M2025, uge 17

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg været på arbejde igen, og det var wunderbar – men jeg har selvfølgelig også været hjemme, langt flere timer end jeg plejer.

Jeg har brugt tiden på nogle af de små projekter, jeg har haft hængepartier på; bl.a. har jeg opdateret og udfyldt det, jeg manglede ift. min Post Mortem-bog, og jeg har fået tjekket login og koder til blog, firmahjemmeside, arbejdsapps osv. osv.

Det har været rart at få styr på, så punkterne kan slettes fra min kroniske to-do, og jeg opdagede faktisk undervejs også et par apps, jeg betaler for, som jeg ikke længere bruger. Farvel til dém.

2.

Har jeg brugt mange timer på Projekt Fællesskur, og jeg hygger mig virkelig meget med det. Jeres input til sidste uges indlæg har gjort, at jeg nu har fundet nogle fonde, jeg kan søge, og det ville jeg ikke have tænkt på, hvis ikke I havde nævnt det. Ægte tak for dét!

Jeg har fået nye bedstevenner, både på vejen og i boligforeningen, og jeg har lært mere om Gori, byggetilladelser og hvordan man trækker el på et udendørs areal, end jeg troede, det var muligt. 

Jeg har flere gange hørt katastrofeforsker Rasmus Dahlberg tale om vigtigheden af at skabe små fællesskaber i nærmiljøet, fordi det også bliver den slags, der bliver afgørende, hvis vi ender et sted, hvor vi får brug for vores prepperlagre, så bare en varm anbefaling af at kaste sig over et fællesprojekt, der hvor man bor.

(Og så ved jeg godt, at det kan ende med at blive virkelig sjovt senere, når vi skal til at snakke vedligehold osv. men den tid, den glæde).

3.

Har jeg prøvet at købe en ny slags mælk, nemlig Nora Let Mælk, som jeg ikke har hørt om før.

Vi drikker en enkelt liter mælk eller to om ugen herhjemme, så det er ikke fordi, det er en stor post på budgettet, og jeg plejer bare at købe den økologiske variant, der er på tilbud, når jeg handler.

Men det, der fangede mit øje her, var teksten om, at mælken kan holde sig længere tid – men den er stadig at finde på køl.

UHT-mælk kan holde sig ved stuetemperatur, så min medfødte, vestjyske skepsis rørte naturligvis straks på sig over kombinationen af forlænget holdbarhed og køl. Særligt, da jeg ikke lige på de første 3 googlinger kunne finde info om firmaet bag.

Jeg tog derfor én for holdet og bestilte en liter, og nu har jeg både smagt mælken og fundet ud af lidt mere om firmaet bag og konceptet ‘ESL’ (Extended Shelf Life).

Nora er hollandsk, men det viser sig, at mælken er tappet i Sverige for Geia Group, og den er varmebehandlet på en måde, der ligger lige i mellem UHT (ultra high temperature) og lavpasteurisering.

Ved UHT-behandling opvarmes mælken til 135 grader i 3-5 sekunder. Det udrydder bakterier, men kan til gengæld påvirke smag og konsistens, ligesom det også kan have en negativ effekt på vitaminindholdet.

Fra et miljøperspektiv er fordelen, at mælken kan holde længere tid, hvilket mindsker madspild og gør det muligt at optimere den logistiske del af forsyningskæden. Højere temperaturer kræver mere energi, men til gengæld skal mælken jo så ikke stå på køl, hvorved man sparer energi, og hvad resultatet på bundlinjen af dét regnestykke er, ved jeg simpelthen ikke.

Lavpasteuriseret mælk opvarmes til 72 grader i 15 sekunder, hvorefter det nedkøles til 5 grader. Det er mælk, som vi kender det, og er i Danmark langt det mest almindelige, fordi vi har en effektiv forsyningskæde og er et lille land.

Miljømæssigt kræver det flere biler på vejene, mere nedkøling og hyppigere afhentning, men til gengæld knap så meget energi til pasteuriseringsprocessen.

ESL er en slags mellemvariant, hvor mælken opvarmes til 130 grader i 0,5-2 sekunder, hvilket giver længere holdbarhed pga. den højere temperatur, men til gengæld ikke skulle påvirke smag og konsistens. Jeg kan ikke smage forskel, men om det skyldes mig eller mælken, skal jeg lade være usagt.

Det kræver mere energi at varme mælken op til 130 grader end til de sædvanlige 72, men til gengæld er behandlingstiden kortere. Man kan optimere logistikken, fordi den længere holdbarhed gør det muligt at køre færre leverancer, men samtidig skal mælken jo så holdes på køl i sin levetid, og igen: Jeg aner ikke, hvordan man stiller det regnestykke op.

Alt det kan man nemt fare vild i, og så er det, at man nemt ender med ‘for komplekst – fuck det’-ligegyldigheden.

Men det, jeg synes er værd at huske, er, at al mælk har (relativ) kort levetid, når først det er åbnet. Derfor tror jeg, at man er nødt til at se på sit eget forbrugsmønster, når man beslutter, hvilken model, der er den mest miljøvenlige. I hvert fald indtil nogle uvildige forsker-typer siger noget klogt om hele processen.

Herhjemme er udfordringen uåbnet mælk, som når at blive for gammelt, fordi jeg forsøger at nøjes med at handle to gange om ugen, og det dermed kommer til at ligge på hylden i mit køleskab i mange dage.

Nogle dage spiser børnene morgenmadsprodukter med mælk på, andre dage kører de toast. Nogle dage drikker jeg mælk i min kaffe, andre dage gør jeg ikke. Derfor giver ESL mening her, fordi de ekstra 7-10 dages holdbarhed af den uåbnede mælk betyder, at jeg kan undlade at købe mælk, når jeg handler i uge 2, hvis der stadig ligger en liter i køleskabet fra uge 1 – for den kan stadig holde en uge, når jeg åbner den tirsdag i uge 2.

Jeg er træt af, at mælken ikke er økologisk, og derfor kommer jeg ikke til at lave et fuldt skifte, men jeg vil stadig gerne som forbruger støtte op om, at man begynder at tænke i løsninger, der mindsker spild af de varer, der bliver produceret.