Follow the money
De sidste par år har jeg haft flere i min omgangskreds, der har taget pauser fra internettet. Det er ikke noget, jeg som sådan har forholdt mig til, men jeg har aldrig selv haft lyst til at gøre det.
Jeg elsker internettet, jeg elsker, hvad man kan gøre med det, og jeg elsker, hvad det gennem tiden har bragt mig.
Dermed ikke være sagt, at jeg ikke somme tider kan blive så irriteret på nogle af dem, der færdes derude, at jeg har lyst til at cykle ud og klippe deres forbindelse over, og jeg står fast på, at det burde være obligatorisk at logge ind med MitId på en verificeret profil for at få lov at deltage i debatten.
Men der er så meget viden, fællesskab og underholdning derude, som jeg ikke ville være foruden, og jeg elsker, at det også viser sider af folk man normalt ikke får lov at se. Jeg har mange gange ændret syn på mennesker, jeg egentlig havde placeret på en given hylde, og uanset om det har været for det gode eller det modsatte, har det givet mig vigtig viden om de mennesker, jeg er omkring.
Internettet har været en kærlighedsaffære af den slags, hvor man godt kan se både fejl og mangler, men hvor man elsker så højt, at man tåler og udholder (næsten) alt.
Men for første gang nogensinde sad jeg i aftes og kiggede på min skærm og tænkte, at jeg måske også er ved at være der.
At dét var internet nok til mig.
Jeg var ikke engang vred. Bare forstemt og deprimeret over, at det i den offentlige debat hele tiden føles som om, at alle os uden magt og beføjelser, spiller poker med bind for øjnene.
Det, der gjorde udslaget, var et indlæg på Zetland. Af alle steder.
Indlægget hed: “Skolepsykologer slår alarm: Diagnoserne er blevet forældres redningsplanke”, og var en lang, intellektualiserende filosoferen over, hvorfor forældre er så ivrige efter at få udredt deres børn.
Hvis man stadig ikke helt har forstået dagsordenen, er artiklen er en del af en serie, der hedder “Diagnosejægerne”.
De holdninger og argumenter, der bæres frem, har jeg hørt 16 millioner gange før. Det bliver de ikke bedre af, men altså; du kan ikke tvinge folk til at forstå. Og slet ikke, når du spørger de forkerte eller dem med åbenlyse aktier i at gøre det her til et individuelt problem for dovne, dårlige forældre, der ikke gider opdrage deres børn.
Normalt går jeg bare udenom den slags indlæg, for jeg kan hverken gøre fra eller til i kommentarfeltet under, og det er ikke raseriet værd. Når jeg en sjælden gang melder mig under fanerne, er det typisk med en kommentar til det medie, der bringer historien, for at forsøge at gøre opmærksom på, hvor stor skade de forretter ved at lægge væg til synspunkter, der udspringer af rene, økonomiske interesser, men præsenteres som fakta.
Jeg kommenterede heller ikke på Zetlands artikel; mest fordi jeg havde hænderne fulde af det håndklæde, som jeg havde lyst til at smide i ringen.
For den her artikel, på 92 millioner anslag, interviewer udelukkende ansatte og chefer i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). PPR er kommunalt og deler dermed både seng og budget med de økonomisk pressede skoler – hvilket er så åbenlys en interessekonflikt, at det skriger til himlen.
Artiklen kommer ikke én eneste gang ind på, at der i loven står, at både PPR og egen læge KAN henvise til børnepsyk. (som, modsat det indtryk, man kunne få i artiklen, er dem, der laver udredningen). Ingen af dem skal. Til gengæld er det helt almindeligt, at de peger på hinanden; skolen siger ‘egen læge’, egen læge siger ‘skolen’.
Døren til børnepsyk. kommer du bare desværre ikke ind ad, før PPR har medgivet, at der kan være noget at komme efter. Da jeg gik til egen læge og fik en henvisning til udredning af Frida, gik der 4 timer – fire TIMER – fra jeg gik ud af konsultationen, til jeg havde afslaget fra børnepsyk. i min e-boks.
Så når forældre presser på hos PPR, så handler det om, at de er dørmænd, og dermed fuldstændig afgørende for at få adgang til de rette fagfolk – hvilket er vanvid. Forestil dig, at din chef skulle bakke op om, hvad du tror, du måske kunne fejle, før du kunne få lov at blive undersøgt på sygehuset?
Artiklen er i bedste fald dårlig journalistik. I værste fald er den udgivet, INDLYSENDE bias og mangler til trods, fordi en nyttig idiot går sin arbejdsgivers ærinde uden at vide det.
For Zetlands chefredaktør hedder Lea Korsgaard.
Hun er gift med Rasmus Meyer.
Rasmus Meyer er formand for Trivselskommissionen.
Ja, Trivselskommissionen. Den, der netop har gjort meget ud af at fortælle, hvordan børns mistrivsel primært skyldes forældres manglende krav.
Og det, som 85% af offentligheden lader til at have glemt er, at en kommission er nedsat af regeringen til at udføre et stykke bestillingsarbejde.
Medlemmerne gør sig givetvis umage, og de er sikkert virkelig dygtige til det, de gør. Men den, der betaler regningen, sætter rammerne for, hvad der skal undersøges, og i dén proces er der jo rig mulighed for at skære stoffet til, så det passer til den trøje, man gerne vil sy.
Hvorfor er der ingen, der studser over timingen?
Over sammenfaldet med udmeldingen fra kommunerne (ja, dem med PPR, vi lige har talt om) om, at de vil have MERE inklusion i den folkeskole, der lige nu bliver holdt sammen af hæfteplaster og tyggegummi – og nu er børns manglende trivsel pludselig kun forældrenes skyld.
Over sammenfaldet med de mange artikler, der pludselig bliver postet her, der og alle vegne om, at der er stigende fravær i folkeskolen og ‘ingen ved hvorfor’?
Virkelig? *Slet* ingen? Heller ikke alle de forældre og fagfolk, der i årevis har råbt op og skreget sig hæse? De har heller ikke et bud?
Jeg kunne også have lyst til at høre lidt mere om, hvem der har bestilt og betalt observationsstudiet af sammenhængen mellem kost under graviditeten og forekomst af ADHD/autisme hos børn – som bygger på selvrapportering.
Og hvem, der har besluttet, at vi skal høre om det nu.
Timingen af offentliggørelsen af resultatet er .. interessant.
“Jamen, Linda. Er du også imod videnskab og forskning nu, din konspiratoriske knaldhat?”
Nej. Det er jeg ikke. Og det er heller ikke, fordi jeg tror, at de respektive parter, jeg remser op i dette indlæg, er en del af en større sammensværgelse. Faktisk tror jeg ikke, at de overhovedet ved, at de leverer enkeltdele til det, der, når man sætter det sammen, bliver et skarpladt våben.
Men det her studie virker så halvfærdigt, at det næsten ikke giver mening at gå ud med en konklusion. Folkene bag skriver selv, at kosten ikke forklarer arveligheden på omkring 80% – og det er sgu da ret relevant? For hvis forklaringen lå i kost under graviditeten, så skulle min mor have spist det samme, da hun ventede mig i 1976, som jeg spiste, da jeg ventede Frida i 2015.
Samtidig ville det have været oplagt at fokusere på de generelle kostråd, når man gik ud med historien; at se på, om det måske er *dem*, der er problemet. Men fokus i formidlingen er på mor og på, hvad hun har gjort galt.
Synes vi, at der begynder at tegne sig et mønster?
Inden jeg logger af for at skrige uforstyrret ind i min pude, skal jeg lige nå at nævne det indlæg, jeg for et par uger siden læste på LinkedIn. Overskriften var: “Far, tror du, jeg har ADHD?”
Jeg orker nærmest ikke at skrive det, for I ved alle sammen, hvad der stod, men altså. Det var historien om sønnen “på 14-15 år”, der oplevede, at “stadig flere af hans venner og skolekammerater fik diagnoser”. Det havde selvfølgelig givet anledning til en god far/søn snak om, hvordan livet også somme tider kan være lidt svært, men at så må man jo bare lige tro noget mere på sig selv og sine egne evner.
“Det er som om, diagnoser smitter” som der stod.
Igen: Det synspunkt kan man ikke forhindre folk i at have.
Men bemeldte far hedder Thomas Bille Winkel.
Ved I, hvad han laver, når han går på arbejde?
Han er særlig rådgiver for Sophie Løhde. Ja, dén Sophie Løhde. Hende, der er vores sundhedsminister, og som synes, at “vi skal tale om mistrivsel på en ny måde”
Og altså. Siger jeg, at den historie er det pure opspind? Det ved jeg ikke. Jeg siger bare, at den ikke kan faktatjekkes. Og at timingen, ift. lige at komme i tanke om dén anekdote, er påfaldende.
Særlig fra en mand, hvis profil på LinkedIn ellers er blottet for personlige fortællinger, og som med titusind procents sikkerhed har haft folk til at sørge for, at han er et spøgelse på nettet. Sjældent har jeg oplevet Google give SÅ fortabt, som da jeg fik lyst til lige at tjekke op på, hvor gammel den fortabte søn er i dag.
Jeg er ligeglad med, at Politiken kan tage ud at rejse og skrive en anmeldelse af et resort, som helt sikkert ikke er influeret at, at de har fået det hele betalt.
Jeg er ligeglad med, at livsstilsmagasiner skriver stolper op og vægge ned om røremaskiner og smokey eyes, de helt tilfældigt er faldet over (i postkassen), og at influencere pludselig alle sammen elsker den samme cykelhjelm. Det er ikke i orden, men det er tydeligt, hvad der foregår, og worst case ender du med et jammerligt franskbrød eller en eyeliner, der smitter af, når du sveder.
Men den form for spin, der bliver bedrevet her, danner grobund for et systemisk svigt, der kommer til at trække spor langt ind i de næste generationer, og jeg kan ikke holde UD, at den bliver begået af dem, der samtidig står på trappetrin i marineblå blazere og med alvorstunge miner taler om børns manglende trivsel og den farlige tone på nettet.
Det er et overgreb, begået med fuldt overlæg, af dem, vi har valgt i tillid til, at de vil passe på os.
Jeg gider ikke høre mere om informationskrig og Rusland og Kina, der infiltrerer den offentlige debat og trækker den skæv, så længe de danske politikere 1:1 gør det samme. The call is coming from inside the house, og jeg bliver sindssyg af, at det virker.
Man burde skulle deklarere sin åbenlyse inhabilitet, inden man fik lov at mene noget i den offentlige debat, hvis man går på arbejde i én af magtens 3 instanser, og man burde være tvunget til at skrive REKLAME, når man meler sin arbejdsgivers klæge kage på LinkedIn.
Men sådan er det ikke, og fordi de her mennesker serverer deres dagsorden forklædt som fornuftbåret bekymring og taler ind i fordomme, som virkelig mange mennesker gerne vil bekræftes i, kommer det til at forvolde uoprettelig skade og sætte udviklingen år tilbage.
Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan holde ud at være vidne til.
20. marts 2025 @ 21:55
Tak, tak for dig
22. marts 2025 @ 12:25
❤️
20. marts 2025 @ 22:11
For SADDEN. Jeg elsker din skarpe hjerne og afskyr det den har spottet her
22. marts 2025 @ 12:26
Jeg har det faktisk lidt på samme måde😩
21. marts 2025 @ 06:12
Åh, Linda. Det her er også, hvad jeg har set komme krybende, og som altid nailer du den! Jeg står på sidelinjen med mit spritnydiagnosticerede barn (ADHD og mild autisme) og tænker, at jeg præcis er det, som de slår korsets tegn over. Altså bortset fra, at jeg er sluppet for PPR og hele det vaklende offentlige system og er gledet igennem via min sundhedsforsikring. Jeg har ingen lyst til at mit barn skal gå gennem livet med de udfordringer det kommer til at give, og pt. stortrives hun pga. at alle de miljøer hun færdes i, rummer hende fint. Men det går det jo ikke væk af. Jeg er ikke ude på at tømme statskassen med 1:1 støtte og medicinering og en frikendelse som mor for, at det ikke er min skyld, hvis hun opfører sig udenfor den snævre normal. Jeg vil oprigtigt gerne støtte hende i at acceptere sig selv og navigere hende udenom de adledte, som mange kvinder med ADHD havner i – angst, depression, selvskade, misbrug, OCD, lavt selvværd osv.
Jeg var også ved at kradse øjnene ud på mig selv over, at den artikel med ADHD og kost for gravide ikke indeholdt den åbenlyse kobling med stor arvelighed, og at ADHD er dopaminkoblet. Og gæt hvad der udløser dopamin? Pæcis den kost de nævner. Det er så indlysende! Det er videnskabelig uredenhed!
Der er dog en faktuel fejl i dit indlæg : “og nu er børns manglende trivsel pludselig forældrenes skyld”. Der stal stå “stadig” i stedet for “pludselig” for vi har sgu snart ikke hørt andet i mange år. Og de undrer sig alligevel over, at forældre er så ængstelige i deres forældreskab?
Argh, jeg mener fandeme så meget om det her……
22. marts 2025 @ 11:48
Jeg nåede lige at finde korrektur-kuglepennen frem:)
Jamen, det er ulideligt. Og det er PRÆCIS pga. de fælder, du nævner, at jeg har valgt at få Frida udredt. For lige nu kan jeg hjælpe hende med at træffe gode valg, når dopaminhungeren bliver for slem – men om 10 minutter går hun i byen og er omgivet af ting og mennesker, der er markant farligere end hvidt brød og sukker.
Dertil kommer, at jeg er tusind procent overbevist om, at du risikerer at komme til at bruge alle kræfter på at kæmpe med overbelastningsreaktionerne, og dermed risikerer aldrig at nå til det egentlige problem, hvis ikke du er på forkant.
Jeg blev nærmest udslettet af depressioner, da jeg var 13, 15 og 18 år gammel, og ingen anede, hvad de skulle stille op. Min venindes datter, som også netop har fået sin adhd-diagnose, var en millimeter fra at dø af sin spiseforstyrrelse, da hun var bare 14 år. Den slags har jo enorme konsekvenser for hele familien omkring barnet/den unge, både for forældrenes muligheder for at passe et arbejde og for eventuelle søskendes udvikling og trivsel.
At man har fundet en sammenhæng mellem kost og adhd overrasker ingen, der har den her diagnose inde på livet. Du ville finde samme mønster, hvis du undersøgte sammenhængen mellem stofmisbrug/alkoholisme og adhd. Men man skal jo for fanden i helvede (som du skriver) læse grafen omvendt! Man spiser den kost, FORDI man har adhd – og således har vi på 8 linjer løftet kvaliteten af den undersøgelse med 10.000%.
21. marts 2025 @ 06:42
Det er på et virkelig trist grundlag, at jeg siger dette, men du er fantastisk.
Tak at være så skarp.
22. marts 2025 @ 12:27
Tak, Helle. Jeg ved, hvad du mener😞
21. marts 2025 @ 07:10
FUCK FUCK FUCK FUCK FUCK FUCK
(jeg er enig med dig og har selv tænkt det samme på det sidste (dog mindre velformuleret)). Og det værste er måske at alle os der rent faktisk kunne gå ind og argumentere imod, er så udmattede af kampen mod systemet at vi ikke orker at blive ved med at råbe ud i et ignorant og ligeglad vakuum hvor de eneste der lytter er dem der står i samme situation som os. Fuck.
22. marts 2025 @ 11:51
Lige præcis dét har jeg nemlig også tænkt; at problemet er, at man ikke kan kæmpe både selve kampen, og samtidig kæmpe mod systemet. De kloge siger, at det er af samme grund, at de ultrakonservative pusher trad-wife livet så hårdt, for når du står med små børn og bleer til op over skorstenen, så har du hverken tid eller overskud til at mene noget om kvinderettigheder og ligestilling.
Så fuck. Fuckfuckfuckfuckfuck. Men sgu mest fuck de etablerede medier for at bære til bålet.
21. marts 2025 @ 08:44
Tak for dig!
Jeg har godt studset over de enkelte delelementer – men du sætter dem sammen, så man pludselig får hele billedet. Og det er ikke kønt!
22. marts 2025 @ 11:52
Nej, det er virkelig uskønt og ækelt og uendeligt deprimerende.
21. marts 2025 @ 11:52
Bare kæmpe ros til dig herfra. For din saglige tilgang og dit overskud til at formulere det åbenlyse vanvid, der finder sted på bekostning af børnene<3
22. marts 2025 @ 11:53
Ved du hvad, Frederikke? Det er jeg faktisk SUPER glad for, at du skriver. For når jeg skriver om noget, jeg er så indebrændt over, som jeg er over det her, så er det svært at vurdere, om jeg får mig hidset så meget op, så budskabet går tabt. Så lige den med sagligheden blev jeg ekstra glad for her.
21. marts 2025 @ 14:01
Tak x 1000! For at gøre opmærksom på at Lea Korsgaard er syltet ind i så meget på Christiansborg og andre politiske “instanser” at hun er dybt dybt utroværdig i alt hvad hun skriver. Veninde med Barbara Bertelsen og helt tilfældigt udpeget fra statsministeriet som formand for DK Journalisthøjskole….
Der er mere og mere fokus på det, gudskelov.
22. marts 2025 @ 12:01
Jeg tror nemlig også, at det, der kommer til at bide dem i røven er, at det ikke længere kun er en bestemt, social klasse, der bliver ramt af det her. Det skeler ikke til hverken indkomst eller uddannelse, og derfor får de nok ikke, på den lange bane, lov at slippe afsted med den gaslighting, de normalt har held med at praktisere: Der er simpelthen for mange højtuddannede og mennesker, der kender systemet indefra, der kan kalde bullshit.
Og så tror jeg faktisk heller ikke, at man skal undervurdere, at det her også rammer familier, som IKKE har ND-børn. Jeg har en kollega, som altid har ment, at de her diagnoser er lidt noget pjat. Vi har ikke talt om det, for jeg brænder ud, hvis jeg skal tage snakken med alle, men hendes holdning har været ret klar.
Nu har hun så selv et barn, der er startet i skole, og i datterens klasse går der to børn, som allerede i 1. klasse er i så voldsom mistrivsel, at de fylder alt. Hun kender forældrene, som segmentmæssigt ligner hende selv så meget, at forklaringen om, at det nok bare er lemfældige typer, der giver deres børn for meget sukker og skærm, der vil have en diagnose for at frikende sig selv, ikke længere virker sandsynlig. Nu lider hendes egen datter under manglen på hjælp til de børn – og så bliver det pludselig lidt nemmere at se problemet, kan jeg høre.
Så løgnen skal sælges til mange efterhånden, og jeg er ikke sikker på, at de kan få lov at blive ved.
22. marts 2025 @ 16:56
Og vi skal heller ikke glemme, at der findes folk derude, som pga. deres egen situation faktisk rykker agendaen ret meget. Liselotte Hyveled er Novos Chief Patient Officer og er hjernen bag det program hvor Novo ansætter neurodivergente. Hun er tidligere formand for Det Centrale Handicapråd (som regeringen har udflyttet til Brovst i Nordjyllandog dermed amputeret dem helt ind i næste årtusind, men det er en anden historie). Hun er temmelig badass. Hun har et barn med autisme og jeg er sikker på, at det har haft afgørende betydning for hendes ageren.
Det er sgu lige før man ønsker, at nogle af politikerne får nogle af disse problematikker HELT IND PÅ LIVET selv. Glemmer i øvrigt aldrig Laura Lindahl, tidligere medlem af LA, der skiftede til de konservative efter hun havde fået børn, da der lige pludselig flugtede lidt bedre med den livssituation hun nu befandt sig i. No shit, Sherlock?
22. marts 2025 @ 19:59
Ja, det er helt tydeligt, at forståelsen vokser, når man selv står med problemet. Når jeg bliver allermest deprimeret over, at der tilsyneladende kun er de to yderpunkter at stå på i den her debat, prøver jeg at minde mig selv om, at tiden arbejder for os. De børn og unge, der de sidste 5-10 år er blevet klemte, maste og overhørt, bliver til voksne, stemmeberettigede mennesker – og de er rasende.
Jeg håber, at Tesfaye og Løhde og alle deres venner får PRÆCIS den alderdom, de fortjener.
23. marts 2025 @ 13:19
Hun er ikke veninder med BB – BB arbejder sammen med LeaK’ s mand tror jeg nok 🙂 Bare lige for en god ordens skyld.,
21. marts 2025 @ 15:19
Oh my god, du burde være graverjournalist! Vil du ikke please sende dette opslag til medierne som debatindlæg? Det er da virkelig et wake up call! Jeg kommer til at tænke på Erin Brockowitz (stave?) når jeg læser dit indlæg.
22. marts 2025 @ 12:06
Jeg overvejede det kort, men for at være helt ærlig, så orker jeg ikke den massive trolling, det vil trække med herind. Og så er jeg jo åbenlyst inhabil pga. vores diagnoser herhjemme, hvilket jeg med sikkerhed vil blive skudt i skoene af de mennesker, der har interesse i at miskreditere mig og min pointe.
Mit håb er, at jeg ved at være omhyggelig med kildehenvisninger og fakta i min tekst, kan gøre nogen, der er mere objektive end mig, interesserede nok i sager som den her til selv at begynde at holde øje og grave videre.
21. marts 2025 @ 16:30
Vi kalder det ikke korruption eller bestillings arbejde.
Men efter 30 år som pædagog, kan jeg jo se præcis de samme mønstre indenfor stats finansieret forskning, udviklings projekter, pædagogiske koncepter, “op”kvalificerings kurser, og her til sidst en trivselskomission.
Som alt sammen Insisterer på, at skinne lys på ALT andet, end normeringens sammenhæng med kvalitet.
Selvom vi alle i faget VED, at det er der, vi virkelig kunne rykke på den elendige kvalitet, nogen “kom til” at måle på for nylig (ups).
Og så længe det er jer forældres “skyld”, at ungerne mistrives (!) – så behøver man ikke sende flere penge ud.
En af landets førende forsker dame, fik lige bundet en yderst heldig sløjfe på sin store forskniings projekt konklusion om antal voksne pr barn, for år tilbage:
Normeringer er “vigtigt”….men ikke “altafgørende”.
Værsgo. Den sidste del har jeg hørt og fået påskrevet i årevis nu.
Selvsamme forsker lever forhåbentligt godt af det kvalitets-målings-materiale, som alle landets 4000 daginst skal bruge hvert år.
Vi har IKKE minimumsnormeringer.
Ikke nogen som børnene kan få øje på ihvertfald. Og istedet for at gribe og støtte “gråzone” børnene. Lader vi dem falde, og venter på, at de bliver dårlige nok til “måske” at få hjælp.
Men hey, vi er lige startet på et nyt opkval(me)ificerings forløb. Det er dyrt, siger min chef. Købt af et af de store psykologhuse.
Suk. Det er til at tude over.
22. marts 2025 @ 12:14
Jeg måtte gå i seng i aftes, da jeg læste på TV2, at vores børne- og undervisningsminister Matthias Tesfaye nu er ude og sige, at han vil justere lovgivningen, “så lærere og pædagoger i fremtiden kan gribe fysisk ind overfor elever, der ødelægger undervisningen for andre.”
“Det er en større udfordring at opretholde ro og orden i et klasselokale i dag, end det har været tidligere, siger han.”
“MT peger på mobiltelefoner, coronanedlukning OG EN NY FORÆLDREROLLE som årsagerne.”
“Børne- og undervisningsministeren tror ikke, at eksempelvis flere penge til folkeskolen vil gøre en forskel. I stedet tror han på, at mere autoritære lærere vil kunne medføre færre bortvisninger af elever”.
Hvad fanden i helvede, altså!!!? Og hvorfor får han lov at sige det uimodsagt?
Jeg holder det ikke ud.
22. marts 2025 @ 16:44
Jamen for helvede! Skal vi indføre den sorte skole og spanskrøret nu vi er i gang? Jeg bliver idiot af det her.
21. marts 2025 @ 18:17
Jeg vil stærkt anbefale, at man tegner et prøveabonnement på Information alene for at læse den her
https://www.information.dk/indland/2025/03/forskere-advarer-trivselskommissionens-anbefalinger-hviler-paa-mangelfuldt-vidensgrundlag
Det er så grum en proces med nedsættelse af den Trivselskommission (uf, et misvisende navn), at man tror, det er løgn. Ministeriet har simpelthen bestilt, at den skulle have “nye holdninger”, og at den er bevidst gået uden om førende forskere for at få andre svar (læs: ikke strukturelle forklaringer). Det er meget grimt!
22. marts 2025 @ 12:16
Jeg læste godt et andet sted, hvordan rekrutteringprocessen havde været, hvilket også gav akut lyst til at kradse øjnene ud. Vi har vitterligt ikke noget at lade Rusland og Kina høre for.
Men at de på forhånd har fået udstukket en konklusion er et nyt lavpunkt. Selv for politikere.
31. august 2025 @ 13:18
Blot til info
Artiklen er tilgængelig via Infomedia, hvis du er oprettet som låner på dit lokale folkebibliotek.
2. september 2025 @ 22:17
Tak for heads up på den <3
21. marts 2025 @ 19:01
Bent Madsen og Rikke Yde Tordrup har i årevis argumenteret for, at den dårlige normering er en direkte trussel mod børns udvikling og trivsel.
Her link til vigtig nuancering fra Anne Mette Sohn i forhold til trivselskommisionen:
https://www.socialtindblik.dk/jeg-dumper-gerne-trivselskommissionens-anbefalinger-hvis-det-betyder-at-min-soen-og-min-familie-kan-trives/
22. marts 2025 @ 12:20
Det lugter meget af, at de skal have skabt et narrativ at bygge deres kommende valgkamp på, og lige nu er i gang med at vurdere, hvilken strategi, der virker bedst. For Trumps model er at foreslå noget fuldstændig vanvittigt, holde fast så længe, at den vantro latter forstummer – for så i 11. time at agere helt ved kun at gøre halvdelen af det, han har truet med.
Han slipper stadig afsted med at skære fra og ned, og har i samme ombæring fået sig selv fremstillet som redningsmand.
Jeg tror, de føler sig inspirerede på Christiansborg.
21. marts 2025 @ 21:43
Tak for dit skarpe blik her! Jeg har ikke abonnement på Zetland længere af lignende årsag. Var ellers glad for meget ved det medie. Men De kørte en “kampagne” /artikelserie omkring tvangsanbringelser for nogle år siden som var den klammeste omgang følelsesporno – blottet for nuancering, faglige perspektiver og ordentlig journalistik. Det var så åbenlyst, men meget forførende for folk der intet ved om emnet.
22. marts 2025 @ 11:02
Helt enig – det var også på pga de artikler, at jeg holdt op med at læse Zealand.
22. marts 2025 @ 12:22
Og det er jo virkelig problematisk, hvor tydeligt det bliver, når en avis skriver om noget, man selv har indgående kendskab til, at de enten har en dagsorden, man ikke var bekendt med, eller simpelthen bare ikke er bedre end dét.
Jeg ved næsten ikke, hvad jeg synes er værst.
8. april 2025 @ 21:18
Åh nej, de historier slugte jeg ellers næsten råt – skår lidt fra ift. følelsespornoen (for ja, den kunne skæres i skiver), men tænkte ellers at de derudover dækkede nogenlunde objektivt.
Jeg så for nyligt at domstolen var ude med riven ift. tvangsadoption og at der var sager der var i strid med menneskerettighederne, som bekræftede mit indtryk efter Zetlands-serien..
Hvor finder jeg de gode, faglige argumenter for at tvangsadoptioner er det rette, så jeg får nuanceret mit nuværende syn? 🙈
22. marts 2025 @ 10:13
TAK for at belyse dette emne fra en anden vinkel. Jeg havde bare lige set overskrifterne om at ADHD bl.a. kunne skyldes moderens kost under graviditeten etc.. Men som du skriver, er der much more to it. Og nu kan jeg bare ikke lade være med at tænke over, om der er andre dagsordner bag Lea Korsgaards nye sommerfuglebog: “Inden året er omme”. Altså ud over en stor interesse for sommerfugle, som vi selvfølgelig skal passe på /bevare.
22. marts 2025 @ 12:25
Det er jo nok det, de håber; at folk bare læser de første afsnit og så selv sætter delene sammen.
Jeg læste engang en artikel om statistisk signifikans, der omhandlede, hvordan man kan få statistik til at understøtte alle pointer, hvis man vil. Eksempelvis havde et hold forskere fundet ud af, at der tidsmæssigt var et 1:1 sammenfald mellem udgivelsen af en ny Nicholas Cage film og tsunami-forekomster i Japan.
Det tænker jeg på HVER gang jeg ser forskning, der “understøtter” en pointe, som nogen har været meget ivrige efter at slå fast.
22. marts 2025 @ 11:05
Tak, Linda, for et en meget skarp analyse og indlæg. Tak for dig.
22. marts 2025 @ 12:27
💚💚💚
22. marts 2025 @ 17:23
1. Tak, nu behøver jeg ikke bruge mere energi på at overveje, om jeg skal abonnere på Zetland igen.
2. Jeg er i næsegrus beundring over, at du kan være så super skarp og saglig omkring et emne, du er så personligt investeret i.
22. marts 2025 @ 20:07
2. Kæmpe, kæmpe tak <3
1. Jeg er så splittet på den der. For jeg har selv lyst til at lukke ned for alle de medier og sider og personer, der giver mig lyst til at sætte ild til mig selv af raseri. Men kender du teorien om Det Døde Internet? Jeg er stødt på den flere steder, og hørte Sinisterhoods podcast om det for nogle måneder siden.
Hvis ikke du er stødt på den, er det teorien om, at vi gennem algoritmen får skabt hvert vores lille ekkokammer, og derfor ikke ser oprør og problemer, før de eksploderer mellem hænderne på os. Trumps genvalg er et godt eksempel. For når vi kun ser content fra mennesker, der ligner os selv, får vi skabt en oplevelse af, at vores holdninger er de rigtige, og at alle ser verden som os. Det giver et billede af virkeligheden, som ikke stemmer overens med realiteterne, og det kommer alle de forkerte til gode.
Så jeg forstår HUNDREDE procent, hvorfor du ikke vil støtte dem. Jeg er også selv hoppet af. Men jeg sørger for at følge med, når noget deles, f.eks. på fb, så jeg stadig har et øje på, hvad de render og laver i skyggerne.
24. marts 2025 @ 14:17
Jeg opsagde mit abonnement for nogle år siden, fordi der begyndte at være lidt for mange tyndbenede historier, som simpelthen bare var spild af tid. Men denne historie er jo direkte ondsindet og skadelig for en masse mennesker, som har brug for medspil, ikke modspil. Det kan jeg bare ikke være med til at støtte.
Og som du siger, man kan godt følge lidt med alligevel. Heldigvis har artiklen fået masser af velformulerede kritiske kommentarer.
24. marts 2025 @ 20:28
Det giver på alle måder mening. Man skal også kunne sove om natten❤️🌙
24. marts 2025 @ 08:11
Tak for den skarpe analyse, Linda! Jeg læste også artiklen på Zetland og var en af de mange oprørte forældre i kommentarsporet. Det er simpelthen så usagligt med en hel artikel kun med PPR som kilder. I de efterfølgende artikler i serien har journalisten så godt nok inddraget nogle af de mange forældre, der har henvendt sig, men hun fastholder sin vinkel med forældre som ‘diagnosejægere’. Det ‘kritiske’ består så i at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor det i praksis mange steder i uddannelsessystemet kræver en diagnose at få hjælp. Altså er præmissen stadig, at det er problematisk, at børn diagnosticeres med autisme eller ADHD. Jeg bliver ligesom dig både træt og vred over, at det er den slags, der får lov til at fylde i medierne (og så endda Zetland, som jeg ellers har været glad for), og ikke de reelle strukturelle problemer, som ellers godt kunne trænge til at blive belyst. Og ja, timingen og sammenfaldet i agendaer er påfaldende.
24. marts 2025 @ 20:36
Jeg får lyst til at rive min hud af over, at en så grøn journalist får lov at stille sig kritisk overfor noget, hun reelt ikke forstår. For det gør jo for fanden ingen forskel!? Da Anton havde fået sin diagnose, fik han PRÆCIS den samme (manglende) hjælp, af præcis de samme mennesker, som inden han blev udredt. Ingen af dem havde så meget som 10 minutters kursus i ND-børn.
Og den “hjælp” alle taler så meget om, er jo OGSÅ til at skrige over. Det er antallet af støttetimer, der afgør, om en lærer skal kunne differentiere sin undervisning, eller om der kan sættes ekstra personale på – hvilket der spekuleres flittigt i. Og hvem kan bebrejde lærerne? De står med proppede klasser, børn, der skriger på hjælp, og en kollegagruppe bestående af vikarer. Men har man en særlig slem klasse, kan man så vurdere, at et af børnene har brug for over 12 timers støtte – for så udløser det en ekstra lærer.
Der, hvor man så får lyst til at stikke øjnene ud på sig selv er, når det går op for én, at støtten ikke gives på barnet, men på klassen. Der kan altså reelt bevilges hjælp til et barn med en diagnose, som så aldrig får så meget som ét minut af de ekstra timer, der er tildelt klassen pga. ham/hende.
Det kunne journalisten måske i stedet have fokuseret lidt på. Men det er hele genistregen i det system; at de har gjort det så uigennemskueligt, at ingen orker at bruge den tid, det kræver at forstå det.
25. juni 2025 @ 20:38
Tak for et nuanceret og kritisk perspektiv på en kompleks problemstilling. Du peger meget vigtigt på, hvordan økonomiske og politiske interesser kan farve både forskning, medier og offentlige debatter om børns trivsel og diagnoser. Det er essentielt at have et vågent øje for interessekonflikter og timing, når man læser sådan nogle historier, især når de påvirker sårbare grupper som børn og deres familier. Samtidig understreger du også, hvor vigtigt det er at fastholde kritisk tænkning og undgå at acceptere forsimplede forklaringer eller løsrevne anekdoter uden at se på den samlede kontekst. Din pointe om transparens i den offentlige debat og krav om tydelig deklarering af inhabilitet og interessekonflikter er både relevant og aktuel.
Det er en svær balance at bevare troen på forskning og viden, når politiske dagsordener og økonomiske interesser spiller en rolle, men det er netop derfor, at vi skal være ekstra opmærksomme på kildekritik og bredere perspektiver.
26. juni 2025 @ 21:15
Tak for din kommentar, Jesper.
Jeg er ganske enig, og det, der ærger mig mest er, at pressen som helhed ikke er bedre til at forholde sig kritisk til de informationer, de bliver forholdt.
3. september 2025 @ 15:23
Hvor er du skarp TAK for din grundighed og saglige tilgang❤️ det er så imponerende, og fortjener en ( meget) større platform …. dog forstår jeg fuldtid, at du ikke orker at stille dig helt ud på øretævernes holdeplads …,, 🙏 tak endnu engang for din kæmpe indsats
4. september 2025 @ 15:43
Jeg er altid glad, når det når ud til nogen, der kan bruge det <3