M2025, uge 9
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har vi haft et par dage med solskin, og på denne årstid giver det mig altid lyst til at åbne alle døre og vinduer og lukke foråret ind.
Gør man det, får man så 3. gradsforfrysninger, for det er stadig *bidende* koldt, men de lysere dage har mindet mig om, at vi om lidt igen kan tørre vasketøj udenfor.
Vi skal lige en måned længere frem, inden vi er tilbage på sommertarif på strømmen, men jeg har lavet en lille note på min huskeseddel, så jeg kan udnytte dage med lave strømpriser og solskin til at få vasket gardiner, sengetæpper, rullemadrasser og sneakers.
2.
Har jeg fået svar fra boligselskabet ift. den forespørgsel jeg i starten af februar sendte dem om vand.
For lige at genopfriske baggrunden: I januar bragte TV2 en artikel om et ungt par, der havde fået en gigantisk efterregning på vand pga. et sprængt vandrør under huset. Da de afregnede direkte med deres lokale forsyningsselskab, kom de selv til at hænge på regningen (som endte på cirka 50.000 kr), mens den, hvis de havde betalt vand a conto til udlejer, ville have været dækket af dennes forsikring.
Vi er fra årsskiftet overgået til at afregne direkte med Din Forsyning, og derfor skrev jeg til dem for at spørge, om de har den samme ordning, som jeg i artiklen så beskrevet, hvor man kan få en advarsel på sms, hvis vandforbruget stiger meget og pludseligt.
Efter mange mails frem og tilbage, viste det sig, at det ikke er en mulighed for os, fordi det kun er fjernvarmen, vi afregner direkte. Vand går stadig gennem boligselskabet, fordi vi som rækkehuse er registreret som ét matrikelnummer, og derfor er det kun hovedmåleren, Din Forsyning har registreret. Fordelingen herfra og ud til de enkelte husstande, er det boligforeningen, der står for.
Så langt, så godt.
Men jeg syntes stadig ikke, at jeg havde fået svar på, hvordan jeg er dækket, hvis der springer et vandrør under *mit* hus, så jeg skrev til boligadministratoren – som heller ikke vidste det. Han tog derfor fat i deres forsikringsmægler, som kunne oplyse, at “hvis vandforbruget kan dokumenteres til skaden, så er der dækning for 100.000 kr. forbrug pr. skade.”
Tillid er godt, men kontrol er bedre, så jeg skrev retur og spurgte, hvori den dokumentation består. Om man tager udgangspunkt i det hidtil registrerede forbrug, og så tilskriver det, der måtte ligge over, som resultat af skaden? Det fik jeg ja til, så hvis uheldet er ude, så har jeg nu på skrift, at det er boligforeningens forsikring, der hæfter.
3.
Har jeg haft (endnu) en samtale med det teleselskab, jeg d. 01.01. flyttede mit internet til.
Det har været en lang, og meget irriterende sag, og jeg har været så gal, at jeg nærmest har haft punktblødninger i øjnene over det.
For egentlig var jeg glad og tilfreds med den løsning, jeg i efteråret tegnede hos Telmore, men fordi en venlig telefonsælger var meget insisterende ift. at sælge mig deres erhvervsløsning, endte jeg med at sige ja til at flytte mit internet over. Det kan jeg gøre, fordi jeg som selvstændig har eget CVR-nummer, og selvom besparelsen kun er 20 kr. i måneden, så giver det mig mindre arbejde, når jeg skal sende fakturaen videre til min revisor. Indtil nu har jeg skulle skille internettet ud fra den samlede regning, men ved at lægge det over på en særskilt faktura, kan denne bare videresendes.
Herfra gik alt, hvad der kunne gå galt, galt, og undervejs i processen fandt jeg ud af, at jeg som erhvervskunde er bundet i tre år.
Ja. Tre år. (3).
Meget, meget lang historie kort endte jeg med at få nedsat den bindingsperiode til 12 måneder, og selvom det undervejs ikke var kønt, endte det med våbenhvile.
Men noget af det, der i første omgang fik mig til at kontakte dem, var, at mit dataforbrug pludselig så HELT sært ud. Jeg løb tør for data allerede midt i januar, hvilket jeg VIDSTE ikke kunne passe, for jeg har tracket vores forbrug de sidste par år, og derfor ved jeg, at det ligger ret stabilt på lige omkring 20GB om dagen. Med 1000 GB til rådighed, *måtte* der derfor være tale om en fejl.
Da jeg loggede ind på mit dashboard kunne jeg se, at det daglige dataforbug hele måneden – som forventet – lå på cirka 20 GB, undtagen én uge, hvor det lå på 120 GB, 5 dage i træk.
Det havde vi mange… ‘meningsudvekslinger’ omkring, fordi det jo faktisk er ret problematisk at være forbruger her, for hvordan vil du bevise, at du IKKE har brugt de data? Med 3 års binding og en potentiel optankning midt på måneden hver eneste måned havde jeg pludselig udsigt til at betale næsten 10.000 kroner ekstra for min internetløsning.
Så ville jeg alligevel hellere have haft lidt ekstraarbejde med grave de rigtige tal frem til revisoren.
Nå, men en rasende Trustpilot-anmeldelse senere blev jeg ringet op af én med lidt flere stjerner på brystet, og under den lange samtale fik jeg også forklaret det her problem. Ud over at sætte min binding ned, skrev han på min sag, at jeg ikke skulle betale, hvis det skete igen – og det gjorde det så i søndags.
Jeg fik mailen, loggede ind, og kunne igen se et mønster med 3 ugers normalt forbrug og 5 dages vanvid.
(Bare for at gøre det lidt konkret, så bruger man cirka 3 GB på at se en film, så 120 GB’s forbrug svarer til at se 40 film på et døgn).
Jeg ringede derover igen, og gentog min forklaring om, at vi ikke har NOGET i huset, der kan trække så meget data på så kort tid.
Efter meget mumlen og tasten spurgte jeg, om det kunne være en fejl på routeren, for det er det *eneste*, der er skiftet ud, (hvis vi ellers antager, at netværket er sikret, så ingen kan stå i haven og hente store opdateringer til Fortnite ned) – og vil du tænke dig? Det kan det godt.
Nu er der en ny på vej, og så må vi se, om det løser problemet.
Jeg ved godt, at det ikke er alle, der gider at sidde og bundtrawle oversigter over forbrug, måned efter måned, men jeg vil stadig gerne give videre, at det faktisk godt kan svare sig at undersøge det, hvis man får ekstraregninger, som man studser over.












