Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at mene noget højt om hele sagen om influenceren med ADHD, der har fået tilkendt 15 timers personlig assistance om ugen, betalt af kommunen.
Men nu er jeg blevet spurgt om min holdning til sagen af 5 forskellige mennesker, og selvom ingen ligger vågne om natten for at høre, hvad jeg mener om tingene, så har jeg heller ikke lyst til at være sådan én, der kun mener noget, når det er gratis.
Derfor kommer mit take her. Jeg nævner hende ikke ved navn; ikke fordi jeg ikke vil stå ved min holdning, men fordi jeg ikke har lyst dukke op, når mennesker med en dagsorden googler hende, på jagt efter nye vinkler at angribe hende fra.
Men for bare at starte med at sige det, som det er, så irriterer hele sagen mig inderligt. Jeg synes, at hun fremstår privilegieblind og tonedøv, og at hun bidrager til fortællingen om, at ADHD er et modefænomen, som man ikke behøver at tage alvorligt.
Men inden jeg begrunder min holdning, ville det være urimeligt ikke at disclaime den ved at sige, at jeg er ude af stand til at være objektiv her, fordi der er ikke ét aspekt i sagen, der ikke er et vilkår i mit liv.
Tegnsprogstolkning til døve borgere i job er nemlig også personlig assistance (PA), og dermed er jeg et handikapkompenserende hjælpemiddel, når jeg tolker på arbejdspladser. Ordningen er reguleret i BEK nr 1317 af 08/09/2020, og ansat i en fuldtidsstilling kan en døv medarbejder maksimalt få tilkendt 20 timers tolkebistand om ugen.
Det betyder, at jeg på sin vis har en økonomisk interesse i, at mennesker med et handikap får tilkendt assistance, og så kan man diskutere, om det gør en forskel, at vi her taler om neurodivergens og ikke et høretab.
Samtidig har jeg selv, som flere af jer ved, ret voldsom ADHD. Det er en spektrumdiagnose, og det er forskelligt, hvor vi hver især er ramt af konsekvenserne af den, hvilket gør det svært at sammenligne graden, men hvis jeg skal prøve at gøre det konkret, giver man normalt maksimalt 70 mg. Elvanse til folk med svær ADHD. Jeg får 80.
Derudover har jeg to børn med hhv. ADHD og autisme, som jeg forsøger at få nogenlunde helskindede gennem folkeskolen. Børn, som jeg insisterer på har ret til at trives, og som jeg prøver at give redskaberne til at leve gode, meningsfulde liv.
Ovenstående er nødvendig baggrundsinfo, synes jeg, for det giver forhåbentlig en linse at læse mine ord igennem, så I selv kan lægge til og trække fra, der hvor jeg helt indlysende er farvet af egne vilkår.
Man skal have levet under en sten for ikke at være klar over, hvor svært neurodivergente børn har det i dag, og hvor sparsom hjælpen til dem er. Det er allerede grelt, og det bliver kun værre de næste år, hvor man har lanceret endnu en spareøvelse under dæknavnet ‘inklusion’. De børn, der ikke er udredt, får endnu sværere ved at få lov at blive det, og de få, der slipper igennem nåleøjet, får stadig ikke den hjælp, de har brug for.
Det er som at se et færdselsuheld i slow motion, og min sjæl siver ud af kroppen på mig, når jeg tænker på konsekvenserne, det kommer til at få.
Når det nu forholder sig sådan, og det har været massivt beskrevet i medierne de sidste par år, er det svært for mig at forstå, at man ikke kan se det vilde i at stille sig frem og fortælle, hvor meget man selv, som voksent menneske med masser af selvbestemmelse og håndtag at dreje på, har fået tildelt – og hvor nemt det var at få.
For børn og deres forældre er bundet på hænder og fødder; der er undervisningspligt i Danmark, og økonomiske sanktioner, hvis du ikke sørger for at dit barn stiller i den skole, der langsomt slukker deres livsgnist og påfører dem belastningsreaktioner, som mange af dem kommer til at kæmpe med resten af livet. For de familier er der nærmest *kun* valg med hæslige konsekvenser, for ingen forældre drømmer om at være nødt til at tage orlov eller træde ud af arbejdsmarkedet, fordi skolen tager livet af deres børn. Det har enorme konsekvenser for den enkelte familie at have et barn med en spektrumdiagnose, både socialt, økonomisk og ift. de muligheder, man kan tilbyde eventuelle søskende.
Derfor er det nok svært for mange af os, der står på dén side af stregen at have forståelse for, at et menneske, der økonomisk ikke lader til at lide nogen nød, og som selv kan kompensere for sine udfordringer ved enten at gå lidt ned i tid eller ved at betale sig fra hjælpen, begejstret tager et stort stykke af den kage, som i forvejen er alt for lille, bare fordi hun kan.
For det handler jo ikke om, hvorvidt hun har ret til hjælpen eller ej. Det har hun, helt indiskutabelt, al den stund, at hun har fået den bevilget.
Men fordi man har ret til noget, behøver man måske ikke altid at gøre brug af den ret?
Og hvis man alligevel gør, behøver man måske ikke råbe det ud fra byens tage.
På mange måder kommer det ned til ret vs. moral, og egentlig synes jeg, at der er lighedspunkter mellem den her sag og den famøse “rumekspedition”, som Katy Perry og veninderne for nyligt har været på.
For de har jo sådan set også ret til at bruge deres penge, som de vil, og de er ikke forpligtede til at bekæmpe hungersnød og fattigdom eller til at tage hensyn til miljøet, der ligger ud over, hvad loven foreskriver.
Ganske ligesom ministre kan få kørepenge, landmænd har ret til at udlede pesticider i grundvandet, og minkavlere har ret til i årevis at indkassere erstatning for deres nedlagte produktion, samtidig med at de opstarter en ny.
Til gengæld har offentligheden jo så også ret til at have en holdning til det.
For mit eget vedkommende søgte jeg for år tilbage støtte én time om ugen pr. barn; udelukkende så jeg kunne tage med dem til specialtandlæge, sidde med til Tværsmøder, og holde børnene hjemme de dage, hvor skolen havde planlagt heldagsaktiviteter, som på alle måder virkede skønne, men som lå LANGT ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente, at et neurodivergent barn ville kunne rumme.
For det følger jo med, når man insisterer på inklusion. Børnene er ikke kun autister i matematiktimerne eller mellem klokken 8 og 13. De har også særlige behov, når der planlægges ture ud af huset, når der er volleyturnering for alle 5.klasser i kommunen, eller når klubben skal cykle i skoven. Og dén del er der ingen, der tænker inklusion ind i. Bortset fra forældrene, selvfølgelig, som skal finde en løsning, så deres ikke-trafiksikre børn ikke dør af at skulle på tur, eller som skal samle op, når deres små autister har brugt 5 dages overskud på at stå 4 timer i en hal med akustikken fra helvede, sammen med 300 andre børn.
De neurotypiske børn skal jo helt indlysende ikke snydes for det, der for dem er sjove og inspirerende dage – men der er ikke personale sat af til, at nogen kan blive på skolen med de børn, der ikke kan deltage, og hvad gør vi så?
Jeg skrev 10 sider om hvert af mine børn og udfyldte spørgeskemaer i metermål. Kommunen indhentede udtalelser fra børnehave, egen læge, skole, fritidstilbud og PPR. Jeg blev udspurgt 2 x 3 timer herhjemme, og indsendte dokumentation i et omfang, de færreste kan forestille sig.
Jeg var hele tiden MEGET klar omkring, at jeg bare søgte den éne time, så jeg havde mulighed for at tage opgaver om eftermiddagen, som erstatning for den tid, jeg måtte klippe ud midt på arbejdsdagen, og jeg skrev allerede i første ansøgning, at jeg var indstillet på selv at betale barnepigen af egen lomme for alt, hvad der lå ud over den ene time. For mig handlede det om at overleve økonomisk, passe på mine børn og at få en barnepige, der var ansat mere formelt, end jeg selv havde mulighed for at gøre – for den model havde jeg naturligvis allerede selv afprøvet.
Jeg fik, efter halvandet år, nej med den begrundelse, at ‘en barnepige er en udgift alle forældre må påregne’, og fordi jeg selv ‘havde valgt at få børn alene’.
Sagsbehandlingen tog så lang tid, at børnene var blevet for store til reelt at have brug for den støtte, jeg søgte om, da jeg endelig fik mit afslag fra Ankestyrelsen, hvor jeg havde klaget over sagsbehandlingen og helt urimelig sagsbehandlingstid, men lærte, at jeg kun kunne påklage selve afgørelsen. Jammerlig sagsbehandling er bare ærgerligt, nemlig.
Og normalt abonnerer jeg på ideen om, at jeg ikke har mindre, fordi andre har mere. Jeg finder hverken glæde eller mening i, at andre skal have det svært, bare fordi noget har været svært for mig, og jeg bliver altid helt selvlysende af irritation, når den ældre generation bruger ‘- og vi klynkede ikke!’ som argument for at bevare status quo.
Men lige her TAGER hun jo faktisk noget fra fællespuljen, som andre så mister muligheden for at få, og måske er det misundelsen, der taler, men som enlig mor med ADHD, to børn med særlige behov og en lejebolig, der fik nej til én time, er det måske en lille smule svært at gennemskue, hvorfor hun, med hus og indbo til et tocifret millionbeløb og en husholdning med to indkomster, får bevilliget 15 timer.
Jeg er med på, at et dyrt hus og en luksussofa ikke er det samme som rede penge i hånden. Men det stadig svært at have sympati for, at et menneske med SÅ solidt et økonomiske fundament, får tildelt noget, som mennesker, der kæmper for at få enderne til at nå sammen, bliver nægtet, på baggrund af samme diagnose.
Det ville være rimeligt at indvende, at jeg blander æbler og bananer her, for PA-bevillinger og børnepasning (‘aflastning’, som det hedder), som jeg søgte om, reguleres af to forskellige lovgivninger, og har dermed formelt ikke noget med hinanden at gøre.
Det er sandt – men i begge situationer taler vi om neurodivergens og de udfordringer det giver, og prøver at sammenholde udgiften til hjælp med, hvad vil koste, hvis et voksent, skattepligtigt menneske falder ud af arbejdsmarkedet. For det er jo den helt overordnede grund til overhovedet at bevillige støtten. I dét regnestykke er det jo i og for sig lige meget, om det er ADHD hos forældre eller børn, vi taler om.
Jeg kan se, at hun forsøger at ride stormen af ved at gøre det til en diskussion om, hvorfor ALLE ikke bare kan få den hjælp, de har brug for. Her er jeg for så vidt enig med hende. Problemet med dén vinkel er bare, at vi på forhånd kender svaret: Der ikke er penge til det. Der er én kage, og når nogen får et større stykke, må andre nøjes med et mindre. Og det er dét, folk reagerer på.
I bund og grund er min holdning til sagen, at jeg ikke synes, det er særlig ordentligt at tage så meget, når andre må nøjes med så lidt. Heller ikke, selvom man faktuelt har ret til det.
Og jeg synes, at det er svært at tilgive, at hun, uagtet at det givetvis ikke har været hendes hensigt, allerede nu har gjort livet sværere for mennesker, der allerede står på tæer. For det her kommer med 100% garanti til at føre til, at nogle kommuner pludselig bliver MEGET nærige med deres PA-bevillinger – og her er der allerede masser af kommuner, der er tunge at danse med som det er. (Update: Det er allerede startet, kan jeg se her og her).
Hun har, i kraft af sit tidligere hverv som influencer, selv tegnet det billede af sit liv, som offentligheden reagerer på, og fordi det emmer af overskud og handlekraft, kommer hun desværre til at bekræfte fordommen om, at ADHD er en modediagnose, som mennesker, der gerne vil have opmærksomhed, jagter for at gøre sig interessante.
Og endelig kommer sagen på et tidspunkt, hvor jobcentrene står til at skulle ned- eller omlægges, og hvor PA-bevillingerne dermed risikerer at blive lagt over på nye sagsbehandlere, der ikke kender de borgere, de får ansvaret for at hjælpe. Her er det virkelig uheldigt at tegne et billede af, at PA er noget, man kan få, så man kan blive i sin strandvejsvilla og arbejde, når man lige føler for det.
Men som skrevet i starten: Jeg er inhabil, og uagtet at ovenstående er min holdning, så er der også et solidt argument i at hævde, at loven skal være lige for alle.
Det sidste, jeg har lyst til lige at runde, er, at jeg ikke forstår, at et medlem af kommunalbestyrelsen offentligt må kommentere en sag, der er behandlet i hans egen kommune. Heller ikke selv om den pågældende influencer selv har skrevet om det på SoMe.
Det er i min optik helt indlysende omfattet af den tavshedspligt, en offentlig myndighed er underlagt, for uanset hvor man står i den her sag, er det voldsomt undergravende for tilliden til den offentlige forvaltning, hvis man som navngiven borger kan risikere at blive brugt som løftestang for politiske agendaer.
Men om ikke andet, så håber jeg, at graverjournalisterne har bogmærket opslaget, så de kan hive det frem, næste gang Frederiksberg Kommune står med en træls sag, og deres talsmand påstår, at de ikke kan udtale sig om konkrete enkeltsager.
Ingen kommentar herfra til selve sagen (ud over: enig) – men uh, din sidste pointe med kommentarer på enkeltsager giver mig lyst til at sende hele dit cv samt udvalgte blogindlæg til Liza Marklund og råbe “dér har du din nye hovedperson”
(denne kommentar giver klart mest mening hvis man slugte romanerne om journalisten Annika Bengtsson da de hærgede hitlisterne i 00’erne 😊)
Haha – jeg sad faktisk LIGE i går og bestilte bøger til mit sygeleje, og jeg vidste, at jeg havde glemt en klassiker!
Åh, du får det formuleret så godt – og jeg er helt enig med dig. Tak for at skrive det så pænt.
Det manglede da bare:)
Tak for at dele. Jeg er egentligt enig i det hele, men så alligevel i tvivl, fordi vi trods alt ikke kender alle detaljer i sagen. Og også pga din sidste pointe med politikere der bruger sagen politisk med navns nævnelse.
Men trods alle disse forbehold er sagen for mig klar, i din overskrift med could og should!
Jeg forstår, hvad du mener. Desværre ser vi bare efterhånden ofte, at politikere heller ikke interesserer sig for de detaljer, vi ikke kender. Sagen om Roccamores arrangement, hvor en anden influencer nærmest fik lukket en filantropisk iværksætter ned, viser jo tydeligt, at politkere også er enkeltpersoner, der ikke viger tilbage for bare at trække stikket til et vigtigt samarbejde på baggrund af en enkeltpersons vinklede oplevelse.
Derfor synes jeg egentlig, at det her er en vigtig debat, for når virkeligheden er, at lovgivning bliver til og/eller ændret på baggrund af enkeltpersoners måde at fremlægge virkeligheden på, så har de nok ikke længere den luksus det er, at kunne påberåbe sig, at man ikke vidste bedre.
Tak for dit nuancerede indlæg, Linda. Jeg er helt enig. Jeg synes hun er vanvittig tonedøv og privilegieblind. Jeg kunne skrive meget mere, men vil nøjes med at konstatere, at hun har irriteret mig længe. Og hendes ageren i denne sag viser med al tydelighed, at influencere har virkelig svært ved at balancere mellem at være et brand og en privatperson.
Det værste af det hele er, som du også påpeger, at det her blot har givet politikerne anledning til at skære endnu mere i den jammerlige hjælp der (ikke?) er i forvejen. På den måde bliver hun ligesom Dovne Robert en personificering af problem der knap nok eksisterer. For vi ved jo alle, at der er mange flere, der ikke får nok hjælp end dem, der udnytter systemet.
Præcis. Jeg så, at hun i en kommentar et sted havde skrevet, at hun for første gang havde hævet en løn på 25.000 til sig selv for nyligt, hvilket angiveligt skulle være et forsøg på at bevise, at hun ikke er så velhavende, som folk vil gøre hende til.
Når jeg ser på de familier, der sidder i mange af de grupper jeg er med i, giver det mig næsten – næsten – lyst til at grine.
Ja, det er næsten komisk. Og hendes kommentar om, at hun havde valgt privat udredning og privat fertilitetsbehandling for ikke at lægge det offentlige til last – ha, som om! Prøv med “gad ikke vente flere år og få discountversionen”. Ikke at jeg ikke forstår hende – vi har fået vores datter udredt privat (sundhedsforsikring), og det var da overhovedet ikke af altruistiske årsager.
Og vi er jo ikke idioter – når man stopper med sit meget indbringende influencerjob til fordel for en tilværelse som iværksætter, så er det jo nok ikke fordi man hænger med røven i vandskorpen….
Jeg under hende virkelig det bedste – men et skud realitet i to-go kaffen ville ikke være af vejen.
Ej nu blev det personligt møntet på hende – og det burde jeg ikke. Men hun er virkelig personificeringen af det vacuum der opstår når influencere mister jordforbindelsen og slet ikke forstår, at regningen for at skubbe hele sit liv i hovedet på andre har den konsekvens, at de ender med at mene noget om det.
Og her gør du det forbilledligt, Linda. Fordi du ikke prøver at sælge os noget (undtaget Bilka to go) men har lavet et ikke kommercielt klubhus hvor der også er plads til at blive uenige.
Det er bare så godt, jo!😄😄
Jeg er helt enig i at det må være lighed for Loke såvel som for Thor, men jeg *dør* over manglen på situationsfornemmelse og konduite pågældende udviser. Fra Politiken-interviewet: “Jeg solgte en lejlighed, jeg solgte et sommerhus, jeg tjente gode penge som influent. De tre ting – plus at jeg har en mand med et job – gjorde, at vi kunne købe et hus på Frederiksberg.” … I can’t even …
Det er ekstremt. En ting er, at ADHD kan gøre dig dårlig til at læse rummet, men når man har sin egen virksomhed, har formået at stille lovforslag, glad og gerne stiller op til interviews om sit hus og sin virksomhed, og man har arbejdet som influencer i årevis, så burde man virkelig være bedre til at underbygge sin pointe.
Jeg læste en kommentar under et opslag om Katy Perrys tur i rummet: “Stop trying to rebrand privilege as achievement”. Det er lidt det samme, der sker her, synes jeg.
Hvor er den en fin, sober og nuanceret gennemgang du laver! Jeg synes, at der i denne sag mangler at blive sagt (af andre end influenten selv), at man aldrig ved, hvor slemt det står til bag lukkede døre. Altså forstået på den måde, at vi ikke ved, hvor slemt ramt hun er af sin ADHD. Personligt har jeg haft ekstremt dårlig samvittighed over at modtage ugentlig behandling i psykiatrien, fordi jeg jeg ret beset godt ville kunne have betalt selv (men jeg havde brug for det specialiserede psykologtilbud + hjælp til medicin), og fordi jeg godt ved, jeg ligner en, der fungerer nogenlunde (men det gør jeg faktisk virkelig ikke). Men pointen er, at jeg ikke har turdet at fortælle om min behandling, fordi jeg var bange for at blive ramt af lidt samme reaktioner som denne influencer (altså ikke i hele Medie DK men i min omgangskreds). Så efter min mening er hendes største fejl at råbe det ud fra hustagene, især fordi hun fremstår velfungerende, men måske er hun virkelig så dårligt fungerende, at hun har brug for al denne hjælp…
Jeg kan sagtens se, hvad du mener. Men jeg tror faktisk ikke, at nogen anfægter behovet; de fleste kommentarfelter, jeg har læst rundt omkring, er overraskende sobre.
Der, hvor retfærdighedssansen får det svært er nok, at den støtte, hun har fået tilkendt, har hun fået tilkendt, så hun kan bevare sin socioøkonomiske status, og forblive nogenlunde hvor hun, rent arbejdsmæssigt. Og her er det nok svært for mange, inklusiv mig selv, at se retfærdigheden i, at det offentlige skyder penge i at gøre det muligt at forblive i så priviligeret et segment, mens andre, der er langt, langt mere pressede, både på økonomi og helbred, ikke kan få hjælp overhovedet. Uanset hvor skidt det står til bag lukkede døre, så står det jo i hvert fald ikke ligeså skidt til, som det gør hos de børn og unge, der udvikler skolevægring, selvskade, spiseforstyrrelser og depressioner som belastningsreaktioner, fordi de ikke får den hjælp, *de* har brug for.
Og måske handler det også om, at det her er en lille smule selvforskyldt, at folk ikke tror, hun har det svært? Når man kan tjene penge på at fremstille sig selv og sit liv på en måde, så det bliver noget, andre mennesker eftertragter, så klinger det lidt hult, at man pludselig, når man møder kritik, hiver en virkelighed ud af skabet, som ingen rigtigt har kendt til?
Det føles, som når kirken forgylder de gejstlige, mens de fattige får lov at sulte på gaden udenfor.
Men som det gamle ordsprog siger: Når krybben er tom, så bides hestene, og så bliver det nok desværre svært at have en helt neutral debat.
Hvor jeg nyder at læse dine indlæg – velformulerede og med virkelig fint indhold.
Mht sagen så har jeg fulgt den, og tænkt at omtalte influencer måske ikke helt har forstået på hvilken baggrund timerne er tildelt? I forbindelse med længerevarende sygdom (hjerteoperation) fik min mand for år tilbage mulighed for at få assistance – 10 timer/uge i en periode jeg ik lige kan huske længden på, så han kunne komme godt i gang med at passe sin virksomhed igen.
Han fravalgte det, men kunne det være på baggrund af stress sygemeldingen de 15 timer er tildelt?
Ja, PA-bevillinger skal fornyes hvert år, hvor behovet for assistance så bliver revurderet. Og igen: Hun ville jo ikke have fået de 15 timer bevilliget, hvis der ikke havde været et behov, så du kan sagtens have ret i, at det er på baggrund af sygemeldingen, hun har fået timerne.
Jeg har flere gange tænkt, at det ville have været en bedre løsning, hvis hun havde fortalt sine følgere, AT hun havde fået assistance bevilliget, men måske ikke havde nævnt, hvor mange timer, hun havde fået. For det er jo egentlig en fin information at få ud, at det er muligt at søge om PA på baggrund af en ND-diagnose.
En refleksion fra det kærligste, af de næstekærligste steder i mig, som også kæmper med et flosset nervesystem:
“Hvordan har det kunnet gå så galt?” spørger vi os selv, når vi ser hvordan situationen i USA kunne udvikle sig så grelt, at den gulerodsfarvede kunne blive det bedste alternativ i borgernes øjne? Svaret er, at den enkelte borgers livssituation i manges tilfælde blev så presset, at overlevelse ikke føltes selvfølgeligt. Krybdyrshjernen haft frit spil, mens empati, omtanke og omsorg for “andre end mine egne” er blevet sat i baggrunden. Det har gjort den enkelte borger til en spillebrik som kan manipuleres ved at male linjerne op og os-mod-dem-stemning. Det har vi historisk set, set før og set ende galt mange gange…
I Danmark er mange mennesker også pressede – det kan ikke være til diskussion. Ikke to nervesystemer er kalibreret ens eller reagerer ens, men det har ikke skortet med pressorer gennem mange år. Det giver uundgåeligt trevlede nervesystem, som fører til pressede mennesker, der mister evnen til at bevare den mentale overhøjde fordi det kommer til at blive en følelse af liv eller død for menneskedyrets nervesystem, som ikke kan skelne mellem om truslen er “nu bliver jeg ædt af en tiger” eller “mit liv kan ikke hænge sammen på en bæredygtig måde”. Og så ender vi i en situation, hvor der pludselig ikke er så langt fra amerikanske tilstande til danske tilstande, når pressede mennesker og flossede nervesystem er ved at gå i stykker over alt det svære og skyder skylden på symptomet, fremfor sygdommen – på jobcenterrådgiveren eller influenceren, fremfor systemet og lovgivningen.
Jeg forstår 100%, hvad du mener, og på mange måder er det jo egentlig diskussionen om diagnoser, sådan helt overordnet. For der er ingen tvivl om, at ledningerne sidder anderledes hos os med de her diagnoser – men der er for mig heller ingen tvivl om, at det er måden, samfundet er skruet sammen på i dag, der gør det til SÅ stort et problem, som det er blevet.
Men det, der gør mig helt trist og forstemt er, at det jo er umuligt for den enkelte at ændre på. Jeg kan kæmpe med alt, hvad jeg har for at ændre systemet indefra, og jeg kan sætte min stemme hos partier, der sværger, at de vil gøre en forskel. Men det ændrer ikke nok på tingene, her og nu, og derfor er jeg, ligesom tusindvis af andre, tvunget til at forsøge at løse et systemisk problem på individuelt niveau.
Så jeg er absolut enig i, at det helt overordnede problem her er, at der ikke er nok til alle, og at vi derfor er tvungne til at kæmpe om de smuler, der ligger i bunden af skålen.
Ift. den konkrete sag har din kommentar fået mig til at tænke på de kommentarspor, jeg har læst rundt omkring, og det, jeg er kommet til at tænke på er, at jeg faktisk ikke har set én eneste voksen, der opponerer på vegne af sig selv. Det kan være min algoritme, det er jeg med på – men det er da stadig interessant, synes jeg?
For der er naturligvis de forudsigelige protester fra politkere og medier, der hader influencere af et inderligt hjerte.
Men de “menige” kommentarer, jeg har set, kommer stort set alle sammen fra forældre til ND-børn, som har kæmpet med systemet i årevis, og som har fået afslag på afslag på afslag. På alt.
Derfor tror jeg, at den her debat er blevet så betændt. For det er svært at have forståelse for, at nogen, der ikke ser ud til at mangle, får noget, ens eget barn har skreget på i årevis, men er blevet nægtet.
Dertil kommer, at det her måske også er en sammenlignelig situation for flere, end man lige skulle tro. For der er mange mennesker, der på et tidspunkt i deres liv har prøvet at være underlagt det offentlige på den ene eller anden måde. Og stort set alle andre steder, skal du selv holde for, helt ned til et skaldet minimum, der er sat, så ingen falder helt ud af bunden på samfundet, men så du stadig selv betaler det, du kan. Som kontanthjælpsmodtager må du ikke have en opsparing, med mindre den er navngivet et specifikt formål (f.eks. ‘Ny bil’), som din sagsbehandler siger god for. Det beløb, du kan få i offentlige ydelser, er bundet op på, hvad din ægtefælle tjener, og boligstøtte og fripladstilskud er indkomstafhængigt. Stort set ALLE andre steder i systemet skal du være værdigt trængende for at komme i betragtning til noget som helst, og derfor virker det helt vanvittigt, at en person, der sidder så solidt placeret i samfundets top, får bevilliget hjælp, så hun kan blive dér. ALLE andre steder i systemet, ville man have kigget på, hvor borgeren kunne skære fra og gå ned i niveau, inden han/hun ville kunne få hjælp af det offentlige.