Lidt på bagkant kommer her en update på både operation og nuværende helbredsstatus. Egentlig mest som en slags public service ift. hvis nogle af jer har udsigt til at skulle igennem det samme, for jeg har selv savnet nogen på min egen alder at spejle mig i.
Da jeg endelig fandt ud af, hvorfor jeg havde så absurd ondt i min højre hoftebøjer og musklerne på bagsiden, troede jeg, at jeg havde masser af tid at løbe på. Man har ikke hørt om ret mange under 50 med svær artrose, vel? Så jeg satte min lid til træning, akupunktur, collagen og høj smertetærskel, og indstillede mig mentalt på, at det nok trak op til operation om 4-5 år.
Det, jeg i dét regnestykke ikke havde taget højde for, var hvor hurtigt det gik ned ad bakke. Og hvor meget, der påvirker alle mulige andre dele af kroppen at have så ondt et centralt sted i bevægeapparatet. For jeg kunne nærmest uge for uge både se og mærke forværring, og allerede omkring jul, dvs. 5 måneder efter, at jeg havde fundet ud af, at det var artrose og ikke “bare” et skævt bækken, havde jeg fået virkelig ondt i det venstre knæ.
Da vi nåede februar, sov jeg på en triggerbold, sad på en kilepude i bilen og en bold herhjemme, havde indlæg i min ene sko og vågnede flere gange hver eneste nat af ren og skær smerte. Jeg havde ugentligt, spændingsudløst migræne og måtte kompensere i ét væk, når jeg trænede.
Det mest frustrerende var, at uanset hvad jeg gjorde mig af anstrengelser for at dæmme op og regulere, så blev det *stadig* bare værre og værre, og den sidste måned op til operationen havde jeg en oplevelse af, at det var et kapløb med tiden ift., om jeg ville nå at smadre det venstre knæ fuldstændigt.
Alt det skriver jeg, fordi jeg flere gange undervejs mødte velmenende fysioterapeuter, som advokerede for træning i stedet for operation, og som tydeligvis havde det med ortopædkirurger, som jeg har det med J.D Vance.
Jeg er enig i, at man ikke skal smide sig under kniven, første gang det nipper lidt. Der er naturligvis indsatser, som skal prøves af, inden man går fuld titanium. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man som (mulig) patient insisterer på, sammen med de fagfolk, man læner sig op ad, at lave nogle evalueringer undervejs, hvor smerteoplevelsen skal være blevet bedre, eller hvor man kan mere indenfor det nuværende smerteniveau. Hvis ikke det er tilfældet, skal der ringes med klokken. For det er reelt kun to år siden, at jeg for alvor fik ondt, men det sidste år har det været så slemt, at jeg i dag klart ville ønske, at jeg havde taget det her skridt noget før. Ud fra et sundhedsfagligt perspektiv synes jeg, at man er nødt til at tage manglende nattesøvn og tab af muskelmasse, fordi man ikke kan træne som man plejer, med i beregningerne, når der laves en helhedsvurdering af, hvad den bedste løsning i det enkelte tilfælde er.
Nå, det var et sidespor, men jeg synes, det er et vigtigt ét af slagsen.
Da først jeg havde datoen for min operation, forsøgte jeg, me being me, at forberede mig bedst muligt, og noget af det, der var ved at drive mig til vanvid var, at jeg ikke kunne få svar på *noget*.
Uanset, hvad jeg spurgte om, fik jeg: “Det er MEGET forskelligt” retur, og når man er et menneske, der finder ro i forberedelse, så er det voldsomt udfordrende ikke at kunne gøre noget som helst. Havde det været en arm jeg skulle opereres i, havde jeg vidst, at lynlåse og madlavning ville blive bøvlet. Havde det været en tå, havde jeg forberedt mig på noget med balancen og fodtøjet. Men hoften sidder meget midt i kroppen, og det er virkelig svært at forestille sig, hvad man bagefter kan og ikke kan. Om det f.eks. gør mest ondt at sidde eller stå, om man kan støtte på benet eller løfte ting over hovedet osv. osv.
Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg ikke ville kunne cykle hjem fra hospitalet, men detaljerne var stadig relevante for mig, fordi jeg som selvstændig jo ret gerne ville have en fornemmelse af, hvornår jeg kunne begynde at tolke igen – og hvilke opgaver, der var realistisk at sige ja til. Nogle af mine faste opgaver er så faste, at jeg ved præcis, hvor jeg kan parkere, og hvor langt, jeg skal gå. Jeg kender lokalet, vi skal være i, og jeg ved, hvad der skal ske under tolkningen. Hvis jeg på forhånd vidste, at de fleste kan sidde nogenlunde smertefrit igen efter et par uger, ville jeg godt kunne sige ja til den slags opgaver, for armene fejler ikke noget.
Men tusind spørgsmål senere, måtte jeg sande, at jeg nok bare ikke kunne komme det nærmere, så jeg overgav mig (modvilligt!) til uvisheden.
Jeg stemplede ind på hospitalet onsdag d. 09. kl. 7.15. Kl. 8 røg jeg på bordet, kl. 10 vækkede de mig igen, og kl. 12.30 var jeg oppe at gå på trapper.
Jeg var presset, da jeg ankom til hospitalet, og de ti minutter, hvor de gjorde mig klar til operation, var overraskende ubehagelige. Jeg har tolket en del operationer efterhånden, og derfor har jeg lidt baggrundsviden ift., hvordan den slags normalt foregår. Men jeg var uforberedt på, HVOR meget, der foregik samtidigt her, og selvom jeg huskede at sige, at jeg gerne ville have lagt venflon i den ene hånd og målt blodtryk på modsatte arm, blev det hurtigt så overvældende, at jeg var nødt til mentalt at lukke af.
Mens jeg sad der, tænkte jeg lidt over, at det nok også handler om, at et ADHD-nervesystem selv på en god dag er overbelastet, og her er der lys og lyde og mennesker og info og ting, der er ubehagelige – og man har ikke fået sin medicin. Det ER en krads omgang. Men epiduralen var overraskende smertefri, og jeg fik sovemedicin, så hatten passede, så jeg har ingen erindring om selve operationen, hvilket jeg er glad for.
Da jeg skulle op at gå et par timer senere, føltes det som om, jeg satte min fod på en roterende skive, så den drejede rundt i en cirkel – men når jeg kiggede ned, stod foden stille. Det var her, jeg lærte, at man ikke kan lægge en ny hofte ind, uden at skære nogle af de muskler over, der styrer rotationsbevægelsen, og det er skideirriterende. For det er absurd udfordrende ikke at have motorisk kontrol over sit ben sidevers.
Men jeg er inderligt overrasket over, hvor lidt smertefuldt, det trods alt har været. De første 36 timer var stramme, men på intet tidspunkt var smerten uudholdelig, og jeg var afsted på min første tolkeopgave 14 dage efter, de havde opereret mig. Jeg brugte krykker i en lille uge, men primært om natten, eller når jeg var ude og traske en lille tur op og ned ad vejen.
I dag er det præcis 3 uger siden, jeg blev opereret, og jeg har været ude at køre bil for første gang. Jeg er på job igen, i gang med træning igen – også squat med en smule vægt på – og jeg kan nøjes med at spise panodil sporadisk, så selvom maskinen kører på lidt færre cylindere, end den plejer, er jeg jo egentlig, i det store og hele, tilbage.
Jeg halter stadig en smule, men kun fordi mine muskler stadig er så overspændte af at kompensere i 2 år, og smerterne, der før var ved at tage livet af mig, er væk.
Væk-væk.
Der er INGEN tvivl om, at min speedy recovery er resultatet af at have styrketrænet så længe og tungt, som jeg har, for der er meget, jeg ikke har været bange for at prøve. Jeg ved, at jeg kan bære min egen vægt, udelukkende på venstre ben, og at jeg har masser af styrke i armene. Det betyder, at jeg hurtigt har været i gang med at prøve at lægge vægten forsigtigt over på højre side, og jeg kan sagtens se, hvordan det kan være svært at turde gøre, hvis man ikke stoler på, at den gode side kan bære.
“Men er det KUN fedt, Linda? For det kunne godt lyde som om, du kommer til at lyve en *lille* bitte smule…”
Nej. Det ville trods alt være for godt til at være sandt.
Som sagt var de første døgn hårde, fordi kroppen har taget nogle tæsk; de saver et stykke knogle ud, fræser et hul i hofteskålen, hamrer et stykke metal ned i lårbensknoglen, og så har jeg, fordi jeg er så særlig, fået 3 ekstra skruer med i købet. Jeg er syet med 20 sting, mit ar er 25 cm. langt, og jeg glemmer ikke, at de har været der.
Jeg præsterede også at besvime, lige ned i bordet, den første morgen herhjemme, fordi mit blodtryk var gået hjemmefra, og jeg ikke havde fået noget at spise. Det kommer Frida ikke til at glemme foreløbigt, og det var virkelig synd for hende, at hun fik den med.
Men det, der ubetinget har været sværest, har været nætterne. De har været uendelige, fordi jeg de første to uger kun har kunne ligge på ryggen med benene bøjet, og jeg derfor har haft så ondt i mine muskler, at jeg har været ved at blive vanvittig. Ægte.
Det har også været en mental udfordring for mig, at smerterne har været forskellige fra dag til dag; den ene dag har jeg haft ondt i såret, dagen efter i knoglen, dagen efter det i anklen, fordi hele benet har været sort og blåt og hævet osv. osv. Det gør det svært at tracke fremgang, og det har været frustrerende.
Og endelig er trætheden (stadig) lidt overvældende. Jeg har dage, hvor jeg har det, som jeg havde det, de første uger efter jeg fødte Anton, og hvor et virkelig hyggeligt besøg på en time, af et menneske, jeg har savnet, som selv laver kaffe og serverer mad for mig, efterlader mig bleg og huløjet.
Alt det er kommet bag på mig, og det er faktisk grunden til, at jeg skriver det her indlæg. For jeg var forberedt på smerter og immobiltet og forbindinger og frustrerende begrænsninger – men de øvelser, jeg havde fået med hjem, var jeg niveaumæssigt forbi på 3. dagen, og smerterne har, de dage, de har været værst, ligget nogenlunde samme sted på skalaen som 2. dags menstruationssmerter.
Men jeg var ikke forberedt på nul søvn, invaliderende træthed og på at skulle famle i blinde efter fornemmelsen af, om det gik den rigtige vej.
Det vendte på 10. dagen, synes jeg. Herefter har jeg sovet mere og bedre, og jeg kan tydeligt mærke, at det hver eneste dag bliver bedre, og at jeg kan mere. Stingene er taget ud, plasteret er fjernet, og den største fare nu er faktisk, at jeg glemmer, at jeg er blevet opereret. Forleden, da jeg var på opgave, tog jeg trappen, og da eksede benet en smule skråt ind foran mig, fordi det stadig ikke er helt stabilt, når jeg belaster det. Det gjorde ikke ondt, og det er nok i virkeligheden ikke så godt, for jeg føler egentlig, at jeg er klar til at knalde nogle kilo på barren og køre rigtige squats igen. Men bøjer benet ind foran med 50 kg. på nakken, så går hoften går af led, og det skal vi IKKE bede om, har jeg ladet mig fortælle.
Summa summarum: Jeg tager den med ro, holder små pauser og sørger for at smide benene op et par gange i løbet af dagen. Jeg kommer til at trappe langsomt op på alt, lige fra opgaver til sociale arrangementer og bilkørsel, og de dage, hvor jeg er på job, skal der ikke ske andet.
Jeg har også sovet til middag for første gang i mit liv.
Men når alt det er sagt, så går det virkelig over al forventning, og jeg er helt blæst væk over, hvad kroppen kan overkomme på bare 3 uger.

Tak for info, dejligt at kunne følge lidt med!
Sejt gået, kæmpe ros til dig, at du mærker dig frem og lytter til kroppens signaler👍
Sidste år så min mand med stor fornøjelse en engelsk serie, hvor de live-filmer store operationer, med side-linje kommentatorer, som selv er kirurger…
Der var også en hofte operation.
Vær du bare glad for, du ikke var vågen..!! 🪚🪓⛏️
Fortsat rigtig god bedring❤️
Ham, der vækkede mig fra narkosen, var iført visir og slagterforklæde, som begge dele var sprøjtelakeret med blod. Her tænkte jeg godt nok lige kortvarigt, at man måske godt kunne have brugt de 20 sekunder, det ville tage at afmontere dét rædselsensemble, før man vækkede folk…!
Vent lidt, jeg kommer da lige i tanke om (alt, alt for sent) at den så smukt skrivende Idabida (som vist mest er på substack nu?) har metalhofte? Og da vist også har fået den skiftet. Som sagt, lidt sent i forløbet, og til meget lidt hjælp…sorry.
Verdens bedste Ida er nemlig også med i cyborg-klubben; hende har jeg sendt mange kærlige tanker undervejs <3
Hvor er det dejligt at læse om din oplevelse på godt og ondt. Jeg er en gammel kone på 71, fik i dec 22 og marts 23 to nye knæ, samme oplevelse, havde ventet for længe, trænet meget, har fået fuld bevægelighed, men trætheden, som du skriver, var enorm. Lærte at sove/hvile til middag, føler at der gik ca 3 mdr. hver gang inden jeg var på toppen igen. Fortsat rigtig god bedring til dig, du stærke kvinde .
Det er faktisk rigtig rart med en konkret tidsangivelse, for jeg har nemlig hørt 3 måneder flere steder fra. Så selvom det er forskelligt fra person til person, så lader det til at være nogenlunde det spænd, man skal forberede sig på at være kørende på halv kraft.
Er det virkelig første gang, at du har prøvet at sove til middag? Ved du ikke, at middagslure er det BEDSTE i hele verden?😳 Anyway, god bedring♥️ Det må være hårdt, når man er ene kvinde på skibet!
Haha – jamen, jeg er bare så dygtig til at komme i tanke om ALT MULIGT, jeg lige kunne lave/gøre/undersøge/læse, når jeg lægger mig på sofaen og lukker øjnene:)
Men det har givet sig selv, for i det sekund jeg har lagt mig på sofaen, er stikket bare blevet trukket ud. Jeg er gået hen og blevet helt misundelig på dem, for hvem det altid bare fungerer sådan.
ALDRIG undervurdere, hvor hårdt fuld bedøvelse og operation er for din krop. Træt, træt og mere træt og det kan vare længe! Proteiner er godt.
Nej, det er godt nok mere massivt end forventet.
Jeg har heldigvis pakket fryseren med masser af proteinrige retter, og er ualmindelig vedholdende med vand, vitaminer og jern også.
Vi er jævnaldrende og jeg har fået skiftet begge hofter pga. svær artrose med et års mellemrum.
Det gik også nemt, når man huskede at respektere kroppens signaler om træthed og at det er helt forbudt at komme i ydrestillinger, hvor man kan risikere at hoften går af led. Det skete nogle gang for min far der også var hoftepatient og var MEGET smertefuldt.
Det er dine muskler der skal holde din hofte på plads og der går noget tid inden de er fit for fight igen, da de har været delt for at de kunne komme til.
I og med at jeg er så “ung” skal jeg påregne at der skal skiftes i hvert fald en gang til, hvis jeg bliver gammel nok, men det er jeg ikke så bange for. Det bedste ved at få det gjort, var det absolutte fravær af smerterne pga. artrosen bagefter operationen, alt det andet var til at takle.
Jeg har fået virkelig mange skrækhistorier om hofter, der går af led, og det lyder fuldstændig forfærdeligt. Derfor har det været noget, der faktisk har fyldt en del for mig inden operationen. Men min træner sagde noget rigtigt til mig, da vi snakkede om det: “Det er jo en risiko, man har med alle led i kroppen. Også selvom de ikke er skiftede.”
Det fandt jeg faktisk en slags trøst i, for jeg har ikke lyst til at leve resten af livet i kronisk frygt for min egen krop.
(Og bare fordi skriftsprog somme tider er svært: Det er slet ikke det, jeg hører dig argumentere for – det er bare min egen tankeproces, jeg beskriver her <3)
Kroppen er fantastisk! Og som du selv er inde på, så betyder den fysik, du går ind i sådan noget med rigtigt, rigtigt meget for ens ‘helingspotentiale’ som det så fint hedder på fagsprog.
Det kan jeg virkelig godt mærke. Og jeg har tænkt virkelig mange gange de sidste par uger, at det bare bliver vigtigere og vigtigere, jo ældre man bliver.