Update fra Jammerdalen

Her går det .. langsomt, er vist det mest præcise ord.

Da jeg var på skadestuen sidste lørdag, efter mit idiotiske stunt, fik jeg et svin af en velcroskinne på benet, ingenting på tåen, fordi det var et åbent brud, og derfor for risikabelt ift. infektion (ingen antibiotika pga. amning), og ellers bare en stivkrampevaccine at gå hjem på.

Igår var jeg til kontrol, fordi de gerne ville se, om der også var skader på korsbånd og menisken, hvilket knæet sidste lørdag simpelthen var for hævet til at kunne undersøge. Og så startede den quiz, som jeg efterhånden har lært er obligatorisk inden for sundhedssektoren; at man bliver spurgt, hvorfor de sidste læger, der har behandlet en, har gjort, som de har gjort. Så 3 fagpersoner fik simultane rynker i panden over den manglende gips, den manglende antibiotika og den manglende indpakning af tåen, hvorefter de sendte mig videre til fysioterapien, som ligger 600 meter væk. Det tog mig 20 minutter at humpe derover, og dér ville de gerne vide, hvorfor den afdeling, jeg kom fra, havde sendt mig afsted på den lange gåtur, med et brækket ben, uden nogen form for skinner eller anden støtte.

Pas.

Men til gengæld var der rigeligt med ventetid, som jeg kunne nyde med udsigten til min kammerat, som cirklede rundt om bygningen i min bil på hajmåden, med træt og sulten Frida i autostol i håb om enten hurtig ekspedition eller søvn til barnet. Da jeg efter 3 kvarter kom ind, spurgte jeg – med en anelse desperation i stemmen – om jeg måtte det, jeg kunne; altså om jeg skulle skåne benet for at det ikke faldt af, eller om det var ok at gøre det, som jeg føler, jeg kan, for:

“Jeg er lidt presset, for jeg bor i et hus med første sal, med to børn som jeg er alene med.”

“Ja, det har du jo selv valgt.”

Godt så.

Nå, men enden på det hele blev det her stillads

som jeg skal have på i 6 uger, hele døgnet. Jeg vil gerne rose mig selv for at tage dén nyhed med apatisk ro. Trods alt har jeg armene fri, og kan humpe rundt, og tidshorisonten er til at holde ud. (-ish). De to største problemer er, at jeg ikke kan køre bil, hvilket betyder, at jeg skal have hjælp til at hente og aflevere Anton hver dag, ikke kan handle selv, ikke kan komme ud af huset overhovedet, og skal køres til alt, som fx. Fridas 3-måneders vaccine, som hun fik igår. Min egen 8-ugers undersøgelse har jeg måtte skubbe igen-igen, for no way in hell at jeg kommer op i bøjlerne lige nu. Egentlig betyder det ikke så meget, for når man er selv med to børn, går der somme tider så lang tid imellem, at der er tid til at tisse, at knibeøvelserne bliver en form for udholdenhedstræning, og jeg kan efterhånden klippe stålwirere over med missen uden at anstrenge mig særligt. (Jeg har selvfølgelig prøvet.)

Der er røvirriterende at have brug for så meget hjælp. Ikke mindst at jeg hele tiden bliver spurgt, om “ikke jeg har noget netværk?” Og jo. Det har jeg. Og det var jo pisseheldigt, at mine forældre, som har skubbet deres sommerferie, fordi jeg skulle føde i juni, nu kan få lov at bruge den på at passe mig og mine to ballademagere. Det er virkelig, virkelig ikke fedt, at man ikke kan vælge at sige: “Nej, selvfølgelig skal I ikke det”, og slet ikke, når det er så lang tid, der er tale om. Der er heldigvis gode folk, der træder til, så det ikke er min stakkels familie, der skal bære hele læsset, men 6 uger er LANG tid at skulle stå til rådighed to gange om dagen, plus det løse, når man selv har et liv at passe. Og jeg har stadigvæk størstedelen af mit vennenetværk til at bo i Aarhus, så de har ikke mulighed for lige at stikke ind forbi på vej hjem fra arbejde og svinge støvsugeren.

Fordi jeg er den, jeg er, er jeg derfor nu der, hvor jeg prøver at gøre det meste selv. Hvilket jeg faktisk godt kan. Ish. Det tager bare åndssvagt lang tid, fordi jeg bevæger mig med samme hast som en snegl. Jeg har været nødt til at omrokere lidt på tingene, så jeg f.eks. ikke skal bære Frida sovende op af trapperne om aftenen i en lift, for det kan jeg simpelthen ikke. (Jeg har selvfølgelig prøvet.) Men på plussiden er jeg – efter sommerferien med spædbarnet og krudtuglen – i ret hård træning med at skære HELT ind til benet ift. hvad det er nødvendigt at gøre her og nu, hvad man kan dele op og gøre i etaper, og hvad man må trække på skulderen af og skubbe, til tingene ser anderledes ud.

Så vi bevæger os, langsomt(!), men stædigt mod målet og bedre tider.

Det skal nok gå.