Linda

Pis og lort og sgu og satan. Det var IKKE lige det her, jeg havde forestillet mig vi skulle bruge de næste par uger på.

Kort fortalt skete der i lørdags det, at jeg efter en tur på legepladsen, satte Frida i autostolen, og derefter vender mig mod Anton for at hjælpe ham ind i bilen og op i stolen. På det tidspunkt havde jeg allerede låst klapvognen op, fordi den er nemmest at slå sammen, når den ikke er låst.

Inden jeg når at sætte Anton ind, vender jeg mig, og ser klapvognen begynde at trille. For enden af vejen vi står på, er der der åbning i hækken på ca. 2 meter, og det er LIGE der, klapvognen er på vej hen. Ude på den anden side ligger en af Esbjergs mest trafikerede indfaldsveje, med masser af tung trafik, og jeg kunne øjeblikkeligt se for mig, at en stakkels bilist troede, der var et barn i klapvognen, og derfor i forsøget på at undvige, trak direkte over i en lastbil.

Min hjerne er konstant sat på den funtkion, der hedder “worst-case”.

Jeg SPÆNER derfor efter den, men efter 6 meter, kan jeg pludselig mærke, at mine ben føles helt forkerte, så knækker mit venstre knæ ud til siden, (hvilket på smertetærsklen ligger lige mellem “amputation uden bedøvelse” og “fødsel”), og det næste der sker er, at jeg ligger på jorden og roder rundt og har ondt overalt.

Men. Så vil Anton hjælpe. Og begynder at løbe efter klapvognen. Jeg skreg: “ANTON STOOOOOP!!!”, som jeg aldrig i mit liv har skreget noget før, og gudskelov – tak, tak, TAK! alle højere magter – stoppede han. Jeg har ondt i mine ben, så I ikke kan forestille jer det, men det, der holder mig vågen om natten, og som jeg nærmest ikke kan stoppe med at tude over, er tanken om, at Frida kunne have siddet i vognen, og Anton kunne være løbet ud på vejen. Jeg har det. SÅ. RÆDSELSFULDT over det. Selvhad, selvbebrejdelse, angst, angst, angst og en meget uvelkommen forstørret bevidsthed om, hvor lidt der skal til, og hvor hurtigt, det kan gå galt.
Dommen lød på en brækket skinnebensknogle i venstre ben, et åbent brud på storetåen på højre ben, og en forstuvet tommelfinger på højre hånd, og lige nu bor vi hos mine forældre, for jeg kan nærmest ingenting. Krykkerne, jeg fik med, kan jeg ikke bruge, for der er ikke et godt ben at støtte på.

Derhjemme har vi bade- og soveværelser på 1. sal, og der kan jeg ikke komme op, og slet ikke med Frida på armen. Gulvet i stuen er ikke en mulighed, for jeg kan nok komme ned, men ikke op igen. Smertestillende er begrænset til et absolut minimum, fordi jeg ammer, og jeg kan ikke gå med Frida, når hun bliver så ked af det, at man kun kan få hende til at falde til ro ved at trave op og ned ad gulvet med hende, eller smide hende i vognen og køre en tur. Jeg kan selvsagt ikke køre bil, så aflevering og afhentning af Anton i børnehave er heller ikke mig, al social aktivitet er aflyst de næste mange uger, og vi skal have hjælp til A.L.T.

Humøret er ikke helt på toppen lige nu.

Men nu vil jeg gå ud og fejre, at vi har taget vores uheldet for resten af året i ét hug (7-9-13) med to panodil og et glas vand, mens jeg fantaserer om at skylle 5 stesolid ned sådan her:

I morgen starter jeg i min anden mødregruppe. Jeg har bedt om at få 2 mødregrupper tildelt, så jeg kan vælge den, jeg synes bedst om.

Nej. Jeg har sgu da ej. Hvor streng tror I, jeg er?

Nej, men som trofaste læsere med langtidshukommelsen i orden måske kan huske, så har jeg siden vi flyttede herned for snart 4 år siden (wtf!?) forsøgt at bygge noget mere netværk op. Overraskende nok står netværk ikke stand by i 16 år og venter på, at man flytter tilbage, så det er von vorne, som de siger sydpå. Jeg har drukket urimelig meget kaffe, fordi jeg har stalket alle, jeg kender, der har bare perifær tilknytning til Esbjerg, og udbedt mig navne på fjerne kusiner og gamle skolekammerater, og så har jeg ellers vennedatet i vildskab. Men. Der er det ved det, at når man uden nogen form for anledning, forsøger at møve sig ind i en vennekreds, så glemmer folk sgu lidt, at man skal inviteres med. 90 % af dem, jeg har mødt, har været SUPER søde, og meget “ej, men I skal da holde Sankt Hans med os!”-agtige – men de glemmer os. (Råbte hun fra sin plads på korset.) Jeg er ikke bange for at være opsøgende, men det bliver ikke ved med at være fedt at være den, der ringer og inviterer sig selv. Ikke mindst fordi man risikerer at snuble i noget socialt kodeks, hvor dét, at folk ikke ringer tilbage, betyder lidt det samme, som hvis arbejdsgiveren ikke ringer tilbage til dig efter den i dit hoved ellers vellykkede jobsamtale.

Da jeg arbejder alene det meste af tiden, og hver dag kommer nye steder, er det ikke på arbejdspladsen, de nye venskaber skal findes. I fitnessverdenen er min begrænsning, at de mennesker, der bruger meget tid sådanne steder ofte ikke har små børn – hvilket unægteligt giver lidt udfordringer ift. det praktiske, fordi jeg ikke har mulighed for at sidde og hælde fadøl i ansigtet til poetry slam onsdag aften på Torvet.

Jeg har fået masser af hej-venner, hvilket faktisk gør meget godt for fornemmelsen af at være reelt bosiddende i en by og ikke bare på besøg. Kontrasten til Aarhus, når jeg i starten var ude og handle, var ENORM. Deroppe tog det altid 34 år at komme igennem Føtex, fordi jeg mødte så mange søde mennesker, jeg lige skulle sludre med, mens jeg hernede kunne købe ind 5 uger før jeg stødte på bare én, jeg kunne hilse på uden at virke sær. Derfor er det rigtig rart at møde nogen, jeg genkender – og som også genkender mig.

Så. Jeg tænkte: Nye mødregrupper = alle er nye, ingen kender hinanden i forvejen. Det kunne give præcis noget af det, jeg savner: Nogen at drikke en kop kaffe med en onsdag eftermiddag, eller nogen at mødes med på legepladsen.

Den første mødregruppe har været igang i et par uger nu, og det tegner godt. Det er søde piger, og jeg tror, der ligger god humor derinde et sted, når vi lige når lidt mere under huden på hinanden. (Her bliver jeg nødt til at ignorere, at de 3 af dem har børn, der efter eget udsagn “sover så meget, at jeg faktisk bliver lidt bekymret over det”.) Vi er allesammen andengangsfødende og ligner vist demografisk set sådan nogenlunde hinanden. (Minder lige om, at jeg bor i ghettoen, så man kunne godt være kommet i gruppe med Malou Stella og hendes jævnaldrende veninder.)

Den næste gruppe indeholder en del 3. gangsfødende. Det er jeg lidt spændt på, for det tænker jeg umiddelbart kunne være rigtig godt. Dels er der større sandsynlighed for, at vi er jævnaldrende (jeg er alderspræsident i den første gruppe) og dels tror jeg, at de måske sidder med en følelse, der er lidt tættere på den, jeg har, end 2. gangsmødrene gør: At der hele tiden er et barn mere, end man har hænder til. For det gør fandme nogen gange så ondt i hjertet, at det truer med at knække, og selvom man messer “det er IKKE synd for børn at få søskende, tværtimod, det er IKKE synd for børn at få søskende, tværtimod” for sig selv, så er det alligevel en proces, der tager noget tid at lande i. Og hvor dem i den nuværende mødregruppe har stor glæde af at sende den ældste med far, så man “kun” selv står med babyen, så må 3. gangsmødrene nødvendigvis opleve lidt af det samme, som jeg står i. Håber jeg. (Ej, det lyder forkert, men I ved, hvad jeg mener.)

I morgen kl. 10 går det ned, og det må gerne blive godt.