The time is now

Livet går stadig sin skæve gang, og der er stadig rod i reden. Jeg sørger for at trække vejret og gå i seng i ordentlig tid, og det meste af tiden kan jeg godt være i det. 

Måske er det de overvejelser, jeg gør mig i den forbindelse, der fik tankerne til at vandre, da jeg læste dette fine, poetiske indlæg fra Ind i Verden.

For når man har en hammer, ser man søm alle vegne, og lige nu er det noget, jeg bruger rigtig meget tid til at tænke over, det her med at være til stede, hvor jeg er. Derfor var det den del af indlægget, der blev med mig, da jeg havde læst det. 

Jeg har aldrig været én af dem, der har været presset over min mobil. Jo, jeg kan godt blive stakåndet, hvis jeg i forvejen har travlt, og det samtidig vælter ind med mails; i de situationer øger det min fornemmelse af stress, at jeg føler, at hver eneste mail, der tikker ind, kræver noget af mig, som jeg lige nu ikke har tid til at give. Men jeg har for længst slået mail-notifikationer fra, jeg har fjernet min arbejdsmail-konto fra min private telefon, og jeg kan sagtens lade være med at tjekke, hvis jeg kan mærke, at det vil stresse mig yderligere at gøre. Jeg føler intet behov for at dokumentere alt med billeder og video, og jeg har aldrig været én af dem, der får præstationsangst af profiler på IG eller opslag på FB. For mig er visheden om, at selvom udstillingsvinduet er smukt, så er der stadig både en butik og et lager bagved, hele tiden present. 

Jeg tror ikke, at det er fordi, jeg er specielt buddhistisk anlagt. Jeg tror bare, at vi rammes af forskellige ting, og det her er ikke én af dem, der rammer mig.

Men længslen i Siffs indlæg ligner til forveksling den, jeg føler, når jeg tænker på mine mange år i Aarhus, og det fik mig til at spekulere på, om det måske somme tider er den redigerede fortid, vi længes mod, og ikke mere af noget eller mindre af andet? For når vi er kommet langt nok væk, både i tid og geografi, så har sindet det – heldigvis – med at hænge de smukke billeder op, og køre resten på lossepladsen. Jeg tænker på, om det er vores ungdom, vi savner, og illusionen af, at livet var nemmere, fordi vi har glemt alt det, det også var?

For objektivt set ved jeg godt, at jeg har bortredigerede nogle ret hidsige perioder, hvor der var flere bakkedale end bølgetoppe, og hvor jeg opsøgte afgrunden og med fatalismen bankende i hele kroppen kastede mig ud. Jeg var ung nok til at tro, jeg var usårlig og ligeglad, og erfaringen havde endnu ikke udstyret mig med nødbremse og katastrofeblink. 

Ønsket om ensomhed og langsommelighed og det, at være tilstede i nuet, forudsætter ro i hovedet og et liv, man rent faktisk ønsker at være tilstede i.

Og den ro, jeg har fået med at være den, jeg er, er en ro, der er optjent gennem snart 43 år. År med succeser og fejlslagne forsøg, med at stole på både de rigtige og de forkerte. År, hvor jeg gik med mavefornemmelsen, og år, hvor jeg gik med frygten. År med kærlighed og knubs og kontante afklapsninger. Alt det lå foran mig, da jeg var 15, og jeg tror ikke, jeg havde evnet at dvæle, selv hvis jeg ville.

Derfor kom jeg til at tænke på, om mit liv dengang faktisk ville have været nemmere, hvis jeg havde haft adgang til den digitale verden, som jeg først trådte ind i, da jeg var i starten af 20’erne? Om jeg ville havde fundet min stamme tidligere, hvis teknologien havde været der, og det var muligt at spejle sig i nogen, der heller ikke passede ind. Nogen, som ikke gik op i håndbold, og som også, i al hemmelighed, syntes, at kejtede skater-Heine, der altid stod i skyggen af wonderboy Heinrich, faktisk var den pæneste af de to. 

Jeg ved det ikke. Men det er en illusion, jeg kan tillade mig at have, fordi den ikke bliver forstyrret af virkelighed og erfaringer gjort i en ungdom, hvor der aldrig var helle nogen steder, og hvor alt kunne dokumenteres og bruges imod én.

Uanset hvad kan det ikke ændres, og i nat, da jeg lå og spekulerede, kom jeg til at tænke på, at dét at ønske sig tilbage til en mere simpel tid, godt nok ikke er digitalt – men det er stadig en måde træde ud af nuet på.

Published by

6 Replies to “The time is now

  1. Det interessante med minder er, at de jo er ret subjektive, medmindre man deler dem med andre og gør dem til en fælles oplevelse. Vi der er vokset op uden at dele på de sociale medier, kan måske godt komme til at gøre den sprøde ungdom til en federe og mere spændende periode end den nødvendigvis var, når vi sad på vores værelser og skulle række ud.
    Lige nu er jeg et sted, hvor jeg er lidt presset over, at ansvaret for at huske min barndom ligger på færre harddiske end tidligere. Snart er vi så få til at huske den, at vi kan komme til at gøre den uret. Så det gode bliver meget bedre end det var og det dårligere meget dårligere – og det vigtigste måske ryger ud.

    1. Det nev faktisk lidt i min mave, da jeg læste din kommentar, for det kan jeg levende forestille mig, at man bliver påvirket af. Min mor har mistet 2 af sine 3 brødre inden for de sidste 2 år, og da begge deres forældre døde for mange år siden, er der også bare kun to livsvidner tilbage.

      Jeg spekulerer på, om (apropos mobilvinklen), om mine børn vil have et mere levende billede af deres oldeforældre, og de mennesker, der var omkring dem, når de bliver voksne, fordi der er et digital bål, de hele tiden kan se? Min egen erindring om min oldemor består f.eks. af ét minde, men gad vide, om det havde forholdt sig anderledes, hvis jeg gennem min opvækst jævnligt havde set hende på film og billeder?

  2. Jeg har lige læst en bog om mindfulness. Den hævder hårdnakket, at det kun er nuet, der findes. Det tror jeg ikke. Jeg havde en fantastisk ungdom/studietid i Aarhus, og når jeg mindes den, gider jeg ikke have dårlig samvittighed over at forlade nuet. Jeg tænker tit på den tid, og det giver mig stor glæde. Også lidt vemodighed, men mest glæde. Flere undersøgelser viser, at mennesker er mindst lykkelige i de år, de har små børn. Det lyder hårdt, men jeg tror, der er noget om det. Jeg tænker dog også, at livet ikke nødvendigvis skal være lykkeligt hele tiden. Men det skal være meningsfuldt, og det bidrager ungerne i høj grad til.

    1. Mindfulness kan være ret kompromisløst. Det ved jeg heller ikke helt, hvad jeg mener om.

      For mig er det ikke et problem at kigge i bakspejlet. Ej heller at løfte blikket og kigge frem, for selvom vi alle ved, at vi kan få et fly i hovedet, når vi går ud af døren næste gang, så oplever jeg i hvert fald større ro ved – trods alt – at forberede mig lidt på det, der kommer.

      Ligeledes føler jeg samme blanding af glæde og vemod, når jeg ser tilbage, og det tænker jeg egentlig også er, som det skal være. Man er jo den man er, i kraft af den historie, man står på?

      Det, jeg er optaget af er, når det bliver til flugt. Når jeg kigger tilbage (eller frem), fordi jeg har brug for at flygte fra nuet. Dét vil jeg gerne øve mig at lade være med. Og der tror jeg netop, at din pointe med små børn spiller ind, fordi det bare somme tider kan være så benhårdt, at man næsten ikke ved, hvordan man skal blive stående. Men fordi jeg netop ikke ønsker at give afkald på tiden lige nu, så øver jeg mig i at være til stede, med begge øjne åbne, også når det er svært.

      Morten Albæks seneste bog handler i øvrigt om lige præcis den vinkel; at livet ikke skal være lykkeligt, men at det skal være meningsfuldt. Det udsagn synes jeg, at der er meget fornuft i.

  3. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at vi har en tendens til at bortredigere de dårlige ting og se fortiden i et mere rosenrødt skær end det egentlig var (det er Dansk Folkepartis politik fx et levende eksempel på). Det ændrer dog ikke ved, at der sikkert er nogle ting, der var bedre før i tiden – fx savner jeg at kunne gå i byen uden efterfølgende at have tømmermænd, at kunne daldre en hel dag væk uden at det betød noget, at kunne sove længe og ikke blive vækket før kl seks (HVER.ENESTE.DAG!). Til gengæld savner jeg ikke at have hjertebanken ved tanken om min bankkonto, at lave fysiologiøvelser, lære medicinsk kompendium udenad (som om jeg nogensinde gjorde det), at leve på 8 kvadratmeter med fælles bad, at være ulykkeligt forelsket og at være usikker på om jeg nogensinde ville “regne den ud” (det har jeg nu forliget mig med aldrig kommer til at ske).

    Jeg tror, at det er et helt basalt menneskeligt vilkår at være utilfreds og at forsøge at forbedre sine forhold på den ene eller anden måde. Så kan man se frem eller tilbage i det forsøg. Men uanset hvad man gør, så kan man ikke skrue tiden tilbage.

    Og helt ærligt, så kan jeg godt blive lidt træt af den der sukken over mobiltelefonen som roden til alt ondt i det moderne liv. Så sluk den dog, hvis det er et problem. Eller slet IG og facebook, sæt autosvar på mailen hver dag klokken 16-08 og slå alle notifikationer fra. Jeg har veninder og kollegaer, som ikke har telefonen limet fast til hånden 24/7 og det gør dem ikke til dårligere veninder eller kolleger, for langt det meste kan jo godt vente. Jeg tror altså, at en del af den der følelse af at man skal være på hele tiden er noget, vi skaber for os selv, med mindre man har et virkelig high-powered liv, hvor man skal være til rådighed konstant, hvilket trods alt ikke er tilfældet for de fleste af os. Jeg tænker samtidig, at de fleste er ret begejstrede over ikke at fare vild i en storby, at kunne betale med telefonen, når man har glemt sin pung, at man kan holde kontakt til familiemedlemmer over hele verden uden at betale oversøiske telefontakster, at have overblik over sin økonomi, at kunne tage det der helt fantastiske billede af ungen, der laver noget helt ordinært og at bestille læge/tandlæge aftaler uden at hænge i en telefonkø. For eksempel. Som med så meget andet i livet et det et spørgsmål om balance – ikke for meget rødvin, chips og chokolade, men i små mængder gør det godt nok det hele lidt sjovere. Således også mobilos.
    Og jeg tror, at hvis man har tendens til at sammenligne sig med andre og føle sig usikker i sammenligningen, så ville man også gøre det før SoMe kom og blæste hele verden ned i skærmen. Så var det Bo Bedre, naboen og kollegaen, hvis stil/slankekur/indretning/pæne børn, man fik det svært over. Jeg er med på, at der nu er mulighed for meget mere, men jeg mener stadig, man skal holde sig for øje, at det er mulighed. Der er endnu ingen (HÅBER JEG, the horror!), der bliver tvunget til at følge bloggere og kendisser på de sociale medier, så kan man ikke bare lade være? Jeg har det nok som dig, Linda, jeg tænker også automatisk, at alle har snavsede underbukser, sure børn og rod i et eller andet og kvadraterne på IG fanger aldrig hele billedet.

    1. Jeg fik nærmest angst ved tanken om at være tvunget til at følge bestemte mennesker.

      Jeg er firm believer af, at summen af problemer er konstant, og jeg er fuldstændig overbevist om, at det handler om, at hjernen brænder sammen, hvis der ikke er den mindste modstand, og omdrejningshastigheden bare stiger og stiger. Så jeg er 100% bag dig i teorien om, at dem, der får stress over profiler på IG også er dem, der for 30 år siden ville have fået stress af naboens luksusliv, ligesom nogen har stress over, at de ikke træner nok, nogen synes, at de drikker lidt for meget, og endnu nogen føler, at deres børn har for meget skærmtid. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør, at vi sammenligner os på nogle punkter, og er upåvirkelige på andre, og at det er helt individuelt, hvad vi bliver ramt af?

      I min omgangskreds har mobiltilgængeligheden heldigvis fundet et lavt og fornuftigt leje. Hvor vi i gamle dage var online konstant, går der nu for langt de flestes vedkommende, flere timer, hvis ikke dage, fra man spørger til man får svar. Ligeledes er der ingen, der tager mobilen med ind og lægger den på bordet, når vi er sammen IRL. Jeg har af samme grund et relativt anstrengt forhold til applewatches, fordi de faktisk får den udvikling til at gå to skridt tilbage. For pludselig er vi igen der, hvor samtalerne bliver afbrudt, når noget tikker ind, og hvor folk får det der let stirrende ‘jeg så godt, at der kom noget, men jeg lader mig ikke aflede, prøv at se, jeg kigger stadig på dig og JEG HØRER EFTER’-blik. For mig bryder det flowet i en samtale, og det synes jeg er skideærgerligt.

      (Men jeg elsker alt det, telefonen kan, og nu siger jeg det så lavt, at ingen hører det: Jeg ville somme tider ønske, at jeg kunne give begge mine børn en mobil, så jeg kunne ringe til dem, når der er noget, jeg har glemt at sige, eller give dem med.)

      (Det vil jeg naturligvis til mine dages ende nægte at have sagt)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.