Jeg har efterhånden fået skabt en rytme, hvor jeg lægger et M2019-indlæg op fredag eller lørdag, og skriver lidt om dette eller hint i løbet af ugen. Selvom M2019-indlæggene oprindeligt var tænkt som noget ekstra, der ikke som sådan hang sammen med den egentlige blog, er de alligevel endt med at blive biologiske børn, fordi emnerne, jeg kredser om dér, hænger sammen med de tanker jeg gør mig i livet generelt.
Helt lavpraktisk har det også betydet, at jeg får skrevet mere, end jeg ellers ville have gjort, fordi jeg har fat i bloggen et par gange om ugen, både for at skrive indlæg, men også for at snakke med jer i kommentarfeltet. Det holder automatisk folderen ‘Blog-emner’ åben i bevidstheden, og får ordene til at dryppe af fingrene.
Det betyder, at jeg, på samme måde, som man kan savne at bevæge sig, hvis man er inde i et godt flow, og pludselig ikke kan komme afsted, mangler det, når jeg ikke tygger drøv på livet herinde. Men engang i mellem sker der ting ude på den anden side af skærmen, som kræver al opmærksomhed og koncentration, og al ledig kapacitet bliver brugt på at forholde sig til dette.
Sådan er det lige nu. Alle mine ord og tanker er suget ned i noget andet, og intet, jeg prøver at skrive, vil hænge sammen. Vi er sunde og raske, og alting skal nok falde til ro, men lige nu er verden vendt en smule på hovedet, og det er svært at holde balancen.
Jeg ville ellers gerne prale af, at Anton er blevet rykket op i den næst-sværeste kategori i diktat. Og ikke pga. det akademiske i det, men fordi Anton, min allerbedste Anton❤️ Jeg bliver så rørt og glad, når der er noget, der falder ham lettere, end jeg havde turde håbe. Han klatrer også stille og roligt op ad taekwondo-stigen, og jeg græder mig diskret igennem den ene bælteprøve efter den anden.
Han fylder 9 om en måned, men i aftes, da jeg gik ind for at give ham dyne på, inden jeg selv gik i seng, kunne jeg se, at han omhyggeligt havde puttet sin nye flagermus-bamse for natten i halloween-kurven, som jeg havde ledt efter hele eftermiddagen. Mit hjerte, mand.
Der ligger et indlæg om tabu og rasler rundt i min hjerneskal, og Frida er blevet tjekket og frikendt for noget baks med hormonerne og har endelig lært at udtale K.
Jeg cykler og cykler og taler i telefon non stop, min mail er rødglødende og det hele er kaos. Alt er på samme tid musestille og et brølende inferno af valg og konsekvenser, og uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke lime ovenstående sammen, så det bliver en sammenhængende fortælling.
Så…
Om’er i næste uge?
Kære du. Lidt som jeg ville hade at modtage gaver, der var købt på klods, så vil jeg ikke kunne nyde at læse ord fra din hånd, hvis de har kostet dit overskud og din sjælefred. Dine rigtige læsere forsvinder ikke, fordi du passer dit ægte liv i en periode. Kæmpekram herfra
Altid.
Kh
HemmeLine
❤❤❤
Eller næste uge igen. Vi er her allesammen. Så når du er færdig med at lægge arm med livet, dukker du bare op og deler al din klogskab og erfaring igen. No sweat ❤️😊
Ja, men selvfølgelig da…. 🙂
Yes (wo)man, vi er der også i næste uge. Og stærkt lige at have overskud til at værdsætte og dele med os, at Anton klarer det godt i diktat og taekwondo og bemærke bamsen i farten. Kæmpe higfive herfra og håber der er rødvin!
Ja selvfølgelig er vi her😃 Nu på 8 år for mit vedkommende.
Vi venter bare til du har tid igen ❤ Pøj pøj med det der hverdagsliv, som indimellem kan trække tænder ud. Kh
Alt hvad du skriver rammer plet hos mig – både det sammenhængende og mindre sammenhængende. Det er et privilegium at få lov at læse med – og stor respekt for blog-pauser til at passe det der liv IRL. Kram, Anne Marie
❤️
Selv når ordene eftersigende ikke vil hænge sammen for dig, formår du at skrive vedkommende. Vi smutter ingen steder, du. <3
Jeg plejer at være flittig til at deltage i kommentarfeltet, men har været lidt fraværende på det seneste (selvom jeg har læst og elsket alt!), netop fordi livet nogen gange kræver mere. Og så har jeg tænkt på, hvordan du selv formår at holde skruen i vandet og pennen i hånden, gennem livets og hverdagens rutscheture. Godt for dig, at du også kan trække dig, og vi venter og hepper gerne så længe det skal være. Det er sådan et dejligt og givende sted, du har skabt, tak fordi du deler!
Læser med hver eneste uge. Jeg er imponeret over dine overvejelser over dit og jeres liv og ikke mindst dit fine, fine syn på dine børn. Ting tager tid…. sjovt nok også det virkelige liv, så tag dig tid- vi venter gerne☺️
Jeg glæder mig over at se når folk er gode til det der. Det der med at sige hey..lige nu har jeg ikke overskudet til det det hele og jeg prioriterer. Det er et godt tegn fordi det er så vigtigt at vi ikke glemmer at mærke det. I den her skøre travle verden skal man huske dit fokus så man ikke bare bliver delt i småbidder der slet ikke hænger sammen. Selvfølgelig skal man også kigge på hvordan situationen kan ændres hvis det er noget man gerne vil men ind i mellem er der bare perioder hvor det hele er kaos. Pas på jer og vi er lige her når du er klar igen.
Held og lykke med at komme på den anden side af det, der fylder, og hvor er det dog skønt med Anton! Jeg kender så godt den følelse af glæde/stolthed/ømhed.
Åh Gud…. jeg troede lige et øjeblik at du ville slå op med os… men vi er heldigvis bare On A Break. Så længe du ikke er os utro må du tage dig al den tid du har brug for.
Oooog hvis du alligevel skulle komme til at være os utro, så går det nok fordi: “We were on a break.”
og hvis du alligevel er os utro, så går det nok fordi: “We were on a break”
Take your time, Linda – vi render ingen steder. Tværtimod! Herfra er der fuld opbakning (og applaus) – det er så vigtigt at prioritere, og når man (du) samtidig toner rent flag, så ved man (vi), hvad der er at forholde sig til. Alt det bedste til dig derhenne i virkeligheden 💚
Jeg læser hvert eneste ord du skriver mindst en gang! Og hvis du tager en lille eller stor pause, læser jeg bare nogle af de gamle indlæg (igen). Måske jeg gik glip af noget visdom, som det nu viser sig at jeg er klar til at tage imod ❤️
Ahhh men altså…. jeg har nu fulgt dig siden før-Anton og går INGEN steder. Ligegyldigt hvad du skriver om, er det værd at læse, og jeg læser det. Også, da vi ikke stod samme sted i livet. Der var det faktisk smart, at du lige havde børn et nyk ældre, så jeg kan læse om, hvad der kommer.
Jeg ønsker dig ro og afklaring for det, der kræves. Varme tanker herfra.
Og i øvrigt: “Tygge drøv på livet….”: HVORDAN formår du med de små hverdagsformuleringer at ramme plet igen og igen? Jeg er så imponeret over dit sprog og dine formuleringer. Never stop. Og vi er nogen, som bare venter på din næste udgivelse. M2019-bogen? Når det bliver tid til det.
Tak for din fine kommentar, Ninna. Den gjorde mig virkelig glad! <3