Fremtiden kommer – flygt!

I går var jeg i Fakta og handle. Mens jeg gik rundt med vognen, kom jeg forbi et par midaldrende herrer, der stod og snakkede. De kan sagtens have været atomfysikere eller overlæger, men hvis jeg må springe en tur på fordomskarussellen, lignede de mere et par håndværkere, der læste lidt for meget EB, og hellere ville have en øl end vin til maden.

Da Fakta flytter rundt på sine varer på nærmest daglig basis, så det er umuligt at tilpasse sin indkøbsseddel til ruten, endte jeg med at komme forbi dem et par gange. Jeg kunne forstå, at vi ikke var så begejstrede for “de skide polakker”, der sneg sig ind som tyve i natten og flåede arbejdet ud af hænderne på gode, kansasklædte, dansktalende arbejdsfolk.

Jeg er ud af en familie af håndværkere, så jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det ER et reelt problem for hele industrien, at arbejdskraften østfra er så billig, at det næsten ikke kan betale sig at lade være med at bruge den. Og jeg er også bekendt med, at lige så mange dygtige folk, man kan rekruttere derovrefra – lige så mange happy-go-lucky, we-don’t-need-no-education-typer følger der også med, med det resultat, at arbejdet ofte bliver billigt i første omgang, men til gengæld bliver så elendigt udført, at det ender med at bliver dyrere pga. alle de ommere, man må bekoste på det.

Men.

Jeg havde sådan lyst til at sige til dem, at vi alle sammen er en del af problemet. For vi kan ikke få tingene billigt nok. Specialbutikkerne lukker på stribe, og vi brokker os over, at vi, den ene søndag i kvartalet, hvor vi lige havde tænkt, at vi ville have friskbagte, økologiske speltboller, ikke kan finde en bager at købe dem hos – men hvis vi skal købe en blender, er vi på pricerunner hurtigere, end du kan nå at sige “Kina”. Hvis vi kan spare 100 kr. ved at købe et par sko over nettet, har det været en god dag. Vi stod i Fakta, ffs, for vi køber alle vores dagligvarer i discountbutikkerne, så vi kan nøjes med at købe den gode vin og det fine kød i Irma. Vi gør det ALLE sammen. Og i begyndelsen var det jo sådan set fair nok, at toppen måske lige blev skåret af avancen hos de mest grådige forretningstyper, men efterhånden er det ren survival of the fittest i stort set alle brancher, for hvor man før som forretningsdrivende kunne sælge en vare billigt, fordi man så hev fortjenesten hjem på nogle af de andre varergrupper, vil vi som forbrugere idag have det hele billigst, alle steder, hele tiden.

Og det er der jo ingen, der kan leve af, og stadig holde niveauet. Der skal skæres et sted.

I tirsdags blev der fyret en rædselsvækkende høj procentdel af mine kolleger af netop denne grund. Opgaverne går i udbud og dem, der tilbyder den billigste tolketime løber med puljen. De døve brugere kommer til at skifte tolke midt i et uddannelsesforløb (med al den tabte know how, der er konsekvensen af dét) mens tolkene bliver tvungne nomader, der må skifte job hvert andet år – med alle de hårde konsekvenser for den enkelte, der følger med. For der uddannes samtidig nye tolke hvert eneste år, hvilket gør konkurrencen hård, og muligheden for at presse lønnen og forholdene hos de folk, man ansætter næsten *lidt* for oplagt.

Vi kan alle sammen se det i vores eget lille hjørne af verden; hvor uhensigtsmæssigt det er, at det eneste sammenligningsparameter på stort set alt er prisen, men det er som om, vi ikke kan få hovedet op over overforbruget længe nok til at se, at vi alle sammen bidrager til, at det sker.