Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

30 oktober 2019

The time is now

Livet går stadig sin skæve gang, og der er stadig rod i reden. Jeg sørger for at trække vejret og gå i seng i ordentlig tid, og det meste af tiden kan jeg godt være i det.

Måske er det de overvejelser, jeg gør mig i den forbindelse, der fik tankerne til at vandre, da jeg læste dette fine, poetiske indlæg fra Ind i Verden.

For når man har en hammer, ser man søm alle vegne, og lige nu er det noget, jeg bruger rigtig meget tid til at tænke over, det her med at være til stede, hvor jeg er. Derfor var det den del af indlægget, der blev med mig, da jeg havde læst det.

Jeg har aldrig været én af dem, der har været presset over min mobil. Jo, jeg kan godt blive stakåndet, hvis jeg i forvejen har travlt, og det samtidig vælter ind med mails; i de situationer øger det min fornemmelse af stress, at jeg føler, at hver eneste mail, der tikker ind, kræver noget af mig, som jeg lige nu ikke har tid til at give. Men jeg har for længst slået mail-notifikationer fra, jeg har fjernet min arbejdsmail-konto fra min private telefon, og jeg kan sagtens lade være med at tjekke, hvis jeg kan mærke, at det vil stresse mig yderligere at gøre. Jeg føler intet behov for at dokumentere alt med billeder og video, og jeg har aldrig været én af dem, der får præstationsangst af profiler på IG eller opslag på FB. For mig er visheden om, at selvom udstillingsvinduet er smukt, så er der stadig både en butik og et lager bagved, hele tiden present.

Jeg tror ikke, at det er fordi, jeg er specielt buddhistisk anlagt. Jeg tror bare, at vi rammes af forskellige ting, og det her er ikke én af dem, der rammer mig.

Men længslen i Siffs indlæg ligner til forveksling den, jeg føler, når jeg tænker på mine mange år i Aarhus, og det fik mig til at spekulere på, om det måske somme tider er den redigerede fortid, vi længes mod, og ikke mere af noget eller mindre af andet? For når vi er kommet langt nok væk, både i tid og geografi, så har sindet det – heldigvis – med at hænge de smukke billeder op, og køre resten på lossepladsen. Jeg tænker på, om det er vores ungdom, vi savner, og illusionen af, at livet var nemmere, fordi vi har glemt alt det, det også var?

For objektivt set ved jeg godt, at jeg har bortredigerede nogle ret hidsige perioder, hvor der var flere bakkedale end bølgetoppe, og hvor jeg opsøgte afgrunden og med fatalismen bankende i hele kroppen kastede mig ud. Jeg var ung nok til at tro, jeg var usårlig og ligeglad, og erfaringen havde endnu ikke udstyret mig med nødbremse og katastrofeblink.

Ønsket om ensomhed og langsommelighed og det, at være tilstede i nuet, forudsætter ro i hovedet og et liv, man rent faktisk ønsker at være tilstede i.

Og den ro, jeg har fået med at være den, jeg er, er en ro, der er optjent gennem snart 43 år. År med succeser og fejlslagne forsøg, med at stole på både de rigtige og de forkerte. År, hvor jeg gik med mavefornemmelsen, og år, hvor jeg gik med frygten. År med kærlighed og knubs og kontante afklapsninger. Alt det lå foran mig, da jeg var 15, og jeg tror ikke, jeg havde evnet at dvæle, selv hvis jeg ville.

Derfor kom jeg til at tænke på, om mit liv dengang faktisk ville have været nemmere, hvis jeg havde haft adgang til den digitale verden, som jeg først trådte ind i, da jeg var i starten af 20’erne? Om jeg ville havde fundet min stamme tidligere, hvis teknologien havde været der, og det var muligt at spejle sig i nogen, der heller ikke passede ind. Nogen, som ikke gik op i håndbold, og som også, i al hemmelighed, syntes, at kejtede skater-Heine, der altid stod i skyggen af wonderboy Heinrich, faktisk var den pæneste af de to.

Jeg ved det ikke. Men det er en illusion, jeg kan tillade mig at have, fordi den ikke bliver forstyrret af virkelighed og erfaringer gjort i en ungdom, hvor der aldrig var helle nogen steder, og hvor alt kunne dokumenteres og bruges imod én.

Uanset hvad kan det ikke ændres, og i nat, da jeg lå og spekulerede, kom jeg til at tænke på, at dét at ønske sig tilbage til en mere simpel tid, godt nok ikke er digitalt – men det er stadig en måde træde ud af nuet på.

26 oktober 2019

M2019, uge 43

Linda M20XX 17

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

Genopvarmet en stak vafler, jeg havde sat på en tallerken og i køleskabet og derefter glemt alt om. De var stive som pap, og var egentlig på vej ud. Men så kom jeg til at tænke over, at man måtte kunne gøre det samme med dem, som man gør med tørt brød, så jeg vred et stykke bagepapir under vandhanen, og pakkede dem ind i det. De fik små 10 minutter i ovnen ved 150 grader, blev bløde og lækre som pandekager, og børnene spiste rub og stub.

Købt fyrfadslys med 3 forskellige brændetider, så jeg nu har med hhv. 4, 6 og 8 timer. Den her er i småtingsafdelingen, men jeg synes egentlig stadig, at princippet holder. For nogle dage er vi sent hjemme, nogle dage er det gråt fra kl. 15 osv. På den her måde kan jeg hver gang “bruge lyset op” i stedet for at slukke det om aftenen, mens det stadig brænder, og dagen efter konstatere, at der er så lidt stearin tilbage, at det er nemmere bare at kassere det og tage et nyt med det samme.

Lavet morgenmadstapas på en helt almindelig onsdag. Den her er på, fordi det stadig overrasker mig, hvor meget slave af vane, jeg er. For jeg laver jævnligt ‘reste-tapas’ til aftensmad af alle småresterne fra fryseren, som hver især ikke engang er nok til at udgøre frokost, men som serveret på en bakke samtidig føles en smule eksotisk. Men jeg har ikke en *eneste* gang skænket en tanke, at man kunne gøre det til morgenmad. Det er selvfølgelig heller ikke så tit, vi har *så* mange rester af den her type, men i onsdags havde vi, og børnene besvimede nærmest af begejstring, da der kom en bakke over med en lille skål yoghurt, en bolle med smør, en rest risengrød, en smule æblegrød og en lille portion øllebrød med flødeskum.

Steppet mit halloween-game op og forsøgt at gøre det bare en smule bæredygtigt. Det her er ét af de punkter, jeg altid har en lille smule lyst til ikke at skrive på, for lad os være ærlige: Ingen har BRUG for halloween-ting, vel? Det, der altid ender med at gøre, at jeg alligevel sætter det på, er, at jeg synes, det kan være med til at udfordre enten-eller tankegangen. At det måske kan inspirere til, at man husker, at der altid er knapper at skrue på; også i de situationer, der ikke som udgangspunkt lægger op til det.

(Inden jeg udløser spændingen er jeg dog nødt til lige at have luft: For kan vi få bremset den trend, hvor butikkerne pakker tingene væk, *inden* højtiden overhovedet er gået i gang? For min skyld må de gerne stille græskar og nisser frem i starten af oktober, men jeg bliver sgu nærmest depressiv, når alle halloweenting er pakket væk EN UGE før, det egentlig går ned, og man ikke længere kan gå en tur i midtbyen d. 24. december, fordi man bliver suicidal over, at de allerede dér er ved at afmontere julen. Hvis det skal være på dén måde, kan vi sgu da ligeså godt købe kister i stedet for senge?)

Nå, men altså. Tilbage til min indkøbskurv. Jeg sørgede for at købe pynt, der kan pakkes ned og væk og genbruges i mange år frem. Jeg tjekkede alle brugttøjsportaler for udklædning, men måtte konstatere, at folk ville have det samme for et sæt brugt tøj, som jeg kunne købe det til fra nyt. Nej tak. Jeg købte ansigtsmaling af ordentlig kvalitet, som kan bruges sammen med den almindelige ansigtsmaling, vi leger med flere gange i måneden, i stedet for at blive nærig og købe fedtfarver, der tegner ad helvede til, altid bliver gnedet ud og lukker porerne. Og endelig forærede jeg børnehaven den guirlande, jeg havde købt til køkkenvinduet, der viste sig at være 6 meter lang, og som vi derfor aldrig får brugt.

22 oktober 2019

I øvrigt:

Linda I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister 35

*Har Frida lært at køre uden støttehjul, og *Chandler-intonation* kunne jeg *være* mere stolt?

*Var Anton i efterårsferien i biografen med morfar, og fordi Fridas livsfilosofi er “There is no ‘I’ in ‘team’” har jeg været nødt til at stille hende en bio-tur i udsigt for at undgå, at Anton finder ham her i sengen:

Nu har jeg så tre spørgsmål: 1. Hvad fanden sker der for, at vi begynder at pushe Frozen II merch så massivt EN MÅNED før filmen får premiere?? 2. Hvorfor, åh hvorfor, tjekkede jeg ikke premieredatoen, *inden* jeg lovede, vi skulle afsted? 3. Hvornår lærer børn, hvad tid er? For efter 652 forklaringer om, at ‘det skal være lørdag FIRE gange, og SÅ kommer filmen!’ og ‘når Anton har haft fødselsdag’ – komplet med kalenderillustrationer, fuld pegepind og halvbrille – spørger Frida stadig 76 gange dagligt, om det er i morgen, vi skal i bio?

*Er jeg i den forbindelse kommet til at love, at man må være klædt ud, når vi skal derind. Mormor har kaldet dibs på Sven.

*Har jeg skrevet om det før, men åbentbart ikke nok til at slippe det: Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv, når jeg ser folk på facebook, der gerne vil give deres aflagte børnetøj og cykler væk til “værdigt trængende”. Må jeg invitere til at kigge lidt indad? For jeg er all for, at vi giver dem, der har mindre end os selv. Men det findes der mange måder at gøre på, som ikke tvinger folk til at udbasunere deres livssituation på facebook, hvor kolleger, familiemedlemmer og børnenes klassekammeraters forældre følger med. Jeg er med på, at det er skideirriterende, at man står der og er klar til at føle sig barmhjertig, og så kommer Zandy, som man kender fra fitnesscentret, som ikke er mere værdigt trængende, end at hun har råd til at få lavet negle og extensions, og henter posen med det tøj, man havde forestillet sig skulle bringe glæde i en syrisk flygtningefamilie. (Som formentlig alligevel ikke er dem, du får i tale med sådan et opslag). Jeg forstår det, for sådan har jeg det også. Men kan vi ikke lige øve os i at mærke efter, om det handler mere om os selv end om modtageren? Om det måske er fordi, vi har alle mulige følelser bundet i bukserne, mormor har syet og hatten, vi købte, da vi sådan hyggede os i Italien i sommer? For hvis det er den rene hjælp, du gerne vil give, så ved du jo – ligesom mig – godt, at der findes masser af organisationer, som sørger for lige præcis det.

Somme tider er det mest næstekærlige, du kan gøre, at lade folk beholde deres værdighed.

*Går begge mine børn givetvis en strålende, faglig fremtid i møde, men ikke hos efterretningstjenesten.

Fordi:

Vi kommer kørende, og passerer, lige ved Esbjergs mest trafikerede lyskryds, et busstoppested, hvor der står en mørkhåret dame med en trolley.

Børnene (råber): “Det var Magne G’s mor!! Magne G’s mor står der!!”

Mig, der – som altid – kører uden briller: “Var det Claudia?”

Børn: “JAAA!!”

Busser sucks, så jeg tager en fuld runde ved næste rundkørsel, og kører tilbage og ind på Bilkas p-plads, som ligger bag ved busstoppestedet. Ud af bilen, og hen over græsset, mens jeg råber: “Claudia!!” efter damen – som i mellemtiden er nået halvt ud i fodgængerfeltet i den forkerte retning.

Alle andre end mig ville have indstillet redningsaktionen her i erkendelse af, at noget var galt. Men ikke mig. If you go, we go. Så jeg hæver stemme og indsats, og brøler, mens jeg vifter med armene:

“CLAU!!DI!!A!!!”

Kvinden vender sig (sammen med alle andre i hele verden), peger spørgende på sig selv, og begynder tøvende at gå tilbage. Det er så *her* det går op for mig, at det – selvfølgelig – ikke er Claudia. En masse italiensk, undskyldende ‘my bad!’ gestik senere, sætter jeg mig ind i bilen til børnene, som er på vej på kostskole i Schweiz, nu hvor vi har kronprinsessens ord for, at det er “en gave”.

18 oktober 2019

M2019, uge 42

Linda M20XX 42

I den forgangne uge har jeg:

Konverteret min argan-olie, som jeg købte til håret, til øjen-makeupfjerner. Min sædvanlige arganolie, som er beregnet til håret, og som jeg bruger til både Frida og mig selv i stedet for balsam, var udsolgt, da jeg sidste gang løb tør. Derfor tog jeg chancen og bestilte den rene argan-olie i stedet. Big mistanke. Tænk Lady Gagas kødkjole, bare oven på hovedet. JØSSES, det fedtede.

Siden har jeg flyttet rundt på den, og ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle bruge den til, for lige til min hudtype var den også for fed at smøre på huden.

Men da jeg forleden løb tør for make up-fjerner, og ingen havde tænkt på at købe en ny (hvem kører den her husholdning!? To stjerner på Trustpilot herfra) fik den et skud, og til det formål virker den fortrinligt.

Shoppet Bilka to go i søndags, hvor det var den anden søndag i måneden, og dermed øko-søndag i Bilka, hvilket betyder, at de har 25% på alle økologiske varer.

Den her er på, fordi jeg før har talt rigtig varmt om to-go servicen, og virkelig, oprigtigt synes, at ideen er fantastisk. Det er langt, LANGT billigere for mig at betale 29 kr. i ekspeditionsgebyr, end at have begge børn med ind i butikken – og så har vi stadig ikke snakket om alle de konflikter, vi undgår.

Derfor skal det her punkt ikke opfattes som et forsøg på at starte en shit-storm. Fejl sker, og det er, hvad der er. Når jeg sætter den på her i indlægget, er det fordi, det ikke er første gang, jeg oplever det her problem, og det derfor begynder at føles som om, man er nødt til at tænke risikoen ind.

For da jeg hentede varerne, studsede jeg godt nok over, at det ikke så ud af meget, men jeg kunne ikke huske, præcis hvad jeg havde købt, så tænkte, at det nok bare var fordi der var mange småting blandt varerne.

Det viste sig, at alle mine kølevarer og halvdelen af mine grøntsager manglede; 5 bæreposer i alt.

Jeg er efterhånden blevet vant til lige hurtigt at løbe kvitteringen igennem, når den kommer på mail. På den måde ved jeg på forhånd, hvis der har været udsolgt af et eller andet, og jeg kan planlægge mig ud af det ved at svinge forbi Brugsen, eller lave noget andet til aftensmad.

Men at stå i køkkenet, med to trætte børn, kl. 16.30 en søndag, og mangle 3/4 af ingredienserne til aftensmaden var sgu tæt på at få en sikring til at ryge. Jeg fik mine penge retur, lige på stedet, da jeg ringede, men lige i det øjeblik var dét ikke ret meget værd, fordi jeg 1000 gange hellere ville have haft mine varer. Men der var ingen i varehuset, der kunne efterpakke varerne til mig, så jeg kunne vælge mellem at genbestille dem (= få øko-rabatten), og hente dem mandag efter kl. 14, eller at tage begge børn med ud i en butik, der kl. 17, efter en hel dag med 25% på økologi, ligner et fejlslagent, planøkonomisk eksperiment fra midtfirserne.

Jeg kommer ikke til at holde op med at bruge servicen, for fordelene er – trods alt – stadig større end ulemperne, men der er nogle forholdsregler, man er nødt til at tage; særligt hvis man får gæster eller er meget sent hjemme. Den del vil jeg også gerne give videre.

lavet græskarlygter med børnene, og fordi tiden lige var til det, besluttede jeg, at jeg ville finde noget at bruge kødet til. Jeg fandt et par forskellige opskrifter og endte med et græskar/bananbrød, fordi det lige var, hvad jeg havde til i skuffer og skabe. Oplægget var den her opskrift, som jeg huggede en hæl og tilsatte en tå på.

Slutresultatet er et lidt kageagtigt brød, som kan spises, som det er, eller accessorizes med smørcreme, flødeskum eller chokolade, afhængigt af, hvad man skal bruge det til.

Jeg havde lavet dobbeltportion, fordi jeg havde indmad fra 3 græskar og 4 meget modne bananer, der skulle bruges, så planen var at teste, hvordan brødet opførte sig, når det blev frosset ned og tøet op igen.

Men så kom Anton forbi, og han spiste, ene mand, hele ekstra-brødet på 3 dage. Og det var altså: Anton. Barnet, der er bygget på lige dele pizza, kødboller og honningmelon.

Så det her må virkelig siges at være en opskrift, der er både testet og godkendt.

Da jeg havde bagt brødene, havde jeg 1,5 dl. græskarmos i overskud, som jeg besluttede at prøve at bruge i min pumpkin spice latte-opskrift, hvor jeg normalt bruger mos fra hokkaidogræskar. Det kunne man sagtens, omend jeg synes, at hokkaidomosen er en my mere smooth i konsistensen, men smagsmæssigt er det meget tæt på at være det samme.

Og fordi det er fredag, får I lov at slippe for at sidde og klikke rundt, og får i stedet begge opskrifter serveret, lige her.

God weekend🎃🍁

Græskarbrød:

100 gr. sukker

100 gr. farin

3 æg

1 tsk vanille

1 tsk bagepulver

1 knsp. salt

1/2 tsk stødt ingefær

1/4 tsk stødt nellike

1 tsk. pumpkin spice**

1 spsk kanel

250 gr. græskar-pure (kog/damp kødet i en gryde med en smule vand i bunden i ca. 20 min. Hæld væden fra og blend kødet)

30 gr. smeltet smør

2 mosede bananer

200 gr. mel

Pisk sukker, farin og æg skummende, tilsæt resten og rør godt rundt.

Hæld dejen i en springform og bages ved 180 grader i ca. 40 min.

Pumpkin spice latte (2-3 krus):

1/2 liter mælk

3 spsk. græskar-mos*

3 spsk sukker

1 spsk vanille

0,5 – 1 tsk pumpkin spice**

Hæld det hele i en gryde, kog op, fordel i 3 krus og fyld op med kaffe.

Lav gerne dobbelt- eller trippleportion af græskarmælken; den kan holde op til en uge i køleskabet.

* Hvis du laver mos af hokkaidogræskar, vasker du græskaret, halverer det, skraber kernerne ud, og lægger det med kødsiden nedad. Bages i ovnen 1 time v/ 175 grader. Derefter skrabes kødet ud og blendes. Det afgiver AFSINDIGT meget vand, når man bager det, så tag højde for dét, og læg det evt. i et smurt, ildfast fad. 1 græskar giver ca. 4 portioner (altså 12 spiseskeer) mos. Jeg har testet om man kan fryse det, og det kan man sagtens.

**Bland 2 tsk kanel, 1 tsk stødt ingefær, 1 tsk stødt nellike, 1 tsk muskatnød og 1 tsk. kardemomme. Opbevar blandingen i et lufttæt glas og brug den i alt, der gerne må smage af halloween og efterår.

15 oktober 2019

Det store i det små

Linda Øjebliksbilleder 16

Det hele roder stadig, men jeg har truffet en aktiv beslutning om at holde ferie. Det betyder ikke, at alt det dumme ikke fylder, men det betyder, at jeg er meget selektiv ift. hvornår jeg tjekker ind i de arenaer, der er berørte af kaos og konflikt.

Midt i alting har jeg opdaget, at jeg faktisk er ved at være der, hvor jeg ikke længere er så presset, at jeg kun sørger for det mest basale herhjemme, men at vi nu også kan begynde at gøre nogle af alle de børnefamilie-ting, jeg har set frem til.

I går lavede vi græskarlygter. Og det er ikke fordi, jeg skal ophøje oplevelsen, eller gøre den mere overskudsbefængt, end den var. Der var sure børn. Jeg bandede. De er mærkbart mere genstridige, end de lader sig mærke med, de dumme græskar. Men vi fik dem udhulede, og vi fik lavet lygter, og selv imens jeg bandede, så selv den mest forhærdede sømand ville rødme, kunne jeg mærke glæden synge indeni. Jeg har sådan set frem til at leve og ikke bare overleve, og fordi Lene gik hen og døde midt i alting, kan jeg mærke, at jeg faktisk har været bange for ikke at få lov.

Det har også været i denne ferie, hvor Antons højeste, kulinariske ønske er gået i opfyldelse: Vi har købt et vaffeljern. Med den her fart ender det med, at sommeren 2020 bliver sommeren, hvor jeg lærer at grille, så jeg endelig kan udstyre mine børn med barndomsminder, og kan hvile mit hoved på Forældrepuden i tryg forvisning om, at de engang vil se tilbage på en barndom, fyldt med minder om grillpølser, lange aftner, telte og soveposer.

Vi har udforsket legepladser, set tegnefilm og travet Legoland tyndt i det, der kun kan beskrives som monsun.

Vi har skærmet den, læst bøger og set nye mennesker, og midt i det hele er min venindes far død.

Det føles som om, alting enten foregår i de yderste ekstremer, eller står helt stille i et sjældent smukt og stille øje af stormen.

Det føles som at stå midt i livet, med alle dets voldsomme modsætninger, lige nu og her.

11 oktober 2019

M2019, uge 41

Linda M20XX 11

I den forgangne uge har jeg:

Set mig sur nok på en pose salatmix/studentermix (hvad hedder det? Den der blanding af rosiner og peanuts, der hænger sammen med pinjekernerne og den klamme, tørrede papaya i grøntafdelingen?), som har ligget med korslagte arme i skabet i 2 måneder, til at finde på noget at bruge den til. Jeg købte den i håb om, at mine børn ville have det med i madpakken, men kæmpe nej.

Jeg tænkte, at den måtte kunne bruges til ét eller andet, og det eneste, jeg kunne komme i tanke om, var cookies. Jeg fandt og brugte denne opskrift, og de blev VIRKELIG gode. Min far, som normalt ikke rigtigt gider kager, nappede 4.

Købt en flaske lightergas, og genopfyldt min lighter. Det her er latterligt, for jeg har tænkt på at gøre det en million gange, men det har føltes som en opgave, der boede i samme kasse som ‘lapning af cykel’ og ‘udskiftning af filter på loftet’: Nødvendigt, men andre må gøre det.

Men i mandags kom jeg i tanke om det, da jeg alligevel var ude at handle, så *drumroll* og here we go.

Og jeg må le. En flaske, som indeholder lightergas til 87.000 opfyldninger, koster 11,50 kr, det tager 3 sekunder at gøre, og er så nemt, at det er pinligt.

Lavet en grydefuld hokkaido-suppe og husket at veje portionen, både før jeg spiste af den, og da jeg havde fået, så hatten passede. Jeg bliver altid så snydt af mængdeforhold, når jeg laver mad i store gryder, for jeg mister fuldstændig fornemmelsen af, hvor lidt eller hvor meget en portion reelt er. Hvilket typisk betyder, at jeg får lavet for store portioner til fryseren. Der er for meget til én gang aftensmad, men for lidt til to, og så ender jeg med sådan en irriterende rest, der mest af alt er i vejen. Men denne gang fik jeg vejet hele herligheden, og dermed ved jeg, at jeg har frosset det i portioner, der er lige, som de skal være.

Købt kunstige lys med fjernbetjening til, og den her er, i al beskedenhed, genial.

Vi har fået fundet vores keramik-græskar og -spøgelser frem (- og hvis jeg én gang til skal svare på, om det er halloween i morgen, så skyder jeg mig selv), og dem skal der jo lys i.

Men når jeg sætter ægte stearinlys i dem, der står udenfor, får jeg dem ikke rigtig tændt, fordi.. jamen, så skal jeg jo ud? Jeg har prøvet med kunstige lys med timer-funktion men så lyser de kun om aftenen, og lige med halloweentingene, sover børnene faktisk, når det er mørkt nok til at kunne se dem, og derfor vil jeg gerne have dem tændt om morgenen også.

Derfor kom jeg til at tænke på, at jeg flere steder havde set lys med fjernbetjening, så jeg gik på jagt og fandt et par bloklys til græskarene udenfor og et par lyskæder som “fyld” til spøgelserne i vindueskarmen.

Det er. så. smart.

For hvor lys med timere bruger 6 timers batteri hver dag (også de dage, man ikke er hjemme) kan jeg tænde alting her med et klik – og slukke det igen, når vi ruller gardinerne for. Alt sammen inde fra min varme, tørre, vindstille stue. Jeg kan tænde lysene om morgenen, så børnene også får glæde af dem, og fjernbetjeningen har *også* en timer-funktion, så man kan vælge, at lysene slukker automatisk efter 2, 4 eller 6 timer.

Fjernbetjeningen kostede 30 kroner, lyskæderne kostede 70 kr. og bloklysene kostede 90 kr., så det er ikke engang fordi det er dyrt, synes jeg, og i disse dage, hvor det betyder lidt ekstra med smukke lys og fokus på det, der glæder, var de hver en krone værd.

Tak for jeres fine, gode og omsorgsfulde kommentarer til det seneste indlæg. Jeg ved ikke helt, hvornår der er ro og rum til almindelige blogindlæg igen, men det var rart at skrive dette, fordi det giver sådan en dejlig ro at skrive noget, hvor emnet er givet på forhånd, og ordene nærmest skriver sig selv.

Tak fordi I læser med, tak fordi I altid er så skidegode, og god ferie til de af jer, der har.

9 oktober 2019

Jeg er her (ikke)

Linda Øjebliksbilleder 22

Jeg har efterhånden fået skabt en rytme, hvor jeg lægger et M2019-indlæg op fredag eller lørdag, og skriver lidt om dette eller hint i løbet af ugen. Selvom M2019-indlæggene oprindeligt var tænkt som noget ekstra, der ikke som sådan hang sammen med den egentlige blog, er de alligevel endt med at blive biologiske børn, fordi emnerne, jeg kredser om dér, hænger sammen med de tanker jeg gør mig i livet generelt.

Helt lavpraktisk har det også betydet, at jeg får skrevet mere, end jeg ellers ville have gjort, fordi jeg har fat i bloggen et par gange om ugen, både for at skrive indlæg, men også for at snakke med jer i kommentarfeltet. Det holder automatisk folderen ‘Blog-emner’ åben i bevidstheden, og får ordene til at dryppe af fingrene.

Det betyder, at jeg, på samme måde, som man kan savne at bevæge sig, hvis man er inde i et godt flow, og pludselig ikke kan komme afsted, mangler det, når jeg ikke tygger drøv på livet herinde. Men engang i mellem sker der ting ude på den anden side af skærmen, som kræver al opmærksomhed og koncentration, og al ledig kapacitet bliver brugt på at forholde sig til dette.

Sådan er det lige nu. Alle mine ord og tanker er suget ned i noget andet, og intet, jeg prøver at skrive, vil hænge sammen. Vi er sunde og raske, og alting skal nok falde til ro, men lige nu er verden vendt en smule på hovedet, og det er svært at holde balancen.

Jeg ville ellers gerne prale af, at Anton er blevet rykket op i den næst-sværeste kategori i diktat. Og ikke pga. det akademiske i det, men fordi Anton, min allerbedste Anton❤️ Jeg bliver så rørt og glad, når der er noget, der falder ham lettere, end jeg havde turde håbe. Han klatrer også stille og roligt op ad taekwondo-stigen, og jeg græder mig diskret igennem den ene bælteprøve efter den anden.

Han fylder 9 om en måned, men i aftes, da jeg gik ind for at give ham dyne på, inden jeg selv gik i seng, kunne jeg se, at han omhyggeligt havde puttet sin nye flagermus-bamse for natten i halloween-kurven, som jeg havde ledt efter hele eftermiddagen. Mit hjerte, mand.

Der ligger et indlæg om tabu og rasler rundt i min hjerneskal, og Frida er blevet tjekket og frikendt for noget baks med hormonerne og har endelig lært at udtale K.

Jeg cykler og cykler og taler i telefon non stop, min mail er rødglødende og det hele er kaos. Alt er på samme tid musestille og et brølende inferno af valg og konsekvenser, og uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke lime ovenstående sammen, så det bliver en sammenhængende fortælling.

Så…

Om’er i næste uge?

4 oktober 2019

M2019, uge 40

Linda M20XX 15

I den forgangne uge har jeg:

Været til fødselsdag, som ud over lækker mad og godt selskab også bød på Den Store Bytte-runde, hvor alt det, vi hver især har ryddet ud i de sidste måneder, blev udvekslet.

Vi har efterhånden i omgangskredsen fået skabt en kultur, hvor man lige sender et billede af det, man ikke længere selv skal bruge, med teksten “Noget for dig?”, inden man kører det til genbrug, og det betød, at urtepotteskjulere, sko, bøger, trøjer, regntøj, termotøj, hårkur, tampax og en enkelt bamse skiftede hænder midt i al festivitasen. Jeg elsker det.

Taget mig sammen til at måle den indbyggede krydderihylde over mit komfur og købt nye (brugte) krydderiglas.

Jeg hader at stå og fistre med poser med krydderier, når jeg er i gang med at lave mad, men jeg har også længe haft det træls med at købe glas/dåser med krydderi, både fordi det lugter lidt af emballage-spild, men også fordi hylden er så snedig indrettet, at halvdelen af de glas med krydderier, man kan købe, er for høje til at stå på den. Det betyder, at jeg har glas og dåser og poser til at skøjte rundt 5 forskellige steder, hvilket på alle måder er uoptimalt. Det er det vildeste ilandsproblem, men ikke desto mindre noget, der har irriteret mig længe.

Jeg billedegooglede krydderiglas, og fandt nogle, der levede op til både højdemål og æstetiske krav. Derefter prøvede jeg at søge på Marketplace, og var så heldig, at en kvinde dagen før havde lagt præcis de glas op, stadig i originalindpakning, til 1/3 af prisen. Haps.

Jeg ved godt, at der kan være enorm forskel på kvaliteten af krydderier, og at de kan købes *for* billigt, men de står relativt langt nede på listen over ting, jeg gerne vil betale ekstra for lige nu, så jeg lever fint med discountkardemomme og billig oregano.

For sjov prøvede jeg at tjekke forskellen på kiloprisen på karry og kanel i hhv. pose (Budget), glas (Santa Maria) og dåse (Urtekram). For karry var den 55 kr/600 kr/838 kr, mens den for kanel var 70 kr/500 kr/700 kr.

Urtekrams er økologisk, og derfor må man forvente en højere kilopris, men der er sgu stadig langt fra 55 til 838 kroner, synes jeg.

Fremsendt et forslag til min boligforening om at måtte tage et istandsættelseslån til at lægge fliser i haven.

Jeg har en lille forhave, hvor solen TÆSKER ned fra morgen til aften, hvilket betyder, at alt, undtagen ukrudtet, dør.

Samtidig er den åben ud til vejen, hvilket jeg er temmelig træt af.

Jeg har haft fat i en håndværker, som gav et overslag på ca. 5.000 kr., hvilket jo er ganske, ganske rimeligt, men stadig ikke er penge, vi har.

Det er for nyligt blevet vedtaget, at man kan få istandsat køkken og badeværelser gennem et moderniseringslån, som afbetales over huslejen de næste 10 år. Det betyder, at hvis man fraflytter efter 3 år, så er det den nye ejer, der overtager forpligtelsen, og på den måde, betaler man kun for den forbedring, man selv har glæde af. Huslejestigningen ligger typisk på 300-500 kr. pr. måned, så det er, trods alt, til at have med at gøre.

Derfor fik jeg den tanke, at man måske kunne gøre det samme med haven, så jeg sendte forslaget til boligforeningen.

Desværre viste det sig, at det for haven ville blive så omstændigt, at det i praksis er umuligt, (noget med realkreditinstitutter og definitioner af ‘forbedring’) men jeg er stadig ret tilfreds med, at jeg efterhånden har fået opdraget min hjerne til at se muligheder og alternativer, når der er noget, jeg gerne vil have, i stedet for bare at rive kortet igennem på beløbet, og defor får den lov at komme med her.

Min nye have, hvor jeg har valgt beplantning, der matcher min personlighed

1 oktober 2019

Hvad med Phillip?

Linda Alvorligt talt, Anbefalinger 27

For lige at starte et helt andet sted, end jeg har tænkt mig at bevæge mig hen, så elsker jeg biblioteks-app’en, og hvis du ikke har hentet den, så gør det med det samme. Kvaliteten af de bøger jeg læser, er steget med 1000% efter jeg har hentet den, fordi jeg ikke længere bare på må og få tager dem med de pæneste forsider, når jeg vandrer planløst rundt på biblioteket. I dag går jeg, i det sekund, jeg ser en god anmeldelse af en bog, ind og reserverer den via app’en, og så er det bare at vente på, at den kommer hjem. Det lyder som en meget lille ændring, at funktionen er flyttet fra computeren og over på telefonen, men det gør hele verden til forskel.

Grunden til ovenstående indledning er, at jeg nu også læser bøger, som jeg måske ikke lige ville have plukket, hvis jeg bare var gået forbi dem IRL, og “Jeg klarer mig, mor” er en af dem. Den handler om det tredobbelte drab på Frederiksberg i 2015, hvor 3 unge mænd blev skudt i en lejlighed, mens de sov. Likvideringen var banderelateret, og alene af den grund, ville jeg være styret udenom den, fordi det emne ikke optager mig. (Og kæmpe undskyld for det, hvis der sidder nogen derude med alting i klemme).

Men anmeldelsen af den var god, så jeg bestilte den, og i sidste uge lå den klar til mig. Jeg hentede den torsdag, og torsdag aften slog jeg op på første side.

-og var nær faldet ned af sofaen, da det gik op for mig, at jeg kender fortælleren, som er moderen til den ene af drengene.

Jeg har gået i skole med hende, og jeg blev så rystet over retrospektivt at læse om hendes opvækst, og om hvordan livet har behandlet hende, at jeg kom til at læse hele bogen. Jeg græd, så jeg til sidst var så hævet om øjnene, at jeg ikke kunne se, hvad der stod, og jeg havde flere gange fat i min telefon, fordi jeg have lyst til at ringe til nogen og råbe: “Det er Liselotte!!” Men jeg kender ikke længere nogen fra dengang, så jeg endte med at sidde med det selv. Det var voldsomt surrealistisk at følge tidslinjen og vide, at mens jeg dalrede rundt ved åen i Aarhus og drak sjusser og bøvlede med mænd og sind og kærlighed, så fik hun børn, kæmpede for dem og mistede et af dem igen.

Historien er som sådan klassisk: En mønsterbryder-mor, der kommer fra svære kår, som får børn, mens hun selv er ung, med en mand, der også træffer destruktive valg. Hun ender med at være alene med børnene, og hvor de 2 (senere 3) andre børn vokser op uden de store dikkedarer, skiller Phillip sig ud fra starten ved at være grænsesøgende og svær at håndtere, og herfra eskalerer det bogen og livet igennem. Han kastes rundt fra sted til sted til sted igen; alle starter med at tro, at de kan hjælpe ham, alle ender med at give op, og han er 19 år, da han bliver skudt.

Det, som gør historien til noget særligt er, at Liselotte faktisk bad om hjælp fra starten. Historien er selvfølgelig fortalt af hende, og dermed er det hendes opfattelse og version af virkeligheden, der skildres, men hele bogen igennem er der kopier og uddrag af offentlige papirer, fra alle de gange, hun selv har henvendt sig og bedt om hjælp, fordi han ikke lod sig styre.

Jeg var nået ca. halvvejs igennem bogen, da det gik op for mig, at historien – ikke personerne, har jeg brug for at sige – minder mig om We need to talk about Kevin.

Den store forskel på de to bøger er selvfølgelig, at den ene er fiktion, mens den anden er non fiktion, men fælles for begge historier er, at de er fortalt af mødre til børn, der er anderledes på en måde, som samfundet ikke er gearet til at håndtere.

Phillip skildres med uendelig meget kærlighed, men også med respekt for de konsekvenser, hans handlinger har haft for andre.

Den fiktive dreng Kevin beskrives som beregnende og ondskabsfuld over for sin mor, når de er alene, mens han er eksemplarisk og kærlig, når hans far er til stede, hvilket driver en kile mellem forældrene og samtidig får moderen til at betvivle både sine observationer og sine forældreevner. Det sidste beskriver Liselotte også i sin bog, igen og igen, og en del fagpersoner gennem årene peger på hende og hendes egen baggrund som forklarende faktor på Philips adfærd.

Men det ændrer ikke på, at der ikke ligger *noget som helst* på de andre børn, hvilket jo ellers ville være oplagt, hvis det primære problem var manglende forældreevner.

Phillip får på et tidspunk stillet diagnosen psykopat (eller Dyssocial Personlighedsstruktur, som det egentlig hedder) hvilket også er det, man ledes hen imod ift. Kevin, og det har jeg simpelthen tænkt så meget over efterfølgende. Efter hvad jeg siden har læst mig frem til, kan forskerne ikke blive enige om, om DP er medfødt, eller om det er noget man kan være disponeret for, og herefter udvikle i højere eller mindre grad, afhængigt af miljøet, man vokser op i.

Men det, jeg bliver ved med at spekulere på er, om man som samfund hjælper eller forværrer situationen ved at blive ved med at prøve? For uanset Phillips genmæssige udgangspunkt, og Liselottes forældreevner, så kan jeg ikke forestille mig, at det er særlig fordrende for et menneske at blive smidt rundt i systemet og samle nederlag op, mens man bliver opgivet den ene gang efter den anden. Til gengæld forestiller jeg mig, at der er meget, der falder ned mellem sprækkerne, hver gang sagen og barnet går fra den ene instans til den næste.

Der findes ikke en virkningsfuld behandling til DP, og noget af det, jeg fandt mest interessant, da jeg gik ind og læste yderligere om emnet var, at de fleste artikler og beskrivelser, der egentlig gerne vil sige noget om børnepsykopater, stille og roligt glider over i at skrive, hvad man gør, hvis man er omkring voksne psykopater (spoiler: Lade sig skille eller sige op). Det tætteste, jeg er kommet på et reelt bud på, hvad man gør, er ‘tydelig grænsesætning’ – men selv med gennemsnitsbørn og en egen-opvækst i en ressourcestærk familie med masser af omsorg og kærlighed, kan grænsesætning være en krævende omgang, så det må være stort set umuligt at løfte dén opgave, hvis man er forældre til et barn med DP.

Ville det være bedre at sige det, som det er? At melde ud, at der ikke er en virkningsfuld behandling her? At give op?

Jeg ved det ikke. Men efter den her bog og et par aftener i det kaninhul, der er internettet, er det min fornemmelse, at det gør samfundet heller ikke – og primært fordi det er så tabuiseret at tale om, at børn kan være psykopater.

Man kunne godt få den tanke, at det bare handler om at få 18 år til at gå, så man kan lukke journalen og gå hjem med illusionen om, at man har gjort, hvad man kunne. Og det har man formentlig også. Både som enkeltperson og som instans. Men hvis sygdomme ikke kan behandles, og problemet ikke kan løses, så synes jeg vi skylder de her børn og deres familier at holde op med at lade som om, og i stedet blive bedre til at tale åbent om, hvordan man med mest mulig omsorg og fornuft kan lære at leve med diagnosen.

(Som altid er man mere end velkommen til at berige debatten i kommentarfeltet med links, faglige input osv.)

27 september 2019

M2019, uge 39

Linda M20XX 23

I den forgangne uge har jeg:

Besluttet at fyre det byttebevis af, jeg sidste år fik i en isenkramforretning, som jeg egentlig havde bestemt mig for at bruge som startskud til en køkkenmaskine. Det lyder på 720 kroner, og er dermed et beløb, der er stort nok til, at jeg gerne vil omsætte det til en lidt større ting.

Men den pågældende forretning tager konsekvent det dobbelte af, hvad jeg kan finde maskinerne til på tilbud, og så bliver det jo lidt idiotisk. Den, der gemmer til natten, og alt det der, så når butikken åbner som fysisk butik i her i byen i næste måned, tager jeg derind og får købt nogle af de småting, mit køkken og jeg går og mangler.

Lavet græskarmos til pumpkin spice latte, og endelig taget mig sammen til at prøve at bruge kernerne til noget. Jeg vendte dem med lidt chiliolie og salt, og satte dem i ovnen sammen med græskarret, og de blev lækre – men det *er* sgu lidt noget grat at stå med #SlimFingre

Efterlyst en væg-kalender for 2019 på FB. Jeg har de sidste mange år kørt med kalender i min telefon, men dels kunne begge børn have gavn af at se, sådan helt konkret, hvad et år består af, og dels vil jeg gerne bruge den som en slags overbliks-almanak. Jeg er træt af, at de samme måneder kommer bag på mig hvert eneste år, for der har været flere ting, jeg selv har planlagt i september, som jeg ikke ville have lagt her, hvis jeg havde husket, hvad måneden ellers er fuld af.

Jeg er vokset op med den slags væg-kalendre, som min far altid fik gennem sit arbejde, og jeg er helt ligeglad med, at der står Geberit eller Brødrende Dahl på den. Derfor tænkte jeg, at jeg måske gennem fb kunne være heldig, men en god bekendt skrev, at jeg kunne prøve at spørge på det lokale trykkeri, så det gjorde jeg.

Det viste sig, at de godt ville bytte en 2019 kalender (som stadig koster 140 kr. i butikken…) for en plade chokolade.

Lavet kødboller efter den her opskrift, og løsfrosset dem. Det er muligt, at alle andre end jeg har regnet det her ud, men hvis ikke, kommer den her: For jeg har en helt almindelig skabsfryser, som ikke er ret stor. Derfor er alle smutveje velkomne, når det kommer til at pakke den rigtigt, så der er plads til mest muligt.

Når kødbollerne er frosset løst, tør de hurtigtere op, jeg kan tage præcis det antal, jeg skal bruge (som jo svinger ift. om børnene begge spiser hjemme, om nogen har været til fødselsdag og dermed mest er symbolsk sultne osv.) men vigtigst af alt fylder de meget mindre i fryseren, fordi jeg først hælder tomatsaucen ved, når jeg varmer dem op.

Jeg har lavet dem på den her måde et par gange nu, og det har flere gange vist sig at være lidt af en life-saver: Med et glas tomatsauce i skabet og en pakke pasta, kan jeg, på de dage, hvor intet vil lykkes, lave aftensmad til børnene på den tid, det tager at koge pastaen, hvilket er både billigere og mindre omstændigt end at skulle ud ad døren efter take away.