Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

M2018, uge 30

95

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)
Besluttet, at vi, når vi har brugt de sugerør, vi har liggende, ikke køber nye i plastik, men investerer i en håndfuld af stål. Vi har ikke været de største syndere, fordi vi kun bruger sugerør i smoothies, og til formålet har vores smoothie-glas, som kommer med genanvendelige sugerør i hård plast, men når vi nu har afskaffet alt plastikservice, virker det logisk, at det her er næste skridt, uanset hvor få sugerør vi bruger.

2)
Tænkt over madspild, level 2. For én ting er, at jeg efterhånden er lidt af en fryser-ørn, når det kommer til at bruge mine rester, og finde kreative måder at sætte smulerne sammen på, men måske netop derfor, lægger jeg i dag nok mere mærke til det, når jeg oplever madspild på områder, hvor jeg ikke før har tænkt over det.

Det er f.eks. længe siden, jeg er gået væk fra “2 for 1’s pris!”-tankegangen, fordi vi virkelig, virkelig sjældent skal bruge 2 af hvad-end-der-er-på-tilbud, men jeg falder stadig somme tider i, når tilbuddet er storkøb i form af mere-i-pakken. Seneste eksempel er Smørbar fra Lurpak, som ind i mellem er på tilbud i en ekstra stor størrelse. Når jeg står i butikken, virker det næsten stupidt at betale det samme (eller mere ) for 250 gram, som for 400 gram, og specielt fordi det føles som om, mit fokus på madspild kommer til at modarbejde mit fokus på at spare penge. Men nu har jeg truffet en principbeslutning om, at med mindre der er tale om madvarer, som vi virkelig spiser meget af, så må det bare være sådan, for vi når ikke at spise de store pakker, før de fordærver eller bliver ulækre. Det betyder i sidste ende, at vi egentlig ikke at får glæde af den ekstra mængde, der er i pakken, og så er det jo spild af mad/ressoucer, ligemeget hvor billig eller gratis den pågældende mængde var.

En anden ting der har irriteret mig her i sommerferien, hvor vi trods alt har spist lidt mere ude, end vi plejer, er det madspild, vi skaber på cafeer. Igen er jeg splittet, for jeg synes faktisk ikke, at det er ok at være en af de nærigrøve, der sidder på et spisested og spytter i et glas gratis vand og en kop kaffe i to timer, men omvendt virker det, nu hvor vi virkelig sjældent smider mad ud derhjemme, også næsten grotesk at rejse os og gå fra 3 tallerkener, der stadig er halv-fyldte. Indtil nu har jeg prøvet at spørge på, om der er mulighed for at børnene deler en portion, og jeg har også bedt om at få mindre i glasset eller på tallerkenen, og stadig tilbudt at betale fuld pris, men ingen af delene er helt optimalt, synes jeg.

Gid flere caféer ville adoptere studiekantinernes systemer med, at man vejer sin tallerken, og betaler for den mængde, man øser op.

3)
Endelig fundet anvendelse for de mange papkasser, der følger med at leve i 2018, både som emballage til madvarer, og som ydre forsvarsværker på forsendelser: Jeg klipper dem i stykker og bruger dem til vandfarve, for: I fødselsdagsgave til Frida ønskede jeg mig vandfarve i ordentlig kvalitet, og jeg er målløs over, hvor stor forskel der er på hhv. det billige og det dyre produkt. Farvemætningen ca. 2000 gange bedre, og børnene, der før ikke havde den store interesse i at male med vandfarve, maler nu, så jeg næsten ikke kan følge med til at finde papir til dem. Derfor er pappet nu gået fra at være et irritationselement til at være noget, vi bruger til noget.

Fokus i denne serie er meget på at spare, men jo ikke for enhver pris; tingene kan også blive for billige. Jeg ville derfor elske, hvis vi kunne lave en tråd med produkter, hvor I har oplevet reel forskel på kvaliteten mellem den billige og den dyre version. Mine bud er (som nævnt) 1) vandfarve 2) farveblyanter, som Frida også fik i de luxe version; de knækker stort set aldrig og kan holde til flere timers tegnerier, før de skal spidses igen = meget længere levetid 3) øko-piskefløde, som, modsat almindelig piskefløde, holder sig stift i 3-4 dage uden at vande det mindste, når det er pisket til skum.

Jeg håber, I har lyst til at bidrage – og at I vil hjælpe med at holde anbefalingerne til produkter, hvor der er konkret, faktuel forskel, så ‘god kvalitet’ ikke bliver et spørgsmål om værdier og overbevisning.

(PS: Listerne med anbefalinger af bøger/serier, som man finder i overbjælken på forsiden, er opdateret med hhv. “Kadaverdoktoren” og “Manhunt – Unabomber”)

I øvrigt, sommer-edition:

16

  • har jeg i dag været i Ribe med børnene. I 38 graders varme. Jeg kan ikke mere.

  • har jeg ikke glemt de sidste 5 spørgsmål, der er kommet fra jer. Jeg skal bare lige have ro nok i hovedet til at kunne formulere noget, der hænger sammen.

  • har jeg smadret mit haleben i en rutchebane i Tivoli Friheden i en grad, så jeg dårligt kan køre bil, og får et morfinlignende præparat til lige at tage toppen af smerten. Feeling old yet?

  • elsker jeg, bortset fra det, at være i Tivoli. Ingen andre steder får man lov at se voksne mennesker med alle lag skrællet af, så man ved præcis, hvordan de så ud som børn.

  • havde jeg forleden smidt et par badebukser i tasken til Anton, som jeg, da han fik dem på, kunne konstatere strammede lidt. Tjekkede størrelsen, da jeg lagde dem væk: 86/92*. De kaldte ham Tændstikken.

  • har vi haft premiere på Fridas telt.

  • ved jeg nu, at firmaet, der har bygget mit hus, har anlagt min græsplæne ovenpå alt det gamle byggeaffald – primært sten og beton – som ikke giver 2 fucks for almindelige teltpløkker.

  • må andre før mig have haft det samme problem, for det viser sig, at man kan få noget, der hedder Tarzanpløkker, som er lavet af armeret stål. Så ja. Det er mig, der har flækket de tektoniske plader, and I’m not even sorry.

  • ved jeg ikke, hvordan det er lykkes mig at overse det faktum, at den teltmæssige forskel på at vælte i seng med en promille på 16 kl. 03:12 på Roskilde, og at gå i seng, pinlig ædru, med to børn kl. 20 er varme og lys. Så. Meget. Lys.

  • har jeg derfor søgt om patent på opfindelsen, der én gang for alle kommer til at løse mine økonomiske problemer: Et telt syet af mørklægningsgardiner. Selv tak.

I spørger, jeg svarer: Om gæld og afdrag

48

Det er søndag, og dermed stadig den ugedag, hvor jeg som oftest poster mine M2018-indlæg.

Derfor tænkte jeg, at ville være ok at konvertere et svar på en kommentar til ugens indlæg, til et lille ekstraindlæg om baggrunden for hele projektet.

Lise skrev til mig:

Jeg synes ligesom Dorte at 6000 kr om måneden er vildt ambitiøst! Og undrer mig lidt – har du selv valgt det? For hvis du nu kun betalte 5000 af om måneden kunne du spare de sidste 1000 op. At sætte afbetalingen ned med 1000 kr om måneden ville kun (med lidt ueksakt hovedregning) forlænge din afbetalingstid m 9-12 måneder. Og en opsparing på 12000 om året kunne gøre hverdagen mindre sårbar overfor uforudsete begivenheder/sammenfald af store udskrivninger.

Men altså, hvis du ikke selv kan vælge din afbetalingsplan så er det totalt åndssvagt af mig påpege opsparingens velsignelser – på forhånd om forladelse hvis det er tilfældet!

Men hvis du vælger ikke at genforhandle din gældsafvikling eller selv sætter din månedlige afdrag vil jeg meget gerne høre om ræsonnementet for det, hvis du ellers har lyst til at dele det.

Jeg synes, at det er en meget relevant undren, og jeg vil rigtig gerne uddybe.

Min gæld er et resultat af mange bække små. Lidt restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, fra da jeg begyndte at læse til tegnsprogstolk, og mine skuldre og arme i starten stod fuldstændig af, fordi de var helt uvante med de bevægelser, de pludselig blev bedt om at udføre, indskud til de mange forskellige steder, jeg boede – og almindeligt forbrug. Stille og roligt akkumulerede det sig, og blev til et ganske anseeligt beløb.

I mine start-tyvere var jeg ikke spor bekymret. Jeg var fuldstændig overbevist om, at min gæld ikke ville blive et problem, for om lidt ville jeg jo være færdiguddannet, få Et Rigtig Job, og møde en mand.

Årene gik, og gælden gik med, og uden at forholde mig særligt til det, valgte jeg bare at afbetale det mindste afdrag, jeg kunne slippe afsted med.

Jeg bærer selv langt den største del af skylden for, at det hele endte, hvor det gjorde, men jeg er også nødt til at sige, at jeg godt kunne være blevet bedre rådgivet i de banker, jeg gennem tiden har haft. Det tog mig alt for lang tid at lære, at banker er forretninger, der lever af at sælge ydelser, og at bankrådgivere ofte har en adfærd, der i mistænkelig grad minder om den, pushere har på film. Der er ingen smalle steder i Bredgade og alt kan lade sig gøre – lige indtil det ikke kan længere. Du må låne A.L.T det, du kan slæbe ud af døren – lige indtil den dag, den smækker, og det pludselig er et problem, at du skylder så meget.

Som f.eks. når du skal bruge penge til en bil for at kunne passe dit arbejde, eller når du, 15 år før boligforeningen har stillet dig det i udsigt, får tilbudt det eneste hus i hele Esbjerg, du gerne vil have, som koster 1000 kr. mere i måneden, end det du bor i nu, og kræver 40.000 kroner i indskud – og du kommer lige fra et halvt år på barselsdagpenge.

Mit held var, at jeg allerede da jeg fik Anton, havde været i banken hos min nye, esbjergensiske bankrådgiver, med et udtrykkeligt ønske om at få betalt min gæld af så hurtigt som muligt, fordi det på dét tidspunkt var gået op for mig, at jeg kunne have betalt den ud 5-6 gange, hvis nogen havde formået at få mig til at forstå, hvad jeg sidenhen selv måtte lære: Du får aldrig flere penge, end du har nu.

Det har været dyre lærepenge.

Lige nu er hver 3. måneds afdrag renter, hvilket er grunden til, at jeg ikke sparer op, men sætter ALT ind på at få banket mit lån af så hurtigt, jeg overhovedet kan. Ikke at jeg har et valg, for det var bankens krav, at jeg afviklede 3000 pr. måned på hhv. forbrugslån og billån hver måned, hvis jeg skulle have lov at låne til en ny bil, så sådan blev det. Men det er også den største hjælp, de kan give en person i min situation, for hvis jeg forlængede løbetiden på mine lån med bare ét år, ville det i runde tal koste mig ca. 22.000 kroner i renter.

Dette er også forklaringen på, hvorfor jeg ikke bare sælger min bil, tager tabet og låner til en ny. Ikke at jeg tror, jeg kunne få lov, men jeg ville stadig skulle betale så meget ekstra i renter ved at forhøje mit lån, at det langt overstiger hvad jeg har i mekanikerregninger.

Det er ikke ret sexet at tale om hverken gæld eller lån, men jeg håber, at dét, at jeg gør det her, måske kan være med til at få bare et enkelt ungt menneske eller to derude til at tænke over, at livet sjældent arter sig, som man forventer, når man er 21. De valg, man træffer, kan kaste skygger langt ind i fremtiden, og få konsekvenser, man ikke har fantasi til at forestille sig, når man står på tærsklen af det hele.

M2018, uge 29

22

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Takket pænt nej til en kassekredit, selvom banken virkelig byder sig til. Jeg hiver de fleste af mine penge ud af min lønkonto og sætter dem over på en anden, så snart de går ind, og så flytter jeg løbende retur, så jeg har styr på, hvad jeg bruger. Det betyder, at lønkontoen ind i mellem går et par hundrede i minus, indtil jeg er på netbank næste gang (hvilket jeg er et par gange om ugen). Der er åbentbart kommet nye EU-regler, som giver dårlige ratings til banker/kunder med overtræk, så banken har været meget insisterende på en kassekredit. Men jeg skal ikke låne så meget som 50 øre mere, hvis jeg på nogen måde kan undgå det, så jeg har steppet mit netbankgame op, og runder nu sitet dagligt.

2)
Fået os frem til børnepengene med lodder og trisser, trods ferie, ekstra regninger på bilen og meningitisvacciner til børnene. Det har været med tungen lige i munden, og jeg er virkelig kommet til bunds i skabene, både i køkkenet og på badeværelset, hvilket jeg egentlig finder ret tilfredsstillende. Jeg har formået at lave store portioner af det, jeg har lavet, så der også var forplejning til feriegæsterne (f.eks. smidt 2 overmodne bananer og en sjat kokosmel, der længe har stået i skabet og gloet, i chokoladekagen, og døbt den “Caribisk Chokoladekage”, serveret med “prinsessecreme” (= flødeskum, der skulle spises dén dag, rørt med en håndfuld pink, knuste kyskager fra Fridas fødselsdag) osv.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har været klar over, at bilen skulle til service, eller at anden runde af børnenes vacciner ville falde nu, og det ville være rimeligt at spørge, hvorfor jeg ikke sætter penge til side til det. Svaret er ligeså indlysende, som det er nedslående: Fordi jeg ikke har dem. Jeg har en løn som en folkeskolelærer med et par års anciennitet, og betaler hver måned 6000 kr af på mine lån. Det lyder måske ikke af så meget – før man tænker over, at jeg ikke ejer andet end min bil. Derfor kommer huslejen oveni, og så er der det faktum, at der kun er mig til at betale forsikringer, internet, licens osv. Jeg klynker ikke – det er 100% selvforskyldt, og om 3 år er det slut. Men det betyder, at i de perioder, hvor der falder ekstra regninger, så kræver det også en ekstra indsats at få pengene til at slå til. Og så er det rart, at det (indtil nu, i hvert fald) er lykkedes.

3)
Genbrugt en Palmolive skum-sæbe-dispenser på badeværelset. Jeg havde i tidernes morgen én i keramik, men en hurtig cost-benefit-analyse af “keramik-dispenser >< flisegulv” faldt ud i de hele flisers favør. Derfor er dén parkeret, så længe børnene er små. Men der er bare virkelig mange penge at spare på både håndsæbe og vand, når man kun skal fylde dispenseren 1/4 op med sæbe, og sæben er skum, som er langt hurtigere at skylle af end almindelig, klistret håndsæbe. Nu tog jeg chancen og prøvede, om en tom letvægts-plastik-skumsæbe-dispenser fra Palmolive fungerer, og det gør den.

4)
Kørt til Odense med 110 km/timen, og kørt 260 km. på den samme mængde benzin, som jeg normalt, ved 130 km/timen, ville have kørt 175 km for. Det er ikke fordi, jeg skal nævne det hver eneste uge resten af året; det føles bare stadig nærmest lidt som magi, at forskellen virkelig er så stor.

I spørger, jeg svarer: Om træthed og logistik

31

I mit forrige indlæg skrev jeg, at I derude endelig måtte skrive, hvis der var et eller andet, I gerne ville læse (mere) om her på bloggen.

Det var der et par stykker der gjorde, og dagens indlæg er svar på to af spørgsmålene, som jeg har valgt at slå sammen, fordi svaret på både det første og det andet faktisk er det samme.

Lone skrev: “Jeg vil gerne høre, om du nogensinde er træt? Og hvordan du håndterer det med børnene?” og Henriette skrev: “Jeg vil gerne høre om logistikken i dit liv; hvordan får du det hele tid at gå op?”

For at starte fra begyndelsen, så kom jeg faktisk til at grine, da jeg læste den første kommentar (undskyld, Lone!) – for jo. Jeg er træt. Jeg er sgu somme tider så træt, at jeg kunne optræde med det. For et par uger siden tolkede jeg for en svagtseende bruger, der hilste på mig med ordene “Er du træt? Du er kulsort under øjnene”. En svagtseende bruger. Shit, ikke?

Når jeg blogger, lyder det måske som om, jeg valser igennem de seje dage iført kaffe og ironisk distance, men sandheden er jo, at jeg, ligesom så mange andre mødre (og fædre), somme tider er så træt, at jeg tuder over det.

Jeg taler kun på egne vegne, men for mig har det at få børn alene, medført en husholdning, der ligner den, mange familier med to voksne har, med græsplæner, der skal slåes, biler, der skal købes, vaskes og have vinterdæk på, vinduer, der skal pudses og flere m2, der skal gøres rent. Der er kun mig til at tage alt, hvad vi har af forældremøder, arbejdsdage i børnehaven og tandlægebesøg, og til at se teaterstykker og dukketeater, som børnene møjesommeligt og omhyggeligt har øvet og glædet sig til at vise, og der er også kun mig til at holde for, når de bliver syge, eller skal på skadestuen med huller i hovedet.

Oveni det kommer de forældrerelaterede opgaver med opdragelse, der gerne skulle gøre små, fine børn, til store, hele voksne. Som hverken bruger sut eller ble.

Det, der bærer igennem, sådan helt overordnet, er kærligheden. Det lyder som en kliché, men klichéer er vel ofte blevet netop det, fordi de er blevet gentaget i én uendelighed – fordi de er sande.

Jeg tror, at det er kombinationen af kærlighed og kaos, der er med til gøre båndet mellem forældre og børn så ubrydeligt stærkt; at det er vævet af tråde af natteroderi, fedtede kys, opkast, bekymringer og øjeblikke, hvor man mærker kærligheden til dem så stærkt at man ikke kan få vejret. Det er den mest kompromisløse relation, du nogensinde kommer til at indgå i, og det skræller huden af alle dine følelser, så du mærker dem i deres reneste form.

Men selvom kærligheden er både vild og øredøvende, er det jo også somme tider mandag i en uge, man ikke engang ville kunne overskue, hvis man kun skulle tage vare på sig selv. Arbejde, sygdom og udefrakommende, uforudsete begivenheder – livet – rammer, og i de perioder gør hverken kærligheden eller den stærkeste kaffe dagene nemmere at komme igennem.

Jeg har 3 stykker værktøj i kassen, der hjælper mig til at bevare fodfæste og overblik.

Det første er min evne til at organisere. Jeg laver hver eneste uge en seddel, der ser sådan her ud (kæmpeundskyld for håndskriften):


Den hjælper mig til at bevare overblikket, og frigiver noget mental lagerplads, fordi jeg ikke skal gå og huske på de ting, der står på den.

Det andet er, at jeg har lært, at det er de ufærdige opgaver, der stresser, og at done beats perfect. Det betyder, helt konkret, at jeg f.eks. ikke går igang med at smøre madpakker, mens jeg er ved at lave mad, når jeg er lav på overskud. Jeg gør én ting færdig af gangen, så jeg hele tiden giver mig selv muligheden for at vælge plan B (købe mad i kantinen i morgen, vente med at vaske tøj/gøre rent/slå græs osv), hvis det hele kokser, i stedet for at stå klokken 23.30 og stirre modløst ud over Sarajevo ’92. Og selvom salaten uden tvivl er mest lækker, hvis den er frisksnittet, så er den ikke så meget mere lækker, at det opvejer, at skulle vaske og snitte sig igennem 2,5 kg. frugt og grønt mens alle, inklusive mig selv, stortuder, fordi vi løb tør for overskud efter det første forårsløg; hvis jeg har en time i overskud om morgenen – eller dagen før – så er det der, salaten bliver lavet, og jeg har endnu til gode at fortryde, når ulvene hyler og hverdagen bider.

Det tredje er min vished om, at der (de fleste dage) er ro hos Frida senest klokken 20, og så kan jeg gå i seng samtidig med Anton. Det var noget af det, der stressede mig allermest, da de var spæde; at jeg aldrig vidste, hvornår jeg kunne få lov at sove. Fordi ingen af dem nogensinde har sovet ret meget, er jeg meget bevidst om, at jeg nu rent faktisk ved, hvor bagkanten er. Det hjælper mig rigtig meget. 

(Så kunne man indvende, at man, når man ligner en panda, godt kunne være bedre til at springe i skrinet, når der var ro – men jeg er nået frem til den erkendelse, at jeg har brug for alenetid, hvis jeg skal kunne fungere som menneske. Sat op på en vippe, vejer behovet for et par timer i selskab med mine egne tanker, simpelthen tungere end behovet for at være udsovet. Det hjælper mig ikke at være udsovet, hvis jeg har en oplevelse af at være på, fra jeg står op, til jeg går i seng – og så igen når jeg står op. Jeg kommer til at mangle en pause.)

Det bringer mig videre til Henriettes spørgsmål, om hvordan jeg får logistikken til at hænge sammen. (Undskyld. Det bliver skidelangt, det her). Men svaret her er nemlig også min ugeplan.

Mit arbejde er specielt på den måde, at min arbejdsplads må disponere over mig kl. 6-16.30 ugens 5 dage. Jeg får mit skema for den kommende uge om fredagen, og det betyder, at det først er weekenden op til den kommende uge, jeg ved, hvordan jeg kan planlægge ugen.

Her er min ugeplan guld værd, for når jeg sidder søndag aften og kan se alting samlet, er det meget, meget nemmere for mig at bevare overblikket. Jeg kan se, hvis jeg f.eks. er nødt til at handle tirsdag til de gæster jeg får fredag, jeg kan se, hvornår jeg har brug for hjælp til at hente børn, og jeg kan se, hvilke dage, jeg er nødt til at lave mad, så der er til dagen efter.

Det kræver et meget struktureret sindelag, men det har jeg alle dage haft, så det føles ikke besværligt eller som noget, der strammer for mig. Tværtimod oplever jeg, at det muliggør at jeg kan fylde lidt ekstra i mit liv, fordi systematikken frigiver tid til sjov og spas. Kaffeaftaler eller at blogge, f.eks.

Endelig spørger både Lone og Henriette (inddirekte) til, hvad jeg gør ift. børnene, når jeg er træt eller syg.

I de situationer trykker jeg mentalt på ‘release’. Jeg slipper alt, og lader det falde, og jeg er superfokuseret på, at vi bare skal bedst muligt igennem den eller de dage, hvor vi er ramt. Hvis det betyder film eller mere iPad, eller noget andet mad, end jeg havde tænkt/taget op/forberedt, så er det bare sådan det er, og alt, hvad der ikke er absolut akut, bliver sparket til hjørne. Jeg fortæller børnene, at jeg har det skidt, eller at jeg har brug for, at de hjælper mig, og jeg snyder alle de steder, jeg kan. Hvis jeg er så dårlig, at jeg ikke mener, jeg kan passe ordentlig på dem, eller jeg føler, at det bliver for voldsomt for dem at se på (f.eks. hvis jeg har migræne, som altid medfører, at jeg kaster op) hiver jeg hjælp ind, og heldigvis bor vi så tæt på mine forældre, at jeg bare kan ringe; så kommer de med det samme. Vi er priviligerede ift. at vi sjældent er syge – det gælder os alle 3 – så når jeg er så skidt, at jeg ringer efter hjælp, så smider mine forældre, hvad de har i hænderne, og står der som to fantastiske, værdsatte søm.

Jeg har næsten lyst til at stå her på målstregen med medaljer til at hænge om halsen på jer, der nåede så langt.

Under alle omstændigheder håber jeg, at ovenstående var svar på det, I spurgte om, Lone og Henriette.

Tak for oplæg og rigtig god aften.

M2018, uge 28

5

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1
Haft en fornemmelse af at smide mere mad ud, end jeg plejer, hvilket har irriteret mig. I første omgang tænkte jeg, at det måtte være fordi, jeg har købt væsentligt større ind, end jeg plejer pga. ferien, og derfor har et dårligere overblik over, hvad jeg har og dermed hvordan jeg skal få det brugt. Det bliver altid dyrere at handle, når jeg har børnene med, fordi de i bedste gidselforhandler stil, stille og umærkeligt får mig bearbejdet, så jeg tror, jeg har været den principfaste, stålsatte mor, når jeg har forhandlet en kasse lego og to vandpistoler ned til en melon, en pakke kiks og 2 drikkeyoghurt. Derfor har jeg forsøgt at handle så meget ind, som jeg kunne på forhånd, så vi bare skal supplere i løbet af ferien. Alt andet lige er det nemmere at være Det Store Nej i 6 minutter end i 36.

Men fordi jeg alligevel ikke helt følte, at det var den rigtige forklaring, prøvede jeg at lægge en blok ved siden af min køkkenvask, og skrive ned, hvad jeg smed ud. Og jøsses, for en øjenåbner, for det viser sig at være mindsteloppen, der var den store synder. (Hvilket hun jo af gode grunde ikke kan være uden min hjælp.) Jeg har været alt, alt for slem til at give hende det, hun beder om, inden hun har spist det færdig hun er i gang med; uden tvivl et resultat af min historie med Anton, som aldrig har interesseret sig for mad, og som jeg har været indlagt med to gange, fordi han under sygdom har tabt sig for meget. Derfor har jeg “lært”, at så snart barnet/børnene beder om noget, så er det om at få det hevet frem, inden interessen fordamper. No more. Nu er det én ting af gangen, og markant mindre portioner til den unge dame.

2
Været på tur, og taget mad med hjemmefra – og lært virkelig meget om, hvad der ikke fungerer. Jeg er vokset op med, at vi smurte maden on location, når vi var afsted, men når jeg ser tilbage nu, kan jeg godt se, at der var nogle logistiske årsager til, at det var en god ide. F.eks. at vi var ofte afsted, hvilket betød, at min mor var ret god til præcist at vurdere, hvor meget vi skulle have med, og at mange af turene var af kortere varighed, og maden dermed stadig var god og kunne smides tilbage på køl, når vi kom hjem. Jeg har intet andet at sammenligne med, for det er meget få ture, Anton, Frida og jeg har været på, hvor jeg har kørt madpakkestilen, så jeg skal lige lære det. Erfaringen for vores lille familie so far er: Maden skal smøres hjemmefra (så der ikke er smør og pålæg i overskud), der er ingen grund til at medbringe 2 kg. frugt og grønt, for ingen gider spise det (og midt i Tivoli Friheden gider jeg ikke insistere), og en dåsecola i tasken sparer virkelig mange penge. En termokande med kaffe er fantastisk i bilen, men for irriterende at slæbe rundt på indenfor. Jeg har skrevet erfaringerne i Min Bog, så jeg har dem ved hånden til næste år, når jeg har glemt, hvad jeg lærte i år.

3
Eksperimenteret med, hvor stor forskel det reelt gør at sætte farten ned, når man kører bil, og Hold. Da. Kæft. Det der med at køre hurtigt?

Jeg er ikke FDM, og der er sikkert 10 millioner faktorer, jeg ikke tager højde for her, men jeg startede denne indlægsrække, fordi jeg selv bedst kan forholde mig til råd, når de er konkrete, så hermed min helt uvidenskabelige rapport om sammenhæng mellem fart og benzinforbrug.

Jeg kører mange, MANGE km. om året, og derfor ved jeg, ret præcist, at min bil kører 50 km på én pind på min benzinmåler, når jeg kører 130 km i timen.

Jeg prøvede at sætte farten ned til 110 km – og kunne køre 70.

Ja. Du læste rigtigt. Altså, 20 km. mere end ved 130 km/timen pr. pind. Jeg har 12 pinde på min benzinmåler, så det betyder, at jeg på én tank kan køre 240 km. mere – på den samme tankfuld – hvis jeg sænker farten fra 130 til 110. Det er meget tæt på at være en tur til Aarhus og hjem igen. PÅ ÈN TANK! Jeg er rystet i min grundvold. Tidsmæssigt lagde det 4 minutter til min rejsetid.

Fordi jeg nu var igang, prøvede jeg at se, hvor langt jeg kunne køre på landevej ved 80 km/timen. 80 km. På én pind. Dvs. 360 km. mere på end tankfuld, sammenlignet med, når jeg kører 130 km/timen.

Når jeg starter på arbejde efter ferien, kommer jeg med 100 procents garanti til at bruge tid på at finde ud af, hvornår jeg kan undgå motorvejen, når jeg kører fra én opgave til den næste, for det vil kunne spare mig ca. en tankfuld pr. måned, hvilket er omkring 5000 kr. på et år. #SesIKrybesporet.

I øvrigt:

17

  • udtalte jeg i aftes sætningen: “Jeg gider simpelthen ikke synge for dig, hvis du bliver ved med at ligge og råbe “SILVAN!”, og på en måde siger det alt om, hvordan det er at være forælder.

  • er jeg efterhånden ligeså indebrændt over de mennesker, jeg kender, der deler fb-opslag som “Denne person skylder dig en is” og så 16 random navne, som jeg var på de idiotiske dyreplakater med onkeljokes som “You used to call me on my sæl phone”.

  • får Anton og Frida ind i mellem lov at vælge, hvad vi skal have til morgenmad. Forleden ville Frida gerne bestille pølsebrød og jordbærlagkage. Vi skal lige have fat i den store pegebog om ernæring.

  • er jeg egentlig overrasket over, at Føtex får lov at slippe afsted med deres Føtæsk-reklamer. Det må være første gang i dette årtusinde, at en interesseorganisation for mennesker med en fysisk udfordring lader noget passere.

  • vil jeg godt høre, om trenden med at række tunge, når vi tager billeder af os selv, snart er ved at være ovre? Ligesom med kønsdele er det meningen, at vi kun deler vores indre organer med de særligt udvalgte.

  • har jeg fået et nyt trafik-tic. Når jeg er fanget bag en traktor eller en betonblander, og vi nærmer os en rundkørsel, kigger jeg, med en blanding af håb og desperation, på bilisterne, der nærmer sig rundkørselen fra de andre stikveje, mens min hjerne med Gandalfstemme råber: “FLY, YOU FOOLS!”. Det var sjovt de første to gange.

  • vil jeg, i tilfælde af, at nogen hacker min mobil og dermed mine spillelister, bare lige nævne, at Anton og Frida er medbrugere, og bærer det fulde ansvar for, at Top 3 lige nu er Turn down for what, Dragostea Din Tel og Ol’ McDonald had a farm.

  • elsker Frida spegepølse og leverpostej, og særligt om morgenen, og jeg forstår ikke, at hun er biologisk beslægtet med mig. Lugten af våd leverpostej, når jeg skyller kniven af, kan nærmest gøre mig psykisk syg.

  • har Anton fået et nyt spil til iPad’en, som hedder Sandbox. Det er en elektronisk version af de tegninger, vi andre lavede som børn, hvor motivet består af firkanter med tal i, og man så skal male alle 1’erne grønne, 2’erne gule osv. Hver aften laver vi en sammen, og det er rigtig hyggeligt – indtil Anton begynder at ændre på farverne og indstiller pastelfarvede mesterværker til at have store plamager af postkasserødt og koboltblå, og jeg må støtter mit barns kreative proces med sådan nogle hænder her:

  • var jeg i sidste uge så heldig at få foræret 5 billetter til Tivoli Friheden af en tidligere kollega. Vi skulle afsted i går, tirsdag, og mandag tænkte jeg derfor, at jeg hellere lige måtte pakke tasker og finde billetten frem, så vi var klar til afgang, når vi stod op. Klip til scenen, hvor jeg løber panikslagent rundt, fordi billetten – som har en værdi af 1500 kr – er væk. Væk-væk. Jeg var allerede i hovedet ved at formulere en mail til Mads & Monopolet, fordi jeg i min rædsel både havde glemt, at 1) de holder ferie, og at 2) det ikke var lørdag, ift. hvad fanden jeg skulle gøre. Én ting var at skulle aflyse turen for os selv, men noget andet var de 3 andre, vi havde inviteret med – for hvem skal nu betale, som de synger i forsamlingshusene i Jylland til 60 års fødselsdage. Efter febrilsk gennembladring af alt mit interiør, kom jeg i tanke om en stak vandfarve-malerier, børnene havde lavet, som jeg havde smidt ud (#ChristIsWatching), hvorunder jeg med sikkerhed vidste, at billletten lå. Det var lange 20 meter ud i skraldespanden med poser om hænderne og meget fokuseret bøn til de højere magter om at lave noget kosmisk fiksfakseri, så spanden var blevet tømt før, og ikke efter, jeg havde smidt dem ud. Katolikkerne viser sig at have ret i, at anger gør hele forskellen: Billetten var der, og jeg har nu lejet en Box-it container til alle de tegninger, jeg har lovet Forsynet aldrig mere at smide ud.

  • tror jeg, at vi pga. ferien er alene hjemme på bloggen i disse dage, så hvis der er noget, I godt kunne tænke jer at læse om (hvis der nu f.eks. er nye med ombord, der ikke lige magter at læse 10 år tilbage), så er I velkomne til at skrive det i kommentarfeltet.

M2018 uge 27

14

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

Vi er gået på ferie, og det bærer ugens liste præg af.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været i Legoland med hele familien, og selv med rabatkuponer er det stadig en større udskrivning. Når vi er på den slags ture, synes jeg egentlig principielt, at vi skal have madpakker med, da forplejningen disse steder holder samme kilopris som ren heroin. Men jeg må lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg synes, det (for vores familie) slår en lille smule skår i glæden, når vi sidder med vores klappere, og ungerne kaster lange blikke efter det, 85% af de tilstedeværende spiser.

(Jeg ved, at det her er et fokuspunkt for mange familier, der gerne vil leve økonomisk forsvarligt og hælde ordentlig mad i børnene, så derfor vil jeg gerne understrege, at jeg også oppe i hovedet synes, at det er den eneste fornuftige løsning. Men. Vi er på meget, meget få af den slags ture, fordi mængden af indtryk (i hvert fald indtil nu) har været voldsom for især Anton, og så går der ‘fuck det – vi har ferie!’ i den for mig.)  (-  hvilket jeg skal være den første til at indrømme, er fuldstændig idiotisk.)

Men men men. Denne gang var vi 5 voksne og 3 børn afsted, og havde på forhånd aftalt, at vi medbragte sammenskudsfrokost, så der var til en is til børnene. Da maverne begyndte at knurre, insisterede morfar på, at vi alle gik over til bilerne – og det viste sig at gøre hele forskellen. For i stedet for at være et træls alternativt til noget, man lige i øjeblikket havde mere lyst til, blev det til en pause fra støj og larm, og siddende på tæpper på en stribe græs med en klap-sammen i hånden, fik jeg totalt flash back til alle de sommerdage jeg som barn har tilbragt på flyvepladser i hele Danmark. Solen skinnede, der var tid til at hyggesnakke, og skovturstemningen var off the charts. Det var AWESOME, og jeg skriver mig bag øret, at hvis det på nogen måde er muligt at flytte frokostseancen ud af forlystelsesparken, så er det klart det bedste alternativ af alle de mulige.

2)
Opdaget en uventet fordel ved at give børnene lommepenge op til ferien, som de selv kan have med og bestemme over: Det er billigere for mig. For altså – på papiret er det jo ligemeget, om jeg giver dem 100 kroner herhjemme eller køber Lego for 100 kr. til dem i butikken i Legoland, men her støder vi igen på ‘fuck it – vi har ferie!’-monsteret. For når vi står der, og ingen nogensinde har ønsket sig noget mere i hele verden end lige præcis dén Ninjago-figur – ja, så har jeg nogenlunde ligeså fast en rygrad som en pakke Lurpak, nogen har glemt i en solstribe på frokostbordet. Derfor ender de 100 kroner, jeg på forhånd har aftalt med mig selv, at de må få for, ofte med at blive lidt mere end det. Og her lyver jeg, når jeg siger ‘lidt’.

Men når de har fået pengene på forhånd, og står med hver deres lille pung, er det meget, meget nemmere at guide dem til, hvad de har råd til, opdagede jeg, og det tager lidt af luften ud af den potentielle konflikt, at det ikke er mig, men matematikken, der siger nej.

3)
Taget hul på en ny vane, hvor jeg skriver til mine veninder, som vi har ude-legeaftaler med, hvad jeg medbringer til børnene. For uden undtagelse har alle mødre til alle børn, vi plejer omgang med her i byen, en vane med lige at stikke lidt i tasken, når vi skal mødes på en legeplads. Jeg har bare rigtig tit halvdelen med hjem igen, fordi alle har medbragt et eller andet, og ungerne ikke kan spise det. Vandmelon eller pizzasnegle, der har stået og kogt i solen i to timer, er ikke meget værd, når man kommer hjem, og derfor ryger det ofte ud. Men jeg gider ikke være religiøs om det her projekt, og rundsende et allekald om at vi fra nu af skal annoncere, hvad vi hver især medbringer. I stedet er jeg bare begyndt at skrive, hvad jeg tager med, og Lord behold: De andre mødre gør det samme. Ingen prædiker, alle vinder.

Uncle Sam is watching you

12

I aftes fik jeg en advisering om, at der lå et personligt brev til mig i min e-boks fra Danmarks Statistik.

Jeg er meget pro-statistik, hvis det ellers er noget, man kan være for eller imod. Helt lavpraktisk har jeg f.eks. haft stor glæde af lønstatistikker i min tid som tillidsrepræsentant, og hvis man gerne vil nyde godt af resultaterne, må man også selv byde inde på arbejdsdelen, uanset om det er fagbevægelsen eller Danmarks Statistik, der står for den. Derfor er jeg én af dem, der faktisk indvilliger i at svare, når jeg bliver ringet op.

Brevet i min e-boks lød sådan her:

“Vi skriver til dig for at bede dig om hjælp til at udfylde et spørgeskema om dit barn og jeres familie. Undersøgelsen handler om dit barns trivsel og udvikling og du, som forælder, er den bedste til at svare på det. Du er udvalgt til at deltage på vegne af Frida.

Forældre kan opleve deres barn og dét at være forælder forskelligt. Vi sender derfor spørgeskemaet til begge forældre. Det er vigtigt for undersøgelsen, at vi hører om både mors og fars oplevelser med barnet.(..)

Klik her for at høre om undersøgelsen.

Undersøgelsen SPOR- Børns udvikling og trivsel gennem livet, gennemføres på vegne af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Formålet med undersøgelsen er at få mere viden om, hvordan man bedst støtter små børn til at få et godt liv. Du kan læse om undersøgelsen på: www.vive.dk/spor

Hvis du vælger at deltage, vil du høre fra os igen – næste gang om 2 år. Du kan når som helst trække dig ud af undersøgelsen, og du behøver ikke at fortælle hvorfor.(..)

Danmarks Statistik behandler dit svar fortroligt. Resultaterne offentliggøres i tabeller, hvor man ikke kan se, hvem der har svaret.”

Jeg klikkede beredvilligt ind på undersøgelsen, og begyndte at svare.

Allerede et par spørgsmål inde begyndte det at blive lidt mærkeligt.

Har dit barn svært ved at huske beskeder?

Skader dit barn sig selv med vilje?

Er dit barn bekymret eller bange?

Udviser dit barn en usædvanlig interesse for eller viden om seksuelle ord eller handlinger?

Er der noget ved dit barn, der bekymrer dig?

Prøver dit barn at skade andre børn, voksne eller dyr?

På godt dansk: What the fuck?

De sidste 10-15 år har vi ikke lavet andet end at snakke om, hvor forsigtige vi skal være, når vi udleverer oplysninger om os selv på nettet, og det er muligt, at jeg lige trækker en sølvpapirshat op af posen her, men jeg får sgu da nærmest associationer til de dokumenterer om, hvordan CIA indhentede viden om borgere i USA i starten af 80’erne.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte i forhold til, hvor problematisk, jeg synes det er, at man som offentlig institution udsender et brev, hvori man:

  • Undlader at fortælle, hvordan folk er valgt ud til at deltage i undersøgelsen.

  • Ikke med et ord nævner, hvem der er med i undersøgelsen. Er det børn fra 0-10 år? 2-18? Hvem er det?

  • Bare omtaler folks børn med deres fornavn i brevet, hvilket for mig har en virkelig kedelig undertone af, at mine private oplysninger cykler lystigt rundt på kryds og tværs i systemet

  • Vil have os til at svare på spørgsmål, som jeg har meget, meget svært ved at se, hvordan man vil lave statistik ud af? For hvis det ikke skal bruges statistisk, så vil jeg gerne vide, hvorfor det er Danmarks Statistik, der står som afsender?

  • Fortæller, at man gerne vil have begge forældre til at svare – men ikke nævner, hvordan man forholder sig til, at det vel vil give en skævvridning i de supposed to be statistiske tal, fordi der vil ligge to indberetninger på nogle børn og én på andre? (Og det er bare fint, hvis man har nogle algoritmer, der tager højde for det. Så vær lige søde at skrive det)

  • Bare laver en “Klik her, for at høre om undersøgelsen” og linker til en You Tube video (ej, men er der ikke grænser for, hvor useriøst et oplæg, man må lave??)

  • Og den fylder to gange, for i en tid, hvor man risikerer at give sin computer AIDS, hvis man klikker på et forkert link, kunne man måske godt have valgt en anden løsning?

Endelig finder jeg det fuldstændig utroligt at man i disse dataforordningstider ikke nævner med ét ord, hvordan man har fundet frem til folk, eller hvordan man vil sikre, at deres svar ikke ender hos en anden offentlig instans, der måske godt lige vil holde lidt øje med børn, der ved for meget om sex og kan lide at rive knurhår af katte.

Man henvender sig til en generation, man har gjort sig umage med at fortælle, at man ikke kan være paranoid nok, når det kommer til internettet, og mit bud er, at Danmarks Statistik ikke nødvendigvis i dag er noget, alle ved, hvad er. En organisation er ikke bedre, end de mennesker, den har ansat, og når man har brug for, at folk bruger (lang!) tid på at svare på spørgsmål af virkelig privat karakter, må man simpelthen gøre det bedre end dét der, når man forklarer, hvem man er, og hvad man vil.

M2018, uge 26

, 14

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

Denne uges indlæg markerer, at vi nu er halvvejs i M2018-serien. Da jeg i januar satte skibet i søen var jeg spændt på, om jeg kunne blive ved med at finde på, for det er næsten altid det, der går galt, når en temablog kuldsejler: Man når et punkt, hvor man synes, man har været omkring alt, hvad der kan siges om det pågældende emne. Men den frygt har vist sig at være ubegrundet (i hvert fald indtil nu), og jeg er blevet glædeligt overrasket over at opdage, at jeg pludselig opdager minimalisme/spare-mulighederne, når jeg støder på dem, hvilket jeg ikke er sikker på, at jeg ville have gjort, hvis ikke jeg skulle skrive om dem.

Samtidig får jeg rigtig mange tilbagemeldinger fra jer om, at det, der inspirerer ved denne serie dels er kommentarfeltet, men også, at hele opsætningen er meget rookie-venlig. Hvis man har levet som gennemsnitsforbruger de sidste 20 år, kan det godt virke lidt voldsomt at melde sig ind i en minimalist-gruppe på fb, hvor det første opslag man ser, er fra mennesker, der efterspørger erfaringer med at sy og genbruge toiletpapir.

Her på bloggen kan alle være med, og jeg er – hånden på hjertet – meget positivt overrasket over den manglende fordømmelse af mig og andre, der først nu forholder os rigtigt til vores forbrug af sølvpapir og plastikposer.

Så tak, hurra og nu til sagen.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Støvsuget mit badeværelsesskab for alle de små prøver, tuber og krukker med ansigtsmasker, hårkure, bodyscrub osv., jeg længe bare har flyttet rundt på. Fra tid til anden tror jeg, at jeg er sådan én, der lige kan upgrade mit liv med luksuriøse makeup-produkter, høje hæle og eksfoliering, og jeg ved simpelthen ikke hvorfor, for i al den tid, jeg har kendt mig, har jeg været hende, der betragter kvinder (ja, og mænd i disse juicer-tider) der løber med løsthængende hår med en blanding af ærefrygt og vantro. Jeg ville kaste mig selv ud foran den første, den bedste bil i afmægtigt raseri, og det beskriver sådan set meget fint, hvordan jeg har det med alt, der er bare en lille smule ekstra. Jeg bliver adfærdsvanskelig af foundation, jeg skal kunne løbe (fra ulve eller efter undvegne børn) hvis det bliver nødvendigt, og hjemmespa er ikke for mig. Men. Når nu produkterne ad forskellige veje er endt i mit skab, synes jeg også, de skal bruges. Derfor er de nu sat ud på en bakke på mit bord, og så er det bare at gå igang. Dels for at få dem brugt, men også fordi de fylder i skabet og gør det sværere at se, hvad jeg rent faktisk har, og dermed resulterer i, at jeg pludselig har fået købt 5 tuber tandpasta og 7 myggestifter.

2)
Nedfrosset en sjat koncentreret saft, som ungerne ikke gider drikke, i isterningebakker. Jeg kunne godt blande det og være sure mor, der nægter at købe nyt, før de har drukket det, vi har, men dels var det mig, der valgte det i butikken, og dels har jeg for længe siden gjort op med mig selv, at hele dette minimalist-projekt ikke skal resultere i, at vi skal tygge os igennem 10 liter tvivlsomt, sammenkogt tristesse, eller skære det fra, der gør os glade.

Formålet må være at skille det vigtige fra det ligegyldige; at værne om det første og skrotte det sidste. Så. Nu har jeg isterninger, som smager forrygende i et glas dansk vand, og jeg er fri for at flytte rundt på flasken med taber-saft.

3)
Solgt for 500 kr. på Tradono og Reshopper, og jeg vil tro, at det bringer mig på ca. 6000 kr. i år. Vi var kort omkring det et par indlæg tilbage, men fordi jeg ofte møder mennesker, som ikke er kommet igang med at købe og sælge brugt, kommer her de erfaringer, jeg har gjort mig so far.

Tag ordentlige billeder af det, du sælger
Ingen gider købe noget, de ikke kan se, hvad er, så hvis du bare har tænkt dig at lægge et billede af en sort affaldssæk op med teksten “En masse blandet lego”, kan du lige så godt lade være. (Lakmusprøven er at tænke “Ville jeg selv købe det, jeg kan se på billedet?”)

I uge 22 skrev Kristina i kommentarfeltet: “Jeg bruger de varme sommereftermiddage på at tage billeder af ungernes efterårs- og vintertøj, der skal sælges når sæsonen skifter. Sommersolen giver et godt lys, så nu har jeg en mappe med billeder der ligger klar til vejret vender. And granted: en vinterjakke ser bare pænere ud når den er fotograferet på en bøjle mod en solskinsbelyst (have)trævæg, fremfor at ligge udsplattet på stuegulvet i trist efterårsgråhed.” 

Så har du også billederne på kamerarullen, og kan udnytte tiden til at oprette annoncerne, næste gang du sidder i et venteværelse eller i bussen og glor.

Beskriv din vare, så man ved, hvad man køber
Hvor mange buede skinner er der med i kassen med Brio, hvor mange sæsoner er flyverdragten brugt, er den købt fra ny og brugt til ét eller to børn osv. Det er også smart at skrive mærket på det, du sælger. Jeg køber aldrig selv noget uden at have et mærke, jeg kan tjekke ny-prisen på.

Vær ærlig omkring fejl, mangler og slid
Skriv i annoncen, hvis den ene tangent på børneklaveret stritter, eller der er gået en syning under ærmet på jakken. Jeg kørte engang ud for at hente en sort trip-trap stol, hvor sælger lige havde glemt at skrive, at hun 1) selv havde malet stolen og at hun 2) havde gjort det, da bøjlen sad i, og at der derfor var to umalede huller i stolen midt i alt det sorte. Det er træls for begge parter at bruge tid på, så skriv det i annoncen, så alle slipper for irriterende overraskelser.

Vær realistisk, når du sætter prisen
Hvad ville du selv give for en halv fyldt parfume? Eller for et par brugte bukser? Ingen går op i, hvad du gav for din vare, da du selv købte den (med mindre der er tale om mærkevarer) så selvom det første gang gør ondt at sælge noget for en tiendedel af ny-prisen, skal du sammenholde det, du kan tjene, med de 0 kr, du får for bare at blive ved med at flytte bukserne rundt i skabet, og ikke med de 900 kr. du i sin tid smed i Magasin.

En anden ting ift. prissætning er (som jeg også nævnte i indlægget, jeg refererer til ovenfor) at du skal lade være med bare at skrive “Byd”. Jeg ved godt, at det er skideærgerligt at sælge en æggekoger til 50 kr., hvis du kunne have fået 75 for den, men det er scenariet i ca. 1% af tilfældene. Resten af tiden får det bare din annonce til at lide den stille, ubemærkede død, fordi det er nemmere at købe noget af én, der har meldt ud, hvad noget koster, end at skulle indgå i en lang korrespondance, hvor man ikke på forhånd ved, om man er 10 eller 1000 kr. fra hinanden.

(Jeg har i øvrigt heller aldrig forstået begrebet ‘mindstepris’ med mindre man udtrykkeligt fortæller, at der er tale om en budrunde. Hvis jeg sætter mindsteprisen til 50 kroner er der vel for fanden ingen, der byder 60? Og den der med at sælge til anden side, hvis nogen pludselig byder mere, end den, man har lavet en aftale med, synes jeg er helt ukristelig dårlig stil.)

Hav en kasse, du smider i, efterhånden som du støder på ting, du vil sælge
Jeg har opdaget, at det er nemmere at sætte prisen lavt, når man sælger meget på én gang, fordi det er ok at bruge tid på at sælge to bøger til 15 kroner, når de er en del af en stak, der ender med at indbringe 4-500 kroner.

Der er forskel på, hvor nemme forskellige typer af varer er at sælge
Jeg ved ikke, om det er noget lokalt, men her i byen oplever jeg, at det er væsentligt sværere at sælge (børne)tøj end ting. Måske fordi ting er noget, man kan søge direkte på? Hvis jeg mangler en globus, søger jeg på det, og får de konkrete hits, mens jeg får ca. 1 million blandede hits, hvis jeg søger på ‘bukser’. Vær bevidst om dette, både ift ikke at give op, hvis det i starten går lidt trægt, og også når du sætter prisen. Hvis tøj er svært at komme af med, der hvor du bor, så sæt prisen, så det næsten er dumt at lade være med at købe det.

Vælg det rigtige tidspunkt at lægge din annonce op på
Både Tradono, Gul & Gratis og DBA smider de nyeste opslag øverst, hvis du vælger de gratis annoncer, hvilket betyder, at du skal tænke over, hvornår du poster. Du vil gerne ligge på forsiden, når købelystne typer lander i sofaen om aftenen og har tid til at sidde og scrolle, og hvis du lægger dine annoncer op kl. 13, er du allerede rykket ned på side 4, når klokken er 17. Læg op omkring spisetid. Det plejer at virke godt.

Ovenstående fungerer for mig. Hvis nogle garvede DBA-typer derude har andre fif eller lokale erfaringer (eller oplever det modsatte af, hvad jeg beskriver) så smid endelig en kommentar herunder.

Load More