Mænd og kvinder og den evige single
Forleden var jeg til forældremøde i børnenes institution, og som altid, når jeg har deltaget i noget, hvor andre typisk deltager som par, gik jeg derfra med en lidt blandet fornemmelse.
Sagen er nemlig den, at når man stiller som single kvinde til den slags arrangementer, er der næsten altid nogle af damerne, der tror, at man prøver at snatche deres mænd. Det er simpelthen så røvirriterende.
Jeg elsker mænd. På alle tænkelige måder. Og jeg trives i deres selskab. Ikke fordi jeg kun har mandlige venner, eller er En Af Gutterne, og mit liv ville være umådelig fattigt uden mine veninder, men min oplevelse er, at jeg ofte bedre kan navigere i de regler, der hersker hos mænd, end de tilsvarende hos kvinder. Når jeg er sammen med mænd, er det ikke et handikap, at jeg er konkurrencemenneske – og at jeg somme tider vinder. Min oplevelse er, at mænd langt, langt bedre kan arbejde med, at man gennem mentale eller fysiske styrkeprøver finder sin plads i hierakiet på et enkelt område, uden at det definerer hele relationen.
Når jeg er sammen med mænd, oplever jeg, at jeg er plads til hele mig; både den store og den lille og den dumme og den kloge og den stærke og den svage version af mig. Det er befriende, og det får mig til at slappe af.
Paradoksalt nok er det også dette, der ofte ender med at spænde ben for mig i forhold. Vi kan snakke kønsroller herfra og til påsken 2070 – og måske er det bare mig, der falder for en bestemt type af mænd – men min erfaring so far er, at mænd på den lange bane ikke kan finde ud af, at vi er to alfa-typer i forholdet. Jeg har det simpelthen ikke i mig at tilpasse mig den traditionelle kæresterolle, og derfor ender det ofte med, at det, mændene falder for, når de møder mig, også er det, vi ender med at skilles over.
I kvinderelationer synes jeg langt oftere, man ender i en slags for storesøster/lillesøster-forhold, hvor man én gang for alle afgør, hvem der er stærkest, og derefter overfører denne positionering til alle dele af venskabet. Og måske er det fordi, denne afkodning tager længere tid at lave – i hvert fald oplever jeg, at vi kvinder skal føle hinanden langt mere på tænderne, inden vi beslutter, hvordan vi kan snakke sammen, når vi møder hinanden første gang.
Og med fare for at lægge mig ud med alle feminister i hele verden, er det også som om min humor i de situationer, hvor jeg sidder sammen med mennesker, jeg egentlig ikke kender, ofte ligner mændenes mere, end den ligner kvindernes.
Endelig har det måske også lidt at sige, at fordi jeg i mit liv løser 100% af opgaverne selv, så sidder jeg ofte sammen med alle fædrene, når vi f.eks. skal fordele håndværkeropgaver ift. den nye legeplads, der skal laves i børnehaven. (I udkantsdanmark er det stadig mændene, der har eneret på hammer og sav).
Under alle omstændigheder: Efterhånden som en aften skrider frem, sker det ofte, at et par af kvinderne begynder at sende mig onde øjne. Jeg har også prøvet et par gange, at en kæreste “liiige har flyttet dit glas – jeg skal lige snakke med Michael, haha” og har sat sig på min stol, hvis jeg har været ude og kommer ind igen. Og hver gang har jeg lyst til at begynde at synge “Easy, little mama, I don’t wanna take your man!” For det vil jeg virkelig ikke – promise. Jeg snakker bare med ham, og nyder at spille bold op af en, der byder ind med noget andet, end mine veninder kan, og faktisk ville jeg synes, det var skidehyggeligt, hvis vi alle 3 kunne sidde og sludre.
Men man gider jo ikke være hende, de andre bagtaler og hader, og man gider heller ikke, at de tror, man er typen, der kaster sig glubsk og kritikløst over alt, man bliver sat ved siden af. Så jeg bruger sindssygt meget energi på at skrue ned for mig selv i den slags sammenhænge, og når jeg går hjem efter sådan nogle aftener, ærger jeg mig altid over, at en god relation til mænd i mange tilfælde bliver på bekostning af en tilsvarende til kvinder.
14. april 2016 @ 10:45
Virker MEGET velkendt Linda ?. Men heldigvis findes der kvinder, som ikke intimideres af, at man snakker med deres mænd. Men ja mænd er sgu bare mere ligetil, ikk så meget drama og gætten sig til, hvad de mener
21. april 2016 @ 08:51
Dem er der heldigvis flest af:)
14. april 2016 @ 11:06
Jeg har oplevet det samme. At gå til forældre-ting som enlig mor, og blive set som – ikke en konkurrent, men som noget lidt mistænkeligt, hvis jeg bonder for meget med en anden forælder der tilfældigvis er hankøn. Og jeg har det lidt på samme måde som dig, at jeg ikke altid rigtig forstår de meget subtile kvinderegler.
Men jeg har også oplevet det modsatte. At der er kvinder, der har bonded med min kæreste, og hvor jeg lige blev lidt ekstra opmærksom. Nogle gange fordi jeg gerne ville "være med". Nogle gange fordi jeg – indrømmet – gerne vil være min kærestes bedste ven, og derfor (irrationelt) bliver bange for, om der er nogen, der kan overtage den del.
Så jeg forstår begge sider. Det er ikke let 🙂
21. april 2016 @ 08:53
Det er faktisk meget præcist, det du siger med at blive opfattet som "mistænkelig" – for jeg har ikke indtryk af, at de tror, jeg er ved at indlede en affære med deres mænd. Det er bare som om, de ikke helt ved, hvilken kasse, de skal putte mig i.
Og heldigviv er der ingen af os, der har skrevet under på, at vi har tænkt os at være rationelle hele tiden:)
14. april 2016 @ 12:49
Jeg synes ofte at vi kvinder er hamrende forudindtagede, snæversynede og går i alt, alt for små sko. Jeg er ikke i din situation, men du har min ryg. Fuld forståelse for det ærgerlige i situationen – altså….!!
14. april 2016 @ 14:47
Kvinder har alle dage hadet mig, fordi jeg bonder med mænd. Kender SÅ godt det, du beskriver. Jeg har nu en mand ved min side, der kan rumme det, og ham må du mega gerne spille bold op ad, hvis vi en dag mødes til et forældrearrangement (hvilket der af praktiske årsager nok er meget lille sandsynlighed for, men you get the point…).
21. april 2016 @ 08:53
Det lyder virkelig godt! Så vil jeg gerne tilbyde at lokke med et job i provinsen?:-D
20. april 2016 @ 06:54
Det er altid rart at føle sig som noget særligt i en gruppe, og det gør man jo automatisk når man er ene kvinde i en mandegruppe. Hvis man ovenikøbet ser ok ud, bliver der grinet ekstra meget af ens jokes. Jeg synes det er naivt at tro at det ikke påvirker gruppedynamikken, at der er en kvinde til stede.
Med hensyn til kvinder, der ikke vil have at man taler med deres mænd: du må meget gerne snakke med min mand (hvis han gider), men hvis jeg også var til stede, synes jeg, at det mest høflige ville være at også invitere mig med i samtalen. Det vil dog altid være min mands ansvar og ikke en fremmed kvindes, om han opfører sig ordentligt overfor mig.
Vh Line
21. april 2016 @ 08:58
Jeg tænker egentlig ikke så meget på dynamikken i mandegruppen. Jeg er helt sikker på, at de også ofte finder det nemmere at arbejde sammen, når det bare er en ren mandegruppe. Min personlige oplevelse er bare, at de ofte har øjnene mere rettet mod opgaven, der skal løses, hvor man så ret hurtigt kommer til at indgå på lige fod i fællesskabet, hvis man har noget at byde ind med.
Jeg skriver faktisk sidst i mit indlæg, at jeg meget gerne vil, hvis vi alle 3 kunne tale sammen, men ind imellem er jeg ikke herre over de praktiske omstændigheder. F.eks. har man ofte en bordherre, man måske ikke lige kender, når man er til bryllup. Eller, som nævnt, i arbejdsgrupper i børnehaven. Og her ville jeg ønske, at de kvinder (og det er bestemt ikke alle) ville give lidt slip på mistænksomheden.
Mvh
Linda
21. april 2016 @ 06:00
Jeg er måske en af de sure feminister? Jeg synes det virker lidt sørgeligt, at sætte et helt køn i boks som dem der er "drama" agtige eller har særlige regler – jeg er pænt sikker på at der findes lige så mange usynlige spilleregler i en random mandegruppe, om hvad man siger og ikke siger/gør, og mht drama så kig lige i en historiebog. Når det så er sagt så opdrages piger og drenge forskelligt og vi "ser" jo også det vi er opdraget til at se. Jeg har haft det svært med kvinder da jeg var yngre og elsket opmærksomheden ved at være eneste "one of the guys"-pige i mine yngre år, men da jeg har en meget jaloux ægtemand (gennem snart 20 år) har jeg skruet ned for de mandlige bekendtskaber efterhånden. Jeg har fundet ud af at mennesker er forskellige. Kvinder er forskellige og mænd er. Jeg kan bestemt ikke sammen med alle mænd eller kvinder. Og personligt er jeg ikke den jaloux type, så min mand må tale med hvem som helst, jeg stoler på at han ikke kaster sig over en anden kvinde, selvom hun er sjov og ser godt ud, hvis han gjorde det ville der nok være noget andet i vejen med vores parforhold. Når det så er sagt så lyder det som nogle kedelige typer du er i forældregruppe med eller i hvert fald nogen der holder sig til de gamle stereotyper (hvem der kan håndtere værktøj), så derfor kan jeg godt sætte mig ind i at du synes det er træls, men du er altså ikke den eneste, der falder uden for "kassen" af typisk kvinde.
21. april 2016 @ 09:03
jeg har ikke fået mig formuleret klart nok, hvis du sidder tilbage med fornemmelsen af, at jeg skriver, at alle kvinder er bange, hvis man taler med deres mænd. Det er et få-tal. Heldigvis. Måske er jeg også ekstra opmærksom på det, fordi vi er tilflyttere: Et sted som børnehaven kender rigtig mange af de andre forældre hinanden, og jeg synes bare desværre hurtigt, man får fornemmelsen af at være ekskluderet af gruppen, hvis bare en eller to af kvinderne har det stramt med, at man snakker med deres mænd.
Selvfølgelig kan man have en historie, der gør, at man er lidt ekstra på tæerne. Det aner jeg intet om. Og selvfølgelig skal man i et parforhold tage hensyn til hinanden. Mit indlæg er et forsøg på at skitsere, hvordan verden kan se ud, når man altid deltager i den her slags ting alene, for så bliver mekanismen tydelig. Og det ærger mig lidt.
Mvh
Linda