Update fra Jammerdalen
Her går det .. langsomt, er vist det mest præcise ord.
Da jeg var på skadestuen sidste lørdag, efter mit idiotiske stunt, fik jeg et svin af en velcroskinne på benet, ingenting på tåen, fordi det var et åbent brud, og derfor for risikabelt ift. infektion (ingen antibiotika pga. amning), og ellers bare en stivkrampevaccine at gå hjem på.
Igår var jeg til kontrol, fordi de gerne ville se, om der også var skader på korsbånd og menisken, hvilket knæet sidste lørdag simpelthen var for hævet til at kunne undersøge. Og så startede den quiz, som jeg efterhånden har lært er obligatorisk inden for sundhedssektoren; at man bliver spurgt, hvorfor de sidste læger, der har behandlet en, har gjort, som de har gjort. Så 3 fagpersoner fik simultane rynker i panden over den manglende gips, den manglende antibiotika og den manglende indpakning af tåen, hvorefter de sendte mig videre til fysioterapien, som ligger 600 meter væk. Det tog mig 20 minutter at humpe derover, og dér ville de gerne vide, hvorfor den afdeling, jeg kom fra, havde sendt mig afsted på den lange gåtur, med et brækket ben, uden nogen form for skinner eller anden støtte.
Pas.
Men til gengæld var der rigeligt med ventetid, som jeg kunne nyde med udsigten til min kammerat, som cirklede rundt om bygningen i min bil på hajmåden, med træt og sulten Frida i autostol i håb om enten hurtig ekspedition eller søvn til barnet. Da jeg efter 3 kvarter kom ind, spurgte jeg – med en anelse desperation i stemmen – om jeg måtte det, jeg kunne; altså om jeg skulle skåne benet for at det ikke faldt af, eller om det var ok at gøre det, som jeg føler, jeg kan, for:
“Jeg er lidt presset, for jeg bor i et hus med første sal, med to børn som jeg er alene med.”
“Ja, det har du jo selv valgt.”
Godt så.
Nå, men enden på det hele blev det her stillads
som jeg skal have på i 6 uger, hele døgnet. Jeg vil gerne rose mig selv for at tage dén nyhed med apatisk ro. Trods alt har jeg armene fri, og kan humpe rundt, og tidshorisonten er til at holde ud. (-ish). De to største problemer er, at jeg ikke kan køre bil, hvilket betyder, at jeg skal have hjælp til at hente og aflevere Anton hver dag, ikke kan handle selv, ikke kan komme ud af huset overhovedet, og skal køres til alt, som fx. Fridas 3-måneders vaccine, som hun fik igår. Min egen 8-ugers undersøgelse har jeg måtte skubbe igen-igen, for no way in hell at jeg kommer op i bøjlerne lige nu. Egentlig betyder det ikke så meget, for når man er selv med to børn, går der somme tider så lang tid imellem, at der er tid til at tisse, at knibeøvelserne bliver en form for udholdenhedstræning, og jeg kan efterhånden klippe stålwirere over med missen uden at anstrenge mig særligt. (Jeg har selvfølgelig prøvet.)
Der er røvirriterende at have brug for så meget hjælp. Ikke mindst at jeg hele tiden bliver spurgt, om “ikke jeg har noget netværk?” Og jo. Det har jeg. Og det var jo pisseheldigt, at mine forældre, som har skubbet deres sommerferie, fordi jeg skulle føde i juni, nu kan få lov at bruge den på at passe mig og mine to ballademagere. Det er virkelig, virkelig ikke fedt, at man ikke kan vælge at sige: “Nej, selvfølgelig skal I ikke det”, og slet ikke, når det er så lang tid, der er tale om. Der er heldigvis gode folk, der træder til, så det ikke er min stakkels familie, der skal bære hele læsset, men 6 uger er LANG tid at skulle stå til rådighed to gange om dagen, plus det løse, når man selv har et liv at passe. Og jeg har stadigvæk størstedelen af mit vennenetværk til at bo i Aarhus, så de har ikke mulighed for lige at stikke ind forbi på vej hjem fra arbejde og svinge støvsugeren.
Fordi jeg er den, jeg er, er jeg derfor nu der, hvor jeg prøver at gøre det meste selv. Hvilket jeg faktisk godt kan. Ish. Det tager bare åndssvagt lang tid, fordi jeg bevæger mig med samme hast som en snegl. Jeg har været nødt til at omrokere lidt på tingene, så jeg f.eks. ikke skal bære Frida sovende op af trapperne om aftenen i en lift, for det kan jeg simpelthen ikke. (Jeg har selvfølgelig prøvet.) Men på plussiden er jeg – efter sommerferien med spædbarnet og krudtuglen – i ret hård træning med at skære HELT ind til benet ift. hvad det er nødvendigt at gøre her og nu, hvad man kan dele op og gøre i etaper, og hvad man må trække på skulderen af og skubbe, til tingene ser anderledes ud.
Så vi bevæger os, langsomt(!), men stædigt mod målet og bedre tider.
Det skal nok gå.
24. september 2015 @ 11:44
DET skal nok gå! Det gør sådan noget, tiden går og så er det overstået. Men hold kæft jeg har tænkt meget på dig siden jeg læste forrige blogindlæg. Shit det er langt ude uheldigt, det du er i nu. Det burde være forbudt, når man er alene med børn! Kæmpe kram og god kamp herfra.
24. september 2015 @ 11:55
Jeg synes simpelthen det er så synd for dig og jeg sender de bedste tanker. Selvfølgelig skal det nok gå, men i guder det er en hård nyser du er ude i det. KH Dorte
24. september 2015 @ 14:07
Du er simpelthen så pisse sej! Jeg er virkelig imponeret!
Og som ekstra gave bliver du jo bare endnu sejere af det her, for det gør man jo, når man skal.
Og hende damen på sygehuset – hun skulle bare have den største kæp op, hvor solen aldrig skinner – hvad hvis hun havde sagt det samme til en, der lige havde mistet sin mand? Nogen mennesker skal bare lukke arret – altid!
Bedre vind mod vest til dig!
Anne
24. september 2015 @ 17:28
Hold op du er sej! Sikker på at din familie gerne hjælper, selvom det er to gange om dagen, de har dog to gange to ben. Måske er det en karma-øvelse i at tage imod og ikke klare alting selv? KRAM, Anette
24. september 2015 @ 19:48
Jeg forstår bare ikke at der ikke er lidt hjælp at hente. Jeg kender perifert en der fik trillinger alene. Hun fik tildelt 37 timers hjælp om ugen. Hvis du har mod på det kan du jo prøve og se om man kan trække lidt på systemet. Selvom du selv har valgt at få ungerne har du jo for f….. ikke selv valgt at brække benet.
24. september 2015 @ 19:58
Du er fucking pisse røvsej!
Dyb respekt og dyb medfølelse herfra.
24. september 2015 @ 22:34
Jeg er fuldstændig chokerer over, at de alligevel sagde "Det har du jo selv valgt".
24. september 2015 @ 22:34
…
25. september 2015 @ 07:57
Jeg tænker også du skal spørge kommunen om noget hjælp. Enten en hjemmehjælper eller evt. en tvillingegehjælp. Kh J
25. september 2015 @ 09:38
Haha tvillingehjælp, hvad er det? Var alene med 4-årig turbodreng og nyfødte twins, og kejsersnit-krater under heling, og fik at vide at tvillingehjælp er skam afskaffet. For længe siden. Og det kejsersnit havde jeg jo forresten selv valgt, så deeet…… Glem alt om kommuner. Det er noget man havde imellem 1950 og 1980. Nu er det bare en samling skrankepaver der sidder og spejder efter udsatte enlige mødre hvis børn man kan hapse til tvangsbortadoption, hvis ikke de kan skifte ble med den ene hånd imens de selv sidder på wc og samtaler på girafsprog med deres velfungerende femlinger, og med den anden hånd rører i den økologiske speltgrød der står på komfuret ude i køkkenet, med et grydeske-forlængelseshjælpemiddel som de selv har købt i Rema, – for hjælpemiddelcentralen er også nedlagt.
25. september 2015 @ 13:13
Åh, for fanden, hvor man føler med dig og sender heppekram! Og nu bliver jeg lige nødt til at blive grov: du skriver, at '6 uger er LANG tid at skulle stå til rådighed to gange om dagen, plus det løse, når man selv har et liv at passe'. Du tager fejl. Det er det virkelig ikke! Hvis det ikke var i situationer som denne, at ens familie stiller op, koste hvad det koste vil, så kan det hele da være lige meget. Som om noget i livet er vigtigere end at være der i 6 uger for ens datter og ens børnebørn? Hvad er 6 uger set overfor et langt liv, hvor du virkelig ikke virker som typen, der ellers nogensinde beder om for meget hjælp? 6 uger eller 16 uger eller et år er ingenting! Så blev det en ferie, hvor man hjalp sine nærmeste, og hvad så? Du skal slappe af og tage imod deres hjælp, og sige tak og lade være med at have dårlig samvittighed. Ja, det er svært, men sådan er det. Man får ikke nogen præmie, bare fordi man bagefter kan sige, at man overlevede to brækkede ben og to små børn og var alene, men selvfølgelig bad mindst muligt om hjælp.
Åh, det blev lidt rodet, og nu vågner babyen, som jeg også er alene med, og jeg er også sindssygt dårligt til at bede om hjælp, så det er ikke fordi, jeg ikke kan mærke helt ind under huden, hvor nederen det er! 😉
Alt det bedste!
26. september 2015 @ 09:23
Puha, sikke en omgang!
I forhold til det dér med at komme ud at handle (eller manglen på samme), har jeg bare ét godt råd, der har reddet undertegnedes røv gang på gang:
Nemlig.com – masser af lækre varer, direkte til dig!
God bedring (:
ElineA – sortpahvidt.bloggersdelight.dk
26. september 2015 @ 15:50
Årh for pokker, det lyder hårdt!
Synes du er sej. Og heldig,med forældre der gider.
Nedladende hospitalsmennesker du har mødt – dem er der desværre alt for mange af, hsr jeg selv oplevet… 🙁
26. september 2015 @ 19:22
For satan hvor er du sej. 10 point her fra (på Etta Cameron måden)