M2025, uge 14

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Vi nærmer os min operation, så i den forgangne uge har jeg været i den lidt sære tilstand af indre klaustrofobi, som jeg altid befinder mig i, når jeg står overfor noget, jeg ikke kan overskue. Det er svært at forklare, hvordan det føles, men når jeg skal noget, jeg virkelig, virkelig ikke vil, så skal jeg aktivt fravælge at gå ind ad døren til det rum, hvor panikken bor. De få gange, jeg f.eks. er blevet scannet, ved jeg, at jeg er nødt til at dissociere, for hvis jeg bare strejfer angsten med en enkelt tanke, så eksploderer den. Det er som krystalglasset, lige inden det springer, hvor alt ser roligt og tilforladeligt ud, men hvor forskellen på et intakt glas og pulverisering er 0.01mikrohertz.

Smerterne ser jeg ikke frem til, ligesom jeg måske også havde håbet, at det ville være quaterback’en Fuld Narkose, jeg skulle på date med, men måske formanden for skak-klubben, Epiduralen, som jeg i stedet er blevet sat op med, viser sig at være bedre selskab.

Men det er kontroltabet, der holder mig i et jerngreb, som jeg ikke kan arbejde mig ud af. Jeg har altid haft det sådan med hospitaler, og har efterhånden sluttet fred med, at det nok ikke bliver anderledes. Jeg er derfor bare gået over til at informere om det til samtalerne, så personalet ved, at jeg stempler ind med det, der ligner stoisk ro, men at de bliver nødt til ikke at sludre løs til mig, for jeg kan ikke både samtale og fokusere på min vejrtrækning samtidigt.

At gå og vente på det giver mig scatterbrain ad helvede til, og jeg har svært ved at fastholde tankerspor og ideer. Derfor er ugen gået med små, konkrete projekter, og på plussiden har jeg fået ordnet mange småting af dem, man i hverdagen tænker: “Ej, det skal jeg også lige have ordnet” – for så at glemme alt om det igen. Samtidig har der også været lidt lavpraktiske forberedelser til operationen ift. mad og aftaler, der skulle styr på, og så har det for nogle af husets beboere fyldt meget, om påskeharen mon stadig kommer forbi, når dens nærmeste allierede er immobil.

Der er styr på det hele – tror jeg – og nu er jeg mest af alt bare klar til at få det overstået.

Ugens punkter består derfor af lavthængende frugter, som alle er nogle, jeg har haft i tankerne længe, men bare ikke har fået plukket.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg prøvet at undgå motorveje, og i stedet valgt landeveje, når det var muligt. Det er ikke altid, jeg har tid nok mellem mine opgaver til det, og jeg kommer også somme tider fra at gøre det, men fordi jeg i denne uge har været i både Horsens, Odense og København, plus det løse, forekom det smart at være lidt ekstra obs på brændstofforbruget.

Og det har virkelig lønnet sig; jeg har kunne holde det til at tanke én gang, selvom jeg har kørt (selv for mig) usædvanligt mange kilometer.

Som bonus kan jeg faktisk også bedre lide at køre landevej, fordi det er mindre hektisk, og fordi bilen larmer mindre på 90 km/t end på 130, så jeg bedre kan høre, hvad alle mine mobilvenner siger, når vi sludrer, mens vi kører Danmark tyndt.

2.

Har jeg sørget for at købe ind, så der er masser af nem mad i huset til de næste par uger. Er det hele biodynamisk grønt og fuldkorn? Nope. Men det meste af det er lavet fra bunden, det er mad, jeg ved, at lopperne spiser, og det slår stadig McD. og pizzamanden, både ernæringsmæssigt og økonomisk.

3.

Har jeg sendt en mail til hovedkontoret i boligforeningen og spurgt, om de ville være interesseret i at stille et skur til rådighed i afdelingen, hvis jeg undersøger muligheden for at lave dele-redskabsskur. Jeg synes, det er helt åndssvagt, at vi har 20 trillebøre, 20 hækklippere, 20 kantfræsere osv. osv., og derfor ville det være smart at lave et fællesskur, hvor vi kunne have et par stykker af hver stående, som alle kunne låne.

Service til mange, klapstole, flag, en stor grill osv. ville også kunne tænkes ind.

Jeg ved godt, at der er meget, man skal være opmærksom på, og måske kan det slet ikke lade sig gøre.

Men måske kan det.

Jeg vil bare ikke begynde at undersøge det, og stille med en fiks og færdig plan, for så at få at vide, at boligforeningen ikke vil stille opbevaringsplads til rådighed.

4.

Har jeg haft en kasse stående i mit bryggers, hvori jeg har sat det, jeg i min oversprings-sortering er faldet over, som vi ikke får brugt eller spist.

Jeg har ikke kørt fuld oprydning, men har bare taget de ting fra, som vi alle sammen har stående, og ikke bruger her og nu, men stadig lader stå, fordi *hvis* nu.

Men på et tidspunkt må man beslutte, om det skal bruges eller videre, og når man lige rammer Zonen, er det om at benytte sig af det.

Der er blevet sendt spil, dukketøj, spiritus, proteinpulver og bøger videre, og som altid har jeg bagefter tænkt over, at selv de ting, man syntes var svære at skille sig af med, forsvinder fuldstændigt ud af bevidstheden i det sekund, de er ude ad døren.

*

Næste uge holder M2025 pause, men jeg er stadig at finde i kommentarfeltet, og skal også nok pippe, når jeg er hjemme med min nye titaniumreservedel.

Hasta la vista, babies.