M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været i gang med at planlægge Antons ikke-konfirmationsfest, som bliver en dag, 100% på hans præmisser.
Det har for ham været alt for abstrakt, hvad selve dagen kommer til at indebære, og i de situationer kan det ikke betale sig at forsøge at presse planlægning igennem, for han går i baglås – hvilket jo sådan set er ret forståeligt.
Men vi er så heldige, at Antons søde, jævnaldrende kusine også går i 7. klasse, så hun blev konfirmeret sidste weekend. Derfor har jeg nu kunne tale meget mere konkret med ham om, hvilken dag HAN gerne vil have, fordi jeg kan lave en 1:1 sammenligning af alle delelementerne.
“Hvem vil du gerne have med i kirken? I søndags var vi X, Y og Z afsted. Du skal jo ikke selv konfirmeres, men kunne du tænke dig, at mormor og morfar sad sammen med os og så de andre fra klassen blive konfirmeret?”
“Hvad vil du gerne have at spise? I søndags fik vi kylling, mørbrad, salat osv. Hvad kunne du tænke dig?”
“Hvor vil du gerne være? I søndags var vi i festsalen, hvor moster og onkel bor. Vil du gerne være her? Udenfor? I mormor og morfars have?”
Han HADER det, for han synes, det er bøvlet at tage stilling til, og det må det virkelig også være, når man ikke får billeder inde i hovedet, hver gang nogen beskriver et scenarie, men denne gang har jeg stået fast på, at det SKAL være ham selv, der vælger. Jeg hjælper selvfølgelig med forskellige muligheder, men med møje og besvær (og moderat tvang), er det lykkedes ham at vælge en menu og at beslutte, hvor vi skal være.
Ønskesedlen hænger stadig, men “Jeg er færdig med at snakke nu, mor” – og det kan man jo ikke argumentere imod.
Jeg har den på listen her, fordi det for mig virkelig er én af de ting, jeg har skulle lære, og som gennem tiden har kostet mig dyrt. Både økonomisk og tidsmæssigt. For jeg lægger planer – Gud og Anton ler. Det har været en overvindelse at slippe behovet for at være på forkant med alt, men jeg har så mange gange stået med fryseren fuld af mad, han ikke kan overskue, billetter til arrangementer, han ikke har lyst til at deltage i, og tusind ideer, jeg allerede har planlagt i detaljer, der bare ikke fungerer for ham.
Derfor har kunsten for mig været at lære at læne mig tilbage og vente på, at han er klar. For han ved præcis, hvad han vil og ikke vil, og det er en gave. Men at kunne drage fordel af kompasset forudsætter, at jeg holder hestene til han er klar, og det var han i dette tilfælde først nu.
Men nu er rammerne for dagen sat, jeg ved, hvad der skal laves af mad, og han har lovet mig, at vi kan kigge på ønskesedlen i morgen. Med 14 dage at løbe på, er det også ved at være, men vi får det til at fungere, og vi gør det på hans måde.
2.
Har jeg erkendt mit nederlag og købt flere knive.
For mine børn spiser pludseligt kun ting, der skal smøres, og efter i 4 uger konstant at åbne skuffen til en tom bestikindsats, fik jeg i går nok og kørte i Hjemløses Venner efter en håndfuld nye brugte.
Til 1 kr. stykket kan det ganske enkelt ikke betale sig at stå, optændt af mor-irritation over, at iNgEn i dEt HeR hUs TaGeR eN oPvasK aF siG sELv!
3.
Tænkte jeg, da jeg gik rundt i Hjemløses Venner over, om der mon kommer et tidspunkt, hvor der skal laves noget mere regulering af, hvad der må sælges i genbrugsbutikker.
For hvor den etablerede detailhandel er underlagt regler og restriktioner for, hvad de må videresælge, så er der jo – mig bekendt – ikke samme begrænsninger pålagt Frelsens Hær, Røde Kors osv.
Men du kan jo ikke på en lampe se, om den er købt i Silvan eller på Temu, om termokoppen er fra Magasin eller Ali Express eller om kjolen er fra Zalando eller Shein.
Og hvor man som enkeltforbruger jo selv beslutter, om man tør købe lyskæder og foundation fra den kinesiske undergrund, så kommer genbrugsbutikkerne måske lidt til uforvarende at hvidvaske varerne, fordi 80% af dem, der handler der, formentlig ikke overvejer, at varerne kan være fulde af kemikalier og løse forbindelser.
Handler du på Marketplace, ved du godt, at du tager chancen, for du kan ikke se på en babyalarm, om den har været tabt i havet, eller om et par gummistøvler har stået på loftet i 5 år, så de flækker, første gang barnet har dem på i børnehaven. Men der er et eller andet ved at købe tingene i en butik, der legitimerer dem på en anden måde, end hvis du har hentet dem i en garage i Guldager, synes jeg.
Jeg kan faktisk ikke helt finde ud af, hvor jeg selv står på den; om jeg synes, det bør reguleres eller om det bare er købers eget ansvar, men jeg tror, det er noget, vi på et tidspunkt bliver nødt til at forholde os til.
Hvad tænker I?
Med 2 aldeles gennemsnitlige-standard neuro-typiske Drenge, måtte jeg indse, at alt det sjove ved konfi-forberedelsen bare lå hos mig. De var 100% ligeglade med farve valg, bordpynt, menu mm.
Men elsker, at du holder festen med total respekt for hans ønsker.
Det kunne vi voksne (og vores fester) sagtens lære af…
For festen er jo.. for ham!
Lige præcis!
(Men jeg glæder mig stadig til at se, hvad han siger til de isterninger med legofigurer i, jeg har lavet til velkomstdrinken..:))
Jeg shopper meget i genbrug, reoloppemarkeder, Vinted og almindelige loppemarkeder og for mig gør det ingen forskel om varen bliver solgt det ene eller det andet sted. Jeg forventer ikke at Røde Kors frivillige har kompetencerne til at vurdere lovligheden af en vare. Hvis vi lægger ansvaret over på de fantastiske frivillige, tror jeg desværre vi mister nogle frivillige som ikke orker bureaukratiet.
Mit forbrug af genbrug er tårnhøjt, så jeg er ikke den rigtige til at vurdere gennemsnitsdanskerens opmærksomhed om genbrugsbutikkernes faldgruber.
Men hvad gør vi så? Jeg ved det ikke. Jeg troede ikke jeg en dag ville sige noget positivt om Trump, men jeg begynder at se fordele med Trumps handelskrig. For jeg ser intet positivt, ved at mængder af billigt bras bliver ved med strømme ind over vores grænser.
Jamen, jeg er enig. Hverken du, jeg eller gennemsnitslæseren herinde er nok de rigtige til at vurdere, hvordan det her bør gribes an, for alene det, at vi har overskud til at forholde os lidt distanceret-filosofisk til problemet, er jo en ret tydelig indikator på, at vi ikke er dem, der egentlig var den primære målgruppe, da man udtænkte genbrugsbutikker som koncept.
Og med den fart, Trump har på, ender det såmænd nok også med, at det her er det allerALLER mindste problem, vi har på hænderne.
Jeg bor ved siden af en af de fattigste områder i DK. Jeg kender mennesker der ejer ét par bukser. Hvor der er en karastrofe hver gang en beklædningsgenstand opgiver ånden.
Jeg kan love at de er komplet ligeglade med hvor tingene kommer fra.
Det synspunkt kan jeg sagtens have sympati for. Men det er måske ikke det, vi skal have som benchmark ift. hvor vi sætter barren? For hvis det er de allermest økonomisk pressede, vi tager udgangspunkt i, så bliver økologi også en unødvendig luksus, ligesom kemi i alt, hvad vi kommer direkte på huden måske heller ikke står øverst på listen over emner, der er vigtige.
Og det ville da være ret fint, hvis vi andre kunne være med til at sikre, at mennesker, der handler i genbrugsbutikkerne, fordi de er nødt til det (eller modtager donationer fra dem), også har tøj på kroppen, der ikke er smækfyldt med hormonforstyrrende stoffer.
Genbrugsbutikkerne frabeder sig ting fra Temu og Shein har jeg set. Men når vi køber i genbrugsbutikker er det købt som beset. Der vil næppe være interesse i at pålægge genbrugsbutikkerne en større byrde. Genbrugsbutikkerne sorterer så godt som de kan. Fx har flere af dem regler om ikke at sælge cykelhjelme og redningsveste, fordi de ikke kan kende tingenes fortid. De gør meget.
Til gengæld er det frustrerende at se nyhedsudsendelser med unge piger, der elsker Temu og Shein. Også selvom tingene er fulde af skadelige stoffer.
Og det er fuldstændig fair, at de søde mennesker, der er frivillige i diverse genbrugsbutikker ikke kan lægges tingenes (manglende) kvalitet til last. Og det ER en gråzone, for tøj, der har været vasket i noget bestemt vaskemiddel kan også give udslæt, ligesom du jo ikke kan se, om et elektrisk apparat faktisk fungerer forsvarligt.
Det virker bare så vanvittigt, at der er så meget fokus på første led af køberkæden ift. at købe ting de steder fra, for så helt at glemme, at vi i takt med, at vi køber ting billigere, også oftere skifter ud. Og fordi folk faktisk ER blevet ret gode til at sende til genbrug i stedet for i skraldespanden, så vil det formentlig være der, mange af tingene ender.
Min tanke er får “vi” først stoppet det temu og Shein tøj med og blive købt. Så kommer det jo ikke vidre til genbrug.
Så des mindre der bliver købt første, des mindre ryger der til genbrug,
Det er en god pointe.