kørt historier om, at børn af ikke-dansktalende forældre er blevet brugt som tolke i det danske hospitalsvæsen, og jeg kan flere steder se både politikere og hospitalsdirektører udtale sig med både undren og indignation over, at dette kan ske.

Jeg kender kun de fremmedesprogstolke, jeg har mødt gennem mit eget professionelle virke som tolk de seneste 13 år, men jeg kan berolige dem, der frygter, at der måtte være tale om en slags skjult racisme med, at det halter over hele linjen ift. brug af tolk i den danske sundhedssektor.

Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg er kommet ud på en afdeling, og har hørt en variation af sætningen: “- men det klarede vi da bare lige selv, ikke Hr. Sørensen?” efterfulgt af et *sådan en smule sprogbarriere skal da ikke skille os ad!*-klem i hånden, kunne jeg læne mig tilbage i min pengetank og bruge resten af livet på at nyde synet af min formue. Samme historie, hvis jeg havde fået en krone for hver gang, jeg har måtte bryde et af de vigtigste kodeks i mit fag, nemlig at en tolk aldrig blander sig, og med både stemme og tegn har måtte sige: “Tolken er ikke sikker på, at brugeren forstår, hvad det er, der skal ske”, fordi det ikke hjælper at bestille en tolk, der kan komme og tolke de sidste 10 minutter, inden man skal på operationsbordet, når personalet på en afdeling ikke har gjort brug af tolk ved de indledende undersøgelser. Eller de gange jeg har måtte løbe en sygeplejerske ned på gangen, som kunne forklare og svare på patientens spørgsmål, fordi man – mange års uddannelse til trods – som overlæge tilsyneladende ikke kan eller vil forstå, at vi er tolke, der kommer og tolker det, som hospitalet har bestilt os til, og derefter skal videre til andre opgaver, så “det må du lige snakke videre med ham om, når I kommer hjem; jeg har ikke tid til at stå her og forklare det igen!” derfor ikke giver mere mening, end hvis jeg forventede, at overlægen selv tog med brugeren hjem, når undersøgelsen var slut.

Hvis jeg skulle komme med et bud på, hvad problemet er, ville jeg pege på, at det danske sundhedsvæsen simpelthen ikke er vant til at skulle tage hensyn. Hvilket jo et langt stykke hen ad vejen er forståeligt nok: Selvom det kan være vanvittigt irriterende som patient at sidde og vente 9 timer på at komme til at tale med en læge, så har de fleste af os jo alligevel forståelse for, at en meget stor del af opgaverne på et hospital er akutte, og at det må være graden af alvor, der bestemmer rækkefølgen, vi bliver tilset i, og ikke hvem, der kom først. Det harmonerer dårligt med at skulle bestille en tolk til en samtale, fordi man dermed låser både læger og sygeplejersker fast på i et bestemt tidsrum.

Dertil kommer, at der sjældent bliver oparbejdet nogen form for erfaring på de respektive afdelinger. Selvfølgelig er der afdelinger, hvor man gør meget brug af tolk, og hvor det derfor bliver rutine at bestille og få opgaverne planlagt rundt om den tolkede samtale, men på afdeling 242 har de måske 2 døve patienter på 5 år. Eller 2 somalipatienter. Og Kirsten, der var primær kontaktperson på den sidste patient, og som derfor har en svag erindring om, at der var noget med en tolk, har desværre ferie i den uge, hvor den anden patient finder vej til afdelingen, så ingen ved noget. Ikke engang at de faktisk ifølge sektoransvarlighedsprincippet er forpligtede til at bestille tolk. Jeg har masser af gange oplevet, at personalet på et hospital fralægger sig enhver form for ansvar, og bare afvisende siger, at “det må patienten selv stå for; det er ikke noget, vi har noget med at gøre” hvis de bliver spurgt, om der er bestilt tolk til en kommende undersøgelse.

Jeg er med på, at det handler om, at personalet på sygehusene rundt omkring er pressede. Der er *ingen* der står op om morgenen og tænker: “Hvordan kan jeg være det størst mulige røvhul på mit arbejde idag?” Men det er simpelthen så vanvittig urimeligt at lade som om, det ikke er et problem, at et menneske, der er sygt, og dermed formentlig både bange og underskudsramt, ikke forstår, hvad der skal ske. Eller at pålægge dem eller deres børn (som også er bange) at være de stærke, der skal stå fast på, at der SKAL bestilles en tolk. Ikke mindst fordi det ikke kræver ret meget fantasi at sætte sig i deres sted: Forestil dig, at du er på ferie i Etiopien, pludselig får ondt og skal på hospitalet, hvor du ikke fatter et eneste ord af, hvad personalet siger. Overhovedet. Hvor tryg ville du være ved at lade dig bedøve og skære i? Eller ved at lade dine børn høre – før dig – hvad du fejler, så du både bliver frataget muligheden for at vurdere, hvad de skal vide og hvordan nyheden skal overbringes? Og hvor du må brænde inde med dine spørgsmål til din behandling, fordi du enten ikke kan gøre dig forståelig eller ikke kan holde ud, at dine børn skal forholde sig til dit sexliv eller overlevelsesprocenten ved netop din sygdom? Ville du stole på, at dit barn på 12 år havde fået rigtig fat i, hvordan din medicin skulle doseres? Eller kunne udholde tanken om, hvor meget voksenansvar, de pludselig bliver pålagt i en situation, hvor du ikke kan støtte dem og hjælpe dem med at bære det?

Det får lov at ske, fordi det – heldigvis – ikke sker ret ofte, for faktisk tror jeg, at selv den mest forhærdede overlæge med tiden ville få en dårlig smag i munden, hvis han var vidne til dette flere gange om ugen. Men fordi det måske sker på den enkelte afdeling engang hvert andet år, kan man leve med at lade som om, at det er en undtagelsessituation, som man derfor bare skal have løst på bedste beskub.

Man glemmer bare, meget belejligt, at det for patienten er den virkelighed, de bliver mødt med hver gang, de er i kontakt med sundhedssektoren.

Det er ikke i orden, og jeg håber virkelig, at det fokus, der kommer på hele denne problemstilling nu, kan være med til at gøre livet mere trygt for de mennesker, der i årevis har været i klemme.