Linda

Dette indlæg er det sidste i rækken af svar på jeres spørgsmål. Jeg kan egentlig godt lide den her måde at skrive på, så jeg lader postkassen forblive åben, og I er altid velkomne til at sende spørgsmål denne vej. 

Dagens emne har jeg tænkt meget over, siden jeg fik det, og jeg er ikke sikker på, at jeg er blevet klogere. På en eller anden måde tror jeg, at det er lidt som at spørge enebørn, om de savner søskende. Svaret vil ofte være ‘Ja’ – men det vil være en smule tænkt, fordi de ikke aner, hvad de svarer ja til. 

Jeg har efterhånden lært, at når vi taler om forskelle på at være forældre selv og sammen, så ender dem, jeg taler med, ofte med at sige ting som “Det er nok bare en anden slags udfordringer, vi har”, “Der er jo også nogle ting, du slipper for, fordi du bestemmer det hele selv” eller “Jeg synes faktisk tit, at det er nemmere, når Kurt er ude at rejse, for så er det bare mig og børnene, og så glider det hele meget nemmere”.

Eller “Men der er jo også mange glæder ved at have børn – det er jo ikke kun hårdt det hele, haha”

Den slags kommentarer skal jeg være ærlig at sige irriterer mig. Og ikke pga. indholdet, men fordi det altid – uden undtagelse –  er de andre, der starter debatten. Jeg tror, hånden på hjertet, aldrig, at jeg har startet en sammenligningsdialog af forældreopgaven op, ganske enkelt fordi (og det her får lige sin egen linje):

Det. Er. Ikke. Synd. For. Mig. 

Det er det virkelig ikke. Jeg tænker mange gange dagligt på, at jeg er så sygt taknemmelig over at leve i en del af verden i en tid, hvor det faktisk er muligt at få og have børn, selvom man er alene. 

Men hvis præmissen for dialogen er, at vi taler om de dele af forældreskabet, som kan trække tænder ud, og som man kan blive frygtelig ked af og frustreret over, så vil det jo af gode grunde også være der, fokus er. 

Når det er sagt, er det som at sammenligne æbler og pærer. Vi har alle livsbetingelser, som gør det umuligt at sammenligne (oplevelsen af) forældreopgaven. Er det hårdere at være alene, end at være sammen med en mand, der tæsker dig, eller sidder i fængsel? Er en syg bedsteforældre på den ene siden af ligningen sværere, end en bedstemor, der bor i Sverige på den anden? Er det nemmere at være den eneste, der bestemmer, hvor skabet skal stå, end at gå på kompromis med sine værdier som menneske?

Netværk, helbred, hvad for et barn du får, hvilke forcer og udfordringer, det har, hvordan søskendekonstellationen er, din jobsituation, din økonomi, din fortid, din trivsel på din arbejdsplads, osv. osv; alt sammen er faktorer i, hvordan livet og dermed forældreskabet opleves som helhed, og derfor bliver disse for mig usammenlignelige.

Og min fornemmelse er, at din egen mentale stamina og indstilling har umådelig meget at sige. 

Men tror jeg, at jeg har mere arbejde, sådan helt lavpraktisk, ud af at være alene med mine børn, frem for, hvis vi havde været to? Ja. Uden tvivl. Også selvom det føles som om, at Peter aldrig hjælper til derhjemme, for hvis man som familie f.eks. har valgt at prioritere Peters karriere, så er der tale om en arbejdsfordeling eller nogle værdier, man som par og familie har valgt at sætte øverst – og som man kan vælge at ændre på, hvis én af parterne ikke trives. Med to indkomster vil der være nogle ting, man kan betale sig fra, og gået på klingen viser det sig også ofte, at bemeldte Peter står for bilen og haven eller er den, der har sat sig tilbundsgående ind i Minecraft og Fortnite. 

Det er lidt som at sammenligne to lagkager, hvor det er flødeskummet man sammenligner, men hvor forskellen ligger i størrelsen på bunden.

Så når jeg er sammen med par, der har børn, tænker jeg ikke, at alting for dem er en sejltur på en solbeskinnet sø uden en krusning på vandet. Så heldige er der ingen, der er. Og jeg sidder ikke og himler mentalt med øjnene over det, hvis den ene af dem synes, at noget er svært eller hårdt, netop fordi jeg er så bevidst om, at forældreskabets glæder og udfordringer er usammenlignelige, fra én familie til en anden. 

(Når det er sagt, må jeg dog lige tage en tår af min kaffe, hvis der opstår ophedede diskutioner om, hvis tur det er til at skifte en lorteble. Bedre menneske er jeg trods alt ikke.)

Når jeg er sammen med familier, som er dobbelt så mange voksne som mig, så tror jeg egentlig, at det, jeg bliver misundelig på, er tiden de har. At være to om alt det praktiske giver – i hvert fald i teorien – en mulighed for at få frigivet tid, hvor man kan være sammen med sine børn, uden at skulle andet. Det giver mulighed for at lade dem blive hjemme fra ting, som de givetvis ikke finder særlig inspirerende at være med til, og det giver mulighed for at gøre noget med dem hver for sig. Det kan jeg godt savne.

Også selvom jeg i hjertet føler, at vores måde at være familie på, på den lange bane komme til at give mine børn noget andet, som er lige så godt. 

Inden jeg tager hul på dagens tekst, bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg simpelthen blev så rørt over jeres kommentarer og tilbud om gaver til det sidste indlæg. Først gik jeg, hvis jeg skal være ærlig, lidt i panik, fordi jeg blev bange for, at mine ord kom til at lyde som tiggeri. Men efter at have genlæst mit indlæg ca. 600 gange, nåede jeg frem til, at mennesker sgu bare somme tider er virkelig fantastiske, og tusind tak for det!!

Dagens indlæg er det andet-sidste i den her kategori, og er svar på en mail, der kom til mig for en måneds tid siden. Lise skrev:

Hvilke planer/drømme har du for de midler der til sin tid bliver frigjort når du er færdig med at afbetale din gæld?  Vi der følger dig og er glade for minimalisme-indlæggene er jo alle sammen enige om at det er godt at være gældfri, men hvad skal den frihed omsættes til? Eller skal den omsættes til noget? Jeg spørger vel på sæt og vis både meget konkret (glæder du dig til at kunne spare op til børnenes efterskole/den store rejse til Japan/købe den allerbedste pastamaskine) og meget abstrakt (hvad er frihed når vi er bundet af vores ansvar for både os selv og de skrubbelure-unger vi har sat i verden? Hvilken betydning har økonomisk frihed?)

Jeg elsker det spørgsmål, fordi det åbner hele verden, og fordi det løfter perspektivet ift. at det her (forhåbentlig!) ikke skal være den evige spareøvelse, men også en dag får et fokus, der giver energi og ikke bare sluger den.

Først og allerfremmest er målet ikke at være bange mere. Jeg er. så. træt. af at bekymre mig om penge – ikke mindst fordi, jeg har levet længe nok til at vide, at der er udfordringer af langt mere alvorlig karakter, som jeg er velsignet fri for. Pengeproblemer er irriterende på samme måde som overvægt og forhold til forkerte mænd: Man ved, at problemerne er selvskabte, og ikke behøvede at være der. Det giver sådan en slags stress-i-anden, fordi man både bøvler med de praktiske konsekvenser af sine dårlige valg, og samtidig også flittigt slår sig selv i hovedet med at stå, hvor man står. Al den gode energi, der løber ned i dét afløb, glæder jeg mig usigeligt til at få igen. 

Jeg glæder mig også til ikke hele tiden at være bange for, at min bil går i stykker, eller at dem i huset, der ikke er omfattet af skoletandplejen, knækker en tand.

Jeg glæder mig til igen at stå et sted, hvor jeg har valg, og ikke altid bare må gå med det-for-nuværende eneste alternativ.

Og så glæder jeg mig til ikke hele tiden at stresse over tolkemarkedet og den ud- eller afvikling, der foregår lige nu, fordi det helt udelukket at stå uden arbejde. Jeg elsker stadig at være tolk, og jeg kan stadig ikke forestille mig et andet job, jeg ville trives i, som jeg gør i dette, men det er et job med stor usikkerhed pga. udbudsrunder, priskrig og nedslidning, og bådene, jeg gennem tiden har siddet i, er flere gange kæntret. Indtil nu har jeg været heldig ift. hvem, der er kommet sejlende forbi, men det er desværre ikke utænkeligt, at vi en dag ender med, at de eneste tilbageværende arbejdsgivere tilbyder arbejde under vilkår, som jeg hverken kan eller vil leve med. Skete det nu, ville valget stå imellem at gå på kompromis med alt, hvad jeg er som menneske, eller tage et job ved kassen i Netto, fordi det tager tid at finde en stilling, der passer til én, der er uddannet så smalt, som jeg trods alt er.

Og hele det tankemylder glæder jeg mig til at slippe for at have i hovedet.

Men når jeg får mig selv tænkt allerlængst ned i et hul, så er det skønt med et spørgsmål som det her, fordi det minder mig om, at om 3 år er mine penge mine. Og dermed bliver alle valg også mine. Så kan jeg pludselig trække vejret igen. Det kræver fuld koncentration og det kræver held at nå i mål – men sammenholdt med de 12 år, jeg har betalt af, er det trods alt en overskuelig tidshorisont, og yes we can. 

Når den tid kommer, har jeg svært ved at forestille mig, at de frigivne midler kommer til at gå til pastamaskiner og guldbelagte armaturer. Efter dette år, hvor der er sket virkelig meget inde i hovedet på mig ift. forbrug, miljø og besparelser, kan jeg simpelthen ikke se mig selv gå tilbage til det sted, hvor jeg køber ting, jeg ikke har brug for, og skal finde plads til dem i et hjem, jeg har brugt mange timer på at gøre u-fyldt og overskueligt.

Jeg tænker meget over, at jeg, når det nu skal være, faktisk har været ufortjent heldig, at det falder sådan ud, at jeg er færdig med at betale af på min gæld, inden Frida starter i skole. Lige nu opdager børnene intet; deres fokus er helt andre steder. Ingen af dem opdager, at kalendergaverne er second hand, eller at mor sjældent køber andet end en kop kaffe, når vi ‘spiser’ ude – men det gør de om 3 år. Lige nu ville de ikke opdage det, hvis ‘Adidas’-skoene havde 4 striber, eller Capri Sun juicen hedder Cupri San – men om 3 år begynder de at have en holdning til, hvad de gerne vil have på, hvad de kan lide, og hvad vi skal gøre sammen, og tanken om, at det til den tid forhåbentlig er mulig at imødekomme dem, er meget, meget rar. 

Min store drøm er at tage dem begge to med til USA 3-4 måneder, og køre Guds Eget Land i stykker. Lige nu ville jeg hellere brække armen 3 steder end at tage på ferie i et fremmedsproget land med mig selv som eneste voksne indslag, men på den helt lange bane er dét drømmen. Mit håb er at jeg, når bilen er betalt ud, kan holde den sammen med hæfteplaster og papirclips 1 år mere, og spare en stor bid af de frigivne midler op, for jeg trænger sådan til at vide, at jeg har en buffer. Når dén er etableret, hedder det opsparing, og lige nu vil det være til en rejse til USA.

Drømme skifter og udvikler sig, og ingen ved, hvor livet tager os hen, men hvis jeg ikke begynder at spare op til det, kommer det i hvert fald ikke til at ske, og selvom vi ender med at konvertere drømmen til én med et andet indhold, vil pengene stadig give os muligheden for at gøre noget sammen, som vi kan tage med os mange år ind i fremtiden, og langt forbi det sted, hvor pastamaskiner og armaturer for længst ville have givet op.

For nogle uger siden blev jeg i kommentarfeltet spurgt af et par læsere om min holdning til at handle på Amazon; at det måske kan være svært at se logikken i, at jeg er meget pro fagforeninger, og samtidig vedstår mig at handle et sted, der – særligt i lidt mere forbrugerbevidste kredse – har et dårligt ry. 

Baggrunden for det dårlige ry er bl.a. en artikel fra 2015, som bygger på interviews af 100 nuværende og tidligere ansatte, som beskriver et mildest talt træls arbejdsmiljø.

Grænsen mellem forsvar og forklaring kan være hårfin, når man taler om noget, som nogle føler stærk for, og andre knap så meget, men jeg har, siden jeg fik kommentarerne, gået og tygget lidt på, hvorfor jeg ikke kan mærke den samme reaktion hos mig selv, når jeg handler på Amazon, som jeg til sidst havde, når jeg handlede på Wish. For det kan jeg ikke.

Jeg er nået frem til, at det skyldes flere ting. 

Først og fremmest tror jeg, at det handler om noget så simpelt, som at man ikke kan mene lige meget om alting, og der er simpelthen andre ting, jeg føler stærkere for. Vores virkelig gode debat, der blev affødt af dilemmaet om dåseferskener kontra mango i pose, gav et godt billede af, at der ikke findes én løsning, der tilgodeser alle områder af bæredygtighed, grønne fingeraftryk og trivsel for både mennesker og dyr, og jeg tror, at man oplever det største engagement dér, hvor man føler, man kan gøre en forskel.

Og den følelse mangler jeg nok lidt her, fordi jeg har svært at se det logiske i af afstå fra at købe produkter gennem Amazon pga. deres forretningsgang; jeg synes, at det ville svare til at styre uden om nethandel herhjemme, fordi man ikke vil støtte Post Nord. De virksomheder, der sælger deres varer gennem Amazon har truffet en beslutning om, at det er den platform, de vil bruge, og jeg synes, det bliver for uklart, at det ikke er en utilfredshed med varen, men et politisk motiv, der ligger bag et fravalg af handel.

I min optik ligger forbrugeren som led, så langt nede i kæden, at det bliver for svært at løfte ansvaret. Foran os står producenter, der vælger at sælge gennem Amazon, og foran producenterne står politkere og magthavere, der gennem lovgivning gør det muligt for en virksomhed at agere, som Amazon gør.

Og et sted i rækken står de ansatte. 

Ville jeg helst, at alle mennesker i hele verden havde gode arbejdsvilkår og mulighed for at organisere sig? Kæmpe ja. Men for mig gør det en forskel, at det er voksne mennesker, og ikke børn, der her er tale om. Jeg er med på, at man stadig kan være presset ud i at tage et job under sølle betingelser, men jeg kan alligevel mærke, at jeg synes, der ligger mere ansvar for egen situation hos voksne ansatte i USA, end hos meget små børn i Indien og Kina, som intet har at skulle have sagt, hvor magtbalancen er 100% skæv, og hvor der ikke er andre alternativer end prostitution og livet på gaden. 

Mit bud er, at det ikke bliver forbrugerne, der kommer til at gøre en forskel, hvis/når man skal stoppe virksomheder som Amazon, men politikere og handelsorganisationerne, der kommer til at reagere, når de får nok. Som det f.eks. skete i 2017, hvor Dansk Internethandel var med til at presse på for at stoppe den konkurrenceforvridning, den lave fragt på varer fra Kina, gav:

“Postaftalen er fra 1800-tallet. En tid, hvor Kina var et udviklingsland. Derfor kom det på listen over lande, som postvæsner i rige lande skulle give fragtrabatter til. Siden har Kina dog udviklet sig med stor vækst og indflydelse på verdensøkonomien. Men landet er fortsat på listen over u-lande i UPU, Universal Post Union.

Derfor har bl.a. Foreningen for Dansk Internethandel presset på for at få postsystemet lukket. Det er nu besluttet, og udfasningen påbegynder næste år og foregår tre år frem.”

Jeg kan ikke helt finde ud af, om problemerne med arbejdsforholdene hos Amazon er større, end det er så mange andre steder, hvor lovgivningen heller ikke er positivt stemt overfor fagforeninger og ordnede arbejdsforhold. Eller om de bare er nemmere at få øje på, fordi Amazon har den størrelse, de har. F.eks. døde en spansk håndværker af hedeslag i sidste uge, da han var i gang med at asfaltere en vej, og sidste år arbejdede en tomatplukker sig ihjel i Italien.

Jeg kan heller ikke finde ud af, om vi som forbrugere hjælper de ansatte ved at boycotte Amazon. Er det en hjælp at blive fyret fra et lortejob, man selv har søgt? Vel kun, hvis der er et alternativ? Jeg spørger med helt åbent krops- og girafsprog, for jeg er i tvivl.

Min pointe er, at arbejdsforholdene er dårlige mange, mange steder, og jeg tror desværre, at det er noget, der skal ændres inde- og nedefra, og ligesom med nødhjælp, ikke kan serveres som en færdig løsning udefra. I hvert fald så længe vi taler om lande, der ikke – i det åbentlyse – opererer med diktatur.

Og endelig tænker jeg, at der er mange produkter, vi som forbrugere skal give afkald på, hvis vi kun vil acceptere varer, der fra første møtrik til sidste tråd er produceret/fragtet under ordentlige fohold. Apple, Nike, det meste af tekstil-branchen, ja, selv LEGO producerer steder, hvor alle nok ved, at man er lidt mere … liberal med arbejdsforholdene, end man er herhjemme. Hvis det endelig skulle være, ville det måske give mere mening at undlade at købe disse produkter, fordi man her kommunikerer direkte tilbage til dem, der har ansvar for produktionen, og som tjener pengene på den.

Så for at samle op: Jeg er ikke fan af den måde, Amazon indtil nu har valgt at drive forretning på, men det er ikke noget, jeg føler så stærkt for, at det får mig til at fravælge dem til de produkter, jeg ikke kan købe andre steder. 

Dog vil jeg sige, at takket være de tanker, jeg har gjort mig i forbindelse med tilblivelsen af dette indlæg, og kommentarerne, der inspirerede til det, så vil jeg fremover komme til at forholde mig endnu mere, end jeg allerede gør, til, om jeg nu også virkelig har brug for de her tarotkort, eller den her bog, og jeg vil også gøre en ekstra indsats for at tjekke, om der er alternative måder at skaffe tingene på, f.eks. gennem Etsy. Alle vinder. 

Som altid er kommentarfeltet piv-åbent, og jeg vil meget gerne høre, hvad I mener og synes. Også selvom det er det modsatte af mig