Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Songs in A minor

43

Vi har taget hul på den sidste uge i kaosmåneden September, og jeg er mere end klar til at vende bladet i kalenderen. 

Jeg vidste godt, at den ville komme til at trække tænder ud – og jeg fik ret.

… So there is that. 

Og jeg har faktisk lige brug for at sige, at jeg godt ved, at det lidt er en udflugt gennem Jammerdalen at kigge forbi herinde lige nu, for det lyder som om, jeg hele tiden er så stresset, at jeg hænger i neglene. Beklageligvis er det 1:1 sådan det føles, og det er svært at Live, laugh, love’e sig ud af. 

For selvom jeg har været tolk i 600.000 år, så er nyt job – selvom chef, brugere, kolleger, tolkesteder og forberedelsesportaler er Tordenskjolds soldater – bare også lig med fornemmelsen af at blive sparket ud af et fly og lande under fuld beskydning. For man bliver stadig smidt ned, midt i en sammenhæng, man ikke kender, og intet har stået stille, siden man sidst var omkring de samme betingelser. Jeg tolker langt, LANGT hjemmefra, hvilket betyder tidlige morgener og sene eftermiddage og aftener, og det bider også i overskuddet. Jeg hopper ind i på uddannelser på 4. og 5. semester og forløb, der har været i gang længe, og når man er ærekær og bare gerne vil levere det bedste til mennesker, der ikke har bedt om at blive serviceret af et system, der er skamskudt af udbudsrunder og konkurser, så er det lidt som at få hjernen kylet i en blender. 

Samtidig sker der meget ift. alt det, jeg har sat gang på Anton. Min mistanke har længe gået på mild autisme, og apropos skamskudte systemer, så er folkeskolen en presset størrelse. Jeg er meget bevidst om, at Anton skal hjælpes, men at han ikke er det eneste barn i klassen, og derfor forsøger jeg hele tiden at bevare en pragmatisk tilgang til de udfordringer, vi står overfor. Hvad kan, helt lavpraktisk, lade sig gøre, og hvordan sørger vi for, at det er så overskueligt, at det bliver gjort. 

Men når man kommer et presset system i møde, så betyder det også, at man nemt bliver den, der hele tiden skal løbe ind, samle op og igenigeniFUCKINGgen skal holde de ansvarlige op på at svare på henvendelser, overholde aftaler og løfte den del af opgaven, der uomtvisteligt ligger hos dem. For et par uger siden var jeg til møde, hvor jeg i 10 stive minutter skældte 6 voksne mennesker så meget ud, at skoleinspektøren bagefter bad mig om blive tilbage, så han kunne sige undskyld.

Gaven og forbandelsen er, at Anton er hårdt nok ramt til at bøvle med et normalt set up, men ikke hårdt nok til at have brug for særtilbud, og fordi han er en ualmindelig sød og omgængelig dreng, er det nemt at glemme ham, når de børn, der er lidt hårdere ramt, bider sidemakkeren i skulderen og sætter ild til gardinerne. Not on my watch. Jeg overrasker mig selv positivt ved at være ufravigeligt insisterende på, at de leverer det, de skal, og jeg har KÆMPE gavn af at have tolket temmelig mange uddannelser, der giver mig hjemmebanefordel ift. fagtermer,  og viden om, hvad de faktisk skal levere. Samtidig gør jeg mig voldsomt umage for at komme dem i møde, for deres betingelser er røv og nøgler. De har 1000000 børn under vingerne og 20 minutter om ugen til at sikre, at alle får, hvad de har brug for – men de får ikke lov at ignorere os, og selvom jeg holder øjnene på bolden, så bøjer jeg ikke af, og jeg overgiver mig ikke. 

Men det er hårdt. Det er hårdt at kæmpe alene mod systemet, og det er hårdt med kronisk fokus på alt det, der ikke fungerer. Det giver fremtidsangst og dødsangst og alle mulige andre former for angst, for hvad er langtidsperspektivet, hvad sker der, når jeg ikke er her til at passe på og dække op, og hvad skal der dog blive af ham. 

Så oveni nyt job, skoleopstart, der strækker sig over flere måneder fordi sundhedsplejerske, forældremøder, tandlæge, høstfest og. så. videre, så er der møder med egen læge, opfølgningsmøder med klasselærer og psykolog, tværsmøder, der bliver flyttet i én uendelighed og mig, der skal navigere i det hele, bede om fri på mit nye job, flytte min friholdelse i 11. time,  finde tid til lektier og svømning, finde håndboldtøj og udklædning til høstfest og deltage i personaleweekend, personalemøder, plus det løse.

Det går ikke så godt med at sove og sådan.

Og fordi det hele sidder uden på tøjet og jeg er trættrættræt, så blev jeg simpelthen så ramt af det, da Chris Anker Sørensen døde. Jeg har aldrig interesseret mig mere end gennemsnitsmennesket for cykelløb, men fordi han bare virkede så rar og.. menneskelig, så blev jeg bare så ked af, at han ikke fik lov at blive her længere. 

Livet er et kompromisløst arrangement, der på én og samme tid er nådesløst trivielt med gentagelser, møder og madplaner og samtidig knusende ekstremt i både dur og mol.

Men om lidt er vi igennem september, jobbet er ikke længere nyt-nyt, og vi har vores henvisning til børnepsyk. i hånden. Aftalerne med skolen er ved at være på plads, og alle de indledende skoleopstartsmanøvrer er overstået.

I mellemtiden forsøger jeg at passe på mig selv med nye, ekstrastærke vitaminer, begrænset alkoholindtag og rigeligt med ASMR (se i øvrigt Miriams virkelig fine indlæg om fænomenet, som Charlotte linkede til i kommentarfeltet til her).

Jeg hænger på. I neglene og på kanten, men på. Det må række for nu.

M2021, uge 37

2

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tænkt over, at i takt med, at der er flere og flere sparevaner og opmærksomhed på forbrug bliver automatiseret, så kommer den mentale minimalisme til at fylde mere for mig. Jeg er blevet væsentligt bedre til at være på forkant og til at se energi-slugerne, når de kommer listende, i stedet for først at blive opmærksom på, hvad de koster, når de presser mig.

F.eks. har jeg i år holdt fast i, at jeg ikke skal være med i forældrerådet. Jeg har sagt nej til at læse korrektur på noget, der faktisk er helt VILDT vigtigt, og som jeg derfor virkelig gerne ville have bidraget til, og da jeg på mit nye job blev spurgt, om jeg var kommet med i facebookgruppen var mit øjeblikkelige svar: “Nej. Og det skal jeg heller ikke.”

Alle kan ikke sige nej til alting, hver gang, for så går alt i stå, men hvis jeg tænker mig om, foretrækker jeg jo også selv de mennesker, der melder ærligt ned fra starten, når overskuddet er småt, frem for dem, der siger ja for så senere i processen at trække i land. Eller som slæber sig igennem med martyrmine og forventer taksigelser, kys på fødderne og lande opkaldt efter sig, for noget, som man sagtens kunne have fundet en anden til, hvis de bare havde meldt ærligt ud.

Det er rart at være nået til et sted, hvor man faktisk er endt med at være sådan én, man selv ville have lyst til at arbejde sammen med. 

2.

Har jeg – apropos sidste uges indlæg – plukket hyben og lavet marmelade. Mens jeg rensede dem, stod jeg ved vasken og spekulerede på, hvorfor i alverden kokain er dyrere end hybenmarmelade, for det er da den mindst brugervenligt designede frugt, jeg nogensinde er stødt på.

Nå, men det gik, og det blev godt. Det var mit første forsøg med hybenmarmelade, og så er det lidt svært med mængder, synes jeg. Jeg fik 3 glas ud af den portion, jeg lavede, men heldigvis var både min mor og min søster glade aftagere.

Jeg har skrevet opskriften ned i min lille bog, og husket at angive, hvor meget, der blev ud af den portion, så jeg næste år – hvis det lykkes mig at fortrænge kernehelvedet – kan nøjes med at lave et enkelt glas. 

3.

Har jeg købt tøj til Frida til den kommende Høstfest, som er en stort opslået, årligt tilbagevendende begivenhed for 0. – 3. klasserne på skolen.

Jeg fandt både kjole og forklæde brugt, og har købt i størrelser, jeg satser på, at hun kan passe de næste par år, så der både er tid og penge sparet.

4.

Har jeg haft en smule mere luft i skemaet, og har derfor bladret køleskab, fryser og mine to køkkenskabe igennem. Jeg synes sgu, jeg holder er ret fascistoidt regime på madfronten, og alligevel må jeg bare konstatere, at der HVER gang, jeg gør det her, er madvarer, jeg enten har glemt, jeg har købt/åbnet eller ting, der læner sig op ad sidste salgsdato. 

Som altid er målet for mig at have et nogenlunde overblik over, hvad jeg har, så jeg lod falde, hvad ikke kunne stå, forærede det væk, jeg kunne, og lavede en løs madplan til de næste 3 uger, så jeg ved, at jeg får brugt noget af det, der står inde bagved og gemmer sig.

I madplanen udnytter jeg også, at vi stadig kun er halvt igennem september. Det hidsige tempo giver mulighed for at få spist noget af det, der normalt taber til de mere indbydende retter i fryseren, for når man kommer hjem kl. 17.45 med en fyldt bil og to trætte børn, er der INTET, der smager så godt som Hurtigt Færdig.

I øvrigt:

33

*Er studiestart lig med notesbøger i stort set alle butikker, fra Lidl til Søstrene Grene. Jeg er i himlen.

*Streamer jeg musik fra YouSee, og jeg har tænkt på, om Koda mon kører tilbud på bestemte numre? For *så* god er der ingen i hele verden, der synes ‘Iko Iko’ er.

*Kan jeg simpelthen så godt lide Machine Gun Kelly – men kan vi snakke om, hvorfor den generation altid skal række tunge på billeder? Jeg har haft min egen tunge i 44 år, og jeg er ikke i nærheden af at have set den lige så meget, som jeg har set hans. 

*Voldhører jeg for tiden Paulines ‘Ny Og Næ’, som jeg synes har en lidt elektronisk Shit&Chanel-vibe. I omkvædet synger hun: “Jeg tænker på dig i ny og næ//du gav mig regnvejr, da jeg bad dig om læ”. I går gik det op for mig, at hun kunne have valgt at synge ‘Ly og læ’ og stadig have fået både rim og betydning med. Mit hoved eksploderede. Jeg ELSKER sprog!

*Er det i den forbindelse også en gave at have børn, der siger alt muligt mærkeligt, og på den måde tvinger én til at høre, hvad vi siger, når vi taler. Som da Frida f.eks. i går blev virkelig gal på Anton, fordi han afbrød. “Han taler ind i min mund, mor!”. Og det er da også skideirriternde – og et virkelig underligt udtryk, når man tænker over det. 

*Kunne jeg forleden læse, at vi ikke længere behøver gå 10.000 skridt om dagen, men at vi SKAL gå over 7000 for ikke at falde døde om i morgen. Det fik mig til lidt opgivende at tænke på, om nogen nogensinde har kigget på, hvor kurverne krydser; hvor mange år vi skærer af vores liv ved at stresse over 7000 skridt, 6 stykker grønt, x antal timers søvn, mindre skærm, mere nærvær, 20 minutters læsning, mindre kød, mere grønt og at cykle til arbejde vs. hvor mange år, de mange tiltag forventes at lægge til? Og om nogen har regnet sammen, hvor mange timer det tager at vinge hele listen af – om vi overhovedet har tid til at leve det liv, vi så ihærdigt prøver at forlænge?

*Har jeg fundet og bestilt en almanak. Den ser fin ud, men jeg er i tvivl om, om den er lige witchy nok ift. det, jeg gerne vil bruge den til, men så må jeg jo kaste forbandelser og hyle mod månen, mens jeg overvejer, hvad jeg synes den mangler, og om jeg måske bare skal lave et årshjul selv.

*Har jeg bevæget mig lidt tøvende ind i ASMR-landskabet. Jeg spurgte på insta, og meget få derinde var imponerede, men jeg har nu alligevel fundet et par kanaler, der laver noget, der for mig er perfekt at falde i søvn til. Jeg skal IKKE bede om smask, rollespil og ‘deep ear treatment’ (adadAD!), og der er sgu også noget, der har nogle lidt .. bekymrende, erotiske undertoner. Men The ASMR bakery, Whispers of the Wolf og Gibi kan .. et eller andet. 

*Knækkede bøjlen i mit bh forleden med et smæld så højt, at ham jeg sad ved siden af kiggede bestyrtet på mig og spurgte: “Hvad var det!?” “Jeg tror sgu, der var min bh-bøjle, der brækkede” svarede jeg, og den unge mand lignede én, der ville ønske, at jorden ville opsluge ham på stedet. Som det gamle ordsprog siger: En ven er blot en fremmed, hvis grænser du endnu ikke har overskredet.

*Fik bh-gate mig til at tænke på, hvor skamresistent jeg med alderen er blevet. Jeg er blevet prikket på skulderen om alt fra hørfrø i fortænderne, over en bluse med vrangen udad til en kjolesyning, der sad fast i trussekanten. I alle tilfælde sagde jeg ‘Ej, fedt du siger det. Tak!’ and went about my day. Et sted i 00’erne står mit hyperselvbevidste fortidsjeg og måber.

*Havde jeg forleden børnene med til et arrangement ved en lokal sø. Kortet vi fik udleveret lod en del tilbage at ønske, og vi kom derfor til at gå ufrivilligt langt. Mine glasbørn var allerede efter 1,5 km. mere forpustede af at brokke sig end af at gå, og efter 2 km. fik jeg hvislet noget i retning af, at hvis ikke de flettede deres respektive næb, så ville jeg sørge for, at vi kom til at bruge samtlige weekender resten af året på at vandre og sove i bivuak, så de kunne gro noget stamina. Hvilket – set i lyset af, at jeg selv hellere vil flække begge skinneben på langs end sove i bivuak – er tæt på at være den mest idiotiske, konsekvenspædagogiske trussel, jeg har fremsat i hele mit samlede  moderskab.

*Modtog jeg i dag en kasse instantkaffe med smag, jeg havde bestilt (ja, jeg er 4 år). Hårdt ramt af PMS, som jeg er, blev jeg glædeligt overrasket over de små stykker chokolade, der var lagt i pakken, og jeg kastede begejstret et stykke i munden, tyggede – og måtte konstatere, at det var instantkaffe, presset i hjertefacon og pakket ind, så det til forveksling ligner chokolade. Og her må jeg bare sige, at ift. Bitz og problematiske plagiater, så går vi efter den forkerte skurk.

M2021, uge 36

18

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg overlevet. Hvilket jeg gerne vil bede om en pokal, fyldt til randen med rødvin for, tak fordi I spørger. Sene aftener på job, lægesamtale ift. både Anton og jeg, opfølgende tværsmøde, skolefoto og dertilhørende frisør, håndbold, svømning, personalemøde, en barnepige, der røg i svinget i 11. time og mine forældre, der – meget velfortjent – stak af på planlagt miniferie. Det har været.. lidt meget.

Jeg har klatvasket, så det ikke var den dag, jeg var afsted 14 timer, vi kom hjem til ingen rene sokker og nul tallerkner, jeg har klathandlet og jeg har smidt en omgang takeaway ind i ligningen. Og selvom intet af det på papiret er hverken økonomisk eller minimalistisk, så er den stadig på her, fordi det har hjulpet mig til at sove om natten, at jeg hele tiden har været med. Træt og overvældet, men med. Jeg modtager mit arbejdsskema for den kommende uge om fredagen, og mine timer kan placeres mellem 6 og 18 alle dage, med en aftenvagt torsdag on the side. Det betyder, at jeg ikke ved, hvordan den kommende uge ser ud før fredag, og derfor er det ekstra vigtigt for min sjælefred, at jeg ved, at jeg ikke bare skaber en pukkel, som kan vælte hele læsset, hvis jeg modtager et skema, der er ligeså timetungt, når vi rammer slutningen af ugen.

Somme tider må man hugge hæle, klippe tæer og skære hjørner, og på plussiden bliver man bevidst om, hvor automatiseret det er blevet at tænke over både penge og miljø i den almindelige hverdag. 

2.

Havde jeg i weekenden børnene med ude for at plukke hyldebær, så vi kunne lave saft. Planen er, at vi i næste uge skal prøve at lave marmelade af hyben, vi plukker på stranden. 

Jeg har den på her, fordi det har taget mig lang tid at komme i tanke om, at jeg ikke bor i 1952 og skal fylde forrådskammeret til Hele Den Lange Vinter. Jeg synes, det er forfærdelig hyggeligt med den slags små projekter, men der har været langt imellem, at jeg har gjort det, fordi jeg altid ender med at smide en masse ud.

Men i sommer, hvor vi fandt det gode jordbærsted et par kilometer herfra, gik det op for mig, at vi jo bare kan lave et enkelt glas eller en halv liter saft. Det er mere overskueligt, giver mindre madspild og lader flere bær tilbage til dem, der ikke kan få atamon nok. 

3.

Har jeg købt det bålsted, som jeg egentlig havde tænkt, jeg først skulle anskaffe mig til foråret.

Det slog mig, at der formentlig var nogen, der under sommernedpakningen ville komme i tanke om, at vi jo aldrig bruger det bålsted, Hans Henrik. Og hvem gider have den slags til at stå og fylde, når først man har besluttet, at det skal væk?

Så jeg googlede, spurgte ud og gravede lidt og fandt dét, jeg gerne ville have. Herefter oprettede jeg en agent på DBA, og efter bare 2 uger gik der en rotte i fælden. Ovenikøbet en esbjergensisk én af slagsen. Det tolkede jeg som en opfordring fra universet, og det bliver ikke til at sparke sig frem for skumfiduser, snobrød og gløgg i vores have de næste mange måneder.

Bålstedet koster 1200 kr. fra nyt, jeg gav 400 kr for det, og min søde far hjalp mig med at gøre det ordentligt rent.

4.

Har jeg haft lyst til at gifte mig med min stegeso. 

Jeg ved, at mange forbinder en stegeso med særlige simreretter, men for mig er den ganske enkelt et praktisk redskab til at gøre hverdagen nemmere, og jeg bruger den til helt almindelig mad som f.eks. chili con carne og tomatsuppe.

Det smarte ved den er, at den giver dig en elastisk bagkant. Er du væk 3 timer inden spisetid, så sætter du den bare ind ved lavere varme, og er du kun væk halvanden time, fyrer du højere op.  

Fx. går Frida om mandagen til svømning kl. 16.30 – 17.00. Det betyder, at vi er hjemme cirka 17.40, og det er RØV og nøgler at skulle starte på aftensmaden dér. Derfor lavede jeg i denne uge spaghetti med kødboller, hvor jeg rørte farsen om morgenen, lod den stå og trække smag i køleskabet, for så at forme kødboller, som jeg kom i stegesoen (rå) sammen med et glas tomatsauce. Ind i ovnen ved 150 grader inden vi kørte, og så var det bare at koge pasta, da vi kom hjem. 

Som ekstra bonus har kødbollerne på denne måde kun været varmet én gang, hvilket betyder, at det ikke er et problem at gemme/fryse 2-dages portioner, når maden pakkes væk. 

Hvis du er ny i stegeso eller har købt en brugt, er her lidt Værd At Vide info:

*Grøntsager kan sagtens smides i rå, men jeg synes, de bliver bedst, hvis de er lynsvitset på panden først. Det giver en rundere smag, fordi de så er stegte i stedet for kogte. 

*Ting, der skal holde facon, må gerne været godt faste, når de lægges i. Når jeg laver kødboller undlader jeg f.eks. at komme væske i farsen, og jeg rører den i min røremaskinen. Det giver en kompakt fars, hvilket betyder, at kødbollerne forbliver runde, selvom de ligger og bobler i tomatsaucen.

*Huskhuskhusk at lade stegesoen stå og trække vand i 15-20 min., hvis du har dén i ubehandlet ler, og HUSK, at den skal stilles ind i en kold ovn. Ellers risikerer du, at den flækker.

*Du behøver ikke nær så meget vand til one-pot retter, som du normalt ville komme i gryden, fordi vandet i en stegeso ikke fordamper, og det vand, soen har suget til sig, da du fyldte den, også holder på væden. Det betyder, at du kan koge f.eks. tomatsuppe på grøntsager og tomatpassata og ikke nødvendigvis behøver at tilsætte bouillon. 

Hvis du mangler inspiration, så er opskriften på kødbollerne her: 

500 gr. hakket oksekød

1 æg

1/2 bæger rød pesto (jeg bruger den fra Princip)

3 spsk revet parmasan

2 spsk rasp

2 spsk mel

1 rødløg, fintrevet

2 fed presset hvidløg

Salt, peber, muskatnød

Evt. flere krydderier efter smag

—

1 glas tomatsauce (500 ml.)

Evt vand og ketchup

—

Spaghetti

—

Rør farsen, dæk den til med et lufttæt låg og lad den trække så længe, det er nødvendigt. 

Fyld stegesoen med vand og lad den stå og trække ca. 15 min.

Hæld halvdelen af tomatsaucen i stegesoen og form med hænderne 20-22 små kødboller. Læg dem gerne tæt, men hæld lidt tomatsauce imellem lagene, så de ikke hænger sammen. Hæld resten af tomatsaucen over. Hvis du ikke synes, der er sauce nok ved, hælder du 1 dl. ketchup og 1 dl. vand i det tomme glas fra tomatsaucen, ryster det, og hælder det over.

Sæt stegesoen i en kold ovn, tænd på 150 grader og lad den passe sig selv i et par timer.

Bon appetit.

Taler du til mig?

28

Somme tider falder en nyhedsbegivenhed ved et tilfælde ned i noget, man selv for tiden er optaget af.

Sådan var det for mig, da jeg så, at Morten Messerschmidt havde fundet et nøglehul at anke igennem, fordi hans team har gravet på nettet og fundet en solid håndfuld likes, som den ene af de 3 dommere ved retten havde strøet gavmildt ud over DF-fjendtlige opslag.

I ugerne op til nyheden har jeg flere gange set kommentarer fra venner og bekendte på facebook, som har fået mig til at spekulere på, om folk ikke tænker over, at venner og bekendte kan se deres likes og kommentarer?

For jeg tror de fleste af os efterhånden er med på, at det et dumt at melde sig syg for så at poste et #LivinMyBestLife-billede fra stranden. Eller at aflyse en aftale med én veninde, for så at poste en biografselfie med kæresten. 

Der har formentlig også efterhånden kørt sager nok til, at de fleste er med på, at det kan have konsekvenser at brokke sig over sin arbejdsplads på facebook, eller som ansat i én virksomhed at poste opslag, hvor man endorcer konkurrenterne.

Men jeg tror sgu, at mange glemmer, at de også viser ansigt, når de i et kommentarfelt under en artikel om mere kontrol med dagpengemodtagere, skriver, at det bare er fint, for vi skal have skovlen under de dovne snyltere. Eller at alle mænd er svin, at de syriske børn ligger, som deres mødre har redt og at #metoo er heksejagt på uskyldige mænd igangsat af opmærksomhedshungrende kvinder. 

Når jeg tænker efter, har jeg en håndfuld fb-venner, som jeg over tid er begyndt at opfatte som … altså, moderat vanvittige, faktisk. Mennesker, som jeg i tidernes morgen havde en positiv eller neutral opfattelse af, men som jeg over tid har været nødt til at revurdere mit syn på.

I samtlige tilfælde bygger min ændrede opfattelse af dem på deres adfærd på nettet.

Der kan være gode forklaringer på noget af det. Har man eksempelvis selv været udsat for overgreb, har man nok en relativt lavere tolerencetærskel overfor artikler og kommentarer, der tager gerningsmænd i forsvar, og om man er for eller imod nedlukning afhænger af så mange forskellige faktorer, at det næsten er utroligt, at man kan finde *nogen* at være enig med. 

Men når man piller undtagelserne ud af ligningen, så tegner der sig over tid et mønster, og det bliver efterhånden tydeligt, hvordan man ser ud indeni. For Kelly Clarkson kommer aldrig til at se, at du under en Se og Hør-artikel om, at hun har taget på, skriver ‘Stakkels stilletter, haha’ – men det gør din kollega, som vejer væsentlig mere end dig, og som nu ved, hvad du i virkeligheden tænker om hende. Peter Halkjær kommer aldrig til at se, at du også synes, at ledige er arbejdssky nassere, men det gør din veninde, der ikke kan finde et job. Og når du skriver under Sofie Linde-artiklen, at så må kvinder sgu lære at sige fra, og hvad fanden er det for noget at komme med her 12 år efter, så kan du være sikker på, at der er noget fortrolighedspotentiale i din relation med din svigerinde, der som 13-årig troede, hun havde et forhold til sin voksne træner, men idag kan se, at hun blev misbrugt, som ikke bliver forløst.

Du opdager det måske ikke. Men det sker.

Vi kan ikke være enige om alt, og der vil være situationer, hvor holdningsforskelle, der ikke tidligere har været relevante at forholde sig til, pludselig bliver tydelige. Et godt eksempel er covid-vaccinen, hvor din holdning og intensiteten af den afhænger af, hvad du laver og hvem du kender. Der er noget på spil, og det får pludselig konkret, lavpraktisk betydning, hvad andre mennesker vælger og gør. Og her må man nok bare erkende, at en Brøndbyfan og en FCK-supporter godt kan være gode venner, så længe alt går godt og de undgår at tale om fodbold. Men somme tider gør verdens måde at dreje på, at emnerne opsøger os, og når de gør, og vi ikke kan styre udenom dem mere, så kaster de lys på dine relationer og får dermed skyggerne til at træde frem.

Sådan må det være. Det tænker jeg er et grundvilkår i livet, og noget, vi må navigere efter i takt med, at det opstår.

Men jeg forstår ikke, at folk ikke er mere bevidste om, i hvor høj grad de kommunikerer, når de tilkendegiver holdinger ved at like og kommentere. 

“Men det er jo ikke *dig*. Det er noget helt andet med *dig*, Linda!”

Det er jeg sikker på, at du virkelig synes.

Men hvis den sagsbehandler, du fik tildelt, da du gik ned, som du i overført betydning lægger dit liv i hænderne på, hele tiden liker artikler om, at folk med stress skal tage sig sammen, at kroniske smerter er indbildning, og at dagpengesats og periode skal skæres ned, så kan det godt ske, at hun smiler til dig, når du sætter dig i stolen på hendes kontor. Du smiler formentlig endda tilbage.

Men du vil for altid vide, hvem hun i virkeligheden er.

M2021, uge 35

4

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg cyklet forbi børnenes gamle børnehave med de 5 pakker med skumklude, vi fik af oldefar, da oldemor døde. Jeg sagde dengang ja tak, fordi jeg egentlig tit synes, de er praktiske at have ved hånden, men jeg må bare konstatere, at de aldrig rigtigt nåede længere end ind i skabet. 

Jeg smed dem i cykelkurven og stak hovedet ind forbi Mariehønsene, og nu ved jeg, at de bliver brugt i stedet for bare at ligge og fylde til ingen verdens nytte.

2.

Har jeg foræret Fridas gamle cykel og sandkassen i haven væk i den lokale fb-gruppe. Begge dele var væk på en dag, og det fik mig til at tænke på, at en af fordelene ved at have købt og solgt brugt så længe, er, at man efterhånden forstår nogle af mekanismerne bag og dermed forstår, hvorfor noget kan sælges, mens andet virker umuligt at komme af med. 

For en af de vigtigste ting, jeg har lært er, at der er forskel på, om ting har økonomisk værdi eller om de bare stadig kan bruges. Den sondring tror jeg, at mange snubler i. Jeg gjorde i hvert fald selv, da jeg startede. For når man står med en børnecykel, der kan køre, eller en bog, hvor alle bogstaver er intakte, så er det nærliggende at opfatte tingene som brugte udgaver af den nye version, og dermed noget, som nogen må være interesserede i at give penge for. 

Men der *er* bare ting, der bliver så slidte eller som ikke er specielle nok til, at nogen derude vil betale penge for dem – men dermed ikke være sagt, at de ikke kunne bruge dem og have glæde af dem, hvis de fik dem foræret. For hvor man har meget kritiske briller på, når man står og kigger på en brugt sandkasse, der koster penge, og kun kan se, hvor træet er flækket eller at den trænger til olie, så har man de kreative briller på, hvis man har fundet den gratis. Så er den pludselig fuld af muligheder, for hvis jeg lige maler den, og vi skifter den planke der, så er den så god som ny.

Og selvom det da ville være dejligt – og måske endda også rimeligt – med ‘en pose snoller til ungerne’ eller en symbolsk halvtredser for noget, andre kommer til at have glæde af, så er jeg nået frem til, at det for mig er langt rarere, at jeg får tingene ud af håret med det samme, og at de rent faktisk bliver brugt, så vi, ressourcemæssigt, udnytter deres levetid.

3.

Har jeg købt en ny cykel til Frida på Marketplace.

Jeg har ret god erfaring med at bruge Marketplace, når jeg køber brugte ting til børnene, fordi søgefladen ligner den, du får, hvis du shopper på f.eks. Zalando eller Boozt. Billederne kommer op, side om side, og det betyder, at det er meget nemmere for børnene at se, hvad der er, og om der er noget, de kunne være interesserede i.

Det tog hende 4 sekunder at finde lige præcis dén, hun ville have, og vi hentede den dagen efter.

I øvrigt vil jeg her lige her til slut komme med et tip til de af jer, der bor i metropolerne: Når I skal finde større ting brugt, så ret den radius, I søger indenfor, på Marketplace. Jeg så 3 eksempler på cykler, hvor der var én til salg i en storby og én, der efter min bedste overbevisning var fuldstændig magen til i måde mærke og stand, til salg på mine breddegrader. I alle 3 tilfælde var der helt VILDT forskel på prisen. Omkring 400 kr. for cyklen i Esbjerg/Varde/Ribe. 1000 – 1200 kr. for samme cykel i Århus og Odense. Man kan køre mange km. for 800 kr.

WAKE ME UP WHEN SEPTEMBER ENDS

21

I dag er sidste officielle sommerdag, og også sidste dag, jeg er ledig.

Min tidsbegrænsede ansættelse stoppede d. 31.05, jeg freelancede i juni, holdt hele børnenes sommerferie sammen med dem, og har således haft små 3 uger, siden de startede, hvor jeg har kunne fokusere på at få dem godt i gang, begge to. 

På papiret er set-up’et tæt på perfekt. Et langt stykke hen ad vejen også i praksis. For det har været KÆMPE hjælp, at jeg har kunne løbe hele maskinen i gang i fred og ro; specielt i år, hvor Anton er startet på mellemtrinet, og Frida er startet i skole. 

For Anton har det betydet, at nærmest alt er nyt. Lokale, lærere, fag. Det er en kæmpe belastning for ham, og jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at gøre overgangen så smertefri som muligt. Jeg har talt med talepædagogen, psykologen og skolelederen både før og efter sommerferien. Jeg bad om møde med de nye lærere inden opstart og stillede med en liste i stikordsform ift. hvad der er i gang, og hvad der er brug for. Jeg har, helt lavpraktisk, tjekket op på pauselokale til ham, tidspunkt for pausen og hvad han skal lave, og har jeg sørget for, at han har en alarm, der ringer – og tjekket, at den fungerer på flymode – de dage, han skal holde pause, fordi lærerne ellers glemmer det.

Fordi Esbjerg Kommune er en af de 7 kommuner der er med i friskoleforsøget, har begge børn fri kl. 13 alle dage. Det er en fordel for Anton, men afstedkommer et nyt problem, nemlig hvad han så skal lave efter skole. For det er for mange timer at være alene hjemme, og da han nu går i 4. klasse, er alternativet klub og ikke længere SFO – hvilket så igen er noget nyt, han skal forholde sig til, og derfor ikke vil. Men med Anton er kunsten somme tider at vurdere, hvornår han siger nej, fordi noget er ukendt og dermed utrygt, og hvornår han siger nej, fordi han vitterligt ikke vil. Min vurdering var, at der her var tale om det første, og fordi der bare heller ikke rigtig er noget at gøre, har jeg været med i klub hver eneste dag. I starten blev jeg der hele tiden, men efter de første par dage begyndte jeg at kunne gå, når han lige var landet, og hentede ham så igen efter en times tid. Indkøring som vi kender det. 

Samtidig er der Frida, som ikke skal være sådan et skyggebarn, der altid må rette ind efter Antons behov. Hun vil også gerne hentes tidligt og hun vil – selvfølgelig – også gerne have mig med til sine nye fritidsaktiviteter. Hun er startet til håndbold og svømning og elsker begge dele, og det har været SÅ fedt at vide, at jeg kunne tage med hende de første gange. Det er ikke givet med mit job, og derfor har det trods alt givet ro, at jeg ikke har været nødt til at afvente skema og have barnepiger på stand by.

Så ift. at give begge børn en god start på nye, vigtige kapitler, har tidsrammen været perfekt. 

Men jeg tror bare, at jeg måske havde glemt, at jeg også findes? For jeg har kørt og gået og cyklet fra A til B til C og så tilbage til A 400 gange hver eneste dag. Jeg har siddet i haller og computerrum, og jeg har svaret på opkald fra nye pædagoger og fagfolk. Jeg har forholdt mig til sundhedsplejersker og nye, digitale tilmeldingsportaler til skolefoto, kørt dobbelt op på forældremøder og holdt for, når ungerne crasher i træthed herhjemme. De arbejder for forskelligt til, at vi kan lave lektier samtidig, fordi ingen af dem gider det, og hvor Anton bliver HYPER støjsensitiv, når han er træt og vred, så er Frida ude af stand til at lide i stilhed over verdens urimeligheder, så lektielæsning har været konsekutive langtidsseancer, hver eneste dag. 

Jeg har klemt alt, hvad jeg kunne af tandlægebesøg, frisøraftaler og reparation af stenslag ind i de 3 uger, jeg har haft herhjemme, så jeg ikke skal starte med at bede om friholdelser, for jeg ved allerede nu, at det kommer jeg så rigeligt til i løbet af efteråret, når der kommer flere møder og forhåbentlig en udredning. 

Jeg har udfyldt dagpengekort, opdateret min kalender og sat min arbejdsmobil op med apps, mail osv., og jeg er sådan set klar. 

Men jeg ligner en panda, min menstruation er gået fuldstændig amok, og så er jeg trist over det deprimerende faktum, at jeg for første gang faktisk ikke glæder mig til at starte på job igen. Det er 8. firma, jeg er tilknyttet på 5 år, og jeg er træt. Jeg elsker stadig mit fag, men jeg er træt af kronisk omstillingsparathed, en branche, der styrtbløder, en masse rumlen i kulissen og nye ansigter. Jeg er ikke noget særligt; det er det samme for os alle sammen, men havde vi været to, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg ville være fortsat som freelancer eller have etableret mig som selvstændig, så jeg kunne skære alt det udenom fra. For det er dét, der dræner.

Jeg prøver at huske de små pauser; at sætte vækkeuret 10 minutter tidligere, så jeg kan sidde med min morgenkaffe, mens børnene putter under dynen, og jeg slukker min telefon flere timer ad gangen, for at skærme mig selv imod mere, jeg skal svare på og forholde mig til.

Jeg har lukket for tilmelding på alt, hvad der hedder aftaler, og så har jeg udstedt en mental tilladelse til mig selv til at opfatte september som en måned, der bare skal overstås. Det er jeg ellers ikke tilhænger af, men det hjælper mig til at huske at skære alle krav og forventninger væk, til vi lige har fået fodfæste. Om det kommer til at påvirke blogfrekvensen ved jeg ikke, men jeg gætter på, at I også har så mange ting, der – post-covid – skal løbes i gang igen, at spørgsmålet er, om I overhovedet opdager det, hvis det gør. 

Hvis jeg tænker mig godt om, ved jeg godt, at det bliver fint. Jeg var glad for at være ved det her firma sidst, og under trætheden glæder jeg mig også til at få hænderne op igen. 

Om lidt er der græskar og lyskæder galore, og det skal nok gå alt sammen. Det skal det. Jeg skal bare lige have en ekstra kop kaffe og en lur.

M2021, uge 34

18

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Arbejdet på at indarbejde gode rutiner ift. den nye fryser i skuret, for når man hele sit voksenliv har haft sin fryser i køkkenet, er det nemt at frygte at ude af øje – ude af sind.

Fordi fryseren derude faktisk er større end den, jeg har i køkkenet, har jeg besluttet at samle alle storkøb derude, og så kun hente en smule ind ad gangen for at sikre, at jeg bliver tvunget til at gå i den flere gange ugentligt, og ikke glemmer, hvad jeg har derude. 

Og så overvejer jeg, om jeg skal finde på et alternativ til poser, når jeg fryser bagværk osv., for køkkenfryseren har smalle, dybe skuffer, hvilket gør, at den bliver SUPER rodet i løbet af 20 sekunder, når alt er i poser, der ligger hulter til bulter. 

Er der nogle af jer, der fryser i noget, man kan se igennem, og hvor beholderen ikke fylder unødvendigt meget (glasbokse fra Ikea, jeg kigger på jer)?

2.

Har jeg pakket sommertingene væk fra haven. Parasolen fik lov at gennemtørre opslået på en af de sidste solskinsdage, og blev derefter skilt ad, pakket ind og sat i skuret. Parasolfoden er ligeledes kørt i pit, for selvom selve foden er lavet af granit, har jeg på den hårde måde lært, at metalstykket, som parasolen skal sættes fast i, ruster som ind i helvede.

Grillen er vasket, skrubbet og sat i skuret, og alle solcellelamper er skilt ad, slukket og vasket pænt af. Jeg har hentet en gennemsigtig bedroller på loftet, som de er lagt i, og sat kassen i skuret, så de er nemme at finde til næste år, når jeg skal teste, hvor mange af dem, der stadig duer, inden jeg stocker op.

3.

Købt en ost og bagt knækbrød, fordi vi lige nu er i den kaotiske fase, hvor alle fritidsaktiviteter starter, og man stadig ikke helt er færdig med at snuble rundt i skolestart. Det betyder, at aftensmaden ikke har topprioritet, og derfor bliver det oftest mad til børnene og rester til mig. Her har jeg opdaget, at hjemmebagt knækbrød med ost er det perfekte supplement, for uanset restens størrelse, skal jeg ikke have gang i flere gryder og pander, men kan bare fylde efter med et stykke knækbrød, hvis jeg ikke blev mæt; når det er hjemmebagt og fyldt med kerner, synes både min hjerne og min mund også, at det tæller som aftensmad. 

Fordi i dag er jeres heldige dag, får I opskriften på knækbrødet her: 

1 dl. hørfrø

1 dl. sesamfrø

1 dl. havregryn

1 dl. boghvedemel

1 dl. græskarkerner

1 dl. solsikkefrø

3 spsk olie

2 dl. vand

Groft salt

Smør ud i et tyndt lag (brug en våd dejskraber) på en bageplade, rids let den størrelse, de færdige knækbrød skal have, i dejen, og bag dem 35-40 min. på nederste rille ved 180 grader (alm. varme). Laver du dobbeltportion, så bag pladerne enkeltvis; min erfaring er, at knækbrød bliver blødt, hvis man bager det ved varmluft.

Oplever du, at din ovn bager ujævnt, og nogle af stykkerne er lidt for lyse/bløde, når resten af stykkerne er nok, så bare tilbage i ovnen med dem. Så bliver de sprøde og lækre alligevel.

God weekend

I øvrigt:

27

*Kan jeg ikke være den eneste, der synes, at frisk basilikum lugter af sved?

*Spurgte jeg forleden Anton, hvorfor han ikke var stoppet op for at snakke med en ven, han gik forbi. “Det var fordi, min mund gerne ville snakke, mor, men mine ben ville ikke, så de kom til at gå videre” og jeg ser nu, at jeg har grebet hele livet forkert an.

*Er jeg kommet tanke om, at jeg vil have højbede og bålfad i haven, når foråret kommer, og jeg var meget begejstret, da det slog mig, at jeg så kan ønske mig dele til projektet i jule- og fødselsdagsgave. Men nu synes jeg pludselig, at der er MEGET lang tid til både gavetid og havetid. Måske jeg bare skulle ønske mig noget tålmodighed i stedet. 

*Har jeg prøvet at købe de nye Egekilde med havtorn og fersken, og jeg havde kun lige nået at åbne én i bilen, tage en tår og tænke ‘puh, den smager lidt af.. humle!?’ da Frida med høj (HØJ), klar stemme spurgte: “Mor, hvorfor drikker du øl i bilen?” In-house danskvand it is. 

*Sad jeg i morges og filosoferede lidt over søvn. Over hvor vildt det egentlig er, at jeg ikke har sovet igennem én eneste nat i over 11 år. Og over, at børn kan gå fra cryo-søvn til en indædt rasende diskussion om Roblox’ persongalleri på under 60 sekunder. Det virker uhensigtsmæssigt, når forældre faktisk fungerer lige omvendt.

*Ville jeg stadig ønske, at jeg kunne slette alt, hvad Anne Sophia Hermansen nogensinde har ment om noget fra alle platforme, jeg tilgår. Det er få mennesker, der så egenhændig nærer så stor en del af den hadefulde retorik nettet flyder over med, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at Berlingske bifalder den Ekstra Bladske skrivestil, hvor man ved at gøre sig selv dummere, end man er, får tastaturkrigerne til at gøre det beskidte arbejde for sig.

*Har jeg netop færdiglæst trilogien Darkest Minds af Alexandra Bracken. Det er ikke Justin Cronin, men hvis man var til Hunger Games-bøgerne, vil man med sikkerhed også synes om disse. 

*Vil jeg simpelthen så gerne have en almanak, men jeg kan ikke finde én, der er simpel nok. Om det er alder, covidnedlukning eller ændret fokus ved jeg ikke, men jeg er de sidste par år begyndt at nyde at følge med i årshjulets rolige drejen. Jeg ville elske en samlet oversigt over månefaser, astrologi, årets gang i haven og dyreriget, små anekdoter om årstiden og højtiderne – men jeg kan kun finde den fra Kbh’s universitet, som virker uoverskueligt omfattende, eller engelske versioner, som givetvis er fine og gode, men som ikke bygger på den danske fauna og de danske traditioner. Nogen, der kender til noget, man kunne bruge? 

*Har jeg kæmpe sølvpapirshat på over et bestemt firma i Esbjerg. Pga. situationen i min branche, har jeg de sidste 3 år været tilmeldt Jobindex Jobagent, og får derfor hver morgen en mail med jobs, der er slået op inden for brancher, jeg er interesseret i. Selvom jeg i perioder har været i job, lader jeg den stadig stå tilmeldt, fordi det er en god måde at få en fornemmelse af forskellige virksomheder på. F.eks. er der et par stykker, der er kommet på min no-no liste, fordi jeg kan se på frekvensen af jobopslag, at de har virkelig meget gennemtræk. Det er sjældent et godt tegn. 

NÅ MEN. Der er så den her bestemte virksomhed. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at de har jobs slået op stort set hver dag, og har haft det i over to år. Nu bor jeg i Esbjerg, og jeg kan med sikkerhed sige, at hvis en virksomhed på disse kanter var så succesfuld, at det krævede så hyppig rekruttering – så ville vi have hørt om det. For det lyder ligegodt grov’. Men hvis de her opslag er fake – hvad fanden er så formålet?? Alle, jeg kan komme i tanke om, som ville lade sig imponere af ‘en virksomhed i rivende udvikling’ ville jo gennemskue blændværket, når de henvendte sig til firmaet? Af ren nysgerrighed sendte jeg dem selv en ansøgning til et job som jeg var så rigeligt kvalificeret til. Det fik jeg afslag på, og da jeg ringede for at spørge ind til, hvad jeg kunne gøre bedre næste gang, var det virkelig mystisk opkald, med påfaldende megen omstilling og en utrolig mangel på lyd, den supposed-to-be kæmpe medarbejdergruppe i baggrunden til trods. Ej, men hvad er det? Hvidvask? Et fupnummer for at Jobindex har jobs at slå op og mails at sende ud, så sponsorerne bliver hængende?? NOGEN må undersøge det, så jeg kan sove igen.

*Stillede planeterne sig i går på linje, så jeg endelig kunne bruge punchlinjen fra nedenstående IRL, nemlig på Game Street Mekkas side, hvorpå de stolt proklamerede, at ‘Hendes majestæt Dronningen besøger Game Street Mekka i Esbjerg!’

Jeg har selv grinet af det i 12 timer nu.

M2021, uge 33

15

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hørt, at mere end 5 kopper kaffe om dagen øger risikoen for demens (om det passer, ved jeg ikke) og derfor pludselig kommet til at kigge på mit eget kaffeindtag.

Det, jeg opdagede var, at jeg ikke drikker nær så meget kaffe, som jeg gjorde engang. Jeg oplever, at mine smagsløg ændrer sig i takt med, at jeg bliver ældre, og derfor smager kaffe somme tider pludselig bittert, når den første kop er drukket.

Det fik mig til at tænke tilbage på de sidste mange morgener og eftermiddage, og det gik op for mig, at jeg hælder virkelig meget kaffe ud. Altså, VIRKELIG meget. Og det er jo ikke fordi to poser kaffe om året påvirker hverken budgettet her eller overskuddet hos kaffebønderne i Bolivia, men det er stadig åndssvagt at lave det for bare at hælde det ud.

Jeg har nu gravet min lille termokande frem, så jeg kan hælde den ekstra kop på, så snart, den er lavet om morgenen, og øver mig i at huske at vælge mindre krus, når jeg laver Nes.

Somme tider har man gjort noget på samme måde så længe, at man glemmer at forholde sig til, om det stadig giver mening. 

2.

Gjort kort proces med tøj, jeg har fået, som jeg ikke selv kan bruge og som jeg derfor har sat til salg.

Jeg fik en kæmpe pose at min søde veninde, hvoraf jeg kunne bruge cirka halvdelen. Klog af skade spurgte jeg giveren, hvad hun gerne ville have, jeg gjorde med resten, og vi blev enige om, at jeg skulle prøve at sælge det, og så ville vi bruge pengene på en gang sushi, næste gang vi ses. 

Jeg fik tøjet fotograferet og lagt op, og fik også solgt lidt af det, men efter et par uger, skete der ikke mere. Sommermånederne ER svære ift. at sælge brugt; ingen kan rigtigt overskue at forholde sig til, hvad de mangler, når de ikke er hjemme, og samtidig er vi på vej ud af én årstid (og dermed én type behov) og ind i en anden. 

Jeg pillede salgsannoncerne ned igen, forærede tøjet til en anden veninde og fik en pose børnetøj med retur, som jeg grovsorterede, inden jeg gav det frit til børnene. Frida er temmelig høj, og derfor arver hun tøj, der er lavet til børn, der er ældre end hende. Det er ikke alt, der passer *lige* når vi får det, og det er heller ikke alt, der er velegnet til det aktivitetsniveau man stadig har i 0. klasse. Det finder Frida helt *utrolig* urimelig – også efter mine lange, pædagogiske forklaringer om, at man nok ikke kan klatre i abestativer eller spille dødbold iført ankellange kjoler og 2 numre for store gummistøvler. 

Og selv efter at have fået lov at prøve, fordi jeg i et kort øjeblik tænkte: “Så må hun jo lære det på den hårde måde” (og af uransagelige årsager glemte, at Fridas motto i livet er ‘No retreat – no surrender!´) står hun fast på, at alt tøj, i alle størrelser, kan bruges i alle situationer.

Det giver for mange morgen-konflikter, at der er tøj i skabet, hun ikke må tage på i skole, og fordi vi trods alt skal bruge de fortænder til noget, står jeg fast.

Derfor har jeg, for husfredens skyld, aftalt med de damer, vi arver børnetøj fra, at de smugler det ind i bryggerset, uden at børnene ser det, når de har en pose til os, så jeg selv får mulighed for at bladre det igennem først.

3.

Tømt endnu en body lotion og har dermed kun to tilbage. 

Bodylotion er noget, jeg har samme cirkulære forhold til, som jeg har til bodyscrub: Jeg skænker det ikke en tanke i månedsvis, jeg kan pludselig mærke, at mit liv ikke bliver lykkeligt eller komplet, hvis ikke jeg straks anskaffer mig en bestemt scrub eller lotion, jeg køber den, jeg elsker den i en uge, jeg glemmer alt om den i månedsvis.

Til fødselsdage og jul ønsker jeg mig ofte parfume, og på den tid af året kommer de typisk i gaveæsker med bodylotion i, hvilket betyder, at der snigende akkumulerer sig en helt del mere bodylotion i mit skab, end jeg får brugt, og det er irriterende.

Men nu, hvor mine skinneben tørster efter en god, lang sommer, har jeg gjort det til Et Projekt at rydde hylden, og det glæder mig inderligt, når endnu en tom beholder kan smides i den grønne spand.

Load More