Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Beach Boys (and girls)

25

Da jeg forleden sad og rettede i mine gamle blogindlæg, faldt jeg over et, der handler om Anton i trodsalderen. Jeg blev faktisk helt glad over at læse det, for jeg havde lykkeligt glemt alt om, at han også var igennem den.

Frida er der nu. For FULD udblæsning. Alt er oplæg til forhandling (hvorfor må jeg ikke have udklædningstøj på altid/jeg vil kun have yoghurt/jeg hader yoghurt/hvorfor må jeg ikke bruge Antons tandbørste/må jeg skrubbe håndvasken med min tandbørste/må jeg skrubbe den med din/jeg vil spise under sengen/hvorfor må jeg ikke drikke kaffe/jeg vil have flyverdragt og hat på/Og. Så. Videre) og hendes lille verden vælter 16 gange i timen, fordi ting ikke lige arter sig, som hun havde håbet. Forleden fik hun et 10 minutter langt, grådkvalt raserianfald over, at vi ikke kunne tage ud at handle, og var helt uimodtagelig overfor forklaringen om, at butikkerne ikke er åbne klokken 5.20.

Nogle gange er det sjovt, nogle gange er det næsten imponerende, og nogle gange trækker det tænder ud. Det er en udfordring af de større at få lov at lave mad, når jeg skal se noget i haven, fjerne alle fluer i hele verden, finde saft, hælde saft ud, fordi det er ulækkert, finde vand, forklare, hvorfor man ikke må skubbe sin stol hen til komfuret og røre i gryden, inddrage æblet, som hun har fået lusket ud af køleskabet, da jeg fjernede 17 stykker legetøj lagt ud på køkkengulvet, fordi “så er der spærret, mor”, mægle 4323823 gange mellem hende og Anton, fordi… ja, søskende, og trøste og sige nej en én uendelighed til alle mulige og umulige ønsker og indfald.

Jeg prøver at hjælpe os alle 3 ved at skrue ned for, hvad vi skal, ud over at være hjemme, fordi jeg ikke synes, der er grund til at hælde yderligere stimuli på hende, og fordi jeg må lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg også er ved at mør, når ulvetimen nærmer sig.

I sidste uge spurgte min veninde, om vi ville med på stranden, og pga. ovenstående var min første tanke:

Forberedelser til turen (ekstra tøj/tæpper/håndklæder/legetøj/badetøj/pose til vådt tøj/osv.), trodsalder på udebane, forhandlinger om solcreme og mængde af tøj, hjemkomst med bil, fyldt med vådt tøj og sand, to beskidte børn og udsigt til madpakker, aftensmad, badetid og forsinket putning med nu-ekstra-træt barn om fødderne, virkede helt uoverskueligt.

Men så fik jeg det også sådan lidt: Nej. Sgu. Vi skal ikke sidde indenfor i ophøjet ensomhed og glo ud på livet, og det kræver også en del dybe indåndinger at være herhjemme. På stranden er vi sammen med gode mennesker, og vi får – om ikke andet – en anden slags konflikter end the usual suspects.

Så jeg pakkede aftenen før, hev mad ud af fryseren, så dén del af praktikken var nem, og stillede de ellevilde børn udflugten i udsigt, og da jeg den efterfølgende aften landede i sofaen, tænkte jeg meget over, at en indsats kan føles meget forskellig, afhængigt af, hvad man synes, den giver.

For ungerne havde en fest. Der var bar røv, fedtede børn og sand overALT, og stranden var mere forurenet end godt var – men min forudseende vendinde havde taget snacks med til børnene, og en kold dele-øl til De Unge Mødre. Mens vi sad der, gjorde det mig helt utrolig glad, at jeg havde prioriteret at gøre det, fordi det er oplevelser af den slags, jeg forbinder med ægte barndomsminder, som jeg så gerne vil give mine børn.

Det blev hektisk, da vi kom hjem, og det er en livslektie for mig at lære, at gode barndomsminder, som er fyldte med solskin, latter og nærvær, faktisk på forældersiden er forbundet med en ret stor indsats, både før og efter – men det, der fyldte mest for mig, da jeg lagde mig på puden var, at jeg den dag følte, at der var 100 procent overensstemmelse mellem det, jeg gerne vil give mine børn, og det, jeg gav dem.

M2018, uge 21

21

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Klaret mig igennem pinsen uden at handle først. Jeg kan ikke prale af, at det var en bevidst handling, ( – jeg er ikke mere minimalist, end at jeg altid op til ferier handler lidt som om Tyskens invasion er nært forestående) for det var egentlig bare et resultat af, at jeg var syg, og derfor ikke var på forkant med noget som helst. Men det viste sig at fungere fuldstændig fantastisk, for det betød, at jeg kom helt ind i hjørnerne af, hvad vi havde liggende, både ift. mad, snacks og det, der på supermarkedsprog hedder ‘non-food’. De 5 halvkrøllede juleservietter, den ensomme pose mikro-popcorn, bundslatten af den shampo, der gør mit hår en lille smule mærkeligt, instantkaffen, der burde smage af hasselnød, men som ikke rammer den helt.

Jeg ved ikke, om jeg har mod på gøre det igen en anden gang, for når mit hoved ikke er most af feber, er jeg nok, præ-ferie, lidt for slem til shoppe op, men jeg håber det, for det var yderst tilfredsstillende.

2)
Købt to brugte parfumer af min veninde; min egen var tom, og da parfume er en af de laster, jeg elsker at dyrke, spurgte jeg ud, om nogen havde fejlkøb stående, som de var interesserede i at sælge. Det havde hun, og jeg fik 2 nye parfumer, som begge er 3/4 fyldte, for 200 kr.

3)
Inspireret af ovenstående fik jeg ideen til at lave en gruppe på fb, bestående af mennesker fra min venneliste, som jeg har kaldt “Fejlkøb2018”.

Gruppebeskrivelsen, jeg lagde op, lød sådan her:

Kongstanken med denne gruppe er, at ting skal leve og bruges. Gruppen er derfor tænkt som et sted, hvor man kan sælge sine fejlkøb eller ting, man ikke længere bruger.

Det, der adskiller denne gruppe fra alle mulige andre køb/salg-grupper er, at den er lukket. Den kommer kun til at bestå af mennesker fra min venneliste på FB, og din kusine kommer ikke med i hulen, uanset hvor mange snegle, hun æder. Dette fordi kendskab forpligter, og jeg vil gerne skabe et sted, hvor man godt tør købe Gittes brugte parfume, fordi man ved, at den ikke er harsk, købe 1/2 bøtte proteinpulver, fordi man ved, at det er rigtigt, når Pernille skriver, at hun får ondt i maven af det, eller købe Lenes aflagte Burberry-taske, som hun ikke har bonen på, men som man godt tør stole på er original.

Så. En eksklusiv gruppe til køb og salg af smykker, solbriller, make up, parfume, tøj, brugskunst, køkkengear, kosttilskud osv. osv. osv. blandt mennesker, man i en snæver vending godt ville lade tage en tår af sin kaffekop.

Reglerne er, at man ikke sælger noget, man ikke selv ville købe, at varen potentielt skal kunne bruges af alle (dvs. ingen børnetøj og -udstyr), og at man sælger til vennepris.

I skrivende stund har ca. 1/5 af mine venner meldt sig ind i gruppen, og jeg håber, at den kommer til at fungere efter hensigten.

4)
Det her skal ikke udvikle sig til et langt reklame-rant for Lidl (stadig ikke spons) men jeg har alligevel lyst til at skrive, hvad jeg fik for 700 kroner, da jeg handlede der i sidste uge, fordi jeg synes, at det giver et godt billede af, hvorfor det gør en reel forskel at være omhyggelig med, hvor man handler, hvis pengene er små:

1 flaske skin tonic
1 flaske øjenmakeupfjerner
2 x 1250 ml refill håndsæbe
2 x 1,5 liter tøjsæbe
1 solcreme, spray, faktor 50 (ikke afprøvet endnu)
1 flaske parfume (her tester jeg det princip, jeg for ca. et år siden satte for mig selv, nemlig at det er forbudt at være snobbet; alt skal prøves i discountudgaven, før jeg må diskvalificere det)

1 vandmelon
1 honningmelon
2 avocadoer
1 agurk
1 bakke røde druer
1 bakke friske asparges
1 pose sugarsnaps
1 kg. kartofler
1 kg. æbler
1 kg. pærer
1 potte purløg
1 bundt radiser
1 kg. ferskener
1 kg. gulerødder
1 bakke tomater
1 icebergsalat
1 bakke San Marino tomater
1 pose snackpebre

1 glas mayonaise
1 flaske oliemargarine
1 stor pose overtrukne pekannødder
12 wanna-be-Capri Sun juice
1 pose skumfiduser

3 kasser sodavandis

3 l. mælk
1 l. yoghurt
1/2 l. piskefløde
1 leverpostej
1 pakke skiveskåret ost

Så langt tror jeg ikke, jeg har fået 700 kroner til at række før.

Veggie-sushi-bowl

5

Når vejret er godt, har jeg ofte endnu mindre lyst til mad med kød, end jeg har, når vinden rusker og regnen siler ned.

For et par dage siden free-stylede jeg denne vegetar-sushi-bowl, som blev helt utrolig god.

Ud over at smage virkelig godt, har den også den fordel, at der i denne portion var mad til 3 dage til mig, hvilket betyder to dage, hvor min tilstedeværelse i køkkenet ikke har været påkrævet. Kæmpe-win over hele linjen.

Endelig er den et godt bud på et alternativ til svinedyr sushi ( – som nogle steder i Danmark også nærmest er umulig at opdrive).

Har du lyst til at prøve, er opskriften her:

 

3 dl. sushi-ris (koges efter anvisning på posen)

 

2 spsk ris/æbleeddike
1 spsk sukker
1 tsk salt
Hældes i en gryde og koges op (1 minut), hvorefter blandingen røres i de færdige ris, som køler af. (Rør lidt i dem undervejs)

 

1 pose sugarsnaps (skylles og snittes)
1 bundt friske, grønne asparges (Overhældes med kogende vand, trækker 3 minutter, snittes)
2 avocadoer (Snittes)
1 agurk (Indmad fjernes med en ske, resten snittes)

 

Dressing:
3 spsk. mayo
1-2 spsk wasabipasta (står ved asiatisk mad i supermarkedet)
1 spsk soya

Det hele blandes og så er der serveret.

(Spiser man ikke ris, kan retten laves med blomkålsris i stedet. Man kan også sagtens tilsætte rejer eller laks, men det påvirker selvfølgelig holdbarheden)

At gøre & at være

, 12

Humøret er lidt mærkeligt for tiden. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Der er nogle ting ude i virkeligheden, der bekymrer mig, og jeg er stadig utrolig træt efter mit maraton-sygeforløb, men jeg tror egentlig ikke, at det er derfor.

Jeg har sådan en underlig fornemmelse af at befinde mig mellem to livsbaner. Som om jeg har afsluttet noget, og nu venter på, at noget nyt skal tage sin begyndelse – uden jeg dog helt kan gennemskue på, hvad det er, der hhv. er lukket ned og lagt til rette.

For tiden er jeg igang med at slette kode i mine gamle indlæg her på bloggen, og måske er det det, der giver fornemmelsen. For når jeg læser, hvad jeg skrev for 4-5 år siden, kan jeg virkelig godt se, at jeg er et andet sted nu. Jeg kan se, at jeg et sted undervejs endelig tog mig selv alvorligt, når jeg igen gik i dørken af selvskabt stress, og sammenbidt svor, at det blev anderledes fra NU af, og jeg kan se, at jeg i dag forholder mig langt mere aktivt til, hvad jeg bruger min energi på.

Måske er det i virkeligheden det, det handler om? At jeg langt om længe er færdig med at arbejde med nogle af de udfordringer, jeg har slæbt rundt på det meste af mit voksenliv? At jeg endelig har sluttet fred med de svære passager i min fortid, og er blevet god til at se, når jeg er på vej ind i gamle mønstre, som jeg ikke ønsker at gentage?

Jeg læste et sted, at noget af det sværeste i voksenlivet er at lære at gå fra at gøre til at være. At føle sig værdifuld nok som menneske, og føle, at man har ret til sin plads i verden uden at skulle gøre sig fortjent til den, ved hele tiden aktivt at skulle bevise sit værd.

Jeg tror måske, at det er den livs-opgave, der så småt begynder at tegne sig i horisonten.

M2018, uge 19 og 20

4

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I de forgangne uger har jeg:

1)
Levet det ultimative, minimalistiske liv, hvor jeg ikke har belastet miljøet med bilkørsel, tøjvask eller andre smudsige CO2-fingeraftryk, fordi jeg primært har ligget på min sofa og febersvedt i det samme tøj, og kun haft lyst til sodavandsis.

2)
Haft et af de øjeblikke, hvor man ikke kan finde ud af, om man er genial eller ualmindelig tungnem, fordi den idé, man fik, ikke var det allerførste, der faldt én ind: Jeg fik – ligesom 5,8 millioner andre danskere – lyst til jordbærkoldskål i det gode vejr, og det var ingen steder at opdrive. Jeg googlede mig til en opskrift på en hjemmelavet variant, og så, da jeg stod i forretningen, slog det mig, at jeg jo, i stedet for at købe en hel liter kærnemælk og en hel liter ymer og pasteuriserede æggeblommer, og få ALT for meget koldskål til vores lille husholdning, bare kunne købe en almindelig koldskål på bud, og så blende en bakke friske jordbær i. Har alle andre regnet det ud? For så kunne I godt lige have sendt en mail.

3)
Købt Fridas fødselsdagsgave på DBA. Hun ønsker sig en nat-lampe fra Aloka, og har kigget længselsfuldt efter Antons i flere måneder, og den *er* fin. Men 450 kroner er også mange penge, og jeg brugte derfor lidt tid på at rode rundt på div. genbrugssider, og heldet var med mig. Jeg fandt lige præcis den, hun gerne ville have, ny og i ubrudt emballage, til 150 kroner. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at sikre mig, at der ikke er tale om hælervarer (spurgt efter kvittering og årsag til, at man har 3 forskellige, u-udpakkede lamper liggende), men sælgeren hedder Birthe og allerede der, tror jeg godt, vi kan parkere vores bekymringer. 

4)
Kørt forbi Ilva og for første gang mærket, at hele den her øvelse har flyttet noget i hovedet på mig, for da jeg så et kæmpe “TILBUD!!!”-skilt, var min første tanke, at jeg ikke mangler noget. Det er, som om den der købe-buzz/rastløshedsshoppetrang er forsvundet, og erstattet med en langt mere kritisk forholden mig til, hvad jeg egentlig har brug for. Det var fedt at mærke. 

5)
Slettet min Wish-app. Lidt i forlængelse af ovenstående kan jeg mærke, at jeg ikke længere kan se bort fra, hvordan tingene er produceret, og hvor sindssygt det i virkeligheden er at hidkalde 12 metalspænder fra den anden side af jorden, hvor børn på Antons alder sidder under kummerlige forhold 15 timer om dagen, fordi de kun koster 10 kroner. Det er sgu ikke i orden.

Sorg og venskaber

11

På bloggen ErDuHerIkkeSnart skrev Signe forleden et indlæg om forbudte følelser, og stillede i den forbindelse bl.a. spørgsmålet: “Hvor længe må man sørge over en abort?”

Det her bliver lidt ekstra meta, fordi det er et indlæg om et indlæg om en artikel, men jeg har ikke helt kunne slippe tankerne, som indlægget satte gang i hos mig.

Jeg tror, at alles instinktive svar vil være “Så længe, det er nødvendigt”. For der er jo ingen, der kan – eller skal – bestemme, hvordan vi reagerer på hændelser, der ændrer os som mennesker. Hvis man kunne vilje sig i en bestemt retning, tror jeg, at langt, langt de fleste ville gøre det, fordi det er så opslidende at gro ind i det nye menneske og den nye virkelighed, som de livsvilkår, man er underlagt, dikterer.

Men jeg har brugt en del tid på at tænke på, om det, vi måske i virkeligheden mener, når vi snakker om, hvor længe vi “må” sørge er, hvor længe vi kan forvente, at omverdenen tilsidesætter alt for at lytte og forstå.

(Jeg vil simpelthen så gerne forklare, hvad jeg mener på en ordentlig måde, for jeg ved godt, at det her er noget af det, som gør ondt der, hvor intet lys nogensinde trænger ind, så jeg håber, at det jeg skriver, forståes på samme måde, når man læser det, som det gør inde i mit hoved.)

For jeg tror faktisk ikke, at det som udgangspunkt er andres grænser, man rammer, når man synes, man kommer bumlende med sin sorg og fylder og larmer – jeg tror, det er ens egne, fordi man helt instinktivt har en fornemmelse af at have taget for meget fokus. (Her taler jeg selvfølgelig om alt det, der følger, når det første chok og vanvidssorgen har lagt sig).

Måske fordi vi alle sammen har prøvet at have relationer, hvor al ilten langsomt blev suget ud af venskabet, og vi næsten følte os forkerte, fordi vi ikke havde svært ved at få børn/var syge/havde mistet?

Og hvor inderlig sympati man end har, så tror jeg også, de fleste af os har oplevet at nå til et punkt, hvor det bliver for opslidende at sidde med en fornemmelse af at skulle undskylde for noget, som vi ligeså lidt har haft mulighed for at påvirke, som den person, der er blevet kørt over af livet har haft mulighed for at påvirke *sin* situation.

Ingen af parterne har ønsket at sidde med de følelser, som de nu har fået udleveret, og man kan ikke selv bestemme, hvordan man vil have det.

Men når man bliver ramt af noget voldsomt, tror jeg at noget af det sværeste er erkendelsen af, at verden for altid er forandret. At den verden, man levede i, og det menneske man var i går, ikke længere findes.

Og af en eller anden grund er der nogle relationer, der kan forandres i takt med, at man finder sin plads i sit nye liv, mens andre går i stykker i processen. Måske er det noget med, at man skal finde ud af, om man også passer sammen, når den ene er i sorg eller krise og den anden ikke er? I mine 41 år har jeg både været den, der blev revet midt over, og den, der stod ved siden af mennesker, som livet slog til jorden – og jeg kan konstatere, at nogen kan jeg sørge med, og andre kan jeg ikke. Det har aldrig handlet om mangel på hverken kærlighed eller ønsket om at lytte eller give plads. Hverken på den ene eller den anden side af bordet. Men min oplevelse har været, at hvor jeg sammen med nogle mennesker får skabt et rum, hvor intet føles kunstigt eller forstillet, så bliver sorg sammen med andre til en altfortærende ild, der langsomt, men sikkert brænder alt andet væk og bliver det eneste, der står tilbage.

Og jeg tror faktisk, at det handler om taletiden; om enighed – eller mangel på samme – om, hvordan man, når det første chok har lagt sig, indretter relationen, så ingen føler, at de skal lægge låg på sig selv.

Hvis det ellers giver mening.

Sygt nok

8

Denne uges M2018-indlæg bliver skudt en uge og lagt sammen med næste uges, fordi jeg har været syg, som jeg ikke kan huske, jeg har været det før i mit voksenliv.

Det startede fredag i sidste uge med feber, og da jeg alligevel var ved læge i anden anledning, tog han mit infektionstal, som var let forhøjet, men ikke meget. Som jeg tidligere har skrevet lidt om, vil jeg gerne prøve at gemme penicillin til de situationer, hvor det er nødvendigt, så vi blev enige om at afvente og se, om ikke kroppen selv ville få bugt med skidtet.

Lørdag og mandag havde jeg arbejdsrelaterede ting af den slags, man helst ikke aflyser. Jeg har ikke chefer, der kunne finde på at kræve min tilstedeværelse, hvis jeg vurderede, at jeg var for syg til at deltage, men omvendt kender vi også alle sammen dem, der melder sig syge i en uge, hvis de nyser én gang, og da jeg ikke på det tidspunkt vidste, hvor slemt det her ville ende med at blive, valgte jeg at tage afsted.

Mandag måtte jeg ringe til min læge og bede om noget hostesaft med lidt mere smæk på, end det, man kan købe i håndkøb, fordi nætterne gik med at ligge og prøve at afstøde mine lunger gennem munden.

Og herfra gik det bare ned ad bakke. Feber, som hver nat nåede op omkring 40 grader i flere timer af gangen, underlige rallende lyde i brystet, noget-med-ørerne, der gjorde mig mere og mere døv, ømhed og smerter i alle muskler og led, skrigende hovedpine og til sidst, den store finale: Opkast.

Onsdag ringede jeg til lægen igen og viftede med det hvide penicillinflag, men torsdag måtte jeg ringe efter mine forældre, fordi jeg på det tidspunkt var så syg, at jeg var bange for det.

De hentede os, og en tur til vagtlægen senere, kunne vi fejre et 3-cifret infektionstal, en lungebetændelse, væske på ørerne (er det ikke kun børn, der får det??) (han *kan* have sagt noget andet. Jeg hører *virkelig* dårligt), og en nyerhvervet viden om, at der åbenbart er nogle typer af penicillin, jeg ikke kan tåle.

Det går bedre nu, men jeg er mat i sokkerne, og jeg bliver stadig overraskende sløj, når virkningen af sidste skud penicillin begynder at klinge af, men i det mindste går det fremad.

Jeg satser på at have omløb nok i hovedet igen i løbet af ugen til at parkere både sygdom og selvmedlidenhed og skrive om noget mere interessant.

Rigtig god uge derude.

M2018, uge 18

19

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Prøvet at fryse en rest sprød, knust bacon og taget den op igen. Det fungerer 100%, og er stadig sprødt, når man tør det op. (Jeg kan forstå, at det med at have bacon i overskud er nogenlunde ligeså uhørt som at have diamanter til at ligge og flyde rundt omkring i huset. Lang historie kort har jeg engang fået omgangssyge lige efter at have spist røgede ben, og mit forhold til røget mad er aldrig kommet sig helt ovenpå dén oplevelse.)

2)
Øvet mig i at fryse overskydende mad i portioner til én dag og ikke to, som jeg ellers plejer at gøre. Jeg ved helt ærligt ikke, hvor jeg har samlet den vane op henne, for jeg har altid, både før og efter børn, haft et meget elastisk forhold til min madplan, hvilket betyder, at aftaler, sygdom osv. ofte forplumrer mine intentioner om at spise det samme to på hinanden følgende dage. Fryser jeg til to dage, ender jeg derfor ofte med at stå en portion i overskud. Da den jo har været frosset ned én gang, smider jeg den ikke i fryseren igen, og så står den dér og stirrer bebrejdende på mig.

3)
Fundet og prøvet 3 produkter i Lidl, som er både billige og overraskende gode, nemlig deres rosiner (9 kroner/250 gram), deres mascara (20 kroner), og deres neglelak (15 kroner). Rosinerne er bløde og ikke-sukrede, mascaraen bliver, hvor den skal og er nem at tage af, og neglelakken holder 4-5 dage uden at skalle. Ift. hvad jeg lige kan læse mig frem til, ser kemien i produkterne også fornuftigt ud.

Benyt endelig lejligheden til at dele, hvis du har gode erfaringer med produkter fra discountkæderne.

Anger management

9

En af grundene til, at jeg elsker at høre Mads og Monopolet er, at dilemmaerne ofte omhandler emner, der er relevante i mit eget liv, og derfor giver mig mulighed for at opdage områder, hvor jeg har rykket mig, ift. hvor jeg var for 5, 10 og 15 år siden. Det er ret tilfredsstillende, synes jeg. 

I sidste uges udsendelse havde M&M modtaget et dilemma fra et ægtepar, der gerne ville bygge hus i nærheden af nogle venner, fordi alt muligt, som intet havde med vennerne at gøre – hvilket havde fået bemeldte venner til at sende en mail til ægteparret om, at dét ville de gerne frabede sig.

Manden hældte nu til at lade være med at købe grunden, mens kvinden synes, de skulle holde fast.

Da jeg var færdig med at være målløs over, hvad man mener, man har ret til at bestemme, fik det mig til tænke over noget af det, som jeg sætter utrolig stor pris på at have lært som voksen, nemlig at hvis en anden har gjort en situation akavet eller ubehagelig, så går den ikke tilbage til normal, fordi du spiller død/lader være med at købe grunden. Din mangel på reaktion nulstiller ingenting, og jeg var rørende enig med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i, at de to par, post-mail, var forbi det punkt, hvor de kunne gå tilbage til venskabet, som det var – men hvis manden fik sin vilje, ville han trække misstemningen med ind i hjemmet, fordi den ville fylde, hver gang de ærgrede sig over at bo, hvor de boede.

I bund og grund tror jeg, at det handler om at stå ved, hvem man er; at reagere i overenstemmelse med, hvad man oprigtigt føler, i stedet for at forsøge at kvæle sin reaktion med taktik og hensyn. Både når det gælder nære venner og når det gælder mere perifære relationer.

For det er ok at skrive et svar til sådan en mail, der starter med “Hvad fanden bilder I jer egentlig ind?” Men det kræver selvfølgelig den tyngde, der kommer med alder og med at kende sig selv, sådan rigtigt, så man, når der er optræk til konflikt, tænker: “Fint. Så tager vi den” – og ikke allerede inden man åbner munden, snubler i sit eget ønske om at bevare den gode stemning.

Hvis din fars kammerat fremsætter et virkelig upassende tilbud til dig, er det *ham* der har truffet et valg om, at situationen skal være mærkelig, ikke dig. Og når han har åbnet dén dør, er det umuligt at gå tilbage til det sted, man var, inden han gjorde det. Heller ikke selvom det ville være dejligt belejligt at kunne, fordi det bliver så bøvlet, når I støder på hinanden hos dine forældre. Akavetheden og ubehaget går ikke væk, fordi du forsøger at lade som ingenting, og når du undlader at reagere, fortæller du dig selv, at hans (og dine forældres) følelser er mere valide end dine, og fortjener mere hensyn, og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Har jeg lært.

Selvfølgelig er der en bagatelgrænse, og pms kan få skovlen under selv den bedste, men for mig har det virkelig været en gamechanger at lære, at man også kan ødelægge en relation ved at undlade at reagere; at huske, at det faktisk kan være udtryk for et ønske om at bevare noget, når man reagerer i overstemmelse med, hvordan man har det.

Sidste uges M&M mindede mig om, hvilken enorm befrielse det har været for mig at lære at stå ved det, når jeg bliver vred. Ikke mindst da jeg tog overbygningen og lærte vigtigheden at være vred i fred. Min veninde siger ofte, at en ringende telefon er en invitation til en samtale, som man ikke behøver at takke ja til. På samme måde har jeg lært at forbeholde mig retten til at blive færdig med at være gal, før jeg vender tilbage og forholder mig til andre menneskers følelser, fordi det kan mudre processen, og forstyrrer mig i at forstå, hvad jeg har brug for at reagere på. Jeg ignorerer alle forsøg på kontakt, indtil jeg forstår, hver det reelle problem for mig er, så jeg får adresseret dét, i stedet for at opleve, at underlige afstikkere af det kravler ud mellem mine sideben (sildeben? #Esbjerg) i mærkelige forklædninger de næste mange måneder.

Det ér virkelig et aldeles fremragende program.

M2018, uge 17

6

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Haft gæster til frokost og stillet alle de uåbnede pakker pålæg på bordet med ordene om, at det hele måtte åbnes – men at der bare ikke var nogen grund til at tage hul på det, ingen lige havde lyst til i dag. De hverken slog korsets tegn for sig eller lignede nogen, der var parate til at melde mig til Emma Gad. Ud af 5 forskellige slags pålæg, var det kun 2 af pakkerne, der blev åbnet; de blev næsten spist op, og jeg slap for at stå tilbage med en masse åbne pakker, vi ikke kan nå at spise.

2)
Fyldt nescafe over i små ziplock-poser og taget med på job. Jeg må indrømme, at det her ikke så meget var pga. miljøet, som det var fordi jeg skulle tolke et sted, hvor kaffen er *så* dårlig, at den får motorolie til at virke som en delikatesse. De genbrugelige poser er valgt, fordi jeg altid er i transit. Somme tider tolker jeg samme sted hele dagen, mens jeg andre gange er på 3 forskellige lokationer i løbet af en dag. Det gør det *lidt* udfordrende at slæbe rundt på alle de platstikbøtter og termokrus, jeg i forvejen bruger, og vi behøver ikke føje en termokande eller et glas necsafe oven i.

3)
Købt låg til dåsesodavand. Mine børn er nærmest forelskede i Pepsi Max, og jeg køber derfor meget sjældent de store halvanden-liters flasker, fordi jeg simpelthen ikke gider de konflikter, der følger i kølvandet på min administrering og dosering. Men som enhver esbjergenser med respekt for sig selv, har jeg selvfølgelig et secret stash af dåser i en mørk afkrog af mit skur, som de kan få bevilliget en enkelt af ved særlige lejligheder. Men jeg har været træt af, at jeg ofte ender med at hælde halvdelen ud, fordi de ikke når at drikke det hele, og dåser, modsat flasker, ikke kan genlukkes – før nu, hvor jeg har fundet de her smarte låg (no spons).

Dels fungerer de som genluk, men derudover gør de det nemmere at drikke af dåsen, og det lille net-filter nede i betyder, at man kan have sin åbne cola stående udenfor, uden at hvepse, ulve og andet utøj forvilder sig ned i den.

Load More